Legislator Case Law & Legislation
C20020917360 DK

Vejledning om GMDSS i S-skibe, skibe til særlige formål

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 2002 9173 Historic

Bilag 1

Søfartsstyrelsen, den 25. april 2002

Vejledning 2002 9173 Historic

Vejledning om GMDSS i S-skibe, skibe til særlige formål

(bevaringsværdige skibe, lystfiskerskibe mv.)

Indledning

Det verdensomspændende nød- og sikkerhedssystem for søfarten, GMDSS (Global Maritime Distress and Safety System), blev vedtaget af den internationale søfartsorganisation IMO tilbage i 1988. Bestemmelserne om GMDSS blev optaget i SOLAS (Safety of Life at Sea) konventionens kapitel IV om radiokommunikation samt i kapitel III om redningsmidler.

Systemet bryder med de tidligere bestemmelser om morsetelegrafi og radiotelefoni og bygger på anvendelsen af avanceret teknisk udstyr om bord i skibe, på kystradiostationer og i satellitsystemer. Såvel geostationære satellitter over ækvator som polært kredsende satellitter indgår i systemet. Systemet skal sikre, at eftersøgnings- og redningsmyndigheder (SAR) og skibe i nærheden af et nødstedt skib hurtigt bliver alarmeret, så de kan assistere i en koordineret aktion. Bl.a. skal alarmering til land kunne foretages med to adskilte og uafhængige metoder. Via systemet skal man endvidere kunne afvikle maritim sikkerhedskommunikation (MSI), såsom meteorologiske varsler, navigationsadvarsler m.m., samt almindelig generel kommunikation.

Hovedprincipper i GMDSS

Som nævnt i indledningen bryder GMDSS med de hidtidige bestemmelser om radiokommunikation i skibe, herunder specielt hvad angår nød- og sikkerhedskommunikation. Hovedreglen er, at alle skibe, uanset størrelse, i princippet skal være udrustet med radioudstyr afhængigt af, hvor skibet sejler, og hvilke radiosystemer der er til rådighed i skibets fartsområde.

Havområder

Der skelnes mellem fire typer områder, nemlig

Havområde A1

Et område inden for radiotelefonidækning af mindst en VHF kystradiostation, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering via DSC.

Havområde A2

Et område, uden for A1, inden for radiotelefonidækning af mindst en MF kystradiostation, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering via DSC.

Havområde A3

Et område, uden for A1 og A2, inden for dækning af en Inmarsat geostationær satellit, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering.

Havområde A4

Et område uden for A1, A2 og A3 (polområder).

Systemer

GMDSS omfatter forskellige radiosystemer. Til det allerede kendte VHF MF (mellembølge) og HF (kortbølge) telefoniudstyr skal kobles udstyr for digitalt selektivt kald (DSC), som gør, at opkald foretages fra tastaturet på DSC udstyret i stedet for som hidtil ved kald med tale i radioudstyrets mikrofon. Det nyeste udstyr har DSC indbygget i radioudstyret. Derudover indgår Inmarsat satellit-terminaler for telefoni, telex og data, herunder e-mail. Endvidere indgår de såkaldte nødradiopejl-sendere (EPIRB), radartranspondere (SART), NAVTEX-modtagere og bærbare VHF-anlæg. EPIRB er installeres udendørs med en hydrostatisk udløser, således at EPIRB en automatisk frigøres og udsender alarmering til satellitter, hvis skibet synker. SART er anvendes bl.a. i redningsflåder, og signalet på 9 GHz kan ses som en række prikker på de omkringliggende skibes radarskærme (3 cm) og angiver derved retningen til SART en. NAVTEX-modtagere anvendes til automatisk modtagelse på 518 kHz af navigationsadvarsler m.m. og varsler om storm og kuling.

Nødalarmering

I den float-free EPIRB sker alarmeringen automatisk, hvis skibet synker. DSC udstyr kræver en decideret alarmering ved at aktivere en rød knap (distress). Alarmeringen skal kunne iværksættes fra styrepladsen. Når den røde knap aktiveres, sendes skibets identifikation og position automatisk og aktiverer en alarm i DSC-udstyret på kystradiostationen og alle andre skibe i området. Oplysningerne om det nødstedte skibs identifikation, position m.m. vises i DSC-udstyrets display, således at en redningsaktion kan iværksættes. Denne måde at alarmere på er en forbedring i forhold til den hidtidige metode med et mayday-kald på en nødfrekvens, som forudsatte, at skibe og kystradiostationer holder konstant lyttevagt på nødfrekvensen.

Opkaldsmetoden med DSC medfører dermed en forbedring af sikkerheden for skibene og besætningerne om bord.

Nødkommunikation efter alarmeringen

Selve nødkommunikationen, som følger efter den indledende nødalarmering med DSC på MF DSC frekvensen 2187,5 kHz og/eller VHF kanal 70, foregår i GMDSS med tale på nødfrekvensen 2182 kHz og/eller VHF kanal 16 på samme måde som hidtil. Derved kan kystradiostationen og alle skibe i området følge med i og deltage i kommunikationen og yde fornøden assistance. Lyngby Radio holder lyttevagt på VHF kanal 16, men ophører med manuel lyttevagt på nødfrekvensen 2182 kHz fra den 1. juni 2002.

Tidsplan

Skibe med fartsområde uden for VHF-rækkevidde skal overgå til GMDSS senest 1. februar 2002. Lyngby Radio dækker på VHF de indre danske farvande og Østersøen og Nordsøen ud til ca. 25 sømil fra kysten. Skibe, som har fartsområde inden for VHF-rækkevidde, kan vente med at anskaffe udstyret til 1. februar 2003.

Udstyrskrav

Reglerne om GMDSS for S-skibe fremgår af kapitel IV i Søfartsstyrelsens tekniske forskrift nr. 15 af 20. november 2000 om skibe til særlige formål (bevaringsværdige skibe, lystfiskerskibe mv.).

Forskriften gælder for skibe, der er erklæret bevaringsværdige af skibsbevaringsfonden, dog undtaget bevaringsværdige fritidsfartøjer. Forskriften gælder endvidere for eksisterende skibe, der anvendes som uddannelsesskibe, socialpædagogiske projekter, lejrskoleskibe, lystfiskerskibe, klubskibe eller til lignende særlige formål, som ikke er egentlig passagersejlads (rutesejlads o.l.).

Omfanget af udstyr er fastsat af Søfartsstyrelsen efter høring af en række organisationer.

I de fleste tilfælde kræves nyt radioudstyr. Dog kan det nyeste traditionelle VHF og MF udstyr genanvendes og tilsluttes separat DSC-udstyr. Anskaffes nyt udstyr, kan det gamle udstyr tages i land. Det gælder også den såkaldte 2182 vagtmodtager, der bliver overflødig. Omfanget af kravene i de forskellige havområder fremgår af nedenstående skema

Havområde

VHF-DSC

MF-DSC

HF-DSC

Inmarsat-C

EPIRB float-free

SART

Bærbar VHF

NAV-TEX

A1

1

1 1)

1

1

1 1)

A2

1

1

1

1

1

1

A3

1

1

1 2)

1

1

1

1

1) Krav om EPIRB og NAVTEX-modtager gælder ikke ved fartsområder i beskyttet farvand af klasse D, jf. kapitel 1 i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen D (se bilag 1).

2) I stedet for en Inmarsat-C terminal kan kravet opfyldes med HF-DSC og en Inmarsat EGC-modtager.

Godkendt udstyr

Radioudstyr, som anbringes om bord, skal overholde en lang række specifikationer og standarder og skal på denne måde være godkendt til formålet.

Grundlæggende skelner man imellem to former for godkendelse

1. Radioudstyr, som er godkendt af såkaldte »Notified bodies« i henhold til EU s maritime udstyrsdirektiv, skal være mærket med et ratmærke. Udstyr med ratmærke er godkendt til installation i SOLAS-skibe og opfylder dermed IMOs krav.

2. Radioudstyr, som overholder EU s direktiv om radio- og teleterminaludstyr (R&TTE direktivet), herunder en række søsikkerhedsmæssige krav, skal være mærket med et CE-mærke.

Udstyr med ratmærke og/eller med CE-mærke må installeres i S-skibe.

Energikilder

Radioinstallationen skal være tilsluttet skibets hovedenergikilde samt ved automatisk omskifter et separat radiobatteri, som skal have en kapacitet på mindst 6 timer. Der skal være en alarm, som aktiveres, når radiobatteriet af en eller anden årsag ikke mere er fuldt opladet.

Antenner

Antenner skal være anbragt så højt og frit som muligt. Antennerne findes både som trådantenner og som stavantenner. Til VHF radioanlæg kræves kun en antenne fælles for sending og modtagning samt et filter, som hindrer, at sendefrekvensen ledes over i modtageren. VHF-antennen er en rundstrålende stavantenne, som bør placeres forskudt fra andre antenner og gods med mindst 1 meter (halv bølgelængde). I visse VHF-DSC radioanlæg kræves en ekstra modtageantenne for at kunne holde uafbrudt DSC-vagt på VHF kanal 70 (DSC nødkanal).

En god jordforbindelse er nødvendig. I stålskibe anvendes selve skroget som jordforbindelse, medens man i træskibe placerer en metalplade udvendigt på skibet. I VHF radioanlæg er det ikke nødvendigt med jordforbindelse.

Installation og syn

Det er vigtigt, at udstyret installeres efter bestemmelserne i den tekniske forskrift og fabrikantens anvisninger for at være sikker på, at det altid virker efter hensigten. Med til udstyret hører ganske bestemte antenner. DSC og Inmarsat udstyr skal tilsluttes fartøjets navigationsudstyr (GPS) for automatisk opdatering af skibets position, såfremt dette udstyr forefindes om bord. Er GPS ikke tilsluttet radioudstyret, skal skibets position indtastes manuelt mindst hver 4. time.

Udstyret skal installeres på en sådan måde, at det er let tilgængeligt for inspektion og vedligehold om bord. Der skal forefindes teknisk dokumentation og betjeningsvejledninger til alt udstyr. Der skal endvidere forefindes relevante reservedele og værktøj til vedligehold af udstyret.

Bærbare VHF-anlæg skal være placeret i styrehuset sammen med reservebatterier, klar til uden videre at medbringe i en nødsituation. SART anbringes ligeledes i styrehuset, klar til uden videre at medbringe i en nødsituation.

Den float-free EPIRB skal installeres udendørs, så frit som overhovedet muligt, således at den kan flyde fri af skibet, hvis dette synker, og aktiveres automatisk, når den flyder.

Efter installation af udstyret skal Søfartsstyrelsen tilkaldes for syn. Henvendelsen herom rettes til Søfartsstyrelsens regionskontor i Svendborg, telefon 62210688, telefax 62201688.

Betjening

For at betjene radioudstyret kræves et GMDSS radiocertifikat. Personer uden certifikat må gerne betjene udstyret under overvågning af en person med certifikat. En af navigatørerne med certifikat skal af føreren på forhånd være udpeget til at varetage kommunikationen i en eventuel nødsituation.

For at erhverve certifikatet skal en prøve bestås. Søfartsstyrelsen udsteder tre forskellige GMDSS radiocertifikater

- Generelt certifikat som radiooperatør i GMDSS (GOC)

- Begrænset certifikat som radiooperatør i GMDSS (ROC)

- LRC (Long Range Certificate)

Radiokurser tilbydes på navigations- og skipperskoler samt af en række andre private og offentlige skoler.

Derudover udsteder Telestyrelsen et VHF-certifikat efter bestået prøve primært beregnet for fritidssejlere. Certifikatet benævnes Short Range Certificate (SRC).

Det skal bemærkes, at SRC ikke opfylder Søfartsstyrelsens krav til erhvervelse af sønæringsbevis, hvor ROC er mindstekravet.

Certifikatkravene i S-skibe er

A1 område: mindst to personer med mindst ROC

A2 område: mindst en person med GOC og en person med mindst ROC.

A3 område: mindst to personer med GOC.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →