Vejledning til bekendtgørelse om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne

§ 1. Formålet med bekendtgørelsen er

1. At styrke borgerens retssikkerhed ved at stille krav til grundlaget for beskrivelse, udvikling og vurdering af en borgers arbejdsevne.

2. At sikre, at borgeren får mulighed for at spille en aktiv rolle i sagsbehandlingen og at bidrage til sagens oplysning gennem dialog med sagsbehandleren.

3. At sikre dokumentationsgrundlaget for den socialfaglige vurdering og afgørelse.

4. At sikre ensartethed og gennemskuelighed i sagsbehandlingen.

5. At bidrage til at skabe en fælles faglig forståelse af de begreber og præmisser, der anvendes i vurderingen af en borgers arbejdsevne.

6. At forbedre grundlaget for valg af aktiviteter, som målrettet kan belyse eller udvikle borgerens arbejdsevne.

Der er efter bekendtgørelsen flere formål med fastsætte regler for, hvordan kommunerne skal beskrive, udvikle og vurdere en borgers arbejdsevne.

Det helt overordnede mål er at hjælpe ledige eller sygemeldte borgere med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Formålet er tillige at styrke borgerens retssikkerhed ved at tydeliggøre grundlaget for beskrivelse, udvikling og vurdering af borgerens arbejdsevne. Ved at stille krav om en fælles systematik i sagsbehandlingen, er det hensigten at reducere afhængigheden af den enkelte sagsbehandlers erfaringsgrundlag og metode. Der kan være forskel på, hvordan de enkelte sager behandles og afgøres, men forskellene skal ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt afspejle borgernes individuelle situation og behov.

Bekendgørelsens bestemmelser vedrørende sagsbehandlingen skal tillige sikre, at der er det fornødne dokumentationsgrundlag for socialfaglige vurderinger og afgørelser, og at der er ensartethed og gennemskuelighed i sagsbehandlingen.

Derudover skal det i sagsbehandlingen sikres, at borgeren får mulighed for at spille en aktiv rolle i behandlingen af sin sag gennem dialog med sagsbehandleren.

Processen med at afdække mulighederne for, at borgeren kan anvende eller udvikle sin arbejdsevne, skal således ske i tæt samarbejde med borgeren. Hermed supplerer bekendtgørelsens regler om borgerinddragelse retssikkerhedslovens regler om borgerinddragelse og helhedsorienteret hjælp.

Tilsvarende supplerer retssikkerhedsloven de almindelige forvaltningsretlige regler herunder forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Efter retssikkerhedslovens § 4 skal borgeren have mulighed for at blive inddraget i sagsbehandlingen, og kommunen skal tilrettelægge sagsbehandlingen på en måde, så det kan lade sig gøre. Det betyder naturligvis, at de forvaltningsretlige sagsbehandlingsregler skal følges, at den rette lovhjemmel anvendes, og at formålet er lovligt m.v.

Efter retssikkerhedsloven § 5 skal kommunen behandle ansøgninger om spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes i den sociale lovgivning herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen skal samtidig være opmærksom på muligheder hos andre myndigheder og i anden lovgivning.

Kravene om medinddragelse og helhedsorientering i sagsbehandlingen og hjælpen skal ses sammen med formålsbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 1. Formålet er at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når myndighederne behandler sager, at sikre en tidlig helhedsorienteret hjælp, at forebygge at personer får brug for hjælp til forsørgelse og endelig at fastlægge myndighedsstrukturen og de grundlæggende principper for sagsbehandlingen, herunder også klageadgangen.

Formålet med at indføre arbejdsevnemetoden er at således at sikre, at borgeren får en sammenhængende, helhedsorienteret hjælp, hvor kommunen særligt skal være opmærksom på gevinsterne ved en tidlig forebyggende indsats, herunder også forholdet til arbejdsmarkedet. Begrundelsen for indførelse af arbejdsevnemetoden er hermed knyttet direkte til formålsbestemmelserne i retssikkerhedsloven og bekendtgørelse om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne.

Det betyder, at kommunen i sin afgørelse er bundet af hensynet til borgerens inddragelse i sagsbehandlingen og formålsbestemmelserne i både retssikkerhedsloven og arbejdsevnebekendtgørelsen, og at formålsbestemmelserne indgår som vægte i afgørelserne.

Bekendtgørelsens anvendelsesområde

§ 2. Bekendtgørelsen skal anvendes, når kommunen behandler sager om revalidering og fleksjob.

Reglerne om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevnen skal bruges, når kommunen skal undersøge arbejdsevnen hos en person i forbindelse med en sag om revalidering eller fleksjob. Reglerne skal tillige anvendes, når der skal ske opfølgning på allerede tildelte tilbud om revalidering og fleksjob.

Bekendtgørelsens bestemmelser skal således anvendes som grundlag for, at der kan træffes afgørelser om revalidering og fleksjob.

Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med ikrafttrædelsesbestemmelsen i bekendtgørelsens § 11, stk. 2, hvorefter bekendtgørelsen skal anvendes ved sager om revalidering og fleksjob, der påbegyndes den 1. januar 2003 eller senere. Tilsvarende gælder, hvis kommunen denne dato eller senere giver tilbud om en ny foranstaltning i en verserende sag om revalidering eller fleksjob. Ikrafttrædelsesbestemmelsen er beskrevet nærmere i afsnittet om ikrafttræden.

Aktivering og sygedagpenge

Bekendtgørelsen skal anvendes i sager om revalidering og fleksjob, men de regler, der er fastsat i arbejdsevnebekendtgørelsen, kan med fordel også anvendes i forbindelse med sager om kontanthjælp, aktivering og sygedagpenge, når der er et kvalificeret grundlag for at antage, at borgerens arbejdsevne og arbejdsmarkedstilknytning er eller kan være truet.

Det er kommunen, der beslutter, om bekendtgørelsen skal anvendes i sager om kontanthjælp, aktivering og sygedagpenge.

I den forbindelse er det vigtigt, at der foretages en tidlig og systematisk vurdering af, hvorvidt borgerens arbejdsevne er truet.

En begrundet antagelse om, at borgerens arbejdsevne er truet kan bygge på, at borgeren selv give udtryk for dette, men sagsbehandleren kan også med baggrund i sin faglige viden vurdere, at borgerens arbejdsevnen er truet.

Det bør endvidere indgå i vurderingen, hvis arbejdspladsen, den faglige organisation eller lægen giver udtryk for, at borgerens arbejdsevne er truet.

Kommunen skal imidlertid være opmærksom på, at der i uproblematiske sager, hvor borgeren ikke har problemer udover ledighed og derfor kan komme i beskæftigelse uden en særlig indsats, skal bruges færrest mulige ressourcer i sagsbehandlingen for at undgå klientgørelse. Derimod er det vigtigt at sætte tidligt og målrettet ind i sager, hvor der vurderes at være behov for en særlig indsats.

Hvis kommunen vurderer, at borgerens arbejdsevne ikke er truet, og dette bestyrkes af borgerens egen vurdering samt de oplysninger, der i øvrigt umiddelbart foreligger, vil det ikke være relevant at anvende bekendtgørelsen.

Vurderingen af, hvornår det kan være relevant at bruge bekendtgørelsen i sygedagpenge- og aktiveringssager kan ske i forbindelse med de lovbestemte helheds- og risikovurderinger i den indledende visitationsfase i sygedagpenge- og aktiveringssager herunder, at der tidligst muligt og senest inden 8 uger skal foretages en kvalificeret vurdering af, om der er risiko for, at borgerens arbejdsevne og arbejdsmarkedstilknytning vil være truet.

I sygedagpengeloven og aktivloven er der fastsat bestemmelser om opfølgning af iværksatte foranstaltninger og tildelte ydelser. Formålet med opfølgningen er en formel kontrol af, om betingelserne for at oppebære et tilbud eller en løbende forsørgelsesydelse fortsat er opfyldt.

Ved denne opfølgning skal kommunen vurdere om borgerens arbejdsevne forsat er truet/ ikke truet. I den forbindelse kan det blive nødvendigt at anvende bekendtgørelsens regler i sager om revalidering og fleksjob, hvor det hidtil ikke har været relevant at bruge bekendtgørelsen, fordi arbejdsevnen på baggrund af nye oplysninger i sagen viser sig at være truet. Det kan også være relevant at anvende bekendtgørelsens regler i andre sager.

Omvendt kan det også i nogle sager vise sig, at arbejdsevnen ikke længere er truet hvorfor bekendtgørelsen således ikke skal bruges.

Når bekendtgørelsens bestemmelser anvendes, bør den afpasses i forhold til den konkrete situation. Anvendelsen af ressourceprofilen i den indledende sagsbehandling vil således ofte være begrænset til få relevante elementer. Ofte vil det ikke være relevant at gå meget i dybden med afdækning af de valgte elementer.

§ 3 . Bek Bekendtgørelsens bestemmelser om retssikkerhed, administration og offentlighed supplerer bestemmelserne i retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, forvaltningsloven og persondataloven.

Formålet med bestemmelsen er at gøre kommunen opmærksom på, at arbejdsevnebekendtgørelsen ikke står alene.

Kommunen kan således ikke anvende arbejdsevnebekendtgørelsen uden at tage øvrige sagsbehandlingsregler i bl.a. retssikkerhedsloven og forvaltningsloven i betragtning herunder reglerne om helhedsvurdering og opfølgning, indhentelse af oplysninger, partshøring, notatpligt og begrundelse. Derudover skal kommunen være opmærksom på persondatalovens regler ved registrering af borgerens oplysninger.

Nærmere oplysninger om de enkelte love kan findes i de tilhørende vejledninger

Vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område nr. 90 af 7. juni 2000, Socialministeriet

Vejledning om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger nr. 126 af 10. juli 2000, Justitsministeriet

Vejledning om forvaltningsloven nr. 11740 af 4. december 1986, Justitsministeriet

Vejledning om lov om offentlighed i forvaltningen nr. 11687 af 3. november 1986, Justitsministeriet

Arbejdsevne

Arbejdsevne

§ 4. Ved arbejdsevne forstås evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet for at kunne udføre forskellige konkret specificerede arbejdsopgaver med henblik på at opnå en indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse, jf. § 16 og § 20, stk. 2, i lov om social pension.

Arbejdsevnebekendtgørelsens § 4 definerer arbejdsevnekriteriet. Bestemmelsen henviser til §§ 16 og 20, stk. 2 i lov om social pension. Det skyldes, at arbejdsevnebegrebet er defineret i lovbemærkningerne til de to bestemmelser, jf. lovforslag L 137, Folketinget 2000-01.

Arbejdsevnekriteriet er et fremadrettet begreb, der fokuserer på en borgers ressourcer og muligheder for aktuelt eller i fremtiden at komme i beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked med henblik på hel eller delvis selvforsørgelse. Arbejdsevnekriteriet forudsætter og understøtter en tidlig, aktiv og forebyggende indsats.

Kriteriet indebærer en helhedsbedømmelse af en persons samlede ressourcer og muligheder i forhold til kravene på arbejdsmarkedet. Det er således en forudsætning for at kunne tage stilling til, om en borger kan opnå indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse, at borgerens ressourcer beskrives og vurderes i forhold til de krav, der stilles på arbejdsmarkedet.

Det afgørende i den forbindelse er, hvad borgeren kan - eller kan bringes til at kunne - for at blive selvforsørgende vurderet i forhold til enhver form for arbejde på arbejdsmarkedet. Arbejdsevnen skal derfor ikke kun vurderes i forhold til tidligere beskæftigelse men bredt i forhold til nuværende og fremtidige muligheder for at varetage arbejdsopgaver på arbejdsmarkedet, herunder hvilke muligheder der er for at udvikle borgerens ressourcer og/eller tilpasse arbejdsopgaver. Hensigten er ikke at vurdere eller udvikle arbejdsevnen i relation til ”drømmejobbet”, men at dokumentere hvorvidt og hvordan selvforsørgelse er mulig.

Definitionen af arbejdsevnekriteriet indebærer endvidere, at der skal kunne peges på konkret specificerede arbejdsopgaver, som borgeren kan varetage, i de situationer, hvor kommunen vurderer, at borgeren kan forsørge sig selv.

Arbejdsevne er således defineret direkte i forhold til det aktuelle arbejdsmarked, og de krav der stilles som forudsætning for at kunne varetage konkrete arbejdsfunktioner. Dermed er arbejdsevnebegrebet et dynamisk begreb, som forandres i takt med, at kravene til at kunne udføre arbejdsopgaver på arbejdsmarkedet ændrer sig, men også i takt med at selve arbejdsopgaverne ændrer sig fx som følge af den teknologiske udvikling.

Arbejdsmarkedet, arbejdsopgaver og jobfunktioner

Med begrebet ”arbejdsmarkedet” henvises til det danske arbejdsmarked på det tidspunkt, hvor arbejdsevnen skal vurderes. Begrebet indeholder således ikke en geografisk afgrænsning af arbejdsmarkedet. Borgeren skal vurderes i forhold til de arbejdsopgaver/jobfunktioner, der er forekommende på hele det danske arbejdsmarked og ikke kun i forhold til det lokale eller regionale arbejdsmarked.

Ved arbejdsopgave tænkes på en eller flere af de aktiviteter, som udføres som led i varetagelsen af forskellige jobs (fx undervisning, montagearbejde). Ved jobfunktion tænkes på alle de aktiviteter, der er knyttet til varetagelsen af et job, og som ofte vil omfatte flere arbejdsopgaver.

Ved vurderingen af arbejdsevnen skal borgerens ressourcer omsættes til konkrete jobfunktioner eller arbejdsopgaver, der findes i rimeligt omfang på arbejdsmarkedet. Med denne brede tilgang til arbejdsmarkedet, der følger af fokuseringen på såvel arbejdsopgaver som jobfunktioner, vil langt de fleste typer af beskæftigelsesmuligheder forekomme på lokalt eller regionalt niveau. Kommunen bør derfor fokusere på hvilke muligheder, der eksisterer på det lokale/regionale arbejdsmarked. I de tilfælde hvor der imidlertid ikke eksisterer sådanne arbejdsopgaver eller jobfunktioner på det lokale/regionale arbejdsmarked, som pågældende vurderes at kunne varetage, kan der ikke tilkendes førtidspension, hvis der uden for lokalområdet/regionen findes sådanne muligheder.

Kendskab til arbejdsmarkedet og de krav, der stilles til forskellige arbejdsopgaver og jobfunktioner, bliver således en væsentlig forudsætning for vurderingen af borgerens mulighed for at udnytte eller udvikle sin arbejdsevne med henblik på at opnå indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse.

Kendskab til arbejdsmarkedet handler først og fremmest om viden om arbejdsopgaver, jobfunktioner, kompetencekrav og beskæftigelsesmuligheder på arbejdsmarkedet

– Hvilke kompetencer efterspørges på arbejdsmarkedet generelt?

– Hvilke faglige kvalifikationer kræver bestemte jobs?

– Hvilke jobfunktioner er der på virksomhederne?

– Hvad er virksomhedernes fremtidige medarbejderbehov, og hvilke kompetencer vil der blive behov for?

Der skal således som grundlag for kommunernes sagsbehandling oparbejdes den nødvendige viden om arbejdsmarkedets krav som forudsætning for, at der i det konkrete sagsforløb er et tilstrækkeligt kendskab til de jobfunktioner, kompetencekrav og beskæftigelsesmuligheder, der er relevante i forhold til udvikling og vurdering af den enkelte borgers arbejdsevne. Et sådant kendskab kan f.eks. opnås ved at inddrage forskellige arbejdsmarkedsrelaterede samarbejdspartnere i sagsbehandlingen, herunder jobkonsulenter, Arbejdsformidlingen, de særlige formidlingsenheder, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og virksomheder.

Dette forudsætter, at der af kommunen gøres en stor indsats for at oparbejde den nødvendige viden om arbejdsmarkedet. Det er således en kommunal forpligtelse at bibringe sagsbehandlerne den fornødne viden om konkrete jobfunktioner og muligheder på arbejdsmarkedet samt sikre, at der udvikles samarbejdsrelationer med relevante arbejdsmarkedsaktører. Kommunen bør således udarbejde procedurer for sagsbehandlernes samarbejde med de relevante interne og eksterne samarbejdspartnere.

Endvidere kan de lokale koordinationsudvalg være med til at opbygge viden om arbejdsmarkedsforholdene og udvikle samarbejdsrelationerne. Udvalgene har bl.a. til opgave at udvikle samarbejdet lokalt vedrørende den forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Hel eller delvis selvforsørgelse

Et væsentlig element i arbejdsevnekriteriet er målsætningen om, at borgeren skal kunne opnå indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse. Målet er at flest mulige får beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked i ustøttede stillinger. Det gælder også, hvis arbejdsevnen er varigt nedsat, men kan genetableres fx ved anvendelse af overenskomsterne sociale kapitler, i forbindelse med arbejdsfastholdelse eller ved revalidering.

Med selvforsørgelse menes imidlertid ikke, at den pågældende borger nødvendigvis skal kunne fungere i ordinær beskæftigelse. Hvis dette ikke er muligt, er det målsætningen, at borgerens arbejdsevne udvikles i et sådant omfang, at vedkommende kan blive delvis selvforsørgende, fx i et fleksjob.

Hvis borgeren ikke har en arbejdsevne til at kunne klare et ordinært arbejde herunder efter overenskomsternes sociale kapitler, er udgangspunktet altså, at kommunen skal bistå borgeren i at finde et arbejde, som borgeren kan varetage med anvendelse af de eksisterende støtteordninger, herunder fleksjob.

Begrebet selvforsørgelse er således defineret i forhold til, om en person har en arbejdsevne, der muliggør beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, herunder efter overenskomsternes sociale kapitler eller i et fleksjob. Det afgørende er, om borgeren har mulighed for enten at udføre en arbejdsindsats på det ordinære arbejdsmarked eller i et fleksjob, uanset hvordan arbejdsindsatsen er tilrettelagt.

Overenskomsternes sociale kapitler

De sociale kapitler i overenskomsterne på arbejdsmarkedet kan indeholde bestemmelser, der giver mulighed for at træffe aftale om særlige løn- og arbejdsvilkår for personer med nedsat arbejdsevne.

Fleksjob

Kommunen giver tilbud om fleksjob til personer som ikke modtager førtidspension, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Fleksjob kan tilbydes, nåe alle relevante aktiverings- og revalideringsmæssige foranstaltninger har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse.

Hvis kommunen giver tilbud om fleksjob og samtidig har sikret, at arbejdsgiveren er indforstået med at tage det nødvendige hensyn til den nedsatte arbejdsevne, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet.

Såfremt der i overenskomsterne er sociale kapitler, der regulerer lønfastsættelsen, kan lønvilkårerne fastsættes efter disse bestemmelser, herunder efter bestemmelser om adgang til at indgå individuelle aftaler.

I ansættelsesforhold, som ikke er dækket af en overenskomst, fastsættes løn- og arbejdsvilkår svarende til en overenskomst, der gælder for et sammenligneligt område.

Ledighedsydelse

Personer, der er visiteret til et fleksjob, kan modtage ledighedsydelse i perioden fra visitationen indtil ansættelsen i fleksjob og i mellem to fleksjob. Ledighedsydelsen svarer til 91 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste sats.

Indtægtens størrelse har således ikke betydning.

Det afgørende er således ikke indtægtens størrelse, men at borgeren udnytter den arbejdsevne, borgeren har. Begrebet selvforsørgelse er således defineret i forhold til, om borgeren har en arbejdsevne, der muliggør beskæftigelse.

Med arbejdsevnekriteriet er der skabt sammenhæng i vurderingen af arbejdsevnen i sager om revalidering, fleksjob og førtidspension i lovgivningen, således at borgere, hvis arbejdsevne er varigt nedsat i et sådant omfang, at de ikke kan varetage arbejdsopgaver på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår i ustøttede stillinger, får tilbud om fleksjob.

Hvis det er dokumenteret, at borgeren varigt ikke har tilstrækkelig arbejdsevne til at kunne varetage et fleksjob, og det ikke er muligt at forbedre arbejdsevnen, skal kommunen træffe afgørelse om førtidspension.

Grundlaget for arbejdsevnevurderingen

§ 5. Kommunen vurderer arbejdsevnen, jf. §§ 6-8, på grundlag af en samlet beskrivelse og vurdering af borgerens faglige og personlige ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer sammenholdt med en vurdering af hvilke konkrete jobfunktioner, som borgeren kan varetage på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af § 5, at kommunen skal vurdere arbejdsevnen på grundlag af en samlet beskrivelse af borgerens faglige og personlige ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer sammenholdt med konkrete jobfunktioner, som borgeren kan varetage på arbejdsmarkedet. Arbejdsevnen kan således ikke vurderes uafhængigt af arbejdsmarkedet.

Bestemmelsen indebærer, at kommunen skal indsamle tilstrækkelige oplysninger, som kan beskrive borgerens ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer for at kunne anvende eller udvikle sine ressourcer i forhold til konkrete arbejdsopgaver, som findes på arbejdsmarkedet.

Borgerens ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer skal derfor beskrives og vurderes, indtil kommunen har indhentet tilstrækkelig dokumentation til, at kommunen kan beskrive og vurdere borgerens ressourcer i forhold til arbejdsopgaver eller jobfunktioner på arbejdsmarkedet.

Når kommunen har beskrevet borgernes ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer, skal sagsbehandleren vurdere i hvilket omfang, borgeren kan anvende sine faktiske ressourcer i forhold til konkrete jobfunktioner på arbejdsmarkedet eller hvilke initiativer, der skal iværksættes for at udvikle borgerens ressourcer, så borgeren kan varetage et job på arbejdsmarkedet.

Ressourceprofil

Ressourceprofil

§ 6. Som redskab til og ramme for en beskrivelse og vurdering af borgerens ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer i forhold til at kunne indgå i jobfunktioner på arbejdsmarkedet udarbejdes en ressourceprofil.

Stk. 2. Ressourceprofilen består af følgende elementer

· Uddannelse

· Arbejdsmarkedserfaring

· Interesser

· Sociale kompetencer, herunder konfliktberedskab

· Omstillingsevne

· Indlæringsevne, herunder intelligens

· Arbejdsrelevante ønsker

· Præstationsforventninger

· Arbejdsidentitet

· Bolig og økonomi

· Sociale netværk

· Helbred

Stk. 3. I beskrivelsen og vurderingen af borgerens ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer kan der efter en individuel vurdering indgå andre arbejdsmarkedsrelevante forhold.

Bekendtgørelsens § 6 indeholder ressourceprofilens elementer. Elementerne udgør tilsammen de forhold, der skal beskrives og vurderes for at kunne belyse arbejdsevnen. Det er kun de oplysninger, der har betydning for vurderingen af arbejdsevnen, der skal indhentes. Det er således ikke alle forhold ved fx ”sociale netværk”, der skal beskrives. Men det er vigtigt, at alle oplysninger, der har betydning for vurderingen af arbejdsevnen medtages. Hvis der i den konkrete sag er andre arbejdsmarkedsrelevante forhold, som ikke er omfattet af ressourceprofilens elementer, skal disse også beskrives.

Udarbejdelsen af ressourceprofilen skal være styrende for sagsbehandlingsforløbet og dermed for indhentningen af de oplysninger, der tilsammen udgør dokumentationen i sagen. Den færdige ressourceprofil udarbejdet efter arbejdsevnebekendtgørelsens §§ 6-7 udgør grundlaget for de afgørelser, som kommunen træffer.

I bemærkningerne til lovforslaget om førtidspensionsreformen omfatter ressourceprofilen 14 elementer til afklaring af en borgers arbejdsevne. Som det fremgår af § 6 i arbejdsevnebekendtgørelsen, omfatter ressourceprofilen 12 elementer, hvilket skyldes, at elementerne Intelligens og Konfliktberedskab er omfattet af henholdsvis Indlæringsevne og Sociale kompetencer.

Elementerne i ressourceprofilen skal bruges til at beskrive og vurdere borgerens ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer.

Ved ressourcer forstås borgerens evne til at varetage forskellige jobfunktioner på arbejdsmarkedet. Der kan være tale om ressourcer, som borgeren anvender i sin nuværende situation, og som borgeren direkte vil kunne anvende på arbejdsmarkedet. Der kan også være tale om ressourcer, som ikke direkte kan anvendes på arbejdsmarkedet, men som potentielt kan udvikles til at kunne anvendes på arbejdsmarkedet.

På baggrund af ressourcerne skal udviklingsmulighederne beskrives og vurderes. Der kan være tale om udvikling af helt nye ressourcer eller en videreudvikling af ressourcer, som borgeren allerede har, men som ikke uden en yderligere indsats kan anvendes direkte på arbejdsmarkedet.

Endelig skal barriererne for at udvikle eller anvende de fundne ressourcer beskrives. De barrierer, der er fundet i forhold til et af ressourceprofilens elementer, kan have betydning for vurderingen af andre elementer.

De 12 elementer, der udgør ressourceprofilen, er ikke opstillet i en prioriteret rækkefølge. Det afhænger af den konkrete sag, hvilke elementer der må tillægges størst betydning, men hvert element kan have betydning for den samlede vurdering af arbejdsevnen.

Ofte vil det ikke på forhånd kunne vurderes hvilke elementer, det vil være relevant at arbejde med, men i takt med at kendskabet til borgerens situation uddybes, vil det blive tydeligere, hvad der skal undersøges nærmere.

Afhængig af den konkrete sag vil nogle elementer kunne beskrives ganske kort, mens andre skal undersøges meget grundigt.

Ved arbejdet med ressourceprofilen i forhold til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal de særlige behov og forhold, der gælder for denne gruppe, tages med i betragtning således at der også fokuseres på oplysninger om fx behovene for kompensation, herunder hjælpemidler, transportmuligheder m.v.

Endvidere skal restitueringsmulighederne overvejes. Fx kan en fysisk eller psykisk handicappet borger ved varetagelse af et job/fleksjob blive så fysisk eller psykisk afkræftet, at vedkommende varigt ikke vil være i stand til at restituere sig.

I det følgende defineres indholdet i ressourceprofilens enkelte elementer, hvor de faktiske ressourcer, udviklingsmulighederne og barriererne skal beskrives og vurderes

A. Uddannelse . De formelle kompetencer, der er opnået gennem påbegyndte, fuldførte og afbrudte skole-, uddannelses- og kursusforløb. Formålet er at beskrive, hvilke jobfunktioner borgeren kan varetage på baggrund af sin uddannelse og afdække, om der er behov og mulighed for at sætte relevante uddannelsesaktiviteter eller andre aktiviteter i gang .

B. Arbejdsmarkedserfaring . De kvalifikationer, formelle som uformelle, der er opnået i ansættelsesforhold eller andre jobmæssige sammenhænge. Formålet er at afdække, hvilke kvalifikationer der umiddelbart kan anvendes, og hvilke der kan udbygges fx gennem jobtræning eller uddannelse.

C. Interesser . De interesser, der er udtryk for ressourcer som reelt kan anvendes eller udvikles i forhold til beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Formålet er at beskrive de interesseområder, der kan have betydning for at afklare borgerens ressourcer i forhold til fremtidige beskæftigelsesmuligheder.

D. Sociale kompetencer , herunder konfliktberedskab . De kompetencer, der har betydning for at kunne begå sig på en arbejdsplads, fx personlige hygiejne, almindelig fremtræden og forståelse for spilleregler i forhold til ledere og kolleger. Med hensyn til konfliktberedskab afklares de typiske reaktionsmønstre, når der opstår konflikter. Formålet er at beskrive, om borgeren har gode eller dårlige forudsætninger for at fungere på en arbejdsplads og for at tackle konflikter, som kan opstå i det daglige samarbejde.

E. Omstillingsevne . De erfaringer der er opnået med at skulle tilpasse sig og fungere i nye og uvante sammenhænge. Det kan eksempelvis være at omstille sig til at være på arbejdsmarkedet, at arbejde i en anden jobfunktion eller at arbejde med nye og ukendte mennesker. Formålet er at beskrive og evt. udvikle borgerens omstillingsevne i relation til at komme (tilbage) på arbejdsmarkedet.

F. Indlæringsevne , herunder intelligens . De erfaringer der er opnået med at tilegne sig ny viden eller kunnen. Det angives på hvilke områder borgeren har let eller svært ved at lære nyt – fx kan nogle personer være gode til det boglige, andre til det praktiske. Formålet er at afdække borgerens positive og negative erfaringer med læreprocesser, for at kunne vurdere udviklingsmulighederne og hvilke (nye) jobfunktioner, der er mulige.

G. Arbejdsrelevante ønsker . De ønsker borgeren har om fremtidig beskæftigelse. Formålet er, at der så vidt muligt tages udgangspunkt i borgerens egne ønsker til uddannelse og fremtidig beskæftigelse.

H. Præstationsforventninger . De positive eller negative forventninger borgeren har til egne præstationer på arbejdsmarkedet og præstationer i øvrigt. Formålet er at beskrive borgerens egen tro på muligheden for at fungere på arbejdsmarkedet, da det kan være afgørende for, hvordan det faktisk går. Det kan også handle om situationer, hvor det er nødvendigt at nedtone borgerens forventninger, fordi disse viser sig at være urealistisk høje.

I. Arbejdsidentitet . De forestillinger borgeren har om at have et arbejde i fremtiden – kan pågældende se sig selv som selvforsørgende og med hvilket tidsperspektiv. Formålet er at beskrive borgerens arbejdsidentitet, da det har betydning for borgerens lyst til og tro på muligheden for at komme (tilbage) på arbejdsmarkedet.

J. Bolig og økonomi . De forhold, der karakteriserer borgerens boligsituation og økonomi. Formålet er at beskrive, om borgeren fx har en stabil boligsituation, det vil sige, om borgeren har en såkaldt base i forhold til at kunne fungere i et job. Beskrivelsen tjener til at afklare, hvilke forhold der påvirker borgerens ønske om at anvende eller udvikle sin arbejdsevne i negativ eller positiv retning.

K. Sociale netværk . De forhold der karakteriserer borgerens sociale netværk og støtte i netværket. Ved sociale netværk forstås familieforhold, venskaber og omgangskreds. Formålet er at afdække, om der er praktisk eller psykisk opbakning i hjemmet eller omgangskredsen, til at borgeren får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

L. Helbred . De diagnosticerede fysiske og psykiske lidelser samt borgerens egen oplevelse af eget helbred. Det skal beskrives, om der foreligger dokumenteret fysisk eller psykisk sygdom, dvs. foreligger der objektive fund ved den lægelige sygdomsbeskrivelse. Er der uoverensstemmelse mellem borgerens opfattelse af eget helbred og de lægelige fund, beskrives dette. I tilfælde af psykisk sygdom beskrives, om der er tale om en kronisk psykisk sygdom. Helbredsforhold handler også om at belyse, om borgeren har et misbrug af rusmidler. Formålet er at beskrive, om der er behandlingsmuligheder, og hvilken betydning sygdommen har for evnen til at udføre arbejdsopgaver eller jobfunktioner – herunder om borgeren har et skånebehov som kan afhjælpes ved brug af hjælpemidler, mindre belastende arbejde el. lign. Varigheden af et skånebehov skal også belyses.

Som regel vil langt de fleste forhold med relevant for arbejdsmarkedet relatere sig til en eller flere af ovennævnte elementer.

Der kan være forhold, som i det konkrete tilfælde viser sig at have betydning for borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet, men som ikke rummes af de 12 elementer. Det kan fx være forhold, som man ellers ikke tillægger nogen umiddelbar betydning, men som hos en enkelt borger viser sig at være en særlig ressource eller barriere for tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Det skal skriftligt begrundes i sagen, når andre arbejdsmarkedsrelevante forhold inddrages.

Udarbejdelse af ressourceprofilen

Den samlede ressourceprofil danner grundlaget for vurderingen af borgerens arbejdsevne. Kommunen kan først foretage den endelige vurdering af arbejdsevnen, når borgerens ressourceprofil er grundigt beskrevet og vurderet.

Der er ikke krav om, at elementerne i ressourceprofilen skal beskrives i en bestemt rækkefølge, da det afhænger af forholdene i den konkrete sag. Der er heller ikke krav om, at samtlige elementer skal være beskrevet og vurderet, men det bør fremgå af dokumentationen i sagen, hvorfor det ikke er fundet relevant at beskrive et eller flere elementer i en konkret sag.

Det er ikke et mål i sig selv, at udarbejdelsen af ressourceprofilen skal omfatte en grundig beskrivelse af alle elementer. Sagsbehandlingen må ikke foregå mekanisk, sådan at alle elementer automatisk inddrages, eller ved at alle elementer undersøges lige meget. En automatisk og intensiv afdækning af alle elementerne kan medføre, at der ske en overoplysning af sagen, hvilket er i strid med forvaltningslovens § 32. Samtidig kan det medføre et uhensigtsmæssigt tidsforbrug.

Anvendelse af ressourceprofilen

Der må ikke på baggrund af ressourceprofilen laves en samlet score, der angiver omfanget af arbejdsevnen. Det skyldes, at vægtningen af de enkelte ressourceelementer og sammenhængen mellem dem afhænger af den enkelte borgers forhold.

Elementerne i ressourceprofilen skal vægtes individuelt i forhold til den betydning, de har for den enkelte borgers arbejdsevne. Det betyder også, at nogle elementer skal undersøges og beskrives meget grundigt, mens det samme ikke gør sig gældende for andre elementer.

Betydningen af de forskellige ressourceelementer og sammenhængene mellem dem vil blive tydeligere gennem sagsbehandlingsforløbet. Jo tættere kommunen og borgeren kommer på, hvilke aktiviteter, der kan være relevante i den konkrete sag, desto klarere vil vægtningen og samspillet mellem ressourceelementerne blive. Det vil således blive tydeligere, hvilke elementer, det er relevant at arbejde videre med i forhold til udviklingen af borgerens ressourcer.

Beskrivelse, udvikling og vurdering af ressourcer

§ 7. Udarbejdelsen og anvendelsen af ressourceprofilen skal tage udgangspunkt i en samtale med borgeren. Denne dialog er afgørende for hvilke elementer i ressourceprofilen, som det er relevant at arbejde videre med, og i hvilket omfang elementerne skal beskrives og vurderes i forhold til kravene på arbejdsmarkedet.

Beskrivelse, udvikling og vurdering af ressourcer

Beskrivelse, udvikling og vurdering af ressourcer

§ 7. Udarbejdelsen og anvendelsen af ressourceprofilen skal tage udgangspunkt i en samtale med borgeren. Denne dialog er afgørende for hvilke elementer i ressourceprofilen, som det er relevant at arbejde videre med, og i hvilket omfang elementerne skal beskrives og vurderes i forhold til kravene på arbejdsmarkedet.

Udarbejdelsen og anvendelsen af ressourceprofilen skal tage udgangspunkt i en samtale med borgeren. Det betyder, at beskrivelsen af borgerens ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer skal påbegyndes på grundlag af en dialog med borgeren.

Det er afgørende, at der indledes et konstruktivt samarbejde om udformningen af ressourceprofilen – ikke alene for at sikre en grundig og korrekt beskrivelse af ressourcer og barrierer men også for at kunne påbegynde og understøtte en udviklingsproces.

Udviklingen af ressourcer sker ikke blot gennem de tilbud, kommunen råder over efter lovgivningen (fx revalidering), men også gennem selve sagsbehandlingsprocessen, hvor de beskrevne ressourcer og muligheder kan føre til en synliggørelse og erkendelse af, at selvforsørgelse gennem beskæftigelse er en mulighed.

Udarbejdelsen af ressourceprofilen skal gennemføres, også selvom borgeren ikke ønsker at indgå i en konstruktiv dialog med fokus på ressourcer og udviklingsmuligheder. Har borgeren på grund af særlige forhold - f.eks. svær sindslidelse - ikke mulighed for at indgå i det nære samarbejde, skal kommunen bestræbe sig på at varetage borgerens interesser og inddrage borgerens synspunkter i videst muligt omfang. Kommunen skal vejlede om borgerens mulighed for at lade sig repræsentere eller bistå af en anden person.

Efter § 10 i retssikkerhedsloven har personer, der søger om eller får hjælp efter den sociale lovgivning, pligt til at medvirke til sagens oplysning. Borgeren har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre om eller hvilken hjælp, pågældende er berettiget til.

Kommunen kan efter § 12 i retssikkerhedsloven indhente de oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle sagen. Kommunen kan pålægge offentlige myndigheder at give oplysninger og dokumentation. Udskrifter m.v. kan kræves uden betaling.

Borgere som ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning

Hvis en borger i en konkret sag ikke ønsker at medvirke fx ved ikke at ville tillade, at der indhentes nødvendige oplysninger eller lignende, er det klart udgangspunktet, at borgerens ønsker skal respekteres. Det følger som altovervejende hovedregel af principperne i forvaltningsloven og af retssikkerhedsloven. Kommunen må i den situation gøre borgeren opmærksom på, hvilke konsekvenser dette kan få, nemlig at sagen må afgøres på det grundlag, som foreligger.

Kommunen kan ikke, alene fordi borgeren ikke vil medvirke, give afslag på hjælp, men kommunen skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken betydning borgerens manglende medvirken har i forhold til grundlaget for den afgørelse, der skal træffes. Konsekvensen af borgerens manglende medvirken til belysning af grundlaget for vurdering af borgerens arbejdsevne kan være, at der træffes afgørelse om afslag på revalidering, fleksjob eller førtidspension, idet det ikke i tilstrækkelig grad kan dokumenteres, at borgerens arbejdsevne er varigt nedsat.

Stk. 2. I beskrivelsen og vurderingen af de udvalgte elementer skal indgå

1. Borgerens faktiske ressourcer, der kan anvendes i forhold til arbejdsmarkedet.

2. Mulighederne for yderligere udvikling af borgerens ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet.

3. Mulighederne for at reducere eller fjerne de barrierer, der kan gøre det vanskeligt for borgeren at anvende eller udvikle sine ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet.

Gennem hele sagsforløbet skal udviklingen af borgerens ressourcer dokumenteres på en systematisk måde.

For at systematisere dokumentationen i ressourceprofilen er det vigtigt, at sagsbehandleren skelner mellem beskrivelse, dvs. sagens oplysninger og sagsbehandlerens faglige vurdering af sagen.

Det afgørende i bekendtgørelsens § 7, stk. 2 er, at kommunen adskiller beskrivelsen og vurderingen i forhold til identificeringen af borgerens faktiske ressourcer, udviklingsmuligheder og mulighederne for at reducere eller fjerne eventuelle barrierer, som kan gøre det vanskeligt for borgeren at anvende eller udvikle sine ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet.

Der skal foretages en beskrivelse og en vurdering af de enkelte elementer i ressourceprofilen.

Beskrivelsen skal vedrøre de ressourcer, som borgeren vil kunne anvende på arbejdsmarkedet. Hvis det er konstateret, at der er nogle barrierer for at anvende en ressource på arbejdsmarkedet, indgår dette i den samlede beskrivelse og vurdering.

Dernæst skal mulighederne for at udvikle ressourcerne og/eller at reducere eller fjerne barriererne beskrives og vurderes.

Beskrivelsen skal holdes adskilt fra vurderingen, således at det tydeligt fremgår hvilken dokumentation, der ligger til grund for vurderingen. Der skal således skelnes mellem

Beskrivelser , der laves på baggrund af dialogen med borgeren og de indhentede oplysninger.

Faglige vurderinger , som foretages på grundlag af sagens oplysninger.

Beskrivelsen skal

– angive sagens faktuelle oplysninger og centrale vurderinger fra andre.

– være relevant og saglig. Det vil sige, at kun det der efter en socialfaglig vurdering er relevant i forhold til den konkrete afklaring og afgørelse, skrives ned

– være konkret og præcis. Fx. skal en lægeerklæring ikke gengives ordret, men det væsentligste indhold skal skrives ned

– være neutral. Det vil sige, at udvælgelsen af de relevante oplysninger foregår neutralt, og at beskrivelsen ikke indeholder værdiladede sætninger, der kan tolkes forskelligt.

En socialfaglig vurdering er sagsbehandlerens bedømmelse af de oplysninger og den dokumentation, der er indhentet til afklaring af borgerens ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet. Bedømmelsen skal være baseret på borgerens og samarbejdspartnernes oplysninger, som er analyseret og sammenholdt med sagsbehandlerens socialfaglige viden og praksiserfaring.

En løbende, fremadrettet proces

Stk. 3. Elementerne i ressourceprofilen beskrives og vurderes i en løbende fremadrettet proces i takt med afklaringen og udviklingen af borgerens ressourcer i forhold til kravene på arbejdsmarkedet. Borgerens eget bidrag til oplysning af sagen skal indarbejdes i ressourceprofilen.

Af bekendtgørelsens § 7, stk. 3 fremgår det, at beskrivelsen og vurderingen af elementerne i ressourceprofilen er en fremadrettet proces, som sker i takt med afklaringen og udviklingen af borgerens ressourcer i forhold til kravene på arbejdsmarkedet. Borgerens ressourceprofil er dynamisk og kan således ændre sig undervejs i sagsforløbet. Ressourceprofilen og vurderingen af arbejdsevnen kan ændre sig, fordi der ligger nye oplysninger i sagen, eller fordi borgeren udvikler sine ressourcer og/ eller overvinder barrierer undervejs i sagsforløbet.

Det betyder også, at elementer, som tidligt i processen har været irrelevante , kan blive relevante senere i processen, når der er indhentet flere oplysninger.

Omvendt kan det også vise sig, at elementer, der tidligt i processen var meget relevante, ikke har samme betydning senere i processen.

Sagsbehandleren skal gennem hele forløbet opdatere borgerens ressourceprofil i samarbejde med borgeren. Sagsbehandleren skal således løbende sørge for, at alle oplysninger og vurderinger, der er relevante i forhold til udvikling af borgerens arbejdsevne, skrives ind i borgerens ressourceprofil.

Borgerens eget bidrag

Som det fremgår af bestemmelsen, skal borgerens eget bidrag til oplysning af sagen indarbejdes i ressourceprofilen. Det skal bidrage til at sikre, at borgeren medinddrages i hele processen i forbindelse med udarbejdelsen af borgerens ressourceprofil. Samtidig skal det sikre, at medinddragelsen af borgeren dokumenteres.

Indhentelse af oplysninger

Stk.4. Kommunen skal på grundlag af den samlede beskrivelse og vurdering af elementerne i ressourceprofilen efter stk. 2 tage stilling til, om der er behov for at indhente yderligere oplysninger eller sætte aktiviteter i gang, der kan afklare eller forbedre borgerens arbejdsevne, jf. § 9.

Efter bestemmelsen skal kommunen på baggrund af den socialfaglige vurdering af borgerens arbejdsevne i samarbejde med borgeren tage stilling til, om der er behov for at indhente yderligere oplysninger til bedømmelse af borgerens arbejdsevne, eller om der skal sættes aktiviteter i gang, der kan afklare eller forbedre borgerens arbejdsevne.

Bestemmelsen henviser til bekendtgørelsens § 9, hvorefter kommunen er forpligtet til at give tilbud om forbedring af arbejdsevnen, hvis kommunen ikke vurderer, at borgerens arbejdsevne er tilstrækkelig til at kunne varetage et ordinært arbejde herunder efter overenskomsternes sociale kapitler.

Samtykke

Kommunen bør så vidt muligt indhente samtykke til at indhente oplysninger efter § 12, stk. 1 i retssikkerhedsloven, selvom der uden samtykke kan afkræves oplysninger af både myndigheder og private.

Kommunen skal oplyse borgeren om pligten til at give oplysninger, som er nødvendige for at afgøre sagen, og om kommunens adgang til at indhente oplysninger efter § 12 i retssikkerhedsloven. Kommunen skal endvidere orientere om konsekvenserne af et manglende samtykke.

Kommunen kan også sikre sig samtykke ved at oplyse borgeren om, at kommunen efter § 12, stk. 3, i retssikkerhedsloven, vil indhente specifikke typer af oplysninger, som er nødvendige til brug for sagens behandling, hvis kommunen ikke inden for en vis frist hører nærmere fra pågældende. Borgeren bør formentlig have mindst 14 dage til at overveje spørgsmålet. Nægter borgeren at give samtykke, må sagen behandles på det foreliggende grundlag.

Stk. 5. Til brug ved beskrivelse og vurdering af elementerne i ressourceprofilen skal kommunen tage stilling til hvilke oplysninger, der skal indhentes fra læge, hospital, revalideringsinstitution, virksomheder, de faglige organisationer, arbejdsformidlingen, arbejdsløshedskassen m.fl.

For at kunne beskrive, udvikle og vurdere borgerens arbejdsevne, vil sagsbehandleren i de fleste sager have behov for at indgå i sampil med en lang række samarbejdspartnere. Samspillet med samarbejdspartnere er en forudsætning for at kunne foretage et match mellem borgerens ressourceprofil og arbejdsmarkedets krav.

Samarbejdspartnere kan være virksomheder, faglige organisationer, a-kasser, AF, jobkonsulenter, aktiveringsprojekter, koordinationsudvalgene, revalideringscentre, uddannelsesinstitutioner, læger, lægekonsulenter, behandlingssteder, arbejdsmedicinske klinikker, videnscentre på handicapområdet m.v.

Nogle samarbejdspartnere indgår i mange sagsforløb, mens andre kun indgår i enkelte sager. Nogle samarbejdspartnere har i forvejen relationer til borgeren, andre inddrages undervejs i sagsforløbet.

Samarbejdet bidrager til at fastholde, afklare eller udvikle borgerens arbejdsevne og bidrager med oplysninger, der indgår i grundlaget for afgørelser vedrørende borgerens arbejdsevne.

Det er altid kommunen, der har det overordnede ansvar for sagen. Samarbejdspartnere hverken kan eller skal vurdere borgerens arbejdsevne. Det indebærer, at det er kommunen, der er ansvarlig for både at styre samspillet og at foretage de samlede vurderinger, der ligger til grund for den forvaltningsmæssige afgørelse.

Kommunen skal redegøre for formålet med at indhente oplysningerne, fx en lægeerklæring.

Inddragelse af samarbejdspartnere indgår i øvrige dele af lovgivningen på det arbejdsmarkedsrettede område, herunder sygedagpengeloven, aktivloven og retssikkerhedsloven.

Kun nødvendige oplysninger

Stk. 6. Der skal ikke indhentes flere oplysninger, end det er nødvendigt for at beskrive, udvikle og vurdere borgerens ressourcer som grundlag for vurdering af borgerens arbejdsevne.

Stk. 7. Der skal ikke indhentes yderligere oplysninger, hvis kommunen vurderer, at arbejdsevnen er tilstrækkelig til at kunne varetage et job på normale vilkår herunder efter overenskomsternes sociale kapitler.

Kommunen skal kun indhente oplysninger om borgeren, som er relevante for sagen. Det er således kun de oplysninger, der er relevante i forhold til borgerens arbejdsevne og mulighederne for, at arbejdsevnen kan udvikles, der skal indhentes.

Gennem et sagsforløb er det fortrinsvis oplysninger om karakteren af og ændringer i borgerens ressourcer og arbejdsevne, der skal dokumenteres. Det kan også være relevant at dokumentere oplysninger, der forstærker og underbygger en tidligere foretaget vurdering.

Kommunen skal derfor kunne begrunde overfor borgeren, hvilke oplysninger der indhentes.

Bestemmelserne følger af officialprincippet. Det betyder, at såfremt kommunen allerede tidligt i forløbet eller efter at have indhentet tilstrækkelige oplysninger vurderer, at borgeren kan varetage et job på normale vilkår herunder efter overenskomsternes sociale kapitler, skal kommunen afslutte sin undersøgelse og træffe en afgørelse.

Stk. 8. Kommunen skal forelægge den samlede beskrivelse og vurdering af ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer for borgeren. Hvis borgeren er uenig i beskrivelser og vurderinger, skal kommunen tage stilling til, om der er grundlag for at fastholde beskrivelsen og vurderingen på trods af uenigheden. Hvis kommunen vælger at fastholde beskrivelsen og vurderingen, skal borgerens bemærkninger tilføjes, således at de kan indgå i den samlede vurdering af arbejdsevnen.

Bestemmelsen handler om den situation, hvor borgeren er uenig i de beskrivelser og vurderinger, som kommunen har foretaget under sagsforløbet.

Kommunen og borgeren kan have forskellige vurderinger af borgerens arbejdsevne, udviklingsmuligheder og mulighederne for matchning med konkrete arbejdsopgaver. Derfor skal borgerens vurdering komme til udtryk i sagen.

Uenighed mellem kommunen og borgeren kan forekomme både i forhold til udviklingsprocessen og i forhold til konkrete afgørelser om arbejdsevnen.

Vurderingen af borgerens ressourceprofil og arbejdsevne beror på sagsbehandleren faglige vurdering, som borgeren i sidste instans kan erklære sig enig eller uenig i. Hvis der er uenighed mellem kommunens og borgerens vurdering, skal kommunen præcisere, hvori uenigheden består.

Hvis kommunen vælger ikke at imødekomme borgerens indvendinger, skal det fremgå af sagen sammen med kommunens faglige forklaring på, at vurderingen fastholdes.

Den endelige beslutning om konsekvenserne af eventuel uenighed påhviler kommunen, der har pligt til at træffe myndighedsafgørelser i overensstemmelse med gældende lov og regler.

Handlingsplan

Der er grundlag for, at kommunen i samarbejde med borgeren udarbejder en handlingsplan på baggrund af borgerens ressourceprofil. Handlingsplanen skal præcisere, hvilke mål der stræbes efter at opnå og med hvilke midler. Handlingsplanen skal passe med de ressourcer, som borgeren skal udvikle for at forbedre arbejdsevnen og de eventuelle barrierer, som borgeren skal overvinde.

Vurdering af arbejdsevnen m.v

Vurdering af arbejdsevnen m.v.

§ 8. Kommunen vurderer borgerens arbejdsevne på grundlag af den samlede beskrivelse og vurdering af elementerne i ressourceprofilen, jf. §§ 6 - 7. Ved vurderingen af arbejdsevnen skal ressourceprofilens elementer omsættes til konkrete jobfunktioner, der skal findes i rimeligt omfang på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af arbejdsevnen må kommunen ikke tage hensyn til eventuelle strukturproblemer på arbejdsmarkedet.

§ 9. Kommunen skal give tilbud om forbedring af arbejdsevnen, hvis kommunen vurderer, at arbejdsevnen ikke er tilstrækkelig til at kunne varetage et arbejde på normale vilkår herunder efter overenskomsternes sociale kapitler, men at arbejdsevnen kan forbedres.

§ 10. Kommunen skal visitere en person til fleksjob, hvis kommunen vurderer, at arbejdsevnen er varigt begrænset, og at arbejdsevnen ikke er tilstrækkelig til at kunne varetage et job på normale vilkår herunder efter overenskomsternes sociale kapitler.

Bekendtgørelsens §§ 8-10 handler om den samlede vurdering af borgerens arbejdsevne. K ommunen foretager den samlede vurdering af borgerens arbejdsevne på grundlag af den samlede beskrivelse og vurdering af elementerne i ressourceprofilen.Vurderingen af arbejdsevnen skal ske ved, at elementerne i borgerens ressourceprofil omsættes til konkrete jobfunktioner på arbejdsmarkedet. De konkrete jobfunktioner skal findes i et rimeligt omfang på arbejdsmarkedet.

Arbejdsevnevurderingen forudsætter som tidligere nævnt, at sagsbehandleren har et godt og bredt kendskab til de generelle arbejdsmarkedsforhold.

Kommunens samarbejde med en række aktører på arbejdsmarkedet er i den forbindelse en afgørende forudsætning for, at sagsbehandleren kan inddrage nødvendig viden om konkrete jobfunktioner på arbejdsmarkedet som grundlag for at kunne matche borgerens ressourcer med jobfunktioner. Det drejer sig bl.a. om virksomheder, AF, jobkonsulenter, arbejdsløshedskasser, videnscentre på handicapområdet og de faglige organisationer.

I forbindelse med etablering af en social ordning på en virksomhed er det vigtigt, at den faglige organisation og tillidsrepræsentanten er inddraget i samarbejdet, da disse kan være med til at skabe opbakning til ordningen.

Det er de faglige organisationer, der sammen med arbejdsgiverorganisationerne indgår overenskomster og aftaler, herunder de sociale kapitler i overenskomsterne. De faglige organisationer skal derfor altid inddrages i forhandlingerne om løn- og ansættelsesvilkår i forbindelse med ansættelse i sociale ordninger.

Ifølge § 8, stk. 2 må kommunen ved bedømmelse af borgerens arbejdsevne ikke tage hensyn til eventuelle strukturproblemer på arbejdsmarkedet. Som eksempel herpå kan nævnes høj arbejdsløshed eller flaskehalsproblemer. Det skyldes, at udgangspunktet i matchningen med jobfunktionerne skal tages i borgerens ressourcer og udviklingsmuligheder.

Kommunen kan eksempelvis ikke give afslag på et revalideringsforløb eller et fleksjob og i stedet tilkende førtidspension, hvis borgeren med sin faglige baggrund og udviklingsmuligheder kun kan matche en stilling på et område, hvor der er høj arbejdsløshed, og hvor udsigten til et job er lille.

Hvis kommunen vurderer, at arbejdsevnen er tilstrækkelig til at varetage et arbejde på det ordinære arbejdsmarked, herunder efter overenskomsternes sociale kapitler, så skal borgeren henvises til ordinær beskæftigelse og tilmeldes AF.

Hvis kommunen vurderer, at arbejdsevnen ikke er tilstrækkelig til at kunne varetage et arbejds på det ordinære arbejdsmarked, men at arbejdsevnen kan forbedres, skal sagsbehandleren give borgeren tilbud om aktiviteter, der kan forbedre arbejdsevnen.

Hvis det vurderes, at arbejdsevnen ikke kan forbedres, og den ikke er tilstrækkelig til at kunne varetage et job på normale vilkår, herunder efter overenskomsternes sociale kapitler, men at arbejdsevnen er tilstrækkelig til et fleksjob, skal sagsbehandleren give tilbud om et fleksjob.

Alle disse vurderinger skal begrundes med en faglig forklaring.

Kommunen træffer således en forvaltningsretlig afgørelse om borgerens arbejdsevne. Afgørelsen skal begrundes på baggrund af den dokumentation, som understøtter sagsbehandlerens samlede vurdering af arbejdsevnen.

Reglerne skal sikre, at borgeren ikke efterlades uden en forsørgelsesydelse eller et tilbud om revalidering eller et fleksjob, hvis borgeren ikke kan varetage et ordinært arbejde herunder efter overenskomsternes sociale kapitler. Såfremt denne situation alligevel opstår, kan borgeren klage over afgørelsen.

Klage over afgørelsen

I henhold til §§ 9 og 10 træffer kommunen afgørelse om borgerens arbejdsevne, og hvilke initiativer der i givet fald skal iværksættes herunder revalideringsforløb eller fleksjob. Det betyder, at borgeren kan klage over afgørelsen efter reglerne i § 98 i aktivloven. Afgørelsen kan indbringes til det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Der kan ikke ankes over selve ressourceprofilen, men de afgørelser, der træffes på grundlag af beskrivelser og vurderinger i ressourceprofilen kan ankes.

Ikrafttræden

Ikrafttræden

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003.

Stk. 2. Bekendtgørelsen skal bruges, når kommunen behandler sager om revalidering og fleksjob, der påbegyndes denne dato eller senere. Tilsvarende gælder, når kommunen giver tilbud om en ny foranstaltning i en verserende sag.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2003 samtidig med førtidspensionsreformen.

Bekendtgørelsen skal bruges på alle sager om revalidering og fleksjob, der påbegyndes den 1. januar 2003 eller senere. Derudover skal bekendtgørelsen anvendes, hvis sagsbehandleren efter denne dato giver tilbud om revalidering eller fleksjob i en allerede verserende aktiveringssag eller sygedagpengesag. Endelig skal bekendtgørelsen bruges, hvis kommunen træffer afgørelse om en ny foranstaltning i en allerede verserende revalideringssag fx nyt tilbud om revalidering fordi målsætning for borgerens beskæftigelse er ændret, ny arbejdsprøvning, eller hvis kommunen giver tilbud om nyt fleksjob i en allerede verserende fleksjobsag.

Arbejdsevnebekendtgørelsen kan med fordel anvendes i videst muligt omfang i allerede verserende sager om fleksjob og revalidering. Der er således ikke noget til hinder for, at bekendtgørelsens regler anvendes til at få struktureret og behandlet allerede modtagne oplysninger med henblik på at indhente yderligere oplysninger eller iværksætte initiativer til afklaring eller udvikling af arbejdsevnen.

Beskæftigelsesministeriet, den 11. november 2002

Claus Hjort Frederiksen

Vejledning til bekendtgørelse om beskrivelse, udvikling

og vurdering af arbejdsevne

Indledning

Med ikrafttrædelsen af førtidspensionsreformen indføres en sagsbehandlingsmetode til beskrivelse, udvikling og vurdering af borgernes arbejdsevne (arbejdsevnemetoden) i sager om revalidering, fleksjob og førtidspension.

Der er med reformen lagt vægt på at skabe sammenhæng mellem de arbejdsmarkedsrettede foranstaltninger og reglerne om førtidspension både i forhold til sagsbehandling og i forhold til grundlaget for iværksættelse af aktive foranstaltninger eller tilkendelse af forsørgelsesydelser. Denne sammenhæng i lovgivningen giver en bedre mulighed for en målrettet og sammenhængende indsats over for borgerne.

Indførelsen af arbejdsevnemetoden er en udmøntning af førtidspensionsreformen og det rummelige arbejdsmarked.

Arbejdsevnemetoden fastsætter en række krav til sagsbehandlingen, som har til hensigt at forbedre borgernes retssikkerhed, at skabe kontinuitet i sagsbehandlingen på tværs af en række sagsområder og at opnå et systematisk opbygget dokumentationsgrundlag baseret på fælles præmisser som grundlag for myndighedernes afgørelser. Endvidere er hensigten, at borgeren medinddrages i sagsbehandlingen.

Lovgrundlag

Reglerne om krav til undersøgelse af arbejdsevne og om sagsbehandling i sager om revalidering og fleksjob er fastsat i bekendtgørelse nr. 543 af 28. maj 2002 om beskrivelse, udvikling og vurdering arbejdsevne. Reglerne om krav til undersøgelse af arbejdsevne og om sagsbehandling skal også anvendes i sager om førtidspension. Disse regler er fastsat i bekendtgørelse om social pension.

Til at understøtte sagsbehandlingen er der udviklet en metode til beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne (Arbejdsevnemetoden). For en uddybende vejledning om sagsbehandlingen vedrørende beskrivelse og udvikling af arbejdsevne henvises til Socialministeriets publikation: »Arbejdsevnemetode - Metode til beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne«, 2001.

Denne vejledning er en vejledning til bekendtgørelsen om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne i sager vedrørende revalidering og fleksjob. Der er udarbejdet en selvstændig vejledning til bekendtgørelsen vedrørende sager om førtidspension.

Vejledningen følger bekendtgørelsens opbygning. Bekendtgørelsens bestemmelser er citeret i de enkelte afsnit.

Retsgrundlaget for denne vejledning er § 8, stk. 4 i lov nr. 284 af 25. april 2001 og bekendtgørelse om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne nr. 543 af 28. maj 2002. Desuden er lov nr. 267 af 12. april 2000 om retssikkerhed og administration på det sociale område en del af retsgrundlaget, og der henvises til vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, juni 2000.

I vejledningen er der henvisninger til

– bekendtgørelse om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne - kaldet arbejdsevnebekendtgørelsen

– lov om aktiv social politik - kaldet aktivloven

– lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - retssikkerhedsloven.

– lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - kaldet sygedagpengeloven

– forvaltningsloven

– lov om offentlighed i forvaltningen - kaldet offentlighedsloven

– lov om behandling af personoplysninger - kaldet persondataloven

Bekendtgørelsens formål