Vejledning om folkeregistrering

Bilag 1

Bilag 1

Registrering af hændelser i udlandet

1. Indledning

Mange af de begivenheder (hændelser), som er eller ønskes registreret i CPR, har fundet sted i udlandet. Nedenfor er der givet vejledning om, hvorledes det for de enkelte hændelser afgøres, om disse kan registreres i CPR, og hvilken myndighed der eventuelt kan spørges til råds i tvivlstilfælde. Det er endvidere anført, hvor borgeren skal henvende sig, hvis en af de pågældende udenlandske hændelser ønskes ændret på grund af fejl i denne. Oversigten er ikke udtømmende, idet der kun er medtaget ofte forekommende tilfælde, for hvilke det er fundet muligt at opstille nogle regler.

2. Dokumentationskrav

Udgangspunktet er, at der for de nævnte hændelser skal vises et originalt dokument eller en genpart, der er bekræftet af den udstedende udenlandske myndighed. Om fastlæggelse af alder efter en lægelig vurdering henvises til pkt. 5.1. nedenfor. Tilsvarende henvises om fastlæggelse af biologisk slægtskab efter dna-analyse til pkt. 5.6.1.

Ved tvivl om ægtheden af et dokument kan der kræves legalisering af dokumentet. Dette vil således som regel være nødvendig for dokumenter, der stammer fra lande uden for Europa, USA eller Canada. I den forbindelse regnes ingen dele af Tyrkiet eller det tidligere Sovjetunionen til Europa.

Legalisering er en bekræftelse af, at underskriften på dokumentet kommer fra en person, som har arbejdet hos den pågældende myndighed, der havde ret til at udstede et dokument som det pågældende. Bekræftelsen skal foretages af den overordnede for den pågældende myndighed, typisk det ministerium, hvorunder den udstedende myndighed hører. Den overordnede myndigheds underskrift skal igen bekræftes af det pågældende lands udenrigsministerium, hvis underskrift igen skal bekræftes af den stedlige danske repræsentation.

Det bemærkes specielt, at det, der skal legaliseres, er det oprindelige dokument, og ikke kun den eventuelle oversættelse af dokumentet.

De forelagte dokumenter må være affattet på eller oversat til et sprog, som er forståeligt for den danske myndighed, der skal tage stilling til dokumentet. En oversættelse bør så vidt muligt være foretaget af en autoriseret translatør, en ambassade eller anden offentlig myndighed. Udgifterne herved skal afholdes af borgeren. Det er den originale oversættelse, der skal medsendes, og ikke en fotokopi af denne. Nordiske statsborgere har efter den nordiske sprogkonvention krav på at kunne anvende eget sprog i de øvrige nordiske lande

Hvis den, der skal registreres i CPR, ikke er i besiddelse af alle de nødvendige dokumenter, hvilket kan være tilfældet for flygtninge, skal den pågældende registreres med de oplysninger, der fremgår af vedkommendes opholdstilladelse om alder, navn, nationalitet og familiære forhold. Disse oplysninger må så i fornødent omfang suppleres med de oplysninger, den pågældende i øvrigt kan meddele. Det bør samtidig indskærpes den pågældende, at vedkommende fremover vil blive behandlet ud fra disse oplysninger, og at en ændring heraf kun vil finde sted, hvis vedkommende kan dokumentere rigtigheden af denne. Dette har særlig betydning i relation til den pågældendes fødselsdato, men er også af stor betydning ved registrering af ægtestand, jf. herom nedenfor under 5.4.1. I CPR skal den manglende dokumentation af oplysninger kunne ses f.eks. ved, at der registreres en usikkerhedmarkering ved datoen

3. Forelæggelse af tvivlsspørgsmål og klager

Almindelige registreringstekniske spørgsmål skal forelægges for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det er således kun tvivlsspørgsmål om den retlige bedømmelse af hændelserne, der kan forelægges for andre myndigheder.

Inden forelæggelsen af sådanne retlige tvivlsspørgsmål skal der være indhentet den nødvendige dokumentation for den påberåbte hændelse samt de nødvendige oplysninger til bedømmelsen af domicilspørgsmålet (jf. nedenfor), således navnlig oplysning om den pågældende persons nationalitet, bopæl eller ophold i Danmark eller udlandet, varigheden heraf, planer for fremtiden med hensyn til arbejde, ophold eller bopæl.

I de tilfælde, hvor en afgørelse om registreringen er truffet af en kommune, kan klage over denne afgørelse i overensstemmelse med CPR-lovens § 56 indbringes for Indenrigs- og Sundhedsministeriet, jf. vejledningens kapitel 15.

4. Domicilbegrebet

En persons retsstilling er i visse tilfælde afhængig af personens domicil (bopæl). Det sædvanlige domicilbegreb kræver en samlet vurdering af personens ophold, planer om fremtidigt ophold og tilknytning til landet i øvrigt. Det fremgår heraf, at domicilbegrebet ikke er (helt) det samme som folkeregistreringens bopælsbegreb. Udgangspunktet er, at en person skal anses for at have dansk domicil, hvis vedkommende uden afbrydelse har folkeregisteradresse her i landet før og efter den pågældende hændelse. En person, der på anden måde har bevaret tilknytning til Danmark, f.eks. fordi vedkommende er udstationeret eller på en længere rejse og agter at vende tilbage til Danmark, antages ligeledes at have domicil i Danmark.

Spørgsmål vedrørende domicil i forbindelse med hændelser i udlandet afgøres af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den sag, der er rejst.

5. De enkelte hændelser

5.1. Fødselsdato

For nordiske statsborgere - som her og i øvrigt i bilaget omfatter danske statsborgere - der er født i udlandet, kan dokumentation for fødselsdato ved førstegangsindrejse ske ved forevisning af eget pas, fødselsattest, udskrift af civilstandsregister, internordisk flytteattest eller anden dokumentation, som efter et konkret skøn er lige så god.

Nordiske statsborgeres ønske om ændring af en tidligere registreret fødselsdato skal altid forelægges for Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor til afgørelse bilagt dokumentation for rigtigheden af den nu angivne fødselsdato. Det er hensigtsmæssigt, at det pågældende dokument er legaliseret, da omstændighederne ofte gør, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ellers efterfølgende må bede ansøgeren om, at dette sker.

De dokumenter, der kan danne grundlag for ændring af fødselsdatoen, er eget pas, fødselsattest, udskrift af civilstandsregister og internordisk flytteattest. Der kan ikke gives nogen angivelse af, hvilke andre dokumenter der eventuelt også kan anvendes. Den, som ønsker ændring af sin fødselsdato, må indsende de dokumenter, som vedkommende vil påberåbe sig. I visse tilfælde vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet anmode Rigspolitiet om en udtalelse om ægtheden af de forelagte dokumenter. Hvis det i den forbindelse eller i øvrigt på anden måde konstateres, at den ønskede fødselsdatoændring er søgt opnået ved fremlæggelse af falske dokumenter for Indenrigs- og Sundhedsministeriet, vil ministeriet foretage anmeldelse til politiet herom.

Hvis den, der søger om ændring af sin fødselsdato, oprindeligt har haft en ikke-nordisk nationalitet, vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet oftest have brug for at se den pågældendes sagsakter i Udlændingestyrelsen og eventuelt i Indfødsretskontoret i Ministeriet for Indvandrere, Flygtninge og Integration. Ansøgeren bør derfor altid i sådanne tilfælde for at fremme sagsbehandlingen samtidig med anmodningen om den ønskede ændring af fødselsdatoen sende et skriftligt samtykke til, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet låner de pågældende sagsakter. For mindreårige ansøgere kræves samtykke fra forældremyndighedens indehavere, typisk den pågældendes mor og far.

For børn og ganske unge vil en ændring af den registrerede alder også kunne ske, hvis Retslægerådet ud fra en lægelig vurdering kan fastslå, at den oprindeligt registrerede alder er forkert.

For ikke-nordiske statsborgere træffes afgørelsen om den korrekte fødselsdato ved såvel førstegangsindrejse som ved senere anmodninger om ændringer af udlændingemyndighederne. Dog skal fastlæggelse af fødselsdatoen for udenlandske børn, der er kommet her til landet med henblik på adoption, foretages af Civilretsdirektoratet.

Hvis den ikke-nordiske statsborger ikke har dokumentation for fødselsdato (i pas eller andre legimationspapirer eller i overgivelsesbrev) og heller ikke angiver at vide, hvornår fødselsdagen er, skal udlændingemyndighederne, inden der kan ske en registrering i CPR, fastsætte en skønsmæssig fødselsdato.

En eventuel anmodning fra en ikke-nordisk statsborger om ændring i den tidligere fastsatte fødselsdato skal sendes direkte til udlændingemyndighederne, som har haft ansvaret for den oprindelige fastlæggelse her i landet af fødselsdagen.

Bopælskommunen vil dog selv kunne ændre egentlige indrapporteringsfejl ved indsendelse til CPR-kontoret.

5.2. Køn

En person, der ønsker et nyt personnummer som følge af kønsskifte foretaget i udlandet, skal rette henvendelse til Civilretsdirektoratet, som vil tage stilling til, om kønsskiftet efter danske regler må anses for tilendebragt. Når og hvis Civilretsdirektoratet efter forelæggelse for lægelige myndigheder vurderer, at kønsskiftet er tilendebragt, vil Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor få kopi af meddelelsen til den pågældende herom med henblik på at sørge for tildeling af et nyt personnummer svarende til det ændrede køn. Normalt sørger ministeriet for, at tildelingen først finder sted, når den pågældende har fået ændret sit fornavn, således at der på meddelelsen til den pågældende om det nye personnummer, jf. CPR-lovens § 3, stk. 3, vil være overensstemmelse mellem dette og angivelsen af kønnet i personnummeret.

5.3. Navn

Hvis en person bliver døbt, viet eller får en egentlig navneændring i udlandet, mens vedkommende har domicil her i landet, har det ingen retsvirkning for den pågældendes navn efter dansk ret, og navnet kan ikke ændres i CPR med den anførte begivenhed som begrundelse. Den pågældende må i stedet for henvende sig i statsamtet og få navnet ændret ved et navnebevis.

Færøske ministerialbøger anses for danske i navnelovens forstand, hvilket betyder, at personer, som er domicileret her i landet, men er tilført ministerialbogen på Færøerne, kan ændre navn ved anmeldelse til ministerialbogen på Færøerne, idet de dog skal følge dansk navnelovgivning ved anmeldelsen. Som følge heraf vil sådanne navneændringer også skulle registreres i CPR.

Havde en person domicil i udlandet på det tidspunkt, hvor navneskiftet angives at have fundet sted, er det navnereglerne i dette land, som er afgørende.

Tvivlsspørgsmål kan forelægges for det stedlige statsamt.

For nordiske statsborgere, der er født i udlandet, kan det korrekte navn ved den første registrering i CPR konstateres ved forevisning af personens pas, fødselsattest, udskrift af et civilstandsregister eller internordisk flytteattest.

Hvis de pågældende ønsker ændring i det tidligere registrerede navn, skal de rette henvendelse til bopælskommunen, eller hvis de ikke længere bor her i landet, i den sidste bopælskommune inden udrejsen. Hvis ændringsønsket er begrundet med, at der har været fejl i den oprindelige registrering i CPR, kan yderligere undersøgelser i visse tilfælde være påkrævet, herunder en gennemgang af vedkommendes eventuelle sag hos udlændingemyndighederne. Dette kræver et samtykke fra den pågældende.

For ikke-nordiske statsborgere træffes afgørelse om det korrekte navn af udlændingemyndighederne både ved førstegangsregistreringen og ved efterfølgende ansøgninger om navnerettelser (modsat aktuelt ønske om navneændring i Danmark, hvor den pågældende henvises til statsamtet). Anmodning om navnerettelse skal derfor altid fremsættes over for udlændingemyndighederne. Enhver tvivlsom sag forelægges for Civilretsdirektoratet via det stedlige statsamt.

Egentlige indrapporteringsfejl kan dog rettes af bopælskommunen efter kontakt med den kommune, som har foretaget fejlindrapporteringen.

Indfødsretskontoret i Ministeriet for Indvandrere, Flygtninge og Integration kontrollerer, at navnet for ansøgere til dansk indfødsret er det samme, som er registreret i CPR. Ved uoverensstemmelser vil kontoret henvise den pågældende til inden optagelse på indfødsretsloven at få rettet en eventuel fejl, for nordiske statsborgere ved henvendelse til kommunen i bopælskommunen, for ikke-nordiske statsborgere ved henvendelse til udlændingemyndighederne.

5.4. Civilstand

5.4.1. Ægteskab

Ægteskab indgået i udlandet betragtes normalt som gyldigt her i landet, hvis det er gyldigt efter det pågældende lands regler. Undtagelse gælder, hvis ægteskabet må anses for stridende mod grundlæggende danske retsprincipper, f.eks. hvis den ene part ikke har været til stede ved vielsen.

Har en person ikke dokumentation for en oplysning om et ægteskab indgået i udlandet, og kan dette heller ikke skaffes, skal man altid kræve oplysning om navn og fødselsdato for ægtefællen samt dato og sted for ægteskabets indgåelse og registrere ægteskabet på dette grundlag.

Samtidig må den pågældende have forklaret, at vedkommende fremover i Danmark vil blive behandlet som gift, indtil der fremvises dokumentation for ægteskabets ophør. Der sættes derefter et notat ind i CPR, om hvornår den pågældende vejledning har fundet sted, således at der ikke bagefter kan rejses tvivl om, at orienteringen har fundet sted. Ovenstående gælder dog ikke, hvis vielsen fremgår af opholdstilladelser / -beviser, jf. nedenfor, eller hvis vielsen er indberettet af udlændingemyndighederne.

Hvis udlændinges vielse fremgår af opholdstilladelser / -beviser eller lignende fra udlændingemyndighederne, kan disse oplysninger af den indrapporterende myndighed uden videre lægges til grund for registreringen i CPR, men udlændingemyndighederne kan ikke spørges om vielsesstedet og -tidspunktet.

Et ægteskab, som gyldigt er indgået i udlandet, før parterne er skilt fra eventuelle tidligere ægtefæller, anerkendes i Danmark. Som ægteskabsdato for det nye ægteskab indrapporteres skilsmissedatoen for det gamle ægteskab, hvis denne skilsmisse har fundet sted ved dansk myndighed.

Hvis skilsmissen er en realitet, når bigamien opdages, foretages intet yderligere. Er de pågældende derimod fortsat gift med de gamle ægtefæller, skal Civilretsdirektoratet orienteres med henblik på eventuel omstødelse af det nye ægteskab.

Hvis der er tvivl om gyldigheden af et ægteskab indgået i udlandet, må dette ikke indberettes, før tvivlen er afklaret ved forelæggelse for Civilretsdirektoratet.

Hvis registreringen af et udenlandsk ægteskab sker alene efter den ene parts anmodning, skal den anden altid orienteres herom af den indrapporterende myndighed, hvis vedkommendes adresse kendes.

Påstand om fejl i registreringen af en persons ægteskabelige stilling rejses oftest i forbindelse med, at den pågældende ønsker at indgå (nyt) ægteskab. Hvis prøvelsesmyndigheden (vielseskontoret), statsamterne eller Civilretsdirektoratet i forbindelse med en konkret sag finder, at parterne er registreret med en fejlagtig civilstand i CPR, vil man sende besked herom til parternes bopælskommune(r), der efter høring af parterne og eventuel drøftelse med Udlændingestyrelsen og den anden parts bopælskommune tager stilling til, om parternes civilstand skal rettes i CPR.

5.4.2. Registreret partnerskab

Registreret partnerskab indgået i Norge, Sverige, Island og Holland antages at være gyldigt i Danmark. Spørgsmålet om gyldigheden af registreret partnerskab indgået i andre lande forelægges for Civilretsdirektoratet.

5.4.3. Skilsmisse

En udenlandsk skilsmisse er som udgangspunkt gyldig her i landet under forudsætning af, at

den ikke længere kan ankes eller appelleres,

ikke strider mod grundlæggende danske retsprincipper, hvilket den f.eks. vil gøre, hvis den ene part ensidigt har forstødt den anden,

er gyldig efter det lands ret, hvor skilsmissen er opnået, og

er givet i et land, hvortil mindst en af parterne på skilsmissetidspunktet havde en tilknytning i form af bopæl eller statsborgerret, eller hvor en forudgående separation har fundet sted.

Tvivlsspørgsmål om gyldigheden af en skilsmisse forelægges for Civilretsdirektoratet.

Hvis der er tale om en ikke-nordisk udlænding, hvis skilsmisse udlændingemyndighederne tidligere har taget stilling til, følges disses opfattelse af gyldigheden af skilsmissen, ligesom eventuelle efterfølgende tvivlsspørgsmål vedrørende sagen forelægges for dem.

5.5. Statsborgerret

Har en person både dansk og anden statsborgerret, registreres vedkommende som dansk i CPR.

Statsborgerretten for nordiske statsborgere, der er født i udlandet, kan dokumenteres ved forevisning af vedkommendes eget pas eller optagelse i nordisk statsborgers pas. Optagelse i en anden persons pas bør efter omstændighederne ledsages af en udskrift af civilstandsregistret i det pågældende fødeland, hvoraf det skal fremgå, hvor og hvornår barnet er født, og hvem, der er dets forældre.

Ifølge loven fra 1950 om ophævelse af Dansk-Islandsk Forbundslov m.m. tilkommer den særlige status »ligeret med danske statsborgere« (statsborgerretskode 5105) kun islandske statsborgere, der den 6. marts 1946 var bosat i Danmark, samt islandske statsborgere, som havde været bosat i Danmark på et tidspunkt de sidste 10 år inden den 6. marts 1946. Loven skal forstås således, at den ret, der tilkommer voksne personer efter loven, ikke gælder disses børn eller ægtefælle, som - for at få rettighederne - selvstændigt må opfylde lovens betingelser.

Danske statsborgere født i udlandet kan i visse tilfælde fremvise et indfødsretsbevis.

Kan en persons danske indfødsret ikke dokumenteres, må den pågældende henvises til Indfødsretskontoret i Ministeriet for Indvandrere, Flygtninge og Integration, som vil være behjælpelig med at fastlægge de statsborgerretlige forhold eller med at indgive en ansøgning om bevis for dansk indfødsret.

Afgørelsen af ikke-nordiske udlændinges nationalitet træffes af udlændingemyndighederne.

Er det undtagelsesvis ikke muligt at fastslå statsborgerretten, registreres den pågældende med statsborgerret »udlandet«, eventuelt med den pågældende verdensdel.

5.6. Slægtskab

5.6.1. Indledning

Slægtskabsregistreringer i CPR er alene udtryk for slægtskab konstateret mellem forældre og børn. Indrapporteringen sker kun for barnet, hvorfra det automatisk overføres til forældrene, hvis disse også er registreret i CPR. Det betyder, at der ikke sker registrering af slægtskab, hvis barnet ikke er registreret i CPR.

5.6.2. Biologisk slægtskab

Slægtskab for børn født af nordiske forældre i udlandet kan dokumenteres ved udskrift af civilstandsregister eller internordisk flytteattest.

Hvis slægtskab mellem et barn og dets forældre fremgår af opholdstilladelser / -beviser fra udlændingemyndighederne, kan oplysningen herom uden videre lægges til grund ved registreringen i CPR. Sådanne slægtskabsoplysninger findes i visse tilfælde på flygtninges overgivelsesbreve samt på de såkaldte »børnebreve«.

Ønske om at få rettet slægtskabsoplysninger, som angives at være forkerte, skal for nordiske statsborgere rettes til bopælskommunen.

For ikke-nordiske statsborgere skal henvendelse om rettelse ske til udlændingemyndighederne, hvis disse tidligere har taget stilling til slægtskabet.

Hvis der ikke kan skaffes en tilstrækkelig dokumentation til afklaring af slægtskabet, kan tvivl herom i visse tilfælde afklares ved, at de pågældende får foretaget en dna-analyse.

Skal der gennemføres faderskabssag, sker dette efter de danske regler i stort set alle tilfælde, hvor en fødsel finder sted her i landet. Spørgsmålet om udenlandsk faderskabsanerkendelse er derfor kun aktuelt, hvis barnet indrejser efter fødslen, og der på dette tidspunkt foreligger en udenlandsk faderskabsanerkendelse.

Efter loven om nordiske faderskabsafgørelser har dom om eller anden fastsættelse af faderskab i et andet nordisk land bindende virkning her i landet medmindre,

dette er i strid med en endelig dansk dom eller administrativ afgørelse, som blev indledt før den nordiske,

der i Danmark eller udlandet verserer en faderskabssag, som er rejst før den nordiske, eller

hvis anerkendelsen ville være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

Danmark har desuden tiltrådt en Europarådskonvention, hvorefter faderskab til ethvert barn født uden for ægteskab kan godtgøres eller fastslås ved frivillig anerkendelse eller ved retslig afgørelse.

For andre udenlandske faderskabssager er det ikke muligt at fastsætte nærmere retningslinier. Disse sager må, hvis der er tvivl om afgørelsens gyldighed her i landet, forelægges for Civilretsdirektoratet gennem det stedlige statsamt.

5.6.3. Adoption

Det er blandt andet en betingelse for at anerkende en adoption gennemført i udlandet, at adoptivforældrene ikke havde bopæl her i landet på adoptionstidspunktet.

Tvivlsspørgsmål om gyldigheden af udenlandske adoptioner, domicilspørgsmål i adoptionssager og andre adoptionsretlige spørgsmål kan forelægges for Civilretsdirektoratet, der efter praksis afgiver udtalelser om disse spørgsmål.

Er en adoption gennemført i udlandet, før adoptanterne og barnet fik bopæl i Danmark, forelægges sagen for udlændingemyndighederne, der kan forelægge spørgsmålet om adoptionens gyldighed for Civilretsdirektoratet. Er adoptanterne statsborgere i et af de nordiske lande, forelægges spørgsmålet om adoptionens gyldighed direkte for Civilretsdirektoratet.

5.7. Under værgemål

En umyndiggørelse af en nordisk statsborger i et nordisk land har retsvirkning her i landet. Alle andre tilfælde af umyndiggørelse i udlandet bortfalder formentlig, når den pågældende bosætter sig her i landet.

Tvivlsspørgsmål forelægges for Civilretsdirektoratet.

5.8 Folkekirkeforhold

Tilflyttere der oplyser, at de er medlemmer af et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet, skal - uden at de skal afkræves dokumentation for medlemskabet - orienteres om, at de vil blive registreret som medlemmer af folkekirken, og at de kan melde sig ud, jf. nedenfor. Normalt vil kun tilflyttere fra de nordeuropæiske lande eller Nordamerika falde ind herunder. Specielt kan nævnes, at de fleste finner tilhører den evangelisk-lutherske kirke i Finland, men at der også er en del, som tilhører den græsk-katolske kirke. Folkekirken på Færøerne er en del af den danske folkekirke.

Udmeldelse af den danske folkekirke under ophold i udlandet sker ved skriftlig anmeldelse til sognepræsten i det sogn her i landet, hvor den pågældende senest havde bopæl. Derfra vil det være indrapporteret til personens sidste bopælskommune, der har indrapporteret det til CPR, hvis personen har dansk personnummer.

Tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en person af andre grunde skal anses for medlem / ikke medlem af folkekirken på grund af hændelser under ophold i udlandet, forelægges for den kirkebogsførende sognepræst i det sogn, hvor medlemmet senest havde bopæl. Sognepræstens afgørelse kan indbringes for biskoppen i det pågældende stift.

5.9. Dødsfald

Dødsfald i udlandet registreres af kommunerne, når den afdøde på dødstidspunktet stod registreret som boende her i landet eller udrejst fra kommunen. I særlige tilfælde sker registreringen af Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor.

Kommunernes registrering af sådanne dødsfald forudsætter altid enten forevisning af original eller bekræftet kopi af dødsattest udstedt af det pågældende lands kompetente myndighed eller tilsvarende dødsformodningsdom eller kendelse om, at den pågældende skal anses for død. For lande uden for Europa, USA eller Canada skal de pågældende dokumenter altid være legaliseret. Til Europa regnes ingen dele af Tyrkiet eller det tidligere Sovjetunionen. Kommunernes registrering af dødsfald efter underretning fra Rigspolitichefen via Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor kan dog ske uden yderligere dokumentation, idet denne dokumentation har været forelagt for Rigspolitichefen.

Hvis kommunen forgæves har anmodet om dokumentation som nævnt ovenfor, skal eventuelle tvivlsspørgsmål om, hvorvidt der undtagelsesvis kan accepteres andet grundlag for registrering af et dødsfald, f.eks. fordi det oplyses, at der ikke udstedes dødsattester i det pågældende land, forelægges for Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor.

Bliver en kommune bekendt med et dødsfald, som formodes ikke at være anmeldt til skifteretten, har kommunen efter lov om skifte af dødsboer en pligt til at give skifteretten i den retskreds, hvor afdøde havde sin bopæl, meddelelse om dødsfaldet.

Kommunerne har dog ikke pligt til at iværksætte nærmere undersøgelse af, hvorvidt en oplysning om et dødsfald, der eksempelvis alene er modtaget som en oplysning fra et familiemedlem til den afdøde, er korrekt. Folkeregistrene har kun pligt til at give meddelelsen videre til skifteretten, hvorefter skifteretten så kan foranstalte en undersøgelse af, hvorvidt meddelelsen er korrekt eller ej.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor registrerer ligeledes dødsfald, der er dokumenteret ved en dødsattest som nævnt ovenfor. Herudover registrerer ministeriet i visse tilfælde uden ledsagende dødsattest dødsfald i udlandet, dog aldrig efter anmeldelse fra private.

6. Internordisk flytteattest

Oplysninger, der fremgår af en internordisk flytteattest, kan normalt lægges uprøvet til grund ved folkeregistreringen. Registrering af et dødsfald kan dog aldrig baseres alene på oplysning på attesten. Hvor der måtte vise sig uoverensstemmelser mellem oplysningerne på flytteattesten og andre dokumenter, må disse uoverensstemmelser i fornødent omfang søges afklaret ved henvendelse til udstederen af den internordiske flytteattest.

Bilag 1

Registrering af hændelser i udlandet

1.

Indledning

2.

Dokumentationskrav

3.

Forelæggelse af tvivlsspørgsmål og klager

4.

Domicilbegrebet

5.

De enkelte hændelser

5.1.

Fødselsdato

5.2.

Køn

5.3.

Navn

5.4.

Civilstand

5.4.1.

Ægteskab

5.4.2.

Registreret partnerskab

5.4.3.

Skilsmisse

5.5.

Statsborgerret

5.6.

Slægtskab

5.6.1.

Indledning

5.6.2.

Biologisk slægtskab

5.6.3.

Adoption

5.7.

Under værgemål

5.8.

Folkekirkeforhold

5.9.

Dødsfald

6.

Internordisk flytteattest

Kapitel 1

Lovens formål og administration

Kapitel 1

Lovens formål og administration

Hovedformålet med loven er at sikre, at der tildeles alle, som bor i Danmark, et personnummer med henblik på en sikker identifikation af disse. Endvidere er det et formål, at der i relation til personnummeret registreres grundlæggende personoplysninger, herunder bopælsadresse, om de pågældende, som kan videregives til offentlige myndigheder og private, der har en berettiget interesse heri.

CPR er dermed et centralt, landsdækkende grundregister. Denne funktion som et grundregister for de offentlige myndigheder indebærer, at oplysningerne i CPR ofte lægges uprøvet til grund i den daglige administration. Der er tillige på nogle områder tillagt oplysninger i CPR retsvirkninger i anden lovgivning. Det er derfor vigtigt at sikre, at de registrerede oplysninger er korrekte.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet administrerer CPR sammen med kommunerne. Ministeriet fastsætter nærmere regler for kommunernes medvirken ved vedligeholdelsen af CPR.

Ministeriets administration af CPR varetages af CPR-kontoret og 1. økonomiske kontor. CPR-kontoret administrerer lovens kapitel 2, 8-11 og 14, og 1. økonomiske kontor administrerer lovens kapitel 3-7, 12-13 og 15. Der henvises endvidere til ministeriets hjemmeside på www.im.dk.

Kapitel 1

Lovens formål og administration

Bilag 2

Bilag 2

Offentlige myndigheder og private

1. Danske offentlige myndigheder

Til danske offentlige myndigheder hører domstolene, Folketinget samt den offentlige forvaltning.

Til domstolene skal henregnes domstole, der er omfattet af retsplejeloven, dvs. Højesteret, landsretterne, byretterne og Sø- og Handelsretten i København, Den Særlige Klageret og Rigsretten. Herudover skal medtages specialdomstole nedsat med hjemmel i særlovgivningen som f.eks. Den kommunale Tjenestemandsret.

Til Folketinget skal henregnes folketingsudvalg, Folketingets Ombudsmand, Rigsrevisionen samt Statsrevisorerne og deres sekretariat.

Begrebet den offentlige forvaltning skal afgrænses på samme måde som i relation til forvaltningsloven og offentlighedsloven, se nedenfor under afsnit 2.

Det bemærkes, at der med offentlig myndighed sigtes til danske offentlige myndigheder. Udenlandske offentlige myndigheder, herunder også nordiske myndigheder, skal altid behandles som private, og videregivelse til disse er således f.eks. ikke omfattet af kapitel 8 i CPR-loven.

2. Offentlig myndighed eller privat

Der kan i en række tilfælde opstå tvivl om, hvorvidt der er tale om en offentlig myndighed eller en privat institution, organisation m.v.

Det er kommunen, som skal træffe afgørelse om dette spørgsmål i forhold til den konkrete sag. Kommunen kan eventuelt hente hjælp i nedenstående liste over offentlige myndigheder henholdsvis private. Fremgår den pågældende ikke af listen, må kommunen anmode den spørgende om yderligere oplysninger. Hvis den pågældende selv oplyser at være privat eller offentlig, eller hvis der kan fremlægges en skrivelse fra f.eks. Justitsministeriet eller et ressortministerium, som udtrykkeligt udtaler sig om spørgsmålet i forhold til forvaltningsloven eller offentlighedsloven, vil kommunen i almindelighed kunne lægge dette til grund. Det samme kan være tilfældet, hvis der kan gives oplysninger, der efter nedennævnte principper placerer spørgeren som enten offentlig eller privat. Forekommer sagen fortsat tvivlsom efter indhentning af de yderligere oplysninger, kan der rettes henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som enten vil besvare spørgsmålet eller henvise til den relevante ressortmyndighed.

Institutioner, foreninger og selskaber m.v., der er organiseret på privatretligt grundlag, falder som udgangspunkt uden for den offentlige forvaltning og anses som private. Dette gælder, uanset om den virksomhed, der udøves, ganske kan ligestilles med den, der sædvanligvis udøves af forvaltningsmyndigheder, eller udføres efter påbud eller aftale med en forvaltningsmyndighed.

Hvis en privatretligt organiseret institution m.v. indordnes under intensiv regulering, tilsyn og kontrol fra det offentliges side, må institutionen imidlertid anses som en del af den offentlige forvaltning. Dette gælder eksempelvis private daginstitutioner, der henregnes til den offentlige forvaltning, når der er indgået en driftsoverenskomst med kommunen, der medfører intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol. Som eksempler på den form for regulering og kontrol, som institutionen m.v. skal undergives, for at denne må anses for en del af den offentlige forvaltning, kan bl.a. nævnes årlig kontrol med dennes regnskaber, godkendelse af revision, repræsentation i bestyrelse eller udpegning af bestyrelsesmedlemmer m.v. Det forhold, at institutionen m.v. modtager tilskud fra det offentlige, vil derimod ikke i sig selv medføre, at denne kan siges at være en del af den offentlige forvaltning.

Institutioner, der er oprettet ved lov, vil normalt være en del af den offentlige forvaltning. Dette gælder f.eks. Danmarks Radio.

3. Eksempler på offentlige myndigheder og private

3.1. Offentlige myndigheder

Advokatnævnet

Arbejdsformidlingen

ATP

Boligselskabernes Landsbyggefond og Byggeskadefonden

Danmarks Nationalbank

Danmarks Radio

Danmarks Statistik

Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi

Danske ambassader i udlandet

Datatilsynet

DSB

Forbrugerklagenævnet

Fredningsnævn

Grundejernes Investeringsfond

Hjemmeværnet

Kommunale fællesskaber, dvs. selskaber godkendt efter § 60 i den kommunale styrelseslov

Kommunale pantefogeder

Lærerråd og skolebestyrelser i folkeskolen

Lønmodtagernes Dyrtidsfond

Lønmodtagernes Garantifond

Ministerialbogsførere i den danske folkekirke

Offentlige sygehuse

Pensionskassen for Højskoler, Landbrugsskoler og Husholdningsskoler

Påtaleudvalget efter den kommunale tjenestemandsret

Regionale naturgasselskaber (som alle er kommunale fællesskaber)

Retslægerådet

Socialforskningsinstituttet

Stævningsmænd1)

TV2

3.2. Private

Advokater2)

Advokatrådet

A-kasser, statsanerkendte

Ambassader og øvrige repræsentationer for fremmede lande

Amtsrådsforeningen i Danmark

Anerkendte trossamfund3)

Begravelsesforretninger

Boligforeninger og -selskaber

Dansk Flygtningehjælp

DONG

Fagforeninger

Forsikringsselskaber

Frelsens Hær

Friskoler og private grundskoler

Handelshøjskoler og disses afdelinger

Kommunernes Landsforening

Kreditforeninger

Kreditoplysningsbureauer

Kræftens Bekæmpelse

Meningsmålingsinstitutter

Niels Brock Handelsskole

Pengeinstitutter

Post Danmark (samt andre postvirksomheder)

Privatpraktiserende læger og speciallæger

Privatpraktiserende tandlæger

Revisorer

SAS

Tele Danmark / TDC (samt andre telefonselskaber)

1) Gælder i det omfang stævningsmanden varetager en opgave for domstolene, men derimod ikke, hvis stævningsmanden handler for en privat person eller virksomhed.

2) Hvis en advokat fungerer som bobestyrer, ligestilles denne dog i vidt omfang med skifteretten. Se nærmere i vejledningens kapitel 12, afsnit 3.

3) I det omfang, der indhentes oplysninger som led i en indberetningspligt til CPR eller til førelse af ministerialbøger, skal trossamfundet behandles som en offentlig myndighed.

Bilag 2

Offentlige myndigheder og private

1.

Danske offentlige myndigheder

2.

Offentlig myndighed eller privat

3.

Eksempler på offentlige myndigheder og private

3.1.

Offentlige myndigheder

3.2.

Private

Kapitel 2

Personnumre og andre oplysninger i CPR

Kapitel 2

Personnumre og andre oplysninger i CPR

1. Personnummer

1.1. Tildeling og opbygning af personnummeret

Den lovpligtige tildeling af personnumre sker alene til de personer, som falder ind under én af de kategorier, der er nævnt i CPR-lovens § 3, stk. 1.

Ifølge stk. 1, nr. 1, tildeles personnummer for det første ved folkeregistrering på grund af fødsel her i landet.

Et barn, som fødes her i landet, skal folkeregistreres, hvis barnets mor også er folkeregistreret som boende her.

Når det ved en fødsel vides, at barnet skal bortadopteres anonymt, må der aldrig lokalt af hospitalet, ministerialbogsføreren eller kommunen ske en indberetning af fødslen i CPR / trækkes et personnummer til barnet. I stedet skal meddelelse om fødslen indsendes til CPR-kontoret, som vil sørge for, at indrapporteringen af fødslen i CPR sker på en sådan måde, at der ikke automatisk udsendes besked om personnummertildelingen til moderen.

Som følge af indførelsen af Den Ny (elektroniske) Kirkebog (DNK) skal der også tildeles personnummer ved fødsel her i landet af et barn, hvis mor ikke er folkeregistreret, samt ved dødsfald her i landet. Det samme gælder, hvis en udlænding indgår som hovedperson i en kirkelig handling eller ved registrering af et dødfødt barn. Tildelingen af personnummer (administrativt personnummer) i sådanne tilfælde sker med hjemmel i folkeregistreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Et barn, der fødes i udlandet, skal først folkeregistreres og dermed have tildelt et personnummer, hvis det flytter her til landet. Dette gælder også et barn, som er dansk statsborger. Selv om et sådant dansk barn ikke har et personnummer, kan det få udstedt dansk pas og oprettet bankkonto. Hvis moderen til et barn, der er født i udlandet, er udrejst efter den 1. juli 2000 og er forblevet registreret i Danmark i medfør af CPR-lovens § 24, stk. 5 eller 6, vil barnet dog som en undtagelse fra den almindelige regel blive registreret som indrejst på grund af fødslen. Fødslen skal anmeldes til den kommune, hvor moderen er folkeregistreret, med fornøden attestation af den myndighed, der har udsendt familien til tjeneste i udlandet.

Ifølge § 3, stk. 1, nr. 1, tildeles personnummer endvidere udover ved fødsel her i landet også ved folkeregistrering på grund at tilflytning fra udlandet. Der kan om betingelserne herfor henvises til kapitel 5.

Om fastsættelse af fødselsdatoer for personer, der er født i udlandet, henvises til afsnittet herom i bilag 1.

Når der skal tildeles personnummer på grund af en skattesagsbehandling (»skattepersonnummer«) eller inddragelse under ATP, som omtalt i CPR-lovens § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, er det skatteforvaltningen henholdsvis ATP, som skal anmode om dette. Hvis der er tvivl om, hvilken kommune der skal udstede skattekortet eller i øvrigt har brug for et personnummer til skattebehandling, må dette spørgsmål afgøres af Told- og Skattestyrelsen.

Det har ingen indflydelse på selve personnummeret, hvad årsagen til personnummertildelingen er, men derimod på, hvilke andre oplysninger der registreres. Har man først fået tildelt et personnummer, vil det også være dette, som i alle sammenhænge fremover vil skulle anvendes. Det er derfor vigtigt, at de oplysninger om fødselsdato og køn, der indgår i personnummeret, altid er korrekte.

Når en kommune f.eks. skal registrere, at en person med et »skattepersonnummer« flytter her til landet, skal registreringen i CPR teknisk foretages som en indrejse med personnummer.

Den besked om det tildelte personnummer, som udsendes til de grupper, der er nævnt i lovens § 3, stk. 3, vil normalt foreligge ca. 1-2 uger efter, at kommunen har foretaget registreringen. Der sendes ikke automatisk besked om det tildelte personnummer til de personer, som får tildelt personnummer alene af skattegrunde, fordi de inddrages under ATP eller tildeles et administrativt personnummer, idet deres opholdsadresse normalt ikke kendes. Meddelelse om tildelt personnummer ved registrering af fødsel sendes af praktiske grunde til barnets mor, idet barnet normalt ikke er blevet navngivet / døbt på udsendelsestidspunktet.

Et personnummer, der én gang er anvendt, slettes ikke, selv om den oprindelige person f.eks. er død, ikke længere har bopæl i Danmark eller har fået et nyt personnummer. Derfor vil nummeret aldrig blive tildelt andre.

Personnummeret har siden indførelsen i 1968 bestået af 10 cifre, hvoraf de 6 første angiver personens fødselsdag, mens de sidste 4 er et løbenummer.

Det syvende ciffer i personnummeret viser, når det sammenholdes med ciffer 5 og 6, der angiver fødselsåret, hvilket århundrede personen er født i. Alle hidtil tildelte personnumre er i overensstemmelse med den såkaldte »modulus-11«-regel. Da dette betyder en væsentlig begrænsning i antallet af personnumre, der er tilgængelige på de enkelte datoer, er det bestemt, at personnumrene fremover vil kunne tildeles uden at opfylde denne regel, hvis der på en given dato ikke er flere numre tilbage, som opfylder reglen. Der er nærmere redegjort for principperne for personnummerets opbygning på CPR-kontorets hjemmeside på www.cpr.dk.

1.2. Ændring af personnummer

Efter § 3, stk. 5, i CPR-loven er det kun fejl i de oplysninger, som indgår i personnummeret, det vil sige fødselsdato og køn, der kan begrunde tildeling af et nyt personnummer. Hvis den person, som mener at have fået registreret en forkert fødselsdato, er født her i landet, må vedkommende rette henvendelse til den myndighed, hvis registrering af fødslen har dannet grundlag for indrapporteringen til CPR, dvs. ministerial- eller personregisterbogsføreren. For fødsler, der har fundet sted i udlandet, henvises til bilag 1.

Personer, der har gennemgået en kønsskifteoperation, får først tildelt et nyt personnummer, når Indenrigs- og Sundhedsministeriet fra Civilretsdirektoratet har fået meddelelse om, at kønsskiftet er helt afsluttet, uanset om behandlingen har fundet sted i Danmark eller udlandet. Der vil således aldrig kunne ske en ændring af personnummeret, alene fordi den pågældende oplyser at føle sig mere som en person af det modsatte køn end det registrerede.

Da det efter § 3, stk. 5, kun er fejl i de oplysninger, der indgår i det tildelte personnummer, som kan begrunde et nyt personnummer, vil en person, hvis personnummer indeholder korrekte oplysninger om den pågældendes alder og køn, aldrig kunne få et nyt personnummer uanset baggrunden for ønsket herom, f.eks. ønsket om at sløre sin hidtidige identitet, eller fordi et bestemt løbenummer anses for ulykkesbringende.

Når der tildeles et nyt personnummer til erstatning for det gamle nummer, vil det gamle nummer blive stående i CPR med en henvisning til det nye nummer. Det nye nummer vil ligeledes indeholde en henvisning til det gamle nummer. Oplysningerne fra det gamle nummer vil blive overført til det nye nummer, hvorpå nye oplysninger fremover vil blive registreret. I tilfælde hvor det viser sig, at det var en fejl at ændre personnummeret, vil det være muligt at gentildele det gamle personnummer.

1.3. Erstatningspersonnummer

I tilfælde hvor en myndighed eller en privat virksomhed har brug for et personnummer til en person, der ikke efter reglerne i CPR-lovens § 3, stk. 1, eller folkeregistreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, er berettiget til et personnummer, har myndigheden eller virksomheden mulighed for selv at konstruere et »erstatningspersonnummer«. Det er væsentligt, at udformningen er sådan, at nummeret ikke kan forveksles med et egentligt personnummer. Oplysning om, hvordan man konstruerer et sådant erstatningspersonnummer, kan læses på CPR-kontorets hjemmeside på www.cpr.dk.

2. De øvrige oplysninger i CPR

2.1. Indledning

De oplysninger, der kan registreres i CPR, er udtømmende opregnet i CPR-lovens bilag 1. Dette betyder, at andre oplysninger end de angivne ikke må registreres. Dette gælder f.eks. for fagforeningsforhold.

2.2. Navn

Registreringen af personnavne i CPR sker i overensstemmelse med CPR-lovens § 5.

Det er teknisk muligt at registrere en persons fulde navn efter navnelovgivningen, jf. § 5, stk. 1, hvis samtlige fornavne kan rummes inden for i alt 50 positioner, samtlige mellemnavne inden for i alt 40 positioner og samtlige efternavne inden for i alt 40 positioner. Eget efternavn, hvorved forstås seneste efternavn erhvervet på andet grundlag end ægteskab, skal ligeledes kunne rummes inden for i alt 40 positioner. Ved positioner forstås samtlige bogstaver, tegn og mellemrum mellem navnene.

For medlemmer af det danske kongehus er titlen en del af navnet. Det samme kan være tilfældet for grever og grevinder af Rosenborg. I øvrigt udgør titler som prinsesse, greve og lignende efter dansk ret ikke en del af efternavnet, ligesom de ikke kan indføres i navnerubrikken, hverken i ministerialbøgerne eller på attester udstedt på grundlag af disse. Tidligere registreringer i CPR i strid med ovenstående skal dog ikke rettes.

Et forholdsord, kendeord eller en kombination, som indgår i et navn, f.eks. Ole van Deurs, Ole von der Recke eller Ole le Maire betragtes som en del af efternavnet. Om den alfabetiske placering af sådanne og andre navne, f.eks. i lokalvejvisere, kan henvises til Retskrivningsordbogen og den deri omtalte publikation, »Alfabetiseringsregler«, fra Dansk Standard.

Attester efter folkekirkens ministerialbøger kan anvendes som dokumentation for navne. Tilsvarende gælder i de sønderjyske landsdele for navneattester efter personregistret. Folkekirkens ministerialbøger hører under Kirkeministeriet.

Tvivlsspørgsmål om en persons rigtige navn afgøres i øvrigt af statsamterne og Civilretsdirektoratet, som administrerer lov om personnavne.

Om registrering af navne, der er erhvervet i udlandet, henvises til afsnittet herom i bilag 1.

Adresseringsnavnet, som skal holdes inden for 34 positioner, kan adskille sig fra det fulde navn ved at være en forkortelse af dette. Endvidere kan adresseringsnavnet indeholde et adresseringsmellemnavn. Reglerne for adresseringsmellemnavne er udtømmende fastsat i § 5 i folkeregistreringsbekendtgørelsen. Som det fremgår heraf, er de adresseringsmellemnavne, man kan anmelde at anvende, afhængig af, om man bærer eget efternavn, nuværende ægtefælles eget efternavn eller en tidligere ægtefælles efternavn. I CPR registreres adresseringsmellemnavne alene i feltet adresseringsnavn og ikke i mellemnavnsfeltet.

Oplysningerne på plastsygesikringsbeviset hentes fra CPR. Da der på sygesikringsbeviset imidlertid kun kan skrives navne inden for max. 29 positioner og i øvrigt anvendes et andet tegnsæt end i CPR, er borgernes navne i visse tilfælde forkortet sammenlignet med CPR’s adresseringsnavn. Klager over dette kan ikke rettes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, men skal derimod rettes til Amtsrådsforeningen i Danmark eller til vedkommendes sygesikringskommune, det vil sige amtskommunen eller Københavns eller Frederiksberg Kommune. Med sammenlægningen af de bornholmske kommuner pr. 1. januar 2003 vil også Bornholms Kommune være en sygesikringskommune.

2.3. Adresseoplysninger

Der henvises herom til kapitlerne 3-6.

2.4. Fødselsregistreringssted

For personer født i Danmark anføres i CPR sognet (i Sønderjylland dog kommunen) som fødselsregistreringssted. Dette sogn er for fødsler, som har fundet sted før 1. januar 1978, det sogn, hvor fødslen har fundet sted. For fødsler efter den 1. januar 1978 er det moderens bopælssogn. Er moderen ikke tilmeldt folkeregistret på fødselstidspunktet, er fødslen registreret i det sogn, hvor den har fundet sted. Om barnets eventuelle registrering i CPR på grundlag af fødsel henvises til reglerne omtalt foran om tildeling af personnumre, herunder registrering i tilslutning til optagelse i DNK .

For personer født i udlandet registreres som udgangspunkt landet, hvor fødslen har fundet sted. Hvis der fremsættes ønske om registrering af en anden betegnelse end landenavnet, kan kommunen tilbyde i stedet at registrere en større geografisk enhed (verdensdel), der omfatter fødselsstedet, og for hvilken der findes en myndighedskode. Myndighedskoderne kan ses i CPR og på CPR-kontorets hjemmeside, www.cpr.dk.

Stedbetegnelsen er både for fødsler i Danmark og udlandet altid den aktuelle for det sted, hvor registreringsbøgerne nu befinder sig, og ikke den der gjaldt på fødselsregistreringstidspunktet.

I et særligt felt kaldet »fødestedstekst« kan ske en supplering af oplysningerne om fødselsregistreringssted.

Hvis sognet i Danmark, har skiftet navn efter fødselstidspunktet, kan den pågældende bede om at få indsat det oprindelige sognenavn i fødestedsteksten.

En person, der er født i udlandet, kan, hvis vedkommende har bevaret den aktuelle landebetegnelse for fødselsregistreringsstedet, i fødestedsteksten få registreret en tidligere geografisk betegnelse for landet, en nuværende eller tidligere betegnelse for en del af et land, eller en nuværende eller tidligere betegnelse for en by. Som eksempler kan nævnes, at Storbritannien som fødselsregistreringssted kan suppleres med Gibraltar som fødestedstekst, Israel suppleres med Palæstina eller med Jerusalem og Polen suppleres med Freistadt Danzig.

Registreringen i fødestedsteksten vil blive videregivet til de myndigheder, der fra CPR modtager oplysninger om fødselsregistreringsstedet, således at myndigheden har mulighed for at anvende fødestedsteksten i stedet for fødselsregistreringsstedet, f.eks. på legitimationspapirer, som udstedes af denne.

2.5. Statsborgerskab

Et barn født i perioden mellem den 1. januar 1979 og den 31. januar 1999 af forældre, som er gift med hinanden, har erhvervet dansk indfødsret (statsborgerskab) ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Er forældrene ikke gift med hinanden, men moderen er dansk, har barnet også erhvervet dansk indfødsret.

Et barn født den 1. februar 1999 eller senere erhverver også dansk indfødsret ved fødslen, hvis enten faderen eller moderen er dansk. Er barnets forældre ikke gift, og er kun faderen dansk, erhverver barnet kun dansk indfødsret, hvis det er født her i landet.

I de tilfælde hvor en dansk mand og en udenlandsk kvinde indgår ægteskab, skal kommunen foretage ændring af eventuel udenlandsk statsborgerret til dansk for de registrerede fællesbørn, der er ugifte og under 18 år. Når en dansk mand erkender faderskab til et barn født her i landet den 1. februar 1999 eller senere af en udenlandsk kvinde, som ikke er gift med faderen, sker ændringen af barnets statsborgerret automatisk.

Ifølge loven fra 1950 om ophævelse af Dansk-Islandsk Forbundslov m.m. tilkommer den særlige status »ligeret med danske statsborgere« (statsborgerretskode 5105) kun islandske statsborgere, der den 6. marts 1946 var bosat i Danmark, samt islandske statsborgere, som havde været bosat i Danmark på et tidspunkt de sidste 10 år inden den 6. marts 1946. Loven skal forstås således, at den ret, der tilkommer voksne personer efter loven, ikke gælder disses børn eller ægtefælle, som - for at få rettighederne - selvstændigt må opfylde lovens betingelser.

Har en person både dansk og anden statsborgerret, registreres vedkommende altid som dansk i CPR.

For børn født her i landet af forældre med forskellig udenlandsk statsborgerret er udgangspunktet, at barnet registreres med samme statsborgerret som faderen, hvis barnet er født i ægteskab. For børn født uden for ægteskab er udgangspunktet registrering af samme statsborgerret som moderen.

Registrering efter disse retningslinjer kan dog i enkelte tilfælde være forkert eller stride mod forældrenes ønske. Er dette tilfældet, kan registreringen af statsborgerret ændres på grundlag af dokumentation for den korrekte statsborgerret, dvs. et dokument fra det pågældende land, hvorefter barnet har statsborgerret i landet, eller et selvstændigt pas for barnet. Optagelse i pas hos en af forældrene er derimod ikke altid udtryk for, at barnet har samme statsborgerret som den pågældende af forældrene, men kan alene tjene til rejselegitimation.

Om statsborgerretten for personer, der er født i udlandet, henvises i øvrigt til bilag 1.

2.6. Slægtskabsoplysninger

Som angivet i CPR-lovens bilag 1, nr. 7, er det kun oplysning om mor, far og børn samt forældremyndighed, der omfattes af denne registrering.

Registreringen af disse slægtskabsoplysninger forudsætter desuden, at barnet er selvstændigt registreret i CPR med eget personnummer. Er dette ikke tilfældet, vil barnet ikke fremgå af forældrenes registrering.

Ved etableringen af CPR i 1968 foretoges den automatiske henvisning kun, hvis barnet var hjemmeboende og under 15 år. I perioden 1. april 1968 til 31. juli 1978 var henvisningen mellem personerne desuden alene udtryk for et bopælsfællesskab, således at der ikke behøvede at være tale om et egentligt slægtskabsforhold. Fra den 1. august 1978 overgik man til registrering af egentlige slægtskabsrelationer. Samtidig iværksattes en omfattende kontrol og eventuel korrektion af det hidtil registrerede. På basis heraf har man hidtil kunnet regne med, at slægtskabshenvisninger er korrekte for alle personer født den 1. januar 1968 og senere. I forbindelse med etableringen af DNK foretager de kirkelige myndigheder en kontrol af slægtskabsoplysninger for personer registreret født i Danmark (bortset fra Sønderjylland) fra 1969. Når DNK er indført i alle folkekirkens sogne (ultimo 2003 / primo 2004), vil således alle slægtskabsoplysninger for personer uden for Sønderjylland født 1969 eller senere være kontrollerede.

Disse begrænsninger betyder, at det af CPR ikke med sikkerhed kan udledes, om og i bekræftende fald hvilke børn en person efterlader sig.

Hjemlen til at registrere forældremyndighed er en nyskabelse, der blev indført med CPR-loven, der trådte i kraft den 1. juli 2000. Der arbejdes på at skabe de nødvendige tekniske og juridiske forudsætninger for denne registrering.

2.7. Civilstandsoplysninger

CPR-loven indførte ligeledes som noget nyt hjemmel for at registrere separation. Også for denne registrering arbejdes der på at skabe de nødvendige tekniske og juridiske forudsætninger.

2.8. Kommunale forhold

Der henvises herom til bilag 1, pkt. 12, i CPR-loven.

2.9. Kommunale notater

For personer registreret i CPR kan der til brug for kommunen og Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR- kontor ske registrering i nogle særlige felter, Folkeregisternotater.

Notat 1, 2 og 5-24 kan benyttes af bopælskommunen efter dennes eget ønske. Der kan f.eks. registreres oplysning om, at kommunen ikke kender en persons opholdssted og derfor har anmodet politiet om at eftersøge den pågældende. Disse notater kan benyttes af enhver kommune for personer med bopæl her i landet, udrejste, forsvundne og døde.

Notat 3 og 4 benyttes af kommunerne til oplysning om indsættelse eller anbringelse i en af kriminalforsorgens anstalter eller en af de øvrige institutioner med angivelse af institutionens navn og eventuel adresse.

Der må i notat 1, 2 og 5-24 kun registreres oplysninger, der klart er af betydning for varetagelse af kommunens opgaver, og det skal i øvrigt sikres, at der ikke registreres urigtige eller vildledende oplysninger. Kommunerne skal herunder være opmærksom på, at der kun registreres faktiske oplysninger og ikke subjektive oplysninger, samt at borgerne ved en anmodning om indsigtsret (»registerindsigt«) i CPR får adgang til at se, hvad der er registreret i »Kommunale notater«.

2.10. Under værgemål

De værgemål, som er iværksat på grundlag af værgemålsloven efter dennes ikrafttræden den 1. januar 1997, registreres kun, herunder med oplysninger om værgen, når de er værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens §§ 6, 8 og 21.

Umyndiggørelser registreret efter bestemmelserne i den nu ophævede myndighedslov omfatter både økonomisk og personlig umyndiggørelse, da begge medfører tab af valgret, men det kan ikke af CPR ses, hvilken af de to former for umyndiggørelse, der er tale om.

2.11. Opholdsgrundlag

Ved maskinel overførsel fra Udlændingestyrelsen sker en daglig opdatering af opholdsgrundlag efter udlændingeloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf. Indberetningen af opholdsgrundlaget kan og må ikke foretages af kommunerne.

Kapitel 2

Personnumre og andre oplysninger i CPR

1.

Personnummer

1.1.

Tildeling og opbygning af personnummeret

1.2.

Ændring af personnummer

1.3.

Erstatningspersonnummer

2.

De øvrige oplysninger i CPR

2.1.

Indledning

2.2.

Navn

2.3.

Adresseoplysninger

2.4.

Fødselsregistreringssted

2.5.

Statsborgerskab

2.6.

Slægtskabsoplysninger

2.7.

Civilstandsoplysninger

2.8.

Kommunale forhold

2.9.

Kommunale notater

2.10.

Under værgemål

2.11.

Opholdsgrundlag

Bilag 3

Bilag 3

Særligt vedrørende de forvaltningsretlige regler og sagsbehandlingen

1. Indledning

Nedenfor følger en gennemgang af nogle af de vigtigste forvaltningsretlige begreber og regler. Bilaget kan samtidig fungere som en oversigt over de sagsbehandlingsskridt, som bør gennemgås eller i hvert fald overvejes i enhver sag efter CPR-loven, både sager om registrering, herunder bopælssager, og sager om videregivelse af oplysninger fra CPR til private.

Det bemærkes, at alle forvaltningsretlige aspekter ikke er gennemgået, idet der henvises til den forvaltningsretlige litteratur, men de vigtigste elementer i en korrekt sagsbehandling er kort beskrevet.

Det bemærkes endvidere, at en kommune inden den påbegynder en sag om bopælsregistrering altid bør overveje, om der reelt er tale om en sag, som bør afgøres efter CPR-loven, eller om det bør ske efter et andet sæt regler, f.eks. reglerne i sociallovgivningen.

Kommunen bør også overveje, hvem der har kompetencen til at undersøge og afgøre sagen. Med hensyn til tvangsflytningssager henvises til kapitel 3, afsnit 7.1. Med hensyn til sager, hvor en person ønsker at få registreret en flytteanmeldelse, henvises til CPR-lovens § 6, stk. 3, og folkeregistreringscirkulærets § 6, stk. 2. Med hensyn til videregivelsessager bemærkes, at det er den kommune, som modtager forespørgslen, eller hvis der er tale om ældre folkeregistermateriale som er i besiddelse af materialet, som har kompetencen til at træffe afgørelse om videregivelse.

2. Afgørelsesbegrebet

Når en kommune træffer en beslutning, som har karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand, skal reglerne om sagsoplysning, partshøring, begrundelse m.v., jf. nedenfor, følges. Derfor er det væsentligt, at kommunen gør sig klart, hvornår denne træffer en egentlig afgørelse.

Mange af de beslutninger, som ansatte i kommunernes folkeregistre træffer, er afgørelser i forvaltningslovens forstand. Der er f.eks. som udgangspunkt tale om en egentlig afgørelse i følgende tilfælde

Kommunen registrerer en person på en bestemt adresse. Det er uden betydning, om vedkommende har indgivet flytteanmeldelse eller der er tale om en tvangsflytning, og det er uden betydning, om der har været tvivl om registreringen, eller om kommunen blot har foretaget en rutinemæssig registrering af en anmeldelse, som ikke giver anledning til nærmere undersøgelser.

Kommunen afviser at registrere en person i overensstemmelse med vedkommendes flytteanmeldelse.

Kommunen annullerer eller ændrer en tidligere foretagen registrering.

Kommunen videregiver en oplysning om en bestemt person fra CPR eller ældre folkeregistermateriale til en privat.

Kommunen afviser at videregive oplysninger fra CPR eller ældre folkeregistermateriale til en privat.

Det bemærkes, at selve den faktiske registrering i CPR og afgørelsen herom er to sider af samme sag. Idet en oplysning indberettes i CPR, har kommunen de facto truffet afgørelse om at registrere. En kommune kan således ikke først foretage en registrering og efterfølgende træffe afgørelse herom. Ligeledes bør en kommune altid foretage den faktiske registrering i umiddelbar forlængelse af, at den formelle afgørelse herom er truffet, medmindre der er truffet afgørelse om at tillægge en klage opsættende virkning, se nedenfor under afsnit 7.6.

Det samme gælder i forhold til den faktiske videregivelse af en oplysning til en privat.

Dette gælder endvidere i forhold til annullation af allerede foretagne registreringer. Selve annullationen må ikke foretages, før sagen er undersøgt og afgjort formelt.

Det bemærkes særligt vedrørende kommunernes indberetning af oplysninger, som stammer fra en anden grundregistrerende myndighed, at der ikke er tale om en afgørelse, som er truffet af kommunen, men alene en praktisk gennemførelse af en afgørelse, som er truffet af denne anden myndighed.

3. Partsbegrebet

Den registrerede person (eller den som kommunen afviser at registrere) er altid part i en sag om registrering af oplysninger, herunder adresseoplysninger. Endvidere gælder det generelt, at enhver anden person, som har en direkte, væsentlig, individuel retlig interesse i en konkret sag, er part. Det kan f.eks. være personer, som bor på den adresse, som kommunen påtænker at tvangsflytte en registreret til, hvis disse ikke har accepteret, at den registrerede tilmeldes på adressen. Personer, som anmoder om at få udleveret oplysninger fra CPR, er også parter i sagen.

4. Oplysning af sagen

Kommunen er forpligtet til at sikre, at denne har det fornødne grundlag til at træffe en forsvarlig afgørelse. Med hensyn til mulighederne for at indhente oplysninger i bopælssager henvises til kapitel 3, afsnit 7. Med hensyn til registrering af hændelser, som har fundet sted i udlandet, henvises til bilag 1.

Dog gælder det, at hvis en person, som er registreret ifølge egen flytteanmeldelse, ønsker at få ændret registreringen, skal vedkommende selv dokumentere, at de oplysninger, vedkommende nu fremkommer med, er korrekte, jf. CPR-lovens § 12, stk. 6, 2. pkt. Kommunen har i disse tilfælde ikke en pligt til at oplyse sagen selv.

Alle oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af betydning for sagens afgørelse, og som mundtligt meddeles kommunen, skal noteres, jf. offentlighedslovens § 6. Dette gælder også, hvis den forvaltningsgren, som skal træffe afgørelse i en sag efter CPR-loven, modtager oplysninger fra en anden forvaltningsgren i samme kommune. Hvis en kommune modtager oplysninger fra en privat, og vedkommende oplyser sit navn, men ønsker at være anonym, kan ønsket herom noteres ned, men kommunen kan ikke af den grund undlade at notere identiteten på personen. Personen skal således gøres bekendt med, at kommunen ikke med sikkerhed kan imødekomme ønsket om anonymitet, og kommunen skal bede om en nærmere redegørelse for baggrunden for dette ønske.

5. Oplysningspligt

Der gælder efter persondataloven som udgangspunkt en pligt til at give den registrerede en række informationer, når der indsamles oplysninger om vedkommende (oplysningspligt).

Persondataloven og dermed reglerne om oplysningspligt gælder, hvis oplysningerne bliver behandlet elektronisk, eller hvis oplysningerne indgår i et manuelt register. I det øjeblik oplysningerne bliver skrevet ind i et tekstbehandlingsdokument, gælder persondataloven således.

Oplysningspligten gælder både i situationer, hvor oplysningerne indhentes fra den registrerede selv, og hvor oplysningerne indhentes fra en anden end den registrerede, f.eks. fra andre offentlige myndigheder eller private. Der findes en række undtagelser til oplysningspligten. Der henvises til persondatalovens §§ 28-30.

Hvis indsamlingen af oplysninger sker hos den registrerede selv, vil der i praksis i vidt omfang ikke skulle ske underretning, jf. undtagelsesbestemmelsen i persondatalovens § 28, stk. 2.

Hvis oplysningerne ikke er indsamlet hos den registrerede selv, er der ikke i praksis i samme omfang mulighed for at undtage fra oplysningspligten. Der vil således som udgangspunkt skulle ske underretning. Oplysningspligten skal normalt opfyldes i forbindelse med registreringen i kommunen, f.eks. ved indførelse af oplysningerne i et elektronisk journalark, og i almindelighed inden for 10 dage efter registreringen. Hvis kommunen allerede på registreringstidspunktet ved, at der i løbet af ganske kort tid herefter skal rettes henvendelse til den registrerede, f.eks. fordi der skal ske høring af vedkommende, vil oplysningspligten som altovervejende hovedregel kunne opfyldes samtidig med denne senere henvendelse.

Oplysningspligten vil dog også i medfør af persondatalovens § 30, stk. 2, nr. 6, kunne udskydes yderligere under sagens forberedelse, hvor det konkret skønnes, at en oplysning til borgeren ved indsamlingen af oplysningen vil medføre, at det ikke er muligt at sikre en materielt korrekt afgørelse og registrering i CPR. Dette kan navnlig være tilfældes, hvis der er en risiko for, at den registrerede indretter sin adfærd ud fra sin viden om, at der pågår en undersøgelse, hvorved øjemedet forspildes. Det skal understreges, at der alene er tale om en udskydelse af oplysningspligten, og at underretning skal finde sted, så snart dette ikke længere forhindrer sagens oplysning.

Der henvises endvidere til Datatilsynet og til Datatilsynets vejledning om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i persondataloven.

6. Høring af parterne

6.1. Generelle regler i forvaltningsloven

En kommune, som påtænker at træffe en bestemt afgørelse, skal altid gøre sig klart, hvorfor den ønsker at træffe netop denne afgørelse. Kommunen skal herunder overveje, hvilke oplysninger i sagen der gør, at kommunen mener, at det påtænkte resultat er det rigtige resultat.

Kommunen skal herefter som klart udgangspunkt høre en part over alle oplysninger vedrørende faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagen, der kan være til ugunst for parten, jf. forvaltningslovens § 19. Dette gælder i alle tilfælde, hvor vedkommende ikke er bekendt med, at de indgår i den sag, der er under behandling, uanset at vedkommende i forvejen er bekendt med, at kommunen er i besiddelse af oplysningerne. Der bør altid fastsættes en frist for kommentarer til partshøringen af hensyn til muligheden for at kunne afslutte sagen.

Somme tider vil der under sagens behandling komme nye oplysninger i kommunens besiddelse, f.eks. fra en anden part i sagen. Disse skal der også høres over, hvis de er til ugunst for en anden part, inden der kan træffes afgørelse.

Høring over oplysninger skal være præcis. Det er f.eks. ikke tilstrækkeligt at oplyse, at parterne har fælles bankkonto eller at der er modtaget oplysninger fra en ikke navngiven anmelder. Det skal præciseres,

hvilke oplysninger kommunen er i besiddelse af (Hvilken bankkonto? Hvad har anmelderen set?),

hvor oplysningerne kommer fra (Oplysninger fra skatteforvaltningen i kommunen? Hvilken anmelder har afgivet oplysninger?), og

hvilket tidspunkt / tidsrum oplysningerne vedrører (Fælles bankkonto i 1999 og 1998? Hvornår har anmelderen set hvad).

I modsat fald har sagens parter ikke reel mulighed for at imødegå eventuelle misforståelser, komme med forklaringer eller betvivle eventuelle kilders troværdighed / anvendelighed.

Det er ofte en fordel at sende kopier af breve og notater i sagen i høring i stedet for at søge at gengive indholdet heraf i et høringsbrev. En gengivelse i et høringsbrev vil i mange situationer ikke være lige så dækkende som det originale materiale. Kommunen skal dog også sørge for, at eventuelle oplysninger, som ikke har betydning for sagen, (f.eks. oplysninger om andre tilmeldte personers personnumre eller lign.) streges over i materialet. Det samme gælder efter forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, for oplysninger, som parten ikke ville kunne få partsaktindsigt i efter forvaltningslovens kapitel 4.

Høring efter forvaltningsloven kan ske både skriftligt og mundtligt. Hvis høringen foretages mundtligt, skal kommunen notere, hvad der er blevet hørt over, hvornår og hvordan, og kommunen skal endvidere notere præcist, hvad parterne svarede hertil, jf. offentlighedslovens § 6. Dog henvises til afsnit 6.2. nedenfor for så vidt angår den særlige skriftlige høring, som altid skal udsendes i tvangsflytningssager, inden der træffes afgørelse.

En skriftlig høring skal sendes til den adresse, som vedkommende selv oplyser at bo eller opholde sig på. Den kan dog eventuelt også sendes til den adresse, som kommunen har en formodning om, at vedkommende bor på.

6.2. Særlige regler i CPR-loven

I CPR-lovens § 11 er der fastsat særlige regler om høring i egentlige tvangsflytningssager, d.v.s. når en person allerede er registreret på en bestemt måde, og kommunen mener, at denne registrering bør ændres.

En kommune skal, når den har indhentet de fornødne oplysninger i sagen og umiddelbart finder, at den er klar til at blive afgjort, udsende en særlig høring (»en agterskrivelse« eller »et forvarsel«), hvori kommunen opfordrer vedkommende til at melde flytning inden 14 dage til en bestemt adresse, og kommunen skal endvidere redegøre for, hvorfor denne finder det godtgjort, at vedkommende skal være registreret på den pågældende adresse.

Et tilsvarende brev skal sendes til eventuelle andre parter i sagen.

Reagerer parterne ikke herpå inden for 14 dage, kan kommunen træffe afgørelse og eventuelt ændre vedkommendes registrering.

Hvis der imidlertid fremkommer nye oplysninger som følge af kommunens agterskrivelse, skal kommunen overveje, om den påtænkte afgørelse stadig er den rigtige afgørelse, og om der eventuelt skal ske høring af en part eller flere parter af de nye oplysninger, jf. ovenfor.

I sager om videregivelse af oplysninger er der endvidere i § 42, stk. 5, samt § 43, stk. 1, fastsat særlige høringsregler. Der kan efter omstændighederne være behov for at foretage høring ud over de situationer, som er reguleret af disse regler, jf. afsnit 6.1. ovenfor samt vejledningens kapitel 12, afsnit 3.

7. Afgørelse af sagen

7.1. Er sagen klar til afgørelse?

Inden sagen afgøres, skal kommunen overveje, om der er indhentet alle de oplysninger, som er nødvendige og hensigtsmæssige at indhente.

Kommunen skal herefter overveje, om der er hørt over alle væsentlige oplysninger, som indgår i sagen, og som kan være til ugunst for en eller flere parter.

7.2. Bevisvurdering

Udgangspunktet er, at det, en borger oplyser vedrørende sine bopælsforhold, er korrekt, medmindre kommunen kan godtgøre det modsatte. Bevisbyrden kan løftes ved oplysninger om faktuelle forhold, f.eks. oplysninger indhentet i kommunens andre forvaltninger eller efter CPR-lovens § 10, stk. 2, nr. 2-3, eller eventuelt ved en række af indicier af en vis vægt. Det er ikke muligt at sige, præcis hvor meget der skal til, før bevisbyrden kan siges at være løftet.

Særligt bemærkes med hensyn til anonyme anmeldere eller oplysninger fra andre unavngivne personer, f.eks. ansatte i kommunen, at oplysninger fra sådanne kilder har en ringe bevisværdi.

7.3. Afgørelsens form

Hvis der er tale om en afgørelse i en tvangsflytningssag, skal afgørelsen meddeles skriftligt, jf. CPR-lovens § 11, stk. 3.

I andre sager er der ikke et sådant udtrykkeligt krav, og afgørelsen vil således i princippet kunne meddeles mundtligt. Det er imidlertid i overensstemmelse med god forvaltningsskik, at afgørelser som udgangspunkt meddeles skriftligt. Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal derfor anbefale, at alle afgørelser meddeles skriftligt. Hvis en kommune vælger at meddele afgørelsen mundtligt, skal der under alle omstændigheder foretages notat herom, jf. offentlighedslovens § 6, og en borger vil endvidere kunne kræve at få meddelt afgørelsen skriftligt, jf. forvaltningslovens § 23, hvis ikke afgørelsen giver vedkommende fuldt medhold.

I de tilfælde, hvor en kommune afviser at foretage registrering i overensstemmelse med en flytteanmeldelse, kan kommunen eventuelt lave en påtegning på eller i forbindelse med flytteanmeldelsen med de oplysninger, som denne har lagt til grund for sin afgørelse, og om, at indgiveren af anmeldelsen er blevet gjort bekendt med afvisningen, begrundelsen og klagefristen efter CPR-lovens § 56, stk. 1. Kommunen kan herefter udlevere en kopi af flytteanmeldelsen med påtegningen om afvisningen med begrundelse og klagefrist, og herefter gemme flytteanmeldelsen med påtegning i overensstemmelse med de almindelige arkivregler.

7.4. Begrundelse

Skriftlige afgørelser til borgerne skal efter forvaltningslovens §§ 22 og 24 altid begrundes, hvis ikke borgeren får fuldt ud medhold.

Afgørelsen skal således altid indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter. Det bemærkes, at CPR-loven trådte i kraft den 1. juli 2000, og at afgørelser, som (også) vedrører bopælsforhold før denne dato, derfor (tillige) skal henvise til de tidligere gældende regler.

Herudover skal der være en kort angivelse af de faktiske omstændigheder / kendsgerninger, som kommunen har tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

I begrundelsen bør om nødvendigt suppleres med relevante oplysninger, som ikke udtrykkeligt fremgår af de anvendte bestemmelser, f.eks. at Færøerne i relation til CPR-lovgivningen behandles som udlandet, eller at formålet med et udlandsophold som hovedregel er uden betydning for, om dette skal registreres som en udrejse. Der kan f.eks. henvises til relevante passager i denne vejledning.

Det bemærkes, at kommunerne aldrig i deres begrundelse vil kunne henvise til en eventuel telefonisk vejledning fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, idet ministeriet i forbindelse med denne vejledning aldrig tager stilling til den konkrete sag, men alene giver generel vejledning.

I forbindelse med afgørelser, som meddeles mundtligt, bør vedkommende også altid informeres om begrundelsen, og det bør noteres, at dette er sket.

Som nævnt ovenfor under afsnit 7.3. kan Indenrigs- og Sundhedsministeriet foreslå, at afgørelsen om afvisning af registrering efter en flytteanmeldelse meddeles skriftligt, eventuelt i form af kopi af anmeldelsen med påtegning om begrundelse og klagevejledning.

7.5. Klagevejledning

I en skriftlig afgørelse, som ikke giver sagens parter fuldt medhold, skal der endvidere orienteres om, at kommunens afgørelse kan påklages til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og om, hvorledes fremgangsmåden er, samt fristen for fremsættelse af klagen, jf. forvaltningslovens § 25, stk. 1. En klagevejledning kan f.eks. formuleres således

»Klage over denne afgørelse kan inden 4 uger fra det tidspunkt, hvor De har modtaget meddelelse om afgørelsen, indbringes for Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Indbringelsen sker ved, at en skriftlig klage afleveres til Kommune.«

I bopælssager kan det endvidere være hensigtsmæssigt at præcisere i klagevejledningen, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet alene administrerer folkeregisterlovgivningen. Der kan f.eks. tilføjes følgende

»Ønsker De at klage over, at folkeregistreringen er blevet tillagt betydning efter anden lovgivning, således at f.eks. Deres sociale ydelser er blevet nedsat, skal De klage efter de klageregler, der gælder på dette område.«

Uanset om afgørelsen meddeles mundtligt, bør der gives klagevejledning, og der bør foretages notat om, at vejledningen er givet. Der henvises i øvrigt til ovennævnte anbefaling vedrørende afviste flytteanmeldelser, jf. afsnit 7.3.

En manglende klagevejledning bevirker, at klagefristen først løber fra det tidspunkt, klagevejledningen gives. Hvis der er givet klagevejledning, men der deri er angivet en for lang frist, kommer denne fejl som klart udgangspunkt modtageren til gode, således at klagen må antages for rettidigt indgivet, hvis den oplyste klagefrist overholdes.

7.6. Opsættende virkning

Der er i CPR-lovens klageregler ikke nogen bestemmelse om opsættende virkning, og det er således de almindelige forvaltningsretlige regler for opsættende virkning, som finder anvendelse, hvis en klager anmoder om, at klagen tillægges opsættende virkning.

Det er udgangspunktet, at der ikke tillægges klager opsættende virkning.

Ved behandlingen af en anmodning om, at en klage tillægges opsættende virkning, skal der foretages en afvejning af på den ene side offentlige og privates interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen (det vil sige den faktiske registrering i CPR eller videregivelsen af oplysninger til en privat) ikke udsættes, og på den anden side arten og omfanget af den skade, klageren kan blive påført, såfremt gennemførelsen ikke udsættes, herunder om der vil være tale om en skade, som ikke eller kun vanskeligt vil kunne genoprettes. Det skal endvidere tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for klagen.

En beslutning om at tillægge en klage opsættende virkning, kan kun komme på tale, hvis der er tale om skader af en væsentlig karakter. Økonomiske interesser er normalt ikke i sig selv tilstrækkelige. F.eks. tillægges klager over afgørelser efter sociallovgivningen eller afgørelser om opkrævning ikke i almindelighed opsættende virkning. Et almindeligt ubehag eller praktiske ulemper ved, at en person i en periode er registreret på en adresse, som senere kan vise sig at være forkert, vil som klart udgangspunkt heller ikke kunne begrunde, at en klage tillægges opsættende virkning.

Der skal endvidere være en umiddelbar sammenhæng mellem kommunens afgørelse og den af klageren anførte skadevirkning. I nogle tilfælde vil en klager eventuelt anføre, at skadevirkningen består i, at der vil blive truffet en afgørelse til ugunst for vedkommende på baggrund af en bopælsregistrering i CPR. Hvis denne afgørelse imidlertid træffes på grundlag af en offentlig myndigheds selvstændige sagsbehandling efter anden lovgivning, f.eks. sociallovgivningen, kan der ikke af den grund gives opsættende virkning med hensyn til bopælsregistreringen.

Det er klageren, som skal angive og dokumentere, hvilke særlige skadevirkninger vedkommende mener at blive udsat for, hvis ikke klagen tillægges opsættende virkning.

Hvis klageren fremsætter et ønske om opsættende virkning, inden kommunen har foretaget sin genvurdering, skal kommunen tage stilling til spørgsmålet. Hvis klageren fremsætter sit ønske på et tidspunkt, hvor sagen er genvurderet og videresendt til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, er det ministeriet, som skal tage stilling til spørgsmålet.

Endelig bemærkes det, at overvejelser om opsættende virkning skal ske under hensyntagen til lighedsgrundsætningen. En kommune skal derfor kun give opsættende virkning, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Omvendt skal alle, som opfylder betingelserne, have opsættende virkning.

8. Genvurdering

Hvis en part i en sag klager over en afgørelse, som kommunen har truffet, skal kommunen genvurdere sagen. Det gælder dog ikke, hvis 4-ugersfristen i CPR-lovens § 56, stk. 2, er overskredet. I disse tilfælde skal kommunen blot sende sagen videre til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med indstilling om, at sagen afvises på grund af fristoverskridelsen, og ministeriet tager herefter stilling til, om der er tale om en undskyldelig fristoverskridelse.

Det er af hensyn til vurderingen af, om der er sket en (undskyldelig) fristoverskridelse meget væsentligt, at kommunerne stempler klager som indgået den dato, hvor disse er modtaget i kommunen.

Hvis 4-ugersfristen er overholdt, skal kommunen genvurdere sagen. Det vil sige, at kommunen skal overveje de relevante regler og faktuelle oplysninger / indicier en gang til. Desuden skal kommunen tage stilling til eventuelle nye oplysninger eller argumenter, som sagens parter gør gældende. Det bemærkes, at en genvurdering også er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, og alle de ovenfor nævnte regler om partshøring, meddelelse af afgørelse, begrundelse m.v. gælder således.

9. Indsendelse og orientering af parterne

Hvis kommunen fortsat ikke kan give klageren (fuldstændig) medhold, indsendes sagen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Alle sagens akter bedes medsendt.

Samtidig sendes klagen og genvurderingen til alle sagens parter med oplysning om, at eventuelle kommentarer skal fremsættes over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden 4 uger fra det tidspunkt, klageren / øvrige parter har fået meddelelse om genvurderingen, jf. CPR-lovens § 56, stk. 2.

10. Indenrigs- og Sundhedsministeriets afgørelse

Indenrigs- og Sundhedsministeriet foretager en ny, selvstændig vurdering af sagen og efterprøver også det administrative skøn.

Ministeriet har mulighed for at afvise, hjemvise, stadfæste eller ændre den afgørelse, der klages over.

Afvisning vil f.eks. ske, hvis klagefristen er overskredet, og der ikke har været undskyldelige omstændigheder.

Hjemvisning vil f.eks. ske, hvis afgørelsen er ugyldig.

Om ugyldighedsgrunde kan følgende oplyses

En afgørelse vil som hovedregel være ugyldig, hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, f.eks. fordi parten / parterne ikke er blevet hørt. Det samme er tilfældet, hvis parten under sagen ulovligt er nægtet aktindsigt.

Hvis en tvangsflytning, som efter CPR-lovens § 11 skal meddeles skriftligt, i stedet meddeles mundtligt, bevirker dette også, at tvangsflytningen er ugyldig. Det samme er selvfølgelig også tilfældet, hvis afgørelsen slet ikke meddeles den pågældende, såfremt det er muligt at meddele denne til vedkommende.

En skriftlig afgørelse om bopælsregistrering eller videregivelse af oplysninger vil endvidere som hovedregel være ugyldig, hvis den mangler begrundelse.

Hvis en sag hjemvises, skal kommunen behandle sagen på ny og træffe en ny afgørelse, som skal begrundes m.v. Når ministeriet i en tvangsflytningssag træffer afgørelse om hjemvisning, tilbagefører ministeriet den registreredes bopælsregistrering i CPR, så den registrerede / klageren stilles, som om der ikke var truffet nogen afgørelse.

Stadfæstelse vil ske, hvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enig i resultat af kommunens afgørelse.

Ændring vil f.eks. ske, hvis Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder, at klageren bør gives helt eller delvist medhold. Ministeriet vil imidlertid også kunne ændre en afgørelse, så den er mere til ugunst for klageren, end kommunens afgørelse, såfremt ministeriet finder tilstrækkeligt grundlag herfor. Ministeriet er således ikke »bundet« af hverken klagen eller kommunens oprindelige afgørelse eller genvurdering, idet der er et væsentligt hensyn at tage til rigtigheden af registreringer i CPR. Når ministeriet i en bopælssag ændrer en afgørelse, ændrer ministeriet også den registreredes bopælsregistrering i overensstemmelse hermed. Tilsvarende vil ministeriet i mange tilfælde videregive oplysninger i forbindelse med afgørelsen af sagen, såfremt ministeriet i en videregivelsessag giver en klager medhold i, at vedkommende var berettiget til at modtage disse.

Bilag 3

Særligt vedrørende de forvaltningsretlige regler og sagsbehandlingen

1.

Indledning

2.

Afgørelsesbegrebet

3.

Partsbegrebet

4.

Oplysning af sagen

5.

Oplysningspligt

6.

Høring af parterne

6.1.

Generelle regler i forvaltningsloven

6.2.

Særlige regler i CPR-loven

7.

Afgørelse af sagen

7.1.

Er sagen klar til afgørelse?

7.2.

Bevisvurdering

7.3.

Afgørelsens form

7.4.

Begrundelse

7.5.

Klagevejledning

7.6.

Opsættende virkning

8.

Genvurdering

9.

Indsendelse og orientering af parterne

10.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets afgørelse

Kapitel 3

Kommunens folkeregistrering

Kapitel 3

Kommunens folkeregistrering

1. Folkeregistreringens grundlæggende principper

Indenrigs- og Sundhedsministeriet yder telefonisk generel vejledning om behandlingen af bopælssager samt forståelsen af folkeregistreringslovgivningen, men kan i den forbindelse aldrig tage stilling til konkrete bopælssager, da borgerne derved berøves deres mulighed for at få afprøvet deres sag i to administrative instanser.

Hovedformålet med kommunernes registrering efter lovens kapitel 3 af en persons adresse i CPR er at fastslå den kendsgerning, hvor den pågældende opholder sig og kan træffes, jf. også lovens § 1, nr. 3. At det pågældende sted eventuelt ikke er et sted, hvor det er lovligt at bo - i vinterhalvåret eller overhovedet - er som udgangspunkt uden betydning for registreringen, hvis personen bor dér.

Der skal således ikke tages hensyn til de retsvirkninger, som anden lovgivning tillægger registreringen af en persons bopæl i CPR. Hvis der i anden lovgivning knyttes umiddelbare retsvirkninger til folkeregistreringen (f.eks. i valglovgivningen), forudsættes det, at dette sker ud fra en viden om folkeregistreringens principper og ikke ud fra en forventning om, at folkeregistreringen efterfølgende bliver rettet, så den passer til retsvirkningerne.

Inden for en lang række lovområder (skattelovgivning, sociallovgivning m.v.) skal der foretages en særskilt bedømmelse i sagerne uafhængig af registreringen i CPR. På det sociale område foretages således f.eks. en vurdering af, hvilken kommune der er handlekommune (som udgangspunkt opholdskommunen) og dermed har pligt til at yde en borger hjælp efter den sociale lovgivning. I denne bedømmelse indgår andre kriterier end selve folkeregistreringen. Registreringen i CPR er dog ved disse afgørelser normalt tillagt stor betydning. Det er derfor vigtigt at understrege, at bopælsregistreringen altid alene skal ske ud fra folkeregistreringsreglerne og ikke ud fra en vurdering af konsekvenserne efter anden lovgivning.

De retningslinier, som er optaget i nærværende vejledning, er ikke udtømmende, og andre forhold end dem, som er omtalt i vejledningen, kan i en konkret sag være afgørende for, hvor en persons rette bopæl er.

Principperne i bopælsregistreringen er følgende: Udgangspunktet er, at enhver skal registreres på sin bopæl. Den, der ingen bopæl har, skal registreres på sit faste opholdssted, og har man heller ikke et fast opholdssted, skal man forblive registreret i sin hidtidige kommune, men som fraflyttet sin hidtidige adresse og på en vejkode i intervallet 9900-9999 med en betegnelse i overensstemmelse med § 10, stk. 4, i cirkulære nr. 28 af 20. februar 1995 om ajourføring og drift af CPR's vej- og boligregister (registrering »uden fast bopæl«). I visse tilfælde, hvor den pågældende ikke kan findes, skal vedkommende registreres som »forsvundet«.

Der gælder særlige regler for børn, jf. CPR-lovens § 8 (afsnit 5 nedenfor), for personer, som bor på en båd eller anden bevægelig bolig, jf. CPR-lovens § 9 (afsnit 6 nedenfor), værnepligtige, jf. CPR-lovens § 14, folkeregistreringsbekendtgørelsen § 2 og folkeregistreringscirkulæret § 7, samt personer, som er indsat i kriminalforsorgens institutioner, jf. CPR-lovens § 15 og folkeregistreringsbekendtgørelsens § 3.

2. Bopæl eller fast opholdssted

Bopælen, jf. § 6, stk. 1, er det sted (bolig), hvor man regelmæssigt sover, når man ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor man har sine ejendele. Om stedet efter almindelig sprogbrug kan kaldes en bolig, eller om stedet er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR), er uden betydning, hvis en person benytter stedet som sit hjem. Sommerhuse, erhvervslejemål, hotelværelser og kolonihavehuse, der anvendes som et hjem, kan således danne grundlag for bopælsregistrering efter § 6, stk. 1. Campingvogne, både og lignende bevægelige boliger kan ligeledes danne grundlag for registrering, jf. CPR-lovens § 9. Se nærmere herom nedenfor under afsnit 6.

Ved afgørelsen i forbindelse med CPR-lovens § 6, stk. 1, af, om et fravær fra bopælen er midlertidigt, eller om man er flyttet, må der ske en vurdering af, om der er hensigt til tilbagevenden til bopælen, f.eks. om der er taget skridt til at afvikle den tidligere bolig. Herudover er længden af fraværet af betydning. Et fravær fra bopælen mens man er i sommerhus, betragtes efter fast praksis som et midlertidigt fravær, og der skal aldrig ske tilmelding til sommerhuset i sommerperioden. I øvrigt kan der ikke gives nogen fast tidsgrænse for, hvor langt fraværet fra bopælen kan være, når den pågældende opholder sig her i landet. For udlandsophold gælder særlige regler, jf. CPR-lovens kapitel 5 og 6.

Med udtrykket »fast opholdssted«, jf. § 6, stk. 2, sigtes til et sted, som den registrerede ikke benytter som et egentligt hjem, men hvor vedkommende i en vis periode overnatter og kan træffes. Dette gælder f.eks. for hospitaler og institutioner. Udtrykket omfatter imidlertid også situationer, hvor en persons ophold på en bestemt adresse ikke har en sådan karakter, at stedet kan betragtes som vedkommendes hjem, men hvor vedkommende opholder sig og overnatter i et sådant omfang, at det pågældende sted må siges at være vedkommendes hovedopholdssted.

Der kan ikke siges noget om, hvor langt opholdet skal være, for at det kan siges at være fast, men hvis alternativet er en registrering uden fast bopæl, vil også ophold af mindre end 1 måneds varighed normalt kunne danne grundlag for registrering af adressen som et fast opholdssted.

For personer, der opholder sig på en institution eller et sygehus, gælder en formodning for, at der er tale om et midlertidigt fravær fra deres bopæl. Hvis personen beholder rådigheden over en anden bolig, jf. § 6, stk. 1, skal vedkommende således fortsat være registreret på denne hidtidige adresse. Er boligen imidlertid opgivet, skal der ske en registrering på institutionen eller sygehuset, hvis opholdet dér har en sådan længde, at det kan siges at være fast, jf. ovenfor. Ved helt kortvarige ophold må den pågældende derimod registreres uden fast bopæl i sin hidtidige kommune. Særligt med hensyn til børn henvises til afsnit 5 nedenfor.

Det skal særlig i forbindelse med registrering på en institution eller et sygehus præciseres, at de økonomiske byrder, som kommunen måtte blive pålagt derved, og eventuel modvilje hos en institutionsbestyrer eller andre, som ingen kompetence har på folkeregistreringsområdet, mod registreringen, ikke må tillægges betydning ved afgørelsen af, om der skal ske registrering. Det bemærkes endvidere, at der efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område er mulighed for at udpege en tidligere opholdskommune som handlekommune.

3. Registrering »uden fast bopæl« eller som forsvundet

I forbindelse med bestemmelsen i CPR-lovens § 6, stk. 4, skal det understreges, at en registrering »uden fast bopæl«, bør anvendes med stor tilbageholdenhed og ikke i situationer, hvor der kan udpeges et fast opholdssted. I tilfælde hvor en person registreres uden fast bopæl, skal kommunen med jævne mellemrum tage sagen op for at vurdere, om der er nye muligheder for at få fastlagt en egentlig adresse for den pågældende, jf. herved reglerne om tvangsflytning i CPR-lovens §§ 10 og 11.

For så vidt angår bestemmelsen i CPR-lovens § 6, stk. 5, kan man give sig til kende på forskellige måder, f.eks. ved at møde op på et offentligt kontor eller ved at skrive til det offentlige. Derefter skal registreringen som forsvundet slettes. Hvis vedkommende fortsat ikke har en bopæl eller et fast opholdssted, jf. § 6, stk. 1-2, skal pågældende registreres uden fast bopæl i den kommune, hvor denne senest havde bopæl eller fast opholdssted. Det gælder uanset, om vedkommende opholder sig i en anden kommune, så længe der ikke kan udpeges en bopæl eller et fast opholdssted efter § 6, stk. 1-2, i denne anden kommune.

4. Rådighed over flere boliger

Det fremgår af CPR-lovens § 7, at hvis en person har flere boliger til sin rådighed her i landet herunder Grønland, men ikke Færøerne skal det vurderes, i hvilken af boligerne den pågældende skal registreres.

For at der overhovedet skal foretages en vurdering efter § 7, skal der være tale om to eller flere egentlige boliger og ikke blot overnatningsmuligheder. Den enkelte bolig skal således være indrettet, så den er egnet til, at man kan opholde sig på stedet hele døgnet. Der kan i denne forbindelse især lægges vægt på, om der er adgang til toilet, vand og køkkenfaciliteter. Desuden kan det kræves, at boligen skal være til rådighed for vedkommende. Det vil sige, at vedkommende skal have en reel dispositionsret over boligen. Denne skal være til rådighed døgnets 24 timer, og den skal normalt kunne opsiges eller afhændes af vedkommende. Endelig er det en forudsætning, at boligen anvendes af vedkommende i et vist omfang.

Herudover skal der være tale om to ikke-bevægelige boliger, idet det følger af § 9, at man alene kan blive registreret i en bevægelig bolig, hvis denne er ens eneste bolig.

Endelig kan bestemmelsen kun anvendes, hvis personen selv angiver at benytte flere boliger.

Hvis der efter en vurdering ud fra ovenstående principper er tale om to eller flere boliger, og der således er tale om en § 7-situation, skal der, jf. § 7, stk. 1, ske registrering af vedkommende med bopæl i den af boligerne, som vedkommende må siges at have mest tilknytning til. Ved afgørelsen heraf indgår de momenter, som fremgår af § 7, stk. 2. I situationer hvor en person anvender både en lovlig bolig og en ulovlig bolig, skal den lovlige bolig altid gå forud for den ulovlige selvom tilknytningen til den ulovlige bolig eventuelt er størst.

Når man skal afgøre, om en bolig er en lovlig helårsbolig, skal man i øvrigt være opmærksom på, at visse personer i medfør af planlovens §§ 40 og 41 er undtaget fra denne lovs almindelige forbud mod helårsbeboelse i sommerhusområder. Dette medfører, at en sådan person, som udover sit sommerhus også bevarer sin almindelige helårsbolig, skal registreres på den af boligerne, hvor vedkommende efter kriterierne i § 7, stk. 2, må siges at have sin bopæl.

Opmærksomheden henledes endvidere på, at hvis det ikke er muligt efter kriterierne i § 7, stk. 2, klart at udpege en af boligerne som den, hvor vedkommende bør registreres, kan den registrerede selv vælge, jf. § 7, stk. 3. Det bemærkes endvidere, at dette valg ikke kan ændres, medmindre der sker en ændring af de forhold, som forelå, da valget blev foretaget.

5. Registreringen af børn

Ved børn forstås ugifte personer under 18 år.

Der er særlige procedureregler i forbindelse med børns flytning. Der henvises til kapitel 4, afsnit 2. Nedenfor er reglerne for, hvor et barn skal registreres, gennemgået.

Børn skal efter CPR-lovens § 8, stk. 1, som udgangspunkt registreres efter samme regler som voksne. Det vil sige, at det afgørende for registreringen af barnets bopæl er de faktiske forhold. Forældremyndighedens indehaver(e) har ret til at bestemme, hvor barnet skal opholde sig. Opholder barnet sig imidlertid i strid med denne beslutning et andet sted, er det dette sted, der skal registreres som barnets bopæl. Forældremyndighedens indehaver kan således ikke sætte sig imod, at folkeregisteret registrerer barnets faktiske opholdssted.

For så vidt angår børn, som regelmæssigt sover et andet sted her i landet end hos forældrene på grund af kostskoleophold eller lignende, men som tilbringer weekender, ferier og lignende hos forældrene med bopæl i Danmark, er der en formodning for, at der er tale om et midlertidigt fravær fra deres forældre, jf. også § 6, stk. 1, 2. pkt. De vil derfor som hovedregel skulle registreres hos forældrene. Denne formodningsregel gælder dog ikke for børn, som fra Grønland tager til den øvrige del af riget. I disse tilfælde må spørgsmålet om fortsat registrering på forældrenes adresse eller registrering på skolen afgøres efter en konkret vurdering. Formodningsreglen gælder endvidere ikke, hvis der er tale om et længere ophold uden for hjemmet, der skyldes lønnet beskæftigelse, uddannelse, privat plejeforhold eller offentlig (frivillig eller tvangsmæssig) anbringelse uden for hjemmet. Det samme gælder studerende, som har egen lejlighed eller eget værelse. Kortere ophold på en anden adresse af ovennævnte grunde må dog stadig betragtes som midlertidigt fravær fra forældrenes bopæl.

Børn, der har afbrudt forbindelsen med hjemmet, og om hvem det må formodes, at de ikke vil vende tilbage dertil, skal som udgangspunkt registreres på den adresse, som de faktisk opholder sig på.

Hvis barnet har sit hovedophold hos den ene forælder, vil barnet skulle registreres hos denne, uanset hvem der har forældremyndigheden, jf. § 8, stk. 1. Hvis et barn i en periode opholder sig lige meget hos den ene og den anden forælder, gælder reglerne i § 8, stk. 2 og 3.

Det bemærkes, at CPR-lovens § 8, stk. 1, tager sigte på en situation, hvor det står klart, at barnet fast har et hovedopholdssted, fordi forældrene har indgået en aftale herom eller fordi barnet i en vis længere periode beviseligt har haft sit hovedophold hos den ene forælder.

Bestemmelsen tager derimod ikke sigte på en situation, hvor en optælling af overnatninger og dage viser, at barnet er noget mere hos den ene forælder end den anden, men hvor barnets faktiske ophold er en følge af tilfældigheder, f.eks. fordi der er tale om en opbrudsfase i forbindelse med et samlivsophør eller en ferieperiode. I en sådan periode må barnets delvise fravær fra den hidtidige adresse betragtes som midlertidigt fravær, der ikke kan danne grundlag for registrering af en flytning. Først når der er opnået en egentlig aftale om barnets opholdssted, eller når barnet gennem en vis længere periode har opholdt sig mest hos den ene part, kan der træffes afgørelse efter § 8, stk. 1.

Efter § 8, stk. 3, skal et barn forblive registreret på den hidtidige bopæl, hvis det som led i en mere varig ordning opholder sig lige meget hos begge forældre, og disse uanset fælles forældremyndighed ikke kan blive enige om registreringen. Det samme gælder i situationer, hvor det ikke er muligt at fastslå, hvor barnet har sit hovedopholdssted. Hvis den hidtidige adresse imidlertid er fraflyttet i forbindelse med, at ordningen eller den periode, som ikke kan kortlægges, startede, må barnet registreres på høj vejkode i den hidtidige bopælskommune, indtil forældrene bliver enige om barnets registrering, eller indtil den fælles forældremyndighed ophæves.

I nogle tilfælde kan det være vanskeligt at fastslå, hvor et barn har sit hovedopholdssted, fordi forældrene kommer med modstridende oplysninger. Hvis det ikke er muligt at fastslå dette ud fra andre momenter i sagen, kan det rent undtagelsesvist komme på tale at indhente oplysninger herom fra barnet selv. Det forudsætter imidlertid, at kommunen konkret vurderer, at barnet har den fornødne modenhed til at udtale sig om dette og til at forstå konsekvenserne af sine udtalelser. Det forudsætter endvidere, at forholdet mellem barnet og forældrene ikke derved belastes i væsentlig grad. Det bemærkes, at barnet som mindreårig ikke kan bestemme, hvor vedkommende skal være registreret, og at barnets eventuelle udtalelser herom derfor ikke kan tillægges vægt.

Med hensyn til de situationer, hvor det har betydning, hvilken forælder der har forældremyndigheden, og der er afsagt en byretsdom vedrørende dette spørgsmål, bemærkes følgende

Hvis dommen ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb (14 dage, medmindre andet fremgår af dommen), tillægges anken opsættende virkning, og dommen har således ikke virkning, før den eventuelt stadfæstes af landsretten.

Hvis dommen ankes efter fuldbyrdelsesfristens udløb, har dommen virkning uanset anken. Det gælder dog ikke, hvis anken tillægges opsættende virkning. I så fald har dommen ikke virkning, før den eventuelt stadfæstes af landsretten.

Dette betyder f.eks., at hvis der hidtil har været fælles forældremyndighed, og moderen har fået tillagt den fulde forældremyndighed ved en byretsdom, vil der fortsat være fælles forældremyndighed, indtil landsretten har truffet endelig afgørelse, såfremt faderen anker dommen inden 14 dage (eller hvis landsretten tillægger en senere anke opsættende virkning).

En kommune bør derfor altid undersøge, om en byretsdom om forældremyndighed er anket, før den lægges til grund i en bopælssag.

6. Bevægelige boliger

Efter § 9 skal kommunen registrere en person med bopæl i en bevægelig bolig, såfremt dette er vedkommendes eneste bolig. Hvis personen f.eks. også har rådighed over et hus eller en lejlighed, skal vedkommende være registreret med adresse i sit hus.

Det er yderligere en betingelse, at den bevægelige bolig ligger fast på ét sted i en vis periode eller alene flyttes i meget begrænset omfang. I hvor stort omfang boligen må flyttes afhænger af en konkret vurdering, men det vil som hovedregel være i et omfang, som svarer til fravær i normale ferieperioder og weekender.

Hvis campingvognen, båden eller lign. flyttes i en længere periode, kan vedkommende ikke forblive registreret på det pågældende sted, hvor den bevægelige bolig befandt sig, før den blev flyttet. Det skal i så fald vurderes efter § 9, om vedkommende skal registreres på det sted, hvor den bevægelige bolig efterfølgende befinder sig.

7. Tvangsflytninger

7.1. Indledning

Et af formålene med CPR-loven er at sikre, at enhver folkeregistreres på den adresse, hvor vedkommende faktisk bor eller opholder sig, jf. lovens § 1, nr. 3.

Bestemmelsen i § 10, stk. 1, giver kommunen en handlepligt, hvis den får mistanke om, at en person ikke er korrekt bopælsregistreret. Det bemærkes i den forbindelse, at der mange steder i lovgivningen er tillagt borgernes adresse i CPR (folkeregisteradresse) betydning i tillid til, at denne registrering er korrekt.

Hvorledes mistanken opstår, er uden betydning. Også en anonym anmeldelse om fejlregistrering vil efter omstændighederne kunne give anledning til at begynde en undersøgelse.

Det er den enkelte kommune, der selv vælger indhold og omfang af den forebyggende og kontrollerede indsats i sager om borgernes bopælsforhold inden for rammerne af forvaltningsloven, CPR-loven og anden lovgivning.

Det er som udgangspunkt den kommune, som vedkommende er (forkert) registreret i, som skal undersøge sagen og træffe afgørelse. Hvis der imidlertid er en formodning om, at vedkommende skal være registreret på en bestemt adresse i en anden kommune, er det denne anden kommune, som skal undersøge sagen og træffe afgørelsen. Der henvises til § 10, stk. 1, 2.-3. pkt.

Opmærksomheden henledes endvidere på, at hvis en kommune påtænker at registrere en person som udrejst til eller indrejst fra et andet nordisk land, skal kommunen undersøge, hvilket lands folkeregistreringsmyndighed, der efter den internordiske folkeregistreringsaftale (omfatter Finland, Island, Sverige, Norge og Færøerne) har kompetencen til at træffe afgørelse, og kommunen bør endvidere indlede et samarbejde med de relevante myndigheder i det andet nordiske land i det omfang, dette er nødvendigt. Der henvises til folkeregistreringscirkulærets §§ 9-10.

Hvis en påtænkt afgørelse bevirker, at en tidligere registrering i en anden kommune skal annulleres, bør kommunen altid spørge den anden kommune, om denne er i besiddelse af oplysninger, som har relevans for sagen.

Hvis en kommune påtænker at træffe afgørelse om annullation af en registrering, og dette bevirker, at en person vil have sin seneste bopælsregistrering i en anden kommune, skal kommunen høre denne anden kommune, før der træffes afgørelse i sagen.

Kommunen har i forbindelse med sagens oplysning mulighed for at benytte oplysninger, som i forvejen er i kommunens besiddelse, eventuelt i andre forvaltningsgrene. Endvidere har kommunen mulighed for at indhente oplysninger fra andre myndigheder. Kommunen kan desuden indhente oplysninger fra den registrerede selv eller andre private i det omfang, som fremgår af § 10, stk. 2. Herudover kan kommunen indhente oplysninger fra eventuelle andre parter i sagen som led i partshøring af disse. Endelig kan kommunen i et meget begrænset omfang indhente oplysninger selv i forbindelse med observationer eller kontrolbesøg.

Med hensyn til spørgsmålet om straf for ikke at afgive oplysninger eller afgive ukorrekte oplysninger henvises til kapitel 15.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal anbefale, at de muligheder, som fremgår af CPR-lovens § 10, stk. 2, som udgangspunkt udnyttes fuldt ud i alle tvangsflytningssager. Dette gælder navnlig, hvis sagen i øvrigt ikke bygger på faktuelle oplysninger, men på indicier, oplysninger om parternes troværdighed eller eventuelle »tilståelser« fra parterne.

Ministeriet skal endvidere anbefale, at en kommune i en tvangsflytningssag både undersøger forholdene på den adresse, hvor vedkommende selv oplyser at opholde sig, og på den adresse, hvor kommunen formoder, at vedkommende opholder sig.

Med hensyn til den praktiske fremgangsmåde i en tvangsflytningssag og de forvaltningsretlige regler, som skal følges under en sådan sag, henvises til bilag 3.

Opmærksomheden henledes endvidere på, at hvis kommunen har en konkret mistanke om, at en person har begået en strafbar overtrædelse af CPR-loven, skal forholdet anmeldes til politiet med henblik på efterforskning af det anmeldte forhold. Foreligger der ingen mistanke eller blot en løsere formodning om, at der kan være begået et strafbart forhold, kan kommunen undersøge og afgøre sagen selv, og der skal ikke ske anmeldelse til politiet. Det er ikke muligt generelt at angive den præcise grænse mellem på den ene side tilfælde, hvor der foreligger en løsere formodning om, at der kan være begået et strafbart forhold, og på den anden side tilfælde, hvor en sådan formodning kan omsættes til en konkret mistanke om, at der er begået et strafbart forhold.

7.2. Oplysninger fra kommunen selv

Kommunen er en enhedsforvaltning og har derfor mulighed for at anvende oplysninger, som den i forvejen er i besiddelse af, også i andre grene af forvaltningen, i forbindelse med en sag om bopælsregistrering.

Oplysninger, der kan belyse en bopælssag, kan bl.a. være oplysning om, hvilken adresse den pågældende har oplyst til f.eks. socialforvaltning eller skattevæsen. Oplysninger, der allerede er tilvejebragt i f.eks. sociale sager med hjemmel i § 12 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, vil således i en del tilfælde kunne benyttes til belysning af en persons bopælsforhold og dermed lægges til grund for en afgørelse om registrering af en persons korrekte adresse i CPR. Oplysninger, der kan indhentes fra en anden forvaltningsgren i kommunen, kan endvidere være oplysninger om, hvilken kontaktadresse / telefonnummer en person har oplyst til skoletandpleje, skole eller daginstitution. Som andre eksempler kan nævnes oplysninger i en skattesag til brug for beregning af transportfradrag, oplysninger til teknisk forvaltning om adresseforhold i en byggesag, oplysninger til socialforvaltningen i ansøgninger om ydelser m.m. Kommunens forsyningsafdeling kan endvidere ofte give oplysning om regningsadresse og om forbrug af f.eks. el, gas, vand og varme. Oplysning om boligens størrelse, indretning og kvalitet set i forhold til antallet af beboere er også væsentlige oplysninger i bopælssager.

Det bemærkes, at det alene er oplysninger, der kan belyse en persons bopælsforhold, der kan indhentes i andre grene af kommunens forvaltning. Der må således de enkelte forvaltningsgrene imellem til brug for en bopælssag ikke udveksles oplysninger, som er uden betydning for en persons bopælsregistrering. Der skal i øvrigt udfærdiges et notat i medfør af offentlighedsloven § 6, selv om en oplysning således allerede findes i kommunen. Det skal heraf fremgå, på hvilket tidspunkt oplysningen er modtaget og fra hvilken forvaltningsgren, og eventuel dokumentation skal vedlægges. Hvis der ikke foreligger dokumentation for oplysningerne, skal også navnet på den person, som har afgivet oplysningerne, noteres.

7.3. Oplysninger fra andre myndigheder

Kommunen har også mulighed for at indhente oplysninger fra andre myndigheder. Det skal dog igen påpeges, at det kun er oplysninger, der kan belyse adresseforhold, der må indhentes fra en anden myndighed.

Der er i forvaltningslovens § 28 fastsat regler for, hvornår en offentlig myndighed må videregive visse personoplysninger. Endvidere er der i lov om behandling af personoplysninger (persondataloven) fastsat regler, som regulerer, i hvilket omfang der lovligt kan videregives personoplysninger.

I det omfang den afgivende myndighed er berettiget til at videregive oplysninger efter forvaltningsloven / persondataloven, vil denne myndighed som udgangspunkt også have pligt til at afgive disse oplysninger, jf. forvaltningslovens § 31, stk. 1. Det er imidlertid den afgivende myndighed, som selv tager stilling til, om den er berettiget til at videregive oplysningerne og dermed også har pligt hertil.

En kommune, der er ved at undersøge en persons bopælsforhold, bør altid overveje, om andre offentlige myndigheder kan være i besiddelse af relevante oplysninger. Det kan f.eks. være relevant at anmode andre kommuner om bopælsoplysninger, herunder andre kommuners daginstitutioner, skoler m.m., eller at anmode politiet om oplysninger, som dette i forvejen er i besiddelse af.

Hvad særligt angår spørgsmålet om politiets medvirken bemærkes, at fastlæggelsen af en borgers bopælsforhold som udgangspunkt er en kommunal opgave, jf. dog afsnit 7.1. ovenfor. En kommune kan ikke anmode politiet om f.eks. at kontakte en borgers nabo eller arbejdsgiver med henblik på at fastlægge borgerens bopælsforhold til brug for kommunens bopælssag i henhold til CPR-loven, i det omfang kommunen ikke selv kan foretage sådanne undersøgelsesskridt efter CPR-loven.

Bestemmelsen i § 10, stk. 3, indebærer, at oplysninger fra offentlige myndigheder kan indhentes elektronisk både som led i behandlingen af en enkelt sag og som led i en generel søgning til brug for kontrol, f.eks. samkøring af edb-registre.

7.4. Oplysninger fra private

Private har kun pligt til at bidrage med oplysninger i bopælssager, i det omfang dette følger af lovgivningen. I CPR-lovens § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, er der hjemmel til at afkræve oplysninger fra den pågældende selv samt hus- og logiværter (logiværtserklæringer). Endvidere kan der indhentes oplysninger fra forsyningsselskaber, Post Danmark m.v., jf. § 10, stk. 2, nr. 3.

Oplysningspligten i § 10, stk. 2, nr. 1, omfatter alene den person, hvis adresseforhold undersøges. En eventuel anden part i sagen kan således ikke afkræves oplysninger under strafansvar og kan derfor alene inddrages i sagen som part. Kommunen er således berettiget til at stille spørgsmål til parten som led i partshøringen, og denne har en ret, men ikke en pligt, til at udtale sig i sagen. Med hensyn til partsbegrebet henvises til bilag 3, afsnit 3.

De oplysninger, der kan belyse en bopælssag, kan bl.a. være oplysning om, hvilken adresse den pågældende har oplyst til andre at bo på. Det gælder oplysninger om den adresse, som den pågældende har opgivet over for private tele- og forsyningsvirksomheder, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og pengeinstitutter. Det samlede forbrug af el, vand, varme, gas samt telefon for en bestemt periode kan også tjene til at belyse sagen. Tilsvarende vil gælde oplysninger fra boligselskaber og - foreninger om, hvem der står på lejekontrakten.

Endvidere kan oplysning om en borgers eventuelle anmeldelse af midlertidig eller vedvarende adresseændring til Post Danmark eller andre virksomheder, der er meddelt koncession efter lov om postvirksomhed, være et værdifuldt bidrag til en belysning af en borgers rette bopæl i en konkret bopælssag. Postvirksomheder har pligt til på begæring at udlevere oplysning om den adresse, som personen har oplyst til disse, også når den pågældende har bedt om adressebeskyttelse over for virksomhederne.

Bestemmelsen giver ikke mulighed for kommunerne for at indhente oplysninger om borgernes fagforeningsmæssige forhold. Der er således i forhold til fagforeninger alene tale om en adgang til, når kommunen skønner, der er behov herfor i en konkret sag om fastlæggelse af en borgers bopælsforhold, at spørge om, under hvilken adresse en borger er registreret i fagforeningen. En kommune kan endvidere kun rette henvendelse til en fagforening, hvis kommunen i forvejen er i besiddelse af oplysninger om, at en borger er medlem af en fagforening. En oplysning herom vil typisk være fremkommet i forbindelse med fagforeningens egen indberetning til det kommunale skattevæsen.

Som bestemmelsen i § 10, stk. 2, er formuleret, angiver denne umiddelbart alene, hvilke private der under strafansvar har pligt til at besvare kommunens spørgsmål. Der ligger imidlertid et beskyttelseshensyn til borgeren bag udformningen af bestemmelsen som en positivliste, og det må under hensyn til tilkendegivelserne under høringen over og den efterfølgende behandling af forslaget til CPR-loven i Folketinget konkluderes, at bestemmelsen er en egentlig positivliste over, hvilke private en kommune må anmode om oplysninger i forbindelse med en undersøgelse af en borgers adresseforhold.

Kommunen må således ikke kontakte andre private end dem, som er direkte nævnt i § 10, stk. 2, nr. 1-3, for at få oplysninger om en borgers adresseforhold. Som eksempel kan nævnes, at kommunen ikke må kontakte borgerens arbejdsgiver eller nabo, uanset om det oplyses, at denne ikke har pligt til at svare. Dette skyldes, at f.eks. en forespørgsel fra en kommune til en arbejdsgiver om en ansats adresseforhold vil afsløre, at kommunen undersøger borgerens bopælsforhold, også selvom arbejdsgiveren ikke kan pålægges at meddele de ønskede oplysninger.

Det kan tilføjes, at såfremt private af sig selv retter henvendelse til kommunen med oplysninger om en anden persons bopælsforhold, kan disse anvendes i en bopælssag, men der skal udfærdiges notat efter offentlighedslovens § 6 om henvendelsen, og identiteten på den private skal noteres ned, idet anonyme anmeldelser har en meget ringe bevisværdi. Tilsvarende gælder, hvis ansatte i kommunen fremkommer med relevante oplysninger, som disse er i besiddelse af, f.eks. om hændelser, som de tilfældigt har overværet i deres fritid.

I tilfælde hvor en part i en bopælssag selv inddrager andre private i sagen og måske oven i købet henviser kommunen til at rette henvendelse til disse, vil kommunen kunne henvende sig til disse og anmode om yderligere oplysninger, da der i så fald ikke er det samme beskyttelseshensyn.

Det er strafbart, hvis de i § 10, stk. 2, nævnte private m.v. undlader at afgive oplysninger, eller hvis logiværter afgiver urigtige oplysninger, jf. § 57, stk. 1, nr. 5. Der henvises til vejledningens kapitel 15.

7.5. Oplysninger fra den registrerede selv

I en bopælssag kan kommunen til brug for undersøgelsen af en persons bopælsforhold afkræve vedkommende selv en nærmere redegørelse om dennes bopælsforhold, jf. CPR-lovens § 10, stk. 2, nr. 1. En sådan redegørelse kan gives såvel skriftligt som mundtligt. Kommunen kan således ikke kræve, at personen møder op på kommunen. Hvis en person ikke ønsker at møde op på kommunen, bør kommunen for at oplyse sagen bedst muligt overveje i stedet skriftligt og gerne med præcise spørgsmål at bede vedkommende om at redegøre for sine bopælsforhold.

Som udgangspunkt kan en person straffes for ikke at fremkomme med en redegørelse efter § 10, stk. 2, nr. 1. Kommunen skal imidlertid udvise forsigtighed med at meddele den registrerede, at denne kan straffes herfor. Der henvises til forbuddet mod selvinkriminering, som er beskrevet i kapitel 15. Der henvises endvidere til afsnit 7.1. ovenfor.

7.6. Observationer og kontrolbesøg

Tilfældige observationer, som foretages af kommunens egne ansatte, kan anvendes i en bopælssag. Som eksempel kan nævnes, at en kommunalt ansat besøger familie eller venner og under et sådant besøg ikke kan undgå at bemærke, at der i nabohuset bor en person, som er registreret et andet sted. Oplysninger tilvejebragt på denne måde kan inddrages i kommunens sagsbehandling. Dette forudsætter dog, at der til sagen udfærdiges et notat efter offentlighedslovens § 6 herom.

Herudover kan enkeltstående observationer i forbindelse med verifikation af faktiske oplysninger anvendes. Det vil sige en observation, hvor et bestemt forhold skal kontrolleres. Et eksempel kan være, at det er oplyst i en sag, at et hus er ubeboeligt. Kommunen kan i dette tilfælde tage ud og besigtige ejendommen udefra med henblik på at se, om oplysningen er korrekt. Som et andet eksempel kan nævnes, at kommunen som led i sine undersøgelser kan foretage en enkelt besigtigelse af en adresse udefra for eksempelvis at søge oplyst, hvilke personer der er anført på navneskiltet samt for at vurdere adressens generelle karakter.

Derimod kan der ikke foretages nogen form for systematiseret observation af en borgers bopæl eller færden til brug for en adressesag. Enhver form for systematiseret observation af en borgers forhold forudsætter hjemmel, hvilket ikke er givet i CPR-loven.

Vedrørende spørgsmålet om kontrolbesøg på bopælen ligger det klart, at der ikke i CPR-loven er hjemmel til, at en kommune kan kræve at komme ind på en borgers bopæl for at vurdere, hvem der bor på adressen.

Kommunalt ansatte skal endvidere være yderst tilbageholdende med at tage ud på bopælen og opsøge borgeren. Dette kan kun accepteres i en situation, hvor kommunen forgæves har forsøgt både skriftligt og telefonisk at komme i kontakt med borgeren for at få en afklarende samtale om dennes bopælsforhold, og hvor kommunen skønner, at en sådan samtale er væsentlig for sagens afklaring. Det skal tilføjes, at formålet med besøget alene er at få aftalt tid til en samtale og ikke at få adgang til at besigtige bopælen, og at et besøg kun kan finde sted i dagtimerne.

Kommunalt ansatte kan således ikke, uden forgæves forudgående forsøg på at få en borger i tale, tage ud på den formodede adresse for at aflevere en mødeindkaldelse.

Såfremt en borger uopfordret anmoder kommunalt ansatte om at komme hjem og bese bopælen, kan kommunen dog tage imod en sådan invitation. Dette forudsætter imidlertid, at borgeren udtrykkeligt er vejledt om, hvad der er formålet med besøget, og er orienteret om, at kommunalt ansatte ikke har hjemmel til at foretage kontrolbesøg i bopælssager og derfor ikke har krav herpå. Der bør altid foretages et notat efter offentlighedslovens § 6 herom.

Kapitel 3

Kommunens folkeregistrering

1.

Folkeregistreringens grundlæggende principper

2.

Bopæl eller fast opholdssted

3.

Registrering »uden fast bopæl« eller som forsvundet

4.

Rådighed over flere boliger

5.

Registreringen af børn

6.

Bevægelige boliger

7.

Tvangsflytninger

7.1.

Indledning

7.2.

Oplysninger fra kommunen selv

7.3.

Oplysninger fra andre myndigheder

7.4.

Oplysninger fra private

7.5.

Oplysninger fra den registrerede selv

7.6.

Observationer og kontrolbesøg

Bilag 4

Bilag 4

Kassation af folkeregistermateriale

Bestemmelserne om, hvad der skal bevares, og hvad der må kasseres af folkeregistermateriale, er i medfør af lov om offentlige arkiver fastsat i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed og i bekendtgørelse nr. 640 af 27. juni 2001 om bevaring og kassation af primærkommunernes arkivalier. Bestemmelserne i sidstnævnte bekendtgørelse gælder ikke for Københavns og Frederiksberg Kommune, ligesom den ikke omfatter arkivalier, der er lagret på elektronisk medium.

Det fremgår af bilaget til bekendtgørelse nr. 640 under pkt. 3, hvilket materiale, der skal bevares på folkeregistreringsområdet.

Af § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 554 fremgår, at det materiale, som ikke skal bevares, først må kasseres, når der ikke længere er administrativt eller retligt behov for det. Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal i den forbindelse henlede kommunalbestyrelsens opmærksomhed på behovet for bl.a. at bevare materiale i sager, som kan forventes at give anledning til klagesager.

Det bevaringspligtige folkeregistermateriale fra tiden indtil 1978 kan afleveres til landsarkiverne eller til en kommunal arkivinstitution oprettet i henhold til § 4 i lov om offentlige arkiver m.v.

Landsarkiverne modtager bevaringspligtigt folkeregistermateriale fra tiden indtil 1978 uanset den sædvanlige 30-års frist for aflevering. Ved afleveringen skal materialet være ordnet og pakket efter det modtagende arkivs anvisning.

Landsarkiverne modtager bevaringspligtigt folkeregistermateriale for tiden indtil 1978 til vederlagsfri opbevaring, uanset den generelle regel om betaling for opbevaring af kommunale arkiver.

Kommunerne kan til eget brug fremstille mikrofilm / -fiche af det papirfolkeregistermateriale, der afleveres, men der er ikke pligt til at fremstille mikrofilm / -fiche af folkeregistermateriale, som afleveres til landsarkiverne.

Hvis man har afleveret folkeregistermaterialet til landsarkivet, påtager landsarkiverne sig at besvare forespørgsler udfra det afleverede materiale. I denne forbindelse opkræver landsarkiverne betaling til dækning af de omkostninger, der er forbundet med undersøgelsen og besvarelsen, efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed. Dette gælder også ved forespørgsler fra den afleverende kommune.

Kommuner, der afleverer folkeregistermateriale indtil 1978, skal henvise forespørgsler vedr. materialet til det arkiv, der har modtaget materialet.

Indholdsfortegnelse

Side

Om vejledningen

Bilag 4

Kassation af folkeregistermateriale

Kapitel 4

Indenlandske flytninger

Kapitel 4

Indenlandske flytninger

1. Indledning

En flytning mellem en grønlandsk og en dansk kommune betragtes som en indenlandsk flytning. Det bemærkes dog, at CPR-loven ikke er trådt i kraft på Grønland.

Efter § 12, stk. 3, kan kommunen kræve, at flytteanmeldelser skal være skriftlige og afgives på en særlig blanket. Der er således ikke i CPR-loven krav om, at flytteanmeldelser skal være skriftlige eller andre formkrav i øvrigt.

Det er ved elektronisk selvbetjening kommunens ansvar, at uvedkommende ikke kan få adgang til CPR’s oplysninger, og at det er den rette person, der har foretaget anmeldelsen af flytningen m.v. Der kan i den forbindelse henvises til Datatilsynets sikkerhedsvejledning (vejledning nr. 37 af 2. april 2001 til bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning.) Heri er bl.a. angivet regler om sikkerhed ved transmission af personoplysninger via eksterne kommunikationsforbindelser, f.eks. over Internet, herunder regler om kryptering samt sikring af autencitet og integritet ved passende sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. ved elektronisk signatur eller individuelle, fortrolige adgangskoder. Der henvises endvidere til Datatilsynets hjemmeside, www.datatilsynet.dk.

En kommune må aldrig registrere en anmeldt flytning, hvis den er i tvivl om, at det anmeldte er i overensstemmelse med de faktiske forhold, men skal først undersøge sagen, jf. § 6, stk. 3, 2. pkt., og § 12, stk. 4, 2. pkt. Dette skyldes, at hvis en registrering først er blevet foretaget, og kommunen efterfølgende bliver opmærksom på, at den muligvis ikke var korrekt, skal kommunen gennemføre en tvangsflytningssag efter §§ 10-11, medmindre borgeren er enig i, at registreringen kan annulleres / ændres.

Til sådanne tvivlstilfælde er der i CPR-lovens § 12, stk. 4, givet kommunen de samme hjælpemuligheder som ved tvangsflytninger til at undersøge sagen. Herunder kan kommunen indhente en udtalelse fra den udlejer, hos hvem indflytningen angives at have fundet sted. Hvis sagen efter afgivelsen af en sådan såkaldt logiværtserklæring fortsat anses for tvivlsom, må der foretages yderligere undersøgelser inden afgørelsen af, om tilmeldingen skal registreres.

Kommunerne skal være særlig opmærksomme på en situation, hvor der er registreret et flyttepåbud i CPR efter planlovens § 51 a, stk. 3, for den, der anmelder flytning. For sådanne personer er det altid velbegrundet at foretage en nærmere undersøgelse af tilmeldingen med henblik på at sikre, at det anmeldte svarer til det faktiske.

Der henvises i øvrigt til folkeregistreringscirkulærets § 5 om kommunens pligt til at orientere den registrerede og ejeren af sommerhuset om en række forhold vedrørende planlovgivningen / tilmeldingen, når en person melder flytning til en sommerhusadresse.

2. Børns flytning

Med hensyn til spørgsmålet om, hvor et barn skal bopælsregistreres, henvises til kapitel 3, afsnit 5. Nedenfor er procedurereglerne i forbindelse med børns flytning beskrevet.

Den, som i medfør af § 13, stk. 1, skal foretage flytteanmeldelsen, vil typisk være forældre-myndighedens indehaver, værgen eller en institution.

Om kommunen kan registrere en flytning, som er anmeldt af et barn, det vil sige en ugift person under 18 år, afhænger af, om kommunen bl.a. på grundlag af en vurdering af barnets modenhed skønner, at anmeldelsen svarer til de faktiske forhold, jf. herved § 12, stk. 4, 2. pkt., ligesom proceduren i § 13, stk. 2 (høring af ikke-medflyttende forældre), også vil skulle iagttages.

Procedurekravet i § 13, stk. 2, skal dæmme op for flytteanmeldelser for børn, som ikke svarer til de faktiske forhold. Meningen med bestemmelsen er ikke, at et barns adresse i CPR kun kan flyttes, hvis begge forældre er enige, men derimod, at kommunen skal have mulighed for at opdage ukorrekte anmeldelser ved, at begge parter har mulighed for at udtale sig, før kommunen afgør, om flytningen kan registreres. Bestemmelsen harmonerer også med forvaltningslovens bestemmelser om partshøring. Det bemærkes, at reglen i § 13, stk. 2, gælder, uanset hvem der har forældremyndigheden over barnet.

Samme procedure skal følges i situationer, hvor et barn, som tidligere har haft fælles bopæl med den ene forælder, flytter til udlandet, uden at denne forælder har bekræftet flytningen.

Opmærksomheden henledes på de særlige regler i de tilfælde, hvor der anmodes om adressebeskyttelse i forbindelse med flytningen, jf. CPR-loven § 13, stk. 3, og folkeregistreringscirkulæret § 6, stk. 2-3.

3. Kvittering for anmeldelse

Ifølge lovens § 12, stk. 5, har den, der har anmeldt en flytning, ret til at få en kvittering. Som det fremgår af formuleringen, er retten ikke betinget af, om flytningen registreres, men skal efter anmodning gives for selve anmeldelsen.

4. Anbringelse på kriminalforsorgens institutioner

Personer, som anbringes eller indsættes i en af kriminalforsorgens institutioner, det vil sige fængsler og arresthuse, skal som udgangspunkt ikke registreres på institutionen.

Det følger således af CPR-lovens § 15, folkeregistreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og folkeregistreringscirkulærets § 8, stk. 1, at vedkommende skal forblive folkeregistreret på sin hidtidige adresse, idet der dog skal gøres særligt notat om anbringelsen i »Kommunale notater 3 og 4«. Hvis den hidtidige adresse opgives, uden at vedkommende får en ny, skal vedkommende registreres uden fast bopæl i sin hidtidige bopælskommune, jf. folkeregistreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 3.

Hvis en person indsættes eller anbringes uden umiddelbar forudgående registrering i landet, skal vedkommende registreres uden fast bopæl i den kommune, hvor institutionen ligger, indtil der erhverves en bolig, jf. folkeregistreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 2.

I folkeregistreringscirkulærets § 8, stk. 2, er der fastsat særlige regler med hensyn til løsladelse / udskrivning af indsatte og anbragte.

Der gælder endvidere særlige regler for ophold på kriminalforsorgens pensioner, jf. CPR-lovens § 15, stk. 2.

Endelig bemærkes det, at bestemmelserne i CPR-lovens § 15, folkeregistreringsbekendtgørelsens § 3 og folkeregistreringscirkulærets § 8 ikke gælder personer, som efter rettens bestemmelse er anbragt på psykiatriske institutioner, og der henvises derfor for disse personers vedkommende til kapitel 3, afsnit 2, ovenfor.

Kapitel 4

Indenlandske flytninger

1.

Indledning

2.

Børns flytning

3.

Kvittering for anmeldelse

4.

Anbringelse på kriminalforsorgens institutioner

Kapitel 5

Tilflytning fra udlandet

Kapitel 5

Tilflytning fra udlandet

1. Indledning

En persons pligt til at anmelde flytning til landet indtræder, når følgende betingelser er opfyldt

Vedkommende ved, at opholdet skal vare i over 6 måneder (tilflyttere fra EU- eller EØS-land) / 3 måneder (tilflyttere fra øvrige lande), jf. § 16, stk. 2.

Vedkommende har erhvervet en bopæl eller et fast opholdssted.

For så vidt angår ikke-nordiske statsborgere, som indrejser uden opholdstilladelse / -bevis: Når vedkommende efterfølgende har fået meddelt opholdstilladelse / -bevis eller har fået besked fra udlændingemyndighederne om fritagelse fra dette.

En kommune må først registrere en indrejse, når opholdet i landet skal vare mere end 3 måneder, jf. § 16, stk. 1, når vedkommende har erhvervet en bopæl eller et fast opholdssted, jf. § 16, stk. 5, og når betingelserne i § 17 er opfyldt. Kommunen kan vente med at foretage registreringen, hvis den har særlig grund til at tvivle på, at opholdet i landet vil være over 3 måneder, jf. § 16, stk. 4.

En indrejse må således ikke registreres, hvis vedkommende ikke skal være i landet i mere end 3 måneder. Hvis opholdet er på 3 måneder eller derunder, er det således uden betydning, om vedkommende har bolig, familie eller anden tilknytning til Danmark. Det er ligeledes uden betydning, hvad formålet med opholdet i Danmark er.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal understrege, at der ikke må ske reservation af personnummer og registrering af indrejse, før det er klart, at indrejsebetingelserne er opfyldt, og den pågældende herefter tager ophold her i landet. Et personnummer, der fejlagtigt reserveres / tildeles, genanvendes ikke senere til en anden person.

3 / 6-månedersfristen beregnes fra det tidspunkt, hvor vedkommende indrejser i landet. Dette gælder også for så vidt angår ikke-nordiske statsborgere, uanset at disse først kan registreres, når betingelserne i § 17 er opfyldt.

Den dokumentation for opholdets varighed, som omtales i § 16, stk. 4, kan bestå i fremvisning af dokumenter, hvorefter den pågældende har truffet dispositioner, som intet fornuftigt menneske ville foretage, hvis opholdet var kortere, f.eks. bindende indbetaling af leje for et længere tidsrum, køb af hus, som kun egner sig som helårsbolig, optagelse på en uddannelse, indskrivning af barn i institution/skole eller lignende.

Viser det sig efterfølgende, at den pågældendes ophold i Danmark ikke opfyldte kravene for registrering af tilflytning, f.eks. fordi opholdet varede mindre end 3 måneder, skal indrejsen annulleres. Inden dette sker, skal kommunen i overensstemmelse med CPR-lovens § 11 have forsøgt at kontakte den pågældende, ligesom afgørelsen også skal meddeles skriftligt til den pågældende, hvis dette er muligt. Der henvises til bilag 3.

2. Ikke-nordiske statsborgere

Bestemmelsen i CPR-lovens § 17, stk. 1, indebærer, at udlændingemyndighederne for alle ikke-nordiske udlændinge skal have taget stilling til lovligheden af deres ophold her i landet, inden der sker en folkeregistrering af de pågældende i kommunerne. Dette indebærer også, at børn under 18 år, som tager ophold hos forældremyndighedens indehaver, først kan folkeregistreres, når udlændingemyndighederne har taget stilling til deres sag og tilkendegivet, at de pågældende ikke skal have en opholdstilladelse. Dette indebærer endvidere, at EU-statsborgere, der er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b, i Rådsdirektiv nr. 68/360 (grænsegængere), først kan blive folkeregistreret, når udlændingemyndighederne har afgivet en meddelelse om, at vedkommende er fritaget for opholdsbevis.

Opholdstilladelser / -beviser gives af Udlændingestyrelsen bortset fra opholdstilladelser / -beviser efter EF / EØS-bekendtgørelsen, der udstedes af statsamterne. En EU / EØS-statsborger som henvender sig for at blive registreret uden at have den fornødne EF / EØS-opholdstilladelse eller det fornødne EF / EØS-opholdsbevis, skal altid henvises til statsamtet, for at dette kan tage stilling til, om vedkommende er berettiget til en opholdstilladelse eller et opholdsbevis efter EF / EØS-bekendtgørelsen, eller om statsamtet må henvise sagen til Udlændingestyrelsen.

Opholdstilladelse eller opholdsbevis kan aldrig erstattes af en påstempling i passet fra udlændingemyndighederne om, at ansøgning er indgivet, eller af et brev fra disse om, at opholdstilladelsen eller opholdsbeviset kan forventes givet.

Oplysning om, at en person har anket et afslag herpå, kan heller aldrig danne grundlag for registrering af tilflytning. Den pågældende kan først registreres, hvis vedkommende får opholdstilladelse.

Bestemmelserne i § 17, stk. 2-3, regulerer nogle specielle forhold om henholdsvis genindrejse og visum / udrejsefrist i pas. Ved genindrejse, dvs. hvor den pågældende har været registreret som udrejst i CPR, og tidligere har fået meddelt opholdstilladelse / -bevis, som efter sit indhold ikke længere gælder, skal udlændingemyndighederne bekræfte, eventuelt telefonisk, at den tidligere meddelte opholdstilladelse / -bevis ikke skal anses for bortfaldet, før der kan ske registrering af indrejse.

Det bemærkes, at der for så vidt angår personer, som visiteres til en kommune efter integrationsloven, gælder særlige regler for bopælsregistrering, jf. folkeregistreringscirkulærets § 12 samt øvrige særligt fastsatte regler herom.

3. Udsendte og deres familiemedlemmer

CPR-lovens § 18, stk. 1, som omhandler personer, der uanset ophold her i landet ikke skal registreres, gælder også for personer, hvis ophold i Danmark er reguleret i aftaler om retsstillingen for styrker eller militære hovedkvarterer, som Danmark har tiltrådt. Tvivl om hvorvidt sådanne personer er omfattet af denne bestemmelse, må afklares ved en henvendelse til Forsvarsministeriet. I øvrigt omfatter bestemmelsen udenlandske statsborgere, som bor og opholder sig i Danmark på grund af arbejde på en ambassade, en international organisation eller lignende, og som har fået opholdstilladelse af Udenrigsministeriet (»registreret i Udenrigsministeriets protokol«). Det skal bemærkes, at selvom disse personer tillige får meddelt EF / EØS-opholdsbevis, kan de ikke folkeregistreres. Personer, der er ansat de ovennævnte steder, men som alene har fået opholdstilladelse af udlændingemyndighederne, er derimod ikke eksterritoriale og skal registreres efter de almindelige regler.

Familiemedlemmer til personer omfattet af stk. 1, dvs. ægtefælle og børn, skal efter § 18, stk. 2, heller ikke folkeregistreres, når de er en del af husstanden, medmindre de er danske statsborgere. Hvis familiemedlemmerne får arbejde her i landet og i den forbindelse skal have udstedt skattekort, skal de på sædvanlig vis have udstedt et »skattepersonnummer« efter anmodning fra skattevæsenet, jf. CPR-lovens § 3, stk. 1, nr. 3. Det samme gælder, hvis de inddrages under ATP, jf. § 3, stk. 1, nr. 2.

Børn, der fødes her i landet af personer omfattet af § 18, vil blive optaget i folkekirkens ministerialbog og derved få tildelt et administrativt personnummer, jf. folkeregisteringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, men vil ikke blive folkeregistreret i landet.

4. Internordiske flytninger

Personer, der tilflytter fra Finland, Island, Sverige, Norge eller Færøerne, skal efter den internordiske folkeregistreringsaftale samt CPR-lovens § 19 medbringe internordiske flyttepapirer. Dette vil dog ikke være muligt for personer, som har haft status som eksterritoriale i det andet nordiske land. Registreringen af sådanne personer må derfor ske uden anvendelse af disse flyttepapirer.

Der er fastsat supplerende regler om internordiske tilflytninger i folkeregistreringscirkulærets § 9.

5. Oplysninger, som skal gives ved tilflytning

Ved anmeldelse af tilflytning fra et andet nordisk land skal den tilflyttende give de oplysninger, som fremgår af CPR-lovens § 19.

Ved anmeldelse af tilflytning fra et land uden for Norden skal den tilflyttende give en række oplysninger, jf. § 20, der i nødvendigt omfang skal dokumenteres, jf. § 21. Denne dokumentation kan for visse oplysninger eventuelt ske ved forevisning af vedkommendes pas. Men der er ikke noget selvstændigt krav om forevisning af pas eller anden gyldig rejselegitimation med henblik på at sikre, at pågældende er lovligt indrejst her i landet. Hvis der ved registreringen af en indrejse opstår tvivl om gyldigheden af vielser, skilsmisser og andre retsstiftende kendsgerninger, der har fundet sted i udlandet, henvises til bilag 1 til vejledningen.

6. Medlemskab af folkekirken

Tilflyttere, som oplyser, at de er medlemmer af den danske folkekirke eller af et evangelisk-luthersk trossamfund i øvrigt, skal orienteres om, at de vil blive registreret som medlemmer af den danske folkekirke. Folkekirken på Færøerne er en del af den danske folkekirke.

Sådanne personer vil ikke kunne melde sig ud af folkekirken ved en erklæring til kommunen, men skal udmelde sig enten ved personligt fremmøde for eller ved skriftlig anmeldelse til den kirkebogsførende præst i det sogn, hvor medlemmet tager bopæl. Sker udmeldelsen af folkekirken inden 6 måneder efter tilmelding til CPR (ajourføringsdatoen), registreres udmeldelsen med virkning fra indrejsedatoen.

Kirkerne i de nordiske lande er evangelisk-lutherske. I øvrigt vil normalt kun tilflyttere, der stammer fra et af de nordeuropæiske lande eller Nordamerika, opfylde betingelserne for tilmelding til folkekirken. Ved tvivl om, hvorvidt et trossamfund er evangelisk-luthersk, kan der hentes vejledning i Kirkeministeriet.

7. Indrejsedato

Udgangspunktet er, at en tilflytning registreres med virkning fra det tidspunkt, hvor vedkommende er kommet ind i landet og har en bolig eller et fast opholdssted, jf. § 22, stk. 1, sammenholdt med § 16, stk. 5.

Personer, som indrejser og efterfølgende får opholdstilladelse / -bevis, kan dog først registreres med virkning fra datoen for udstedelsen heraf, jf. § 22, stk. 3.

Personer, som får opholdstilladelse / -bevis før indrejsen, skal registreres efter de almindelige reger, det vil sige med virkning fra det tidspunkt, hvor de er kommet ind i landet og har en bolig eller fast opholdssted, jf. § 22, stk. 1, sammenholdt med § 16, stk. 5. Det samme gælder personer, som får en bekræftelse fra udlændingemyndighederne om, at de er fritaget for opholdstilladelse- / bevis, jf. § 17, stk. 1, sammenholdt med § 22, stk. 1.

Kapitel 5

Tilflytning fra udlandet

1.

Indledning

2.

Ikke-nordiske statsborgere

3.

Udsendte og deres familiemedlemmer

4.

Internordiske flytninger

5.

Oplysninger, som skal gives ved tilflytning

6.

Medlemskab af folkekirken

7.

Indrejsedato

Kapitel 6

Fraflytning til udlandet

Kapitel 6

Fraflytning til udlandet

1. Ophold i udlandet over eller under 6 måneder

Registrering af fraflytning efter CPR-lovens § 24, stk. 1, af ophold i udlandet på over 6 måneder er en konstatering af, at den pågældende i en længere periode ikke opholder sig her i landet, hvilket ligestilles med en flytning. Det er således uden betydning, hvilket formål den pågældende har med udlandsopholdet. Endvidere er det ved sådanne længerevarende udenlandsophold uden betydning, om der opretholdes en bolig her i landet og / eller anskaffes bolig i udlandet.

Ifølge § 24, stk. 2, afbryder korte ophold her i landet ikke opholdet i udlandet, så længe vedkommende sover flest gange i udlandet. Der skal således foretages en konkret vurdering af, hvorvidt eventuelle ophold her i landet er af en sådan varighed, at udlandsopholdet afbrydes.

Det kan ikke kræves, at opholdet her i landet skal opfylde indrejsebetingelsen i § 16, stk. 1, det vil sige at opholdet er over 3 måneder. Man skal i stedet vurdere det forudgående udlandsophold i forhold til opholdets længde og formål her i landet.

Er der tale om skiftevise ophold i udlandet og her i landet, skal man vurdere de enkelte ophold i forhold til hinanden og i forhold til den samlede periode.

Er opholdet i udlandet 6 måneder eller derunder, og den hidtidige bolig opretholdes til fuld rådighed i hele perioden, har den pågældende ifølge lovens § 24, stk. 1, 4. pkt., efter anmodning ret til fortsat at være registreret som boende på sin hidtidige adresse. Hvis den hidtidige bolig er fremlejet ud, er den ikke til fuld rådighed. Det samme gælder, hvis vedkommende ikke lovligt (hele året) kan bo og overnatte på adressen. Dette er f.eks. tilfældet, hvis vedkommende er registreret i et sommerhus, et erhvervslejemål eller et kolonihavehus, som det ikke er lovligt at opholde sig i / overnatte i hele året. Registrering i et sommerhus vil kunne opretholdes, hvis vedkommende har fået dispensation efter planlovgivningen til at bebo sommerhuset hele året. En registrering på et fast opholdssted, jf. § 6, stk. 2, vil ikke kunne opretholdes. Rådighed over en bevægelig bolig vil kun kunne danne grundlag for fortsat registrering, hvis vedkommende efter § 9 er berettiget til at være folkeregistreret på det sted, hvor den bevægelige bolig befinder sig.

Om personer, der opholder sig i udlandet i 6 måneder eller mindre uden at opretholde den hidtidige bolig til fuld rådighed, jf. § 24, stk. 1, 5. pkt., kan siges at være flyttet til udlandet og derfor skal registreres som udrejst, må afgøres efter et konkret skøn i overensstemmelse med almindelig opfattelse af, hvornår en person kan anses for flyttet. Som eksempler på momenter, der kan lægges vægt på, kan nævnes følgende

Hvor befinder den pågældendes møbler og øvrige ejendele sig?

Hvor befinder ægtefælle eller mindreårige børn sig?

Er det et ferieophold, eller arbejdes der i udlandet?

Står der en bolig parat til den pågældende ved opholdets afslutning?

Det bemærkes, at hvis en person efter et konkret skøn efter § 24, stk. 1, 5. pkt., kan forblive registreret i Danmark, skal vedkommende registreres som værende uden fast bopæl i sin seneste bopælskommune.

CPR-lovens § 24 regulerer, hvornår en person er forpligtet til at anmelde udrejse, og tager således ikke direkte stilling til en situation, hvor en person ønsker at blive registreret som udrejst. En person er derfor ikke efter § 24, stk. 1, forpligtet til at opholde sig i udlandet i 6 måneder for, at vedkommende har ret til at blive registreret som udrejst.

Hvis et udlandsophold, som efter hensigten ved udrejsen registreredes som en fraflytning, får et andet og kortere forløb end forventet, må der, hvis den pågældende anmoder derom, foretages en konkret vurdering af, om udrejsen skal annulleres. Det skal således vurderes, om den hidtidige bolig er opretholdt til fuld rådighed, eller hvis dette ikke er tilfældet om vedkommende alligevel ikke skal betragtes som fraflyttet til udlandet, jf. ovenfor. Annullationen er en afgørelse, som skal træffes efter forvaltningslovens regler herom. Der henvises til bilag 3.

Viser et udlandsophold, som oprindeligt skønnedes kun at ville vare 6 måneder eller mindre, at blive længerevarende, skal den pågældende efterfølgende registreres som udrejst fra det faktiske udrejsetidspunkt.

En orientering fra et andet EU-land om, at en person har anmodet om at stemme ved et Europaparlamentsvalg dér, er ikke tilstrækkeligt grundlag for at registrere den pågældende som udrejst, men der bør foretages en nærmere undersøgelse af den pågældendes forhold, inden eventuel registrering af udrejse.

I øvrigt henledes opmærksomheden på kommunernes forpligtelse til at tilsende eller udlevere ansøgningsskemaer om optagelse på folketingsvalglisten af personer, der opholder sig i udlandet, og notere dette i CPR, jf. § 3, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 306 af 3. maj 2001 om optagelse på folketingsvalglisten af personer, der har valgret uanset ophold i udlandet. Der henvises til vejledning nr. 134 af 4. juli 2001 om behandling af ansøgninger om optagelse på folketingsvalglisten af personer, der har valgret uanset ophold i udlandet. Der henvises endvidere til CPR-lovens bilag 1, nr. 15. Det bemærkes, at dette også gælder i forhold til udsendte, som på trods af reglerne i § 24, stk. 5 eller 6, registreres som udrejst af Danmark, fordi de udsendes til et nordisk land (bortset fra Færøerne), som folkeregistrerer dem som indrejst i dette land, jf. afsnit 2 nedenfor.

2. Udsendte og deres familiemedlemmer

De personer, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 24, stk. 5, vil bl.a. være personer, som forsvaret eller Beredskabsstyrelsen har sendt til udlandet med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver, samt udenrigstjenestens og forsvarets personale, når disse gør tjeneste i udlandet. Disse, herunder samlevere og børn under 18 år med bopæl hos forældrene, jf. § 24, stk. 6, bliver registreret på deres hidtidige bopæl eller, såfremt denne opgives, i deres hidtidige bopælskommune under høj vejkode. Under udsendelsen kan vedkommendes aktuelle udenlandsadresse registreres i CPR som supplerende adresse, jf. § 24, stk. 3.

I tilfælde af at en person, som er omfattet af § 24, stk. 5, beordres til tjeneste i landene omfattet af den internordiske folkeregistreringsaftale, det vil sige Finland, Island, Norge, Sverige og Færøerne, skal vedkommende registreres som udrejst, hvis modtagerlandets materielle folkeregistreringsregler medfører, at denne skal registreres som indrejst i dette land. Dette gælder tillige for personer omfattet af § 24, stk. 6. Den internordiske folkeregistreringsaftale har således forrang for § 24, stk. 5-6, i disse særlige tilfælde.

3. Internordiske flytninger

Pligten til at udlevere internordiske flyttepapirer efter lovens § 25 påhviler kommunen, selv om den flyttende ikke opfylder de danske regler om udrejse, idet det efter den internordiske folkeregistreringsaftale er tilflytningslandet, som afgør om den pågældende efter dette lands folkeregistreringsregler skal anses som bosat i dette.

Der er fastsat supplerende regler om udstedelse af internordiske flyttepapirer i folkeregistreringscirkulærets § 10.

Kapitel 6

Fraflytning til udlandet

1.

Ophold i udlandet over eller under 6 måneder

2.

Udsendte og deres familiemedlemmer

3.

Internordiske flytninger

Kapitel 7

De registreredes beskyttelse mod videregivelse af oplysninger

Kapitel 7

De registreredes beskyttelse mod videregivelse af oplysninger

I CPR-lovens kapitel 7 er samlet regler om de forskellige former for beskyttelse mod videregivelse af oplysninger, som borgeren kan anmode om, det vil sige navne- og adressebeskyttelse, lokalvejviserbeskyttelse samt beskyttelse mod henvendelser i forbindelse med statistik og forskning eller i markedsføringsøjemed.

Adressebeskyttelsen i § 28 er kombineret med en navnebeskyttelse. Personer, som før lovens ikrafttræden har fået adressebeskyttelse, er fra 1. juli 2000 også blevet navnebeskyttet. Adressebeskyttelsen gælder også en eventuel udenlandsadresse. En supplerende adresse, en kontaktadresse eller en værges adresse kan derimod ikke beskyttes. I stedet kan den pågældende vælge ikke at få registreret disse adresser i CPR.

Borgeren kan ikke kræve, at navne- og adressebeskyttelsen registreres for mere end et år ad gangen, men kommunen kan give beskyttelsen for en længere periode, hvis der er tale om helt særlige forhold. Hvis vedkommende ved udløbet af beskyttelsesperioden selv ønsker beskyttelsen fornyet, er der ikke noget til hinder herfor.

Hvis en person anmoder om navne- og adressebeskyttelse, skal kommunen give vedkommende en række oplysninger, jf. folkeregistreringsbekendtgørelsens § 4.

Kommunen må ikke af egen drift i forbindelse med en adresseforespørgsel efter lovens § 42, stk. 1 - 2, rette henvendelse til en borger for at opfordre denne til at få adressebeskyttelse, f.eks. for at forhindre et adoptivbarn i at komme i kontakt med sin biologiske mor eller far.

En markering efter lovens § 29, stk. 2, indebærer, at den pågældende ikke må kontaktes i forbindelse med statistiske og videnskabelige undersøgelser, hvortil Indenrigs- og Sundhedsministeriet leverer oplysninger fra Det Centrale Personregister eller foretager adressering og udsendelse af materiale. Markeringen forhindrer derimod ikke, at den pågældende indgår i undersøgelsen. Den pågældende må blot ikke kontaktes af forskeren. Markeringen vil endvidere ikke udelukke, at den pågældende kontaktes, hvis det konstateres, at vedkommende er eller kan være smittet med en sygdom, eller hvis man i forbindelse med undersøgelsen vedrørende lægemiddelinteraktion bliver opmærksom på særligt farlige interaktionsmønstre, som bør medføre henvendelse til den pågældende.

Der er i CPR-loven fastsat særlige regler for, hvornår der på trods af navne- og adressebeskyttelse alligevel kan ske videregivelse, jf. opregningen i § 28. Der henvises til de relevante kapitler i denne vejledning.

Kapitel 7

De registreredes beskyttelse mod videregivelse af oplysninger

Kapitel 8

Kommunernes og Indenrigs- og Sundhedsministeriets videregivelse af oplysninger til offentlige myndigheder

Kapitel 8

Kommunernes og Indenrigs- og Sundhedsministeriets videregivelse af oplysninger til offentlige myndigheder

Ved henvendelse med ønske om udlevering af oplysninger er det første, som må afgøres, om den spørgende er en dansk offentlig myndighed. Der henvises herom til bilag 2.

Udenlandske offentlige myndigheder skal i relation til CPR-loven sidestilles med private, og kommunen vil derfor altid skulle besvare sådanne forespørgsler efter reglerne i CPR-lovens kapitel 12 om videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private. Dette gælder også, hvor forespørgslen formidles af en anden dansk offentlig myndighed, f.eks. en dansk ambassade.

Oplysningerne i CPR kan stilles til rådighed for andre danske myndigheder. Dette kan ske ved udlevering af enkeltoplysninger fra kommunerne, jf. CPR-lovens § 33, eller efter aftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet via terminaladgang, engangsudtræk eller løbende udtræk, jf. CPR-lovens § 32.

Alle kommuner har ligesom Indenrigs- og Sundhedsministeriet adgang til CPR's oplysninger. Enhver kommune vil derfor kunne give de aktuelle oplysninger om en person. Herudover kan kommunerne på grundlag af CPR-systemet oplyse en persons navne, adresser og civilstande tilbage til 1. januar 1971 samt statsborgerret tilbage til 1. oktober 1991. Oplysninger om, hvem der har boet på en adresse, kan gives tilbage til 1. januar 1986.

Folkeregistreringsoplysninger, der ikke fremgår af CPR, skal søges i den daværende bopælskommune. Indenrigs- og Sundhedsministeriet råder ikke over andre folkeregistreringsoplysninger end dem, der findes i CPR, og besvarer ikke enkeltforespørgsler om det konkrete indhold af CPR.

Forespørgsler om CPR-oplysninger, som en myndighed selv har terminaladgang til, kan kommunen henvise til besvarelse hos myndigheden selv, uanset om det er en anden del af forvaltningen, der spørger. Oplysning om, hvilke myndigheder der har terminaladgang til CPR, kan i øvrigt oplyses af Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor.

Ifølge CPR-lovens § 31 skal videregivelse af oplysninger til en anden offentlig myndighed ske efter reglerne i persondataloven. Heri ligger et krav om, at den modtagende myndighed skal være berettiget til at behandle oplysningerne. De generelle betingelser for, hvornår en behandling må finde sted, findes i kapitel 4 i den pågældende lov.

For offentlige myndigheders enkeltforespørgsler til kommunerne kan kommunerne kræve op til 27 kr. pr. forespørgsel. Dette gælder dog ikke for de forespørgsler, som er nævnt i CPR-lovens § 33, stk. 3, samt ifølge boafgiftsloven de enkeltforespørgsler, som kommer fra skifteretter, eksekutorer, privatskiftende arvinger, anmeldelsespligtige, kommunale skattemyndigheder og statslige told- og skattemyndigheder til brug ved beregning af bo- eller gaveafgifter.

For at sikre at offentlige myndigheder ikke uforvarende kommer til at videregive navne og adresser, som er beskyttet, er det helt nødvendigt, at oplysninger om en sådan beskyttelse, altid som anført i § 34 gives sammen med de pågældende oplysninger og desuden noteres hos den modtagende myndighed.

Kapitel 8

Kommunernes og Indenrigs- og Sundhedsministeriets videregivelse af oplysninger til offentlige myndigheder

Kapitel 9

Kommunernes videregivelse m.v. af oplysninger til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed

Kapitel 9

Kommunernes videregivelse m.v. af oplysninger til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed

Når kommunen skal beslutte, om man til statistisk og videnskabeligt brug vil give adgang efter CPR-lovens § 37 til ældre folkeregistermateriale, der fortsat befinder sig i kommunen, fordi det ikke er afleveret til landsarkiverne, vil dette bl.a. kunne ske ud fra en vurdering af, om man har ressourcer til at varetage denne opgave.

Det er en betingelse for videregivelsen, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger.

Inden en offentlig myndighed påbegynder behandlingen af oplysninger i et forskningsprojekt m.v., skal der som altovervejende hovedregel foreligge en udtalelse fra Datatilsynet. Kommunen vil således ofte kunne sikre sig, at myndigheden er berettiget til at behandle oplysningerne ved at se en kopi af Datatilsynets udtalelse.

For private forskningsprojekter m.v. skal som udgangspunkt ikke foreligge en udtalelse fra Datatilsynet, men omfatter projektet behandling af følsomme oplysninger, oplysninger om strafbare forhold eller andre oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, f.eks. oplysninger om væsentlige sociale problemer, er der krav om forudgående egentlig tilladelse fra Datatilsynet. Der henvises til § 50, stk. 1, nr. 1, i persondataloven. Kommunen vil derfor normalt også kunne sikre sig, at den private er berettiget til at behandle oplysningerne, ved at se en kopi af denne tilladelse fra Datatilsynet.

I tvivlstilfælde, herunder hvor der ikke skal foreligge en udtalelse eller en godkendelse, kan der indhentes en udtalelse fra Datatilsynet.

Det bemærkes specielt, at der ikke i § 37 er indeholdt en adgang for kommunerne til at foretage en kuvertering svarende til Indenrigs- og Sundhedsministeriets mulighed herfor efter § 41, jf. nedenfor i kapitel 11.

Om den almindelige adgang for enhver til oplysninger fra gammelt folkeregistermateriale henvises til CPR-lovens § 48.

Kapitel 9

Kommunernes videregivelse m.v. af oplysninger til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed

Kapitel 10

Indenrigs- og Sundhedsministeriets videregivelse af oplysninger til private

Kapitel 10

Indenrigs- og Sundhedsministeriets videregivelse af oplysninger til private

CPR-lovens § 38 hjemler enhver juridisk person adgang til en række standardoplysninger i CPR, hvis vedkommende er berettiget til at behandle disse oplysninger efter persondataloven og desuden kan identificere de enkelte personer som angivet i bestemmelsens stk. 5. For foreninger er der yderligere stillet det krav, at foreningen skal have et anerkendelsesværdigt formål.

Kapitel 10

Indenrigs- og Sundhedsministeriets videregivelse af oplysninger til private

Kapitel 11

Indenrigs- og Sundhedsministeriets forsendelse for udenlandske myndigheder

Kapitel 11

Indenrigs- og Sundhedsministeriets forsendelse for udenlandske myndigheder

De vilkår, som Indenrigs- og Sundhedsministeriets stiller for udsendelse af materiale for myndigheder i andre lande med hjemmel i lovens § 41, vil bl.a. indeholde bestemmelser, der sikrer anonymiteten for personerne i personkredsen.

Der er ikke i CPR-loven nogle bestemmelser, som hjemler kommunerne en adgang til at foretage kuvertering. Kommunerne vil kun kunne foretage kuvertering for private, hvis der andetsteds i lovgivningen er hjemmel herfor. En sådan hjemmel findes i § 41 a i friskoleloven for udsendelse af materiale for en friskole til en afgrænset personkreds i skolekommunen, dog ikke personer med navne- og adressebeskyttelse eller lokalvejviserbeskyttelse.

Kapitel 11

Indenrigs- og Sundhedsministeriets forsendelse for udenlandske myndigheder

Kapitel 12

Kommunernes videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private

Kapitel 12

Kommunernes videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private

1. Indledning

CPR-lovens kapitel 12 regulerer udtømmende kommunernes videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private, bortset fra videregivelsen til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed efter lovens kapitel 9.

Kapitlet vedrører kun videregivelse til private. Videregivelse til andre offentlig myndigheder er reguleret af kapitel 8 og til dels kapitel 9. Om sondringen mellem offentlige myndigheder og private henvises til bilag 2.

Udlevering af anonyme oplysninger fra CPR, det vil sige oplysninger, der ikke kan henføres til enkeltpersoner, er ikke reguleret af CPR-loven. Er der tale om statistiske oplysninger, kan forespørgsler herom eventuelt henvises til Danmarks Statistik.

2. Krav om identifikation

Bestemmelsen i § 42 regulerer privates enkeltforespørgsler til kommunerne om konkrete personer. Der stilles i stk. 6 som fælleskrav, at spørgeren på forhånd kan identificere den pågældende person på en bestemt måde. Først når denne betingelse er opfyldt, kan spørgeren få de standardoplysninger, der fremgår af stk. 2.

En angivelse af en navnekombination - gammelt fornavn og nyt efternavn - som personen aldrig har båret, vil være tilstrækkelig navneidentifikation, når dette kombinationsnavn sammenholdt med de øvrige identifikationsoplysninger ikke efterlader tvivl om, hvilken person der efterspørges. Tilsvarende gælder ved en kombination af nyt fornavn og gammelt efternavn, som personen ikke har båret på samme tid.

Adoptivbørn, som søger oplysning om deres biologiske forældre i CPR eller i ældre folkeregistermateriale, men som ikke har de nødvendige identifikationsoplysninger, kan ofte få de manglende oplysninger til identifikationen i Civilretsdirektoratet. For personer født efter 1. januar 1938 kan oplysningerne også ofte findes i ministerialbøgerne.

3. Videregivelse af andre oplysninger end standardoplysningerne

I § 42, stk. 3-5, og § 43 er der givet adgang til at videregive andre oplysningstyper end standardoplysningerne under forudsætning af, at spørgeren på forhånd har identificeret vedkommende.

Efter § 42, stk. 3, skal kommunerne levere oplysning om vedkommendes civilstand, bortset fra oplysning om separation, og slægtskabsforhold til selskaber og pensionskasser omfattet af lov om forsikringsvirksomhed samt pengeinstitutter ved administration af opsparing i pensionsøjemed, jf. kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser.

Begrebet forsikringsvirksomhed er ikke defineret i lov om forsikringsvirksomhed, men fastsættes gennem Finanstilsynets praksis. Der henvises til tilsynets hjemmeside på www.ftnet.dk, som indeholder en oversigt over samtlige godkendte forsikringsvirksomheder og pengeinstitutter (virksomheder under tilsyn).

Pengeinstitutter er banker, sparekasser og andelskasser. Kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser vedrører opsparing i pensionsøjemed i form af kapitalpension, rateopsparing og selvpension.

Bestemmelsen i § 42, stk. 4, giver kreditoplysningsbureauer, som Datatilsynet har meddelt tilladelse til kreditoplysningsvirksomhed, ret til at få leveret beskyttede navne og adresser. Der henvises til Datatilsynet eller Datatilsynets hjemmeside, www.datatilsynet.dk, hvor der er offentliggjort en liste (»Fortegnelse«) over alle de anmeldelser fra bl.a. kreditoplysningsbureauer, som Datatilsynet har givet tilladelse til.

Navne- og adressebeskyttelse kan normalt ikke opretholdes over for kreditorer, der agter at foretage skridt til opkrævning eller inddrivelse af en forfalden fordring, jf. § 42, stk. 5. Det bemærkes, at fuld sikkerhed for, at betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt, forudsætter, at kreditor kan fremvise en forfalden, ubetalt fordring, som debitor har underskrevet, og hvis ægthed kommunen ikke er i tvivl om. At en fordring er forfalden betyder, at den sidste rettidige betalingsdag er overskredet. Hvis skyldneren ikke har underskrevet dokumentet, er der ingen sikkerhed for, at dette vedrører en reel fordring. Kommunen bør i sådanne tilfælde kun udlevere en beskyttet adresse, hvis man på grund af kendskab til spørgeren har en velbegrundet opfattelse af, at fordringen er reel. Mener kommunen, at der kan rejses tvivl om fordringens eksistens, skal tvivlen afklares ved, at kommunen forelægger anmodningen for den angivelige skyldner. Kommunen er således forpligtet til at undersøge sagen nærmere og kan ikke blot afvise henvendelsen. Hvis kravet er over 5 år, bør kommunen i øvrigt være opmærksom på, at kravet kan være forældet.

Navne- og adressebeskyttelsen skal opretholdes over for kreditorer, hvor formålet med at præsentere en forfalden fordring ikke er at få de penge m.m., man har tilgode, men derimod er en måde at omgå beskyttelsen på. Der må i almindelighed kunne ses bort fra muligheden for omgåelse, hvis den spørgende er en forretningsvirksomhed, herunder en advokatvirksomhed. Hvis kommunen finder, at der er en risiko for omgåelse, skal anmodningen forelægges skyldneren.

Kapitel 12

Kommunernes videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private

1.

Indledning

2.

Krav om identifikation

3.

Videregivelse af andre oplysninger end standardoplysningerne

4.

Indsigt i oplysninger om vedkommende selv (indsigtsret)

5.

Beskyttelse mod yderligere videregivelse m.v

6.

Logiværters adgang til oplysninger om tilmeldte personer

7.

Gammelt folkeregistermateriale

8.

Oplysninger om afdøde

Kapitel 13

Offentlige myndigheders behandling af personnumre

Kapitel 13

Offentlige myndigheders behandling af personnumre

Det følger af § 11, stk. 1, i persondataloven, at offentlige myndigheder må anvende personnumre med henblik på entydig identifikation eller som journalnummer. De nærmere regler om de offentlige myndigheders brug er fastsat i kapitel 13 i CPR-loven.

De private dataansvarliges behandling af personnumre er ikke reguleret af CPR-loven. Spørgsmål om lovligheden af privates anvendelse af personnumre skal rettes til Datatilsynet.

Om sondringen mellem offentlige myndigheder og private henvises til bilag 2.

Iagttagelsen af de ligestillingsmæssige hensyn, som nævnes i § 52, stk. 2, indebærer, at forvaltningen aldrig ubegrundet må registrere en bestemt sagstype under det ene køns personnummer. Der er adgang til at klage over manglende overholdelse af denne regel til Ligestillingsnævnet.

I forbindelse med § 53 skal bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt en person har pligt til at give oplysning om sit eget personnummer til en offentlig myndighed, vil bero på hjemmelen i det enkelte tilfælde, men dette vil i praksis normalt være nødvendigt som led i vedkommendes identifikation. Hjemmelen kan være fastsat direkte i en lov eller være fastsat i regler i henhold til lov, eller afgivelsen af personnummer kan i øvrigt være en nødvendig identifikation til varetagelse af opgaver pålagt efter lovgivningen.

Bestemmelsen i § 54, stk. 1, indebærer, at der ikke er noget til hinder for at påføre personnummeret på breve, som sendes til den pågældende i lukket kuvert, og personnummer kan i øvrigt efter § 54, stk. 2, angives fuldt læseligt på giroindbetalingskort, såfremt dette fremsendes i lukket kuvert til den pågældende. Baggrunden herfor er, at den pågældende i givet fald vil kunne vælge at betale på anden vis end ved anvendelse af giroindbetalingskortet, samt at betaling på postkontoret via girokortet i givet fald alene vil passere ansatte på et postkontor, som har tavshedspligt.

Bestemmelsen i § 54, stk. 3, om forbud mod offentliggørelse i Statstidende skal ses i lyset af forbudet i § 11, stk. 3, i persondataloven mod offentliggørelse af personnummer uden udtrykkeligt samtykke.

Kapitel 13

Offentlige myndigheders behandling af personnumre

Kapitel 14

Beredskab, sikkerhedsforanstaltninger m. v.

Kapitel 14

Beredskab, sikkerhedsforanstaltninger m. v.

Lovens kapitel 14 sikrer Indenrigs- og Sundhedsministeriet hjemmel til at træffe de nødvendige forholdsregler for, at CPR-systemet ikke kommer i uvedkommendes hænder, at administrationen kan foregå under en krise, og at CPR-systemet igen kan tages i brug, når forholdene normaliseres.

Kapitel 14

Beredskab, sikkerhedsforanstaltninger m.v

Kapitel 15

Klage og straf

Kapitel 15

Klage og straf

1. Klage

1.1. Klage over afgørelser efter CPR-loven

Det, der efter bestemmelsen i § 56 kan påklages, er kommunens afgørelser efter CPR-loven. På folkeregistreringsområdet træffer kommunen først og fremmest afgørelser om borgernes bopælsregistrering, men bl.a. også om udlevering af oplysninger fra CPR og ældre folkeregistermateriale samt om registrering af andre oplysninger end bopælsoplysninger.

Hvor kommunerne indsætter oplysninger i CPR på grundlag af indberetninger til kommunen fra andre myndigheder, f.eks. statsamter, ministerialbogsførere og domstole, træffes der ikke nogen afgørelse i medfør af folkeregisterlovgivningen, og der kan derfor ikke klages i medfør af denne klagebestemmelse. Eventuel klage over indholdet af sådanne registreringer må derfor rettes til den myndighed, der er ansvarlig for indholdet af registreringerne, eller til denne myndigheds klageinstans.

Det er endvidere en forudsætning, at der er truffet en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der henvises til bilag 3, afsnit 2. En udsendelse af et bødeforlæg, jf. § 58, stk. 1, er f.eks. ikke en afgørelse. Det samme gælder kommunernes eventuelle overtrædelse af reglerne i CPR-lovens §§ 52-54. Ministeriet er således ikke et egentligt klageorgan i forhold hertil.

Endvidere bemærkes det, at hvis en borger er utilfreds med en kommunes sagsbehandling, men ikke med afgørelsen, kan dette heller ikke påklages særskilt til ministeriet. Dette afskærer imidlertid ikke ministeriet fra at tage stilling til kommunens sagsbehandling i forbindelse med, at en part klager over en afgørelse.

Særligt med hensyn til klager over overtrædelse af CPR-lovens § 52, stk. 2, sidste pkt., bemærkes, at klage kan indbringes for Ligestillingsnævnet.

Klagen skal inden 4 uger fra modtagelsen indgives til den kommune, som har truffet afgørelsen, da denne kommune skal genvurdere sagen, herunder med de eventuelle nye oplysninger, som er anført i klagen.

1.2. Forældelse af klager

Med hensyn til 2-årsfristen i § 56, stk. 3, bemærkes det, at en kommune uanset denne bestemmelse både kan og skal påbegynde en undersøgelse, hvis den får en formodning om, at en registrering er ukorrekt, jf. § 10, stk. 1. Det er således uden betydning, at der er tale om en ældre registrering, og uden betydning, om kommunen får denne formodning som følge af en henvendelse fra den registrerede selv. Tilsvarende gælder, at en kommune både kan og skal ændre en registrering, hvis en person, som tidligere har indgivet en flytteanmeldelse, dokumenterer, at denne var ukorrekt, jf. § 12, stk. 6, 2. pkt. Endelig afskærer bestemmelsen ikke en kommune fra at ændre en registrering, uanset denne ikke har pligt hertil efter § 10, stk. 1, eller § 12, stk. 6, 2. pkt.

Hvis en kommune træffer afgørelse om tvangsflytning, hvorved en ældre registrering ændres, er der almindelig adgang til at klage til Indenrigs- og Sundhedsministeriet over denne afgørelse, idet den ældre registrering i så fald er blevet ændret inden for 2-årsfristen, jf. formuleringen af § 56, stk. 3. Hvis kommunen imidlertid træffer afgørelse om at opretholde en ældre registrering mod den registreredes ønske, har sagens part(er) derimod ikke adgang til at klage til ministeriet, jf. § 56, stk. 3.

En kommune skal ikke genvurdere en sag, hvis 4-ugersfristen i § 56, stk. 2, er overskredet. Fristen på 4 uger for indgivelse af klager over afgørelser løber fra det tidspunkt, klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En afgørelse er meddelt, når denne er kommet frem til adressaten. Indenrigs- og Sundhedsministeriet antager, at dette er tilfældet 2 dage efter afsendelsen af afgørelsen ved almindelig postgang. Der er ikke noget krav om, at afgørelsen skal være kommet til klagerens kendskab.

Er fristen overskredet, skal kommunen blot sende sagen videre til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med en indstilling om, at sagen afvises, og ministeriet tager herefter stilling til, om der er tale om en undskyldelig fristoverskridelse.

Det er af hensyn til vurderingen af, om der er sket en (undskyldelig) fristoverskridelse meget væsentligt, at kommunerne stempler klager som indgået den dato, hvor disse er modtaget i kommunen.

1.3. Behandling af klager

Hvis den kommune, som modtager klagen, giver klageren medhold, skal den underrette klageren herom, hvorefter sagen er afsluttet og ikke skal videresendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Hvis kommunen ikke kan give klageren medhold, indsendes sagen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet til endelig afgørelse, jf. CPR-lovens § 56, stk. 2. Alle akter i sagen bedes medsendt. Der henvises i øvrigt til bilag 3, afsnit 9. Opmærksomheden henledes på, at alle parter i sagen skal tilsendes kopi af klagen og genvurderingen og orienteres om, at eventuelle kommentarer skal fremsættes over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden 4 uger, jf. CPR-lovens § 56, stk. 2.

Der er i klagereglerne ikke nogen bestemmelse om opsættende virkning, og det er således de almindelige forvaltningsretlige regler for opsættende virkning, som finder anvendelse. Der henvises til bilag 3, afsnit 7.6.

Efter lovens § 56, stk. 4, kan Indenrigs- og Sundhedsministeriet afvise, stadfæste, hjemvise eller ændre en afgørelse. Der henvises til bilag 3, afsnit 10.

2. Straf

Efter § 57 kan der ifaldes straf i form af bøde for visse overtrædelser af CPR-loven, såfremt overtrædelsen er sket forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Med hensyn til straf for at undlade at komme med en redegørelse efter § 10, stk. 2, nr. 1, skal kommunen være opmærksom på, at bestemmelsen om oplysningspligt skal administreres med respekt for det forbud mod »selvinkriminering« som er nævnt i artikel 14, stk. 3, litra g, i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Efter denne bestemmelse skal enhver ved afgørelsen af en anklage mod ham for et strafbart forhold være berettiget til ikke at blive tvunget til at vidne mod sig selv eller erkende sin skyld.

Af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan udledes et lignende forbud mod selvinkriminering, således som konventionens artikel 6, stk. 1, om en retfærdig rettergang er blevet fortolket i praksis. Det følger heraf, at en person ikke under strafansvar (eksempelvis efter § 57, stk. 1, nr. 5, ved at undlade at afgive oplysninger) kan pålægges at give oplysninger, der vil kunne udsætte den pågældende selv for straf, hvis vedkommende på det tidspunkt er »tiltalt« (»charged«) i konventionens forstand.

Den form for myndighedskontrol, der er omfattet af bestemmelsen i CPR-lovens § 10, stk. 2, sker for at kontrollere en persons bopælsforhold uden for strafferetten, dvs. uden at der foreligger mistanke om en konkret strafbar lovovertrædelse. Der kan med hjemmel i bestemmelsen indhentes en nærmere redegørelse fra personen selv om dennes bopælsforhold i de situationer, hvor kommunen som led i det almindelige tilsyn og kontrol undersøger, om en person er korrekt bopælsregistreret. Det bemærkes i øvrigt, at denne ikke kan straffes for at fremkomme med ukorrekte oplysninger.

Bestemmelsen i § 10, stk. 2, nr. 1, kan derimod ikke anvendes til under strafansvar efter § 57, stk. 1, nr. 5, at indhente oplysninger fra den pågældende selv, hvis der på det tidspunkt, hvor oplysningerne søges indhentet, er konkret mistanke om, at denne har gjort sig skyldig i et strafbart forhold i forbindelse med adresseregistreringen i CPR. I så fald må fremskaffelsen af oplysninger i stedet ske i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler.

Der henvises i øvrigt til det, som er anført i kapitel 3, afsnit 7.1.

Der er intet maksimum for størrelsen af den bøde, den pågældende efter § 58, stk. 1, kan vedtage for at afslutte en sag om overtrædelse af CPR-loven. Kommunen skal dog ved fastsættelsen af denne bøde tage hensyn til den pågældendes økonomiske forhold og forseelsens grovhed, jf. straffelovens § 51, stk. 3. Bødeforlæg gives af den kommune, som foretager undersøgelsen af pågældendes bopælsforhold og træffer afgørelse herom. Såfremt den pågældende ikke vedtager kommunens bødeforlæg, overgives sagen til politimesteren til videre ekspedition. Hvis politimesteren fastholder bødeforlægget og vedkommende fortsat ikke vedtager dette, vil byretten skulle tage stilling til skyldsspørgsmålet og spørgsmålet om bødens størrelse.

Henvisningerne til retsplejeloven i § 58, stk. 2, vedrører kravet om skriftlighed samt indholdet af et sådant bødeforlæg.

Bøder fastsat efter § 57 er ikke tillagt udpantningsret, og de kommunale pantefogeder vil således ikke kunne inddrive bøder, som en person har vedtaget efter § 58, stk. 1. Det vedtagne bødeforlæg vil imidlertid i mange situationer kunne overdrages til politimesteren til inddrivelse i medfør af bødebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 394 af 17. maj 2001 om opkrævning og inddrivelse m.v. af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger samt den administrative behandling af sager om eftergivelse af bøder og konfiskation).

Når bøden er betalt til kommunen, kan der efter § 58, stk. 3, ikke foretages yderligere strafferetlige skridt over for den pågældende i anledning af den pågældende forseelse.

Kapitel 15

Klage og straf

1.

Klage

1.1.

Klager over afgørelser efter CPR-loven

1.2.

Forældelse af klager

1.3.

Behandling af klager

2.

Straf

Kapitel 16

Ikrafttræden m.v.

Kapitel 16

Ikrafttræden m.v.

CPR-loven trådte i kraft den 1. juli 2000, jf. bekendtgørelse nr. 506 af 6. juni 2000.

Det bemærkes, at forhold, som har fundet sted før denne dato, skal afgøres efter de tidligere gældende folkeregistreringsregler.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets cirkulære nr. 28 af 20. februar 1995 om ajourføring og drift af CPR’s vej- og boligregister, er forblevet i kraft ved CPR-lovens ikrafttræden den 1. juli 2000.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Den er endvidere ikke blevet sat i kraft i Grønland.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 13. juni 2002

Lars Løkke Rasmussen

/Paul Schüder

Kapitel 16

Ikrafttræden m.v.

§ 43 giver private med en retlig interesse yderligere muligheder for i CPR at få mere end standardoplysningerne efter § 42, stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 vedrører beskyttede navne og adresser, hvor den beskyttede altid skal høres før en eventuel udlevering af de beskyttede oplysninger, mens stk. 2 handler om andre typer oplysninger end dem, der er opregnet i § 42, stk. 2, og hvor der ikke er fastsat nogen høringspligt. Forskellen er begrundet i de meget alvorlige virkninger en udlevering af beskyttede navne og adresser kan have. Den, som ønsker oplysningerne udleveret, skal kunne dokumentere, at vedkommende har en retlig interesse.

Ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriets praksis foreligger der som regel kun en retlig interesse, hvis den ønskede oplysning i sig selv ændrer retstilstanden, er nødvendig for at få denne ændret eller skal bruges til at gøre en ret gældende. For så vidt angår oplysning om ægtefælle, vil dette være aktuelt for f.eks. forsyningsvirksomheder (el, gas, vand m.v.), hvor den person, der kan identificeres af selskabet, er kunden, men hvor krav også skal gøres gældende over for ægtefælle, jf. lovbekendtgørelse om ægteskabets retsvirkninger, § 11.

Som eksempel på retlig interesse kan endvidere nævnes, at en oplysning om slægtskab kan være af betydning for fremsættelse af et arvekrav. Et andet eksempel på retlig interesse er, at oplysningen har betydning for udfaldet af en verserende eller forestående retssag. Retlig interesse i en oplysning har man også, hvis oplysningen har betydning for udfaldet af et erstatningskrav, man selv har rejst, eller som er rejst mod en. Såfremt ens krav på en ydelse er afhængig af, om man har boet et bestemt sted sammen med en anden person i en bestemt periode, har man en retlig interesse i at få oplyst disse forhold. Derimod er f.eks. ønsket om at drive slægtsforskning ikke en interesse, som kan kaldes retlig, jf. de særlige regler herom i lovens § 49.

Hvis det er muligt at ændre retstilstanden eller gøre en ret gældende uden oplysningen, må oplysningen ikke udleveres. Dette gælder bl.a., hvis man ønsker at rejse en sag ved en forvaltningsmyndighed, som selv kan indhente de nødvendige oplysninger til brug for sin sagsbehandling. Som eksempel kan nævnes, at bidragspligtige, som har en konkret formodning om, at en tidligere ægtefælle har etableret et nyt samliv, således at bidraget falder bort, kan henvende sig til statsamtet og anmode om, at bidraget må bortfalde. Statsamtet vil herefter fra CPR kunne indhente de adresseoplysninger, som den bidragspligtige ikke selv vil være berettiget til at få i CPR.

Efter bestemmelsen i § 43, stk. 1, er det en forudsætning for kommunens udlevering af beskyttede navne og adresser til private, at den beskyttede ikke har fremsat en indvending mod udleveringen, som kommunen finder skal tillægges større vægt end den spørgendes retlige interesse.

Selv om der er retlig interesse, kan oplysning om personnumre aldrig gives i medfør af § 43. Derimod kan egne børns, ægtefælles og forældres personnumre være angivet på en attest rekvireret i medfør af lovens § 46.

Anmoder et pengeinstitut eller et realkreditinstitut om oplysning vedrørende et personnummer, skal der henvises til told- og skatteregionerne.

Arbejdsgivere og andre indeholdelsespligtige, der har ret til bl.a. at få oplysning om personnummer for deres ansatte, skal ligeledes henvises til told- og skatteregionerne.

Spørgsmål om påførsel af personnummer på regninger til den offentlige sygesikring må afklares mellem den amtskommunale sygesikringsadministration og lægerne / andre ydere på sygesikringsområdet.

Særligt med hensyn til bobestyrere bemærkes det, at disse til brug for fastlæggelsen af arveforholdene og ved eftersøgning af arvinger og legatarer har samme adgang til at indhente oplysninger og få bistand fra offentlige myndigheder som skifteretten, jf. dødsboskiftelovens § 48, stk. 3, jf. § 7, stk. 2. Kommunerne har således bl.a. adgang til at videregive oplysninger om personnumre på arvinger og legatarer.

4. Indsigt i oplysninger om vedkommende selv (indsigtsret)

Enhver har krav på at få meddelelse om, hvad der er registreret om den pågældende selv (indsigtsret / »registerindsigt«) i CPR. Henvendelse om indsigtsret skal rettes til Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor. Retten til indsigt er en almindelig ret for en registreret og fremgår derfor ikke af CPR-loven, men derimod af persondataloven. Der henvises til persondatalovens § 31.

Efter CPR-lovens § 46 kan en borger endvidere få udstedt en bopælsattest eller anden attest om sin registrering i CPR i enhver kommune. Der er ikke begrænsninger for så vidt angår, hvilke oplysninger der uden videre kan attesteres. Personer med bopæl her i landet, der er registreret som ugifte, kan f.eks. anmode om at få udstedt en attest fra en kommune herom. Attestationen kan kun udtale, hvorledes den pågældende er registreret i CPR. Ønsker en person f.eks. bekræftelse af en underskrift på et privat dokument, skal den pågældende henvises til notaren ved den lokale byret.

Hvis udenlandske myndigheder, f.eks. myndighederne i et vielsesland, kræver legalisering af kommunens attest, skal attesten indsendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor. Legalisering er en bekræftelse af den underskrift, som kommunen har forsynet attesten med, hvorimod den ikke siger noget om indholdet af det, der er skrevet under på. For at underskriften kan identificeres sikkert, er det vigtigt, at navnet er stemplet eller maskinskrevet under underskriften. I øvrigt kan vejledning om legalisering af attester til brug i udlandet fås i Udenrigsministeriets legaliseringskontor.

Den pågældende har ikke krav på attestation på fremmedsprog. Personer, som ønsker yderligere attester til brug ved vielse i udlandet eller en attestation på et andet sprog, kan kommunen henvise til at få en ægteskabsattest, som udfærdiges på flere sprog. Ægteskabsattester udfærdiges for danske statsborgere af bryllupskontoret i bopælskommunen (eller sidste bopælskommune, hvis den pågældende er fraflyttet landet). For udenlandske statsborgere udfærdiges attesterne af bryllupskontoret i Københavns Kommune, hvis adresse er Rådhuset, 1599 København V. Der kan endvidere henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse om ægteskabs indgåelse. Legaliseringen af ægteskabsattester sker i Indenrigs- og Sundhedsministeriets 1. kommunekontor, Slotsholmsgade 10-12, 1216 København K.

5. Beskyttelse mod yderligere videregivelse m.v.

Kommunerne skal efter CPR-lovens § 44 ved videregivelse til private af beskyttede navne- og adresseoplysninger efter § 42, stk. 5, (kreditorkrav) og § 43, stk. 1, (retlig interesse) tillige videregive oplysning om eventuel navne- og adressebeskyttelse og fastsætte det formål, som disse oplysninger må anvendes til.

6. Logiværters adgang til oplysninger om tilmeldte personer

Retten for enhver efter CPR-lovens § 45 til at få oplyst navne på personer - uanset eventuel navne- og adressebeskyttelse - der aktuelt er tilmeldt i en bolig, som vedkommende er (med)ejer eller lejer af, forudsætter, at fornøden dokumentation, herunder for adkomst til ejendom eller lejekontrakt, forevises, inden navne på de tilmeldte udleveres. Der kan ikke udleveres andre oplysninger end navne på de pågældende personer.

7. Gammelt folkeregistermateriale

Efter CPR-lovens § 48 kan en privat, som er berettiget til oplysninger fra CPR efter §§ 42 og 43, få samme type oplysninger fra gammelt folkeregistermateriale hos den kommune, som har sådant materiale.

Herudover er der i § 49 uden krav om retlig interesse givet private, bl.a. slægtsforskere, adgang til yderligere oplysninger i gammelt folkeregistermateriale. Ved udlevering af oplysninger efter denne bestemmelse skal kommunerne sikre sig, at oplysningerne er over 30 år gamle og ikke findes i CPR-systemet. Hvis folkeregistrene ikke har de ønskede oplysninger og samtidig kan se, at disse er afleveret til landsarkiverne, skal spørgeren have en udskrift fra CPR / folkeregistret, som viser, at personen er død, da denne oplysning skal kunne dokumenteres ved en eventuel fortsat undersøgelse i landsarkiverne.

Det er i begge situationer et krav, at spørgeren på forhånd har identificeret vedkommende.

8. Oplysninger om afdøde

Bestemmelserne i § 50, stk. 1-2, giver adgang til de nødvendige oplysninger, herunder om slægtskabsforhold i CPR og i ældre folkeregistermateriale i forbindelse med skifte m.v. i udlandet henholdsvis begravelse m.v. i Danmark ved en persons død. Dette gælder, uanset om oplysningerne er beskyttede eller vedrører nulevende eller afdøde personer. Der kan dog ikke udleveres oplysninger om personnummer.

Der gælder samme krav til identifikation på forhånd af den afdøde ved forespørgsler efter bestemmelserne i § 50, stk. 1 - 2, som i § 42, stk. 6.

Vejledning

om

folkeregistrering

Denne vejledning afløser fra den 1. juli 2002 den hidtidige folkeregistreringsvejledning, vejledning nr. 89 af 23. juni 2000.

Vejledningen, som retter sig både mod borgerne og mod offentlige myndigheder, skal læses som et supplement til de retsregler, som fremgår af lov nr. 426 af 31. maj 2000 om Det Centrale Personregister (CPR-loven) samt bekendtgørelse nr. 152 af 26. februar 2002 om folkeregistrering (folkeregistreringsbekendtgørelsen) og cirkulære nr. 80 af 6. juni 2000 om folkeregistrering m.v. (folkeregistreringscirkulæret). Særtryk af disse regler kan rekvireres i Indenrigs- og Sundhedsministeriets 1. økonomiske kontor på tlf. 33 92 37 15. Der henvises endvidere til Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside på www.im.dk, samt CPR-kontorets hjemmeside på www.cpr.dk.

Vejledningen er opbygget, så kapitlerne emnemæssigt følger CPR-lovens systematik, men der er ikke i vejledningen kommentarer knyttet til alle bestemmelser i CPR-loven. Der er også enkelte henvisninger til folkeregistreringsbekendtgørelsen, folkeregistreringscirkulæret og den internordiske folkeregistreringsaftale (aftale af 8. maj 1989 med Finland, Island, Norge og Sverige om folkeregistrering). Herudover er der fire bilag, som ikke knytter sig specifikt til bestemte regler i denne lovgivning, men som kan understøtte kommunerne i administrationen af folkeregisterlovgivningen. Der er således indsat bilag om registrering af hændelser i udlandet, om sondringen mellem offentlige myndigheder og private, om de forvaltningsretlige regler og sagsbehandlingen samt om kassation af folkeregistermateriale.

I vejledningen benyttes udtrykket »kommunen«. Formelt er det kommunalbestyrelsen, som har kompetencen til at træffe afgørelser og som har ansvaret for registreringen i CPR, men i realiteten vil kompetencen og ansvaret som absolut hovedregel være uddelegeret af kommunalbestyrelsen til den kommunale forvaltning, f.eks. et kommunalt folkeregister.