Legislator Case Law & Legislation
C20011223410 DK

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om nedsættelse af svigskarantæne med 1/3

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 2001 12234 Historic

Cirkulæreskrivelse om meddelelse om nedsættelse af svigskarantæne

med 1/3

Kommentar m.v.

I sager, hvor et medlem uopfordret gør opmærksom på, at der er udbetalt ydelser med urette, nedsættes sanktionen, når et medlem gør a-kassen opmærksom på svigen, før a-kassen har opdaget den.

Meddelelse om afgørelsen

Sag nr. 1

Et medlem søgte den 6. juni 2000 om dagpenge under ferie for perioden fra den 19. juni til den 9. juli 2000. Han modtog 8.550 kr. for 15 feriedage. Beløbet var til disposition den 21. juni 2000.

Den 3. august 2000 ledigmeldte medlemmet sig i a-kassen. Medlemmet oplyste ved denne lejlighed, at han havde modtaget feriedagpenge for de 15 dage samtidig med, at han havde været på arbejde. Hans begrundelse var, at han havde manglet penge.

A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale feriedagpengene, som han havde modtaget med urette. A-kassen fandt også, at han skulle gennemgå en effektiv karantæne på 215 timer for svig. Ved oversendelse af sagen til direktoratet indstillede a-kassen, at den effektive karantæne burde nedsættes med 1/3. A-kassen henviste til, at medlemmet af egen fri vilje havde henvendt sig til a-kassen om forholdet og bedt om en afdragsordning. Medlemmet havde herefter underskrevet et frivilligt forlig.

Direktoratet fandt ikke, at den effektive karantæne skulle nedsættes med 1/3. Direktoratet lagde vægt på, at det først var i forbindelse med ledigmeldelsen, at medlemmet oplyste, at han ikke havde holdt ferie, men arbejdet. Direktoratet fandt, at formodningen talte for, at forholdet under alle omstændigheder var blevet opdaget i forbindelse med medlemmets dagpengesag, og at dette måtte have stået medlemmet klart.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt ud fra en samlet vurdering, at der forelå objektivt konstaterbare forhold, der kunne betragtes som formildende omstændigheder, således at karantænen skulle nedsættes med 1/3.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet ved sin ledigmeldelse uopfordret gjorde a-kassen opmærksom på forholdet. A-kassen havde således ikke selv opdaget forholdet.

Ankenævnet lagde også til grund, at medlemmet havde underskrevet et frivilligt forlig om tilbagebetaling af gælden til a-kassen.

Ankenævnet fandt ikke, at det kunne indfortolkes som et kriterium i § 4, stk. 5, at der ikke kan ske nedsættelse, hvis a-kassen med stor sandsynlighed selv på et senere tidspunkt ville have opdaget forholdet. Det kunne heller ikke indfortolkes som et kriterium, at medlemmets egen medvirken til opklaring af forholdet ikke må ligge i umiddelbar tilknytning til medlemmets kontakt til a-kassen af en anden grund.

Sag nr. 2

Et medlem havde modtaget dagpenge for hele december måned 1998 samtidig med, at medlemmet var begyndt på et arbejde den 1. december 1998.

Forholdet blev opdaget ved, at medlemmet den 24. marts 2000 henvendte sig i a-kassen, idet han var uforstående over for, at der var opgivet indtægt fra a-kassen på hans selvangivelse i 1999.

Medlemmet havde over for a-kassen forklaret, at han ikke var klar over, at han havde modtaget en ydelse, som han ikke var berettiget til. Årsagen var, at der på det tidspunkt, hvor dagpengene blev indsat også blev indsat andre beløb bl.a. i forbindelse med hans mors død. Medlemmet havde også oplyst, at han samtidig med moderens dødsfald fik konstateret sukkersyge. Disse forhold havde optaget ham en del.

A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale dagpengene, som han havde modtaget med urette. A-kassen fandt også, at han skulle gennemgå en effektiv karantæne på 311 timer for svig. Ved oversendelse af sagen til direktoratet indstillede a-kassen, at den effektive karantæne burde nedsættes med 1/3.

Direktoratet fandt ikke, at den effektive karantæne skulle nedsættes med 1/3. Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet ikke henvendte sig til a-kassen med det formål at fortælle, at han havde afgivet urigtige oplysninger på sit dagpengekort for december måned 1998. Direktoratet henviste til, at medlemmet alene henvendte sig til a-kassen på grund af, at han ikke forstod sin årsopgørelse for 1999.

I klagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn henviste a-kassen til, at medlemmet, lige så snart han blev klar over, at der var udbetalt en ydelse, som han ikke havde ret til, havde medvirket til en løsning af sagen. Der var således kun gået 3 uger fra medlemmets henvendelse til sagen kunne færdigbehandles. A-kassen henviste også til, at medlemmet havde indgået en aftale om tilbagebetaling af gælden til a-kassen. Medlemmet havde også afdraget på gælden.

Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt ikke, at karantænen kunne nedsættes med en 1/3.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet senest på tidspunktet for udbetalingen af fuld løn og fulde dagpenge for december måned 1998 måtte være klar over, at der var tale om en fejludbetaling af dagpenge på grund af hans forkerte oplysninger til a-kassen.

Ankenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke var tale om en fejludbetaling af et mindre dagpengebeløb, men om en måneds dagpenge. Nævnet fandt det ikke sandsynligt, at medlemmet kunne overse dette beløb uanset, at der var mange transaktioner på bankkontoen på grund af moderens død.

Ankenævnet fandt ikke, at den omstændighed, at medlemmet selv rettede henvendelse til a-kassen 1 år efter i forbindelse med nogle oplysninger på selvangivelsen, som han ikke forstod, kunne betragtes som en formildende omstændighed, der kunne begrunde en nedsættelse af sanktionen for svig med 1/3.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet netop ikke henvendte sig for at gøre opmærksom på fejludbetalingen, men at denne blev konstateret i forbindelse med hans henvendelse. Forholdet blev derfor opdaget ved en tilfældighed.

Ankenævnet fandt derfor, at der ikke forelå objektivt konstaterbare forhold, der kan betragtes som formildende.

Arbejdsdirektoratet, den 28. august 2001

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →