Cirkulæreskrivelse om meddelelse om manglende klagevejledning i forbindelse med afgivelse af tilbud efter en handlingsplan
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse om manglende klagevejledning i forbindelse med afgivelse af tilbud efter en handlingsplan
Kommentar m.v.
Afslag på eller udeblivelse fra et tilbud efter en handlingsplan eller uddannelsesplan, får ikke dagpengemæssige konsekvenser for medlemmet, hvis AF ikke har givet klagevejledning til medlemmet i forbindelse med afgivelsen af det konkrete tilbud.
Meddelelse om afgørelsen
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i en konkret sag truffet afgørelse om, at et medlem, der i aktivperioden er udeblevet fra et tilbud efter en individuel handlingsplan, ikke skal miste retten til dagpenge. Ankenævnet har begrundet afgørelsen med, at medlemmet ikke havde fået vejledning om hans muligheder for at klage over tilbuddet.
Det fremgår, at medlemmet i forbindelse med indgåelsen af den handlingsplan, hvori tilbuddet var indeholdt, fik vejledning om, at han kunne klage over handlingsplanen. Medlemmet fik derimod i forbindelse med den konkrete afgivelse af tilbuddet ikke vejledning om, at han kunne klage over tilbuddet inden 14 dage.
Direktoratet skal på denne baggrund anmode a-kasserne om at undersøge hos AF, om der er givet klagevejledning i forbindelse med afgivelse af tilbud efter en handlingsplan eller uddannelsesplan i tilfælde, hvor et medlem afslår eller udebliver fra et sådant tilbud.
Hvis a-kassen konstaterer, at AF ikke har givet klagevejledning i forbindelse med afgivelse af tilbud efter en handlingsplan eller uddannelsesplan, kan a-kassen træffe afgørelse om, at afslaget eller udeblivelsen ikke skal have dagpengemæssige konsekvenser for medlemmet.
Arbejdsdirektoratet, den 10. august 2001