Meddelelse nr. 13/2001 om VEU-godtgørelse
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse nr. 13/2001 om VEU-godtgørelse
(Fravær i forbindelse med helligdage, ferie og praktikperioder)
Vedrørende: Bekendtgørelse nr. 1377 af 20. december 2000 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.
Emne: Fravær i forbindelse med helligdage, ferie eller praktikperioder
Ledige dagpengeberettigede deltagere, som har ret til VEU-godtgørelse efter § 20, har ret til godtgørelse for søgnehelligdage i uddannelsesperioden, jf. § 24, stk. 6. Der kan dog ikke udbetales godtgørelse til en person, som er fraværende før eller efter søgnehelligdagene, medmindre personen kan dokumentere, at fraværet skyldes sygdom, og sygdomsperioden var ophørt under søgnehelligdagene. Der kan så udbetales godtgørelse for de dage, hvor personen kunne have deltaget i uddannelse, hvis den blev gennemført.
Eks: En person er fraværende tirsdag og onsdag før Påske, men bliver rask påskelørdag. Personen har ikke ret til godtgørelse for Skærtorsdag og Langfredag, men kan modtage godtgørelse for mandag, 2. Påskedag
I længerevarende uddannelsesforløb kan der indgå praktik og ferielukning af uddannelsesstedet, jf. § 24, stk. 3.
Der kan dog ikke udbetales godtgørelse for ferie, hvis personen er fraværende før eller efter ferien. Hvis fraværet skyldes sygdom, kan der udbetales godtgørelse i ferien fra den dag, hvor sygdommen er ophørt. Under uddannelsesstedets ferie kan personen melde sig rask hos A-kassen eller AF.
Ligeledes kan der ikke udbetales godtgørelse for praktikperioden, hvis personen er fraværende før eller efter praktikken. Hvis fraværet skyldes sygdom kan der udbetales godtgørelse i praktikken fra den dag, hvor personen er raskmeldt.
Personen melder sig rask hos praktikstedet.
Eks: En person er syg inden og under praktikperioden/ferien og møder ikke op på uddannelsesstedet efter praktikperioden/ferien. Person kan ikke modtage godtgørelse for praktikperioden/ferien.
Eks: En person er syg i praktikperioden/ferien og bliver rask i ferie-/praktikperioden og raskmelder sig. Vedkommende kan modtage godtgørelse for praktikperioden/ferien, fra den dag, hvor personen er raskmeldt, hvis vedkommende møder op på uddannelsesstedet efter praktikperioden/ferien.
Personen kan dokumentere fraværet ved sygdom ved at underskrive en tro- og loveerklæring.
Uddannelsesstederne anmodes om at informere deltagerne om ovenstående.
Meddelelse nr. 21/2000 om kursistvilkår under arbejdsmarkedsuddannelserne ophæves hermed.
Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 19. juli 2001
Birte Groes-Petersen