Vejledning om adgangen til intern delegation i kriminalforsorgens institutioner

Bilag 1

Bilag 1

Afgørelseskompetencen henlagt til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil

Udsættelse og benådning

Udsættelses- og benådningsbekendtgørelsens § 11, stk. 2

Anbringelse og overførsel

Anbringelses- og overførselsbekendtgørelsens § 3, stk. 4, § 5, stk. 1, § 6, stk. 3, § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13, stk. 2, § 15, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 3, § 24, stk. 1, og § 27, stk. 1

Medindflydelse (talsmandsordning)

Talsmandsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, og § 5, stk. 1

Deltagelse i gudstjeneste

Straffuldbyrdelseslovens § 35, stk. 1

Genstande og penge

Genstandsbekendtgørelsens § 2, stk. 5, § 4, § 6, stk. 2, og § 13, stk. 1 og 2

Sundhedsmæssig bistand

Bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner § 13, stk. 2, og § 21, stk. 1

Udgang

Udgangsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, § 4, stk. 2-4, § 5, stk. 1-4, § 6, stk. 1 og stk. 3-5, § 28, stk. 2, § 46, stk. 2, og § 52, stk. 2

Cirkulære om behandling m.v. af sager om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner § 3, stk. 2

Besøg

Besøgsbekendtgørelsens § 24

Brevveksling

Straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 4

Telefonsamtaler

Telefonbekendtgørelsens § 4, stk. 1

Kontakt til medier

Bekendtgørelse om adgangen til kontakt til medierne for indsatte i kriminalforsorgens institutioner § 3, stk. 1

Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum

Straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 2 og stk. 7-8

Magtanvendelse

Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 2 og § 8, stk. 1

Udelukkelse fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle

Straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1

Bekendtgørelse om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse § 13, stk. 1

Sikringsmidler, herunder anvendelse af håndjern

Straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1

Bekendtgørelse om anvendelse af sikringsmidler i fængsler og arresthuse § 2, stk. 1

Disciplinærstraf

Straffuldbyrdelseslovens § 67, stk. 1

Disciplinærstrafbekendtgørelsens § 3, stk. 1

Konfiskation

Straffuldbyrdelseslovens § 73, jf. disciplinærstrafvejledningens pkt. 13

Strafafbrydelse

Bekendtgørelse om tilladelse til strafafbrydelse § 1, stk. 1

Anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus

Bekendtgørelse om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus § 1, stk. 2

Løsladelse

Løsladelsesbekendtgørelsens § 23, stk. 1, og § 27

Kapitel 1

Institutionslederens ansvar

Kapitel 1

Institutionslederens ansvar

1. Straffuldbyrdelseslovens regler om, hvem der skal træffe en afgørelse, er forskellige fra område til område. På nogle områder er det fastsat i loven, at afgørelse træffes af institutionen (f.eks. § 60, stk. 1, om bl.a. undersøgelse af den indsattes opholdsrum), mens på andre områder er fastsat, at afgørelse træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil (f.eks. § 60, stk. 2, om undersøgelse af den indsattes person). Der er også en del områder, hvor det efter loven er overladt til justitsministeren at fastsætte de nærmere regler om kompetenceforholdene (f.eks. § 30 om anbringelse og overførelse).

2. Inden for rammerne af straffuldbyrdelsesloven og de administrative regler i medfør af loven samt eventuelle tjenstlige forskrifter m.v. er det op til institutionens leder selv - under ansvar for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen - nærmere at fastlægge de lokale kompetenceforhold og arbejdsgange. Det gælder, hvad enten en kompetence er henlagt til institutionen eller til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

Formålet med denne vejledning er navnlig at orientere kriminalforsorgens institutioner om, hvilken betydning det har for, hvordan institutionens leder fastlægger de lokale kompetenceforhold og arbejdsgange, at kompetencen til at træffe konkrete afgørelse er henlagt til institutionen eller til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

Bilag 2

Bilag 2

Nogle eksempler på udformning af lokale kompetenceregler

Overførsel til andet fængsel eller arresthus (det er forudsat, at institutionen er et åbent fængsel)

Ifølge anbringelses- og overførselsbekendtgørelsens kapitel 2 træffes afgørelser om overførsel af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

Afdelingsledererne bemyndiges til at træffe afgørelse i følgende sagstyper

1) Overførsel efter undvigelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 1, nr. 1.

2) Overførsel på grund af besiddelse af en ikke ubetydelig mængde euforiserende stoffer, jf. straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 1, nr. 2.

3) Midlertidig overførsel til arresthus i de tilfælde, der er nævnt i nr. 1-2, jf. straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 6.

4) Overførsel til andet åbent fængsel, Straffuldbyrdelseslovens § 26.

5) Overførsel for et bestemt tidsrum af højest 8 uger til arresthus, jf. straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2.

6) Overførsel efter den indsattes eget ønske, jf. straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 6, § 26, nr. 7, og § 28, stk. 3. Afdelingslederne kan i disse tilfælde bemyndige den sagsbehandler, som får overladt behandlingen af en konkret sag, til at træffe afgørelse i sagen.

Alle andre sagstyper forelægges for vicefængselsinspektøren, der bemyndiges til at træffe afgørelse i sagerne.

Besøg (det er forudsat, at institutionen har er en særlig besøgsafdeling med fast personale)

Ifølge besøgsbekendtgørelsens § 24 træffes afgørelser om besøg af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil.

Afdelingslederen for besøgsafdelingen bemyndiges til at træffe afgørelse i alle sagstyper. Sager om, hvorvidt en indsat kan have sit barn hos sig, skal dog forelægges for vicefængselsinspektøren, der bemyndiges til at træffe afgørelse i sagerne.

Afdelingslederen kan bemyndige fast afdelingspersonale til at træffe afgørelse i alle sagstyper. Bestemmelse om afbrydelse af besøg kan dog træffes af det tilstedeværende personale, hvis forholdene ikke tillader, at man afventer bestemmelse fra en bemyndiget person. I sådanne tilfælde skal en efter stk. 1 kompetent person så hurtigt som muligt underrettes om det passerede.

Kapitel 2

Almindelige kriterier for delegation

Kapitel 2

Almindelige kriterier for delegation

3. Lovligheden af en delegation må i almindelighed vurderes på baggrund af oplysninger om, hvem der delegeres fra og til (og herunder kvalifikationerne hos den, der delegeres til, i forhold til hos den, der delegerer), hvorvidt den, der delegerer den pågældende kompetence, udnytter sine eventuelle styrings- og instruktionsbeføjelser over for den, der delegeres til, og hvorvidt delegationen af praktiske og arbejdsmæssige grunde er nødvendig. Den delegeredes kompetences art (f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed, sagsforberedelse, afgørelse af enkle og for borgeren ikke indgribende sager eller afgørelse af sager af indgribende og vidtrækkende betydning) må også tillægges betydning.

Adgangen til intern delegation af konkret afgørelseskompetence afgrænses især af, om den, der delegeres til, har de faglige forudsætninger for at løse den pågældende opgave forsvarligt, og af opgavens væsentlighed (for en institutionspolitisk betragtning eller eventuelt set fra borgerens side).

4. Adgangen til at delegere kompetence til at fastsætte regler er undergivet nogle snævrere grænser, end hvis der er tale om konkret afgørelseskompetence.

Bilag 3

Bilag 3

Institutionslederens kompetence til at fastsætte lokale regler

Fællesskab

Bekendtgørelse om indsattes adgang til fællesskab med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner § 2

Medindflydelse (talsmandsordning)

Talsmandsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, og § 8, stk. 1 og 2

Genstande og penge

Genstandsbekendtgørelsens § 3, § 5, stk. 2, § 7, § 9, stk. 2, § 14, § 17, stk. 1 og 3, § 18, stk. 2, og § 21, stk. 2

Udgivelse af blad

Bekendtgørelse om indsatte udgivelse af blad i kriminalforsorgens institutioner § 5

Sundhedsmæssig bistand

Bekendtgørelse om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner § 21, stk. 3

Udgang

Udgangsbekendtgørelsens § 55, stk. 4

Besøg

Besøgsbekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 2, og § 7, stk. 1, samt straffuldbyrdelseslovens § 52 og § 53, stk. 2

Telefonsamtaler

Telefonbekendtgørelsens § 4, stk. 2

Undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum

Bekendtgørelse om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminalforsorgens institutioner § 8, stk. 2

Udelukkelse fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle

Bekendtgørelse om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse § 7

Disciplinærstraf

Disciplinærstrafbekendtgørelsens § 2, stk. 3

Konfiskation

Cirkulære om behandlingen af sager om konfiskation i kriminalforsorgens institutioner § 3, stk. 2

Betaling for ophold

Bekendtgørelse om betaling for ophold i kriminalforsorgens institutioner § 3, stk. 2

Kapitel 3

Konkret afgørelsesvirksomhed

Kapitel 3

Konkret afgørelsesvirksomhed

Sondringen mellem kompetencen hos institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, og kompetencen hos institutionen

5. Ifølge forarbejderne til straffuldbyrdelsesloven har det været afgørende for vurderingen af, hvem der skal træffe en afgørelse, hvor indgribende den pågældende afgørelse er for den indsatte. I de tilfælde, hvor den pågældende afgørelse er af en vis indgribende karakter, er det således udtrykkeligt fastsat i loven, at afgørelsen skal træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, mens kompetencen i de mindre indgribende tilfælde er henlagt til institutionen.

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har ved udarbejdelsen af de administrative regler i medfør af loven valgt også at henlægge kompetencen til institutionens leder eller den, der bemyndiges hertil, i de tilfælde, hvor der skønnes at være tale om afgørelsesvirksomhed af en vis indgribende karakter, mens kompetencen i de mindre indgribende tilfælde er henlagt til institutionen.

Kompetencen hos institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil

6. Adgangen til intern delegation i kriminalforsorgens institutioner må antages at være undergivet nogle snævrere grænser i de tilfælde, hvor kompetencen er henlagt til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, i forhold til der, hvor kompetencen er henlagt til institutionen.

Det betyder, at hvis kompetencen er henlagt til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, bør institutionens leder ved fastlæggelsen af de lokale kompetenceforhold og arbejdsgange skærpe kravene til modtagerens faglige forudsætninger for at varetage den pågældende opgave, i forhold til de tilfælde, hvor kompetencen er henlagt til institutionen.

7. Der vil normalt ikke være noget til hinder for, at ledende medarbejdere (f.eks. til og med afdelingsledere) bemyndiges til at varetage en opgave. Hvis den, der delegeres til, bliver særligt instrueret eller uddannet til at varetage den pågældende opgave, eller hvis denne i kraft af sine daglige funktioner allerede er tilstrækkelig kvalificeret, vil der i praksis normalt heller ikke være noget til hinder for at også andre medarbejdere end de ledende bemyndiges til at varetage opgaven.

Institutionens leder (eventuelt vicefængselsinspektør/økonomichef/viceforstander, i arresthusene andet juridisk personale) bør dog under alle omstændigheder inddrages under behandlingen af en sag, hvis den konkrete sag giver anledning til særlig tvivl. Dette kunne f.eks. være tvivl om, hvad der kan anses bevist og ikke bevist, eller om, hvilke bestemmelser der kan anses for overtrådt (i disciplinærstrafvejledningens pkt. 2 er dette generelle forbehold omtalt udtrykkeligt).

8. Opmærksomheden henledes på, at der på nogle enkelte områder er fastsat udtrykkelige grænser for, hvem institutionens leder kan delegere en kompetence til (se bekendtgørelse om adgangen til kontakt til medierne for indsatte i kriminalforsorgens institutioner § 3, stk. 1, 2. pkt., og cirkulære om behandling m.v. af sager om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner § 3, stk. 2, 2. pkt.).

9. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har endvidere på et enkelt område forudsat, at afgørelse træffes af institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil, uanset at det ifølge straffuldbyrdelsesloven er institutionen, der træffer afgørelse. Der henvises til disciplinærstrafvejledningens pkt. 13 og straffuldbyrdelseslovens § 73 om konfiskation af ulovlige genstande og penge.

10. For at undgå misforståelser bør de lokale kompetenceforhold og arbejdsgange være fastsat udtrykkeligt i lokale regler i de tilfælde, hvor kompetencen er henlagt til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil. På de pågældende områder bør det tillige være udtrykkeligt præciseret, hvilke arbejdsgange det drejer sig om. De lokale regler bør også indeholde nogle arbejdsgange, som gør det muligt for institutionens leder effektivt at udøve sine styrings- og instruktionsbeføjelser.

Bilag 1 til denne vejledning indeholder en opregning af de bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven og de administrative regler efter loven, hvor kompetencen til at træffe afgørelse er henlagt til institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil. Bilag 2 indeholder nogle eksempler på, hvordan de lokale kompetenceregler kan udformes.

Kompetencen hos institutionen

11. I de øvrige tilfælde, hvor kompetence alene er henlagt til institutionen, vil det formentlig normalt være tilstrækkeligt, at kompetenceforholdene og arbejdsgangene i højere grad (eller eventuelt alene) afhænger af lokal uskreven praksis.

Kompetence i tilfælde af institutionslederens fravær

12. Stedfortræderen for institutionens leder vil i tilfælde af institutionslederens syge- eller feriefravær - som hidtil fungere som institutionsleder.

Kapitel 4

Fastsættelse af regler

Kapitel 4

Fastsættelse af regler

13. Efter straffuldbyrdelsesloven er kompetencen til at fastsætte (nærmere) regler om lovens gennemførelse med en enkelt undtagelse tillagt ministeren. Langt de fleste regler om lovens gennemførelse er udstedt af ministeren, men det har i en række tilfælde vist sig at være nødvendigt at overlade dele af denne kompetence til lederne af de enkelte institutioner med henblik på, at institutionslederen fastsætter yderligere regler for institutionen inden for et område.

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, har ved udarbejdelsen af de administrative regler i medfør af loven valgt kun at overlade justitsministerens kompetence til at udstede regler til institutionens leder, hvis dette er nødvendigt, f.eks. fordi fastsættelsen af de pågældende regler klart forudsætter kendskab til lokale forhold, som direktoratet ikke er i besiddelse af.

Bilag 3 indeholder en opregning af de bestemmelser i henholdsvis straffuldbyrdelsesloven og de administrative regler efter loven, hvorefter institutionens leder er bemyndiget til at fastsætte lokale regler.

14. Som følge af, at adgangen til delegation af kompetence til at udstede regler er undergivet nogle snævre grænser, jf. foran pkt. 4, bør institutionslederens kompetence til at udstede lokale regler normalt ikke delegeres til andre medarbejdere i institutionen.

15. Som anført foran i pkt. 12 om konkret afgørelsesvirksomhed vil stedfortræderen for institutionslederen i tilfælde af dennes syge- eller feriefravær dog fungere som institutionsleder. Dette gælder også med hensyn til udstedelse af lokale regler i medfør af de administrative regler om lovens gennemførelse, hvis der er tale om udstedelse af lokale regler, som ikke kan afvente ophøret af institutionslederens fravær.

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 29. juni 2001

William Rentzmann

/Jakob Schiøler

Vejledning om adgangen til intern delegation i kriminalforsorgens institutioner