Vejledning om Arbejdsskadestyrelsens praksis 2000
Table of Provisions (21)
Statutory Text (21 Articles)
Bilag 1
Bilag 1
Indhold
Forord
Kapitel 1
Generelt
Kapitel 1
Generelt
1.1 Praksiskoordinering i styrelsen
For at sikre ensartetheden i vores afgørelser af arbejdsskadesager og begrundelserne i afgørelserne har Arbejdsskadestyrelsen øget fokus på koordinering af den administrative praksis i styrelsen.
Med koordinering af praksis i Arbejdsskadestyrelsen forstås blandt andet, at
- områder, hvor der er tvivl eller usikkerhed om praksis, afklares
- områder undersøges med henblik på at ensarte praksis
- der følges op på praksis fra Den Sociale Ankestyrelse, domstolene og Folketingets Ombudsmand
- der løbende arbejdes med at forbedre begrundelserne i afgørelserne
- der gives generel information om praksis på arbejdsskadeområdet til Arbejdsskadestyrelsens medarbejdere og til omverdenen.
Praksiskoordineringsgruppen
Vi har i Arbejdsskadestyrelsen nedsat en praksiskoordineringsgruppe, som består af konsulenter og souschefer, der til daglig er beskæftigede med behandling af arbejdsskadesager. Gruppen står blandt andet for revision af Best Practice (interne regler for god sagsbehandling og sagstilrettelæggelse) og holder ugentlige møder. Referater fra møderne er tilgængelige for alle medarbejdere. I september 2000 ansatte styrelsen en praksiskoordinator på arbejdsskadeområdet. Praksiskoordinatoren er formand for praksiskoordineringsgruppen, deltager i styrelsens lægemøder, er ankermand for halvårlige møder med Ankestyrelsen med videre.
Praksiskoordinering i kontoret for private erstatningssager (p-kontoret)
Arbejdsskadestyrelsens p-kontor giver vejledende udtalelser til brug for private erstatningssager. Desuden behandler kontoret sager om besættelsestidens ofre.
I foråret 2000 blev der i p-kontoret udarbejdet en Best Practice om god sagsbehandling og sagstilrettelæggelse i p-sager. I efteråret 2000 har vi fulgt op med undervisning af medarbejderne i kontoret i Best Practice.
Der holdes dagligt møder i sagsbehandlergruppen, hvilket giver et godt grundlag for koordinering af p-kontorets praksis i spørgsmålet om tab af erhvervsevne. Kontorets nye sagsbehandlere deltager i erhvervsevnetabsmøder med kontorets chef. Herved fastlægges niveau og standard for Arbejdsskadestyrelsens udtalelser.
Der er i efteråret 2000 ansat en praksiskoordinator på p-området.
Information om Erhvervssygdomsudvalgets praksis
For at sikre at Arbejdsskadestyrelsens medarbejdere er orienterede om praksis i Erhvervssygdomsudvalget (se om udvalget under punkt 3.1), informerer sekretariatet for Erhvervssygdomsudvalget om principielle spørgsmål og ændringer på erhvervssygdomsfortegnelsen. Dette sker dels ved udsendelse af nyhedsbrevet »Nyt fra Erhvervssygdomsudvalget« og dels ved løbende elektronisk orientering af medarbejderne. Desuden har medarbejderne elektronisk adgang til arbejdsbeskrivelse og indstilling i en række sager, hvor Erhvervssygdomsudvalget siden 1995 har afgivet indstilling.
1.2 Forældelse
Højesteret har i dom af 5. oktober 1999 fastslået, at 1908-lovens forældelsesfrist på 5 år ikke kan anvendes på arbejdsskadesager. Dommen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 19.
Forinden havde Arbejdsskadestyrelsen truffet afgørelse om afvisning i 1.678 sager med henvisning til 1908-loven. Heraf var 338 sager om ulykkestilfælde og 1.340 sager om erhvervssygdomme. Styrelsen skrev derfor til alle, som tidligere havde modtaget en afvisning med henvisning til 1908-loven, hvor vi tilbød at vurdere sagen igen, hvis de rettede henvendelse til os.
Dette har givet anledning til, at styrelsen har truffet afgørelse om anerkendelse i 429 sager. Styrelsen har således i cirka en fjerdedel af de tidligere afviste sager nu truffet afgørelse om anerkendelse.
I 668 sager har styrelsen truffet afgørelse om afvisning, om afvisning af genoptagelse, anden afgørelse eller sagerne er blevet henlagt.
191 sager er pr. 16. marts 2001 fortsat under behandling.
I 390 sager har vi ikke modtaget anmodning om genoptagelse.
Den 20-årige forældelsesfrist
Krav efter arbejdsskadesikringsloven kan være forældede efter den 20-årige forældelsesfrist i Danske Lov 5-14-4, der er dansk rets almindelige forældelsesregel for alle fordringer.
Hvis der er gået mere end 20 år fra ulykkestidspunktet, uden at borgeren har anmeldt sit krav om erstatning til Arbejdsskadestyrelsen eller til arbejdsgivers forsikringsselskab, er kravet forældet, jævnfør Danske Lov 5-14-4. Det betyder, at et ulykkestilfælde fra 1. marts 1979 ikke kan give grundlag for erstatning, hvis sagen anmeldes senere end 1. marts 1999.
Også erhvervssygdomssager kan være forældede, jævnfør Danske Lov 5-14-4. Modsat ulykkestilfælde indtræder en erhvervsygdom ikke på en bestemt dato, men kendetegnes netop ved, at den udvikles efter længere tids påvirkning. Forældelsesfristen vil som udgangspunkt løbe fra det tidspunkt, den skadelige påvirkning ophører, senest ved arbejdsophør. En lidelse, der konstateres og medfører arbejdsophør i 1978, vil således være forældet i 1998.
Visse erhvervssygdomme udvikles meget sent i forhold til den skadelige påvirkning på arbejdet, for eksempel kræftlidelsen mesotheliom efter udsættelse for asbest. Selvom der er gået mere end 20 år fra ophør af udsættelse for asbest, vil disse sager kunne anerkendes, idet forældelsesfristen anses for suspenderet, indtil lidelsen konstateres. I denne type sager løber forældelsesfristen ikke fra arbejdsophør, men først fra det tidspunkt lidelsen bliver konstateret, idet fristen indtil da anses for at være suspenderet.
1.3 Sagsbehandlingstid
Højesterets dom om sagsbehandlingstid i arbejdsskadesag
Arbejdsskadestyrelsen blev ved Højesterets dom af 10. februar 2000 frifundet i en sag, hvor vi var blevet indstævnet af det offentligt skiftede bo efter en borger, som havde anmeldt en kræftlidelse (mesotheliom).
Vi havde den 6. april 1993 modtaget anmeldelse om lidelsen. Borgeren afgik ved døden den 14. oktober 1993.
I den mellemliggende tid havde sagen været under behandling i styrelsen. Den 14. april 1993 sendte vi et spørgeskema til borgeren. Vi modtag svar på dette skema den 26. juli 1993. Samtidig modtog vi brev fra sygehusets socialrådgiver, som oplyste, at borgeren havde »fået påvist malignt mesotheliom«. Herefter anmodede vi i brev af 3. august 1993 sygehuset om yderligere oplysninger. Disse modtog vi den 23. august 1993. Højesteret fandt ikke grund til at kritisere, at vi ikke i den mellemliggende periode havde rykket for svar.
På baggrund af oplysningerne fra sygehuset sammenholdt med oplysningerne i spørgeskemaet fra borgeren og socialrådgiveren vurderede Højesteret, at det burde have stået styrelsen og vores lægekonsulenter klart, at journalmaterialet fra sygehuset var ufuldstændigt. Styrelsen valgte at anmode om en speciallæges vurdering af årsagen til lidelsen i stedet for at bede sygehuset om alle yderligere foreliggende journaler. Højesteret fandt imidlertid ikke grundlag for at pålægge Arbejdsskadestyrelsen erstatningsansvar for, at der ikke forelå en endelig afgørelse om méngodtgørelsen, før borgeren døde.
Højesterets dom er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 1125.
Private erstatningssager behandlet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
I februar måned 2000 traf Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgørelse i en privat erstatningssag, hvor Arbejdsskadestyrelsen havde afgivet vejledende udtalelse. Borgeren havde anlagt sag mod den danske stat med påstand om, at der ikke var truffet afgørelse i sagen inden rimelig tid, som det kræves efter artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Borgeren fik medhold, idet Menneskerettighedsdomstolen ikke fandt det acceptabelt, at sagen i alt havde været 8 år og 6 måneder under behandling i by- og landsretten. Der lægges i dommen vægt på, at borgeren var i en økonomisk vanskelig situation på grund af tab af erhvervsevne som følge af ulykken, og at denne omstændighed i særlig grad fordrede en hurtig sagsbehandling. Domstolen bemærkede endvidere, at selvom borgerens advokat kunne have besvaret henvendelserne hurtigere, og antallet af forespørgsler til Arbejdsskadestyrelsen formentlig kunne have været begrænsede, så kunne disse forhold ikke retfærdiggøre en samlet sagsbehandlingstid ved domstolene og i Arbejdsskadestyrelsen på 8 og 6 måneder. Den danske stat blev dømt til at betale erstatning.
Den konkrete sag drejer sig om en borger, der kom til skade ved et trafikuheld i november 1986 og i 1988 anlagde sag ved byretten mod forsikringsselskabet om udbetaling af erstatning. I anledning af retssagen blev Arbejdsskadestyrelsen den 1. juni 1988 anmodet om en vejledende udtalelse vedrørende méngraden og erhvervsevnetabet. Den vejledende udtalelse blev afgivet den 17. januar 1990, og den samlede sagsbehandlingstid i styrelsen var 1 år og 7 måneder. Den væsentligste årsag til, at udtalelsen ikke blev afgivet på et tidligere tidspunkt var, at socialforvaltningen i kommunen var usædvanlig længe om at sende de ønskede oplysninger. På trods af adskillige rykkere modtog vi først de nødvendige oplysninger efter cirka 10½ måned.
Den 10. april 1992 blev styrelsen bedt om at genoptage sagen og afgive ny vejledende udtalelse. Vi indhentede nye lægelige og erhvervsmæssige oplysninger og afgav vejledende udtalelse den 30. juni 1994. Den samlede sagsbehandlingstid i styrelsen var 2 år og 2 måneder. Advokatens manglende indbetaling af gebyr var medvirkende til den lange sagsbehandlingstid. Der forløb således 7 måneder fra forespørgslen blev modtaget i Arbejdsskadestyrelsen, til gebyret blev indbetalt, og sagsbehandlingen kunne begynde.
Arbejdsskadestyrelsen har foruden ovennævnte sag afgivet vejledende udtalelse i yderligere tre sager, hvor der er indgivet klager vedrørende sagsbehandlingstiden til Men-neskerettighedsdomstolen eller den tidligere Menneskerettighedskommision. Den ene af disse sager blev i april 2000 forligt, idet Justitsministeriet udbetalte erstatning til borgeren og sagsomkostninger til advokaten. Den anden sag er blevet forligt i juni 2000. I den tredje sag har vi i december 2000 afgivet redegørelse for sagsforløbet i Arbejdsskadestyrelsen til Justitsministeriet.
Arbejdsskadestyrelsen har på baggrund af ovennævnte dom og klager iværksat en række initiativer til nedbringelse af sagsbehandlingstiden i private erstatningssager. Herunder kan nævnes en mere effektiv rykkerprocedure, og at sagsbehandlingen påbegyndes, når forespørgslen modtages, uanset om gebyret er betalt. Endvidere foretages en højere prioritering af sager, der verserer ved retten, ligesom der bliver arbejdet målrettet med de ældste sager.
1.4 Justitsministeriets lovforslag om ændring af erstatningsansvarsloven
Justitsministeriet har den 10. januar 2001 fremsat lovforslag L 143 om revision af især erstatningsansvarsloven i Folketinget. Forslaget bygger på anbefalinger fra en arbejdsgruppe, der afgav betænkning i maj 2000.
Efter lovforslaget forhøjes erstatningsniveauet væsentligt ved personskade, og der lægges også op til at forhøje tortgodtgørelsen til ofre for seksualforbrydelser og forbrydelser i familieforhold (incest med videre).
Erstatning for tab af erhvervsevne forhøjes ved at øge den faste kapitaliseringsfaktor »6« til »10«. Samtidig forhøjes minimumbeløbet for forsørgertabserstatning tilsvarende. Méngodtgørelsen forhøjes ved at øge godtgørelsen for 100 procent mén fra 344.000 kr. til 573.500 kr.
Reglerne om nedsættelse på grund af alder ændres, således at nedsættelsen starter tidligere, foregår mere jævnt og slutter på et højere niveau.
Af yderligere indhold i lovforslaget kan nævnes
Det medicinske stationærtidspunkt udgår af loven som afgrænsning af, hvor længe der kan betales tabt arbejdsfortjeneste. Det foreslås i stedet, at der kan betales tabt arbejdsfortjeneste, indtil det er muligt midlertidigt eller varigt at skønne over den fremtidige erhvervsevne.
Den endelige fastlæggelse af erhvervsevnetabet skal afvente en eventuel revalidering eller omskoling.
Adgangen til at få genoptaget sager efter erstatningsansvarsloven udvides.
Ved dødsfald skal der tilkomme den efterladte ægtefælle eller samlever et overgangsbeløb, svarende til princippet i arbejdsskadesikringsloven.
Loven om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser ændres, så sociale ydelser med videre ikke længere skal trækkes fra i den erstatning, som staten udbetaler til voldsofre og andre ofre for forbrydelser.
Reglen om godtgørelse for svie og smerte forenkles.
Der bliver mulighed for at indhente midlertidige udtalelser fra Arbejdsskadestyrelsen om erhvervsevnen.
For personer, der ikke har en erhvervsindtægt - bortset fra børn under 15 år - ophæves reglen om, at erhvervsevnetabet beregnes på grundlag af den medicinske méngrad.
Kapitel 1. Generelt
1.1 Praksiskoordinering i styrelsen
1.2 Forældelse
1.3 Sagsbehandlingstid
1.4 Justitsministeriets lovforslag om ændring af erstatningsansvarsloven
Kapitel 2
Ulykker
Kapitel 2
Ulykker
2.1 Ulykker inden for plejesektoren
Ulykkestilfælde, der skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, kan anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringslovens § 9, nr. 1. Bestemmelsen beskriver ikke nærmere, hvad et ulykkestilfælde er.
Efter mangeårig fast praksis både inden for arbejdsskadesikring og inden for den private ulykkesforsikring forstås en ulykke som en tilfældig af borgerens vilje uafhængig, pludselig udefrakommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge.
Arbejdsskadestyrelsen har i år 2000 haft særlig fokus på mulighederne for anerkendelse af anmeldte ulykker inden for plejesektoren. Denne fokus udmøntede sig i, at Praksiskoordineringsgruppen (se også punkt 1.1) gennemgik en række sager om dette emne, inden der blev truffet afgørelse.
Resultatet af denne gennemgang gengives kort nedenfor. Resultaterne kan ikke opfattes som en »facitliste«, når vi vurderer, om visse ulykkestilfælde inden for plejesektoren kan anerkendes. Vi foretager altid en konkret vurdering af sagen, idet helt (særlige) konkrete forhold kan have en afgørende betydning for udfaldet af en sag.
Resultat
Gennemgangen af sagerne viste, at i tilfælde, hvor en plejer kommer til skade i forbindelse med flytning af en patient, hvor patienten knækker eller falder sammen på gulvet, vil der som hovedregel være tale om et ulykkestilfælde. Dette er også tilfældet, hvis patienten pludselig flytter sin arm og derved sin vægt fra omkring nakken på plejeren til dennes arm.
Vurderingen er, at der i disse tilfælde er tale om en pludselig udefrakommende begivenhed, som i væsentlig grad ændrer det planlagte forløb af løftet/håndteringen med en uventet og pludselig belastning af andre muskelgrupper eller en anden voldsom belastning af kroppen.
Et eksempel
En sygehjælper var med en kollega ved at hjælpe en patient fra seng til bækkenstol. Patienten kunne normalt støtte på benene, men knækkede sammen i benene under forløbet. Sygehjælperen fik herved smerter i armen. Sagen blev anerkendt.
Et eksempel
En sygehjælper skulle flytte en patient fra kørestol til seng. Sygehjælperen havde lagt højre arm om livet på patienten, og hun havde fat i patientens tøj med hånden. Patienten havde venstre arm omkring sygehjælperens nakke og skulder. Midt under flytningen ændrede patienten stilling med sin venstre arm og tog fat i sygehjælperens højre arm og rykkede i den. Sagen blev anerkendt.
Et eksempel
En social- og sundhedsassistent havde hjulpet en patient op af sengen. Da denne selv forsøgte at gå fra seng til kørestol og var ved at falde, greb social- og sundhedsassistenten ud efter patienten og pådrog sig herved en forstrækning i ryggen. Sagen blev anerkendt.
Hvis patienten derimod eksempelvis læner sig mere og mere op ad sygehjælperen, eller sygehjælperen hele tiden holder fast i patienten uden nogen pludselig begivenhed eller en anden belastning af kroppen, er dette normalt ikke tilstrækkeligt til anerkendelse.
Det samme gør sig gældende, når patienten ikke medvirker ved starten af løft. Dette medfører ofte, at løftet bliver tungere end forventet. Dette er normalt ikke tilstrækkeligt til anerkendelse, når der derudover ikke er sket noget usædvanligt, der bevirker, at den planlagte arbejdsproces ændres væsentligt.
Et eksempel
En social- og sundhedsassistent skulle flytte en patient længere op i sengen. Patienten lovede at løfte hovedet og skubbe fra med benene. Patienten medvirkede ikke som aftalt, hvorved social- og sundhedsassistenten fik smerter i ryggen. Sagen blev afvist.
2.2 Hundedommen
Den 22. februar 2000 afsagde Højesteret med 3 stemmer mod 2 dom om anerkendelse af en hændelse som et ulykkestilfælde. Dommen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000 side 1193.
Sagen handlede om en politiassistent, der skulle løfte sin tjenestehund cirka 1,4 meter op i det øverste bur i en hundetransportvogn. I stedet for at gå ind i buret satte hunden under løftet pludselig af fra politiassistentens arme, hvorved hans ryg blev overbelastet. Han fik et knæk i ryggen og led siden af lænderygsmerter.
Højesterets flertal udtalte, at politiassistenten på sædvanlig måde skulle løfte sin velafrettede tjenestehund cirka 1,4 m op til det åbne bur i bilen. Det blev lagt til grund, at hunden under løftet pludselig satte af fra hans arme, og at hans ryg derved blev overbelastet. Flertallet fandt, at rygskaden under disse omstændigheder var forårsaget af en pludselig og udefrakommende begivenhed, der måtte karakteriseres som et ulykkestilfælde.
Østre Landsret havde givet Ankestyrelsen medhold i, at hændelsen ikke var et ulykkestilfælde. Landsretten havde lagt vægt på, at politiassistenten blev udsat for en belastning, der ikke kunne karakteriseres som en udefrakommende pludselig indtrådt begivenhed, der gik udover, hvad der måtte kunne forventes i en arbejdssituation som den omhandlede, og som politiassistenten, der var erfaren hundefører, måtte være forberedt på. Højesterets mindretal stemte for afvisning med Landsrettens begrundelse.
I de redaktionelle noter i Ugeskrift for Retsvæsen er der blandt andet henvist til Social Meddelelse (SM) U-10-98 fra Den Sociale Ankestyrelse, hvor Ankestyrelsen anerkendte en armskade, som opstod da en person måtte gribe en uventet tung sportstaske under akavede forhold i en helikopter. Ankestyrelsen udtalte generelt, at konsekvenserne ved en fejlberegning af vægten i sådanne situationer kan medføre en afværgebevægelse, som kan overbelaste musklerne.
Dommen ændrer således ikke den generelle forståelse af ulykkesbegrebet, som det tidligere er blevet fastslået af Højesteret. Anerkendelse af et ulykkestilfælde kræver derfor fortsat, at borgeren har været udsat for en påvirkning, der ligger ud over arbejdets almindelige rammer, forstået som en usædvanlig afvigelse.
Højesterets flertal fandt således konkret i sagen om politiassistentens hund, at der var dokumenteret et ulykkestilfælde. Det er særligt fremhævet i præmisserne, at der var tale om en velafrettet tjenestehund. Det må tillige anses for at være væsentligt for resultatet, at der var tale om et relativt højt løft af en tung hund, hvorfor der ikke skulle ske særlig megen afvigelse fra det planlagte, før hændelsen måtte anses for at være et ulykkestilfælde, jævnfør ovennævnte SM U-10-98.
2.3 Arbejdsskadeudvalget ser på ulykkesbegrebet
I maj 1999 nedsatte socialministeren et udvalg på arbejdsskadeområdet.
Det fremgår blandt andet af kommissoriet, at der er rejst kritik af den praksis, der følges i Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse ved afgrænsningen af specielt ulykkesbegrebet på arbejdsskadeområdet. Det er især brugen af det forsikringsretlige ulykkesbegreb, der har givet anledning til kritik. Dette begreb er tiltrådt af Højesteret.
Arbejdsskadebegrebet omfatter ud over ulykker også kortvarige skadelige påvirkninger, pludselige løfteskader og erhvervssygdomme.
Udvalget skal på denne baggrund først og fremmest overveje ulykkesbegrebets afgrænsning og dets betydning for, at skader anerkendes. I tilknytning hertil skal udvalget overveje konsekvenserne for de øvrige skadebegreber.
Udvalget skal derudover overveje administrationen og styringen af arbejdsskadeområdet. Det skal i den forbindelse specielt vurderes, om den fremtidige udvikling på området kan ske i større samspil med interessenterne.
Udvalget kan endelig tage andre spørgsmål op af betydning for arbejdsskadeområdet, herunder vurderingen af forskningsaktiviteter på området.
Udvalget har holdt sit sidste møde den 9. marts 2001 og afleverer sin betænkning den 1. april 2001.
Kapitel 2. Ulykker
2.1 Ulykker inden for plejesektoren
2.2 Hundedommen
2.3 Arbejdsskadeudvalget ser på ulykkesbegrabet
Kapitel 3
Erhvervssygdomme
Kapitel 3
Erhvervssygdomme
3.1 Anerkendelse af erhvervssygdomme
I arbejdsskadesikringsloven § 10, jævnfør § 9, nr. 4, beskrives, hvad der ifølge loven forstås ved erhvervssygdomme, og under hvilke betingelser de kan anerkendes som arbejdsskader.
I § 10, stk. 1, nr. 1, er betingelserne nævnt for optagelse af sygdomme på erhvervssygdomsfortegnelsen. Sygdomme, der er nævnt i denne fortegnelse, kan anerkendes som erhvervssygdomme, når både de generelle betingelser og specielle betingelser under de enkelte punkter i fortegnelsen er opfyldt. De generelle betingelser står i § 1 i erhvervssygdomsfortegnelsen (senest bekendtgørelse nr. 175 af 14. marts 2000).
Sygdomme, der ikke er omfattet af fortegnelsen, kan anerkendes efter § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led, når de efter nyeste medicinske erfaring opfylder betingelserne for optagelse på erhvervssygdomsfortegnelsen. Endvidere kan sygdomme anerkendes efter § 10 stk. 1, nr. 2, 2. led, når de må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.
Sygdomme, der ikke er omfattet af erhvervssygdomfortegnelsen, kan kun anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Det er Arbejdsskadestyrelsen, der vurderer, om sygdomme skal forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, eller om forelæggelsen må anses for udsigtsløs. Også pludselige løfteskader kan kun anerkendes efter de har været forelagt Erhvervssygdomsudvalget (se afsnit 3.8).
Erhvervssygdomsudvalget består af en formand og otte medlemmer. Medlemmerne repræsenterer Sundhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet samt arbejdsmarkedets parter. Udvalget giver indstilling til Arbejdsskadestyrelsen, som træffer afgørelse. Desuden skal udvalget mindst hvert andet år forhandle med Arbejdsskadestyrelsen om revision af erhvervssygdomsfortegnelsen.
Når sygdomme er nævnt på erhvervssygdomsfortegnelsen, og de generelle og specielle betingelser er opfyldte, er der en formodning for, at de er en følge af arbejdet. For andre sygdomme gælder, at det skal dokumenteres, at lidelsen med overvejende sandsynlighed er en følge af det pågældende arbejde.
3.2 Fosterskader
Fra den 1. januar 1989 blev skader på børn omfattet af arbejdsskadelovgivningen, hvis de skyldes moderens arbejde under graviditeten, eller hvis de er en følge af arbejdsmæssige påvirkninger af forældrene. Reglerne har virkning for børn født den 1. januar 1984 eller senere.
En fosterskade kan anerkendes, hvis den opfylder de krav, der fremgår af Erhvervssygdomsfortegnelsens gruppe H. En fosterskade vil også kunne anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, når lidelsen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdet.
Efter reglerne om fosterskader trådte i kraft, er der blevet anmeldt 68 formodede fosterskader. Dette skal ses i lyset af, at der ifølge Sundhedsstyrelsen hvert år fødes cirka 2000 børn i Danmark med misdannelser. Det meget beskedne antal anmeldelser har fået Arbejdsskadestyrelsen til at rette større fokus på området, blandt andet gennem oplysning til praktiserende læger, fødselslæger og børnelæger, der efter arbejdsskadelovgivningen har pligt til at anmelde formodede tilfælde af fosterskader.
Denne oplysning har bestået i flere elementer
- I oktober måned 2000 deltog styrelsen med to repræsentanter på messen »Lægedage« i Bella Center. Vi havde her en stand sammen med Arbejdstilsynet, hvor vi informerede om lægers anmeldepligt. Dette initiativ blev kort tid efter fulgt op af et postkort, som blev sendt til samtlige landets praktiserende læger. På kortet informerede vi om anmeldepligten.
- Der er skrevet en artikel til Ugeskrift for Læger. Artiklen handler om vigtigheden af at anmelde erhvervssygdomme herunder fosterskader alene når der blot er mistanke om, at en lidelse kan skyldes arbejdet.
- Arbejdsskadestyrelsen tog i 2000 initiativ til et møde med repræsentanter for Lægeforeningen. På mødet informerede vi om vigtigheden af at anmelde fosterskader, som kan mistænkes at skyldes moderens arbejde. Det blev desuden aftalt, at der vil blive nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på grænserne for, hvornår det er relevant at anmelde for tidlige fødsler som formodede erhvervsbetingede.
På grund af tvivl om sammenhængen mellem skader på børn og påvirkninger fra visse typer af organiske opløsningsmidler, som moderen har været i forbindelse med under graviditeten, gennemgår styrelsen samtlige 68 anmeldte fosterskadesager på ny. I de tilfælde, hvor den nyeste medicinske viden har sået tvivl om styrelsens tidligere afgørelse, genoptager vi sagen til fornyet behandling, hvis den skadede eller dennes værge ønsker det.
3.3 Sager vedrørende personer, der har været udstationerede i Golf-området
Arbejdsskadestyrelsen har fra 1991 til 1998 modtaget 171 anmeldelser om arbejdsskader, der skulle være overgået personer, der har været udstationerede i Golf-området i perioden august 1990 til december 1997.
Der er fem anmeldelser, der vedrører egentlige ulykkestilfælde, hvoraf der er sket anerkendelse i to tilfælde. Tre tilfælde er afvist, fordi de er anmeldt efter udløbet af lovens frist på et år for anmeldelse.
Der er 166 anmeldelser, der vedrører mulige erhvervsbetingede lidelser. I mange af disse tilfælde drejer det sig om hudlidelser, men der er også tale om psykiske lidelser og infektionssygdomme.
I 11 tilfælde anerkendte vi det anmeldte tilfælde som en arbejdsskade, mens vi i 155 tilfælde afviste sagen, fordi det anmeldte tilfælde ikke kunne anerkendes som arbejdsskade, eller vi henlagde sagen, fordi pågældende ikke besvarede vores anmodning om at bidrage med yderligere oplysninger.
I nogle tilfælde har borgeren anket vores afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse, i andre tilfælde har vi genoptaget sagsbehandlingen på borgerens foranledning.
I foråret 2000 modtog vi en henvendelse fra Hærens Konstabel- og Korporalforening og Centralforeningen for Stampersonel om af egen drift at genoptage alle de afviste tilfælde. Forbundene henviser til en rapport af 9. marts 1998 om »Helbredsstatus hos danskere efter ophold i Golf-området under og efter Golfkrigen« af Torben Ishøj, Bernadette Guldager, Merete Appleyard, Hans Ole Hein og Finn Gyntelberg og artikler i Ugeskrift for Læger, der belyser sammenhængen mellem de beskrevne lidelser og opholdet i Golf-området.
Foranlediget af denne henvendelse skrev vi til 143 personer, der har opholdt sig i Golf-området, og som har fået afvist eller henlagt deres sag. I brevet opfordrer vi de pågældende til at rette henvendelse til os, hvis de gerne vil have, at vi indhenter nærmere oplysninger til brug for en vurdering af, om der er grundlag for at genoptage deres sag.
Forsvarets særlige erstatnings- og godtgørelsesordning
Forsvarskommandoen bad i april 2000 Arbejdsskadestyrelsen om at videresende informationsmateriale til de personer, der som ansatte i Forsvaret havde været udsendt til Golfen, og som i forlængelse heraf havde fået anmeldt en arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen. Formålet var at underrette disse personer om deres muligheder for at søge erstatning efter den særlige erstatnings- og godtgørelsesordning til ansatte i forsvaret.
Arbejdsskadestyrelsen administrerer ikke denne særlige erstatnings- og godtgørelsesordning, men kan inddrages ved fastsættelse af erstatningens og godtgørelsens størrelse. Arbejdsskadestyrelsen har modtaget anmodning om vejledende udtalelser i et mindre antal af disse sager.
Aktindsigt
Pressen har vist stor interesse for Golf-sagerne, og Arbejdsskadestyrelsen fik i marts en anmodning fra journalister fra et dagblad om aktindsigt i samtlige dokumenter fra disse sager.
Arbejdsskadestyrelsen kunne alene udlevere de dokumenter, der indeholdt generelle oplysninger om ansøgningerne og Golfkrigen, for eksempel den ovenfor nævnte rapport af 9. marts 1998 og artikler fra Ugeskrift for Læger, idet offentlighedsloven yder beskyttelse mod, at en myndighed videregiver oplysninger om enkeltpersoners private forhold, herunder helbredsoplysninger.
I løbet af foråret modtog Arbejdsskadestyrelsen herudover anmodning om aktindsigt i 13 sager, hvor borgerne havde givet sit samtykke til, at journalister kunne få udleveret sagens dokumenter. Disse anmodninger blev naturligvis imødekommet, idet et samtykke til videregivelse ophæver forbudet mod at videregive oplysninger om enkeltpersoners private forhold.
3.4 Museskader efter arbejde med computer assisted design (CAD)
I Arbejdsskadestyrelsens praksisoversigt for 1999 oplyste vi, at vi på baggrund af nogle sager, som Den Sociale Ankestyrelse havde hjemvist, havde truffet beslutning om, at vi ville behandle en række sager, hvor borgeren havde været beskæftiget med CAD-arbejde. Vi oplyste samtidig, at sagerne, når de var tilstrækkeligt oplyste, ville blive forelagt Erhvervssygdomsudvalget med henblik på en drøftelse af, om arbejdet med computermus under særlige omstændigheder ville kunne anerkendes efter indstilling fra udvalget.
I november 2000 forelagde vi seks sager for Erhvervssygdomsudvalget, herunder de sager, som Den Sociale Ankestyrelse havde hjemvist til os til fornyet behandling.
I alle seks sager havde borgeren været beskæftiget med CAD-arbejde, men sygdomsbilledet var forskelligt, idet der var tale om forskellige diagnoser i form af seneskedehindebetændelse, tennisalbue, irritation af skulderleddets rotator-sener eller en kombination heraf.
Lidelser, der ikke er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme, kan anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, enten hvis lidelsen opfylder betingelserne for at komme på fortegnelsen, eller lidelsen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art (se afsnit 3.1).
Erhvervssygdomsudvalgets medlemmer fandt ikke, at lidelserne i de seks sager opfyldte betingelserne for at komme på erhvervssygdomsfortegnelsen. Udvalget lagde vægt på en prisopgave fra år 2000, udskrevet af Gigtforeningen med titlen: »Hvad ved vi om bevægeapparatgener, der relaterer sig til brug af computer (»museskader« )«. I prisopgaven påpeges det efter en gennemgang af den foreliggende videnskabelige litteratur på området, at vores viden i dag ikke er tilstrækkelig til at kunne udpege bestemte forhold i arbejdet som årsag til lidelser eller som årsag til egentlig sygdom.
Efter en konkret vurdering i hver enkelt sag fandt udvalget heller ikke, at lidelserne måtte anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsagede af arbejdets særlige art, idet det efter almindelig lægelig opfattelse ikke var overvejende sandsynligt, at det beskrevne arbejde, det vil sige de konkrete belastninger, var årsag til lidelserne.
Erhvervssygdomsudvalget afgav derfor indstilling om afvisning af de seks sager. Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i overensstemmelse med udvalgets indstilling. Udvalget vil fortsat følge udviklingen på området.
3.5 Revision af erhvervssygdomsfortegnelsen
Arbejdsskadestyrelsen skal mindst hvert andet år optage forhandling med Erhvervssygdomsudvalget med henblik på en almindelig revision af, hvilke sygdomme der opfylder kravene for at blive optaget på den i § 10, stk. 1, nr. 1, nævnte fortegnelse over erhvervssygdomme. Dette fremgår af lov om sikring mod følger af arbejdsskade, § 58.
I begyndelsen af 2000 afsluttede vi forhandlingerne med Erhvervssygdomsudvalget og udsendte bekendtgørelse nr. 175 af 14. marts 2000 om fortegnelsen over erhvervssygdomme.
De væsentligste ændringer er foretaget under gruppe E om sygdomme forårsaget af fysiske påvirkninger.
Ændringerne er
- Gruppe E, punkt 6a, er lidelsen de Quervain s syndrom (seneskedehindebetændelse på underarmen ved håndleddet) ikke længere angivet under bemærkningerne. Det vil med andre ord sige, at lidelsen nu kan anerkendes, såfremt betingelserne for anerkendelse i øvrigt er tilstede.
- Gruppe E, punkt 6c, er udvidet, så forandringer i skulderleddets rotatorsener også kan anerkendes efter flere års kraftbetonet og skulderbelastende arbejde. Ændringen er baseret på en langvarig praksis i Erhvervssygdomsudvalget om anerkendelse af forandringer i skulderleddets rotatorsener hos for eksempel slagteriarbejdere med 6-8 års arbejde med udbening.
- Gruppe E er udvidet med et punkt 12, hvorefter karpaltunnelsyndrom kan anerkendes efter længerevarende, repetitivt, ikke varieret, kraftbetonet, håndledsbelastende arbejde. Også denne ændring er baseret på langvarig praksis i udvalget om anerkendelse af karpaltunnelsyndrom hos eksempelvis slagteriarbejdere, der længerevarende har været beskæftigede med udskæringsarbejde.
Der er desuden foretaget følgende ændringer
- Under gruppe A , punkt 3, kan - udover astma bronchiale - også anerkendes lungelidelser med nedsat lungefunktion af obstruktiv type efter udsættelse for isocyanater, idet der foreligger veldokumenteret sammenhæng mellem lungelidelser med nedsat lungefunktion og udsættelse for isocyanater.
- Under gruppe C, punkt 5, kan - udover rhinitis allergica (allergisk forkølelse) - også anerkendes conjunktivitis allergica (allergisk øjenbetændelse) efter indånding på arbejdspladsen af støv eller dampe fra de produkter, der en nævnt under litra a-d i bestemmelsen. Endvidere er litra c udvidet med persulfatsalte. Persulfatsalte benyttes blandt andet ved farvning af hår, og flere undersøgelser har vist en øget risiko for udvikling af astma hos frisører.
Der er også foretaget en opdatering af uddraget af listen fra WHO International Agency for Research on Cancer (IARC) over stoffer, som giver øget risiko for udviklingen af kræft hos mennesker.
3.6 Arbejdets særlige art
Lidelser, der ikke er på erhvervssygdomsfortegnelsen, kan anerkendes på grund af arbejdets særlige art, jævnfør ovenfor afsnit 3.1.
Ankestyrelsen har i 2000 hjemvist en række sager til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på særlig stillingtagen til, om lidelsen kan anerkendes som følge af arbejdets særlige art.
Erhvervssygdomsudvalget har desuden i konkrete sager anerkendt en golfalbue som følge af arbejdets særlige art.
Efter en dom fra Højesteret fra september 1998 (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 1677), som tidligere er omtalt i vores årsberetning 1998, og en række tilkendegivelser og principielle afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse, har vi nu øget fokus på netop arbejdets særlige art.
Når Arbejdsskadestyrelsen vurderer, om en sygdom muligvis kan anerkendes efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, ser vi blandt andet på, om personen under sit arbejde har været udsat for belastninger eller påvirkninger, som efter en samlet vurdering må antages at medføre en særlig risiko i arbejdet. Det vurderes dernæst, om dette særligt risikofyldte arbejde i det konkrete tilfælde udelukkende eller i overvejende grad kan antages at være årsag til sygdommen.
Der er således tale om en konkret og i vidt omfang medicinsk sandsynlighedsvurdering.
Selvom en sygdom ikke er optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen, eller hvis sygdommen er optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen, men ikke opfylder betingelserne for anerkendelse efter denne, er der således mulighed for at anerkende tilfældet efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, hvis der har været tale om særligt belastende arbejdsforhold, som i det konkrete tilfælde vurderes at have medført en særlig risiko for udvikling af sygdommen.
3.7 Psykiske lidelser
Fra november 2000 har Arbejdsskadestyrelsen haft særlig fokus på indhentelse af oplysninger i sager om anerkendelse af psykiske lidelser. Samtidig vil styrelsen gøre mere for at begrunde afgørelser, der træffes i disse sager.
Baggrunden er, at Den Sociale Ankestyrelse har hjemvist nogle sager og i SM U-21-00 gjort opmærksom på, at Arbejdsskadestyrelsen skal sørge for bedre sagsoplysning og bedre begrundelser i sager, hvor der afvises at anerkende psykiske lidelser som erhvervssygdomme.
Sagerne skal ifølge Den Sociale Ankestyrelse således være oplyste i en sådan grad, at det er muligt at tage stilling til
- karakteren af den anmeldte psykiske lidelse
- om de arbejdsmæssige belastninger har indebåret en sundhedsmæssig risiko og
- sammenhængen mellem udvikling af lidelsen og den psykiske belastning, som borgeren har været udsat for på sit arbejde.
På den baggrund er Best Practice (Arbejdsskadestyrelsens interne retningslinier for sagsbehandling) blevet revideret i november 2000. Borgeren vil herefter blandt andet blive bedt om detaljeret at beskrive belastningerne så udførligt som muligt, og borgeren bliver bedt om at oplyse, om han/hun har modtaget behandling i forbindelse med forløbet.
Foreliggende oplysninger fra psykolog og egen læge vil normalt blive indhentet til brug for sagen. I tilfælde, hvor der ikke ud fra de foreliggende oplysninger kan tages stilling til anerkendelsesspørgsmålet, vil vi ofte bede om en psykiatrisk speciallægeerklæring. Såfremt denne erklæring peger på en årsagssammenhæng mellem de psykiske belastninger og en psykisk lidelse, vil arbejdsgiver blive bedt om at kommentere oplysningerne om belastningerne. Derefter vil sagen blive forelagt vores psykiatriske lægekonsulent med henblik på eventuel forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Vi har i 2000 udgivet en vejledning om psykiske lidelser, se punkt 4.1.
3.8 Pludselige løfteskader
Den 1. juni 1996 blev begrebet pludselig løfteskade indføjet i arbejdsskadelovgivningen. Begrebet skulle supplere det almindelige ulykkesbegreb, der ikke omfatter pludseligt opståede skader, hvor der ikke er en udefrakommende begivenhed.
Praksis for anerkendelse af skader som pludselige løfteskader skal fastlægges i Erhvervssygdomsudvalget, og en sag kan ikke anerkendes som pludselig løfteskade uden forudgående forelæggelse for udvalget.
Erhvervssygdomsudvalget indstiller anerkendelse eller afvisning af pludselige løfteskader til Arbejdsskadestyrelsen i henhold til den praksis, der er beskrevet i Nyt fra Erhvervssygdomsudvalget, december 1999. Dette nyhedsbrev gengiver socialministerens redegørelse til Folketingets Socialudvalg om praksis på området. Denne praksis er blevet præciseret yderligere i løbet af det sidste år.
Erhvervssygdomsudvalget tager i sin vurdering af sagerne stilling til følgende
- om der er tale om en varig muskel-, nerve- eller ledskade
- om skaden er sket under udøvelse af et løft i akavet arbejdsstilling. Herunder vurderes også tyngden af det skadevoldende løft
- om der forud for løfteskaden har været tale om belastende løftearbejde. Ved vurderingen lægger udvalget vægt på den daglige løftemængde og den tidsmæssige udstrækning. Dette sammenholdes med den konkrete skade og de omstændigheder, skaden opstod under
Efter loven er det en betingelse, at der skal være tale om en varig muskel-, nerve- eller ledskade. Med udgangspunkt i lovens forarbejder er dette i praksis præciseret som et krav om, at der skal være erstatningsberettigende følger efter skaden i form af godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne.
Det er også en betingelse, at skaden er opstået i forbindelse med et løft, og at dette løft er foregået i en akavet løftestilling.
Udvalgets praksis kan kort skitseres på følgende måde
- hvis der er tale om løft af genstande, skal man som udgangspunkt have løftet mellem tre og fire tons pr. dag i mellem tre og fire år, for at udvalget anser løftearbejde som belastende
- hvis der er tale om håndteringer af personer, skal man som udgangspunkt have mindst fire års løftearbejde i form af plejearbejde med mange daglige personløft og håndteringer, for at udvalget anser løftearbejdet som belastende
Udvalgets vurdering består således i en afvejning af betydningen af den enkelte sags oplysninger sammenholdt med lovens betingelser for anerkendelse af en pludselig løfteskade.
3.9 Forskningsprojekt om løfteskader
Socialministeriet har bevilget et beløb til forskning i løfteskader, herunder også træk og skub. En arbejdsmedicinsk læge er ansat til projektet. Der er tale om et ph.d.- projekt, hvilket er en forskeruddannelse ved universitetet.
Den første fase af projektet var en stikprøveundersøgelse af anmeldte pludselige løfteskader fordelt på seks belastningsgrupper, som blev sammenlignet med belastningsgrupper fra Lønmodtagerundersøgelsen fra Arbejdsmiljøinstituttet.
Hovedprojektet er udført i 1999 som telefoninterview af 212 personer fra tre løfteerhverv (kirkegårdsgravere, mekanikere og plejepersonale). Resultaterne af projektet vil fremgå af en ph.d. -afhandling, som er færdig i marts 2001, og som efterfølgende vil blive offentliggjort.
I 2000 blev der desuden i slutfasen af projektet udført endnu et delprojekt. Dette delprojekt handlede om plejepersonales arbejdsophør samt overgang til andet arbejde i forbindelse med løfteskader og rygbesvær. Projektet tog udgangspunkt dels i stikprøver af arbejdsskadesager og dels Lønmodtagerundersøgelsen.
Resultaterne af det første delprojekt er blevet offentliggjort i Ugeskrift for Læger nr. 9, 26. februar 2001.
3.10 Hudprojekt
Arbejdsskadestyrelsen igangsatte i 1998 et projekt om registrering af årsager til anerkendte erhvervsbetingede kontakteksemer. I april 2000 kunne vi offentliggøre de første resultater.
I de første seks måneder af 1999 blev anerkendt 431 tilfælde af erhvervsbetingede kontakteksemer. Heraf var 65,2 procent kvinder og 34,8 procent mænd.
I 80,5 procent af tilfældene var lidelsen udelukkende erhvervsbetinget. I de fleste tilfælde var det muligt at udpege en betydende eksemfremkaldende udsættelse i arbejdsmiljøet som årsag til lidelsen.
De hyppigste årsager til eksem blandt kvinderne var gummikemikalier, latex, nikkel samt vådt arbejde. Blandt mændene var de hyppigste årsager til eksem allergi over for nikkel, epoxy, kromat, skære- og smøreolier, kølevæsker samt opløsningsmidler.
Vi vil fortsætte med denne registrering af årsagerne til anerkendelse af erhvervsbetingede kontakteksemer.
I 2000 igangsatte vi yderligere en undersøgelse med det formål at undersøge, om en række faktorer, herunder allergi, atopi, sygdomsvarighed, erhvervsmæssige udsættelser og psykosociale forhold, har indvirkning på sygdommens sværhedsgrad (méngrad) og på arbejdstilknytningen.
Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med Dermatologisk afdeling, Amtssygehuset i Gentofte. Der er ansat en forskningsassistent til at gennemføre projektet. Arbejdsskadestyrelsens rådgivende hudlægekonsulenter er sammen med Arbejdsskadestyrelsens koordinerende overlæge vejledere på projektet. Projektet gennemføres med økonomisk støtte fra Arbejdsskadestyrelsen samt fra flere eksterne fonde.
Vi henviser desuden til Nyt om arbejdsskader april 2000 samt beskrivelsen af projektet.
Kapitel 3. Erhvervssygdomme
3.1 Anerkendelse af erhvervssygdomme
3.2 Fosterskader
3.3 Sager vedrørende personer der har været udstationerede i Golf-området
3.4 Museskader efter arbejde med computer assisted design (CAD)
3.5 Revision af erhvervssygdomsfortegnelsen
3.6 Arbejdets særlige art
3.7 Psykiske lidelser
3.8 Pludselige løfteskader
3.9 Forskningsprojekt om løfteskader
3.10 Hudprojekt
Kapitel 4
Nye vejledninger
Kapitel 4
Nye vejledninger
4.1 Vejledning om psykiske lidelser
Arbejdsskadestyrelsen udgav i november 2000 en vejledning om anerkendelse af psykiske lidelser.
I vejledningen beskrives vores praksis for anerkendelse af psykiske lidelser som følge af henholdsvis ulykkestilfælde, kortvarig skadelig påvirkning og erhvervssygdomme.
Anerkendelse af en psykisk lidelse som følge af et ulykkestilfælde forudsætter som udgangspunkt, at lidelsen er opstået i tilknytning til en pludselig indtrådt begivenhed, eksempelvis direkte vold. Der kan imidlertid være tale om andre psykiske påvirkninger. Disse er nærmere beskrevet i vejledningen.
Tilsvarende forudsætter anerkendelse af en psykisk lidelse som følge af kortvarig skadelig påvirkning, at den psykiske lidelse er opstået i tilknytning til en skadelig påvirkning, eksempelvis grov seksuel krænkelse over et par dage.
Ved anerkendelse af psykiske skader som følge af ulykkestilfælde eller kortvarige skadelige påvirkninger stiller vi ikke noget krav til en bestemt diagnose. Psykiske symptomer kan være tilstrækkelige.
I erhvervssygdomssager lægger Erhvervssygdomsudvalget normalt vægt på, at der er stillet diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion, fordi denne lidelse overvejende er forårsaget af ydre belastninger. Erhvervssygdomsudvalgets praksis er nærmere beskrevet i vejledningen. Se desuden punkt 3.7.
Ud over at være tænkt som en hjælp til korrekt oplysning og behandling af sager om psykiske lidelser, skulle vejledningen således også gerne bidrage til forståelsen af, hvornår en psykisk lidelse kan anerkendes.
Vejledningen kan købes for 80 kroner ved henvendelse til vores Kundecenter. Den kan også læses på vores hjemmeside.
4.2 Vejledning om astma og bronchitis
Vi har i februar 2000 udsendt en helt ny vejledning om anerkendelse af astma og bronchitis.
Af vejledningen fremgår, hvad der skal forstås ved astma og bronchitis, og hvordan disse lidelser adskiller sig fra hinanden. Betingelserne for at få lidelserne anerkendt som erhvervssygdomme efter erhvervssygdomsfortegnelsen gennemgås, og praksis belyses ved hjælp af konkrete eksempler.
Astma og bronchitis kan eventuelt anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, hvis der har været tale om andre påvirkninger end dem, der er nævnt i erhvervssygdomsfortegnelsen.
I vejledningen kan man også læse nærmere om, hvilken betydning tobaksrygning har for lidelsen kronisk bronchitis.
Vejledningen kan købes for 60 kroner ved henvendelse til vores Kundecenter. Den kan også læses på vores hjemmeside.
4.3 Vejledning om betaling af behandlingsudgifter med videre
Efter en arbejdsskade giver § 30 i arbejdsskadesikringsloven borgeren ret til at få sine udgifter til sygebehandling, optræning, proteser, briller og lignende betalt.
I juli 2000 udkom vejledning om betaling for sygebehandling, optræning og hjælpemidler ved arbejdsskade, 2. udgave.
I vejledningen beskriver vi de fælles generelle regler for betaling efter lovens § 30. Det beskrives for eksempel, hvornår i sagsbehandlingen der kan ske betaling efter § 30, og hvordan vi behandler genoptagelsesanmodninger. Vi berører desuden spørgsmål om tilskud fra anden side samt betydningen af konkurrerende og forudbestående lidelser i forbindelse med behandlinger efter en arbejdsskade.
I vejledningen behandler vi herefter mere konkret reglerne om sygebehandling, optræning og betaling af hjælpemidler samt de følgeudgifter, der kan komme på tale efter § 30. Der er i vejledningen lavet en ikke udtømmende liste over de enkelte behandlingsformer og hjælpemidler, og vi oplyser, under hvilke betingelser disse kan betales.
Vejledningen indeholder desuden en beskrivelse af muligheden for betaling af hjælpemidler, der bliver beskadiget på arbejdet. Det vedrører især betaling af briller, der bliver beskadiget under udførsel af borgerens arbejde, men heller ikke her er listen udtømmende.
Endelig beskriver vi i vejledningen de omkostninger ud over § 30, som sker i forbindelse med sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen (lovens § 19 og § 22). Det vedrører eksempelvis udgifter i forbindelse med en speciallægeundersøgelse til brug for vurdering af det varige mén.
Vejledningen er først og fremmest udarbejdet til brug for Arbejdsskadestyrelsens medarbejdere, når de skal træffe afgørelser efter § 30 med flere. Den er imidlertid søgt udformet sådan, at den kan bruges med udbytte også af medarbejdere i forsikringsselskaberne og andre med interesse for området.
Vejledningen kan købes for 100 kroner ved henvendelse til vores Kundecenter. Den kan også læses på vores hjemmeside.
4.4 Vejledning om stationærtidspunkt
Vejledning om stationærtidspunktet udkom i december 2000. I vejledningen beskriver vi retningslinierne for, hvordan vi fastsætter stationærtidspunktet, og vi supplerer med en række vejledende eksempler. Vejledningen anvendes udelukkende i private erstatningssager.
Formålet med vejledningen er ved hjælp af eksemplerne at vise, hvorledes vurderinger af stationærtidspunktet kan ske. Fastsættelse af stationærtidspunktet har betydning for erstatning for midlertidige og varige tab efter erstatningsansvarsloven.
Stationærtidspunktet vurderes konkret i hver enkelt sag på baggrund af de oplysninger, som findes i sagen. Eksemplerne i vejledningen er derfor udelukkende vejledende.
Vejledningen kan læses på vores hjemmeside.
Kapitel 4. Nye vejledninger
4.1 Vejledning om psykiske lidelser
4.2 Vejledning om astma og bronkitis
4.3 Vejledning om betaling af behandlingsudgifter med videre
4.4 Vejledning om stationærtidspunkt
Kapitel 5
Private erstatningssager
Kapitel 5
Private erstatningssager
5.1 Nyere praksis ved vurdering af erhvervsevnetab til personer, der er tilkendt forhøjet almindelig førtidspension
Arbejdsskadestyrelsen bliver ofte anmodet om en vejledende udtalelse om størrelsen af erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarslovens § 5 i tilfælde, hvor borgeren som følge af en ulykke har måttet opgive sit arbejde og er tilkendt førtidspension.
Der er tale om to forskellige regelsæt i lov om social pension og i erstatningsansvarsloven. De myndigheder, som træffer afgørelser/afgiver vejledende udtalelser, er ikke bundet af hinandens bedømmelse.
Efter lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1, kan der tilkendes forhøjet almindelig førtidspension, når erhvervsevnen er nedsat med mindst halvdelen. Efter lovens § 14, stk. 2, kan der tilkendes mellemste førtidspension, hvis erhvervsevnen er nedsat med omkring 2/3. Efter lov om social pension findes der ingen grader eller løsningsmuligheder herimellem i modsætning til efter erstatningsansvarsloven.
I overensstemmelse med domstolsafgørelser i de seneste 2 år har vi efter en konkret vurdering i visse sager udtalt at erhvervsevnetabet er 60 procent, ofte når borgeren er tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med mindst halvdelen og med mindre end 2/3.
Der er tale om en skønsmæssig vurdering. Ved vurderingen lægger vi blandt andet vægt på sagens sociale oplysninger om, hvor mange timer borgeren kan klare at arbejde samt på oplysningerne i sagens speciallægeerklæringer.
I »Nyt om Arbejdsskader« i januar 2000 er omtalt en sag, hvor en 43-årig mand pådrog sig en piskesmældsskade ved en færdselsulykke i december 1992. Ved udtalelse i november 1996 vurderede Arbejdsskadestyrelsen erhvervsevnetabet til 35 procent.
Forsikringsselskabets advokat meddelte i september 1999, at borgeren havde udtaget stævning mod selskabet med påstand om betaling af erhvervsevnetabserstatning svarende til 75 procent, subsidiært et efter rettens skøn fastsat mindre beløb. Arbejdsskadestyrelsen erklærede sig villig til at komme med en ny udtalelse om erhvervsevnetabet inden retsmødet og bad om at få fremsendt retssagens akter, da styrelsen ikke var bekendt med, om der siden udtalelsen fra november 1996 var indtrådt væsentlige ændringer i borgerens erhvervsmæssige situation.
Det fremgik blandt andet af retssagens akter, at borgeren i november 1997 blev tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, svarende til at erhvervsevnen var nedsat med mindst halvdelen og med mindre end 2/3.
Styrelsen gennemgik herefter spørgsmålet om erhvervsevnetabet på ny og vurderede ved udtalelse i november 1999 nu erhvervsevnetabet til skønsmæssigt 60 procent.
Efter Arbejdsskadestyrelsens nye udtalelse oplyste forsikringsselskabets advokat, at der i sagen var indgået forlig mellem parterne i overensstemmelse med styrelsens nye udtalelse fra november 1999.
Kapitel 5. Private erstatningssager
5.1 Nyere praksis ved vurdering af erhvervsevnetab til personer, der er tilkendt forhøjet almindelig førtidspension
Kapitel 6
Lov om erstatning til besættelsestidens ofre
Kapitel 6
Lov om erstatning til besættelsestidens ofre
6.1 Forhøjelse af hædersgaver
Fra 1. april 2000 forhøjedes de beløb, som oprindeligt var fastsat som hædersgaver i henhold til en række love, fra 6.800 kroner til 12.000 kroner årligt. Forhøjelsen skete ved lov nummer 208 af 27. marts 2000.
Ved lovens gennemførelse er tilstræbt en genopretning af hædersgavernes værdi i forhold til lønudviklingen siden 1945.
Hædersgaver er et skattefrit beløb, som under visse betingelser udbetales kvartalsvis til personer, som har udført en særlig indsats under Anden Verdenskrig og /eller besættelsen af Danmark.
Allerede inden besættelsen den 9. april 1940 vedtog Rigsdagen, at danske fiskere og sømænd (og deres efterladte) var berettigede til hædersgaver som følge af skader, som var opstået efter den 1. september 1939. I juli 1940 vedtog Rigsdagen, at sårede og efterladte til faldne efter modstanden den 9. april 1940 ligeledes var berettigede til hædersgaver, hvilket også er tilfældet for samme personkreds efter begivenhederne den 29. august 1943.
De fleste hædersgaver ydes imidlertid efter lov om erstatning til besættelsestidens ofre. Efter denne lov har blandt andet koncentrationslejrfanger, visse modstandsfolk, søfolk i allieret tjeneste og færøske fiskere (og deres efterladte) ret til hædersgave.
Hædersgaverne var oprindeligt fastsat til 800 kroner årligt. Beløbet er forhøjet flere gange siden 1945.
Hædersgaverne skal ikke betragtes som noget forsørgelsesgrundlag. Flertallet af dem, som er berettigede til hædersgave, modtager samtidig erstatning efter lov om erstatning til besættelsestidens ofre.
Hædersgaverne tildeles af Arbejdsskadestyrelsen, men Finansstyrelsen forestår selve udbetalingen.
Ved årsskiftet 2000/2001 var der cirka 5.800 hædersgavemodtagere.
Arbejdsskadestyrelsen, den 30. marts 2001
Anne Lind Madsen
Kapitel 6. Lov om erstatning til besættelsestidens ofre
6.1 Forhøjelse af hædersgaver
Vejledning om Arbejdsskadestyrelsens praksis 2000
Forord
Igen i år udgiver Arbejdsskadestyrelsen en oversigt over væsentlige områder i vores praksis på både arbejdsskadeområdet, området for de private erstatningssager og området for besættelsestidens ofre. Oversigten indeholder de væsentligste ændringer i praksis i årets løb, herunder koordineringen af afgørelser og udtalelser fra Arbejdsskadestyrelsen.
Vi har fundet anledning til at undersøge sager på særlige områder. Det er fosterskader, sager der vedrører spørgsmålet om forældelse efter 5 år og skader, der er anmeldt til os som følge af Golfkrigen. Arbejdet med vurderingen af disse sager er gengivet i store træk i afsnit 3. Desuden er Erhvervssygdomsfortegnelsen revideret. Det er også omtalt i afsnit 1 og 3.
Vi har udgivet fire vejledninger i 2000. Det er vejledning om psykiske lidelser, vejledning om astma og bronchitis, vejledning om betaling af behandlingsudgifter og vejledning om stationærtidspunktet. Hovedlinjerne i disse gengives i afsnit 4. Vejledningerne kan sammen med vores øvrige informationsmateriale udskrives fra vores hjemmeside www.ask.dk.
Derudover har vi i dette forår udgivet en ny vejledning om behandling af private forsikringssager samt en revideret vejledning om vibrationslidelser. Desuden arbejder vi med en række vejledninger. Det drejer sig om en ny vejledning om hudlidelser samt revision af vejledninger om skole- og uddannelsessøgende, erhvervsevnetab, lænderyglidelser og tandskader.
I april vil Arbejdsskadestyrelsens kvalitetsregnskab med beretning for 2000 blive udgivet. Heraf fremgår, at vi har ekspederet 5.500 flere sager end året før.
2000 blev året, hvor Arbejdsskadestyrelsen indførte digital sagsbehandling af alle nye sager på arbejdsskadeområdet. Den elektroniske kommunikation vil fortsat blive udbygget i 2001.
Venlig hilsen
Anne Lind Madsen