Vejledning om ISM-certificering i henhold til Koden for Sikker Skibsdrift (ISM koden) som indeholdt i IMO resolution A. 741(18)
Table of Provisions (16)
Statutory Text (16 Articles)
Kapitel 1 -
Kapitel 1
Generelt
1.1 Definitioner
Ud over definitionerne i ISM-koden kan det være nødvendigt at konsultere de definitioner, der er foretaget i det "hovedregelværk", der indfører ISM-koden for den pågældende skibstype.
1.2 Målsætning
Målsætningen findes i ISM-kodens kapitel 1.2 og kan bruges af alle rederier og deres skibe. Indførelse af et sikkerhedsstyringssystem skal støtte og tilskynde til indførelse af en sikkerhedskultur.
1.3 Anvendelsesområde
Koden kan i princippet anvendes til at udarbejde et ISM system for alle typer og størrelser af skibe. Denne vejledning udbygger de områder, hvor bl.a. forskelle i rederistørrelse medfører forskelle i de krav, der stilles til indholdet af ISM-manualerne.
1.4 Funktionelle krav
I henhold til kapitel 1.4 er det rederiets opgave at udarbejde, indføre og vedligeholde et sikkerhedsstyringssystem. Der anføres, hvilke områder systemet skal omhandle.
Kapitel 2
Sikkerheds- og miljøbeskyttelsespolitik
2.1
Politikken skal være koncis og så kort som mulig. For at tilkendegive overfor rederiets ansatte, at rederiledelsen står bag ISM-systemet, skal politikken være underskrevet af skibsrederen eller den administrerende direktør.
2.2
Det er rederiets ansvar, at de skrevne politikker forstås og følges af alle ansatte i det daglige arbejde.
Politikkerne bør som minimum indeholde bestemmelser om sikkerhed og arbejdsmiljø, alkohol, og ansættelsespolitik. Det kan også være relevant at formulere en politik vedrørende eks. forbud mod narkotika og forholdet til pressen.
Bilag
Kapitel 3
Rederiansvar og myndighed
3.1 Rederi
Foruden Søfartsstyrelsen skal alle ISM-relevante medarbejdere vide, hvem der er ansvarlig reder for skibets drift. Denne er forpligtet til at meddele Søfartsstyrelsen, hver gang der sker ændringer i "rederforholdet". For personligt ejede selskaber eller skibe skal rederens navn være påført ISM-certifikaterne.
3.2 Ansvar og myndighed for personale
Alt personale i rederiet, der arbejder indenfor ISM systemet, skal have en stillingsbeskrivelse. Rederiets organisatoriske opbygning skal afspejles i et organisationsdiagram, hvoraf også personale- og driftenheders placering skal fremgå. Alle forbindelser mellem de forskellige afdelinger i rederiet skal fremgå af diagrammet. Også den designerede persons ISM-funktion skal tydeligt fremgå af diagrammet, som skal angive, at den designerede person har direkte adgang til rederiets øverste ledelse.
3.3 Ressourcer
Rederiet skal beskrive, hvordan de nødvendige ressourcer til ISM-arbejdet tilvejebringes. Der tænkes her især på designeret persons muligheder for at igangsætte ISM-arbejde, der nødvendiggøres af meldinger fra skibe eller landorganisationen om f.eks. sikkerhedsmæssige forhold, der ikke lever op til de gældende bestemmelser på området. I en sådan situation er det rederiets pligt at fremskaffe de nødvendige ressourcer.
Kapitel 4
Designeret person (systemansvarlig)
I henhold til ISM koden skal DP være ansat i landorganisationen. Personen kan dog, i mindre rederier, være sejlende. I rederier uden "landbaserede rederifunktioner" er det ofte vanskeligt at udpege en person, der forsvarligt kan varetage opgaven, idet der nemt kan opstå interessekonflikter når reder, ejer og skibsfører er én og samme person. Rederiet skal så vidt muligt bestræbe sig på at udnævne en anden person end rederen som designeret person.
Der er mulighed for, at flere rederier/skibe kan være fælles om at udpege en for parterne acceptabel person, der så varetager de samlede pligter som designeret person. Dette skaber sjældent problemer for skibe med næsten samme driftsform. Det er vigtigt, at SMS foreskriver en afløser for den designerede person, og at der skrives en stillingsbeskrivelse også for denne. Den designerede person bør have en maritim baggrund, hvorved der opnås gensidig tillid og faglig forståelse med skibene. Uden denne tillid mister designeret person et væsentligt element i forbindelse med ISM-kodens dynamik og vedligehold.
Kapitel 5
Skibsførerens ansvar og myndighed
5.1
Rederiet skal definere skibsførerens ansvar med hensyn til gennemførelse af ISM systemet om bord, og skibsføreren skal medvirke til, at den nødvendige ISM-motivation er til stede.
Rederiet skal samarbejde med skibsførerne om ISM systemets udarbejdelse, indførelse og vedligehold.
Skibsmøder (personalemøder), der har et punkt på dagsordenen om ISM forhold, kan være medvirkende til forståelse af nødvendige SMS procedurer, der skal gennemføres for at få systemet til at fungere efter hensigten.
Skibsføreren er skibets leder og rederiets repræsentant og skal som sådan have et grundigt kendskab til ISM systemet.
5.1.1
Skibsførerens pligter skal klart beskrives i SMS og omfatter bl.a.
Håndhævelse af rederiets sikkerheds- og miljøbeskyttelsespolitik samt andre politikker rederiet måtte have, herunder
Ansvar for skibets sikre drift
Motivere besætningen til at overholde de vedtagne politikker
Udstede hensigtsmæssige ordrer og instruktioner på en klar og tydelig måde
Verificere, at fastsatte krav bliver overholdt
Årligt gennemgå SMS og rapportere dets eventuelle mangler til ledelsen i land
Føre skibet i overensstemmelse med gældende love og holde sig ajour med disse.
5.2
Det er vigtigt, at rederiet klart definerer skibsførerens ansvar og mulighed til at reagere og handle frit i en kritisk situation. Dette opfyldes ved, at rederiet indfører en erklæring i SMS derom.
Kapitel 6
Ressourcer og personel
Det er rederiets og skibsførerens pligt at sikre, at alle nyansattes kvalifikationer opfylder gældende bestemmelser derom.
6.1
Rederiet skal sikre, at skibsføreren
er kvalificeret
er fuldt fortrolig med rederiets SMS
modtager den nødvendige støtte til varetagelse af sine opgaver.
6.2
Rederiet skal endvidere sikre, at skibet er bemandet med kvalificeret, certificeret og fra et sundhedsmæssigt synspunkt egnede søfarende i overensstemmelse med internationale- og nationale krav.
Når søfarende forhyres gennem fremmede bemandingsagenturer, må rederiet sikre, at også disse søfarende opfylder danske bestemmelser. Dette kræver, at rederiet mindst én gang om året, eventuelt med hjælp fra anden myndighed eller bemyndiget organisation, auditerer agenturerne. Der skal udfærdiges rapporter derfor, som forelægges Søfartsstyrelsen til gennemsyn ved auditering. Søfartsstyrelsen kan selv foranledige, at udenlandske bemandingsagenturer auditeres, såfremt rederiet ikke selv har gennemført intern auditering.
Ved myndighedsauditering kontrolleres de ansattes kvalifikationer. Rederiet skal derfor sikre, at der ombord er nødvendig dokumentation til rådighed (originale beviser for besætningens kvalifikationer, herunder sønæringsbeviser).
Såfremt der findes et rederikontor i land, skal der forefindes en kopi af de ansattes certifikater (beviser) her.
Alle søfarende på skibe med en bruttotonnage på 20 og derover skal være i besiddelse af et gyldigt sundhedsbevis (Blå Bog). (se bek. nr. 903 af 28. september 2000 om lægeundersøgelse af søfarende og fiskere).
6.3
Rederiet skal etablere procedurer, der sikrer, at nymønstrede eller personer, der overføres til nye opgaver vedrørende sikkerhed og miljøbeskyttelse, bliver gjort fortrolige med deres opgaver. Det skal herunder sikres, at nye besætningsmedlemmer gives den nødvendige instruktion før afgang så som "Kend dit Skib" (se bek. nr. 773 af 7. oktober 1997 om instruktion af nymønstrede søfarende).
6.4
Det er rederiets og skibsførerens ansvar, at besætningen opnår tilstrækkeligt kendskab til relevante regler gældende for skibet.
I mange rederier bruges en formular, hvorpå alle besætningsmedlemmer bekræfter, at de har forstået relevante dele af SMS og kender rederiets politikker på alle sikkerhedsmæssige områder. Formularen kan øge de ansattes ansvarsfølelse og bevidsthed om egne sikkerhedsforhold.
6.5
Rederiet skal løbende vurdere nødvendige uddannelsesbehov om bord. SMS skal indeholde en procedure, der konkret beskriver, hvordan rederiet vil opfylde dette krav.
6.6
Rederiet skal sikre, at der er skabt grundlag for, at besætningen er i stand til at kommunikere effektivt under udførelse af deres opgaver. I passagerskibe med flersprogede besætninger skal der til kommunikation i forbindelse med sikkerhed fastsættes et fælles arbejdssprog om bord. Dette skal angives i skibsdagbogen og i ISM-systemet. I øvrige situationer, herunder dagligt arbejde, samt ombord i lastskibe, kræves et eller flere fælles arbejdssprog.
6.7
Rederiet skal etablere procedurer, gennem hvilke skibets besætning modtager relevant information om SMS på arbejdssprog, som forstås af alle.
I skibe, hvor flere nationaliteter og derved flere sprog bruges, skal rederiet sikre, at alle med et sikkerhedsmæssigt ansvar kan læse og forstå de skrevne procedurer. Rederiet eller skibsføreren skal ved ansættelse af personale sikre, at kommunikation på et fælles arbejdssprog er mulig. Ansatte, der ikke kan kommunikere på arbejdssproget, må ikke have opgaver, der giver dem ansvar overfor ansatte eller passagerer.
Kapitel 7
Udarbejdelse af planer for operationer om bord
7.1
Skønt dette er et af ISM-kodens korteste kapitler, er det et af de mest omfattende i ISM-systemet, idet alle operationer væsentlige for sikkerhed, arbejdsmiljø og forebyggelse af forurening om bord, skal beskrives her. Beskrivelserne skal forefindes som enten procedurer, instruktioner, skemaer eller evt. vejledninger.
Af vigtige og nødvendige beskrivelser kan nævnes: bro- og maskinprocedurer i forbindelse med ankomst og afgang. Der vil i denne forbindelse være brug for checklister, der underskrives af de personer, der har ansvar for, at kontrollerne udføres.
I forbindelse med miljøbeskyttelse er det vigtigt, at alle operationer ved bunkring, bortskaffelse af affald og spildolie beskrives.
Der skal ligeledes findes en beskrivelse af håndtering af maling, kemikalier og andre farligt mærkede stoffer.
Operationer i forbindelse med lastning, losning og evt. transport af farligt gods skal beskrives. For passagerskibe er procedurer for passagerregistreringer nødvendige. Disse registreringer skal findes både på land og på skibet (se Søfartsstyrelsens tekniske forskrift nr. 8 af 15. december 1998).
Ovenstående eksempler på indholdet af kapitel 7 i SMS er langt fra dækkende, hvorfor personer ansvarlige for udarbejdelsen af procedurer (DP) nøje bør overveje, hvilke arbejdsopgaver der skal medtages i SMS. Det skal tilføjes, at instruktioner, der forklarer brugen af diverse udrustning om bord, ikke nødvendigvis behøves kopieret i SMS. En procedure, der refererer til sådanne instruktioner, vil være tilstrækkelig.
Ved udarbejdelsen af procedurer er det vigtigt, at det angives, hvor ansvaret for procedurens efterlevelse er placeret. Såfremt det er nødvendigt at referere til en konkret stilling, bør dette ikke ske med reference til pågældendes navn, men snarere til vedkommendes stillingsbetegnelse.
7.2 Oplagte skibe
Rederen bør udarbejde en oplægnings-procedure, for at skibet kan være oplagt med et gyldigt SMC. Oplagte skibe uden besætning kan ikke auditeres.
Oplægningsproceduren bør om muligt nævne oplægningsperioden. Almindeligvis bør man, hvis en oplægningsperiode overskrider 12 måneder, begynde forfra med 1. gangs audit, når skibet igen skal i drift.
Såfremt en termin for mellemliggende audit overskrides i oplægningsperioden uden afholdelse af auditeringen, bortfalder gyldigheden af SMC. Når skibet atter skal i drift, udstedes et ISMC gældende indtil der er udført auditering.
Der anvendes en "blidere" tolkning for mindre skibe, som grundet driftsformen rutinemæssigt lægges op for vinteren, eksempelvis lystfiskerskibe og mindre passagerskibe.
Certifikatets gyldighedsperiode er stadig den oprindelige udstedelsesdag plus højest 5 år.
Gyldighedsperioden kan ikke forlænges med oplægningsperioden.
Reaktiveres det oplagte skib med en helt ny besætning uden erfaring i det pågældende skib, inddrages SMC og auditeringsprocessen skal begynde forfra med et 1. gangs audit.
Såfremt et rederi oplægger sit eneste skib, og SMC inddrages, medfører dette, at DOC ligeledes inddrages.
Kapitel 8
Nødberedskab
8.1
Rederiet er ansvarlig for, at ISM-systemet indeholder procedurer, der dækker (identificerer, beskriver og reagerer på) mulige nødsituationer om bord så som eks. mand over-bord, grundstødning, brand, forurening, kollision, evakuering m.m.
8.2
Rederiet skal etablere øvelses- og træningsprogrammer for at være forberedt på mulige nødsituationer.
Øvelsesprogrammer skal som minimum udarbejdes for båd-, brand og evakuering. Desuden bør der afholdes andre former for relevante øvelser, f.eks. olieforurening og helikopterevakuering.
Alle øvelser skal evalueres og registreres enten i Tilsynsbogen eller på lister, der er oprettet til formålet i SMS. Det er tilladt at bruge elektronisk registrering. Udskrifter kan opbevares i Bilagsmappen (tillæg til Tilsynsbogen) udleveret af Søfartsstyrelsen.
8.3
SMS skal indeholde procedurer, som sikrer, at også rederiets landorganisation til enhver tid kan reagere på ulykker og nødsituationer, som berører dets skibe. For alle skibe skal der til enhver tid være et nødberedskab i land. Mobiltelefon kan indgå i rederiets nødberedskab, men opmærksomheden henledes på, at der kan opstå udfald på nettet.
Så længe skibet er i drift, skal rederiets nødberedskab umiddelbart kunne aktiveres. Det er vigtigt, at rederiets beredskab er på plads. Dette betyder i praksis, at skibet altid skal kunne kontakte rederiet og derved få professionel assistance i en kritisk situation.
For mindre rederier eller rederier uden landbaserede funktioner, er der mulighed for at benytte eks. faglige sammenslutninger, der varetager medlemmernes interesser på dette område.
Kapitel 9
Rapporter og analyser af afvigelser, ulykker og farlige situationer
9.1
SMS skal indeholde procedurer, som sikrer, at afvigelser, ulykker og farlige situationer rapporteres til rederiet. Dette kan gøres ved, at SMS indeholder et skema, der umiddelbart kan anvendes til rapportering. Det er vigtigt, at dette skema er enkelt og derved problemfrit at udfylde.
ISM-koden inddrager alle i besætningen, derfor er et enkelt system en væsentlig betingelse for, at systemet kan fungere i praksis. Alle skal have mulighed for at rapportere til designeret person (systemansvarlig). DP skal hurtigt reagere på alle henvendelser i overensstemmelse med den enkelte henvendelses karakter.
9.2
Rederiet skal udarbejde procedurer, der sikrer, at alle henvendelser underkastes en vurdering og om nødvendigt en korrigerende handling. Det er designeret persons ansvar, at de nævnte procedurer udarbejdes og bruges i den daglige drift.
Kapitel 10
Vedligehold af skib og udstyr
10.1
ISM-koden kræver, at vedligeholdet i skibet er beskrevet. De fleste rederier bruger planlagt vedligehold, idet andet ofte er vanskeligt at administrere i det daglige.
SMS skal indeholde beskrivelser, der sikrer, at skib og udrustning vedligeholdes, og ansvaret for vedligeholdet skal dokumenteres i systemet. I mindre rederier styres vedligeholdet ved sikkerhedschecklister og ved årlige værftsophold.
Ansvaret for udførte opgaver skal altid kunne placeres. Det er derfor vigtigt, at alle sikkerhedschecklister forsynes med initialer for de personer, der er ansvarlige for vedligeholdet.
Som eksempel på sikkerhedscheck i små skibe kan nævnes kabyssens gasapparat, som automatisk skal slukke i tilfælde af ukontrolleret udslip (auto luk system). Det skal regelmæssigt kontrolleres, at dette system fungerer korrekt, hvilket skal fremgå af nævnte sikkerhedscheckliste med initialer for den, der udfører kontrollen.
Et andet eksempel er maskinens vandstandsalarm. En regelmæssig afprøvning er meget nødvendig, da skibe er forlist på grund af manglende opmærksomhed overfor vandindtrængen i maskinrummet.
Eksempler fra større skibe kan være kontrol af maskinrummets vandtætte døre, vandstandsalarmer, nødbrandpumpe, nødgeneratorer og CO2-anlæg m.v. En regelmæssig afprøvning af disse installationer er nødvendig, da alvorlige havarier er forekommet grundet funktionssvigt, der kunne have været undgået ved rettidig kontrol.
10.2
Rederiet har pligt til at sikre,
at skibet afholder de krævede syn. Skibet bør derfor have en certifikatmappe med en oversigt over terminerne for skibets certifikater, kopi deraf bør forefindes på rederiet
at det fremgår af SMS, at afvigelser, der rapporteres til rederiet, så vidt muligt skal indeholde årsag til afvigelsen
at der rettidigt foretages korrigerende handling på rapporterede afvigelser
at det kan dokumenteres, at korrigerende handling er foretaget.
10.3
Rederiets SMS skal indeholde en liste over udstyr og tekniske systemer, som i tilfælde af funktionssvigt kan udgøre en risiko for skib, passagerer, besætning eller miljøet.
SMS skal beskrive, hvilke forholdsregler der kan tages for at modvirke sådanne funktionssvigt.
Vedligehold styres i overvejende grad ved hjælp af checklister. Disse checklister skal benyttes ved afprøvninger af skibets udrustning og tekniske systemer.
Det er vigtigt, at skibet opbevarer gamle checklister i en periode. Dette kontrolleres ved auditering. Det bør fremgå af SMS, hvor længe checklister og dokumenter skal arkiveres.
For klassede skibe indgår klassesyn i beskrivelsen. Det er dog tilstrækkeligt at referere til klassens bestemmelser herom.
Kapitel 11
Dokumentation
11.1
Rederiet har pligt til at sikre, at SMS til enhver tid er opdateret. Dette kræver et dokumentstyringssystem, som skal være beskrevet i SMS kap. 11.
ISM dokumentationen skal være kontrolleret og styret. Dette betyder, at alle dokumenter skal være forsynet med et "hoved", hvoraf de nødvendige oplysninger for dokumentets opdatering og historie skal fremgå.
I praksis forsynes "hovedet" med versionsnummer, erstatter version, dato for udstedelsen, hvem der har udarbejdet, hvem der har godkendt, og hvad dokumentet omhandler (se nedenstående eksempel).
Dokumenthoved
Kapitel: Eksempelvis Rederiansvar og Myndighed
Emne: Rederiets selskabsstruktur Organisationsdiagram
Udstedelsesdato
18 01 2000
Versionsnummer
2
Udarbejdet af
LM
Dokumentnummer
3.1.0
Skib
M/S MÅGEN
Erstatter version nr.
1
Godkendt af
HS
Side
2 af 8
11.2
Det er vigtigt, at forældede dokumenter straks fjernes, og at designeret person (systemansvarlig) sikrer sig, at nye dokumenter indsættes i SMS mapper i rederiet og modtages på skibene. DP kan gøre dette ved at uddelegere arbejdet med udskiftningen til nøglepersoner om bord og i land.
Det er nødvendigt at have en revisionslog (evt. i skemaform) til dokumentstyring. Denne skal føres hver gang af den, der udskifter dokumenter i SMS (se nedenstående eksempel).
Revisionslog
Dokumentnavn
Dato for udskiftning
Initialer for den, der udskifter dokumenter i SMS
Kun DP bør opbevare "historiske" dokumenter. Disse kan være nødvendige for en efterfølgende auditering.
I større rederier udarbejdes almindeligvis 2 originale SMS manualer, én rederimanual og én skibsmanual.
I mindre rederier er én udgave af SMS sædvanligvis tilstrækkelig, idet man heri beskriver såvel rederi som skib. Skibenes besætninger orienteres om rederiets opbygning, der skal illustreres i manualen ved et blokdiagram.
Skibsbiblioteket skal beskrives ved en kort liste i dette kapitel. Ansvaret for opdatering af indholdet i skibsbiblioteket skal beskrives i SMS.
Kapitel 12
Rederiets verifikation, gennemgang og evaluering
12.1
Rederiet skal afholde interne audits (gennemgang af SMS/ interview med relevant personale).
Det interne audit skal kunne dokumenteres ved en skriftlig rapport, der som minimum indeholder oplysning om
hvem, der er auditeret,
hvilke kapitler, der er auditeret ,
resultatet af auditeringen, (vurdering af besætningens kendskab til SMS samt evt. afvigelsesrapporter)
dato for auditeringen,
underskrift fra den, som har foretaget auditeringen.
Internt audit skal afholdes mindst én gang hvert år. Dette er en af betingelserne for systemets vedligehold, og en fortolkning af ISM-kodens pkt. 12.1. Der foretages endvidere eksterne audit ved Søfartsstyrelsen af skib og rederi. For hovedparten af lastskibe udføres eksterne audits dog af de anerkendte klassifikationsselskaber. En af betingelserne for, at en sådan auditering kan udføres tilfredsstillende er, at der foreligger en skriftlig intern auditrapport, der tillige skal være til brug for rederiledelsens årlige evaluering af ISM systemet.
Det årlige interne audit er også medvirkende til at holde motivationen hos personalet vedlige.
12.2
Rederiet skal årligt evaluere effektiviteten af, og når nødvendigt, gennemgå SMS. Der skal findes procedurer i SMS, som beskriver dette.
Resultatet af rederiets årlige evaluering skal kunne dokumenteres. Der forventes ikke megen dokumentation i forbindelse med auditering af dette område for de mindre rederier, der skal dog foreligge en rapport, som skal være tilgængelig ved Søfartsstyrelsens auditering.
I mindre rederier foregår rederiets evaluering for det meste i forbindelse med den hyppige kontakt, der sædvanligvis er mellem rederi og skib. Skibsføreren skal herunder medvirke aktivt til en effektiv rapportering fra skib til rederi.
12.3
Audits og eventuelle korrigerende handlinger skal udføres i overensstemmelse med skrevne procedurer.
Der skal snarest muligt tages stilling til alle forslag, observationer, hændelser og begivenheder, der medvirker til ændringer i systemet. I modsat fald ophører besætningens motivation for at ændre tingenes tilstand. Alle forslag behøver ikke at medføre ændringer; men det er vigtigt, at alle får svar på stillede forslag. Et simpelt system, hvor forslag kan stilles skriftligt, bør være etableret i rederiet, herunder angivelse af svarfrist.
12.4
Personel, der udfører interne audits, skal have maritimt kendskab og i princippet være uafhængige af de områder, der auditeres, medmindre dette er umuligt på grund af rederiets størrelse og opbygning.
Designeret person er ansvarlig for, at der gennemføres interne auditeringer og kan selv deltage i processen, eller udpege personale (auditører) til opgaven. Auditørerne skal have instruktion i auditeringsteknikken og i den efterfølgende rapportering.
I mindre rederier, hvor der kun er få ansatte, skal DP også benytte auditører med maritimt kendskab. Internt audit kan evt. gennemføres af personer fra andre skibe i området. Denne praksis benyttes i havne, hvor flere erhvervsfartøjer med lystfiskere er beskæftiget. Internt audit, udført af 2 personer, der dagligt sejler sammen, har kun begrænset værdi.
12.5
Resultatet af de afholdte audits skal bringes til kendskab for det personel, som har ansvaret for det auditerede område.
Det er vigtigt, at de personer, der er blevet auditeret, får information om resultatet af interne såvel som eksterne auditeringer. Det er ligeledes nødvendigt at informere øverste ledelse (bestyrelser, kommunalbestyrelser, byråd og alle andre, der er direkte medansvarlige for skibets drift) om auditrapporters indhold.
12.6
Personer, som er ansvarlige for det auditerede område, skal i rette tid foretage korrigerende handlinger vedrørende fundne mangler eller afvigelser.
Såfremt der i forbindelse med en auditering udfærdiges korrektionsrapporter kræves, at afvigelserne korrigeres indenfor et fastsat tidsinterval. For at kontrollere om korrektionerne gennemføres i tide, kræver Søfartsstyrelsen, at rederiet kvitterer på korrektionsrapporten og indsender en kopi til styrelsen, der så beslutter, om der skal gennemføres en opfølgende auditering. For audits udført af klassifikationsselskaberne benyttes det pågældende selskabs procedurer.
Ved næste auditering må det forventes, at det kontrolleres, om korrektionerne er tilfredsstillende gennemført. Ved grove afvigelser følger Søfartsstyrelsen omhyggeligt korrigeringsprocessen, og først efter tilfredsstillende verificering "frigives" skib eller rederi.
Et eksempel på en grov afvigelse kan være manglende reaktion på et simuleret nødopkald til rederiet fra et skib i drift. Den korrigerende handling skal i en sådan situation være en opstramning af proceduren på en sådan måde, at Søfartsstyrelsen er sikker på, at gentagelse under normale omstændigheder ikke vil forekomme.
Kapitel 13
Certificering, verifikation og kontrol
13.1
Der kan udstedes følgende ISM-certifikater
Overensstemmelsesdokument / Document of Compliance (DOC) til landorganisationen(rederiet)
Certifikat for sikker skibsdrift / Safety Management Certificate (SMC) til skibet
Midlertidige certifikater /interim- (IDOC ISMC).
Såfremt et skib drives af et rederi med egentlig landorganisation, skal der udstedes et Overensstemmelsesdokument / Document of Compliance (DOC) for rederiet og et Certifikat for sikker skibsdrift / Safety Management Certificate (SMC) for skibet.
Rederiets DOC skal være relevant for de skibstyper, som rederiet er ISM-ansvarlig for. Principielt kan der udstedes et DOC for hver enkelt skibstype, men Søfartsstyrelsen udsteder almindeligvis kun ét DOC, der dækker alle rederiets skibstyper.
Der udstedes kun DOC til rederier, der opererer skibe omfattet af krav om ISM-certificering.
Dette betyder, at et rederi ikke kan få udstedt et DOC, medmindre rederiet driver et skib, som det er ISM ansvarlig for.
Skibet skal altid have kopi af rederiets gyldige DOC samt det originale SMC i certifikatmappen.
Når rederiets ISM-ansvar for drift af et skib ophører, skal de ISM-relaterede certifikater der er udstedt af Søfartsstyrelsen returneres.
For nystartede rederier eller for rederier, der starter sejlads med en ny skibstype, udstedes midlertidige ISM Certifikater.
Gyldighedsperioden for et ISMC er normalt 6 måneder. Ekstraordinære forhold kan dog begrunde en forlængelse til 12 måneder. Sådanne forhold kan være, at rederiet af en eller anden årsag stadig opererer under et IDOC, idet der ikke må udstedes fuldgyldigt SMC, før rederiet har fået udstedt fuldgyldigt DOC.
Det kræves, at rederiet dokumenterer forståelse for ISM-kodens krav, inden der udstedes IDOC. Denne dokumentation foregår i praksis ved, at rederiet dokumenterer, at som minimum ISM-kodens kapitler 3, 6 og 8 er opfyldt.
Der kan desuden blive tale om at anmode rederiet om yderligere materiale samt at interviewe nøglepersoner, før der udstedes midlertidige certifikater.
13.2 Certifikaternes gyldighed
Gyldigheden for et DOC er højst 5 år, regnet fra afslutningsdato for første auditering af rederiet.
Gyldigheden for et SMC er højst 5 år, regnet fra afslutningsdato for første auditering af skibet.
Betingelser for gyldigheden er, at der afholdes de lovpligtige mellemliggende auditeringer.
DOC: årlig auditering
SMC: 1 mellemliggende auditering i 5-års perioden.
Gyldigheden for et IDOC er normalt 6 måneder. Det kan dog under særlige omstændigheder forlænges til 12 måneder.
Gyldigheden for et ISMC er normalt 6 måneder.
13.3 Omfang af auditering
Rederi
Et rederis DOC skal auditeres hver 12. måned (+/- 3 måneder). Hvert 5. år gennemføres en fornyelsesauditering, der har samme varighed og omfang som førstegangsauditeringen. Fornyelsesauditering skal være gennemført inden udløb af certifikatet.
Skib med rederiorganisation
Et skibs SMC skal auditeres hver 30. måned (+/- 6 måneder). Hvert 5. år gennemføres en fornyelsesauditering, der har samme varighed og omfang som førstegangsauditeringen. Fornyelsesesauditeringen skal være gennemført inden udløb af certifikatet.
Skib uden rederiorganisation
Et skibs SMC (et nationalt certifikat) skal auditeres hver 30. måned (+/- 6 måneder). Hvert 5. år gennemføres en fornyelsesauditering, der har samme varighed og omfang som førstegangsauditeringen. Fornyelsesauditeringen skal være gennemført inden udløb af certifikatet.
Ovenstående bestemmelser begrænser ikke retten til at foretage hyppigere auditeringer, såfremt der indtræffer situationer, der skønnes at kræve dette.
13.4 Bemærkninger
For ro-ro passagerskibe gælder, at den mellemliggende auditering skal være afsluttet inden udløb af 30. måned (teknisk forskrift nr. 2 af 29. marts 1999, Artikel 5. stk. 4).
Anmodning om ISM auditering
I lighed med lovpligtige syn, påhviler det rederen at kontakte Søfartsstyrelsen/ klassifikationsselskabet, for at aftale tid til auditering. Henvendelse skal foretages i god tid.
Under auditeringen skal rederiet sørge for, at der er tilstrækkelig besætning til rådighed, således at nøglepersoner om bord kan frigøres til auditering.
Dokumentation
Inden en auditering kan gennemføres ved Søfartsstyrelsen, skal rederiet have indsendt en eller evt. to opdaterede SMS manualer. Manualerne skal indsendes til styrelsen senest 14 dage før auditering påbegyndes.
SMS - manual i elektronisk version kan accepteres under forudsætning af, at "papirmanualer" også er til rådighed under auditeringen.
Søfartsstyrelsen, den
Vejledning om ISM-certificering i henhold til Koden for Sikker Skibsdrift (ISM koden) som indeholdt i IMO resolution A. 741(18)
Bestemmelserne i selve ISM koden er holdt i meget generelle vendinger. Dette er gjort helt bevidst i erkendelse af, at der ikke findes to rederier eller to søfartsadministrationer, der er ens, samt at skibe opererer under vidt forskellige forhold. Umiddelbart giver ISM koden således ikke megen vejledning til rederier og søfarende med hensyn til, hvad der mere konkret kræves til indholdet af et ISM system.
Samtidig er hele princippet om, at rederier og skibe skal udarbejde og indføre et sikkerhedsstyringssystem, der sikrer opfyldelse af alle relevante bestemmelser, standarder og vejledninger om sikkerhed og forebyggelse af forurening i det daglige arbejde, en ny måde for erhvervet at arbejde på i forhold til Søfartsstyrelsen.
På grundlag af de erfaringer, som Søfartsstyrelsen har gjort, siden principperne om sikkerhedsledelse blev indført i 1996, har styrelsen udarbejdet bilaget til nærværende vejledning for såvel de rederier og skibe, der allerede har etableret et ISM system, som de, der er i færd med at indarbejde et system for at opfylde ISM kodens bestemmelser senest den 1. juli 2002.
Søfartsstyrelsen anbefaler, at ISM systemet har en form, der følger ISM-kodens inddeling og systematik. Dette sikrer, at nye besætningsmedlemmer, der tidligere har været beskæftiget i ISM-certificerede rederier, hurtigere vil være i stand til at identificere ISM områder, der er relevante for deres daglige arbejde om bord.
De generelle bestemmelser om ISM koden er indeholdt i følgende "hovedregelværker"
Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, kapitel IX (SOLAS skibe)
Meddelelser fra Søfartsstyrelsen D, kapitel IX ( passagerskibe og højhastighedsfartøjer i indenrigsfart)
Teknisk forskrift nr. 2 af 29. marts 1999 om administration af Den Europæiske Unions Forordning om sikkerhedsledelse af ro-ro-passagerfærger, se Meddelelser fra Søfartsstyrelsen nr. 3/99. Dette nummer af Meddelelser indeholder også en dansk oversættelse af ISM koden, IMO resolution A. 741 (18)
Teknisk forskrift nr. 13 af 13. november 2000 om sikker drift af passagerskibe (ISM-koden), der udelukkende anvendes til sejlads i havneområder, på indsøer m.v., se Meddelelser fra Søfartsstyrelsen nr. 9/2000.
Teknisk forskrift nr. 15 af 20. november 2000 om skibe til særlige formål (bevaringsværdige skibe, lystfiskerskibe mv.). Forskriften er udsendt som et separat hæfte af Meddelelser fra Søfartsstyrelsen dateret 1. december 2000.
Idet Søfartsstyrelsen minder om, at grundstenen i et godt sikkerhedsstyringssystem er, at rederiets ledelse føler sig forpligtiget af systemet, er det håbet, at bilaget vil være en hjælp for alle, der er beskæftiget på skibe, i rederier eller andre maritime sammenhænge, hvor sikkerhedsledelse bruges som et aktivt værktøj til at opnå en stærk sikkerhedskultur.
Hvor der i bilaget er anført "Søfartsstyrelsen" betyder dette også de af Søfartsstyrelsen anerkendte klassifikationsselskaber.
Søfartsstyrelsen har i medfør af § 22 i lov om sikkerhed til søs uddelegeret ISM-certificeringen af lastskibe til de anerkendte klassifikationsselskaber.
I bilaget gennemgås samtlige kapitler i ISM-koden. Kapitlerne i bilaget refererer til ISM-kodens kapitler.
Ordforklaring
SMS: Safety Management System (sikkerhedsstyringssystem)
DP: designeret person/systemansvarlig
Afslutningsdato: dato for afslutningen af audit på rederi eller skib
Udstedelsesdag: dato for afslutningen af audit på rederi eller skib
DOC: Document of Compliance / Overensstemmelsesdokument
IDOC: Interim Document of Compliance / Midlertidigt overensstemmelsesdokument
SMC: Safety Management Certificate / Certifikat for sikker skibsdrift
ISMC: Interim Safety Management Certificate / midlertidigt certifikat for sikker skibsdrift