Skrivelse med orientering om Lov om ændring af lov om social service
Statutory Text (5 Articles)
Bilag 1
Bilag 1
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 6. februar 2001
Forslag
til
Lov om ændring af lov om social service
(Præcisering af anciennitetsprincippet)
§ 1
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1315 af 20. december 2000, foretages følgende ændring
1. I § 12, stk. 2, indsættes som 2. pkt.
»I kommuner med pasningsgaranti svarende til eller gunstigere end § 15 a anses anciennitetsprincippet for opfyldt ved anvisning af pladser indtil barnets skolestart. «
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Skrivelse med orientering om Lov om ændring af lov om social service
(Præcisering af anciennitetsprincippet)
(Til samtlige kommuner m.fl.)
Folketinget har i dag vedtaget
L 120 Forslag til lov om ændring af lov om social service (Præcisering af anciennitetsprincippet).
Lovforslaget som det er vedtaget ved 3. behandling vedlægges som bilag.
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Lovforslaget med bemærkninger kan ses på
1. Socialministeriets hjemmeside www.sm.dk. Se under lovgivning, eller
2. Folketingets hjemmeside www.folketinget.dk. Se under dokumenter Socialministeriet vedtagne lovforslag.
Indholdet af ændringsloven
Ændringen medfører, at i kommuner, der har en pasningsgaranti svarende til eller gunstigere end lovens § 15 a, anses anciennitetsprincippet ved anvisning af plads i dagtilbud til børn inden skolestart for opfyldt. Kommuner uden pasningsgaranti svarende til § 15 a, skal fortsat anvise pladser efter anciennitet, jf. servicelovens § 12.
At en kommune har pasningsgaranti efter § 15 a vil sige, at kommunen er forpligtet til inden for faste tidsfrister at tilbyde en plads i et dagtilbud efter lovens §§ 9-11 til alle børn i alderen over 26 uger og indtil barnets skolestart.
Kommuner med en pasningsgaranti, der svarer til pasningsgarantien efter § 15 a eller anden garanti, som er mere gunstig for forældrene end § 15 a-garantien, er ikke forpligtet til samtidig at anvende anciennitetsprincippet ved anvisning af pladser i dagtilbud indtil barnets skolestart. Kommunen kan herefter inden for de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger herunder lighedsprincippet tilrettelægge kommunens konkrete anvisning af pladser.
Formålet med loven er at gøre optagelsesreglerne mere fleksible, således at der i kommuner, der har pasningsgaranti efter lovens § 15 a, sikres mulighed for en mere hensigtsmæssig fordeling af pladserne i dagtilbudene. Ændringen gælder i overensstemmelse med § 15 a for børn indtil barnets skolestart.
Med lovens præcisering vil kommuner med pasningsgaranti have større mulighed for at sikre en hensigtsmæssig konkret fordeling af de enkelte børn fx sikre søskende plads i samme dagtilbud. Den konkrete anvisning kan således tilrettelægges mere fleksibelt inden for lovens rammer. Disse kommuner får bedre mulighed for at udfylde lovens rammer med egne regler for den konkrete fordeling af pladser.
Endvidere vil loven medvirke til at sikre gode muligheder for inden for anciennitetsprincippets rammer at varetage individuelle sociale hensyn og fleksibilitet i administrationen.
Da lovændringen alene vedrører kommuner med pasningsgaranti svarende til eller gunstigere end § 15 a er det i disse kommuner sikret, at alle børn indtil skolestart får tilbudt en plads. Anciennitetsprincippet er således opfyldt ved, at alle børn får lige mulighed for at få en plads. Samtidig undgås fortsat, at særlige grupper af forældre fx ledige bliver diskrimineret ved anvisning af pladser.
Såfremt kommunen bryder eller beslutter at ophæve en pasningsgaranti efter servicelovens § 15 a, skal kommunen herefter anvise pladser efter anciennitetsprincippet.
For børn, der er startet i skolen, skal anvisning af pladser i alle kommuner fortsat ske efter anciennitet.
Socialministeriet, den 6. februar 2001
Kirsten á Rogvi
/Peter Okkels