Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1779 Blinkende fjernlyslygter på udrykningskøretøjer
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1779
Blinkende fjernlyslygter på udrykningskøretøjer
Det meddeles herved, at det tillades, at forsyne udrykningskøretøjer med blinkende fjernlyslygter som supplement til de blå udrykningslygter til anvendelse uden for lygtetændingstiden. Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 510 af 11. juni 1996 om udrykningskørsel vil blive ændret i overensstemmelse hermed.
Endvidere meddeles det, at Detailforskrifter for Køretøjer 2001 vil indeholde følgende ændrede bestemmelser om blinkende fjernlyslygter som supplement til de blå udrykningslygter på udrykningskøretøjer.
Hensigten med ændringerne er - ved forbedring af synligheden af udrykningskøretøjer under udrykning specielt i klart dagslys (solskin), hvor de blå udrykningslygter kan være vanskelige at se af trafikanter - at øge færdselssikkerheden.
Ændringerne i forhold til tidligere gældende bestemmelser - udover redaktionelle ændringer - er markeret med en lodret streg i margenen.
"6.04
LYGTER TIL SIGNALGIVNING
6.04.340
UDRYKNINGSKØRETØJ
(1)
Udrykningskøretøj skal tillige være forsynet med udrykningslygte(r).
(2)
Udrykningslygter foran og bag på motorcykler skal være synlige mindst 80° til hver side.
(3)
Udrykningskøretøj kan være forsynet med en eller flere supplerende udrykningslygter, som skal være tilsluttet samme kontakt som påbudt udrykningslygte. Supplerende udrykningslygte(r) skal ikke opfylde bestemmelserne i pkt. 6.04.006 (1) b) og d).
(4)
Lygtebro med udrykningssignaler på udrykningskøretøj, der tilhører politiet eller det statslige redningsberedskab, kan være afmonteret ved anden form for kørsel end udrykningskørsel.
(5)
Udrykningskøretøj kan som supplement til de blå udrykningslygter være forsynet med blinkende fjernlyglygter, der kan blinke parvis eller skiftevis.
(6)
Blinkende fjernlyslygter til udrykningskøretøj skal afgive 60-240 blink pr. minut".
Detailforskrifter for Køretøjer 2001 træder i kraft den 1. april 2001 og gælder for køretøjer, der registreres, godkendes eller tages i brug 1. gang på ikrafttrædelsesdagen eller senere.
Ethvert udrykningskøretøj kan dog straks indrettes i overensstemmelse med ovenstående bestemmelser.
Færdselsstyrelsen,, den 2. januar 2001
Ib Rasmussen