Legislator Case Law & Legislation
C20011177954 DK

Skrivelse om kontanthjælp, selvstændigt erhvervsdrivende og moms-, CVR eller SE-nummer registrering

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2001 11779 Historic

Skrivelse om kontanthjælp, selvstændigt erhvervsdrivende og moms-, CVR eller SE-nummer registrering

Til samtlige kommuner m.fl

Socialministeriet modtager løbende forespørgsler om kontanthjælp til selvstændigt erhvervsdrivende. Henvendelserne har givet det indtryk, at nogle kommuner giver afslag på kontanthjælp til selvstændige, alene hvis pågældende ikke ønsker at afmelde sig som momsregistreret eller fortsat ønsker at være registreret på SE-nummer.

Efter Socialministeriets opfattelse kan den omstændighed, at en person er momsregistreret og/eller fortsat har et CVR eller et SE-nummer, ikke tillægges nogen selvstændig betydning i bedømmelse af, om der kan udbetales kontanthjælp eller ej. Pågældende skal naturligvis afgive oplysninger om sine økonomiske forhold, herunder fx aktiver, driftsmidler og gæld på ansøgningstidspunktet.

Ved afgørelse om udbetaling af kontanthjælp vil det være de normale betingelser, der skal indgå i afgørelsen, først og fremmest om der er sket en social begivenhed – i disse tilfælde i reglen arbejdsløshed. Virksomheden må naturligvis ikke stille sig i vejen for pågældendes opfyldelse af rådighedsreglerne. Det vil som hovedregel sige, at den skal ligge stille.

Et CVR/SE-nummer angiver blot, at pågældende findes i det Centrale Virksomhedsregister (CVR) eller Stamregister for Erhvervsdrivende (SE), hvilket ikke er ensbetydende med samtidig aktivitet. For en selvstændig, der modtager kontanthjælp, vil det kunne være hensigtsmæssigt at være registreret eksempelvis i en afviklingsperiode eller i forbindelse med en biaktivitet.

Skatteforvaltningen og socialforvaltningen bør samarbejde omkring pågældendes ændring af forskudsregistrering og afvikling af virksomhed med henblik på at undgå, at pågældende kommer ud i en uhensigtsmæssig situation.

Socialministeriet, den 15. januar 2001

Leo Torp

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →