Legislator Case Law & Legislation
C20010954854 DK

Hvilende kompensationsbeløb - kompensationsbeløb - salg af fast ejendom i 1999\n(Til samtlige kommuners boligstøttekontorer, til samtlige sociale nævn og til Kommunedata I/S)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 2001 9548 Valid

Hvilende kompensationsbeløb - kompensationsbeløb - salg af fast ejendom i 1999

(Til samtlige kommuners boligstøttekontorer, til samtlige sociale nævn og til Kommunedata I/S)

Hvilende kompensationsbeløb

Kommunernes Landsforenings boligstøttearbejdsgruppe har anmodet By- og Boligministeriet om en udtalelse om genoptagelse af udbetaling af individuel boligstøtte i tilfælde, hvor en boligstøttemodtager på grund af for høj indkomst i en periode ikke har modtaget boligsikring eller boligydelse, og hvor et beregnet kompensationsbeløb har været nedsat til 0 kr. efter § 83, stk. 5; et såkaldt »hvilende« kompensationsbeløb.

I boligstøttelovens § 83, stk. 5, er fastsat, at hvis grænsebeløbet efter §§ 21 a eller 22 a fra marts 1999 er højere end den beregnede boligudgift, reduceres kompensationsbeløbet med forskellen.

Kompensationsbeløbet betragtes ikke som endeligt bortfaldet, selv om det i en periode er nedsat til 0 kr. på grund af en indtægtsstigning, jf. Vejledning om individuel boligstøtte pkt. 20.2.4.2.

Hvis kompensationsbeløbet er reduceret til 0 kr., og der på grund af et efterfølgende indkomstfald eller en lejestigning atter bliver grundlag for udbetaling af kompensationsbeløb, genoptages udbetaling af et oprindeligt beregnet kompensationsbeløb efter 1.000/500 kr. s aftrapning og efter eventuel reduktion med det aktuelle overskydende grænsebeløb. Kompensationsbeløbet udbetales således, så længe beløbet efter reduktion med 1.000/500 kr. pr. år og efter eventuelt fradrag for et aktuelt overskydende grænsebeløb er »positivt«.

Når der kun udbetales kompensationsbeløb, skal der ske omregning i løbet af året, hvis de almindelige gældende betingelser for omregning i forhold til det anvendte beregningsgrundlag er opfyldt.

Omberegning forudsætter som hovedregel, at oplysninger om ændringer er meddelt kommunen af boligstøttemodtageren.

Efter § 44 kan omregning af boligstøtten som følge af indtægtsfald, forøgelse af antallet af børn eller andre forhold, der fører til forøgelse af boligstøtten ske med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter støttemodtagerens meddelelse om ændringen til kommunen. Vedrører ændringen en lejeforhøjelse, kan omberegning ske på grundlag af oplysning fra udlejer. Kommunalbestyrelsen skal samtidig oplyse ansøgeren om baggrunden for omberegningen

Efter § 46 skal omberegning af boligstøtten som følge af indtægtsstigninger, lejenedsættelse eller andre forhold, der fører til nedsættelse af støtten ske med virkning fra ændringens indtræden.

Efter § 46 stk. 1, skal ansøgeren i løbet af året oplyse om alle forhold, der kan føre til nedsættelse eller bortfald af boligstøtten. Hvis ansøgeren ikke efter anmodning giver kommunen nærmere angivne oplysninger om boligudgift, husstand og husstandsindkomst inden en af kommunen fastsat frist, kan kommunen lade boligstøtten bortfalde med virkning fra fristens udløb.

Bortfald indebærer, at boligstøtte kun kan udbetales med fremadrettet virkning efter fornyet ansøgning.

I tilfælde, hvor der ikke udbetales boligsikring eller boligydelse, og hvor et kompensationsbeløb er hvilende på grund af grænsebeløbsoverskridelse, kan en (hvilende) boligstøttemodtager efter By- og Boligministeriets opfattelse ikke være forpligtet til løbende at give kommunen oplysning om indkomststigninger eller andre ændringer, idet boligstøtten er 0 kr. og dermed ikke kan nedsættes.

I tilfælde, hvor en kommune fra udlejeren får oplysning om en lejeforhøjelse eller andre forhold, der kan forøge boligstøtten for en sådan boligstøttemodtager (der ikke får udbetalt boligsikring eller boligydelse, og som har et hvilende kompensationsbeløb), må kommunen således lægge til grund, at oplysninger om indkomststigninger og andre ændrede forhold efter kompensationsbeløbets nedsættelse til 0 kr. ikke er oplyst til kommunen.

Kommunen kan til brug for beregningen af størrelsen af en eventuel boligstøtte/kompensationsbeløb som følge af den oplyste lejestigning m.v., efter lovens § 46, stk. 1, 1. pkt. anmode støttemodtageren om aktuelle oplysning om husstandsindkomst eller andre forhold, der kan føre til nedsættelse af den støtte, der kunne beregnes (alene) på grund af lejestigningen.

Hvis støttemodtageren ikke efter en sådan anmodning afgiver nærmere angivne oplysninger, kan kommunen efter § 46, stk. 1, 2. pkt. lade boligstøtten og herunder kompensationsbeløbet bortfalde.

Boligstøtte kan i så fald udbetales fra den 1. i måneden efter, at ny ansøgning eventuelt er indgivet på et senere tidspunkt. Udbetaling af et eventuelt kompensationsbeløb vil herunder skulle genoptages, jf. også boligstøttevejledningens pkt. 3.7.3.2.

Kompensationsbeløb - salg af fast ejendom i 1999

By- og Boligministeriet er blevet spurgt, hvorvidt kompensationsbeløb udbetales efter § 83 i lov om individuel boligstøtte i tilfælde, hvor boligstøtten for en støttemodtager nedsættes med mere end 1000 kr. årligt pr. 1. januar 2001 som følge af indførelsen af reglerne om formuetillæg i lovens § 8 a pr. 1. januar 2000, når reduktionen af boligstøtten alene skyldes ændringer i boligstøtteloven og ikke ændringer i støttemodtagerens formueforhold efter formuereglernes ikrafttræden efter 1. januar 2000.

I boligstøttelovens § 83 er fastsat, at til husstande, hvis boligstøtte reduceres som følge af ændringer i loven, udbetales et kompensationsbeløb.

For støttemodtagere, hvis boligstøtte ændres som følge af ændringer i boligstøtteloven pr. 1. januar 2000 eller senere år, beregnes kompensationsbeløbet i det pågældende år (udbetalingsåret) efter § 83, stk. 3, som forskellen mellem boligstøtten efter de gældende regler i december i det foregående år inklusive eventuelt kompensationsbeløb og støtten opgjort efter de gældende regler pr. 1. januar i udbetalingsåret. I begge tilfælde udregnes boligstøtten på basis af de oplysninger om indkomst, faktisk boligudgift, husstandssammensætning m.v., der har ligget til grund for den faktiske beregning af støtte i december i året forud for udbetalingsåret. Kompensationsbeløbet udgør det beregnede beløb efter 1. pkt. med fradrag af 1.000 kr. Dog fradrages kun 500 kr. på årsbasis for boligydelsesmodtagere, hvis indkomst ikke overstiger 110.000 kr.. Indkomsten opgøres som husstandsindkomsten efter § 8 ved udgangen af året forud for udbetalingsåret, dog uden fradrag efter § 8, stk. 4.

Af forarbejderne til kompensationsordningen fremgår, at bestemmelsen er indført med henblik på at sikre, at en boligstøttemodtager fra boligstøttereformens indførelse højst kan miste 1000 kr. årligt på grund af ændringer i boligstøtteloven.

By- og Boligministeriet er på denne baggrund af den opfattelse, at i tilfælde, hvor indførelse af boligstøttelovens formuebestemmelse med virkning fra 1. januar 2000 indebærer, at boligstøtten for en boligstøttemodtager nedsættes pr. 1. januar 2001, uden at nedsættelsen skyldes ændringer i støttemodtagerens formueforhold efter udgangen af 1999, skal kompensationsbeløb udbetales efter boligstøttelovens § 83 i 2001 og de følgende år, således at boligstøtten højst nedsættes med 1000/500 kr. årligt som følge af indførelsen af formuebestemmelsen og andre ændringer i boligstøtteloven.

En sådan situation vil kunne forekomme , hvor en boligstøttemodtager har solgt sin ejerbolig i netop 1999, og salgssummen er indsat i pengeinstitut eller anbragt i værdipapirer omfattet af bestemmelserne om registreret formue i § 1, stk. 1, By- og Boligministeriets bekendtgørelse om opgørelse af formue til brug for boligstøtteberegningen.

By- og Boligministeriet, den 10. september 2001

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →