VEJLEDNING OM BEHANDLINGEN AF ANMODNINGER OM GENSIDIG RETSHJÆLP I STRAFFESAGER OG OVERFØRSEL AF RETSFORFØLGNING

Bilag 1

Bilag 1

Bilag 2

Den Europæiske Konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager

Bilag 2

Den Europæiske Konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager

Bilag 3

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

Bilag 3

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

Bilag 4

Oversigt over de danske kontaktpersoner i det europæiske retlige netværk

Bilag 4

Oversigt over de danske kontaktpersoner i det europæiske retlige netværk

Central kontaktmyndighed

Justitsministeriet

Det internationale kontor

For tiden er kontaktpersonen fuldmægtig Lykke Sørensen

Generel kontaktmyndighed for anklagemyndigheden

Rigsadvokaten

For tiden er kontaktpersonen statsadvokat Lars Stevnsborg

Kontaktmyndighed for anklagemyndigheden i spørgsmål vedrørende sager om økonomisk kriminalitet, herunder EU-svig og spørgsmål vedrørende hvidvask af udbytte, edb-kriminalitet og korruption

Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet

For tiden er kontaktpersonen kst. statsadvokatassessor Susanne Stantorp

Kontaktmyndighed for narkotikasager

Politidirektøren i København

For tiden er kontaktpersonen politiadvokat Carsten Egeberg Christensen

Kontaktmyndighed for politi og efterforskning

Rigspolitichefen

Afdeling A

Internationale Relationer

Der er ikke udpeget en kontaktperson

Artikel 14 i Retshjælpskonventionen indeholder alene minimumskrav til retsanmodningens indhold. Udover de oplysninger, der udtrykkeligt er nævnt i bestemmelsen, bør anmodningen endvidere indeholde navn og telefonnummer på én eller flere kontaktpersoner hos den myndighed, der har fremsat anmodningen. Hvis retsanmodningen er af hastende karakter, bør retsanmodningen tillige indeholde en begrundelse herfor samt oplysning om, at anmodningen er fremsendt direkte til de kompetente myndigheder i det anmodede land.

For så vidt angår den praktiske udformning af retsanmodningen henvises til Anklagemyndighedens Dokumentsamling, der indeholder en række standarddokumenter, som bør anvendes i forbindelse med fremsættelse af retsanmodninger.

Foruden de praktiske oplysninger skal en retsanmodning indeholde en redegørelse for sagens omstændigheder, herunder sagens opståen, lovovertrædelsens art, hvilke personer der er involveret, hvorfor der er behov for den udenlandske myndigheds bistand, og hvilken bistand der ønskes. Anmodningen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at den udenlandske myndighed kan forstå sagens sammenhæng og tage stilling til, om anmodningen kan efterkommes. Endvidere skal anmodningen indeholde kopi af de lovbestemmelser, som sagen vedrører.

Retsanmodningen bør som udgangspunkt ikke indeholde kopi af det danske efterforskningsmateriale, bortset fra en eventuel resumérapport og eventuelle kendelser. Baggrunden herfor er, at udgifterne ved oversættelse af efterforskningsmaterialet kan være betydelige, ligesom gennemførelsen af retsanmodningen vil blive forsinket, hvis det er nødvendigt for den anmodede myndighed at gennemlæse mange sagsakter for at forstå sagens omstændigheder.

Hvis det vurderes, at der er behov for, at repræsentanter for danske myndigheder deltager i forbindelse med det pågældende efterforskningsskridts gennemførelse i udlandet, skal dette og begrundelsen herfor tillige fremgå af retsanmodningen. Dette gælder tillige, hvis der foruden polititjenestemænd og repræsentanter for anklagemyndigheden ønskes en dansk forsvarers tilstedeværelse.

3.1.3. Anmodninger om forkyndelse

Anmodninger om forkyndelse fremsendes som udgangspunkt gennem de centrale myndigheder, men efter Retshjælpskonventionen kan anmodningerne tillige fremsendes direkte – eventuelt via Interpol - til den judicielle myndighed i udlandet. For så vidt angår forkyndelse til personer i Schengen-landene henvises til afsnit 3.3.

Anmodninger om forkyndelse behøver ikke at indeholde en redegørelse for sagens omstændigheder, men det bør fremgå, hvad tiltalen vedrører. Ligeledes behøver anmodninger om forkyndelse ikke at indeholde kopi af de lovbestemmelser, som sagen vedrører.

Indkaldelse af vidner, der opholder sig i udlandet, kan udformes på samme måde som vidneindkaldelser i danske sager – dog med to væsentlige undtagelser. For det første skal der tages hensyn til, at et vidne, der opholder sig i udlandet, ikke vil kunne tilbageholdes i tilfælde af manglende fremmøde. Dernæst skal indkaldelsen eller Justitsministeriets fremsendelsesskrivelse indeholde oplysninger om vidnegodtgørelse samt dækning af rejse- og opholdsudgifter, eller oplysninger om navn og telefonnummer på en person i politikredsen/statsadvokaturen, som vidnet kan kontakte herom.

Ved fremsendelse af anmodninger om forkyndelser spiller tidsfaktoren en særlig rolle. Der bør derfor ved berammelse af retsmøder tages højde for, at der skal ske forkyndelse for tiltalte eller vidner i udlandet. Det er Justitsministeriets erfaring, at der som minimum må påregnes tre måneder til forkyndelser i de europæiske lande, og væsentligt længere tid i lande uden for Europa. Ved forkyndelser i Thailand må der f.eks. påregnes at forløbe mere end et år, inden forkyndelse har fundet sted. Det bør derfor også nøje overvejes, om der er behov for at indkalde det pågældende vidne. Hvis den anmodning om forkyndelse, der fremsendes til Justitsministeriet, ikke er oversat, skal politikredsen/statsadvokaten således være opmærksom på, at der udover den tid, der medgår til forkyndelsen, skal beregnes yderligere tid med henblik på oversættelse af dokumenterne.

I de tilfælde, hvor der skal forkyndes et anklageskrift for en tiltalt, bør sagen samtidig søges berammet, således at anklageskriftet og stævningen kan forkyndes samtidig.

Hvis der er tale om særligt hastende tilfælde, vil Justitsministeriet kunne være behjælpelig med eventuelt at kontakte den danske ambassade i det pågældende land med henblik på at søge bistand til forkyndelse.

Det kan i øvrigt anbefales at kontakte Justitsministeriet, forinden der foretages endelig berammelse af domsforhandling m.v., hvis der er tvivl om, hvorvidt forkyndelse vil kunne ske rettidigt.

3.1.4. Anmodninger til lande, der ikke har tiltrådt de relevante konventioner

Anmodninger til lande, der ikke har tiltrådt Retshjælpskonventionen eller andre relevante konventioner, skal fremsendes ad diplomatisk vej, d.v.s. at anmodningen fremsendes af Justitsministeriet gennem Udenrigsministeriet. Hvis anmodningen er hastende, kan anmodningen imidlertid fremsendes gennem Interpol, men i disse tilfælde skal den originale anmodning altid fremsendes gennem Justitsministeriet til de udenlandske myndigheder. For så vidt angår retsanmodninger til Gibraltar har Storbritannien og Spanien indgået en bilateral aftale, der trådte i kraft den 1. juni 2000. Aftalen indebærer bl.a., at retsanmodninger fra EU-lande til Gibraltar skal fremsendes til myndighederne på Gibraltar gennem en postboks i det britiske Foreign and Commonwealth Office. Hvis en retsanmodning til Gibraltar er af hastende karakter, bør Justitsministeriet derfor kontaktes med henblik på, at ministeriet telefonisk eller via E-mail kan orientere de britiske myndigheder om, at der vil blive fremsendt en anmodning af hastende karakter.

Anmodninger til lande, der ikke har tiltrådt de relevante konventioner, kan udformes i overensstemmelse med principperne i Retshjælpskonventionen og bør som udgangspunkt indeholde samme oplysninger som de anmodninger, der fremsættes i medfør af denne konvention. Dette gælder bl.a. anmodninger til USA, Canada og en række af de sydamerikanske lande. Nogle lande stiller imidlertid særlige krav til udformning og indhold af retsanmodninger. Justitsministeriet vil i det omfang, ministeriet har tidligere erfaringer med det pågældende land, kunne yde vejledning herom, og Justitsministeriet vil i øvrigt kunne være behjælpelig med at søge at indhente oplysninger via Udenrigsministeriet.

Det bemærkes endvidere, at en række lande ikke kan imødekomme retsanmodninger, hvis der ikke mellem Danmark og det pågældende land er indgået en aftale om gensidig retshjælp i straffesager. Dette spørgsmål vil eventuelt kunne søges afklaret ved henvendelse til Justitsministeriet eller ved forespørgsel gennem Interpol, forinden der udfærdiges en retsanmodning.

3.1.5. Justitsministeriets opgaver

Kompetencen til at beslutte, om der er grundlag for at fremsætte en retsanmodning i en konkret sag, tilkommer som nævnt politiet og anklagemyndigheden. Justitsministeriet foretager derfor som udgangspunkt ikke en materiel gennemgang af sagen, medmindre sagen rejser principielle spørgsmål. Justitsministeriet påser som hovedregel alene, at de formelle betingelser i konventionen er opfyldt, herunder at anmodningen er affattet på det korrekte sprog, og at anmodningen i øvrigt indeholder de oplysninger, som konventionen kræver.

Det er anklagemyndighedens opgave at vurdere, om et efterforskningsskridt kræver en retskendelse og i givet fald at indhente de fornødne kendelser i forbindelse med fremsendelse af en rets-anmodning. Hvis der er tale om et efterforskningsskridt, der efter de anmodede myndigheders opfattelse kræver en retskendelse, påser Justitsministeriet, at der i Danmark er indhentet de fornødne retskendelser forud for retsanmodningens fremsættelse.

I forbindelse med videresendelse af efterforskningsmateriale fra udlandet kontrollerer Justitsministeriet ikke, om de udenlandske myndigheder helt eller delvist har imødekommet anmodningen. Det er således hensigtsmæssigt, hvis de danske myndigheder snarest efter modtagelsen af materialet fra de udenlandske myndigheder foretager en gennemgang heraf, således at der om nødvendigt kan fremsendes en opfølgende retsanmodning.

3.2. Anmodninger til Danmark

Retsanmodninger til Danmark fremsættes som hovedregel i medfør af Retshjælpskonventionen og Tillægsprotokollen. En række anmodninger fremsættes imidlertid i medfør af Hvidvaskkonventionen eller i medfør af begge konventioner. Endelig modtager Danmark en række anmodninger fra lande, der ikke har tiltrådt hverken Retshjælpskonventionen eller Hvidvaskkonventionen.

3.2.1. Fremsendelse af retsanmodninger

For så vidt angår retsanmodninger fra Schengen-landene henvises til afsnit 3.3.

Retsanmodninger fra lande, der ikke deltager i Schengen-samarbejdet, fremsendes fortsat som hovedregel fra den centrale myndighed i udlandet til Justitsministeriet. Ofte fremsendes anmodninger imidlertid direkte – eventuelt gennem Interpol - til de danske myndigheder. I de fleste tilfælde vil en anmodning, der fremsendes direkte, tillige blive fremsendt gennem de centrale myndigheder. Det er imidlertid ikke i alle situationer, at Justitsministeriet underrettes om, at anmodningen tillige er fremsendt direkte til den kompetente danske myndighed, og Justitsministeriet er således heller ikke bekendt med, hvilken dansk myndighed der har modtaget anmodningen. Dette kan give anledning til vanskeligheder i de sager, hvor flere politikredse kan anses for kompetente.

Når anmodningen modtages direkte fra de udenlandske myndigheder, kan politikredsen påbegynde gennemførelsen af anmodningen uden at afvente modtagelsen af den originale anmodning via Justitsministeriet. Der kan i værste fald forløbe flere måneder, før anmodningen fremsendes gennem de centrale myndigheder, og gennemførelsen af anmodningen bør ikke afvente denne fremsendelse.

I de tilfælde, hvor retsanmodningen modtages af Justitsministeriet, vil anmodningen blive videresendt til den kompetente danske myndighed i overensstemmelse med retsplejelovens kompetenceregler. Hvis flere politikredse er kompetente, vil Justitsministeriet fremsende anmodningen til de relevante politikredse. Samtidig vil ministeriet, hvis anmodningen skønnes at give anledning hertil, anmode en af kredsene om at koordinere anmodningens gennemførelse.

Justitsministeriet vil samtidig med fremsendelsen til den relevante politikreds underrette den udenlandske myndighed om, at anmodningen er modtaget, og hvilken myndighed der behandler anmodningen.

Når en anmodning er udført, tilbagesendes sagen til Justitsministeriet, der videresender det danske efterforskningsmateriale til de udenlandske myndigheder. For så vidt angår anmodninger, som politimesteren har modtaget direkte fra den udenlandske myndighed, bør efterforskningsmaterialet tilbagesendes gennem Justitsministeriet i overensstemmelse med Retshjælpskonventionens artikel 15.

3.2.2. Retsanmodningens indhold

Udenlandske begæringer om efterforskningsskridt i Danmark kan imødekommes, uanset om fremsættelsen og behandlingen af retsanmodninger er reguleret i en konvention eller aftale, der finder anvendelse mellem Danmark og den anmodende stat. Som nævnt gennemføres de anmodede efterforskningsskridt i givet fald på grundlag af en analog anvendelse af de relevante regler i retsplejeloven.

Anmodninger om bistand fra udenlandske myndigheder skal vurderes på samme grundlag, som hvis foranstaltningen skulle gennemføres i en national sag. For så vidt angår anmodninger om bistand, der kræver rettens medvirken, skal det forhold, der ligger til grund for anmodningen, være strafbart efter dansk ret. Dette fremgår af en erklæring, som Danmark har afgivet i tilknytning til artikel 5 i Retshjælpskonventionen. De danske myndigheder skal endvidere være opmærksom på forbudet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem), hvis der anmodes om bistand i en sag, hvor der allerede er faldet endelig dom i Danmark, eller påtale er endelig opgivet, jf. principperne i straffelovens § 10 a. En række lande har en anderledes forståelse af begrebet ”ne bis in idem” end de regler, der fremgår af straffeloven, og danske myndigheder bør således være tilbageholdende med at udlevere akter fra den danske efterforskning. I visse tilfælde bør de udenlandske myndigheder således alene orienteres om resultatet af straffesagen i Danmark.

I nogle tilfælde vil udenlandske myndigheder anmode om, at der iagttages særlige formkrav i forbindelse med gennemførelsen af et efterforskningsskridt i Danmark. Det gælder f.eks. Storbritannien og USA, der jævnligt anmoder om, at vidneforklaringer afgives under ed, eller at forklaringer afgives i form af en ”statement”. Efter retsplejelovens § 190 bør sådanne særlige krav til form eller fremgangsmåde så vidt muligt imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med dansk retsorden. Danmark har afgivet en erklæring i tilknytning til artikel 3 i Retshjælpskonventionen, hvorefter en begæring om, at en forklaring af et vidne eller en sagkyndig skal bekræftes under ed, skal kunne afslås, hvis vedkommende danske domstol ikke finder sådan bekræftelse påkrævet. Uanset udformningen af erklæringen er det Justitsministeriets praksis, at anmodninger om edsaflæggelse i almindelighed bliver afslået, uden at spørgsmålet forelægges for retten i forbindelse med en indenretlig afhøring. Det er imidlertid efter praksis muligt at udforme en vidneforklaring afgivet til politiet således, at der som bilag til en afhøringsrapporten vedlægges en ”statement”, der indeholder vidnets forklaring.

En anmodning, der indeholder en begæring om, at repræsentanter for udenlandske myndigheder kan være til stede her i landet i forbindelse med gennemførelsen af de relevante efterforskningsskridt, bør som udgangspunkt imødekommes, medmindre der er hensyn, der taler afgørende imod anmodningen. Efterforskningen gennemføres imidlertid af dansk politi, og repræsentanterne for de udenlandske myndigheder må ikke foretage selvstændige efterforskningsskridt her i landet.

Politirapporter, der udarbejdes i forbindelse med efterforskning gennemført på anmodning af en udenlandsk myndighed, udfærdiges af dansk politi på dansk. Dette indebærer således også, at der – uanset om den afhørte har krav herpå – skal medvirke en tolk i de tilfælde, hvor repræsentanter for en udenlandsk myndighed får lejlighed til at stille spørgsmål til den afhørte. Politirapporter m.v. fremsendes herefter til de udenlandske myndigheder, der selv forestår oversættelse af rapporterne. Der kan eventuelt træffes aftale om, at den tolk, der har medvirket ved afhøringen, forestår oversættelsen af politirapporten, og at udgifterne hertil refunderes af de udenlandske myndigheder

Efter Retshjælpskonventionens artikel 11 kan det anmodende land fremsætte en begæring om, at en person, der er frihedsberøvet i det anmodede land og skal give personligt fremmøde som vidne eller med henblik på konfrontation i det anmodende land, overføres til det anmodende land eller til det land, hvor afhøringen agtes foretaget. Overførelsen kan bl.a. nægtes, hvis den frihedsberøvede ikke samtykker i overførelsen, eller hvis der er andre afgørende grunde til ikke midlertidigt at overføre den pågældende til udlandet. Når Danmark modtager en anmodning efter konventionens artikel 11, er det den politimester, der efterforsker eller har efterforsket den straffesag, der har givet anledning til frihedsberøvelsen her i landet, der - eventuelt efter forelæggelse for den overordnede anklagemyndighed - skal tage stilling til anmodningen. Hvis anmodningen vedrører en person, der er varetægtsfængslet, skal det indgå i vurderingen, under hvilke vilkår den pågældende vil kunne varetægtsfængsles i det anmodende land. Det er således ikke alle lande, der kan gennemføre varetægtsfængsling i isolation eller brev- og besøgskontrol. Det kan i den forbindelse overvejes at lade imødekommelse af anmodningen være betinget af, at en dansk polititjenestemand er til stede i forbindelse med den pågældendes midlertidige overførelse til det anmodende land.

3.2.3. Anmodninger om forkyndelse

For så vidt angår anmodninger om forkyndelse fra Schengen-landene henvises til afsnit 3.3.

Anmodninger om forkyndelse fremsendes også fortsat som hovedregel gennem de centrale myndigheder. Anmodninger om forkyndelse vil dog altid kunne fremsendes direkte – eventuelt gennem Interpol - til de judicielle myndigheder her i landet.

Anmodninger om forkyndelser vil som hovedregel angive en tidsfrist for forkyndelsens gennemførelse, og den politimester, der modtager anmodningen om forkyndelse, skal bestræbe sig på i videst muligt omfang at overholde sådanne frister. Forkyndelse bør ske personligt over for den pågældende, medmindre andet fremgår af anmodningen.

Påtegning om forkyndelse udfærdiges på samme måde som ved forkyndelse af dokumenter i danske sager, men man bør være opmærksom på, at et forkyndelsesstempel kan være vanskeligt at læse for udenlandske myndigheder, hvorfor forkyndelsesstemplet skal være meget tydeligt. Alternativt kan forkyndelsespåtegning anføres på en særskilt side, der vedlægges dokumenterne som bilag.

Udenlandske myndigheder fremsender ofte dokumenter, der skal forkyndes på et af de sprog, som Danmark har erklæret vil kunne anvendes i forbindelse med fremsendelse af retsanmodninger. Efter Justitsministeriets opfattelse dækker denne erklæring imidlertid ikke de dokumenter, som ønskes forkyndt, og det er således det anmodende land, der skal sørge for oversættelse til et sprog, som den person, over for hvem der skal foretages forkyndelse, forstår. Dette indebærer, at det ved forkyndelsen skal afklares, om den pågældende forstår det sprog, som dokumenterne er affattet på. Hvis den pågældende erklærer ikke at kunne forstå sproget, bør dette bemærkes i forkyndelsespåtegningen.

Justitsministeriet modtager en lang række anmodninger fra bl.a. Ungarn og Tjekkiet, hvori der anmodes om forkyndelse for anmelderen/forurettede i sager, hvor de udenlandske myndigheder har besluttet at opgive påtale eller indstille efterforskningen i en straffesag. Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke i disse sager behov for personlig forkyndelse, hvorfor ministeriet fremsender anmodningen til den relevante politimester med bemærkning om, at det er tilstrækkeligt, at den pågældende underrettes om påtaleopgivelsen.

3.2.4. Anmodninger til Danmark fra lande, der ikke har tiltrådt de relevante konventioner

Danmark modtager jævnligt anmodninger fra lande, der ikke har tiltrådt Retshjælpskonventionen eller andre relevante konventioner. Som nævnt under pkt. 3.2. kan anmodninger imødekommes, uanset om der mellem Danmark og det anmodende land er indgået en aftale herom. Retsanmodninger fra disse lande behandles således som udgangspunkt på samme måde, som anmodninger fra lande, der har tiltrådt de relevante konventioner. Dette indebærer bl.a., at retsanmodningerne bør opfylde de formelle krav, der følger af Retshjælpskonventionen. Forskellen mellem disse anmodninger og anmodninger fra lande, der har tiltrådt de relevante konventioner, er, at Danmark ikke er forpligtet til at yde bistand. Udgangspunktet er imidlertid, at Danmark yder bistand i det omfang, der er mulighed herfor i medfør af retsplejeloven, og bistanden ikke i øvrigt strider mod grundlæggende retsprincipper.

Der bør i den forbindelse udvises særlig forsigtighed ved behandlingen af anmodninger fra lande, der har et retssystem, som er meget forskelligt fra det danske. I en række lande kan politirapporter anvendes som direkte bevis under en straffesag, og forinden en anmodning fra sådanne lande imødekommes, er det Justitsministeriets praksis, at det pågældende land anmodes om at tilkendegive, at politirapporter ikke anvendes som direkte bevis under en straffesag i videre omfang, end det ville være muligt efter retsplejelovens regler.

For så vidt angår retsanmodninger, der vedrører forbrydelser, som efter det anmodende lands lovgivning kan medføre dødsstraf, kan sådanne anmodninger ikke imødekommes, medmindre det anmodende land afgiver en erklæring om, at der ikke i den konkrete sag vil blive nedlagt påstand om dødsstraf, eller at en eventuel dødsstraf ikke vil blive eksekveret.

3.2.5. Justitsministeriets opgaver

Retsanmodninger fra udenlandske myndigheder behandles som nævnt på grundlag af en analog anvendelse af de relevante regler i retsplejeloven. Dette indebærer, at det er politimesteren, der beslutter, om anmodningen kan imødekommes, og i givet fald på hvilken måde. Justitsministeriet foretager således i almindelighed ikke en gennemgang af sagens materielle indhold. Forinden Justitsministeriet fremsender en udenlandsk retsanmodning til den kompetente danske myndighed til videre foranstaltning, foretager ministeriet imidlertid en vurdering af, om Retshjælpskonventionens formelle betingelser er opfyldt, herunder at anmodningen vedrører en straffesag, og at anmodningen er fremsendt på enten dansk, tysk, engelsk eller fransk. Hvis der er behov for oversættelse af anmodningen, sker dette ved politimesterens foranstaltning.

Hvis Justitsministeriet allerede ved modtagelsen af anmodningen kan konstatere, at formkravene i Retshjælpskonventionen ikke er overholdt, at der mangler dokumenter eller oplysninger i anmodningen, eller at der anmodes om efterforskningsskridt, som helt åbenbart ikke vil kunne imødekommes, tilbagesender ministeriet umiddelbart anmodningen til de udenlandske myndigheder.

Hvis politimesteren finder, at en anmodning kun delvist kan imødekommes, eller at en anmodning ikke kan gennemføres inden for den frist, som det anmodende land har angivet, bør politimesteren drøfte dette spørgsmål direkte med den kompetente myndighed i det anmodende land. I de tilfælde, hvor anmodningen giver anledning til principielle overvejelser, bør anmodningen dog drøftes med Justitsministeriet, forinden der tages kontakt til de udenlandske myndigheder.

I de tilfælde, hvor politimesteren finder, at en anmodning i sin helhed bør afslås, f.eks. på grund af ”ne bis in idem” eller under henvisning til, at det forhold, der ligger til grund for anmodningen, ikke er strafbart i Danmark, skal anmodningen tilbagesendes gennem Justitsministeriet, idet politimesteren samtidig skal begrunde, hvorfor anmodningen ikke kan imødekommes. Justitsministeriet vil herefter vurdere sagen og underrette de udenlandske myndigheder om sagens udfald.

3.3. Schengen-konventionen af 19. juni 1990

Danmark indtrådte den 25. marts 2001 i det praktiske Schengen-samarbejde, og Schengen-konventionens bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager finder fremover anvendelse på behandlingen af anmodninger mellem Danmark og de øvrige Schengen-lande. Som det fremgår af gennemgangen under afsnit 2.2.2., vil konventionens regler om gensidig retshjælp i straffesager indebære ændringer i forbindelse med behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp, idet hovedreglen efter Schengen-konventionen er, at anmodninger skal fremsendes direkte mellem de judicielle myndigheder.

3.3.1. Behandlingen af retsanmodninger mellem Danmark og Schengen-landene

Retsanmodninger kan fremsendes direkte fra de judicielle myndigheder i Danmark til de judi-cielle myndigheder i de andre Schengen-lande i overensstemmelse med disse landes retningslinier herfor. De judicielle myndigheder i Danmark er defineret på samme måde som i medfør af Retshjælpskonventionen, d.v.s. at domstolene og anklagemyndigheden, der omfatter Justitsministeriet, Rigsadvokaten, statsadvokaterne, Politidirektøren i København og politimestrene er kompetente til at fremsende retsanmodninger. De judicielle myndigheder i Danmark vil ligeledes kunne behandle og besvare anmodninger modtaget direkte fra de judicielle myndigheder i de øvrige Schengen-lande.

Retsanmodninger mellem Schengen-landene og Danmark skal fremover alene fremsendes eller tilbagesendes gennem Justitsministeriet, hvis sagen har principiel karakter, eller sagen i øvrigt rejser spørgsmål af mere generel betydning for behandlingen af anmodninger om retshjælp i straffesager. Endvidere skal sager, hvor de judicielle myndigheder i Danmark ikke er indstillet på at imødekomme en anmodning fra et andet Schengen-land, tilbagesendes gennem Justitsministeriet med henblik på, at Justitsministeriet kan få lejlighed til at vurdere sagen.

Sager af principiel karakter vil typisk vedrøre anmodninger om efterforskningsskridt, som efter retsplejeloven kan give anledning til særlige overvejelser. Det kan f.eks. være anmodninger om anvendelse af agenter, eller anmodninger om iagttagelse af særlige procedurer i forbindelse med gennemførelsen af efterforskningsskridt.

Justitsministeriet har endnu ikke modtaget oversigter vedrørende judicielle myndigheder fra alle de øvrige Schengen-lande. Oversigterne vil blive fremsendt, når de er modtaget i Justitsministeriet.

3.3.2. Behandlingen af anmodninger om forkyndelse mellem Danmark og Schengen-landene

Schengen-konventionens regler om forkyndelser indebærer, at hovedreglen fremover vil være, at dokumenter til forkyndelse fremsendes direkte med posten til den, der skal modtage dokumenterne. De enkelte Schengen-lande har afgivet erklæring om, hvilke dokumenter der kan fremsendes på denne måde. Der henvises til afsnit 2.2.2.

Justitsministeriet har endnu ikke modtaget en samlet oversigt over disse dokumenter fra de øvrige Schengen-lande. Justitsministeriet vil fremsende oversigten, når den er modtaget.

Danske myndigheder vil fremover kunne fremsende dokumenter direkte med posten til de personer i de øvrige Schengen-lande, der skal modtage dokumenterne. Hvis der er grund til at tro, at personen ikke forstår dansk, skal dokumenterne, eller i det mindste de væsentligste dele heraf, oversættes til de eller et af de nationale sprog i det land, hvor modtageren opholder sig. Hvis de danske myndigheder er bekendt med, at modtageren kun forstår ét sprog – et andet sprog end det eller de nationale sprog – skal dokumenterne, eller i det mindste de væsentligste dele heraf, oversættes til dette sprog. Anmodninger om forkyndelse skal således fremover alene fremsendes til de judicielle myndigheder, hvis modtageres adresse er ukendt, eller når der efter retsplejelovens regler er krav om personlig forkyndelse.

3.4. Statistiske oplysninger

Evalueringsrapporten om Danmark indeholder som nævnt i indledningen en henstilling om, at der med henblik på sagsstyring bør føres statistik over antallet af indgående og udgående anmodninger.

Justitsministeriet skal anmode politi og anklagemyndighed om at foretage det videre fornødne, således at følgende oplysninger fremover vil kunne tilvejebringes

Indgående anmodninger

1. Retsanmodninger

1.1. antallet af retsanmodninger fra udlandet

1.2. antallet af retsanmodninger fra Schengen-lande

1.3. antallet af retsanmodninger modtaget direkte fra myndigheder i Schengen-lande

1.4. antallet af retsanmodninger modtaget gennem Justitsministeriet fra Schengen-lande

1.5. antallet af retsanmodninger fra andre lande

1.6. antallet af retsanmodninger modtaget direkte fra myndigheder i andre lande

1.7. antallet af retsanmodninger modtaget gennem Justitsministeriet fra andre lande

2. Forkyndelser

2.1. antallet af anmodninger om forkyndelser fra udlandet

2.2. antallet af anmodninger om forkyndelser fra Schengen-lande

2.3. antallet af anmodninger om forkyndelser modtaget direkte fra myndigheder i Schengen-lande

2.4. antallet af anmodninger om forkyndelser modtaget gennem Justitsministeriet fra Schengen-lande

2.5. antallet af anmodninger om forkyndelser fra andre lande

2.6. antallet af anmodninger om forkyndelser modtaget direkte fra myndigheder i andre lande

2.7. antallet af anmodninger om forkyndelser modtaget gennem Justitsministeriet fra andre lande

II. Udgående anmodninger

1. Retsanmodninger

1.1. antallet af retsanmodninger til udlandet

1.2. antallet af retsanmodninger til Schengen-lande

1.3. antallet af retsanmodninger fremsendt direkte til Schengen-lande

1.4. antallet af retsanmodninger fremsendt gennem Justitsministeriet til Schengen-lande

1.5. antallet af retsanmodninger til andre lande

1.6. antallet af retsanmodninger fremsendt gennem Justitsministeriet til andre lande

antallet af retsanmodninger fremsendt direkte til andre lande

Forkyndelser

2.1. antallet af anmodninger om forkyndelser til udlandet

2.2. antallet af anmodninger om forkyndelser til Schengen-lande

2.3. antallet af anmodninger om forkyndelser fremsendt direkte til modtageren i et Schengen-land

2.4. antallet af anmodninger om forkyndelser fremsendt direkte til myndigheder i Schengen-lande

2.5. antallet af anmodninger om forkyndelser fremsendt gennem Justitsministeriet til Schengen-lande

2.6. antallet af anmodninger om forkyndelser til andre lande

2.7. antallet af anmodninger om forkyndelser fremsendt direkte til myndigheder i andre lande

antallet af anmodninger om forkyndelser fremsendt gennem Justitsministeriet til andre lande

4. OVERFØRSEL AF RETSFORFØLGNING

Overførsel af retsforfølgning anvendes i praksis som et alternativ til en anmodning om udlevering i de tilfælde, hvor der ikke vil være grundlag for at anmode om udlevering. En anmodning om overførsel af retsforfølgningen i en straffesag vil ligeledes være relevant, hvis den sigtede har fast bopæl i et andet land, og retsforfølgningen mest hensigtsmæssigt finder sted i dette land, f.eks. fordi vidnerne i sagen i forvejen befinder sig i det pågældende land.

4.1. Dansk ret

Efter § 1 i lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager kan lovovertrædelser, som er omfattet af den europæiske konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffesager, retsforfølges efter reglerne i konventionen.

Sager, som skal afgøres af en domstol her i landet, indbringes af anklagemyndigheden for retten på det sted, hvor den pågældende bor, jf. lovens § 2. Efter § 3 i loven finder retsplejelovens regler om straffesagers behandling anvendelse i det omfang konventionen ikke indeholder modstående regler. Når en fremmed stat tilkendegiver, at den agter at fremsætte anmodning om retsforfølgning, og danske domstole alene er kompetente til at behandle sagen efter straffelovens § 8, stk. 1, nr. 5, kan den sigtede anholdes og fængsles i overensstemmelse med reglerne i konventionens artikel 27-29. I henhold til § 5 kan justitsministeren på grundlag af gensidighed bestemme, at loven også skal anvendes i forholdet mellem Danmark og en stat, der ikke har tiltrådt konventionen.

4.2. Den europæiske konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffe-sager

Danmark har tiltrådt den europæiske konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffesager. Efter konventionens artikel 2, stk. 1, skal enhver af de lande, der har tiltrådt konventionen, ved anvendelsen heraf have kompetence til at foretage retsforfølgning efter egne strafferegler for enhver lovovertrædelse, der omfattes af en anden stats lovgivning.

Denne bestemmelse i konventionen er der taget højde for i jurisdiktionsreglen i straffelovens § 8, stk. 1, nr. 5, hvorefter handlinger foretagne uden for den danske stat, uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme, hører under dansk straffemyndighed, når handlingen er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning.

Jurisdiktionsreglerne i § 8 har selvstændig betydning, hvis handlingen ikke berører det danske territorium og er begået af en fremmed uden en sådan tilknytning til Danmark som beskrevet i straffelovens § 7.

Konventionens afsnit III indeholder nærmere regler om overførsel af retsforfølgning. Efter konventionens artikel 6 kan det anmodende land, når en person mistænkes for at have begået en lovovertrædelse i henhold til dette lands lovgivning, anmode et andet land om at overtage retsforfølgningen i de tilfælde og under de betingelser, der er fastsat i konventionen. De kompetente myndigheder i det anmodede land har pligt til at overveje anmodningen.

Efter konventionens artikel 7 gælder der et almindeligt princip om dobbelt strafbarhed, idet der kun kan foretages retsforfølgning i det anmodede land, hvis lovovertrædelsen ville have været en lovovertrædelse, såfremt den var begået på dette lands territorium, og lovovertrædelsen i dette tilfælde kunne være pålagt en sanktion i henhold til det anmodede lands lovgivning.

Konventionens artikel 8 fastsætter, i hvilke tilfælde landene kan anmode om overførsel af retsforfølgning. Det gælder for det første, hvis den mistænkte har bopæl og/eller er statsborger i det anmodede land. Endvidere kan overførsel af retsforfølgning være aktuel, hvis den mistænkte er fængslet eller vil blive fængslet i det anmodede land, hvis hovedparten af beviserne befinder sig i det anmodede land, eller hvis det anmodende land finder, at det ikke vil kunne fuldbyrde en dom, men at det anmodede land vil kunne foretage fuldbyrdelse.

Efter konventionens artikel 10 kan det anmodede land ikke træffe foranstaltninger i anledning af anmodningen, hvis dette land ikke opfylder betingelserne i konventionens artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, hvis retsforfølgning strider mod konventionens artikel 35 om forbud mod dobbelt strafforfølgning, eller hvis der er indtrådt forældelse i det anmodede land.

Konventionens artikel 11 omhandler de tilfælde, hvor landene, udover de tilfælde der er nævnt i artikel 10, kan afslå at imødekomme en anmodning om overførsel af retsforfølgning. Det gælder bl.a. i de tilfælde, hvor grundlaget for anmodningen efter artikel 8 er utilstrækkeligt.

Efter artikel 13 skal alle anmodninger fremsættes skriftligt, og som hovedregel fremsendes gennem landenes justitsministerier. Anmodningen om overførsel af retsforfølgning skal være ledsaget af straffesagens akter og alle andre nødvendige dokumenter i original eller bekræftet genpart.

I henhold til konventionens artikel 16 skal det anmodede land omgående underrette det anmodende land om sin afgørelse vedrørende anmodningen om retsforfølgning, og det anmodede land skal tillige underrette det anmodende land om den afgørelse, der træffes efter overtagelse af retsforfølgningen.

Efter artikel 21 indebærer en anmodning om overførsel af retsforfølgning, at det anmodende land ikke længere kan retsforfølge den mistænkte for den lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, eller fuldbyrde en dom, som tidligere er afsagt mod ham i det anmodende land for den samme lovovertrædelse. Retten til retsforfølgning og straffuldbyrdelse tilkommer igen det anmodende land, bl.a. hvis det anmodede land meddeler, at det i henhold til artikel 10 har besluttet ikke at træffe foranstaltninger, hvis det anmodede land afslår anmodningen efter artikel 11, eller hvis det anmodede land meddeler, at det har besluttet ikke at indlede retsforfølgning eller at indstille denne.

4.3. Rigsadvokatens meddelelser m.v. om overførsel af retsforfølgning mellem de nordiske lande

I februar måned 1970 indgik de nordiske rigsadvokater en samarbejdsaftale om retsforfølgning i andet nordisk land end der, hvor den strafbare handling er begået. Samarbejdsaftalen er ændret flere gange, senest i forbindelse med, at Danmark, Sverige og Norge ratificerede den europæiske konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffesager. Finland og Island har fortsat ikke ratificeret konventionen.

Samarbejdsaftalen fremgår af Anklagemyndighedens Årsberetning 1976, s. 53 ff, samt af Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/78. Samarbejdsaftalen gælder i sin helhed i forholdet mellem nordiske lande, der ikke begge har tilsluttet sig den europæiske konvention, og aftalens §§ 4, 5, 7 og 8 gælder udover og i stedet for konventionens bestemmelser i forholdet mellem nordiske lande, som har tilsluttet sig konventionerne. Disse bestemmelser vedrører bl.a. krav til begæringens indhold og fremsendelse af begæringen.

Ved Rigsadvokatens meddelelse nr. 11/1982 er der fastsat særlige regler om overførsel til andet nordisk land af retsforfølgning i mindre narkotikasager. Efter meddelelsen skal forfølgningen af narkotikasager, som ikke skønnes at ville medføre fængselsstraf, i almindelighed søges overført til det land, hvor den mistænkte er bosat, medmindre væsentlige grunde taler imod overførslen, herunder hensynet til bevisførelsen.

5. Behandlingen af anmodninger om overførsel af retsforfølgning

Anmodninger om overførsel af retsforfølgning fremsendes som udgangspunkt gennem landenes justitsministerier, jf. konventionens artikel 13, dog således at begæringer mellem de nordiske lande fremsendes i overensstemmelse med reglerne i samarbejdsaftalens § 5, der for Danmarks vedkommende indebærer, at anmodninger fra Danmark fremsættes af politimestrene, og at anmodninger til Danmark ligeledes sendes til politimesteren i den politikreds, hvor den mistænkte bor eller opholder sig.

5.1. Anmodninger fra Danmark

Det er politimesteren eventuelt efter forelæggelse for den overordnede anklagemyndighed, der beslutter, om der i en konkret sag er grundlag for at anmode et andet land om at overtage retsforfølgningen i en sag. Anmodningen fremsendes i givet fald til Justitsministeriet, der videresender denne til justitsministeriet i det andet land.

Ved fremsendelse af anmodninger om overførsel af retsforfølgning bør der foretages en nøje gennemgang af sagens bilag, idet der i første omgang – af hensyn til oversættelsesomkostningerne - alene skal vedlægges de bilag, der er nødvendige, for at den udenlandske myndighed kan træffe afgørelse om overtagelse af retsforfølgning. Hvis der er tvivl om, hvorvidt et andet land, f.eks. på grund af kravet om dobbelt strafbarhed, regler om strafmyndighed, manglende ratifikation af den europæiske konvention m.v., vil kunne overtage retsforfølgningen, vil der eventuelt kunne fremsendes en foreløbig forespørgsel til de udenlandske myndigheder. Denne foreløbige forespørgsel skal i givet fald indeholde en kort redegørelse for sagens omstændigheder og en præcis redegørelse for det strafbare forhold.

5.2. Anmodninger til Danmark

En anmodning om overførsel af strafforfølgning fra udlandet vil af Justitsministeriet snarest blive fremsendt til den relevante politikreds efter reglerne i lov om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager. Samtidig hermed vil Justitsministeriet underrette de udenlandske myndigheder om, at anmodningen er modtaget, og hvilken politikreds der behandler anmodningen.

Forinden der træffes beslutning om, at retsforfølgningen overtages, kan det overvejes at underrette de udenlandske myndigheder om, at sagen i givet fald vil blive afsluttet med en advarsel, eller at påtale eventuelt vil blive opgivet i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2 og/eller nr. 3. De udenlandske myndigheder vil herefter have mulighed for at vurdere, om man under de omstændigheder fortsat ønsker, at Danmark overtager retsforfølgningen.

6. Yderligere oplysninger

Den 29. maj 2000 vedtog EU-landene en konvention om gensidig retshjælp i straffesager, hvis formål er at supplere Retshjælpskonventionen, Tillægsprotokollen samt Schengen-konventionens bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager. EU-konventionen indeholder således bestemmelser om gensidig retshjælp i forbindelse med anmodninger om videoafhøringer, telefonafhøringer, etablering af fælles efterforskningshold samt aflytning af telekommunikation. Konventionen træder i kraft, når konventionen er ratificeret af otte af de lande, der var medlem af EU den 29. maj 2000, da konventionen blev undertegnet. Justitsministeriet vil i forbindelse med konventionens ikrafttræden i Danmark udarbejde en revideret vejledning om gensidig retshjælp i straffesager.

Spørgsmål om behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager kan rettes til Det internationale kontor i Justitsministeriet. Ministeriet kan endvidere være behjælpelig med oplysninger om, hvilke lande der har ratificeret de relevante internationale konventioner, samt om hvilke forbehold og erklæringer de pågældende lande måtte have afgivet til konventionerne. Sådanne oplysninger vil imidlertid tillige kunne findes på Europarådets hjemmeside, hvis adresse er http://conventions.coe.int.

Vejledning om behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager kan endvidere hentes i Anklagemyndighedens Årsberetning 1996 og 1999 samt hos Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet for så vidt angår anmodninger i sager om økonomisk kriminalitet.

Justitsministeriet, den 5. december 2001

Jakob Scharf

Artikel 16-deklarationer

Artikel 16-deklarationer

Albanien

engelsk, fransk

Belgien

Bulgarien

engelsk, fransk

Cypern

engelsk, græsk

Danmark

engelsk, fransk, tysk, norsk, svensk

England

engelsk

Estland

engelsk

Finland

engelsk, fransk, tysk, dansk, norsk, svensk

Frankrig

Georgien

engelsk, russisk

Grækenland

Holland

engelsk

Irland

engelsk

Island

engelsk, dansk, norsk, svensk

Israel

engelsk, fransk

Italien

engelsk, fransk

Kroatien

engelsk

Letland

engelsk

Liechtenstein

tysk

Litauen

engelsk, fransk

Luxembourg

engelsk, fransk, tysk

Malta

engelsk

Moldavien

engelsk, fransk

Norge

engelsk, dansk, svensk

Polen

engelsk, fransk

Portugal

fransk

Rumænien

engelsk, fransk

Rusland

russisk

Schweiz

fransk, tysk, italiensk

Slovakiet

engelsk, fransk

Slovenien

Spanien

spansk

Sverige

dansk, norsk

Tjekkiet

Tyrkiet

Tyskland

engelsk, fransk, tysk, (dansk)

Ukraine

engelsk, fransk

Ungarn

engelsk, fransk

Østrig

engelsk, fransk og tysk

Artikel 53 lægger således for så vidt angår Schengen-landene op til en ændring af den hidtidige praksis, hvorefter hovedreglen er, at anmodninger om retshjælp og svar herpå sendes mellem de centrale myndigheder. For Danmarks vedkommende nødvendiggør bestemmelsen derfor visse ændringer i behandlingen af anmodninger om retshjælp i straffesager. Disse ændringer er gennemgået under afsnit 3.3.

2.2.3. Den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande (Finland, Island, Norge og Sverige) indgået Den Nordiske Overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp. Efter artikel 1 i overenskomsten fremsendes anmodninger om forkyndelse og bevisoptagelse direkte mellem de pågældende landes judicielle myndigheder.

Den nordiske overenskomst supplerer Retshjælpskonventionen for så vidt angår fremsendelse af retsanmodninger og anmodninger om forkyndelse. Den nordiske overenskomst berøres ikke af Schengen-konventionens anvendelse i forhold til de nordiske lande. Dog vil Schengen-konven-tionens artikel 52 om fremsendelse af retsdokumenter direkte med posten have selvstændig betydning mellem de nordiske lande, idet den nordiske overenskomst ikke indeholder en tilsvarende bestemmelse.

2.2.4. Andre internationale konventioner

Udover Retshjælpskonventionen og Schengen-konventionen har Danmark ratificeret en række andre konventioner, der indeholder bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager. For disse konventioner, herunder den europæiske konvention af 8. november 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold (Hvidvaskkonventionen) og FN’s konvention af 20. december 1988 om ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer (FN-konventionen) , gælder, at anmodninger som hovedregel skal fremsendes mellem de centrale myndigheder, men at anmodninger i hastende tilfælde vil kunne fremsendes mellem de judicielle myndigheder.

FN-konventionen har selvstændig betydning i de tilfælde, hvor danske myndigheder i sager vedrørende overtrædelser af narkotikalovgivningen har behov for at fremsende anmodninger til lande, der ikke har tiltrådt Retshjælpskonventionen. Hvidvaskkonventionen bør anvendes som grundlag for en retsanmodning – eventuelt i kombination med Retshjælpskonventionen – i den type sager, der er omfattet af konventionens anvendelsesområde

2.2.5. God praksis i sager om gensidig retshjælp i straffesager

Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 29. juni 1998 en fælles aktion om god praksis i forbindelse med gensidig retshjælp i straffesager (EFT L 191 af 7. juli 1998). I henhold til artikel 1 i den fælles aktion har Danmark i lighed med de øvrige EU-lande afgivet en erklæring om god praksis. Danmarks erklæring vedlægges som bilag 3.

2.3. Det europæiske retlige netværk

Den 29. juni 1998 vedtog Rådet for Den Europæiske Union en fælles aktion om oprettelse af et Europæisk Retligt Netværk (EFT L 191 af 7. juli 1998). Netværket består af kontaktpersoner, der er udpeget af medlemslandene. Kontaktpersonerne kommer fra de centrale myndigheder, anklagemyndigheden og domstolene i medlemslandene.

Kontaktpersonerne skal bl.a. medvirke til at smidiggøre samarbejdet i forbindelse med bekæmpelse af alvorlig kriminalitet og forbedre koordineringen af samarbejdet i konkrete sager. Dette skal de bl.a. gøre ved at fungere som aktivt forbindelsesled mellem de retlige myndigheder i henholdsvis deres eget land og andre medlemslande.

Danmark har i henhold til den fælles aktion udpeget kontaktpersoner hos Justitsministeriet, Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet samt Politidirektøren i København. Endvidere er Rigspolitichefen, Afdeling A, Internationale Relationer, udpeget som kontaktpunkt. De nuværende kontaktpersoner og deres ansvarsområde fremgår af bilag 4. Kontaktpersonerne vil kunne yde bistand i konkrete straffesager ved gennem netværket at formidle kontakt mellem danske myndigheder og de relevante udenlandske myndigheder.

Det europæiske retlige netværk er for tiden ved at udarbejde en standardformular, der skal anvendes ved fremsendelse af retsanmodninger, således at det anmodede land hurtigt kan få et overblik over, hvad anmodningen omfatter. Det er endvidere hensigten, at det anmodede land efter modtagelsen skal tilbagesende formularen til det anmodende land med underretning om, hvilken myndighed der behandler sagen tillige med oplysninger om navn og telefonnummer på en kontaktperson hos den pågældende myndighed.

Endvidere er netværket i færd med at udvikle et europæisk retligt atlas. Det retlige atlas skal sætte de judicielle myndigheder i EU-landene i stand til straks – ved at konsultere det retlige atlas – at finde frem til den rette judicielle myndighed i et andet EU-land.

2.4. Eurojust

Rådet vedtog den 14. december 2000 under henvisning til EU-traktatens artikel 31 og 34, stk. 2, litra c, rådsafgørelse om oprettelse af en midlertidig samarbejdsenhed for de nationale anklagemyndigheder (midlertidig Eurojust-enhed). Justitsministeriet har ved cirkulæreskrivelser af 23. marts 2001 og 24. oktober 2001 orienteret om formålet med oprettelsen af Eurojust og Danmarks repræsentant i enheden.

3. Behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager

Det følgende afsnit indeholder en beskrivelse af den praktiske fremgangsmåde, når danske myndigheder fremsender eller modtager anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager. Beskrivelsen tager udgangspunkt i de regler, der gælder efter Retshjælpskonventionen.

Den afgørende forskel mellem Retshjælpskonventionen og Schengen-konventionen er reglerne for fremsendelse af retsanmodninger og anmodninger om forkyndelse, hvilket fremgår af nedenstående figur. Efter Retshjælpskonventionen sendes anmodninger mellem de centrale myndigheder i medlemslandene, mens anmodninger mellem Schengen-landene sendes direkte mellem de judicielle myndigheder, d.v.s. f.eks. fra en dansk politimester til den tilsvarende myndighed i et andet Schengen-land.

De særlige regler for fremsendelse af anmodninger mellem Schengen-landene er beskrevet i afsnit 3.3.

Schengen-konventionen udgør som nævnt et supplement til Retshjælpskonventionen, og i de tilfælde hvor Schengen-konventionen ikke indeholder særlige regler, vil det således fortsat være Retshjælpskonventionens regler, der finder anvendelse. Dette gælder f.eks. indholdet af en rets-anmodning, hvor det fortsat er artikel 14 i Retshjælpskonventionen, der skal følges.

3.1. Anmodninger fra Danmark

Det er politiet og anklagemyndigheden, der afgør, hvilke konkrete efterforskningsskridt der skal gennemføres i en straffesag, herunder om der skal gennemføres efterforskningsskridt, som kræver bistand fra udenlandske myndigheder.

Forinden der fremsættes en retsanmodning over for udenlandske myndigheder, er der en række forhold, der skal overvejes. Det gælder for det første, om den konkrete sag falder inden for områder, der dækkes af en konvention, som Danmark og det pågældende land har tiltrådt. Hvis det pågældende land ikke har tiltrådt en af de relevante konventioner, må det undersøges, om der eventuelt er praksis for, at landet alligevel kan yde retshjælp og i givet fald på hvilke betingelser, herunder om principperne i Retshjælpskonventionen følges. I de tilfælde, hvor det pågældende land har tiltrådt en af de relevante konventioner, skal det undersøges, om der er afgivet erklæringer eller taget forbehold, som har betydning for den konkrete sag. Endelig kan det overvejes at søge bistand hos kontaktpersoner, der kan vejlede om den hurtigste og bedste løsning i den konkrete sag.

3.1.1. Fremsendelse af retsanmodninger

Justitsministeriet er i medfør af Retshjælpskonventionen udpeget som den centrale myndighed her i landet. Retsanmodninger til udenlandske myndigheder skal derfor som udgangspunkt fremsendes gennem Justitsministeriet. For så vidt angår fremsendelse af retsanmodninger til Schengen-landene henvises til afsnit 3.3.

Hvis anmodningen er af hastende karakter, kan anmodningen fremsendes direkte – eventuelt via Interpol - til den kompetente myndighed i udlandet. En række lande kræver imidlertid, at anmodningen tillige fremsendes gennem Justitsministeriet, hvorfor det er mest hensigtsmæssigt generelt at følge denne fremgangsmåde. Det skal i givet fald fremgå af fremsendelsesskrivelsen til Justitsministeriet, at anmodningen allerede er fremsendt direkte til den kompetente myndighed i udlandet. Det er endvidere muligt at få bistand fra de nordiske forbindelsesofficerer i udlandet med henblik på, at forbindelsesofficererne overdrager anmodningen til de udenlandske myndigheder. En sådan fremsendelse skal tillige fremgå af fremsendelsesskrivelsen til Justitsministeriet.

Justitsministeriet vil kunne sørge for oversættelse af retsanmodningen, men af hensyn til tidsfaktoren kan ministeriet anbefale, at politi/anklagemyndighed sørger for oversættelse ved statsautoriseret translatør, forinden retsanmodningen fremsendes til Justitsministeriet.

Retsanmodningen skal som hovedregel vedlægges i to eksemplarer, hvoraf den ene skal være en original. Ved fremsendelse af retsanmodninger til lande, der ikke har tiltrådt konventionen, skal retsanmodningen vedlægges i tre eksemplarer, idet anmodningen sendes via diplomatiske kanaler.

Ved fremsendelse af retsanmodninger til udenlandske myndigheder anvender Justitsministeriet en række standardskrivelser, der er oversat til engelsk, tysk, fransk og spansk. Der vil derfor som hovedregel ikke være oversættelsesudgifter forbundet med udfærdigelsen af Justitsministeriets fremsendelsesskrivelse. I de tilfælde, hvor der er behov for ændringer og tilføjelser til ministeriets standardskrivelse, vil skrivelsen blive oversat af en statsautoriseret translatør tillige med rets-anmodningen, hvis denne ikke er oversat ved politiets/anklagemyndighedens foranstaltning. Hidtil har Justitsministeriet efterfølgende sendt regningen for oversættelsen til den relevante politimester eller statsadvokat til videre foranstaltning. Med henblik på at gennemføre en rationalisering af denne procedure og samtidig sikre rettidig betaling af regningerne, vil Justitsministeriet fremover betale regningerne, hvorefter beløbet ved Justitsministeriets foranstaltning vil blive trukket direkte hos politikredsen/statsadvokaten.

Efter Retshjælpskonventionen tilbagesendes resultatet af de efterforskningsskridt, der er gennemført som udgangspunkt ad de samme kanaler, som blev benyttet ved fremsendelsen. Justitsministeriet fremsender snarest efter modtagelsen af efterforskningsmaterialet fra udlandet dette til politimesteren/statsadvokaten.

3.1.2. Retsanmodningens indhold

VEJLEDNING OM BEHANDLINGEN AF ANMODNINGER OM GENSIDIG RETSHJÆLP I STRAFFESAGER OG OVERFØRSEL AF RETSFORFØLGNING

1.

Indledning

2.

Gensidig retshjælp i straffesager

2.1.

Dansk ret

2.2.

Internationale konventioner m.v.

2.2.1.

Europarådets konvention af 14. april 1959 vedrørende gensidig retshjælp i straffesager samt den tilhørende tillægsprotokol af 17. marts 1978

2.2.1.1.

Hvad er retshjælp

2.2.1.2.

Retsanmodninger

2.2.1.3.

Forkyndelser

2.2.1.4.

Fremsendelse

2.2.2.

Schengen-konventionen

2.2.3.

Den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp

2.2.4.

Andre internationale konventioner

2.2.5.

God praksis i sager om gensidig retshjælp i straffesager

2.3

Det europæiske retlige netværk

2.4.

Eurojust

3.

Behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager

3.1.

Anmodninger fra Danmark

3.1.1.

Fremsendelse af retsanmodninger

3.1.2.

Retsanmodningens indhold

3.1.3.

Anmodninger om forkyndelse

3.1.4.

Anmodninger til lande, der ikke har tiltrådt de relevante konventioner

3.1.5.

Justitsministeriets opgaver

3.2.

Anmodninger til Danmark

3.2.1.

Fremsendelse af retsanmodninger

3.2.2.

Retsanmodningens indhold

3.2.3.

Anmodninger om forkyndelse

3.2.4.

Anmodninger til Danmark fra lande, der ikke har tiltrådt de relevante konventioner

3.2.5.

Justitsministeriets opgaver

3.3.

Schengen-Konventionen

3.3.1.

Behandlingen af retsanmodninger mellem Danmark og Schengen-landene

3.3.2.

Behandlingen af anmodninger om forkyndelse mellem Danmark og Schengen-landene

3.4.

Statistiske oplysninger

4.

Overførsel af retsforfølgning

4.1.

Dansk ret

4.2.

Den europæiske konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffesager

4.3.

Rigsadvokatens meddelelser om overførsel af retsforfølgning mellem de nordiske lande

5.

Behandlingen af anmodninger om overførsel af retsforfølgning

5.1.

Anmodninger fra Danmark

5.2.

Anmodninger til Danmark

6.

Yderligere oplysninger

Bilag til vejledningen

Bilag 1

Oversigt over lande, der har ratificeret den europæiske konvention af 14. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager og den tilhørende tillægsprotokol.

Bilag 2.

De øvrige landes erklæringer vedrørende sprog.

Bilag 3

Danmarks erklæring om god praksis i sager om gensidig retshjælp i straffesager

Bilag 4

Oversigt over de danske kontaktpersoner i Det europæiske retlige netværk

1. INDLEDNING

Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 5. december 1997 en fælles aktion vedrørende indførelse af en ordning for evaluering af, hvordan de internationale forpligtelser med hensyn til bekæmpelse af organiseret kriminalitet udmøntes og efterleves i de enkelte medlemslande (EFT L 344 af 15. december 1997). Efterfølgende blev det besluttet, at emnet for den første evaluering skulle være forsinkelser i forbindelse med gennemførelse af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager, herunder hasteanmodninger om beslaglæggelse af formuegoder, med særligt henblik på tilfælde, hvor der er tale om organiseret kriminalitet. Evalueringen af de enkelte medlemslande er blevet foretaget af særligt udpegede ekspertgrupper i samarbejde med Rådssekretariatet.

Justitsministeriet orienterede ved cirkulæreskrivelse af 15. december 1999 om evalueringen af Danmark og om indholdet af den rapport, der blev udarbejdet om Danmarks behandling af anmodninger om bistand i straffesager. Selv om rapporten vedrørende Danmark generelt er meget positiv, har ekspertgruppen rettet enkelte henstillinger til Danmark med henblik på yderligere at forbedre behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager.

På denne baggrund har Justitsministeriet udarbejdet denne vejledning om behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager. Vejledningen tager hensyn til de henstillinger, som ekspertgruppen er fremkommet med i rapporten vedrørende Danmark, ligesom vejledningen tager hensyn til, at Danmark den 25. marts 2001 indtrådte i det praktiske Schengen-samarbejde, hvilket nødvendiggør en række ændringer af behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager mellem Danmark og de øvrige Schengen-lande.

Vejledningen indeholder for det første en kort gennemgang af bestemmelserne i de internationale konventioner, som har størst betydning i forbindelse med behandlingen af anmodninger om retshjælp i straffesager. Dernæst indeholder vejledningen retningslinier for de danske myndigheders behandling af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager, herunder præcisering af kompetencefordelingen mellem Justitsministeriet, anklagemyndigheden og politiet.

Vejledningen redegør endvidere for de ændringer i behandlingen af anmodninger mellem Schengen-landene, som følger af, at Danmark den 25. marts 2001 indtrådte i det praktiske Schengen-samarbejde.

Evalueringsrapporten om Danmark indeholder en henstilling om, at edb-systemerne i Justitsministeriet og hos politi og anklagemyndighed tilpasses, således at der med henblik på sagsstyring kan føres statistik over antallet af indgående og udgående anmodninger. Vejledningen indeholder derfor tillige retningslinier med henblik på tilvejebringelse af sådanne statistiske oplysninger.

Endelig indeholder vejledningen en kort gennemgang af reglerne for behandling af anmodninger om overførsel af retsforfølgning samt retningslinier for behandlingen af sådanne anmodninger.

Vejledningen omfatter ikke anmodninger om udlevering af lovovertrædere og anmodninger om international fuldbyrdelse af straf, herunder overførelse af domfældte.

2. GENSIDIG RETSHJÆLP I STRAFFESAGER

Gensidig retshjælp i straffesager omfatter navnlig fremskaffelse af beviser, udlevering af bevismateriale, udlevering af akter eller dokumenter, udlevering af oplysninger fra kriminalregistre samt forkyndelse af dokumenter i straffesager.

2.1. Dansk ret

Danmark har – med enkelte undtagelser – ikke gennemført særlig lovgivning om gensidig retshjælp i straffesager. Det antages imidlertid med støtte i retspraksis, at udenlandske begæringer om efterforskningsskridt i Danmark kan imødekommes, uanset om fremsættelsen og behandlingen af retsanmodninger er reguleret i en aftale, der finder anvendelse mellem Danmark og den anmodende stat. De relevante efterforskningsskridt gennemføres i givet fald på grundlag af en analogisk anvendelse af de relevante bestemmelser i retsplejeloven, idet en udenlandsk anmodning om efterforskning, herunder ransagning, beslaglæggelse samt edition, kan imødekommes, hvis det pågældende efterforskningsskridt kunne gennemføres i forbindelse med en tilsvarende national strafferetlig efterforskning.

Dette indebærer bl.a., at anmodninger fra udenlandske myndigheder om gennemførelsen af efterforskningsskridt, der kræver rettens medvirken, alene vil kunne imødekommes, hvis det forhold, der ligger til grund for den udenlandske anmodning om bistand, er strafbart efter dansk lovgivning.

Den omstændighed, at retsplejeloven anvendes analogt i forbindelse med behandlingen af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager, medfører endvidere, at anmodninger fra Danmark til udenlandske myndigheder om gennemførelsen af efterforskningsskridt, der ville kræve rettens medvirken, hvis det pågældende efterforskningsskridt skulle gennemføres her i landet, tillige skal forelægges for en dansk domstol, forinden der fremsættes anmodning over for de udenlandske myndigheder.

Retsplejeloven indeholder enkelte bestemmelser, der direkte tager sigte på sager om gensidig retshjælp. Efter retsplejelovens § 190 finder lovens regler således også anvendelse på vidneafhøringer, der gennemføres på begæring af en udenlandsk myndighed. Det fremgår af bestemmelsen, at en anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde så vidt muligt bør imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden, jf. afsnit 3.2.2.

Retsplejelovens § 191 indeholder særlige regler i den situation, hvor en person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, på begæring af danske myndigheder overføres her til landet for i en straffesag at afgive forklaring eller medvirke ved en konfrontation, jf. artikel 11 i den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager.

Efter retsplejelovens § 806 træffes afgørelse vedrørende pålæg om edition af retten efter politiets begæring. Ifølge § 806, stk. 6, 1. pkt., skal der, inden retten træffer afgørelse vedrørende pålæg om edition, være givet den, der har rådighed over genstanden, adgang til at udtale sig. Efter bestemmelsens sidste punktum, finder 1. pkt. imidlertid ikke anvendelse, hvis rettens afgørelse skal danne grundlag for en international retsanmodning om edition, hvilket indebærer, at f.eks. udenlandske banker ikke skal have lejlighed til at udtale sig forud for afsigelsen af en kendelse.

2.2. Internationale konventioner m.v.

2.2.1 Den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager og den tilhørende tillægsprotokol af 17. marts 1978

Danmark har ratificeret den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (herefter Retshjælpskonventionen) samt tillægsprotokollen til konventionen af 17. marts 1978 (herefter Tillægsprotokollen). De fleste retsanmodninger, som Danmark modtager og fremsender, fremsættes i medfør af Retshjælpskonventionen, der fortsat vil være hovedkonventionen i forbindelse med fremsættelse af anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager, idet formålet med Schengen-konventionen er at supplere Retshjælpskonventionen.

Retshjælpskonventionen er ratificeret af langt de fleste europæiske lande, herunder alle EU-lande. Bilag 1 indeholder den seneste opdaterede liste over de lande, der har ratificeret Retshjælpskonventionen og Tillægsprotokollen (jf. i øvrigt afsnit 6).

2.2.1.1. Hvad er retshjælp

Efter Retshjælpskonventionens artikel 3 skal det anmodede land efterkomme retsanmodninger, der vedrører en straffesag, og som fremsættes af det anmodende lands judicielle myndigheder med henblik på fremskaffelse af beviser eller udlevering af bevismateriale, akter eller dokumenter.

I henhold til konventionens artikel 7 skal det anmodede land endvidere lade stævninger og retsafgørelser forkynde, når disse af det anmodende land fremsendes i dette øjemed. Efter artikel 13 i konventionen skal det anmodede land fremsende udskrifter af og oplysninger fra strafferegistre, hvorom der til brug for straffesager fremsættes begæring fra det anmodende land, i samme udstrækning som disse udskrifter og oplysninger kan meddeles til dets egne judicielle myndigheder i tilsvarende sager.

De typiske former for anmodninger om retshjælp angår

- uden- og indenretlig afhøring af mistænkte/sigtede/tiltalte/vidner

- ransagning

- beslaglæggelse

- edition

- forkyndelse af domme, retsmødeindkaldelser, anklageskrifter samt bødeforlæg

- oplysninger om domme

Retshjælpskonventionens artikel 3 omfatter ikke udtrykkeligt bistand til gennemførelse af telefonaflytning eller andre efterforskningsskridt, der ikke var aktuelle, da konventionen blev vedtaget i 1959. Det afhænger således af den nationale retsorden, om anmodninger vedrørende sådanne efterforskningsskridt imødekommes.

Selvom landene efter artikel 3 har forpligtet sig til at yde retshjælp i de situationer, som er omfattet af konventionen, er der en række undtagelser til denne forpligtelse.

Efter artikel 2, litra a, kan anmodninger om retshjælp afslås, hvis anmodningen angår en forbrydelse, der af det anmodede land betragtes som en politisk forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en fiskal forbrydelse. En række lande har forbeholdt sig retten til ikke at yde retshjælp i sager af fiskal karakter. I henhold til artikel 2 i Tillægsprotokollen kan landene imidlertid ikke længere afslå at yde retshjælp alene med den begrundelse, at sagen er af fiskal karakter. De lande, som har forbeholdt sig retten til ikke at yde retshjælp i sager af fiskal karakter, har imidlertid ikke ratificeret Tillægsprotokollen.

En anmodning om retshjælp kan endvidere efter konventionens artikel 2, litra b, afslås, hvis det anmodede land finder, at anmodningens efterkommelse vil kunne krænke landets suverænitet, bringe dets sikkerhed i fare, stride mod dets almindelige retsprincipper, eller skade andre livsvigtige interesser. Flere lande, herunder Danmark, har i medfør af denne bestemmelse forbeholdt sig retten til at afslå at imødekomme en retsanmodning under henvisning til forbudet mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem).

2.2.1.2 Retsanmodninger

Efter Retshjælpskonventionens artikel 14 skal en retsanmodning indeholde følgende

- Angivelse af den myndighed, der fremsætter anmodningen

- Anmodningens genstand og dens begrundelse

- Personlige oplysninger (identitet og nationalitet)

- Anmodninger efter artikel 3 – 5 skal tillige angive lovovertrædelsens art og en kort fremstilling af sagens karakter

Udgangspunktet efter Retshjælpskonventionens artikel 16, stk. 1, er, at anmodninger om retshjælp ikke kan kræves oversat. En række lande, herunder Danmark, har afgivet en erklæring vedrørende denne bestemmelse. Danmark har således erklæret, at anmodninger til Danmark kan fremsendes på engelsk, fransk, tysk og dansk, dog således at de danske myndigheder efter en konkret vurdering under alle omstændigheder kan kræve en anmodning oversat til dansk. De øvrige landes erklæringer vedrørende artikel 16 fremgår af bilag 2.

For så vidt angår Tyskland bemærkes, at Danmark og Tyskland har indgået en bilateral aftale om, at retsanmodninger mellem de to lande kan fremsendes på dansk eller tysk.

Det bemærkes i den forbindelse, at det anmodede land altid kan tilbagesende et svar på en rets-anmodning på sit eget sprog. De danske myndigheder vil således som udgangspunkt besvare anmodninger på dansk, uanset at det kan være vanskeligt for det anmodende land at få materialet oversat.

I henhold til konventionens artikel 17 er det ikke nødvendigt at foretage legalisering af bevismateriale eller dokumenter, der fremsendes i henhold til konventionen.

2.2.1.3. Anmodninger om forkyndelse

Efter artikel 7 i Retshjælpskonventionen skal den anmodede stat lade stævninger og retsafgørelser forkynde. Forkyndelsen kan ske ved, at stævningen eller dokumentet formløst overleveres til vedkommende person, medmindre andet fremgår af anmodningen.

Anmodninger om forkyndelse skal indeholde følgende

- Angivelse af den myndighed, der fremsætter begæringen

- Anmodningens genstand og dens begrundelse (stævning/dom/vidneindkaldelse/ankemeddelelse)

- Navn og adresse på den person, over for hvem forkyndelse skal ske

Derudover bør anmodningen indeholde oplysninger om vidnegodtgørelse og dækning af rejse- og opholdsudgifter samt eventuelle særlige formkrav til forkyndelsen.

En række lande har i forbindelse med ratifikationen af konventionen angivet en tidsfrist på minimum en måned for forkyndelse af stævninger og vidneindkaldelser. Tidsfristen indebærer, at dokumenter, der skal forkyndes for personer, som opholder sig i de pågældende lande, skal være myndighederne i hænde, senest en måned før den tiltalte eller vidnet skal give møde.

Efter konventionens artikel 8 må et vidne, som ikke har givet møde, selvom vidnet var lovlig tilsagt, ikke straffes eller undergives nogen tvangsforanstaltning, medmindre vidnet senere frivilligt rejser ind på den anmodende stats territorium, og der på ny foretages forkyndelse for den pågældende.

Efter Tillægsprotokollens artikel 3 finder konventionens bestemmelser om forkyndelse ligeledes anvendelse på forkyndelse af dokumenter vedrørende fuldbyrdelse af en straffedom, inddrivelse af en bøde eller betaling af sagsomkostninger.

2.2.1.4. Fremsendelse

Efter Retshjælpskonventionens artikel 15, stk. 1, skal retsanmodninger efter konventionens artikel 3, 4, 5 samt 11 som hovedregel fremsendes gennem de respektive landes centrale myndigheder. I medfør af konventionens artikel 15, stk. 2, kan retsanmodninger i hastende sager fremsendes direkte fra den anmodende stats judicielle myndigheder til den anmodede stats judicielle myndigheder. Svar på anmodningen tilbagesendes gennem de centrale myndigheder. Anmodninger om udskrifter af og oplysninger fra strafferegistre kan frem- og tilbagesendes direkte mellem de judicielle myndigheder i det anmodende land og den kompetente myndighed i det anmodede land, jf. artikel 15, stk. 3. I henhold til artikel 15, stk. 4, kan retsanmodninger om forkyndelser oversendes direkte mellem de judicielle myndigheder. Direkte fremsendelse kan efter artikel 15, stk. 5, ske gennem Interpol.

Landene har i forbindelse med ratifikationen af konventionen angivet, hvilken myndighed der er den centrale myndighed, og hvilke myndigheder der er judicielle myndigheder. I Danmark er Justitsministeriet den centrale myndighed, og Danmark har i medfør af konventionens artikel 24 angivet domstolene samt anklagemyndigheden, der omfatter Justitsministeriet, Rigsadvokaten, statsadvokaterne, Politidirektøren i København og politimestrene, som de myndigheder, der er kompetente til at udfærdige retsanmodninger (judicielle myndigheder).

2.2.2. Schengen-konventionen af 19. juni 1990

Schengen-konventionen indeholder en række bestemmelser om strafferetligt samarbejde, herunder gensidig retshjælp i straffesager. Formålet med Schengen-konventionens bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager er at supplere og lette anvendelsen af Retshjælpskonventionen mellem de lande, der deltager i Schengen-samarbejdet. Schengen-konventionen finder anvendelse mellem Frankrig, Tyskland, Østrig, Holland, Luxembourg, Belgien, Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Danmark, Sverige, Finland, Norge og Island.

I medfør af Schengen-konventionens artikel 49 ydes der udover de situationer, der er omfattet af Retshjælpskonventionen, ligeledes retshjælp i følgende sager

- retsforfølgning for handlinger, der ifølge det ene eller begge landes nationale ret betragtes som overtrædelser af bestemmelser, som kan afgøres af administrative myndigheder, hvis afgørelser kan indankes for en domstol med kompetence i straffesager

- sager vedrørende erstatning for uberettiget retsforfølgning eller domfældelse

- benådningssager

- civile søgsmål anlagt i forbindelse med straffesager, så længe retten ikke har truffet endelig afgørelse i straffesagen

- forkyndelse af retsdokumenter i forbindelse med fuldbyrdelse af en straf eller sikkerhedsforanstaltning, inddrivelse af bøder eller betaling af sagsomkostninger

- foranstaltninger i forbindelse med udsættelse af domfældelsen eller udsættelse af fuldbyrdelsen af en straf eller en sikkerhedsforanstaltning, betinget løsladelse, suspension af fuldbyrdelsen eller afbrydelse af fuldbyrdelsen af en straf eller sikkerhedsforanstaltning

Konventionens artikel 49 udvider således området for retshjælp i forhold til Retshjælpskonventionens bestemmelser, navnlig således at der også kan ydes retshjælp i forbindelse med den efterfølgende behandling af en straffesag. Derudover indebærer artikel 49, at der kan ydes retshjælp i visse nærmere definerede sager af administrativ karakter.

Efter artikel 50 i konventionen forpligter Schengen-landene sig til at yde hinanden gensidig retshjælp ved overtrædelser af love og bestemmelser vedrørende punktafgifter, moms og told. Sådanne anmodninger kan ikke afvises under henvisning til, at den anmodede stat ikke opkræver punktafgifter for de varer, der er nævnt i anmodningen. Retshjælp i denne type sager kan dog afslås, når de for lidt indbetalte eller unddragne afgifter skønnes at udgøre et beløb på 25.000 Euro eller derunder, eller når de ulovligt udførte eller indførte varer skønnes at have en værdi på 100.000 Euro eller derunder.

Efter artikel 52 kan retsdokumenter af et Schengen-land sendes direkte med posten til personer, der opholder sig på et andet Schengen-lands område. Hvis der er grund til at antage, at modtageren ikke forstår det sprog, retsdokumentet er affattet på, skal dette, eller i det mindste de væsentligste dele heraf, oversættes til det eller et af de nationale sprog i det land, hvor modtageren opholder sig. Hvis de fremsendende myndigheder er bekendt med, at modtageren kun forstår ét sprog – et andet sprog end det eller de nationale sprog - skal dokumentet, eller i det mindste de væsentligste dele heraf, oversættes til dette sprog.

Retsdokumenter kan efter artikel 52, stk. 5, fremsendes gennem de judicielle myndigheder, hvis modtagerens adresse er ukendt, eller når den anmodende stat kræver personlig forkyndelse.

Efter artikel 52, stk. 1, sidste punktum, indgiver Schengen-landene en liste over de retsdokumenter, der af det pågældende lands myndigheder kan fremsendes direkte med posten. I forbindelse med Danmarks indtræden i det praktiske Schengen-samarbejde har Danmark således afgivet en erklæring om, hvilke dokumenter danske myndigheder kan fremsende direkte med posten til personer, der opholder sig i de øvrige Schengen-lande. Justitsministeriet har – i lighed med Sverige – fundet det mest hensigtsmæssigt at afgive en generel erklæring, der indebærer, at danske myndigheder som udgangspunkt kan fremsende alle typer af processuelle dokumenter, der udfærdiges som led i en straffesag, direkte med posten.

Den danske erklæring har følgende ordlyd

”Dokumenter og meddelelser, der udsendes af en judiciel myndighed som led i straffesagers behandling, samt visse meddelelser fra administrative myndigheder vedrørende afgørelser, der har tilknytning til straffesagers behandling”.

I de tilfælde, hvor der er krav om personlig forkyndelse, eller hvor det anses for hensigtsmæssigt, at der foretages personlig forkyndelse, vil der skulle fremsendes en anmodning om personlig forkyndelse direkte til den relevante myndighed i det andet Schengen-land.

De dokumenter, der vil kunne fremsendes i medfør af artikel 52, er bl.a.

- Bødeforlæg

- Advarsler

- Meddelelser om betaling af sagsomkostninger

- Beslutninger i medfør af retsplejelovens § 721 vedrørende påtaleopgivelse

- Beslutninger i medfør af retsplejelovens § 722 vedrørende tiltalefrafald

- Beslutninger om ikke at indlede efterforskning i medfør af retsplejelovens § 749

- Underretning om indgreb i medfør af retsplejelovens § 788

- Underretning til erstatningsparter m.v. i medfør af retsplejelovens § 724

- Meddelelser om erstatning i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a

- Tilkendegivelser vedrørende erstatningsspørgsmål i medfør af retsplejelovens kapitel 93

- Forkyndelse af anklageskrifter i visse typer af sager

- Forkyndelse af retsmødebegæringer i visse typer af sager

- Forkyndelser af stævninger i visse typer af sager

- Forkyndelser af vidneindkaldelser i visse typer af sager

- Forkyndelse af domme og kendelser i visse typer af sager

- Meddelelser om udsættelse af afsoning

- Meddelelser om benådning

- Administrativ inddragelse af kørekort

- Meddelelser om afgørelser i Politiklagenævnssager efter retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c

- Meddelelser om forbud i medfør af politivedtægten

- Advarsler i medfør af straffelovens § 265

- Meddelelser om forbud i medfør visse særlove, herunder restaurationsloven

- Tilkendegivelser vedrørende udvisning i medfør af udlændingeloven

- Visse afgørelser om indrejseforbud i medfør af udlændingeloven

Efter artikel 52, stk. 3, må et vidne eller en sagkyndig, der ikke har efterkommet en stævning, der er fremsendt med posten, ikke pålægges nogen sanktion eller tvangsforanstaltning, medmindre den pågældende senere frivilligt tager til den begærende stats område og dér på behørig vis indstævnes på ny. Den myndighed, der fremsender stævninger med posten, skal påse, at disse ikke indeholder nogen form for advarsel om straf for udeblivelse.

Efter artikel 53, stk. 1 og 2, fremsendes anmodninger om retshjælp og svar herpå som hovedregel direkte mellem de judicielle myndigheder, men anmodninger kan dog fortsat fremsendes gennem de centrale myndigheder eller via Interpol. Anmodninger om midlertidig overførelse eller transit af personer, der er midlertidigt anholdt, varetægtsfængslet eller underkastet anden form for frihedsberøvelse, samt regelmæssig eller lejlighedsvis udveksling af oplysninger om straffeattester skal fremsendes via de centrale myndigheder.