Vejledning om grundtakstfinansiering af sociale serviceydelser\n(Lov om social service)

Bilag 1

Bilag 1

Bekendtgørelse om grundtakster efter §§ 131 a og 131 c i lov om social service

I medfør af § 136, stk. 6, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000, som ændret ved lov nr. 489 af 7. juni 2001, fastsættes

Grundtakstbeløb

Kapitel 1

Finansieringsreformen for ydelser efter lov om social service

Kapitel 1

Finansieringsreformen for ydelser efter lov om social service

Principperne i grundtakstmodellen

2. Med lov nr. 489 af 7. juni 2001 bliver der pr. 1. januar 2002 indført en grundtakstmodel på den del af det sociale område, hvor finansieringen hidtil har været delt mellem kommunen og amtskommunen. Det drejer sig om den sociale indsats for børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier, børn med handicap og hjælp til voksne under 67 år med handicap eller særlige sociale problemer m.v.

Grundtakstmodellen ændrer alene reglerne om, hvordan udgifterne skal finansieres, og loven medfører ikke ændringer i forhold til fx borgernes ret til ydelser og deres ret til at klage over afgørelser eller kommuners og amtskommuners pligt til at sørge for tilbud (forsyningsansvaret).

Grundtakstmodellen bygger på et princip om, at hver myndighed selv afholder omkostningerne for de tilbud, som de sætter i gang. Dette ansvarsprincip gælder i dag i serviceloven, fx når det drejer sig om udgifter til personer, som er fyldt 67 år, samt til dagtilbud for børn. Kommunerne afholder således selv alle udgifter til ældre personer, som er fyldt 67 år fx hjemmehjælp, plejehjem m.v. Også udgifterne til almindelige pasningstilbud til børn er en 100 pct. kommunal udgift. På disse områder har kommunerne således både ansvaret for indsatsen og forpligtelsen til at finansiere denne fuldt ud.

Med grundtakstmodellen udbredes dette ansvarsprincip til de områder, hvor der hidtil har været delt finansiering. Udgangspunktet er herefter, at hver myndighed kommune eller amtskommune selv afholder udgifterne for de tilbud, som de sætter i værk.

På voksenområdet medfører finansieringsreformen fx, at udgifterne til kommunale støttetilbud til voksne i eget hjem ikke længere skal deles mellem kommunen og amtskommunen, men afholdes fuldt ud af kommunen. På børn- og ungeområdet vil fx kommunens udgifter til forebyggende foranstaltninger for børn og unge for fremtiden som hovedregel blive afholdt fuldt ud af kommunen, hvor udgifterne efter gældende regler deles med amtskommunen.

Området med delt finansiering er kendetegnet ved, at der for en række typer af foranstaltninger er omfattende muligheder for substitution, fx kan det for en række brugere være relevant både at tilbyde amtskommunale døgninstitutioner og kommunale tilbud. For at opnå økonomisk neutralitet indgår det derfor i grundtakstmodellen, at kommunen skal betale en grundtakst, dog højst de faktiske udgifter, når den benytter et amtskommunalt tilbud eller visse tilbud, som kunne være et alternativ til et amtskommunalt tilbud.

Grundtaksterne modificerer således princippet om, at hver myndighed kommune eller amtskommune selv afholder udgifterne for de tilbud, som de sætter i værk. Der tages på denne måde højde for, at det fortsat ønskes, at både kommuner og amtskommuner løser opgaver på det sociale område. Grundtakstfinansiering ændrer således ikke ved, at amtskommunerne fortsat har pligt til at sørge for de mere specialiserede tilbud - fx boformer for voksne personer med betydelig nedsat funktionsevne eller døgninstitutioner til børn, der skal anbringes uden for hjemmet.

Det er et led i grundtakstmodellen, at en amtskommune kan beslutte at medfinansiere udgifter til en kommunal opgaveløsning, der overstiger grundtaksterne. Det er her en forudsætning, at det skønnes, at det kommunale tilbud nedsætter behovet for at benytte amtskommunale tilbud, som er omfattet af grundtakster.

På de områder hvor der hidtil har være delt finansiering mellem kommuner og amtskommuner, bliver hovedreglen, at den myndighed, som efter loven har pligt til at yde hjælpen, også selv betaler alle udgifterne herved. Finansieringsændringen betyder således, at kommunerne som noget nyt fuldt ud skal afholde udgifter bl.a. til forebyggende arbejde i forhold til børn og unge med behov for særlig støtte, hjælp til handicappede børn i eget hjem og hjælp til voksne under 67 år i eget hjem.

For de tilbud, der bliver omfattet af grundtakster, bliver der en form for »fællesfinansiering« ved, at kommunen betaler grundtaksten dog højst de faktiske udgifter, og at amtskommunen afholder udgifter herudover.

For døgnbehandling af stofmisbrugere betyder lovændringen, at kommunen efter 120 dage skal betale en grundtakst, mens udgifterne til ambulant behandling afholdes endelig af amtskommunen.

Som en konsekvens af grundtakstfinansiering på det sociale område er det fastsat, at udgifter til hjemmesygepleje i lov om hjemmesygeplejerskeordninger indgår i grundtaksterne.

Der indføres en ny visitationsmodel, der fastlægger den fremgangsmåde, som en kommune skal benytte, når en amtskommune skal forpligte sig til at betale for udgifter, der ligger over grundtaksten. Dette indebærer bl.a., at amtskommunen skal fremkomme med forslag til et andet tilbud, hvis amtskommunen ikke er enig i kommunens indstilling, og at amtskommunen skal medvirke til at finde løsninger og medfinansiere disse, hvis der er ventetid på det tilbud, som kommunen og amtskommunen er enige om.

Kort beskrevet går grundtakstmodellen ud på følgende

· Som udgangspunkt finansierer kommuner og amtskommuner egne ydelser 100 pct.

· Kommuner, der vælger at bruge en amtskommunal ydelse, betaler en grundtakst herfor, dog højst de faktiske udgifter. Dette princip gælder også for visse ydelser, der kan træde i stedet for en amtskommunal ydelse, fx når børn anbringes uden for hjemmet i private opholdssteder.

· Der anvendes en visitationsmodel, som på det grundtakstbelagte område forudsætter enighed mellem amtskommune og kommune.

· Den amtskommunale forsyningsforpligtelse for visse tilbud bevares, også selv om omkostningerne ved tilbuddet ligger under grundtaksten for det pågældende tilbud.

· Kommuner og amtskommuner har uændrede muligheder for at aftale at løse opgaver for hinanden.

· Det er muligt at aftale, at amtskommunen medfinansierer en kommunal opgaveløsning, der ligger ud over den generelle kommunale forpligtelse, og som aflaster den amtskommunale forpligtelse.

· Amtskommunen har pligt til at medvirke til at finde den bedst mulige løsning både i forbindelse med akutte sager, hvor en hurtig løsning er meget presserende, og i forbindelse med ventetid på grund af manglende kapacitet.

Med grundtakstmodellen vil der på det sociale område blive tale om en finansiering, der i højere grad svarer til de øvrige kommunale serviceområder.

Grundtaksterne på børn- og ungeområdet og voksenområdet

3. De nedenfor angivne grundtakstbeløb er fastsat ved bekendtgørelse nr. 612 af 23. juni 2001 og gælder for år 2002. Der henvises i øvrigt til pkt. 54 om regulering af grundtaksterne.

Grundtaksterne i det følgende er angivet på årsbasis, og de vil i praksis skulle omregnes i forhold til den faktiske periode for opholdet, fx 3 måneder og 20 dage, hvis et barn har været døgnanbragt i denne periode. Grundtaksten efter § 131 a, stk. 1, nr. 1- 8, i lov om social service, udgør i 2002

1)

særlige dag- og klubtilbud efter §§ 16 og 23

291.800 kr.

2)

døgnophold for børn og unge under 18 år efter § 40 b

402.100 kr.

familiebehandling for første barn eller ung efter § 40 b

402.100 kr.

og for hver yderligere person efter § 40 b, uanset om denne er barn, ung eller voksen

201.000 kr.

3)

døgnophold for unge over 18 år efter § 40 b

290.700 kr.

4)

tilskud til ansættelse af hjælpere til pleje m.v. efter § 77

290.700 kr.

5)

amtskommunale tilbud efter § 87, stk. 3, og § 88, stk. 2, 1. pkt., og inklusive udgifter afholdt efter § 89

62.900 kr.

6)

ophold i amtskommunale boformer efter §§ 92 og 93 eller i boliger, der er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private

andelsboliger m.v. (Dette gælder dog ikke amtskommunale døgntilbud omfattet af § 131 c, stk. 1)

290.700 kr.

7)

boligindretning m.v. efter § 102

103.100 kr.

8)

ophold i plejehjem eller beskyttede boliger efter § 140, stk. 1

290.700 kr.

(2) Grundtaksten efter § 131 c, stk. 1, i lov om social service udgør 103.100 kr. i 2002.

Det bemærkes, at overstående grundtakstbeløb er gældende fra 1. januar 2002.

Aftaler om amtskommunal medfinansiering

4. Både på børneområdet og voksenområdet er det muligt at aftale, at amtskommunen medfinansierer en kommunal opgaveløsning, som aflaster den amtskommunale forpligtelse. Dette er fastsat i § 131 d, stk. 1.

Amtskommunernes adgang til at indgå aftale om at medfinansiere kommunale tilbud omfatter situationer, hvor et alternativ til den hjælp, som kommunen yder og finansierer, kunne være en af de foranstaltninger, som efter § 131 a og § 131 c er omfattet af grundtakstfinansiering. Det er en forudsætning, at aftalen går ud på, at amtskommunen helt eller delvist medfinansierer kommunale udgifter, der ligger over grundtaksten.

I ganske særlige tilfælde kan amtskommunerne indgå aftaler om fællesfinansiering af kommunale tilbud, selv om betingelserne i § 131 d, stk. 1, ikke er opfyldt. Der sigtes herved til såkaldte åbne tilbud, der er karakteriseret ved, at brugerne kan komme, når det passer dem. For sådanne tilbud har det i almindelighed ikke mening at tale om priser pr. plads eller at opgøre de faktiske udgifter pr. individuelle bruger, og hverken i forhold spørgsmål om visitation/aftale om den enkelte bruger eller i forhold til opgørelse af udgifter til den enkelte bruger passer disse tilbud ind i de almindelige forudsætninger for grundtakstfinansiering.

For sådanne åbne tilbud kan amtskommunerne og kommunerne have en fælles interesse i at kunne samfinansiere tilbuddet. Der er derfor i § 131 d, stk. 2, fastsat, at amtskommuner i særlige tilfælde kan indgå aftaler om fællesfinansiering af kommunale tilbud, selv om betingelserne i § 131 d, stk. 1, ikke er opfyldt.

Visitationsproceduren ved grundtakstfinansiering

5. Visitationsmodellen, der er beskrevet i § 131 b, knytter sig til de tilbud, der er omfattet af grundtakstfinansiering, jf. § 131 a, dvs. døgntilbud til børn og unge, samt boformer til udsatte voksne m.v.

Visitationsmodellen har følgende elementer

· Kommunen udfærdiger en motiveret indstilling til det konkrete tilbud.

· Amtskommunen tager stilling til denne indstilling. Hvis amtskommunen afviser indstillingen, skal dette begrundes konkret, og amtskommunen skal komme med et motiveret forslag til et andet tilbud.

· Er der fortsat uenighed, drøftes denne mellem kommunens og amtskommunens socialchefer.

Det er endvidere således, at kommunen til enhver tid kan vælge at udvisitere eller at iværksætte et andet tilbud for egen regning.

Der er en forventning om, at der i langt det overvejende antal af tilfælde vil blive opnået enighed mellem kommunen og amtskommunen om visitationen. Men ligesom i dag vil det også med grundtakster kunne ske, at der er ventetid på det tilbud, som kommunen og amtskommunen er enige om. I disse tilfælde har kommunen og amtskommunen pligt til at samarbejde om at tilbyde en forsvarlig indsats, indtil tilbuddet kan iværksættes. Og forudsat at der er enighed om indsatsen i ventetiden, skal amtskommunen for denne indsats betale for den del af udgifterne, der overstiger grundtaksten.

Visitationsmodellen regulerer samarbejdet mellem kommunen og amtskommunen, og den ændrer ikke på borgernes ret hverken til ydelser eller til at klage over afgørelser til de sociale klageinstanser. Borgeren kan således ligesom i dag klage over afslag på ydelser, og det gælder fx også i de tilfælde, hvor kommunen og amtskommunen ikke bliver enige om, hvilket tilbud borgeren er berettiget til.

For at bidrage til en effektiv og smidig sagsgang vil det være hensigtsmæssigt, at kommunerne og amtskommunen regionalt i fællesskab udarbejder principper, rammeaftaler, procedurer m.v. for visitationsprocessen. Det gælder fx i forhold til

· hvilke typer af oplysninger, kommunens indstilling bør ledsages af i forhold til enkelte typer af tilbud, herunder fx om nødvendig supervision i forbindelse med ophold i plejefamilier for børn og unge,

· fremgangsmåden, når kommunen og amtskommunen ikke umiddelbart er enige om visitationen,

· hvornår der skal foregå en genvisitation, fordi behovet for hjælp er ændret.

Det kan være formålstjenligt, hvis kommunen allerede ved starten af en sag, der kan ende med amtslig medfinansiering, henvender sig til amtskommunen. Det vil kunne medvirke til at forkorte sagsbehandlingstiden og kvalificere indholdet i handleplanen.

Det indgår som et tema i den overvågning, der bliver etableret i en tre-årig periode, at det skal følges, hvordan visitationen fungerer både mellem kommuner og amtskommunerne og i forhold til borgeren.

Andre elementer i finansieringsreformen

6. Ud over selve finansieringsomlægningen fra delt finansiering til grundtakstfinansiering indeholder lov nr. 489 af 7. juni 2001 en række andre ændringer af servicelovens regler. Ændringerne har bl.a. til hensigt at styrke kvalitetsudviklingen og brugerinddragelsen.

Udvidet brug af handleplaner

De gældende regler om handleplaner på børn- og ungeområdet og på voksenområdet suppleres med, at kommunen og amtskommunen altid skal skønne, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan, når der ydes hjælp efter afsnit II til børn eller unge samt efter afsnit III til voksne. Ved denne vurdering skal kommunen eller amtskommunen tage hensyn til karakteren og omfanget af det pågældende tilbud, samt ønskerne hos den eller de personer, som skal have hjælpen.

Ændringen har til hensigt at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen i forhold til den enkelte borger. Som led heri vil der blive afsat centrale midler til at iværksætte en række kvalitets- og metodeudviklingsprojekter, der bl.a. skal styrke den kommunale og amtskommunale sagsbehandling, herunder arbejdet med handleplaner.

Kvalitetsstandarder på hele voksenområdet

Socialministeren får med en ny bestemmelse i § 110 a hjemmel til på hele voksenområdet at fastsætte, at kommuner og amtskommuner skal træffe beslutning om tilrettelæggelse, indhold og udførelse af hjælpen efter serviceloven, samt om at der skal følges op på disse beslutninger (kvalitetsstandarder). Denne ændring af serviceloven bygger videre på gældende regler om, at kommunen, for så vidt angår hjælp efter lovens §§ 71 og 72, har pligt til at træffe beslutning om indhold, omfang og udførelse af praktisk bistand m.v. samt at følge op på disse beslutninger.

Kvalitetsstandarder kan omfatte forskellige typer af foranstaltninger efter loven og de generelle administrative ordninger, der knytter sig til sagsbehandlingen i forbindelse med foranstaltningerne. Med udmøntningen af socialministerens hjemmel til at fastsætte, at der skal træffes beslutning om og udformes kvalitetsstandarder for foranstaltninger efter serviceloven, vil informationsniveauet i forhold til borgerne blive styrket dels i relation til den enkelte borgers faktiske viden om omfang og indhold af de enkelte typer af foranstaltninger, og dels ved at skabe et bedre vidensbaseret grundlag for den generelle lokale eller regionale dialog om indhold og tilrettelæggelse m.v. af indsatsen.

Hjemmelen til at fastsætte at kommuner og amtskommuner skal udarbejde kvalitetsstandarder, vil blive udmøntet gradvist, således at området for kvalitetsstandarder på voksenområdet der er et udviklingsområde kontinuerligt og i dialog med de kommunale parter vil blive udvidet på baggrund af hidtil opnåede erfaringer.

På børn- og ungeområdet har socialministeren med virkning fra 1. januar 2001 efter servicelovens § 58 b hjemmel til fastsætte regler om, at kommunen og amtskommunen skal træffe beslutninger om indhold og udførelse af støtte efter lovens kapitel 8 (særlig støtte til børn og unge).

Uvildige konsulenter

Med en ny bestemmelse i § 70 a etableres en uvildig konsulentfunktion på handicapområdet. Konsulentfunktionen skal ses i tilknytning til lovens § 69 om den amtskommunale specialrådgivning og den lange tradition på handicapområdet for specialrådgivning.

De uvildige konsulenter skal bistå ansøgere til handicapydelser med rådgivning i sager vedrørende kommunale og amtskommunale ansvarsområder. De uvildige konsulenter skal arbejde helhedsorienteret, dvs. inddrage social-, undervisnings-, arbejdsmarkeds- og sundhedsområdet.

Når der i folketingsåret 2004/05 fremsættes forslag om revision af bestemmelserne i lov nr. 489 af 7. juni 2001, vil erfaringerne med den uvildige konsulentfunktion indgå i overvejelserne.

Regionale Udviklingsråd

Finansieringsreformen skal i en tre-årig periode ledsages af en overvågning som led i en løbende opfølgning på reformen forud for lovens revision i folketingsåret 2004/05. Som en væsentlig del af denne overvågning er det fastsat, at der i hvert amt i overvågningsperioden skal nedsættes et regionalt udviklingsråd, der skal fungere fra 1. januar 2002.

Der gælder følgende retningslinier for rådenes sammensætning og sekretariatsbetjening

· Sammensætningen af udviklingsrådene aftales regionalt mellem amtskommunen og kommunerne i amtet.

· Udviklingsrådet skal bestå af repræsentanter for amtskommunen, kommunerne i amtet, samt repræsentanter for brugerne i regionen på såvel børne- som voksenområdet.

· Det er en forudsætning, at De Samvirkende Invalideorganisationer bliver repræsenteret i udviklingsrådene.

· Udviklingsrådene skal have sekretariatsbetjening, og det aftales regionalt, hvordan denne opgave bedst varetages.

Amtskommunen afholder udgiften til sekretariatsmæssig bistand til udviklingsrådet, og varetager i den forbindelse den praktiske opgave med at nedsætte udviklingsrådet.

Der er ikke fastsat nærmere krav til det regionale udviklingsråds organisering, da der efter behov og regionale ønsker skal være mulighed for at indpasse rådets organisering, opgaver og funktion i eksisterende samarbejdsstrukturer.

De regionale udviklingsråds opgaver i den tre-årige overvågningsperiode er

· at indsamle dokumentation og information om udviklingen på det område, der er omfattet af finansieringsomlægningen. Oplysningerne skal kunne bidrage til en belysning af reformens konsekvenser i forhold til bl.a. det samlede systems kapacitet og opbygning, opgavefordelingen mellem kommuner og amtskommuner, udviklingen i samarbejdet mellem kommuner og amtskommuner,

· at drøfte reformens regionale udvikling og gennemførelse, og herunder afdække lokale problemer og komme med forslag til løsninger, og

· at bidrage til grundlaget for kommunernes og amtskommunens planlægning og beslutninger på det grundtakstbelagte område fx i form af tværgående og koordinerende beskrivelser og betragtninger over udviklingen.

Udviklingsrådenes informations- og dokumentationsarbejde skal bl.a. bygge på de redegørelser, som kommunerne i amtet årligt skal afgive til det regionale udviklingsråd og på oplysninger, der indsamles til et centralt informations- og analysesystem samt på oplysninger, der indsamles som led i regionale eller kommunale specialundersøgelser.

Socialministeren fastsætter nærmere retningslinier for redegørelserne og for det centrale informations- og analysesystem.

De regionale udviklingsråd skal en gang årligt rapportere til Socialministeriet om udviklingen i regionen og om eventuelle generelle problemer i forbindelse med reformen.

Rapporterne skal danne grundlag for socialministerens årlige redegørelse til Folketinget om udviklingen på området. Den første redegørelse vil foreligge i 2003 og vil dække udviklingen i 2002.

Overgangsordningen

Med henblik på at afbøde de byrdefordelingsmæssige virkninger for kommunerne er der for 2002 og 2003 indført en overgangsordning, jf. § 5 i lov nr. 489 af 7. juni 2001.

Overgangsordning består af følgende dele

· Kommunen afholder alle udgifter på det område, der efter gældende regler er omfattet af delt finansiering op til et niveau svarende til 0,5 pct. af kommunens beskatningsgrundlag. I ordningen indgår også udgifter efter §§ 77 og 79.

· Udgifter ud over denne bundgrænse kan anmeldes til refusion. Refusionen udgør 40 pct. i 2002 og 2003. Refusionen omfatter ikke kommunernes eventuelle udgifter over grundtaksten.

· Hver kommune tildeles et særligt tilskud på 75.000 kr. pr. barn i enten et dagtilbud eller et døgntilbud, som vil blive omfattet af grundtaksterne. Tilskuddet knyttes op på historiske data.

· Der oprettes en pulje på 140 mill. kr. i hvert af årene i overgangsperioden. Puljen fordeles efter ansøgning til kommuner, som kan dokumentere særligt høje merudgifter som følge af finansieringsreformen.

Overgangsordningen gælder for 2002 og 2003. Ændringer i tilskuds- og udligningssystemet efter Indenrigsministeriets lovgivning vil træde i kraft senest 1. januar 2004. Disse ændringer vil blandt andet sigte på en mere langsigtet afbalancering af de byrdefordelingsmæssige virkninger af finansieringsreformen.

Refusionen ydes med 40 pct. på baggrund af kommunernes faktisk afholdte nettoudgifter på de områder, der tidligere var omfattet af delt finansiering. Endvidere omfattes udgifter efter §§ 77 og 79. Udgifterne til personer under 67 år til bl.a. praktisk bistand, ophold i plejehjem m.v. beregnes teknisk på grundlag af kommunernes udgifter i år 2000.

Kapitel 1: Finansieringsreformen for ydelser efter lov om social service

Principperne i grundtakstmodellen .. 2

Grundtaksterne på børn- og ungeområdet og voksenområdet .. 3

Aftaler om amtskommunal medfinansiering .. 4

Visitationsproceduren ved grundtakstfinansiering .. 5

Andre elementer i finansieringsreformen .. 6

§ 1. Grundtaksten efter § 131 a, stk. 1, nr. 1 8, i lov om social service udgør i 2002

1)

særlige dag- og klubtilbud efter §§ 16 og 23 ..

291.800 kr.

2)

døgnophold for børn og unge under 18 år efter § 40 b

402.100 kr.

familiebehandling for første barn eller ung efter § 40 b ..

402.100 kr.

og for hver yderligere person efter § 40 b, uanset om denne er barn, ung eller voksen ..

201.000 kr.

3)

døgnophold for unge over 18 år efter § 40 b ...

290.700 kr.

4)

tilskud til ansættelse af hjælpere til pleje m.v. efter § 77

290.700 kr.

5)

amtskommunale tilbud efter § 87, stk. 3, og § 88, stk. 2, 1. pkt., og inklusive udgifter afholdt efter § 89

62.900 kr.

6)

ophold i amtskommunale boformer efter §§ 92 og 93 eller i boliger, der er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. (Dette gælder dog ikke amtskommunale døgntilbud omfattet af § 131 c, stk. 1) ..

290.700 kr.

7)

boligindretning m.v. efter § 102 ..

103.100 kr.

8)

ophold i plejehjem eller beskyttede boliger efter § 140, stk. 1 . ..

290.700 kr.

Bilag 2

Bilag 2

Skrivelse om refusionsordning som led i overgangsordning i forbindelse med indførelsen af grundtakstmodellen

(Til samtlige kommuner ekskl. Københavns og Frederiksberg kommuner og til de kommunale revisorer)

Den 1. januar 2002 bliver den delte finansiering mellem kommuner og amter erstattet af en grundtakstmodel for visse sociale serviceydelser. (Lov nr. 489 af 7. juni 2001). I forbindelse med indførelsen af grundtakstmodellen er der etableret en overgangsordning. Som led i denne overgangsordning refunderer staten i årene 2002 og 2003 40 pct. af en kommunes nettodriftsudgifter inden for de sociale serviceområder, der tidligere var omfattet af reglerne om delt finansiering samt inden for enkelte områder, som tidligere var omfattet af reglerne om statsrefusion. (jf. § 5, stk. 1-4 i lov nr. 489 af 7. juni 2001).

Før statsrefusionen beregnes, reduceres kommunens udgifter med et beløb, der svarer til 0,5 pct. af kommunens beskatningsgrundlag. Statsrefusionen udgør herefter 40 pct. af restbeløbet. ( jf. § 5, stk. 5 i lov nr. 489 af 7. juni 2001).

Overgangsordningen og dermed refusionsordningen omfatter alle primærkommuner ekskl. Københavns og Frederiksberg kommuner. (jf. § 5, stk. 11 i lov nr. 489 af 7. juni 2001).

Refusionsordningen er omfattet af de gældende regler om statsrefusion på visse dele af det sociale område. (jf. § 5, stk. 9 i lov nr. 489 af 7. juni 2001). Kommunen skal således kvartalvis anmelde udgifter forskudsvis til refusion, hvorefter staten yder forskudsrefusion. Kommunen skal endvidere løbende foretage en tilpasning af de forskudsvist anmeldte udgifter til de faktiske udgifter gennem en kvartalsvis løbende restafregning. Kommunen skal endvidere efter regnskabsårets afslutning udarbejde en foreløbig restafregning og en endelig restafregning. Refusionsordningen er omfattet af reglerne om regnskabsaflæggelse og revision mv., jf. Socialministeriets bekendtgørelser nr. 515 og 516 af 9. juni 2000.

Nye skemaer vedrørende forskudsrefusion og løbende restafregning i forbindelse med grundtakstmodellen

Socialministeriet har udarbejdet skemaer til brug for anmodning om forskudsrefusion af udgifter i forbindelse med grundtakstmodellen og skemaer til brug for opgørelse af den løbende restafregning, jf. vedlagte skemaer. Anmodning om forskudsrefusion og opgørelse af den løbende restafregning i forbindelse med grundtakstmodellen kan ske via internettet.

Ved indberetning via internettet skal der benyttes samme kommunenr. og password som hidtil ved indberetning af de sociale udgifter.

Refusionssystemets hovedmenu er udvidet med valgmulighed for det ny system således, at man kan vælge mellem den eksisterende refusionsordning og den ny refusionsordning vedrørende grundtakstmodellen.

Indtastning og afsendelse af de nye skemaer sker efter de samme principper, som for de eksisterende skemaer.

Det nye system vil være tilgængeligt på nettet medio oktober 2001.

Ved spørgsmål om indberetning via nettet rettes henvendelse til Grethe Håkansson på telefon 33 92 47 00.

Indsendelse af de nye skemaer eller indberetning via internettet skal ske efter de samme tidsfrister, som gælder for de eksisterende skemaer vedrørende forskudsrefusion og løbende restafregning af sociale udgifter. Det vil for 2002 sige følgende

10. november 2001

Forskud 1. kvartal 2002

10. marts 2002

Forskud 2. kvartal 2002 og løbende restafregning 1. kvartal 2002

1. juni 2002

Forskud 3. kvartal 2002 og løbende restafregning 2. kvartal 2002

1. september 2002

Forskud 4. kvartal 2002 og løbende restafregning 3. kvartal 2002

10. november 2002

Løbende restafregning 4. kvartal 2002

Skemaer vedrørende foreløbig og endelig restafregning for året 2002 vedrørende refusionsordningen i forbindelse med grundtakstmodellen vil blive udsendt til kommunerne i begyndelsen af 2003.

Udbetaling af forskudsrefusion og løbende restafregning

I medfør af § 5, stk. 10 i lov nr. 489 af 7. juni 2001 har Socialministeriet fastsat, at udbetalingen af forskudsrefusion til kommunerne vil ske med 1/3 af kvartalsbeløbet, så refusionen er til disposition for kommunen den sidste bankdag inden den 16. i hver af kvartalets måneder. F.eks. vil den første udbetaling af forskudsrefusionen ske den 15. januar 2002 med 1/3 af forskudsrefusionen for 1. kvartal 2002.

Socialministeriet har endvidere fastsat, at udbetaling eller afregning af den løbende restafregning sker med det samlede kvartalsvise beløb, så det er til disposition for eller afregnet med kommunen den næstsidste bankdag i den sidste måned i det kvartal, refusionen vedrører. Det vil sige, at udbetalingen eller afregningen af den løbende restafregning i forbindelse med grundtakstmodellen vil ske på samme tidspunkt og måde som for den nuværende løbende restafregning af sociale udgifter. F.eks. vil den første udbetaling eller afregning af den løbende restafregning ske den 26. marts 2002 med den samlede løbende restafregning for 1. kvartal 2002.

0,5 pct. af kommunens beskatningsgrundlag

Som nævnt reduceres kommunens udgifter med et beløb, der svarer til 0,5 pct. af kommunens beskatningsgrundlag, før statsrefusionen på 40 pct. beregnes.

Ved beskatningsgrundlaget for en kommune forstås det beskatningsgrundlag, der anvendes til beregning af det såkaldte statsgaranterede tilskuds- og udligningsbeløb for tilskudsårene 2002 og 2003, der af indenrigsministeren udmeldes til kommunerne senest 1. juli i året før tilskudsåret, jf. § 33, stk. 7 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Indenrigsministeriet har beregnet beløbet for den enkelte kommunes beskatningsgrundlag for tilskudsåret 2002. Socialministeriet har beregnet beløbet på 0,5 pct. af dette beskatningsgrundlag. Der er tale om et årsbeløb, som fordeles ligeligt på de 4 kvartaler i året. Socialministeriet anfører beløbene for den enkelte kommune på skemaerne vedrørende forskudsrefusion og løbende restafregning. Kommunen skal således ikke angive beløbene på skemaerne.

På skemaerne på internettet er de årlige og kvartalsvise beløb på 0,5 pct. af beskatningsgrundlaget på forhånd angivet for den enkelte kommune. På skemaerne vedrørende forskudsrefusion er kvartalsbeløbet anført med 1/4 af det årlige beløb for alle fire kvartaler. På skemaerne vedrørende løbende restafregning er beløbet for januar kvartal anført med 1/4 af det årlige beløb, for april kvartal med 2/4 af det årlige beløb, for juli kvartal med 3/4 af det årlige beløb og for oktober kvartal med 4/4 af det årlige beløb.

Udgiftsområder omfattet af refusionsordningen

Refusionsordningen omfatter kommunens udgifter på de områder, der hidtil har været omfattet af den delte finansieringen mellem kommuner og amtskommuner. Dertil kommer udgifter efter servicelovens §§ 77 og 79, som hidtil har været omfattet af reglerne om statsrefusion.

De udgifter, der kan anmeldes til refusion, omfatter følgende udgifter efter lov om social service til personer under 67 år

- Særlige dagtilbud og særlige klubtilbud efter §§ 16 og 23

- Særlig støtte til børn og unge og tilbud til unge fra 18 til 22 år, herunder anbringelse af børn og unge uden for hjemmet, efter §§ 40, stk. 2, 40 a, 40 b, 42, 45 og 62 a

- Generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte efter § 65

- Personlig hjælp, omsorg og pleje mv., herunder for børn, efter §§ 30 og 71-73 a samt kontante tilskud efter § 76 og tilbud af behandlingsmæssig karakter efter § 86

- Ledsagelse efter §§ 31 og 78 samt støtte- og kontaktperson efter § 80

- Tilbud om behandling af stofmisbrugere efter § 85

- Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud efter §§ 87-89

- Botilbud efter §§ 91-93

- Hjælpemidler, forbrugsgoder, boligindretning og støtte til individuel befordring efter §§ 97-98 og 102-103

- Plejevederlag til pasning af døende og hjælp til sygeplejeartikler og lignende efter §§ 104 og 107

- Plejehjem og beskyttede boliger efter § 140

Refusionsordningen omfatter endvidere følgende

- Udgifter til hjemmesygepleje til personer under 67 år efter lov om hjemmesygeplejerskeordninger

- Udgifter til hjælpeordningen efter servicelovens § 77 uanset modtagerens alder

- Udgifter til kontaktpersonordningen for døvblinde efter servicelovens § 79 uanset modtagerens alder

Ændringer i det kommunale budget- og regnskabssystem

Som følge af indførelsen af grundtakstmodellen er der foretaget en række ændringer i det kommunale budget- og regnskabssystem (jf. Indenrigsministeriets brev til samtlige kommuner og amtskommuner m.fl. af 1. juni 2001, Orientering om ændringer i Budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner).

Af hensyn til refusionsordningen i overgangsperioden er der foretaget nogle midlertidige ændringer af den kommunale kontoplan. De midlertidige ændringer gælder kun i den 2-årige overgangsperiode i 2002 og 2003 og kun for kommuner omfattet af refusionsordningen.

De midlertidige ændringer omfatter en opdeling af udgifterne til personer under 67 år og til personer fyldt 67 år vedrørende botilbud til voksne efter servicelovens §§ 91-93 (funktionerne 5.50, 5.51, 5.52, 5.55 og 5.56). På disse områder skal kommunerne desuden foretage en tilsvarende opdeling af indtægterne i form af brugerbetaling. Endvidere skal udgifterne til plejevederlag mv. ved pasning af døende efter servicelovens §§ 104 og 107 ligeledes opdeles i udgifter til personer under 67 år og til personer fyldt 67 år (funktion 5.54).

På funktionerne 5.50, 5.51, 5.55 og 5.56 vil der typisk være tale om amtskommunale botilbud, hvor kommunen betaler grundtaksten, dog højst de faktiske udgifter, til amtskommunen. Betalingen til amtskommunen vil være en nettobetaling efter brugerbetaling. I disse tilfælde kan kommunen ikke og skal heller ikke anføre indtægter i form af brugerbetaling på de pågældende konti på refusionsskemaerne.

Kun i de tilfælde, hvor der er tale om kommunale botilbud, og hvor amtskommunen betaler udgiften over grundtaksten til kommunen, skal kommunen på disse funktioner anføre indtægterne i form af brugerbetaling på de pågældende konti på refusionsskemaerne.

I de tilfælde, hvor amtskommunerne driver tilbud for kommunerne, skal kommunerne sørge for, at amtskommunerne foretager en opdeling af udgifterne, således at kommunerne kan registrere udgifter og indtægter til henholdsvis personer under 67 år og til personer fyldt 67 år.

Udover disse midlertidige ændringer af hensyn til refusionsordningen er der foretaget en række permanente ændringer af den kommunale kontoplan som følge af indførelsen af grundtakstmodellen. Skemaerne vedrørende forskudsrefusion og løbende restafregning er udformet på grundlag af denne nye kommunale kontoplan. På de nye skemaer er der således ligesom på de eksisterende refusionsskemaer for hver konto en henvisning til Indenrigsministeriets autoriserede kontonummer og en angivelse af kontonavnet.

For så vidt angår udgifter til personlig hjælp, omsorg og pleje mv. efter servicelovens §§ 30, 65, 71-73 a, 76 og 86, til hjemmesygepleje samt til plejehjem og beskyttede boliger efter servicelovens § 140, som konteres på funktion 5.32 og 5.34, er der ikke foretaget ændringer af den kommunale kontoplan i form af opdeling af udgifter til personer under 67 år og til personer fyldt 67 år. Kommunen skal i stedet for foretage en beregning af udgifterne på disse områder til personer under 67 år, som kan anmeldes til refusion, jf. nedenfor om denne beregning.

Refusionsordningen omfatter kommunens nettodriftsudgifter

Det er kommunens nettodriftsudgifter på de ovennævnte områder, som kommunen kan anmelde til refusion. Det vil sige udgifter, som registreres under dranst 1 i det kommunale budget- og regnskabssystem og ikke anlægsudgifter, der registreres under dranst 3. De nettodriftsudgifter, der kan anmeldes til refusion, er som i andre statslige refusionsordninger eksklusive moms.

Desuden skal indtægter fratrækkes udgifterne inden de anmeldes til refusion. Indtægter omfatter bl.a. følgende

- Brugerbetaling. Indtægter i form af brugerbetalinger registreres på autoriserede grupperinger i det kommunale budget- og regnskabssystem og skal i de fleste tilfælde anføres direkte på refusionsskemaerne. For så vidt angår forældrebetaling for ophold i særlige dagtilbud og særlige klubtilbud skal denne dog medregnes i opgørelsen af kommunens nettodriftsudgifter på funktion 5.17. Det samme gælder brugerbetaling i forbindelse med sikrede døgninstitutioner for børn og unge på funktion 5.24 og behandling af stofmisbrugere på funktion 5.45.

- Amtskommunal betaling af udgifter over grundtaksten. Indtægter i form af amtskommunens betaling for udgifter over grundtaksten registreres i det kommunale budget- og regnskabssystem på selve den relevante funktion og må ikke registreres på de autoriserede udgiftsgrupperinger. Kommunen skal sørge for, at disse indtægter bliver fratrukket udgifterne på de relevante konti før udgifterne bliver anmeldt til refusion. F.eks. skal amtskommunens betaling for udgifterne over grundtaksten for børn anbragt i plejefamilier fratrækkes kommunens udgifter til plejefamilier på konto 5.20.01 før udgiften anmeldes til refusion.

- Amtskommunal frivillig medfinansiering. Amtskommunerne har mulighed for frivilligt at indgå aftaler med kommuner om medfinansiering af udgifter til kommunale tilbud, som er alternative tilbud til grundtakstfinansierede tilbud, og hvor de kommunale tilbud skønnes at nedsætte amtskommunens udgifter på de grundtakstbelagte områder. (jf. servicelovens § 131 d). I det kommunale budget- og regnskabssystem registreres kommunens indtægter i form af amtskommunal medfinansiering på samme funktion, som den kommunale udgift til tilbuddet registreres på. Denne indtægt registreres på selve funktionen og ikke på autoriserede udgiftsgrupperinger. Kommunen skal sørge for at disse indtægter bliver fratrukket udgifterne på de relevante konti før udgifterne bliver anmeldt til refusion.

- Betalinger fra andre kommuner og øvrige betalinger fra amtskommuner. Kommunens indtægter i form af betalinger fra andre kommuner eller fra amtskommuner f.eks. for benyttelse af kommunens tilbud/foranstaltninger og mellemkommunale refusioner bliver registreret på selve den relevante funktion og ikke på autoriserede udgiftsgrupperinger. Kommunen skal sørge for at disse indtægter bliver fratrukket udgifterne på de relevante konti før udgifterne bliver anmeldt til refusion.

- Tilskud fra statslige puljer, fonde, EU mv. Kommunens indtægter i form af tilskud fra statslige puljer, fonde, EU mv. vil i det kommunale budget- og regnskabssystem ligeledes bliver registreret på selve den relevante funktion og ikke på autoriserede udgiftsgrupperinger. Kommunen skal sørge for at disse indtægter bliver fratrukket udgifterne på de relevante konti før udgifterne bliver anmeldt til refusion.

- Indtægter fra salg af produkter og øvrige indtægter. Kommunen vil i nogle tilfælde have indtægter fra salg af produkter f.eks. i forbindelse med beskyttet beskæftigelse. Dertil kommer f.eks. indtægter i form af refusion af sygedagpenge fra kommunen og andre kommuner som dagpengemyndighed. Sådanne indtægter og andre typer indtægter skal kommunen sørge for bliver fratrukket udgifterne på de relevante konti før udgifterne bliver anmeldt til refusion.

Som det fremgår vil der være en del indtægter, som i det kommunale budget- og regnskabssystem registreres på selve funktionen eller på uautoriserede indtægtsgrupperinger på funktioner, hvor udgifterne er omfattet af refusionsordningen. Kommunen skal sørge for, at de relevante indtægter bliver fratrukket før udgifterne bliver anmeldt til refusion. Det vil sige, at alle typer af indtægter, som knytter sig til de refusionsberettigende udgifter, skal trækkes fra før udgifterne anmeldes til refusion. Kommunen skal føre et regnskab over disse indtægter ved siden af det autoriserede, således at den kommunale revision kan kontrollere, at de relevante indtægter er fratrukket udgifterne før anmeldelse til refusion.

Som led i overgangsordningen modtager hver kommune i 2002 og 2003 et tilskud på 75.000 kr. pr. barn eller ung i særligt dagtilbud eller klubtilbud, pr. barn eller ung anbragt uden for hjemmet og pr. familie i døgnophold. (jf. § 5, stk. 6 i lov nr. 489 af 7. juni 2001). Kommunens indtægter i form af dette tilskud skal ikke fratrækkes i udgifterne på de pågældende områder før de anmeldes til refusion.

Som led i overgangsordningen er der endvidere i hvert af årene 2002 og 2003 oprettet en pulje på 140 mill. kr., der efter ansøgning fordeles til kommuner, der kan dokumentere særligt høje merudgifter som følge af finansieringsomlægningen. (jf. § 5, stk. 8 i lov nr. 489 af 7. juni 2001). Kommunens indtægter i form af tilskud fra denne pulje, som vil blive udbetalt i 2003 og 2004, skal heller ikke fratrækkes i udgifterne før de anmeldes til refusion.

Udgifter der ikke er omfattet af refusionsordningen

Følgende udgifter er ikke omfattet af refusionsordningen og kan derfor ikke anmeldes til refusion

- Udgifter til rådgivning, tilsyn og administration. Som i andre refusionsordninger kan disse udgifter, som afholdes fuldt af kommunen, ikke anmeldes til refusion.

- Udgifter til flygtninge omfattet af reglerne om 100 pct. statsrefusion. Staten refunderer kommunernes udgifter til flygtninge efter servicelovens §§ 40, stk. 2, nr. 1-10 og 12, 40 a, 62 a, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 og 3 samt §§ 77 og 79 med 100 pct. i de første 3 år efter opholdstilladelsen, jf. servicelovens § 133, stk. 2. Staten refunderer endvidere kommunernes udgifter til institutions- og serviceydelser til uledsagede flygtningebørn og til handicappede flygtninge med 100 pct., jf. servicelovens § 133, stk. 3. Kommunen skal sørge for, at disse udgifter til flygtninge bliver fratrukket på de pågældende områder før udgifterne bliver anmeldt til refusion.

Den statslige refusion af disse udgifter til flygtninge bliver i det kommunale budget- og regnskabssystem registreret på autoriserede grupperinger under dranst 2 på de relevante funktioner. Som følge af forskelle mellem tidspunkterne for udbetaling af den statslige refusion (restafregningen) og kommunens afholdelse af udgifterne kan indtægterne i form af statslig refusion imidlertid ikke anvendes i denne sammenhæng. Kommunen må således ikke modregne indtægterne i form af statslig refusion i udgifterne på de pågældende områder. Kommunen skal i stedet for fratrække selve udgifterne til flygtninge før udgifterne på de pågældende område bliver anmeldt til refusion.

- Udgifter over grundtaksten. En kommune kan afholde udgifter, der på det grundtakstbelagte område ligger over grundtaksterne fastsat i servicelovens § 131 a. Det kan f.eks. være relevant, når en kommune visiterer en borger til et kommunalt tilbud, som ligger over grundtaksten, men hvor amtet i stedet for henviser til et billigere amtskommunalt tilbud og derfor ikke vil betale udgiften over grundtaksten. Kommunen kan i denne situation vælge at fastholde visitationen af borgeren til det kommunale tilbud over grundtaksten og selv afholde hele udgiften inkl. udgiften over grundtaksten. I sådanne tilfælde kan kommunen kun anmelde udgiften svarende til den grundtakst, som kommunen skulle have betalt efter servicelovens § 131 a, til refusion. Kommunen skal sørge for, at udgiften over grundtaksten bliver fratrukket på disse områder før udgifterne bliver anmeldt til refusion.

- Efterregulering vedrørende tidligere år. I forbindelse med de hidtidige regler om delt finansiering har kommuner og amter indgået aftaler om efterregulering af betalinger mellem kommuner og amter. Efterregulering for et givent regnskabsår er blevet udmeldt senest 4 måneder efter et regnskabsårs afslutning med henblik på at indgå i det kommende års budget. Endelig betaling har fundet sted i det andet år efter regnskabsårets afslutning. Der vil således ske efterreguleringer for så vidt angår regnskabsårene 2000 og 2001 i henholdsvis 2002 og 2003. Udgifter og indtægter som følge af efterreguleringer vedrørende regnskabsårene 2000 og 2001 er ikke omfattet af refusionsordningen. Kommunen skal sørge for, at disse udgifter og indtægter bliver fratrukket udgifterne på de pågældende områder før udgifterne bliver anmeldt til refusion.

Kapitaludgifter

Udgifter til husleje i forbindelse med tilbud og foranstaltninger, der er omfattet af refusionsordningen, indgår i de nettodriftsudgifter kommunen kan anmelde til refusion. Udgifter til husleje bliver i det kommunale budget- og regnskabssystem registreret på de relevante udgiftsgrupperinger.

Kapitaludgifter, dvs. udgifter til forrentning og afdrag på lån i kommunale faste ejendomme, som benyttes i forbindelse med tilbud og foranstaltninger omfattet af refusionsordningen, registreres derimod ikke på udgiftsgrupperinger for de pågældende tilbud eller foranstaltninger på hovedkonto 5, men på hovedkonto 7 Renter og 8 Finansforskydninger og finansiering.

Kapitaludgifter indgår i de driftsudgifter, der kan anmeldes til refusion. Kapitaludgifter indgår dog ikke med de faktiske udgifter, men opgøres som 7,3 procent af den offentlige ejendomsvurdering. (jf. § 5, stk. 2, nr. 1, 2. pkt. i lov nr. 489 af juni 2001). Der skal anvendes den seneste ejendomsværdi i det foregående år, dvs. for 2002 benyttes den seneste ejendomsvurdering for 2001. Procenten på 7,3 anvendes i både 2002 og 2003. Procenten på 7,3 svarer til renten for 30-årige realkreditobligationer pr. 29. december 2000, som er offentliggjort af Nationalbanken den 2. januar 2001.

Benyttes en ejendom til andre formål, som ikke er omfattet af refusionsordningen, må kommunen foretage en forholdsmæssig fordeling af ejendomsværdien. En sådan forholdsmæssig fordeling kan ske på grundlag af fordelingen mellem udgifter til formål/tilbud, der er omfattet af refusionsordningen, og udgifter til formål/tilbud, der ikke er omfattet af refusionsordningen. Kommunen må foretage en tilsvarende forholdsmæssig fordeling af ejendomsværdien i de tilfælde, hvor en ejendom bliver benyttet til tilbud eller foranstaltninger for såvel personer under 67 år som for personer fyldt 67 år.

For så vidt angår kapitaludgifter i forbindelse med pleje og omsorg mv. samt plejehjem og beskyttede boliger kan kommunen foretage en forholdsmæssig fordeling af ejendomsværdien på grundlag af den fordeling af kommunens udgifter til personer under 67 år og til personer fyldt 67 år på funktionerne 5.32 og 5.34, som ligger til grund for beregningen af de refusionsberettigende udgifter på disse områder til personer under 67 år (jf. nedenfor om denne beregning).

Kapitaludgifter i forbindelse med servicearealer opført i forbindelse med ældreboliger kan ikke medregnes i de driftsudgifter, som kan anmeldes til refusion.

Beregning af udgifter til pleje og omsorg mv. samt plejehjem og beskyttede boliger omfattet af refusionsordningen

De refusionsberettigende udgifter til pleje og omsorg efter servicelovens §§ 30, 65, 71-73 a, 76, 86 og til plejehjem og beskyttede boliger efter servicelovens § 140 samt til hjemmesygepleje efter lov om hjemmesygeplejerskeordninger til personer, der ikke har ophold i boformer efter §§ 91-94, og til forebyggende hjemmebesøg efter lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre mv. i 2002 og 2003 beregnes på grundlag af fordelingen af kommunens udgifter efter tilsvarende bestemmelser til personer under 67 år og til personer fyldt 67 år i kommunens regnskab for 2000. De udgifter, der i 2002 og 2003 henføres til personer under 67 år, beregnes herefter ved at anvende denne fordeling på kommunens samlede udgifter efter disse bestemmelser i 2002 og 2003. (jf. § 5, stk. 3 i lov nr. 489 af 7. juni 2001).

Området omfatter bl.a. de integrerede plejeordninger, dvs. ordninger, hvor samme personale yder hjælp til personer i eget hjem og til personer i plejehjem m.v. i form af personlig og praktisk hjælp efter serviceloven og hjemmesygepleje. Fordi det ikke er muligt på grundlag af det autoriserede kommunale budget- og regnskabssystem at udskille de præcise udgifter til de enkelte foranstaltninger til de enkelte personer fordelt efter alder skal kommunen foretage en teknisk beregning af de refusionsberettigende udgifter for 2002 og 2003 ud fra den fordeling, som fremgår af kommunens regnskab for år 2000.

Udgifter til forebyggende hjemmebesøg efter lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre mv., som afholdes endeligt af kommunen efter de gældende regler og ikke er omfattet af lovændringen om indførelse af en grundtakstmodel, vil ofte blive registreret sammen med udgifter til personlig og praktisk hjælp og til hjemmesygepleje, idet det kan være det samme personale, der udfører opgaverne. Udgifter til forebyggende hjemmebesøg indgår derfor i grundlaget for beregningen af de refusionsberettigende udgifter.

Driftsudgifter til servicearealer opført i forbindelse med ældreboliger efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger mv. bliver i det kommunale budget- og regnskabssystem registreret på samme funktion som udgifter til personlig og praktisk hjælp mv. (funktion 5.32). Da det ofte ikke vil være muligt at udskille disse driftsudgifter til servicearealer indgår disse driftsudgifter også i grundlaget for beregningen af de refusionsberettigende udgifter.

Kapitaludgifter i forbindelse med servicearealer opført i forbindelse med ældreboliger indgår derimod som nævnt ikke i de driftsudgifter, som kan anmeldes til refusion.

Udgifter til kommunal genoptræning efter § 73 a, jf. lov nr. 1307 af 20. december 2000, bliver med virkning fra 1. april 2001 ligeledes registeret sammen med udgifter til bl.a. personlig og praktisk hjælp. Udgifter efter § 73 a indgår i beregningen af de refusionsberettigende udgifter i 2002 og 2003, men vil i sagens natur ikke indgå i grundlaget for fordelingen af udgifter til personer under 67 år og til personer fyldt 67 år, som er baseret på kommunens regnskab for 2000.

I Indenrigsministeriets autoriserede budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner registreres udgifter efter de ovenfor nævnte bestemmelser på funktion 5.32 Pleje og omsorg mv. af ældre og handicappede og funktion 5.34 Plejehjem og beskyttede boliger.

På funktion 5.32 registreres desuden udgifter til advokatbistand efter servicelovens § 109 h. Udgifter efter § 109 h registreres særskilt og indgår derfor ikke i grundlaget for beregningen af de refusionsberettigende udgifter.

Beregningen af de refusionsberettigende udgifter sker på grundlag af kommunens regnskab for 2000 for funktionerne 5.32 og 5.34 under ét ekskl. udgifter efter § 109 h. Kommunen skal beregne, hvor stor en andel af kommunens samlede nettodriftsudgifter før betalinger fra amtskommunen, der vedrører personer under 67 år. Kommunens eventuelle betalinger til amtskommunen vedrørende personer i amtskommunalt drevne tilbud skal fordeles på betalinger vedrørende personer under 67 år og personer fyldt 67 år. Kommunen skal sørge for at få oplysninger fra amtskommunen, så disse betalinger til amtskommunen kan opdeles på personer under 67 år og personer fyldt 67 år.

Kommunen skal således på grundlag af regnskabet for 2000 opgøre følgende

A. Nettodriftsudgifter før betalinger fra og til amtet

B. Betalinger fra amtskommunen

C. Betalinger til amtskommunen vedrørende personer under 67 år

D. Betalinger til amtskommunen vedrørende personer fyldt 67 år

De samlede kommunale og amtskommunale udgifter (E) beregnes herefter på følgende måde

E: A+2*C+D.

Udgifterne vedrørende personer under 67 år (F) beregnes på følgende måde

F: -2*B + 2*C

Andelen af kommunens samlede nettoudgifter før betaling fra amtskommunen der vedrører personer under 67 år kan herefter beregnes: (F/E)*100 = X pct.

Denne andel/procent anvendes herefter til beregning af kommunens nettodriftsudgifter før eventuel betaling fra amtskommunen til personer under 67 år i 2002 og 2003. Kommunen opgør de samlede nettodriftsudgifter før eventuel betaling fra amtskommunen (G) i 2002 (og 2003). Andelen af udgifterne der vedrører personer under 67 år beregnes herefter: H= G*X pct. De udgifter, som kommunen kan anmelde til refusion, udgør H minus den eventuelle betaling fra amtskommunen.

Nettodriftsudgifterne på funktion 5.32 og 5.34 opgøres i øvrigt på samme måde som på de øvrige områder omfattet af refusionsordningen. Det vil bl.a. sige at indtægter skal fratrækkes udgifterne inden de anmeldes til refusion, herunder indtægter i form af brugerbetaling.

Beregningsmetoden kan illustreres med følgende eksempel

I Xkøbing kommune var der i 2000 24 personer på plejehjem efter § 140. De 20 personer er på kommunale plejehjem, heraf 2 under 67 år. 4 personer er på amtskommunale plejehjem, heraf 2 personer under 67 år. Nettoudgiften pr. person inkl. omsorg og pleje er 270.000 kr. 4 ud af de 24 personer er under 67 år svarende til 16,67 pct. Det bemærkes, at disse oplysninger om fordelingen af udgifterne mellem personer under 67 år og personer fyldt 67 år, ikke vil fremgå direkte af kommunens regnskab. Det bemærkes endvidere, at personerne i eksemplet kun er medtaget som illustration. Beregningerne skal således foretages på grundlag af regnskabsmæssige oplysninger om udgifter og indtægter og ikke om personerne.

De oplysninger om udgifter og indtægter, som Xkøbing kommune skal anvende fra regnskabet for 2000 og fra amtskommunen, er følgende

Kommunens regnskab for 2000. 1.000 kr.

A. Nettodriftsudgifter før betaling til og fra amtskommunen

5.400

B. Betalinger fra amtskommunen

-270

C. Betalinger til amtskommunen vedr. personer under 67 år

270

D. Betalinger til amtskommunen vedr. personer fyldt 67 år

540

I alt

5.940

De samlede kommunale og amtskommunale nettoudgifter (E) udgør 6.480.000 kr. (A + 2*C + D). Udgifterne til personer under 67 år (F) udgør 1.080.000 kr. (-2*B + 2*C). Udgifterne til personer under 67 år udgør således 16,67 pct. ((F/E)*100 eller (1.080.000/6.480.000)*100).

Grundtaksten for plejehjem efter § 140 udgør 290.700 kr. i 2002. Da udgiften for personerne under 67 år er under grundtaksten, skal amtskommunen ikke betale for personerne under 67 år. De oplysninger om udgifter og indtægter, som Xkøbing kommune skal anvende fra regnskabet for 2002 og fra amtskommunen, er følgende

Kommunens regnskab for 2002. 1.000 kr.

A. Nettodriftsudgifter før betaling til og fra amtskommunen

5.400

B. Betalinger fra amtskommunen

0

C. Betalinger til amtskommunen vedr. personer under 67 år

540

D. Betalinger til amtskommunen vedr. personer fyldt 67 år

540

I alt

6.480

De samlede kommunale nettoudgifter (G) udgør 6.480.000 kr. Udgifterne til personer under 67 år udgør 1.080.000 kr. (G*16,67 pct.). Disse udgifter kan anmeldes til refusion, da der ikke er nogen betaling fra amtskommunen, som skal fratrækkes.

For nogle kommuner vil beregningen være mindre kompliceret, fordi der ikke vil være personer på amtskommunale tilbud, som kommunen skal betale til. For disse kommuner vil der alene være tale om kommunale tilbud, som amtskommunen betaler til for så vidt angår personer under 67 år. Beregningen i disse tilfælde med en udgift over grundtaksten kan illustreres med følgende eksempel

I Ykøbing kommune var der i 2000 20 personer på kommunale plejehjem efter § 140, heraf 2 under 67 år. Nettoudgiften pr. person inkl. omsorg og pleje er 360.000 kr. 2 ud af de 20 personer er under 67 år svarende til 10 pct. De oplysninger om udgifter og indtægter, som Ykøbing kommune skal anvende fra regnskabet for 2000, er følgende

Kommunens regnskab for 2000. 1.000 kr.

A. Nettodriftsudgifter før betaling til og fra amtskommunen

7.200

B. Betalinger fra amtskommunen

-360

C. Betalinger til amtskommunen vedr. personer under 67 år

0

D. Betalinger til amtskommunen vedr. personer fyldt 67 år

0

I alt

6.840

De samlede kommunale og amtskommunale nettoudgifter (E) udgør 7.200.000 kr. (A + 2*C + D). Udgifterne til personer under 67 år (F) udgør 720.000 kr. (-2*B + 2*C). Udgifterne til personer under 67 år udgør således 10 pct. ((F/E)*100 eller (720.000/7.200.000)*100).

Grundtaksten for plejehjem efter § 140 udgør 290.700 kr. i 2002. Amtskommunen skal således betale 69.300 kr. pr. person under 67 år, i alt 138.600 kr. i 2002. De oplysninger om udgifter og indtægter, som Ykøbing kommune skal anvende fra regnskabet for 2002, er følgende

Kommunens regnskab for 2002. 1.000 kr.

A. Nettodriftsudgifter før betaling til og fra amtskommunen

7.200,0

B. Betalinger fra amtskommunen

-138,6

C. Betalinger til amtskommunen vedr. personer under 67 år

0

D. Betalinger til amtskommunen vedr. personer fyldt 67 år

0

I alt

7.061,4

De samlede kommunale nettoudgifter før betaling fra amtskommunen (G) udgør 7.200.000 kr. Udgifterne til personer under 67 år udgør 720.000 kr. (G*10 pct.). Kommunens nettoudgifter til personer under 67 år udgør 581.400 kr. (720.000 138.600), som kan anmeldes til refusion.

De beregnede nettodriftsudgifter til pleje og omsorg, plejehjem og beskyttede boliger mv. til personer under 67 år anføres på skemaerne vedrørende forskudsrefusion og løbende restafregning på konto 5.32 og 5.34 Pleje og omsorg mv. af ældre og handicappede samt plejehjem og beskyttede boliger (beregnede udgifter for personer under 67 år).

Spørgsmål vedrørende refusionsordningen som led i overgangsordningen i forbindelse med indførelsen af grundtakstmodellen kan rettes til Per Kampmann på tlf. 33 92 46 12.

Med venlig hilsen

Per Kampmann

Kapitel 2

Grundtakstfinansiering

Kapitel 2

Grundtakstfinansiering

Finansieringsbestemmelsernes systematik

7. De nye regler om finansiering af ydelser efter lov om social service er bygget op efter følgende systematik

· § 129 indeholder de tilfælde, hvor kommunen endeligt afholder udgifterne, dog med henvisninger til undtagelser, fx som i § 129, stk. 3, hvor det nævnes, at dette ikke gælder, hvis udgiften er omfattet af grundtakstfinansiering, jf. §§ 131 a og 131 c.

· § 130 omhandler de udgifter, som amtskommunerne afholder endeligt.

· § 131 omhandler de udgifter, hvor der er statsrefusion.

· § 131 a omfatter de tilbud, som er omfattet af grundtakstfinansiering, og hvor fremgangsmåden i § 131 b skal følges.

· § 131 b indeholder den visitationsprocedure, der skal følges ved grundtakstfinansierede tilbud.

· § 131 c omfatter tilbud, som er omfattet af grundtakstfinansiering, uden at det er en betingelse, at fremgangsmåden i § 131 b følges.

· § 131 d omfatter aftaler mellem kommuner og amtskommuner om amtskommunal medfinansiering til kommunal opgaveløsning.

Udgifter, der afholdes af kommunen (§ 129)

8. Generelt vil de udgiftstyper, der er opregnet i § 129, stk. 3, skulle afholdes endeligt af kommunen. Men det gælder dog ikke, hvis foranstaltningen er omfattet af grundtakstfinansiering efter §§ 131 a og 131 c.

Foranstaltninger til børn og unge

9. Efter § 129, stk. 3, nr. 1, skal udgifter til foranstaltninger til børn og unge med særlige behov for støtte, jf. § 40, stk. 2, nr. 1-3, 6-10 og 12, samt § 40 a og § 62 a, stk. 2, og § 62 a, stk. 3, nr. 2 og 3, afholdes endeligt af kommunen.

Efter § 131 a, stk. 1 og 3 som baserer sig på enighed mellem kommune og amtskommune om visitationen kan nogle af udgifterne (jf. pkt. 33 ff.) efter de nævnte bestemmelser dog indgå i de faktiske udgifter ved grundtakstfinansierede ophold, jf. § 40 b om døgnophold. Udgifter til døgntilbud efter § 40 b, til børn og unge, herunder tilbud til 18 til 22-årige efter § 62 a, stk. 3, nr. 1 og 4, er omfattet af grundtakstfinansiering, jf. § 131 a, stk. 1, nr. 2 og 3.

Personlig hjælp, pleje og ledsagelse

10. Udgifterne vedrørende personlig hjælp og pleje m.v. efter § 30 og ledsagelse efter § 31 afholdes endeligt af kommunen.

Har børn i forbindelse med et døgntilbud behov for hjælp svarende til de foranstaltninger, der er nævnt i § 30 og § 31, vil sådanne former for hjælp kunne indgå som en del af den samlede ydelse efter § 40 b.

Efter de hidtil gældende regler afholdes udgifterne efter §§ 30 og 31 af kommunen og amtskommunen med hver 50 pct.

Almene tilbud efter § 65

11. Kommunen skal endeligt afholde udgifter til tilbud efter § 65, der omhandler til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte til voksne.

Efter de hidtil gældende regler afholder kommunen udgifterne til tilbud efter § 65 endeligt for personer fyldt 67 år, mens udgifter for personer under 67 år afholdes af kommunen og amtskommunen med hver 50 pct.

Husly

12. Udgifter til husly efter § 66 afholdes uændret endeligt af kommunen.

Personlig hjælp m.v.

13. Kommunen skal som udgangspunkt endeligt afholde udgifterne til personlig hjælp efter §§ 71-73 a og 76.

Efter § 131 a, stk. 4, og § 131 c, stk. 2, skal udgifterne efter de nævnte bestemmelser dog indgå i de faktiske udgifter ved grundtakstfinansierede ophold og ved hjælpeordningen efter § 77.

Efter de hidtil gældende regler afholder kommunen udgifterne til disse tilbud endeligt for personer, der er fyldt 67 år. For personer under 67 år afholdes udgifterne af kommunen og amtskommunen med hver 50 pct.

Personlige hjælpere

14. Tilskud til ansættelse af hjælpere til pleje m.v. efter § 77 bliver omfattet af grundtakstfinansiering, jf. § 131 a, stk. 1, nr. 4, og som følge heraf ophæves statens refusion på 50 pct. af de kommunale udgifter efter den hidtil gældende § 129, stk. 3.

Ledsageordning

15. Kommunen afholder endeligt udgifterne til ledsageordning efter § 78.

Dette gælder dog ikke, når udgifterne til disse former for hjælp indgår i de faktiske udgifter ved grundtakstfinansierede ophold, jf. § 131 a, stk. 4.

Efter de hidtil gældende regler afholder kommunen og amtskommunen udgifterne med hver 50 pct.

Særlige kontaktpersoner til døvblinde og støtte- og kontaktpersoner

16. Kommunen afholder endeligt udgifterne til særlige kontaktpersoner efter § 79 til døvblinde og til støtte- og kontaktpersoner efter § 80 til personer med sindslidelser.

Der er dog den undtagelse hertil, at udgifter til særlige kontaktpersoner efter § 79, til døvblinde, kan indgå i de faktiske udgifter ved grundtakstfinansierede ophold, jf. § 131 a, stk. 4.

Som en konsekvens af at udgifterne til særlig kontaktperson efter § 79 bliver omfattet af grundtakstfinansiering, er det fastsat, at statsrefusionen af kommunernes udgifter hertil ophæves.

Efter de hidtil gældende regler afholder kommunen udgifter efter § 79 med 50 pct. i statsrefusion. Dette gælder, uanset om modtageren er fyldt, eller er under, 67 år. Når amtskommunen bevilger en særlig kontaktperson efter § 79, afholder amtskommunen endeligt udgifterne.

Udgifter efter § 80 afholdes efter de hidtil gældende regler, for personer, der er fyldt 67 år, endeligt af kommunen, og for personer under 67 år afholdes udgifterne af kommunen og amtskommunen med hver 50 pct.

Kommunal behandling

17. Kommunen afholder endeligt udgifterne til kommunale behandlingstilbud efter § 86, kommunale tilbud om beskyttet beskæftigelse efter § 87, stk. 4, kommunale tilbud om aktivitets- og samværstilbud efter § 88, stk. 3, og udgifter til løn under beskæftigelse efter §§ 87 og 89.

Dette gælder dog ikke, når udgifterne efter § 86 indgår i grundtaksten, jf. § 131 a, stk. 4, og § 131 c, stk. 2.

Efter de hidtil gældende regler afholder kommunen, for så vidt angår tilbud efter § 86, udgifterne til disse tilbud ved takstbetaling svarende til 100 pct. af udgifterne ved opholdet for personer, der er fyldt 67 år, og for personer under 67 år svarer taksten til 50 pct. af udgifterne ved opholdet.

Kommunal beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud

18. Hvis en kommune etablerer tilbud efter § 87, stk. 4, eller § 88, stk. 3, til egne borgere er udgifterne til disse tilbud ikke omfattet af grundtakstfinansiering, og udgifterne afholdes 100 pct. af kommunen.

Efter de hidtil gældende regler afholder kommunen, for så vidt angår disse tilbud, udgifterne ved takstbetaling svarende til 100 pct. af udgifterne ved opholdet for personer, der er fyldt 67 år, og for personer under 67 år svarer taksten til 50 pct. af udgifterne ved opholdet.

Boformer efter § 91

19. Kommunen afholder endeligt udgifterne til kommunale tilbud efter § 91 om midlertidige ophold i boformer til personer, som på grund af betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne m.v. har særligt behov herfor.

Efter de hidtil gældende regler afholder kommunen udgifterne til disse tilbud endeligt for personer, der er fyldt 67 år, og for personer under 67 år betaler amtskommunen en takst svarende til 50 pct. af udgifterne ved opholdet fastsat ud fra boformens budgetter.

Boformer efter §§ 92 og 93

20. Kommunen afholder endeligt udgifterne for personer, der er fyldt 67 år, og som opholder sig i amtskommunale boformer for personer med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, dvs. efter § 92 for længerevarende ophold, og efter § 93 for midlertidig ophold.

Dette gælder dog ikke ved amtskommunale døgntilbud efter § 85 og § 93, stk. 1, nr. 2, til stofmisbrugere, der uanset pågældendes alder bliver omfattet af grundtakstfinansiering, jf. § 131 c, når pågældendes ophold har varet mere end 120 dage inden for de seneste 365 dage.

Hjælpemidler og forbrugsgoder

21. Kommunen afholder endeligt udgifterne til hjælpemidler og forbrugsgoder, der bevilges af kommunen, jf. §§ 97, stk. 1, og 98, stk. 1.

Efter de hidtil gældende regler afholdes udgifterne hertil af kommunen, for personer der er fyldt 67 år, og af kommunen og amtskommunen med hver 50 pct. for personer under 67 år.

Individuel befordring

22. Kommunen afholder endeligt udgifterne til støtte til individuel befordring efter § 103.

Efter de hidtil gældende regler afholdes udgifterne hertil af kommunen, for personer der er fyldt 67 år, og af kommunen og amtskommunen med hver 50 pct. for personer under 67 år.

Pasning af døende i hjemmet

23. Kommunen afholder endeligt udgifter til hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet efter kapitel 20.

Efter de hidtil gældende regler afholdes udgifterne hertil af kommunen, for personer der er fyldt 67 år, og af kommunen og amtskommunen med hver 50 pct. for personer under 67 år.

Plejehjem og beskyttede boliger efter § 140, stk. 1.

24. Kommunen afholder endeligt udgifterne til ophold i plejehjem og beskyttede boliger efter § 140, stk. 1. Det gælder dog ikke for personer under 67 år, hvor udgifterne, jf. § 131 a, stk. 1, er omfattet af grundtakstfinansiering.

Efter de hidtil gældende regler er udgifterne for personer under 67 år med ophold i plejehjem m.v. omfattet af delt finansiering.

Udgifter, der afholdes af amtskommunen (§ 130)

25. Servicelovens § 130 omhandler de udgiftstyper, der afholdes endeligt af amtskommunen.

Ambulant behandling af stofmisbrugere

26. Udgifterne til amtskommunale dagtilbud efter § 85 afholdes endeligt af amtskommunen. Amtskommunale døgntilbud efter § 85 og efter § 93, stk. 1, nr. 2, er derimod omfattet af grundtakstfinansiering, jf. § 131 c, stk. 1.

Om afgrænsningen mellem ambulant behandling og døgnbehandling, se pkt. 45.

Biler

27. Udgifter til støtte til køb af bil efter § 99 afholdes endeligt af amtskommunen.

Efter de hidtil gældende regler afholdes udgifterne hertil af kommunen for personer, der er fyldt 67 år. For personer under 67 år afholdes udgiften af kommunen og amtskommunen med hver 50 pct.

Hjælpemidler og forbrugsgoder

28. Udgifter til hjælpemidler og forbrugsgoder efter §§ 97, stk. 2, og 98, stk. 2, der bevilges af amtskommunen, afholdes endeligt af amtskommunen.

Efter de hidtil gældende regler afholdes udgifterne hertil af kommunen for personer, der er fyldt 67 år. For personer under 67 år afholdes udgiften af kommunen og amtskommunen med hver 50 pct.

Amtskommunal beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud

29. For så vidt angår udgifterne til amtskommunale tilbud efter § 87, stk. 2, og § 88, stk. 2, 2. pkt., jf. dog § 131 og § 131 c, henvises til pkt. 39.

Udgifter, der omfattes af grundtakstmodellen (§ 131 a)

30. Servicelovens § 131 a (og § 131 c) fastlægger, for hvilke tilbud der gælder en grundtakst. Grundtakstmodellen bygger på et grundlæggende princip om, at en kommune ikke ensidigt kan forpligte en amtskommune til at medvirke til finansiering af et tilbud. Det er derfor i alle tilfælde en forudsætning, at der er enighed om, at borgeren skal have det konkrete tilbud, og det er en forudsætning for amtskommunens pligt til at medfinansiere, at visitationsbestemmelsen i § 131 b er fulgt.

Det er i øvrigt også et led i grundtakstmodellen, at en amtskommune i visse tilfælde kan medfinansiere udgifter til en kommunal opgaveløsning, jf. § 131 d.

Opgørelse af de faktiske udgifter og periodisering

31. Princippet ved grundtakstfinansiering er, at der for hvert tilbud fastsættes en grundtakst, som kommunen som udgangspunkt skal betale; dog skal kommunen ikke betale mere end de faktiske udgifter, hvis det enkelte ophold eller foranstaltningen koster mindre end grundtaksten.

De faktiske udgifter er de udgifter, der kan henføres til den enkelte person, der modtager hjælpen. Er der således tale om fx et amtskommunalt tilbud, som uden tvivl koster mindre end grundtaksten, skal kommunen betale de faktiske udgifter, som kan henføres til den hjælp, den pågældende er bevilget.

Det er forventningen, at kommunerne og amtskommunerne aftaler generelle ordninger om, hvordan de faktiske udgifter skal opgøres, og parterne kan herved tage hensyn til en hensigtsmæssig administration. Kommunerne og amtskommunerne skal derfor ikke opbygge et omstændeligt regnskabs- og registrerings-system, som entydigt (til en bestemt borger) kan henføre enhver udgift til hjælp, som denne individuelt faktisk har modtaget.

Som eksempler på aftaler om opgørelse af de faktiske udgifter kan nævnes, at en amtskommune og kommunerne i amtet som efter praksis i dag aftaler at benytte gennemsnitstakster i stedet for individuelle opgørelser i forhold til den enkelte borger, fx ved ophold på en døgninstitution for børn eller et botilbud til voksne med handicap. Det kan i sådanne tilfælde også være hensigtsmæssigt med aftaler om, hvordan udgifterne skal opgøres og placeres, hvis enkelte eller få beboere i en boform har brug for supplerende hjælp ud over den hjælp, som typisk indgår i boformen.

Det kan aftales, at betalingen fastlægges endeligt på grundlag af de budgetterede udgifter, men det er også muligt at indgå aftaler om efterreguleringer.

Der vil således være meget vide muligheder for, at amtskommuner og kommuner aftaler sig frem til praktiske og hensigtsmæssige metoder for, hvordan de faktiske udgifter opgøres. Men hvis ikke andet er aftalt, så er det de individualiserede omkostninger til den hjælp, som den enkelte har modtaget, der skal betales for.

Grundtaksterne er angivet på årsbasis, og grundtaksten skal derfor i de enkelte sager omregnes til det relevante tidsrum for det tilbud, der er tale om.

Det er op til kommunerne og amtskommunerne selv at fastlægge, hvordan de faktiske udgifter opgøres, og hvordan der omregnes fra årstakster til takster for det relevante tidsrum. Hvis der eventuelt på disse områder opstår uenighed, kan denne ikke afgøres af Socialministeriet eller de sociale klagemyndigheder. I sidste instans vil en tvist herom høre under domstolene.

Udgifterne

Særlige dag- og klubtilbud efter §§ 16 og 23

32. Ved ophold i særlige dag- og klubtilbud efter §§ 16 og 23 er grundtaksten fastsat til 283.000 kr. årligt.

Døgnophold for børn og unge § 40 b

33. Grundtaksten for døgnophold for børn og unge under 18 år fastsættes til 390.000 kr. Dog gælder for familiebehandling en grundtakst på 390.000 kr. årligt for det første barn eller ung og 195.000 kr. årligt for hver yderligere person, uanset om der er tale om et barn eller en voksen.

Med § 40 b er der fastsat regler om, hvad et døgnophold for børn eller unge omfatter, herunder for unge, der er fyldt 18 år men ikke 23 år, der får tilbud efter § 62 a.

Begrebet døgnophold dækker her over døgnophold for barnet eller den unge, døgnophold for forældremyndighedens indehaver, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien samt aflastnings- og udslusningsopholdet for barnet eller den unge.

Med indførelse af grundtakstmodellen er der behov for at fastlægge, hvilke ydelser der indgår i »selve opholdet«, idet disse ydelser vil være omfattet af grundtakstfinansiering. Ydelser, der ikke er en del af »selve opholdet«, skal efter princippet i grundtakstmodellen finansieres af den myndighed, som sætter tilbuddet i værk.

Kapitel 2: Grundtakstfinansiering

Finansieringsbestemmelsernes systematik .. 7

Udgifter, der afholdes af kommunen (§ 129) .. 8

Foranstaltninger til børn og unge .. 9

Personlig hjælp, pleje og ledsagelse .. 10

Almene tilbud efter § 65 .. 11

Husly .. 12

Personlig hjælp m.v. .. 13

Personlige hjælpere .. 14

Ledsageordning .. 15

Særlige kontaktpersoner til døvblinde og støtte- og kontaktpersoner .. 16

Kommunal behandling .. 17

Kommunal beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud .. 18

Boformer efter § 91 .. 19

Boformer efter §§ 92 og 93 .. 20

Hjælpemidler og forbrugsgoder .. 21

Individuel befordring .. 22

Pasning af døende i hjemmet .. 23

Plejehjem og beskyttede boliger efter § 140, stk. 1 .. 24

Udgifter, der afholdes af amtskommunen (§ 130) .. 25

Ambulant behandling af stofmisbrugere .. 26

Biler .. 27

Hjælpemidler og forbrugsgoder .. 28

Amtskommunal beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud .. 29

Udgifter, der omfattes af grundtakstmodellen (§ 131 a) .. 30

Opgørelse af de faktiske udgifter og periodisering .. 31

Udgifterne .. 32

Særlige dag- og klubtilbud efter §§ 16 og 23 .. 32

Døgnophold for børn og unge § 40 b .. 33

Selve opholdet .. 34

Foranstaltninger, der ligger uden for rammerne af § 40 b .. 35

Vurderingen af om hjælpen er omfattet af § 40 b .. 36

Unge mellem 18 og 22 år .. 37

Hjælpeordninger efter § 77 .. 38

Amtskommunale tilbud om beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud .. 39

Amtskommunale boformer .. 40

Boligindretning eller boligskift .. 41

Plejehjem og beskyttede boliger .. 42

Ydelser, der indgår i grundtaksten .. 43

Indtægter .. 44

Døgnbehandling af stofmisbrugere (§ 131 c) .. 45

Visitationsproceduren ved grundtakstfinansiering (§ 131 b) .. 46

Udredning og undersøgelse .. 47

Alternativt amtskommunalt forslag .. 48

Eventuel ventetid .. 49

Aftaler om amtskommunal medfinansiering (§ 131 d) .. 50

Kommunal opgaveløsning, der nedsætter amtskommunens udgifter .. 51

Amtskommunal medfinansiering i andre tilfælde .. 52

Statsrefusion (§ 131) .. 53

Regulering af grundtaksterne .. 54

§ 2. Grundtaksten efter § 131 c, stk. 1, i lov om social service udgør 103.100 kr. i 2002.

Ikrafttræden

Bilag 3

Bilag 3

Indholdsfortegnelse

(I fortegnelsen er henvist til punkter i vejledningen)

Indledning .. 1

Kapitel 3

Styrkelse af brugerinddragelsen m.v.

Kapitel 3

Styrkelse af brugerinddragelsen m.v.

Kvalitetsstandarder

55. I § 110 a er der fastsat en ny bestemmelse om kvalitetsstandarder. Bestemmelsen giver hjemmel til, at socialministeren generelt på voksenområdet kan fastsætte bestemmelser om, at kommuner og amtskommuner skal træffe beslutninger om indhold, omfang og udførelse af alle tilbud til voksne efter serviceloven samt følge disse beslutninger op (kvalitetsstandarder).

Bestemmelsen er en udvidelse i forhold til den gældende bestemmelse om kvalitetsstandarder, som omfatter tilbud efter servicelovens §§ 71-72 (personlig og praktisk hjælp). § 110 a ændrer ikke på de gældende regler, der er udmøntet i bekendtgørelse nr. 328 af 22. april 1998 om kvalitetsstandarder m.v. for hjælp efter §§ 71 og 72 i lov om social service.

Den nye videregående hjemmel vil blive udnyttet til at fastsætte regler om kvalitetsstandarder for typer af foranstaltninger efter serviceloven og den sagsbehandling, der er tilknyttet foranstaltningerne, eller som gælder generelt for foranstaltningerne. Der vil ved udmøntningen af hjemlen kunne fastsættes regler om, at kvalitetsstandarden skal indeholde en generel serviceinformation og målsætningsbeskrivelse til borgerne om den hjælp, de kan forvente fra kommunen eller amtskommunen i forbindelse med den pågældende type af foranstaltning efter serviceloven. Og der vil kunne fastsættes bestemmelser om, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet efter en fastsat periode skal følge op på kvalitetsstandarden.

Generelt gælder, at arbejdet med at udforme kvalitetsstandarder er nyt, og området med at udarbejde, implementere og følge op på kvalitetsstandarder for ydelser efter sociallovgivningen er derfor et udviklingsområde. Derfor vil hjemmelsbestemmelsen blive udnyttet til fasevist med forventede intervaller på 1 til 2 år at fastsætte bestemmelser om kvalitetsstandarder for enkelte forskellige typer af foranstaltninger for voksne. Ved gradvist at udvide området af ydelser, der skal være dækket af kvalitetsstandarder, bliver der mulighed for at bygge på opnåede erfaringer, når nye områder inddrages.

På børn- og ungeområdet har socialministeren med virkning fra 1. januar 2001 efter servicelovens § 58 b hjemmel til fastsætte regler om, at kommunen og amtskommunen skal træffe beslutninger om indhold og udførelse af støtte efter lovens kapitel 8 (særlig støtte til børn og unge).

Handleplaner

56. Efter den gældende affattelse af § 111 har kommuner og amtskommuner pligt til at tilbyde at udarbejde skriftlige planer (handleplaner) for visse brugere (over 18 år) af ydelser efter serviceloven. Det drejer sig om

· personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,

· personer med alvorlige sociale problemer, der ikke har egen bolig eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig,

· personer, som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige udviklingsmuligheder.

Udenfor målgruppen for obligatoriske tilbud om handleplaner falder bl.a.

· personer, der er i stand til at tage vare på egne interesser, og som er i besiddelse af en højere grad af social kompetence, og som fx udelukkende har behov for hjælp til at strukturere dagligdagen og

· personer, hvor målet med indsatsen alene er opfyldelse af basale behov for omsorg og pleje.

Kommunen eller amtskommunen kan dog udarbejde en handleplan for indsatsen for disse og andre personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, når den skønner det hensigtsmæssigt for at inddrage brugeren eller for at opnå en sammenhængende indsats. Hertil kommer, at kommunen og amtskommunen som mere generelt princip kan vælge at udarbejde handleplaner til støtte for sagsbehandlingen i de enkelte sager.

En handleplan skal angive formålet med indsatsen, hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler m.v., og den bør udarbejdes ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.

De hidtil gældende regler videreføres, men suppleres på en række punkter ved den nye formulering af § 111 med henblik på en udvidet brug af handleplaner.

Udtrykket skriftlig plan er i en række bestemmelser i serviceloven erstattet med udtrykket handleplan. Der skabes hermed overensstemmelse med terminologien på børn- og ungeområdet. Der er også en redaktionel præcisering af gældende bestemmelser om handleplaner ved, at det direkte af lovens tekst fremgår, at bestemmelsen omfatter voksne under 67 år dog ikke 18-22 årige, der modtager hjælp efter lovens afsnit II.

Med bestemmelsen i § 58 a samles reglerne om handleplaner på børn- og ungeområdet i én bestemmelse. Efter de gældende regler i §§ 53 og 58 a skal kommunen altid udarbejde en (handle)plan i sager om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, og unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Disse regler fortsætter uændret. Det bemærkes, at når der er tale om opretholdelse af foranstaltninger efter lovens kapitel 8 for unge, der er fyldt 18 år, bevares kommunens forpligtelse efter reglerne om særlig støtte til børn og unge for så vidt angår tilsyn og revision af handleplaner. Reglen skal endvidere ses i sammenhæng med § 46, stk. 4, om, at revisionen af handleplanen i forbindelse med en anbringelse skal være afsluttet senest 6 måneder før, den unge fylder 18 år.

Udvidelsen af brugen af handleplaner på børn- og ungeområdet, jf. § 58 a, svarer til udvidelsen på voksenområdet, jf. nedenfor.

Som supplement til gældende regler er det fastsat, at kommunen eller amtskommunen i alle sager, hvor der benyttes et tilbud efter afsnit III for voksne, skal vurdere behovet for, at der bliver udarbejdet en handleplan for den enkelte.

Den nye affattelse af § 111 har følgende elementer

Kommunen eller amtskommunen skal ud over de tilfælde, hvor de har pligt til at udarbejde handleplaner altid skønne, hvorvidt der er behov for at tilbyde at der udarbejdes en handleplan.

I dette skøn skal den voksnes eventuelle ønske om at få en handleplan indgå med vægt.

Ved vurderingen af behovet for en handleplan skal der tages hensyn til den voksnes samlede funktionsevne og behov, samt karakteren, omfanget, sværhedsgraden og tidshorisonten for den indsats, der er brug for.

Det skal af sagen fremgå, at kommunen eller amtskommunen har vurderet spørgsmålet om udarbejdelse af en konkret handleplan, herunder om brugeren har udtrykt ønske om, at der bliver udarbejdet en handleplan.

Det er den myndighed kommunen eller amtskommunen der i forhold til borgeren træffer beslutningen om at iværksætte et tilbud, der i forbindelse hermed skal vurdere, om det er hensigtsmæssigt, at der udarbejdes en handleplan for den enkelte.

Uvildig konsulentfunktion

57. Den uvildige konsulentfunktion etableres som et rådgivende organ. Formålet er at bidrage til at styrke retssikkerheden for handicappede ved at yde rådgivning og vejledning i enkeltsager og generelt at bidrage med oplysninger om udviklingen på handicapområdet. Den primære målgruppe for konsulentordningen er handicappede og deres pårørende, der frit kan rette henvendelse om bistand.

Konsulentfunktionens arbejdsopgaver består i, at

· vejlede om sagsgange for at få kontakt med den rette instans og opnå den rette støtte,

· yde støtte og medvirke til koordinering i sager, der kan eller ville kunne give vanskeligheder med henblik på, at den bedst mulige løsning opnås,

· oplyse om klagemuligheder og hjælpe med at udforme klager til offentlige myndigheder, herunder klager, der kan rejses i forhold til Den sociale Ankestyrelse, fordi sagen har principiel eller generel betydning.

Konsulentfunktionen kan med samtykke fra den handicappede tage sager op, anmode om oplysninger hos relevante instanser og udtale sig til relevante instanser. Konsulentfunktionen skal samarbejde med eksisterende rådgivnings- og vidensfunktioner på handicapområdet, og den skal opsamle og formidle erfaringer.

Staten afholder udgiften til konsulentfunktionen, jf. § 135, stk. 2.

Kapitel 3: Styrkelse af brugerinddragelsen m.v.

Kvalitetsstandarder .. 55

Handleplaner .. 56

Uvildig konsulentfunktion .. 57

§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2002.

Socialministeriet, den 23. juni 2001

Henrik Dam Kristensen

/Aksel Meyer

Kapitel 4

Lovens ikrafttræden og overgangsordning

Kapitel 4

Lovens ikrafttræden og overgangsordning

Lovens ikrafttræden

58. Loven træder i kraft den 1. januar 2002 og med virkning fra og med budgetåret 2002.

Fra 1. januar 2002 ophæves den delte finansiering dermed, og herefter gælder grundtakstfinansieringen. Det er en grundlæggende regel i grundtakstmodellen, at en kommune ikke uden amtskommunens accept kan forpligte amtskommunen til at afholde udgifter, der ligger over grundtaksterne efter § 131 a.

For de foranstaltninger, der er sat i værk inden 1. januar 2002, og som herefter skal være omfattet af grundtakstfinansiering, er det generelt ikke administrativt hensigtsmæssigt at gennemføre den visitationsprocedure, som er beskrevet i § 131 b.

Efter § 3 i lov nr. 489 af 7. juni 2001 gælder derfor, at tilbud, der er sat i værk inden 2002, og som efter § 131 a, stk. 1, vil blive omfattet af grundtakstfinansiering, umiddelbart bliver omfattet af grundtakstfinansiering.

For så vidt angår kommunernes betaling af grundtakst efter § 131 c bemærkes, at fristen på 120 dage tidligst kan begynde at løbe fra 1. januar 2002, hvor loven træder i kraft.

Med henblik på at opnå en smidig overgang til grundtakstfinansiering er det i § 3, stk. 2, fastsat, at fra 1. november 2001 følges fremgangsmåden i § 131 b, når en kommune vil tilbyde foranstaltninger, der fra 1. januar 2002 vil blive omfattet af grundtakstfinansiering efter § 131 a.

Dette vil bl.a. bevirke, at disse sager vil blive behandlet på en sådan måde, at de umiddelbart kan indpasses i grundtakstfinansieringen fra 1. januar 2002. Det er hensigtsmæssigt, men ikke en betingelse, at amtskommunens afgørelse foreligger, inden kommunen sætter foranstaltningen i værk.

Der gøres opmærksom på, at det generelt vil gælde, at en kommune eller amtskommune efter en afsluttet visitation procedure senere vil kunne rejse sagen igen, fx hvis forholdene ændrer sig, eller der opstår tvivl om, hvorvidt borgeren har fået det rette tilbud. Denne mulighed for supplerende visitation vil også gælde i forhold til sager, som den 1. januar 2002 umiddelbart overgår til grundtakstfinansiering.

Overgangsordningen

Elementerne i overgangsordningen

59. I § 5 i lov nr. 489 af 7. juni 2001 er der fastsat en kommunal overgangsordning for 2002 og 2003.

Overgangsordningen består af følgende elementer

· Kommunen afholder alle udgifter på det område, der efter gældende regler er omfattet af delt finansiering op til et niveau svarende til 0,5 pct. af kommunens beskatningsgrundlag. I ordningen indgår også udgifter efter §§ 77 og 79.

· Udgifter ud over denne bundgrænse kan anmeldes til refusion. Refusionen udgør 40 pct. i 2002 og 2003. Refusionen omfatter ikke kommunernes eventuelle udgifter over grundtaksten.

· Hver kommune tildeles et særligt tilskud på 75.000 kr. pr. barn i enten et dagtilbud eller et døgntilbud, som vil blive omfattet af grundtaksterne. Tilskuddet knyttes op på historiske data.

· Der oprettes en pulje på 140 mill. kr. i hvert af årene i overgangsperioden. Puljen fordeles efter ansøgning til kommuner, som kan dokumentere særligt høje merudgifter som følge af finansieringsreformen.

For så vidt angår refusionsordningen henvises til bilag 2.

Pulje på 140 mill. kr.

60. Der afsættes for 2002 og 2003 en pulje på 140 mill. kr., der efter ansøgning fordeles til kommuner, der kan dokumentere særligt høje merudgifter som følge af finansieringsomlægningen.

Det er kommunen, som i sin ansøgning skal sandsynliggøre, at den alt andet lige ville have haft væsentlige mindre udgifter, hvis den delte finansiering var fortsat uændret på såvel børn- og ungeområdet som på voksenområdet. Eksempelvis vil en stigning i antallet af anbringelser kun kunne berettige til et eventuelt tilskud i det omfang, merudgifterne ved de pågældende foranstaltninger er højere, end de ville have været under den delte finansiering.

Socialministeren vil efter drøftelse med Kommunernes Landsforening fastsætte principper for behandling og vurdering af ansøgninger om tilskud fra puljen.

Tilskud fra puljen vil først kunne udbetales, når der foreligger regnskab for det pågældende år. Hvis det viser sig, at der ikke er grundlag for at fordele i alt 280 mill. kr., vil resterende beløb blive tilbageført til kommunerne under ét.

Kapitel 4: Lovens ikrafttræden og overgangsordning

Lovens ikrafttræden .. 58

Overgangsordningen

Elementerne i overgangsordningen .. 59

Pulje på 140 mill. kr. .. 60

Kapitel 5

Overvågning af finansieringsreformen

Kapitel 5

Overvågning af finansieringsreformen

Centralt Informations- og Analysesystem

61. Som led i opfølgningen og overvågningen af finansieringsreformen bliver der etableret et informations- og analysesystem, som kan belyse reformens konsekvenser. Det er hensigten, at systemet skal omfatte oplysninger, som især kan belyse konsekvenserne af reformen i forhold til

· det samlede systems kapacitet og opbygning,

· opgavefordelingen mellem kommuner og amtskommuner,

· udviklingen i samarbejdet mellem kommuner og amtskommuner, herunder visitationsprocessen,

· udviklingen af nye tilbud specielt med henblik på vurdering af kvaliteten af tilbuddene, og

· andre områder, som efter fx brugerorganisationernes opfattelse særligt bør følges.

Informationssystemet vil i vid udstrækning bygge på eksisterende statistikker og datakilder. Det drejer sig om de nuværende socialstatistikker på børne- og voksenområderne, statistik om ankesager og oplysninger fra kommuners og amtskommuners budgetter og regnskaber inden for de områder, der er omfattet af grundtakstfinansieringen.

Der vil være behov for indsamling af nye data, som forholdsvis hurtigt kan belyse udviklingen på de berørte områder. Det er hensigten, at der fx kvartalsvis skal indsamles statistiske oplysninger om kommunernes og amtskommunernes foranstaltninger og tilbud inden for de berørte områder.

Der vil også være brug for særlige undersøgelser på områder, hvor der som følge af reformen vil være behov for at belyse udviklingen nærmere. Det drejer sig bl.a. om områder, hvor udviklingen ikke kan belyses gennem kvantitative data, men kun gennem kvalitative undersøgelser. Det gælder fx i relation til samarbejdet mellem kommuner og amtskommuner om drift af tilbud, visitation m.v. og i forhold til udviklingen af nye tilbud og kvaliteten af disse.

Endelig vil § 94-området (forsorgshjem, herberger og kvindekrisecentre m.v.), der ikke er omfattet af finansieringsreformen, blive fulgt i overvågningsperioden gennem den almindelige statistik på området. Konsekvenserne af at disse tilbud ikke er omfattet af reformen vil blive fulgt i forhold til den tilsandingsproblematik, der er på området, og området vil således blive vurderet senest i forbindelse med revisionen af loven i folketingsåret 2004/05. Den såkaldte tilsandingsproblematik omhandler tilfælde, hvor personers ophold på § 94-boformer forlænges ud over, hvad personen har behov for, fordi der mangler relevante udslusnings- eller aktivitetstilbud.

Det nærmere indhold af de nye statistikker og rammerne for den praktiske tilrettelæggelse af indsamlingen af nye data og af kvalitative undersøgelser vil blive tilrettelagt i samarbejde med de involverede parter.

Regionale Udviklingsråd

62. Opfølgningen og overvågningen organiseres med tre niveauer: et kommunalt, et regionalt og et centralt. Det regionale niveau skal være omdrejningspunktet, idet reformen først og fremmest påvirker forholdet mellem det kommunale og amtskommunale niveau.

På det regionale niveau vil der i opfølgnings- og overvågningsperioden på 3 år, dvs. indtil 31. december 2004 blive etableret regionale udviklingsråd, der skal følge og drøfte udviklingen.

Rådenes arbejde skal ske på grundlag af egen indsamling af dokumentation og information, på grundlag af årlige indberetninger fra kommunerne og på grundlag af det informations- og analysesystem, der er beskrevet ovenfor i pkt. 61. Det vil være en del af udviklingsrådenes arbejde at påpege og komme med forslag til løsninger på lokale problemer i forbindelse med, at reformen gennemføres.

Udviklingsrådene vil således kunne bidrage til grundlaget for kommunernes og amtskommunens planlægning og beslutninger på det grundtakstbelagte område, herunder fx i form af tværgående og koordinerende beskrivelser og betragtninger over udviklingen i behov.

Rådet skal en gang årligt rapportere til Socialministeriet om udviklingen i regionen og eventuelle generelle problemer i forbindelse med reformen. Udviklingsrådenes rapporter skal bl.a. bygge på de redegørelser, som kommunerne udarbejder om udviklingen.

Sammensætningen af rådene aftales regionalt mellem amtskommunen og kommunerne i amtet. Det er en forudsætning, at der ud over repræsentanter fra amtskommunen og kommunerne også er repræsentanter for brugerorganisationerne i regionen på både børne- og voksenområdet.

Fordi det skal være muligt at tilpasse repræsentationen i forhold til den brugerorganisering, der er i regionen, er det i loven ikke præcist fastsat hvilke brugerorganisationer, der skal være medlemmer af udviklingsrådene. Det er herudover en forudsætning, at De Samvirkende Invalideorganisationer er repræsenteret i udviklingsrådene.

Rådene skal have sekretariatsbetjening. Det aftales regionalt, hvordan denne opgave bedst varetages. Amtskommunen afholder udgifterne til sekretariatet.

Kommunale redegørelser

63. For at få et dækkende billede af udviklingen i opfølgnings- og overvågningsperioden får kommunerne pligt til årligt at sende en redegørelse til det regionale niveau i amtet. Redegørelsen skal beskrive udviklingen i kommunen på den del af det sociale område, der tidligere var omfattet af delt finansiering.

Brugerne skal i lighed med hvad der gælder for de »§115- redegørelser«, som kommunerne skal udarbejde om det frivillige sociale arbejde have mulighed for udtale sig om kommunens redegørelse. Det er op til kommunen at tage stilling til, hvordan det er mest hensigtsmæssigt, at brugerorganisationerne høres. Det kan herved fx besluttes, at høringen sker inden kommunen afgiver sin redegørelse til det regionale udviklingsråd, eller at høringen foretages i forbindelse med det regionale råds behandling.

Det kan være hensigtsmæssigt at der mellem kommunerne i amtet opnås enighed om at følge samme principper for høringer, men det er ikke en betingelse, at alle kommuner følger samme model. Der er således fx mulighed for, at kommuner, der allerede har indarbejdede rutiner i forhold til at inddrage repræsentanter for brugerne, kan bevare disse. Det kan være hensigtsmæssigt med en klar afgrænsning af antallet af høringsparter.

Opfølgning på udviklingen

64. Socialministeriet vil løbende følge udviklingen på området, bl.a. ud fra de regionale redegørelser og de løbende statistikker m.v. som indsamles.

Med henblik på at støtte, at der gennemføres regionale eller kommunale undersøgelser, vil der blive afsat midler, der kan anvendes til regionale eller kommunale undersøgelser. Det kan fx være undersøgelser i situationer, hvor informationer kunne tyde på, at der udvikler sig nye perspektivrige måder at sammensætte tilbud på, eller analyser af områder, hvor der måske umiddelbart kan være grund til bekymring over udviklingen i antallet af pladser i forhold til behov eller kvaliteten af tilbud. Et tema for undersøgelser kan også være belysning af, om kommunerne og amtskommunerne lever op til de politiske forudsætninger i aftalerne om at indføre grundtakster.

De sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse skal som led i deres arbejde med at koordinere praksis være opmærksomme på at følge udviklingen på det grundtakstbelagte område.

Socialministerens redegørelse til Folketinget

65. Socialministeren vil årligt afgive en redegørelse til Folketinget om udviklingen på området. Redegørelsen vil blive udarbejdet bl.a. på grundlag af de rapporter, der indsendes fra de regionale udviklingsråd, og oplysninger fra informations- og analysesystemet knyttet til opfølgningen og overvågningen. Inden redegørelsen afgives til Folketinget, vil de kommunale parter og brugerorganisationerne få lejlighed til at kommentere redegørelsen og drøfte den, hvis der er behov herfor.

Lovrevision

66. Revision af bestemmelserne i lov nr. 489 af 7. juni 2001 skal fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2004/05. Revisionsforslaget forudsættes fremsat bl.a. ud fra de erfaringer, der opnås gennem den overvågning, som er nævnt i lovens § 4. Denne overvågning ophører med udgangen af 2004, og revisionsforslaget forudsættes derfor fremsat i begyndelsen af folketingsåret 2004/05.

Socialministeriet, den 12. december 2001

Henriette Kjær

/Aksel Meyer

Kapitel 5: Overvågning af finansieringsreformen

Centralt Informations- og Analysesystem .. 61

Regionale Udviklingsråd .. 62

Kommunale redegørelser .. 63

Opfølgning på udviklingen .. 64

Socialministerens redegørelse til Folketinget .. 65

Lovrevision .. 66

Bilag

1. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 612 af 23. juni 2001 om grundtakster efter §§ 131 a og 131 c i lov om social service

2. Brev til samtlige kommuner af 8. oktober 2001 om refusionsordning som led i overgangsordning i forbindelse med indførelsen af grundtakstmodellen

§ 40 b bygger på de principper, som Grundtakstudvalget udformede til afgrænsning af, hvilke ydelser der bør være omfattet af grundtaksterne på børn- og ungeområdet, og på gældende praksis for, hvad der i almindelighed indgår i døgnophold.

Mulighederne for at kunne tilrettelægge støtten til barnet eller den unge og familien under et døgnophold med en udstrakt fleksibilitet, herunder med hensyn til kombination af foranstaltninger, forudsættes ført videre under grundtakstmodellen. Derfor er § 40 b udformet som en ramme, der angiver, at døgnopholdet omfatter forsørgelse og imødekommelse af barnets eller den unges særlige behov. Opregningen nedenfor af forskellige typer af ydelser, der falder inden for § 40 b, er derfor eksempler og ikke en udtømmende udfyldelse af rammen.

§ 40 b omfatter alle former for døgnophold, og bestemmelsen gælder såvel for døgnophold, som er omfattet af grundtakstfinansiering, hvor udgifterne på årsbasis overstiger grundtaksten, som for døgnophold, hvor udgifterne ligger lavere.

Selve opholdet

34. Ydelserne, der kan være forbundet med tilbud om døgnophold, dvs. »selve opholdet«, omfatter de grundlæggende elementer for særlig støtte til børn og unge, og som altid skal kunne ydes under døgnophold. Det vil fx sige

· Personstøtte til at sikre benyttelse af relevante tilbud svarende til alder, udvikling og interesser i form af skolegang/undervisning, uddannelse og/eller beskæftigelse og fritidstilbud.

· Omsorg, såsom mad, tøj, bolig, lommepenge, transport og adgang til samfundets tilbud, herunder til fagfolk inden for sundhedsvæsenet. Hertil kommer personlig støtte til barnet i form af en stabil og god voksenkontakt.

· Løbende systematisk vurdering af barnets eller den unges individuelle vanskeligheder ved at opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

· Vurdering af behov for særlige interne eller eksterne tilbud. Udarbejde og efterleve behandlingsplaner for barnet eller den unge og familien efter behov.

· Socialpædagogisk behandling efter barnets eller den unges behov gennem støtte til fysisk, emotionel og social udvikling.

· Socialfaglig rådgivning og socialfagligt samarbejde, herunder orientering om udviklingen i forhold til handleplanen, over for barnet eller den unge, familien, kommunen og andre samarbejdsparter.

· Forældresamarbejde, støtte til barnets eller den unges kontakt og relationer til familien og i denne forbindelse forældreomsorg.

· Hjælp svarende til § 30, dvs. til personlig hjælp og pleje.

Det vil afhænge af det konkrete særlige behov i det enkelte tilfælde, om og i hvilket omfang ovennævnte tilbud skal ydes. Fx vil unge over 18 år efter § 62 a ikke være berettiget til samme hjælp til forsørgelse, idet disse unge selvstændigt vil kunne være berettiget til at modtage hjælp til forsørgelse, fx kontanthjælp efter aktivloven. Der kan dog forekomme eksempler, hvor unge over 18 år ikke opfylder betingelserne for at få kontanthjælp, men stadig får et beløb til personlige fornødenheder, jf. § 3 i bekendtgørelse om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 18, samt om flytteret i forbindelse med botilbud efter § 92.

At ovennævnte former for hjælp altid skal kunne være en del af et døgnophold, har bl.a. den betydning, at der i forbindelse med visitation til et døgnophold jf. § 131 b ikke er brug for at tage særskilt stilling til, om udgifter til ovennævnte former for bistand falder inden for grundtaksten.

For udstyr og inventar, som almindeligvis hører til et døgntilbud, gælder den hovedregel, at seng, bord, stol m.v. er dækket af betalingen for døgnopholdet. Særligt udstyr og inventar, som knytter sig til det enkelte barn eller unge, og som vil blive fjernet fra anbringelsesstedet, når barnet eller den unge ikke længere opholder sig på stedet, kan efter en konkret og individuel vurdering og beslutning ydes ved siden af døgnopholdet, og skal derfor finansieres ved siden af grundtaksten. Et eksempel kunne være en seng, som på grund af særlige fysiske forhold hos barnet eller den unge, skal have nogle bestemte mål eller kunne noget særligt, som ikke kan opnås gennem standardudstyr.

Ud over ovennævnte grundlæggende ydelser er der en række tilbud, der efter barnets eller den unges særlige behov kan være nødvendige som et led i en del af opholdet. Det kan dreje sig om

· Intern dagbeskæftigelse og evt. ophold i særlige dagtilbud efter § 16 og særlige klubtilbud efter § 23.

· Særlige undersøgelser og observationer, herunder fx bidrag til forældreevneundersøgelser, observationer med henblik på erklæringer, bidrag til § 39-undersøgelser og pædagogisk, psykologisk undersøgelse.

· Terapi, herunder familieterapi, gruppeterapi m.v.

· Anden behandling af barnet eller den unge, herunder afrusning, afgiftning, pædagogisk familiebehandling m.v.

· Hjælp svarende til fx § 31, dvs. ledsagelse til unge som på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene.

· Hjælpemidler til fælles brug.

Disse former for ydelser kan indgå som en del af et døgnophold, og dermed i grundtaksten. Men det forudsætter, at det særligt er besluttet i forbindelse med visitationen eller ved eventuel senere revisitation, jf. § 131 b.

Foranstaltninger, der ligger uden for rammerne af § 40 b

35. Der er former for ydelser, som barnet eller den unge eventuelt modtager under døgnophold, som ikke er en del af »selve opholdet« . Det drejer sig om

· Dagtilbud til børn efter servicelovens kapitel 4 og klubtilbud og andre socialpædagogiske foranstaltninger efter servicelovens § 19. Disse udgifter er heller ikke efter de hidtil gældende regler omfattet af delt finansiering, jf. § 129, stk. 2.

· Udgifter til tilsyn, administration samt rådgivning og vejledning. Disse udgifter er heller ikke efter de hidtil gældende regler omfattet af delt finansiering, jf. § 129, stk. 1, og § 130, stk. 1.

· Arbejdsforhold eller beskæftigelse og egentlige uddannelsesforløb, der er omfattet af lov om aktiv socialpolitik, dvs. hjælp efter anden lovgivning.

· Personlige hjælpemidler.

Heller ikke ydelser, der primært er rettet til forældrene, indgår i et døgnophold. Det drejer sig fx om

· Økonomiske tilskud efter kapitel 6, som bl.a. omfatter tilskud til forældre, der vælger privat pasning eller modtager orlovsydelse under børnepasningsorlov efter §§ 26, 27 og 27 a, hjælp til dækning af merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et handicappet barn efter § 28, tabt arbejdsfortjeneste efter § 29. Disse udgifter er heller ikke efter de hidtil gældende regler omfattet af delt finansiering.

· Hjælp efter § 40, stk. 2, nr. 8, 9 og 10, dvs. forskellige former for økonomisk hjælp til forældre, der ikke selv har tilstrækkelige midler.

· Støtteperson til indehaveren af forældremyndigheden efter § 40 a.

· Terapi eller misbrugsbehandling af forældrene.

Vurderingen af om hjælpen er omfattet af § 40 b

36. Hvis der måtte være tvivl om, hvorvidt en mulig form for hjælp falder inden for eller uden for den ramme, som § 40 b angiver, kan kommuner og amtskommuner støtte deres overvejelser på følgende afvejning

Kan det pågældende tilbud på den ene side primært anses for at være et led i anbringelsen af barnet eller den unge. Der kan herved lægges vægt på, at udgangspunktet er, at døgnopholdet omfatter forsørgelse af barnet og den unge og alle behandlingsmæssige ydelser, der i forskelligt omfang og forskellige kombinationer indgår i døgnopholdet.

Eller er der på den anden siden tale om et tilbud, hvor formålet er tættere på at ligne de ovennævnte eksempler på former for tilbud, som ligger uden for rammerne for § 40 b.

Aflastnings- og udslusningsophold, som ydes under døgnopholdet, indgår som en del af »selve opholdet«, dvs. at udgifterne hertil indgår i grundtaksten.

Det er hensigten, at grundtakstmodellen skal støtte den fortsatte udvikling af tilbud, og derfor bør indholdet i et døgnophold for børn og unge ikke være afhængig af den faktiske organisatoriske form, som et anbringelsessted har. Det bør således ikke have betydning, om der er tale om en amtskommunal døgninstitution, et godkendt opholdssted, en familiepleje eller fx et utraditionelt sammensat tilbud.

Hjælpen efter § 40 b, stk. 1, vil derfor kunne ydes af personer, der er tilknyttet det konkrete sted, hvor barnet eller den unge opholder sig, eller på anden måde.

Døgnophold skal tilgodese mangeartede behov, der strækker sig fra nogle meget generelle behov for omsorg til tillige at skulle omfatte meget specialiserede behov for behandling. I praksis er der derfor med hensyn til, hvilke behov de enkelte tilbud kan imødekomme, en betydelig differentiering både imellem og inden for de forskellige anbringelsesformer.

I almindelighed vil det være hensigtsmæssigt, at barnet søges anbragt på en sådan måde, at flest mulige af barnets eller den unges behov kan imødekommes på stedet. Men hvis der fx ikke er plads på det mest ideelle sted, eller der er særlige grunde til at vælge et andet ikke fuldt optimalt sted, kan der være brug for at supplere på anden måde i forhold til den hjælp, barnet eller den unge har brug for.

Det er således formålet med hjælpen og behovet under opholdet, som er grundlaget for visitationen og dermed hvad der indgår i grundtaksten. Det er fx ikke afgørende, i hvilket omfang et konkret tilbuds »basisydelse« er indrettet til at kunne yde hjælpen.

Det er vigtigt, at de kommunale myndigheder ved beslutningen om visitation omhyggeligt får beskrevet, hvilke former for hjælp der er opnået enighed om, idet enigheden ved visitationen fastlægger udgiftsfordelingen mellem kommunen og amtskommunen.

Når en ydelse er omfattet af kommunens aftale med amtskommunen om grundtakstfinansiering, betyder det, at udgifterne til ydelsen indgår i udgiftsgrundlaget for døgnopholdet, hvoraf amtskommunen skal finansiere udgifterne ud over grundtaksten. Det betyder også, at amtskommunen skal inddrages, hvis kommunen ønsker en ændring i ydelsen ud over den ramme, der måtte være aftalt mellem kommunen og amtskommunen i det enkelte tilfælde.

Hverken de sociale klagemyndigheder eller Socialministeriet kan træffe afgørelse i sager, hvor der er eventuel uenighed om, hvorvidt en ydelse vil være omfattet af grundtaktsfinansiering.

Socialministeren har med § 40 b, stk. 4, hjemmel til at fastsætte regler om ydelser, der indgår i døgnophold for børn og unge og dermed også i grundtaksten for disse tilbud. Det er forventningen, at der ikke umiddelbart vil blive behov for at udnytte denne bestemmelse. Det skønnes således, at kommuner og amtskommuner kan tilrettelægge en hensigtsmæssig administration.

Unge mellem 18 og 22 år

37. For døgnanbringelser og udslusningsophold efter § 40 b, jf. § 62 a, af unge mellem 18 og 22 år er grundtaksten fastsat til 282.000 kr. årligt.

Efter § 62 a kan kommunen træffe afgørelse om at opretholde et døgnophold i et anbringelsessted efter lovens §§ 49 og 51 ud over det 18. år. Alternativet til et tilbud om at opretholde et døgntilbud efter § 62 a vil normalt være et tilbud, der som udgangspunkt også er omfattet af grundtaksten, fx ophold i botilbud efter §§ 92 og 93. Ud fra et substitutionsprincip indgår døgnanbringelser efter § 62 a i grundtakstmodellen.

Hjælpeordninger efter § 77

38. For hjælpeordningen efter § 77 er grundtaksten fastsat til 282.000 kr. årligt.

Som konsekvens af at udgifterne til hjælpeordningen efter § 77 er omfattet af grundtakster, og dermed skal finansieres på samme måde som boformer til handicappede, er det fastsat, at kommunerne ikke længere skal have statsrefusion til disse udgifter.

I grundtaksten for tilbud efter § 77 indgår bl.a. eventuelle udgifter til støtte efter §§ 71-73 a, jf. § 131 a, stk. 4.

Amtskommunale tilbud om beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud

39. For amtskommunale tilbud efter § 87 (beskyttet beskæftigelse) og § 88 (aktivitets- og samværstilbud) er grundtaksten fastsat til 61.000 kr. årligt. Udgifter efter § 89 til aflønning indgår i den fastsatte grundtakst.

Hvis en kommune etablerer tilbud efter § 87, stk. 4, eller § 88, stk. 3, er udgifterne til disse tilbud ikke omfattet af grundtakstfinansiering, og udgifterne afholdes endeligt af kommunen.

Amtskommunen afholder med adgang til statsrefusion udgifterne til tilbud efter §§ 87 og 88 i tilknytning til boformer efter § 94. Det er her en forudsætning, at der er tale om personer, der har døgnophold.

Kommunen skal således ikke betale grundtakst for § 87 eller § 88 tilbud i tilknytning til ovennævnte døgnophold. Døgntilbud efter § 94 omfatter også efterværn og udslusning, og udgifterne hertil indgår i de udgifter, som amtskommunen modtager statsrefusion for.

Såvel udslusningsdelen som den efterfølgende indsats er omfattet af den for botilbuddet gældende finansiering, jf. den gældende bestemmelse om statsrefusion servicelovens § 131, stk. 1. Det betyder, at § 87 eller § 88 tilbud, der er et led i udslusning og efterværn, er en amtskommunal udgift med adgang til statsrefusion, og kommunen betaler fx ikke en grundtakst på 61.000 kr. for sådanne dagtilbud.

Såfremt en amtskommune i øvrigt optager dagklienter i dagtilbud efter §§ 87 eller 88 uden indstilling fra kommunen, afholdes udgifterne hertil i overensstemmelse med grundprincipperne i grundtakstmodellen af amtskommunen.

Vedrørende døgntilbud til stofmisbrugere (efter § 85, jf. § 93, stk. 1, nr. 2) indgår udgifter til tilbud efter §§ 87 og 88 i den grundtakst, som kommunen betaler for stofmisbrugere, der har været i døgnbehandling i mere end 120 dage inden for de seneste 365 dage, og kommunen skal således ikke betale en grundtakst på 61.000 kr.

Dagtilbud i form af tilbud efter §§ 87 eller 88 som led i dagtilbud til stofmisbrugere finansieres efter de almindelige regler, jf. nedenfor.

Kommunen skal betale en grundtakst på 61.000 kr. for tilbud efter §§ 87 og 88 til personer under 67 år med ophold i boformer efter §§ 92 og 93, i almene boliger mv. oprettet af eller efter aftale med amtskommunen og i plejehjem og beskyttede boliger efter § 140 og i forbindelse med hjælpeordningen efter § 77.

Det betyder, at udgifter til tilbud efter §§ 87 og 88 ikke indgår i den grundtakst på 282.000 kr., som kommunen betaler for selve døgntilbuddet.

Den kommunale indstilling til et tilbud efter §§ 87 og 88 kan ske samtidig med indstillingen til selve døgntilbuddet, men den kan også ske som en supplerende visitation. Der kan fx være behov for supplerende visitation i tilfælde, hvor amtskommunen har en borger boende i en § 93-boform, hvor der senere bliver behov for at supplere med tilbud efter § 87 eller § 88. I sådanne tilfælde skal amtskommunen rejse sagen for kommunen, der herefter følger proceduren i § 131 b.

Kommunen betaler en grundtakst på 61.000 kr., dog højst de faktiske udgifter, til amtskommunale tilbud om

· beskyttet beskæftigelse, der sker efter indstilling fra kommunen (§ 87, stk. 3) og

· aktivitets- og samværstilbud, der sker efter indstilling fra kommunen (§ 88, stk. 2, 1. pkt.).

Kommunen afholder fuldt ud udgifterne til beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud, som kommunen visiterer egne borgere til (§ 87, stk. 4 og § 88, stk. 3), når tilbuddene især er beregnet til for personer med bopæl i kommunen.

Amtskommunale boformer

40. For ophold i amtskommunale boformer beregnet til længerevarende ophold efter § 92, til midlertidigt ophold efter § 93 eller i boliger, der er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. er grundtaksten fastsat til 282.000 kr. årligt.

Dette gælder dog ikke for døgntilbud efter § 85 og § 93, stk. 1, nr. 2, til stofmisbrugere, jf. § 131 c, stk. 1.

I den grundtakst, som kommunen betaler for voksne under 67 år ved ophold i amtskommunale boformer efter §§ 92 og 93 indgår udgifter til den samlede hjælp, som beboeren modtager efter serviceloven, dvs. hjælp efter §§ 71-73 a, 78, 79 og 86 og efter lov om hjemmesygeplejerskeordninger.

Boligindretning eller boligskift

41. For hjælp til boligindretning/boligskift efter § 102 er grundtaksten fastsat til 100.000 kr. på årsbasis.

Bestemmelsen indebærer, at hvis der forudsat at visitationsproceduren i § 131 b er fulgt til en person bevilges en ombygning/boligskift eller lign., hvor udgiften overstiger 100.000 kr., skal amtskommunen afholde udgiften over de 100.000 kr.

Betingelsen om 100.000 kr. årligt har den betydning, at hvis der bliver behov for at bevilge yderligere hjælp efter § 102 til pågældende inden for det år, der følger efter tidspunktet for bevillingen, der oversteg 100.000 kr., vil disse udgifter skulle afholdes af amtskommunen. Det er herved en forudsætning, at fremgangsmåden i § 131 b er fulgt, og at amtskommunen konkret er enig i hjælpen til boligindretning/boligskift.

Kommunen betaler en årlig grundtakst på 100.000 kr. ved boligindretning m.v. efter § 102, og fristen på et år løber fra det tidspunkt, hvor kommune og amtskommune er enige om den konkrete hjælp efter § 102.

Kommunerne og amtskommunerne kan indgå aftaler om, hvordan ordningen praktisk tilrettelægges.

Den amtskommunale pligt til at rådgive om specialområder i forhold til udsatte grupper i § 69, stk. 2, omfatter også boligindretning/boligskift.

Plejehjem og beskyttede boliger

42. For ophold i plejehjem eller beskyttede boliger efter § 140, stk. 1, er grundtaksten fastsat til 282.000 kr. årligt. Dette vil som for alle andre tilbud kun være relevant i forhold til personer under 67 år.

§ 131 b gælder i forhold til foranstaltninger, som drives af amtskommuner (fx døgninstitutioner for børn og unge), kommunale tilbud (fx hjælp til boligindretning) og private tilbud, fx opholdssteder og plejefamilier for børn og unge. Generelt gælder, at uanset om foranstaltningen er amtskommunal, kommunal eller privat, skal amtskommunen positivt have godkendt tilbuddet i forhold til borgeren, for at amtskommunen bliver forpligtet til at betale for udgifter udover grundtaksterne.

Udformning af § 131 b om visitation i forbindelse med tilbud, der er omfattet af grundtakster, skal ses i sammenhæng med andre bestemmelser i loven om visitation. Der er således i serviceloven både på børn- og ungeområdet og på voksenområdet bestemmelser, som i forhold til amtskommunale tilbud fastlægger, at amtskommunen træffer afgørelse om optagelse efter indstilling fra kommunen.

For at sikre sammenhæng med grundtakstfinansiering er der i disse bestemmelser indsat en henvisning til § 131 b.

Udredning og undersøgelse

47. Visitationsprocessen begynder normalt med, at kommunen foretager undersøgelser og vurderer sagen med henblik på at finde den hjælp, som borgeren har behov for. I sager om anbringelse af børn uden for hjemmet kan der være behov for at få klarlagt, om der er tilstrækkelige grunde til, at barnet bør anbringes uden for hjemmet, eller om problemerne eventuelt kan afhjælpes ved at sætte ind med andre støtteforanstaltninger. Herunder kan der være brug for at indhente forskellige former for sagkyndig bistand, fx om barnets særlige behov og om forældrenes evner til at tage vare på deres barn. Der henvises i den forbindelse til Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge.

Det er kommunen, der skal sørge for at skaffe det grundlag, som er nødvendigt for, at kommunen kan indsende en faglig begrundet indstilling til amtskommunen om den hjælp, der er brug for i den enkelte sag.

Grundtakstfinansieringen medfører opmærksomhed på afgrænsningen mellem kommunale og amtskommunale opgaver. Det gælder også mellem den kommunale og amtskommunale indsats i forbindelse med rådgivning, undersøgelser og behandling vedrørende børn og unge efter §§ 38 og 39 samt § 34. Det bemærkes, at indførelse af grundtakstfinansiering ikke medfører ændringer i kompetenceforholdene på dette område.

Ved afgrænsningen mellem kommunens og amtskommunes opgaver (efter §§ 38 og 39 og § 34) er udgangspunktet, at kommunen varetager den indledende oplysning af sager på børn- og ungeområdet. Det er således kommunen, der tager initiativ til en undersøgelse. Det vil i forlængelse heraf og i sammenhæng med princippet i grundtakstordningen være naturligt, at kommunerne efter reglerne i §§ 38 og 39 som udgangspunkt afholder udgifterne hertil, fx udgifterne til psykologiske undersøgelser. Udgifter til psykologiske undersøgelser vil dog tillige kunne være omfattet af indholdet i et døgnophold.

Efter § 51 har amtskommunen bl.a. pligt til at sørge for muligheder for ambulant behandling på institutioner for børn og unge med sociale adfærdsproblemer.

Afgrænsningen mellem § 34 og § 51 m.h.t. ambulant behandling har betydning for grundtakstfinansieringen. Ambulant behandling finder som udgangspunkt sted efter § 34. Det betyder en 100 pct. amtskommunal finansiering. Hvis imidlertid den ambulante behandling indgår i en beslutning om døgnophold, vil udgifterne hertil være omfattet af § 40 b og dermed grundtakstfinansiering. Det følger af, at disse udgifter ikke er holdt ude fra grundtakstfinansiering.

Det generelle udgangspunkt er således, at kommunen skal sørge for, og betale for, de udgifter, der er nødvendige til undersøgelser m.v., men at det ikke gælder, hvis der er tale om ydelser, som efter lovgivningen skal leveres og betales på anden vis. Som eksempel kan nævnes, at amtskommunen efter serviceloven, ud over ovennævnte § 34 vedrørende børn og unge, tillige efter § 69 yder rådgivning vedrørende voksne med handicap.

Når kommunen har skaffet sig et grundlag, der efter kommunens opfattelse tilsiger, at borgeren har behov for en af de hjælpeformer, som er omfattet af grundtakstfinansiering efter § 131 a, sender den en indstilling herom til amtskommunen. Denne indstilling skal være ledsaget af de faglige sociale oplysninger, som er nødvendige for, at amtskommunen kan tage stilling til sagen. Herefter skal amtskommunen træffe en afgørelse, hvor der tages stilling til indstillingen.

I praksis er det sædvanligt, at borgerens behov for hjælp over tiden kan ændres, og at der derfor er behov for at justere hjælpen, herunder at træffe beslutninger om en anden form for hjælp. Da det er et bærende princip på det grundtakstbelagte område, at der skal være enighed mellem kommunen og amtskommunen om hjælpen både når den besluttes, og når den efterfølgende udføres vil det være nødvendigt at foretage en ny visitation, hvis der senere opstår behov for at justere i hjælpen. Fx hvis kommunen mener, at der er behov for at udvide eller indskrænke den hjælp, som borgeren har behov for.

For at bidrage til en effektiv og smidig sagsgang vil det være hensigtsmæssigt, at kommunerne og amtskommunen regionalt i fællesskab udarbejder principper, rammeaftaler, procedurer m.v. for visitationsprocessen. Det gælder fx i forhold til

· hvilke typer af oplysninger kommunens indstilling bør ledsages af i forhold til enkelte typer af tilbud,

· fremgangsmåden, når kommunen og amtskommunen ikke umiddelbart er enige om visitationen,

· hvornår der skal foregå en genvisitation, fordi behovet for hjælp ændres.

Efter § 3, stk. 2, i retssikkerhedsloven skal kommunen og amtskommunen fastsætte en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Da både kommunen og amtskommunen træffer afgørelser i forbindelse med visitationsprocessen, skal kommunen således fastsætte frister om behandling af indstillinger til amtskommunen, og amtskommunen skal fastsætte frister for sin behandling af indstillingen.

Visitationsmodellen efter § 131 b drejer sig primært om fremgangsmåden for at opnå beslutninger om finansiering, og borgeren kan fx ikke klage over selve afgørelsen om, at en amtskommune ikke vil medvirke til grundtakstfinansiering.

Det skal i denne relation fremhæves, at § 131 b ikke berører borgerens ret til ydelser efter serviceloven, og at borgerens ret efter serviceloven og retssikkerhedsloven til at indbringe afgørelser for de sociale klagemyndigheder ikke ændres.

Alternativt amtskommunalt forslag

48. Det er forventningen, at der vil blive opnået enighed om visitationen. Visitationsmodellen tager højde for, at kommunen og amtskommunen kan have en forskellig vurdering af, hvad der bør være den rigtige form for hjælp til borgeren ved for det første at forudsætte, at kommunen og amtskommunen gennem drøftelse på øverste embedsmandsniveau bestræber sig på at afklare en eventuel uenighed.

For det andet indgår det i modellen, at hvis amtskommunen ikke kan imødekomme kommunens indstilling, har amtskommunen en pligt til at begrunde, hvorfor den ikke kan imødekomme kommunens indstilling. Den har også pligt til at stille forslag om et andet tilbud, der kan opfylde behovet for hjælp. Pligten til at pege på et andet tilbud gælder både, når amtskommunen ud fra sin faglige vurdering mener, at borgeren ikke opfylder betingelserne for at få det indstillede tilbud, og når amtskommunen skønner, at borgeren bør have et andet tilbud, hvad enten dette udgiftsmæssigt ligger under eller over grundtaksten.

Hvis amtskommunen fx vurderer, at en voksen person med nedsat funktionsevne ikke bør optages i en boform efter § 92, fordi pågældende på forsvarlig vis kan få dækket sit behov for hjælp på anden måde, har amtskommunen pligt til komme med forslag om supplerende støtte i eget hjem, deltagelse i beskyttet beskæftigelse o.lign.

Drejer det sig om anbringelse af børn og unge træffes beslutningen om, at et barn eller en ung skal fjernes fra hjemmet af kommunen eller af børn og unge-udvalget, hvis der er tale om en tvangsmæssig afgørelse. Disse afgørelser kan amtskommunen ikke ændre. Men amtskommunen kan tage stilling til, om den er enig med kommunen i det konkrete tilbud, som kommunen indstiller til, eller om amtskommunen ud fra de foreliggende oplysninger mener, at barnets eller den unges behov vil blive tilgodeset ved et ophold fx i en plejefamilie, hvor udgifterne på årsbasis ligger under grundtaksten.

Hvis der uanset forhandling ikke kan opnås enighed om visitationen, kan kommunen eventuelt vælge for egen regning selv at sætte et tilbud i værk. Det betyder, at kommunen uden amtskommunens accept kan sætte et tilbud i værk, hvor de samlede udgifter ligger over grundtaksten, men i så fald betaler kommunen selv alle udgifterne. Dette gælder dog ikke i forhold til amtskommunale tilbud, hvor amtskommunen - som driftsherre - under alle omstændigheder skal acceptere optagelse.

Borgeren kan klage til de sociale klagemyndigheder over afgørelser i forbindelse med visitationen. Det gælder, uanset om der er enighed om visitationen mellem kommunen og amtskommunen. Visitationsmodellen ved grundtakstfinansiering ændrer således ikke borgerens klageadgang.

Hvis for eksempel en amtskommune ikke kan følge en kommunes indstilling om, at en borger bør have et tilbud om en amtskommunal boform, kan borgeren indbringe amtskommunens afslag for det sociale nævn. De sociale klagemyndigheder kan ændre amtskommunens beslutning og træffe afgørelse om, at borgeren har ret til en vis type af foranstaltning, fx i en boform. Herefter får amtskommunen pligt til at stille en plads af pågældende type til rådighed, og kommunen skal betale grundtaksten dog højst de faktiske udgifter. Amtskommunen skal betale for udgifter over grundtaksten.

Myndighederne skal give klagevejledning i forbindelse med de afgørelser, de træffer. Det gælder også for de afgørelser, som indgår i visitationsmodellen. Hvis borgeren har brug for støtte i forbindelse med at udnytte sin ret til at klage, kan reglerne om bisidderfunktion, partsrepræsentation eller om værgemål benyttes, ligesom kommunen eller amtskommunen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan varetage den pågældendes interesser. Det følger af gældende bestemmelser, at borgeren har ret til en bisidder eller en partsrepræsentant, og at borgeren bør gøres opmærksom på denne mulighed.

Den uvildige konsulentfunktion på handicapområdet, jf. § 70 a, vil også kunne få betydning for borgernes muligheder for at varetage sine interesser ved visitation på det grundtakstbelagte område.

Eventuel ventetid

49. Når der er enighed mellem kommunen og amtskommunen om et tilbud omfattet af grund-takstfinansiering efter § 131 a, men der er ventetid på denne plads, har amtskommunen pligt til at medvirke til at finde en faglig forsvarlig midlertidig løsning. Det gælder både i forbindelse med akutte sager, hvor en hurtig løsning er meget presserende, og i forbindelse med ventetid på grund af kapacitet.

Amtskommunen har endvidere pligt til at betale de udgifter, der ligger over grundtaksten, når den er enig med kommunen i, hvilken hjælp der er brug for i ventetiden. Den grundtakst, der er relevant, vil være grundtaksten for det tilbud, borgeren venter på at få tilbud om.

Aftaler om amtskommunal medfinansiering (§ 131 d)

50. Det er en del af grundtakstmodellen, at amtskommunerne i visse situationer har mulighed for at medfinansiere udgifter til kommunale tilbud, som skal afholdes fuldt ud af kommunen. Baggrunden herfor er, at i nogle tilfælde kunne et alternativ til den hjælp, som kommunen yder og finansierer, være en af de foranstaltninger, som efter § 131 a og § 131 c er omfattet af grundtakstfinansiering.

Kommunal opgaveløsning, der nedsætter amtskommunens udgifter

51. Amtskommunen får med § 131 d hjemmel til at medfinansiere udgifter til en kommunal opgaveløsning, der skønnes at nedsætte amtskommunens udgifter efter §§ 131 a og 131 c. Amtskommunen kan efter bestemmelsen påtage sig at afholde den del af de kommunale udgifter, der ligger over grundtaksten.

Området omfatter således foranstaltninger, der er sat i værk af kommunen, men hvor kommunen principielt kunne have valgt at benytte et af de tilbud, som er omfattet af grundtakstfinansiering i § 131 a eller § 131 c.

Et eksempel er, at en kommune i forhold til en truet ung iværksætter en række hjælpeforanstaltninger med henblik på at undgå, at den unge anbringes uden for hjemmet. Udgifter til disse hjælpeforanstaltninger afholdes fuldt ud af kommunen, jf. reglen om at den myndighed, som sætter et tilbud i værk, selv afholder udgifterne. § 131 d giver imidlertid amtskommunen hjemmel til, at den i sådanne tilfælde helt eller delvist kan påtage sig at medfinansiere den del af kommunens udgifter til hjælpeforanstaltninger, der overstiger grundtaksten i § 131 a, dvs. 390.000 kr., hvis den unge er under 18 år.

Et andet eksempel er et sammensat kommunalt tilbud herunder i form af personlig hjælp efter §§ 71-73 a til en voksen med handicap, der bor i egen bolig, som på grund af hjælpen fra kommunen kan blive boende i sine vante omgivelser, og som derfor ikke har behov for ophold i en amtskommunal boform. Her kan amtskommunen efter § 131 d indgå aftale om at medfinansiere kommunale udgifter, der ligger over grundtaksten på 282.000 kr. på årsbasis.

Der kan endvidere henvises til pkt. 45 om § 131 c, hvor det omtales, at amtskommune og kommuner i fællesskab kan finansiere et halfway-house, således at amtskommunen afholder udgifterne over grundtaksten, der i dette eksempel er 100.000 kr. på årsbasis.

Det vil sædvanligvis være hensigtsmæssigt, at kommunen drøfter sagen med amtskommunen, inden den sætter et tilbud i værk, som den ønsker, at amtskommunen efter § 131 d skal medfinansiere.

Det kan fremhæves, at § 131 d vedrører hjemmel til, at amtskommunen kan afholde udgifter, der ellers skulle være afholdt af kommunen. Det berører således ikke den almindelige adgang, kommuner og amtskommuner har, til mod betaling at udføre opgaver for hinanden.

Amtskommunal medfinansiering i andre tilfælde

52. Efter § 131 d, stk. 2, kan amtskommunerne i ganske særlige tilfælde medfinansiere kommunale tilbud.

Bestemmelsen indebærer, at amtskommunerne i ganske særlige tilfælde kan medfinansiere kommunale tilbud, selv om betingelserne i § 131 d, stk. 1, ikke foreligger. Dvs., at det ikke er en betingelse, at der er tale om en kommunal opgaveløsning, hvor udgifterne overstiger grundtaksterne i § 131 a og § 131 c.

Baggrunden for § 131 d, stk. 2, er følgende

Grundtakstmodellen bygger på,

· en hovedregel om, at en myndighed selv afholder udgifterne til de foranstaltninger, som den sætter i værk, og

· at en kommune ikke ensidigt kan pålægge en amtskommune at medfinansiere et tilbud, jf. herved § 131 b, der fastlægger fremgangsmåden, når kommunen gerne vil have, at amtskommunen påtager sig at afholde udgifterne over grundtaksten til de tilbud, som er omfattet af § 131 a.

Herudover indgår det i grundtakstmodellen, at amtskommunerne i visse situationer har mulighed for at medfinansiere udgifter til kommunale tilbud, som skal afholdes fuldt ud af kommunen.

Amtskommunernes adgang til at indgå aftale om at medfinansiere kommunale tilbud omfatter situationer, hvor et alternativ til den hjælp, som kommunen yder og finansierer, kunne være en af de foranstaltninger, som efter § 131 a og § 131 c er omfattet af grundtakstfinansiering. Det er en forudsætning, at aftalen går ud på, at amtskommunen medfinansierer kommunale udgifter, der ligger over grundtaksten.

Som en lille del af tilbudsviften efter § 88 findes der forskellige former for væresteder o.lign., med målgrupper som stofmisbrugere, hjemløse, alkoholiker m.v. For at disse tilbud skal være attraktive og nå målgruppen, skal de være åbne, dvs. at der er ikke som det i øvrigt er sædvanligt tale om visitation. I en række tilfælde drives disse tilbud af kommuner i andre tilfælde drives de af amtskommunerne. Også med grundtakstfinansiering vil tilbud af denne art kunne drives af kommuner eller amtskommuner.

Det er karakteristisk for disse åbne tilbud, at brugerne kan komme, når det passer dem. Det har derfor i almindelighed ikke mening at tale om priser pr. plads eller at opgøre de faktiske udgifter pr. individuelle bruger. Hverken i forhold til spørgsmål om visitation og aftale om den enkelte bruger eller i forhold til opgørelse af udgifter til den enkelte bruger passer disse tilbud således ind i de almindelige forudsætninger for grundtakstfinansiering.

Der er behov for sådanne åbne tilbud, og at amtskommunerne og kommunerne har en fælles interesse i at kunne samfinansiere tilbud af denne særlige karakter. Med § 131 d, stk. 2 er der derfor fastsat en bestemmelse om, at amtskommuner i særlige tilfælde kan indgå aftaler om fællesfinansiering af kommunale tilbud, selv om betingelserne i § 131 d, stk. 1, ikke er opfyldte.

Det er forventningen forudsat at der mellem amtskommunen og kommunen er enighed om behovet at udgifterne til disse særlige tilbud aftales delt mellem myndighederne.

Statsrefusion (§ 131)

53. Statens refusion af kommunernes udgifter til støtte efter § 77 og 79 bortfalder, jf. § 131, da hjælp efter disse bestemmelser er omfattet af grundtakstfinansiering.

Staten afholder udgiften til konsulentfunktionen efter § 70 a. Ordningen, der forudsættes oprettet som en selvejende institution med en bestyrelse, tilrettelægges i samarbejde med de kommunale parter og repræsentanter fra brugerorganisationerne på området.

Regulering af grundtaksterne

54. De grundtakstbeløb, der er nævnt i §§ 131 a og 131 c, skal reguleres en gang årligt den 1. januar, første gang pr. 1. januar 2002. Beløbene reguleres med den faktiske udvikling i lønninger og priser i den kommunale sektor, som anvendes til at regulere det årlige statstilskud til kommunerne og til amtskommunerne, jf. lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner § 10, stk. 2, nr. 2, og § 17, stk. 2, nr. 2.

Reguleringen baseres på den faktiske udvikling i lønninger og priser i den kommunale sektor som opgjort af Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2 år forud for tilskudsåret. Fx vil den faktiske udvikling i lønninger og priser i den kommunale sektor i 2000, dvs. fra 1999 til 2000, blive anvendt til at regulere statstilskuddet til kommuner og amtskommuner for tilskudsåret 2002. De beløb, der er nævnt i §§ 131 a og 131 c, vil således pr. 1. januar 2002 blive reguleret med den faktiske udvikling i lønninger og priser i den kommunale sektor fra 1999 til 2000.

Socialministeren vil senest 1. juli bekendtgøre de regulerede beløb for det kommende år.

I bekendtgørelse nr. 612 af 23. juni 2001 om grundtakster efter §§ 131 a og 131 c i lov om social service, er grundtakstbeløbene for år 2002 fastsat, jf. bilag 1.

§ 140 er en overgangsbestemmelse, der giver hjemmel til at drive plejehjem og beskyttede boliger efter de regler, som var gældende under bistandsloven. Efter de hidtil gældende finansieringsregler afholdes udgifterne for så vidt angår personer under 67 år under den delte finansiering, ved at udgifterne på grundlag af de budgetterede takster deles mellem kommunerne og amtskommunen.

Et alternativ til ophold i plejehjem og beskyttede boliger kunne være ophold i en amtskommunal boform efter § 92 eller § 93, der er beregnet for yngre personer med handicap. For at der ikke skal opstå socialpolitiske skævvridninger gælder, at også udgifter ved ophold i plejehjem og beskyttede boliger for disse målgrupper indgår i grundtakstmodellen.

I den grundtakst, som kommunen betaler for voksne under 67 år ved ophold i plejehjem eller beskyttede boliger efter § 140, stk. 1, indgår udgifter til den samlede hjælp, som beboeren modtager efter serviceloven, dvs. hjælp efter §§ 71-73 a, 78, 79 og 86 og efter lov om hjemmesygeplejerskeordninger.

Ydelser, der indgår i grundtaksten

43. Ydelser, der er omfattet af § 40 b, indgår i grundtaksten på børn- og ungeområdet.

I praksis vil det betyde, at kommunen og amtskommunen ved visitationen jf. § 131 b skal blive enige om, hvilke former for hjælp der skal ydes under opholdet for at opnå formålet.

I den grundtakst, som kommunen betaler for voksne under 67 år ved ophold i boformer, plejehjem m.v., indgår udgifter til den samlede hjælp, som beboeren modtager efter serviceloven og efter lov om hjemmesygeplejerskeordninger. Dette er udtrykt ved at henvise til de bestemmelser, hvor de relevante hjælpeformer er beskrevet, dvs. hjælp efter §§ 71-73 a, 78, 79 og 86, samt til udgifter til hjemmesygepleje efter lov om hjemmesygeplejerskeordninger. Der henvises til vejledningens punkter om de enkelte hjælpeformer.

Indtægter

44. Indtægter i form af forældrebetaling, eller betaling fra børn eller unge under 18 år m.v. i forbindelse med døgnophold, tilfalder kommunen, og nedbringer dermed ikke de faktiske udgifter. Der er herved lagt vægt på, at det er kommunen, som på grundlag af individuelle forhold træffer afgørelse om disse betalinger.

Med hensyn til beboerbetaling for voksne i boformer, herunder unge over 18 år i et opretholdt døgnophold for unge i alderen fra 18 22 år, gælder, at disse indtægter nedbringer de faktiske udgifter. Det betyder for eksempel, at hvis udgifterne eksklusive denne betaling i en amtskommunalt boform overstiger grundtaksten, vil det være amtskommunens udgifter, der reduceres med disse betalinger.

Ved tilskud fra fonde, eksterne forsøgsmidler o.lign. gælder, at ved tilbud under grundtaksten tilfalder et eksternt tilskud altid kommunen. Dette gælder også ved amtslige tilbud under grundtakstniveauet, idet amtskommunen ikke kan opkræve kommunal betaling for mere end de faktiske udgifter til tilbuddet. Ved tilbud over grundtaksten fordeles det eksterne tilskud mellem kommune og amtskommune i det samme forhold, som de to parter skulle finansiere tilbuddet uden eksternt tilskud.

Døgnbehandling af stofmisbrugere (§ 131 c)

45. Efter § 131 c, stk. 1, omfattes døgnbehandlingstilbud til stofmisbrugere, jf. lovens § 85 og § 93, stk. 1, nr. 2, af det grundtakstbelagte område, således at kommunen efter 120 dage inden for 365 dage betaler en grundtakst for behandlingstilbuddet, dog højst de faktiske udgifter. Udgiften til amtskommunale dagbehandlingstilbud afholdes endeligt af amtskommunen.

Som efter gældende regler er det amtskommunen, som træffer beslutning om optagelse, og tilbud om døgnbehandling af stofmisbrugere er derfor ikke omfattet af visitationsmodellen i § 131 b.

Formålet med 120-dagsreglen er, at kommunerne får en økonomisk interesse i at medvirke til at tilrettelægge efter- og udslusningsfasen. For at opnå dette vil det være hensigtsmæssigt, at amtskommunen tidligt inddrager kommunen i den enkelte sag. Det er derfor forventningen, at amtskommunen og kommunerne fortsat har et samarbejde om indsatsen for stofmisbrugere, herunder et samarbejde om hvordan den amtskommunale og den kommunale sociale indsats mest hensigtsmæssigt spiller sammen både generelt og ved tilbud til den enkelte stofmisbruger.

Kommunens pligt til at betale indtræder, når en person har haft døgnophold i mere end 120 dage inden for de seneste 365 dage.

Døgnbehandlingen starter, når klienten ankommer til behandlingsstedet og tager ophold. Døgnbehandlingen er afsluttet, når det aftalte døgnbehandlingsforløb er afsluttet, eller når forløbet på anden vis afsluttes, eksempelvis ved at klienten af egen vilje afslutter opholdet eller bliver bortvist.

Antal dage i døgnbehandling behøver ikke at være givet i en sammenhængende periode eller være foregået på én institution. De 365 dage optælles fra 1. dag i døgnforløbet og følger derfor ikke kalenderåret. Når klienten har opholdt sig i et døgnbehandlingstilbud for stofmisbrugere i 120 dage inden for de seneste 365 dage udløses grundtaksten. Det er ikke en betingelse, at de 120 dages døgnbehandling er givet af samme amtskommune.

Ved opgørelse af de 120 dage i relation til grundtaksten for døgnmisbrugsbehandling medregnes alene døgntilbud efter § 85 og § 93, stk. 1, nr. 2. og ikke eventuelle ophold i boformer efter § 94, stk. 1.

Opgørelsen af de 120 dage kan tidligst begynde fra den 1. januar 2002, hvor loven træder i kraft. Registreringen af tidsforløbet på de 120 dage sker i forbindelse med Sundhedsstyrelsens indskrivningsstatistik på stofmisbrugsområdet.

I den grundtakst, som kommunen betaler efter § 131 c, stk. 1, indgår udgifter til den samlede hjælp, som beboeren modtager efter serviceloven, dvs. hjælp efter §§ 71-73 a, 78, 79 og 86 og efter lov om hjemmesygeplejerskeordninger.

Ambulant behandling jf. servicelovens § 85, finansieres fuldt ud af amtskommunen. Ambulant behandling er i modsætning til døgnbehandling karakteriseret ved, at behandlingen finder sted i tilknytning til personens sædvanlige miljø. Den ambulante behandling kan være mere eller mindre intensiv afhængig af behov, og den kan være understøttet af substitutionsbehandling i form af metadonbehandling.

Ambulant behandling indeholder altid rådgivning, som kan suppleres med forskellige former for samtale, psykoterapi m.v., enkeltvis eller i grupper.

Døgnbehandling anvendes til personer, der i afgrænsede perioder har behov for miljøskift og en mere massiv og struktureret påvirkning, ofte i forbindelse med forsøg på at opnå stoffrihed. Døgnbehandling er således en intensiv behandling, som foregår væk fra personens sædvanlige miljø, og hvor personen samtidig tager bopæl på behandlingsstedet.

Som en del af amtskommunens behandlingstilbud kan anvendes såkaldte halfway-houses, som kan være en del af en behandlingsform, hvor stofmisbrugeren befinder sig »halvvejs « mod målet, som er et stabilt stoffrit liv. Behandlingsformen kan indgå som en afslutning på et døgntilbud eller bevilges af kommunen som et særligt beskyttet botilbud i form af en lejlighed eller botilbud, hvor der bor flere stofmisbrugere under et vist opsyn. Tilbudet suppleres med dagtilbud i form af aktivering, revalidering m.v.

Såfremt et halfway-house tilbud indgår som en del af et døgnbehandlingstilbud bevilget af amtskommunen, skal dette klart fremgå af aftalen mellem amtskommunen og boformen for det pågældende døgntilbud. I så fald følger det finansieringen for døgntilbud. Hvis tilbuddet er bevilget af kommunen, betaler den udgifterne.

Nogle steder finansierer amtskommune og kommuner i fællesskab et halfway-house, der indgår som et særligt beskyttet botilbud i overgangen mellem amtskommunens behandlingsindsats og kommunens støtte- og omsorgstilbud. Dette princip vil ligeledes kunne finde anvendelse ved overgangen til grundtakstmodellen, hvor amtskommunen vurderer, at tilbuddet aflaster amtets tilbud, jf. § 131 d, hvorefter amtskommunen vil kunne afholde udgifter, der ligger over grundtaksten.

Eventuel uenighed om hvorvidt et tilbud er et døgntilbud, og dermed er omfattet af kommunens pligt til at betale grundtakst, vil ikke kunne påklages til hverken Socialministeriet eller de sociale klagemyndigheder.

Den betaling, som beboerne betaler under opholdet, nedbringer de faktiske udgifter.

Ved døgnbehandlingstilbud til stofmisbrugere ligger udgifterne pr. plads i praksis betydeligt over den grundtakst, som kommunerne skal betale, når opholdet varer udover 120 dage inden for de seneste 365 dage. Det vil derfor normalt være grundtaksterne, som kommunerne skal betale, og der er derfor ikke i samme grad som når det drejer sig om foranstaltninger efter § 131 a behov for, at kommuner og amtskommuner gennem aftaler fastlægger hvordan de faktiske udgifter opgøres. Der er derfor ikke som i § 131 a, stk. 6 i § 131 c behov for en særlig hjemmel til, at kommuner og amtskommuner kan indgå sådanne aftaler.

Visitationsproceduren ved grundtakstfinansiering (§ 131 b)

46. § 131 b omhandler den visitationsprocedure, der skal anvendes når udgiften til en foranstaltning eller et tilbud er omfattet af grundtakstfinansiering efter § 131 a.

Vejledning om grundtakstfinansiering af sociale serviceydelser

(Lov om social service)

Indledning

1. Vejledningen omhandler den ændring af finansieringen af ydelser efter lov om social service, som blev vedtaget af Folketinget ved lov nr. 489 af 7. juni 2001 lov om ændring af lov om social service og lov om hjemmesygeplejersker (Indførelse af grundtakstmodellen i stedet for delt finansiering).

Vejledningen supplerer Socialministeriets vejledninger vedrørende lov om social service (i kort form kaldet serviceloven og forkortet til SEL) for så vidt angår de ydelser, der omfattes af den nye finansiering efter lov nr. 489 af 7. juni 2001. Dette omfatter de ydelser, der efter de hidtil gældende regler er delt finansieret mellem kommune og amtskommune, og som fra 1. januar 2002 finansieres efter grundtakstmodellen.

Medmindre andet er angivet, er §-henvisningerne til serviceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001.

Der henvises til, at Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen har udgivet en række publikationer, som også beskriver forskellige forhold under grundtakstfinansieringen, herunder bl.a. om amtskommunal medfinansiering efter § 131 d, stk. 2. Disse publikationer findes bl.a. på KL s hjemmeside: www.kl.dk.