DK
Vejledning om støtte- og kontaktpersonordning for personer med sindslidelser\n(Lov om social service)
Table of Provisions (58)
Statutory Text (58 Articles)
Bilag 1
Bilag 1
Uddrag af relevante lovbestemmelser
Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001
Kapitel 1
Indledning
Kapitel 1
Indledning
I 1993 startede en forsøgsordning med støtte- og kontaktpersoner som en ny arbejdsform i det sociale arbejde med de mest isolerede personer med sindslidelse. På baggrund af forsøgsordningens resultater blev bistandslovens § 68 i 1996 udvidet, og kommunerne fik mulighed for at tilbyde personer med sindslidelse en støtte- og kontaktperson.
Servicelovens § 80 støtte- og kontaktpersonordningen
Med servicelovens ikrafttræden 1. juli 1998 blev kommunerne forpligtet til at oprette støtte- og kontaktpersonordninger, jf. servicelovens § 80.
Støtte- og kontaktpersonordningen er et obligatorisk opsøgende tilbud i alle kommuner målrettet de mest socialt udstødte og isolerede grupper af personer med sindslidelse, som ofte har svært ved at formulere egne behov og blive hørt.
Ordningen skal ses i sammenhæng med den hidtidige og fremtidige indsats for personer med sindslidelse. Ordningen er således et supplement til de øvrige kommunale og amtskommunale sociale tilbud til personer med sindslidelse og skal ikke erstatte de øvrige tilbud eller deres faglige indhold.
Vejledningens formål
Sigtet med vejledningen er at præcisere og uddybe den beskrivelse, der findes af støtte- og kontaktpersonordningen i »Vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl.« fra 1998. Kap. 22 om støtte- og kontaktpersonordninger i vejledningen fra 1998 ophæves hermed.
Vejledningen skal endvidere give et juridisk og administrativt grundlag for udmøntning af Servicelovens § 80, samt være en egentlig faglig vejledning med inspiration til, hvordan man sikrer kvalitet i opgaveløsningen på dette område.
Vejledningen retter sig til kommuner og alle øvrige interessenter, som kan komme i berøring med ordningen.
Andre vejledninger
Udover denne vejledning er der andre vejledninger m.v., der gennemgår regelsæt, der har betydning for den samlede indsats for personer med sindslidelse. Det drejer sig især om
· Socialministeriets vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl. af 10. marts 1998.
· Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af 7. juni 2000.
· Socialministeriets vejledning om aktiv socialpolitik af 5. marts 1998.
· Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap af 10. marts 1998.
· Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. af 6. marts 1998.
· Socialministeriets vejledning om social pension af 10. marts 1998.
· Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne, servicelovens § 67 a og kapitel 21 fra 1999.
· Den Sociale Ankestyrelses Klagevejledning på det sociale område 2000.
Kapitel 1. Indledning
Bilag 2
Bilag 2
Litteraturhenvisninger
Faglitteratur
Adolph, Erik et al.: Kvalitet i socialpsykiatrien. Videnscenter for Socialpsykiatri, 2000, 194 s.
Adolph, Erik et al.: Socialt arbejde med sindslidende: En basisbog. Systime, 1999, 2. udgave, 158 s.
Adolph, Erik og Lena Kongsrud: Støtte- og kontaktpersonordningen i Det Gule Hus. Settlementet Askovgården, 1996, 14 s.
Adolph, Erik, Helle Kingo og Pernille Jensen: Støtte- og kontaktpersonordningen: Opsamling på baggrund af forsøgsperioden, Aktuel status, Anbefalinger for fremtiden. Videnscenter for Socialpsykiatri, 1999. Skriftserie nr. 3, 45 s.
Afsluttende rapport vedrørende projekt støtte- og kontaktpersonordning i Viborg Amt, Socialforvaltningen, Socialpsykiatrisk kontor, 1996, 23 s.
Andersen, Carsten, Barfod, Anita, og Hegland, Tore Jacob: Vi er på trapperne: 1. rapport: Projekt støtte- og kontaktperson 50-M. Socialministeriet, 1993, 64 s.
Barfod, Anita (red.): Fra projekt til paragraf: 6. rapport: Støtte til sindslidende i eget hjem: Projekt Støtte- og Kontaktpersonordning 50-M. Socialministeriet, 1996, 75 s.
Barfod, Anita: Gør cirklen rund: Fra en støtte- og kontaktpersons hverdag
2. rapport: Projekt Støtte- og Kontaktpersonordning 50-M. Socialministeriet, 1995, 86 s.
Barfod, Anita og Bo, Inger Glavind: Tid og tålmodighed: 3. rapport: Projekt Støtte- og Kontaktpersonordning 50-M. Socialministeriet, 1995, 165 s.
Bech-Jørgensen, Birthe et al.: Storbypuljen: Arbejdsrapport fra den tværgående evaluering. Aalborg Universitet: Alfuff, 1997, 76 s.
Bostøtten ved Kragelund. Psykiatrien i Århus Amt, 1998, 86 s.
Bømler, Tina Ussing: De professionelle, de frivillige og de udstødte: 5. rapport: Projekt
Støtte- og Kontaktordning 50-M. Socialministeriet, 1996, 93 s.
Bømler, Tina Ussing: Sindslidende i små kommuner: 4. rapport: Projekt støtte- og kontaktpersonordning 50-M. Socialministeriet, 1995, 115 s.
Dybvad Larsen, Henrik (red.): Når rejsen er målet: Metoder i socialpsykiatrisk praksis. Antologi. Videnscenter for Socialpsykiatri, 2000, 223 s.
Evaluering af socialpsykiatri Odsherred: et samarbejde mellem Nykøbing - Rørvig, Trundholm og Dragsholm kommuner og Vestsjællands Amt. Psykiatrien i Århus Amt, 1998, 102 s.
Fra kaos til struktur: Beretning for tidsrummet august 1997 til august 1998, Ringkøbing kommune, 1998, 18 s.
Freiesleben, Michael og Rasmussen, Søs Gang: Vedr.: Oprettelse af en frivillig støtteordning til sindslidende borgere i Ringkøbing Amt, 1998, 19 s.
Gonge, Henrik: Når klienten har nøglen - psykodynamiske aspekter ved hjemmestøttearbejde. I: Socialpsykiatri nr.2, 1999.
Cohen, Marianne og Ramian, Knud (red): HAPLA - et praksisforskningsprojekt om handleplaner. Videncenter for Socialpsykiatri, 2001.
Jæger, Heidi: Håndbog i supervision. Videnscenter for Socialpsykiatri, 2000. Skriftserie nr. 4, 45 s.
Kingo, Helle: Støtte- og kontaktpersonordningen i socialpsykiatrisk regi (Speciale fra Københavns Universitet). Institut for Klinisk Psykologi, 1997, 97 s.
Socialpsykiatri Nr.2/99: Temanummer om SKP-ordninger. Videnscenter for Socialpsykiatri, 1999, 24 s.
Støtte og kontaktfamilier: Et projekt i Skanderborg, Odder, Samsø og Hørning kommuner. Psykiatrien i Århus Amt, 1995, 25 s.
Støtte- og kontaktpersoner for sindslidende. Følgegruppen om socialpsykiatri: Socialministeriet, 1992, 18 s.
Sørensen, Per Lorang: Støtte- og kontaktpersonordninger: Projektbeskrivelser. Socialt Udviklingscenter SUS, 1996, 40 s.
Love, bekendtgørelser og vejledninger
Lov nr. 454 af 10. juni 1997. Lov om social service.
Vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne. Sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl 1998. Lov om social service 1998.
Socialministeriet, marts 1998. 222 s.
Vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap. Lov om social service 1998.
Socialministeriet, marts 1998. 166 s.
Bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Regler om anvendelsesområdet for lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, behandling af klager, praksiskoordinering, amtskommunale brugerråd, statistik m.v.).
Bekendtgørelse nr. 312 af 4. maj 2000, Socialministeriet.
Vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Socialministeriet, juli 2000. 215 s.
Vejledning om støtte- og kontaktpersonordning for personer med sindslidelser.
Socialministeriet, 1996, 44 s.
Kapitel 2
Formålet med støtte- og kontaktpersonordningen
Kapitel 2
Formålet med støtte- og kontaktpersonordningen
Lov om social service (Serviceloven) fastslår i formålsparagraffen for voksenområdet
Kapitel 2. Formålet med støtte- og kontaktpersonordningen
Bilag 3
Bilag 3
Indholdsfortegnelse
Kapitel 3
Målgruppen for støtte- og kontaktpersonordningen
Kapitel 3
Målgruppen for støtte- og kontaktpersonordningen
I gruppen af mennesker med sindslidelser findes en mindre gruppe med ganske særlige problemer, nemlig de mest udsatte socialt og isolerede personer med sindslidelse, som har store udækkede sociale behov. Det er denne gruppe af personer med sindslidelse over 18 år, der er støtte- og kontaktpersonordningens målgruppe.
Målgruppen er karakteriseret ved
· at have en psykosocial nedsat funktionsevne, hvor den nedsatte funktionevne indebærer et omfattende og langvarigt socialt handicap og medfører store problemer med at etablere et fungerende hverdagsliv
· at have sammensatte behov for omsorg, støtte og service og brug for kontakt med sociale myndigheder og/eller behandlingspsykiatrien og andre myndigheder
· at leve isoleret og ikke magte at etablere og fastholde kontakt med andre mennesker eller myndigheder.
Målgruppen er meget forskellig
· nogle er i høj grad usynlige for omgivelserne og opleves som sky og indelukkede
· andre har en problemskabende og udadreagerende adfærd over for omgivelserne og er derfor ofte mere synlige
· andre igen er nok isolerede, men kan formentlig allerede efter en meget begrænset støtte drage nytte af øvrige tilbud.
Mange i målgruppen har egen bolig, mens andre er hjemløse. Den del af målgruppen, der lever i egen bolig, har ofte så store problemer med at være i boligen, at de kan betegnes som funktionelt hjemløse.
Det er ofte karakteristisk, at man ikke på forhånd kender målgruppens behov og problemer fuldt ud - de vil netop først blive afdækket gennem kontakten.
Ofte vil ordningen henvende sig til personer, som ikke har egentlig kontakt med det sociale system. I nogle tilfælde kan de være kendt i behandlingssystemet.
Ordningen retter sig også mod ikke-diagnostiserede personer med sindslidelse, men ikke til socialt udstødte i bred almindelighed. Denne gruppe skal henvises til andre tilbud, når det er afklaret, at der ikke er tale om problemer affødt af en sindslidelse.
En psykiatrisk diagnose er ikke i sig selv udgangspunkt for iværksættelse af en støtte- og kontaktpersonindsats, ligesom en manglende psykiatrisk diagnose ikke kan være anledning til at undlade at iværksætte indsatsen. En del af målgruppen kan netop være personer, som ikke ønsker at være i det etablerede psykiatriske behandlingssystem.
Det er derfor vigtigt at fastslå, at indsatsen ikke alene sættes ind for at afhjælpe den synlige sociale nød, som den fx kommer til udtryk gennem en misligholdt lejlighed eller voldsom og udadreagerende adfærd. Indsatsen kan med lige så stor ret sættes ind for at afhjælpe en mere usynlig, men ikke mindre belastende psykisk isolation.
Kapitel 3. Målgruppen for støtte- og kontaktpersonordningen
Kapitel 4
Støtte- og kontaktpersonordningens indhold
Kapitel 4
Støtte- og kontaktpersonordningens indhold
Det er centralt for ordningen, at den tager højde for brugernes forringede evner til at opnå og fastholde kontakt med andre mennesker. Ordningen er derfor opsøgende i sin karakter og repræsenterer en særlig form for kontakt mellem bruger og medarbejder, hvor kontakten mellem disse er en væsentlig faktor for brugerens mulighed for at udvikle sig.
Hovedopgaven for støtte- og kontaktpersonordningen er således at opsøge, opbygge og sikre kontakt til de mest socialt udsatte isolerede personer med sindslidelse på en sådan måde, at dennes egne ønsker, behov og præmisser respekteres i hele forløbet.
Det bærende element i støtte- og kontaktpersonordningen er kontakt og tillid i forholdet mellem bruger og medarbejder. Dette er fundamentet for den efterfølgende støttende og strukturerende indsats. Selve kontakten og opbygningen af en gensidig relation kan indgyde brugeren nyt håb og tiltro til muligheden for forandring. På hvilke områder, det vil ske, og hvad det konkret vil føre til, vil være individuelt og kan forandre sig med tiden, men som udgangspunkt vil det ofte dreje sig om støtte til personlig og social mestring.
Et væsentligt problem for målgruppen er, at de lever isoleret og ikke magter at etablere og fastholde kontakt med andre mennesker eller myndigheder. Det betyder, at disse mennesker i en række situationer ikke selv er i stand til at opsøge tilbud om behandling eller støtte og derfor har brug for en person, som kan give den fornødne støtte i kontaktetableringen.
Der er således flere faktorer, der er afgørende for indholdet i kontakten mellem bruger og støtte- og kontaktperson. I det følgende opregnes en række forskellige forhold, der er afgørende for at støtte- og kontaktpersonindsatsen lykkes
Der skal tages udgangspunkt i brugerens egne ønsker og behov - medarbejderen skal støtte brugeren i at nå egne mål
Personkontinuitet - det er vigtigt med samme medarbejder over lang tid
Langsigtethed og tålmodighed er nøglebegreber for at nå resultater i arbejdet med denne målgruppe
God kontakt og tæt relation - medarbejder og bruger må lære hinanden at kende og etablere en tillidsfuld relation, før mål kan formuleres, og forandring påbegyndes
Kontakten foregår inden for rammerne af brugerens hverdagsliv, det vil sige i brugerens hjem og nærmiljø.
Støtte- og kontaktpersonen skal arbejde fleksibelt i nuet - brugerens aktuelle behov, funktionsniveau og sundhedstilstand er udgangspunkt for arbejdet
Nedenfor beskrives kort hovedtrækkene i forløbet i indsatsen - fra den opsøgende indsats over kontaktens opbygning til dens afslutning. Det skal understreges, at der er tale om en fleksibel proces, som er bestemt af den enkelte brugers aktuelle behov.
4.1. Den opsøgende indsats
Etablering af kontakt
Formålet med den opsøgende indsats er at skabe kontakt til de mest socialt udsatte personer med sindslidelse, som lever i isolation, fx på grund af en svær psykose og det kontaktbesvær psykosen kan medføre, og som ikke selv ønsker eller magter at kontakte de etablerede tilbud.
Ved opsøgende indsats forstås, at støtte- og kontaktpersonen tager kontakt til personen, uden at denne har rettet forudgående henvendelse. Den opsøgende indsats foregår, hvor den pågældende befinder sig - hvad enten det er i egen bolig, hos pårørende eller på gaden, på banegården eller i parkanlægget.
De socialt mest udsatte isolerede personer med sindslidelse kan være vanskelige at nå, da de kan være uden bolig, eller ikke opholder sig i den. Når de opholder sig i boligen, kan det være for nedrullede gardiner og uden kontakt med naboer eller andre. Det kan således være en langvarig proces at opnå kontakt, og det kræver megen tid, tålmodighed og vedholdenhed at skabe en tillidsfuld kontakt på en måde, der ikke virker påtrængende eller grænseoverskridende.
Der behøver ikke at være en konkret, ydre anledning til, at kontakten etableres. Men udgangspunktet for kontakten kan også være konkret, fx kan anledningen være klager fra naboer eller en trussel om udsmidning af egen bolig. Uanset om der er en konkret anledning eller ej, er det vigtigt at medarbejderen tydeligt orienterer den potentielle bruger om, hvorfor han eller hun bliver opsøgt, og hvad formålet med kontakten er.
Etiske overvejelser
Den opsøgende indsats giver anledning til etiske overvejelser. Tilbuddet er rettet til de socialt mest udsatte og isolerede personer med sindslidelse, men det er klart, at de har ret til at afslå tilbud om hjælp fra en støtte- og kontaktperson, og et sådant afslag skal respekteres. Samtidigt er det forudsat, at indsatsen skal være opsøgende, fordi det ellers ikke ville være muligt at opnå kontakt med målgruppen, der oftest ikke selv opsøger hjælp.
Dette kan medføre en konflikt mellem på den ene side brugerens selvbestemmelsesret og på den anden side samfundets ansvar for dennes velfærd. Selvom en person afslår tilbud om hjælp, er det forudsat, at der fortsat skal arbejdes på at få etableret kontakt med personen. Det er derfor vigtigt at overveje, hvor langt en støtte- og kontaktperson kan og skal gå i bestræbelserne på at opnå kontakt, og samtidigt respektere selvbestemmelsesretten hos borgeren.
Det kan ikke på forhånd fastlægges, hvordan den opsøgende indsats konkret og i det enkelte tilfælde skal gennemføres. Det vil bero på støtte- og kontaktpersonens skøn i det enkelte tilfælde. Dog er det vigtigt at fastholde, at indsatsen foregår på brugerens præmisser, det vil sige, at dennes behov og ønsker er fokus for indsatsen.
De etiske overvejelser - ikke ud fra, hvad støtte- og kontaktpersonen selv oplever, men ud fra, hvad brugeren har behov for - må således i hvert enkelt tilfælde tillægges stor vægt. Støtte- og kontaktpersonens subjektive vurderinger skal spille ind på en god måde ved at denne baserer sin støtte og hjælp til brugeren på en etisk dømmekraft, der kræver et personligt valg.
4.2. Opbygning af kontakt
Den første opgave i opbygningen af kontakten er at hjælpe personen til at formulere sine behov og finde frem til, hvad denne især ønsker hjælp til. Dette kan være svært at formulere præcist i begyndelsen af forløbet - derfor er tid og tålmodighed vigtig. Der skal være mulighed for at strække kontaktfasen over en tid, da kontakten er et middel til at lære brugerens behov at kende.
Støtte- og kontaktpersonens opgave er at bryde personens isolation og opnå vedkommendes tillid for, på dennes egne betingelser og gennem samtale, at hjælpe personen på de områder, hvor der er behov. Det er afgørende, at opgaven løses på en sådan måde, at initiativet bevares hos borgeren, og det kræver erfaringsmæssigt tid, tålmodighed, takt og tolerance.
Det er vigtigt i den indledende fase at afstemme forventninger mellem borgeren og medarbejderen og indgå klare aftaler. På længere sigt kan det være hensigtsmæssigt at aftalen indeholder mål for forløbet, herunder i første omgang aftaler med vægt på praktiske gøremål og omsorg, men med indbygget mulighed for at inddrage udviklingsbetonede opgaver.
Planer og aftaler er en måde at synliggøre indholdet i indsatsen som et led i støtte- og kontaktpersonens forpligtelse over for både personen og det bevilgende system, som typisk vil have brug for redegørelser for indsatsens karakter og perspektiv, planer for det videre arbejde, herunder beskrivelse af hvilke metoder og »redskaber« støtte- og kontaktpersonen anvender.
Det er vigtigt, at borgeren hele tiden er velinformeret om, hvilke oplysninger støtte- og kontaktpersonen videregiver til systemet om kontaktens udvikling. Det er afgørende, at der er fuld åbenhed for at forebygge myter om skjulte dagsordener.
Det skal understreges, at den tætte kontakt mellem støtte- og kontaktpersonen og borgeren er nødvendig i kontaktetableringsfasen og en forudsætning for, at indsatsen vil virke, men ikke et mål i sig selv. Det er afgørende at bevare fokus på udviklingsmålet - at bryde isolationen hos personer med sindslidelse.
Ingen indledende visitation
Målgruppen er ikke nødvendigvis kendt af de sociale myndigheder på forhånd, og der er således ikke tale om en visiteret ordning. Alle kan henvende sig til kommunen og gøre opmærksom på, at der er et menneske, der har behov for hjælp. Det kan være naboer, hjemmeplejen, et distriktspsykiatrisk center, pårørende, viceværter, politi, praktiserende læger, en støtte- og kontaktperson, der i forvejen kommer i området, som bliver opmærksom på vedkommende m.v.
Erfaringer viser, at nogle henvendelser om at få en støtte- og kontaktperson også kommer direkte fra personer med sindslidelse selv, idet de har hørt om muligheden fra andre brugere.
Når kommunen modtager en henvendelse - enten direkte til støtte- og kontaktpersonordningen eller til den forvaltning, som ordningen hører under, er kommunen forpligtet til at følge op på den. Typisk vil en støtte- og kontaktperson aflægge borgeren et besøg, som regel efter først at have adviseret den pågældende gennem et brev eller en telefonopringning.
Tidsmæssig ramme for etablering af kontakt
Der kan ikke fastsættes nogle tidsmæssige rammer for hvor lang tid, der bør afsættes til kontaktetableringsfasen. Den første fase bruges til at skabe kontakt og på at etablere et tillidsforhold. Dette kan typisk vare fra nogle måneder til et halvt år eller mere. Det er alene brugeren og støtte- og kontaktpersonen, der kan afgøre, hvornår næste fase i kontakten påbegyndes.
Frivillighed
Støtte- og kontaktpersonordningen er et frivilligt tilbud for de socialt mest udsatte personer med sindslidelse, som lever i isolation.
Ved forsøg på etablering af kontakt, er det derfor afgørende at få personen til at give udtryk for, om han eller hun ønsker en støtte- og kontaktperson, og et udtrykkeligt nej skal respekteres. Ofte siger en person med sindslidelse ikke ja med det samme, men heller ikke direkte nej. I disse situationer er det støtte- og kontaktpersonens opgave at søge at klarlægge, om den pågældende ønsker hjælp.
Hvis personen afviser tilbuddet, kan støtte- og kontaktpersonen vende tilbage på et senere tidspunkt for at høre, om situationen er forandret. Ønsker vedkommende stadig ikke kontakt, må dette respekteres.
Det er vigtigt at være særlig opmærksom på, om det er ordningen, der afvises eller blot den konkrete støtte- og kontaktperson. Hvis det sidste er tilfældet, bør der være mulighed for at give borgeren en anden støtte- og kontaktperson, da det er et væsentligt udgangspunkt for at etablere en tillidsfuld kontakt, at borgeren og støtte- og kontaktperson passer sammen og dermed kan indgå i et udviklende samspil.
Selv om personen har ret til at sige nej til tilbuddet om en støtte- og kontaktperson, kan offentlige myndigheder skride ind i ganske bestemte tilfælde med udgangspunkt i psykiatrilovgivningens tvangsbestemmelser og den sociale lovgivnings regler om omsorgsforpligtigelse, jf. servicelovens § 67 a. Det kan fx være i tilfælde med svær sindslidelse og social nød, hvor personen ikke formår at tage vare på sig selv og egne behov.
Anonymitet
Det er vigtigt, at støtte- og kontaktpersonen har et godt samarbejde med andre dele af det sociale hjælpesystem og offentlige myndigheder i almindelighed. Dog er ordningen først og fremmest et tilbud om støtte på borgerens egne betingelser - også i situationer, hvor vedkommendes forhold til de offentlige myndigheder er problematisk.
Det er derfor nødvendigt, at støtte- og kontaktpersonen kan tilbyde og sikre borgeren retten til anonymitet. Det kan i nogle tilfælde være helt afgørende for overhovedet at kunne opnå kontakt, at der er mulighed for at være anonym. I forhold til den opsøgende indsats er muligheden for anonymitet personens garanti for, at dennes privatliv krænkes mindst muligt.
Ligesom det er vigtigt at kunne tilbyde muligheden for anonymitet, kan støtte- og kontaktpersonen, når kontakt og tillid er opstået, argumentere for, at borgeren opgiver kravet om anonymitet for at kunne hjælpe denne i forhold til andre dele af det offentlige system. Men opgivelse af anonymitet må i alle tilfælde ske med personens accept, og i dennes tempo.
4.3. Når kontakt er opnået
Indholdet i støtte og kontakt
Når den opsøgende fase er forbi, og kontakten er etableret, og brugeren føler tryghed i relation til støtte- og kontaktpersonen, kan forholdet bevæge sig hen imod et mere udviklingsorienteret forløb, hvis indhold og karakter fortsat afhænger af brugerens behov. Forløbet kan fx dreje sig om at støtte brugeren i at få forbedret forhold omkring bolig, arbejde/aktivitet, uddannelse og netværksopbygning m.v.
Formålet med støtte- og kontaktpersonordningen er, som beskrevet i kapitel 2, at bryde personer med sindslidelses isolation og derigennem hjælpe brugeren til i højere grad at kunne gøre brug af samfundets muligheder og sociale tilbud i overensstemmelse med den enkeltes behov.
Den videre indsats skal medvirke til
· at brugeren får mulighed for at indrette sit hverdagsliv i overensstemmelse med egne behov og normer
· at brugeren får mulighed for at gøre brug af samfundets øvrige tilbud
· at brugeren ikke er totalt isoleret, men har mulighed for at udvikle et socialt netværk
For at nå disse mål kan forskellige aktiviteter anvendes, fx
· kontakt- og tillidsskabende dialog, herunder også »bare« at være sammen
· at løse praktiske opgaver i fællesskab
· at medarbejder og bruger sammen indgår i bredere netværksskabende aktiviteter, fx opsøger væresteder, idrætstilbud, kulturelle tilbud mv.
· at medarbejderen vejleder og formidler kontakt, fx til socialforvaltning, distriktspsykiatri, sygehus eller andre personer og/eller myndigheder
Det er vigtigt løbende at informere brugeren om eventuelle ændringer i kontakten. Hvis fx en medarbejder holder ferie eller skifter arbejde, må brugeren informeres herom hurtigst muligt. Når der én gang er skabt kontakt, kan kontinuiteten i kontakten fastholdes ved, at den person, der holder op, introducerer den nye støtte- og kontaktperson.
4.4. Støtte- og kontaktpersonens opgaver
Rollen som brobygger
Støtte- og kontaktpersonens funktion i det videre forløb bliver at være brobygger for den bruger, hvis netværk er svagt eller måske helt fraværende. Hvis brugeren ønsker det, kan medarbejderen indgå i samarbejdet med det netværk, der findes - venner, familie eller andre, som personen ønsker kontakt med. Støtte- og kontaktpersonen kan også informere brugeren mere generelt om lokalsamfundets muligheder og om muligheden for at kontakte brugerorganisationer og deres eventuelle rådgivninger.
Støtte- og kontaktpersonen kan endvidere tilbyde at være koordinerende i forhold til andre dele af det sociale system og behandlingssystemet, fx i forhold til sagsbehandlere og distriktspsykiatri, og dette tilbud bør være synligt for brugeren. Det er brugeren selv, der afgør om støtte- og kontaktpersonen skal varetage denne opgave.
Hvis brugeren ønsker støtte til at følge en bestemt behandling, fx at tage sin medicin regelmæssigt eller at indgå i anden form for behandling, kan støtte- og kontaktpersonen også påtage sig dette. Men det skal understreges, at støtte- og kontaktpersonen ikke påtager sig et ansvar for behandlingen, ligesom støtte- og kontaktpersonen heller ikke har til opgave at presse brugeren til en behandling, som brugeren ikke ønsker.
Som en del af brobyggerfunktionen er det støtte- og kontaktpersonens opgave at hjælpe brugeren til at få den støtte og behandling, som vedkommende har behov for og krav på. Ordningens karakter medfører ikke, at det er støtte- og kontaktpersonen, der kan eller skal træffe afgørelse om den konkrete hjælp til løsning af brugerens sociale eller behandlingsmæssige situation.
Kompetencen til at træffe afgørelse om hjælpen kaldes også myndighedsudøvelse og kan kun ligge hos offentlige myndigheder dvs. hos kommunen og de kommunalt ansatte og ikke hos private. Opgaverne efter den sociale lovgivning består både i at træffe afgørelse og at udføre opgaverne. Det sidste kaldes faktisk forvaltningsvirksomhed og kan overlades til såvel kommunale instanser som private, som en kommune indgår aftale med. Et eksempel på myndighedsudøvelse er kommunens afgørelse om at optage en barn i en daginstitution, og faktisk forvaltningsvirksomhed er så den hjælp, som pædagogen i institutionen i det daglige giver barnet. Tilsvarende er det myndighedsudøvelse, når kommunen beslutter, at en person skal have en støtte- og kontaktperson, mens støtte- og kontaktpersonens arbejde er den faktiske forvaltningsvirksomhed.
Hvor mange brugere en støtte- og kontaktperson kan have, afhænger af de enkelte brugeres behov og indsatsens karakter, som kan variere under forløbet. I opsøgnings- og kontaktetableringsfasen kan der ofte være behov for flere ugentlige besøg af kortere eller længere varighed. Senere kan kontakten i nogle tilfælde antage et regelmæssigt mønster, men dette vil være individuelt for det enkelte støtte- og kontaktforhold.
4.5. Afslutning af kontakt
Der kan ikke fastsættes nogle faste tidsmæssige rammer for, hvornår et støtte- og kontaktforhold kan afsluttes. Det afgørende er, at formålet med ordningen er nået, således at det er lykkedes at bryde brugerens isolation, og at brugeren er blevet i stand til at benytte andre af samfundets muligheder, herunder sociale tilbud.
Erfaringen viser, at det ikke altid er nemt at få en bruger til selv at være opsøgende i forhold til fx væresteder og andre aktivitetstilbud. Meget ofte vil situationen derfor være den, at kontakten må videreføres i andre regier, fx i form af tilbud om hjemmevejleder eller bostøtte efter servicelovens § 73 eller frivillige støtte- og kontaktpersontilbud.
For at støtte- og kontaktpersonordningen er i stand til løbende at komme i kontakt med nye personer, er det vigtigt at være opmærksom på muligheden for, om andre kan overtage og videreføre kontakten med brugeren. For eksempel vil brugeren kunne få nedsat antallet af besøg af støtte- og kontaktpersonen, eller denne kan helt afslutte sine besøg, hvis brugeren i stedet kan drage nytte af en frivillig støtte- og kontaktperson, som kan varetage det bredere støttearbejde. På denne måde kan støtte- og kontaktpersonen fungere som brobygger til de øvrige kommunale tilbud og kommunale ressourcer kan frigøres til etablering af nye kontakter.
Det er dog vigtigt, at kontakten afsluttes med brugerens accept. Har støtte- og kontaktpersonen ikke formået at skabe den fornødne tillid til andre hjælpesystemer, er formålet med ordningen ikke opfyldt, og kontakten må som udgangspunkt fortsætte. Initiativet til en afslutning kan komme fra medarbejderen, men det kan også være brugeren, der foreslår et ophør, fordi støtte- og kontaktforholdet ikke længere anses som nødvendigt.
Støtte i belastede situationer
Selv om der er skabt et velfungerende netværk, og personen selv er blevet i stand til at etablere nye kontakter, kan der i nogle tilfælde være behov for at genoptage støtten i belastede situationer, fx ved nye sygdomsudbrud eller tab af arbejde. I sådanne situationer har det betydning for brugeren at vide, at kontakten kan reetableres og intensiveres, hvis der er behov for det.
Der bør derfor være mulighed for, at brugeren - efter en periode uden kontakt med en støtte- og kontaktperson - kan genoptage kontakt med en støtte- og kontaktperson hurtigt og administrativt ukompliceret.
Kapitel 4. Støtte- og kontaktpersonordningens indhold
4.1. Den opsøgende indsats
4.2. Opbygning af kontakt
4.3. Når kontakt er opnået
4.4. Støtte- og kontaktpersonens opgaver
4.5. Afslutning af kontakt
Kapitel 5
Støtte- og kontaktpersonordningens medarbejdere, struktur og organisation
Kapitel 5
Støtte- og kontaktpersonordningens medarbejdere, struktur og organisation
Efter servicelovens § 80 sørger kommunen for tilbud om støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelse. Der findes forskellige former for støtte- og kontaktpersonordninger, der alle har hjemmel i servicelovens § 80: Professionelle støtte- og kontaktpersoner, honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner og kontaktfamilier for sindslidende. Nogle steder i landet gives der desuden tilbud om frivillige støtte- og kontaktpersoner.
Det er vigtigt at fastslå, at den indsats der ydes af honorarlønnede, kontaktfamilier og egentligt frivillige ikke kan erstatte de professionelle støtte- og kontaktpersoner, men udgør et væsentligt supplement.
5.1. Professionelle støtte- og kontaktpersoner
Den professionelle støtte- og kontaktpersonindsats ydes af kommunen som følge af forpligtelsen i servicelovens § 80.
Den professionelle indsats tager primært sigte på de dårligst fungerende, isolerede personer med sindslidelse. Relationen mellem den professionelle støtte- og kontaktperson og brugeren indeholder både et professionelt og et medmenneskeligt aspekt
· Et professionelt aspekt ved, at støtte- og kontaktpersonen har viden om de sociale og kulturelle rammer, hjælpen udfoldes indenfor og har evne til dialog og forhandling, til at samarbejde og til at håndtere tilspidsede situationer med personer, som kan være psykotiske.
· Et personligt aspekt, der komme til udtryk gennem en grundlæggende respekt for personer med sindslidelse og hvor kontakten er præget af nærvær og et personligt engagement.
Som følge heraf vil de professionelle støtte- og kontaktpersoner typisk have en mellemlang uddannelse inden for det pædagogiske-, sociale- eller sundhedsmæssigeområde, fx som socialpædagog, social- og sundhedsassistent, socialrådgiver, ergoterapeut, sygeplejerske eller plejer. De har ofte erfaring fra arbejde med personer med sindslidelse, og det bør tilstræbes, at de har et bredt kendskab til både social- og sundhedslovgivning og støttemuligheder.
5.2. Honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner
De honorarlønnet støtte- og kontaktpersoner er medarbejdere ansat af kommunen, som er aflønnet i forhold til, hvor mange personer med sindslidelse, de er i kontakt med.
Honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner har i nogle tilfælde en faglig relevant uddannelse og kan også have andre såvel personlige som professionelle kvalifikationer, fx sprogligt eller kulturelt, som kan gøre dem særligt egnede i forhold til specialopgaver, men også til at varetage det bredere støttearbejde. En større variation i faglighed og hverdagslivserfaring kan udgøre et godt supplement til de professionelle støtte- og kontaktpersoner.
Den honorarlønnede støtte- og kontaktperson varetager både det bredere støttearbejde og, med udgangspunkt i speciel baggrund og indsigt, også støttearbejdet over for de dårligst fungerende brugere.
5.3. Kontaktfamilier
Kontaktfamilietilbudet er en variant af støtte- og kontaktpersonsordningen og er et netværkstilbud for voksne personer med sindslidelse, evt. med børn.
Kontaktfamilietilbudet er blevet udviklet og afprøvet som forsøgsprojekter med støtte fra Socialministeriet først i forbindelse med Lokalpsykiatrien i Århus Amt, og fra 1998-2001 er modellen udbredt som et landsdækkende forsøg.
Formålet med tilbudet er at udvide og styrke sindslidendes sociale netværk ved at formidle kontakt mellem mennesker, der passer godt sammen. På den måde skabes kontakt mellem udstødningstruede personer med sindslidelse og private familier, for dermed at hjælpe personer med sindslidelse med at genskabe kontaktflader til det omgivende samfund.
Målgruppen er primært enlige voksne sindslidende med et meget sparsomt netværk, dvs. brugere, som fx stort set ingen kontakt har til familienetværk eller lignende socialt netværk, eller brugere, hvis netværk er meget sårbart.
Kontaktfamilier er et socialt tilbud i grænseområdet mellem det private og det professionelle. På den ene side har kontaktfamilie-relationen det private netværks venskabelige og familiære karakter, og på den anden side er det en foranstaltning, der er formidlet og organiseret af det offentlige. Kommunen er ansvarlig i forhold til igangsættelse og løbende opfølgning og støtte til familierne.
5.4. De frivillige støtte- og kontaktpersoner
De frivillige støtte- og kontaktpersoner har eksisteret lige siden ordningens start som forsøg i 1993.
De frivillige støtte- og kontaktpersoner er et supplement til de professionelle og de honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner og kan enten finansieres efter servicelovens § 80 eller som følge af det offentliges samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger, som er fastslået i Servicelovens § 115
Kapitel 5. Støtte- og kontaktpersonordningens medarbejdere, struktur og organisation
5.1. Professionelle støtte- og kontaktpersoner
5.2. Honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner
5.3. Kontaktfamilier
5.4. De frivillige støtte- og kontaktpersoner
5.5. Medarbejderkvalifikationer
5.6. Synliggørelse, dokumentation og kvalitetsudvikling
5.7. Struktur og organisatorisk indplacering
Kapitel 6
Lovgrundlag for støtte- og kontaktpersonordningen
Kapitel 6
Lovgrundlag for støtte- og kontaktpersonordningen
Når opsøgende hjælpetilbud rykker ud tæt på borgeren, medfører dette en række etiske dilemmaer og juridiske overvejelser.
På den ene side er der ingen tvivl om, at hvis ikke indsatsen netop var opsøgende, ville det ikke være muligt at opnå kontakt til de mest socialt udsatte og isolerede personer med sindslidelse. På den anden side lægger dette et etisk og juridisk ansvar på den enkelte støtte- og kontaktperson, bl.a. fordi arbejdet ofte udføres af støtte- og kontaktpersonen alene.
Opgaven kan ud fra et medarbejdersynspunkt være ensom, og den pågældende står ofte alene med en række vurderinger og beslutninger, fx kan der opstå situationer, hvor den enkelte støtte- og kontaktperson er i tvivl om, hvorvidt han/hun skal udlevere oplysninger til forvaltningen om brugeren. Det er derfor vigtigt at overveje spørgsmålet om, hvor langt medarbejderen kan gå i sine bestræbelser på at være til rådighed for personer med sindslidelse set i forhold til forvaltningslovens regler om tavshedspligt og pligten til at sørge for, at denne får den nødvendige hjælp. Se afsnittet nedenfor om tavshedspligt.
Der findes ikke altid nemme og umiddelbare løsninger på disse dilemmaer. I dette kapitel beskrives imidlertid de vigtigste regler, som støtte- og kontaktpersonen skal være opmærksom på i forbindelse med sit arbejde. De paragraffer, der henvises til, er optrykt bagerst i vejledningen i bilag I.
For støtte- og kontaktpersonen er det vigtigt at være opmærksom på, at pågældende altid kan konferere med sit bagland, evt. under supervision, hvis der opstår tvivlsspørgsmål. Det er en af grundene til, at et velfungerende fagligt bagland er så væsentligt.
6.1. Anonymitet
Udgangspunktet for støtte- og kontaktpersonordningen er, at brugeren er sikret fuld anonymitet, hvis denne ønsker det. Dette betyder, at brugeren ikke registreres med cpr-nr. af støtte- og kontaktpersonen, at der ikke er notatpligt eller rapporteres om problemer og situationer til offentlige myndigheder.
Anonymitet er en vigtig bagvedliggende forudsætning for støtte- og kontaktpersonordningen og for al opsøgende arbejde i øvrigt, hvilket bl.a. står anført i forarbejderne til servicelovens § 68 om rådgivning.
Muligheden for at være anonym kan være en afgørende forudsætning for, om støtte- og kontaktpersonen kan opnå kontakt med en person med sindslidelse.
Formålet med anonymiteten er at imødekomme borgerens angst, modvilje og evt. dårlige erfaringer med offentlige myndigheder.
Tilbudet om anonymitet beskytter borgeren, idet dennes ret til at leve sit liv som privatperson krænkes mindst muligt. Samtidig er anonymiteten en faktor, der giver støtte- og kontaktpersonen en forudsætning for at opnå kontakt, især i den opsøgende fase, hvor mange personer med sindslidelse i mangel af anonymitet vil være skeptiske over for at tage mod et tilbud om en støtte- og kontaktperson. Støtte- og kontaktpersonen og brugeren kan i denne fase i stedet bruge deres kræfter på at få etableret et tillidsforhold, idet borgeren ikke vil skulle veje sine ord og overveje, hvor meget af det støtte- og kontaktpersonen oplever og hører, der vil gå videre til den kommunale forvaltning.
Når der er opnået kontakt og tillid kan støtte- og kontaktpersonen argumentere over for brugeren for, at denne opgiver kravet om anonymitet, for at kunne hjælpe brugeren i forhold til andre dele af det offentlige system. Men opgivelse af anonymitet må i alle tilfælde ske med brugerens accept og i dennes tempo, jf. nedenfor reglerne om fravigelse af tavshedspligt i forbindelse med samtykke.
I nogle tilfælde kan anonymitet ikke opretholdes over for brugeren, fx hvis det vurderes, at personen ikke kan tage vare på sig selv, vil beskadige sig selv eller andre o.l. Støtte- og kontaktpersonen kan som alle andre offentligt ansatte i disse tilfælde bl.a. i kraft af omsorgspligten i servicelovens § 67a være tvunget til at foranstalte, at der bliver iværksat tvangsforanstaltninger og som følge heraf tilsidesætte den lovregulerede tavshedspligt og anonymitet, jf. nedenfor reglerne om fravigelse af tavshedspligt, når oplysningerne gives videre for at varetage private eller offentlige interesser.
6.2. Tavshedspligt
Reglerne om tavshedspligt findes i straffeloven og forvaltningsloven og udvides i § 43, stk. 2 og 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område til at gælde for private, når de udfører opgaver for det offentlige. De bestemmelser, der nævnes, kan ses i bilag I.
Tavshedspligt og fortrolighed om de oplysninger, som en støtte- og kontaktperson får fra en bruger, er afgørende for tilliden mellem støtte- og kontaktpersonen og brugeren. Det rejser til gengæld en lang række spørgsmål fx: Hvad er tavshedspligt? Hvad betyder det for forholdet til kommunen? Kan anonymiteten/tavshedspligten brydes i forhold til en bruger?
Hvad tavshedspligt er, fremgår af straffelovens § 152. Efter straffeloven kan den, der uberettiget videregiver en oplysning, der er omfattet af tavshedspligten, straffes. Det er således den uberettigede videregivelse af en oplysning, der er brud på tavshedspligten. Personer inden for den offentlige forvaltning har pligt til over for andre at hemmeligholde oplysninger af rent privat karakter eller fortrolige oplysninger, der vedrører bl.a. enkeltpersoner. Brud på tavshedspligten sker, når en person eller myndighed uberettiget giver sådanne oplysninger videre.
Det er en konkret vurdering, om en videregivelse af en oplysning har været berettiget eller uberettiget. I vurderingen indgår afvejningen af en række hensyn til den person, som oplysningen vedrører, og hemmeligholdelsen af oplysningen. Fx følger det af omsorgspligten efter servicelovens § 67 a, at en støtte- og kontaktperson skal kontakte kommunen, hvis personen har behov for helt nødvendig hjælp. Her afvejes hensynet til hemmeligholdelsen af oplysningen over for hensynet til at komme personen til undsætning.
Afsnittet beskriver derfor reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger, dvs. de situationer, hvor støtte- og kontaktpersonen er berettiget til - af hensyn til personen - at videregive fortrolige oplysninger. Afsnittet beskriver også hensynet til andre personer end personen selv.
En uddybende beskrivelse af tavshedspligten findes i kapitel 7 i Socialministeriets vejledning af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsvejledningen).
6.2.1. Straffeloven, forvaltningsloven og retssikkerhedsloven
Tavshedspligten og fortrolige oplysninger
Som nævnt ovenfor handler tavshedspligten om fortrolige oplysninger om en person, og brud på tavshedspligten sker, når disse fortrolige oplysninger videregives til andre, uden at det er berettiget.
I forvaltningslovens § 27 er der en opregning af, hvilke hensyn der kan føre til, at en oplysning er fortrolig. Opregningen er ikke udtømmende. Efter § 27, stk. 1, nr. 6, kan fx hensynet til enkeltpersoners interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige forhold nødvendiggøre hemmeligholdelse. At en oplysning er fortrolig, betyder ikke, at videregivelse ikke kan ske overhovedet. En vejledning om oplysningernes karakter kan fås i forvaltningslovens § 28. Her er der en række eksempler fx oplysninger om race, religion og hudfarve, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler o. lign. Opremsningen er her heller ikke udtømmende.
Arbejdet som støtte- og kontaktperson medfører således, at støtte- og kontaktpersonen får oplysninger, som er omfattet af tavshedspligten.
Der gælder forskellige regler om tavshedspligt for professionelle støtte- og kontaktpersoner, honorarlønnede og de frivillige støtte- og kontaktpersoner. Men i bund og grund handler det om de samme hensyn uanset ansættelsesform, nemlig de fortrolighedshensyn og hensyn til personlig integritet for brugeren, der ligger i reglerne om tavshedspligt.
Professionelle støtte- og kontaktpersoner
Professionelle støtte- og kontaktpersoner er personer, som er ansat i en offentlig myndighed, fx kommunen, og de professionelle støtte- og kontaktpersoner har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger efter straffelovens § 152, jf. forvaltningslovens § 27.
Honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner
Honorarlønnede støtte- og kontaktpersoner er aflønnede af en offentlig myndighed og udfører opgaven efter serviceloven for kommunen.
Private personer, der udfører opgaver efter aftale med en offentlig myndighed, er ikke omfattet af straffelovens § 152. Disse personer har i stedet tavshedspligt efter straffelovens § 152 a og efter retssikkerhedslovens § 43, stk. 3, i forhold til den opgave, der udføres efter serviceloven og aktivloven for det offentlige. Det betyder i virkeligheden, at de er undergivet samme regler som offentligt ansatte.
Frivillige
Frivillige udfører en social opgave for det offentlige, men deres tavshedspligt reguleres alene efter straffelovens § 264 d, men hviler på samme hensyn som de andre former for tavshedspligt. Således kan den, der bl.a. videregiver meddelelse (oplysninger) om en andens private forhold, der åbenbart kan forlanges hemmeligholdt for offentligheden, straffes.
Bestemmelsen regulerer fx den situation, at frivillige støtte- og kontaktpersoner overtager en kontakt, som en professionel støtte- og kontaktperson eller en honorar-lønnet indtil da har haft ansvaret for. Den frivillige modtager efter aftale med brugeren måske nødvendige oplysninger om denne, og disse oplysninger må ikke videregives. De oplysninger, som den frivillige får fra brugeren selv, må heller ikke videregives. Se dog afsnit 6.2.3. i de tilfælde, hvor der skal eller kan videregives oplysninger.
6.2.2. Videregivelse af oplysninger til andre
Samtykke
Mange situationer vil for støtte- og kontaktpersonen medføre, at der opstår behov for at videregive oplysninger til andre om personen. Der kan fx opstå tvivl om, hvad der er den bedste hjælp for personen. Kan støtte- og kontaktpersonen så spørge andre til råds uden at bryde tavshedspligten? Personen kan også være i akut fare - kan støtte- og kontaktpersonen så bryde tavshedspligten?
Der kan først og fremmest ske videregivelse af oplysninger til andre offentlige som private - herunder til pårørende - hvis der foreligger et samtykke fra den person, oplysningen vedrører.
Værdispringsreglen
Hvis videregivelsen er berettiget, kan der også ske videregivelse til andre uden samtykke. Videregivelse er berettiget, hvis den, der har tavshedspligt, samtidig har pligt til at videregive oplysningen eller handler i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv, jf. straffelovens §152 e. Ved vurderingen af, hvornår videregivelse er berettiget, kan den såkaldte » værdispringsregel« i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, inddrages.
Værdispringsreglen handler om, at videregivelsen af oplysningerne sker for at varetage private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til hemmeligholdelsen, herunder hensynet til den person, som oplysningen vedrører.
Dvs. at der skal ske en interesseafvejning i lighed med den interesseafvejning som følger af begrebet berettiget videregivelse. Det kan fx være nødvendigt at videregive oplysninger om en person, som på grund af sin sindslidelse er selvmordstruet eller på anden måde er ved at skade sig selv. I tilfælde af, at en person er selvmordstruet, er der ligefrem en pligt til at videregive oplysningen. Se nedenfor.
For at bruge værdispringsreglen kræves det altså, at der i den konkrete situation foretages en afvejning af de modstående interesser. Det vil ved afvejningen være relevant at tage hensyn til (at bevare) tillidsforholdet til den person, oplysningerne vedrører.
Det er imidlertid vigtigt at skelne mellem videregivelse af oplysninger og almindelig dialog med eksempelvis andre frivillige støtte- og kontaktpersoner eller pårørende. Tavshedspligten betyder heller ikke, at støtte- og kontaktpersonen ikke i generelle vendinger kan føre en dialog med andre om, hvordan et problem skal løses.
Er støtte- og kontaktpersonen i tvivl om løsningen på et problem, kan støtte- og kontaktpersonen altid spørge i kommunen, som skal rådgive og vejlede om tavshedspligten og dens omfang, men også om eventuelle hjælpemuligheder efter lovgivningen. Dette gælder for alle tre grupper af støtte- og kontaktpersoner.
Forpligtelse til at videregive oplysninger
Det antages at der er en almindelig pligt til at videregive oplysninger til den ansvarlige myndighed, hvis en person er i fare, fx selvmordstruende eller til alvorlig fare for andre. Hvis personen truer med selvmord, kan der opstå en situation, hvor støtte- og kontaktpersonen i virkeligheden efterlader en bruger i livsfare. Dette er strafbart, og støtte- og kontaktpersonen har selvfølgelig pligt til at reagere.
Hvis personen er til fare for andre, har støtte- og kontaktpersonen afhængig af truslens alvor også pligt til at reagere. Der skal dog foreligge en trussel af en vis alvorligere karakter. At en person er mindre voldelig, er ikke nok. Også her gælder det, at hvis støtte- og kontakpersonen er i tvivl, kan kommunen spørges til råds.
6.2.3. Videregivelse af oplysninger til anden forvaltningsmyndighed
Videregivelse af oplysninger fra en forvaltningsmyndighed til andre forvaltningsmyndigheder reguleres af forvaltningslovens § 28, fx fra en kommune til en amtskommune eller fra socialpsykiatrien til distriktspsykiatrien. Bestemmelsen i § 28 handler dels om oplysninger om rent private forhold, dels om andre fortrolige oplysninger. Udgangspunktet er, at oplysninger om rent private forhold - og således oplysninger om psykiske lidelser - ikke kan videregives. Hovedundtagelsen hertil er, når der foreligger samtykke fra den person, oplysningen vedrører. Samtykket skal være skriftligt og angive, hvilke oplysninger der kan videregives, til hvem videregivelse kan ske og med hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan fraviges i særlige situationer.
En anden undtagelse efter forvaltningslovens § 28 er videregivelse af oplysninger om rent private forhold, hvis videregivelsen sker til berettiget varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår - hvilket igen vil sige »værdispringsreglen«. For at bruge denne undtagelse kræves, at der i den konkrete situation foretages en afvejning af de modstående interesser. I den forbindelse vil det også her være relevant at tage hensyn til (at bevare) tillidsforholdet til den person, oplysningerne vedrører.
6.3. Notatpligt
Efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, har offentligt ansatte, herunder kommunalt ansatte støtte- og kontaktpersoner, pligt til at gøre notat om indholdet af de oplysninger, som de modtager mundtligt eller på anden måde er bekendt med af faktiske omstændigheder, som er af betydning for en sags afgørelse i sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.
Reglen har betydning i forhold til anonymitetsreglerne. Støtte- og kontaktpersoner har således pligt til at notere oplysninger i sager, hvor der skal træffes afgørelse. Oplysningerne skal noteres ned, hvis de bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt fremskaffes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder.
Det bør fremgå, hvem der har noteret oplysningerne ned. Dette har betydning for at kunne konstatere, om fx den der har noteret oplysningen ned er inhabil. Det har også betydning for en bevisvurdering, hvis brugeren ikke selv mener, at oplysningen er korrekt. Myndigheden selv og klageinstanserne kan være nødt til at se bort fra en mundtlig oplysning, der er noteret ifølge notatpligten, hvis det ikke fremgår, hvem der har noteret den, hvis oplysningen imødegås af borgeren, og den ikke kan genfremskaffes eller bekræftes ad anden vej.
Notatpligten kan kun tilsidesættes, hvis den kommunalt ansatte støtte- og kontaktpersons viden om brugerens forhold ikke indgår i socialforvaltningens beslutninger.
Erfaringer viser, at praksis omkring støtte- og kontaktpersonernes skriftlighed er meget forskellig. Mange har valgt at tage udgangspunkt i, at en del personer med sindslidelse lægger vægt på, at støtte- og kontaktpersonen ikke fører journaler. Andre støtte- og kontaktpersoner finder det uholdbart ikke at notere oplysninger, som kan være væsentlige for en eventuel efterfølger i arbejdet eller til støtte for egen indsats. Endvidere kan registrering begrundes med dokumentationshensyn, fx i situationer hvor en person med sindslidelse indgiver klage til socialforvaltningen over støtte- og kontaktpersonen.
Et meget væsentligt element i støtte- og kontaktpersonordningen er tillidsforholdet mellem brugeren og støtte- og kontaktpersonen. Uanset om man vælger at nøjes med at benytte sig af skriftlighed alene i de situationer, hvor man har notatpligt efter loven, eller man vælger at føre journal i større omfang, vil det være etisk korrekt at oplyse brugeren om omfanget af skriftligheden og i så stor udstrækning som muligt at udarbejde det skriftlige materiale i samarbejde med den sindslidende. Herved bevares der rene linier i mellem brugeren og støtte- og kontaktpersonen, hvilket er et væsentligt element for den tillidsskabende kontakt.
6.4. Klageregler
De afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 60.
Det vil sige, at personer, der har fået afslag på en ansøgning om en støtte- og kontaktperson, kan klage over afslaget til det sociale nævn.
Det sociale nævns afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dog kan Den Sociale Ankestyrelse optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har generel eller principiel betydning.
Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.
6.5. Klagevejledning
Forvaltningslovens § 25, stk. 1, sikrer, at borgeren får viden om sin mulighed for at klage. Som følge af reglen skal afgørelser, der kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om en evt. tidsfrist.
Som følge af den almindelige vejledningspligt for offentlige myndigheder, bør myndigheden også, hvor en afgørelse meddeles mundtligt, give klagevejledning, fx hvis der er en klagefrist.
Klagevejledningen skal indeholde oplysning om klageinstans, fx det sociale nævn, og oplysning om fremgangsmåde ved indgivelse af klage, herunder hvem klagen skal sendes til. Hvis der er en klagefrist for afgørelsen, skal fristen oplyses.
Kapitel 6. Lovgrundlag for støtte- og kontaktpersonordningen
6.1. Anonymitet
6.2. Tavshedspligt
6.2.1. Straffeloven, forvaltningsloven og retssikkerhedsloven
6.2.2. Videregivelse af oplysninger til andre
6.2.3. Videregivelse af oplysninger til anden forvaltningsmyndighed
6.3. Notatpligt
6.4. Klageregler
6.5. Klagevejledning
§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
Stk. 2. Justitsministeren kan for nærmere angivne områder af forvaltningsvirksomhed fastsætte regler om opbevaring m.v. af meddelelser, der udfærdiges eller modtages ved hjælp af elektronisk databehandling.
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om notatpligt for nærmere angivne grupper af sager om udøvelse af anden forvaltningsvirksomhed end nævnt i stk. 1.
Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998
Kapitel 7
Finansiering af støtte- og kontaktpersonordningen
Kapitel 7
Finansiering af støtte- og kontaktpersonordningen
Fra 1. januar 2002 afholder kommunen endeligt alle udgifterne til støtte- og kontaktpersonordningen til personer med sindslidelser, jf. servicelovens § 129, stk. 3 nr. 8.
Kapitel 7. Finansiering af støtte- og kontaktpersonordningen
Kapitel 8
Støtte- og kontaktpersonordningens sammenhæng med og afgrænsning til andre støtteformer
Kapitel 8
Støtte- og kontaktpersonordningens sammenhæng med og afgrænsning til andre støtteformer
Støtte- og kontaktpersonordningen er et tilbud målrettet de mest socialt udsatte og isolerede personer med sindslidelse.
Formålet med ordningen er ikke, at den skal afløse andre etablerede tilbud efter den sociale lovgivning eller anden lovgivning. Ordningen skal derimod ses som en indgangsvinkel til at kunne benytte de allerede etablerede tilbud, med det formål at bryde de mest socialt udsatte og isolerede personer med sindslidelses ensomhed og isolation. Personen skal herigennem blive bedre i stand til at benytte sig af samfundets muligheder samt til at benytte de øvrige eksisterende tilbud efter den sociale lovgivning.
Der findes i serviceloven andre tilbud, som også udspringer af den offentlige omsorgsforpligtelse, og som i sit indhold kan være vanskelig at skelne fra støtte- og kontaktpersonordningen
· Tilbud om personlig pleje, praktisk hjælp m.v., § 71.
· Tilbud om social støtte i dagligdagen, § 73.
Sindslidende har også efter anden lovgivning mulighed for at få hjælp i særlige situationer af
· Patientrådgivere, lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 24.
· Bistandsværger, straffelovens § 71, stk. 1.
Nedenfor vil de af reglerne i serviceloven og anden lovgivning, der i sit indhold kan minde om støtte- og kontaktpersonordningen, kort blive gennemgået.
8.1. Anden opgaveløsning indenfor den sociale lovgivning
Tilbud om personlig pleje, praktisk hjælp m.v.
Kapitel 8. Støtte- og kontaktpersonordningens sammenhæng med og afgrænsning til andre støtteformer
8.1. Anden opgaveløsning inden for den sociale lovgivning
8.2. Støttepersoner indenfor anden lovgivning
Bilag
Bilag 1. Uddrag af relevante lovbestemmelser
Bilag 2. Litteraturhenvisninger
Bilag 3. Indholdsfortegnelse
§ 24. Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling. Der skal endvidere efter anmodning fra patienten beskikkes en patientrådgiver ved fiksering m.v.
Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager. Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i patientklagenævnet.
§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i stk. 1.
§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til
1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,
3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,
4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,
5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,
6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller
7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.
Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil.
Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg.
Videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed
§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
1) den, oplysningen angår, har givet samtykke,
2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,
3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller
4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.
Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.
Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter det er givet.
Stk. 6. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, anses som en selvstændig myndighed efter stk. 1 og 3.
Lov om offentlighed i forvaltningen, jf. lov nr. 572 af 19. december 1985, som senest ændret ved lov nr. 429 af 31. maj 2000
§ 42. Amtskommunen yder kommunerne, herunder børn og unge-udvalgene efter § 18, vejledning i sager efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, navnlig ved at stille sagkyndige til rådighed.
Stk. 2. Kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen.
Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat, indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden.
Stk. 4. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amtskommunen og en eller flere kommuner om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.
Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven.
§ 43. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.
Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres.
Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32. Dette gælder også for selvejende institutioner, der efter aftale udfører en opgave for en kommune eller en amtskommune.
§ 60. De afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.
Stk. 2. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen og takster for tilbudene, kan ikke indbringes for anden administrativ klagemyndighed.
Straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september 2001
§ 67. Til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, skal der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er
1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,
2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,
3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og
4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v., eller i botilbud efter denne lov.
Formålet med den sociale indsats er at skabe et sammenhængende og helhedsorienteret tilbud med henblik på at bidrage til at give den enkelte bruger en mere selvstændig tilværelse med udgangspunkt i den enkeltes ønsker, behov og muligheder for livsudfoldelse.
§ 67. Til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, skal der ydes en særlig indsats. Formålet med indsatsen er
1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres,
2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,
3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og
4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v., eller i botilbud efter denne lov.
§ 67 a. Kommunen eller amtskommunen skal yde hjælp efter denne lov i overensstemmelse med formålet, jf. § 67, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte.
Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan varetage den pågældendes interesser. Kommunen eller amtskommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsamtet om at beskikke en værge efter værgemålsloven.
§ 68. Kommunen sørger for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbudet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.
§ 71. Kommunen sørger for tilbud om
1) personlig hjælp og pleje,
2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og
3) hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.
Stk. 2. Tilbudene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.
Stk. 3.
Kommunen har efter § 71 pligt til at sikre, at personer, der har midlertidigt eller varigt behov for personlig hjælp/pleje og praktisk hjælp/støtte til nødvendig opgaver i hjemmet, kan få tilbud om hjælp til disse funktioner. Hjælpen skal medvirke til, at disse personer kan fungere bedst muligt i deres aktuelle bolig, idet hjælpen skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Målgruppen for hjælpen er alle personer, der på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Det vil sige der er tale om en meget bred målgruppe, der kan omfatte ældre borgere, personer med handicap, personer med udviklingshæmning, personer med sindslidelse, personer med misbrug osv. Hjælpen gives uanset, hvilken form for bolig modtageren har.
Hjælpen efter § 71 kan bestå i tilbud om personlig hjælp og pleje, dvs. hjælp til personlig hygiejne, af- og påklædning og hjælp til spisning m.v., tilbud om hjælp eller støtte til praktiske opgaver, fx hjælp til rengøring, madservice, vask af tøj, indkøb o. lign., tilbud om hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder så som ergoterapi og fysioterapi mv.
Den personlige og praktiske hjælp skal betragtes som hjælp til selvhjælp, dvs. som supplerende hjælp til opgaver, som modtageren midlertidigt eller varigt er ude af stand til, eller kun meget vanskeligt kan udføre på egen hånd.
Tilbud om social støtte i dagligdagen
§ 71. Kommunen sørger for tilbud om
1) personlig hjælp og pleje,
2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og
3) hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.
Stk. 2. Tilbudene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.
Stk. 3. En person, som efter en afgørelse truffet af kommunen er berettiget til hjælp eller støtte efter stk. 1, nr. 2, skal kunne vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunen, som herefter skal indgå skriftlig aftale med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne samt om betaling m.v.
Stk. 4. Tilbudene efter stk. 1, nr. 1 og 2, kan ikke gives som generelle tilbud efter § 65.
§ 71. Såfremt der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse i institution eller i forvaring efter reglerne i §§ 68-70, kan der af retten beskikkes ham en bistandsværge, så vidt muligt en person af hans nærmeste pårørende, der sammen med den beskikkede forsvarer skal bistå tiltalte under sagen.
Stk. 2. Er tiltalte dømt til anbringelse som nævnt i stk. 1, eller giver afgørelsen mulighed for sådan anbringelse, skal der beskikkes ham en bistandsværge. Denne skal holde sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet og andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Beskikkelsen ophører, når foranstaltningen endeligt ophæves.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse og vederlæggelse af bistandsværger samt om disses opgaver og nærmere beføjelser.
§ 72. Kommunen sørger for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
§ 73. Kommunen sørger for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Kommunen sørger for tilbud om hjælp efter servicelovens § 73.
Formålet med støtten efter § 73 er at bidrage til at skabe en tilværelse for den enkelte på egne præmisser. Indsatsen tager bl.a. sigte på, at brugeren kan bevare eller forbedre sine psykiske, fysiske eller sociale funktioner, herunder opnå større selvstændighed og støttes i at udvikle personlige færdigheder.
Målgruppen for indsatsen er personer, der har behov for hjælp på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, herunder bl.a. personer med stærk udviklingshæmning, personer med sindslidelse, hjemløse personer og personer med misbrug.
Der er tale om et bredt udbud af socialpædagogiske og andre støtteforanstaltninger, som fx vejledning, rådgivning, hjælp til selvhjælp til at udføre dagligdagens gøremål m.v., herunder også til personer, som i vidt omfang selv er i stand til at træffe valg.
Socialpædagogisk tilbud efter servicelovens § 73 er fx »hjemme hos er«, bostøtte med personale, der udgår fra et støttecenter, hjemmevejledere m.v.
Det kan være vanskeligt at vurdere, hvorvidt en sindslidende er omfattet af målgruppen for tilbud om social støtte i dagligdagen efter § 73 og/eller en støtte- og kontaktperson efter servicelovens § 80. Det er imidlertid vigtigt at fastholde forskellen mellem de to ordninger med henblik på
· at støtte- og kontaktpersonordningen ikke udvandes dvs. at støtte- og kontaktpersonordningen reelt bliver til et tilbud efter § 73 og ikke et opsøgende tilbud til de mest socialt udsatte og isolerede personer med sindslidelse
· at støtte- og kontaktpersonordningen ikke tilsander - dvs. at støtte- og kontaktpersonhjælpen fortsætter, selv om brugeren med bedre udbytte ville kunne få et socialpædagogisk tilbud efter servicelovens § 73 i stedet for
· at støtte- og kontaktpersonordningen ikke nedprioriteres, - dvs. at der ikke finder opsøgende arbejde sted overfor de mest socialt udsatte og isolerede personer med sindslidelse eller at det opsøgende arbejde kun finder sted i meget lille omfang.
Forskellen mellem de to ordninger er følgende
· Målgruppen for de to ordninger er ikke helt sammenfaldende
· Målgruppen for servicelovens § 80 er de mest socialt udsatte og isolerede grupper af personer med sindslidelse, som ikke gør brug af eller kan gøre brug af de allerede etablerede tilbud.
Målgruppen for servicelovens § 73 er bredere og udgøres bl.a. af personer med udviklingshæmning, personer med handicap, hjemløse personer, personer med misbrug og personer med sindslidelse.
Formålene med de to ordninger er forskellige
· En støtte- og kontaktperson efter § 80 gives primært for, at en person med sindslidelse kan opnå og bevare sociale kontakter og derved bryde dennes isolation, sekundært for, at personen skal kunne gøre brug af allerede etablerede tilbud.
· Tilbudet efter § 73 gives for at styrke brugeren funktionsevner eller for at kompensere for en nedsat funktionsevne, der kan skyldes fysiske, psykiske og/eller sociale årsager, som betyder, at den enkelte ikke kan fungere optimalt i dagligdagen eller i relation til omgivelserne.
Indholdet i tilbudene efter servicelovens §§ 73 og 80 er forskellige
· Den primære opgave efter § 80 er at skabe kontakt med de mest socialt udsatte og isolerede personer med sindslidelse og søge at hjælpe brugeren med at få defineret, hvilke behov der er, herunder hvad personen ønsker at få hjælp til af de øvrige sociale tilbud og herefter at søge at skabe kontakt mellem borgeren og disse øvrige tilbud. Indholdet i støtte- og kontaktpersonernes arbejde kan være samtale og omsorgsorienterede besøg, udadvendte aktiviteter, støtte til løsning af praktiske opgaver samt vejledning og kontaktformidling til offentlige myndigheder.
· Tilbuddet efter servicelovens § 73 kan bestå i et bredt spektrum af socialpædagogiske og andre støtteforanstaltninger, som fx vejledning, rådgivning, hjælp til selvhjælp til at udføre dagligdagens gøremål mv., herunder også til personer, som i vidt omfang selv er i stand til at træffe valg.
Karakteren af tilbuddet er forskelligt
· Indholdet i § 80 er ikke primært forebyggende, idet ordningen henvender sig til allerede isolerede personer med sindslidelse. Støtte- og kontaktpersonordningen indeholder dog også et forebyggende element, idet det er af betydning for en helhedsorienteret indsats, at der er gode samarbejdsrelationer mellem støtte- og kontaktpersonen, den øvrige socialsektor og sundhedssektoren, ligesom pårørende kan være en vigtig samarbejdspartner alt sammen naturligvis under forudsætning af den sindslidendes samtykke hertil.
· Tilbud om social støtte i hverdagen efter servicelovens § 73 er forebyggende og har til formål at sikre udvikling, idet tilbudet skal være med til at forhindre, at brugeren mister sit sociale netværk, struktur i dagligdagen mv.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at tilbuddet om social støtte i hverdagen efter § 73 kan ligge i naturlig forlængelse af, at en støtte- og kontaktperson har fået etableret kontakt til den ellers isolerede bruger og opnået, at personen ønsker at få et tilbud om social støtte i hverdagen.
Det omvendte kan imidlertid også være tilfældet, idet personen kan have været modtager af social støtte i dagligdagen efter servicelovens § 73, men gradvist har isoleret sig mere og mere for til sidst at nægte at tage imod den sociale støtte. I denne situation kan det være relevant at sætte en støtte- og kontaktperson ind for at få reetableret en kontakt med den nu isolerede person.
Endelig kan der også være overgangsperioder, hvor brugeren både har tilknyttet en støtte- og kontaktperson efter servicelovens § 80 og samtidig få social støtte efter servicelovens § 73.
8.2. Støttepersoner inden for anden lovgivning.
Patientrådgivere
Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling, dvs. en person ansat af statsamtet og som er uafhængig af sygehuset. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling samt bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager, jf. Lov om tvang i psykiatrien § 24.
Bistandsværge
En bistandsværge beskikkes af retten til en patient, der er dømt til en psykiatrisk foranstaltning, jf. straffelovens § 71, stk. 1. Bistandsværgen skal - så vidt muligt i samråd med den sigtede, tiltalte eller dømte - rådgive og vejlede patienten med hensyn til klagemuligheder og sikre, at den foranstaltning, patienten er dømt til, ikke strækker sig over længere tid end nødvendigt.
Jf. også Bekendtgørelse nr. 32 af 17. januar 1995 om patientrådgivere og bistandsværger.
Socialministeriet, den 3. december 2001
Henriette Kjær
/Peter Juul
§ 73. Kommunen sørger for tilbud om hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
§ 80. Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser.
Formålet med støtte- og kontaktpersonordningen er at styrke brugerens mulighed for at opbygge og fastholde kontakt til omverdenen ud fra egne ønsker og behov, og dermed gøre brugeren i stand til at benytte samfundets muligheder og de øvrige etablerede tilbud.
Intentionen med ordningen er
· at støtte- og kontaktpersonen sammen med brugeren identificerer og formulerer brugerens behov for omsorg, støtte og service og sikrer, at brugeren modtager dette i overensstemmelse med brugerens rettigheder
· at støtte- og kontaktpersonen sammen med brugeren understøtter, at andre indsatser planlægges, samordnes og gennemføres
· at støtte- og kontaktpersonen bistår brugeren i kontakten med myndigheder osv.
Udgangspunktet for indsatsen er, at brugeren skal tilbydes en hjælp, der understøtter og styrker muligheden for et liv på egne præmisser.
Støtte- og kontaktpersonordningen er et tilbud til de mest socialt udsatte og isolerede personer med sindslidelse, som den enkelte selv vælger at tage imod eller ej.
Evnen til at mestre sociale og personlige forhold er ofte påvirket af sindslidelsen. Brugeren kan have behov for hjælp til praktiske opgaver og støtte til at fungere i forhold til det omgivende samfund og til at etablere et socialt netværk. Indsatsen bliver på den måde en støtte til social mestring. Brugeren kan ligeledes have brug for støtte til at håndtere sit liv med en psykisk sygdom, altså støtte til personlig mestring.
§ 80. Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser.
§ 115. Kommunen og amtskommunen samarbejder med frivillige sociale organisationer og foreninger.
Stk. 2. Kommunen og amtskommunen afsætter årligt et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.
Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges i den enkelte kommune og amtskommune.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter retningslinjer for kommunens og amtskommunens indsendelse af redegørelser om den lokale udvikling i det frivillige sociale arbejde og retningslinjer for den centrale opfølgning.
Det frivillige tilbud om støtte- og kontaktpersoner adskiller sig væsentligt fra det professionelle og det honorarlønnede tilbud, blandt andet ved ikke at udføre opsøgende arbejde og ved at henvende sig til en bredere målgruppe.
De frivillige støtte- og kontaktpersoners opgaver består i et bredere støttearbejde, og opgaverne kan fx være at hjælpe med praktiske opgaver hos personer med sindslidelse, følge med til sociale og psykiatriske tilbud osv. De frivillige kan supplere eller overtage kontakten til en person med sindslidelser efter, at de professionelle støtte- og kontaktpersoner har etableret en stabil kontakt og har formidlet tilbud om social støtte og bistand og evt. psykiatrisk behandling. Når frivillige støtte- og kontaktpersoner overtager kontakten, er det samtidig ensbetydende med, at der frigøres professionelle ressourcer til det opsøgende arbejde og etablering af nye kontakter.
5.5. Medarbejderkvalifikationer
Personlige kompetencer
Støtte- og kontaktpersonen skal være i stand til at skabe tillid, have respekt for den enkelte brugers særlige personlighed, skal evne selv at være personlig samt evne at indgå i en fortsat dialog med brugeren i centrum. Hertil kommer vigtigheden af at kunne støtte brugeren i at realisere sine mål.
Udover en faglig relevant baggrund bør støtte- og kontaktpersonen være i besiddelse af rummelighed og modenhed samt parathed til at handle i mange forskellige og til tider vanskelige situationer. Den personlige kompetence er afgørende for at skabe kontakt med mennesker, som har alvorlige problemer i kontakten med andre.
Faglige kompetencer
Ingen af de fagligt relevante grunduddannelser er direkte målrettet til arbejdet som støtte- og kontaktperson. Det kan derfor ikke forventes, at nye medarbejdere vil være i besiddelse af alle fornødne kvalifikationer og kompetencer på forhånd. Som ny støtte- og kontaktperson vil man have brug for en grundig introduktion.
Det er nødvendigt for støtte- og kontaktpersonen at have forståelse for, hvad det vil sige at være isoleret sindslidende og at kunne sætte sig ind i målgruppens livssituation og adfærd. Der er i den forbindelse brug for viden om den sociale lovgivning og behandlingsmuligheder i øvrigt, ikke mindst med henblik på at støtte brugeren i at gøre brug af allerede eksisterende tilbud.
Kompetenceudvikling
Der kan også være behov for at deltage i kurser, hvor medarbejderen kan få viden om kommunikation, herunder at få brugeren i tale, træning i at tåle afvisninger samt at øve sig i at sætte sig i brugerens sted som grundlag for en egentlig dialog o.lign.
Der bør herudover tilrettelægges løbende kompetenceudvikling for støtte- og kontaktpersoner både på det faglige og det personlige niveau med vægt på såvel ny viden som metodeudvikling.
Supervision
Arbejdet som støtte- og kontaktperson forudsætter adgang til løbende supervision.
Supervision kan desuden indgå i ordningens kvalitetsudvikling, når den bruges til at sikre medarbejdernes samspil med brugerne, når der arbejdes med den aftalte målgruppe, og når der arbejdes kontinuerligt og målrettet på at opfylde brugernes behov.
Supervisionen kan tilrettelægges som gensidig faglig supervision i gruppen af støtte- og kontaktpersoner og/eller som supervision med en ekstern supervisor.
5.6. Synliggørelse, dokumentation og kvalitetsudvikling
Et kendt tilbud
Etablering af støtte- og kontaktpersonordning er obligatorisk i alle kommuner. Kommunen har således pligt til at have ordningen og skal derfor også synliggøre tilbuddet om hjælpen, således at det sikres, at borgerne får mulighed for at benytte sig af tilbudet. Reglerne om kommunens forpligtelse til, at borgerne i en tilgængelig form får en samlet oversigt over tilbudene (serviceinformationer) står i den kommunale styrelseslov § 62. Det er således kommunens forpligtelse, at ordningen bekendtgøres på en sådan måde, at ordningen kan blive til gavn for kommunens borgere.
For at synliggøre tilbuddet for kommunens borgere, kan det derfor være hensigtsmæssigt at udsende materiale lokalt om støtte- og kontaktpersonordningens muligheder og indhold. Der er gode erfaringer med personligt opsøgende arbejde over for grupper, der kan have kendskab til isolerede personer med sindslidelse, fx viceværter, frivillige organisationer og praktiserende læger, ligesom mere generelt oplysende materiale kan være tilgængeligt på socialforvaltninger, de psykiatriske afdelinger, biblioteker m.v.
Sikring og udvikling af ordningens kvalitet
Det kan være relevant, at kommunen i forbindelse med den lokale udformning af støtte- og kontaktpersonordningen, lægger vægt på
· indhold, metode og etik i arbejdet
· ordningens samarbejdsrelationer
· medarbejdernes kvalifikationer og kompetencer
Væsentlige kvalitative parametre, som kan indgå i den kommunale kvalitetssikring og -udvikling er eksempelvis
· ordningens opsøgende karakter
· brugertilfredshed og opnåelse af mål i de enkelte støtteforhold
· sikring mod tilsanding og udvanding
· tilstedeværelse af den fornødne faglighed omkring matchning af bruger og medarbejder
· samarbejdsnetværk, såvel internt i socialforvaltningen som tværsektorielt
· andre socialpsykiatriske tilbud til supplement og viderevisitering
· adgang til supervision og kompetenceudvikling
I kvalitetssikrings og -udviklingsarbejdet bør kommunen også forholde sig til indholdet i støtte- og kontaktforholdet, herunder hvordan man opretholder grænsen mellem venskab og professionel relation, samtidig med at kontakten fastholdes som det bærende element i ordningen.
5.7. Struktur og organisatorisk indplacering
Støtte- og kontaktpersonordningens struktur og organisatoriske indplacering fastlægges med udgangspunkt i ordningens formål og indhold og de særlige lokale forhold. Under alle omstændigheder må ordningens selvstændige identitet og uafhængighed af andre tilbud understøttes af organisationsformen.
Ansvaret for ordningens tilrettelæggelse
Det er kommunen, der har ansvaret for at etablere ordningen samt fastlægge det nærmere indhold i ordningen.
Støtte- og kontaktpersonordningen bør tilrettelægges på en sådan måde, at det sikres, at støtte- og kontaktpersonerne i forholdet til brugeren fremtræder som en selvstændig enhed med en egen identitet i forhold til det øvrige kommunale system. Det er ligeledes vigtigt, at der skabes et arbejdsfællesskab eller et fagligt bagland, som er i stand til at støtte op omkring det daglige arbejde.
Organisatorisk kan støtte-kontaktpersonordninger indplaceres direkte som en del af forvaltningen, eller fx i tilknytning til væresteder, bostøttecentre, bofællesskaber, boformer o.l. Ordningen kan efter aftale etableres i tilknytning til en selvejende institution, med hvilken kommunen har indgået en driftsaftale.
Tværkommunale ordninger
Der er mulighed for, at kommuner kan gå sammen på tværs af kommunegrænser om at løse opgaven med støtte- og kontaktpersoner til de mest socialt udsatte og isolerede personer med sindslidelse. Især for mindre kommuner kan det være hensigtsmæssigt at arbejde sammen om etablering og tilrettelæggelse af en tværkommunal støtte- og kontaktpersonordning.
Amtskommunale støtte- og kontaktpersonordninger
Der er også mulighed for, at en kommune evt. flere kommuner og amtskommunen efter retssikkerhedslovens § 42, stk. 3 indgår en aftale om etablering af en støtte- og kontaktpersonordning på amtskommunal basis, fx i tilknytning til den amtskommunale socialpsykiatriske indsats.
Samarbejde med andre socialpsykiatriske tilbud
Uanset ordningens organisatoriske forankring bør der sikres støtte- og kontaktpersonerne samarbejde og løbende kontakt med et eller flere andre kommunale eller amtskommunale socialpsykiatriske tilbud, som fx botilbud, væresteder, dagcentre, bostøttecentre m.v., hvilket letter muligheden for at trække på relevante kompetencer og tilbud.
Det er en forudsætning for en optimalt fungerende støtte- og kontaktpersonordning, at støtte- og kontaktpersonerne formår at etablere et positivt samarbejde med såvel brugerne som de forskellige instanser og tilbud inden for den øvrige del af social- og sundhedssektoren.
Et tæt samarbejde med socialforvaltningen er af stor betydning for støtte- og kontaktpersonernes muligheder for at komme i kontakt med isolerede personer med sindslidelse. Selv om en sagsbehandler måske ikke har direkte kontakt med en person med en sindslidelse, har mange sagsbehandlere en fornemmelse af dennes situation. Klager fra naboer, boligforeninger m.fl. vil typisk ende på sagsbehandlerens skrivebord, ligesom en del isolerede personer med sindslidelse er kendt i hjemmeplejen.
Fagligt miljø og sikkerhed
Det er en fordel, at der etableres et tæt fagligt miljø omkring støtte- og kontaktpersonordningen. Dette giver mulighed for løbende diskussion af arbejdet og mulighed for at støtte sig til hinandens erfaringer, herunder at drøfte de situationer, som virker belastende for støtte- og kontaktpersonen eller for brugeren.
Et velfungerende kollegialt fagligt miljø er også af stor betydning for støtte- og kontaktpersonernes arbejdsmiljø og sikkerhed på arbejdet.
§ 115. Kommunen og amtskommunen samarbejder med frivillige sociale organisationer og foreninger.
Stk. 2. Kommunen og amtskommunen afsætter årligt et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.
Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges i den enkelte kommune og amtskommune.
Stk. 4. Socialministeren fastsætter retningslinjer for kommunens og amtskommunens indsendelse af redegørelser om den lokale udvikling i det frivillige sociale arbejde og retningslinjer for den centrale opfølgning.
§ 129. Kommunen afholder endeligt udgifter, der påhviler kommunen efter denne lov til rådgivning, tilsyn og administration, herunder udgifter til lægeerklæringer, advokatbistand efter § 109 h m.v., jf. dog § 131, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Kommunen afholder endeligt udgifter til dag- og klubtilbud til børn og unge efter §§ 7 og 19 samt til tilskud efter § 26 til forældre, der vælger privat pasning, og til supplerende orlovstilskud efter § 27 og særligt supplerende tilskud efter § 27 a.
Stk. 3. Kommunen afholder, medmindre foranstaltningerne m.v. er omfattet af grundtakster, jf. §§ 131 a og 131 c, endeligt udgifterne til følgende
1) Foranstaltninger for børn og unge med særlige behov for støtte efter § 40, stk. 2, nr. 1-3, 6-10 og 12, § 40 a, § 62 a, stk. 2, og stk. 3, nr. 2 og 3.
2) Personlig hjælp og pleje m.v. efter § 30 og ledsagelse efter § 31.
3) Almene tilbud efter § 65.
4) Udgifter til husly efter § 66.
5) Personlig hjælp efter §§ 71-73 a og 76.
6) Tilskud til ansættelse af hjælpere til pleje m.v. efter § 77.
7) Ledsageordning efter § 78.
8) Støtte- og kontaktperson efter §§ 79 og 80.
9) Kommunale tilbud efter § 86, § 87, stk. 4, § 88, stk. 3, og § 89.
10) Ophold i boformer efter § 91.
11) Ophold for personer fyldt 67 år i amtskommunale tilbud efter §§ 92 og 93.
12) Hjælpemidler og forbrugsgoder, der bevilges af kommunen, jf. § 97, stk. 1, og § 98, stk. 1.
13) Støtte til individuel befordring efter § 103.
14) Hjælp i forbindelse med pasning af døende efter kapitel 20.
15) Ophold i plejehjem og beskyttede boliger efter § 140, stk. 1.
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000, som senest ændret ved lov nr. 490 af 7. juni 2001
§ 152. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller der i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder.
Stk. 3. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
§ 152 a. Bestemmelsen i § 152 finder tilsvarende anvendelse på den, som i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med en offentlig myndighed. Det samme gælder den, som virker eller har virket ved telefonanlæg, der er anerkendt af det offentlige.
§ 152 e. Bestemmelserne i §§ 152-152 d omfatter ikke tilfælde, hvor den pågældende
1) er forpligtet til at videregive oplysningen eller
2) handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.
§ 264 d. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.
Forvaltningsloven, jf. lov nr. 571 af 19. december 1985, som senest ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991
Vejledning om støtte- og kontaktpersonordning for personer med sindslidelser
(Lov om social service)