Vejledning til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse
om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden
(for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999)
(om fleksjob)
Direktoratet har i bekendtgørelse nr. 592 af 22. juni 2001 foretaget ændringer i bekendtgørelse nr. 351 af 16. maj 2001 om arbejde og indtægter mv. i efterlønsperioden (for medlemmer, som er fyldt 60 år før 1. juli 1999). Samtidig har direktoratet ved denne vejledning ændret vejledning nr. 64 af 16. maj 2001.
I vejledningen indsættes efter § 29
»Kapitel 4 a
Medlemmer omfattet af reglerne om fleksjob
Til § 29 a, stk. 1
Et medlem kan ikke samtidig modtage efterløn og være omfattet af reglerne i kapitel 7 i lov om aktiv socialpolitik. Efterlønnen indstilles fra det tidspunkt, hvor et medlem er ansat i et fleksjob eller modtager ledighedsydelse i perioden forud for et fleksjob eller i perioden mellem 2 fleksjob.
Til § 29 a, stk. 2
Et medlem, der bliver omfattet af reglerne om fleksjob fra den 1. juli 2001 bliver automatisk tilmeldt fleksydelsesordningen. Medlemmet kan dog fravælge fleksydelsesordningen og bevare medlemskabet af a-kassen. Medlemmet kan også vælge fortsat at være medlem af a-kassen og tilmeldt fleksydelsesordningen. Vejledning om fleksydelsesordningen kan fås hos Socialministeriet.
Tilladelse til drift af selvstændig virksomhed
Et medlem, som har fået tilladelse til drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i 200 timer pr. kalenderår, og som efter at have været omfattet af reglerne i kapitel 7 i lov om aktiv socialpolitik vender tilbage til efterløn, kan fortsætte driften af den tidligere godkendte selvstændige virksomhed, hvis betingelserne for drift af selvstændig virksomhed fortsat er opfyldt. Har den selvstændige virksomhed ændret omfang eller karakter, skal medlemmet dog på ny søge om en tilladelse til drift af selvstændig virksomhed.
Eksempel
Et medlem har i forbindelse med overgang til efterløn den 1. januar 2001 fået en tilladelse til at drive et lille landbrug inden for 200-timers-ordningen. Landbruget består af dyrkning af korn. Medlemmet bliver den 1. juli 2001 visiteret til et fleksjob, og efterlønnen indstilles. Den 1. januar 2003 vender medlemmet tilbage i efterlønsordningen, og medlemmet ønsker i den forbindelse at fortsætte med at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse inden for 200-timers-ordningen. Virksomheden har imidlertid skiftet karakter, således at medlemmet i stedet for at dyrke korn, nu dyrker juletræer på landbrugsarealet. Medlemmet må i den pågældende situation på ny søge om en tilladelse til drift af selvstændig virksomhed.
Arbejde efter 200-timers-reglen eller mod fradrag
Et medlem, der vælger igen at få udbetalt efterløn efter § 29 a, stk. 2, vil fortsat være omfattet af det tidligere valg om at arbejde efter 200-timers-reglen uden fradrag eller arbejde mod fradrag, jf. § 2, stk. 1.
Hvis medlemmet arbejdede efter 200-timers-reglen inden medlemmet blev omfattet af reglerne om fleksjob, vil medlemmet således kunne fortsætte på 200-timers-reglen. Timer fra fleksjobbet medregnes ikke i de 200 timer.
Har medlemmet derimod tidligere valgt at arbejde mod fradrag, vil medlemmet, efter at have været omfattet af reglerne om fleksjob, ikke kunne vælge at arbejde efter 200-timers-ordningen uden fradrag i efterlønnen, men vil fortsat være bundet af sit tidligere valg.
Forbrug af perioden på trin 1
Perioden hvor et medlem har været omfattet af reglerne om fleksjob forbruger af den periode, hvor medlemmet kan modtage efterløn med trin 1 satsen, jf. lovens § 75 d, stk. 1, eller § 75 e, stk. 1.«
Arbejdsdirektoratet, den 22. juni 2001
Jørgen Kappel
/Mie Skovbæk Mortensen