Cirkulære om Vilkår for forsøg med nye lønsystemer for tekniske og administrative medarbejdere ansat på tjenestemands- og tjenestemandslignende vilkår inden for Luftfartsvæsenets Personaleforenings forhandlingsområde\n(Perst.nr. 027-00)
Table of Provisions (18)
Statutory Text (18 Articles)
§ 1. Denne aftale gælder for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte, der bliver omfattet af forsøg med nye lønsystemer med virkning fra den 1. januar 1998 eller senere. Bestemmelserne i aftalen supplerer eller erstatter bestemmelserne i lønjusteringsaftalen, klassificeringsaftaler og andre lønaftaler.
Stk. 2. Aftalen indgås i øvrigt i henhold til rammeaftalen om forsøg med nye lønsystemer, hvis bestemmelser gælder, hvor intet andet er anført.
Stk. 3. Forsøgene omfatter alle nuværende og fremtidigt ansatte inden for de områder, der omfattes af forsøg.
Stk. 4. Aftalen omfatter ikke stillinger, der før forsøgets iværksættelse er klassificeret i lønramme 35 og højere, eller som efter dette tidspunkt klassificeres i lønramme 35 og højere.
Lønsystemet mv.
§ 2. Forsøg med lønsystemer etableres - medmindre andet aftales - som et basislønsystem, jf. rammeaftalens §§ 6-8 og §§ 10-13, dvs. med en landsdækkende basisløn, der kan suppleres med lokalt aftalte funktions- og/eller kvalifikationstillæg mv.
Stk. 2. Som led i forsøget kan der endvidere lokalt aftales supplerende resultatbaserede lønordninger, efter hvilke der udbetales resultatløn i form af tillæg for den enkelte måleperiode, i det omfang de på forhånd definerede mål er opnået.
Stk. 3. Der kan indgås forhåndsaftaler/aftales retningslinier, hvori kriterierne og formen for lønændringer er fastlagt. Løntillæggene udmøntes i overensstemmelse hermed, når en eller flere ansatte opfylder de aftalte kriterier.
Stk. 4. Ansatte i løngruppe 1, 2 og 3 er omfattet af reglerne om højeste arbejdstid.
Stk. 5. Overtidsbetaling beregnes på grundlag af en timeløn, der udgør 1/1924 af den samlede faste løn (eksklusiv eventuelt rådighedstillæg) jf. §§ 4 - 9, hvortil lægges et overtidstillæg på 50 pct.
Stk. 6. Ansatte i løngruppe 4 og 5 er ikke omfattet af reglerne om højeste arbejdstid. Eventuelt merarbejde godtgøres efter de herom gældende regler i tjenestemændenes arbejdstidsaftale.
Basislønninger
§ 3. Bestemmelserne i §§ 4-8 træder i stedet for hidtil gældende klassificeringsaftaler.
Stk. 2. Alle basislønninger er angivet i årligt grundbeløb (niveau 1. oktober 1997).
§ 4. Løngruppe 1 omfatter stillinger, der ikke henføres til en højere løngruppe.
Stk. 2. Basislønnen for løngruppe 1 udgør på årsbasis
1. oktober 1997
Basisløntrin 1
176.500 kroner
Basisløntrin 2
179.000 -
Basisløntrin 3
181.500 -
Stk. 3. Basisløntrinene er et-årige. Oprykning fra basisløntrin 1 og 2 kan ikke modregnes i eventuelle funktions- eller kvalifikationstillæg.
§ 5. Til løngruppe 2 kan henføres stillinger, der indebærer varetagelse af selvstændig sagsbehandling på områder, der kræver specialviden eller varetagelse af kvalificeret arbejde, som forudsætter relevant uddannelse og erfaring eller varetagelse af varieret sagsområde.
Stk. 2. Basislønnen for løngruppe 2 udgør på årsbasis
1. oktober 1997
199.000 kroner
§ 6. Til løngruppe 3 kan henføres stillinger, der indebærer varetagelse af selvstændigt, kvalificeret arbejde på områder, der forudsætter relevant uddannelse og længerevarende erfaring, eller som kræver en stor specialviden, eller på områder med ledelsesansvar for et mindre antal underordnede.
Stk. 2. Basislønnen for løngruppe 3 udgør på årsbasis
1. oktober 1997
216.500 kroner
§ 7. Til løngruppe 4 kan henføres stillinger, der indebærer varetagelse af selvstændigt, kvalificeret arbejde på betydende større områder, der forudsætter en væsentlig, relevant uddannelse og betydelig erfaring og viden, eller hvor der er tale om områder med selvstændig kompetence i afgørelser og et ikke ubetydeligt ansvar eller ledelsesansvar for et større antal underordnede.
Stk. 2. Basislønnen for løngruppe 4 udgør på årsbasis
1. oktober 1997
235.000 kroner
§ 8. Til løngruppe 5 kan henføres stillinger, der indebærer varetagelse af selvstændigt, særligt kvalificeret arbejde på store områder af væsentlig betydning, der forudsætter en betydelig og relevant uddannelse samt meget stor erfaring og viden, eller som kræver selvstændig kompetence i afgørelser og betydeligt ansvar samt indbefatter lederbeføjelser.
Stk. 2. Basislønnen for løngruppe 5 udgør på årsbasis
1. oktober 1997
282.000 kroner
Funktions- og kvalifikationstillæg
§ 9. Der kan lokalt aftales tillæg for særlige funktioner, der varetages i stillingen eller stillingsgruppen.
Stk. 2. Der kan ligeledes lokalt aftales tillæg for kvalifikationer mv., dvs. på grundlag af
a. Faglige og personlige kvalifikationer.
b. Kvaliteten i opgavevaretagelsen.
c. Balancen i forhold til tilsvarende stillinger på det øvrige arbejdsmarked.
d. Hensyn til rekruttering og fastholdelse.
Stk. 3. Tillæg efter stk. 1 og 2 kan aftales i form af varige tillæg, midlertidige tillæg eller éngangsvederlag. Tillæggene angives i årlige grundbeløb (niveau 1. oktober 1997).
Arbejdstidsbestemte tillæg
§ 10. Der ydes arbejdstidsbestemte tillæg efter de hidtil gældende regler, medmindre andet aftales lokalt.
Lønregulering
§ 11. Basislønnen og funktionstillæg reguleres med de generelle stigninger, der aftales centralt ved aftale- og overenskomstfornyelserne eller udmøntes via en generel reguleringsordning, jf. rammeaftalens § 7.
Stk. 2. Tilsvarende gælder for lokalt aftalte kvalifikationstillæg, medmindre andet aftales.
Pension
§ 12. I forsøgsperioden indplaceres tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte med tjenestemandspensionslignende pensionsordninger i pensionsmæssig henseende i den lønramme/lønrammeforløb/skalatrinsforløb, der var gældende forud for forsøgets iværksættelse med oprykning i overensstemmelse med de hidtil gældende anciennitetsregler.
Stk. 2. Ved pensionering i forsøgsperioden beregnes tjenestemandspensionen herefter på grundlag af den pensionsgivende løn på det skalatrin, hvorpå den pågældende på pensioneringstidspunktet var indplaceret i henhold til stk. 1.
Stk. 3. Hvis der i forsøgsperioden aftales oprykning til en højere løngruppe eller varige tillæg/tillægsforhøjelser for funktioner eller kvalifikationer, der i det hidtidige lønsystem ville have haft form af en oprykning til højere lønramme/lønrammeforløb/skalatrinsforløb, indgår parterne samtidig aftale om, at den ansatte i pensionsmæssig henseende indplaceres i den højere lønramme/lønrammeforløb/skalatrinsforløb.
Stk. 4. For ansatte, der er fyldt 60 år ved indgåelse af individuelle aftaler om oprykning til højere pensionslønramme/lønrammeforløb/skalatrinsforløb i henhold til stk. 3, har ændringen kun virkning for pensionsberegningen, hvis der er forløbet 2 år eller mere mellem aftalens ikrafttrædelsestidspunkt og pensionsbegivenhedens indtræden.
Stk. 5. For tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte med tjenestemandspensionsordning kan der lokalt aftales pensionsbidrag af varige og midlertidige tillæg ydet i henhold til § 9, jf. reglerne i rammeaftale af 18. maj 1995 om pensionsbidrag af visse faste tillæg. Det samlede pensionsbidrag indbetales af ansættelsesmyndigheden til CO II-Konto i PFA Pension.
Stk. 6. For tjenestemandslignende ansatte med en forsikringsmæssig bidragsfinansieret pensionsordning indbetales pensionsbidrag efter reglerne i den hidtil gældende pensionsordning. Pensionsbidraget beregnes af basislønnen samt af varige tillæg i henhold til § 9. Der indbetales endvidere pensionsbidrag af midlertidige tillæg, medmindre andet er aftalt.
Forhandling om og indgåelse/opsigelse af aftaler
§ 13. Forhandling om og indgåelse/opsigelse af lokale aftaler sker efter reglerne i rammeaftalens §§ 11-13.
Overgangsordning for allerede ansatte
§ 14. Indplacering sker på grundlag af den hidtidige lønramme efter nedenstående bestemmelser
a. Ansatte i lønramme 07-15 indplaceres i løngruppe 1a.
b. Ansatte i lønramme 16-21 indplaceres i løngruppe 2
c. Ansatte i lønramme 22-25 indplaceres i løngruppe 3
d. Ansatte i lønramme 26-31 indplaceres i løngruppe 4
a. Ansatte i lønramme 32-34 indplaceres i løngruppe 5a. e.
Stk. 2. Allerede ansatte, der henføres til løngruppe 1, indplaceres på nærmest højere trin i løngruppen i forhold til nuværende skalatrinsindplacering.
Stk. 3. Der ydes et personligt tillæg ved overgang til nyt lønsystem, som udligner den eventuelle forskel mellem den tidligere skalaløn og basislønnen i det nye lønsystem.
Stk. 4. Eventuelle lokalt eller centralt aftalte tillæg videreføres, indtil de ved lokal aftale eventuelt sammenlægges med tillæg efter stk. 3 eller med lokalt aftalte tillæg efter § 9. Midlertidige tillæg bortfalder som tidligere ved periodens udløb.
Stk. 5. Allerede ansatte, der ikke ved forsøgets iværksættelse oppebærer slutløn i det hidtidige lønforløb, sikres endvidere et tillæg/en tillægsforhøjelse svarende til værdien af førstkommende anciennitetsstigning med virkning fra det tidspunkt, da anciennitetsoprykningen ville være sket efter det hidtidige lønsystem. Tillægget/tillægsforhøjelsen ydes dog kun i det omfang, der ikke i forbindelse med overgangen til det nye lønsystem eller senere er aftalt en samlet løn, der er højere end hidtidig løn inkl. førstkommende anciennitetstrin.
Stk. 6. Eventuelle efterfølgende anciennitetsstigninger i basislønsystemet modregnes ikke i tillæg ydet i henhold til stk. 5.
Stk. 7. Alle løndele reguleres som anført i § 11, stk. 1. Eventuelle tillæg efter stk. 4, som tidligere har været uregulerede, reguleres dog fortsat ikke.
Stk. 8. Efter overgangen til det nye lønsystem er allerede ansatte omfattet af denne aftales andre bestemmelser.
Øvrige bestemmelser
§ 15. Tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte omfattet af denne aftale er ikke omfattet af lokal- og cheflønsordningen.
Stk. 2. Ansatte, der ikke er omfattet af et forsøg med nye lønsystemer, men som uansøgt flyttes til et område, hvor der er etableret forsøg, er omfattet af reglerne i § 14.
Stk. 3. Hvis en ansat genindtræder i statens tjeneste efter tjenestefrihed, finder reglerne i § 14 tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Hvis en ansat, som er omfattet af et forsøg, uansøgt flyttes til et område, hvor der ikke er indgået aftale om lønforsøg, udbetales der et personligt tillæg til udligning af en eventuel lønforskel. Det personlige tillæg bortfalder pr. 1. april 2002, jf. § 16.
Eventuel tilbagegang til hidtidigt lønsystem
§ 16. Hvis denne aftale ikke pr. 1. april 2002 afløses af en ny aftale, der viderefører de nye lønsystemer, overgår alle ansatte til aflønning i henhold til den lønramme-/skalatrinsindplacering, der gjaldt forud for forsøgets iværksættelse.
Stk. 2. Ved overgangen skal den enkelte ansatte indplaceres på det skalatrin, som vedkommende ville have opnået, hvis den pågældende ikke havde været omfattet af forsøg.
Stk. 3. Ansatte, for hvem der i forsøgsperioden er aftalt oprykning til en højere løngruppe eller varige tillæg/tillægsforhøjelser for funktioner eller kvalifikationer, der i det hidtidige lønsystem ville have haft form af en oprykning til højere lønramme, og hvis pensionsmæssige indplacering er reguleret i overensstemmelse hermed, jf. § 12, stk. 3, indplaceres ved tilbagegang til det hidtidige lønsystem i den højere lønramme.
Ikrafttræden og opsigelse
§ 17. Denne aftale træder i kraft ved underskrivelsen og har virkning fra 1. februar 2000. Aftalen er uopsigelig indtil 1. april 2002, hvor den bortfalder.
København den 13. marts 2000
Statstjenestemændenes
Centralorganisation II
Tommy Agerskov Thomsen
Finansministeriet
P.M.V.
E.B.
Lone Retoft
Luftfartsvæsenets
Personaleforening
Jes Brinch
Cirkulære om Vilkår for forsøg med nye lønsystemer for tekniske og administrative medarbejdere ansat på tjenestemands- og tjenestemandslignende vilkår inden for Luftfartsvæsenets Personaleforenings forhandlingsområde
(Perst.nr. 027-00)
Generelle bemærkninger
1. I medfør af rammeaftalen om forsøg med nye lønsystemer har Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II/ Luftfartsvæsenets Personaleforening indgået medfølgende aftale om vilkår for forsøg med nye lønsystemer for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Luftfartsvæsenets Personaleforenings forhandlingsområde.
Aftalen omfatter kun de tekniske og administrative stillinger inden for Luftfartsvæsenets Personaleforenings forhandlingsområde, der kan sidestilles med andre stillinger, som er omfattet af en rammeaftale om lønforsøg, inden for Statstjenestemændenes Centralorganisation II's forhandlingsområde.
2. Aftalen har til formål at tilskynde til og understøtte iværksættelse af forsøg med nye lønsystemer på statens arbejdspladser.
Der lægges vægt på, at der skabes en sammenhæng mellem den lokale løn- og personalepolitik, herunder f.eks. hensyntagen til ligeløn. Det er derfor vigtigt, at der gives tillidsrepræsentanterne og de lokale ledere gode vilkår for gennemførelsen af forsøgene. Der henvises generelt til tillidsrepræsentantaftalen og SU-aftalen.
Der er i aftalen taget udgangspunkt i § 6 i rammeaftalen om forsøg med nye lønsystemer, hvorefter forsøgene etableres med et basislønsystem. Det udelukker ikke, at der kan iværksættes forsøg med andre lønsystemer, f.eks. et intervallønsystem, hvilket i givet fald vil skulle aftales mellem Finans-ministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation II/Luftfartsvæsenets Personaleforening.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
3. Til § 2, stk. 3
Forhåndsaftaler indebærer, at der ikke vil skulle indgås konkret tillægsaftale mellem ansættelsesmyndigheden og tillidsrepræsentanten, hver gang en eller flere ansatte udfører opgaver/erhverver kvalifikationer, der er omfattet af forhåndsaftalen.
Hvis der lokalt indgås aftale om, at et tillæg ydes til ansatte, der har gennemført et givent kursus eller en given efteruddannelse, bør alle i den pågældende personalegruppe, for hvem kurset/efteruddannelsen er relevant, have adgang til at gennemgå kurset/efteruddannelsen.
4. Til §§ 4-8
Kriterierne for indplacering af nyoprettede stillinger i løngrupperne er vejledende.
5. Til § 9
Hensyn til f.eks. geografisk betingede lønforhold kan indgå i lokalt aftalte kvalifikationstillæg mv., jf. rammeaftalens § 6, stk. 5.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at det af bemærkningerne til tillidsrepræsentantaftalen fremgår, at tillidsrepræsentanter ikke lønmæssigt og udviklingsmæssigt skal stilles ringere end andre ansatte omfattet af nye lønsystemer og derfor skal have samme mulighed for at få tillæg ud over basislønnen, som hvis de havde fuld mulighed for at fungere i deres sædvanlige job.
6. Til § 12
Efter § 12, stk. 1, indplaceres ansatte med en tjenestemandspensionsordning i pensionsmæssig henseende i den lønramme/lønrammeforløb/skalatrinsforløb, der var gældende forud for forsøgets iværksættelse. Dette "skyggeforløb" lægges til grund for pensionsberegningen i tilfælde af pensionering i forsøgsperioden.
Som led i implementeringen af de konkrete lønforsøg bør de lokale parter på grundlag af gældende klassificeringsaftaler udarbejde en oversigt over den hidtidige klassificering af de stillinger, der omfattes af det nye lønsystem. Personlige klassificeringer markeres med *).
Hvis der i forbindelse med lønændringer indgås aftale om pensionsmæssig indplacering i højere lønramme/lønrammeforløb/skalatrinsforløb, jf. § 12, stk. 3, revideres oversigten i overensstemmelse hermed.
Ved oprettelse af nye/genbesættelse af ledige stillinger i forsøgsperioden skal der tilsvarende - af hensyn til fastlæggelsen af den pensionsmæssige status - indgås aftale om den "bagvedliggende" klassificering i det hidtidige lønsystem. Oversigten ajourføres i overensstemmelse hermed.
7. Til § 12, stk. 5
Kompetencen til - som et supplement til tjenestemandspensionsordningen - at aftale pensionsbidrag af varige og midlertidige tillæg i det nye lønsystem efter reglerne i rammeaftalen af 18. maj 1995 er i forsøgsperioden delegeret til de lokale aftaleparter.
I forbindelse med eventuelle overvejelser om indbetaling af pensionsbidrag af midlertidige tillæg til tjenestemænd, for hvem der ikke i forvejen er oprettet en forsikringsmæssig pensionsordning, henledes opmærksomheden på, at de hermed forbundne administrationsomkostninger - specielt for så vidt angår mindre og korterevarende tillæg - kan være relativt store i forhold til pensionsbidragsindbetalingens størrelse og dermed kan reducere pensionsordningens værdi uforholdsmæssigt.
De lokale parter aftaler pensionsbidragets størrelse, dog inden for det i rammeaftalen angivne maksimum. Arbejdsgiverbidraget udgør 2/3 og egetbidraget 1/3. Tillægsbeløbet justeres for egetbidraget, dvs. at tillægget forinden beregning af pensionsbidragene skal opreguleres med værdien af egetbidraget.
Pensionsbidrag kan kun aftales for så vidt angår varige og midlertidige tillæg, og der kan ikke aftales pensionsbidrag af personlige tillæg efter aftalens § 14, stk. 3.
Finansministeriet, den 16. marts 2000
Peter Olsen
AFTALE OM VILKÅR FOR FORSØG MED NYE LØNSYSTEMER FOR TEKNISKE OG ADMINISTRATIVE MEDARBEJDERE ANSAT PÅ TJENESTEMANDS- ELLER TJENESTEMANDSLIGNENDE VILKÅR INDEN FOR LUFTFARTSVÆSENETS PERSONALEFORENINGS FORHANDLINGSOMRÅDE