Retningslinier For udlejning af Fritidslejemål på Hirsholmene
Statutory Text (1 Articles)
Retningslinier
For udlejning af
Fritidslejemål på Hirsholmene
Udlejning af Fritidsboliger har til formål at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af ejendommene under hensyntagen til øens særlige karakter, øboernes trivsel og boligernes muligheder.
I det omfang lejemålene på Hirsholmene ikke har fået tildelt helårsstatus af Frederikshavn Kommune, søges de udlejet som fritidsboliger. Ved udlejningen lægges der vægt på øens erhvervs-, kultur- og rekreative interesser.
Hirsholmene Administration forvalter fritidsboligerne. Aftaler om leje af de enkelte boliger skal dog godkendes af Forsvarsministeriets Fæstnings- og Natursekretariat.
Medmindre lejemålene skal anvendes af Administrationen, herunder til udlejning på korttidsbasis, eller af andre offentlige myndigheder, genudlejes de ved ledighed.
Ledige lejemål udlejes af Hirsholmene Administration efter nedenstående retningslinier
1. Alle personer over 18 år er berettiget til at ansøge om leje af en fritidsbolig.
Såfremt lejemålet ikke udelukkende skal tjene som fritidsbolig for lejerens husstand, men også skal tjene andre formål, herunder erhvervsmæssig virksomhed, skal dette anføres i ansøgningen.
2. Der oprettes en venteliste. Begæring om optagelse på ventelisten skal indgives skriftligt til Hirsholmene Administration. Ansøgere skrives op i den rækkefølge ansøgninger modtages. Modtages flere ansøgninger samtidigt, sker placering efter lodtrækning.
3. Fritidslejemål tildeles den ansøger, der har størst anciennitet på ventelisten, jf. dog punkt 5.
Ved afslag på boligtilbud skal det skriftligt tilkendegives, om man fortsat ønsker at stå på ventelisten. Fremkommer der ikke en sådan tilkendegivelse, eller afslås 3 tilbud om fritidslejemål, slettes man af ventelisten.
4. Der kan ikke i videre omfang end fastsat ved den almindelige lejelovgivning gives lejere tilsagn om afståelsesret, være sig til familie eller andre.
5. Forsvarsministeriets Fæstnings- og Natursekretariat kan i helt særlige tilfælde dispensere fra ovenstående retningslinier.
Hirsholmene Administration kan endvidere efter samråd med foreningen "Holmboerne" og godkendelse fra Forsvarsministeriets Fæstnings- og Natursekretariat fravige ventelisten til fordel for organisationer, erhvervsdrivende eller andre, der ønsker at leje et fritidslejemål til erhvervsmæssige, kunstudøvende eller almennyttige formål.
Forsvarsministeriet, den 4. februar 2000