Vejledning til brug ved udarbejdelse af apoteksregnskaber for 2000
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning til brug ved udarbejdelse af apoteksregnskaber for 2000
Indholdsfortegnelse
Oversigt over love og bekendtgørelser
Indledende bemærkninger
I.Driftsregnskab til Lægemiddelstyrelsen og specifikation hertil
1.
Bruttoomsætning
A.
Bruttoomsætningens sammensætning
B.
Specifikation af salg efter recept
C.
Omsætning gennem filialer, udsalg m.v.
2.
Rabatudgifter
3.
Vareforbrug
4.
Lønudgifter
5.
Husleje
6.
Energi
7.
Vedligeholdelse
8.
Forsikringer
9.
Omkostningsrelaterede leverandørrabatter
10.
Tab på udestående fordringer
11.
Andre driftsudgifter
a.
Bidrag til privat pensionsordning
b.
Kontingenter, kredsmøder m.v.
c.
Kørsel
d.
Takster, bøger og blade
e.
Porto og kontorrekvisitter
f.
Telefon og telelinier
g.
Småinventar
h.
Rengøring
i.
Arbejdstøj
j.
Undervisning, kurser, kongresser
k.
Traktement af personale
l.
Repræsentation
m.
Revisorhonorar
n.
Ekstern EDB-bogholderi
o.
EDB-software
p.
Leje af materiel
q.
Arbejdsmiljøafgift
r.
Varelageropgørelse
s.
Markedsføringsudgifter
t.
Diverse udgifter
12.
Forrentning
13.
Afskrivning
14.
Henstandsordning for kronisk syge
II.Statusoplysninger
1.
Inventar
2.
EDB-udstyr
3.
Indretning
4.
Varelager
5.
Udestående fordringer
6.
Varevogne
7.
Kapital vedrørende lejede lokaler
8.
Leverandørkreditter
9.
Merværdiafgift
10.
Skyldige feriepenge
11.
Skyldig overtid
III.Beregning og betaling af afgift og tilskud
1.
Sektorafgifter
2.
Ordinære afgifter og tilskud
3.
Samlet regulering af afgift /tilskud
Ikrafttrædelse
Oversigt over gældende love og bekendtgørelser, der henvises til i regnskabsvejledningen.
Lov nr. 433 af 26. juni 1998
om skattemæssige afskrivninger (afskrivningsloven).
Bekendtgørelse nr. 192 af 23. marts 1995
om Apotekervæsenets Pensionsordning.
Bekendtgørelse nr. 770 af 17. august 2000
om aflæggelse af apoteksregnskab.
Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juli 1995
af lov om apoteksvirksomhed.
Bekendtgørelse nr. 919 af 16. oktober 2000
om beregning af forbrugerpriser på apoteksforbeholdte lægemidler.
Bekendtgørelse nr. 845 af 7. november 1995
om apotekers handel med visse varer.
Bekendtgørelse nr. 879 af 17. december 1991
om apotekernes varelageropgørelse.
Bekendtgørelse nr. 24 af 12. januar 1999
om beregning og betaling af afgift og tilskud i henhold til lov om apoteksvirksomhed.
Bekendtgørelse nr. 1168 af 20. december 1995
om administrationsgebyr for apoteker.
Indledende bemærkninger
I henhold til § 3, stk. 1, i gældende bekendtgørelse om aflæggelse af apoteksregnskab fastsætter Lægemiddelstyrelsen nedenstående retningslinier for udarbejdelse af apoteksregnskaber
Apoteksregnskabet omfatter driftsregnskab til Lægemiddelstyrelsen specifikation til driftsregnskabet, statusoplysninger og afgiftsberegning.
Apoteksregnskabet skal alene omfatte de aktiviteter, der vedrører apoteksvirksomheden.
Apoteksregnskabet skal indsendes til Lægemiddelstyrelsen i 2 eksemplarer inden den 1. april det efterfølgende år. Ved indehaverskifte i årets løb skal regnskabet for den afgående apotekers driftsperiode indsendes senest 4 måneder efter apotekerens fratræden.
For apoteker, der driver apoteksfilialer, skal der udarbejdes driftsregnskab, specifikationer til driftsregnskab og statusoplysninger for den samlede enhed samt for henholdsvis moderenhed og filial(er). Afgiftsberegningen skal derimod kun udarbejdes for den samlede enhed.
Apoteksfilialers driftsregnskaber og tilhørende specifikationer skal for så vidt angår indtægtssiden indeholde oplysninger om filialernes faktiske indtægter. Apoteksfilialernes udgifter opgøres ligeledes - så vidt det er muligt - på basis af de faktiske udgifter. I de tilfælde, hvor det ikke er muligt nøjagtigt at adskille udgifterne mellem moderenhed og filial(er), må der foretages en skønsmæssig fordeling af udgifterne. Der skal kunne redegøres for de anvendte fordelingsnøgler.
Statusposter opgøres særskilt for apoteksfilialer.
I. Driftsregnskab til Lægemiddelstyrelsen og specifikationer hertil
Alle beløb opføres efter fradrag af merværdiafgift, for udgifters vedkommende dog kun i tilfælde af, at merværdiafgiften kan fradrages overfor Told og Skat.
1. Bruttoomsætning (felt 104 og 601-715)
Bruttoomsætningen omfatter samtlige indtægter ved salg af lægemidler og andre varer, tjenesteydelser m.v., uden fradrag af rabat og uden hensyntagen til, om beløbet er indgået. Til bruttoomsætningen medregnes salg til apotekets personale og apotekerens eget forbrug, administrationsgebyr i forbindelse med forsendelse af medicinpakker. Forsendelsesomkostninger, der refunderes apoteket, medregnes derimod ikke.
A. Omsætningens sammensætning
Bruttoomsætningen skal specificeres i følgende punkter
1.
Salg efter recept: Herunder medregnes salg af lægemidler efter recept udstedt af læger, tandlæger eller dyrlæger samt salg af lægemidler efter rekvisition fra jordemødre, hjemmesygeplejersker, skibsførere, redere og amtskommuner, kommuner og virksomheder, der stiller ambulancer til rådighed for amtskommuner.
2.
Håndkøbssalg: Håndkøbssalg omfatter omsætningen ved salg af lægemidler, der ikke udleveres efter recept eller rekvisition (jf. punkt 1), samt ved salg af frihandelsvarer f.eks. kosmetiske produkter, tekniske varer, mærkevarer, sygeplejeartikler m.v. Frihandelsvarer korrigeres endvidere for kassedifferencer.
3.
Salg til andre apoteker: Herunder opføres omsætningen ved apotekets salg af magistrelle lægemidler og evt. andre varer til andre apoteker. Omsætningen skal specificeres i salg i a. Apoteksforbeholdte lægemidler, b. Frihandelsvarer, jf. gældende bekendtgørelse om apotekers handel med visse varer.
4.
Andre driftsindtægter: Omfatter indtægter fra sundhedsfremmende aktiviteter og andre driftsindtægter i øvrigt. Sundhedsfremmende aktiviteter omfatter bl.a. dosisdispensering, eftersyn af skibsmedicinkiste, rygeafvænning og slankemøder, jf. "Oversigt over sundhedsfremmende aktiviteter på apotekerne, der er omfattet af særskilt indtægtsregistrering i 2000". Andre driftsindtægter er f.eks. telefonreceptgebyr, edb-receptgebyr, vagtgebyr, samt andet salg, som ikke falder ind under punkterne 1-3. Der henvises til kapitel 3 i gældende bekendtgørelse om beregning af forbrugerpriser på apoteksforbeholdte lægemidler, bortset fra det i bekendtgørelsens § 17 nævnte recepturgebyr, det i bekentgørelsens § 18 omtalte veterinærgebyr samt det i bekendtgørelsens § 19 nævnte færdigbehandlingsgebyr, der alle opføres under 1. Salg efter recept.
B. Salg efter recept
Salg efter recept skal yderligere specificeres i følgende punkter
1.
Receptekspederede pakninger til enkeltpersoner: Her opføres alle receptekspederede pakninger til enkeltpersoner, uanset om lægemidlerne helt eller delvis betales af det offentlige samt leverancer til distribuerende og ikke-distribuerende læger til videreudlevering. Endvidere opføres alle leverancer til lægers og tandlægers brug i praksis samt rekvisitioner fra skibsførere og redere, jordemødre og hjemmesygeplejersker og amtskommunernes ambulancetjeneste.
2.
Leverancer til sygehuse og lignende: Her opføres alle receptekspederede pakninger vedrørende leverancer til sygehuse, institutioner m.v.
3.
Dyrlægeordinationer: Her opføres alle receptekspederede pakninger til dyr, herunder til dyrlægers brug i praksis og til dyrlægers videreudlevering. Pakningerne skal yderligere opdeles til dyr, som holdes i erhvervsmæssig øjemed samt til brug i dyrlægens praksis og til andre dyr.
Receptordinerede pakninger opføres med antal, samlet beløb og gennemsnitspris for henholdsvis magistrelle lægemidler og farmaceutiske specialiteter. En multipakning og en del af en multipakning regnes for en pakning.
C. Omsætning gennem filialer, udsalg m.v.
Omsætningen gennem apoteksfilialer, apoteksudsalg og håndkøbsudsalg skal specificeres i
1. Håndkøbssalg.
2. Receptsalg.
Omsætningen skal specificeres for hver enkelt apoteksfilial, apoteksudsalg og håndkøbsudsalg. Vedrørende fordelingen mellem håndkøbssalg og receptsalg bemærkes, at håndkøbsvarer, der efter bestilling pakkes til den enkelte kunde, skal medregnes under receptsalg. Har en filial eller et udsalg kun været åbent i en del af året, skal det fremgå, hvilken periode de opgivne beløb vedrører.
Antal enheder ultimo regnskabsåret bedes oplyst.
For hvert medicinudleveringssted skal omsætningen anføres. Beløbene anføres ekskl. merværdiafgift. Har et udleveringssted kun været drevet en del af året, skal det fremgå, hvilken periode det anførte beløb vedrører.
Antal enheder pr. ultimo regnskabsåret bedes oplyst.
2. Rabatudgifter (felt 105 og 801-808)
Rabatudgifter omfatter rabatter ydet i henhold til gældende bekendtgørelse om beregning af forbrugerpriser på apoteksforbeholdte lægemidler.
Endvidere omfatter rabatudgifter rabatter ydet til den offentlige sygesikring i henhold til § 2 i lov nr. 1084 af 23. december 1992 om apotekernes bruttoavance i 1993.
Rabatudgifterne skal specificeres efter modtager som følger
1. Enkeltpersoner og institutioner,
2. Den offentlige sygesikring,
3. Distribuerende læge,
4. Håndkøbsudsalg, herunder
a) Håndkøb,
b) Receptsalg.
5. Medicinudleveringssteder.
3. Vareforbrug (felt 107 og 809-814)
Vareforbruget skal opgøres udfra varelagerets værdi ved årets begyndelse med tillæg af varekøbet i årets løb og med fradrag af varelagerets værdi ved årets udgang. Vareforbruget skal opgøres såvel inklusiv som eksklusiv forfaldne leverancegebyrer, jf. § 5. nr. 3 i gældende bekendtgørelse om aflæggelse af apoteksregnskab, samt forfaldne leverandørrabatter, som er opnået i forbindelse med frihandelsvarer. Varelageret skal opgøres i overensstemmelse med de af Sundhedsstyrelsen fastsatte regler herom, jf. gældende bekendtgørelse om apotekernes varelageropgørelse.
Omkostningsrelaterede leverandørrabatter, der er opnået i forbindelse med apoteksforbeholdte lægemidler, skal ikke medtages under vareforbrug, men opføres i stedet under særskilt post for disse (felt 114a).
4. Lønudgifter (felt 109 og 815-839)
Antal ansatte anføres i gennemsnit i regnskabsåret med 1 decimal. Under lønudgifter medregnes udover egentlig løn også gaver, gratialer, tantieme og lignende samt udgifter til arbejdsgiverbidrag og Apotekernes HjemmePC-ordning.
Modtagne tilskud for opretholdelse eller forøgelse af praktikpladser, og betaling for undervisning af farmaceutstuderende og farmakonomelever og lignende tilskud og refusioner fratrækkes lønudgifterne. Dette gælder dog ikke for vagttilskud og stud.pharm-tilskud, der opføres under sektorafgift 3.
Lønudgifterne skal specificeres for de enkelte personalegrupper, og udgifterne skal omfatte såvel løn til apotekets faste personale som løn til personer, der antages for kortere perioder (vikarer).
Indbetaling af skyldige feriepenge til apotekerforeningens Ferielønkasse i forbindelse med fratræden af en medarbejder ansat før den 1. maj 1993 kan ikke opføres som lønudgift. Det indbetalte beløb fratrækkes på statusposten: Skyldige feriepenge. Se denne.
5. Husleje (felt 111 og 840-879)
Huslejeudgifter skal specificeres for henholdsvis apoteker, apoteksfilialer, apoteksudsalg og øvrige lejeudgifter, herunder evt. udgifter til leje af parkeringspladser. Udgifterne skal tillige specificeres for ejede henholdsvis lejede lokaler. Endvidere skal der anføres oplysning om lokalernes størrelse.
For lejede lokaler opføres den i henhold til lejekontrakten betalte lejeudgift.
Kun den egentlige lejeudgift må opføres. Udgifter til opvarmning, centerforeninger og lignende, der opkræves sammen med huslejen, skal opføres på de respektive konti herfor.
For lokaler, der ejes af apotekeren, opføres den af apotekeren skønnede lejeværdi.
6. Energi (felt 112)
Herunder opføres afholdte udgifter til opvarmning, elektricitet og lignende af apotekslokalerne.
7. Vedligeholdelse (felt 113)
Under vedligeholdelse opføres udgifter til reparation og vedligeholdelse af apotekslokaler, inventar og edb-udstyr (hardware).
Såfremt apotekeren er lejer, og apotekeren ifølge lejekontrakten er forpligtet til at vedligeholde f.eks. facaden, opføres disse udgifter.
Såfremt apotekslokalerne er indrettet i ejendommen, der ejes af apotekeren, er udgifter til evt. vedligeholdelse af ejendommen apoteksregnskabet uvedkommende.
8. Forsikringer (felt 114)
Herunder opføres udgifter til forsikringer af apotekets inventar, varelager, regnskabsbilag, drift og personale m.v.
Endvidere kan der opføres udgifter til ophørende livsforsikringer, der ligger til sikkerhed for lån optaget af hensyn til apoteksdriften, herunder ombygninger. Forsikringens pålydende skal være afpasset efter lånets størrelse. Den opførte udgift skal svare til udgiften til en ophørende livsforsikring med udbetaling faldende med lige store beløb årligt og med en løbetid, der svarer til lånets løbetid.
Såfremt apotekslokalerne er indrettet i ejendomme, der ejes af apotekeren, kan udgifter til ejendomsforsikringer ikke opføres under forsikringer.
9. Omkostningsrelaterede leverandørrabatter (felt 114a)
Herunder opføres indtægter fra omkostningsrelaterede leverandørrabatter.
Rabatindtægterne skal opføres som en negativ driftsudgift.
Såfremt der indgår økonomiske fordele i de modtagne omkostningsrelaterede leverandørrabatter, der ikke direkte er knyttet til det enkelte varekøb, skal der detaljeret redegøres for, hvorledes de økonomiske fordele er opgjort. Redegørelsen foretages på et særskilt bilag til regnskabet.
Det bemærkes i denne forbindelse, at den økonomiske fordel, der består i at apotekere har en kredit hos grossist på løbende måned plus 45 dage i gennemsnit, i denne sammenhæng ikke opfattes som en økonomisk ydelse omfattet af rabat reglen. Tilsvarende gælder forrentning af apotekernes indestående hos grossister til den af Sundhedsministeriet fastsatte rentesats.
De her nævnte økonomiske ydelser skal der ikke redegøres for.
10. Tab på udestående fordringer (felt 115)
Under tab på udestående fordringer opføres de i årets løb afskrevne tab med fradrag af beløb indgået på tidligere afskrevne fordringer. Hvis det indgåede beløb overstiger de afskrevne tab, opføres forskelsbeløbet som en negativ driftsudgift.
Tab på udestående fordringer må ikke indeholde tab på henstandsordning for kronisk syge.
11. Andre driftsudgifter (felt 116 og 901-919)
Andre driftsudgifter skal specificeres som følger
a.
Bidrag til privat pensionsordning: Herunder opføres bidrag betalt i regnskabsåret til en pensionsordning omfattet af § 7 i gældende bekendtgørelse om aflæggelse af apoteksregnskab.
b.
Kontingenter, kredsmøder m.v.: Herunder opføres udgifter til kontingenter, centerforeninger, handelsforeninger, farmaceutisk faglige sammenslutninger og lignende samt udgifter til rejser og ophold i forbindelse med generalforsamlinger og kredsmøder. Udgifter til kontingenter til Danmarks Apotekerforening kan ikke opføres på apoteksregnskabet.
c.
Kørsel: Herunder opføres udgifter til kørsel med egne befordringsmidler samt udgifter til anden kørsel.
Udgifter til kørsel med egne befordringsmidler beregnes for personbilers vedkommende udfra antallet af kørte km, idet der anvendes de satser for kørselsgodtgørelse med egne befordringsmidler, som staten til enhver tid yder. Anvendes vognen tillige til anden kørsel, skal der føres kørselsbog.
Kørselsesgodtgørelse efter høj sats indtil 20. marts 2000 udgør 256 øre pr. km indtil 20.000 km i et kalenderår. Ud over 20.000 km i et kalenderår er satsen 144 øre pr. km. Kørselsgodtgørelsen efter høj sats pr. 20. marts 2000 udgør 266 øre pr. km indtil 20.000 km i et kalenderår. Ud over 20.000 km i et kalenderår er satsen 154 øre pr. km.
For varevognes vedkommende kan kørselsudgifterne enten beregnes udfra antallet af kørte km, jf. ovenfor, eller udfra de faktiske udgifter til reparation, driftsmidler og lignende. I sidstnævnte tilfælde kan der under udgifter til forrentning og afskrivning af apotekets anlægskapital opføres udgifter til forrentning og afskrivning af varevogn(e).
Beregning af kørselsudgifter for varevogne skal ske efter samme princip i hele den periode, varevognen anvendes af apoteket.
d.
Takster, bøger og blade.
e.
Porto, og kontorrekvisitter.
f.
Telefon og telelinier.
g.
Småinventar: Herunder kan opføres udgifter til anskaffelse af mindre inventargenstande med en anskaffelsessum på 9.500 kr. i 2000 eller derunder. Beløbet reguleres i overensstemmelse med det beløb, der er nævnt i § 5, stk. 3, i gældende lov om skattemæssige afskrivninger.
h.
Rengøring: Under rengøring opføres udgifter til vask, vand, renovation og rengøringsrekvisitter samt udgifter til rengøring m.v., der varetages af personer, der ikke er ansat på apoteket (rengøringsselskab m.v.).
i.
Arbejdstøj: Herunder opføres udgifter til anskaffelse af arbejdstøj.
j.
Udgifter til undervisning, kurser og kongresser: Det bemærkes, at uddannelsesafgift ikke skal opføres her, idet denne udgift skal opføres under sektorafgift 3.
k.
Traktement af personale: Herunder opføres udgifter til traktement af personalet i arbejdstiden samt udgifter til personalemøder og -fester.
l.
Repræsentation.
m.
Revisorhonorar.
n.
Eksternt edb-bogholderi.
o.
Edb-Software: Herunder opføres udgifter til erhvervelse af edb-Software og udgifter til abonnement af samme.
p.
Leje af materiel: Herunder opføres udgifter til leje eller leasing af materiel, f.eks. edb-anlæg, fotokopieringsmaskiner, tyverialarm og lignende.
q.
Arbejdsmiljøafgift.
r.
Varelageropgørelse, inkl. taksator-honorar i forbindelse med overdragelse.
s.
Markedsføringsudgifter, herunder annoncering og dekoration.
t.
Diverse udgifter: Som eksempler på udgifter kan nævnes inkassogodtgørelse, udgifter til advokatbistand, stempeludgifter og teknikerhonorar vedrørende inventaranskaffelser m.v. For så vidt angår inkassogodtgørelse bemærkes, at når der ved indehaverskifte sker overdragelse af udestående fordringer til den tiltrædende apoteker mod inkassogodtgørelse, skal denne godtgørelse opføres under inkasso med et positivt tal i den fratrædende apotekers opgørelse og et negativt tal i den tiltrædende apotekers opgørelse. Her opføres endvidere tab- og gevinst ved salg/kassation af inventar, edb-udstyr og varevogne.
12. Forrentning (felt 118 og 920-934)
Udgifter til forrentning beregnes efter § 8 og § 9 i gældende bekendtgørelse om aflæggelse af apoteksregnskab, jf. bemærkningerne til de enkelte statusposter.
Sundhedsministeriet meddeler i december måned i regnskabsåret de rentesatser, der skal benyttes.
Den af sundhedsministeriet fastsatte rentesats for så vidt angår opgørelse af forrentningsudgifterne af aktiverne inventar, edb-udstyr, indretning, udestående fordringer, varevogne og kapital vedrørende lejede lokaler skal så vidt muligt svare til den gennemsnitlige rentesats, hvormed den i apotekerne indskudte fremmedkapital forrentes.
Den af Sundhedsministeriet fastsatte rentesats for så vidt angår opgørelse af forrentningsudgifterne af varelageret skal så vidt muligt svare til den gennemsnitlige forrentning af apotekernes indestående hos grossisterne. Samme rentesats skal anvendes for så vidt angår det beløb, der udgør apotekets rentefordel ved rentefri leverandørkreditter jf. § 9 i bekendtgørelsen.
Ved renteberegning regnes året i antal faktiske dage. Ved indehaverskifte beregnes forrentning forholdsmæssigt for dele af år. Ved nyoprettelse beregnes forrentning fra den dag, apoteket åbnes.
13. Afskrivning (felt 119 og 935-939)
Udgifterne til afskrivning beregnes efter bestemmelserne i § 10 i gældende bekendtgørelse om aflæggelse af apoteksregnskab, jf. tillige bemærkninger nedenfor til de enkelte statusposter.
14. Henstandsordning for kronisk syge (felt 1001-1004)
For regnskabsåret specificeres
a.
Antal personer, der har været omfattet af henstandsordningen.
b.
Det samlede antal henstandsgebyrer, som apoteket er berettiget til at modtage.
c.
Antal rykkere apoteket har sendt ud.
d.
Anmeldte tab på henstandsordningen: Herunder opføres tab på henstandsordning for kronisk syge, der er indberettet til Danmarks Apotekerforening.
II. Statusoplysninger
1. Inventar (felt 401-408)
Primosaldoen på inventarkontoen er identisk med forrige års ultimosaldo. Hvis ikke skal der vedlægges en forklaring.
Inventarkonto ved årets begyndelse omfatter det beløb, der er anvendt til overtagelse og anskaffelse af inventar til apotek, apoteksfilial, apoteksudsalg og håndkøbsudsalg med fradrag af afskrivninger foretaget i tidligere år samt af øvrige foretagne reduktioner i tidligere år på inventarkontoen i forbindelse med salg eller kassation af inventar. Ved indehaverskifte udgør overdragelsessummen for inventaret ultimoværdien for den fratrædende apoteker hhv. primoværdien for den tiltrædende apoteker. Tab/gevinst ved inventaroverdragelsen registreres som kasseret inventar. Ved nyoprettelse udgør det før apotekets åbning anskaffede inventar primoværdien.
Inventarkonto ved årets udgang beregnes ved til inventarkontoen ved årets begyndelse at tillægge inventaranskaffelser i årets løb og fradrage afskrivninger samt værdien af kasserede og/eller solgte inventargenstande. Tab/gevinst ved udskiftning af inventar overføres til driftsregnskabet under andre driftsudgifter, diverse udgifter. Ved indehaverskifte i årets løb beregnes ultimosaldoen på tilsvarende måde.
Inventargenstande med en anskaffelsessum på kr. 9.500 i 2000 eller derunder kan udgiftsføres over driften i anskaffelsesåret. Beløbet reguleres i overensstemmelse med det beløb, der er nævnt i § 5, stk. 3, i gældende lov om skattemæssige afskrivninger.
Udgifter til opstilling, tilpasning og forandring af inventar, der ikke medfører indretningsmæssige ændringer, opføres under inventaranskaffelser, mens udgifter til teknisk bistand til inventaranskaffelser og forandringer m.v. opføres under andre driftsudgifter. Udgifter til reparation og almindelig vedligeholdelse af inventar opføres under vedligeholdelsesudgifter.
Af udgifter til anskaffelse og installation af markiser, ventilationsanlæg, tyverialarm og lignende opføres udgifter til selve materiellet under inventaranskaffelser, medens udgifter til installation opføres under indretningsudgifter.
På inventarkontoen afskrives årligt 10 pct. af det ved årets begyndelse bogførte beløb. Inventaranskaffelser i årets løb afskrives med 25 pct.
Omfatter opgørelsen kun en del af året og apotekeren afgår i løbet af året afskrives en forholdsmæssig del. Nyanskaffelser, foretaget i det år apotekeren afgår, afskrives med 25 pct. Overtager apotekeren i løbet af året apoteket, betragtes det overtagne inventar som nyanskaffet og skal således afskrives med 25 pct. uanset driftsperiodens længde.
Det beløb, der kan opføres til forrentning, beregnes som gennemsnittet af inventarets bogførte værdi ved årets begyndelse og udgang.
2. Edb-udstyr (felt 409-416)
Kontoen for edb-udstyr ved årets begyndelse omfatter det beløb, der er anvendt til overtagelse og anskaffelse af edb-udstyr til apotek, apoteksfilial og apoteksudsalg med fradrag af afskrivninger foretaget af indehaveren i tidligere år samt af øvrige foretagne reduktioner i tidligere år i forbindelse med salg eller kassation.
Ved indehaverskifte udgør overdragelsessummen for edb-udstyret ultimoværdien for den fratrædende apoteker hhv. primoværdien for den tiltrædende apoteker. Tab/gevinst ved overdragelse af edb-udstyr registreres som kasseret edb-udstyr. Ved nyoprettelse udgør det før apotekets åbning anskaffede edb-udstyr primoværdien.
Kontoen for edb-udstyr ved årets udgang beregnes ved til kontoen ved årets begyndelse at tillægge edb-anskaffelser i årets løb og fradrage afskrivninger samt værdien af kasseret og/eller solgt edb-udstyr. Tab/gevinst ved udskiftning af edb-udstyr overføres til driftsregnskabet under Andre driftsudgifter, diverse udgifter. Ved indehaverskifte i årets løb beregnes ultimosaldoen på tilsvarende måde.
Udgifter til opstilling m.v. af edb-udstyr opføres under edb-anskaffelser. Udgifter til reparation og almindelig vedligeholdelse af edb-udstyr opføres under vedligeholdelsesudgifter.
Edb-udstyr anskaffet i 2000 eller senere afskrives fra og med anskaffelsesåret med 33 1/3 pct. årligt af anskaffelsessummen. Edb-udstyr anskaffet i 1998 eller senere afskrives fra og med anskaffelsesåret med 25 pct. årligt af anskaffelsessummen. Edb-udstyr anskaffet i 1996 eller 1997 afskrives fra og med anskaffelsesåret med 20 pct. årligt af anskaffelsessummen.
Omfatter opgørelsen kun en del af året og apotekeren afgår i løbet af året, afskrives en forholdsmæssig del. Nyanskaffelser foretaget i det år apotekeren afgår afskrives med 33 1/3 pct. Overtager apotekeren i løbet af året apoteket, betragtes det overtagne edb-udstyr som nyanskaffet og skal således afskrives med 33 1/3 pct. uanset driftsperiodens længde.
Det beløb, der kan opføres til forrentning, beregnes som gennemsnittet af edb-udstyrets bogførte værdi ved årets begyndelse og udgang.
3. Indretning (felt 417-422)
Ved indretningsudgifter forstås udgifter, der investeres i apotekslokaler og hvis afholdelse ikke tilfører apotekets inventar eller apoteksejendommen en forøget værdi, der vil give sig udslag i en højere overtagelsessum i tilfælde af indehaverskifte.
Værdien af apotekets indretning ved årets begyndelse omfatter de beløb, der i tidligere år er henført til indretningsudgifter med fradrag af de i tidligere år foretagne afskrivninger. Indretningskontoen kan bestå af flere indretningskonti, der skal afskrives særskilt, hvilket skal fremgå af regnskabet. Primoværdien er lig foregående års ultimoværdi. Ved nyoprettelser udgør indretningsudgifter afholdt forud for apotekets åbning primosaldoen.
Værdien af apotekets indretning ved årets afslutning beregnes ved til værdien ved årets begyndelse at tillægge afholdte indretningsudgifter i årets løb og fradrage årets afskrivninger.
Som eksempler på indretningsudgifter kan anføres
1.
Særlige udgifter til bygningsmæssige foranstaltninger i forbindelse med inventaranbringelse og installation af edb-udstyr.
2.
Udgifter til installation af ventilationsanlæg, tyverialarm og lignende, der installeres af hensyn til apoteksdriften.
3.
Udgifter til bygningsmæssige foranstaltninger, bortset fra almindelig vedligeholdelse, i lejede apotekslokaler.
4.
Udgifter til bygningsmæssige foranstaltninger, bortset fra almindelig vedligehold, i apotekslokaler, der ejes af apotekeren, når udgifterne afholdes specifikt af hensyn til apoteksvirksomheden og derfor ikke vil tilføre ejendommen en øget værdi, hvis lokalerne skal anvendes til andet formål.
5.
Udgifter til teknisk bistand vedrørende indretning af apotekslokaler, herunder arkitekthonorar.
6.
Ved nyoprettelse af apoteker, udgifter til lønninger til personale samt til husleje, opvarmning m.v. inden apotekets åbning.
7.
Udgifter til "Nøglepenge".
Indretningsudgifter på indtil 50.000 kr. afskrives i det år, hvor udgiften er afholdt. Indretningsudgifter på mere end 50.000 kr. afskrives lineært med 10 pct. pr. år af de oprindeligt afholdte udgifter, dog mindst 50.000 kr. årligt, indtil restsaldoen udgør 50.000 kr. eller derunder, der afskrives det følgende år. Apoteksudsalg knyttet til hhv. et apotek eller en apoteksfilial betragtes som én enhed. Ved indehaverskifte afskrives alle endnu ikke afskrevne indretningsudgifter.
Af hensyn til afskrivningsberegningen skal størrelsen af de oprindeligt afholdte indretningsudgifter anføres.
Det beløb, der kan opføres til forrentning, beregnes som gennemsnittet af indretningens bogførte værdi ved årets begyndelse og udgang.
4. Varelager (felt 423-435)
Varelageret på apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg ved årets begyndelse og udgang skal opgøres i overensstemmelse med de til enhver tid gældende bestemmelser om apotekernes varelageropgørelse, jf. bekendtgørelse om apotekernes varelageropgørelse.
Varelagerets sammensætning på de 2 seneste opgørelsesdage skal specificeres som følger
1. Farmaceutiske specialiteter og magistrelle lægemidler.
2. Sygeplejeartikler, forbindsstoffer og andre frihandelsvarer.
3. Andre varer, herunder råvarer og emballage.
Det beløb, der kan opføres til forrentning, beregnes som gennemsnittet af varelagerets værdi ved årets begyndelse og udgang. Ved indehaverskifte anvendes den i forbindelse med indehaverskiftet foretagne opgørelse af varelagerets værdi som ultimoværdi i den fratrædende apotekers regnskab. Primoværdien i den tiltrædende apotekers opgørelse er overtagelsessummen for varelageret.
5. Udestående fordringer (felt 501-506)
Der skal ved udgangen af hvert kvartal foretages en opgørelse over apotekets udestående fordringer (ekskl. merværdiafgift).
Det beløb, der kan opføres til forrentning, beregnes som gennemsnittet af apotekets udestående fordringer ved udgangen af hvert kvartal forhøjet med halvdelen.
6. Varevogne (felt 513-519)
Herunder opføres værdien af apotekets varevogn(e) i de tilfælde, hvor kørselsudgiften for varevognen beregnes udfra de faktiske driftsudgifter. Råder apoteket over flere varevogne opføres varevognenes samlede værdi.
Værdien ved årets begyndelse er varevognens anskaffelsessum med fradrag af de i tidligere år foretagne afskrivninger.
Ved indehaverskifte udgør overdragelsessummen for varevogne ultimoværdien for den fratrædende apoteker hhv. primoværdien for den tiltrædende apoteker. Tab/gevinst ved overdragelse af varevogne registreres som kasserede varevogne.
Ved nyoprettelse udgør de før apotekets åbning anskaffede varevogne primoværdien.
Værdien ved årets udgang opgøres ved til værdien ved årets begyndelse at fradrage årets afskrivning. Tab/fortjeneste ved udskiftning af varevogn beregnes på grundlag af den afskrevne værdi og overføres til driftsregnskabet under Andre driftsudgifter, Diverse udgifter.
Råder apoteket over flere varevogne beregnes afskrivninger og forrentning samlet for alle varevogne.
Afskrivning for varevogne beregnes i anskaffelsesåret med 30 pct. af anskaffelsessummen. I følgende år afskrives 30 pct. årligt af den bogførte værdi ved årets begyndelse.
Omfatter opgørelsen kun en del af året og apotekeren afgår i løbet af året, afskrives en forholdsmæssig del. Nyanskaffelser foretaget i det år apotekeren afgår afskrives med 30 pct. Overtager apotekeren i løbet af året apoteket betragtes overtagne varevogne som nyanskaffede og skal afskrives med 30 pct. uanset drifsperodens længde.
Det beløb, der kan opføres til forrentning beregnes som gennemsnittet af varevognens værdi ved årets begyndelse og udgang.
7. Kapital vedrørende lejede lokaler (felt 520-540)
For lejede apotekslokaler opføres forudbetalt husleje og depositum.
Til forrentning kan opføres gennemsnittet af beløbene ved årets begyndelse og udgang.
8. Leverandørkreditter (felt 541)
Størrelsen af apotekets rentefri leverandørkreditter opgøres som 95 pct. af 2 måneders vareforbrug.
Beløbet fradrages i beløbet for apotekets varelager, inden beregningen af forrentningen af varelageret foretages, jf. s. 18.
9. Merværdiafgift (felt 542-543)
Herunder skal opføres oplysning om den samlede indgående og udgående merværdiafgift i årets løb.
10.Skyldige feriepenge (felt 544-546)
Herunder opføres apotekets skyldige feriepenge ved årets begyndelse og udgang.
Efter oprettelse af Apotekerforeningens Ferielønkasse afvikles apotekets skyldige feriepenge i takt med fratræden af medarbejder ansat før 1. maj 1993. Det beløb, der indbetales til Ferielønkassen opføres i rubrikken: Indbetaling til Ferielønkassen ved fratræden.
Afvikling af apotekets skyldige feriepenge kan ikke belaste driftsregnskabets lønudgift.
11.Skyldig overtid (felt 547-548)
Hvis apoteket vælger at medregne skyldig overtid i forbindelse med overarbejde for den enkelte medarbejder under lønudgifter, skal værdien af den skyldige overtid anføres herunder.
Skyldig overtid opgøres pr. 1/1 og pr. 31/12 i det pågældende regnskabsår.
Hvis der ikke tidligere har været udgiftsført ændringer i skyldig overtid på lønregnskabet, kan værdien af skyldig overtid pr. 1/1 sættes til 0.
III. Beregning og betaling af afgift og tilskud
Afgifter og tilskud i henhold til kapitel 10 i gældende lov om apoteksvirksomhed skal beregnes efter de til enhver tid gældende regler herom. Disse er specificeret i gældende bekendtgørelse om beregning og betaling af afgift og tilskud i henhold til lov om apoteksvirksomhed. Beregningerne foretages på baggrund af de endelige regnskabstal for apoteket med tilhørende filialer og udsalg.
1. Sektorafgifter (felt 201-228)
a)
Beregningsgrundlag for sektorafgifter
Beregningsgrundlaget for sektorafgifter er i henhold til § 3 i bekendtgørelsen
bruttoomsætningen
÷ rabatudgifter
÷ tab på udestående fordringer
b)
Sektorafgifter, -tilskud og godtgørelser m.v.
Sektorafgifterne er opdelt i 3 grupper, alt efter hvem, der opkræver afgifterne.
Sektorafgift 1 består af pensionsbidrag til Apotekervæsenets Pensionsordning jf. §§ 5 og 6 i gældende bekendtgørelse om Apotekervæsenets Pensionsordning og evt. af pensionsbidrag til en privat pensionsordning jf. § 7 i gældende bekendtgørelse om aflæggelse af apoteksregnskab. Apotekerne udnævnt på grundlag af ledige bevillinger opslået efter den 1. april 1995 kan således ved opgørelse af bidraget til Apotekervæsenets Pensionsordning fradrage bidrag til en privat pensionsordning i medfør af ovennævnte bestemmelse.
Pensionsbidraget til Apotekervæsenets Pensionsordning indbetales direkte til denne pensionsordning ved giroindbetaling.
Sektorafgift 2 består af afgift til apoteksfilialgodtgørelser, afgift til apoteksudsalgsgodtgørelser, afgift til ekstraordinære tilskud, jf. § 4 i gældende bekendtgørelse om beregning og betaling af afgift og tilskud i henhold til lov om apoteksvirksomhed, samt af administrationsgebyr til staten, jf. § 1 i gældende bekendtgørelse om administrationsgebyr for apoteker.
Afgifterne betales af alle apoteker uanset om disse har apoteksfilialer, apoteksudsalg eller modtager ekstraordinært tilskud.
Sektorafgift 2 overføres til driftsregnskabsskemaet s. 3 og indgår i den endelige regulering af afgift/tilskud.
Sektorafgift 3 består af uddannelsesafgift, stud.pharm.afgift farmakonomelevgift/stud.pharm.tilskud-farmakonomelevtilskud, vagtafgift/vagttilskud samt af henstandsordningsafgift.
Afgifter og eventuelt tilskud opkræves henholdsvis udbetales af Danmarks Apotekerforening.
Nettosektorafgift/Nettosektortilskud på driftsregnskabsskemaets s. 2 beregnes som summen af sektorafgifterne fratrukket de på skemaet anførte tilskud og godtgørelser vedrørende sektorafgift 2 og 3. For sektorafgift 2 drejer det sig om tilskud til de apoteker, der har filialer og apoteksudsalg jf. bekendtgørelsens § 5 og tilskud til de apotekere, der har modtaget ekstraordinært tilskud. For så vidt angår ekstraordinære tilskud drejer det sig om de tilskud, der er udbetalt i 2000, uanset hvilket år tilskuddet vedrører.
Nettosektorafgift/Nettosektortilskud overføres til driftsregnskabsskemaets s.1.
2. Ordinær afgift og ordinært tilskud
a)
Beregningsgrundlag for ordinær afgift og tilskud.
Beregningsgrundlaget for ordinær afgift og tilskud er i henhold til § 1 i gældende bekendtgørelse om beregning og betaling af afgift og tilskud
Apotekets omsætning af receptekspederede lægemidler til enkeltpersoner samt til dyr, der ikke holdes i erhvervsmæssig øjemed
+
omsætning af håndkøbslægemidler
÷
hertil svarende rabatudgifter. Med hertil svarende rabatter forstås de rabatter, der er nævnt i § 29 stk. 1, 2, 4 og 5 i gældende bekendtgørelse om beregning af forbrugerpriser på apoteksforbeholdte lægemidler, samt rabatudgifter til den offentlige sygesikring.
b)
Ordinær afgift og tilskud beregnes på grundlag af den fremkomne omsætning efter § 2 i gældende bekendtgørelse om beregning af forbrugerpriser på apoteksforbeholdte lægemidler, d.v.s. sundhedsministeren fastsætter en beløbsgrænse for betaling af ordinær afgift og tilskud.
Apoteker, hvis omsætning i et kalenderår overstiger den af sundhedsministeren fastsatte beløbsgrænse, betaler til staten en omsætningsafgift på 4,3% af forskelsbeløbet.
Til apoteker, hvis omsætning i et kalenderår er mindre end den af sundhedsministeren fastsatte beløbsgrænse, betaler staten et omsætningstilskud på 4,3% af forskelsbeløbet.
Ved indehaverskifte i årets løb beregnes ordinære afgifter og tilskud for den fortløbne periode på baggrund af den endelige beløbsgrænse.
3. Samlet regulering af afgift/tilskud
Viser den samlede regulering af ordinær afgift/tilskud (herunder filialgodtgørelse og apoteksudsalgsgodtgørelse) og sektorafgift 2. Hvis der i årets løb er indbetalt mindre til Lægemiddelstyrelsen end den beregnede samlede afgift, eller hvis der fra Lægemiddelstyrelsen er udbetalt mere end det beregnede samlede tilskud, skal forskelsbeløbet indbetales til Lægemiddelstyrelsen. Er den indbetalte afgift større eller det udbetalte tilskud mindre end den endelige afgift eller tilskud, vil forskelsbeløbet blive udbetalt af Lægemiddelstyrelsen. Efterreguleringer på 100 kr. og derunder indbetales/udbetales ikke.
Tilsvarende regulering foretages for så vidt angår sektorafgift 1.
Ikrafttrædelse
Denne vejledning erstatter Lægemiddelstyrelsens vejledning af november 1999 til brug ved udarbejdelse af apoteksregnskaber og finder anvendelse på apoteksregnskaber for driftsåret 2000.
Lægemiddelstyrelsen, den 4. december 2000
Simon Leth Schmidt