Cirkulæreskrivelse om meddelelse fra StK:Pension om retningslinier for annullering af forkert oprettede forsikringsmæssige pensionsordninger
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om meddelelse fra StK:Pension om retningslinier for annullering af forkert oprettede forsikringsmæssige pensionsordninger
(til stiftsøvrighederne)
Kirkeministeriet har fra StK:Pension modtaget meddelelse om retningslinier for annullering af forkert oprettede forsikringsmæssige pensionsordninger.
Retningslinierne er blevet fastlagt på grundlag af en række konkrete sager, hvor forsikringsmæssige pensionsordninger ved en fejl er blevet etableret hos StK:Pension, men skulle have været oprettet hos et andet pensionsselskab.
Det er disse sager, som er anledning til nedenstående nye retningslinier fra StK:Pension, hvorefter det er periodelængden (fra første indberetning og frem til tidspunktet hvor StK:Pension gøres opmærksom på fejlen) der er afgørende for sagsbehandlingen.
De nye retningslinier betyder, at såfremt et menighedsråd ved en fejl har fået oprettet en pensionsordning hos StK:Pension for en ansat, der skulle have haft en pensionsordning hos et andet pensionsselskab, så kan der være knyttet visse økonomiske konsekvenser til annulleringen af den forkert oprettede pensionsordning i form af en reduktion af de indbetalte pensionsbeløb.
Der er indberettet maksimalt 6 måneders pensionsbidrag.
Såfremt menighedsrådet indenfor denne periode fremsætter anmodning om, at den forkert etablerede forsikringsmæssige pensionsordning annulleres til fordel for anden pensionsordning (i et andet forsikringsselskab eller i en pensionskasse), tilbagebetales de indbetalte pensionsbidrag til arbejdsgiveren. Grænsen på 6 måneder er valgt for at sikre, at den forsikrede (medlemmet) kan nå at få en police og at reagere på den skete fejl, ligesom arbejdsgiveren herved har haft rimelig tid til at opdage og rette fejlen.
Der er indberettet mere ned 6 måneders pensionsbidrag.
Når menighedsrådet efter en 6 måneders periode med fejlagtige indberettede pensionsbidrag til StK:Pension fremsætter anmodning om annullering til fordel for en anden pensionsordning (i et andet forsikringsselskab eller i en pensionskasse), iværksættes følgende procedure
Det pågældende menighedsråd gøres skriftlig opmærksom på, at StK:Pension naturligvis gerne medvirker til, at der for den pågældende medarbejder etableres en korrekt pensionsordning i henhold til en for medarbejderen gældende lønoverenskomst. Da StK:Pension imidlertid har haft risiko i den forløbne periode på minimum 6 måneder, gøres samtidig opmærksom på, at StK:Pension vil overføre forsikringsværdien (reserve + bonus). I forsikringsværdien indgår både fradrag til betaling af risikopræmie og omkostninger samt en forrentning (bonus). Overførslen vil i øvrigt fra StK:Pensions side kunne ske omkostningsfrit, idet fejlen på ingen måde må komme kunden til skade.
Når menighedrådet skriftligt har accepteret, at sagen løses på den af StK:Pension foreslåede måde, kan overførslen effektueres til det selskab (forsikringsselskab eller pensionskasse), som er anvist af menighedsrådet. Overførslen sker som en såkaldt § 41-overførsel, hvor StK:Pension dog ikke tager omkostninger. Det skal af overførselsbilaget (brevet) fremgå, at der er tale om en omkostningsfri overførsel fra StK:Pensions side på grund af en fejlagtig oprettelse hos StK:Pension. Det må så forventes, at modtagende selskab pga. denne situation også vil modtage de overførte beløb omkostningsfrit.
StK:Pension kan ikke "tvinge" selskabet til dette, da det jo rent faktisk har mistet omkostningsbidrag af den præmie, som StK:Pension har modtaget og indeholdt omkostningsbidrag af. Men hos StK:Pension har der også måttet udføres en administration af disse penge.
Arbejdsgivers anmodning om delvis tilbagebetaling som følge af for tidlig oprettelse af en forsikringsmæssig pensionsordning.
I tilfælde, hvor en forsikring korrekt er etableret hos StK:Pension med en forkert (for tidlig) indtrædelsesdato, skal spørgsmålet om delvis tilbagebetaling af for meget indbetalt præmie afgøres efter samme kriterier som ovenstående. Afgørende er det således også her, om der til ordningen har været indbetalt mere eller mindre end 6 måneders pensionsbidrag.
Har der været indbetalt mere end 6 måneders pensionsbidrag i alt, og er en del af de indbetalte pensionsbidrag fejlagtige, skal der efter anmodning fra menighedsrådet finde en tilbagebetaling sted.
Den værdi, der i givet fald skal tilbagebetales opgøres efter samme princip, som havde forsikringen været fejlagtigt oprettet hos StK:Pension. Det er med andre ord forsikringsværdien (reserve + bonus) hidrørende fra den for meget indbetalte præmie, der kan tilbagebetales. I denne værdi vil der nemlig indgå både fradrag til betaling af risikopræmie og omkostninger samt en forrentning (bonus) svarende til den for meget betalte præmie.
Arbejdsgivers anmodning om tilbagebetaling fordi forudsætningerne senere har ændret sig.
Der kan også opstå tilfælde, hvor en forsikring er etableret korrekt i et selskab under SamPension (StK:Pension) og hvor forudsætningerne senere har ændret sig, så forsikrede alligevel ikke skal have pensionsordningen. Det kan f.eks. ske, hvis en medarbejder ansættes på overenskomstvilkår, men senere bliver ansat som tjenestemand med tilbagevirkende kraft. Her har forsikringen ikke været forkert oprettet. I denne situation kigger StK:Pension også på, om der har været betalt pensionsbidrag i mere eller mindre end 6 måneder.
Har der været betalt i mere end 6 måneder skal værdien opgøres efter samme princip, som havde forsikringen været fejlagtigt oprettet. Det er med andre ord forsikringsværdien (reserve + bonus), der kan tilbagebetales. I denne værdi vil der nemlig indgå både fradrag til betaling og risikopræmie og omkostninger samt en forrentning (bonus) svarende til den betalte præmie. Men derudover fratrækker StK:Pension også et administrationsgebyr, da forsikringen ikke har været forkert oprettet.
Kirkeministeriet, den 24. juli 2000
Merete C. Kjær
fuldmægtig