Legislator Case Law & Legislation
C20001120560 DK

Vejledning om Arbejdsskadestyrelsens praksis 1999

22 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (22)

Statutory Text (22 Articles)

Vejledning 2000 11205 Historic

Bilag 1

Indholdsfortegnelse

1. Forord

2. Generelt om arbejdsskader

2.1. Nedsættelse af folkepensionsalderen til 65 år

2.2. Forældelse og genoptagelse

2.3. Forudbestående lidelser

2.4. Udviklingen i Arbejdsskadestyrelsens anerkendelsespraksis

2.5. Arbejdsskader og dødsfald

2.6. Hastebehandling af visse sager

3. Ulykkestilfælde

3.1. Ildebefindende

3.2. Sportsskader

3.3. Til og fra arbejde

4. Kortvarig skadelig påvirkning

5. Erhvervssygdomme

5.1. Lænderyglidelser optaget på fortegnelsen

5.2. Computermus

5.3. Bidragsfastsættelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

6. Pludselige løfteskader

7. Mén

8. Erhvervsevnetab

8.1. Ændret beregningspraksis

8.2. Flexjob

9. Erstatningsansvarsloven

9.1. Erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven

9.2. Stationærtidspunkt

10. Oversigt over Arbejdsskadestyrelsens udgivelser

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 1

Forord

Arbejdsskadestyrelsens væsentligste opgave er at træffe afgørelser efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Afgørelserne danner praksis på arbejdsskadeområdet. Denne praksis offentliggør vi på flere måder.

Det sker blandt andet i »Nyt om arbejdsskader« og i vores vejledninger.

Vi har i efteråret 1999 lanceret en ny udgave af vores Internet-hjemmeside (http://www.ask.dk)/.

Målet med Internet-hjemmesiden er både at sikre åbenhed og forøge vores informationstilbud.

Hjemmesiden henvender sig både til private brugere og professionelle brugere som sagsbehandlere, advokater, forsikringsselskaber og offentlige institutioner.

Hjemmesiden består af fire overordnede hovedområder fire hovedindgange som fører til information om Arbejdsskadestyrelsen og styrelsens aktiviteter

Skadesager Organisation Statistik Økonomi

Desuden er der fem indgange til information af konkret karakter

Udgivelser Ordbog Priser og takster Andre hjemmesider English

På hjemmesiden findes således en lang række oplysninger om anmeldelse af arbejdsskader, sagsbehandling og erstatning. Hjemmesiden indeholder desuden en regeldatabase med relevante love, bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger. Alle vores pjecer og vejledninger samt Nyt om arbejdsskader og Nyt fra Erhvervssygdomsudvalget er tilgængelige på hjemmesiden.

En elektronisk bestillingskupon skal gøre det nemt for interesserede at rekvirere vores pjecer og vejledninger, også uden for åbningstiden.

Det er vores håb, at hjemmesiden vil være til stor gavn for alle.

Dette hæfte om udvalgte områder af praksis i arbejdsskadesager 1999 ligger også på hjemmesiden. Bagest i hæftet er en oversigt over styrelsens vejledninger.

Styrelsens statistik for 1999 findes ligeledes på hjemmesiden.

15. maj 2000 vil styrelsens kvalitetsregnskab med beretning for 1999 blive udgivet.

God læselyst

Anne Lind Madsen

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 2

Generelt om arbejdsskader

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 2

Generelt om arbejdsskader

2.1. Nedsættelse af folkepensionsalderen til 65 år

I forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 1999 indgik regeringen aftale om, at folkepensionsalderen skulle nedsættes fra 67 år til 65 år.

Denne ændring fik betydning for lov om sikring mod følger af arbejdsskade, idet løbende erstatninger for tab af erhvervsevne og tab af forsørger ophørte, når skadelidte eller den efterladte opnåede ret til at modtage folkepension. Når erstatningen ophørte på dette tidspunkt, fik modtageren udbetalt et engangsbeløb på 2 gange den løbende årlige erstatning.

Lovændringen indebar, at den løbende erstatning for tab af erhvervsevne og for tab af forsørger fortsat ophører, når modtageren opnår ret til folkepension.

Det betyder, at der ikke sker ændringer for de personer, der efter reglerne først opnår ret til folkepension som 67-årige. Der sker ej heller ændringer i sager, hvor der før den 1. juli 1999 er truffet afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne eller for tab af forsørger. Det gælder uanset, hvornår modtageren opnår ret til folkepension.

Der sker således alene ændringer for de personer, der opnår ret til folkepension som 65-årige.

Hertil kommer, at de nye regler alene gælder for afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger, der bliver truffet den 1. juli 1999 eller senere. Det bemærkes, at erstatning for tab af forsørger ikke i alle tilfælde udbetales indtil pensionsalderen. Efter arbejdsskadesikringsloven kan erstatning for tab af forsørger højst ydes i 10 år.

For de personer, der er omfattet af de nye regler, ophører udbetalingen af løbende erstatning, når de opnår ret til folkepension som 65-årige. De pågældende bliver kompenseret for den manglende udbetaling i 2 år på den måde, at de får udbetalt et engangsbeløb på 4 gange den løbende erstatning, når de fylder 65 år, og erstatningen ophører.

2.2. Forældelse og genoptagelse af arbejdsskadesager

Forældelse

Arbejdsskadesikringsloven indeholder ikke regler om forældelse af krav på erstatning.

Der er en 1-års frist for anmeldelse af skader. Der kan dispenseres fra fristen, når der er særlig grund til det.

Den Sociale Ankestyrelse og Arbejdsskadestyrelsen har i nogle år anvendt den almindelige forældelsesregel på 5 år, der står i 1908-loven, når skaderne blev anmeldt efter 5 år.

Højesteret har i oktober 1999 fastslået, at forældelsesfristen i 1908-loven ikke kan anvendes inden for arbejdsskadesikringen.

Det betyder, at de sager, der er afvist under henvisning til fristen i 1908-loven, skal genoptages og vurderes påny, hvis den skadelidte ønsker det.

Den Sociale Ankestyrelse og Arbejdsskadestyrelsen har derfor redegjort for dommen og konsekvenserne af dommen i pressemeddelelser.

Styrelserne har også skrevet til de skadelidte, der har fået afvist deres sag under henvisning til 1908-loven, og bedt dem oplyse, om de ønsker deres sag genoptaget. Hvis det er tilfældet, har Arbejdsskadestyrelsen genoptaget sagen og vurderet anerkendelsesspørgsmålet påny.

Genoptagelse

Arbejdsskadesikringsloven indeholder regler om genoptagelse.

Der står i § 24, stk. 1, at den skadelidte eller de efterladte kan få genoptaget sagen inden 5 år, fra de har fået meddelelse om, at skaden eller dødsfaldet ikke er omfattet af loven.

Efter § 24, stk. 2, kan sagen genoptages, selv om der er gået mere end 5 år fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om, at en sygdom ikke er omfattet af loven, hvis sygdommen senere er optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen.

Afgørelser om behandlingsudgifter, erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for varigt mén kan genoptages inden for en frist på 5 år, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund ved afgørelsen. Det står i § 34, stk. 1.

Når ganske særlige omstændigheder taler for det, kan der ses bort fra fristerne.

Arbejdsskadestyrelsen har i »Nyt om arbejdsskader« nr. 12/99 orienteret om, at Højesterets dom fra oktober 1999 ikke vedrører reglerne om genoptagelse.

2.3. Forudbestående lidelser

Efter § 26 i arbejdsskadesikringsloven skal behandlingsudgifter, erhvervsevnetabserstatning og godtgørelse for varigt mén fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Det betyder, at ydelserne kan nedsættes, hvis der er andre årsager til den skadelidtes sociale og helbredsmæssige situation.

Samtidig står der i § 13, at et erhvervsevnetab eller et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod.

Arbejdsskadesikringsloven indeholder således både regler om, at der kun skal ydes erstatning/godtgørelse for følgerne af arbejdsskaden, og regler om, at der er en formodning for, at forringelsen af erhvervsevnen eller helbredet er en følge af den anerkendte arbejdsskade.

I september 1998 ændrede Højesteret en afgørelse, hvor Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse havde nedsat méngodtgørelsen og erhvervsevnetabserstatningen, fordi den skadelidte havde haft en lidelse det samme sted, som blev påvirket ved tilskadekomsten på arbejdet.

Arbejdsskadestyrelsen har tilpasset praksis i overensstemmelse med Højesterets dom på følgende måde

Vi nedsætter kun méngodtgørelsen, når der er lægelig dokumentation for den forudbestående lidelse, og for at den har givet symptomer forud for arbejdsskaden, eller der er en sikker prognose for, at den vil give symptomer i fremtiden, selv om arbejdsskaden ikke var sket.

Vi nedsætter kun erhvervsevnetabserstatningen, hvis den forudbestående lidelse har påvirket erhvervsevnen inden arbejdsskaden. Det kan fx være dokumenteret ved sygefravær, eller der er en sikker prognose for, at den forudbestående lidelse vil påvirke erhvervsevnen i fremtiden, selv om arbejdsskaden ikke var sket.

Vi uddyber begrundelserne, når vi fradrager i godtgørelserne/erstatningerne på grund af forudbestående lidelser.

Arbejdsskadestyrelsen har i »Nyt om arbejdsskader« nr. 2/99 redegjort for, hvordan vi har tilpasset praksis i overensstemmelse med Højesterets dom.

2.4. Udviklingen i Arbejdsskadestyrelsens anerkendelsespraksis

Arbejdsskadestyrelsen udarbejdede i oktober en analyse over udviklingen i styrelsens anerkendelsespraksis siden 1992 med udgangspunkt i arbejdsskadestatistikken.

Analysen viser, at der er sket et fald i anerkendelsesprocenten for såvel erhvervssygdomme som arbejdsulykker.

Erhvervssygdomme

For erhvervssygdomme er der fra 1992 til 1997 næsten sket en halvering af andelen af skader, der anerkendes, idet anerkendelsesprocenten i 1992 var 25,8, mens den i 1997 var faldet til 13,4. Fra 1997 til 1998 er der igen sket en svag stigning i anerkendelsesprocenten til 14,8.

Faldet i anerkendelsesprocenten for erhvervssygdomme kan hovedsageligt tilskrives to forhold

Antal anerkendte hørelidelser er faldet kraftigt i perioden. Der har været tale om et fald i hele perioden, men specielt i de seneste år, er der sket et betydeligt fald i anerkendelsesprocenten. Dette hænger sammen med, at Den Sociale Ankestyrelse i 1996 ved behandlingen af en række principielle sager afgjorde, at den 5-årige forældelsesfrist i lov om forældelse af visse fordringer fra 1908 også fandt anvendelse ved arbejdsskader. Denne frist har især haft betydning for hørelidelser. Efter en Højesteretsdom i 1999 er 5-års fristen igen afskaffet, og en stor del af de afviste sager er blevet genoptaget.

Der er sket et skift i de sygdomme, der anmeldes som erhvervssygdomme. Dette skift indebærer, at en række af de »traditionelle« erhvervssygdomme (opløsningsmiddelforgiftning, asbesthose o.lign.), som tidligere udgjorde en betydelig andel af samtlige anmeldte erhvervssygdomme, i dag er fortrængt af nye sygdomme primært sygdomme i bevægeapparatet og ryglidelser.

Faldet i anerkendelsesprocenten for erhvervssygdomme kan dog ikke fuldstændig forklares ud fra de to ovenstående begrundelser. En yderligere årsag kunne være, at der formentlig er sket en ændring i anmeldemønsteret i perioden, idet der anmeldes flere sygdomme i dag, hvor der ikke er fornøden dokumentation for sammenhængen med arbejdsforholdene. Reglerne om anmeldelse pålægger lægerne en pligt til at anmelde, blot der er en mistanke/formodning om arbejdsmæssig sammenhæng. Forklaringen om et ændret anmeldemønster bekræftes i et vist omfang af, at der på erhvervssygdomsområdet også er sket et fald i andelen af anerkendte sager, der får tilkendt erstatning.

Det skal i øvrigt bemærkes, at Højesterets afgørelse om, at der ikke gælder en 5-års forældelsesfrist på arbejdsskadeområdet, straks har givet sig udslag i en væsentlig højere anerkendelsesprocent for hørelidelser i 1999 (17,5% mod 11,6% i 1998). Dette har medvirket til, at den samlede anerkendelsesprocent for erhvervssygdomme i 1999 er steget til 17,4.

Arbejdsulykker

For så vidt angår arbejdsulykker er der sket et fald i anerkendelsesprocenten fra 80,8 i 1992 til 69,3 i 1998. Ca. halvdelen af dette fald er imidlertid sket fra 1992 til 1993, og de statistiske oplysninger specielt for 1992 må tages med betydelige forbehold.

På ulykkesområdet kan den faldende anerkendelsesprocent i vidt omfang forklares ud fra den ændring af lovgivningen, der blev gennemført med virkning fra 1. januar 1993. Lovændringen indebar en ændring af Arbejdsskadestyrelsens finansieringsmodel, der betød, at de enkelte forsikringsselskaber fik en økonomisk interesse i at behandle så mange sager som muligt uden forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsulykker, der kan føre til erstatning for varige følger, skal under alle omstændigheder forelægges Arbejdsskadestyrelsen, men forsikringsselskaberne har også før 1993 haft mulighed for at behandle såkaldte bagatelskader uden forelæggelse for styrelsen. Bagatelskader er ulykker, hvor der ikke er tvivl om, at der er tale om en arbejdsskade, men hvor det anses for givet, at skaden ikke vil medføre varigt mén eller tab af erhvervsevne. Disse skader anerkendes således altid, men giver ikke anledning til erstatningsudbetaling, udover evt. betaling for sygebehandlingsudgifter.

Forsikringsselskaberne har som nævnt hele tiden haft mulighed for at behandle disse skader selv, og fra 1. januar 1997 fik statsinstitutionerne en tilsvarende mulighed. Dette har betydet, at antal afgjorte bagatelskader er faldet fra ca. 9.500 i 1992 til ca. 3.000 i 1998.

Hvis man korrigerer for udviklingen i antal bagatelskader, er der ikke sket nogen ændring i anerkendelsesprocenten fra 1993 til 1998 - udover tilfældige udsving fra år til år. Der er dog stadig sket et betydeligt fald fra 1992 til 1993, men dette må i betydeligt omfang tilskrives den statistiske usikkerhed omkring oplysningerne for 1992.

Også på ulykkesområdet er der sket en svag stigning på ca. 1 procentpoint i anerkendelsesprocenten i 1999.

På ulykkesområdet er der i øvrigt sket en stigning i andelen af anerkendte sager, der får tilkendt erstatning for varige følger. Dette hænger sammen med, at bagatelskaderne, som styrelsen altså modtager færre af, netop ikke fører til sådan erstatning.

2.5. Arbejdsskader og dødsfald

Det er vigtigt, at dødsfald som følge af en arbejdsskade bliver anmeldt til os, for at vi kan tage stilling til, om der i det konkrete tilfælde skal begæres obduktion.

Hvis dødsfaldet skyldes et egentligt ulykkestilfælde, er det sjældent, at vi har brug for en obduktionserklæring. Beskrivelsen af selve ulykken, eventuelt suppleret med en politirapport, er normalt tilstrækkelig til, at vi kan træffe afgørelse om anerkendelse. Hvis der imidlertid er tvivl om, hvorvidt dødsfaldet skyldes andre forhold end arbejdet, skal politiet rette henvendelse til os og bede os om at tage stilling til spørgsmålet om obduktion.

Skyldes dødsfaldet derimod en arbejdsbetinget lidelse, kan det ofte være svært at afgøre, om dødsfaldet skyldes den arbejdsbetingede lidelse, eller om dødsfaldet skyldes andre forhold end arbejdet. Da den efterladte enke/enkemand og eventuelle børn under 18 år har mulighed for at få tilkendt erstatning efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, hvis dødsfaldet skydes en arbejdsskade, er det væsentligt for os, at oplysningerne om dødsfaldet er så fyldestgørende som muligt. En obduktionserklæring er derfor ofte nødvendig, især i de tilfælde hvor der er uklarhed om dødsfaldet.

Det er således vigtigt, at de læger, som har haft den afdøde under behandling, er opmærksomme på, at dødsfaldet kan være forårsaget af arbejdet. Lægerne skal i sådanne tilfælde rette henvendelse til politiet. Politiet retter herefter henvendelse til os, så vi har mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om obduktion.

Bestemmelserne om lægernes indberetningspligt, retslægeligt ligsyn og retslægelig obduktion findes i lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.

I »Nyt om arbejdsskader« nr. 4/99 beskriver vi nærmere procedurerne ved dødsfald.

2.6. Hastebehandling af visse sager

Arbejdsskadestyrelsen hastebehandler visse sager, hvor skadelidte har en livstruende sygdom.

Som hovedregel behandler vi sager i den rækkefølge, de modtages i styrelsen. I visse tilfælde prioriterer vi dog sagerne, hvis skadelidte er så alvorligt syg, at døden må anses for nært forestående.

Denne prioritering kan betyde, at disse sager vil blive behandlet forud for andre sager. Opprioriteringen sker for at forhindre, at den almindelige sagsbehandlingstid bliver årsag til, at skadelidte ikke når at få en afgørelse i sin sag.

Det betyder for sagsbehandlingen, at alle nødvendige sagsbehandlingsskridt foretages på en sådan måde, at sagen kan afgøres hurtigst muligt på et forsvarligt grundlag. Dette sker ved, at sagsbehandler ringer og faxer i stedet for at skrive, ligesom alle, der kontaktes, gøres opmærksom på, at sagen haster.

I »Nyt om arbejdsskader« nr. 5/99 beskriver vi nærmere, hvordan vi hastebehandler visse sager.

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 3

Ulykkestilfælde

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 3

Ulykkestilfælde

3.1. Ildebefindende

Et ildebefindende på arbejdspladsen kan i visse situationer anerkendes som en arbejdsskade.

Et ildebefindende på arbejdspladsen er som hovedregel ikke en arbejdsskade, idet ildebefindende sædvanligvis skyldes forhold hos den pågældende selv.

I særlige tilfælde kan et ildebefindende alligevel anerkendes. Det gælder eksempelvis, hvis et ildebefindende er forårsaget af forhold i arbejdsmiljøet.

Det gælder også, hvis forholdene på arbejdspladsen eller arbejdspladsens indretning er afgørende for, at følgerne af et ildebefindende er blevet mere alvorlige, end hvis det var indtruffet i hjemmet.

Det var fx tilfældet, hvor en buschauffør fik et ildebefindende. Han kørte galt og pådrog sig blandt andet en hjernerystelse. Vi lagde ved anerkendelsen vægt på arbejdspladsens indretning, nemlig buskørsel. Det opståede ildebefindende fik et alvorligt udfald som følge af de forhold, hvorunder arbejdet foregik.

I »Nyt om arbejdsskader« nr. 7/99 har vi nærmere beskrevet, under hvilke omstændigheder et ildebefindende kan anerkendes som arbejdsskade.

3.2. Sportsskader

En skade opstået i forbindelse med sport kan anerkendes som arbejdsskade, hvis det er sandsynligt, at der er en usædvanlig afvigelse i forhold til den almindelige sportsudøvelse. Det er fx tilfældet, hvis der sker en overtrædelse af spillets regler.

Hændelser, der ligger inden for spillets regler, vil dog kunne anerkendes, hvis der er et voldsomt og usædvanligt forløb i forhold til spillets normale udførelse.

Hvis en fodboldspiller fx bliver tacklet bagfra direkte på benet, er der tale om en handling i strid med spillets regler. Tilfældet vil derfor kunne anerkendes som arbejdsskade.

Er der derimod tale om en lovlig tackling, er der som udgangspunkt ikke tale om en arbejdsskade. Hvis den tacklede spiller imidlertid falder og kommer til skade, vil der muligvis kunne være tale om et så afvigende forløb, at det ligger ud over, hvad spilleren måtte kunne forvente. Tilfældet ville så kunne anerkendes som arbejdsskade.

Den Sociale Ankestyrelse har på principielle møder behandlet en række sager om sportsskader, se nærmere Social Meddelelse SM U-6-99 og SM U-4-00 om emnet. Se også »Nyt om arbejdsskader« nr. 8/99 herom.

3.3. Til og fra arbejde

Hovedreglen er, at en medarbejders færden mellem hjem og det faste arbejdssted ikke er omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Skader, der sker til og fra arbejde, er således arbejdet uvedkommende.

Hovedreglen gælder imidlertid ikke, hvis der er indgået en klar aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at et stykke arbejde udføres under transporten mellem den ansattes hjem og arbejdsstedet. Aftalen skal klart definere, hvilket arbejde, der skal udføres under transporten, og der skal være tale om en fast udvidelse af arbejdstiden. Det er desuden en forudsætning, at den ansatte faktisk udfører det aftale arbejde på ulykkestidspunktet.

En virksomhed kan fx have indgået aftale med en medarbejder om, at han under en forholdsvis lang togtransport til og fra arbejde udfører arbejde. Han kan være udstyret med en bærbar pc, som virksomheden har stillet til rådighed. Hvis medarbejderen kommer til skade under transporten, fx ved en togulykke, vil han være omfattet af loven.

Se mere herom i »Nyt om arbejdsskader« nr. 3/99.

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 4

Kortvarig skadelig påvirkning

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 4

Kortvarig skadelig påvirkning

Kortvarig skadelig påvirkning, jf § 9, nr. 2 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade supplerer det almindelige ulykkesbegreb.

Ulykkesbegrebet er kendetegnet ved, at den skadelige påvirkning kun er af et øjebliks varighed. Skadelige påvirkninger mellem normalt 3-4 timer og 5 dages varighed kan dog anerkendes, når særlige betingelser er opfyldt. Der har i konkrete sager været tale om anerkendelse efter kortere tids påvirkning.

Der vil normalt ske anerkendelse i tilfælde, hvor den skadelidte er udsat for en særlig arbejdsbelastning i forhold til det daglige arbejde. Hvis skadelidte har fysisk arbejde, skal der en forholdsvis stor belastning til, før der kan være tale om kortvarig skadelig påvirkning.

Anderledes forholder det sig med personer, der til daglig ikke har fysisk belastende arbejde, men som udsættes for en påvirkning som følge af uvant arbejde.

Som eksempel kan nævnes en kontormedarbejder med almindeligt kontorarbejde, som skulle udføre flyttearbejde i forbindelse med en omrokering på arbejdspladsen. Vi lagde ved anerkendelsen vægt på, at der havde været tale om en ekstraordinær krævende belastning i forhold til pågældendes normale kontorarbejde.

I »Nyt om arbejdsskader« nr. 1/99 beskriver vi nærmere, under hvilke betingelser kortvarig skadelig påvirkning vil kunne anerkendes som arbejdsskade.

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 5

Erhvervssygdomme

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 5

Erhvervssygdomme

5.1. Lænderyglidelser på fortegnelsen over erhvervssygdomme

Siden begyndelsen af 1990 erne har Erhvervssygdomsudvalget behandlet sager om lænderyglidelser. Gennem årene blev der udviklet en nogenlunde fast praksis for anerkendelse.

Praksis for anerkendelse var, at der skulle have været tale om løftearbejde gennem mange år af tunge genstande. Herudover kunne en række andre skadelige faktorer indgå i vurderingen.

I første halvdel af 1999 besluttede udvalget efter en række drøftelser, at der var tilstrækkelig med medicinsk og teknisk erfaring til, at lænderyglidelser kunne optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Lænderyglidelser blev på denne baggrund optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme under gruppe E, punkt 11. Ændringen af fortegnelsen trådte i kraft den 17. juli 1999.

Det nye punkt på fortegnelsen er således formuleret på grundlag af den praksis, udvalget har udviklet gennem den sidste halve snes år.

Det betyder, at kroniske lænderyglidelser vil kunne anerkendes, hvis der har været tale om rygbelastende løftearbejde gennem 8-10 år med løft af genstande. Der skal som udgangspunkt have været tale om en samlet daglig løftemængde på 8-10 tons eller derover, hvor det enkelte løft som udgangspunkt skal være på 50 kg for mænd og 35 kg for kvinder.

Der gælder dog en række undtagelser, som er nævnt i fortegnelsen. Kravet til den samlede daglige løftemængde kan fx nedsættes, hvis der har været tale om arbejde inden for fiskerierhvervet eller udsættelse for helkropvibrationer i kombination med løftearbejde på ikke mindre end 4-6 tons dagligt.

Der er med optagelsen på fortegnelsen således ikke ændret på praksis, men sagerne vil som følge af optagelsen kunne behandles væsentligt hurtigere, når de ikke længere skal forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.

Lænderyglidelser som følge af andre belastninger end løftearbejde og lænderyglidelser som følge af løft og håndtering af mennesker (pleje- og omsorgsarbejde) er ikke omfattet af den nye bestemmelse på fortegnelsen. Disse sager skal derfor fortsat forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.

I forbindelse med optagelsen af lænderyglidelser på fortegnelsen har Arbejdsskadestyrelsen udgivet en vejledning.

5.2. Computermus

I slutningen af 1998 forelagde Arbejdsskadestyrelsen 7 sager for Erhvervssygdomsudvalget. På grundlag af drøftelserne i udvalget fandt styrelsen, at det var nødvendigt at få en udtalelse fra Retslægerådet. Rådet meddelte imidlertid, at de stillede spørgsmål faldt uden for rådets opgaver.

De 7 sager blev herefter på ny forelagt Erhvervssygdomsudvalget, som foretog en konkret vurdering af de enkelte sager. Efter drøftelserne i udvalget blev de 7 sager indstillet til afvisning med individuelle begrundelser. Vi fulgte Erhvervssygdomsudvalgets indstilling og afviste sagerne. For 4 af sagernes vedkommende blev afgørelserne anket til Den Sociale Ankestyrelse.

Ankestyrelsen tiltrådte de 3 af afgørelserne, men hjemviste den 4. sag til os med henblik på at indhente yderligere dokumentation for en mulig sammenhæng mellem arbejdet og lidelsen.

Ankestyrelsen har endvidere hjemvist 3 andre sager til os med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget efter indhentelse af arbejdspladsvurderinger gennem Arbejdstilsynet. For alle 3 sagers vedkommende har skadelidte været beskæftiget med CAD-arbejde. CAD er et særligt tegneprogram, som kræver brug af mus det meste af arbejdsdagen, og som især bruges af tekniske tegnere.

Foranlediget af hjemvisningerne fra Den Sociale Ankestyrelse har vi truffet beslutning om at oplyse en række sager, hvor skadelidte har været beskæftiget med CAD-arbejde.

Når sagerne er tilstrækkeligt oplyst, vil de blive forelagt for Erhvervssygdomsudvalget med henblik på en drøftelse af, om arbejde med computermus under særlige omstændigheder vil kunne anerkendes efter indstilling fra udvalget.

I »Nyt fra Erhvervssygdomsudvalget« for april og august 1999 har vi orienteret nærmere om de lidelser, der kan være opstået som følge af arbejde med computermus.

5.3. Bidragsfastsættelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

Der har i løbet af 1999 været rejst spørgsmål om bidragsfastsættelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES).

Efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade skal den enkelte arbejdsgivers bidrag fastsættes ud fra arbejdsgiverens tilknytning til en branche. Endvidere afhænger bidraget af arbejdsgiverens beregnede antal fuldtidsansatte og de forventede udgifter vedrørende den pågældende arbejdsgiver. Det er lovens hensigt, at bidraget til AES fastsættes med udgangspunkt i den enkelte virksomheds/branches skaderisiko, og at der ikke sker nogen systematisk omfordeling mellem de enkelte arbejdsgivere/brancher.

Det har været et ønske at overlade financiering og bidragsfastsættelse på dette område til erhvervslivet selv, idet bestyrelsen for AES består af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.

Det er derfor AES, der skal placere den enkelte arbejdsgiver i en branche, og det er i lovgivningen forudsat, at AES tillige skal samle de enkelte brancher i en række branchegrupper, der er homogene både ud fra en produktionsmæssig og ud fra en skadesrisikomæssig synspunkt.

Det er sjældent vanskeligt at finde arbejdsgiverens branche, hvorimod det kan volde vanskeligheder at samle brancherne i homogene grupper, som alle arbejdsgivere er enige om.

Den enkelte arbejdsgiver ønsker naturligvis at blive placeret i den branchegruppe, hvor der skal betales det lavest mulige bidrag.

Baggrunden for de gældende regler er et ønske om, at de enkelte arbejdsgivere (i forebyggelsesøjemed) som udgangspunkt skulle betale et bidrag, der afspejlede dennes belastning af systemet med erstatningsudgifter.

Det blev derfor som nævnt ovenfor besluttet, at arbejdsgiverne skulle samles i en række branchegrupper, der er homogene både ud fra et produktionsmæssigt og ud fra et skaderisikomæssigt synspunkt.

Det blev forudsat, at den officielle brancheklassifikation i Danmark (DB93) var udgangspunktet for brancheopdelingen og branchegrupperingen. Samtidig blev det forudsat, at der over tid blev tilvejebragt mulighed for at kombinere bidragsfastsættelsen ud fra branche med en graduering efter arbejdsfunktion.

DB93 indeholder imidlertid ikke oplysninger om arbejdsfunktioner. Det indebærer, at arbejdsgivere, der placeres i forskellige branchegrupper, betaler forskelligt bidrag, uanset at dele af produktionen kan siges at være den samme.

Det er fx tilfældet for supermarkeder med bager- eller slagterafdelinger. Supermarkeder er placeret i en branchegruppe, hvorimod de selvstændige bagere og slagtere er placeret i andre grupper.

Bidraget til AES er væsentligt lavere for supermarkederne end for de selvstændige bagere og slagtere. Det skyldes blandt andet, at koncentrationen af medarbejdere med lav risiko for en erhvervsbetinget lidelse er langt større i supermarkederne end hos en bager. Det skyldes, at de butiksansatte er i kraftigt overtal i supermarkederne, og de trækker bidraget ned.

Spørgsmålet om AES s bidragsfastsættelse for de to branchegrupper har været forelagt Konkurrencestyrelsen, der i sit endelige svar har besluttet, at der ikke på nuværende tidspunkt er anledning til at gå videre med sagen, da den bidragsfastsættelse som AES foretager, er en direkte eller nødvendig følge af lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

En fremtidig graduering af bidraget også efter arbejdsfunktion vil ikke påvirke den gennemsnitlige bidragssats for henholdsvis supermarkeder og bagere/slagtere.

Hvis det bliver muligt at inddrage arbejdsfunktionerne i bidragsfastsættelsen, vil det derimod have den effekt, at virksomheder i samme branchegruppe og med samme beskæftigelsesvolumen kan komme til at betale forskelligt bidrag til AES afhængig af medarbejdersammensætningen. Det betyder, at der kan ske en omfordeling af udgifterne mellem virksomheder inden for en branchegruppe, men det vil derimod ikke medføre nogen omfordeling af udgifterne mellem branchegrupperne.

Bestyrelsen for AES overvejer for tiden, hvordan og hvornår arbejdsfunktionerne kan indgå i bidragsfastsættelsen.

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 6

Pludselige løfteskader

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 6

Pludselige løfteskader

I 1996 blev arbejdsskadesikringsloven udvidet med et nyt arbejdsskadebegreb - pludselige løfteskader, jf. § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9a. Det blev herefter muligt at anerkende og yde erstatning for løfteskader, der er sket den 1. juni 1996 eller senere. Praksis for anerkendelse skulle fastlægges af Erhvervssygdomsudvalget.

Det fremgår af tillægsbetænkning afgivet af Socialudvalget den 25. april 1996, at Folketingets Socialudvalg skal orienteres om Erhvervssygdomsudvalgets praksis 3 år efter ikrafttrædelsen med henblik på, om loven eventuelt bør tages op til revision.

Arbejdsskadestyrelsen har i december 1999 afgivet en redegørelse til Folketingets Socialudvalg, hvori Erhvervssygdomsudvalgets praksis er beskrevet.

Det fremgår af redegørelsen, at Arbejdsskadestyrelsen fra lovændringens ikrafttræden den 1. juni 1996 til medio august 1999, har modtaget 4.472 anmeldelser (pr. 1. januar 2000 5.157) om pludselige løfteskader.

Antallet af anmeldte sager er således langt mindre end det skøn på cirka 7000 anmeldelser årligt, som fremgår af forarbejderne til lovforslaget. Dette skøn var meget usikkert. Skønnet var baseret på en vurdering af, hvor mange afviste ulykkestilfælde, der ville kunne anerkendes som pludselige løfteskader. Der var ikke et sikkert grundlag for et skøn over, hvor mange nye anmeldelser der kunne forventes.

Godt halvdelen af de anmeldte skader er afvist uden forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. I de fleste tilfælde fordi der ikke er tale om varige skader. Det er en betingelse efter arbejdsskadesikringslovens § 9a, stk. 1.

Indtil medio august 1999 er 238 sager (pr. 1. januar 2000 336) forelagt for Erhvervssygdomsudvalget. Heraf er 58 anerkendt og 131 afvist (pr. 1. januar 2000 83 anerkendt og 196 afvist ) helt overvejende, fordi der ikke har været tale om belastende løftearbejde i øvrigt, som er en betingelse efter arbejdsskadesikringslovens § 9a, stk. 1.

Redegørelsen er også sendt til Arbejdsskadeudvalget med anmodning om, at den indgår i udvalgets overvejelser om et nyt arbejdsskadebegreb.

Redegørelsen kan læses i sin fulde ordlyd på vores hjemmeside på Internettet.

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 7

Mén

Om méntabellens tilblivelse

I år 1700 fik den danske flåde en forordning med en invaliditetstabel, der fastslog erstatningsbeløb baseret på de medicinske følger af forskellige skader.

Den tog udgangspunkt i de værst tænkelige ulykker som fx tab af syn på begge øjne.

Den første danske ulykkesforsikringslov, Lov om Arbejderes Forsikring mod Følger af Ulykkestilfælde i visse Virksomheder, trådte i kraft den 15. januar 1899.

Allerede ved Arbejderforsikrings-Rådets første sagsbehandlinger anvendtes tabellariske satser.

De første tabeller var invaliditetstabeller til erstatning udfra de medicinske følger.

Efter omstændighederne blev der givet socialt tillæg.

Det var først den 1. april 1978 med lov om arbejdsskadeforsikring, at der blev indført 2 erstatningsformer, nemlig godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Den første méntabel kom i 1979, den anden i 1985 og den tredje i 1996.

Den 8. november 1999 blev der udsendt en ny vejledende méntabel til brug ved ménafgørelser truffet efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

De vigtigste nye områder og en række præciseringer

Distorsioner (forvridninger) i halshvirvelsøjlen er nu inddelt efter symptomernes sværhedsgrader. Det er præciseret, at der ved vurderingen ikke alene tages hensyn til smerter, men også til andre forhold som nedsat bevægelighed i halshvirvelsøjlen.

Med hensyn til hals-nakke-skulderlidelser er overskriften nu ændret, således at det fremgår, at disse vurderinger kun anvendes ved erhvervsbetingede sygdomme/ lidelser.

Afsnittet om lændehvirvelsøjlen er omskrevet. Vurderingerne ved indirekte og direkte traumer uden brud eller prolaps er nu de samme som ved vurderingen af følger efter lænderygskader opstået som følger af langvarig belastning.

Om skulderen er præciseret, at bevægeligheden i skulderleddet måles som aktiv bevægelighed med frit skulderblad.

Hvad angår refleksdystrofi er afsnittet omskrevet, således at der efter kvæstelser sker en gradering efter funktionstabet. Der vil ved vurdering af ménet, udover smerter, også ske en vægtning af andre forhold såsom nedsat bevægelighed, muskelsvind og trofiske forstyrrelser. Desuden vil méngraden i tilfælde, hvor skaden er sket på et område, som er fastlagt i méntabellen, blive fastsat efter et samlet skøn over funktionsniveauet og ikke ved en automatisk sammenlægning.

Afsnittet om knæ er revideret, hvad angår korsbånds- og sideledbåndsskader. Som det fremgår, er det afgørende nu kombinationen af graden af objektiv løshed, muskelsvind og eventuel nedsat bevægelighed.

Hvis der er foretaget ledbåndsrekonstruktion, vil vurderingen blive foretaget på baggrund af operationsresultatet.

Når det drejer sig om ledproteser, er der nu også medtaget følger efter ikke velfungerende ledproteser.

Som noget nyt er kommet følger efter brud på bækken, svære brud og/eller bløddelslæsioner på hånd/underarm, brud på fodled, brud på lårbenshalsen og brud på lårbenet ved hofteleddet. Vurderingen af følgerne efter disse skader bygger overvejende på de objektive fund såsom nedsat bevægelighed, asymmetri og muskelsvind, men også andre forhold, som fx smerter, indgår i vurderingen.

Afsnittet om de indre organer, det vil sige skader på bugvæg/bughule, tarme, nyre/urinveje og kønsorganer, er udbygget.

Afsnittet om psykiske skader er ændret således, at der ved bedømmelsen alene tages udgangspunkt i sværhedsgraden af den posttraumatiske belastningsreaktion.

Det har ikke været muligt i alle tilfælde kun at fastsætte én sats. Derfor er der i nogle tilfælde angivet intervaller og i enkelte tilfælde angivet, at ménet er mindre end eller lig med en bestemt værdi. Dette giver plads for variationer og vil gøre de enkelte vurderinger mere fleksible.

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 8

Erhvervsevnetab

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 8

Erhvervsevnetab

8.1. Ændret beregningspraksis

Højesteret afsagde den 10. juni 1999 dom om udmåling af erstatning i en arbejdsskadesag. Dommen medførte, at Arbejdsskadestyrelsen i 1999 ændrede beregningspraksis vedrørende erstatninger, der tilkendes med tilbagevirkende kraft. Når Arbejdsskadestyrelsen tidligere tilkendte erstatninger med tilbagevirkende kraft, blev tilgodehavendet beregnet i de reguleringsniveauer, der var gældende i de respektive perioder, som tilgodehavendet dækkede.

Som følge af Højesterets dom tager Arbejdsskadestyrelsen ved beregninger af erstatninger med tilbagevirkende kraft nu udgangspunkt i det reguleringsniveau, som er gældende på tidspunktet for afgørelsen, selvom erstatningsydelserne måtte vedrøre perioder, hvor reguleringsniveauet var et andet. Princippet bag denne ændring er Højesterets fortolkning af § 42, stk. 4, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, hvoraf følger: »Ved fastsættelsen af løbende erstatningsydelse, kapitalerstatning, samt godtgørelsesbeløb beregnes erstatningen og godtgørelsen, som om arbejdsskaden var indtruffet på afgørelsens tidspunkt«.

Ændringen af beregningspraksis har begrænset økonomisk betydning for skadelidte, idet tilgodehavender oftest dækker en begrænset tidsperiode, og erstatningsydelserne som oftest reguleres i størrelsesordenen 2-3 procent fra år til år.

8.2. Flexjob

Når skadelidte er beskæftiget i et flexjob, vil Arbejdsskadestyrelsen typisk tilkende en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, indtil der foreligger en endelig afklaring af, om der bliver tale om en længerevarende ansættelse. Først på dette senere tidspunkt fastsættes den endelige erstatning for tab af erhvervsevne.

Hertil kommer, at der er samme adgang til genoptagelse i denne type af sager som i andre arbejdsskadesager.

Overgang til ledighed fx på grund af uoverensstemmelse med den pågældende arbejdsgiver vil som udgangspunkt ikke kunne medføre tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne, da erstatning alene kan gives for følgerne af en arbejdsskade. Det gælder, uanset om der er tale om flexjob eller andre jobs.

For flexjob gør særlige forhold sig imidlertid gældende. Ofte kan skadens følger give en begrænsning i skadelidtes mulighed for at kunne varetage et andet erhverv.

Genoptagelse af erstatningsspørgsmålet kan ske inden for 5 år, efter den første afgørelse om erstatning er truffet. Der er mulighed for at dispensere fra fristen, når særlige omstændigheder taler for det.

Arbejdsskadestyrelsen vil, når der er tale om flexjobsituationer være indstillet på at genoptage sagen efter udløbet af de 5 år, når det må antages, at det er arbejdsskadens følger, der er skyld i, at skadelidte senere ikke kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet.

For så vidt angår de sager, hvor vi afgiver vejledende udtalelser til brug for private erstatningssager, er der tale om en mere skønsmæssig og individuel vurdering, idet der er en begrænset adgang til genoptagelse.

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 9

Erstatningsansvarsloven

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 9

Erstatningsansvarsloven

9.1. Erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven

Udover at træffe afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven, bliver Arbejdsskadestyrelsen ofte anmodet om at afgive udtalelser om varigt mén, stationærtidspunkt og erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven. Ifølge erstatningsansvarsloven skal vurderingen af erhvervsevnetabet foretages på det tidspunkt, hvor skadelidtes tilstand er stationær, og erstatningen ydes altid som et kapitalbeløb.

Som udgangspunkt skal erhvervsevnetabet i henhold til erstatningsansvarsloven fastsættes på grundlag af en økonomisk prognose over skadelidtes indkomst efter ulykken, sammenholdt med den indkomst skadelidte måtte antages at have haft, såfremt skaden ikke var sket.

I en sag havde skadelidte før ulykken ikke haft nogen tilknytning til arbejdsmarkedet i mange år. Der var tale om en 44-årig mand, der kom alvorligt til skade i 1996 ved en trafikulykke, som medførte et varigt mén på 120%. Skadelidte havde siden 1976 været uden tilknytning til arbejdsmarkedet, og var i 1984 blevet tilkendt mellemste førtidspension på grund af stof- og alkoholmisbrug. Vi vurderede, at skadelidte for længst havde mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet, og at der ikke var nogen reel udsigt til, at skadelidte ville komme til at lide noget økonomisk tab i form af mistet fremtidig arbejdsindtægt.

I en anden sag havde en skadelidt på grund af følgerne efter en ulykke måtte skifte til et andet arbejde med en lavere løn. Sagen drejede sig om en 36-årig mand, der havde arbejdet som slagteriarbejder siden 1989. I 1995 kom skadelidte ud for en ulykke, hvor han kom til skade med sin arm. I begyndelsen af 1998 måtte skadelidte skifte til andet arbejde, hvor han fik en lavere løn.

Erhvervsevnetabet blev beregnet efter forskellen på den løn, skadelidte havde før ulykken sammenholdt med den løn, skadelidte nu kunne tjene i det nye arbejde. I 1995 tjente skadelidte 255.031 kr. I det nye arbejde tjente skadelidte i 1998 218.000 kr. Efter opregulering af 1995 lønnen til 1998-niveau, hvilket svarer til ca. 270.000 kr., er der således tale om en lønnedgang på 52.000 kr. Dette svarer til 19%. Erhvervsevnetabet blev herefter fastsat til 20%, da erhvervsevnetabet fastsættes til et tal, der er deleligt med 5. Selv om skadelidte havde klaret sit tidligere arbejde i nogle år efter ulykken, kan der gives erstatning for en senere indtægtsnedgang, når den må antages at hidrøre fra ulykkens følger.

9.2. Stationærtidspunkt

Arbejdsskadestyrelsen afgiver udtalelser efter erstatningsansvarsloven om varigt mén og erhvervsevnetab. Herudover afgiver Arbejdsskadestyrelsen udtalelse om stationærtidspunktet til brug for beregning af tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte.

Efter erstatningsansvarslovens § 2 kan der ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fastsættes for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen, eller skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær.

Efter erstatningsansvarslovens § 3 kan der ydes godtgørelse for svie og smerte. Godtgørelse for svie og smerte ydes for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær. Der kan i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte ikke er syg.

Stationærtidspunktet er det tidspunkt, hvor det må antages, at skadelidtes helbredstilstand ikke yderligere vil blive forbedret. Tidspunktet vurderes ud fra oplysningerne i sagen. I en række tilfælde er det nødvendigt at indhente supplerende oplysninger og lægeerklæringer for at kunne fastsætte stationærtidspunktet. Oplysninger om behandlinger, effekten af disse og ophør af behandlinger er nødvendige at indhente. Tidspunktet for genoptagelse af arbejdet kan også indgå i overvejelsen af stationærtidspunktet.

Stationærtidspunktet angives ud fra de indhentede oplysninger som en bestemt dato. Datoen kan i visse situationer fastsættes som tidspunktet for behandlingernes ophør. I andre situationer fastsættes datoen skønsmæssigt. Det skønsmæssige tidspunkt bygger på skadens art og omfang og med baggrund i medicinsk erfaring for den aktuelle lidelse. Hvis der eksempelvis er tale om en bløddelsskade, regnes der normalt med en helingstid på 6 12 uger. Derfor vælges 3 måneder som regel som det skønsmæssige stationærtidspunkt i sådanne situationer.

Ved komplicerede skader, hvor hospitalsbehandling er ophørt og afløst af ambulant behandling, er stationærtidspunktet tidspunktet for behandlingernes ophør, det vil sige, når skadelidtes helbredstilstand ikke bliver yderligere forbedret.

Hvis stationærtidspunktet, som følge af at skadelidte er blevet behandlet, skal forlænges udover det medicinsk forventelige tidspunkt, må det forudsættes, at disse behandlinger har medført, at skadelidtes helbredstilstand er blevet væsentligt forbedret, og at méngraden og/eller erhvervsevnetabet som følge af behandlingerne er blevet mindre, end det ville være blevet uden behandlingen.

Stationærtidspunktet bedømmes på basis af den viden og de oplysninger, som styrelsen har, når udtalelsen afgives.

Arbejdsskadestyrelsen vil udarbejde en vejledning til brug for vurdering af stationærtidspunktet. Stationærtidspunktet har betydning for både midlertidige og varige tab efter erstatningsansvarsloven, da fastsættelsen af varigt mén og erhvervsevnetab som udgangspunkt skal ske på stationærtidspunktet.

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 10

Oversigt over Arbejdsskadestyrelsens udgivelser

Vejledning 2000 11205 Historic

Kapitel 10

Oversigt over Arbejdsskadestyrelsens udgivelser

Arbejdsskadestyrelsen udgiver mange tryksager i form af vejledninger, foldere m.v. Nogle af disse kan rekvireres gratis, mens andre tilsendes mod betaling. Mange af dem kan også ses på vores hjemmeside http://www.ask.dk/

Nedenfor er der en oversigt over vores tryksager.

Vejledninger

Vejledning om arbejdsbetingede tandskader

Vejledning om vibrationslidelser

Vejledning om opløsningsmiddelforgiftning

Vejledning om arbejdsbetingede høreskader

Vejledning om arbejdsbetingede broklidelser

Vejledning om arbejdsbetingede armlidelser

Vejledning om fradrag i erstatning for tab af erhvervsevne (tjenestemænd)

Vejledning om erstatningsordninger for skole- og uddannelsessøgende

Vejledning om fastsættelse af årsløn

Vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne

Vejledning om forskellene mellem lov om forsikring mod følger af arbejdsskade og erstatningsansvarsloven

Vejledning om betaling for sygebehandling, optræning og hjælpemidler ved arbejdsskader

Vejledning om erstatning ved dødsfald

Vejledning om behandling af anerkendelsesspørgsmålet ved anmeldelser af astma og kronisk bronchitis

Vejledning om arbejdsbetingede lænderyglidelser

Arbejdsskadestyrelsens méntabel

Pjecer

»Hvad betyder det? en lille ordbog om arbejdsskader«

»Hvad er en arbejdsulykke?«

»Hvad kan De forvente af os?«

»Hvad kan De få? Eksempler på erstatning«

Foldere

Vores foldere bruges til to formål. Dels vedlægges de i de konkrete sager (for eksempel om ankemuligheder), dels udleveres de ved for eksempel undervisningsformål. Folderen om ankemuligheder vedlægger vi i alle de tilfælde, hvor vi træffer en afgørelse.

Vi har også en folder »Når skaden er sket«, som vi sender ud, hver gang vi modtager en anmeldelse.

Herudover har vi foldere om »Godtgørelse for mén« og om »Erstatninger «.

Andre tryksager

Ud over ovennævnte udgiver vi blandt andet »Nyt om arbejdsskader«, som er et månedsbrev. Her omtaler vi aktuelt stof, som vedrører vores faglige virksomhed. Det kan for eksempel være tilretning af praksis efter en Højesterets dom.

Arbejdsskadestyrelsen, den 27. april 2000

Anne Lind Madsen

Vejledning 2000 11205 Historic

Vejledning om Arbejdsskadestyrelsens praksis 1999

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →