Legislator Case Law & Legislation
C20000949754 DK

Skrivelse med orientering om lov om ændring af lov om social service

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Skrivelse 2000 9497 Historic

Bilag 1

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 15. december 2000

Forslag

til

Lov om ændring af lov om social service

(Fleksibel hjemmehjælp og kommunal genoptræning)

Skrivelse 2000 9497 Historic

§ 1

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000, foretages følgende ændringer

1. Efter § 73 indsættes

»§ 73 a. Kommunen sørger for tilbud om genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.

Stk. 2. Tilbudet efter stk. 1 gives efter en konkret individuel vurdering af behovet for genoptræning med henblik på så vidt muligt at bringe personen op på det funktionsniveau, pågældende havde inden sygdommen.«

2. I § 75 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Personer, der modtager hjælp eller støtte efter § 71, stk. 1, nr. 2, kan i særlige tilfælde vælge en hel eller delvis anden hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet end den, der er truffet afgørelse om, jf. stk. 1 og 2. Kommunen kan beslutte, at modtageren i disse tilfælde kan vælge hjælp til andre opgaver end dem, der er nævnt i § 71, stk. 1, nr. 2.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

3. I § 110, stk. 2, ændres »§§ 71 og 72« til: »§§ 71, 72 og 73 a«.

4. I § 131, stk. 3, nr. 2, ændres »§§ 71-73« til: »§§ 71-73 a«.

Skrivelse 2000 9497 Historic

§ 2

Loven træder i kraft den 1. april 2001.

Skrivelse 2000 9497 Historic

Skrivelse med orientering om lov om ændring af lov om social service

(Fleksibel hjemmehjælp og kommunal genoptræning)

(Til samtlige kommuner m.fl.)

Folketinget har den 15. december 2000 vedtaget L 109 Forslag til lov om ændring af lov om social service (Fleksibel hjemmehjælp og kommunal genoptræning).

Loven, som træder i kraft den 1. april 2000, vedlægges.

Lovforslaget med bemærkninger kan bl.a. ses på

Socialministeriets hjemmeside www.sm.dk. Se under lovgivning.

Folketingets hjemmeside www.folketinget.dk. Se under dokumenter Lovforslag fordelt på ministerområde - Socialministeriet vedtagne lovforslag.

Ændringerne vedrører

1. Kommunal genoptræning

2. Fleksibel hjemmehjælp.

Ad 1. Kommunal genoptræning.

Baggrunden for lovændringen er et ønske om at imødegå den rejste kritik af genoptræningsindsatsen over for gruppen af ældre, der som følge af sygdom er svækket midlertidigt, og ikke behandles i sygehusregi.

Sammen med sundhedsministerens lov om genoptræningsplaner, som blev vedtaget den 13. december 2000 ( www.sum.dk) sigter den ny bestemmelse i servicelovens § 73 a mod at få præciseret ansvaret for træningsindsatsen.

Med loven forpligtes kommunerne til at tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til et sygehusophold.

Tilbudet om kommunal genoptræning er et supplement til de tilbud kommunen allerede er forpligtet til at yde efter servicelovens § 71. Tilbudet skal i særlig grad ses i sammenhæng med tilbud efter servicelovens § 71, stk.1, nr. 3 om vedligeholdelsestræning i kommunalt regi og forudsættes koordineret hermed.

Ifølge de gældende regler om vedligeholdelsestræning skal kommunen sørge for tilbud om hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder. Tilbudene skal gives efter en konkret vurdering og bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 75, stk. 1 og 2.

Det nye tilbud om kommunal genoptræning retter sig typisk mod ældre, som på grund af sygdom har mistet funktionsevnen, og hvor funktionsevnen kan genvindes ved genoptræning. Bestemmelsen omfatter ikke personer, der har ret til genoptræning som led i en sygehusbehandling.

Tilbudet gives for at undgå vedvarende eller yderligere svækkelse og for at forebygge, at der opstår behov for øget hjælp fx i form af tilbud efter servicelovens § 71 eller sygehusindlæggelse. Tilbudet om kommunal genoptræning kan fx være relevant for en ældre person, som er svækket efter et sengeleje i hjemmet på grund af en influenza eller efter et fald.

Kommunen skal tilbyde genoptræning efter en konkret individuel vurdering af behovet med henblik på at bringe personen op på det funktionsniveau, pågældende havde inden sygdommen.

Tilbudet skal alene gives i de tilfælde, hvor anden form for træning, fx i form af egen træningsindsats eller tilbud efter servicelovens §§ 65 og 71, ikke kan bringe personens funktionsniveau op.

Kommunen har, når den træffer afgørelse, pligt til at inddrage alle muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning, jf. den sociale retssikkerhedslov § 5.

Kommunens forpligtelse til at udarbejde kvalitetsstandarder vil også omfatte kommunal genoptræning, jf. nedenfor.

Med sundhedsministerens lov om genoptræningsplaner er amtets (sygehusvæsenets) ansvar for at tilrettelægge et træningsforløb for den enkelte patient blevet præciseret.

Et træningsforløb kan udover amtskommunale tilbud også omfatte kommunale tilbud.

Et sammenhængende træningsforløb forudsætter, at amter og kommuner samarbejder. Inddragelse af primærkommunale tilbud i den amtskommunale genoptræningsplan forudsætter, at der træffes konkret aftale herom med patientens hjemkommune.

Flere amter og kommuner har da også indgået formaliserede aftaler om samarbejdet vedrørende træningsindsatsen og derved opnået et hensigtsmæssigt sammenhængende træningsforløb for den enkelte patient.

Hvis amtet ønsker, at hjemkommunen skal udføre opgaver, som amtet har ansvaret for, kan det ske efter en bestiller-udfører model mod betaling.

Ad 2. Fleksibel hjemmehjælp.

Med ændringen i servicelovens § 75 er der skabt de lovgivningsmæssige rammer for en mere fleksibel tilrettelæggelse og udførelse af den praktiske hjælp, hvor brugerinddragelse og medindflydelse er i fokus. Ændringerne giver mulighed for, at den enkelte bruger af praktisk hjælp i særlige tilfælde kan tilrettelægge hvilke opgaver, der skal udføres.

Formålet med den nye bestemmelse er, at brugerne får mulighed for i større omfang at kunne få individualiseret hjælpen svarende til et helt aktuelt behov, uden at kommunen skal foretage en (re)visitation og træffe en ny afgørelse hver gang.

Bestemmelsen om fleksibel hjemmehjælp er i to led: dels forpligtes kommunerne til at give modtagere af praktisk hjælp mulighed for i særlige tilfælde at vælge en hel eller delvis anden hjælp eller støtte til praktiske opgaver i hjemmet end den, der er truffet afgørelse om.

Og dels får kommunerne mulighed for at kunne tilbyde, at modtageren i disse tilfælde kan vælge hjælp til andre opgaver, der typisk ikke er omfattet af bestemmelserne om praktisk hjælp. Det er frivilligt for kommunerne, om de vil tilbyde denne mulighed.

Alle modtagere af praktisk hjælp er omfattet af muligheden for mere fleksibel tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen.

Med loven forpligtes kommunerne til at tilbyde personer, der modtager praktisk hjælp efter servicelovens § 71, stk. 1, nr. 2, i særlige tilfælde at kunne vælge en hel eller delvis anden praktisk hjælp end den, der er truffet afgørelse om. Det er op til den enkelte kommune selv fx via de lovpligtige kvalitetsstandarder at fastsætte retningslinier for, hvornår der foreligger særlige tilfælde, som medfører, at modtageren kan bytte den visiterede praktiske hjælp til anden praktisk hjælp.

Som eksempel på særlige tilfælde kan nævnes den situation, hvor en person udenfor husstanden, forud for hjemmehjælperens besøg, helt eller delvist har løst de opgaver som modtageren er tildelt hjælp til. Eller hvis der er særlige begivenheder (mærkedage m.v.), der medfører, at brugeren den pågældende dag har særlige behov, som kommunen ved den foreliggende afgørelse om hjælp ikke har kunne tage højde for. Det er op til den enkelte kommune (dvs. i praksis den pågældende hjemmehjælper) i de konkret tilfælde at vurdere, hvornår der foreligger en situation, der i forhold til de kommunalt fastsatte retningslinier giver adgang til at bytte mellem de visiterede/ikke-visiterede ydelser.

Det er en betingelse, at de ydelser, der byttes til, er omfattet af den enkelte kommunes politisk fastsatte serviceniveau for praktisk hjælp.

Med henblik på at give så vide rammer for fleksibilitet som muligt, får kommunerne derudover hjemmel til at tilbyde modtagere af praktisk hjælp at bytte til ydelser, der ligger udover det fastsatte serviceniveau for ydelser efter servicelovens § 71, stk. 1, nr. 2. Kommunerne får hermed hjemmel til at tilbyde ydelser som fx ledsagede gåture, omsorgssamtaler eller lignende ydelser, der typisk ikke er omfattet af bestemmelserne om hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Det forudsættes, at der er tale om ydelser, som kan varetages af det udførende personale. Hvis brugeren er omfattet af den berettiget personkreds i servicelovens § 78 om ledsagelse, bør ledsagelse ydes efter denne bestemmelse og ikke efter § 75, stk. 3.

Muligheden for helt eller delvist at vælge en anden ydelse end den, der er truffet afgørelse om, skal holdes indenfor samme tidsramme, som kommunen har afsat til udførelse af den visiterede hjælp.

Da det fortsat er kommunen, der har det overordnede ansvar for, at den enkelte modtager får den nødvendige praktiske hjælp, er det vigtigt, at modtagerens ønske om at bytte ydelser ses i sammenhæng med kommunens forpligtelse til at yde nødvendig praktisk hjælp. Det er hjemmehjælperens opgave løbende at vurdere, i hvilket omfang det er acceptabelt og forsvarligt at tilsidesætte den tildelte hjælp helt eller delvist til fordel for andre ønsker hos modtageren. I tilfælde af uenighed mellem hjælper og modtager, skal der ydes den hjælp, der er visiteret til. Hvis en bruger har fravalgt en visiteret ydelse til fordel for en anden hjælp, kan der ikke klages over, at den fravalgte hjælp ikke er udført. For at undgå, at der opstår tvivl om, hvad der konkret er aftalt, vil det være hensigtsmæssigt, hvis hjemmehjælperen noterer de aftalte fravigelse i hjælpen ned og samtidig får dette attesteret af brugeren.

De nye bestemmelser om fleksibilitet i hjemmehjælpen medfører ingen ændringer i servicelovens bestemmelser om, at der skal træffes en præcis afgørelse om indhold og omfang af den tildelte hjælp på baggrund af en konkret, individuel vurdering af ansøgerens behov for hjælp. Dette gælder også i forbindelse med kommunens tilbud om fysisk genoptræning.

Kommunernes forpligtelse til at udarbejde kvalitetsstandarder om indhold og omfang af personlig og praktisk hjælp får med de nye bestemmelser om valgmulighed og fleksibilitet en særlig væsentlig betydning i og med, at det skal være synligt for den enkelte modtager, hvilke ydelser der er at vælge imellem udover de visiterede.

Kommunens forpligtelse til at udarbejde kvalitetsstandarder omfatter med lovændringen tillige tilbud om fysisk genoptræning efter § 73 a.

Socialministeriet, den 18. december 2000

Charlotte Søderlund

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →