Vejledning om intervalløn for ledere mfl. ved frie grundskoler mv.
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning om intervalløn for ledere mfl. ved frie grundskoler mv.
(Til alle frie grundskoler)
Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation har ved overenskomstforhandlingerne i 1999 indgået aftale om en videreførsel af det decentrale lønsystem for skoleledere, viceskoleinspektører, afdelingsledere mfl. ved friskoler og private grundskoler, der blev indført med virkning fra den 1. oktober 1997.
Undervisningsministeriet har bemyndiget skolerne til at indgå aftaler efter intervallønssystemet. Intervallerne er angivet i § 5, litra B, i organisationsaftalen af 9. december 1999, jf. Finansministeriets cirkulære af 9. december 1999. Det er skolens ansvar at sikre, at der for alle ledere er indgået aftale om løn efter intervallønssystemet.
De enkelte intervaller fastsætter rammerne for, hvilken løn der kan aftales for en leder. Et intervals maksimum kan række ind over næste intervals minimum. Intervallernes minimum og maksimum er fastsat i årlige grundbeløb i oktober 1997-niveau.
Aftaler om intervalløn for ledere har ingen indflydelse på tilskuddets størrelse.
Det bemærkes endvidere, at ledere ikke er omfattet af aftalen om lokalløn samt den særlige ulempegodtgørelse.
Skema til aftaleindgåelse
Som bilag til denne vejledning vedlægges skema til indgåelse af aftale om intervalløn.
Aftalen vedrørende intervalløn er et vigtigt dokument mellem aftaleparterne. Der må derfor ikke være overstregninger i aftaleteksten. Udkast til aftale skal fremsendes pr. post til Frie Grundskolers Lærerforening/ Danmarks Lærerforening. Udkastet må ikke udelukkende fremsendes pr. fax, e-mail eller lignende.
Vedlagte skema er udarbejdet på baggrund af de erfaringer, som ministeriet, skoleorganisationerne og Frie Grundskolers Lærerforening har gjort i forbindelse med aftaleindgåelse i den forløbne overenskomstperiode. Skemaet skal anvendes ved nyansættelse af ledere og ved indgåelse af ny intervallønsaftale for allerede ansatte ledere. Denne vejledning følger i øvrigt skemaets rubrikker.
Grundlag for aftaleindgåelse
Skolens elevpointtal afgør, hvilket løninterval der finder anvendelse ved lønfastsættelsen. Aftaleparterne har i organisationsaftalens bilag V givet eksempler på kriterier, som kan anvendes ved lønfastsættelsen i det givne interval.
Elever, der ikke er fyldt 13 år, tæller 1 point. Elever, der er fyldt 13 år, tæller 1,47 point. Hver tilskudsudløsende elev i skolefritidsordningen under lederens overordnede ansvar tæller 0,5 point. Udgangspunktet for lønfastsættelsen er elevpointtallet som opgjort pr. 5. september, jf. dog nedenfor om 2-årsreglen for en skoles pointtal. Det samlede pointtal opgøres pr. 5. september og danner grundlag for intervallet pr. 1. august samme år. Af hensyn til korrekt indplacering i forhold til skolens interval er det nødvendigt, at skolen nederst side 1 på skemaet angiver elevpointtallet i de seneste 4 år forud for aftalens indgåelse.
Skoleledere ved skoler med kostafdeling får forhøjet lønintervallets bund og top med et (pensionsgivende) beløb, hvis størrelse afhænger af antallet af kostelever, jf. organisationsaftalens § 5, litra B, stk. 3.
Hvis der forhandles aflønning i et nyt skoleår, må der ved aftalens indgåelse tages forbehold for ændringer som følge af skolens elevpointtal, således som dette vil blive opgjort pr. 5. september i det nye skoleår. Hvis der på forhandlingstidspunktet er usikkerhed om skolens løninterval, således at det er usikkert, om stillingen på ansættelsestidspunktet skal henføres til et højere eller lavere interval, må der altså tages højde herfor i lønaftalen.
Placering i løninterval med henblik på ny aftale
Lønintervallerne fremgår af organisationsaftalens § 5, litra B.
Skift fra et lavere til et højere interval forudsætter, at skolen i 2 skoleår i træk har haft et elevpointtal, der mindst svarer til minimumselevpointtallet i det højere interval. Dette gælder både for allerede ansatte ledere og ved nyansættelse.
Dette medfører, at oprykning til et højere interval tidligst kan ske pr. 1. august 2000 (i det 3. skoleår efter 2 år med et elevtal, der berettiger til aflønning efter et højere interval), jf. nedenstående eksempel
Skoleår
Antal point pr. 5/9
Aflønning i
interval point
Virknings-
tidspunkt
97/98
124
0 - 124
1.10.97 - 31.7.98
98/99
126
0 - 124
1.08.98 - 31.7.99
99/00
126
0 - 124
1.08.99 - 31.7.00
00/01
126
125 499
1.08.00 - 31.7.01 osv.
indtil ny aftale indgås
eller pointtallet ændres
Ved fald i elevpointtallet, som medfører nedrykning af skolen til et lavere interval, indplaceres lederen for fremtiden i dette interval. Imidlertid bevarer en allerede ansat leder sin hidtidige aflønning i det højere løninterval som en personlig ordning, såfremt aflønningen er højere end maksimum i det lavere interval, - men eventuelle fremtidige lønforhandlinger foregår inden for rammerne af det lavere interval. Såfremt den aktuelle løn ikke overstiger maksimum i det lavere interval, rykkes lederen automatisk ned i dette interval, og maksimumgrænsen i dette (lavere) interval udgør nu overgrænsen for, hvad lederen kan tillægges i løn.
Hvis skolen i et enkelt år har et lavere pointtal, der resulterer i nedrykning af skolen til et lavere interval, og det følgende år på ny opnår elevpoint svarende til det højere interval, oprykkes lederen fra dette skoleårs begyndelse atter i det højere løninterval, dvs. i disse tilfælde ses der bort fra 2-års reglen. Nedrykning og evt. "genoprykning" kan ske som anført i nedenstående eksempel
Skoleår
Antal point pr. 5/9
Aflønning i
interval point
Virknings-
tidspunkt
97/98
126
125 - 499
1.10.97 - 31.7.98
98/99
124
0 - 124 *)
1.08.98 - 31.7.99
99/00
126
125 - 499
1.08.99 - 31.7.00 osv.
indtil ny aftale indgås
eller pointtallet ændres
*) Såfremt lønnen ved nedrykning overstiger intervallets top, bevares den højere løn som en personlig ordning.
Ovennævnte principper gælder tilsvarende for indplacering af skoleledere ved skoler med kostafdelinger ved stigninger/fald i antallet af kostelever.
Gældende intervallønsaftale
For allerede ansatte ledere blev der fra 1. oktober 1997 indgået aftaler om aflønning i intervallønssystemet. Rubrik C anvendes i de tilfælde, hvor der for disse ledere indgås ny aftale om aflønning.
Indgåelse af lønaftale
Forslag til aflønning drøftes mellem skolens bestyrelse og lederen. Forslaget indsendes til vedkommende forhandlingsberettigede lærerorganisation (Frie Grundskolers Lærerforening - dog Danmarks Lærerforening for så vidt angår ledere ved private gymnasiers grundskoleafdelinger) med udkast til aftale. Efter de almindelige gældende forhandlingsregler kan forslag til aflønning også fremsættes af organisationen. Hvis organisationen ikke inden for en frist af 3 uger (juli måned fraregnet) begærer forhandling, er aftalen endelig.
Hvis bestyrelsen og lederen/organisationen ikke opnår enighed om lønindplaceringen, skal der udbetales løn svarende til intervallets bund, medmindre lederens hidtidige aflønning ved samme skole var højere. I så tilfælde udbetales den højere løn som en personlig ordning.
Den aftalte løn for en leder kan ændres ved indgåelse af ny aftale. Begge parter kan kræve forhandling af ny aftale. Det er derfor ikke nødvendigt at definere opsigelsesvilkår i aftalen. Opnås der ikke enighed om en ny aftale, er den hidtidige aftale fortsat gældende.
Lønnen fastsættes til et årligt grundbeløb i niveau pr. 1. oktober 1997, afrundet til nærmeste antal hele hundrede kroner. Grundbeløbet reguleres som aftalt ved aftaleforhandlingerne med en procentregulering pr. 1. april hvert år, enkelte år også pr. 1. oktober.
Den aktuelle løn reguleres, når der udmeldes ny procentregulering, næste gang pr. 1. april 2000.
Den aktuelle reguleringsprocent pr. 1. april 1999 udgør 4,8258 %, dvs. at den konkrete løn i dag er 4,8258 % højere i forhold til det aftalte grundbeløb. Vi kan oplyse, at reguleringsprocenten pr. 1. april 2000 vil udgøre 5,7064 %.
Tillægget, der ydes til skoleledere ved skoler med kostafdeling, indgår i intervalberegningen, idet lønintervalgrænserne for disse ledere er forhøjet, jf. organisationsaftalens § 5, litra B, stk. 3.
Lønaftale ved nybesættelse af lederstillinger
I stillingsopslaget skal minimumslønnen og maksimumslønnen ud fra skolens aktuelle interval oplyses. Bestyrelsen bør endvidere overveje, om der tillige er grundlag for at anføre et højere løntilbud end minimumslønnen. Kan lønnen undtagelsesvis ikke færdigforhandles før tiltræden, kan der i op til 3 måneder udbetales løn efter skolens tilbud. Foreligger der ikke en lønaftale, når de 3 måneder er gået, udgør lønnen intervallets minimum.
Tillæg
Der kan ved lønfastsættelsen - op til lønintervallets maksimum - aftales midlertidige tillæg, der fx er knyttet til særlige funktioner og opgaver. Ved aftale om midlertidige (tidsbegrænsede) tillæg er det nødvendigt at anføre perioder og opsigelsesvilkår.
Ledere er endvidere omfattet af aftalen om resultatløn, jf. fællesoverenskomstens § 10. Efter denne aftale kan der aftales supplerende resultatbaserede lønordninger, efter hvilke der udbetales resultatløn i form af tillæg for den pågældende måleperiode, i det omfang de på forhånd definerede mål er opnået. Udmøntningen af resultatløn baseres på forhåndsaftaler, som indebærer, at der udbetales tillæg - dvs. engangsvederlag -, når de på forhånd definerede (kvantitative og kvalitative) resultatmål er opfyldt. Da resultatløn er et supplement til den almindelige aflønning, kan resultatløn for ledere aftales ud over de i organisationsaftalens § 5, litra B, angivne intervaller.
Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at skolerne IKKE er bemyndiget til at indgå aftaler om resultatløn, før skolerne modtager et særskilt bemyndigelsesbrev fra Undervisningsministeriet herom.
Pension
Ledere med forsikringsmæssig pensionsordning i Lærernes Pension skal have beregnet pension af hele den aftalte løn. Lønnen opskrives med 100/95 før beregningen af det samlede pensionsbidrag på 15%.
Fra 1. august 2000 udgør pensionsbidraget 15,79 %. Ændringen i pensionsbidraget størrelse medfører, at lønnen ikke som hidtil skal opskrives med 100/95 før beregningen af pensionsbidraget. Skolen afholder som hidtil den samlede udgift til pensionsbidrag, hvoraf 1/3 ligeledes som hidtil anses for lederens egetbidrag.
Ledere med ret til tjenestemandspension fra Efterlønskassen eller Pensionskassen af 1925 skal have beregnet et skalatrin til fastsættelse af pensionsgivende løn. Den pensionsgivende løn svarer til lønnen på det skalatrin (inkl. evt. generelt tillæg), som er lig med eller nærmest under den aftalte intervalløn.
For så vidt angår ledere med ret til tjenestemandspension, der er fyldt 60 år på lønaftalens ikrafttrædelsestidspunkt, henledes opmærksomheden på bestemmelsen i organisationsaftalens § 10, litra B, stk. 2, om alderens betydning i forbindelse med omklassificering.
Fra 1. april 2000 kan det for ledere med ret til tjenestemandspension aftales, at forskellen mellem den pensionsgivende løn, jf. ovenstående, og den aftalte intervalløn helt eller delvis gøres pensionsgivende. Af denne del skal der i givet fald indbetales et supplerende pensionsbidrag på 15,79 % til Lærernes Pension.
For ledere med ret til tjenestemandspension skal Efterlønskassen / Pensionskassen af 1925 have den godkendte lønaftale tilsendt til orientering. Pensionskasserne fremsender ikke kvittering for modtagelsen, men noterer den fremsendte aftale i den pågældende leders pensionsoptjening.
Underskrifter
Den leder, som aftalen vedrører, skal underskrive aftalen. Aftalen skal endvidere underskrives af formanden for skolens bestyrelse eller den person, som skolens bestyrelse har givet bemyndigelse til at indgå aftalen.
Funktion
Ved funktion i en højere stilling, som er omfattet af bestemmelserne om intervalløn, skal der normalt indgås aftale om funktionsvederlagets størrelse, jf. organisationsaftalens § 14, stk. 2. Funktionsvederlaget er ikke pensionsgivende.
En ansat kan dog i indtil 3 måneder pålægges at fungere i en højere stilling, som er omfattet af bestemmelserne om intervalløn, med et funktionsvederlag, der beregnes som forskellen mellem den pågældendes egen løn og lønnen svarende til intervallets bund ud fra skolens aktuelle interval, jf. organisationsaftalens § 14, stk. 3. I dette tilfælde skal der ikke indgås aftale herom.
Revisor
For god ordens skyld bemærkes, at skolens revisor ifølge revisionsbekendtgørelsen har pligt til at føre kontrol med, at lederens lønindplacering og pensionsforhold følger gældende regler.
Bilag: Skema til indgåelse af aftale om intervalløn (Udeladt her)
Undervisningsministeriet, den 15. februar 2000
Jens Kroman