Vejledning om metode til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet

Bilag 1

Bilag 1

Indholdsfortegnelse

Forord

Kapitel 1

Indledning

Kapitel 1

Indledning

Folketinget vedtog en række ændringer til Lov om social pension, som trådte i kraft 1. juli 1998. En væsentlig ændring var, at kommunen efter lovændringen som hovedregel først kan beslutte at påbegynde en sag om førtidspension, når alle muligheder for at forbedre borgerens arbejdsevne har været afprøvet (jf. PL § 20 a).

Med PL § 20 a er der skabt større sammenhæng mellem pensionsloven og aktiverings-, revaliderings- og sygedagpengeområderne. I dag skal en henvendelse om førtidspension således vurderes ud fra de samlede muligheder, der er for at yde hjælp efter den sociale lovgivning. Samtidig betyder PL § 20 a, at der også i relation til sagsbehandling på førtidspensionsområdet skal tages udgangspunkt i det, borgeren kan, hvor der tidligere har været en tilbøjelighed til fortrinsvis at fokusere på det, borgeren ikke kan. Således er PL § 20 a en vurdering af, om der er muligheder for at forbedre borgerens arbejdsevne.

Med indførelsen af PL § 20 a er der i dag to skønsbaserede afgørelser i forbindelse med førtidspension. Først en visitationsafgørelse, det vil sige en afgørelse om at påbegynde en pensionssag. Derefter en førtidspensionsafgørelse, det vil sige en afgørelse om tilkendelse af pension ~ og herunder typen af førtidspension.

Denne metode til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet har særligt fokus på PL § 20 a. Fokus er lagt på PL § 20 a fordi, der er tale om en ny central bestemmelse i den sociale lovgivning, der har afgørende betydning for borgeren. De hidtidige erfaringer med PL § 20 a viser, at langt den overvejende del af de sager, der indtil nu er blevet rejst som førtidspensionssager, er endt med tilkendelse af pension. Det begrænsede antal afslag vidner om, at der ikke påbegyndes sag om førtidspension, såfremt det vurderes, at sagen vil ende med afslag. Dette understreger betydningen af visitationsafgørelsen i PL § 20 a.

Metoden sætter retssikkerhed og kvalitet i fokus. Dels ved at tydeliggøre kravene til dokumentation, beskrivelse og vurdering, og dels ved at præsentere en fælles systematik, der kan reducere afhængigheden af den enkelte sagsbehandlers individuelle praksis. Ud fra et retssikkerhedsperspektiv skal borgeren behandles ens uanset hvilken sagsbehandler, der behandler sagen. Alle borgere skal tildeles den ydelse, de er berettiget til. Forskellene i sagsforløb må således alene afspejle borgernes forskellige situationer. Dette understøtter metoden til god sagsbehandling på førtidspensionområdet.

Metoden indeholder ikke en facitliste for, hvad der i den konkrete sag er den rigtige eller forkerte beskrivelse, vurdering og afgørelse. Metoden skal derfor anvendes af kvalificerede sagsbehandlere, som anvender metoden bevidst og med omtanke.

Metoden er udarbejdet i tæt samarbejde med 8 kommuner, der er udvalgt således, at de tegner et repræsentativt billede af landets kommuner

· Brøndby

· Børkop

· Fakse

· Greve

· Haderslev

· Hørsholm

· Vejen

· Viborg

De 8 kommuner har været meget aktive i at udvikle og afprøve metoden i et samlet set 2-årigt forløb. Metoden er blevet til med afsæt i analyser af behandlingen af førtidspensionssager i de 8 kommuner og er efterfølgende implementeret i kommunerne. Der har været positive resultater med at anvende metoden, der løbende er rettet til på baggrund af de erfaringer, der er oparbejdet i de 8 kommuner. Der vil selvsagt være behov for løbende tilpasning og videreudvikling af metoden, efterhånden som der opnås flere erfaringer med anvendelsen.

En styregruppe med deltagelse af de 8 kommuners socialchefer, Kommunernes Landsforening, Deloitte Consulting og Socialministeriet har varetaget den samlede ledelse af projektet. Der har været enkelte udskiftninger af medlemmerne under vejs.

Ved projektets offentliggørelse består styregruppen af

· Socialdirektør Jesper Fisker, Brøndby Kommune

· Socialchef Guri Matthiesen, Børkop Kommune

· Sektorleder Lotte Nielsen, Fakse Kommune

· Afd. leder Johnny Tvarnø, Greve Kommune

· Forvaltningsdirektør Mikael Buhl, Haderslev Kommune

· Socialdirektør Jens-Jakob Jakobsen, Hørsholm Kommune

· Arbejdsmarkedskoordinator Verner Hansen, Vejen Kommune

· Socialchef Hans J. Olesen, Viborg Kommune

· Kontorchef Leif Sondrup, Socialministeriet

· Kontorchef Eske Groes, Kommunernes Landsforening

· Partner Nina Petersen, Deloitte Consulting

· Projektleder Morten Ry, Deloitte Consulting

Der har i hele udviklingsforløbet været nedsat en tværgående arbejdsgruppe bestående af mellemledere fra de 8 kommuner. Den tværgående arbejdsgruppe har gennem hele forløbet bidraget aktivt til udviklingen af metoden.

Den tværgående arbejdsgruppe har bestået af

· Afsnitsleder Hanne Simonsen, Brøndby Kommune

· Stabsmedarbejder Karsten B. Vester, Børkop Kommune

· Pensionsmedarbejder Marianne Enemark, Børkop Kommune

· Sektorleder Lotte Nielsen, Fakse Kommune

· Vicekontorchef Anette Frandix, Greve Kommune

· Susanne Wiederquist, tidl. Funktionsleder, Haderslev Kommune

· Afdelingsleder Gerda Mejlby, Hørsholm Kommune

· Arbejdsmarkedskoordinator Verner Hansen, Vejen Kommune

· Ekspeditionssekretær Erik Jensen, Viborg Kommune

Der har endvidere været nedsat en referencegruppe, som har haft til formål at kvalitetssikre metodens indhold og løbende yde sparring. Referencegruppen har bestået af

· Kommitteret Jon Andersen, Folketingets Ombudsmand*

· Læge Jens Bang*

· Konsulent cand.jur. Jørgen Bendt Hansen*

· Kommunaldirektør Lars Hansson, Fredericia Kommune

· Direktør Karin Kjemtrup, PFA-pension

· Souschef Ole Nørgaard Madsen, Den Sociale Højskole i Århus

· Ankechef Karin Rasch, Den Sociale Ankestyrelse

· Fagkonsulent Svend Erik Simonsen*

· Pædagogisk konsulent Hannah Søborg, Dansk Kommunalkursus

· Statsamtmand Bente Flindt Sørensen, Københavns Statsamt

· Afd. leder Johnny Tvarnø, Greve Kommune

* Tillige medlemmer af »inspirationsgruppen«

Udviklingen af metoden er endelig sket under inspiration af en række professionelle bidragsydere inden for det socialfaglige felt. Særligt har en del af referencegruppen bidraget med uddybende drøftelser i en såkaldt inspirationsgruppe, hvis medlemmer fremgår af listen ovenfor.

Metodebeskrivelsens struktur

Metodebeskrivelsen er opbygget i fire dele

1. del

Kap. 3.

Metodens formål

Kap. 4.

Overblik over sagsbehandlingsprocessen

Kap. 5.

Udfordringer i sagsbehandlingen

2. del

Kap. 6.

Metodens første formål

At understøtte afklaringsprocessen sammen med borgeren

Ressourceprofil

3. del

Kap. 7.

Oplysninger fra samarbejdsparter

Kap. 8.

Metodens andet formål

At understøtte § 20a skønnet

4. del

Kap. 9.

Formkrav til sagsbehandlingen

Første del er en generel indførsel i selve metoden, det vil sige en indføring i baggrunden og formålet med metoden, samt en indføring i sagsbehandlingsprocessen. Metodebeskrivelsens anden del er en indføring i metodens første formål, som er at understøtte en udviklingsproces sammen med borgeren. Et væsentligt element heri er en ressourceprofil og metodens forståelse af ressourcer, barrierer og potentialer. Tredje del indeholder en vejledning i, hvordan sagsbehandleren kan indhente de nødvendige oplysninger hos samarbejdsparter i forbindelse med udfyldelse og afklaring af ressourceprofilen. Tredje del indeholder endvidere en indføring i, hvordan metodens resultatkrav opfyldes. Metodebeskrivelsens fjerde del indeholder en oversigt over formkravene til selve sagsbehandlingsprocessen.

Kapitel 1. Indledning

Bilag 2

Bilag 2

Følgeskrivelse til vejledningen

Til samtlige landets kommunalbestyrelser

Metode til god sagsbehandling

Med henblik på at give kommunerne et redskab til at styrke sagsbehandlingen på førtidspensionsområdet, startede Socialministeriet i 1998 et projektsamarbejde med 8 kommuner om forbedring af grundlaget for førtidspensionsafgørelser. Resultatet af projektet er den metode for god sagsbehandling på førtidspensionsområdet, som jeg nu har glæden af at kunne præsentere for landets kommuner, amter og uddannelsesinstitutioner.

Førtidspensionsområdet har høj prioritet for regeringen. Det er vigtigt, at alle, som har en arbejdsevne, også får mulighed for at udnytte og videreudvikle den. Derfor indgår det i den aftale om førtidspensionsreformen, som blev indgået i forbindelse med finansloven for 2000, at reformen bygger på en indførelse af arbejdsevnebegrebet som tilkendelseskriterium i sager om førtidspension.

Metoden er et tilbud til kommunerne, som kan øge den faglige kvalitet i sagsbehandlingen og retssikkerheden til gavn for borgerne. Metoden er en hjælp til at styre sagsbehandlingsforløbet i den rigtige retning. Indsatsen bliver mere målrettet. Borgeren bliver medinddraget, og samarbejdsparter bliver hørt på de rigtige tidspunkter.

Metodens primære formål er at forbedre grundlaget for at træffe afgørelse om påbegyndelse af sag om førtidspension. Når sagsbehandleren arbejder efter metoden, opnås der et dokumentationsgrundlag, som sikrer at der kan træffes en korrekt og velbegrundet afgørelse, som er gennemskuelig for borgeren. Det har også vist sig, at metoden er anvendelig på de led i sagsbehandlingen, der ligger forud for en vurdering om førtidspension - når det skal vurderes, om en borger skal have tilbud om revalidering, arbejdsprøvning eller f.eks. fleksjob.

Jeg har vedlagt et hæfte om metoden til sagsbehandlerne, en implementeringsvejledning til socialforvaltningen og en pjece, som overordnet informerer om metoden.

Jeg håber, at mange kommuner vil tage metoden til sig, og indføre den som en fast procedure i sagsbehandlingen.

Socialministeriet, den 21. juni 2000

Med venlig hilsen

Henrik Dam Kristensen

Kapitel 2

Metodens formål

Kapitel 2

Metodens formål

Det overordnede formål med metoden er at understøtte godt socialt arbejde med særligt fokus på pensionslovens § 20 a. Metoden skal understøtte sagsbehandlerens arbejde sammen med borgeren med henblik på at øge den enkelte borgers personlige succes, personlige ansvar og evne til selvforsørgelse. Samtidig skal metoden understøtte, at borgeren får tilkendt den ydelse, borgeren er berettiget til.

I Lov om social pension kap. 3, § 20 a står

»Kommunalbestyrelsen skal behandle en ansøgning om førtidspension i forhold til alle de muligheder, der findes for at yde hjælp efter den sociale lovgivning.

Stk. 2. Behandlingen af en sag om førtidspension kan først påbegyndes på det tidspunkt, hvor det konstateres, at alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger har været afprøvet, jf. § 15, stk. 2. Dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor det vurderes, jf. stk. 1, at erhvervsevnen er ubetydelig og ikke kan forbedres efter de nævnte foranstaltninger i 1. pkt.«

Før en pensionssag kan påbegyndes, skal kommunen altså have undersøgt og vurderet, om der ikke længere kan arbejdes relevant med at forbedre borgerens arbejdsevne. Bag denne bestemmelse ligger et positivt menneskesyn, hvor der er en tro på, at alle mennesker kan noget, og at mennesket kan udvikles ved at gøre noget. Et »nej« til førtidspension skal derfor samtidig opfattes som et »ja« til, at borgeren har andre muligheder. Førtidspension er en langvarig passiv ydelse, hvorfor det naturligvis er vigtigt, at det kun er de borgere, der har behov for og er berettiget til denne ydelse, der får den tildelt.

PL § 20 a indebærer en vurdering af borgerens arbejdsevne, fordi det er en vurdering af, om der for eksempel er aktiverings- eller revaliderings muligheder. Disse vurderinger skal ske på baggrund af borgerens arbejdsevne (jf. Lov om aktiv social politik).

Hvis kommunen på baggrund af den samlede dokumentation i sagen vurderer, at der stadig kan arbejdes relevant med borgerens arbejdsevne, visiteres sagen til den rette sociale indsats, og borgeren gives et begrundet afslag på pågyndelse af sag om førtidspension. Hvis kommunen derimod vurderer, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres, påbegyndes førtidspensionssagen.

Som det fremgår af PL § 20 a, stk. 2, kan de borgere, hvis erhvervsevne åbenlyst er nedsat til det ubetydelige, få påbegyndt sagen uden afprøvning af f.eks. aktiverings- og revalideringsmæssige foranstaltninger (jf. PL § 20 a, stk. 1 og 2). I de tilfælde består PL § 20 a skønnet i en vurdering af, om erhvervsevnen er nedsat til det ubetydelige og ikke kan forbedres. I disse sager vil dokumentationsgrundlaget oftest bestå af de lægelige oplysninger, der er indhentet på sagen. Undtagelsesbestemmelsen er ikke nødvendigvis baseret på, at borgeren skal opfylde kravene til højeste førtidspension.

Metoden understøtter følgende to formål

Det første formål er at understøtte en afklaringsproces sammen med borgeren og samtidig understøtte en udvikling af borgerens ressourcer, så de kan anvendes i arbejdsrelaterede sammenhænge. Sagsbehandleren skal møde borgeren, »hvor borgeren er«, og gennem hele afklaringsforløbet sammen med borgeren sætte fokus på muligheder fremfor barrierer. Borgerinddragelsen sker også i henhold til retssikkerhedslovens bestemmelse om, at borgeren skal medinddrages i sagsbehandlingen.

Det andet formål er at understøtte, at der bliver truffet en korrekt afgørelse af, om der skal påbegyndes en førtidspensionssag. Der skal opbygges et systematisk og relevant dokumentationsgrundlag, og afgørelsen skal begrundes på en entydig og forståelig måde. Dokumentationsgrundlaget skal være opbygget, så det kan anvendes direkte som grundlag for førtidspensionsafklaring og -afgørelse.

Metodens to formål understøtter en kvalitetssikring af, at der arbejdes frem mod etablering af det nødvendige dokumentationsgrundlag for PL § 20 a skønnet, og at det foregår i en udviklingsproces sammen med borgeren. Udviklingselementet er vigtigt i alle sager, men er særligt kritisk i de tilfælde, hvor sagen ikke påbegyndes. Når sagen ikke påbegyndes, skal borger og kommune ideelt set være enige, fordi det vil være det bedste udgangspunkt for en succesfuld gennemførelse af den aktivitet, der startes i stedet for sag om førtidspension.

Det skal præciseres, at en borger kan stille krav om at få behandlet en anmodning om at få påbegyndt en sag om førtidspension. Der skal i de tilfælde træffes en visitationsafgørelse efter PL § 20 a, også selvom sagsbehandleren vurderer, at borgeren stadig har mulighed for at forbedre arbejdsevnen, og at borgeren derfor sandsynligvis vil få afslag på at påbegynde en førtidspensionssag.

En metode er en systematik og en række vejledende principper for, hvordan man indsamler viden. Endvidere er det en måde, hvorpå man kan eftervise, sikre eller checke den viden, der på et givet tidspunkt er indsamlet. Metoden til god sagsbehandling indeholder vejledende principper for, hvordan sagsbehandleren i samarbejde med borgeren kan indsamle viden om borgerens ressourcer, barrierer, arbejdsevne og muligheder for at udvikle borgerens arbejdsevne.

Metoden rummer ikke konkrete løsninger eller anvisninger på, hvad der i forhold til den enkelte sag er den rigtige eller forkerte beskrivelse, vurdering eller afgørelse. Metoden forudsætter, at sagsbehandleren altid anvender metoden med udgangspunkt i en konkret faglig vurdering af, hvordan det enkelte afklaringsforløb bør gennemføres set i forhold til borgerens konkrete situation. Med afsæt i den konkrete vurdering kan sagsbehandleren bruge den fælles systematik og metodens vejledende principper.

Kapitel 2. Metodens formål

Kapitel 3

Overblik over sagsbehandlingsprocessen

Kapitel 3

Overblik over sagsbehandlingsprocessen

Sagsbehandlingen på førtidspensionsområdet er bygget op omkring to afgørelser: En visitationsafgørelse og en pensionsafgørelse. Til hver afgørelse hører en forudgående afklaring. En sag, der ender med at blive til en førtidspensionssag, kan overordnet set starte på fem forskellige måder

· Som en kontanthjælps-/aktiveringssag

· Som en sygedagpengesag

· Som en revalideringssag

· Ved en henvendelse om førtidspension fra en borger eller på vegne af en borger (f.eks. fra et sygehus i tilfælde af en konstateret uhelbredelig kræftsygdom i terminalfasen)

· Ved en henvisning fra andre myndigheder i kommunen (f.eks. en multihandicappet borger, der fylder 18 år).

Når sagsbehandleren modtager henvendelse vedrørende førtidspension eller vurderer, at førtidspension kan komme på tale, tages metoden i brug for at afklare, om der er grundlag for at påbegynde en førtidspensionssag.

Metoden tages med andre ord i brug på et tidspunkt, hvor sagen formelt set ikke er en førtidspensionssag, men typisk en sygedagpenge-, revaliderings- eller aktiveringssag.

Der er dog også tilfælde, hvor borgeren henvender sig direkte med henblik på at søge om førtidspension, uden at borgeren i forvejen får hjælp efter den sociale lovgivning. Som i andre sager er en hurtig og målrettet indsats her vigtig.

Både visitations- og førtidspensionsafgørelsen skal begrundes over for borgeren, og borgeren skal modtage ankevejledning.

Fase 1: Visitationsafklaring

Visitationsafklaringen handler om at afklare, om der er grundlag for at påbegynde en førtidspensionssag.

Der er tale om en visitationsafklaring, fordi kommunen skal behandle en ansøgning om førtidspension i forhold til alle de muligheder, der findes for at yde hjælp efter den sociale lovgivning.

De oplysninger, der danner grundlag for at foretage afklaringen, vil i vid udstrækning skulle trækkes ud af dokumentationen fra tidligere led i sagsbehandlingsprocessen. Det er derfor væsentligt, at rapporter fra f.eks. revaliderings- og aktiveringsforløb indeholder oplysninger, der gør sagsbehandleren i stand til at foretage visitationsafklaringen. Endvidere vil det være naturligt at anvende eventuelle lægeerklæringer, der er indhentet f.eks. i forbindelse med en sygedagpengesag.

Sagsbehandleren skal om nødvendigt indhente yderligere dokumentation for at belyse, om der kan påbegyndes sag om førtidspension.

Fase 2: Visitationsafgørelse

Afgørelsen om at påbegynde en førtidspensionssag er en visitationsafgørelse i forhold til den samlede sociale lovgivning. Afgørelsen træffes på baggrund af sagsbehandlerens skøn, hvor sagens oplysninger sammenholdes med retskilder, herunder hidtidig praksis.

Træffer kommunen afgørelse om ikke at påbegynde en sag om førtidspension, skal kommunen give borgeren en begrundelse herfor sammen med en ankevejledning. Derudover skal sagsbehandleren samtidig yde borgeren vejledning i forhold til alle muligheder i den sociale lovgivning, og der bør ligge en handlingsplan for det videre forløb.

Fase 3: Førtidspensionsafklaring

Hvis der påbegyndes en egentlig førtidspensionssag, igangsættes førtidspensionsafklaringen.

Formålet er at afklare, om borgeren er berettiget til førtidspension samt i givet fald hvilken pensionsgrad (jf. PL § 14 og § 15).

En væsentlig del heraf består i en vurdering af erhvervsevnenedsættelsen. Når nedsættelsen af erhvervsevnen skal vurderes, skal myndigheden foretage en selvstændig vurdering på baggrund af samtlige oplysninger i sagen, herunder af de lægelige undersøgelser og de beskrevne helbredsforandringers betydning for erhvervsevnen.

For de såkaldte behovsbestemte pensioner skal der foretages en vurdering af, om borgeren har et varigt forsørgelsesbehov.

I denne fase kan der om nødvendigt indhentes yderligere oplysninger.

Fase 4: Førtidspensionsafgørelse

På baggrund af afklaringen af pensionsberettigelse og graduering, træffer kommunen afgørelse om eventuel førtidspension. Træffer kommunen afgørelse om ikke at tilkende førtidspension, skal kommunen give borgeren en begrundelse herfor samt en ankevejledning. Uanset sagens udfald skal borgeren henvises til det rette sted i forvaltningen med henblik på at fastlægge det videre forløb.

Kapitel 3. Overblik over sagsbehandlingsprocessen

Kapitel 4

Udfordringer i sagsbehandlingen

Kapitel 4

Udfordringer i sagsbehandlingen

Det er sagsbehandlerens ansvar, at der finder en målrettet afklaringsproces sted. Og det er sagsbehandlerens ansvar, at en sådan afklaringsproces bliver tilstrækkeligt belyst og dokumenteret, så der kan træffes den rigtige afgørelse. Det rejser en række udfordringer for sagsbehandlerne, som metoden kan være med til at håndtere på forskellig måde

Hvordan skabes en fælles systematik og et fælles sprog?

Indførelsen af metoden i projektkommunerne viste, at den enkelte sagsbehandler typisk har en bestemt praksis og tilgang til et afklaringsforløb. Den er imidlertid ikke beskrevet og dermed ikke kendt af andre. Det kan derfor være vanskeligt at finde et fælles sprog eller en fælles forståelsesramme for, hvordan et afklaringsforløb bør gennemføres.

Metoden giver en fælles systematik og forståelsesramme. Udfordringen i at indføre metoden kan være, at den enkelte sagsbehandler har svært ved at bruge en fælles systematik og metode, når man hidtil har haft sin egen tilgang og praksis. Styrken er, at sagsbehandlerne får et fælles ståsted for de faglige diskussioner og dermed bedre kan give støtte, sparring og feedback på hinandens sagsbehandling.

Metoden giver en håndgribelig og konkret forståelse af, hvad en borgers ressourcer kan indeholde. Det bliver på den måde også lettere at målrette og forsætte udviklingsarbejdet og indsatsen uanset hvilken sagsbehandler, borgeren kommer i kontakt med. Det betyder, at sagsbehandlingen bliver mindre personafhængig, hvilket gør det lettere at overdrage sager fra en sagsbehandler til en anden. Samtidig styrkes retssikkerheden for borgeren.

Hvordan træffes de rigtige afgørelser?

I projektkommunerne var der hos sagsbehandlerne et ønske om at blive bedre og mere sikre på, at de indstillinger, der afgives og de afgørelser, der træffes, er de rigtige. Udfordringen er, at sagsbehandlerne administrerer en lov, som udstikker rammerne for afklaringsarbejdet og for hvilke afgørelser, der skal træffes ~ mens det er sagsbehandlerne, der skal foretage den faglige vurdering.

Metoden giver ingen håndfaste svar eller facits om, hvad der er rigtigt og forkert. Den giver derimod en vejledning i, hvad der skal afklares og en systematik for, hvordan opbygningen af det nødvendige dokumentationsgrundlag skal foregå. Med afsæt i det nødvendige dokumentationsgrundlag vil sagsbehandleren have et forbedret grundlag for at træffe de rigtige afgørelser.

Hvordan inddrages borgeren i sagsbehandlingen?

Erfaringerne fra de 8 kommuner viser, at det kan være svært at efterleve § 4 i retssikkerhedsloven (RTL) om, at borgeren skal inddrages i sagsbehandlingen og have medindflydelse på, hvordan den tilrettelægges. Det kan samtidig også være vanskeligt at få borgeren til at opfylde sin pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at træffe afgørelse, jf. RTL § 10.

Sagsbehandleren får med metoden en systematik og en række elementer, der kan præsenteres for borgeren, som den måde hvorpå afklaringsforløbet tilrettelægges. Metoden forudsætter således inddragelse af borgeren, idet borgeren involveres direkte allerede i dialogen med sagsbehandleren om sagsbehandlingens tilrettelæggelse.

Med metoden kan borgeren få indsigt i, hvad sagsbehandleren skal bruge af oplysninger for at kunne afklare en sag. Det giver samtidig sagsbehandleren mulighed for at bruge metodens krav til dokumentation som argument for, at borgeren skal opfylde sin pligt til at medvirke med de nødvendige oplysninger til sagens afklaring.

Hvordan fastholdes fokus på borgerens ressourcer?

Mange sagsbehandlere i projektkommunerne oplevede, at borgeren kunne have en forventning om, at der i sagsforløbet skulle være fokus på barriererne (f.eks. sygdommen, der kunne berettige til førtidspension) fremfor på ressourcerne.

Metodens beskrivelse af hvilke elementer, der bør indgå i en ressourceafklaring, støtter sagsbehandleren i at holde fast i ressourceperspektivet og sikrer, at afklaringen kommer rundt om de relevante forhold. Sagsbehandlerne kan fra begyndelsen bruge metoden til at fortælle borgeren, at der i hele afklaringsforløbet vil blive sat fokus på ressourcerne. På den måde kan metoden bruges til at mindske et eventuelt forventningsgab mellem borger og sagsbehandler. Sagsbehandlerne fra de involverede projektkommuner oplevede, at borgerne gav positive tilbagemeldinger på den praktiske brug af ressourcetilgangen.

Hvordan håndteres det samlede ansvar for sagen?

Sagsbehandlerne er typisk klar over, at det er dem, der rent formelt har det samlede ansvar for sagen. Således skal lægekonsulent, læger og revalideringsinstitutioner alene rådgive og levere information. Sagsbehandleren er ansvarlig for at foretage den samlede vurdering af sagen. Flere sagsbehandlere i de 8 kommuner syntes, at den samlede vurdering i sig selv er svær at foretage, og til tider bliver den yderligere vanskeliggjort af, at de skal gennemtrumfe deres socialfaglige vurderinger over for en lægefaglig vurdering.

Metoden giver med sine konkrete vejledninger om hvilke elementer, der skal afklares i et sagsforløb, rammen og indholdet til en socialfaglig helhedsvurdering. Metoden tilstræber med kravet om adskillelse mellem beskrivelse og vurdering størst mulig neutralitet i dokumentationsgrundlaget. Sagsbehandleren bliver dermed støttet i at tage både det formelle og reelle ansvar for den samlede sag, idet en veldokumenteret socialfaglig vurdering står stærkere over for den lægefaglige vurdering end en mere subjektivt begrundet vurdering fra sagsbehandleren.

Hvordan gribes udfordringerne an?

Den udviklede metode til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet er en vejledning i, hvordan sagsbehandleren kan gribe de ovenfor beskrevne udfordringer an.

Kapitel 4. Udfordringer i sagsbehandlingen

Kapitel 5

Metodens første formål: at understøtte afklaringsprocessen sammen med borgeren med henblik på §20 a vurderingen

Kapitel 5

Metodens første formål: at understøtte afklaringsprocessen sammen med borgeren med henblik på § 20 a vurderingen

Metodens ene formål er at understøtte en afklaringsproces sammen med borgeren og samtidig understøtte en udvikling af borgerens ressourcer, så de kan anvendes i arbejdsrelaterede sammenhænge, herunder eventuelt forandre borgerens opfattelse af egne udviklingsmuligheder. Gennem hele sagsbehandlingsforløbet skal der være fokus på, hvilke ressourcer borgeren har og kan udvikle. Der skal være sigte på, hvad borgeren kan anvende disse ressourcer til.

5.1 En dynamisk opfattelse af ressourcer

Udgangspunktet for, at sagsbehandleren kan arbejde med et sagsbehandlingsforløb som et udviklingsforløb, er, at sagsbehandleren arbejder ud fra en dynamisk forståelse af ressourcer, potentialer og barrierer. En dynamisk indfaldsvinkel til ressourcer kan illustreres på følgende måde

5.1.1 Hvad er ressourcer?

Ressourcer er her defineret som borgerens funktionelle evner, det vil sige evner til at varetage forskellige funktioner i dagligdagen og deltage i aktiviteter personligt, arbejdsmæssigt og samfundsmæssigt.

En borgers ressourcer kan være mentale, psykiske og fysiske evner og egenskaber; eksempelvis en robust psyke, lyst og evne til at lære, mod på at prøve nyt, konkrete færdigheder såvel fritids- som jobmæssigt.

Ressourcer kan også hænge tæt sammen med borgerens sociale liv. Eksempelvis er det en ressource, hvis borgeren har et godt socialt og familiært netværk, der støtter og bakker op i relation til borgerens tilknytning eller kommende tilknytning til arbejdsmarkedet.

I metoden forstås en persons ressourcer som både en række aktive ressourcer og en række passive ressourcer. De aktive ressourcer er typisk dem, som borgeren allerede anvender. De passive ressourcer er de ressourcer, borgeren har men ikke bruger, og de ressourcer borgeren kan udvikle. De passive ressourcer er således dem, der kan omsættes fra ikke at være i brug til at blive brugt i praksis eller udvikles til at blive brugt i praksis.

Ressourcer skal forstås som en dynamisk og foranderlig størrelse. Det er muligt at udvikle og øge ressourcerne i det omfang, de passive ressourcer kan omsættes til praksis og blive aktive. Det kan dreje sig om at lære at bruge aktive ressourcer i nye sammenhænge end de hidtil kendte, og det kan også handle om, at borgeren gennem f.eks. opkvalificeringsforløb kan udvikle nye ressourcer.

I hvilken grad passive ressourcer kan omsættes til aktive, afhænger af den enkelte borgers barrierer for at udvikle egne ressourcer og ikke mindst den støtte og hjælp, borgeren kan få fra sagsbehandleren i udviklingsprocessen med at overvinde disse barrierer.

5.1.2 Hvad er potentiale?

Borgerens potentiale skal forstås som det, borgeren kan bruge sine ressourcer til på arbejdsmarkedet. Et potentiale er altså ressourcernes praktiske udmøntning i forhold til forskellige jobfunktioner. Afklaringen af borgerens ressourcer skal målrettes de jobfunktioner, pågældende kan bestride med anvendelse af sine samlede ressourcer.

For at udnytte et potentiale skal passive ressourcer udvikles til aktive. Der skal arbejdes med eventuelle barrierer for dette. Der kan eventuelt også være barrierer for, at borgeren kan anvende sine ressourcer i et bestemt job. I så tilfælde fokuseres der på at overvinde denne barriere.

Arbejdsmarkedsrettede aktiviteter som f.eks. træning og uddannelse er redskaber til at udvikle aktive ressourcer, der sætter borgeren i stand til at realisere potentialet.

Der kan også her være tale om et potentiale, som borgeren selv formulerer, det vil sige, hvilke jobfunktioner borgeren kan udføre. Der kan også være tale om, at sagsbehandleren udfordrer borgerens egen opfattelse af sine potentialer med henblik på, at borgeren kan anvende aktive ressourcer i nye sammenhænge. Eksempler på potentialer kan være forskellige konkrete job eller jobfunktioner.

Sagsbehandleren skal alene sørge for en fyldestgørende afklaring af borgerens potentiale. Målet er at få beskrevet, om borgeren har et potentiale, der muliggør selvforsørgelse. Det er ikke sagsbehandlerens ansvar, at borgeren får mulighed for at realisere sine ressourcer fuldt ud i et eventuelt fremtidigt job.

5.1.3 Hvad er barrierer?

Barrierer for udvikling kan være barrierer for, at borgeren kan omsætte passive ressourcer til aktive, og det kan være barrierer for, at borgeren anvender sine aktive ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet, hvorved potentialet indsnævres.

De barrierer, der kan komme direkte til udtryk i en jobfunktion, kan både være knyttet til den enkelte borgers mentale, psykiske og fysiske evner og egenskaber. Et eksempel på en sådan barriere kan være lave præstationsforventninger. Barrieren kunne skyldes en mislykket ansættelse, som har givet borgeren en lav selvtillid, og hermed blokerer for borgerens tro på, at han/hun kan præstere tilfredsstillende arbejde.

Eksempler på barrierer, der er knyttet til ressourcer, som indirekte udtrykkes i en arbejdsfunktion, kan være manglende støtte og opbakning blandt familie og venner, usikker boligsituation etc.

Barrierer kan skyldes manglende kendskab til egne passive ressourcer. Barrierer kan også bunde i modstand eller manglende vilje hos borgeren til, at der kan ske en udvikling af hans/hendes ressourcer, så de kan udnyttes i jobmæssig sammenhæng. Det er sagsbehandlerens opgave at støtte borgeren i at overvinde barrierer.

Der kan også være tale om en upåvirkelig barriere, der ikke er mulighed for at overvinde. Et eksempel på en upåvirkelig barriere kan være psykiske lidelser som f.eks. skizofreni. Det er en lidelse, der indebærer en række upåvirkelige barrierer for, hvilke krav der kan stilles til borgeren. På den anden side kan personer med denne lidelse på en række punkter have ressourcer, der under hensyntagen til den upåvirkelige barriere eventuelt kan anvendes i praksis.

5.2 Ressourceprofil

Men hvad vil det egentlig sige at afdække borgerens ressourcer? Hvad er det for nogle ressourcer, der skal udvikles og afdækkes? Hvordan konkretiseres borgerens ressourcer på en struktureret måde?

Til brug for sagsbehandlerens arbejde med at afklare borgerens arbejdsevne er der udviklet en ressourceprofil. Profilen er bygget op af i alt 14 elementer, der alle er relevante egenskaber og emner for at afklare en borgers ressourcer og barrierer i forhold til arbejdsmarkedet.

Ressourceprofilen er både et arbejdsredskab og en ramme for afklaring af borgerens ressourcer og barrierer

· den er et arbejdsredskab, fordi den kan støtte sagsbehandleren i hvilke elementer, der skal afdækkes i et afklaringsforløb.

· den er en ramme, fordi det afhængigt af den enkelte borgers karakteristika vil være mere relevant at fokusere på nogle ressourcer frem for andre. Samspillet mellem de forskellige elementer i ressourceprofilen kan ændre karakter gennem hele udviklingsforløbet.

Elementer i kortlægningen af borgerens ressourceprofil

drømme og ønsker

uddannelse

indlæringsevne

intelligens

arbejdsmarkedserfaring

arbejdsidentitet

præstationsforventninger

konfliktberedskab

sociale kompetencer

omstillingsberedskab

støtte i netværk

fritidsinteresser

bolig og økonomi

helbredsforhold

Ingen af elementerne vægter fra begyndelsen højere end andre. Erfaringerne fra kommunerne viser, at det kan være hensigtsmæssig at støtte sig til den angivne rækkefølge, hvis man ikke har anvendt ressourceprofilen før, fordi den præsenterer et naturligt flow. Nedenfor følger en kort beskrivelse af, hvad de enkelte elementer handler om, og hvorfor de indgår i ressourceprofilen. Derefter følger en vejledning i brugen af ressourceprofilen.

Til støtte og inspiration for, hvordan de enkelte elementer kan belyses, er der formuleret ideer til spørgsmål, som sagsbehandleren kan stille gennem afklaringsforløbet. Spørgsmålene er ikke udtømmende og skal formuleres om i forhold til borgerens konkrete situation. De er primært udarbejdet med henblik på at give inspiration og for at påpege vigtigheden af at stille uddybende spørgsmål i relation til de enkelte elementer.

5.2.1 Drømme og ønsker

Dette element drejer sig om at afklare, hvilke drømme, ønsker og visioner borgeren har for sin fremtid, herunder i forhold til tilknytningen til arbejdsmarkedet, samt hvilke drømme og ønsker borgeren selv mener, at det er muligt at realisere. Endvidere er det vigtigt at afklare, hvordan borgeren rent praktisk har tænkt sig at realisere nogle af disse drømme og ønsker. Det viser noget om borgerens ressourcer og selvopfattelse, og om hvorvidt borgeren er parat til at tage et initiativ og gøre noget selv.

Det skal afklares, hvilke positive forhåbninger og/eller negative forventninger borgeren har til fremtiden. Har borgeren ikke positive forhåbninger for fremtiden, kan det være en barriere for at kunne fungere på arbejdsmarkedet, og der må derfor arbejdes med at overvinde disse barrierer.

Det drejer sig om at møde borgeren, der hvor borgeren er og på en realistisk måde. Det vil sige, det drejer sig om sammen med borgeren at finde frem til, hvilke drømme og ønsker borgeren har, og hvorledes der realistisk kan arbejdes videre med disse i relation til arbejdsmarkedet.

Mulige spørgsmål kan eksempelvis være

· Hvilke ønsker og drømme har du for din fremtid?

· Hvordan har du tænkt dig at realisere disse ønsker og drømme?

· Hvordan kunne du godt tænke dig, at dit næste job skulle være?

· Hvad plejer du at gøre, når du har sat dig nogle mål i livet, som du gerne vil nå?

5.2.2 Uddannelse

Uddannelse er her defineret som borgerens formelle kvalifikationer i form af gennemførte og påbegyndte skole-, uddannelses- og kursusforløb. Det skal afklares, hvilke forløb borgeren har påbegyndt, gennemført eller afbrudt, og hvilke praktiske og/eller boglige kvalifikationer borgeren har opnået herigennem.

I tilfælde af afbrudte forløb kan årsagerne til, at forløbene er blevet afbrudt, være relevante at få afdækket for at få viden om, hvorfor og hvorvidt en given form for uddannelse eventuelt ikke er relevant for den pågældende borger. Det kan endvidere være relevant at afklare om årsagerne til, at uddannelsen blev afbrudt, fortsat er gældende, eller om en genoptagning af uddannelsesforløbet er en mulighed. I denne forbindelse kan det desuden afklares, hvad der skal til for, at et kursus-/uddannelsesforløb denne gang bliver en succes.

En afdækning af, hvorfor et forløb er blevet afbrudt, kan også fortælle noget om de andre elementer i ressourceprofilen. Eksempelvis kan et afbrudt forløb skyldes, at borgerens indlæringsevne ikke har været høj nok til, at borgeren kunne gennemføre forløbet. En høj indlæringsevne kunne også være en grund til, at borgeren havde afbrudt et forløb, fordi borgeren simpelthen var overkvalificeret i det pågældende forløb og derfor valgte at afbryde det.

Forslag til spørgsmål er f.eks.

· Hvor mange år har du gået i skole ~ folkeskole, HF, handelsskole, gymnasium, anden uddannelse?

· Hvilken uddannelse har du?

· Hvilke typer af uddannelse er du startet på?

· Hvis der er afbrudte forløb: hvorfor valgte du at afbryde forløbet?

· Hvilke erfaringer har du opnået gennem dit uddannelsesforløb?

· Hvilke formelle og reelle kvalifikationer har du opnået gennem dit uddannelsesforløb?

· Hvilke kurser, oplærings- og træningsforløb etc. har du deltaget i på job eller i arbejdsløshedsperioder?

· Hvilke erfaringer har du opnået gennem disse forløb?

· Hvilke kvalifikationer har du erhvervet gennem disse forløb?

· Hvad skal der til for, at et kursus-/uddannelsesforløb denne gang bliver en succes?

5.2.3 Indlæringsevne

Indlæringsevne er spørgsmålet om, hvorvidt borgeren har lært at tilegne sig ny viden, og om borgeren har haft det godt eller dårligt med at lære. Elementet handler således om at få afklaret, hvad borgeren synes, det er positivt og negativt at lære, samt hvad borgeren synes, det er let og svært at lære.

Baggrunden for at arbejde med elementet er, at de fleste mennesker har en ide om, at der er noget, de er bedre til end andet, og dermed også noget, de har lettere ved at lære end noget andet. Elementet kan være afgørende, fordi det kan være med til at afdække, hvilke skjulte og ubevidste ressourcer borgeren har og hvilke potentialer, der kan sigtes mod.

Konkret kan der stilles spørgsmål som f.eks.

· Hvad synes du var særlig nemt, godt eller sjovt at lære i din skole eller uddannelsestid?

· Er der nogle ting i dine jobs, som du synes har været særlig gode, interessante eller svære at arbejde med?

For de borgere, som ikke mener at have positive erfaringer fra hverken uddannelsesforløb eller ansættelser, kan der formuleres spørgsmål som f.eks.

· Har du lært noget nyt derhjemme for nylig ~ betjening af video, vaskemaskine, fjernbetjening til fjernsynet eller andet, og var det svært, nemt eller...? Hvordan gjorde du?

Hvis borgeren ikke vil gå ind på at kunne noget overhovedet, kan man spørge til forhold som f.eks.

· Hvordan kom du herned til mødet i dag?

· Hvem lavede maden derhjemme i går?

Det primære formål er at få borgeren til at erkende, at der er nogle ting, han/hun kan lære, som er relevante i forhold til arbejdsmarkedet. I de tilfælde, hvor erkendelsen skal starte med de meget nære ting, som f.eks. hvordan man klarer sig selv, sine børn, transport m.m., vil der naturligvis skulle investeres en del tid for at opbygge en egentlig positiv erkendelse af egne evner og muligheder for indlæring.

5.2.4 Intelligens

Det er normalt ikke sagsbehandlerens opgave at foretage en egentlig vurdering af intelligensniveau, idet det ligger uden for sagsbehandlerens fagområde. Men sagsbehandleren skal vurdere, om borgerens intelligensniveau er problematisk i forhold til at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis ikke intelligensniveauet er problematisk, er det en ressource, som borgeren besidder i relation til arbejdsmarkedet.

Intelligens er her defineret som, hvor hurtigt og hvor dybt borgeren forstår et spørgsmål og en problemstilling. I første omgang handler det om, at sagsbehandleren skal afklare, om borgerens intelligens ligger inden for normalområdet. Det vil sige, om borgeren er normalt opfattende, eller om der er tale om en borger med en intelligens under/over normalområdet. I de tilfælde, hvor sagsbehandleren er i tvivl om, hvorvidt en borger ligger inden for normalområdet, og det synes at være et problem, kan sagsbehandleren overveje at rekvirere en egentlig intelligenstest.

Hvis der er tale om en borger med en intelligens uden for normalområdet, skal det afklares, om det er en barriere i forhold til de funktioner og opgaver, borgeren vil kunne løse i et givet job.

Hvis der er tale om en borger, der ikke har nogle intelligensmæssige problemer, besidder borgeren som nævnt en ressource i forhold til at fungere på arbejdsmarkedet.

Den umiddelbare og mest naturlige måde at afklare borgerens intelligens på, er gennem samtale at observere og lytte til borgerens svar og reaktioner. Herudover kan spørgsmålet belyses ved at afdække borgerens skole- og uddannelsesforløb eller erfaringerne fra eventuelle jobs (se elementerne uddannelse og arbejdsmarkedserfaringer).

5.2.5 Arbejdsmarkedserfaringer

Arbejdsmarkedserfaringer handler om at finde frem til hvilke kvalifikationer, borgeren har opnået i jobsammenhæng. Det drejer sig om at få et billede af, hvad borgeren har lært gennem sine ansættelser. Det vil sige, hvilke kvalifikationer, såvel formelle som uformelle, borgeren har opnået, og i hvilket omfang disse kvalifikationer er nogle, der kan bygges videre på, så borgeren igen kan komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Borgerens arbejdsmarkedserfaring er relevant i flere henseender. Arbejdsmarkedserfaringerne kan fortælle noget om, hvorvidt borgeren har haft mulighed for at bruge sin eventuelle uddannelse i et konkret job, og hvad det har givet borgeren af yderligere kvalifikationer. For de borgere, der ikke har en formel uddannelsesmæssig baggrund, vil en afdækning af erfaringerne fra arbejdsmarkedet kunne være vejen frem til at afdække borgerens tillærte kvalifikationer. En gennemgang af arbejdsmarkedserfaringer vil derfor kunne give input til, hvilke mulige ressourcer borgeren umiddelbart vil kunne bruge i en jobfunktion.

Afklaringen af dette element kan ske ved spørgsmål som f.eks.

· Hvilke jobs har du haft, og hvad var dine opgaver?

· Hvad syntes du om dine opgaver?

· Hvad syntes du bedst og dårligst om og hvorfor?

· Hvilke opgaver var du særlig glad for eller god til?

· Hvad syntes du om dine øvrige arbejdsforhold, som f.eks. dine kollegaer, din chef, de fysiske forhold etc.?

· Hvilke erfaringer har du opnået gennem dine jobs?

· Hvilke kvalifikationer har dine jobs givet dig?

· Hvorfor stoppede din ansættelse?

· Hvilken type job kunne du tænke dig i dag?

5.2.6 Arbejdsidentitet

Arbejdsidentitet handler om, i hvilken grad borgeren identificerer sig med det at have et arbejde. Hvordan ser borgeren sig selv i relation til arbejdsmarkedet, kan borgeren forestille sig at være tilknyttet arbejdsmarkedet og forsørge sig selv.

Arbejdsidentitet er også et spørgsmål om, hvor langt et tidsperspektiv borgeren har på sin tilknytning til arbejdsmarkedet. For, at en arbejdsmæssig relation skal være identitetsbærende, skal den have et langsigtet tidsperspektiv. Tidsperspektivet er ikke nødvendigvis knyttet til det enkelte arbejdsforhold, det vil sige, at borgeren behøver ikke at kunne se sig selv i det samme job i en årrække. Tidsperspektivet er primært knyttet til selve arbejdsmarkedet. Spørgsmålet om arbejdsidentitet handler derfor om, hvorvidt borgeren har et langt eller et kort tidsperspektiv på sit arbejdsliv.

Det er vigtigt at afklare, om borgeren har udviklet et stabilt og langsigtet tidsperspektiv på sin tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis borgeren ikke har et langt tidsperspektiv, kan man forsøge at afklare hvorfor, og hvilke forhold det er, der trækker i negativ retning for at få et længere tidsperspektiv.

Det kan gøres ved at stille spørgsmål som f.eks.

· Hvor længe eller hvor lang tid af gangen har du været på arbejdsmarkedet?

· Hvilke forestillinger har du om din egen tilknytning til arbejdsmarkedet fremover ~ f.eks. om 5-10 år?

5.2.7 Præstationsforventninger

Præstationsforventninger handler om at afklare, om borgeren har positive eller negative forventninger til egne præstationer på arbejdsmarkedet og præstationer i øvrigt ~ hvorvidt er der tale om en positiv eller negativ forventningsspiral.

En af grundene til at arbejde med elementet er, at det er en kendt psykologisk mekanisme, at menneskers faktiske præstationer er meget afhængige af personens egen opfattelse af, hvordan det vil gå.

Borgerens egen tro på muligheden for at fungere i et job kan derfor være afgørende for, hvordan det faktisk går. Afklaring af borgerens egen præstationsforventning kan være en indgang for sagsbehandleren til, sammen med borgeren, at vende en eventuel negativ forventningsspiral til en positiv. På den måde kan sagsbehandleren sammen med borgeren arbejde med at afvikle eventuelle barrierer.

Elementet drejer sig også om at finde ud af, hvordan borgerens præstationsforventninger stemmer overens med borgerens faktiske evner, erfaringer og mulige potentialer. Ringe præstationsforventninger kan være problematiske i forbindelse med tilknytning til arbejdsmarkedet og i forhold til uddannelse og kurser.

Elementet kan eksempelvis afklares ved enkle spørgsmål som

· Tror du, du vil være i stand til at klare den eller den type arbejde?

· Hvilke typer af jobs tror du, du vil kunne klare?

· Hvorfor mener du, du ikke kan klare det job?

5.2.8 Konfliktberedskab

Her handler det om at afklare borgerens typiske reaktionsmønster, når der opstår konflikter. Konfliktberedskab er med for at få et billede af, om borgeren er i stand til på fornuftig vis at håndtere de begivenheder og konflikter, som kan opstå i det daglige samarbejde på en arbejdsplads.

Formålet er at finde ud af, om borgeren har særlige vanskeligheder med at tackle konflikter. Det kunne f.eks. vise sig ved, at vedkommende altid synes, at det er han/hun, som er årsagen til konflikten ~ eller modsat, at han/hun altid vender skylden ud ad og derfor aldrig kan se sig selv som en del af en konfliktløsning. Det kunne også vise sig, at borgeren er god til at håndtere konflikter, hvilket er en ressource i forhold til arbejdsmarkedet.

Borgerens konfliktberedskab kan være forskelligt alt afhængig af om konfliktsituationen opstår i privatlivet eller på arbejdsmarkedet. I denne sammenhæng er det primært konfliktberedskab i forhold til arbejdsmarkedet, det er relevant at få afdækket. Men forhold i privatlivet kan sige noget om borgerens konfliktberedskab på arbejdsmarkedet, ligesom det kan sige noget om borgerens støtte og opbakning fra familie og venner.

Afdækning af borgerens konfliktberedskab skal gøres varsomt. Mulige spørgsmål kan f.eks. være

· Hvordan reagerer du, når der opstår uenigheder i familien, blandt venner, på arbejdet etc.?

· Prøver du at undgå, at der opstår konflikter, og hvordan gør du det?

· Kan du give et eksempel på en uenighed/konflikt, som du synes blev løst på en god måde?

· Hvad gør du, hvis du får skyld for noget, som du mener er uretfærdigt ~ har du et eksempel?

5.2.9 Sociale kompetencer

Sociale kompetencer skal forstås som borgerens evne til at begå sig blandt andre mennesker. Det vil sige borgerens viden om og efterlevelse af de gældende normer og uskrevne regler for, hvordan man opfører sig og omgås andre mennesker. Typisk drejer det sig om at finde ud af, om borgeren er bevidst om, hvordan man henvender sig til andre, deltager i en samtale, tager kontakt til andre etc.

For nogle borgere kan det dog handle om nogle mere grundlæggende forhold som f.eks. personlig hygiejne, påklædning m.m. Det vil sige forhold, som for omgivelserne virker banale, men som reelt er forudsætninger for at kunne tilpasse sig og deltage i sociale og arbejdsmæssige sammenhænge.

Elementet kan f.eks. afklares ved at spørge til, hvordan borgeren klarer sin kontakt på et job, i forhold til familie, venner etc.

Derudover kan elementet afklares ved at stille spørgsmål som f.eks.

· Hvad ville du gøre, hvis du kom for sent eller var forhindret i at holde en aftale, f.eks. hvis du kommer meget for sent på job? (Underforstået ville borgeren ringe og give besked eller ...?)

· Hvis du er utilfreds eller sur over nogle forhold på din arbejdsplads, her på forvaltningen, i skolen, på jobcentret eller lignende steder ~ hvordan giver du udtryk for din utilfredshed ? (Underforstået fortæller borgeren hvad han/hun mener på en behersket måde eller skælder borgeren ud og bliver aggressiv eller ...?)

I det omfang borgeren ikke har, eller har haft, kontakt til arbejdsmarkedet, uddannelsessystemet o.l., kan parameteren afklares ved at stille de samme spørgsmål, blot relateret til borgerens daglige sociale relationer.

Hvis der er tale om, at nogle af de mere grundlæggende sociale kompetencer ikke er til stede, kan det blive nødvendigt at tage det op og drøfte det med borgeren. Det kan eksempelvis dreje sig personlig hygiejne, påklædning m.m.

Der er tale om et element, som skal afklares varsomt og med respekt for den enkelte persons værdighed. Særligt spørgsmålene til de mere grundlæggende sociale kompetencer skal overvejes nøje, for at de på den ene side sikrer borgerens værdighed samtidig med, at det bliver tydeligt for borgeren, hvis det er vigtigt at udvikle disse kompetencer.

Det er samtidig et element, der vil afhænge af borgerens kulturelle og religiøse baggrund. Sagsbehandleren skal derfor være opmærksom på, at der kan være store variationer i de eksisterende normer for forskellige mennesker.

5.2.10 Omstillingsberedskab

Omstillingsberedskab drejer sig om at afklare, hvordan borgeren har det med at tilpasse sig og fungere i nye og uvante sammenhænge. Nye og uvante sammenhænge kan være mange forskellige ting. Det kan eksempelvis være at arbejde i en anden jobfunktion, at omstille sig til at være på arbejdsmarkedet, at arbejde blandt andre mennesker etc.

Omstillingsberedskabet vil være meget forskelligt afhængigt af den enkelte borger. For nogle kan fornyelse i sig selv opleves som et pres uafhængigt af de konkrete opgaver, der skal løses. For andre kan fornyelse have en motiverende virkning. De fleste ligger nok et eller andet sted her i mellem, og det er derfor vigtigt at finde ud af, hvor borgeren ligger, og om der kan rykkes på nogle grænser.

Borgerens omstillingsberedskab kan afklares ved spørgsmål som f.eks.

· Hvordan har du det med at skulle starte på et nyt job (eller nyt kursus, møde nye mennesker på job, i egen eller børns skole, institutioner etc.)?

· Hvordan har du det med at skifte til nye arbejdsopgaver?

· Hvornår har du sidst deltaget i et arrangement, hvor du ikke kendte stedet, personerne eller indholdet på forhånd? Hvordan gik det?

5.2.11 Støtte i netværket

Elementet handler om, i hvilken grad der i borgerens sociale og familiære netværk er interesse for at støtte borgeren i en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan være afgørende, hvilke normer og værdier, meningsdannerne i netværket repræsenterer.

Støtte i netværk drejer sig også om evnen og paratheden til at kunne ændre sin daglige rolle i hjemmet, i familien og i fritiden m.m., fordi evnen og paratheden til omstilling udenfor arbejdsmarkedet har afgørende indflydelse på, hvilke forudsætninger borgeren har for at kunne klare et job. Det vil sige: hvad er familien og det sociale netværks holdninger til en eventuel nødvendig rolleændring, er der nogen til at påtage sig nogle af de opgaver, som borgeren tidligere har udført, og er borgeren indforstået med, at nogle af disse opgaver må droppes eller overtages af andre.

Mulige spørgsmål kan f.eks. være

· Hvad synes din familie og venner om, at du ikke er i arbejde?

· Er der andre i familien og blandt vennerne, der ikke har arbejde?

· Er der andre i din omgangskreds, der på grund af sygdom ikke kan have et arbejde?

Spørgsmål angående rolleændring kan bl.a. være

· Har du mange rutiner i din hverdag?

· Hvilke opgaver og pligter har du i hjemmet og i familien?

· Er der nogen, der ville kunne lave nogle af de ting, du laver hjemme, hvis du fik et job?

5.2.12 Fritidsinteresser

Fritidsinteresser handler om, hvilke aktiviteter og interesser, borgeren bruger sin fritid på. Dette element er taget med, fordi afklaringen, af hvad fritiden bruges til, kan være en indgang til at finde nogle af borgerens ressourcer. Ressourcer, der udfoldes i fritiden, kan vise sig at være relevante for at afklare mulighederne for at udvikle borgerens arbejdsevne.

5.2.13 Bolig og økonomi

Elementet bolig og økonomi drejer sig om at afklare borgerens boligsituation og økonomi. F.eks. om borgeren har en stabil boligsituation, det vil sige, om borgeren har en såkaldt base i forhold til at kunne fungere i et job. Har borgeren ikke en fast bopæl og dermed en fast base, kan det være en væsentlig barriere for udvikling.

Endvidere er det et spørgsmål om, hvordan borgerens økonomiske situation vil blive påvirket af at vende tilbage til arbejdsmarkedet enten helt eller delvist. Det er relevant at afklare, om der er en økonomisk motivation for at komme i job.

Endelig kan en stærkt belastet økonomisk situation i sig selv være en barriere for videre udvikling.

5.2.14 Helbredsforhold

Helbredsforhold indbefatter her både fysiske og psykiske forhold. Helbredsforholdene skal afklares for at kunne vurdere, om der er helbredsmæssige forhold, der indskrænker arbejdsevnen og hindrer en udvikling af denne. Det handler om at afklare, hvorvidt der er begrænsninger i evnen til at udføre konkrete arbejdsfunktioner. Endvidere drejer det sig om at få afklaret, om eventuelle helbredsmæssige begrænsninger kan afhjælpes ved brug af behandling, hjælpemidler, psykolog, el.lign.

Helbredsforholdene kan afklares ved

Indhentning af lægelige udtalelser om helbredsforholdene og deres betydning for borgerens funktionsevne.

Ved brug af lægekonsulenten, som på baggrund af det indhentede lægefaglige og øvrigt materiale kan bidrage med en vurdering af sammenhængen mellem helbredsforhold og borgerens funktionsevne, dvs. hvad borgeren kan og hvad borgeren ikke kan.

Ved direkte spørgsmål til borgeren om, hvad borgeren er i stand til at gøre i hjemmet, på arbejdspladsen, i fritiden m.m.

De direkte spørgsmål til borgeren kan give oplysninger om, i hvilken grad der er tale om en nedsat funktionsevne, eller om borgerens/lægens vurdering i højere grad er sket på basis af generelle sygdomserfaringer, end på basis af direkte observationer af den pågældende borger.

I konkrete sager kan der være tale om, at der er uoverensstemmelse (»diskrepans«) mellem borgerens subjektive sygdomsopfattelse og lægernes beskrivelse af de objektive fund. Det kan f.eks. være ved en kronisk smertetilstand. I den sammenhæng skal sygdom ikke opfattes som et privat anliggende, man som sagsbehandler ikke kan stille spørgsmål til. Sagsbehandleren skal derimod gå ind i dialogen med borgeren og undersøge, om borgerens opfattelse af egen sygdomstilstand ændres som følge af lægelige oplysninger eller, om der fortsat er tale om uoverensstemmelse. Kunsten er her at stoppe »jagten« efter diagnoser, acceptere borgerens sygdomsopfattelse, og så i øvrigt koncentrere sig om, hvilke ressourcer, der kan bidrage til at overvinde denne barriere.

Mulige spørgsmål til borgeren kunne f.eks. være

· Hvordan har dit sygdomsforløb udviklet sig fra start til nu ~ får du det bedre eller dårligere, og hvordan viser det sig konkret?

· Hvilken betydning har din sygdom for, hvad du kan gøre ~ har du dage, hvor det går bedre/dårligere ~ prøv at give eksempler på, hvordan det viser sig i praksis?

Under helbredsforhold skal det også afklares, om borgeren har et misbrug af psykoaktive stoffer. Et eventuelt misbrugsmønster med hensyn til alkohol, psykofarmaka etc. skal kortlægges i enhver sag.

Afklaringen af, om borgeren har et misbrug, kan ske ved dialog med borgeren eller ved iagttagelse af borgeren under samtalerne, og ved forespørgsel af læge.

I de tilfælde, hvor man har en formodning om, at der kan være et misbrug, og det ikke er dokumenteret af læge eller borgeren selv, kan der stilles spørgsmål som f.eks.

· Jeg har nogle gange oplevet, at du til vores møder lugter af alkohol ~ hvor meget drikker du egentlig i løbet af en uge? Eller, Jeg har nogle gange oplevet at du virker påvirket ~ bruger du nogen form for medicin eller andet, som kan forklare, hvorfor jeg har oplevet dig anderledes?

· På mig virker du påvirket ~ umiddelbart ville jeg tro, at du har drukket eller måske taget medicin ~ er det rigtigt?

· Hvor meget drikker du i løbet af ugen?

5.3 Arbejdet med ressourceprofilen

Sagsbehandleren arbejder med ressourceprofilen ved at indsamle data om de forskellige elementer, og sammen med borgeren bruge de relevante oplysninger til at afklare borgerens ressourcer i forhold til de enkelte elementer i ressourceprofilen. Data kan stamme fra samtaler med borgeren, udtalelser fra læger og arbejdspladser samt rapporter fra revalideringsinstitutioner, journaloplysninger fra tidligere sagsforløb etc.

Det er vigtigt, at ressourceprofilen anvendes med omtanke. Den må ikke anvendes mekanisk i den forstand, at den bruges til at spørge slavisk og lige meget ind til alle de forskellige elementer. I nogle forløb vil det være naturligt at afklare nogle elementer samtidig, og i andre forløb vil viden om det ene element med fordel kunne bruges til at lave antagelser, som man søger at få af- eller bekræftet i relation til et andet element.

Beskrivelsen af de enkelte elementer skal dokumenteres, ligesom det også skal dokumenteres, hvornår der er enighed og uenighed mellem borger og sagsbehandler om vurderingen af elementerne.

5.3.1 En opdeling af elementerne i ressourceprofilen

Ressourceprofilen skal bruges fleksibelt og tilpasset den enkelte borger. Der vil være forskel på, hvilken vægt det enkelte element har i de forskellige sager, og derfor er elementerne ikke forsøgt prioriteret eller rangordnet.

For at skabe et overblik over samspillet mellem de 14 elementer, kan de opdeles i fire kategorier

Borgerens faglige og praktiske kvalifikationer i forhold til arbejdsmarkedet

uddannelse

arbejdsmarkedserfaring

indlæringsevne

arbejdsidentitet

Borgerens evne til at indgå og deltage i jobmæssige og sociale relationer

omstillingsberedskab

sociale kompetencer

præstationsforventninger

drømme og ønsker

Borgerens sociale liv og netværk af relevans for arbejdsmarkedet

fritidsinteresser

støtte i netværk

bolig og økonomi

Borgerens helbredsmæssige forhold i relation til arbejdsmarkedet

helbred

Det første område, borgerens faglige og praktiske kvalifikationer i forhold til arbejdsmarkedet, siger noget om de af borgerens ressourcer, der er direkte anvendelige ved arbejdsmarkedsrelaterede aktiviteter. Relevante elementer er uddannelse, arbejdsmarkedserfaring, indlæringsevne og arbejdsidentitet.

Det andet område, borgerens evne til at indgå og deltage i jobmæssige og sociale relationer, omhandler borgerens personlige evner til og forudsætninger for at deltage i arbejdsmarkedsrelaterede aktiviteter. Relevante elementer er omstillingsberedskab, sociale kompetencer, præstationsforventninger og drømme og ønsker.

Det tredje område, borgerens sociale liv og netværk af relevans for arbejdsmarkedet, fortæller om borgeren har »baglandet« i orden for at kunne anvende sine ressourcer på arbejdsmarkedet. Relevante elementer er fritidsinteresser, støtte i netværk og bolig og økonomi.

Og det sidste område, borgerens helbredsmæssige forhold i relation til arbejdsmarkedet, siger noget om borgerens funktionsevne og hvorvidt denne udgør en barriere for at borgeren kan anvende sine ressourcer i forhold til arbejdsmarkedsrelaterede aktiviteter.

Nogle af elementerne i ressourceprofilen vedrører den direkte varetagelse af specifikke arbejdsfunktioner, mens andre elementer kan have stor indflydelse på, i hvilket omfang de konstaterede ressourcer kan omsættes på arbejdsmarkedet.

De elementer i ressourceprofilen, der vedrører den direkte varetagelse af specifikke arbejdsfunktioner er: Uddannelse, indlæringsevne, intelligens, arbejdsmarkedserfaring, konfliktberedskab, sociale kompetencer, omstillingsberedskab (drømme og ønsker).

De elementer i ressourceprofilen, der kan have stor indflydelse på, om borgeren vil kunne udnytte sine direkte ressourcer i et konkret job er: støtte i netværk, arbejdsidentitet, præstationsforventninger, bolig og økonomi og helbredsforhold.

Meningen med at opdele ressourcerne er bl.a., at den sidste gruppe ikke i sig selv kan begrunde en førtidspension. Man kan ikke motivere sig til førtidspension f.eks. gennem negativ arbejdsidentitet, lave præstationsforventninger eller begrænset støtte i netværk.

5.3.2 Fokus på borgerens ressourcer i udviklingsprocessen

Et afklaringsforløb skal i første omgang tilrettelægges ud fra en forståelse af borgerens ressourcer og mulige potentialer.

Sagsbehandleren kan med fordel vælge at fremstille vurderingen af borgerens ressourcer ved hjælp af skalaer. Formålet med at fremstille sagsbehandlerens vurdering billedligt er at skabe overblik. Endvidere vil skalaerne kunne fungere både som forberedelse til samtalen med borgeren og som udgangspunkt for samtalen.

Skalaerne kan også anvendes som udgangspunkt for udarbejdelsen af en handlingsplan sammen med borgeren, hvor vurderingerne af borgerens placering på skalaerne skal forstås som situationsbilleder, der kan beskrive en udviklingsproces. På denne måde kan placeringerne på skalaerne anvendes som milepæle i handlingsplanen.

Praktisk vil vurderingen af et element kunne ske på en skala, hvor der angives en vurdering af, om der er aktive og passive ressourcer i forhold til det enkelte element i ressourceprofilen. På den måde angives både borgerens aktuelle aktive ressourcer og borgerens udviklingsmuligheder (passive ressourcer).

Borgerens udviklingsmuligheder kan danne grundlag for en vurdering af, hvilke potentialer, pågældende borger skal sigte efter.

Med udgangspunkt i afklaringen af borgerens ressourcer kan blikket nu vendes mod de elementer af ressourceprofilen, der kan fungere som barriere for at anvende ressourcerne.

5.3.3 Hvordan kan barrierer bearbejdes, reduceres eller overvindes?

I udviklingsforløbet er det centralt, at sagsbehandleren er i stand til at arbejde med et såkaldt dobbeltsyn: Sagsbehandleren skal kunne holde fast i ressourcerne og samtidig kunne forholde sig realistisk og udviklingsorienteret til barriererne. Det indebærer, at der hos sagsbehandleren skal være stor bevidsthed om hvilke barrierer, der er mulighed for at arbejde med, så de reduceres eller afvikles, og hvilke barrierer, der ikke kan reduceres eller afvikles.

Eksempel: Hvis barrieren er meget lave præstationsforventninger til en jobfunktion, er det muligt for sagsbehandleren at tilrettelægge et aktiveringsforløb, der kan øge borgerens præstationsforventninger. Alternativt kan kommunens arbejdsmarkedskonsulent inddrages.

Sagsbehandleren skal være opmærksom på, hvornår en indsats ligger inden for eller uden for sagsbehandlerens fagområde. Ligger indsatsen uden for sagsbehandlerens fagområde, kan der trækkes på bistand fra andre faggrupper.

Eksempler: Er barrieren f.eks. alkoholmisbrug, skal der involveres bistand fra andre fagpersoner. Det kan være en mulighed, at borgeren enten via aftale med egen læge eller kommunens misbrugskonsulent starter et behandlingsforløb, for at overvinde alkoholmisbruget.

I tilfælde af psykologisk betingede barrierer, som f.eks. angst for at være sammen med mange mennesker eller at være i nye sammenhænge, skal der ofte også involveres en anden faggruppe, for at borgeren kan komme videre i sit forløb.

Nogle barrierer kan ikke overvindes eller reduceres. Jo tidligere i forløbet en eventuel upåvirkelig barriere bliver afklaret desto bedre. Det kan spare tid for både borger og sagsbehandler, og være afgørende for tilrettelæggelsen af det videre afklaringsforløb.

En upåvirkelig barriere eller en kombination af flere barrierer kan være afgørende for, om borgeren overhovedet kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller om der skal stilles bestemte krav til de jobs, borgeren vurderes af kunne varetage.

Et eksempel på en upåvirkelig barriere er f.eks. lidelsen skizofreni, som ofte indebærer stærk medicinering, voldsomme vrangforestillinger, paranoia etc. ~ forhold, som gør det urealistisk at bestride et job. En kombination af barrierer kan f.eks. være lav intelligens, lille indlæringsevne og manglende sociale kompetencer, der tilsammen kan betyde, at det er meget få job, om overhovedet nogen, der er realistiske.

I det omfang, der er tale om en upåvirkelig barriere, skal det afklares, hvilken betydning denne barriere har for udnyttelsen af borgerens ressourcer. Der kan være upåvirkelige barrierer, der er så omfattende, eller har så store konsekvenser for funktionsevnen i øvrigt, at der reelt er tale om, at barrieren blokerer for borgerens udviklingsmuligheder. I andre situationer vil en upåvirkelig barriere være afgrænset til at have en mindre betydning, som der blot skal tages højde for, når borgerens udviklingsmuligheder vurderes.

I forhold til barrierer, der er ret upåvirkelige, skal sagsbehandleren i stedet koncentrere sin indsats om afdækning og udvikling af ressourcer, der kan bygge bro over barriererne. Heri ligger netop en helt afgørende forskel på den dynamiske ressourcetilgang i forhold til en mere traditionelt orienteret tilgang, hvor der fokuseres på begrænsninger ~ dvs. på barriererne og deres årsager.

I forhold til de barrierer, der kan være mulighed for at bearbejde, skal der igangsættes aktiviteter, der kan medvirke til, at barriererne overvindes.

5.3.4 Hvordan vægtes og sammenstilles ressourceprofilens forskellige elementer?

Vægtningen af de forskellige elementer og sammenhængen mellem dem vil blive tydeligere gennem afklaringsforløbet. Jo længere sagsbehandler og borger kommer i afklaringen, jo tydeligere vil det blive, om der er mulige aktiviteter (uddannelsesforløb, omskoling, aktivering m.m.), der kan være relevante i den konkrete sag.

I afklaringsforløbet vil det således blive tydeligere hvilke elementer, der rummer ressourcer, og hvilke der indeholder barrierer for at realisere ressourcerne. På denne måde kan indsatsen koncentreres om de elementer, der er centrale at arbejde med, for at der kan ske udvikling af den enkelte borger.

Eksempler

Et eksempel kunne være, at de sociale kompetencer, og i nogen grad også indlæringsevnen, er nogle af de elementer, hvor borgeren har ressourcer. Der er ingen uddannelsesmæssige ressourcer, men netop fordi der både er sociale kompetencer og indlæringsevne, vil der være mulighed for at udvikle ressourcer gennem uddannelsesaktiviteter.

En anden kombination kunne være, at borgeren ikke har nogen eller kun negative arbejdsmarkedserfaringer, lave præstationsforventninger og lav arbejdsidentitet. De manglende ressourcer udgør således barrierer på flere af de faktorer, der er vigtige for lysten til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Samtidig må man sige, at det er forudsigeligt, at negative eller ingen arbejdsmarkedserfaringer netop vil vise sig på denne måde. Hvis der er ressourcer i forhold til elementerne støtte i netværk og sociale kompetencer, så vil et positivt jobforløb formentlig betyde, at barriererne kan overvindes/reduceres.

En kombination af følsom psyke, lavt omstillingsberedskab, lave præstationsforventninger og begrænset støtte i netværket stiller ud over eventuelle initiativer om uddannelses- eller jobmuligheder også krav om, at der arbejdes med opbygning af borgerens psyke, selvforståelse m.m.

Mangel på ressourcer i forhold til ét element i ressourceprofilen kan således være en barriere for muligheden for at udvikle ressourcer på et andet.

5.3.5 Udviklingsproces og handleplan

Udviklingsprocessen drejer sig om, at sagsbehandleren sammen med borgeren skal identificere relevante potentialer og formulere mål, som borgeren kan stile efter. Det kan være forskellige muligheder for, at borgeren kan tage personligt ansvar, få personlig succes og øge evnen til selvforsørgelse. Fokus skal i første omgang være på eventuelle åbenlyse arbejdsmarkedsrettede aktiviteter.

Dernæst drejer det sig om at arbejde med borgerens ressourcer, så borgeren bliver kvalificeret i forhold til det identificerede potentiale. Det kan både ske ved, at borgeren ser egne ressourcer i et nyt, mere positivt og brugbart perspektiv og herigennem bliver opmærksom på passive og skjulte ressourcer, samt ved at der findes muligheder for at lære nyt, så borgeren på denne måde udvikler sine ressourcer. I udviklingsprocessen kan det være hensigtsmæssigt at arbejde med handleplaner for at målrette aktiviteterne.

En handleplan indeholder et mål, som borgeren stiler efter, og en række aktiviteter, der skal igangsættes for at udvikle borgerens ressourcer eller overkomme barrierer, så borgeren kan nå det formulerede mål. Endvidere vil der skulle være en række milepæle i forløbet, så processen kan følges undervejs, og der kan iværksættes alternative aktiviteter, hvis det viser sig nødvendigt.

Forudsætningen for, at sagsbehandleren kan understøtte en sådan udviklingsproces sammen med borgeren er, at sagsbehandleren i mødet med borgeren må søge at møde borgeren »der hvor borgeren er«. Det vil i første omgang sige, at sagsbehandleren skal søge at få klarlagt borgerens egen opfattelse af sin situation og hermed også borgerens opfattelse af egne ressourcer og mulige potentialer.

Udviklingsprocessens succes er stærkt afhængig af, at borgeren selv opnår en erkendelse af egne udviklingsmuligheder gennem afklaringsforløbet. Borgerens erkendelse af egne udviklingsmuligheder kan øge borgerens motivation og er en del af arbejdet med at få borgeren til at tage ansvar for sin egen udviklingsproces.

Erkendelser og accept opnås bedst, når de skabes i dialog mellem sagsbehandler og borger. Idealkravet om, at erkendelse og accept af borgerens udviklingsmuligheder skal skabes i samarbejde mellem borgeren og sagsbehandleren, medfører, at borgeren skal inddrages løbende i sagsbehandlingen. På denne måde skal der ideelt set foregå en løbende erkendelsesproces, hvor der fra borgerens side opnås en række delerkendelser og accept undervejs i forløbet. Opnåelse af delerkendelser og accept baserer sig på følgende forløb, hvor sagsbehandleren gradvis opnår delerkendelser og accept sammen med borgeren som led i sagsbehandlingen

Først opnås delerkendelser og accept af åbenlyse fakta, som borgeren er enig i. Når dette går godt, fortsættes processen, og der opnås delerkendelse og accept af de vurderinger, der ikke ligger så fjernt fra borgerens egen opfattelse af sin situation. Når dette går godt, tages der fat på at opnå borgerens accept af de vurderinger, der er markant anderledes end borgerens egen opfattelse.

Mulighederne for at opbygge en erkendelsesproces gennem opnåelse af delerkendelser og accept er afhængig af sagstype og herunder i høj grad af, hvordan det hidtidige sagsforløb har været.

I de situationer, hvor barriererne og/eller manglende vilje skyldes modstand mod forandring, vil erkendelsen ikke kunne skabes, før der er arbejdet med denne modstand. I disse tilfælde vil erkendelsen skulle ske gennem en feedback-proces, hvor sagsbehandleren redegør for, hvordan borgerens ressourcer vurderes, og hvilke muligheder der ~ ud fra en socialfaglig vurdering ~ er for at overvinde barriererne og skabe forandring. Feedback-processen vil handle om, at sagsbehandleren søger at overbevise borgeren og gennem dokumentation tydeliggøre hvilke faglige forklaringer, der begrunder sagsbehandlerens vurdering af borgerens muligheder.

Af hensyn til den del af formålet, der retter sig mod at skabe dokumentationsgrundlaget for at træffe en visitationsafgørelse, skal eventuelle uenigheder mellem sagsbehandler og borger fremgå af sagen.

Centralt for begge processer ~ dialog og feedback ~ er, at det er sagsbehandleren, der styrer det samlede sagsforløb. Sagsbehandleren er ansvarlig for at vurdere sammenhængen mellem den enkelte borgers muligheder og personlige vilje til (eller modstand mod) at deltage i en forandring. Det er således også sagsbehandleren, der vurderer, hvorvidt og hvornår der er mulighed for at skabe erkendelsen i dialog med borgeren, og hvornår det i højere grad er dokumentation og argumentation, der kan skabe grundlaget for accept af forandring.

Sagsbehandleren skal på en og samme tid være den, der har det samlede ansvar for sagen, og som styrer sagens tilrettelæggelse og forløb, og samtidig viser åbenhed til dialog med borgeren. For at sagsbehandleren skal kunne magte denne rolle, er det nødvendigt, at han/hun hverken udtrykker fordømmelse, overbærenhed eller medlidenhed. Sagsbehandleren skal endvidere på det følelsesmæssige plan være imødekommende, uden at det viser sig som enten overinvolvering eller som afstandtagen.

Endvidere skal sagsbehandleren være bevidst om balancen mellem rollen som myndighedsudøver og rollen som den, der lytter og arbejder for udvikling af borgeren. Disse to roller er ikke modsætninger, og sagsbehandleren skal være i stand til at mestre dem begge. Dvs., at sagsbehandleren skal være i stand til at lytte til borgerens vurdering af egne ressourcer og begrænsninger og til borgerens egne ønsker om sin fremtid; men samtidig skal sagsbehandleren også være den, der bevarer realitetssansen ~ også i forhold til de lovgivningsmæssige rammer og muligheder.

Nogle afklaringsforløb vil munde ud i, at sagsbehandleren når frem til, at borgeren skal have afslag på at få påbegyndt en sag om førtidspension, fordi borgeren stadig har ressourcer, det er muligt at udvikle. I disse tilfælde skal indstillingen indeholde en præcisering af, hvilken aktivitet der bør iværksættes som alternativ til førtidspension.

5.4 Kontinuerlig og systematisk dokumentation gennem hele afklarings- og udviklingsprocessen

Gennem hele sagsbehandlingsforløbet skal afklarings- og udviklingsprocessen dokumenteres, og det skal gøres på en systematisk måde. Dvs., at afklaringen af borgerens ressourcer og barrierer skal være beskrevet og dokumenteret gennem hele sagsbehandlingsforløbet. På samme måde skal forskellige aktiviteter og forløb, der har være igangsat med henblik på at forbedre borgerens arbejdsevne, være beskrevet og dokumenteret.

For at systematisere sagens oplysninger er det vigtigt, at sagsbehandleren på en systematisk måde skelner mellem en neutral beskrivelse af sagens forhold og sagsbehandlerens faglige vurdering af sagen. Der skal således skelnes mellem de neutrale beskrivelser, som sagsbehandleren laver på baggrund af de oplysninger og den dokumention, som sagsbehandleren løbende indhenter gennem sine samtaler med borgeren og gennem henvendelse til andre samarbejdsparter, og den faglige vurdering, som sagsbehandleren foretager på baggrund af disse beskrivelser.

I en beskrivelse skal sagsbehandleren i et klart og tydeligt sprog dokumentere sagens relevante oplysninger. Sagsbehandleren skal ud fra de indhentede oplysninger nedskrive det, der er relevant for sagen, uden at sagsbehandlerens egne vurderinger indgår. Det er de neutrale beskrivelser, der er selve dokumentationsgrundlaget for sagsbehandlerens faglige vurderinger.

Krav til en god beskrivelse.

En god beskrivelse ...

indeholder sagens faktiske oplysninger.

er relevant og saglig. Dvs., at det er kun det, der efter en socialfaglig vurdering er relevant i relation til den konkrete afklaring og afgørelse, som skal skrives ned. Eksempelvis skal en lægeerklæring ikke gengives ordret fra ende til anden, men det relevante i lægeerklæringen eller essensen af lægeerklæringen skal skrives ned.

er konkret og præcis. Dvs., den skal ikke indeholde sagsbehandlerens egne værdiladede sætninger, der kan tolkes forskelligt af forskellige sagsbehandlere.

er neutral. Dvs., at det er sagsbehandlerens ansvar at skrive alle relevante og saglige forhold i sagen ned, men sagsbehandleren skal i sin udvælgelse af de relevante oplysninger forholde sig neutralt til oplysningernes indhold.

En systematisk dokumentation af borgerens ressourcer og barrierer er et godt omdrejningspunkt for at inddrage borgeren aktivt i udviklingsprocessen. En systematisk dokumentation er synlig. Den kan rent praktisk tages frem, og den kan anvendes til at skabe en dialog. Ved at tage udgangspunkt i sagsbehandlers og borgers dialog om afklaring af borgerens ressourcer kan der skabes en fælles forståelse eller »platform« . Med afsæt i denne fælles platform kan udviklingen målrettes, og sagsbehandler og borger kan arbejde sammen om at lave en handleplan. Det er endvidere vigtigt, at selve handlingsplanen og resultatet af forløbet dokumenteres. En systematisk dokumentation målretter og forpligter så at sige både borger og sagsbehandler, og det er muligt at følge op på resultaterne.

Med en systematisk dokumentation kan de såkaldte endeløse aktiverings- og udviklingsforløb i højere grad undgås. For det første sikrer en systematisk dokumentation, at handleplaner og udviklingsforløb kan målrettes. For det andet kan et fælles sprog og en fælles logik, omkring hvad en borgers ressourcer er, og hvordan de afdækkes på en systematisk måde, gøre overdragelse af sager fra en sagsbehandler til en anden lettere og tidsbesparende. Den sagsbehandler, der får overdraget sagen, vil meget hurtigt have et klart billede af borgerens ressourcer og barrierer, hvilke udviklingsforløb der har været igangsat, hvordan de er forløbet og resultatet af dem. Hermed vil sagsbehandler og borger have et fast udgangspunkt at arbejde ud fra i videre udviklingsforløb.

Endelig er en fælles systematik med skelnen mellem beskrivelse og vurdering med til at støtte sagsbehandleren i at lave gode begrundelser i forbindelse med skønsafgørelser.

Kapitel 5. Metodens første formål: at understøtte afklaringsprocessen sammen med borgeren med henblik på § 20 a vurderingen

5.1 En dynamisk opfattelse af ressourcer

5.1.1 Hvad er ressourcer?

5.1.2 Hvad er potentiale?

5.1.3 Hvad er barrierer?

5.2 Ressourceprofil

5.2.1 Drømme og ønsker

5.2.2 Uddannelse

5.2.3 Indlæringsevne

5.2.4 Intelligens

5.2.5 Arbejdsmarkedserfaringer

5.2.6 Arbejdsidentitet

5.2.7 Præstationsforventninger

5.2.8 Konfliktberedskab

5.2.9 Sociale kompetencer

5.2.10 Omstillingsberedskab

5.2.11 Støtte i netværket

5.2.12 Fritidsinteresser

5.2.13 Bolig og økonomi

5.2.14 Helbredsforhold

5.3 Arbejdet med ressourceprofilen

5.3.1 En opdeling af elementerne i ressourceprofilen

5.3.2 Fokus på borgerens ressourcer i udviklingsprocessen

5.3.3 Hvordan kan barrierer bearbejdes, reduceres eller overvindes?

5.3.4 Hvordan vægtes og sammenstilles ressourceprofilens forskellige elementer?

5.3.5 Udviklingsproces og handleplan

5.4 Kontinuerlig og systematisk dokumentation gennem hele afklarings- og udviklingsprocessen

Kapitel 6

Oplysninger fra samarbejdsparter

Kapitel 6

Oplysninger fra samarbejdsparter

Ofte skal der anvendes oplysninger fra forskellige interne og eksterne samarbejdsparter for at få belyst bestemte forhold om en borger. Det er vigtigt, at sagsbehandleren gør sig klart, hvilke oplysninger det er relevant at anvende. Det kan være oplysninger fra tidligere forløb eller oplysninger, der indhentes specielt til vurdering af, om der skal påbegyndes en sag om førtidspension.

Ansvaret for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, så der kan træffes en korrekt og forsvarlig afgørelse, påhviler den myndighed, der skal træffe afgørelsen. Det følger af »officialprincippet«, som er et almindeligt grundlæggende princip i dansk forvaltningsret. Afgørelsesmyndigheden (her kommunen) har pligt til at søge at fremskaffe de faktiske og retlige oplysninger, der er nødvendige for, at der kan træffes afgørelse. Samtidig må der ikke indsamles oplysninger, der ikke er relevante for sagens belysning.

Det er sagsbehandleren, der har det samlede ansvar for sagen og dermed også for hvilke oplysninger, der skal anvendes fra tidligere sagsakter, og hvilke yderligere oplysninger, det er relevant at indhente. Indhentelse af relevante oplysninger i sagen skal altid ske med samtykke fra borgeren.

Sagsbehandleren har det samlede overblik, mens de øvrige aktører kun kender dele af sagen. Lægekonsulenten og læger/revalideringsinstitutioner skal alene rådgive og levere information. Det gælder også borgeren, der ikke nødvendigvis kender retsgrundlaget og kan have svært ved at forholde sig til f.eks. lægelige betegnelser.

På baggrund af den eksisterende information i sagen og dialogen med borgeren er det sagsbehandlerens opgave at planlægge hvilke oplysninger, der skal indhentes, at indhente oplysningerne, og at håndtere de informationer, der indgår i sagen.

Det er vigtigt allerede i starten af afklaringen at overveje hvilke oplysninger, der skal indhentes for at vurdere, om en sag om førtidspension kan påbegyndes. Meningen med at planlægge hvilke oplysninger, der skal indhentes, er at undgå de sager, hvor afklaringen er så langvarig, og hvor der indhentes så mange lægeerklæringer, at processen i sig selv kan være hæmmende for udvikling af borgeren. Indhentelse af en lang række speciallægeerklæringer kan således ofte dække over, at kommunen ikke tager ansvar for at anlægge en bestemt holdning. Varigheden af afklaringsforløb i komplicerede sager må reduceres mest muligt.

Når læger, speciallæger, revalideringsinstitutioner og lægekonsulenten anmodes om at bidrage med oplysninger og vurderinger til sagsbehandlingen, bør sagsbehandleren klart gøre opmærksom på, hvad formålet er. Det er vigtigt, at der stilles præcise og målrettede spørgsmål til de forskellige samarbejdsparter. Præcise spørgsmål er en forudsætning for, at samarbejdsparterne kan levere de rigtige og nødvendige oplysninger til sagsbehandlingen. Samtidig skal der stilles krav til de oplysninger, interne og eksterne samarbejdsparter leverer om en borger.

Leverandører af information til sagsbehandleren

Eksterne samarbejdsparter

- Egen læge

- Speciallæge

- Revalideringscenter

- Arbejdsplads

Interne samarbejdsparter

- Lægekonsulent

- Tidligere sagsforløb

Derudover kan arbejdspladsen være leverandør af informationer, f.eks. i forbindelse med virksomhedsrettet aktivering og revalidering.

I nogle tilfælde skal der også hentes oplysninger fra arbejdsløshedskasser. Hvordan oplysningerne indhentes afhænger af de konkrete samarbejdsaftaler i de enkelte kommuner. I samarbejdet med a-kasserne vil det det være en god ide at kvalificere samarbejdet med udgangspunkt i ressourceprofilen, så a-kasserne får en forståelse af, hvad det er, sagsbehandleren ønsker at få belyst.

Hvis en sag vurderes forskelligt, kan det skyldes, at forskellige aktører har hver deres faglige perspektiv og vurderer forskellige elementer af en sag som værende betydningsfulde. Selv inden for de enkelte faggrupper kan der være uenighed om, hvordan en sag skal vurderes. Inden for den lægelige verden kan uenighed f.eks. handle om

· Diagnosen: Hvad er det præcis, borgeren fejler?

· Behandlingsmulighederne: Nogle læger kan mene, at én type behandling vil være hensigtsmæssig og målrettet, mens andre læger med en anden vurdering af sagen kan mene, at der er andre eller ingen behandlingsmuligheder.

· Prognosen: Der kan være uenighed om, hvorvidt situationen er stationær. Hvis den ikke er stationær, kan der f.eks. være uenighed om, hvor længe sygdommen vil vare ved.

· Funktionsevnen: Der kan være lægelig uenighed om, hvad en konkret sygdom betyder for borgerens evne til at bestride et job.

Hvis der er uenighed om diagnose, behandlingsmuligheder eller prognose, vil problemstillingen ind i mellem kunne løses eller forklares ved yderligere lægelig afklaring. Det er imidlertid ikke givet, at flere lægelige oplysninger i sig selv er afklarende. Der kan være tale om reel uenighed, og det vil i givet fald være en god ide at inddrage lægekonsulenten, for at høre hans/hendes vurdering af sagen, før kommunen foretager en begrundet stillingtagen.

I de følgende afsnit gives en vejledning i, hvordan oplysninger kan indhentes fra forskellige samarbejdsparter.

6.1 Interne samarbejdsparter

6.1.1 Aktiverings-, revaliderings- og sygedagpengeforløb

Både af hensyn til udviklingsprocessen sammen med borgeren og opbygningen af dokumentationsgrundlaget skal der stilles krav til, hvorledes tidligere forløb i borgerens sag er dokumenteret. Af hensyn til udviklingsprocessen for at opnå erkendelser og undgå at begå de samme fejl to gange. Af hensyn til dokumentationsgrundlaget fordi en forudsætning for at vurdere, om der er flere relevante måder at arbejde med borgerens arbejdsevne på, kræver en viden om, hvad der faktisk har været forsøgt tidligere.

Det ideelle vil være, hvis den systematik, der anvendes, er ens på tværs af sagstyper. En række forhold bør som minimum være dokumenteret for alle de tiltag, forløb og aktiviteter, en borger har været igennem

Krav til dokumentation fra tidligere igangsatte aktiverings-, revaliderings- og sygedagpengeforløb

Dokumentation af forløb

Hvad var formålet med forløbet?

Beskrivelse af forløbets indhold og varighed.

Vurdering af borgerens motivation og deltagelse.

Vurdering af forløbets resultat ift. formålet.

Hvilke ressourcer har borgeren demonstreret?

Her kan f.eks. anvendes ressourceprofilens elementer.

Hvilke muligheder er der for at anvende ressourcerne i arbejdsmæssige sammenhænge?

Er der bestemte betingelser, der skal opfyldes for, at dette kan lade sig gøre?

Kan borgeren stille sig til rådighed for arbejdsmarke-det på lige fod med andre arbejdssøgende?

Hvis nej: Hvorfor ikke?

Hvilke barrierer er der tale om?

Hvordan kan der kompenseres for eller arbejdes med barriererne?

Kan der identificeres yderligere relevante aktiviteter i forhold til at udvikle borgerens ressourcer eller overvinde barrierer?

Listen kan anvendes til at formulere forventninger til, hvilke oplysninger samarbejdsparter, som har kendskab til borgeren fra tidligere i sagsforløbet, kan bidrage med.

En varedeklaration for aktiveringsforløb er en hjælp for sagsbehandleren i visitationsfasen ~ i matchningen mellem borger og aktiveringstilbud, jf. pjecen Skræddersyet aktivering fra FOKUS (Forum for Kvalitet og Udvikling i offentlig Service).

6.1.2 Lægekonsulenten

Som tidligere nævnt har sagsbehandleren det samlede ansvar for sagen, lægekonsulenten er alene rådgivende. Lægekonsulenten kan inddrages løbende under sagsforløbet.

For at lægekonsulenten kan give en præcis vurdering af de helbredsmæssige forhold er det vigtigt, at sagsbehandleren formulerer præcist hvilke problemstillinger, som sagsbehandleren ønsker vurderet af lægekonsulenten. Der er udarbejdet en række grundlæggende problemstillinger, som sagsbehandleren kan tage udgangspunkt i, når der skal formuleres spørgsmål til lægekonsulenten.

Når sagsbehandleren henvender sig til lægekonsulenten, bør sagsbehandlerens henvendelse derfor inkludere følgende

Sagsbehandlerens beskrivelse af situationen.

Hvilke(n) af de grundlæggende problemstillinger, lægekonsulenten bedes forholde sig til.

Præcisering og uddybning af de grundlæggende problemstillinger.

Ved brug af lægekonsulenten kan disse grundlæggende problemstillinger berøres

Der foreligger ikke en entydig diagnose. Der ønskes en vurdering af, om en entydig diagnose er nødvendig, eller om de helbredsmæssige forholds betydning for funktionsevnen kan vurderes på det foreliggende grundlag.

Der er lægelig uenighed om diagnosen. Der ønskes en vurdering af den eller de foreliggende diagnose(r)s betydning for vurderingen af funktionsevnen.

Der er lægelig uenighed om behandlingsmulighederne. Der ønskes en vurdering af, om behandling med rimelighed kan antages at forbedre funktionssevnen ~ hvis ja, hvilken behandling bør forsøges, og hvordan kan den forbedre funktionsevnen?

Der er lægelig uenighed om de helbredsmæssige forholds betydning for funktionsevnen. Der ønskes en vurdering af konsekvenserne af de forskellige tolkninger, samt en vurdering af, hvilken lægelig tolkning lægekonsulenten mener, der bør lægges til grund for en afklaring af borgerens arbejdsevne.

Det er uklart, om den igangværende behandling vil kunne forbedre borgerens funktionsevne. Der ønskes en vurdering heraf, herunder mulige effekter af behandlingen.

Der ønskes en vurdering af, om sagen er tilstrækkeligt lægeligt belyst til, at sagsbehandleren kan foretage en vurdering af, om alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmuligheder er udtømte. Hvilke supplerende oplysninger skal i givet fald indhentes, inden sagsbehandleren kan foretage vurderingen?

Der ønskes en vurdering af, om sagen er tilstrækkeligt lægeligt belyst til, at sagsbehandleren kan foretage en afklaring af borgerens arbejdsevne. Hvilke supplerende oplysninger er der i givet fald behov for?

I samarbejdet med lægekonsulenten kan et møde eller en kort snak ofte være mere hensigtsmæssig end skriftlig kommunikation, blandt andet fordi

· Et møde måske kan bringe afklaringen af sagen hurtigt videre.

· Der er måske kun behov for et hurtigt råd, der ikke nødvendigvis kræver omfattende skriftlig kommunikation.

· En samtale, hvor lægekonsulenten rådgiver sagsbehandleren, kan være med til at sikre, at lægekonsulenten ikke overtager ansvaret for sagen, men holder sig til kun at komme med forslag.

· En dialog med lægekonsulenten gør, at sagsbehandleren og lægekonsulenten kan drøfte sagen sammen, og begge kan spørge og modtage svar.

Selvom kommunikationen foregår mundtligt, er det dog vigtigt at fastholde, at det fortsat er sagsbehandleren, der har det samlede ansvar for sagen. Der stilles derfor de samme krav til sagsbehandleren om forberedelse og dokumentation som ved skriftlig kommunikation.

6.2 Eksterne samarbejdsparter

6.2.1 Oplysninger fra læger og speciallæger

Socialministeriet og Den Almindelige Danske Lægeforening har november 1998 udsendt en fælleserklæring, hvor man præciserer følgende

· At det er de sociale myndigheder (kommunen), der har kompetencen til at afgøre spørgsmålet om tildeling af førtidspension.

· At afgørelsen herom sker på grundlag af en samlet vurdering af relevante oplysninger, hvoraf lægelige oplysninger udgør en delmængde.

· At det påhviler kommunen nøje at beskrive formålet, når man indhenter lægelige oplysninger, så lægen kan indrette sin besvarelse i overensstemmelse hermed og medtage de oplysninger, der er relevante.

· At lægen i relevant omfang kan beskrive patientens funktionsniveau i forhold til eventuelle foreliggende sygdomme ~ herunder også beskrive sygdomsreaktioner i forhold til forskellige arbejdsfunktioner.

· At lægekonsulenten bistår kommunen i sagsbehandlingen, herunder vejleder kommunen om, hvordan patientens helbredsmæssige situation bedst dokumenteres.

Herudover påpeges følgende

Det er vigtigt, at samarbejdet mellem kommune og læge foregår og udvikles i overensstemmelse med disse principper, så der ikke for patienten opstår usikkerhed om beslutningskompetencens placering. Eksempelvis bør en kommune afholde sig fra at anmode lægen om en udtalelse om, hvilken social ydelse patienten er berettiget til.

Af fælleserklæringen fremgår således tydeligt, at kommunen har ansvaret for sagen, at lægen skal give oplysninger, og at de lægelige oplysninger udgør en delmængde af de oplysninger, der skal træffes afgørelse på baggrund af. Bemærk at lægen ikke skal udtale sig om, hvorvidt borgeren er berettiget til pension og ej heller om borgerens eventuelle erhvervsevnenedsættelse (men gerne om borgerens funktionsniveau i forhold til eventuelle sygdomme), da dette er kommunens ansvar på baggrund af sagens samlede informationsgrundlag.

I den sammenhæng skal der gøres opmærksom på, at metoden til understøttelse af § 20 a skønnet lægger sig tæt op ad den forståelsesramme, som WHO (World Health Organization) arbejder med i den nye version af klassifikationen ICIDH-II.

ICIDH-II er WHO´s internationale klassifikation for konsekvenserne af sygdomme og lidelser. WHO tager udgangspunkt i en forståelse af, at et menneskes evne til at fungere er et resultat af samspillet mellem helbredsforhold, personfaktorer og omgivelsesmæssige faktorer. WHO har i sin klassifikation fokus på, hvad borgeren kan, dvs. hvilke fysiske/ mentale funktioner borgeren kan udføre, og hvilke aktiviteter borgeren kan deltage i.

Metodens ressourcetilgang falder således i god tråd med ICIDH-II´s forståelse af, at der udover de helbredsmæssige forhold også er personlige forhold og forhold i omgivelserne, der er centrale for afklaringen af den enkelte borgers muligheder for aktivitet og deltagelse i relation til arbejdslivet.

Anvendelsen af blanketter og erklæringer

Når man indhenter oplysninger fra læger eller speciallæger, kan man benytte de blanketter, der er udviklet til brug for det socialt-lægelige samarbejde. I det følgende nævnes en række af de erklæringer, der typisk vil finde anvendelse i den helbredsmæssige afklaring af sager. Uddybende beskrivelser af de enkelte attester og blanketter findes i publikationen »Socialt-lægeligt samarbejde «

Journaloplysninger fra sygehus

Dette er oplysninger, der foreligger i journalerne på et sygehus. Der er typisk tale om udskrivningspapirer.

Statusattest

Statusattesten er et resumé af sygdomsforløb samt en vurdering af helbredsforholdene til brug for kommunens sagsbehandling. Den bruges, når lægen formodes at have et aktuelt kendskab til patienten. Dvs., at lægen har haft kontakt med patienten inden for 1Þ2-1 år afhængig af sagens karakter.

Generel helbredsattest

Attesten bruges, når kommunen har behov for en omfattende helbredsundersøgelse, der beskriver

~ Fysiske forhold.

~ Psykiske forhold.

~ Lægens vurdering af det aktuelle problem.

Undersøgelsen kan målrettes specielle lidelser efter et konkret oplæg fra kommunen.

Specifik helbredsattest

Den specifikke helbredsattest er et resumé af sygdomsforløb samt en aktuel, objektiv undersøgelse af et afgrænset helbredsproblem. Herudover giver lægen sin vurdering af helbredsforholdene i forhold til kommunens sagsbehandling.

Når man rekvirerer lægeerklæringer, er det vigtigt at være opmærksom på, at man indhenter den rigtige lægeerklæring til formålet. Man skal derfor overveje, om informationsbehovet kan opfyldes ved alene at indhente en statusattest, eller om det er nødvendigt at indhente en generel helbredserklæring.

Det kan også være nødvendigt at indhente en speciallægeerklæring eller en psykologerklæring. Indhentningen heraf bør forinden være drøftet med lægekonsulenten. Derudover skal formålet med at indhente erklæringen forklares både for borgeren og den undersøgende læge.

Nedenfor er opstillet en række vejledende spørgsmål, som sagsbehandleren kan bruge, når der indhentes oplysninger fra læger og speciallæger

Supplerende spørgsmål ved anmodning om lægeerklæringer

Der ønskes en struktureret og detaljeret beskrivelse af objektive fund.

Oplysninger om fundne værdier sammenholdt med normalværdier for f.eks. blodprøver, hjerte- og lungefunktion, allergitest eller andre relevante forhold.

Beskrivelse af foreliggende røntgenbilleder.

Beskrivelse af de konsekvenser, som de fundne værdier normalt ville have for helbredstilstand og funktionsevne.

Kan der ventes en spontan bedring?

Hvilken behandling har tidligere været gennemført, og med hvilket resultat?

Findes der behandlings- eller genoptræningsmuligheder?

Hvilke?

Hvordan vil den(de) pågældende behandling forbedre tilstanden?

Hvor hurtigt vil en sådan ændring indtræde?

Hvor sandsynligt er det, at behandlingen vil have den ønskede effekt?

Kan effekten antages at være varig?

Hvor stor er risikoen for bivirkninger og eller komplikationer ved den pågældende behandling?

Borgeren har hidtil haft arbejde som xxx.

I denne sammenhæng er det nødvendigt at kunne/kunne udføre/ yyy, zzz, www og vvv. Hvilke af disse funktioner kan han/hun fortsat udføre?

Hvis der er nødvendige funktioner, som det på baggrund af beskrivelsen af de objektive fund må vurderes, at den pågældende ikke kan udføre, vil det da være muligt at anskaffe hjælpemidler, gennemføre behandling eller iværksætte ændringer i arbejdsmiljøet, der sætter ham/hende i stand til det?

Borgeren vil evt. kunne opnå arbejde som xxx.

I denne sammenhæng må det forventes at være nødvendigt at kunne/kunne udføre/ yyy, zzz, www og vvv. Hvilke af disse funktioner kan han/hun fortsat udføre?

Hvis der er nødvendige funktioner, som det på baggrund af beskrivelsen af de objektive fund må vurderes, at den pågældende ikke kan udføre, vil det da være muligt at anskaffe hjælpemidler, gennemføre behandling eller iværksætte ændringer i arbejdsmiljøet, der sætter ham/hende i stand til det?

Spørgsmålene kan danne udgangspunkt for afklarende oplysninger, der kan være relevante for den konkrete sag. Husk at det også i forbindelse med anmodning om lægeerklæringer er vigtigt at formulere spørgsmål, der sikrer en beskrivelse af, hvad borgeren fortsat kan.

6.2.2 Oplysninger fra revalideringsinstitutioner

Når en borger befinder sig i et forløb, hvor det skal afklares, om pågældende kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, skal der være fokus på borgerens ressourcer.

Revalideringsinstitutionen skal derfor også i beskrivelsen af borgerens forløb fokusere på borgerens ressourcer. Det medfører, at revalideringsinstitutionen i beskrivelsen af revalideringsforløbet skal være opmærksom på, om borgeren har kvalifikationer, der kan udnyttes eller udbygges. Der kan være tale om uformelle kvalifikationer eller kvalifikationer, som borgeren ikke har anvendt længe. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at revalideringsinstitutionerne ikke skal udtale sig om pensionsberettigelsen. Det er pensionsmyndighedens ansvar.

De konkrete spørgsmål, der er angivet ovenfor til aktiveringsforløb, kan også anvendes i relation til revalideringsinstitutioner.

6.2.3 Oplysninger til eksterne samarbejdsparter

Når der indhentes oplysninger fra eksterne samarbejdsparter, bør sagsbehandleren nøje overveje, hvilke oplysninger om borgeren samarbejdsparterne har gavn af at få tilsendt. Behovet skal vurderes ud fra, hvad der er relevant for, at samarbejdsparterne kan levere de nødvendige oplysninger til sagsbehandlingen.

Der kan være oplysninger, som betyder, at eksterne samarbejdsparter bedre kan afklare deres del af sagen, idet deres kendskab til sagen bliver bedre. Der kan også være oplysninger, som gør, at eksterne samarbejdsparter kan spare tid. Der er ingen grund til, at samarbejdsparter bruger tid på at opsummere grundlæggende sagsoplysninger eller beskrive borgerens historie.

Ofte kan det være gavnligt at sende et relevant sagsresumé med angivelse af, hvilke spørgsmål den eksterne samarbejdspart skal tage stilling til. Resuméet kan være bilagt udvalgte dokumenter fra sagen, som vurderes at være særligt relevante.

Det er vigtigt at huske, at det ikke er tilladt at sende oplysninger om en borger til 3. person, uden at der er indhentet tilladelse fra borgeren, jf. også afsnit 8.7.2. om videregivelse af oplysninger.

Kapitel 6. Oplysninger fra samarbejdsparter

6.1 Interne samarbejdsparter

6.1.1 Aktiverings-, revaliderings- og sygedagpengeforløb

6.1.2 Lægekonsulenten

6.2 Eksterne samarbejdsparter

6.2.1 Oplysninger fra læger og speciallæger

6.2.2 Oplysninger fra revalideringsinstitutioner

6.2.3 Oplysninger til eksterne samarbejdsparter

Kapitel 7

Metodens andet formål: at understøtte §20 a afgørelsen

Kapitel 7

Metodens andet formål: at understøtte § 20 a afgørelsen

Metodens andet formål er at understøtte, at der bliver truffet en korrekt afgørelse af, om der skal påbegyndes en sag om førtidspension. Der skal stilles krav om et systematisk og relevant dokumentationsgrundlag, så kommunens afgørelser på førtidspensionsområdet træffes på et ensartet grundlag. Borgeren skal have den nødvendige individuelle behandling, og afgørelser skal begrundes på en entydig og forståelig måde. Dokumentationsgrundlaget skal være opbygget, så det kan anvendes direkte som grundlag for en eventuelt senere førtidspensionsafklaring og -afgørelse.

Både visitationsafgørelsen og førtidspensionsafgørelsen er skønsafgørelser. Dvs., at der for hver borger skal foretages en individuel vurdering (et pligtmæssigt skøn), hvilket forpligter og medfører, at sagsbehandleren skal indrage alle relevante og saglige hensyn i sin begrundelse af skønnet.

Ved afgørelserne sammenholdes sagens faktiske oplysninger med retskilderne, og på baggrund heraf foretages det præmisbaserede skøn. Dvs., at man angiver, hvilke præmisser skønnet er baseret på. Retskilderne i forhold til en PL § 20 a afgørelse er udover selve PL § 20 a bestemmelsen også praksis på området, der formidles via Den Sociale Ankestyrelses Sociale Meddelelser.

Det vigtige ved skønsudøvelse er den dokumentation og den faglige forklaring, der ligger til grund for skønnet. Dokumentationen er vigtig, fordi det er den, der ved skønsudøvelsen er beviset for afgørelsens rigtighed. Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt at henvise til den lovparagraf, der siger, at det er en skønsmæssig vurdering, ligesom det ikke er tilstrækkeligt med begrundelser såsom »ud fra det samlede skøn« eller »ud fra de foreliggende oplysninger«.

Afgørelsen skal indeholde beskrivelse af de faktiske oplysninger, der er tillagt væsentlig betydning herunder f.eks. henvisning til erklæringer, udtalelser mv. Endvidere bør det i afgørelsen præciseres, hvis der er oplysninger i sagen, der ikke er lagt vægt på. Det gælder særligt, hvis det er oplysninger, der er kommet frem i partshøring, da det af hensyn til borgeren kan være vigtigt at forholde sig til disse oplysninger. Endelig skal afgørelsen indeholde information om de retskilder, afgørelsen er baseret på. Eventuelle Sociale Meddelelser kan vedlægges afgørelsen i kopi.

7.1 Hvad skal dokumenteres ved § 20 a-afgørelsen?

Det, der skal afklares og dokumenteres ved § 20 a-afgørelsen, er om alle aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger har været afprøvet. Der skal med andre ord tages stilling til, om borgerens arbejdsevne har været afprøvet, og at den ikke varigt kan forbedres.

Hvis ikke alle relevante muligheder for at forbedre borgerens arbejdsevne har været afprøvet, kan der ikke påbegyndes en sag om førtidspension. Borgeren vil i visitationsafgørelsen få afslag og visiteres til den rette sociale indsats (f.eks. revalidering, aktivering, sygedagpenge). Det skal understreges, at der skal være tale om relevante muligheder, som reelt set ud fra en faglig vurdering må antages at kunne forbedre borgerens arbejdsevne.

Grundlaget for at foretage denne vurdering er

· En opgørelse over de aktiviteter, der har været igangsat eller påtænkt med henblik på at forbedre borgerens arbejdsevne.

· En vurdering af borgerens ressourceprofil.

I det følgende beskrives kravene til den dokumentation, der skal foreligge som grundlag for at træffe afgørelse om at påbegynde en sag om førtidspension.

7.1.1 Tidligere aktiviteter

Det skal dokumenteres, hvilke aktiviteter der har været igangsat eller påtænkt igangsat med henblik på at forbedre borgerens arbejdsevne. Der kan være tale om aktiverings- og revalideringsforløb, behandlingsmæssige forløb, forsøg på arbejdspladsfastholdelse m.m.

Følgende skal dokumenteres

· Hvilke aktiviteter, der har været igangsat eller påtænkt igangsat.

· Hvilke mål har der været fastsat for de enkelte aktiviteter i forhold til at udvikle ressourcer, overvinde barrierer og sigte mod potentialer.

· Hvordan har borgeren været involveret i fastlæggelsen af forløbet.

· Hvordan har indholdet i de enkelte forløb udviklet sig og har det svaret til det aftalte: Hvordan og hvorvidt har henholdsvis institution/arbejdsplads og borger levet op til det aftalte.

· Hvilke resultater er opnået i de enkelte aktiviteter.

· Hvad er den socialfaglige forklaring på henholdsvis gode og dårlige resultater.

Data og afdækningen skal munde ud i

· Et samlet overblik over de hidtil igangsatte eller påtænkt igangsatte aktiviteter med beskrivelse af forløbenes mål, indhold og resultat.

· En vurdering af, om de igangsatte aktiviteter har givet de aftalte og forventede resultater, og dernæst en vurdering af baggrunden for de konkret opnåede resultater.

7.1.2 Ressourceprofil

Sagsbehandlingen skal munde ud i en dokumentation af borgerens ressourcer og barrierer, som disse vurderes på det pågældende tidspunkt, dvs. en ressourceprofil.

Til støtte for beskrivelsen skal sagsbehandleren i relation til visitationsafklaringen besvare følgende spørgsmål

· Er der elementer, der kan rumme muligheder for udvikling af borgerens ressourcer?

· Er der barrierer for udvikling, der kan arbejdes relevant med?

· Er borgerens manglende erkendelse af /viden om egne ressourcer en barriere for udvikling?

· Er borgeren fokuseret på at få førtidspension og viser det sig i, at uvilje/modstand mod forandring er barrierer for at udnytte egne ressourcer ?

7.1.3 Visitationsafgørelse: Vurdering af, om der er muligheder for at forbedre borgerens arbejdsevne

Der skal foreligge en systematisk vurdering af, om der fortsat er relevante muligheder for udvikling af arbejdsmarkedsrelaterede ressourcer hos borgeren. Der skal foretages en analyse af, om de hidtil igangsatte aktiviteter har været relevante set i forhold til borgerens ressourcer og mulige potentialer. Analysen skal føre frem til en vurdering af, om der er yderligere muligheder for forbedring af borgerens arbejdsevne.

Der skal på baggrund af sagens oplysninger udarbejdes en socialfaglig vurdering af, om der kan arbejdes relevant med at forbedre borgerens arbejdsevne ved en af følgende muligheder

Der er muligheder for at udvikle borgerens ressourcer, dvs. om der er passive ressourcer, der kan udvikles ved den rette indsats.

Der er muligheder for at overvinde barrierer, dvs. om der er barrierer for udvikling, der kan overvindes med den rette indsats.

Der kan identificeres en eller flere aktiviteter, som nuværende og/eller fremtidige aktive og bevidste ressourcer kan udvikles ved.

Sagen kan kun påbegyndes, såfremt der ikke er nogen af de ovenstående muligheder for den pågældende borger. Bemærk at såfremt sagen ikke påbegyndes, skal det præciseres, hvad »den rette indsats« er, gerne i form af en handleplan, og sagsbehandleren skal identificere krav til formål og indhold af kommende forløb. Også af retssikkerhedsmæssige årsager skal det præciseres, hvorledes de aktiviteter, der følger af de identificerede muligheder, skal adskille sig fra de aktiviteter, der tidligere har været forsøgt.

Som nævnt er det essentielle ved skønsafgørelsen den dokumentation og den faglige vurdering, der ligger til grund for skønnet. Det vil sige, at det ikke er nok, at sagsbehandleren afklarer borgerens ressourcer og barrierer, samt om der reelt har været et udviklingsforløb, hvis formål har været at forbedre borgerens arbejdsevne. Sagsbehandleren skal tilvejebringe gennemskuelige, faglige forklaringer på det foretagne skøn, og begrundelsen skal dokumenteres.

7.2 En god begrundelse til borgeren

Borgeren skal kunne forstå den begrundelse, som sagsbehandleren baserer sin afgørelse på. En god begrundelse har to egenskaber: det faglige indhold og måden den rent sprogligt formuleres og opbygges på. Det er således ikke nok, at begrundelsen indeholder de rigtige faglige oplysninger, hvis den er formuleret uforståeligt. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at borgeren forstår begrundelsen, hvis ikke der er fagligt belæg for den.

Efterfølgende gives nogle retningslinjer for, hvad sagsbehandleren skal være opmærksom på, når der skal laves en god begrundelse.

Kan borgeren forstå din begrundelse? Den gode begrundelses 10 bud

Gør dig klart, hvem du skriver til

Brug et sprog som modtageren kan forstå. Brug korte sætninger. Undgå mange indskud. Brug omskrivninger i stedet for lange ord. Undgå fremmedord. Sørg for en ordentlig tegnsætning.

Brug aldrig fagudtryk

Alle fag har deres eget sæt af ord, en terminologi eller fagjargon, der anvendes, når man udveksler oplysninger og drøfter sager med fagfolk. Mange fagudtryk bliver til en selvfølgelig del af hverdagen, men man kan ikke forvente, at borgeren forstår dem. Hvis det alligevel er nødvendigt at bruge fagudtryk, så skal de forklares. Det er f.eks. ofte nødvendigt at forklare nogle udtryk, når der henvises til lægeerklæringer.

Vær ærlig

En begrundelse skal evt. indeholde ubehagelig information. Det ubehagelige kan både vedrøre den person, man skriver til, eller den myndighed man repræsenterer. Men hvis det afgørende er, at klienten er alkoholiker og ikke vil gå i behandling, bliver man nødt til at skrive det. Hvis det afgørende er, at hidtidige tilbud om aktivering ikke har været relevante, bliver man også nødt til at skrive det ~ selvom det kan være en ubehagelig besked om sagsbehandlingen i ens egen organisation

Vær nænsom

Selv om en klient er dybt alkoholiseret kan det godt skrives nænsomt.

Skriv f.eks.: »Deres alkoholforbrug er så stort, at det i sig selv kan være årsag til deres problemer«. Skriv ikke: »Deres alkoholforbrug er for stort« eller »De er alkoholiker «.

Vær konkret

Man skal anvende et konkret sprog. Det er de faktiske omstændigheder i forhold til den konkrete afgørelse, der skal beskrives. Man skal forholde sig objektivt til det, man lægger vægt på i sagen. Hvis borgeren selv har givet supplerende oplysninger til sagen, er det kun de oplysninger, der er relevante for den konkrete afgørelse, der skal tages med.

Først afgørelse, så begrundelse

Borgeren skal have klar besked med det samme, dvs. i starten af brevet. Det er meget frustrerende at modtage en afgørelse på tre sider, hvor først alle sagens oplysninger og derefter en masse retsregler er gengivet, mens det, det hele handler om ~ afgørelsen ~ først findes nederst på side tre.

Skab struktur i afgørelsen

En god afgørelse kan strukturers således: selve afgørelsen, sagens oplysninger, en begrundelse og henvisning til retsregler. Selve afgørelsen omfatter »den klare besked «, dvs. det konkrete udfald af afgørelsen. Sagens oplysninger skal indeholde de relevante faktiske oplysninger i forhold til den konkrete sag. I begrundelsen skal der skrives, hvad der er lagt vægt på i sagen. I henvisningen til retsreglerne skal der henvises til de regler, der er relevante for at træffe afgørelsen; endvidere kan henvisninger til retspraksis også indgå i afgørelsen.

Nævn kun relevante faktiske oplysninger

Det er en almindelig fejl at gengive for mange faktiske omstændigheder i sin begrundelse. Det skal man ikke ~ begrundelsen skal ikke være et sagsresume. Man skal beskrive det, der er væsentlig for sagens afgørelse. En god tommelfingerregel er, at væsentlige oplysninger er af en sådan art, at hvis de bliver ændret, vil det også føre til en ændret afgørelse.

Husk, at en konklusion i en speciallægeerklæring oftest er en vurdering. Det er altså ikke en faktisk oplysning. Udsagn herfra kan derfor ikke i sig selv være en del af en begrundelse. Derimod kan det være nødvendigt at forholde sig til en sådan vurdering: »Vi er/er ikke enige i NN's vurdering, fordi ...«Tilsvarende er en intern lægekonsulents vurdering ikke en faktisk oplysning. »Fordi lægen siger det« er ikke en begrundelse.

Henvisning til retsregler

Det er svært at henvise til retsregler uden at sproget bliver tungt. Det kan være en ide at bruge følgende formulering: »De(n) bestemmelse(r), der har betydning for denne afgørelse er x-lov § y, stk. z og...« og så at vedlægge en kopi af lovbestemmelserne.Man kan også skrive »efter x-lov § y, stk. z er det en betingelse, at... . Denne betingelse er ikke opfyldt i Deres tilfælde. Det skyldes, at ...«

Begrundelse som kommunikation

Det er ikke altid, en borger kan få ret, men en god begrundelse kan gøre borgeren i stand til at forstå, hvorfor afgørelsen er, som den er. En god begrundelse efterlader ikke borgeren i tvivl om, hvad der har været grundlaget for afgørelsen. Derfor vil borgeren også i forbindelse med et evt. ønske om at anke afgørelsen få et godt grundlag at anke på baggrund af. Den gode begrundelse giver også ankeinstansen et klart billede af, hvad der har været grundlaget for afgørelsen.

Kapitel 7. Metodens andet formål: at understøtte § 20 a afgørelsen

7.1 Hvad skal dokumenteres ved § 20 a-afgørelsen?

7.1.1 Tidligere aktiviteter

7.1.2 Ressourceprofil

7.1.3 Visitationsafgørelse: Vurdering af, om der er muligheder for at forbedre borgerens arbejdsevne

7.2 En god begrundelse til borgeren

Kapitel 8

Formkrav til sagsbehandlingen

Kapitel 8

Formkrav til sagsbehandlingen

I det følgende afsnit gennemgås en række formkrav til sagsbehandlingen. Udgangspunktet har været at skrive et praksisnært afsnit, der kan anvendes i førtidspensionssagsbehandlingen.

Ved formkrav forstår man alle de krav, der er til sagsbehandling og afgørelser. Det vil sige krav om, at bestemte ting skal gøres på en bestemt måde. Det drejer sig altså ikke om indholdet af oplysninger mv. Afsnittet er rettet mod de formelle forvaltningsretlige krav for, hvordan sagsbehandlingsforløbet skal afvikles, dvs. eksempelvis overholdelse af regler for hvornår der skal partshøres, hvilke tidsfrister der skal overholdes mv. Formålet med formkravene er generelt at sikre borgerens retsstilling, f.eks. at der ikke træffes afgørelse på et forkert grundlag, og at der sker en relevant medinddragelse af borgeren i sagsforløbet.

Manglende overholdelse af formkrav kan have forskellige konsekvenser. Den mest vidtgående er, at afgørelsen bliver ugyldig og uden retsvirkninger. Formkravene kan både opfattes som borgerrettigheder og som minimumsstandarder for kvalitet i sagsbehandlingen.

De formkrav, der normalt har betydning for behandlingen af førtidspensionssager, er

· Krav om partshøring før enhver afgørelse til ugunst for borgeren, Forvaltningsloven FVL § 19.

· Krav om begrundelse af enhver afgørelse, FVL §§ 22-24.

· Krav om skriftlighed med hensyn til selve pensionsafgørelsen.

· Krav om ankevejledning, FVL § 25.

· Regler om samtykke til at indhente og videregive oplysninger, FVL §§ 28 og 29, RTL § 12, stk. 3.

· Overholdelse af frister.

· Ret til aktindsigt, FVL § 9.

· Ret til anvendelse af bisidder eller fuldmagtshaver, FVL § 8.

· Habilitet hos sagsbehandleren, FVL § 3.

Fælles for formkravene er, at de er ufravigelige. Der kan ikke skønnes over, om de skal opfyldes. Formkravene er desuden normalt minimumskrav. Man må f.eks. gerne give en mere vidtgående aktindsigt til en part, end man skal.

En række af formkravene er knyttet til afgørelserne i en sag. Det gælder kravene om

· Frister

· Partshøring

· Begrundelse

· Skriftlighed

· Ankevejledning.

I førtidspensionssager skal der træffes følgende afgørelser, hvor formkravene skal overholdes

· Afgørelse om at påbegynde eller ikke at påbegynde førtidspensionssag.

· Afgørelse om at tilkende eller at give afslag på førtidspension.

· Remonstrationsafgørelse (fornyet afgørelse som følge af klage).

· Stillingtagen til anmodning om aktindsigt.

· Stillingtagen til anmodning om genoptagelse.

De øvrige formkrav omfatter hele sagsbehandlingen. Det gælder kravene om

· Habilitet hos personer, der medvirker ved sagsbehandlingen.

· Imødekommelse af aktindsigt efter anmodning.

· Borgerens ret til at lade sig repræsentere.

· Samtykke til at indhente og videregive oplysninger.

Herudover bør man være opmærksom på § 4 i RTL om borgerens ret til selv at have indflydelse på sagsbehandlingen. Bestemmelsen skal bidrage til at sætte en standard for god sagsbehandling. Det kan derfor være fornuftigt at opfatte den som et formkrav, der styrer aktiviteterne i den løbende sagsbehandling.

Derudover har kommunerne en almindelig vejledningspligt over for borgeren. Man skal som medarbejder i en offentlig forvaltning gøre sig klart, at manglende eller forkert vejledning kan føre til erstatningskrav over for den myndighed, man arbejder for, jf. FVL § 7.

8.1 Partshøring

Formålet med partshøring er, at borgeren får lejlighed til at se oplysningerne i sagen og rette fejl og komme med bemærkninger til sagens oplysningsgrundlag, før der træffes en afgørelse. Målet er således at sikre, at der træffes afgørelse på baggrund af det rigtige oplysningsgrundlag.

Hvornår skal der partshøres?

Der skal partshøres, hvis afgørelsen ikke fuldt ud imødekommer borgeren, jf. FVL § 19. Der skal som minimum partshøres i følgende tilfælde

· Afslag på at påbegynde sag om pension.

· Afslag på tilkendelse af førtidspension.

· Tilkendelse af pension, hvor erhvervsevnen vurderes som større end ubetydelig.

· Afslag på genoptagelse.

I de sjældne tilfælde, hvor der påbegyndes førtidspensionssag mod borgerens vilje efter PL § 21, skal der også partshøres. Det gælder både, hvis der påbegyndes pensionssag, og hvis der tilkendes højeste førtidspension.

Løbende partshøring kan nemt blive forsinkende for sagsbehandlingen. Selvom man eventuelt derfor vælger at lægge partshøringen sent i et sagsforløb, skal man være opmærksom på, at borgeren alligevel skal inddrages undervejs i sagsforløbet, jf. RTL § 4. Partshøring er kun en formel måde at opfylde et indholdsmæssigt krav på. Generelt kan det anbefales at gennemføre partshøring umiddelbart før, der træffes en afgørelse i en sag. Man skal imidlertid være opmærksom på, at sagens afgørelse skal afvente den frist, borgeren har fået for at afgive partshøringssvar.

Hvad skal der partshøres i?

Formelt set skal der partshøres ved alle (også lægelige) oplysninger, der har betydning for afgørelsen, og som er til ugunst for parten, og som parten må formodes ikke at kende, jf. FVL § 19. Oplysninger, der har betydning for afgørelsen, er de oplysninger, man bruger, når man afgør sagen, altså alle relevante oplysninger.

I en førtidspensionssag kan det i praksis være svært at afgøre nøjagtig hvilke oplysninger, der skal partshøres over. Det kan f.eks. være vanskeligt at vurdere, om en speciallægeerklæring er til gunst eller ugunst for borgeren, og det kan være svært og tidskrævende at få et overblik over, hvilke oplysninger borgeren kender.

Den praktiske løsning er derfor at sende borgeren en kopi af alle de aktuelle, relevante oplysninger, som lægekonsulenten eller man selv som sagsbehandler bruger i forbindelse med afgørelsen og begrundelsen.

Der skal altid vedlægges en oversigt over alle de oplysninger, der foreligger i sagen, en såkaldt aktoversigt. Det er en oversigt over samtlige dokumenter, der er indgået til og afsendt fra den pågældende sag, dvs. alt det, som skal journaliseres.

Det er ikke lovligt at træffe en endelig afgørelse, før der har været partshørt i sagen. Borgeren skal have adgang til at rette fejlagtige oplysninger eller kommentere oplysningerne i sagen.

8.2 Aktindsigt

Når en borger beder om aktindsigt i sin pensionssag, bør anmodningen imødekommes straks. I følge FVL § 16, stk. 2 skal det ske indenfor 10 dage. Der bør normalt udleveres fotokopier af alle de akter, der er blevet bedt om ~ gratis, hvis det er første anmodning. Der skal vedlægges en aktoversigt.

En uspecificeret anmodning om aktindsigt skal opfattes som en anmodning om indsigt i alle sagsakter. Bestemmelsen om aktindsigt findes i FVL § 9.

Ved en akt forstås

· Et indgående brev (med eventuelle bilag).

· Et udgående brev, hvoraf der derfor altid skal opbevares kopi.

· Notater om oplysninger, som er modtaget mundtligt (telefonisk eller i forbindelse med fremmøde).

· E-post, faxer og andet, der vedrører sagen, uanset om de er indgående eller udgående.

Retten til aktindsigt omfatter ikke interne notater om sagsbehandlingen, f.eks. sagsbehandlerens indstilling til pensionsnævnet. Men der kan gives aktindsigt, hvis forvaltningen ønsker det, se FVL § 12. De øvrige regler om, at visse oplysninger kan undtages, er i praksis uden betydning i førtidspensionssager, se FVL § 15.

Der er ingen formkrav til en anmodning om aktindsigt. En mundtlig anmodning fra borgeren er nok, hvis borgeren angiver, hvilken sag der er tale om.

Vær opmærksom på notatpligten i offentlighedslovens (OFL) § 6. Den kræver, at der løbende gøres notater om oplysninger, der modtages mundtligt fra borgeren eller andre.

Det er kun borgeren selv, eller den han/hun giver fuldmagt, der har ret til aktindsigt. Derimod har ægtefællen ikke ret til aktindsigt. Ægtefællen kan dog have ret til at se enkelte oplysninger, nemlig de oplysninger, der vedrører den pågældende selv.

8.3 Ankevejledning

Alle afgørelser skal ledsages af en ankevejledning, jf. FVL § 25.

Ankevejledningen indsættes sidst i brevet, efter afgørelse og begrundelse eller vedlægges separat. Hvis den vedlægges separat, bør det noteres i sagen, at den er vedlagt.

Hvis ankevejledning ikke er givet, må man regne med, at ankefristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor korrekt vejledning gives. Det skal man være opmærksom på, når man modtager en anke, der tilsyneladende er kommet efter ankefristens udløb.

Der må ikke af ankevejledningen fremgå specielle formkrav. Det må således ikke fremgå, at klagen skal være skriftlig, og dette bør heller ikke indirekte fremgå via formuleringer som f.eks. »klagen sendes til« eller lignende.

Følgende forslag til ankevejledning kan anvendes ved alle afgørelser

»Hvis du ikke er enig i denne afgørelse, kan du klage over den. Vi skal modtage din klage inden 4 uger efter, at du har modtaget dette brev, jf. § 60, stk. 1 og § 67, stk. 1 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Efter § 66 i samme lov skal vi i tilfælde af en klage bedømme sagen igen. Hvis denne bedømmelse ikke fører til en ændret afgørelse, skal vi indsende klagen til Det Sociale Nævn i x-amt sammen med vores afgørelse inden 4 uger. Vi vil samtidig give dig besked om, at klagen er videresendt.

Hvis vores fornyede bedømmelse medfører en ændret afgørelse, vil vi også give dig besked inden for den samme frist. Hvis en fornyet bedømmelse af sagen, gør det nødvendigt at indhente yderligere oplysninger, vil vi også give besked inden 4 uger.«

8.4 Sagsbehandlingsfrister

Der findes to typer sagsbehandlingsfrister

· De lovbundne.

· De lokalt fastsatte.

8.4.1 Lovbundne frister

Der er tre lovbundne frister, der er relevante i førtidspensionssager

· 10-dagesfristen for at efterkomme en anmodning om aktindsigt, FVL § 16, stk. 2.

· 8-ugersfristen for stillingtagen til »forsørgelses-anmodning«, RTL § 7.

· 3-månedersfristen for afgørelse af en pensionssag, PL § 20 a, stk. 3.

Alle disse frister er kalenderfrister, også 10-dages fristen. Det vil sige, at fristerne løber fra den dag, hvor anmodningen er modtaget i kommunen, også selvom den først når frem til sagsbehandleren én eller nogle dage senere. 3-månedersfristen løber dog fra den dag, hvor der er truffet afgørelse om at påbegynde en sag om førtidspension.

8-ugersfristen er ufravigelig. I de to øvrige tilfælde kan fristen overskrides, men det skal i så fald meddeles skriftligt til borgeren, og der skal gives en begrundelse for, hvorfor fristen ikke kan overholdes. Ordet »kan« betyder, at kun forhold, som sagsbehandleren og forvaltningen ikke er herre over, er acceptable begrundelser for, at fristen ikke overholdes. Følgende type af begrundelser vil derfor være i orden, hvis der er tale om en reel begrundelse

»Vi kan ikke overholde fristen for afgørelse af sagen, fordi der er en ventetid på speciallægeerklæring på x måneder hos NN«Derimod er det på kanten eller måske endda direkte ulovligt at begrunde en overskridelse af fristen med f.eks. interne fejlekspeditioner, pensionsnævnets mødefrekvens eller travlhed, ferie og sygdom. Der bør ikke forekomme begrundelser, som vedrører forhold, som forvaltningen kunne tage højde for ved planlægning, styring og eventuel omlægning af arbejdsgange, overarbejde eller lignende.

Vær opmærksom på, at i visse sager kan 8-ugersfristen og 3-månedersfristen løbe umiddelbart i forlængelse af hinanden. Det gælder i de tilfælde, hvor der på grund af helbredsmæssige forhold åbenlyst kan eller skal tilkendes pension, og dette kan ses ved borgerens første henvendelse.

8.4.2 Lokalt fastsatte frister

De sagsbehandlingsfrister, kommunen selv skal fastsætte efter RTL § 3, stk. 2, håndteres på samme måde som de lovbundne.

8.5 Fuldmagter

En borger har ret til at møde med bisidder ved alle samtaler og lægeundersøgelser. En borger har også ret til at give fuldmagt til en anden til at varetage sine interesser, jf. FVL § 8.

En fuldmagt kan frit tilbagekaldes af den, der har givet fuldmagten, og der kan kun være én fuldmagt i sagen ad gangen. Det indebærer, at en senere fuldmagt uden videre ophæver en tidligere.

Det svære ved en fuldmagt er, at den skal respekteres efter sit indhold. Læs den grundigt, og notér, hvad den omfatter. Måske er det kun en fuldmagt til aktindsigt eller til at anke sagen.

Hvis der er tale om en ubegrænset fuldmagt, indtræder fuldmagtshaveren i partens beføjelser på alle områder (f.eks. ret til aktindsigt, partshøring og ankeadgang). Dermed skal al brevveksling stiles til fuldmagtshaveren. Der bør dog sendes kopi af de vigtigste breve til borgeren selv.

Advokater skal ikke have fuldmagt. De kan nøjes med at meddele, at de repræsenterer borgeren. Advokater har en såkaldt stillingsfuldmagt efter retsplejeloven.

8.6 Habilitet

En sagsbehandler må ikke deltage i behandlingen af en sag, hvis der foreligger forhold, som er »egnet til at rejse tvivl om den pågældendes fuldstændige upartiskhed «. Der er anført en lang række tilfælde i FVL § 3.

I førtidspensionssager betyder det i praksis, at man er inhabil som sagsbehandler eller lægekonsulent, hvis

· Man selv eller ens ægtefælle er i familie med borgeren.

· Man har deltaget i behandlingen af sagen i en anden instans (det kan f.eks. være aktuelt, når man lige har skiftet job).

· Man både er lægekonsulent og praktiserende læge for den pågældende.

· Man i øvrigt har en tæt tilknytning til den pågældende, f.eks. i kraft af naboskab eller foreningssamarbejde.

Tilsvarende regler gælder for medlemmer af pensionsnævnet og lignende. Det er god sagsbehandlingsskik altid at sikre sig, at ingen af disse forhold gør sig gældende, når man begynder arbejdet med en ny sag.

8.7 Sagens oplysninger og samtykkeerklæring

8.7.1 Oplysninger i sagen

I »Guide til sagsbehandling af sager om førtidspension« fra Den Sociale Ankestyrelse, bilag om forvaltningsretlige spørgsmål, afsnit om Sagens oplysninger, præciseres følgende

Ansvaret for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, så der kan træffes en korrekt og forsvarlig afgørelse, påhviler den myndighed, der skal træffe afgørelsen. Det følger af »officialprincippet«, som er et almindeligt grundlæggende princip i dansk forvaltningsret. Afgørelsesmyndigheden har derfor pligt til at søge at fremskaffe de faktiske og retlige oplysninger, der er nødvendige for, at der kan træffes afgørelse.

8.7.2 Samtykkerklæring

I forbindelse med førtidspensionssager bør forvaltningen have borgerens samtykke til to forskellige typer udveksling af oplysninger

· Indhentning af oplysninger.

· Videregivelse af oplysninger.

Indhentning af oplysninger

Spørgsmålet om samtykke til at indhente oplysninger er reguleret dels af FVL § 29, dels af RTL § 12, stk. 3.

Det følger af RTL § 12, stk. 3, at forvaltningen skal søge at få samtykke til at indhente oplysninger, og af RTL § 10, stk. 3, at borgeren skal vejledes om konsekvensen af ikke at give samtykke.

Hvis borgeren ikke ønsker at give samtykke til at indhente oplysninger, vil konsekvensen som udgangspunkt være, at sagen må afgøres på de foreliggende oplysninger, evt. med det resultat, at der gives afslag enten på at påbegynde en sag om førtidspension eller på at tilkende førtidspension. Forvaltningen er dog forpligtet til at foretage en reel prøvelse af det foreliggende oplysningsgrundlag, og sagen skal afgøres i overensstemmelse hermed. Tilsvarende skal begrundelsen forholde sig til de faktisk foreliggende oplysningers betydning. Hvis der foreligger oplysninger i sagen, er det ikke tilstrækkeligt at begrunde et afslag med henvisning til det manglende samtykke.

Forvaltningen er imidlertid også forpligtet til at vurdere, om der eventuelt kan være grundlag for at tilsidesætte borgerens nægtelse af at give samtykke til indhentning af oplysninger. Hvis det må vurderes, at borgeren er ude af stand til at forstå omfanget af konsekvenserne af det manglende samtykke, bør forvaltningen oplyse sagen, som om samtykke forelå. Det kan f.eks. være tilfældet i sager, hvor den pågældende er sindssyg eller svært dement. Det vil formentlig typisk være tilfældet, hvor sagen er påbegyndt mod borgerens vilje efter PL § 21.

Videregivelse af oplysninger

Spørgsmålet om videregivelse af oplysninger til andre end offentlige myndigheder er reguleret i straffelovens bestemmelser om tavshedspligt.

Der bør aldrig videregives oplysninger fra en førtidspensionssag uden borgerens samtykke. Navnlig er det ikke lovligt rutinemæssigt at sende kopi af afgørelse, indstilling eller akter til undersøgende læge eller revalideringsinstitution, hvis der ikke foreligger udtrykkeligt samtykke til det. Det gælder også, selvom det kan være nyttigt løbende at opdatere forvaltningens samarbejdsparter om praksis og sagsudfald.

Det kan være nødvendigt at videregive oplysninger for at sikre den bedst mulige sagsbehandling. F.eks. kan det være praktisk eller nødvendigt at give undersøgende speciallæge lejlighed til at sætte sig ind i sagens oplysninger forud for undersøgelsen. Denne praksis, der er overordentlig udbredt, kan have betydning for optimal oplysning af sagen, men der er ikke nogen klar lovhjemmel hertil.

Det er derfor vigtigt, at sagsbehandleren altid indhenter samtykke fra borgeren til videregivelse af oplysninger. Dette samtykke kan hensigtsmæssigt indhentes samtidig med, at forvaltningen får samtykke til at indhente oplysninger.

Andre begrænsninger

Forvaltningen er forpligtet til at sikre sagens oplysning, men må på den anden side kun indhente de oplysninger, der er nødvendige for sagen. Det følger af FVL § 32.

Det har to konsekvenser

· En sag må ikke oplyses, bare fordi det er interessant.

· Det vil være decideret ulovligt at indhente visse typer af oplysninger. F.eks. er det vanskeligt at forestille sig nødvendigheden af oplysninger om borgerens religion eller seksuelle observans.

Oplysninger må kun indhentes, hvis de skal indgå i vurderingen.

8.8 Orientering af borgeren

Efter § 4 i RTL skal borgeren inddrages i sagsbehandlingen og have indflydelse på, hvordan den tilrettelægges.

For at denne bestemmelse kan få en reel betydning, er det vigtigt

· At borgeren vejledes korrekt og forståeligt om, hvilke muligheder og begrænsninger lovgivningen indeholder.

· At borgeren vejledes korrekt og forståeligt om, hvilke tilbud der kan blive aktuelle.

· At sagsbehandleren er lydhør overfor udtalte og uudtalte forslag og ønsker fra borgerens side.

· At borgeren og sagsbehandleren i fællesskab fokuserer på muligheder i stedet for begrænsninger.

· At sagsbehandleren altid overvejer, om borgerens forslag kan realiseres, selv om de måske ligger uden for det normale i et sådant tilfælde.

Sagsbehandleren er ansvarlig for, at borgeren inddrages. I en førtidspensionssag bør borgeren som minimum involveres systematisk på følgende tidspunkter

· I selve afklaringen af ressourceprofilen.

· Når der lægges en plan for indhentning af oplysninger.

· Når der gives afslag på påbegyndelse af sag om førtidspension efter § 20 a, og der skal vejledes om alternativer eller om muligheder for deltidsbeskæftigelse.

8.9 Journal- og notatpligt

En forvaltningsmyndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, har pligt til at notere oplysninger ned, som afgives mundtligt. Det gælder for oplysninger, som handler om sagens faktiske omstændigheder, og som har betydning for afgørelsen, jf. OFL § 6, vejledning om forvaltningsloven nr. 58-61.

Oplysningen handler om sagens faktiske omstændigheder, hvis den medvirker til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller indhentes for at bringe klarhed over oplysninger, der indgår i sagen.

Kapitel 8. Formkrav til sagsbehandlingen

8.1 Partshøring

8.2 Aktindsigt

8.3 Ankevejledning

8.4 Sagsbehandlingsfrister

8.4.1 Lovbundne frister

8.4.2 Lokalt fastsatte frister

8.5 Fuldmagter

8.6 Habilitet

8.7 Sagens oplysninger og samtykkeerklæring

8.7.1 Oplysninger i sagen

8.7.2 Samtykkerklæring

8.8 Orientering af borgeren

8.9 Journal- og notatpligt

Kapitel 9

Supplerende litteratur

Kapitel 9

Supplerende litteratur

Assessment, classification and Epidemiology Group (1999). ICIDH-2: International Classification of Functioning and Disability ~ Beta-2 Draft Version July 1999. Geneva: World Health Organization.

Bang, Jens (2000). »Sygdom og sociale sager« i Månedsskrift for praktisk lægegerning, April 2000, 78. årg., pp. 593-602.

Dahl, Tóra Haraldsen (1999). »ICIDH ~ et redskab der krydser lande ~ og faggrænser« i Ergoterapeuten, nr. 16, 99, pp. 12-17.

Dahl, Tóra Haraldsen (1998). »En ny klassificering af funktionsnedsættelse fra WHO« i Ergoterapeuten, nr. 7, 98, pp. 12-18.

Egelund, Tine & Lis Hillgaard (1998 [1993]). Social rådgivning og social behandling (1. udg). København: Munksgaard ~ Socialpædagoisk Bibliotek.

Egelund, Tine & Marianne Skytte (1997). »Om undervisning og fælleselementer i socialt arbejde« i Skriftserie, nr. 1, 1997. København: Den Sociale Højskole i København.

Finkelstein, Jens & Kristina Bendixen (2000). Skræddersyet aktivering ~ redskaber til kvalitetsudvikling af aktiveringstilbud. København: Fokus.

Finkelstein, Jens (1999). Samtaleguide. København: Udviklingscenter for beskæftigelse på særlige vilkår.

Jespersen, Karen (1999). Opgør med den ny fattigdom. Viborg: L&R Fakta

Revstedt, Per (1995 [1985]). Ingen er håbløs ~ Motivationsarbejde i teori og praksis. København: Hans Reitzels Forlag.

Skytte, Marianne (1997). »Fælleselementerne ~ støtte eller bremse?« i Skriftserie, nr. 1, 1997. København: Den Sociale Højskole i København.

Socialministeriet, den 21. juni 2000

x

Kapitel 9. Supplerende litteratur

Vejledning om metode til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet

Forord

Denne vejledning beskriver »Metode til god sagsbehandling på førtidspensionsområdet«, som er udviklet i et projektarbejde mellem Socialministeriet og 8 kommuner: Brøndby, Børkop, Fakse, Greve, Haderslev, Hørsholm, Vejen og Viborg.

Hensigten med udviklingen af metoden var at give sagsbehandlerne mulighed for at arbejde efter en fælles systematik for, hvordan sager beskrives, vurderes og dokumenteres.

Erfaringerne fra de 8 kommuner viser, at det er lykkedes at skabe et fælles metodisk grundlag for sagsbehandling, der gør det muligt at kommunikere og arbejde på tværs af faggrupper og forvaltningsafdelinger.

Arbejdes der efter metoden, bliver det muligt at opnå et bedre dokumentationsgrundlag og dermed et bedre grundlag for at træffe afgørelser, som er korrekt begrundet.

I denne vejledning beskrives selve metoden, og hvordan man som sagsbehandler kan arbejde med metoden. Vejledningen er således en manual, der kan anvendes som opslagsværk i det daglige arbejde.

Socialministeriet håber, at mange sagsbehandlere vil tage metoden til sig og aktivt medvirke til, at metoden udbredes.