Vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Kapitel 1

Indledning

Kapitel 1

Indledning

1. Vejledningen afløser Socialministeriets vejledning af 6. marts 1998 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

I vejledningen uddybes reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - i kort form kaldet retssikkerhedsloven og forkortet til RTL.

Retssikkerhedsloven trådte i kraft den 1. juli 1998, og der er siden sket følgende ændringer i loven

· nye regler om handlekommune og mellemkommunal refusion

· ændring af det sociale nævns sammensætning, således at nævnet sammensættes ud fra de enkelte former for ydelser og ikke udelukkende ud fra de enkelte love

· nye regler om koordinationsudvalgene

· præcisering af adgangen til at indhente oplysninger i en anden kommune eller amtskommune.

· medlemmer af et socialt nævn skal have bopæl i amtet eller tilknytning til amtet, dog således at socialministeren i ganske særlige tilfælde kan fravige disse krav

· habilitetsregel om, at man ikke kan være medlem både i det sociale nævn og Ankestyrelsen samtidig

· Rådet for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked er blevet lovfæstet

· Det Rådgivende Praksisudvalg erstatter Det Centrale Koordinationsudvalg

Disse ændringer beskrives i denne vejledning.

Følgende ændringer beskrives i Ankestyrelsens klagevejledning og i Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne

Regler om sagsbehandling i det sociale nævn i sager om magtanvendelse

Den sociale Sikringsstyrelses afgørelser om efterlevelseshjælp indbringes for Ankestyrelsen

I Ankestyrelsens klagevejledning beskrives også reglerne om behandling af klagesager.

Der er også medtaget en kort beskrivelse af reglerne om klagerådene, som trådte i kraft den 1. juli 1998.

Fra kommuner, amtskommuner og de sociale nævn er der kommet forslag til forbedringer og ændringer i den tidligere vejledning.

Det er bl.a. foreslået, at vejledningen følger retssikkerhedslovens opbygning, og at der indføjes et afsnit om de almindelige forvaltningsretlige regler, som ikke står i forvaltningsloven, offentlighedsloven og retssikkerhedsloven.

Vejledningen følger derfor nu i et vist omfang retssikkerhedslovens opbygning, dog således at myndighedstrukturen på det sociale område, dvs. kommunernes, amtskommunernes, nævnenes og Den Sociale Ankestyrelses kompetence - myndighedsområde - samles mest muligt. Se senere i dette kapitel om vejledningens indhold.

I bilag 1 er retssikkerhedsloven optaget.

I bilag 2 er medtaget bekendtgørelse nr. 312 af 4. maj 2000 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

I bilag 3 er medtaget eksempler på mellemkommunal refusion(§ 9 a).

I bilag 4 er der medtaget en liste over litteratur, der knytter sig til forvaltningsretten, forvaltningslovene og retssikkerhedsloven.

Hvor gælder retssikkerhedsloven?

2. Socialministeriet har udsendt en bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område. Se bilag 2.

I bekendtgørelsens § 1 er det fastsat, for hvilke love retssikkerhedsloven gælder. Det er følgende love

· Lov om social pension.

· Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

· Lov om aktiv socialpolitik.

· Lov om social service.

· Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag.

· Lov om delpension.

· Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.

Retssikkerhedsloven gælder også for lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. Efter denne lov er det kun bopælskommunen, der skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg. Derfor gælder § 9 i retssikkerhedsloven om handlekommune ikke.

EF-forordning nr. 1408/71.

Efter lovvalgsafsnittet i EF-forordning nr. 1408/71 er erhvervsaktive som hovedregel omfattet af det lands lovgivning om social sikring, hvor de faktisk udfører deres arbejde. Retssikkerhedsloven omfatter derfor også sager om sociale sikringsydelser i form af social pension, dagpenge ved sygdom eller fødsel, børnetilskud og delpension. Desuden er en række ydelser efter lov om aktiv socialpolitik omfattet. Det gælder fx revalidering, forskellige aktiveringsydelser, flexjob og ledighedsydelse.

Område, hvor klagereglerne også gælder

Retssikkerhedslovens kapitel 9 og §§ 68 og 70 gælder, når Den Sociale Ankestyrelse behandler og afgør sager efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Dog kun, hvis andet ikke følger af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Lovens kapitel 9 samt §§ 67-70, § 72, stk. 1 og 5, og § 74 gælder, når Den Sociale Ankestyrelse behandler og afgør sager efter § 24, stk. 5 og 6, i lov om offentlig sygesikring og efter § 9 i lov om sygehusvæsenet. Når det drejer sig om en klage over en afgørelse truffet af kommunalbestyrelsen i medfør af § 8, stk. 2, i lov om sygehusvæsenet, skal Ankestyrelsen indhente en udtalelse fra vedkommende amtsråd.

Endvidere gælder retssikkerhedsloven ved klage over afgørelser i,

sager som efter § 24, stk. 4, i lov om offentlig sygesikring kan indbringes for det sociale nævn (kan ikke indbringes for Den Sociale Ankestyrelse),

sager efter lov om en børnefamilieydelse, bortset fra sager om skattepligt efter kildeskattelovens § 1,

sager efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag (kan ikke indbringes for Den Sociale Ankestyrelse),

sager efter integrationsloven, og

sager efter repatrieringsloven

Boliglovgivningen

I boliglovgivningen er der regler om, at det sociale nævn er klageinstans for visse afgørelser om navnlig boligsikring, boligydelse og beboerindskudslån.

Klagesager efter boligstøttelovgivningen indbringes for nævnene med hjemmel i § 73 i lov om individuel boligstøtte, jf. Boligministeriets bekendtgørelse nr. 296 af 20. maj 1998 om indsendelse og behandling af klager over afgørelser truffet af kommunerne i medfør af § 73 i lov om individuel boligstøtte. Nævnenes afgørelser i boligstøttesager kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.

Endvidere er det sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse klageinstans for kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser om anvisning af ledige boliger i henhold til §§ 54, 57 og 58 i lov om almene boliger samt støttede andelsboliger m.v.

Grundprincipper

3. Retssikkerhedsloven indgik som et led i reformen af bistandsloven, hvor de to andre love er lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) og lov om social service (serviceloven).

De grundlæggende principper i den sociale lovgivning er,

· at borgerne har et ansvar for deres egen situation, således at den enkelte, eventuelt med særlig støtte, aktivt skal medvirke til at løse egne problemer,

· at borgerne og brugerne skal medvirke og have indflydelse,

· at mulighederne for hjælp skal ses bredt og ikke kun i forhold til den sociale lovgivning,

· at indsatsen tidligt i et hjælpeforløb skal målrettes, for at hjælpen i højere grad kan virke forebyggende,

· at fremme et rummeligt arbejdsmarked for at fastholde personer i beskæftigelse og forbedre mulighederne for at få en aktiv tilværelse, og

· at øge fleksibiliteten og inddrage andre i forebyggelse og løsning af sociale opgaver, fx de faglige organisationer, de frivillige m.fl.

Aktivloven

4. Disse principper indgår i Lov om aktiv socialpolitik, der samler reglerne om hjælp til forsørgelse, dvs. reglerne i bistandsloven og reglerne i lov om kommunal aktivering. Der er derfor nu kun en lov om kontanthjælp, aktivering, hjælp til enkeltudgifter, revalidering, fleksjob, skånejob med løntilskud m.v. Aktivloven sætter yderligere fokus på aktive hjælpeformer frem for passiv forsørgelse. Det grundlæggende sigte er, at hjælpen skal gøre modtageren i stand til at klare sig selv, og modtageren og ægtefællen har pligt til efter evne at udvikle og udnytte deres arbejdsevne, fx ved at tage imod tilbud om aktivering.

Serviceloven

5. Lov om social service samler regler om hjælp til forskellige sociale formål, som hidtil har været i bistandsloven. Serviceloven tager udgangspunkt i de enkelte ydelser, og for at understrege forskellen i indsatsen er ydelserne opdelt i tre niveauer.

Det første niveau repræsenterer gratis tilbud om rådgivning, der retter sig generelt til borgere med sociale problemer i bred forstand. Formålet med disse tilbud er at forebygge og hjælpe borgere over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt at sætte dem i stand til at løse problemer, der opstår, ved egen hjælp.

Det andet niveau omfatter en række servicetilbud. Fælles for disse tilbud er, at de retter sig bredt til fx børnefamilier og andre grupper med behov for almene serviceydelser. Disse tilbud har ofte et forebyggende aspekt, men har ikke til formål at afhjælpe mere omfattende sociale problemer. Som udgangspunkt skal der betales for disse tilbud.

Det første og andet niveau udgør et sammenhængende ydelsessystem af forebyggende karakter. Dvs. at der skal være mulighed for at sætte ind med støtte, før situationen for den enkelte er blevet rigtig alvorlig.

Det tredje niveau er særlige tilbud og hjælpeforanstaltninger. Det drejer sig om ydelser, der skal tilgodese borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Disse tilbud forudsætter som udgangspunkt en individuel behovsvurdering, og de omfatter en bred vifte af tilbud, der både kan have midlertidig og mere permanent karakter.

Disse tre niveauer giver mange muligheder for tilbud med fleksibel og individuel støtte. Opdelingen i tre niveauer markerer, at intensiteten i indsatsen er forskellig, og som udgangspunkt har forskellige målgrupper. Opdelingen er imidlertid ikke udtryk for en statisk eller permanent placering af den enkelte borger. Tværtimod forudsættes ydelserne i de tre niveauer at indgå i et samspil, hvor ydelserne supplerer eller understøtter hinanden.

Retssikkerhedsloven

6. Formålet med retssikkerhedsloven er, at

· sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,

· fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig, helhedsorienteret hjælp,

· forbygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og

· fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område indholder en række regler om, hvordan myndighederne skal behandle sagerne. Der er lagt vægt på borgernes retssikkerhed, og at de får muligheder for aktivt at medvirke og få indflydelse, når myndighederne behandler deres sag. Hidtil har der ikke været formuleret sådanne tværgående lovregler for behandling af sociale sager, men de har i et vist omfang været gældende som uskreven ret.

Retssikkerhedsloven samler også en række regler, som gælder for de sociale love, fx om hvilken myndighed der har pligt til at give hjælpen (handlekommune), myndighedernes adgang til at indhente oplysninger, muligheder for at klage, regler om børn og unge-udvalg, ældreråd og klageråd.

Retssikkerhedsloven erstatter en række regler, som hidtil har stået i bistandsloven og i forskellige andre sociale love - det gælder navnlig reglerne om administration, klage og oplysningspligt - den sociale styrelseslov og lov om Den Sociale Ankestyrelse. Videre indgår også regler, som tidligere fandtes spredt i forskellige love, cirkulærer, forretningsordener og regler, som kunne udledes af de sociale nævns, Ankestyrelsens og domstolenes praksis, udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, Justitsministeriet, Indenrigsministeriet, Socialministeriet m. fl.

Hvordan vejledningen er opbygget

7. Vejledningen er udarbejdet på grundlag af lovteksten, bemærkningerne til lovforslaget og de spørgsmål og svar, der har været i forbindelse med, at lovforslaget blev behandlet i Folketinget. En række regler fra tidligere lovgivning - eventuelt med sproglige moderniseringer - er videreført i retssikkerhedsloven. Den praksis, som var knyttet til disse regler, bruges derfor på de tilsvarende regler i retssikkerhedsloven.

Retssikkerhedsloven indførte også nye regler. På disse områder er der endnu ikke en fuldt udbygget praksis, der kan henvises til.

I kapitel 2 er emnet det retlige grundlag for kommunernes og amtskommunernes behandling af sociale sager og god forvaltningsskik.

Kapitel 1 Indledning

Kapitel 2

Det retlige grundlag for kommunernes og amtskommunernes behandling af sociale sager og god forvaltningsskik

Kapitel 2

Det retlige grundlag for kommunernes og amtskommunernes behandling af sociale sager og god forvaltningsskik

8. Reglerne om, hvordan kommuner skal behandle sager, findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven, den almindelige forvaltningsret og retssikkerhedsloven, som særligt regulerer, hvordan sociale sager skal behandles. Men disse regler giver ikke en udtømmende beskrivelse. Der skal også tages hensyn til »god forvaltningsskik«. Det er et samlebegreb for en række normer for de hensyn, som en offentlig myndighed skal tage over for borgerne. Disse normer kommer bl.a. til udtryk gennem udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, og de bygger også på sædvaner, der over tid er udviklet i forbindelse med offentlig forvaltning.

Dette juridiske grundlag udgør således - sammen med de regler, som følger af de enkelte love og lovbestemmelser - rammerne for behandlingen af sager hos myndigheder, nævn og råd, kommuner, amtskommuner, de sociale nævn, Den Sociale Ankestyrelse, børn og unge-udvalg, klageråd m. fl.

Foruden nationale regler findes der også på mellemstatsligt niveau regelsæt, hvorved borgeren tillægges rettigheder, som fx Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Lokale beslutninger om administrationen

Disse regler kan ikke stå alene. Det er fortsat således, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal supplere og udfylde disse regler med beslutninger om, hvordan administrationen konkret skal tilrettelægges og udføres lokalt.

God forvaltningsskik

9. Inden der i de følgende kapitler knyttes bemærkninger til reglerne om sagsbehandling i bl.a. forvaltningsloven og retssikkerhedsloven, følger her en kortfattet, men ikke udtømmende oversigt over nogle af de principper, som indgår i »god forvaltningsskik«, og som er indgået i forarbejderne til retssikkerhedsloven.

Ved »god forvaltningsskik« forstås bl.a.,

Skaffe oplysninger

· at oplysninger om faktiske forhold tilvejebringes på en måde, så borgeren forstår formålet med oplysningerne og får mulighed for konstruktivt at bidrage med oplysninger. Indsamling af oplysninger må myndigheden således ikke tilrettelægge ud fra en mere eller mindre skjult dagsorden, som kun myndigheden har kendskab til,

· at forvaltningen frem for at ulejlige borgeren så vidt muligt skal anvende de oplysninger, som den har i forvejen,

Sammenhæng i tilbud

· at myndigheden så vidt muligt tilrettelægger hjælpen som et sammenhængende tilbud ud fra en samlet vurdering af borgerens situation, og at man undervejs i processen vurderer, hvorvidt målene er nået, og om der er brug for justeringer af indsatsen, samt at disse forhold fremgår af myndighedens skriftlige journalføring,

Borgeren skal inddrages

· at faglige vurderinger fremlægges og vurderes i samarbejde med borgeren med det formål at få en sammenhæng mellem borgerens livsverden og selvforståelse og den faglige vurdering af de foreliggende oplysninger og handlemuligheder,

Oplysning om praksis

· at oplysninger om myndighedens praksis altid er tilgængelig for borgeren, og at sagsbehandleren kan give en korrekt begrundelse for den praksis, myndigheden anvender,

Samvirke med borgeren

· at valg og beslutninger altid træffes i samarbejde med borgeren, herunder at det i forbindelse med faglige vurderinger tydeligt meddeles, at man er villig til drøfte disse, og at myndigheden også er parat til yderligere overvejelser, hvis det er nødvendigt,

· at grundlaget og begrundelsen for en afgørelse, der ikke imødekommer borgerens ønsker, formidles på en klar og forståelig måde,

· at man ikke ubegrundet fraviger faglige vurderinger for at imødekomme borgerens synspunkter og dermed medvirker til at skabe uklarhed og usikkerhed,

Generel vejledning

· at myndigheden giver borgeren alle oplysninger om handlemuligheder. Det gælder de muligheder, der fremgår af den sociale lovgivning generelt og anden relevant lovgivning. Det gælder også borgerens handlemuligheder i forhold til sagsbehandlingen og forvaltningsprocessen, fx oplysninger om muligheden for at tage sagen op til fornyet vurdering efter et bestemt tidsrum, oplysninger om adgang til at få skriftlige begrundelser for afgørelserne, oplysninger om klagemuligheder m.v., og

· at myndigheden så vidt muligt også oplyser borgeren om de muligheder for hjælp, der findes uden for eller i tilknytning til den offentlige hjælp, fx hjælp fra frivillige sociale organisationer, foreninger, faglige organisationer og andre, som forvaltningen skønner, at borgeren kan modtage hjælp fra i den konkrete situation.

Kapitel 2 Det retlige grundlag for kommunernes og amtskommunernes behandling af sociale sager og god forvaltningsskik

Bilag 3

Eksempler, der viser, hvorledes retssikkerhedslovens § 9 a regulerer adgang til mellemkommunal refusion

Eksempel 1a

Stofmisbruger S, der modtager kontanthjælp, bor i A kommune. Pågældende skal have et behandlingstilbud i B kommune. Det forudsættes, at S ikke bevarer bopæl i A kommune. B kommune er opholds- og handlekommune.

Udgifter efter serviceloven

Hvis behandlingstilbudet er en boform, jf. den tidligere § 128 i serviceloven, kan B kommune få refusion fra A kommune. Dette er uændret efter den nye § 9a i retssikkerhedsloven.

Hvis behandlingstilbudet ikke er omfattet af den tidligere § 128 i serviceloven, kan B kommune aftale refusion med A kommune. Efter § 9a, stk. 1, nr. 7 er der refusion, hvis botilbudet svarer til en boform efter serviceloven.

Udgifter efter aktivloven

B kommune kunne tidligere ikke få refusion for udgifter afholdt efter aktivloven. Efter § 9 a i retssikkerhedsloven får B kommune ret til refusion også for udgifter efter aktivloven.

Eksempel 1b

Efter det midlertidige ophold i B kommune udsluses S med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en almindelig bolig i C kommune, der bliver opholdskommune og dermed handlekommune. S modtager kontanthjælp.

Udgifter efter serviceloven

Når der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion efter den tidligere § 128 i serviceloven. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Dette er uændret efter den nye § 9 a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Efter den nye § 9a i retssikkerhedsloven kan der aftales refusion.

Eksempel 1c

Efter det midlertidige ophold i B kommune udsluses S med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en boform som nævnt i den tidligere affattelse af servicelovens § 128 / pensionslovens § 53 i C kommune. C kommune bliver opholdskommune og dermed handlekommune. S modtager kontanthjælp / pension

Udgifter efter serviceloven og pensionsloven

C kommune har adgang til refusion efter jf. den tidligere affattelse af § 128 i serviceloven og pensionslovens § 53. C kommune kan rette krav mod B kommune, der kan rette sit krav mod A kommune. Dette er uændret med den nye § 9a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Efter den nye § 9a i retssikkerhedsloven får C kommune ret til refusion.

Eksempel 2a

Hjemløs H får ophold i et forsorgshjem, der ligger i F kommune. Det forudsættes, at H ikke bevarer sin tidligere opholdskommune. F kommune er opholdskommune og dermed handlekommune. Det kan aftales, at en tidligere kommune fortsat er handlekommune. Udgifterne til botilbud efter servicelovens § 94 er en amtskommunal udgift. Amtskommunen får 50 pct. refusion fra staten.

Udgifter efter serviceloven og pensionsloven

Har F kommune udgifter til hjælp efter serviceloven eller pensionsloven, kan F kommune kræve sine udgifter betalt af en tidligere opholdskommune. Betingelserne i den tidligere affattelse af servicelovens § 128 og pensionslovens § 53, stk. 1, er opfyldte. Der er medvirken af anden offentlig myndighed, idet forstanderen - eller en anden ansat - har optaget H i boformen. Der er ikke refusion for udgifter til personlige tillæg. Dette er uændret efter § 9 a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

F kommune kunne ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Efter § 9 a i retssikkerhedsloven har kommune F ret til refusion for udgifter efter aktivloven.

Eksempel 2b

Efter det midlertidige ophold på forsorgshjem i F kommune udsluses H med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en almindelig bolig i C kommune, der bliver opholdskommune og dermed handlekommune.

Udgifter efter serviceloven og pensionsloven

Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion , jf. den tidligere affattelse af servicelovens § 128/ pensionslovens § 53. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Dette er uændret efter § 9 a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Dette er uændret, men det er nyt, at der kan indgås aftale om refusion, jf. § 9a i retssikkerhedsloven

Eksempel 2c

Efter det midlertidige ophold på forsorgshjem i F kommune udsluses H med kommunens / anden offentlig myndigheds hjælp til en boform, som er nævnt i den tidligere affattelse af § 128 i serviceloven servicelovens § 128/ pensionslovens § 53 og som ligger i kommune C. Kommune C bliver opholdskommune og dermed handlekommune.

Udgifter efter serviceloven og pensionsloven

C kommune har adgang til refusion, jf. den tidligere affattelse af servicelovens § 128 og pensionslovens § 53, stk. 1. Da F kommune var opholdskommune under det midlertidige ophold, kan C kommune kræve refusion fra F kommune. F kommune herefter kræve sine udgifter dækket af A kommune, idet H´s ophold i F kommune er sket ved medvirken, og der er tale om en boform, som er nævnt i den tidligere affattelse af § 128 og pensionslovens § 53. Dette er uændret efter § 9 a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kunne tidligere ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Efter § 9 a i retssikkerhedsloven er der refusion for udgifter efter aktivloven.

Eksempel 3a

En person, der bor i kommune A, skal i fængsel i kommune B. Efter endt fængselsophold udsluses personen til kommune C, og hvor pågældende modtager kontanthjælp. Udslusningen sker til en almindelig bolig. Kommune C bliver opholdskommune og dermed handlekommune.

Udgifter efter serviceloven

Da der er tale om en almindelig bolig, er der ikke refusion, jf. den tidligere affattelse af servicelovens § 128. Det kan aftales, at C kommune skal have refusion. Denne aftale skal indgås med den kommune, som har pligt til at betale for S under det midlertidige ophold. Dette er uændret efter § 9 a i retssikkerhedsloven.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kan ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Dette er uændret, men det er nyt at der kan indgås aftale om refusion.

Eksempel 3b

En person, der bor i kommune A, skal i fængsel i Kommune B. Efter endt fængselsophold udsluses personen til kommune C, og hvor pågældende modtager kontanthjælp. Udslusningen sker til en boform, som nævnt i den tidligere affattelse af servicelovens § 128 / pensionslovens § 53, og som ligger i kommune C. Kommune C bliver opholdskommune og dermed handlekommune.

Udgifter efter serviceloven

C kommune har ret til refusion fra kommune B, jr. den tidligere affattelse af servicelovens § 128, men B kommune havde ikke ret til refusion fra kommune A. Dette ændres med retssikkerhedslovens § 9a, idet ophold i institutioner under fængselsvæsenet giver ret til refusion. Fængselskommunen bliver således efter retssikkerhedslovens § 9a friholdt for udgifter.

Udgifter efter aktivloven

C kommune kunne tidligere ikke få refusion for udgifter efter aktivloven. Kommune C får, jf. retssikkerhedslovens § 9a, refusion for udgifter efter aktivloven. Kommunen A skal afholde den kommunale andel af udgifterne.

Kapitel 3

De forvaltningsretlige regler (forvaltningsretten og forvaltningsloven)

Kapitel 3 er nyt og handler efter ønske fra kommunerne om de mest anvendte forvaltningsretlige regler.

Kapitel 3

De forvaltningsretlige regler (forvaltningsretten og forvaltningsloven)

10. Den almindelige forvaltningsret indeholder regler og retsgrundsætninger, der er fælles for det meste af den offentlige forvaltning, dvs. også for kommunerne, amtskommunerne og ankeinstanserne. Der er bl.a. tale om vigtige principper for myndighedernes konkrete virksomhed og retsanvendelse.

Den almindelige forvaltningsret omfatter en række offentretlige retsgrundsætninger, som fx magtfordrejningsgrundsætningen og lighedsgrundsætningen.

Den almindelige forvaltningsret omfatter også forvaltningsloven og offentlighedsloven, som regulerer en række centrale forhold i myndighedernes sagsbehandling i forhold til borgeren.

I det følgende vil centrale områder af forvaltningsretten blive gennemgået. Der er ikke tale om en udtømmende gennemgang af området, men alene en introduktion til regelsættet af hensyn til at øge myndighedernes opmærksomhed på, hvilke forvaltningsretlige forhold der gælder ved behandlingen og afgørelsen af sociale sager.

3.1. Hjemmel

Hjemmel

11. Afgørelser, der pålægger borgerne byrder eller tillægger dem rettigheder, skal have hjemmel, typisk i lov eller bekendtgørelse. Afgørelsen må endvidere ikke stride mod regler, der er fastsat i loven.

Det er myndigheden, dvs. kommunerne og amtskommunerne og ankeinstanserne, der ved administrationen af en lov må afgøre, hvordan loven og de regler, der knytter sig til loven, bekendtgørelser m.v., skal bruges. Når den daglige administration planlægges og gennemføres er det vigtigt at holde sig lovens intentioner for øje. De væsentligste elementer ved fortolkningen er ordlyden af selve loven, Folketingets drøftelser, eventuelle rapporter, betænkninger og lign., hidtidig domspraksis og administrativ praksis, fx afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse. Hvis den konkrete afgørelse ikke kan træffes alene på grundlag af den sociale lovgivning, skal myndigheden inddrage almindelige ulovbestemte forvaltningsretlige synspunkter og almene formueretlige synspunkter, som fx reglerne om tilbagebetaling af fejlagtigt udbetalte ydelser eller modregningsregler. Det er domstolene, der i sidste ende træffer den endelige afgørelse af, om en afgørelse har tilstrækkelig hjemmel.

Hvis en afgørelse ikke har hjemmel i loven er den ugyldig, og der skal tages stilling til, om der skal ske annullation (dvs. bortfald af afgørelsen) eller tilbagekaldelse af afgørelsen.

Det falder uden for denne vejledning at redegøre for virkningen af ugyldige afgørelser. Der henvises til den forvaltningsretlige litteratur og praksis fra bl.a. de sociale klageinstanser om tilbagekaldelse af begunstigende afgørelser og tilbagebetaling af fejlagtigt udbetalte ydelser (condictio indebiti) m.v.

3.2. Genoptagelse

Genoptagelse

12. Hvis en administrativ praksis ændres, af ankeinstansen eller domstolen, opstår spørgsmålet, om myndigheden af egen drift har pligt til at genoptage tidligere afgjorte sager, der er afgjort efter den gamle praksis.

Der er genoptagelsespligt, hvis der er omgørelsespligt. En eventuel pligt til at genoptage sagen må bero på, om forvaltningen af tidligere retspraksis eller praksis har været udtryk for en mere eller mindre klar ulovlighed, og på om genoptagelse vil volde større eller mindre administrative vanskeligheder. Hvis der er administrative vanskeligheder ved at finde de pågældende sager, må det imidlertid antages, at myndigheden har pligt til at informere offentligt om muligheden for at begære genoptagelse, jf. princippet om vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7.

3.3. Forvaltningsretlige retsgrundsætninger

Forvaltningsretlige retsgrundsætninger

13. Ved behandlingen af de sociale sager er myndigheden ud over reglerne i forvaltningsloven m.v., omfattet af de forvaltningsretlige retsgrundsætninger, retsgrundsætningen om saglighed i forvaltningen (magtfordrejningslæren), lighedsgrundsætningen og proportionalitets-princippet. Sagsbehandlingen og afgørelsen af sagerne må derfor ikke være i strid med disse retsgrundsætninger. Det er klageinstanserne, tilsynsmyndighederne eller domstolene, der påser, at forvaltningen af sagerne ikke er i strid med retsgrundsætningerne. I punkterne 14 til 16 er der en uddybning af retsgrundsætningerne.

Magtfordrejning

14. Den forvaltningsretlige grundsætning om saglighed i forvaltningen - magtfordrejningslæren - indebærer, at offentlige myndigheder ikke må forfølge usaglige eller uvedkommende hensyn. Når kommunerne, amtskommunerne og de sociale ankeinstanser skal træffe afgørelse i en sag efter den sociale lovgivning, må der fx ikke tages hensyn til private interesser, der ikke kommer sagen ved. Det kan fx være familiemæssige interessser. Der må heller ikke forfølges ulovlige formål. Der kan fx være tale om at forfølge et ulovligt formål, hvis en kommune af hensyn til kommunens økonomi ikke bevilliger en skønsmæssig ydelse, som fx hjælp efter aktivloven til enkeltudgifter eller sygebehandling. Hensynet til kommunens økonomi er i en sådan situation ikke et lovligt kriterium.

Lighedsgrundsætning

15. Efter den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning er myndigheden forpligtet til at behandle ensartede tilfælde ens. Der skal derfor være saglige grunde for at gøre forskel. Lighedsgrundsætningen har således tæt sammenhæng med magtfordrejningslæren som udgangspunkt for en vurdering af, om en forskelsbehandling er sagligt begrundet. Hvis fx to borgere har de samme helbredsmæssige problemer, vil det som udgangspunkt være i strid med lighedsgrundsætningen kun at tilkende den ene fx førtidspension. Der kan dog være saglige grunde til forskelsbehandling, fx at kun den ene opfylder de andre betingelser i loven for retten til førtidspension.

Proportionalitetsprincippet

16. Proportionalitetsprincippet betyder, at forvaltningsmyndigheden er forpligtet til at vælge den mindst indgribende reaktion eller foranstaltning i de tilfælde, hvor forvaltningen har et valg mellem flere reaktioner eller foranstaltninger til at opnå det ønskede resultat. Princippet har fx betydning i sager efter servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge. Som eksempel kan nævnes, at en kommune ikke skal indstille til anbringelse af et barn uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver - en meget indgribende foranstaltning - hvis en mindre indgribende foranstaltning, fx støtte i hjemmet, er den rette foranstaltning til at løse problemerne.

Regler om behandlingen af sociale sager

17. Retssikkerhedsloven indeholder en række særlige regler om behandlingen af sociale sager. Reglerne følger og supplerer forvaltningsloven og offentlighedsloven, der giver borgeren en række forvaltningsprocessuelle rettigheder og beføjelser.

Lovene bygger på "god forvaltningsskik", som dækker over de krav, som borgerne kan stille til, hvordan forvaltningen bør optræde. I de følgende afsnit beskrives regler i forvaltningsloven og offentlighedsloven, og hvordan de hænger sammen med regler i retssikkerhedsloven om behandling af sager.

3.4. Forvaltningsloven og offentlighedsloven

Forvaltningsloven og offentlighedsloven

18. Det er et grundlæggende forvaltningsretligt princip, at borgeren ikke må pålægges pligter - fx med hensyn til at få en sag oplyst eller egentlige formkrav - der forudsætter, at borgeren har en særlig uddannelse, eller at borgeren skal have bistand af særligt kyndige.

Det er også et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret, at den enkelte borger i videst muligt omfang uden at opfylde særlige formkrav skal kunne henvende sig til en offentlig myndighed om sin sag. Myndigheden skal sørge for, at borgeren får de rettigheder, som lovgivningen giver ret til.

Minimumsregler

Forvaltningsloven og offentlighedsloven har en række forskellige regler, som myndighederne skal efterleve. Forvaltningsloven og offentlighedsloven er minimumslove, dvs. at myndigheden kan give yderligere rettigheder efter loven. Reglerne er beskrevet i Justitsministeriets vejledninger om forvaltningsloven og om offentlighedsloven fra december 1986.

Reglerne om sagsbehandling i retssikkerhedsloven skal ses i sammenhæng med reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det gælder reglerne om tavshedspligt, - som behandles i kapitel 7 - og de andre forvaltningsretlige regler, som kommuner og amtskommuner skal være opmærksomme på og respektere. Derfor følger her en kort opremsning af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven. Reglerne er uddybet nedenfor i punkterne 19 - 26, bortset fra forvaltningslovens regler om tavshedspligt og om indhentning og videregivelse af oplysninger, der er beskrevet i kapitel 7.

Inhabilitet

Regler om inhabilitet er med til at sikre, at borgerens sag afgøres upartisk.

Vejledning og repræsentation

Regler om, at borgeren har ret til vejledning og repræsentation bidrager til at sikre, at sagen afgøres af den rigtige myndighed, og at borgeren får mulighed for at forstå sagsbehandlingen og få sine egne synspunkter og oplysninger frem.

Aktindsigt

Adgangen til aktindsigt giver borgeren mulighed for at sikre sig, at de rigtige oplysninger er i sagen, og giver borgeren mulighed for at følge sagen samt for at komme med nye oplysninger.

Partshøring

Pligten til partshøring sikrer, at borgeren og andre har mulighed for at kontrollere og kommentere, eventuelt imødegå oplysninger, som myndighederne har indhentet..

Begrundelse

Pligten til at begrunde en afgørelse giver myndigheden pligt til at forklare, hvad afgørelsen går ud på, og hvad myndigheden har lagt vægt på. Kravet om, at en afgørelse, som ikke fuldt ud imødekommer en ansøgning, skal begrundes, stiller også krav til myndighederne og dermed til sagsbehandlerne om at være omhyggelige med afgørelserne.

Klagevejledning

Pligten til klagevejledning i forbindelse med skriftlige afgørelser, som kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, sikrer, at borgeren får viden om sin mulighed for at klage.

Forvaltningslovens regler om tavshedspligt og om indhentning og videregivelse af oplysninger er beskrevet i kapitel 7.

Notatpligt

En central regel i offentlighedsloven er, at forvaltningsmyndigheder har notatpligt. Dvs. at der er pligt til i sagen at skrive faktiske oplysninger, som modtages mundtligt eller på anden måde, fx telefonisk eller som elektronisk post. Det er en forudsætning, at oplysningerne kan have betydning for den afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Det er klageinstanserne, tilsynsmyndighederne eller domstolene, der påser, at reglerne er overholdt ved sagsbehandlingen.

Klageinstanserne, de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse, kan behandle en klage over myndighedens tilsidesættelse af regler for sagsbehandling (formalitetsklage) efter de klageregler, der gælder for den tilgrundliggende sag. Om betingelserne for klage over formaliteten, herunder klage over aktindsigtsspørgsmål, henvises i øvrigt til Ankestyrelsens klagevejledning.

Forvaltningslovens § 3

Inhabilitet

Kapitel 3 De forvaltningsretlige regler

3.1. Hjemmel

3.2. Genoptagelse

3.3. Forvaltningsretlige retsgrundsætninger

3.4. Forvaltningsloven og offentlighedsloven

3.5. Andre forvaltningsretlige regler

§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.

19. Regler om inhabilitet er med til at sikre, at borgerens sag afgøres upartisk og til at styrke tilliden til myndighedens afgørelse. Reglerne skal sikre, at usaglige hensyn ikke påvirker afgørelsen. Der kan være tale om personinhabilitet i form af generel inhabilitet, dvs. at personen slet ikke kan virke indenfor myndigheden, eller i form af speciel inhabilitet, hvor personen ikke kan deltage ved behandlingen af en bestemt sag, fordi personen har en særlig interessse i eller tilknytning til den pågældende sag. Fx kan en praktiserende læge ikke deltage som kommunens lægekonsulent ved behandlingen af egne patienters sociale sager.

Kollegiale nævn og råd er som udgangspunkt ikke inhabile ved behandling af et tidligere medlems sag, men de konkrete forhold kan gøre, at der er tale om speciel inhabilitet.

Det samme gør sig gældende ved en myndigheds behandling af sager, der vedrører tidligere ansatte i myndigheden, fx ved en kommunes behandling af en ansøgning om førtidspension fra en tidligere ansat. Det er vigtigt, at myndigheden er opmærksom på inhabilitetsspørgsmålet, og myndigheden bør i afgørelsen oplyse borgeren om, at spørgsmålet om inhabilitet har været overvejet. Der kan også være tale om, at myndigheden selv er inhabil (myndigheds-inhabilitet), fx hvis myndigheden er part eller på anden måde har en særlig interesse i en sag. Myndighedsinhabilitet er ikke reguleret i forvaltningsloven. Fx er der tale om myndighedsinhabilitet, hvis Den Sociale Ankestyrelse skal tage stilling til spørgsmålet om arbejdsskadeerstatning til egne ansatte, der er kommet til skade under arbejde for styrelsen.

Hvis myndigheden er inhabil og ikke kan overlade sagen til en anden myndighed - som fx Den Sociale Ankestyrelse ikke kan - skal myndigheden beholde sagen. Går afgørelsen borgeren imod, skal myndigheden være særlig omhyggelig med at påvise i begrundelsen, at afgørelsen stemmer fuldt overens med sædvanlig praksis på området.

Myndighedsinhabilitet bevirker ligesom personinhabilitet, at afgørelsen normalt bliver ugyldig.

Forvaltningslovens § 7

Vejledning og repræsentation

§ 3. Kommunen og amtskommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Stk. 2. Kommunen eller amtskommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

33. For borgerne har indholdet i afgørelserne og kvaliteten af ydelserne naturligvis afgørende betydning. Men for den enkelte borger har den måde, som en myndighed behandler hans eller hendes sag på, også stor betydning, herunder at sagsbehandlingen sker hurtigt. Derfor skal kommunen og amtskommunen i henhold til § 3

· behandle spørgsmål om hjælp hurtigt,

· fastsætte en generel frist for, hvornår der skal være truffet en afgørelse; fristerne kan afhænge af de enkelte sagstyper,

· give borgeren besked, hvis fristen for at træffe afgørelse i en konkret sag ikke kan overholdes, og

· oplyse om, hvilke frister som gælder i kommunen og amtskommunen.

Fastsætte frister

§ 3, stk. 2, handler om de tilfælde, hvor en borger har rejst spørgsmål om - dvs. søgt om - hjælp, og hvor det derfor er relevant, at borgeren har kendskab til, hvor lang tid der i almindelighed vil gå, inden han eller hun kan få en afgørelse.

Ikke-ansøgningssager

Det er Socialministeriets opfattelse, at reglen ikke er udformet med henblik på de situationer, hvor forvaltningen uden en ansøgning fra en borger (ikke- ansøgningssager) rejser spørgsmål om, hvorvidt der er behov for hjælp. Det sker fx i visse sager servicelovens § 40 om foranstaltninger af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.

Fristernes længde

Der er ikke i loven eller dens forarbejder givet anvisninger på, hvor korte eller hvor lange fristerne kan være. Det er derfor kommunalbestyrelsens og amtsrådets opgave at fastsætte fristerne for at træffe afgørelse som led i lokale prioriteringer af, hvordan kommunens eller amtskommunens samlede ressourcer bedst anvendes.

Hvornår begynder fristen at løbe

34. Loven indeholder ikke anvisninger på, fra hvilket tidspunkt fristerne begynder at løbe. Det er Socialministeriets opfattelse, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor det står eller burde stå klart for forvaltningen, at en borger - mundtligt eller skriftligt - har bedt om at få hjælp, og at der derfor skal træffes en afgørelse.

Skriftlig besked

35. Hvis forvaltningen ikke kan træffe en afgørelse inden for den frist, kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har fastsat, skal ansøgeren skriftligt have dette at vide og oplysning om, hvor lang tid borgeren kan forvente, at der vil gå, før forvaltningen kan træffe en afgørelse.

Hvis forvaltningen ikke kan træffe en afgørelse, fordi den mangler visse økonomiske oplysninger, kan den opfylde kravet om skriftlig besked ved at oplyse om, at der vil blive truffet en afgørelse, når ansøgeren eller forvaltningen har skaffet de økonomiske oplysninger, der mangler.

I nogle tilfælde kan man forudse, at der skal fremskaffes en del oplysninger, inden sagen er klar til afgørelse. I sådanne tilfælde er det ofte ikke muligt at sige noget præcist om, hvor lang tid der vil gå, før der kan træffes en afgørelse, men forvaltningen kan oplyse om, hvad sagen beror på.

En praktisk metode til at give borgeren de nødvendige oplysninger kan være at udlevere kopi af de relevante sider i journalen.

Forskellige generelle frister

36. Efter loven er det ikke et krav, at der for hver individuel ansøgning skal træffes en beslutning om, hvad fristen i den konkrete sag skal være. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet kan fastsætte generelle frister for forskellige sagstyper. Frister kan være længere for typer af sager, som erfaringsmæssigt kræver længere tid, før der kan træffes en afgørelse, og der kan fastsættes kortere frister for sager, som normalt kan afgøres hurtigt. Det vil være hensigtsmæssigt, at fristerne er realistiske, fx at de svarer til den tid, der i praksis går med at behandle 80 til 90 pct. af den pågældende sagstype.

Standardiseret skriftlig information

37. Kommunerne og amtskommunerne kan benytte standardiserede skriftlige informationer. Som eksempel kan nævnes ansøgninger om plads i et plejehjem, en beskyttet bolig eller en ældrebolig. I disse sager er det sædvanligvis sådan, at kommunen skal foretage en række undersøgelser og vurderinger, før den kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de kriterier, som kommunen anvender ved anvisning til disse boformer.

Kommunen kan i sådanne tilfælde opfylde sin pligt efter § 3 ved, når ansøgningen modtages, straks at give ansøgeren en generel skriftlig information om kommunens kriterier for at anvise til disse boformer og oplyse om, hvorledes proceduren i almindelighed er med hensyn til at få de nødvendige oplysninger frem. Kommunen kan endvidere oplyse om, hvor lang tid der normalt går, inden den har de nødvendige oplysninger til at kunne tage stilling til ansøgningen.

Fristerne skal offentliggøres

38. Der er ikke regler om, hvordan fristerne skal offentliggøres, eller om at dette skal ske på en bestemt måde. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet afgør derfor, hvordan dette skal ske. En mulighed kan være i overensstemmelse med principperne i §§ 39, stk. 2, og 62 i den kommunale styrelseslov at offentliggøre de fastsatte frister i den lokale presse eller udsende oplysningerne til beboerne i kommunen. Man kan også have opslag om fristerne i forvaltningerne, på biblioteker, på internettet o.l. , ligesom de kan offentligøres på medier, som er tilgængelige for borgere med fx synshandicap.

Gælder for afgørelser

39. Reglen i § 3, stk. 2, gælder i de tilfælde, hvor resultatet af myndighedens behandling vil munde ud i en afgørelse, som kan indbringes for de sociale klagemyndigheder. Reglen gælder også for afgørelser, som kunne være indbragt for klagemyndigheden, hvis adgangen til klage ikke var afskåret i loven. Dvs. reglen gælder for fx ansøgninger om plads i en børnehave (servicelovens § 12) eller for ansøgninger om personlig hjælp og pleje (servicelovens § 71).

§ 3, stk. 2, gælder ikke ved beslutninger om faktisk forvaltningsvirksomhed, dvs. den virksomhed de ansatte udfører for at udfylde afgørelser. Det er fx faktisk forvaltningsvirksomhed, når hjemmehjælperen eller pædagogen udfører sit arbejde i et hjem eller i en daginstitution.

Sanktioner

40. Der er ikke særlige regler om sanktioner, hvis en kommune eller en amtskommune overtræder § 3. Det betyder, at en overtrædelse kan behandles på samme måde, som gælder for andre regler om sagsbehandlingen.

De sociale klagemyndigheder kan således i forbindelse med behandling af klagesager påse, om der er fastsat en frist for den pågældende sagstype, og om ansøgeren har fået sin afgørelse inden for den fastsatte frist, eller har fået skriftlig besked, hvis fristen ikke er overholdt.

Hvis en kommunalbestyrelse eller et amtsråd ikke fastsætter en frist, vil klager herover, der ikke knytter sig til en konkret sag, der kan behandles af de sociale klagemyndigheder, kunne indbringes for tilsynsmyndighederne.

En social klagemyndighed vil desuden kunne påtale manglende fristfastsættelse, uafhængigt af om der er rejst en klagesag.

4.2. Borgeren skal medvirke

Bilag 4

Litteraturliste

Socialret - Almindelige principper - Retssikkerhed og administration, Kirsten Ketscher, 1998, GAD JURA

Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave, John Vogter, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1999

Offentlighedsloven med kommentarer, 3. udgave, John Vogter, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1998

Forvaltningsret, 1. udgave, Hans Gammeltoft-Hansen, Jon Andersen, Kaj Larsen og Karsten Loiborg, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1994

Forvaltningsret, opgaver, hjemmel, organisation, Bent Christensen, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1997

Forvaltningsret - Prøvelse, Bent Christensen, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1994

Forvaltningsret - Almindelige emner, Jens Garde, Jørgen Albæk Jensen m.fl., 3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1997

Forvaltningsret - Sagsbehandling, Jens Garde, Carl Aage Nørgaard, Karsten Revsbech, 4. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1995

At arbejde i forvaltningen, Håndbog i sagsbehandling, Jens Møller og Jens Olsen, 1. udgave, 1998, Nyt Juridisk Forlag

At arbejde i forvaltningen II - saglighed, Jens Møller og Jens Olsen, 1. udgave 1999, Nyt Juridisk Forlag

Overladelse af sociale opgaver til andre end offentlige myndigheder, Jon Andersen, Juristen, februar 1999, side 54 ff, DJØF,

Tavshedspligt i forvaltningen, Jon Andersen, Juristen nr. 4 - 1988, side 159ff.

Ændringer i retsgrundlaget for tavshedspligt i den offentlige forvaltning, Jon Andersen, Juristen, nr. 1 - 1991, side 2 ff.

Kapitel 4

Regler i retssikkerhedsloven om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne

Kapitel 4 uddyber reglerne om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne. Det er reglerne om, at der skal være frister for, hvornår afgørelser skal træffes, at borgeren skal medvirke, at sagerne skal behandles bredt (helhedsbehandling), og at kommunen senest efter 8 uger skal vurdere sagen, hvis det er tale om hjælp til løbende forsørgelse.

Kapitel 4

Regler i retssikkerhedsloven om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne

4.1. Frister for afgørelser

Kapitel 4 Regler i retssikkerhedsloven om, hvordan de sociale myndigheder skal behandle sagerne i forhold til borgerne

4.1. Frister for afgørelser

4.2. Borgeren skal medvirke

4.3. Helhedsvurdering

4.4. Tidlig samlet vurdering

4.5. 8-ugers-vurdering ved hjælp til forsørgelse

§ 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v.

Stk. 2. Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-11 og § 14, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn, der er nævnt i § 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med afgørende vægt taler imod.

Stk. 3. Begæring efter stk. 1 og 2 skal angive de dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.

Aktindsigt efter offentlighedsloven kan forlanges af enhver, men det er ikke alle dokumenter og oplysninger, der er omfattet af retten til aktindsigt. Fx er der ikke ret til aktindsigt efter offentlighedsloven i oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold. Dette betyder, at sociale sager som udgangspunkt er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedsloven. En person, hvis egne personlige forhold er omtalt i sagen, har dog ret til aktindsigt efter offentlighedsloven i oplysninger om sig selv (reglen om egenaccess).

Anmodning om aktindsigt

Der stilles ingen formkrav til anmodning om aktindsigt.

En anmodning om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven skal besvares inden 10 dage efter anmodningen. Besvarelsen skal normalt ske ved at give borgeren kopi af akterne. Hvis fx dokumenternes antal, karakter eller form taler herimod, kan aktindsigten i stedet gennemføres ved at give adgang til gennemsyn på stedet. Hvis det ikke er muligt at sende kopi af akterne i den konkrete sag inden 10 dage, skal myndigheden indenfor denne frist give besked om årsagen til forsinkelsen og om, hvornår borgeren kan forvente at få kopi af sagens akter, eller hvornår gennemsyn af akterne kan finde sted.

Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Der er ingen klagefrist.

I sociale sager kan der således normalt klages til det sociale nævn over en kommunes eller amtskommunes afgørelse om aktindsigt og til Den Sociale Ankestyrelse over det sociale nævns afgørelse om aktindsigt, selv om sagen ikke er principiel eller generel. Hvis der ikke kan klages over selve afgørelsen i sagen, fx sager om tildeling af daginstitutionsplads, vil afgørelsen om aktindsigt kunne indbringes for tilsynsmyndighederne, der herefter vil vurdere, hvorvidt der er anledning til at foretage en nærmere undersøgelse af, om offentlighedsloven eller forvaltningslovens regler om aktindsigt er overtrådt.

Hvis begæringen om aktindsigt er fremsat før sagen er afgjort, vil et uberettiget afslag på aktindsigt kunne føre til, at afgørelsen bliver ugyldig. Hvis begæringen om aktindsigt først fremsættes efter, at der er truffet afgørelse i sagen, får et uberettiget afslag ikke betydning for afgørelsens gyldighed, men vil kunne få betydning for beregningen af en eventuel klagefrist, således at denne udskydes.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1

Partshøring.

§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.

41. § 4 lovfæster princippet om, at den, som skal have hjælp, skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Og det præciseres, at kommunerne og amtskommunerne skal tilrettelægge deres arbejdsgange på en sådan måde, at borgeren får mulighed for at medvirke.

Lokale beslutninger

I loven eller dens forarbejder er det ikke angivet, hvordan princippet om mulighed for medvirken konkret skal udmøntes. Det er kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, som ud fra egne lokale og regionale politiske prioriteringer og muligheder afgør, hvordan deres administration bedst kan indrettes således, at borgerne kan inddrages aktivt. Borgerens medindflydelse har forskellige facetter, som beskrives i de følgende punkter.

Borgerens eget ansvar

42. Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og i mange tilfælde er det også vigtigt, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med hjælpen. Hvis borgeren ikke bliver inddraget i og får medindflydelse på sin egen sag, er det naturligvis vanskeligt for borgeren at påtage sig dette ansvar, herunder at sætte sig mål. Samtidig vil der være en betydelig risiko for, at myndigheden overtager ansvaret, og derved oplever borgeren, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.

God dialog øger forståelsen

43. Medindflydelse i form af en god dialog og en åben og gennemskuelig beslutningsproces har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. Når borgeren ved, at hans eller hendes synspunkter har været taget i betragtning, og når borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er den lettere at forstå og acceptere for borgeren. Det gælder især, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene forskelligt. I sådanne situationer kan der ofte opstå forvirring og uklarhed. Omhyggeligt begrundede faglige vurderinger kan her være et godt middel til at undgå yderligere uklarhed og usikkerhed.

Tolkebistand

44. Det antages, at forvaltningslovens § 7, som fastsætter, at myndighederne har pligt til at give vejledning, også indebærer pligt til at sørge for og betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Tilsvarende antages det, at en myndighed har pligt til at sørge for, at en person, som har et høre-, syns- eller talehandicap, vederlagsfrit får mulighed for tolkebistand. Se også punkt 30.

For statsborgere fra de øvrige nordiske lande følger det i øvrigt af artikel 5 i Den Nordiske Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og Sociale Tjenester, at disse personer ved skriftlige henvendelser til en myndighed har ret til at anvende nordiske sprog. I sådanne sager skal myndigheden sørge for, at vedkommende, hvis der er behov for det, får fornøden tolke- og oversættelseshjælp.

Tillid til sagsbehandleren

45. I forvaltningen kommer borgeren tit i kontakt med en eller nogle ganske få personer, som han eller hun skal etablere et samspil med. De personlige relationer kan betyde meget for en tillidsfuld dialog, som navnlig er vigtig i de mere omfattende og alvorlige sager.

Kommunen og amtskommunen bør være opmærksom på disse forhold. Myndighederne bør derfor, når det er muligt, og borgerens ønske er velbegrundet, være imødekommende over en anmodning om at få en anden sagsbehandler.

Bisidder

46. En borger, der ønsker det, har ret til, at en anden person medvirker som støtte for borgeren, når forvaltningen behandler sagen. Det er borgeren, der vælger, hvem han eller hun ønsker som bisidder. Borgeren bør gøres opmærksom på denne mulighed. Myndigheden må være opmærksom på, at efter forvaltningslovens § 8 har en part i en sag adgang til at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Der kan henvises til punkt 20 og til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, punkt 38-44 om partsrepræsentation.

I forbindelse med ansøgninger om personlig hjælp og praktisk hjælp, jf. servicelovens § 71, stk. 1, kan kommunen - som led i samarbejdet med de frivillige - udpege frivillige bisiddere. Det kan være et tilbud til borgere, som ikke har pårørende eller andre, der kan deltage i samtalen med kommunen. En sådan ordning udformes efter høring af kommunens ældreråd.

Særligt om svage grupper

47. Serviceloven har en række regler, der specifikt fastsætter, at brugerne skal inddrages, fx servicelovens § 110, der fastsætter, at myndighedernes afgørelser om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter kapitel 14 i serviceloven skal meddeles i skriftligt form. Der skal herved bruges et skema, som udfyldes i samarbejde med ansøgeren. Et andet eksempel er servicelovens § 111, der bestemmer, at kommunen eller amtskommunen i samarbejde med modtageren skal tilbyde at lave en skriftlig plan for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Se Socialministeriets vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne, kapitel 4. Sagsbehandling og brugerindflydelse.

I sager vedrørende personer, der tilhører svage grupper, er det vigtigt at være opmærksom på muligheden for at etablere personligt værgemål efter værgemålslovens bestemmelser om værgemål for myndige personer.

Serviceinformation

48. Medindflydelse forudsætter, at borgeren har kendskab til indhold og omfang af kommunens og amtskommunens serviceydelser. Serviceinformationer efter § 62 i den kommunale styrelseslov sikrer, at borgerne har en oversigt over, hvilke rammer og målsætninger kommunalbestyrelsen og amtsrådet har sat for de enkelte ydelser. Borgerne kan på denne måde få viden om, hvad der nærmere ligger i de enkelte former for hjælp. Dermed får borgeren også viden om, på hvilken måde hun eller han kan få indflydelse på hjælpen.

I en række tilfælde fastsætter kommunalbestyrelsen eller amtsrådet lokale retningslinier og rammer for, hvordan deres administration skal behandle visse sager. Sådanne retningslinier er bl.a. nødvendige for at sikre, at forvaltningen administrerer efter ensartede principper.

Disse interne retningslinier for sagsbehandlerne er altid omfattet af reglerne om aktindsigt efter offentlighedsloven.

4.3. Helhedsvurdering

Bilag 5

STIKORDSREGISTER

Registret henviser til punkter i vejledningen.

Adgang til at overlade opgaver til andre 164

- formuedannelse 174 til 176

- selvejende institutioner 173

Aktindsigt... 18 og 21

Amtslige brugerråd 159

Amtslige klageråd 160

Amtsopholdskommune... 80

Begrundelse .... 24

Bindende forhåndstilkendegivelse 209

Bistandsloven, udgifter... 96

Bistandsudøvelse 166 og 212

Brugerråd - se amtslige brugerråd

Børn og ungeudvalget 143

Dag - og døgntilbud til børn 166

Dagpengeudvalget 200

Den Sociale Ankestyrelse 197 og 199

Den Sociale Database 223

Den Sociale Sikringsstyrelse 196

Det Rådgivende Praksisudvalg 153

Det sociale nævn 196

Det sociale råd - se Rådet for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked

Det store nævn 198

Faktisk forvaltningsvirksomhed 166

Folkeregistertilmelding....68

Folketingets Ombudsmand 192

Folketingets Retsudvalg 192

Forvaltningsloven....18

- frivillige organisationer 139

- private opgaveudførere... 137 til 140

Forvaltningsretlige retsgrundsætninger... 13 til 16

Forvaltningsretten...10

Forvaltningsrevision 195

Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn 157

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd 199

Genoptagelse....12

God forvaltningsskik...8 og 17

Handlekommune...66

Helhedsvurdering...49

Hjemmel...11

Inddrivelsessager 222

Indeholdelse(løn, ventepenge, m.v.) 218

Inhabilitet...18 og 19

Inkassovirksomhed 215

Interne retningslinjer 205

Journal- og erindringssystemer...32

Juridiske personer 213

Klageråd 156 og 196

Klagevejledning...25 og 215

Kommunal udligning...97

Koordinationsudvalget for den

forebyggende arbejdsmarkedsindsats 144

- fælles koordinationsudvalg 149

- opgaver 146

- sammensætning 147

Legalitetstilsyn 193

Lighedsgrundsætningen...15 og 205

Magtfordrejning...14

Meddelelse af (besked om) en afgørelse...23

Medvirken, borgerens...60 og 98

Mellemkommunal refusion...81

- aftale om refusion...87, 88, og 91 til 95

- anbefalinger om samarbejde...84 og 95

- forældelse...90 og 96

- medvirken...82

- ophold i forsorgshjem...83

- ophold i fængsler...83

- ophør...89

- opsamlingsbestemmelse...83

- private tilbud...83, 93 og 94

- refusionskravet...89

- refusion ved flytteret...86

- særligt uddannelsestilbud...92

- tilbud til sent udviklede...93 og 94

- tilskud efter Indenrigsministeriets regler...97

- udgifter efter bistandsloven...96

- udslusning...83

Minimumsregler...18 og 22

Myndighedsudøvelse..168,169,170 og 172 til 174

- overgangsordning 171

Notatpligt...26

Nøgletal 223

Offentlighedsloven...18 og 137 til 139

- frivillige organisationer 139

- private opgaveudførere...137 til 139

Officialmaksimen......28

Opgavefordeling 161,164 og165

Opholdskommune...66

- aftale om...77

- anbefalinger om samarbejde 79

- børns...74 til 76

- flytning til udlandet...69

- flyttesituationer...69, 75, 77 og 78

- folkeregistertilmelding...68

- hjemkomst fra udlandet...69

- integrationsloven...69

- institutioner under Kriminalforsorgen...79

- nordiske statsborgere...70

- ophold uden for opholdskommunen...71

- udgifter til boligstøtte...89

- uenighed om opholdskommune...67

- ægtefællers...73

- øjeblikkelig hjælp...73 og 76

Partshøring...18 og 22

Praksiskoordinering 206

Praksisundersøgelse 207

Repræsentation...18, 20 og 46

Retsgrundsætninger...13

Revisionsberetning 195

Revisionsregulativ 195

Rådet for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked 151

Rådgivning ... se vejledning

Sagsbehandler, skift...45

Samarbejde mellem kommuner og amter 162

Sektortilsyn 194

Serviceinformationer...48

Servicemål 225

Skønsmæssige afgørelser 201 og 205

Sociale Informations- og Analysesystem 223

Socialministeriets tilsyn 193

Statsrefusion 195

Straffebestemmelse 213

Styrelsesloven 195

Svage grupper...47

Svarfrister...31 og 33

Tavshedspligt 116 til 132

- brud på tavshedspligten...115 og 120

- fortrolige oplysninger...117 og 118

- offentligt ansatte..115

- offentligt hverv...115

- offentlig tjeneste 115

- personer uden for den offentlige forvaltning...116

- pligt til at give oplysninger 121 til 130

- private opgaveudførere 116

- retssikkerhedsloven 130 og 133

- videregivelse af oplysninger 122 til 136

- vidnepligt 121

- værdispringsreglen 123

Tidlig vurdering .... se vurdering

Tidsfrister (se også svarfrister)...31 og 33

Tilbagebetalingspligt 213

Tilsyn 177

- brugerindflydelse 183

- formål 179

- med økonomi...187 og 188

- pligt til at føre 178

- selvejende institutioner 186

- serviceinformationer 184

- tilbud udenfor (amts)kommune 189

- udført af andre end ansatte hos myndigheden 181

Tilsynsmyndighederne 191

Tolk...44

Udvalg der behandler personsager 141 og 158

Udvalg under amtskommunen 158

- under kommunen 141

Underholdsbidrag 218

Vejledning ... 18, 20, 30, 51 og 209

Videregivelse af oplysninger 122 til 136

- andre fortrolige oplysninger...122

- ansøgningssager...125 til 127

- enhedsforvaltning 124 og 136

- forbud mod at skaffe sig fortrolige oplysninger 131

- rent private oplysninger...122

- officialmaksimen 126

- samtykke 121 til 125, 128 og 134

- selvstændig forvaltningsmyndighed...124

- til andre end forvaltningsmyndighed 136

- underretningspligt...130

- undtagelser 121 til 130

- værdispringsreglen 123

Visitation...56

Vurdering...57, 58, 59 og 61

Værge...47

Ældreråd 155

Kapitel 5

Handlekommune og mellemkommunal refusion

Kapitel 5 beskriver regler om, hvilken kommune der har pligt til at give hjælp (handlekommunen) og reglerne om mellemkommunal refusion. Kapitlet er udbygget bl.a. som følge af de nye bestemmelser i § 9 a.

Kapitel 5

Handlekommune og mellemkommunal refusion

65. Kapitlet er opdelt i to hovedafsnit. Afsnit 5.1 beskriver regler om opholds- og handlekommune, som er fastlagt i retssikkerhedslovens § 9. Disse regler gælder for hjælpen efter de love, som er omfattet af retssikkerhedsloven, dvs. lov om social pension, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, lov om social service, lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, lov om delpension og lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.

Afsnit 5.2 beskriver reglerne i retssikkerhedslovens § 9 a om mellemkommunal refusion. Afsnittet beskriver, hvornår en handlekommune kan kræve, at udgifter til hjælpen betales af en tidligere opholdskommune, samt hjemlen til at aftale refusion.

Kapitel 5 Handlekommune og mellemkommunal refusion

5.1. Handlekommune

5.2. Mellemkommunal refusion

§ 5. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Alle muligheder skal tages i betragtning

49. Princippet om helhedsvurdering i § 5 er ikke nyt. Men det har ikke før været formuleret som egentlig lovbestemmelse. Baggrunden for reglen er, at det har stor betydning, at hjælpen tilrettelægges ud fra en samlet vurdering af borgerens situation. En ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke altid kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om.

I det konkrete tilfælde vil det afhænge af situationen og den hjælp, som ansøgeren beder om, hvordan sagen skal behandles. Hvis en person fx søger om et hjælpemiddel, så skal myndigheden undersøge, om ansøgeren opfylder betingelserne for hjælpemidlet. Og det vil være tilstrækkeligt, hvis der ikke er andre problemer.

Men hvis en person med andre problemer end ledighed søger om hjælp til forsørgelse, kan sagen stille sig anderledes. Samtidig med at spørgsmålet om kontanthjælp undersøges og afgøres, er det relevant med det samme at se på andre muligheder, fx revalidering, aktivering og fleksjob, såfremt mulighederne for revalidering er udtømte.

Med hensyn til førtidspension følger det af § 20 a, stk. 2, i lov om social pension, at kommunen ikke kan behandle en sag om førtidspension, før det kan konstateres, at alle muligheder for aktivering og revalidering m.v. har været afprøvet. Dette gælder dog ikke, hvis kommunen vurderer, at erhvervsevnen er ubetydelig, og at den ikke kan forbedres med disse muligheder.

Ikke kun den sociale lovgivning

50. Myndighederne skal ikke kun være opmærksom på mulighederne for hjælp efter den sociale lovgivning. I mange tilfælde er det også relevant at pege på muligheder uden for det sociale system, fx rådgivning og vejledning i statsamtet i forbindelse med forældremyndigheds- og samværsproblemer, støttemuligheder efter reglerne om SU, muligheder for retshjælp eller gældssanering samt muligheder for hjælp efter Undervisningsministeriets, Sundhedsministeriets og Arbejdsministeriets lovgivning.

Det kan eventuelt også være relevant at henvise til tilbud, der drives af frivillige organisationer.

Om rådgivning

51. At kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger om hjælp bredt betyder, at borgeren også - hvis det er nødvendigt - skal have tilbud om rådgivning og vejledning.

Efter forvaltningslovens § 7 har en myndighed pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område og til at henvise til den rigtige myndighed. Regler om rådgivning og vejledning findes også bl.a. i § 7 i aktivloven og § 3 i serviceloven. Som hidtil er rådgivning og vejledning en social ydelse, som kan ydes enten alene eller sammen med anden form for hjælp. Afslag på rådgivning og vejledning kan indbringes for de sociale klageinstanser.

Henvise til andre myndigheder

Det er ikke et krav, at myndighederne - og dermed sagsbehandleren - selv skal kunne give råd om alle typer af problemer, men sagsbehandleren skal være opmærksom på andre rådgivningsmuligheder, som borgeren kan henvises til. Fx arbejdsløshedskasserne, når det drejer sig om reglerne om arbejdsløshedsdagpenge, statsamterne i tilfælde af skilsmisse, separation eller spørgsmål om samvær med børn.

Virkning af forkert rådgivning

52. I enkelte tilfælde kan der ske en forkert eller mangelfuld rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter den sociale lovgivning.

Efter Den Sociale Ankestyrelses praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid betyde, at der træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. Et eksempel fra Ombudsmandens praksis drejede sig om, at der ikke var givet rådgivning om retten til børnetilskud, som borgeren på rådgivningstidspunktet opfyldte betingelserne for. Første senere blev borgeren opmærksom på muligheden. Borgeren var, efter Ombudsmandens opfattelse, berettiget til børnetilskuddet allerede fra den første henvendelse.

Ansvar for forkert rådgivning

53. Myndigheder eller sagsbehandleren kan pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder bl.a., at der skal være et ansvarsgrundlag (culpa), det vil sige, at sagsbehandleren og myndigheden kan bebrejdes den fejlagtige rådgivning. Hvad der skal til, for at der er et ansvarsgrundlag, må udledes af de konkrete afgørelser, som domstolene har truffet. Hvis rådgivningen vedrører forhold inden for myndighedens eget område, er der efter retspraksis et professionsansvar, dvs. at der kan pålægges ansvar, hvis rådgivningen ikke har haft det faglige niveau, som man kan forlange af den pågældende myndighed og dens ansatte.

4.4. Tidlig samlet vurdering

Bilag 6

Indholdsfortegnelse

Kapitel 6

Reglerne i retssikkerhedsloven om borgerens pligt til at medvirke og oplyse om ændringer og myndigheders og andres pligt til at give oplysninger

Kapitel 6 behandler reglerne i retssikkerhedsloven om borgerens pligt til at medvirke og give oplysninger i deres egen sag. Endvidere beskrives og uddybes reglerne om myndigheders og andres pligt til at give oplysninger i sociale sager.

Kapitel 6

Reglerne i retssikkerhedsloven om borgerens pligt til at medvirke og oplyse om ændringer og myndigheders og andres pligt til at give oplysninger

6.1. Borgerens pligt til at medvirke, retssikkerhedslovens § 10

Kapitel 6 Reglerne i retssikkerhedsloven om borgerens pligt til at medvirke og oplyse om ændringer og myndigheders og andres pligt til at give oplysninger

6.1. Borgerens pligt til at medvirke, retssikkerhedslovens § 10

6.2. Konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke

6.3. Borgernes pligt til at oplyse om ændringer m.v.

6.4. Pligt til at give oplysninger, retssikkerhedslovens § 12

6.5. Pligt for uddannelsessteder og aktiverede til at give oplysninger ved uddannelsesaktiviteter

6.6. Oplysninger til apotekere

§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Stk. 2. ....

26. En central regel i offentlighedsloven er, at forvaltningsmyndigheder har notatpligt. Det vil sige, at den offentlige ansatte skal skrive faktiske oplysninger ned, som modtages mundtligt eller på anden måde, fx telefonisk eller som elektronisk post. Oplysningerne skal noteres ned, hvis de bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt fremskaffes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske omstændigheder. Oplysningerne skal dog ikke noteres ned, hvis de allerede fremgår af sagens dokumenter.

Reglen om notatpligt har sammenhæng med reglerne om aktindsigt, da retten til aktindsigt gælder dokumenter. Reglen om notatpligt sikrer, at myndigheden ved at få mundtlige oplysninger ofte kan belyse sagen på en hurtigere og smidigere måde end ved at kræve skriftlige oplysninger.

Reglen gælder efter loven kun i afgørelsessager, men efter god forvaltningsskik bør en myndighed også i andre sager lave et skriftlig notat om ekspeditioner af væsentlig betydning for behandlingen af sagen. Hvis en myndighed fx mundtlig modtager oplysning fra en borger eller en myndighed om en anden borgers forhold, men henvendelsen ikke giver anledning til, at der skal træffes en afgørelse, skal myndigheden alligevel lave et notat om oplysningen. Dette gælder dog ikke, hvis myndigheden kendte oplysningen i forvejen.

Det bør fremgå, hvem der har noteret oplysningerne ned. Dette har betydning for at kunne konstatere, om fx den der har noteret oplysningen ned er inhabil. Det har også betydning for en bevisvurdering, hvis borgeren ikke selv mener, at oplysningen er korrekt, idet myndigheden selv og klageinstanserne kan være nødt til at se bort fra en mundtlig oplysning, der er noteret ifølge notatpligten, uden at det fremgår, hvem der har noteret den, hvis oplysningen imødegås af borgeren, og den ikke kan genfremskaffes eller bekræftes ad anden vej.

3.5. Andre forvaltningsretlige regler

27. Ud over reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder en række forvaltningsretlige regler, der ikke er skrevet ned i lovtekst, men som fremgår af domspraksis, forvaltningsretlig litteratur, Ombudsmandens udtalelser samt vejledende udtalelser fra forskellige ministerier og styrelser m.fl.

Officialmaksimen

28. Det drejer sig fx om officialmaksimen, dvs. at det som udgangspunkt er myndighedens ansvar, at der er indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at sagen kan afgøres. Hver enkelt myndighed skal selv sørge for de nødvendige oplysninger. En ankeinstans kan og skal således ikke uden videre lægge underinstansens oplysninger til grund i ankesagen, men må påse, om underinstansens sagsoplysning har været tilstrækkelig.

Officialprincippet forudsætter ikke alene, at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men også at oplysningerne er pålidelige.Ved tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, må denne tvivl søges opklaret.

Borgeren kan ønske, at myndigheden indhenter eller afventer bestemte oplysninger til belysning af sagen. Borgeren kan også ønske, at der foretages en undersøgelse, fx hos en læge, inden afgørelsen. Hvis myndigheden ikke finder grundlag for at imødekomme borgerens ønske, følger det af god forvaltningsskik, at myndigheden siger dette til borgeren, inden der træffes afgørelse i sagen, og at myndigheden giver borgeren mulighed for komme med sine egne oplysninger, inden afgørelsen træffes. De samme principper gælder, når borgeren ikke udtrykkeligt anmoder om, at bestemte oplysninger indhentes eller afventes, men fx blot oplyser myndigheden om en undersøgelse, fx om en forestående lægeundersøgelse.

Om borgerens medvirken i øvrigt til at indhente oplysninger henvises til kapitel 6.

Smidig sagsbehandling

29. Det drejer sig om kravet til hurtig og smidig sagsbehandling, navnlig når sagsbehandlingen gælder sager, hvor en enkelt person er part. Sagsbehandlingen bør således ikke tynges af unødvendig formalisme i forhold til borgeren, fx krav om skriftlighed, hvor en telefonsamtale egentlig er tilstrækkelig. Sagsbehandlingen skal også tilrettelægges så økonomisk som muligt af hensyn til myndighedens ressourceanvendelse og økonomien hos den enkelte borger.

Vejledning

30. Efter forvaltningslovens § 7 skal myndigheder i sager, hvor der træffes afgørelser, i fornødent omfang give vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

God forvaltningsskik udvider på to områder denne pligt til at give vejledning. Der bør således også ydes vejledning og bistand på områder, hvor myndigheden ikke træffer afgørelser, men udøver faktisk forvaltningsvirksomhed. Se hertil punkt 166. Endvidere er det ikke altid tilstrækkeligt kun at yde vejledning, når borgeren selv beder om det. Er der en tilstrækkelig anledning til det, bør myndigheden som følge af god forvaltningsskik efter omstændighederne på eget initiativ vejlede borgeren om, hvilke regler m.v. der gælder på det pågældende område.

Det betyder, at en forvaltningsmyndighed i vid udstrækning har pligt til at vejlede borgeren. Hvis borgeren ikke behersker det danske sprog eller har et kommunikationshandicap, er det en følge af denne vejledningspligt, at myndigheden normalt bør skaffe den fornødne bistand, fx i form af tolkebistand og ved at oversætte afgørelser og skriftligt materiale i fornødent omfang.

Tids- og svarfrister

31. Bortset fra ved anmodning om aktindsigt og forvaltningslovens § 23, stk. 2, om besvarelse af en begæring om skriftlig begrundelse, findes der ingen generel lovregel for, hvornår en myndighed skal besvare en henvendelse fra en borger, men det følger af god forvaltningsskik, at myndigheden svarer på henvendelser hurtigt, fx i form af et kvitteringsbrev for at en ansøgning er modtaget, og underretter borgeren, hvis svaret trækker ud. Rykkere fra borgeren om svar bør i øvrigt besvares med det samme med oplysning om, hvad der sker i sagen og så vidt mulig med oplysning om, hvornår svaret forventes at foreligge. Det vil ofte afhænge af det konkrete sagsområde, hvornår det er rimeligt at forvente svar. Sagsbehandlingstidens rimelighed, og dermed hvornår borgeren med rimelighed kan forvente en afgørelse i sagen, vil afhænge af hensynet til, at sagen oplyses forsvarligt, efterlevelsen af generelle og specielle regler for sagsbehandlingen, myndighedens ressourcer, sagens karakter og hensynet til borgerens interesse i at få sagen afklaret hurtigst muligt. For det sociale område findes sådanne regler i retssikkerhedslovens § 3, hvorefter kommunen eller amtskommunen bl.a. skal fastsætte en generel frist for, hvornår der skal være truffet en afgørelse. Fristen kan afhænge af de enkelte sagstyper. Se kapitel 4.

Journalisering og Erindringssystemer

32. Ombudsmanden har peget på, at myndigheden bør oprette tilstrækkeligt effektive erindringssystemer for, at sagerne ikke ligger i længere tid eller bliver glemt. Det følger af god forvaltningsskik, at rykkerskrivelser fra borgeren, som er rimeligt begrundede, i almindelighed bør besvares straks.

§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

Behovet på længere sigt

54. Princippet om, at myndighederne tidligt i forløbet skal tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af borgerens situation og behov på længere sigt, er ikke nyt. Principperne er formuleret som lovtekst, og det gælder for alle former for hjælp.

Bestemmelsen handler om de tilfælde, hvor der er behov for at give hjælp i en længere periode. Det er vigtigt, at kommunen eller amtskommunen er opmærksom på betydningen af, at hjælpen tidligt i forløbet målrettes efter de behov ansøgeren har her og nu - samt på længere sigt - fordi den tidlige og målrettede hjælp ofte vil afværge yderligere problemer for ansøgeren. Kommunen eller amtskommunen skal således allerede tidligt i forløbet foretage en kvalificeret vurdering.

Hvis en person fx er blevet handicappet på grund af et ulykkestilfælde, er det vigtigt tidligt i forløbet at foretage en kvalificeret bedømmelse af fremtidsudsigterne for den handicappede og familien for at vurdere, hvilke former for hjælp der er eller kan blive tale om, fx genoptræning, boligindretning og hjælpemidler. Det siger sig selv, at hvis situationen endnu ikke er stabil, og der derfor er usikkerhed om graden og karakteren af handicappet, må der tages højde for denne usikkerhed.

Behovet for tidlig indsats er også udtalt, hvis der er tale om en person, som er blevet arbejdsløs, og hvor muligheden for førtidspension på længere sigt ikke kan udelukkes, hvis der ikke tidligt i forløbet bliver iværksat foranstaltninger, der sigter på at sikre pågældende en aktiv tilværelse frem for en passiv forsørgelse.

Bestemmelsen i § 6 om en tidlig vurdering skal altså ses i nøje sammenhæng med, hvilken form for hjælp der er tale om, og - naturligvis - behovet hos den person, som det drejer sig om.Kommunalbestyrelsen/ amtsrådet skal prioritere.

55. For kommunen og amtskommunen er det kommunalbestyrelsen og amtsrådet, som fastlægger, hvorledes reglen i § 6 skal udmøntes i kommunen eller amtskommunen. Myndighederne må derfor tilrettelægge principper for, hvordan kommunen eller amtskommunen sikrer, at der tidligt bliver foretaget en vurdering af, om der konkret er behov for at få målrettet hjælpen.

Bortset fra i § 7, jf. nedenfor, er der ikke i retssikkerhedsloven fastsat bestemte kriterier for, hvornår der skal foretages en samlet vurdering, ligesom der ikke er fastsat bestemte formkrav. I de enkelte love kan der være fastsat sådanne regler, fx i servicelovens § 111 om tilbud om en skriftlig plan for indsatsen for personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Visitationen skal prioriteres

56. § 6 bygger på en forudsætning om, at myndighederne tilrettelægger visitationen på en sådan måde, at der skelnes mellem de lette sager, og de tilfælde, hvor der kan blive behov for hjælp i længere tid. Der skal således tages hensyn til, at visitationen ikke er unødigt ressourcekrævende i forhold til de enkle sager samtidig med, at de alvorligere tilfælde tidligt samles op.

Skønner forvaltningen, at ansøgeren kun har brug for hjælp i kort tid, er der ikke brug for en dyberegående kortlægning af borgerens sociale situation. I disse tilfælde bør hverken borgeren eller myndigheden bruge mere tid end nødvendigt, men sagsbehandlingen kan koncentreres om at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at kunne give den rigtige, kortvarige hjælp.

Det er også vigtigt, at kommunen ved måden, som visitationen er tilrettelagt på, ikke kommer til at medvirke til at fastholde personer i det sociale system længere end nødvendigt.

Gælder for al hjælp

57. § 6 omfatter principielt alle former for længerevarende hjælp. Men ved nogle former for hjælp er der typisk ikke grund til tidligt at foretage en vurdering af modtagerens samlede situation. Fx når en person fylder 67 år og bliver folkepensionist, eller når forældre får plads til deres barn i vuggestue eller en børnehave.

4.5. 8-ugers-vurdering ved hjælp til forsørgelse

Kapitel 7

Reglerne i forvaltningsloven om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger og retssikkerhedsloven

Kapitel 7 beskriver regler i forvaltningsloven om tavshedspligt og myndigheders adgang til at indhente eller give oplysninger videre m.v. I et særligt afsnit er der en sammenfattende beskrivelse af forvaltningslovens regler om at indhente og videregive oplysninger i sociale sager. Forvaltningslovens regler er medtaget i vejledningen, fordi disse regler har betydning i stort set alle sociale sager, som typisk indeholder følsomme personlige oplysninger. Forvaltningslovens regler skal således virke sammen med de særlige regler i retssikkerhedsloven. Samspillet mellem retssikkerhedslovens §§ 10-12 og forvaltningslovens §§ 27-29 beskrives også.

Som nyt er medtaget et afsnit om den kommunale og amtskommunale énhedsforvaltning og reglerne for videregivelse og indhentning af oplysninger inden for forvaltningen.

Kapitel 7

Reglerne i forvaltningsloven om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger og retssikkerhedsloven

(Forvaltningslovens §§ 27 - 32 og retssikkerhedslovens § 43, stk. 2 og 3)

7.1. Kort om retssikkerhedsloven og forvaltningsloven

113. Efter reformen af bistandsloven fremgår en række særlige regler om behandlingen af sociale sager af retssikkerhedsloven. Reglerne i retssikkerhedsloven følger og supplerer forvaltningsloven, der giver borgeren en række forvaltningsprocessuelle rettigheder og beføjelser.

Begge love bygger på »god forvaltningsskik«, som dækker over de krav, som borgerne kan stille til, hvordan forvaltningerne bør optræde.

7.2. Tavshedspligt

114. Personer inden for den offentlige forvaltning har pligt til over for andre at hemmeligholde oplysninger af rent privat karakter eller fortrolige oplysninger, der vedrører bl.a. enkeltpersoner. Brud på tavshedspligten sker, når en person eller myndighed uberettiget giver sådanne oplysninger videre.

Reglerne om tavshedspligt fremgår af forvaltningsloven og straffeloven, og de er beskrevet i Justitsministeriets vejledning fra december 1986 om forvaltningsloven.

I Socialministeriets vejledning om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene er reglerne om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af oplysninger beskrevet særligt med henblik på kommunalt og amtskommunalt ansatte samt private personer, som arbejder med børn og unge. Denne vejledning er udarbejdet i samarbejde mellem Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet og Socialministeriet.

Forvaltningslovens § 27

Kapitel 7 Reglerne i forvaltningsloven om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger og retssikkerhedsloven

7.1 Kort om retssikkerhedsloven og forvaltningsloven

7.2 Tavshedspligt

7.3 Myndighedens adgang til at give oplysninger videre, § 28 i forvaltningsloven

7.4 Særlige regler om myndigheders adgang til at indhente oplysninger i ansøgningssager

7.5 Pligt til at imødekomme en anmodning om oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed

7.6 Forbud mod uden grund at skaffe sig fortrolige oplysninger

7.7 Sammenfattende om forvaltningslovens regler om at indhente og videregive oplysninger i sociale sager

7.8 Private, der udfører sociale opgaver, skal overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven

§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.

Forvaltningslovens § 8, stk. 1

§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunen foretage en vurdering efter § 6.

Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunens vurdering efter stk. 1.

Relevant for kommuner

58. § 7 retter sig alene til kommunerne, idet amtskommunerne ikke giver hjælp til forsørgelse efter den sociale lovgivning. I disse sager skal kommunen senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp tage stilling til, hvilken vej indsatsen skal gå. Fx om indsatsen skal rettes imod at hjælpe ansøgeren med at forbedre mulighederne for beskæftigelse via revalidering, eller om ansøgerens erhvervsevne er så beskeden, at sagen straks skal sigte mod en førtidspension. Den, der modtager hjælpen, skal skriftligt have besked om kommunens vurdering. Når Den Sociale Sikringsstyrelse behandler ansøgninger fra personer, der omfattes af EF-forordning 1408/71, og personer, der omfattes af overenskomster med andre stater, gælder 8-ugers fristen ikke.

Gælder ved første vurdering

§ 7 regulerer den første vurdering i sager om løbende hjælp til forsørgelse, dvs. borgerens første henvendelse og møde med forvaltningen. Reglerne om opfølgning herefter findes i de enkelte sociale love, fx i lov om aktiv social politik og i sygedagpengeloven.

Kommunen bestemmer selv, hvornår den vil foretage 8-ugers-vurderingen inden for de 8 uger. Kommunen kan fx beslutte, at dette skal ske allerede ved første henvendelse i sager om hjælp til forsørgelse, som er ukomplicerede, fordi det må antages, at modtageren kun i en periode skal have hjælp på grund af, at pågældende mangler et arbejde.

Yderligere opfølgning

Når vurderingen efter § 7 er foretaget, fremgår det af reglerne i de enkelte love, hvornår sagen igen skal vurderes som led i en opfølgning.

Fx er det i aktivloven i § 10 fastsat, at som hovedregel skal kommunen foretage opfølgning senest 3 måneder efter, at hjælpen efter aktivloven er udbetalt første gang, eller sagen har være vurderet efter § 7 i retssikkerhedsloven. Herefter skal opfølgning ske senest 3 måneder efter, at sagen sidst har været vurderet, eller at der har været lavet en skriftlig plan efter aktivlovens § 9. Hvis § 7 vurderingen sker straks ved første henvendelse, skal en sag om kontanthjælp herefter vurderes senest efter 3 måneder regnet fra henvendelsen. Hvis § 7 vurderingen sker 4 uger efter første henvendelse om kontanthjælp, så skal opfølgningen efter aktivloven senest ske 3 måneder efter de 4 uger.

Baggrund for § 7

59. § 7 viderefører princippet fra bistandslovens § 41. Efter denne bestemmelse skulle kommunalbestyrelsen senest 3 måneder efter, at hjælpen er ydet, tage modtagerens og familiens forhold op til vurdering med henblik på, om der er grundlag for at yde andre former for bistand end løbende økonomisk hjælp.

§ 7 viderefører endvidere princippet om tidlig opfølgning i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. For at bevare sygedagpengemodtagerens tilknytning til arbejdsmarkedet skal kommunen- senest efter 8 uger og derefter mindst hver 8. uge - tage sagerne op til vurdering. Kommunen skal herved vurdere, om der er behov for behandling, optræning, revalidering eller andre former for bistand til dagpengemodtageren eller dennes familie.

Borgeren skal medvirke

60. Det har stor betydning, at kommunen og ansøgeren har en fælles forståelse af situationen. Derfor er det vigtigt, at vurderingen sker i samarbejde med borgeren, jf. § 4. Der kan i anden lov være supplerende bestemmelser om, at kommunen skal tilrettelægge 8-ugers-vurderingen i samarbejde med andre instanser. Fx er det i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel bestemt, at læger, sygehuse, arbejdsformidlingen, arbejdsgivere, faglige organisationer m.fl. skal medvirke ved opfølgning af sager om sygedagpenge.

Krav til indhold

61. Ud over hvad der følger af § 6, er der ikke i loven fastsat bestemte krav til indholdet af vurderingen. Det er derfor op til kommunen, ud fra modtagerenes individuelle forhold, konkret at skønne over det nærmere indhold af vurderingen.

»Glat-sagsbehandling«

Der er vide rammer. Er der fx tale om en ung person, som skal have hjælp i en periode, indtil pågældende kan begynde på en uddannelse, kan den første vurdering efter § 7 indeholde en beskrivelse af disse forhold og behøver ikke at indeholde yderligere oplysninger. Se princippet om »glat-sagsbehandling« i afsnit 3.2.2 i Socialministeriets vejledning om lov om aktiv socialpolitik.

Drejer det sig imidlertid om en person, som tidligere i en længere periode har modtaget sygedagpenge eller har haft kortvarige arbejdsforhold, og som derfor har en ikke uvæsentlig risiko for vanskeligheder med at komme tilbage til arbejdsmarkedet, bør 8-ugers-vurderingen være mere grundig og - hvis det er muligt - gerne fastlægge, i hvilken retning hjælpen bør gå.

Det vil således helt afhænge af den konkrete situation, hvilke krav der skal stilles til 8-ugers-vurderingen.

I mange tilfælde er det ikke så tidligt i forløbet muligt at sætte mål eller fastlægge en plan, men det vil være mere realistisk, at kommunen ved vurderingen konstaterer, hvilke muligheder der skal arbejdes hen imod at få afklaret hurtigst muligt. Fx kan resultatet af vurderingen være, at det ikke aktuelt er muligt at fastlægge en erhvervsplan, men at kommunen konstaterer, at der må arbejdes hen imod at afklare mulighederne for revalidering.

Skriftlig besked

62. Det er fastsat i § 7, stk. 2, at borgeren skal have skriftlig besked om resultatet af vurderingen. Hvis der i vurderingen indgår en afgørelse, som ikke fuldt ud giver borgeren medhold, skal afgørelsen begrundes, jf. forvaltningslovens § 22.

Kravet om skriftlighed skyldes et hensyn såvel til borgeren som til myndigheden. For borgeren betyder det klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen, herunder hvilke afgørelser der er truffet. For myndigheden er det en fordel, at der ikke opstår misforståelser om, hvad sagen handler om, og i hvilken retning den går.

Klage

63. I de vurderinger, som kommunerne foretager efter § 7, vil der typisk indgå elementer, der har karakter af afgørelser, fx at kontanthjælpen eller aktiveringen skal fortsætte uændret, eller at pågældende skal have en anden ydelse. Der vil kunne klages over sådanne afgørelser efter de almindelige regler om klage til de sociale klagemyndigheder.

64. Efter § 8 kan socialministeren fastsætte regler for behandling og opfølgning af sager, herunder tidsfrister for visse typer sager. Der er for tiden ikke fastsat regler om sagsbehandlingen efter § 8. Regler for behandlingen af klagesager er fastsat efter § 74.

Kapitel 8

Udvalg under kommunerne

Kapitel 8 oplister de udvalg, der skal være under kommunerne. Afsnittet om koordinationsudvalget er nyt.

Kapitel 8

Udvalg under kommunerne

141. I den sociale lovgivning er der kun få regler, der regulerer, hvordan kommunerne og amtskommunerne skal indrette deres administration. For kommunerne fastlægger retssikkerhedsloven følgende

8.1. Udvalg, der behandler personsager

Kapitel 8 Udvalg under kommunerne

8.1 Udvalg, der behandler personsager

8.2 Børn og unge-udvalget

8.3 Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

8.4 Det Rådgivende Praksisudvalg

8.5 Ældreråd

8.6 Klageråd

8.7 Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn

§ 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. ...

20. Reglerne i forvaltningsloven om vejledning og repræsentation

suppleres af reglerne i retssikkerhedslovens §§

4 og 5, jf. kapitel 4. Reglerne skal bidrage til at sikre, at sagen afgøres af den rigtige myndighed og til, at borgeren forstår sagsbehandlingen. Myndigheden skal vejlede om eventuelle muligheder for hjælp hos anden myndighed eller efter anden lovgivning, og myndigheden skal så vidt muligt videresende skriftlige henvendelser, der ikke hører under myndighedens område, til rette myndighed. Dette skal man også være opmærksom på i administrativt opdelte kommuner, fx med bydelsråd. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Dette indebærer ikke, at borgeren nødvendigvis personligt skal medvirke, idet borgeren som udgangspunkt har ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden skal sikre, at borgeren kan udnytte muligheden for medvirken og må derfor fx vejlede om muligheden for, at borgeren kan lade sig repræsentere eller bistå af andre, hvis der er konkrete forhold, der gør, at borgeren vanskeligt er i stand hertil. Retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre gælder også ved eventuel klage. Der er som udgangspunkt ikke mulighed for at få dækket udgifter til advokat, revisor eller anden repræsentant eller bisidder.

Hvis der er en partsrepræsentant, skal partsrepræsentanten have besked (meddelelse) om de enkelte dele af sagsbehandlingen (processuelle beslutninger). En beslutning om at iværksætte en undersøgelse og om at genoptage en sag, og meddelelse om selve afgørelsen i sagen skal altid meddeles partsrepræsentanten. Dette gælder ikke, hvis der er alene er tale om en bisidder, hvor det er borgeren selv, der skal have besked, med mindre andet er aftalt. En eventuel klagefrist regnes først fra partsrepræsentantens modtagelse af afgørelsen.

Forvaltningslovens § 9, stk. 1

Aktindsigt

Kapitel 9

Udvalg m.v. under amtskommunen

Kapitel 9 beskriver udvalg m.v. under amtskommunen.

Kapitel 9

Udvalg m.v. under amtskommunen

9.1. Udvalg, der behandler personsager i amtskommunen

Kapitel 9 Udvalg m.v. under amtskommunen

9.1 Udvalg, der behandler personsager i amtskommunen

9.2 Amtslige brugerråd

9.3 Amtslige klageråd

§ 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.

Stk. 2. ....

21. Forvaltningslovens regler om aktindsigt betyder, at borgeren eller dennes repræsentant har ret til at få kopi af de dokumenter, der indgår i sagen, hvis de beder om det. Det er ikke alle dokumenter i sagen, der er omfattet af retten til aktindsigt, fx omfatter retten normalt ikke myndighedens interne arbejdsdokumenter. Myndigheden bør dog altid overveje at give aktindsigt i videre omfang efter princippet om meroffentlighed. Formålet med retten til aktindsigt er, at borgeren skal have mulighed for at gøre sig bekendt med alle de oplysninger, der ligger til grund for den afgørelse, der skal træffes eller er truffet. Borgeren har så mulighed for at kommentere oplysningerne, komme med eventuelle rettelser eller gøre opmærksom på, om der mangler oplysninger, som kan have betydning for sagen. Når der er bedt om aktindsigt, og borgeren har ret til denne, skal myndigheden efter forvaltningslovens § 11, stk. 1, udsætte sagens afgørelse, indtil borgeren har fået adgang til at gøre sig bekendt med akterne.

Offentlighedslovens § 4

§ 9 a, stk. 1, nr. 7, er en opsamlingsbestemmelse, der svarer til den tidligere affattelse af pensionslovens § 53, stk. 1, nr. 8. Opsamlingsbestemmelsen giver adgang til refusion ved boformer m.v., der ikke formelt er etableret som de boformer, der er nævnt i nr. 1 - 6, men som kan sidestilles med sådanne tilbud, idet de anvendes til at opfylde samme behov.

Opsamlingsbestemmelsen tager højde for, at der i dag allerede er måder at organisere hjælp på, der kan sidestilles med de boformer, som direkte er nævnt i § 9 a, stk. 1, nr. 1 - 6, og at der hele tiden udvikles nye boformer og hjælpetilbud, der etableres ud fra behov for nye måder at indrette hjælp på. Sigtet med reglen er at medvirke til fleksibilitet ved at modvirke, at formelle krav til organisering er en forhindring for at udvikle nye tilbudsformer.

Opsamlingsbestemmelsen giver fx refusion ved ophold i private krisecentre, der fungerer på samme måde som krisecentre efter servicelovens § 94, men som ikke er etableret som en boform efter servicelovens § 94.

Anbefalinger om samarbejde

84. Betingelsen "boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. ....." i § 9 a, stk. 1, nr. 7, kan give anledning til usikkerhed med hensyn til, om et konkret tilbud er omfattet af mellemkommunal refusion.

Det anbefales derfor, at kommuner og amtskommuner, når de etablerer eller medvirker til at etablere boformer, der er eller som kunne være alternativer til de boformer m.v., som nævnt i § 9 a, stk., 1, nr. 1- 6, er opmærksomme på eventuelle konsekvenser i forhold til reglerne om mellemkommunal refusion. Det kan herved være hensigtsmæssigt, at man i de sædvanlige samarbejdsfora - fx kommunerforeninger, socialchefkredse eller lign. - i tide drøfter og vurderer, hvilken karakter et tilbud har i forhold til opsamlingsbestemmelsen.

Det skal endvidere anbefales, at når en kommune eller amtskommune medvirker til, at en borger flytter til en boform, hvor der kunne være tvivl om, hvorvidt denne boform er omfattet af opsamlingsbestemmelsen, at myndigheden forinden tager kontakt med tilflytningskommunen med henblik på at få afklaret spørgsmålet om mellemkommunal refusion.

Særligt om refusion for udgifter efter aktivloven

85. § 9 a i retssikkerhedsloven indfører for udgifter til hjælp efter aktivloven adgang til mellemkommunal refusion i de tilfælde, som er beskrevet i § 9 a, stk. 1, nr. 1 - 7. Dette er en ændring i forhold til reglerne, således som de blev vedtaget med bistandslovsreformen.

Sigtet med denne ændring er bl.a. at understøtte, at kommunerne viderefører den hidtidige praksis, hvorefter den hidtidige kommune fortsætter som handlekommune i forhold til de mest udsatte grupper, selv om de får ophold i boformer m.v. i en anden kommune. De mest udsatte grupper dækker bl.a. over hjemløse, stofmisbrugere, sindslidende, og personer under Kriminalforsorgen. Der henvises til punkt 77 om adgangen til at aftale handlekommune.

Retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 2

Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når en person på grund af særlige forhold har ret til at flytte til et tilsvarende tilbud i en anden kommune eller amtskommune efter følgende bestemmelser

1) § 92, stk. 3, i lov om social service.

2) § 63, stk. 1, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Refusion ved flytteret

86. Efter retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 2, har opholdskommunen ret til mellemkommunal refusion, når en person har udnyttet sin flytteret efter § 92, stk. 3, i lov om social service og § 63, stk. 1, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Borgerens ret til at flytte fremgår af de betingelser, som fastlagt i de to nævnte lovbestemmelser.

Uenighed om ret til refusion efter retssikkerhedslovens § 9 a kan indbringes for de sociale klagemyndigheder. Det gælder dog ikke aftaler om refusion, jf. punkt 88 .

Retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 3 og 4

Stk. 3. Kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 1 og 2, indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Stk. 4. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 1-2, skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet.

Aftale om refusion ved flytning

87. To kommuner kan efter § 9 a, stk. 3, aftale refusion som led i, at en person flytter til en anden kommune uden at betingelserne for mellemkommunal refusion efter § 9 a, stk. 1 og 2, er opfyldt.

Bestemmelsen svarer til den tidligere affattelse af servicelovens § 128, stk. 3, og pensionslovens § 53, stk. 2. Der er nu også er adgang til, at kommunerne kan aftale refusion for udgifter efter aktivloven.

I aftalen skal det fastsættes, hvor længe aftalen skal gælde, fx om der også skal være refusion, hvis pågældende flytter fra den aftalte bolig, fx fra ældrebolig til plejehjem.

Der er derudover ikke krav til aftalens indhold.

Aftaler kan ikke indbringes for de sociale klagemyndigheder

88. I den tidligere affattelse af servicelovens § 128, stk. 4, og pensionslovens § 53, stk. 3, var det fastsat, at aftaler om refusion, som kommuner indgår med hinanden, ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Årsagen til, at en tilsvarende bestemmelse ikke er ført videre, er, at disse aftaler er ikke afgørelser. Det følger af almindelige principper, at det kun er afgørelser, som klagemyndighederne kan tage stilling til, og derfor er det ikke nødvendigt med regler, der afskærer fra at indbringe uenighed om disse aftaler for de sociale klagemyndigheder.

Refusionskravet

89. Der kan kræves refusion for alle ydelser til borgeren efter serviceloven og aktivloven og pensionslovens § 52, stk. 1. Udgifter til personlige tillæg efter § 17 i pensionsloven er ikke omfattet af refusionsadgangen. Adgangen til refusion omfatter endvidere ikke udgifter til ledelse, administration og tilsyn. Der er ikke adgang til refusion for udgifter efter lov om forebyggende hjemmebesøg eller til bolig efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Boligudgifter i lejeboliger skal dækkes af den husleje, beboeren betaler, og beboeren kan som hjælp hertil få boligsikring eller boligydelse. Hvis der er tale om en anvist ældre- eller handicapegnet bolig eller en bolig i et særligt bofællesskab, kan det efter By- og Boligministeriets lovgivning aftales, at den tidligere kommune refunderer den aktuelle kommunes udgifter til boligstøtten, jf. § 76 i lov om individuel boligstøtte. I aftalen kan fastsættes, at den kun skal gælde, så længe støttemodtageren bor i den anviste bolig. Anvises en bolig med kommunal anvisningsret efter flytteretsbestemmelsen i § 63 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., har den tidligere kommune pligt til at refundere tilflytningskommunens nettoudgifter til boligstøtte, så længe støttemodtageren bor i tilflytningskommunen.

Refusionskravets ophør

Adgangen til refusion efter § 9 a ophører, når borgeren ikke længere opholder sig i en boform eller får hjælp, der kan sidestilles hermed. Et ophold i eget hjem vil i visse tilfælde kunne sidestilles med et ophold i en boform og fortsat give adgang til refusion, hvis der fx er tale om en udslusningssitiuation, og der fortsat er væsentlig tilknytning til boformen, eller der ydes en hjælp i hjemmet, der kan sidestilles med ophold i en boform, jf. § 9 a, stk. 1, nr. 7. Det sociale nævn giver vejledning herom til kommunen i konkrete sager.

Forældelse

90. Det følger af § 9 a, stk. 4, at krav om refusion skal være rejst senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Denne bestemmelse svarer til den tidligere affattelse af servicelovens § 128, stk. 5. Det er nyt, at forældelsesreglen også gælder for refusion efter pensionsloven og aktivloven.

Der skal anvendes den samme fortolkning som for frister i øvrigt med hensyn til, om kravet kan anses for fremsat. Det afgørende tidspunkt for beregningen af fristen er dagen, hvor modtageren får kravet. Uenighed om, hvorvidt et krav i det konkrete tilfælde kan anses for fremsat, afgøres af de sociale klageinstanser.

Aftaler om refusion for udgifter efter aktivloven ved særlige uddannelsestilbud

91. Et eksempel på, at der er behov for at kunne aftale refusion for udgifter efter aktivloven, er, når en kommune giver tilbud om revalidering, som ikke skal ske på ordinære uddannelser, men som er en særligt tilrettelagt uddannelse i forhold til en særlig målgruppe. Der er her tale om særlige tilbud til en mindre persongruppe, som ingen eller kun få kommuner selv kan etablere tilbud til. Tilbudene dækker derfor ofte hele eller dele af landet. Disse tilfælde kan opdeles to hovedgrupper.

En myndighed visiterer til et særligt uddannelsestilbud

92. Den første gruppe omfatter situationer, hvor det er en social myndighed, der afgør, at en person kan deltage i et særligt udannelsesforløb. Et eksempel på et sådant lands- eller landsdelsdækkende tilbud er Blindeinstituttet i København.

Dette og lignende tilbud er revalideringstilbud, som en opholds(amts)-kommune har pligt til at tilbyde sine borgere med begrænsninger i arbejdsevnen. Hvis kommunen eller amtskommunen ikke selv råder over et egnet tilbud, kan den indgå aftale om at benytte tilbud, der ligger i en anden kommune / amtskommune.

Opholdskommunen skal således i disse tilfælde indgå en aftale om betaling for udgifter ved opholdet med den kommune eller amtskommune, hvor tilbudet ligger. Hvis der ikke er en sådan aftale, kan den myndighed (kommune eller amtskommune), der visiterer til tilbudet, afvise at modtage revalidenden. De (amts)kommuner, der har placeret et sådant lands- eller landsdelsdækkende tilbud i deres kommune, kan på denne måde tilrettelægge deres administration således, at de ikke får påført sociale udgifter på grund af tilbuddet.

Private visiterer

93. Den anden hovedgruppe omfatter tilfælde, hvor det ikke er en social myndighed, men en privat, der afgør, hvem der kan deltage i udannelsesforløbet. Kerneeksemplet er, når kommuner benytter tilbud til sent udviklede, dvs. tilbud, hvor sent udviklede som led i revalidering bor på uddannelsesstedet eller i tilknytning hertil.

Tilbud til sent udviklede - tidligere praksis

Før den 1. juli 1998 var det praksis, at den kommune, som anviste en af sine borgere et tilbud til sent udviklede, fortsat betalte udgifterne til revalideringen. Denne praksis er et udslag af, at der i realiteten er tale om, at en kommune, der ikke selv har et egnet tilbud til en af sine borgere, køber en plads på et privat tilbud, der ligger i en anden kommune.

Det fremgår af lovbemærkningerne til L 117 af 2/3 1999 - hvor hjemlen til at indgå aftale om refusion for udgifter efter aktivloven blev indført - at det er forudsat, at kommunerne fører praksis fra før den 1. juli 1998 videre i forbindelse med tilbud til sent udviklede. Den kommune, som har et tilbud til sent udviklede liggende inden for sin kommunegrænse, skal således ikke af den grund påføres udgifter.

Tidligere praksis forudsættes ført videre

94. Til støtte for at opretholde praksis i forbindelse med tilbud til sent udviklede har Socialministeriet og de kommunale organisationer lagt vægt på følgende

Visitation

Landsforeningen Ligeværd har oplyst, at optagelse i tilbud tilknyttet Landsforeningen sker ved, at den kommune, som vil give en af sine borgere mulighed for uddannelse, indgår aftale med det aktuelle tilbud, fx om varighed, indhold, opfølgning og om betalingen for opholdet. Tilbud tilknyttet Landsforeningen vil kun tage imod elever, hvis deres kommune påtager sig at friholde beliggenhedskommunen for udgifter efter aktivloven.

Den kommune, som indgår aftale med et privat tilbud, bliver bundet af aftalen

Dette indebærer, at hvis en kommune har indgået aftale med et privat tilbud, kan kommunen ikke frigøre sig fra denne aftale, fx ved at henvise til

· den nye adgang til at indgå aftale i § 9 a, stk. 3, idet denne regulerer forholdet mellem myndigheder, eller

· at der efter 1. juli 1998 (og indtil § 9 a kom ind i retssikkerhedsloven) ikke var regler om mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven.

Det private tilbud har alene et privatretligt krav på betaling m.v. i forhold til den kommune, tilbuddet har indgået aftale med. Den kommune, hvori tilbuddet ligger, er således ikke over for det private tilbud forpligtet til at "overtage eller videreføre " en aftale, som en anden kommune har indgået. Det private tilbud har derfor en betydelig interesse i at følge ovennævnte praksis med hensyn til visitation.

Procedurerne vedrørende visitation og de aftaleretlige konsekvenser, som er omtalt ovenfor understøtter, at kommunerne fører praksis fra før den 1. juli 1998 videre. Hvis dette ikke sker, må det forventes, at tilbud til sent udviklede ikke vil kunne fortsætte på det hidtidige grundlag.

Aftale om refusion for udgifter efter aktivloven kan kommunerne indgå med hjemmel i § 9 a, stk. 3. Efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, kan kommunerne også indgå aftale om handlekommune, jf. pkt. 77.

Anbefalinger om administration

95. Administrationen i forbindelse med bl.a. tilbud til sent udviklede kan tilrettelægges således, at beliggenhedskommunen og det private tilbud indgår en rammeaftale om betalings- og handlekommuneforpligtelsen, når tilbuddet indgår aftale om at optage en elev, der kommer fra en anden kommune.

Socialministeriet skal anbefale, at der er procedurer, som sikrer, at der ikke er tvivl om, at den tidligere kommune, som led i at en af dens borgere bliver optaget i et privat tilbud, forpligter sig til at betale for opholdet, og at der bliver taget stilling til, hvad der skal ske efter opholdet, herunder hvis dette afbrydes før planlagt.

Det skal også, jf. § 9, stk. 7 i retssikkerhedsloven, anbefales, at det sikres, at der ikke er usikkerhed med hensyn til, at den unge accepterer, at den tidligere opholdskommune fortsat er handlekommune, jf. punkt 77.

Også i forbindelse med andre typer af private tilbud, fx alkoholbehandlingstilbud, kan det være hensigtsmæssigt, at beliggenhedskommunen og det private tilbud via en rammeaftale etablere klarhed over betingelserne, når borgere benytter disse tilbud. Det kan fx være hensigtsmæssigt, at rammeaftalen fastlægger, at hvis en offentlig myndighed helt eller delvist skal betale eller yde tilskud til opholdet i det private tilbud, vil det private tilbud kun optage borgeren, hvis pågældendes opholdskommune eller opholdsamtskommune forpligter sig til at betale det offentliges andel af udgifterne ved opholdet.

Det skal endelig anbefales, at kommunerne, fx i regi af kommuneforeningerne, fastlægges procedurer i forbindelsen med tilbud til sent udviklede og andre private tilbud, som erfaringsmæssigt kan give anledning til problemer med hensyn til opholdskommune, betaling o.lign.

Udgifter efter bistandsloven

96. Udgifter efter bistandsloven, som er afholdt inden 1. juli 1998 kan - såfremt betingelserne i bistandslovens § 11 eller § 47, stk. 2, er opfyldte - kræves refunderet af en tidligere opholdskommune. Efter denne dato vil der ikke længere kunne ydes hjælp til forsørgelse m.v. efter bistandsloven, og løbende hjælp til forsørgelse m.v. skal ydes efter aktivloven.

For at undgå at gamle sager om mellemkommunale refusionskrav kan tages op i en lang periode efter bistandslovsreformen er det i servicelovens § 143 bestemt, at krav mod en tidligere opholdskommune vedrørende udgifter til ydelser efter bistandsloven og tidligere lovgivning skal være rejst eller fremsat senest 1 år efter lovens ikrafttræden. Dette vil sige senest 30. juni 1999. Om hvornår et krav kan anses for rejst eller fremsat henvises til punkt 90.

Med retssikkerhedslovens § 9 a er der i visse tilfælde ret til mellemkommunal refusion. Denne ret til mellemkommunal refusion gælder fra 1. juli 1998. Det betyder, at hvis betingelserne i § 9 a i retssikkerhedsloven er opfyldte, føres tidligere refusionsadgang, jf. bistandslovens § 11, videre.

I andre tilfælde - dvs. hvor der i sin tid er givet refusionstilsagn, fordi kommunerne har været enige om, at betingelserne i bistandslovens § 11 har været opfyldte, men hvor betingelserne i retssikkerhedslovens § 9 a ikke er opfyldt - er der ikke mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven.

Om procedurer m.v. ved beregning af tilskud efter Indenrigsministeriets regler

97. Indenrigsministeriets lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner er ændret, således at der ved opgørelsen af kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner tages hensyn til, at der også er mellemkommunal refusion for udgifter efter lov om aktiv socialpolitik.

Ændringen er en konsekvens af, at der i samme situationer som efter lov om social service og lov om social pension også bliver adgang til mellemkommunal refusion efter lov om aktiv socialpolitik.

I de tilfælde, hvor der forekommer mellemkommunal refusion af ydelser efter aktivloven, skal der således i CPR-registreringen for de pågældende personer under kommunale forhold ske en registrering af den pågældende betalingskommune. Dermed vil betalingskommunen modtage de generelle tilskud m.v.

§ 9 a er indført ved lov nr. 117 af 2. marts 1999 og har virkning fra den 1. juli 1998, hvor bistandslovreformen trådte i kraft.

5.1. Handlekommune

§ 9. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp.

Stk. 2. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Stk. 3. Et barn under 18 år har samme opholdskommune som forældrene. Et barn, der bor mest hos den ene af forældrene, har opholdskommune hos denne. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, har barnet opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregistret.

Stk. 4. Et barn, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.

Stk. 5. Øjeblikkelig hjælp til et barn eller en ægtefælle, der opholder sig uden for sin opholdskommune, jf. stk. 2 og 3, gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.

Stk. 6. Socialministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 7. Når der er særlige grunde hertil, kan opholdskommunen med borgerens samtykke med en tidligere kommune aftale, at den tidligere opholdskommune er handlekommune.

66. Reglerne om opholdskommune i den sociale lovgivning fastlægger, hvilken kommune der har pligt til at give hjælpen. Det er et grundlæggende princip, at der altid skal være en kommune, som har pligt til at give hjælp, således at borgeren ikke risikerer at blive henvist fra myndighed til myndighed og ikke få den nødvendige hjælp i tide. Se pkt. 2 om, hvilke love retssikkerhedsloven gælder for.

Opholdskommune/ handlekommune

Opholdskommune

Opholdskommunen er den kommune, som har pligt til at give hjælpen, dvs. at opholdskommunen normalt også er handlekommune.

Handlekommune

Handlekommunen er den kommune, der yder hjælpen. Begrebet handlekommune benyttes for at beskrive de situationer, hvor der ikke er sammenfald mellem opholdskommunen og den kommune, som yder hjælpen, fx fordi der efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, er indgået aftale om, at en tidligere opholdskommune er handlekommune bl.a. vedrørende stofmisbrugere og hjemløse, jf. pkt 77.

§ 9 bygger på den administrative praksis, der er blevet fastlagt efter bistandslovens § 10 med hensyn til at afgøre, hvilken kommune der er opholdskommune - og dermed handlekommune.

I langt de fleste tilfælde er opholdskommunen den kommune, hvor pågældende har sin bopæl. Der er dog en særlig regel i § 9, stk. 2, om ægtepar, der har fælles bopæl, og i § 9, stk. 3 og 4, om børn, der som hovedregel har samme opholdskommune, som deres forældre. Se herom punkt 74.

Sygedagpenge

I bekendtgørelsen om dagpenge ved sygdom og fødsel er der som tidligere fastsat undtagelser om handlekommune for visse persongrupper, bl.a. for grænsegængere, jf. nærmere Den Sociale Ankestyrelses vejledning om sygedagpenge m.v.

Uenighed om opholdskommune

67. § 9 om opholdskommune er ikke udformet således, at den i alle tænkelige tilfælde kan give et umiddelbart svar på, hvilken kommune der er den »rigtige« opholds- og handlekommune. Se fx de situationer, der er beskrevet i punkt 71 og 72. Der må i en række tilfælde foretages en vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen for at afgøre, hvilken kommune der i forhold til den søgte hjælp er opholds- eller handlekommune.

Hvis der mellem kommuner er uenighed om, hvilken kommune der i en sag er opholdskommune og dermed handlekommune, er det vigtigt, at uenigheden ikke får konsekvenser for den borger, som har brug for hjælpen. Myndighederne bør derfor altid sikre sig, at borgeren uanset uenigheden får den hjælp, som pågældende har krav på. De involverede kommuner må således beslutte, at en af kommunerne indtil videre yder hjælp.

Kan der efterfølgende ikke opnås enighed mellem kommunerne, eventuelt efter vejledning fra klageinstanserne, må uenigheden afgøres som en klagesag af de sociale klageinstanser. Det kan herved være rimeligt, at den kommune, som indbringer sagen for det sociale nævn, anmoder om, at formanden for nævnet træffer en formandsafgørelse, jf. retsikkerhedsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, hvis betingelserne herfor er opfyldt, eller efter bekendtgørelsens § 18, stk. 1, om foreløbige formandsafgørelser.

Det er i øvrigt således, at det ikke har betydning for afgørelsen i en sag om uenighed mellem kommuner om opholdskommuneforpligtigelsen, at en af kommunerne for at sikre, at en borger får hjælp uanset uenigheden, beslutter at yde hjælpen, selv om kommunen ikke selv mener, at den er den rette opholdskommune.

Ankestyrelsens praksis

68. Den Sociale Ankestyrelse offentliggør løbende som Sociale Meddelelser (SM-systemet) sine vigtigste principielle afgørelser. Her kan der hentes vejledning om de hensyn, som Ankestyrelsen i konkrete sager har lagt vægt på.

Hvis kommunen til brug for en konkret sag har brug for vejledning om praksis , kan kommunen rette henvendelse til det sociale nævn. Der henvises til kapitel 13, punkt 207- 211 om klageinstansernes vejledning til kommuner og amtskommuner.

Folkeregistertilmelding

Fra administrativ praksis vedrørende spørgsmålet om handlekommune kan nævnes, at det ikke er et krav i den sociale lovgivning, at pågældende skal være tilmeldt folkeregistret, og at en myndighed ikke kan give afslag på hjælp alene med henvisning til, at en ansøger ikke er tilmeldt folkeregistret. Men det er sædvanlig praksis, at myndighederne - bortset fra særlige og navnlig akutte situationer - sikrer sig, at ansøgeren er tilmeldt kommunens folkeregister. Dette sker af administrative grunde, bl.a. for at reducere risikoen for, at personer uberettiget får tildelt hjælp. Fra administrativ praksis kan endvidere nævnes, at hvis en person ikke har taget egentlig ophold i kommunen, og pågældendes tilstedeværelse kun er begrænset, fx for at søge bolig eller arbejde, er det forhold, at pågældende har tilmeldt sig folkeregisteret i den nye kommune, ikke i sig selv afgørende for, at pågældende får ny opholdskommune.

Et krav om folkeregistrering efter folkeregisterloven ved ophold på en boform efter serviceloven ændrer ikke på en aftale efter § 9, stk. 7, og den tidligere opholdskommune kan således godt være handlekommune, uanset at borgeren har folkeregisteradresse i den aktuelle opholdskommune.

Flyttesituationer / opgivelse af hidtidig bolig

69. Det følger af praksis, at en person, der definitivt har opgivet hidtidig bolig og ansøger om hjælp i en ny kommune, normalt anses for at have fået opholdskommune i den nye kommune. Det er naturligvis en forudsætning, at ansøgeren rent faktisk opholder sig i den nye kommune.

Flytning til udlandet

Tager en pensionist fast bopæl i udlandet, overtager Den Sociale Sikringsstyrelse administrationen, jf. pensionslovens § 62, og Den Sociale Sikringsstyrelses vejledning om EF-reglerne om social sikring, hæfte 4.

Hjemkomst fra udlandet

En person, der efter at have boet i udlandet, kommer til Danmark, får opholdskommune, der hvor pågældende opholder sig, dvs. typisk i den kommune, hvor pågældende bosætter sig. Så længe man opholder sig i udlandet, har man således ikke krav på, at en kommune her i landet som opholdskommune har pligt til at træffe afgørelse om hjælp, fx tilbud om plejehjem. Se dog nedenfor om Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

Integrationsloven

Integrationsloven, der trådte i kraft den 1. januar 1999, gælder for flygtninge og familiesammenførte udlændinge med lovligt ophold her i landet. I integrationslovens §§ 54 - 56 findes en nærmere afgræsning af, hvilke udlændinge, der er omfattet af loven.

Af integrationsloven følger bl.a.

· at når Udlændingestyrelsen giver en flygtning opholdstilladelse, træffer styrelsen samtidig afgørelse om, i hvilken kommune flygtningen skal bo, og at

· udlændinge, der efter reglerne i integrationsloven tilbydes et introduktionsprogram, ikke kan få hjælp efter aktivloven.

Udlændinge, der er omfattet af integrationsloven, kan have ret til hjælp efter den øvrige sociale lovgivning, fx efter serviceloven og i visse tilfælde efter pensionsloven. Denne hjælp skal de - som alle andre - have af deres opholdskommune, jf. retssikkerhedsloven. Dette gælder selv om flygtningens opholdskommunen ikke er den kommune, hvor pågældende efter Udlændingestyrelsens afgørelse skal bo.

Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester

70. For nordiske statsborgere og andre personer, som har lovligt ophold i de nordiske lande gælder artikel 9 i Nordisk Konvention om Social Bistand og Sociale Tjenester. Konventionen trådte i kraft den 1. oktober 1996. Efter artikel 9 skal de ansvarlige myndigheder i de nordiske lande søge at medvirke til flytning, når en person med behov for behandling eller pleje af længere varighed ønsker at flytte fra et nordisk land til et andet nordisk land, som pågældende har en særlig tilknytning til, hvis flytningen vil forbedre pågældendes livssituation.

De ansvarlige myndigheder i til- og fraflytningslandene kan som led i aftalen træffe beslutning om fordeling af udgifterne til behandling eller pleje mellem myndighederne i de to lande. Oplysninger om konventionen kan fås hos Den Sociale Sikringsstyrelse.

Ophold uden for opholdskommunen

71. Opholdskommunens pligt til at yde vedvarende kontante ydelser fx pension, kontanthjælp, sygedagpenge m.v. fortsætter uændret, selv om den berettigede på grund af ferie (fx i sommerhus), højskoleophold, hospitalsindlæggelse o.l., opholder sig i en anden kommune. Det er herved en forudsætning, at borgeren fortsat har tilknytning til opholdskommunen, typisk har bevaret sin bolig der.

Visse former for hjælp, som pågældende får brug for under det midlertidige ophold, ydes efter praksis af den midlertidige opholdskommune. Det gælder fx hjælp til personlig omsorg og pleje m.v. efter servicelovens § 71 (»hjemmehjælp«).

Ophold på boformer m.v. som led i en social indsats

72. Ved ophold uden for opholdskommunen som led i en social indsats, fx midlertidige ophold i en boform efter servicelovens § 91, § 93 og § 94, kan der være tvivl om, hvilken kommune der er opholdskommune.

Bevarer borgeren i disse tilfælde tilknytningen, typisk i form af bolig, bevirker det midlertidige ophold ikke, at den kommune hvor tilbuddet fysisk ligger, bliver opholdskommune. Disse tilfælde svarer til ovennævnte tilfælde, hvor en borger tager på ferie.

Hvis tilknytningen til den tidligere kommune er ophørt, fx fordi boligen ikke er opretholdt, eller at det indgår i en handleplan, at pågældende skal udsluses til en bolig i en ny kommune, er udgangspunktet, at den kommune, hvor boformen er beliggende, er opholdskommune. Med borgerens samtykke kan den hidtidige kommune, jf. rtl § 9, stk. 7, indgå aftale med den nye kommune om at forblive handlekommune, jf. nedenfor under punkt 77.

Ægtefæller

73. Ægtefæller har opholdskommune i den kommune, hvor den fælles bopæl er. Dette har betydning, når ægtefæller opholder sig hvert sit sted, fx på grund af arbejde, uddannelse eller ferie.

Har ægtefællerne fælles bopæl i A kommune, og opholder en af ægtefællerne sig periodisk i B kommune på grund af arbejde, så forbliver A kommune opholds- og handlekommune for familien, dvs. også for ægtefællen i B kommune.

Hvis ægtefællen, der opholder sig i B kommune, får akut behov for hjælp under opholdet, følger det af retssikkerhedslovens § 9, stk. 5, at den kommune, hvor ægtefællen aktuelt befinder sig, skal give hjælpen.

Har ægtefællerne hver sin selvstændige bopæl, får de hver sin opholds- og handlekommune.

Børns opholdskommune

74. Børn under 18 år, hvis forældre lever sammen, har samme opholdskommune som deres forældre. Det følger af § 9, stk. 3, og det er således hovedreglen, at børn ikke har en selvstændig opholds- og handlekommune. Det hænger sammen med, at det er forældrene, som modtager hjælpen, og at det i øvrigt er vigtigt, at hjælpen bliver givet under hensyn til en samlet vurdering af familiens situation og behov.

Forældrene bor ikke sammen

Bor forældrene hver for sig, har barnet samme opholdskommune som den af forældrene, hvor barnet bor mest, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, 2. pkt., uanset hvem af forældrene, der har forældremyndigheden, jf. dog nedenfor punkt 75. Hvis den forælder, barnet bor hos dør og barnets anden forælder bor i en anden kommune, bliver denne anden kommune opholdskommune for barnet.

Bor barnet lige meget hos begge forældre, er folkeregisteradressen afgørende for, hvilken kommune der er opholdskommune.

Foranstaltninger over for børn og unge

75. Afgørelser for børn og unge efter servicelovens kapitel 8 træffes i forhold til indehaveren af forældremyndigheden. Det får betydning, hvis forældrene har hver sin opholdskommune, og barnet ikke bor sammen med den af forældrene, som har forældremyndigheden over barnet, fx når et barn opholder sig hos en af forældrene i A kommune, og indehaveren af forældremyndigheden bor i B kommune. I denne situation har B kommune pligt til at træffe afgørelser om foranstaltninger for barnet efter servicelovens kap. 8.

Bor forældre, der begge har del i forældremyndigheden, i hver sin kommune, har begge kommuner ret og pligt til at handle. Hvilken af kommunerne, der skal handle, beror på en konkret vurdering. I denne vurdering kan der lægges vægt på, hos hvem af forældrene barnet er folkeregistertilmeldt. Dette kan dog kun tillægges betydning, såfremt tilmeldingen kan anses for reel. Der kan også lægges vægt på, hvem af forældrene barnet har mest kontakt med, og graden af de implicerede kommuners kontakt med forældrene.

Hvis den ene eller begge forældre med fælles forældremyndighed skifter opholdskommune under et barns eller en ungs anbringelse uden for hjemmet, må spørgsmålet om, hvilken kommune der er handlekommune, afgøres mellem de involverede kommuner bl.a. efter følgende hensyn

· hvilken kommune der først traf afgørelse i sagen om anbringelse, forudsat at en af forældrene fortsat bor der,

· hvem af forældrene der har størst tilknytning til barnet eller den unge og mest kontakt,

· hvem barnet eller den unge eventuelt vil kunne hjemgives til, og

· hvilken kommune der har det største kendskab til barnet eller den unge, forudsat at den ene af forældrene fortsat bor der.

Det kan med samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden aftales, at en tidligere opholdskommune beholder sagen, jf. pkt. 77.

Hvis de involverede kommuner ikke kan blive enige, må spørgsmålet om, hvilken kommune der er handlekommune afgøres af det sociale nævn som den kommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under, jf. pkt. 67.

En sag om samvær efter servicelovens § 57, hvor forældrene bor i hver sin kommune, behandles af samme kommune, som behandler eller skulle behandle sagen om anbringelse. Afgørelsen må dog træffes i samarbejde med de involverede kommuner. En undersøgelse af forholdene i hjemmet må foretages af de respektive opholdskommuner.

Selvstændig handlekommune for børn

76. Bor barnet ikke sammen med nogle af forældrene, og har barnet i længere tid klaret sig selv, inden behovet for hjælp opstod, har barnet selvstændig opholdskommune, hvor det har sin bopæl.

Børn, der har ophold på institution eller er i familiepleje, har ikke selvstændig opholdskommune, da de ikke klarer sig selv.

Forældreløse børn har selvstændig opholdskommune, der hvor de opholder sig. Reglen om, at børn har samme opholdskommune som forældrene, gælder alene i forhold til forældrene, dvs. ikke hvis forældremyndigheden er tillagt en anden, fx et familiemedlem.. Et forældreløst barn, der bor i en anden kommune end en person, der har fået forældremyndigheden tillagt, har således sin egen opholdskommune.

Børn, der får ophold her i landet uden forældre (fx uledsagede flygtningebørn), eller børn, hvis forældre flytter til udlandet, får ligeledes deres egen opholdskommune.

Øjeblikkelig hjælp

Reglerne om børns opholdskommune gælder også, når barnet på grund af uddannelse, beskæftigelse, ferie m.v. midlertidigt opholder sig uden for forældrenes opholdskommune. Men det fremgår af § 9, stk. 5, at øjeblikkelig hjælp til et barn, der opholder sig uden for sin opholdskommune, skal ydes af den kommune, hvor barnet aktuelt opholder sig.

Adgang til at aftale at tidligere opholdskommune er handlekommune

77. Der er efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, mulighed for at aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat skal være handlekommune, når der foreligger særlige grunde. Borgeren skal give sit samtykke til aftalen. Aftalen kan ikke indbringes for de sociale klageinstanser.

En aftale om, at en anden kommune end opholdskommunen skal være handlekommune skal omfatte alle former for hjælp til borgeren. Kommunerne kan således ikke aftale, at pligten til at være handlekommune kun omfatter visse former for hjælp efter den sociale lovgivning.

Særlige grunde

Det kan ikke beskrives udtømmende, hvornår der foreligger særlige grunde. Men de momenter, der bør lægges vægt på, er blandt andet, om

· der er behov for en fortsat social indsats over for borgeren,

· aftalen er med til at sikre en kontinuitet i den sociale indsats, eller

· flytningen er et led i den tidligere kommunes sociale indsats, og der fx er tale om, at pågældende efter kortere eller længere tid skal videre enten tilbage til den tidligere kommune eller udsluses til en anden kommune.

Det er ikke nødvendigt, at der er tale om ophold i en boform efter serviceloven. Det kan også være et privat organiseret tilbud, der tjener samme formål, når aftalen er med til at sikre en kontinuitet i sagsbehandlingen og hjælpen til den pågældende.

Det er i praksis antaget, at der foreligger særlige grunde, når opholdet i den nye kommune fx skyldes, at pågældende skal opholde sig i institutioner under Kriminalforsorgen, i et behandlingscenter for stofmisbrugere (boform efter servicelovens § 93, stk. 1) eller at pågældende optages på et forsorgshjem (boform efter servicelovens § 94).

Der kan også foreligge særlige grunde, når der er tale om en familie, der flytter tit eller som led i en social indsats fx får ophold i familiebehandling. I disse tilfælde kan de berørte kommuner med familiens samtykke aftale, at familiens sag bliver hos den tidligere kommune, der har lagt handlingsplanen, jf. § 9, stk. 7, så denne kommune fortsat kan være handlekommune. Det afskærer ikke familien fra at få øjeblikkelig hjælp i den aktuelle opholdskommune, jf. § 9, stk. 5.

Samtykke

Det er en betingelse for at kunne aftale, at en tidligere opholdskommune er handlekommune, at borgeren giver sit samtykke. Der er ikke formkrav til et samtykke. Borgeren skal informeres om virkningen af, at den tidligere kommune fortsat er handlekommune.

Det anbefales, at man fastsætter, hvor længe aftalen skal gælde. I forbindelse med handleplaner for de mest udsatte voksne anbefales det at samtykket gælder, så længe handleplanen løber.

Når en borger giver samtykke til at aftale en anden handlekommune, har borgeren hermed ikke uden videre også givet samtykke til, at den aftalte handlekommune kan indhente oplysninger til behandlingen af sagen. Dette forudsætter et udtrykkeligt samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 12, stk. 3.

Hvis en tidligere kommune efter aftale med en anden kommune er handlekommune, skal handlekommunens afgørelser i givet fald behandles af det sociale nævn, som handlekommunen hører under. Kommunen bør ved aftalens indgåelse oplyse borgeren om, hvilket nævn der kan behandle klager fra borgeren, og dette skal også oplyses i klagevejledningen i forbindelse med konkrete afgørelser.

Kommunens forpligtelse til at følge op

78. Flytter en familie, mens den får hjælp fra kommunen, til en ny kommune, har den nye opholdskommune pligt til at yde den fornødne hjælp. Den nye opholdskommune bør imidlertid tage kontakt med den tidligere opholdskommune med henblik på at få oplysninger om status i indsatsen over for borgeren, fx om der er en fastlagt plan for den sociale indsats, så sagen i videst muligt omfang kan følges op.

For at den nye opholdskommune kan indhente oplysninger, vil det normalt være nødvendigt, at borgeren giver samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 12, stk. 3.

For personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ophører kommunens indsats ikke, alene fordi en person flytter til en anden kommune. Er der fx risiko for, at en ganske særlig social indsats ikke følges op af den nye kommune, fordi denne ikke kender borgeren eller familien, der er flyttet dertil, har den tidligere opholdskommune pligt til at sørge for, at den nye opholdskommune får de nødvendige oplysninger om pågældende. Denne pligt følger af de almindelige principper i den sociale lovgivning.

Anbefalinger om samarbejde

79. Det anbefales i Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om den sociale indsats for de mest udsatte voksne, at kommunerne viderefører den hidtidige praksis, hvorefter den tidligere kommune fortsætter som handlekommune i forhold til de mest udsatte grupper, selv om de får ophold i boformer m.v. i en anden kommune. De mest udsatte grupper dækker bl.a. over hjemløse, stofmisbrugere, sindslidende.

Denne praksis med hensyn til handlekommune har stor betydning for de mest udsatte grupper, idet de på grund af meget mobile eller ustabile bo- og familieforhold ofte får ophold i botilbud, der ligger uden for deres normale opholdskommune. Af hensyn til kontinuiteten i indsatsen for hjemløse og stofmisbrugere m.v. kan det være hensigtsmæssigt at opretholde tilknytning til en tidligere opholdskommune, bl.a. med henblik på resocialiseringen.

Specielt for hjemløse, der selv har taget ophold på et tilbud efter servicelovens § 94, bør der skabes kontakt med den tidligere opholdskommune om den videre hjælp, idet forsorgshjemmets beliggenhedskommune i de fleste tilfælde ikke vil være den mest hensigtsmæssige i rollen som handlekommune.

Særlige forhold gør sig også gældende, når den oprindelige opholdskommune som en del af en handleplan har visiteret en person, fx en stofmisbruger til behandling på et privat behandlingstilbud i en anden (amts)kommune. I disse tilfælde er det hensigtsmæssigt, at det i forbindelse med handleplanen aftales, at den hidtidige kommune og amtskommune forbliver handlekommune, sålænge foranstaltningen er i værk.

Kriminalforsorgens institutioner

Samme praksis om at aftale handlekommune som ved de mest udsatte har været anvendt i forbindelse med kriminelle personers ophold i Kriminalforsorgens fængsler, arresthuse og pensioner. Begrundelsen for denne praksis er et hensyn til den fælles indsats mellem de sociale myndigheder og Kriminalforsorgen i forbindelse med bl.a. handleplaner. Der henvises herved de vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og Kriminalforsorgens institutioner, kommuner og amter.

Amtsopholdskommune

80. I en række tilfælde er det amtskommunen, der efter loven har pligt til at give hjælpen, fx om bevilling af forskellige typer hjælp efter serviceloven. Det gælder hjælp til biler efter servicelovens § 99, og tildeling af visse hjælpemidler, jf. servicelovens §§ 97 og 98. Desuden har amtskommunen efter servicelovens § 81 pligt til at give hjælp efter servicelovens kapitel 14 om praktisk bistand m.v. til personer, der har ophold til amtskommunale boformer efter servicelovens §§ 92 - 94.

Amtsopholdskommune er den amtskommune, som geografisk dækker borgerens primære handlekommune.

5.2. Mellemkommunal refusion

81. Mens opholdskommunen altid har pligt til at træde til med hjælp, er det ikke i alle tilfælde denne kommune, som endeligt skal bære den kommunale andel af udgiften ved den hjælp, der ydes.

I nogle tilfælde kan opholdskommunen kræve, at en tidligere opholdskommune skal betale udgifterne til hjælp. Dette følger af retssikkerhedslovens § 9 a, som fastsætter, hvornår der kan kræves refusion.

§ 9 a er indsat i retssikkerhedsloven ved lov nr. 117 af 2. marts 1999 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og forskellige andre love. § 9 a afløser § 128 i serviceloven og § 53 i lov om social pension.

Kort før bistandslovreformen trådt i kraft den 1. juli 1998 viste der sig nogle utilsigtede virkninger af reglerne om mellemkommunal refusion. En arbejdsgruppe fik til opgave at analysere problemerne, og i "Rapport fra arbejdsgruppen om opholdskommune og mellemkommunal refusion, november 1998" præsenterede arbejdsgruppen et forslag til at afhjælpe problemerne, der med få ændringer blev gennemført ved lov nr. 117 af 2. marts 1999.

Ens regler om refusion efter serviceloven, pensionsloven og aktivloven

§ 9 a samler reglerne om mellemkommunal refusion for lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, og lov om social pension. Adgangen til refusion er harmoniseret, og det betyder, at når der i en konkret situation er ret til mellemkommunal refusion, vil retten omfatte udgifter efter alle tre love.

§ 9 a har virkning fra 1. juli 1998 - dvs. fra det tidspunkt, hvor bistandslovreformen trådte i kraft.

Retssikkerhedslovens § 9 a

§ 9 a. Opholdskommunen har ret til at få sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik og § 52, stk. 1, i lov om social pension refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i

1) Boformer efter §§ 91-94 i lov om social service.

2) Anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51 i lov om social service.

3) Amtskommunale og kommunale plejehjem m.v. efter § 140 i lov om social service.

4) Boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., hvis de er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.

5) Institutioner under sygehusvæsnet.

6) Institutioner under Kriminalforsorgen.

7) Boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-6, herunder hjælp efter § 77 i lov om social service, og bofællesskaber oprettet efter § 68 og § 68 b i den tidligere bistandslov.

Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når en person på grund af særlige forhold har ret til at flytte til et tilsvarende tilbud i en anden kommune eller amtskommune efter følgende bestemmelser

1) § 92, stk. 3, i lov om social service.

2) § 63, stk. 1, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

Stk. 3. Kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 1 og 2, indbyrdes aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. Det fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

Stk. 4. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 1-2, skal rejses senest 3 år efter, at hjælpen er ydet.

§ 9 a i retssikkerhedsloven medfører følgende ændringer i forhold til de regler, som var gældende fra 1. juli 1998

· Reglerne om mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven svarer nu til de tidligere regler i pensionslovens § 53, stk. 1.

· Der er adgang til mellemkommunal refusion efter aktivloven under samme betingelser som efter serviceloven og pensionsloven.

· Kommunerne får hjemmel til at aftale refusion for udgifter efter aktivloven.

I bilag 3 findes en oversigt, der med eksempler illustrerer, hvorledes reglerne om mellemkommunal refusion i retssikkerhedslovens § 9 a virker i forskellige situationer.

Fraflytningskommunen/ offentlig myndighed har medvirket

82. For at der er ret til mellemkommunal refusion er det en forudsætning, at den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person har fået ophold i kommunen.

Et eksempel på, at en anden offentlig myndighed medvirker, er når en person indsættes i fængsel. Et andet eksempel er, når lederen på et forsorgshjem træffer afgørelse om, at en person kan få ophold i forsorgshjemmet, jf. servicelovens § 94. Denne afgørelse er myndighedsudøvelse, dvs. at i sådanne tilfælde medvirker en anden offentlig myndighed til, at pågældende får ophold i kommunen.

Boformer, institutioner m.v.

83. § 9 a, stk. 1, nr. 1 - 6, nævner en række boformer og institutioner, hvor optagelse af en borger fra en anden kommune giver beliggenhedskommunen ret til refusion fra den tidligere opholdskommune. Som anført i pkt. 82, skal der være den fornødne medvirken fra enten en tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed.

Særligt om forsorgshjem og ophold i fængsler

Efter at § 9 a er indført, svarer reglerne om mellemkommunal refusion ved ophold i forsorgshjem og i fængsler til reglerne efter den tidligere § 11 i bistandsloven.

Kun hvis borgeren inden opholdet i forsorgshjemmet eller fængslet havde opholdskommune i samme kommune, som hjemmet eller fængslet ligger i, er der ikke ret til mellemkommunal refusion. I alle andre tilfælde er det ikke den kommune, hvor fængslet eller forsorgshjemmet ligger som skal betale for udgifter til bl.a. kontanthjælp, hjælp efter serviceloven m.v.

Når det er utvivlsomt, at "fængselskommunen eller forsorgshjemskommunen" har ret til refusion, kan der ved afgørelsen af, hvilken kommune der er den seneste tidligere opholdskommune fx lægges vægt på, hvilken kommune der sidst har udbetalt hjælp til den pågældende borger i længere tid eller på, hvilken kommune der har udarbejdet en handlingsplan for borgeren.

Retten til mellemkommunal refusion fortsætter, hvis en beboer fra et forsorgshjem eller fængsel udsluses til en anden boform m.v., som § 9 a giver ret til refusion fra den tidligere kommune. Da den tidligere opholdskommune - på samme måde som efter de tidligere regler i bistandsloven - i sidste instans skal afholde den kommunale andel af udgifterne til hjælp, vil den tidligere opholdskommune for en person, der opholder sig i fængsel eller forsorgshjem, have en betydelig interesse i fortsat at være handlekommune, og dermed bevare indflydelse på, hvad der skal ske i sagen, fx med hensyn til udslusning fra forsorgshjemmet eller til bolig eller anden boform efter endt ophold.

Det skal herved anbefales, at aftaler om handlekommune, jf. § 9, stk. 7, indgås så tidligt som muligt. Se punkt 77 og 79.

Opsamlingsbestemmelsen

Kapitel 10

Samarbejde mellem kommuner og amtskommuner, adgang til at overføre opgaver m.v.

Kapitel 10 indeholder bl.a. en redegørelse for kommuner og amtskommuners muligheder for at overlade sociale opgaver til organisationer m.v. uden for myndighedens eget regi. I dette kapitel er der også en uddybende beskrivelse af reglen om, at kommuner og amtskommuner skal være opmærksomme på, at der kan ske en offentlig betalt formuedannelse, når de indgår aftaler om at overlade opgaver til private m.fl. Afsnittet om offentligt-privat samspil er nyt.

I kapitel 11 beskrives og uddybes reglerne om kommuners og amtskommuners pligt til at føre tilsyn.

Kapitel 10

Samarbejde mellem kommuner og amtskommuner, adgang til at overføre opgaver m.v.

10.1. Principper for fordeling af opgaverne, samarbejde mellem kommuner, amtskommuner og andre

Princip for opgavefordelingen

161. Reglerne i aktivloven og serviceloven viderefører principperne i bistandsloven om kommunernes og amtskommunernes kompetence på det sociale område. Ud fra styringshensyn og hensynet til borgernes retssikkerhed bygger de to love på

· at ansvaret for, at en offentlig social opgave løses, er placeret entydigt i loven,

· at ansvaret for, hvordan en opgave løses, er placeret hos enten kommune eller amtskommune, og

· at ansvaret fortsat skal placeres efter nærhedsprincippet.

Lovene ændrer dermed ikke de grundlæggende principper for opgave- og ansvarsfordelingen. Det er således uændret, at det helt store antal opgaver er placeret i kommunerne, som fortsat har muligheder for at sammenkæde tilbudene med andre offentlige aktiviteter indenfor kommunens ansvarsområde med sigte på en lokal helhed.

Amtskommunernes opgaver er for det sociale område også fortsat gennemgående knyttet til funktioner, hvor hensynet til økonomi, byrdefordeling og specialiseringsgrad tilsiger et større befolkningsgrundlag.

Samarbejde mellem kommuner og amtskommune

162. Det er lovfæstet i § 42, stk. 2, at kommunen og amtskommunen skal samarbejde om den forebyggende og støttende virksomhed, der er omfattet af lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, og sammen løse de opgaver, der efter denne lovgivning påhviler kommunen og amtskommunen. Efter retssikkerhedsloven kan kommune og amtskommune indgå aftaler, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat, jf. § 42, stk. 2-4. Se punkt 169 og 170.

Samarbejdsparter uden for (amts)kommunen

163. Kommuner og amtskommuner har ud fra lokale forhold behov for at kunne inddrage andre, fx selvejende institutioner, foreninger, organisationer, beboerrådgivere, afdelingsbestyrelser, der har iværksat boligsocialt arbejde. I serviceloven er der i § 115 en udtrykkelig bestemmelse om, at kommuner og amtskommuner samarbejder med frivillige organisationer og foreninger, og at der til dette samarbejde afsættes ressourcer. Se Socialministeriets pjece om samarbejdet med de frivillige sociale organisationer.

10.2. Kommuners og amtskommuners adgang til at overlade sociale opgaver til andre

164. Med de nye sociale love fra 1997 blev reglerne om, hvem der kan udføre sociale opgaver mere fleksible. Således er der på voksenområdet inden for serviceloven ikke længere bestemmelser om, at visse former for hjælp skal organiseres som selvejende institutioner, som kommunen eller amtskommunen indgår overenskomst med.

Når kommunen eller amtskommunen finder det mest hensigtsmæssigt at lade en opgave udføre uden for myndighedens egen organisation, skal der være en skriftlig aftale med den, der udfører opgaven. Aftalen skal både indeholde en økonomisk del og en beskrivelse af kvaliteten af den ydelse, der skal leveres, fx med hensyn til brugerindflydelse, åbningstider, krav til personalets kvalifikationer, madkvalitet m.v. Myndigheden skal sikre sig, at kravene til både indhold og omfang er i overensstemmelse med de mål, der er sat for den pågældende ydelse. Målene kan fx være angivet i en servicedeklaration eller serviceinformation.

Det er en god idé i aftalen udtrykkeligt at nævne, at myndigheden vil føre tilsyn, se Kapitel 11, Kommuners og amtskommuners ansvar for de sociale opgaver og tilsynet.

165. De følgende punkter beskriver reglerne om, i hvilket omfang kommuner og amtskommuner kan overlade det til organisationer m.v. uden for myndighedens eget regi at varetage en social opgave.

I de enkelte sociale love er det fastlagt, hvilke myndigheder der har pligt til at varetage en opgave. Fx fremgår det af lov om aktiv socialpolitik, at kommunen afgør, om en person er berettiget til kontanthjælp, og af lov om social service, at amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i boformer efter servicelovens kapitel 18.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en kommune eller amtskommune kan overlade sociale opgaver til andre, må der skelnes mellem på den ene side myndighedsudøvelse, og på den anden side hvordan en bevilget hjælp sættes i værk og udføres, dvs. faktisk forvaltningsvirksomhed. Myndighedsudøvelse er kommunens eller amtskommunens opgave, jf. punkt 168 og 169. Den faktiske forvaltningsvirksomhed eller bistandsudøvelsen kan overlades til andre, jf. punkt 166.

Faktisk forvaltningsvirksomhed

166. Når der er truffet afgørelse om at tildele hjælp, skal denne afgørelse føres ud i livet. Det arbejde, de ansatte udfører for at udfylde afgørelserne, kaldes faktisk forvaltningsvirksomhed.

Der er fx tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, når hjemmehjælperen eller pædagogen udfører sit arbejde i et hjem eller i en daginstitution.

Inden for det sociale område kaldes faktisk forvaltningsvirksomhed ofte bistandsudøvelse (tidligere forsorgens udøvelse). Det begreb anvendes især, når der er tale om konkrete beslutninger, der udfylder en afgørelse. Et eksempel er beslutningen om, hvilken daginstitution forældrene konkret får tilbudt.

Som hovedregel er kommuner og amtskommuner frit stillet med hensyn til hvem, der skal udføre opgaverne, dvs. hvem der udøver den faktiske forvaltningsvirksomhed/bistanden. Det foregår under alle omstændigheder under myndighedens ansvar.

Lov om aktiv socialpolitik og lov om social service bygger således på et grundlæggende princip om, at kommunerne og amtskommunerne skal have stor frihed med hensyn til måder, som de sociale opgaver kan udføres på. Kun når der i loven er fastsat noget andet, er der begrænsninger med hensyn til, hvem der kan udføre sociale opgaver.

Særligt om dag- og døgntilbud til børn

Sådanne begrænsninger findes bl.a. i § 9 i lov om social service, hvor det er fastsat, at daginstitutioner kan drives af en eller flere kommuner eller som selvejende institutioner efter aftale med kommunen. Serviceloven har i § 51 en tilsvarende bestemmelse om døgntilbud. Et yderligere eksempel er reglerne om puljeordninger for børn i servicelovens § 11. Disse bestemmelser fastlægger således bestemte former for, hvordan udførerfunktionen skal organiseres, når opgaven ikke udføres af kommunen eller amtskommunen selv. Se kapitel 3. Dagtilbudenes organisering i Socialministeriets vejledning om dagtilbud m.v. til børn.

Offentligt-privat samspil

167. Når myndigheder indgår aftaler med private viser erfaringen, at jo større vægt, der bliver lagt på at tilrettelægge samspillet mellem det offentlige og private, jo mere vellykket vil hele processen blive.

Det er derfor vigtigt, at myndigheden i forberedelsesfasen overvejer og tager stilling til nedenstående forhold, som ofte kan indgå i en aftale/kontrakt med en privat udfører, jf. punkt 164.

· Service- og kvalitetsniveau. Hvordan skal service- og kvalitetsniveauet være i (amts)kommunen? Der bør opstilles mål for tilbudene, som kan lægges til grund for en aftale med den private part og for tilsynet med tilbudene.

· Tilsyn. Hvordan skal myndighedens tilsyn med en privat udfører tilrettelægges?

· Visitation. Hvordan skal visitationen til de tilbud, der eventuelt ikke længere udføres i offentligt regi, tilrettelægges?

· Kontakt til brugerne. Hvordan sikrer (amts)kommunen, at tilbudene til borgere, der får ydet hjælpen af en privat, til stadighed er i overensstemmelse med deres behov?

· Arbejds- og ansvarsdelingen. Hvordan skal ansvars- og arbejdsdelingen imellem den offentlige udbyder og den private udfører være, og hvordan bliver ansvarsfordelingen synlig i forhold til den (amts)kommunale organisation, den private samarbejdspartner og borgerne?

· Ophør/bevarelse af ressourcer/kompetence i den offentlige sektor. (Amts)kommunen bør overveje, hvordan den vil være stillet, hvis den - evt. med meget kort varsel - bliver nødt til at overtage opgaveudførelsen igen, fx hvis en privat leverandør går konkurs eller en kontrakt udløber eller misligholdes.

· (Efter)uddannelse af personale. Skal (amts)kommunen i aftalen med den private stille krav til personalets (efter)uddannelse?

· Virksomhedernes sociale ansvar. Skal der i en aftale/kontrakt være krav om, at den private leverandør skal leve op til sociale forpligtelser, fx vedrørende at oprette fleksjob?

· Hensynet til svage grupper. Hvordan sikres det, at svage grupper af borgere i (amts)kommunen stadig har/får både relevante tilbud og valgmuligheder så vidt muligt i samme omfang som andre borgere?

Myndighedsudøvelse

168. Ved myndighedsudøvelse forstås beslutninger, som går ud på at afgøre, om en person har ret til en bestemt hjælp, eller om der skal ske ændringer i en bevilget hjælp, fx at hjælpen skal reduceres, øges eller ophøre. Myndighedsudøvelse består altså i at træffe beslutninger, der går ud på at stifte ret til hjælp eller i at forandre en bevilget hjælp.

At overføre myndighedsudøvelse kræver hjemmel

Det kræver særlig hjemmel, for at en kommune eller en amtskommune kan overføre de beføjelser til myndighedsudøvelse, som de har fået tillagt i loven, til andre uden for myndighedens eget regi, fx en anden offentlig myndighed eller en selvejende institution. Ud over overgangsordningen nævnt i punkt 171 er der ikke på nuværende tidspunkt givet sådan hjemmel i den sociale lovgivning.

Kapitel 10 Samarbejde mellem kommuner og amtskommuner, adgang til at overføre opgaver m.v.

10.1 Principper for fordeling af opgaverne, samarbejde mellem kommuner, amtkommuner og andre

10.2 Kommunernes og amtskommunernes adgang til at overlade sociale opgaver til andre

10.3 Om formuedannelse

§ 10. Personer, der søger om eller får hjælp, har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om eller hvilken hjælp de er berettiget til.

Stk. 2. Myndigheden kan også som led i sagsbehandlingen anmode om undersøgelse hos en læge eller indlæggelse til observation og behandling.

Stk. 3. Myndigheden skal oplyse om pligten til at medvirke og om adgangen til at indhente oplysninger efter § 12. Myndigheden skal samtidig orientere om konsekvenserne, hvis pågældende ikke vil medvirke eller ikke vil give samtykke efter § 12, stk. 3.

98. Den, der søger om eller får hjælp, har pligt til at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, om eller hvilken hjælp de er berettiget til. Oplysningerne må i første række komme fra ansøgeren selv. Herudover må sagsbehandleren bede ansøgeren om supplerende oplysninger.

Man bør kun fra ansøgeren bede om oplysninger om forhold, som direkte har betydning for den foreliggende sag. Hvis ansøgeren søger bistand til et begrænset formål, fx et hjælpemiddel til personligt brug, som man kan få uden hensyn til økonomiske forhold, er der i almindelighed ikke grundlag for hverken at bede om økonomiske oplysninger eller oplysninger, som vedrører ægtefællen. Fx er der er heller ikke grundlag for at bede om hele journalen, når man alene skal have en oplysning om forventet fødselstidspunkt til brug for en barseldagpengesag. Se forvaltningslovens § 32, afsnit 7.6. Forbud mod uden grund at skaffe sig fortrolige oplysninger.

Oplysningspligten

Oplysningspligten i § 10. Lægelig undersøgelse

Efter § 10, stk. 2, kan myndigheden anmode om, at borgeren undersøges af en læge eller indlægges til observation og behandling, hvis helbredsmæssige forhold har betydning for hjælpen.

Typisk vil der være tale om en undersøgelse hos en praktiserende læge, som regel ansøgerens egen læge. Helbredsmæssige forhold har betydning for en række af de sociale ydelser, fx sygedagpenge, helbredsbetinget førtidspension og fleksjob. Den lægelige eller anden sundhedsmæssige undersøgelse er i disse tilfælde afgørende for, om hjælpen kan gives til ansøgeren og i givet fald, omfanget af hjælpen.

I nogle sager, fx ansøgninger om social pension, ansøgninger om hjælp til revalidering eller om hjælp til visse hjælpemidler, kan der yderligere blive tale om at bede ansøgeren om at lade sig undersøge af en eller flere speciallæger.

Behandling kan også være en betingelse for at få hjælp. Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller erhvervsevnen og må selvfølgelig aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for liv og førlighed.

Myndighedernes informationspligt

Det er i § 10, stk. 3, fastsat, at myndigheden skal oplyse borgeren

· om pligten til at medvirke efter § 10,

· om muligheden af at indhente oplysninger efter § 12, og

· om konsekvenserne, hvis borgeren ikke vil medvirke eller give samtykke til at indhente oplysninger efter § 12, stk. 3.

Henvisning til § 12 går både på, at myndigheden kan indhente oplysninger fra andre myndigheder og private m.v., og på, at myndighederne har ret til i elektronisk form at samkøre registre med henblik på kontrol.

Gælder i alle tilfælde

99. I § 10, stk. 1, er det præciseret, at pligten til at medvirke gælder i alle tilfælde, både når man søger om hjælp, og når man modtager hjælp, fx en førtidspension, hvis størrelse er afhængig af nye arbejdsindtægter eller borfald af arbejdsindtægter.

6.2. Konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke

Borgerens ønske skal respekteres

100. Hvis en borger i en konkret sag ikke ønsker at medvirke - fx ikke vil tillade, at der indhentes fortrolige oplysninger fra andre myndigheder, nægter at lade sig undersøge af en læge o. l. - er det klart udgangspunktet, at borgerens ønsker skal respekteres.

Det følger af principperne i forvaltningsloven og retssikkerhedslovens § 12, stk. 3, at myndighederne som alt overvejende hovedregel skal respektere, at borgeren ikke ønsker, at der indhentes oplysninger. Dette gælder også, selv om det skønnes, at oplysningerne kunne være til borgerens fordel. En myndighed må således ikke - heller ikke i ansøgningssager - af egen drift forsøge at skaffe nødvendige fortrolige oplysninger.

Borgerens ønsker skal altså respekteres, men myndigheden må klart gøre borgeren opmærksom på, hvilke konsekvenser dette kan få, nemlig at sagen må afgøres på det grundlag, som foreligger, dvs. ud fra de oplysninger, som nu ligger i sagen.

Myndighederne kan ikke, alene fordi borgeren ikke vil medvirke, give afslag på hjælp, men myndigheden skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken betydning den eller de manglede oplysning(er) har i forhold til den sag, som der skal tages stilling til.

For at en myndighed kan tillægge det betydning, at en borger ikke i fornødent omfang vil medvirke til at få det nødvendige beslutningsgrundlag frem, er det en forudsætning, at de manglende oplysninger er relevante i forhold til den hjælp, som der skal træffes afgørelse om.

Konsekvenser af manglende medvirken

Konsekvenserne af manglende medvirken vil derfor ganske afhænge af, hvilke oplysninger som mangler, og hvilken form for hjælp der er tale om. Drejer det sig fx om oplysninger om økonomiske forhold, som er afgørende for, om hjælpen kan bevilges, kan resultatet være et afslag, eller at hjælpen tildeles med et mindre beløb end det, der er søgt om.

I visse tilfælde kan det dog følge af reglerne, at myndighederne har pligt til at reagere, selv om en borger ikke ønsker at medvirke, se punkt 106.

Helhedsvurderingen og oplysningspligten

Helhedsvurderingen efter § 5 forudsætter, at sagsbehandleren spørger mere bredt i de situationer, hvor ansøgeren fx har andre problemer end ledighed. Det kan være problemer i forbindelse med samlivsophævelse eller skilsmisse, problemer i forbindelse med børnene o. lign. Hovedsigtet med den brede vurdering er at tilrettelægge hjælpen bedst muligt. Sagsbehandleren bør derfor ved samtalens start orientere ansøgeren om samtalens karakter, dvs. at en bred viden om ansøgerens forhold kan give det bedste grundlag for hjælpen. De enkelte oplysninger behøver ikke at have betydning for den konkrete hjælp, som ansøgeren eventuelt skal have, men har betydning for helhedsbilledet af ansøgerens situation.

Oplysningspligten har derimod betydning for den konkrete hjælp og størrelsen af hjælpen.

6.3. Borgernes pligt til at oplyse om ændringer m.v.

Kapitel 11

Kommuners og amtskommuners ansvar for de sociale opgaver og pligt til at føre tilsyn hermed

Kapitel 11

Kommuners og amtskommuners ansvar for de sociale opgaver og pligt til at føre tilsyn hermed

Kapitel 11 Kommuners og amtskommuners ansvar for de sociale opgaver og pligt til at føre tilsyn hermed

§ 11. En person, der modtager hjælp, har pligt til at oplyse kommunen og amtskommunen om ændringer i sine forhold, der kan have betydning for hjælpen.

Stk. 2. Pågældende skal have skriftlig besked om

pligten til at give oplysninger,

hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og

konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringerne.

101. § 11, stk. 1, svarer med redaktionelle ændringer til de tidligere regler i § 18 i lov om social bistand, § 41 i lov om social pension, § 12 i lov om delpension, § 37 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og § 24 i børnetilskudsloven. Reglerne om, at man har pligt til at give kommunen eller amtskommunen besked, hvis der sker ændringer i forholdene, gælder således uændret.

Skriftlig besked om oplysningspligten

102. I § 11, stk. 2, er det bestemt, at borgeren skriftligt skal have besked om oplysningspligten, og i nr. 2 er det præciseret, at myndigheden skal angive, hvilke typer af ændringer som kan være relevante.

Den information, som myndigheden skal give, skal være tilstrækkelig til, at borgeren kan eller burde kunne indse, at ændringen gør det muligt, at pågældende ikke længere helt eller delvist har ret til ydelsen, og myndigheden derfor skal have besked om ændringen. Pågældende skal altså ikke senere med rette kunne hævde at have været i god tro med hensyn til sin ret til ydelsen. For modtagere af kontanthjælp - herunder udlændinge - kan det fx være meget relevant at oplyse om, at kontanthjælpen ikke kan modtages under ophold i udlandet.

Der er væsentligt, at borgeren får klar besked om sin oplysningspligt og konsekvenserne af, at der ikke oplyses om ændringer. Der skal ikke for borgeren opstå situationer, der kan mistænkeliggøre pågældende. For myndighederne kan mangelfuld orientering om oplysningspligten betyde, at hjælpen ikke kan betragtes som modtaget mod bedre vidende.

Det vil i visse tilfælde være nødvendigt at give informationen på et andet sprog end dansk. Der henvises til punkt 44 om forvaltningslovens § 7 og oversættelse/tolk.

Dokumentation vedrørende oplysningspligt

103. Det er vigtigt, at myndighederne sikrer sig dokumentation for, at borgeren har fået besked om sin oplysningspligt m.v., hvilket kan ske ved, at borgeren ved sagens start underskiver en fortrykt blanket. Det kan være praktisk, at borgeren samtidig hermed får oplyst, at der vil blive indhentet oplysninger om økonomiske forhold i elektronisk form, jf. punkt 111.

Dokumentationen kan være afgørende for, om det senere er muligt at påvise, at borgeren mod bedre vidende med urette har modtaget en ydelse, således at denne kan kræves betalt tilbage. Det anbefales især for kontanthjælp, at en erklæring eller blanket underskrives mindst en gang om året.

Der kan være særligt grund til omhyggelighed med informationen - og dokumentation for at den er givet - hvis borgeren kommer fra udlandet og ikke forstår dansk, skriftligt eller mundtligt.

Tilsidesættelse af oplysningspligten

104. Hvis en borger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har undladt at oplyse om ændrede forhold i sin økonomiske situation, og pågældende derfor uberettiget har modtaget sociale ydelser, skal modtagne ydelser betales tilbage. Der kan endvidere være grundlag for politianmeldelse af socialt bedrageri.

Bliver myndigheden bekendt med eller får mistanke om, at en person uberettiget har modtaget en ydelse - såvel på myndighedens eget som på andre myndigheders område har myndigheden pligt til at undersøge disse tilfælde.

Det bør sikres, at alle rimelige sociale hensyn bliver inddraget i overvejelserne i den enkelte sag, og at borgeren altid bliver inddraget. Der bør af hensyn til tillidsforholdet ikke iværksættes mere indgribende foranstaltninger end nødvendigt.

I åbenbare tilfælde af bedrageri skal sagen meldes til politiet, og andre berørte myndigheder skal underrettes.

En politianmeldelse bør altid ledsages af dokumentation og udførlige oplysninger om den pågældendes forhold. Hvis en eventuel plan for den sociale indsats kan komme i fare ved strafforfølgning, bør myndigheden altid oplyse politiet herom.

6.4. Pligt til at give oplysninger, retssikkerhedslovens § 12

Kapitel 12

Tilsyn med kommunerne og amtskommunerne

Kapitel 12 giver korte beskrivelse af de instanser, som fører tilsyn med kommunerne, dvs. tilsynsrådene og Folketingets Ombudsmand. Hertil kommer, at Socialministeriet har et ressorttilsyn og et finansielt tilsyn.

Kapitel 12

Tilsyn med kommunerne og amtskommunerne

12.1. Tilsynsmyndighederne

191. De kommunale tilsynsmyndigheder Indenrigsministeriet og de for hvert amt nedsatte tilsynsråd udøver over for amtskommunerne og kommunerne et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan ikke tage stilling til, om amtskommunernes og kommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller om sagsbehandlingen er i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Tilsynet viger, hvis der er en særlig klageinstans, fx det sociale nævn, som kan behandle den pågældende sag.

Alle kan klage

Enhver, der mener, at der i en kommune eller en amtskommune foregår noget ulovligt, kan henvende sig til tilsynsmyndighederne. Der er således ikke som ved klage til de sociale klagemyndigheder regler om, at kun den, som sagen vedrører, kan klage.

12.2. Folketingets Ombudsmand

192. Folketingets Ombudsmands kompetence er fra den 1. januar 1997 udstrakt til alle dele af den offentlige forvaltning. Ombudsmanden kan bedømme, om myndigheder, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, handler i strid med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser.

Ombudsmanden kan ikke omgøre en afgørelse, men han kan udtale kritik, og herunder give henstilling om fri proces. Han kan også oplyse om fejl eller forsømmelser af større betydning til Folketingets Retsudvalg, vedkommende minister, kommunalbestyrelse eller amtsråd.

Ombudsmanden går typisk ikke ind den del af afgørelsen , der bygger på særlige fagkyndige eller sagkyndige vurderinger, medmindre der foreligger fejl eller forsømmelser i sagsbehandlingen.

12.3. Socialministeriets tilsyn

193. Det er kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, der har ansvaret for planlægningen og udførelsen af opgaverne på det sociale område. Socialministeriet har dog, selv om dette ikke fremgår af loven, pligt til at føre et tilsyn, da ministeren er ansvarlig for området. Dette tilsyn viger i forhold til ankesystemet, og det betyder, at Socialministeriet normalt først går ind i en sag, når der ikke er mulighed for, at den kan behandles af de sociale klagemyndigheder.

Tilsynet er et legalitetstilsyn. Det betyder, at ministeriet vil reagere, hvis en kommune eller et amt har tilsidesat lovgivningen eller der er stor sandsynlighed for det. Dette kan ske i form af en udtalelse, hvor Socialministeriet giver udtryk for, hvad der efter ministeriets opfattelse er gældende ret.

Socialministeriet kan ikke i kraft af sit tilsyn ændre en afgørelse, men mener Socialministeriet, at der er sket noget ulovligt, kan ministeriet rejse sagen over for de kommunale tilsynsmyndigheder eller eventuelt henvise borgeren hertil.

194. Socialministeriet har først pligt til at behandle en sag, hvis der er en vis sandsynlighed for, at der i sagen er begået ulovligheder. Behandlingen kan bestå i, at Socialministeriet kontakter kommunen eller amtskommunen for at få oplysninger om forholdet, enten telefonisk eller ved at bede om en udtalelse. En anden reaktion kan være, at Socialministeriet straks går til tilsynsmyndighederne, fordi Socialministeriet kan se, at den sociale lovgivning er overtrådt. Folketingets Ombudsmand har i sin beretning for 1994, side 306 ff. anført: »at det er vanskeligt at angive mere præcist, med hvilken klarhed, der måtte foreligge en ulovlighed, førend et ministerium som almindeligt sektortilsyn har pligt til at realitetsbehandle en sag. Dette må afhænge af, hvorvidt de for ministeriet foreliggende oplysninger peger i retning af, at der kunne foreligge en ulovlighed, og hvorvidt denne ulovlighed angår mere væsentlige forhold.«

12.4. Socialministeriets finansielle tilsyn og revision

195. Retssikkerhedslovens § 85 bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om anvisning af refusion og tilskud, regnskabsaflæggelse og revision. Denne bemyndigelse er udmøntet i en bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse og statsrefusion på visse dele af det sociale område og en bekendtgørelse om revision af regnskaberne på visse dele af det sociale område.

Bekendtgørelserne fastsætter reglerne for regnskabsaflæggelse m.v. og revision på den del af det sociale område, hvor der udbetales tilskud eller statsrefusion. Der er således på refusionsområdet fastsat regler om, hvordan kommuner og amtskommuner skal aflægge regnskab, kontrollere, behandle sager m.v. I de enkelte sager drejer det sig om krav til dokumentation, kontrol, oplysninger om beslutningsgrundlaget, sagsopfølgning o.l. Der er også krav om, at der i forvaltningen er hensigtsmæssige og betryggende forretningsgange.

Krav om revision

I henhold til § 42 i lov om kommunernes styrelse skal enhver kommune og amtskommune have en sagkyndig revision, der er godkendt af tilsynsmyndigheden.

Styrelsesloven indeholder en række bestemmelser for den sagkyndige revision, idet det bl.a. fremgår, at revisionen skal omfatte regnskabsområder under kommunen og amtskommunen, dvs. også det sociale område.

Omfang

Den lovpligtige revision omfatter både finansiel og juridisk-kritisk revision samt en vurdering af, om kommunalbestyrelsens og amtsrådets beslutninger og den øvrige forvaltning af kommunens eller amtsrådets anliggender er varetaget på en økonomisk hensigtsmæssig måde (forvaltningsrevision).

Revisionen tilrettelægges og udføres altid under iagttagelse af gældende lovgivning og andre relevante regler, herunder kommunens og amtskommunens revisionsregulativ.

Årlige revisionsberetninger

Amtsrådet og kommunalbestyrelsen skal hvert år til Socialministeriet sende en revisionsberetning samt deres svar til revisionens bemærkninger. Socialministeriet har på denne måde mulighed for at følge kvaliteten i den kommunale administration.

Hvis lovgivningen eller andre væsentlige regler ikke er overholdt, stilles der krav om tilbagebetaling af statsrefusionen. Samtidig kan Socialministeriet henstille til kommuner og amtskommuner, at de strammer op på administrationen, fx ved at indføre forretningsgange, der sikrer, at regler bliver overholdt, og at ledelsestilsynet med sagsbehandlingen bliver skærpet.

Socialministeriets opfattelse af gældende ret kommer således også til udtryk i forbindelse med de afgørelser, der træffes vedrørende de (amts)kommunale regnskaber og revisionsberetninger.

Kapitel 12 Tilsyn med kommunerne og amtskommunerne

12.1 Tilsynsmyndighederne

12.2 Folketingets Ombudsmand

12.3 Socialministeriets tilsyn

12.4 Socialministeriets finansielle tilsyn og revision

§ 12. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

Stk. 2. En myndighed kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.

Stk. 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger efter stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om økonomiske forhold kan myndigheden kræve at få i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningen vedrører, ikke bor i den kommune eller amtskommune, som indhenter oplysningerne. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.

105. § 12 er et eksempel på, at det ved lov er bestemt, at en myndighed kan kræve oplysninger fra andre, som herved ikke er bundet af deres tavshedspligt efter forvaltningsloven.

Retten til efter § 12 at indhente oplysninger fra andre myndigheder og private er også et eksempel på undtagelsen i forvaltningslovens §§ 28 og 29 om, at det følger af en lovbestemmelse, at oplysningen kan indhentes. Efter disse bestemmelser må fortrolige oplysninger ikke gives videre til en anden forvaltningsmyndighed, og i ansøgningssager må der ikke indhentes oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed eller fra andre dele af forvaltningen.

En anden undtagelse er § 26, stk. 2, i lov om patienters retsstilling. Se punkt 107.

Det er således en meget vidtgående bestemmelse, der giver mulighed for at indhente fortrolige oplysninger, der er nødvendige for sagens behandling. Bestemmelsen skal derfor bruges i overensstemmelse med princippet om i videst muligt omfang at indhente samtykke efter forvaltningslovens §§ 28 og 29.

Se punkt 122 til 125 om forvaltningslovens §§ 28 og 29.

Det er også vigtigt, at myndigheden, der indhenter oplysningerne, kun indhenter de nødvendige oplysninger. Således behøver det ikke være nødvendigt at få alle oplysninger fra egen læge fx om et for længst overstået misbrug, om helbredte sygdomme eller samlivsproblemer, der ikke har betydning for sagen. Der henvises til punkt 131 om forvaltningslovens § 32.

§ 12 giver de sociale myndigheder ret til fra enhver, der har kendskab til forholdene, at få oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold. Og dette gælder selv om den, som oplysningerne drejer sig om, ikke har samtykket i, at oplysningerne bliver givet videre. Men selv om de sociale myndigheder har denne vidtgående adgang til at gennembryde personers og myndigheders tavshedspligt og til at indhente også rent private oplysninger, så er det forudsat, at de sociale myndigheder kun anvender denne mulighed, når det er nødvendigt.

Retsligt forhør

Efter § 12, stk. 2, kan en myndighed forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018. Det betyder, at myndigheden kan indkalde en person, som man mener har vigtige oplysninger til sagen, men som ikke vil udtale sig, til afhøring i retten. Bestemmelsen om en så vidtgående adgang til at få oplysninger bør kun benyttes i helt specielle situationer, hvor en oplysning har helt afgørende betydning for behandlingen af en social sag.

Myndigheden skal rette henvendelse til byretten i den retskreds, hvor den, der skal afhøres, bor.

Samtykke skal forsøges indhentet

Det er i § 12, stk. 3, fastsat, at selv om § 12 giver ret til uden samtykke at indhente oplysninger, skal myndigheden alligevel forsøge at få et sådant samtykke. Og myndigheden skal oplyse om konsekvenserne af et manglende samtykke, jf. § 10, stk. 2, nr. 3. Se afsnit 6.2: Konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke.

Hvis en borger ikke ønsker at give samtykke, bør oplysningerne kun indhentes, når det skønnes, at oplysningerne er nødvendige. Et manglende samtykke fra en borger bør altså ikke automatisk føre til, at myndigheden bruger § 12 til alligevel at skaffe de ønskede oplysninger.

Hvornår kan oplysninger indhentes uden samtykke

106. Kun når det er nødvendigt, bør oplysninger indhentes uden samtykke, dvs. i sager, der er afgørende at få behandlet, uanset om borgeren ønsker det. Som eksempel på dette kan nævnes tilfælde, hvor myndighederne har pligt til at søge en sag oplyst, men er klar over, at samtykket ikke vil blive givet, fx i sager om tvangsanbringelse af børn uden for hjemmet eller i sager, hvor en person uden sygdomserkendelse får en uansøgt førtidspension. I disse tilfælde, hvor myndigheden på forhånd ved, at samtykket ikke vil blive givet, og hvor oplysningen alligevel vil blive indhentet, skal myndigheden se bort kravet om at forsøge at indhente samtykke i § 12, stk. 3.

Myndighederne har endvidere i forbindelse med beregning og kontrol af hjælp adgang til at indhente masseoplysninger i elektronisk form. Det gælder fx

· automatisk ajourføring af adresser og civilstand via et folkeregistersystem,

· at indhente oplysninger om indkomst og formueforhold fra skattesystemet til brug for årsomberegning, efterfølgende kontrol m.v.,

· adgang til at levere medicinkortoplysninger til apotekere fra Kommunedatas's pensionssystem, og

· at kommunernes omsorgsafsnit kan modtage automatiske meddelelser om klienters indlæggelse og udskrivning fra sygehuse via Sagshenvisnings- og Advissystemet.

Det er i alle disse tilfælde af kontrol m.v. vigtigt, at borgeren efter § 10, stk. 3, på forhånd får besked om mulighederne for at indhente masseoplysninger i elektronisk form.

Det er blevet præciseret i § 12, stk. 4, at oplysninger også kan indhentes fra en anden kommune eller amtskommune, selv om den, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysninger. Det betyder, fx at en kommune kan indhente oplysninger også i de tilfælde, hvor en person flytter til eller fra kommunen og fortsat modtager hjælp fra fraflytningskommunen, men pågældende søger hjælp i tilflytningskommunen.

Lægeoplysninger

107. Som hovedregel må myndighederne kun indhente oplysninger om sygehusophold, der har betydning ved vurderingen af en ansøgers aktuelle helbredstilstand og arbejdsevne. Nødvendige oplysninger om sygehusophold bør tilvejebringes ved, at der indhentes relevante foreliggende journaloplysninger fra sygehuset.

Reglerne om sundhedspersoners (lægers, tandlægers m.fl.) videregivelse af fortrolige oplysninger findes i § 26 i lov om patienters retsstilling. Hovedreglen er, at fortrolige oplysninger kun må udleveres, hvis patienten giver samtykke. Hvis der er fastsat regler i anden lovgivning - fx retssikkerhedslovens § 12 - kan der videregives oplysninger, men kun hvis oplysningen må antages at have væsentlig betydning for sagsbehandlingen hos den myndighed, der skal have oplysningen.

Hvilke myndigheder kan bruge § 12

108. Det er myndigheder, der behandler sager efter den sociale lovgivning, der kan indhente oplysninger, dvs. at bestemmelsen omfatter kommuner, amtskommuner, de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse.

Vidnepligt efter retsplejeloven

109. De samme forhold, som begrænser pligten til at vidne efter retsplejeloven, begrænser også de sociale myndigheders adgang til at indhente oplysninger efter § 12. Begrænsninger gælder ifølge retsplejeloven i et vist mindre omfang

· For tjenestemænd og andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv (retsplejelovens § 169).

· For præster, læger, forsvarere og advokater og personer, der i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, samt deres medarbejdere (retsplejelovens § 170).

· For redaktionssekretærer og journalister (retsplejelovens § 172).

Efter retsplejeloven har en parts nærmeste, fx ægtefælle, samlever og børn, ikke pligt til at vidne. Pligt til at afgive forklaring foreligger heller ikke, hvis forklaringen kan antages at udsætte vidnet selv eller hans nærmeste for straf eller tab af velfærd eller at påføre dem anden væsentlig skade. Undtagelse kan dog i disse tilfælde gøres, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald og sagens beskaffenhed, og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil (retsplejelovens § 171).

Det er de sociale myndigheder, der i sager efter den sociale lovgivning må skønne, om reglerne i retsplejeloven i det konkrete tilfælde begrænser oplysningspligten.

Pligten for offentlige ansatte til at afgive vidneforklaring og muligheden for i stedet at afgive en skriftlig redegørelse er ikke reguleret i den sociale lovgivning, men i retsplejeloven, særligt retsplejelovens §§ 169 og 170. Myndighederne har mulighed for at afgive skriftlige redegørelse i stedet for at møde op i retten for at afgive vidneforklaring.

Oplysninger via edb m.v.

110. Det er i § 12, stk. 4, fastsat, at myndigheden kan indhente oplysninger om økonomiske forhold i elektronisk form som led i behandlingen af den enkelte sag og som led i en generel søgning til brug for kontrol.

Adgangen til generel søgning er en præcisering af gældende ret. Ved en generel søgning foretager kommunen en samkøring af registre for at kontrollere, at personer, der søger, modtager eller har modtaget hjælp, ikke samtidig modtager eller har modtaget andre ydelser, som man ikke kan få samtidig med hjælpen, eller som har betydning for hjælpens størrelse. Retssikkerhedsloven viderefører hermed eksisterende regler om adgang til elektronisk at indhente oplysninger om økonomiske forhold fra andre myndigheder og arbejdsløshedskasser.

Det følger af § 10, stk. 3, at borgeren skal have information om, at pågældende vil blive kontrolleret i elektronisk form ved sagens start og ved senere opfølgning. Se punkt 98.

6.5. Pligt for uddannelsessteder og aktiverede til at give oplysninger ved uddannelsesaktiviteter

Kapitel 13

Ankeinstanserne

Kapitel 13 handler om centrale emner med relation til ankeinstanserne, bl.a. om klagemyndighedernes adgang til at efterprøve den del af en afgørelse, der bygger på et skøn, deres opgaver med at koordinere praksis og give vejledning til kommuner og amtskommuner.

Kapitel 13

Ankeinstanserne

13.1. De sociale nævn

Kapitel 13 Ankeinstanserne

13.1 De sociale nævn

13.2 Den Sociale Ankestyrelse

13.3 Efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

13.4 Koordinering af praksis

13.5 Vejledning til kommunerne og amtskommunerne

§ 13. Socialministeren kan efter forhandling med arbejdsministeren og undervisningsministeren fastsætte regler om, at uddannelsesstederne har pligt til at underrette og give oplysninger til kommunerne om personer, der er i aktivering i en uddannelsesaktivitet efter § 16, stk. 2, nr. 4 og 7, i lov om aktiv socialpolitik.

111. Regler efter § 13 er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse om indberetningspligt ved særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter samt voksen- eller efteruddannelse i forbindelse med aktivering efter lov om aktiv socialpolitik. Se Socialministeriets vejledning om lov om aktiv socialpolitik, afsnit 5.2.6.13.

6.6. Oplysninger til apotekere

Kapitel 14

Om straffebestemmelser og inddrivelse

Kapitel 14 beskriver straffebestemmelserne. Der er også en beskrivelse af en række generelle forhold, som myndighederne bør være opmærksom på i forbindelse med inddrivelse af beløb, som skal betales tilbage.

Kapitel 14

Om straffebestemmelser og inddrivelse

14.1. Om straffebestemmelser

213. I serviceloven er der straffebestemmelser på børneområdet. Endvidere er der i § 38, stk. 3, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel fortsat hjemmel til at pålægge juridiske personer (et aktieselskab, andelsselskab eller lignende) straf. Baggrunden for dette er, at efter straffeloven er det en betingelse, for at juridiske personer kan straffes, at der er hjemmel hertil i særlovgivningen.

Der er herudover ikke særlige straffebestemmelser for personer i den sociale lovgivning. Det er derfor de almindelige regler om økonomiske forbrydelser i straffeloven, fx om bedrageri, der gælder. En person, der modtager hjælp efter den sociale lovgivning, er således omfattet af samme regler om straf, som gælder for andre personer i samfundet.

Baggrunden for, at det ikke er skønnet rimeligt med særlige strafferegler i særlovene, er, at den teknologiske udvikling giver gode muligheder for at kontrollere en ansøgers økonomiske og familiemæssige forhold. I § 12, stk. 4, har myndighederne hjemmel til at indhente oplysninger i elektronisk form til brug ved behandling af en enkelt sag og som led i en generel søgning til brug for kontrol, og det er i § 10, stk. 3, bestemt, at borgeren skal have oplysning om denne adgang.

Der er endvidere både i aktivloven, børnetilskudsloven, pensionsloven og i sygedagengeloven obligatoriske regler om tilbagebetalingspligt, fx hvis modtageren har tilsidesat sin oplysningspligt, eller mod bedre vidende har modtaget hjælp efter loven.

Kommunen kan også kræve refusion fra en arbejdsgiver, der uberettiget ikke har betalt dagpenge til en sygemeldt, og kommunen derfor har udbetalt dagpenge til den sygemeldte.

14.2. Generelle forhold i forbindelse med at inddrive beløb, der skal betales tilbage

214. I de enkelte sociale love findes en række regler, der regulerer, hvorledes myndighederne skal inddrive beløb, som skal betales tilbage, fordi de er modtaget uretmæssigt.

I dette afsnit beskrives nogle tværgående forhold, som myndighederne i almindelighed bør være opmærksom på i forbindelse med at inddrive skyldige beløb.

Tilrettelæggelse af arbejdet med at inddrive beløb

215. Afgørelse om at inddrive beløb træffer det eller de udvalg, som efter kommunens styrelsesvedtægt varetager de pågældende sagsområder. Det er således muligt, at en kommune kan samle sin inkassovirksomhed under et udvalg.

Klagevejledning

216. Hvis kommunen vælger at samle sin inkassovirksomhed, skal kommunen dog være opmærksom på, at klagemulighederne afhænger af, efter hvilken lovhjemmel inddrivelsen sker. Det er derfor vigtigt, at borgeren får en korrekt klagevejledning i forhold til den konkrete sag.

Hensigtsmæssig tilrettelæggelse

217. Der er flere hensyn, der har betydning for, hvordan arbejdet kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt

· Der skal ydes en helhedsorienteret indsats over for borgeren.

· Tillidsforholdet mellem borger og sagsbehandler skal bevares.

· Der skal være tale om en effektiv inddrivelse.

Det gælder videre generelt, at inddrivelsen skal ske ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt. Samtidig skal den enkelte borger have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, og behandlingen af sagerne skal tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed, jf. § 4.

Lønindeholdelse

218. Inddrivelse kan ske i form af indeholdelse i løn. Indeholdelse kan også ske i ventepenge, pensioner og lignende understøttelser, der betales af statskassen, de kommunale kasser, andre offentlige kasser eller private kasser.

Reglerne fremgår dels af kildeskattelovens § 73 for så vidt angår inddrivelser efter reglerne om personlige skatter og dels af §§ 5-9 i lov om inddrivelse af underholdsbidrag for så vidt angår inddrivelse af underholdsbidrag. Begge disse love indeholder en bestemmelse om, at der skal overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold.

Klage over lønindeholdelse

219. Klage over afgørelser om lønindeholdelse følger klagereglerne i de love, hvori hjemmelen til at inddrive beløbene findes.

Ved lønindeholdelse i forbindelse med inddrivelse af en skatterestance kan kommunens afgørelse indbringes til endelig afgørelse for den stedlige told- og skatteregion.

Sker indeholdelsen i forbindelse med inddrivelse af tilbagebetalingspligtig kontanthjælp, kan afgørelsen indbringes for det sociale nævn. Det samme er tilfældet, hvis det indeholdelsespligtige beløb fastsættes i forbindelse med inddrivelse af underholdsbidrag.

Det følger af inddrivelseslovens § 5, at fogedretten afgør indsigelser vedrørende løntilbageholdelse. Hvis tvangsinddrivelse af underholdsbidrag er iværksat, skal klagen således rettes til fogedretten, som, hvis klagerens påstand imødekommes, sender sagen tilbage til kommunalbestyrelsen.

Lønindeholdelse i kontanthjælp

220. Vedrørende lønindeholdelse for restancer i kontanthjælpen udsendte Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med bruttoficeringen af kontanthjælpen den 14. februar 1994 et cirkulære, hvoraf det fremgår, at der som udgangspunkt ikke foretages lønindeholdelser for restancer i kontanthjælp. Det er dog ikke udelukket at fastsætte en tilbagebetalingsordning overfor personer med indtægter på kontanthjælpsniveau, hvis ansøger har et væsentligt større rådighedsbeløb end kontanthjælpsmodtager i almindelighed, fx på grund af et fremført skattemæssigt underskud eller en meget lav boligudgift, se SM O-47-99. Told- og Skattestyrelsen har desuden udsendt cirkulære nr. 1997-5 af 14. marts 1997 om betalingsevne i forbindelse med lønindeholdelse og afdragsordninger.

Det nødvendige til underhold

221. Ud over disse retningslinier for kontanthjælpsmodtagere er der ingen generelle retningslinier, som specificerer, hvor meget en skyldner skal have tilbage som nødvendigt til eget og familiens underhold.

Det vil imidlertid være hensigtsmæssigt, hvis der sker en vis koordinering af principperne for lønindeholdelse, således at en kontanthjælpsmodtager med gæld til det offentlige ikke i forbindelse med et tilbudt arbejde bliver præsenteret for en lønindeholdelse, som bevirker en samlet nedgang i pågældendes rådighedsbeløb, og herved kan virke som en barriere mod at søge ud på arbejdsmarkedet.

Vejledning til skyldnere

Det vil lette inddrivelsesarbejdet, hvis kommunen yder en kvalificeret vejledning og sammen med den enkelte skyldner finder frem til en plan for afvikling af gælden. Skyldneren vil ofte være mere motiveret, når der er udsigt til, at gælden kan afvikles inden for en overskuelig fremtid. Den enkelte skyldner bør jævnligt, mindst en gang årligt, orienteres om, hvilke beløb der skyldes til det offentlige og grundlaget for de skyldige beløb.

Forretningsgange

222. Såvel af hensyn til den enkelte borger, som af hensyn til en effektiv inddrivelse, bør kommunen udforme en forretningsgang for, hvordan kommunens inddrivelsessager skal behandles. Forretningsgangen bør indeholde

· procedurer om et tæt samarbejde mellem de forvaltningsgrene, der er beskæftiget med udbetaling og inddrivelse. Det kan fx være mellem en socialforvaltning, en skatteforvaltning og en særlig inkassoenhed,

· procedurer om registrering og kontering af krav, når de opstår. Kravet bør hurtigst muligt fremsættes over for skyldneren. Det offentliges krav må ikke uden videre kunne vokse. Det kan - i givet fald - betyde, at en borger i unødigt lang tid bliver fastholdt som skyldner,

· rykkerprocedurer, således at sagerne følges tæt, og at der er kontrol i forbindelse med indbetalinger,

· procedurer om brug af registre m.v. (sagshenvisnings- og advissystem, skatte- og indtægtsregistre, det centrale fordringsregister). Der bør i den forbindelse sikres en effektiv udnyttelse af de forskellige muligheder for inddrivelse, herunder om en udbetaling til en skatteyder skal tilbageholdes, fx fordi der skal ske modregning eller fyldestgørelse af anmeldte fordringer.

Kapitel 14 Om straffebestemmelser og inddrivelse

14.1 Om straffebestemmelser

14.2 Generelle forhold i forbindelse med at inddrive beløb, der skal betales tilbage

§ 14. Kommunen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager personligt tillæg til medicinudgifter. Oplysningerne kan også gives i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.

112. § 14 giver mulighed for at lette administrationen af udbetaling af personlige tillæg til pensionisters udgifter til medicin. Danmarks Apotekerforening og Kommunernes Landsforening aftaler, hvordan medicinordningen administreres. Reglerne om personlig tillæg er beskrevet i Socialministeriets vejledning om social pension.

§ 14. Samtlige medlemmer af nævnet deltager i afgørelser efter

lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel

lov om aktiv socialpolitik, bortset fra sager om hjælp til enkeltudgifter efter § 81, sager om hjælp til udgifter til sygebehandling m.v. efter lovens § 82 og sager om særlig hjælp vedrørende børn efter lovens § 83 og § 84

lov om social pension, bortset fra sager om personligt tillæg efter § 17

lov om delpension

Kapitel 15

Den Sociale Database

Kapitel 15 beskriver det Sociale Informations- og Analysesystem. Afsnittet er nyt.

Hvor intet andet er anført i denne vejledning, henviser §§- angivelser til retssikkerhedsloven.

Kapitel 15

Den Sociale Database

223. I Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område er i §§ 53-55 fastsat regler om Den Sociale Database. Databasen har afløst Det Sociale Informations- og Analysesystem, som blev indført den 1. januar 1990, og som siden er fornyet i et samarbejde med de kommunale organisationer m.fl.

Fra 1. april 2000 er de hidtidige regler om faste årlige indberetninger af nøgletal og servicemål fra kommunalbestyrelser og amtsråd afskaffet til fordel for flere afgrænsede særlige undersøgelser mv. efter behov. Desuden kan gennemføres bredere temaundersøgelser inden for felter af det sociale og tilgrænsende områder. Formålet er, at Socialministeriet til stadighed og mere målrettet kan følge udviklingen på det sociale område, herunder implementeringen af ny lovgivning i kommuner og amtskommuner, og at de nødvendige oplysninger til regeringens og Folketingets arbejde hurtigt kan tilvejebringes.

Formålet med Den Sociale Database

224. Det er et overordnet mål med Den Sociale Database at fungere som et centralt mødested for viden om den sociale udvikling i spændingsfeltet mellem det decentrale og centrale niveau. I de kommende år vil indholdet i Den Sociale Database til stadighed blive bedre og kunne levere stadigt flere relevante oplysninger om det sociale område.

Med Den Sociale Database er der sket en yderligere tilpasning af informationsgangene på det sociale område til regeringens IT-politiske handlingsplan. Teknisk betyder det bl.a., at internettet i stigende grad bruges til dialogen mellem det decentrale og centrale niveau, herunder til indsamling af oplysninger og tilbagemelding om forholdene i landets amtskommuner og kommuner.

Der lægges i denne dialog vægt på gensidig koordinering og udveksling af informationer mellem Socialministeriet (Den Sociale Ankestyrelse) og andre organisationer og myndigheder, der indsamler oplysninger på det sociale område, med henblik på at spare kommuner og amtskommuner for dobbeltindberetninger og for at tilgodese Den Sociale Databases målsætninger.

Kommuner og amtskommuner kan få adgang til selv at indberette og ajourføre deres oplysninger i databasen (kræver brugeradgang og adgangskode). Af hensyn til kommuner og amtskommuner uden tilstrækkelig internetadgang samt i situationer, hvor internetindberetning ikke er hensigtsmæssig, vil der fortsat blive udsendt papirskemaer eller andre medier til indberetning af oplysninger.

Oplysningerne i Den Sociale Database

225. Via Den Sociale Database indsamles og formidles oplysninger om det sociale og tilgrænsende områder, som indgår i dialogen mellem det decentrale og centrale niveau. Grundlaget er oplysninger, der indsamles i kommuner og amtskommuner i hele landet eller i et udsnit af disse.

Forpligtelsen for kommuner og amtskommuner til at medvirke i særlige undersøgelser, kommunepaneler, temaplanlægning mv. har bl.a. til formål at supplere de oplysninger, der indsamles via de faste informationssystemer, herunder at fremskaffe oplysninger om indsatsen over for særlige grupper, som er vigtige i det socialpolitiske arbejde, men som ikke nødvendigvis lader sig entydigt afgrænse, således som de faste statistiksystemer kræver det.

Oplysningerne kan således både omfatte kvantitative opgørelser og mere kvalitative oplysninger om f.eks. besluttede service- og kvalitetsmål mv. Oplysningerne omfatter også - hvor det er relevant - den del af indsatsen, der f.eks. ved udlicitering eller driftsoverenskomst er overladt til private, samt indsatsen fra frivillige foreninger mv., der udfører opgaver på det sociale område. Desuden medtages efter behov oplysninger om kommunalbestyrelsers og amtsråds vurderinger af og beslutninger om den fremtidige udvikling på det undersøgte område.

I forbindelse med de særlige undersøgelser mv. ajourføres allerede eksisterende oplysninger herom i Den Sociale Database. Såfremt kommuner og amtskommuner ikke benytter sig af muligheden for ajourføring, kan Ankestyrelsen ved undersøgelsen lægge til grund, at de registrerede oplysninger fortsat er gældende, jf. bekendtgørelsens § 54, stk. 2. Bestemmelsen præciserer kommuners og amtskommuners ansvar for aktualiteten af oplysningerne i Den Sociale Database og har til formål at aflaste de lokale myndigheder for indberetninger i situationer, hvor der lokalt ikke er truffet nye beslutninger eller forholdene i øvrigt er uændrede.

Ankestyrelsen vil ved hver undersøgelse mv. varsle kommuner og amtskommuner om, hvilke af Den Sociale Databases oplysninger, der indgår i ajourføringen.

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 54, stk. 2, er begrænset til oplysninger fra særlige undersøgelser mv., der indhentes specielt til Den Sociale Database. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse i forbindelse med centrale myndigheders indsamling af oplysninger via de faste indberetningssystemer, der har anden hjemmel.

Anvendelse af oplysningerne i databasen

226. Da det er vigtigt, at kommunalbestyrelser og amtsråd holdes orienteret om resultaterne af undersøgelserne mv., udsender Ankestyrelsen tilbagemeldinger herom og lægger disse ind i Den Sociale Database. Oplysninger fra Den Sociale Database stilles i øvrigt i bearbejdet form til rådighed for kommuner og amtskommuner samt for offentligheden via internettet.

Fra Den Sociale Databases hjemmeside (www.DenSocialeDatabase.dk) er der almen adgang til de publikationer, der udgives på baggrund af analyser af databasens informationer.

I relation til forvaltningslovgivningens bestemmelser om offentlighed i forvaltningen vil Den Sociale Databases grundoplysninger fra kommuner og amtskommuner m.fl. være at betragte som statistisk grundmateriale. Ankestyrelsen vil som serviceopgave (mod betaling) kunne levere særlige udtræk af validerede oplysninger fra Den Sociale Database til forskere m.fl. Der vil ikke blive taget betaling for kommuners og amtskommuners udtræk af egne oplysninger.

Administration af Den Sociale Database

227. Den Sociale Database administreres af Den Sociale Ankestyrelse. Ankestyrelsen udsender vejledning om adgang og indberetning til Den Sociale Database.

I forbindelse med de enkelte undersøgelser, temaplaner, kommunepaneler mv. giver Ankestyrelsen varsel om ajourføring af oplysninger, samt meddelelse om, i hvilket omfang der skal medtages oplysninger om private, samt frivillige foreninger mv., der udfører opgaver på det sociale område, og om kommunalbestyrelsers og amtsråds vurderinger af og beslutninger om den fremtidige udvikling, jf. bekendtgørelsens § 54, stk. 1.

Særlige forvaltningsorganer, herunder lokaludvalg, bydelsråd eller kommunale fællesskaber, som udfører arbejde på det sociale område, medvirker ligesom amtskommuner og kommuner i forbindelse med Den Sociale Database, jf. bekendtgørelsens § 55.

Kapitel 15 Den Sociale Database

§ 15. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

Kapitel 16

Ikraftrædelsesbestemmelser

Kapitel 16

Ikraftrædelsesbestemmelser

228. Denne vejledning erstatter pr. 1. august 2000 Socialministeriets vejledning af 6. marts 1998 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 16 Ikraftrædelsesbestemmelser

Bilagsfortegnelse

Bilag 1 - Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lovbekendtgørelse nr. 267 af 12 april 2000. (Udelades her)

Bilag 2 - Bekendtgørelse nr. 312 af 4. maj 2000 om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Udelades her)

Bilag 3 - Eksempler, der viser, hvorledes retssikkerhedslovens § 9 a regulerer adgang til mellemkommunal refusion.

Bilag 4 - Litteraturliste.

Bilag 5 - Stikordsregister.

Bilag 6 - Indholdsfortegnelse.

§ 16. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

§ 17. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke udvalg sammensat af kommunalbestyrelsesmedlemmer der skal behandle sager om hjælp til enkeltpersoner.

Stk. 3. I kommuner med magistratsordning behandles disse sager af et eller flere magistratsmedlemmer.

Udvalg, der behandler personsager

142. Der skal være et eller flere udvalg, der behandler personsager. Dette er fastslået i § 17.

Baggrunden for § 17 er, at der er et betydeligt diskretionshensyn til den enkelte ansøger og familien. Sager om ydelser m.v. efter den sociale lovgivning til enkeltpersoner skal således ikke kunne behandles i den samlede kommunalbestyrelse. Kommunalbestyrelsen træffer efter styrelsesvedtægten bestemmelse om, til hvilket eller hvilke stående udvalg disse sager skal henlægges.

Udvalget, der behandler personsager, er ikke en selvstændig forvaltningsmyndighed efter forvaltningslovens § 28. Men da sagerne ikke kan komme op i den samlede kommunalbestyrelse til behandling, kan kommunalbestyrelsen ikke give instruktioner om, hvilken afgørelse personsagsudvalget skal træffe i den enkelte konkrete sag.

Kommunalbestyrelsen kan derimod godt give generelle instruktioner om, hvordan de sociale sager skal behandles og afgøres. Kommunalbestyrelsen kan ikke ændre de konkrete afgørelser, som udvalget træffer, og kommunalbestyrelsen kan ikke få oplysninger om enkeltsager.

§ 17 forhindrer ikke, at borgmesteren gennemser en konkret sag, hvis en borger klager over personalet eller over den måde, som en konkret sag er blevet behandlet på. Borgmesteren er kommunens øverste politiske og administrative chef, og har ansvaret for personalet, og for hvordan sager bliver ekspederet. For at kunne vurdere sagsbehandlingen, må borgmesteren i klagesager have mulighed for at sætte sig ordentlig ind i den sag, der er klaget over.

Såvel kommunalbestyrelsen som personsagsudvalget kan delegere kompetencen til at træffe afgørelse til forvaltningen. Hvis borgeren klager over forvaltningens afgørelse, skal klagen indbringes direkte til klageinstansen gennem forvaltningen.

§ 17 hindrer heller ikke, at kommunalbestyrelsen eller amtsrådet som led i den politiske prioritering og vurdering af opgaverne på det sociale område i anonymiseret form bliver gjort bekendt med sager.

Hvis sagen fx handler om personale til en person, der bor i en boform efter serviceloven, kan den både behandles i det pågældende personsagsudvalg og i økonomiudvalget som en sag om mernormering til boformen. Sagen skal derfor anonymiseres til behandlingen i økonomiudvalget.

8.2. Børn og unge-udvalget

§ 18. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge- udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social service.

Børn og unge-udvalget

143. Kommunen skal have et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. § 62 i lov om social service. Om dette udvalg se Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge.

8.3. Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats

§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. ...

22. Pligten til partshøring sikrer, at borgeren og andre har mulighed for at kontrollere, at de oplysninger som myndigheden har indhentet er rigtige. Partshøringen giver borgeren og andre mulighed for at komme med egne oplysninger.

Myndigheden har som udgangspunkt altid pligt til at partshøre over væsentlige nye oplysninger, som kan give borgeren afslag på hjælpen, og borgeren skal have lejlighed til at komme med en udtalelse. Der bør i sager, hvor helbredsmæssige forhold har betydning, altid partshøres over nye speciallægeerklæringer, også selv om konklusionen i erklæringen støtter borgerens sag. Dette skyldes, at en speciallægeerklæring normalt er af så væsentlig betydning for sagen, at borgeren bør gøres bekendt med erklæringen og have mulighed for at kommentere den. Reglerne om partshøring er minimumsregler og er derfor ikke til hinder for, at der partshøres i videre omfang. Der bør derfor også partshøres over andre oplysninger, som borgeren kan have en interesse i at se og kommentere.

Selv om borgeren i forvejen kender de oplysninger, der skal partshøres over, skal der foretages partshøring, hvis borgeren ikke er bekendt med, at de indgår i den sag, der er under behandling, fx hvis kommunen indhenter lægelige oplysninger fra en arbejdsskadesag til brug for en førtidspensionsag. Dette vil også være tilfældet, selv om myndigheden som udgangspunkt skal have samtykke fra borgeren til at indhente oplysninger, da samtykket normalt vedrører typen af oplysninger og ikke de enkelte dokumenter.

Myndigheden kan sætte en frist for kommentarer til partshøringen. Fristens længde vil afhænge af arten og omfanget af de nye oplysninger. Borgeren skal have rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og kommentere disse.

./.

Eksempel på situation, hvor der skal ske partshøring

I en sygedagpengesag modtager kommunen resultatet af en lægeundersøgelse, der viser, at der efter kommunens opfattelse ikke er helbredsmæssige forhold, der skulle kunne begrunde, at borgeren fortsat kan være sygemeldt. Kommunen kan ikke stoppe sygedagpengene med det samme, men skal partshøre borgeren over oplysningerne fra lægen, inden der kan træffes afgørelse. Kun hvis borgeren har fuldt kendskab til lægens oplysninger og ved, at de vil indgå i sygedagpengesagen, kan kommunen undlade at parthøre over oplysningerne fra lægeundersøgelsen.

Partshøringen behøver ikke at være skriftlig, men kan fx ske ved et møde med borgeren. For at partshøringen kan opfylde sit formål kan det dog i mere komplicerede sager være nødvendigt at partshøre skriftligt, og borgeren har som udgangspunkt ret til at kræve at afgive en skriftlig udtalelse.

Der er tale om en alvorlig sagsbehandlingsfejl, hvis myndigheden undlader at partshøre, og fejlen vil oftest medføre, at afgørelsen bliver ugyldig.

Afgørelsens meddelelse.

23. Konkrete afgørelser skal meddeles over for afgørelsens parter eller eventuelle partsrepræsentanter, jf. ovenfor punkt 20. Der er ikke en generel regel i forvaltningsloven om, at afgørelser skal være skriftlige, men dette kan være fastsat i de enkelte love, fx i retssikkerhedslovens § 7 om kommunens vurdering i sager om løbende forsørgelse og efter forvaltningslovens § 23 kan den, der har fået meddelt en afgørelse mundtligt forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen. Hvis afgørelsen giver borgeren fuldt ud medhold, har borgeren dog ikke krav på en skriftlig begrundelse. Borgeren vil imidlertid efter god forvaltningsskik normalt have krav på at få en afgørelse skriftligt. Først når borgeren eller en eventuel partsrepræsentant har fået meddelelse om afgørelsen, har borgeren ret og pligt til at følge afgørelsen.

Forvaltningslovens §§ 22 - 24

Begrundelse

§ 20. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer.

Stk. 2. Socialministeren udpeger de 3 medlemmer efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Stk. 3. På samme måde som i stk. 2 udpeges 3 stedfortrædere for hvert medlem. En af hver af stedfortræderne for de medlemmer, der er indstillet af Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening,

udpeges efter indstilling fra henholdsvis en rederiorganisation og en organisation for søfarende.

Stk. 4. I afgørelser om ret til dagpenge efter bekendtgørelsen om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel deltager de stedfortrædende medlemmer, der er udpeget efter stk. 3, 2.pkt. Endvidere deltager et medlem fra Kommunernes Landsforening samt fra Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Sager om sygedagpenge

200. Kommunale afgørelser efter sygedagpengeloven indbringes for det sociale nævn som normalt sidste administrative klageinstans, idet Dagpengeudvalget er nedlagt. Det sociale nævns afgørelser i dagpengesager kan behandles af Ankestyrelsen, hvis Ankestyrelsen skønner, at afgørelsen har principiel eller generel betydning.

Da såvel arbejdsgiver og arbejdstager som kommunerne har en retlig interesse i afgørelserne, sammensættes ankemøderne med 2 ankechefer og 3 medlemmer, der repræsenterer henholdsvis LO, DA, Kommunernes Landsforening og Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Den hidtidige regel i forretningsordenen for Dagpengeudvalget om, at arbejdsgiversiden og arbejdstagersiden repræsenteres af henholdsvis en rederiorganisation og en organisation for søfarende i sager om ret til dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel til søfarende videreføres i § 20 i bekendtgørelsen om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

13.3. Efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 22. Kommunalbestyrelsen nedsætter et koordinationsudvalg, der skal samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Formålet med udvalgets arbejde er at øge beskæftigelsesmulighederne for borgere, der er i fare for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet eller borgere, der ikke eller kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på almindelige vilkår.

144. §§ 22-29 indebærer, at kommunerne har pligt til at have et koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats, enten alene eller i fællesskab med andre kommuner.

Formålet er at styrke den generelle forebyggende indsats over for borgere, der har svært ved at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller som kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på normale vilkår. Koordinationsudvalgene er således et forum for samarbejde mellem de nødvendige aktører på området for arbejdsfastholdelse.

Det er kommunalbestyrelsen, der nedsætter koordinationsudvalget. Det er også kommunalbestyrelsen, der fastsætter udvalgets forretningsorden.

Baggrund for koordinationsudvalg

145. Baggrunden for pligten til at have et koordinationsudvalg er positive erfaringer fra de kommuner, som i samarbejde med bl.a. lokale repræsentanter for arbejdsmarkedets parter ved forsøg med tidlig sygedagpengeopfølgning og andre arbejdsfastholdelsestiltag, har kunnet sikre flere personer en fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet.

Fordelen ved de lokale koordinationsudvalg er, at de kan være medvirkende til, at der sættes særlig fokus på forebyggende initiativer på fx sygedagpengeområdet, herunder det vigtige i en tidlig opfølgning og til, at revaliderings- og aktiveringsområdet får større opmærksomhed.

Udvalgene spiller en central rolle som initiativtager til skabelse af lokal rummelighed og samarbejde i sociale partnerskaber.

§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

§ 23. Koordinationsudvalget følger og rådgiver kommunalbestyrelsen om

kommunens indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,

hjælp til forsørgelse,

andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytning til arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Koordinationsudvalget giver endvidere inden for sit område rådgivning til andre, fx virksomheder og faglige organisationer.

Stk. 3. Koordinationsudvalget medvirker til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og dens samarbejdsparter i forhold til den arbejdsmarkedsrettede indsats.

Koordinationsudvalgets opgaver

146. Koordinationsudvalget opgaver er beskrevet i § 23. Udvalget er rådgivende over for kommunalbestyrelsen med hensyn til arbejdsmarkedsrettede initiativer. Dette gælder i forhold til, hvordan aktiveringen bedst kan tilrettelægges, hvordan revalideringen kan bruges aktivt som led i at sikre personer en aktiv tilværelse fremfor et liv på førtidspension, hvordan der skaffes flere fleksjob m.v.

Koordinationsudvalget rådgiver også andre om den sociale arbejdsmarkedsrettede indsats, fx virksomheder og faglige organisationer.

Koordinationsudvalget skal endvidere medvirke til at udvikle samarbejdet mellem kommunen og andre aktører, som fx det lokale erhvervsliv, arbejdsmarkedets parter, AF, de praktiserende læger, handicaporganisationer m.fl.

Det er det enkelte koordinationsudvalg, der beslutter, hvordan det vil løse opgaverne, og hvordan disse prioriteres.

Udvalget kan ikke behandle enkeltsager, men alene de forskellige generelle problemstillinger, som har udgangspunkt i enkeltsager.

Det fremgår af aktivlovens § 47 a, at kommunen skal styrke indsatsen for at fremme virksomhedsrevalidering og andre virksomhedsrettede tilbud.

For at give koordinationsudvalgene nye muligheder for at bistå kommunerne med at udvikle og udbygge den virksomhedsrelaterede indsats, herunder især aktiveringen af kontanthjælpsmodtagere, opfølgning i sygedagpengesager, revalidering, fleks- og skånejob, bliver der årligt afsat 145 mio. kr., som koordinationsudvalgene kan bruge til særlige virksomhedsrelaterede initiativer, jf. aktivlovens § 47 b.

Pengene er øremærkede og kan kun bruges til de formål, som står i loven, som fx at udvikle og udbygge den lokale virksomhedsrevalidering og andre virksomhedsrettede tilbud.

Midlerne kan ikke bruges til aflønning af kommunalt ansatte eller til at overflytte opgaver fra kommunen. Der skal være tale om nye aktiviteter, samt aktivitetsudvidelser.

Det er koordinationsudvalget, der beslutter, hvad pengene skal anvendes til. Før koordinationsudvalget kan træffe beslutning om anvendelse af pengene, skal den enkelte kommunalbestyrelse fastsætte de overordnede rammer for den forebyggende sociale arbejdsmarkedsindsats i kommunen.

Pengene kan kun anvendes, hvis kommunen og koordinationsudvalget er enige om, at beslutningen om, at det, som pengene skal bruges til, nu også ligger inden for kommunens overordnede rammer for den forebyggende arbejdsmarkeds indsats.

Inden koordinationsudvalget træffer beslutning om, hvad pengene skal bruges til, anbefales det, at spørgsmålet har været genstand for en dialog mellem kommune og koordinationsudvalg.

Hvis der opstår uenighed mellem kommunen og koordinationsudvalget - der ikke kan løses gennem forhandling - om, hvad pengene skal bruges til, sendes pengene tilbage til Socialministeriet. De vil så indgå i den samlede bevilling for det efterfølgende år.

Socialministeriet har i bekendtgørelse nr. 154 af 19. marts 1999 fastsat nærmere retningslinier for midlernes fordeling, udbetaling, administration, regnskabsaflæggelse, revision m.v.

Den enkelte kommunes andel af midlerne kan ses på www.koordinationsudvalget.dk - som er koordinationsudvalgenes hjemmeside.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. § 15.

24. En afgørelse, som giver helt eller delvis afslag på en ansøgning om hjælp, skal begrundes. Pligten gælder kun afgørelser, og ikke beslutninger om sagens behandling, fx en beslutning om at indhente lægelige oplysninger. Begrundelsespligten antages at give en øget garanti for en afgørelses rigtighed, herunder for at grundlaget for afgørelsen og oplysningerne i sagen er rigtige og tilstrækkelige. En begrundelse skal hjælpe borgeren til bedre at forstå afgørelsen og kan få afgørende betydning for borgerens accept af en (rigtig) afgørelse, der går borgeren imod. Den giver typisk borgeren bedre mulighed for at overveje, om der er grundlag for at søge om genoptagelse eller for at klage over afgørelsen.

Pligten til at begrunde en afgørelse giver myndigheden pligt til at forklare, hvad afgørelsen går ud på, og hvad myndigheden har lagt vægt på.

Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de lovbestemmelser, afgørelsen er truffet efter. Det er ikke tilstrækkeligt alene at henvise til loven. Der skal herudover være en præcis henvisning til den eller de bestemmelser (paragraf, stykke og eventuelt nummer og litra), der er anvendt. Derved styrkes også, at myndigheden har sikret sig, at der er hjemmel i loven for afgørelsen. Hvis der er tale om en skønsmæssig afgørelse, skal begrundelsen desuden angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Hvis afgørelsen beror på en fortolkning af de anvendte bestemmelser, skal der redegøres for indholdet af den anlagte fortolkning. Det er således ikke tilstrækkeligt fx at skrive "på baggrund af en samlet bedømmelse" eller "efter alt foreliggende". Både med hensyn til hovedhensyn og fortolkningspraksis kan det være tilstrækkeligt at henvise til en foreliggende praksis, som er offentlig tilgængelig eller helt almindelig kendt. Begrundelsen bør i så fald indeholde oplysning om, hvor denne praksis kan findes. Er der fx tale om, at praksis findes i en Social Meddelelse fra Ankestyrelsen, kan der henvises til den pågældende Sociale Meddelelse.

Begrundelsen bør, hvis det er nødvendigt, også indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Dette vil især være relevant, hvor der ikke er enighed om de faktiske oplysninger i sagen, eller hvis der foreligger modstridende sagkyndige erklæringer, hvor myndigheden bør angive, hvilken erklæring der er lagt vægt på og hvorfor. Myndigheden bør desuden besvare borgerens kommentarer til sagen, også selv om disse ikke er relevante. Myndigheden kan besvare irrelevante synspunkter kort med, at disse ikke er af betydning for afgørelsen. Ved at besvare borgerens kommentarer til sagen, kan borgeren se, at myndigheden har inddraget borgerens synspunkter ved afgørelsen.

Begrundelsen skal have en sådan karakter, at borgeren forstår afgørelsen.

Hvis afgørelsen er meddelt mundtligt, kan borgeren inden 14 dage bede om en skriftlig begrundelse for afgørelsen. En sådan anmodning skal myndigheden besvare inden 14 dage.

Hvis der slet ikke er givet en begrundelse, vil det normalt betyde, at afgørelsen bliver ugyldig. Hvis der er en begrundelse, men denne ikke er tilstrækkelig, bliver afgørelsen ikke af denne grund ugyldig, men det kan betyde, at klagefristen må forlænges, indtil der er givet en fyldestgørende begrundelse.

Forvaltningslovens § 25, stk. 1

Klagevejledning

§ 24. Koordinationsudvalget består af mindst 1 medlem udpeget af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og følgende organisationer udpeger hver mindst 1 medlem

De samvirkende Invalideorganisationer.

Landsorganisationen i Danmark.

Dansk Arbejdsgiverforening.

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

Praktiserende Lægers Organisation.

Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Stk.2. Kommunalbestyrelsen beslutter, hvor mange medlemmer udvalget skal bestå af. De organisationer, der er nævnt i stk. 1, skal have tilbud om samme antal medlemmer i udvalget. Antal medlemmer fra kommunalbestyrelsen kan ikke være større end det antal medlemmer, som de enkelte organisationer får tilbud om at udpege.

Stk. 3. Medlemmerne af organisationerne, jf. stk. 1, nr. 1-6, skal repræsentere vedkommende lokale organisationer, afdelinger el.lign.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan herudover udpege medlemmer, der repræsenterer andre organisationer eller private i lokalområdet.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for koordinationsudvalget.

§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Stk. 2....

25. Pligten til klagevejledning i forbindelse med skriftlige afgørelser, som kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, sikrer, at borgeren får viden om sin mulighed for at klage. Som følge af den almindelige vejledningspligt bør myndigheden også, hvor en afgørelse meddeles mundtligt, give klagevejledning, fx hvis der er en klagefrist.

Klagevejledningen skal indeholde oplysning om klageinstans, fx det sociale nævn, og oplysning om fremgangsmåde ved indgivelse af klage, herunder hvem klagen skal sendes til. Hvis der er en klagefrist for afgørelsen, skal fristen oplyses.

Offentlighedslovens § 6, stk. 1

Notatpligt

§ 25. Hvis det ikke er muligt at få udpeget organisationsrepræsentanter, kan koordinationsudvalget nedsættes med et mindre antal medlemmer. Koordinationsudvalget skal dog bestå af mindst 4 medlemmer, som repræsenterer 4 forskellige organisationer.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal hele tiden tilstræbe, at koordinationsudvalget sammensættes i overensstemmelse med § 24.

Sammensætning af koordinationsudvalg

147. Kommunalbestyrelsen bestemmer selv udvalgets størrelse, og hvor mange medlemmer, der skal være fra kommunalbestyrelsen og organisationerne. Dog skal der være mindst ét kommunalbestyrelsesmedlem og mindst ét medlem fra de organisationer, der er nævnt i § 24.

De faste organisationer skal have tilbud om samme antal medlemmer i udvalget. Hvis kommunalbestyrelsen fx ønsker at nedsætte et udvalg med 3 repræsentanter fra DSI, skal alle de andre organisationer også have tilbud om 3 medlemmer.

For at sikre en rimelig balance i udvalget, kan kommunalbestyrelsen højst få det samme antal medlemmer, som tilbydes de enkelte organisationer.

Sammensætning af udvalget kan ske ud fra behovene i den enkelte kommune, idet kommunalbestyrelsen også kan udpege medlemmer, der repræsenterer organisationer eller privatpersoner med tilknytning til lokalområdet og kommunen.

Det er en betingelse, at organisationsrepræsentanter og enkeltpersoner skal have tilknytning til og eventuelt være bosiddende i lokalområdet.

I møder kan deltage ad hoc medlemmer, fx personer som har særlig ekspertise i forhold til det eller de emner, som udvalget aktuelt beskæftiger sig med.

Kommunalbestyrelsen kan i forretningsordenen, se pkt. 150, også give regler om suppleanter og deres deltagelse i møderne.

Færre medlemmer

148. Der er i § 25 taget højde for de tilfælde, hvor det ikke er muligt at sammensætte koordinationsudvalget som angivet i § 24, stk. 1. Kommunalbestyrelsen har pligt til hele tiden at tilstræbe, at sammensætningen kommer i overensstemmelse med § 24, stk. 1.

§ 26. Koordinationsudvalget giver en gang om året en samlet redegørelse til kommunalbestyrelsen. Redegørelsen sendes samtidig til Rådet for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked , jf. § 87 a.

151. En gang om året skal koordinationsudvalget afrapportere til kommunalbestyrelsen, og denne redegørelse skal samtidig sendes til Rådet for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked. Rådet kan bede om særlige oplysninger i redegørelsen som led i rådets opgave med at følge og rådgive kommunerne om den forebyggende arbejdsmarkedsrettede indsats.

§§ 26, 64, 80, 81 og 87 a om redegørelse fra koordinationsudvalg, om afgørelser fra Den Sociale Sikringsstyrelse, der kan indbringes for Ankestyrelsen, om Det Rådgivende Praksisudvalg og om Rådet for den sociale indsats på det rummelig arbejdsmarked, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, som affattet ved lov nr. 207 af 27. marts 2000, trådte i kraft den 1. april 2000.

Lovens §§ 45 - 48, 52, 67 og 72 om de sociale nævn, om medlemmer af Den Sociale Ankestyrelse, om klage til det sociale nævn og til Ankestyrelse, og om opsættende virkning, som affattet ved lov nr. 207 af 27. marts 2000, træder i kraft den 1. juli 2000.

Bekendtgørelse nr. 312 af 4. maj 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område træder i kraft den 1. juni 2000. Bekendtgørelsens § 37 om Det Rådgivende Praksisudvalg har virkning fra den 1. april 2000 og bekendtgørelsens § 14 om nævnssammensætningen træder i kraft den 1. juli 2000.

Socialministeriet, den 7. juni 2000

Henrik Dam Kristensen

/Aksel Meyer

§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til

statens sikkerhed eller rigets forsvar,

rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller

enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.

Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil.

Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om tavshedspligt eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg.

Tavshedspligt

115. Efter § 27 i forvaltningsloven har den, der virker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Brud på tavshedspligten kan sanktioneres af den relevante myndighed, fx i form af en disciplinær foranstaltning over for en ansat, som har overtrådt sin tavshedspligt. I grovere tilfælde kan der blive tale om en strafferetlig sanktion efter straffeloven.

Hvem har tavshedspligt

Reglerne om tavshedspligt i offentlig tjeneste eller hverv omfatter enhver inden for den offentlige forvaltning, hvad enten de er tilknyttet den statslige eller den kommunale forvaltning. Tavshedspligten gælder både for tjenestemænd og overenskomstansatte, og den gælder uanset, om pågældende er midlertidig ansat eller deltidsbeskæftiget. Tavshedspligten består også efter ansættelsens eller hvervets ophør.

Offentligt ansatte

Nævn og råd

Også medlemmer af nævn og råd, der nedsat i tilknytning til den offentlige forvaltning, samt personer, der er tilknyttet kommunale fællesskaber, er omfattet af forvaltningslovens § 27.

Offentlige hverv

Tavshedspligt har endvidere personer, der varetager offentlige hverv, hvad enten hvervet er varigt eller forbigående, lønnet eller ulønnet, frivilligt eller pligtmæssigt (ombud), og hvad enten det beror på beskikkelse eller valg. Medlemmer af kommunalbestyrelser og amtsrådsmedlemmer, medlemmer af ældreråd, klageråd, koordinationsudvalg og af forældrebestyrelser i dagtilbud er således omfattet af reglerne om tavshedspligt, og det gælder også for beskikkede medlemmer i den Sociale Ankestyrelse og i de sociale nævn. Også stedfortrædere for ovennævnte personer har tavshedspligt.

Efter forvaltningslovens § 27, stk. 3, kan en myndighed bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til oplysninger, som myndigheden uden at være forpligtet til det giver pågældende. Reglen bruges typisk i forhold til forskere og andre, som ikke i forvejen har tavshedspligt, og som til deres forskning har brug for fortrolige oplysninger. Bestemmelsen kan også bruges over for skolepraktikanter, der ikke som studerende og elever er omfattet af tavshedspligten.

Privates tavshedspligt

116. Tavshedspligten gælder også for personer ansat hos private, der udfører opgaver for kommunen eller amtskommunen, herunder også ansatte i private selvejende institutioner, jf. straffelovens § 152 a. Efter retssikkerhedslovens § 43, stk. 2, er private, der udfører opgaver for det offentlige, omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når opgaven udføres, herunder også tavshedspligten i forvaltningslovens § 27. Se også afsnit 7.8. Private, der udfører sociale opgaver, skal overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven.

Der henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven pkt. 147.

Tavshedspligten bortfalder ikke med tjenestens eller hvervets ophør. Også efter dette tidspunkt er tidligere offentligt ansatte m.fl. bundet af deres tavshedspligt, således at det er dem forbudt uberettiget at videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de har fået kendskab til i forbindelse med tjenesten eller hvervet.

Hvilke oplysninger

117. I forvaltningslovens § 27, stk. 1, opregnes en række af de hensyn, der efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt. En oplysning er i øvrigt omfattet af tavshedspligten, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig. »Anden gyldig bestemmelse« kan fx. være en bekendtgørelse, en forretningsorden eller en tjenestebefaling om tavshedspligt.

Adgangen til at give tjenestebefalinger er begrænset. Det fremgår af forvaltningslovens § 27, stk. 2. En myndighed kan således ikke vilkårligt pålægge ansatte m.v. tavshedspligt; pligten skal pålægges i forhold til oplysninger, som det er »nødvendigt at hemmeligholde«.

På det sociale område har navnlig de hensyn, som er nævnt i § 27, stk. 1, nr. 6, betydning, idet der her er tale om enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold. Derfor uddybes denne bestemmelse i det følgende. Med hensyn til de øvrige typer af oplysninger, der er nævnt i § 27, stk. 1, henvises til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

§ 27, stk. 1, nr. 6, i forvaltningsloven

118. Formålet med forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, er at beskytte privatlivets fred. Omfattet af bestemmelsen er først og fremmest oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold.

Oplysninger om foreningsmæssige forhold og væsentlige sociale problemer, fx misbrug af nydelsesmidler og lignende, er ligeledes typisk også omfattet af bestemmelsen.

Også andre oplysninger vedrørende enkeltpersoners forhold, der ikke er umiddelbart tilgængelige for andre, vil efter bestemmelsen kunne være omfattet af tavshedspligten. Det gælder fx oplysninger om familiemæssige forhold og oplysninger om indtægts- og formueforhold. Også oplysninger om CPR-nummer er omfattet af tavshedspligten.

Det skal fremhæves, at ovennævnte eksempler på, at oplysninger om enkeltpersoner er undergivet tavshedspligt, ikke er udtømmende.

Det kan afhænge af, i hvilken sammenhæng oplysninger kommer frem, om de må anses som fortrolige. En almindelig adresseoplysning vil således normalt ikke være fortrolig, men kan være det, fx hvis en person har en beskyttet adresse, eller hvis adressen viser, at en person er indlagt på et psykiatrisk hospital eller er i fængsel. Det samme kan gælde oplysninger, der indirekte røber et klientforhold.

Hvem afgør, om der er tavshedspligt

119. Den, der får kendskab til fortrolige oplysninger i forbindelse med sit arbejde, skal selv påse, at oplysningerne ikke videregives til uvedkommende.

I nogle tilfælde kan der være tvivl om, hvorvidt en oplysning er fortrolig. I et vist omfang kan sådanne tvivlsspørgsmål løses ved, at myndighedens ledelse over for de ansatte ved tjenestebefaling præciserer, i hvilket omfang bestemte oplysninger må anses for at være fortrolige. Herudover bør den, der er i tvivl om, hvorvidt en oplysning er undergivet tavshedspligt, altid søge råd hos ledelsen.

Hvad indebærer tavshedspligten

120. Når man har tavshedspligt, betyder det, at man ikke må ikke give fortrolige oplysninger videre til uvedkommende. Brud på tavshedspligten foreligger, selv om de fortrolige oplysninger kun er røbet til en enkelt, eventuelt nærtstående person, i en snæver fortrolig kreds eller over for nogen, der har lovet ikke at bringe dem videre.

Tavshedspligten kan også tilsidesættes ved at udnytte fortrolige oplysninger på en retsstridig måde uden at give dem videre. Tavshedspligten kan efter omstændighederne også overtrædes ved passivitet, fx ved at fortrolige dokumenter opbevares på en så uforsvarlig måde, at uvedkommende kan få adgang til oplysninger. Dette kan sidestilles med uberettiget videregivelse af oplysninger.

Pligt til at give oplysninger m.v.

121. I straffelovens § 152 e er det udtrykkeligt fremhævet, at tavshedspligten ikke gælder, hvis den pågældende har pligt til at give oplysningerne videre, eller hvis pågældende handler i berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af eget eller andres tarv.

Straffelovens regler om tavshedspligt kan ligesom andre bestemmelser i straffeloven ikke bruges, hvis en handling er berettiget i medfør af reglerne om fx nødværge eller nødret.

Pligt til at vidne

Generelt kan man ikke med henvisning til tavshedspligt blive fritaget for at vidne ved domstolene, men der er i retsplejeloven særlige regler om, at visse personer med tavshedspligt kan blive fritaget for at vidne ved retssager. Se punkt 109.

Samtykke

Hvis den, oplysningerne vedrører, har givet samtykke til, at oplysningerne gives videre, er der ikke tale om brud på tavshedspligten. Se punkt 134 om samtykke.

7.3. Myndigheders adgang til at give oplysninger videre, § 28 i forvaltningsloven

Forvaltningslovens § 28

§ 27. Kommunalbestyrelsen giver koordinationsudvalget de oplysninger, der er nødvendige for, at udvalget kan løse sine arbejdsopgaver.

Stk. 2. Kommunen betaler udgifterne ved udvalgets virksomhed.

150. Kommunalbestyrelsen - kommunalbestyrelserne, hvis der er et fælles koordinationsudvalg - skal give koordinationsudvalget de oplysninger, som er nødvendige for arbejdet.

Det er også kommunen, som skal betale for udgifterne, fx sekretærbistand, materialer m.v. Kommunalbestyrelsen fastsætter forretningsordenen for koordinationsudvalget, herunder også regler om suppleanter og deres deltagelse i møderne.

§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

den oplysningen angår, har givet samtykke,

det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,

videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne taler derfor.

Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter det er givet.

Stk. 6. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, anses som en selvstændig myndighed efter stk. 1 og 3.

122. Forvaltningslovens § 28 bestemmer, at en offentlig myndighed som hovedregel ikke må give fortrolige oplysninger videre til en anden forvaltningsmyndighed. Reglen gælder - i modsætning til forvaltningslovens § 29 - både i sager, der rejses af ansøgeren, og i sager, der rejses af myndigheden.

Bestemmelsen opdeler fortrolige oplysninger i to kategorier, nemlig i rent private oplysninger og i almindeligt fortrolige oplysninger. Begge former for fortrolige oplysninger er omfattet af reglerne om tavshedspligt.

Oplysninger om rent private forhold

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Som eksempler på rent private forhold nævnes i loven oplysninger om race, religion, seksuelle eller strafbare forhold, helbredsforhold og om væsentlige sociale problemer.

Andre fortrolige oplysninger

Andre fortrolige oplysninger må efter § 28, stk. 3, kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen har væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Der må altså heller ikke videregives fortrolige oplysninger mellem forskellige forvaltninger, medmindre der er et sagligt behov for dette.

Undtagelser

Oplysninger om rent private forhold og andre fortrolige oplysninger kan dog efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, gives videre i følgende tilfælde

Når den, som oplysningen angår, har givet samtykke (Samtykket skal normalt være skriftligt)

Når det følger af anden lovhjemmel, at en oplysning skal videregives. Et eksempel herpå er § 35 i lov om social service om underretningspligten for offentligt ansatte m.fl., når der er formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Se Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge.

Når oplysningerne gives videre for at varetage private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, som oplysningen angår.

Når oplysningerne bliver givet videre, fordi det er nødvendigt for at behandle en sag, eller at oplysningerne er nødvendige for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Værdispringsreglen

123. Forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, kaldes også værdispringsreglen. Efter denne er en forvaltningsmyndighed berettiget til at give meget følsomme oplysninger videre til en anden forvaltningsmyndighed, når der er et klart værdispring mellem på den ene side hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelsen selv over for andre myndigheder, og på den anden side afgørende modhensyn til enten private eller offentlige interesser.

Selvstændige forvaltningsmyndigheder

124. Oplysninger må som hovedregel ikke gives videre til en anden selvstændig forvaltningsmyndighed. Selvstændige forvaltningsmyndigheder er ministerier, direktorater, statsamter, kommuner, amtskommuner, de sociale nævn, Ankestyrelsen, selvejende institutioner med aftale med en kommune eller amtskommune, den enkelte folkeskole m.v.

Hertil kommer administrative organer, der ved lov har fået en selvstændig kompetence, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 6. Der er kun få instanser, som på det kommunale og amtskommunale sociale område har en selvstændig kompetence. Det gælder for børn og unge-udvalget, koordinationsudvalget, ældrerådet, klagerådet og amtslige brugerråd (retssikkerhedslovens §§ 18, 22, 30, 34 og 41).

Disse instanser skal således følge reglerne i forvaltningslovens § 28. Reglen gælder også, hvis det drejer sig om at udveksle oplysninger med den kommunale forvaltning eller politiske udvalg i kommunen.

Den kommunale enhedsforvaltning

Særligt for kommuner og amtskommuner skal det fremhæves, at de forskellige forvaltninger inden for en kommune eller amtskommune, fx social- og sundhedsforvaltningen, skoleforvaltningen - om den enkelte folkeskole se ovenfor og pkt. 135 - , kulturforvaltningen og skatteforvaltningen, er dele af den kommunale enhedsforvaltning. De sociale forvaltninger er således ikke i forhold til resten af kommunen selvstændige forvaltningsmyndigheder. § 28 i forvaltningsloven regulerer derfor ikke spørgsmålet om videregivelse af oplysninger inden for kommunen eller amtskommunen.

En kommunes eller amtskommunes politiske udvalg er heller ikke selvstændige forvaltningsmyndigheder i forhold til resten af kommunen. Det gælder uanset, om en kommune vælger at lade sociale sager behandle i et socialudvalg eller i et andet stående udvalg sammen med andre typer af sager, eller om kommunen vælger at lade forskellige typer sociale sager behandle i forskellige stående udvalg.

Inden for kommunen og amtskommunen er adgangen til at udveksle oplysninger begrænset af reglerne om tavshedspligt i forvaltningslovens §§ 27 og 29 og af reglen i forvaltningslovens § 32 om, at man ikke må skaffe sig andre oplysninger end dem, der er nødvendige for at behandle sagen.

7.4. Særlige regler om myndigheders adgang til at indhente oplysninger i ansøgningssager

Forvaltningslovens § 29

§ 28. Kommuner kan opfylde deres pligt efter § 22 ved i fællesskab at oprette et koordinationsudvalg. Udvalgets sammensætning følger bestemmelserne i § 24. Dog udpeger hver kommunalbestyrelse mindst 1 medlem blandt sine medlemmer. De øvrige medlemmer udpeges i fællesskab af de deltagende kommunalbestyrelser efter indstilling fra organisationerne.

Stk. 2. Kommunerne deler udgifterne efter aftale, herunder med hensyn til vederlag m.v., jf. § 29.

Fælles koordinationsudvalg

149. Kommuner kan have et fælles koordinationsudvalg, hvilket kan være hensigtsmæssigt, idet der herved kan blive en bedre overensstemmelse mellem kommunernes geografiske område og det lokale arbejdsmarked, som ikke altid følger kommunegrænserne.

Der gælder også her, at kommunalbestyrelserne bestemmer udvalgets størrelse, herunder antal organisationsrepræsentanter og antal repræsentanter fra den enkelte kommune. Der skal dog altid være mindst én repræsentant fra hver kommune og fra hver organisation. Hvis 4 kommuner vælger at have et fælles udvalg, kan de beslutte, at udvalget skal bestå af fx 2 repræsentanter fra hver af de 6 organisationer og 1 fra hver kommune, dvs. i alt 16 medlemmer.

Hvis den enkelte organisation ikke kan udpege en repræsentant, skal kommunalbestyrelserne også her tilstræbe at sammensætningen kommer i overensstemmelse med § 24, stk.1. Se pkt. 147

§ 29. I sager der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

ansøgeren har givet samtykke hertil,

andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller

særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

Rent private oplysninger

125. Efter § 29 i forvaltningsloven er hovedreglen, at i ansøgningssager må man ikke indhente oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.

Sammenholdt med forvaltningslovens § 28 gælder forvaltningslovens § 29 ikke for alle typer af sager, men kun for ansøgningssager. Men rækkevidden er større, idet oplysninger heller ikke må indhentes fra andre dele af forvaltningen.

Undtagelser

Denne hovedregel brydes

· når ansøgeren har givet samtykke, der ikke behøver at være skriftligt,

· når det ved lov er bestemt, at oplysningerne kan gives videre, og

· når særlige hensyn til ansøgeren er klart større end ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

Vedrørende samtykke kan bemærkes, at der i retssikkerhedslovens § 12 er hjemmel til, at de sociale myndigheder uanset reglerne i forvaltningsloven kan indhente oplysninger uden samtykke. Men det er samtidig i § 12, stk. 3, fastsat, at myndighederne skal forsøge at indhente samtykke, og myndighederne bør være tilbageholdende med at benytte denne adgang til at indhente oplysninger uden samtykke. Se punkt 105 og 106.

Officialmaksimen

126. Det er en almindelige grundsætning i dansk forvaltningsret, at myndigheden har pligt til under hensyn til sagens karakter og formålet med foranstaltningen at søge en sag oplyst i nødvendigt omfang. Det kaldes officialmaksimen. Se punkt 28.

Officialmaksimen udelukker ikke, at oplysningerne indhentes via borgeren. Hvis en ansøger ikke vil give samtykke, kan en myndighed blive forhindret i skaffe oplysninger om rent private forhold. Derfor kan en myndighed - trods officialmaximen - være afskåret fra at få sagen oplyst bedst muligt. Det kan have følger for ansøgeren, se afsnit 6.2. om konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke.

Andre dele af forvaltningen

127. Med udtrykket »andre dele« af forvaltningen sigtes der til forvaltningsmyndigheder, som varetager forskellige forvaltningsopgaver. Har kommunen fx organiseret sig med en forvaltning, som alene behandler sociale sager, og en forvaltning, der behandler skolesager, fremgår det af § 29, at ansøgeren i en sag efter folkeskolelovgivningen skal give samtykke til, at skoleforvaltningen indhenter oplysninger fra den del af forvaltningen, som behandler sociale sager.

Har kommunen derimod etableret en »fællesforvaltning«, som både behandler sociale sager og skolesager, er der tale om »samme del af forvaltningen«, hvorfor samtykke efter forvaltningslovens § 29 normalt ikke er påkrævet. Det er i den forbindelse uden betydning, at fællesforvaltningen er opdelt i en række kontorer eller afdelinger.

Enhedsforvaltningen og tavshedspligten

128. At der er en enhedsforvaltning betyder ikke, at fortrolige oplysninger uhindret kan vandre fra en afdeling til en anden.

Hvis der fx er tale om opfølgning af en sygedagpengesag, og den sygemeldte er ansat i kommunen, skal oplysningerne hos arbejdsgiveren - kommunen - indhentes på samme måde, som hvis den sygemeldte var ansat hos en privat arbejdsgiver eller en anden arbejdsgiver uden for kommunen. Dvs. at der skal indhentes samtykke hos den sygemeldte til, at oplysningerne indhentes inden for kommunen.

Såvel når det drejer sig om ansøgningssager som i andre sager, er videregivelsen eller indhentningen af oplysninger omfattet af forvaltningslovens § 27, jf. straffelovens § 152, dvs. at videregivelsen af oplysningerne skal være berettiget.

Videregivelse og indhentning af oplysningerne er endvidere beskyttet af forvaltningslovens § 32 om, at en sagsbehandler ikke må skaffe sig oplysninger, der ikke har betydning for sagen og dens behandling.

7.5. Pligt til at imødekomme en anmodning om oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed

Forvaltningslovens § 31

§ 29. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne af koordinationsudvalget får diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 2. En beslutning efter stk. 1 skal omfatte alle medlemmer af udvalget, dog kan medlemmer af kommunalbestyrelsen ikke modtage diæter. Endvidere kan kommunalt eller statsligt ansatte ikke modtage diæter, når deres arbejde i udvalget er et led i pågældendes almindelige arbejde.

Diæter m.v. til koordinationsudvalget

152. Det følger af § 29, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medlemmerne får diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse. En beslutning skal omfatte alle medlemmerne. Derimod kan der ikke udbetales honorar eller vederlag til enkeltpersoners varetagelse af hvervet som medlem af koordinationsudvalget.

Det gælder dog ikke medlemmer af kommunalbestyrelsen, som efter § 29, stk. 2, ikke kan modtage diæter. Kommunalt eller statsligt ansatte, der deltager i koordinationsudvalget som en del af deres almindelige arbejde, kan heller ikke modtage diæter.

Kommunen beslutter selv, om der skal gives diæter m.v.. Dog kan en beslutning om ikke at ville udbetale diæter m.v. påvirke den faglige bredde i udvalgets sammensætning.

8.4. Det Rådgivende Praksisudvalg

§ 30. Kommunalbestyrelsen nedsætter et ældreråd. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.

stk. 2 ......

155. Kommunen skal, jf. § 30, nedsætte et ældreråd. Se kapitel 2 i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.

8.6. Klageråd

§ 31. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne.

129. Forvaltningslovens § 31 bestemmer, at en forvaltningsmyndighed, der er berettiget til at give en oplysning videre, og som fra en anden forvaltningsmyndighed får anmodning om oplysninger, også har pligt til at give disse videre. Den myndighed, der har oplysningerne, afgør, om det er berettiget at give oplysningerne videre, dvs. om oplysningerne er relevante for den anden myndighed. Åbenlyst irrelevante oplysninger må ikke udleveres. Det er den myndighed, der beder om oplysningerne, der skal sørge for samtykke fra borgeren.

Pligten indtræder dog ikke, hvis arbejdet med at give oplysningen medfører et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne. Når det drejer sig om oplysninger om en borger, vil en myndighed normalt ikke kunne afvise at give oplysningen med henvisning til denne undtagelse.

130. I følge forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, og § 29, stk. 2, nr. 2, brydes reglerne om fortrolighed, når der ved lov er fastsat særlige regler.

Retssikkerhedsloven § 12

I retssikkerhedslovens § 12 er der således fastsat regler om pligt til at give oplysninger i sociale sager, se punkt 105 .

Servicelovens § 35

I henhold til § 35 i lov om social service er der i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt efter lov om social service fastsat regler om, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Dette gælder efter bekendtgørelsen også for alle læger og enhver medarbejder ved puljeordninger efter § 11 i serviceloven og ved de frie grundskoler. Om disse regler se Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge, afsnit 2.3.

Desuden er der fastsat regler i Socialministeriets bekendtgørelse om videregivelse af oplysninger til Statens Øjenklinik om børn og unge med nedsat synsevne, og om Øjenklinikkens pligt til at give oplysninger videre til social- og sundheds- og undervisningsmyndigheder.

Servicelovens § 36

Enhver, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen. Det står i servicelovens § 36.

7.6. Forbud mod uden grund at skaffe sig fortrolige oplysninger

Forvaltningslovens § 32

§ 32. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.

131. Reglerne om tavshedspligt forhindrer ikke, at ansatte på sædvanlig måde samarbejder om løsningen af opgaverne, eller at almindelige sagsbehandlingsrutiner følges. Det afgørende er, at der ved behandling af sagerne tages hensyn til, at man ikke skaffer sig - eller kræver - andet end de oplysninger, som er nødvendige.

Fx skal man ikke uden videre anmode om at få samtlige akter i en sag, men kun bede om dem, som er relevante for ens egen sagsbehandling. Når en anden myndighed beder om en sag, skal man sørge for, at det kun er de relevante oplysninger, der videregives. Er man i tvivl, er det nærliggende at spørge den myndighed, der har bedt om sagen, om hvilke typer af oplysninger som er relevante.

7.7. Sammenfattende om forvaltningslovens regler om at indhente og videregive oplysninger i sociale sager

132. Det følgende er en opsummering af §§ 28 og 29 i forvaltningsloven med særlig vægt på bestemmelsernes betydning i sociale sager.

Videregivelse/ indhentelse i forhold til myndigheder

Hovedreglen i § 28 i forvaltningsloven er

· at oplysninger om rent private forhold ikke kan videregives til andre forvaltningsmyndigheder, og

· at andre fortrolige oplysninger end oplysninger om rent private forhold, kun må videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når oplysningen må antages at have væsentlig betydning for myndighedens afgørelse.

I ansøgningssager gælder endvidere efter § 29 i forvaltningsloven, at sådanne oplysninger som hovedregel ikke kan indhentes hverken fra en anden forvaltningsmyndighed eller fra andre dele af forvaltningen.

Lov

133. Det kan ved lov - eller regler fastsat i henhold til lov - være bestemt, at oplysninger om rent private forhold må videregives eller indhentes. Retssikkerhedslovens § 12 er et eksempel på en sådan lovregel, og efter denne kan den myndighed, der behandler sagen, afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige for sagen. Se afsnit 6.4. Pligt til at give oplysninger, retssikkerhedslovens § 12, hvori det bl.a. er fremhævet, at denne adgang til at indhente oplysninger uden samtykke kun bør bruges, når det har vist sig umuligt at opnå samtykke, og det samtidig skønnes, at oplysningerne er absolut nødvendige. Hvis myndigheden på forhånd ved, at samtykke ikke vil blive givet, skal man ikke forsøge at indhente det. Se punkt 106.

Samtykke

134. Oplysninger kan videregives eller indhentes, hvis den som oplysningerne angår, har givet samtykke. Et samtykke til at give rent private oplysninger videre skal som hovedregel være skriftligt. Dette skriftlige samtykke skal efter forvaltningslovens § 28, stk. 4, indeholde oplysning om, hvilke oplysninger der er tale om, hvem de må videregives til og til hvilket formål. Samtykke bortfalder senest et år efter, at det er givet.

Når der skal opnås samtykke, må sagsbehandleren forsøge at informere pågældende om, hvilke oplysninger der er tale om, og hvorfra de skal skaffes.

Det er også vigtigt, at et samtykke til at indhente oplysninger ikke går videre, end det er nødvendigt. Det bør - også i de tilfælde, hvor et samtykke er fortrykt på en standardblanket - begrænses til de relevante typer af oplysninger sådan at det ikke omfatter alle former for oplysninger.

I ansøgningssager efter forvaltningslovens § 29 er der ikke krav om, at samtykket skal være skriftligt. Hvis der i en ansøgningssag er givet mundtligt samtykke til, at der indhentes rent private oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed, er det ikke nødvendigt, at denne anden myndighed derefter indhenter skriftligt samtykke efter § 28.

Samtykket efter forvaltningslovens § 29 bortfalder ikke efter 1 år, som det gør efter § 28.

Hvis myndigheden i ansøgningssagerne på forhånd kan se, at der i løbet af sagsbehandlingen skal indhentes flere oplysninger, bør myndigheden sammen med ansøgeren aftale, hvor mange gange der skal indhentes samtykke, og hvilken form samtykket skal have. Formålet med den fælles aftale er, at ansøgeren ikke unødigt skal underskrive diverse skemaer, og at myndigheden overholder sin pligt til ikke at indhente oplysninger, som borgeren ikke ønsker bliver indhentet.

Med hensyn til virkningen af, at en person ikke vil give samtykke til at indhente oplysninger, se afsnit 6.2. Konsekvenser ved ikke at medvirke eller give samtykke.

Private oplysninger i ikke-ansøgningssager

135. Hvis der er tale om at indhente private oplysninger fra andre dele af forvaltningen i en ikke-ansøgningssag, er dette forhold ikke reguleret af forvaltningslovens §§ 28 og 29.

En sagsbehandler kan derfor i sådanne sager indhente nødvendige oplysninger fra andre dele af den kommunale forvaltning, fx fra skoleforvaltningen, herunder den skolepsykologiske rådgivning. Men der kan ikke indhentes oplysninger fra den enkelte folkeskole, som ikke er en del af forvaltningen, men er en selvstændig forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 6. Når det drejer sig om at indhente oplysninger fra den enkelte folkeskole skal kravene i forvaltningslovens § 28 derfor respekteres.

Friskoler, private grundskoler og frie kostskoler er ikke omfattet af forvaltningslovens § 28, idet disse skoler ikke er forvaltningsmyndigheder, men er private undervisningsinstitutioner.

I alle tilfælde er det dog vigtigt, at sagsbehandleren, jf. retssikkerhedslovens § 12, stk. 3, forsøger at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Dertil kommer, at efter forvaltningslovens § 32 må man ikke skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke har betydning for de opgaver, som skal udføres.

Oplysninger til/ fra andre

136. Bestemmelserne i forvaltningslovens §§ 28 og 29 gælder i forhold til myndigheder.

Forvaltningsloven regulerer spørgsmålet om at give oplysninger videre fra en forvaltningsmyndighed til en anden forvaltningsmyndighed, men ikke direkte spørgsmålet om at give oplysninger videre til andre, fx domstole, Folketinget, Folketingets Ombudsmand, udenlandske myndigheder, privat praktiserende læger m.v. Spørgsmålet om, hvorvidt det er berettiget at give en oplysning videre til andre, må bedømmes på grundlag af forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt, medmindre forholdet er omfattet af en særlig regel om tavshedspligt.

Forvaltningslovens § 29 om at indhente oplysninger gælder også kun i forhold til andre dele af forvaltningen eller andre forvaltningsmyndigheder. Retssikkerhedslovens § 12 giver imidlertid hjemmel til at indhente oplysninger uden samtykke - fx rent private oplysninger fra en privat arbejdsgiver - men denne adgang bør kun undtagelsesvis bruges, se punkt 106. Hvis der skal indhentes sådanne oplysninger, skal de have betydning for den opgave, som man skal udføre, jf. forvaltningslovens § 32.

7.8. Private, der udfører sociale opgaver, skal overholde forvaltningsloven og offentlighedsloven

§ 34. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der

drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud efter §§ 71 og 72 i lov om social service, og

følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens målsætninger.

Stk. 2. .........

§ 35. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til klagerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.

Stk. 2. .................

156. Kommunen således skal sørge for, at der er et klageråd, hvortil alle ansøgere og modtagere af tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. kan klage over afgørelser efter servicelovens §§ 71 og 72. Klagerådet skal vælges mindst hvert fjerde år.

Klagerådene er selvstændige forvaltningsmyndigheder efter forvaltningslovens § 28. De skal derfor følge reglerne i denne bestemme med hensyn til at give oplysninger videre.

I §§ 35 og 36 er der regler om valg af medlemmer til klagerådet, om at kommunen betaler udgifterne, og om diæter m.v. Disse regler er beskrevet i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl.

8.7. Forældrebestyrelser i dagtilbud for børn

§ 37. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der nedsættes forældrebestyrelser i forbindelse med dagtilbud for børn, jf. kapitel 4 i lov om social service.

157. Kommunalbestyrelsen skal, jf. § 37, sørge for, at der er forældrebestyrelser i dagtilbud for børn. Se Socialministeriets vejledning om forældrebestyrelser i dagtilbud til børn.

§ 38. Amtsrådet har ansvaret for og beslutter, hvordan amtskommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet, herunder initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

§ 39. Amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de amtskommunale opgaver løses, jf. § 38. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.

177. §§ 15 og 38 i retssikkerhedsloven fastslår, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har ansvaret for, hvordan kommunen og amtskommunen planlægger og udfører sin virksomhed på det sociale område. Dette gælder også for initiativer i forhold til arbejdsmarkedet indbefattet initiativer, der sigter på at hjælpe personer til at kunne komme ind på eller blive på arbejdsmarkedet.

Ansvaret for opgaverne og løsningen af opgaverne hviler bl.a. på kommunens og amtskommunens tilsyn efter §§ 16 og 39.

Pligt til at føre tilsyn

178. Det er i §§ 16 og 39 i retssikkerhedsloven bestemt, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale eller amtskommunale opgaver løses.

Det er gældende praksis, der er formuleret som en lovregel. I bemærkningerne til lovforslaget er det fremhævet, at pligten til at føre tilsyn også gælder for hjælp, som udføres af andre end ansatte i kommunen eller amtskommunen.

Det er op til kommunalbestyrelsen og amtsrådet at tage stilling til, hvordan tilsynet konkret skal planlægges og udføres i kommunen eller amtskommunen. I disse overvejelser indgår en række forskellige aspekter, som beskrives i de følgende punkter 179 til 187. Opregningen af de forskellige facetter ved tilsynsvirksomheden er ikke udtømmende.

Formål

179. Formålet med at føre tilsyn er

· at påse, at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter de beslutninger, som kommunalbestyrelsen og amtsrådet har truffet,

· at hjælpen er tilrettelagt og bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde, og

· at forebygge ved at gribe korrigerende ind før mindre problemer udvikler sig til alvorligere problemer.

Tilsynsvirksomheden skal således opfylde forskellige formål i forhold til kommunens og amtskommunens samlede virksomhed på det sociale område. Kernen i tilsynsforpligtelsen er, at myndighederne har pligt til at holde sig informeret om indhold og fremgangsmåde i tilbudene, samt til at forholde sig til denne information i forhold til opgaver, formål og gældende lov.

Det er ikke et krav, at medlemmerne af kommunalbestyrelsen og amtsrådet personligt udfører tilsynsvirksomhed, og typisk vil væsentlige dele af tilsynsvirksomheden blive udført af den kommunale eller amtskommunale administration, der ved rapporter informerer det politiske niveau i kommunen eller amtskommunen.

I praksis udøves tilsynet forskelligt. De hyppigst anvendte centrale redskaber er

· virksomhedsplaner eller årsplaner, der udarbejdes ud fra politisk fastlagte mål og rammer for service og kvalitetsniveau,

· ressourcestyring, hvorefter hjælpen udmåles efter kommunens overordnede mål og økonomiske rammer for området,

· serviceinformation med kommunens mål for området og oplysning om muligheder for at klage, og

· uddannelse og supervision af ledere.

I mange kommuner og amtskommuner er det også praksis, at politikerne personligt - evt. med deltagelse af repræsentanter fra administrationen - regelmæssigt besøger institutioner m.v. og herved også personligt fører tilsyn med forholdene.

Aktivt tilsyn

180. Det er en del af pligten til at føre tilsyn, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal reagere, hvis medlemmerne får informationer om, at der eller kan være grundlag for kritik af hjælpen.

Modtages der fx oplysninger om, at plejen for beboere på et plejehjem tilsyneladende ikke er i orden, har kommunalbestyrelsen, medmindre informationerne er klart utroværdige, pligt til at undersøge sagen og i givet fald at tage initiativ til at få rettet op på forholdene. Dette gælder hvad enten oplysningerne kommer fra forvaltningen, ansatte på institutionen, brugere, pårørende eller andre personer.

Løsningen af tilsynsopgaven forudsætter, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet - typisk gennem deres forvaltninger - er opsøgende over for eventuelle problemer. Det kan ske ved, at der fastsættes procedurer og rutiner for kommunens og amtskommunens tilsynsvirksomhed, fx beslutninger om, hvilke områder der løbende skal vurderes, hvilke der skal vurderes periodisk, principper for tilbagemeldinger til kommunalbestyrelse eller amtsråd.

Tilsyn kan udføres af andre end ansatte hos myndigheden

181. Det er ikke et krav, at en person, der udfører tilsyn og rapporterer om sine observationer, skal være ansat i kommunen eller amtskommunen.

Hvis en kommunalbestyrelse eller et amtsråd indgår aftaler med en person eller en organisation om at udføre et tilsyn - fx om at en plejehjemsforening udfører tilsyn med børn anbragt efter serviceloven - bør det i aftalen nøje præciseres, hvad opgaven går ud, og hvilke kriterier der skal lægges vægt på, når tilsynet udføres. Kommunen bevarer under alle omstændigheder det endelige ansvar, og myndigheden bør således løbende sikre sig, at tilsynet udføres helt i overensstemmelse med aftalen.

Svage grupper bør prioriteres

182. Det har stor betydning, at kommunalbestyrelsen og amtsrådet, når tilsynsvirksomheden prioriteres og planlægges, er særlig opmærksom på former for hjælp, der er rettet til personer, som ikke, eller kun meget vanskeligt selv kan reagere over for urimelige forhold.

Det kan dreje sig om psykisk handicappede eller om stærkt fysisk handicappede, som kan være i et sådant afhængighedsforhold til personalet, at en mulig kritik kan have vanskeligt ved at komme frem.

Brugerindflydelse og tilsyn

183. Det er i § 112 i serviceloven bestemt, at kommunen og amtskommunen skal sørge for, at brugerne af tilbud efter serviceloven får mulighed for at få indflydelse på, hvordan tilbudene tilrettelægges og udnyttes. Se afsnit 4.1. i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap.

Brugerne - og deres pårørende - har personlige og direkte oplevelser af, hvordan hjælpen efter deres opfattelse fungerer. Derfor kan der fra brugerne komme vigtig viden, herunder signaler om, at der kan være noget galt, og at der er brug for forbedringer.

En effektiv brugerindflydelse, hvor der lægges vægt på tilbagemeldinger fra beboerråd eller pårørenderåd til kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, kan derfor også i forhold til svage grupper indgå som et vigtig del af tilsynsindsatsen.

Tilsyn og serviceinformation

184. Efter den kommunale styrelseslov skal kommuner og amtskommuner udarbejde serviceinformationer. Disse informationer giver en beskrivelse af kommunens eller amtskommunens tilbud. Veludformede serviceinformationer, som borgerne kan forstå og forholde sig til, giver borgeren et godt grundlag for at forholde sig til de tilbud, der er.

Hermed bliver det også nemmere at give kommunen, amtskommunen eller de lokale politikere kvalificerede tilbagemeldinger om, hvorvidt de forskellige former for hjælp lever op til lovens krav og den standard, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har besluttet for hjælpen på de enkelte områder. Borgernes og brugernes reaktioner - positive eller negative - kan herved blive en vigtig del af grundlaget for tilsynet.

Tilsynet omfatter alle tilbud

185. Tilsynspligten omfatter såvel tilbud, som kommunens eller amtskommunens egne ansatte udfører, som hjælp, der udføres af andre, fx en selvejende institution, en puljeordning eller private. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet har nemlig ansvaret uanset hvem, der konkret udfører opgaven.

Aftaler om at udføre sociale opgaver

186. Når en social opgave skal udføres af en selvejende institution eller en privat virksomhed, er det vigtigt, at aftalen ikke kun beskriver de økonomiske vilkår og den kvalitet, som ydelsen skal have, men at det også af aftalen fremgår, at kommunen eller amtskommunen har ret til og vil føre tilsyn med ydelsen i form af en løbende kontrol med, at ydelsen svarer til den aftalte kvalitet. Det bør også af aftalen fremgå, at myndigheden har ret til uanmeldt at føre tilsyn.

Det bør også af aftalen, jf. § 43, stk. 2, fremgå, at leverandøren forpligter sig til at følge reglerne i offentlighedsloven og forvaltningsloven. Se punkt 139.

Tilsyn med økonomi

187. Kommunalbestyrelsen og amtsrådet bør stille krav til budgetter og regnskaberne, således at de giver mulighed for at gennemskue de økonomiske forhold. Dette gælder, når opgaverne udføres af egen forvaltning, og det gælder også, når opgaverne efter aftale udføres af andre.

Navnlig når en opgave udføres af andre, kan der være grund til at være ganske særlig opmærksom på muligheden for at kunne gennemskue de økonomiske forhold. Hvis der er tale om sammensatte former for hjælp - fx et døgntilbud til unge eller et bofællesskab for personer med psykisk handicap - kan det være ganske vanskeligt alene ud fra regnskaber m.v. at vurdere, om den samlede drift foregår økonomisk ansvarligt, og om den leverede ydelse svarer til forudsætningerne for bevillingen eller aftalen.

I disse tilfælde kan der være særligt brug for konstaterbare specifikationer af krav til indhold og kvalitet af ydelsen bl.a som grundlag for tilsyn med økonomien. Det kan ske i form af fx forudgående beskrivelser i udbudsmateriale, delegationsrammer og bevillings- og aftaleforudsætninger.

Der er i mange kommuner udviklet redskaber hertil, fx i form af årsberetninger og virksomhedsplaner for institutioner, serviceinformationer, rapporteringssystemer og i nogle tilfælde gennem repræsentation i eller samarbejdsprocedurer med relevante bestyrelser m.v.

Revision

188. I forbindelse med det økonomiske aspekt af tilsynet bør kommunalbestyrelser og amtsråd i revisionsinstruksen stille krav til revisionen. Der kan stilles krav om revisors kvalifikationer, fx registret revisor, statsautoriseret, eller andet anerkendt revisionsfirma. Det er vigtigt at sikre sig en uafhængig revision.

Der kan ligeledes stilles krav til indholdet i revisionen, således at den ikke kun omfatter en finansiel revision, men også en kritisk-økonomisk revision. Dvs. at revisor får pligt til at redegøre for og vurdere, om der ved driften af institutionen er taget skyldige økonomiske hensyn, dvs.

· Sparsommelighedsaspektet. Om goder og tjenesteydelser er erhvervet på den mest økonomiske måde under hensyn til kvalitet og kvantitet.

· Produktivitetsaspektet. Om der er et optimalt forhold mellem ressourceanvendelsen og udbyttet.

· Effektivitetsaspektet. I hvilket omfang man har nået de mål og udløst de virkninger, som var tilsigtet med ressourceanvendelsen.

I forbindelse med det økonomiske aspekt af tilsynet kan kommunalbestyrelsen eller amtsrådet inddrage sin egen revision som rådgiver eller konsulent som led i tilsynet eller i forbindelse med at fastsætte krav til indholdet i tilsynet.

Tilbud uden for (amts)kommunen

189. Hvis en kommune eller et amt har et hjælpetilbud beliggende uden for kommunen eller amtskommunen, bør kommunalbestyrelsen og amtsrådet være særligt opmærksomme på behovet for at føre tilsyn. Det skal herved anbefales, at kommuner og amtskommuner er behjælpelig med at føre tilsyn med »fremmede tilbud«, som er beliggende i egen kommune eller amtskommune. Det anbefales, at der indgås aftaler om tilsyn, herunder om hyppighed, tilbagemeldinger m.v.

Regler om tilsyn i serviceloven

190. Der er i serviceloven nogle særlige regler, der præciserer kommunens eller amtskommunes tilsynspligt i forhold til nogle specifikke forhold vedrørende børn og unge.

Kommunen har efter § 6 i serviceloven pligt til at føre tilsyn med de forhold, som børn og unge i kommunen lever under. Dette tilsyn har generel karakter, og det omfatter alle de forhold, der har betydning for børn og unges levevilkår i lokalområdet, fx trafik og boligforhold. Dette tilsyn skal kommunen, jf. servicelovens § 33, føre på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til tilfælde, hvor der må antages at være behov for særlig støtte til et barn eller en ung under 18 år.

I servicelovens § 55, stk. 1, er det fastsat, at når kommunen anbringer et barn eller en ung uden for hjemmet, skal kommunen føre et løbende tilsyn med barnets eller den unges forhold. Det gælder også, når opholdsstedet ligger i en anden kommune.

Det følger af servicelovens § 49, stk. 2, at amtskommunen (eller anden offentlig myndighed) skal godkende visse opholdssteder for børn og unge. Heri ligger, at amtskommunen skal godkende opholdsstedet som generelt egnet til at modtage børn og unge i døgnophold, og amtskommunen skal føre tilsyn for at påse, at opholdsstedet lever op til kravene i godkendelsen. Amtskommunen skal således ikke føre tilsyn med det enkelte barn.

Om disse regler se Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge.

Tilsvarende godkendelsesregler for private botilbud for voksne efter servicelovens §§ 91 og 93 forventes at træde i kraft 1. juli 2000 med vedtagelse af et forslag til lov om ændring af lov om social service (L 176), fremsat den 26. januar 2000.

Vejledende retningslinier herom vil blive udsendt ved lovens ikrafttræden.

§ 40. Sager, der handler om hjælp til enkeltpersoner, kan ikke behandles i det samlede amtsråd.

Stk. 2. Amtsrådet beslutter, hvilke udvalg sammensat af amtsrådsmedlemmer der skal behandle disse sager.

158. Der skal i amtskommunerne lige som i kommunerne være et udvalg, der behandler personsager. Se punkt 142. Amtskommunerne har fra 1. juli 1998 fået nye opgaver med hensyn til at træffe afgørelser om invalidebiler og visse grupper af hjælpemidler efter serviceloven. Der bliver derfor flere sager, som personsagsudvalget skal tage stilling til.

9.2. Amtslige brugerråd

§ 41. Socialministeren fastsætter regler om amtslige brugerråd, der kan rådgive amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner i sociale anliggender, som hører under amtskommunerne og de to kommuner.

Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med de kommunale organisationer, Københavns og Frederiksberg Kommuner og De Samvirkende Invalideorganisationer. Det kan herved bestemmes, at amtsrådsmedlemmer kan være medlemmer af rådet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om, med hvilken sammensætning og i hvilket omfang brugerrådet kan behandle klager over amtskommunens afgørelser efter §§ 71 og 72, jf. § 81, i lov om social service.

159. Amterne og Københavns og Frederiksberg Kommuner skal nedsætte et brugerråd, der skal informeres af amtsrådet om generelle udviklingstendenser i udviklingen på det sociale område inden for amtet.

Opgaver

Brugerrådet kan selv tage spørgsmål af principiel karakter op til drøftelse med henblik på at komme med forslag til nye initiativer eller med forslag til samordning med tilgrænsende områder, der hører under den amtslige administration. Der kan fx være tale om samordning med den amtslige specialundervisning og med sundhedsvæsenet, forslag vedrørende tilgængelighed, fysisk planlægning m.v.

Brugerrådene vil på denne måde kunne få en funktion som et samlende inspirations-, debat- og diskussionsforum, hvor den måde, som amtskommunen varetager opgaverne på det sociale serviceområde på, kan drøftes med henblik på en udvikling i overensstemmelse med de særlige lokale ønsker og behov.

Om sammensætning af brugerrådet, dets opgaver og forretningsorden, henvises til §§ 38-47 i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område. Se bilag 2.

9.3. Amtslige klageråd

160. For personer over 67 år, der enten har ophold på amtskommunale boformer, jf. servicelovens §§ 92-94, eller hvor amtskommunen i medfør af servicelovens § 81, stk. 2, sørger for praktisk bistand m.v. i medfør af servicelovens §§ 71 -72, skal de amtslige brugerråd fungere som klageråd, jf. servicelovens § 81, stk. 3.

Som klageråd har brugerrådet tilsvarende beføjelser som de kommunale klageråd, der er beskrevet i Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. Se endvidere § 47 i Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område. Se bilag 2.

I de tilfælde, hvor brugerrådene skal fungere som klageråd, skal rådet tiltrædes af to medlemmer af amtsrådet. De to medlemmer af brugerrådet, som er udpeget som repræsentanter til forældre til børn på henholdsvis dag- og døgninstitutioner under amtskommunerne, deltager ikke ved behandling af klagesager. Sammensætningen fremgår af § 46 i ovennævnte bekendtgørelse.

§ 42

Stk. 3. Kommunen og amtskommunen kan, medmindre andet er fastsat, indgå aftale, hvorefter forpligtelser, der efter den sociale lovgivning påhviler den ene part, kan overlades til den anden.

169. Det er i § 42, stk. 3, fastsat, at kommuner og amtskommuner kan overlade forpligtelser efter de love, som retssikkerhedsloven gælder for, til hinanden. Heri ligger, at der kan overføres kompetence til myndighedsudøvelse.

Det endelige ansvar bevares

170. Når en kommune eller en amtskommune overlader forpligtelser efter § 42, stk. 3, bevarer den afgivende myndighed fortsat det endelige ansvar for, at forpligtelsen udøves i overensstemmelse med lovgivningen. Et amtsråd kan altså indgå en aftale med en kommune om, at kommunen visiterer til særlige boliger til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, men amtsrådet kan ikke ved denne aftale frigøre sig fra det endelig ansvar for, at visitationen er i orden.

§ 42

Stk. 4. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem amtskommunen og en eller flere kommuner om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning give tilladelse til, at forpligtelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler den ene part, kan overlades til den anden. Det er en betingelse for godkendelsen, at opgavevaretagelsen skønnes fagligt forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.

Stk. 5. Socialministeren kan i forbindelse med en tilladelse efter stk. 4 godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, selv om ordningerne fraviger de regler, der er fastsat i loven.

Socialministeren kan tillade ændringer

172. § 42, stk. 4 og 5, skal ses i sammenhæng med de tilsvarende bestemmelser i servicelovens § 139, stk. 3 og 4. Set under et betyder disse regler, at der samlet set for tilbud efter serviceloven og aktivloven er mulighed for at fravige den almindelige fordeling af kompetencen mellem kommuner og amtskommuner, som den er fastlagt i disse to love.

Hvilke ændringer

Fravigelsen kan vedrøre alle forhold, dvs. såvel udførerfunktionen som reglerne om visitation og fordeling af udgifterne. Det er principperne fra bistandslovens §§ 138, stk. 2 og 3, § 138 c, stk. 1, og § 138 e, der herved føres videre som generelle regler.

Hvis der ikke kan opnås enighed om oprettelse eller drift af tilbud, kan socialministeren efter ansøgning tillade, at forpligtelser efter lov om social service og lov om aktiv socialpolitik, der påhviler en kommune eller en amtskommune, kan overføres til den anden part. Det gælder med hensyn til forpligtelser - dvs. myndighedsudøvelse - og med hensyn til at oprette og drive tilbud om hjælp. Det er en betingelse, at det skønnes, at den måde, som opgaverne vil blive varetaget på, er faglig forsvarlig og økonomisk bæredygtig inden for lokalområdet og i amtet.

Socialministeren kan også, jf. § 42, stk. 5, godkende visitations- og udgiftsfordelingsordninger, der fraviger de regler, der er fastsat i loven.

10.3. Om formuedannelse

§ 43. ............

Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres.

137. Formålet med forvaltningsloven var at samle de væsentligste rettigheder og beføjelser for den borger, der er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en offentlig myndighed. Det drejer sig bl.a. om partshøring, aktindsigt, partsrepræsentation eller bisidder, vejledning og klagevejledning, retten til, at den offentlige myndighed hemmeligholder fortrolige oplysninger (reglerne om tavshedspligt) og retten til, at sagen afgøres upartisk (reglerne om inhabilitet).

Offentlighedsloven indeholder de almindelige regler om aktindsigt i sager, der er oprettet hos offentlige myndigheder som led i deres administrative arbejde. Offentlighedsloven indeholder desuden den vigtige regel om notatpligt, dvs. at myndigheden skal skrive (notere) indholdet af oplysninger ned, der gives mundtligt eller på anden måde, og som har betydning for sagens afgørelse.

Offentlighedsloven gælder for al virksomhed, der udøves af en forvaltningsmyndighed. Retten til aktindsigt gælder ikke bare, når der skal træffes afgørelse i en sag, men også når der fx er tale om dokumenter, der er undergivet administrativ sagsbehandling eller, som vedrører faktisk forvaltningsvirksomhed.

Forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder som udgangspunkt kun for offentlige myndigheder og deres sagsbehandling.

Private og de to forvaltningslove

138. Private, der udfører opgaver for det offentlige, kan være organiserede på forskellige måder.

Private med omfattende aftale

Private eller selvejende institutioner for børn og unge under 18 år kan have en aftale (overenskomst) om opgaverne og deres udførelse med en kommune eller amtskommune, der har en mere omfattende karakter, således at den private eller selvejende institution er undergivet intensiv offentlig regulering og dermed udøver egentlig offentlig virksomhed.

Det samme kan gælde for boformer for voksne efter serviceloven, hvor aftalen med kommunen eller amtskommunen er af samme omfattende karakter.

En sådan aftale betyder, at de private eller selvejende institutioner og de private boformer allerede er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det gælder hele den virksomhed, der udøves, herunder også personalets forhold fx ansættelsesretlige forhold.

Aftaler med andre private

139. På det sociale område er der en række andre private personer og organisationer, der udfører opgaver for det offentlige uden, at aftalen har den omfattende karakter, som aftaler med private eller selvejende institutioner ellers kan have, og uden at være undergivet intensiv offentlig regulering. De er derfor ikke omfattet af de 2 forvaltningslove.

Dette betyder, at borgeren får samme ydelse efter den sociale lovgivning, men ikke den samme retsbeskyttelse, som forvaltningsloven og offentlighedsloven giver andre borgere, der benytter sig af tilbud direkte fra en offentlig myndighed eller en privat med overenskomst eller aftale med en kommune eller amtskommune. Private, der udfører opgaver efter serviceloven eller aktivloven for en kommune eller amtskommune, er derfor efter § 43, stk. 2, omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, når der er tale om hjælp, der bliver udført efter aftalen.

Det har ikke betydning, hvordan en privat der udfører opgaver, er organiseret, og borgerne har samme retsstilling i forhold til alle private, der udfører sociale opgaver for kommuner eller amtskommuner.

Det betyder, at bl.a. reglerne om aktindsigt gælder efter både forvaltningsloven og offentlighedsloven. En person kan få direkte aktindsigt i oplysninger om sig selv fra den private uden først at skulle henvende sig til kommunen eller amtskommunen.

Retssikkerhedslovens § 43, stk. 2 og 3, gælder kun for forholdet mellem den private opgaveudfører og borgeren og ikke for forholdet mellem opgaveudføreren og kommunen eller amtskommunen. Det betyder, at der ikke er ret til aktindsigt i de aftaler, der ligger bag ved opgavevaretagelsen.

Hvis en privat organisation ikke udelukkende udfører opgaver for en kommune eller en amtskommune, er det kun i forhold til den offentlige opgave, at forvaltningslovens og offentlighedslovens regler om tavshedspligt, notatpligt, aktindsigt m.v. gælder. Resten af den private organisations opgaver falder klart uden for de to forvaltningslove, således også de ansattes forhold.

Det anbefales, at det af aftalerne, som kommunerne og amtskommunerne indgår, udtrykkeligt fremgår, at den private, der udfører opgaven, skal overholde disse love, fx når en kommune indgår aftale om køb af enkeltpladser i private opholdssteder, når en kommune får udført hjemmehjælp hos et privat firma, eller når en kommune indgår aftale med en puljeordning efter servicelovens § 11. Disse aftaler bør også sikre mulighed for en kontrol og et tilsyn.

Puljeordninger

De ansatte i puljeordningerne efter servicelovens § 11 (privat organiseret børnepasning) er omfattet af de forvaltningslove, når de udfører opgaven for kommunen, jf. § 43, stk. 2. Dette skal også fremgå af aftalen mellem ordningen og kommunen.

I mange puljeordninger deltager forældrene som frivillig arbejdskraft. Forældrene og andre private - fx bedsteforældre - er som udgangspunkt ikke omfattet af forvaltningsloven og dermed dens regler om tavshedspligt. Men hvis forældrenes eller andres arbejde i ordningen er forudsat i vedtægten, skal der i aftalen mellem puljeordningen og kommunen også gøres opmærksom på, at forældrene eller andres arbejde indgår i det organiserede arbejde, og de vil derfor være omfattet af de 2 forvaltningslove, når de udfører opgaverne.

Frivillige organisationer m.fl.

Selv om en kommune eller amtskommune indgår aftale med frivillige organisationer eller andre om at henvise borgere til tilbudene, bevirker en sådan henvisningsaftale ikke, at den frivillige organisation dermed »udfører en opgave for det offentlige«, jf. § 43, stk. 2. Den frivillige organisation eller andre skal derfor ikke følge forvaltningsloven og offentlighedsloven i denne situation.

Hvis en kommune eller amtskommune efter servicelovens § 115 yder støtte til en frivillig organisation, betyder dette heller ikke, »at organisationen udfører en opgave for det offentlige«.

Private personers tavshedspligt

Straffelovens § 264 d regulerer private personers videregivelse af fortrolige oplysninger om en anden person. Efter bestemmelsen må meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold ikke uberettiget videregives. Dvs. at oplysninger om private forhold kan forlanges unddraget offentligheden.

Private, frivillige organisationer er omfattet af denne bestemmelse og vil derfor have tavshedspligt med hensyn til de mange ofte meget fortrolige oplysninger, som frivillige får i forbindelse med arbejdet, fx om familieforhold, seksuelle forhold, sygdom, misbrug af nydelsesmidler og selvmordsforsøg.

§ 43.............

Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32. Dette gælder også for selvejende institutioner, der efter aftale udfører en opgave for en kommune eller en amtskommune.

140. Forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt regulerer videregivelse og indhentning af oplysninger mellem den kommunale/amtskommunale forvaltning og de enkelte kommunale/amtskommunale institutioner. Dvs. at videregivelsen og indhentningen skal være berettiget.

Selvejende institutioner betragtes som selvstændige forvaltningsmyndigheder efter forvaltningsloven i forhold til den kommunale og amtskommunale forvaltning. Det betyder, at det ville være forvaltningslovens § 28, der skulle anvendes, når der skulle gives oplysninger til kommunen eller amtskommunen, og når kommunen eller amtskommunen skal videregive oplysninger den anden vej.

I § 43, stk. 3, præciseres det derfor, at i disse tilfælde gælder forvaltningslovens §§ 27, 29 og 32 om at videregive og at indhente oplysninger vedrørende enkeltpersoner, og dette gælder også for selvejende institutioner med aftale med en kommune eller amtskommune.

Det er selve opgavens udførelse, dvs. den sociale opgave, som fx en selvejende daginstitution varetager efter aftalen med en kommune. De ansatte og deres ansættelsesforhold berøres ikke af § 43, stk. 3, og og videregivelse af oplysninger om de ansattes forhold er derfor fortsat omfattet af forvaltningslovens § 28.

De kommunale og amtskommunale institutioner er derimod en del af den kommunale eller amtskommunale forvaltning. Ved videregivelse og indhentelse af oplysninger vil der derfor være tale om videregivelse og indhentelse af oplysninger inden for samme myndighed.

Efter § 43, stk. 3, præciseres det, at videregivelse og indhentelse af oplysninger er reguleret af forvaltningslovens § 27. Det gælder både mellem private eller selvejende institutioner samt tilbud med overenskomst eller aftale med en kommune eller amtskommune og private, der udfører opgaver for det offentlige. Det er dog således, at hvis der skal indhentes oplysninger fra andre dele af forvaltningen eller andre forvaltningsmyndigheder, er indhentelsen reguleret af forvaltningslovens § 29 i ansøgningssager.

§ 43. Når en kommune eller en amtskommune betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal myndigheden tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.

Stk. 2 .............

173. Reglen i § 43, stk. 1, har sammenhæng med, at der i almindelighed ikke længere i den sociale lovgivning er bestemmelser om, at visse former for hjælp - hvis de udføres af private - skal organiseres som selvejende institutioner med hvem kommunen eller amtskommune indgår aftale med.

Sådanne regler findes kun i tilknytning til dag- og døgntilbud for børn og unge efter serviceloven, mens der i øvrigt ikke er regler om organisationsform for andre former for hjælp.

174. Når en kommune eller en amtskommune overlader det til andre at udføre opgaver efter den sociale lovgivning, forudsætter det en aftale, som beskriver såvel den økonomiske som den indholdsmæssige del af opgaven, fx de enkelte elementer i opgaven, med hvilken kvalitet den skal udføres, krav til brugerindflydelse, krav til personaleudannelse, åbningstider o.lign.

Ikke alle aftaler indebær formuedannelse

Mange aftaler indeholder ikke et element af offentligt betalt formueopbygning. Dette gælder bl.a ikke aftaler, der er indgået på almindelige forretningsmæssige vilkår efter udbud/ licitation. En aftale, der efter licitation er indgået med et firma om at sørge for kommunens transport af ældre og handicappede, vil typisk ikke gå ud på, at kommunen betaler særskilt for anskaffelse af busser eller andet materiel, men på, at kommunen betaler for transporten efter takster fastsat i aftalen.

Betaler kommunen eller amtskommunen for brug af en fast ejendom en husleje, der fastsættes på grundlag af markedsprisen, vil der i reglen ikke være grundlag for at tage forholdsregler ud fra en betragtning om, at aftalen kan medføre en offentlig betalt formuedannelse.

Dette vil også kun sjældent være tilfældet, hvis der er tale om et planlagt kortvarigt arrangement, fx køb af enkeltpladser på en institution i en kortere periode. Og selv om en aftale løber - eller forudsættes at løbe - over en længere periode, kan det være således, at det offentliges betaling for fx renter og afdrag for lån i en fast ejendom i realiteten modsvares af, at ejendommen, der har en friværdi, stilles tilrådighed for løsningen af den aftalte opgave.

Hvor kan § 43, stk. 1, bruges

175. Nogle gange er det økonomiske mellemværende mellem myndigheden og den organisation, som udfører opgaven, imidlertid udformet således, at der over tid opsamles formue, idet myndigheden ikke alene har betalt for de løbende driftsudgifter, men også - typisk efter regning - har betalt for navnlig udgifter til afdrag og renter på fast ejendom og til anskaffelse af inventar. Når dette er tilfældet, vil der over tid opstå en offentligt finansieret formue bundet i ejendommen eller inventaret.

Det er sådanne tilfælde § 43, stk. 1, er møntet på, og et typisk eksempel er, at det med en privat organisation aftales, at den driver et særligt tilbud mod, at myndigheden dækker de faktiske udgifter, herunder udgifter til renter og afdrag på en fast ejendom, der bruges for at løse den aftalte opgave. Det kan være et botilbud til personer med omfattende behov for hjælp, jf. servicelovens kapitel 18.

Løber en sådan aftale over en årrække, vil der - afhængig af de konkrete omstændigheder - som følge af betaling af afdrag og/eller udgifter til (ekstra)ordinær vedligeholdelse i ejendommen opsamles en formue, som helt eller delvist er kommet til veje, fordi myndigheden har betalt disse specificerede udgifter.

Hvis ejendommen ikke længere skal anvendes til det aftalte formål, er det derfor rimeligt, at myndigheden, som har betalt udgifterne, har indflydelse på, hvordan formuen skal anvendes.

Det vil som nævnt i pkt. 174 ganske afhænge af forholdene i de konkrete situationer, om dette vil være tilfældet. Der er altså ikke nogen patentopskrift på, hvornår en aftale har en sådan karakter, at der bliver tale om etablering af en offentligt betalt formuedannelse.

Ingen bestemt løsningsmodel

176. Hvis der kan blive tale om formuedannelse, skal myndigheden, når aftalen indgås, tage stilling til, hvordan der skal forholdes med formuen. Der er ikke i loven fastsat et bestemt resultat af overvejelserne, fx svarende til bistandslovens regler om, at virksomheden skulle organiseres som en selvejende institution, og at det i vedtægterne for denne burde fastsættes, hvilken myndighed der skulle tage stilling til eller godkende, hvorledes institutionens formue skulle anvendes, hvis institutionen blev nedlagt eller skulle bruges til noget andet.

Kommunen og amtskommunen er således ikke efter loven pålagt en bestemt løsningsmodel. Men det afskærer imidlertid ikke en myndighed fra at kræve, at en opgave skal løses af en selvejende institution, og at vedtægterne for institutionen skal have en bestemmelse om, at formuen skal tilfalde det offentlige, eller at myndigheden skal godkende, hvordan formuen skal bruges, hvis institutionen nedlægges eller anvendes på anden måde.

Det er også muligt i visse tilfælde at undgå, at der bliver tale om en offentligt betalt formue ved, at det offentlige får pant i ejendommen svarende til betalte afdrag/ekstraordinære udgifter til bygningsvedligeholdelse.

§ 45. I hvert amt nedsættes et socialt nævn. Statsamtmanden er formand for nævnet.

Stk. 2. Nævnet består i øvrigt af 5 medlemmer. Socialministeren udpeger medlemmerne og stedfortrædere for hver efter indstilling fra

kommuneforeningen i amtet,

amtskommunen,

Landsorganisationen i Danmark,

Dansk Arbejdsgiverforening og

De Samvirkende Invalideorganisationer.

Stk. 3 Medlemmer af et socialt nævn skal have bopæl i amtet eller i øvrigt have tilknytning til amtet. Socialministeren kan dog i særlige tilfælde fravige kravet i 1. pkt.

Stk. 4 . Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.

Stk. 5 . Statsamtet yder sekretariatsmæssig bistand til nævnet.

§ 46. Der nedsættes et socialt nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Direktøren for Den Sociale Sikringsstyrelse er formand for nævnet.

§ 48. Nævnets funktionsperiode er 4 år og begynder seks måneder efter, at den kommunale valgperiode er begyndt.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for nævnene, som indeholder regler for

1) nævnenes sammensætning i de enkelte sager, herunder i hvilke sager samtlige medlemmer af nævnet deltager,

2) nævnenes vejlednings- og koordineringsopgaver, jf. § 78, og

3) nævnenes virksomhed i øvrigt

§ 49. Den Sociale Sikringsstyrelse er sekretariat for det sociale nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og varetager i øvrigt de opgaver, som efter lovgivningen er henlagt til styrelsen.

Første klageinstans

196. Efter retssikkerhedsloven indbringes de kommunale og amtskommunale afgørelser for det sociale nævn som 1. klageinstans. Der gælder dog en undtagelse for så vidt angår klager over afgørelser om hjælp efter servicelovens §§ 71 og 72, hvor klage over kommunens afgørelse skal ske til klagerådet, jf. punkt 156.

Efter udlægning til kommunerne af kompetencen i afgørelser efter lov om social pension og til amtskommunerne af kompetencen i visse afgørelser efter serviceloven er nævnet normalt sidste administrative klageinstans.

Ankestyrelsens klagevejledning

I denne vejledning beskrives reglerne om sammensætningen af de sociale nævn og Ankestyrelsen, samt ankeinstansernes opgaver med at koordinere praksis og give vejledning. I Ankestyrelsens klagevejledning er reglerne om klage gennemgået.

Det sociale nævn

Nævnet har sekretariat i statsamtet og er således en statslig klageinstans på regionalt niveau. Nævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner har sekretariat i Den Sociale Sikringsstyrelse.

Medlemmer

Nævnet består af 6 medlemmer med statsamtmanden som formand. De øvrige medlemmer og stedfortræderne for hvert medlem udpeges af socialministeren efter indstilling fra kommuneforeningen i amtet, amtskommunen, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening og De Samvirkende Invalideorganisationer. LO og DA indstiller sine medlemmer gennem de regionale statslige arbejdsmarkedsråd.

Det er nu i lovens § 45, stk. 3, lovfæstet, at medlemmerne af de sociale nævn skal have bopæl i amtet eller i øvrigt have tilknytning til amtet. Baggrunden er, at det netop er det lokale kendskab til amtet og kommunerne i amtet, der skal være med til at præge afgørelserne fra nævnene. Kravet har tidligere bestået forudsætningsvist som følge af forholdets natur.

Nævnene behandler ca. 24.000 sager om året. Det er vigtigt, at nævnene er funktionsdygtige af hensyn til borgerne og en hurtig og smidig klagesagsbehandling. Dette forudsætter bl.a., at der er medlemmer, der kan indkaldes til møderne.

Kravet om, at medlemmerne skal have bopæl i amtet eller i øvrigt have tilknytning til amtet kan derfor i ganske særlige tilfælde fraviges af Socialministeren. Behovet for udpegning af et medlem, som ikke har bopæl i amtet eller tilknytning til amtet, vil nøje blive vejet op imod behovet i det konkrete tilfælde for et funktionsdygtigt nævn.

Et eksempel på de ganske særlige tilfælde er, at en organisation i en periode ikke har mulighed for at pege på en egnet person i amtet, men derimod på en kompetent person i naboamtet, der har kendskab til regionen. Et andet eksempel er, at et medlem afgår ved døden, og stedfortræderen er samtidigt flyttet til naboamtet. Stedfortræderen ville så kunne fungere, indtil der er fundet et nyt medlem og en ny stedfortræder.

Inhabilitet

197. Da nævnet er klageinstans for kommunale og amtskommunale afgørelser i sociale sager, kan et medlem af det kommunale eller amtskommunale personsagsudvalg ikke udpeges som medlem af nævnet eller som stedfortræder. Det samme gælder kommunalt ansatte, som deltager i administrationen af de sagsområder, der er omfattet af nævnenes kompetence. Reglen står i retssikkerhedslovens § 47. Som noget nyt kan medlemmer af Den Sociale Ankestyrelse heller ikke være medlemmer af det sociale nævn.

Borgmestre

Tilsvarende gælder den generelle inhabilitetsregel for borgmestre, som fortsat ikke kan udpeges som medlemmer eller stedfortrædere for et medlem af nævnet. Det er bedst stemmende med forvaltningslovens forudsætninger om generel inhabilitet, at en borgmester som øverste ansvarlige for kommunens administration og økonomi ikke deltager i behandlingen af klagesager fra kommunerne i amtet.

Viceborgmestre, som alene i visse tilfælde træder i stedet for borgmestre, vil derimod fortsat kunne udpeges.

Amtsborgmestre

En amtsborgmester kan ud fra samme hensyn heller ikke udpeges som hverken medlem eller stedfortræder.

Sammensætningen i de enkelte sager

Bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område

§ 51. Ankestyrelsens afgørelser træffes af

styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer og

medlemmer, der udpeges efter § 52.

Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.

§ 52. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra

Dansk Arbejdsgiverforening,

Landsorganisationen i Danmark,

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Kommunernes Landsforening,

De Samvirkende Invalideorganisationer,

Københavns Kommune og

Frederiksberg Kommune.

Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,

der er fyldt 66 år,

der er medlem af et socialt nævn

der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af Ankestyrelsen, eller

der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning eller på institutioner med socialt formål.

Sammensætning

199. Den Sociale Ankestyrelse er klageinstans for kommunale og amtskommunale afgørelser, som Ankestyrelsen skønner har principiel eller generel betydning.

Bestemmelsen viderefører Ankestyrelsens sammensætning med en enkelt udvidelse, idet Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, som repræsenterer et betydeligt antal offentligt ansatte, nu også indstiller medlemmer til Ankestyrelsen.

§ 54. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer, jf. § 55, stk. 2, nr. 1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne.

Bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område

§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.

201. Med formuleringen af § 69 er den hidtidige regel i bistandslovens § 15, stk. 5, ført videre, dog således, at § 69 sprogligt bedre udtrykker den praksis, som de sociale klagemyndigheder faktisk anvender, når de skal bedømme og efterprøve skøn, som indgår i de afgørelser, som de sociale myndigheder træffer.

Der er ofte en vis usikkerhed med hensyn til, hvad en skønsmæssig afgørelse er, og hvordan de sociale klagemyndigheder, ombudsmanden og domstolene efterprøver skønsmæssige afgørelser. I det følgende skal det beskrives, hvad skønsmæssige afgørelser er, og hvordan disse efterprøves.

Afgørelser, der bygger på ret

202. Begrebet skøn stilles i forhold til ret eller retsanvendelse. Retsanvendelse bruges, når det direkte følger af loven, at bestemte betingelser (retsfaktum) er knyttet sammen med en bestemt rettighed eller forpligtelse (retsfølge). Et eksempel er, at det følger af pensionsloven, at en person, der fylder 67 år (retsfaktum), efter ansøgning har ret til folkepension (retsfølge). Der er i sådanne tilfælde ikke tvivl om retsfaktum, og retsfølgen er beskrevet i loven som beløb pr. måned i grundbeløb og evt. tillæg, når betingelserne herfor er opfyldte.

Skønsmæssige afgørelser

203. Skøn anvendes, når bestemmelsen i loven ikke angiver en bestemt retsfølge af retsfaktum, der også kan være beskrevet i brede vendinger.

To eksempler

Det følger af aktivlovens § 81, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for i fremtiden at kunne klare sig selv. Denne bestemmelse beskriver en række betingelser, for at en borger har ret til hjælp. Da betingelserne ikke er objektivt angivet, betyder det, at loven har overladt myndigheden et spillerum, inden for hvilket den kan vælge mellem en eller flere afgørelser.

Et andet eksempel er aktivlovens § 11, stk. 2, hvorefter det er en betingelse for at få kontanthjælp eller aktivering, at modtageren har være ude for ændringer i sine forhold. Der er i reglen nævnt nogle typer af ændringer - sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør - men disse er ikke udtømmende. Myndigheden skal altså i den konkrete sag påse, om der er andre ændringer, som kunne berettige til kontanthjælp/ aktivering.

Hvorfor regler, som bygger på skøn

204. . Det er karakteristisk for regler, der indeholder et eller flere skønsmæssige elementer, at de er udformet på den måde, fordi bestemmelsen skal kunne samle op på situationer, som lovgiver ikke på forhånd har kunnet eller ønsket at beskrive udtømmende. Det er hensigten, at når myndigheden står med de konkrete sager, så skal der - efter et konkret skøn - være mulighed for at hjælpe den enkelte og familien.

Efterprøvelse af skøn

205 . At en afgørelse bygger på et skøn - eller at der som et led i afgørelsen indgår et eller flere skønsmæssige elementer - betyder ikke, at afgørelsen ikke kan efterprøves af klagemyndighederne, ombudsmanden eller domstolene. Såvel domstolene som ombudsmanden efterprøver skønsmæssige afgørelser, og efter grundlovens § 63 kan domstolene påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Det betyder, at der er domstolskontrol med forvaltningen også, når forvaltningen udøver et skøn.

Domstolene og ombudsmanden har i deres praksis fastlagt, hvad der indgår i deres prøvelse, når der indgår skøn i reglen. Udgangspunktet for efterprøvelsen er, om skønnet er lovligt. Heri indgår navnlig, om sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om der er inddraget ulovlige kriterier, om myndigheden har foretaget en konkret individuel afvejning af sagens omstændigheder, og om lighedsgrundsætningen - at ensartede tilfælde er behandlet ens - er fulgt.

I praksis er der forskel på domstolenes og ombudsmandens efterprøvelse, idet ombudsmanden typisk ikke efterprøver den del af en afgørelse, der hviler på en fagkyndig vurdering, fx en lægelig vurdering, mens domstolene også efterprøver fagkyndiges vurderinger.

De sociale klageinstansers muligheder for at efterprøve og i givet fald tilsidesætte et skøn udøvet af en kommune eller en amtskommune svarer til den praksis, som domstolene har lagt med hensyn til efter grundlovens § 63 at efterprøve øvrighedsmyndighedens grænser, dvs. i hvilket omfang domstolene efterprøver forvaltningsafgørelser.

Efterprøvelsen består i at konstatere, om myndigheden overhovedet har foretaget et skøn og fx ikke bare anvendt interne retningslinier uden at vurdere sagen konkret. I efterprøvelsen indgår også, om sagens faktiske omstændigheder er korrekt beskrevet, om sagsbehandlingsreglerne (forvaltningsloven m.m.) er fulgt, om ensartede tilfælde er behandlet ens (lighedsgrundsætningen), om der eventuelt er taget hensyn til ulovlige kriterier, og om hensynene er prioriteret i overensstemmelse med almindelige retsprincipper. De sociale nævn og Ankestyrelsen tilsidesætter endvidere åbenbart urimelige skønsmæssige afgørelser, og på samme måde som domstolene efterprøver de sociale nævn og Ankestyrelsen også og tilsidesætter i givet fald sagkyndiges vurderinger.

13.4. Koordinering af praksis

§ 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og

følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 77. Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.

§ 78. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.

Stk. 2. Som et led i denne koordinering

1) vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og

2) følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.

§ 79. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form.

Praksiskoordinering

206. Efter kapitel 11 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område videreføres reglerne om Ankestyrelsens praksiskoordinering fra ankestyrelsesloven, idet de sociale nævn også får en praksiskoordinerende opgave i samarbejde med Ankestyrelsen.

Som led i denne virksomhed kan Ankestyrelsen indhente og gennemgå sager, der er afgjort af de sociale nævn og kommunerne, jf. §§ 78 og 79. De sociale nævn kan inden for deres område ligeledes indhente og gennemgår sager fra kommunerne.

Sagerne kan bl.a. udvælges på baggrund af en statistisk opgørelse over den forventede tilkendelseshyppighed af forskellige typer af sociale ydelser i kommuner, amtskommuner og sociale nævn. Hensigten med Ankestyrelsens - og de sociale nævns - gennemgang af sagerne er at afdække, om der foreligger større praksisforskelle, og om der er særlige forhold, der kan forklare afvigelser fra det forventede.

Sagerne skal kunne påklages

Ankestyrelsen og de sociale nævn kan som led i deres praksiskoordinering kun gennemgå sagstyper, der drejer sig om afgørelser, som efter lovgivningen kan indbringes for Ankestyrelsen, respektive de sociale nævn.

Retlig vurdering

Der er tale om en retlig vurdering i forhold til den enkelte sag, hvor de praksiskoordinerende instanser vurderer, om afgørelserne er i overensstemmelse med gældende ret. Ankestyrelsen - og de sociale nævn bør kun erklære sig uenige i en afgørelse, hvis den er klart i strid med landsdækkende praksis på området. Det betyder også, at når der i en regel indgår skøn, og det er overladt til den lokale myndighed at fastlægge, hvordan skønnet konkret skal udøves, vil der kun være grundlag for at reagere, hvis afgørelserne er ulovlige.

Sager kan ikke tages op af egen drift

De praksiskoordinerende instanser kan ikke i forbindelse med en praksisundersøgelse tage underinstansernes afgørelser op af egen drift med henblik på at ændre afgørelsen, og praksiskoordineringen går heller ikke ind i en bedømmelse af hensigtsmæssigheden af kommunernes forretningsgange eller det lokale serviceniveau.

Samarbejdet mellem nævn og Ankestyrelsen

207. I forbindelse med, at de sociale nævn har fået pligt til at praksiskoordinere inden for deres område, er det forudsat, at de løser opgaven i samarbejde med Ankestyrelsen for bl.a. at forebygge usikkerhed om, hvilken praksis der gælder, og for at sikre den bedst mulige ressourceudnyttelse, centralt og regionalt.

De sociale nævns praksiskoordinerende virksomhed tilrettelægges derfor i samarbejde med Ankestyrelsen. Ved undersøgelser af kommunernes praksis tager Ankestyrelsen kontakt med det sociale nævn, under hvis område den enkelte kommune hører. Ankestyrelsen bør konsulteres, før de sociale nævn giver udmelding om resultatet af en lokal praksisundersøgelse for at sikre størst mulig overensstemmelse mellem udmeldingerne.

Opfølgning

208. Opfølgningen af praksiskoordineringen sker ved, at Ankestyrelsen og de sociale nævn - inden udsendelsen af rapporter m.v. om undersøgelserne - går i dialog med og/eller afholder opfølgningsmøder med de involverede nævn og kommuner. Ankestyrelsen - og de sociale nævn - bør i dialogen give vejledning om, hvorledes sagsbehandlingen kan forbedres, fx om hvordan krav til dokumentation, formelle sagsbehandlingsregler, bedre kan overholdes, således at der på landsplan sikres ensartethed i sagsbehandlingen og afgørelsespraksis.

Dialogen mellem kommuner, sociale nævn og Ankestyrelsen bør endvidere bidrage til at gøre den landsdækkende praksis synlig, således at der skabes større klarhed herom i kommunerne med henblik på deres fremtidige sagsbehandling for at sikre ligebehandling af borgerne.

13.5. Vejledning til kommunerne og amtskommunerne

Hvem vejleder

209. Dette afsnit handler om, hvor kommuner og amtskommuner m.v. kan få vejledning om reglerne på det sociale område. Som udgangspunkt yder kommunerne vejledning om sociale spørgsmål overfor borgerne, mens medarbejdere i kommunerne kan få vejledning i de sociale nævn, og medarbejdere i de sociale nævn kan få vejledning om praksis og lovspørgsmål i Ankestyrelsen.

Retssikkerhedsloven viderefører, jf. §§ 76 og 78, Ankestyrelsens og de sociale nævns pligt til at give kommuner og amtskommuner vejledning.

Når klageinstanserne yder vejledning, skal der tages hensyn til, at Den Sociale Ankestyrelse og de sociale nævn i deres virksomhed er uafhængig af instruktioner i den enkelte sags behandling og afgørelse, jf. § 68. Hverken Ankestyrelsen eller statsamterne, som sekretariat for de sociale nævn, kan give »bindende forhåndstilkendegivelser« om afgørelse af konkrete sager, fordi der vil kunne opstå habilitetsproblemer ved en senere klagesag, og fordi der medvirker beskikkede medlemmer, når de konkrete klagesager skal afgøres.

Ankestyrelsens vejledning

210. Ankestyrelsens vejledning sker bl.a. ved at offentliggøre anonymiserede afgørelser, som har principiel eller generel betydning, og som Ankestyrelsen og de sociale nævn har truffet. Det sker i

· Ankestyrelsens »SM-Sociale Meddelelser«,

· praksisoversigter på de enkelte lovområder, og

· Ankestyrelsens nyhedsblad »Nyt fra Ankestyrelsen«.

Udmelding af praksis sker regelmæssigt både i skriftlig og elektronisk form, så kommuner, statsamter og andre, der har afgørelseskompetence på de forskellige lovområder, eller som har behov for at være orienteret om praksis, hurtigt kan være informeret herom.

Ankestyrelsen besvarer også telefoniske og skriftlige forespørgsler fra de sociale nævn om gældende lovgivning m.v. og praksis. Herudover yder Ankestyrelsen vejledning ved regelmæssig kontakt og mødevirksomhed, herunder ved undervisning og kurser, med underinstanser, kommuner, sociale nævn, interesseorganisationer og andre samarbejdspartnere.

Grundlaget for vejledning

211. Ankestyrelsen og nævnene yder vejledning ud fra allerede trufne afgørelser. Hvis der endnu ikke er truffet afgørelse vedrørende selve spørgsmålet, vil Ankestyrelsen og nævnene ud fra de allerede foreliggende afgørelser kunne yde retlig vejledning og fortolkningsbidrag.

Ny lovgivning

I forbindelse med ny lovgivning vil Ankestyrelsen ofte yde en retlig vejledning om fortolkning af reglerne. Ny lovgivning kan imidlertid være af en sådan karakter, at Socialministeriet i en periode skal yde vejledning over for nævn og kommuner. Vejledningen vil typisk blive overtaget af Ankestyrelsen og nævnene, når de første afgørelser er truffet.

Vejledning fra Socialministeriet

212. Socialministeriet har pligt til at give vejledning, når det drejer sig om sager, hvor klageadgangen er afskåret i loven.

Socialministeriet har også vejledningsforpligtelsen, når det drejer sig om bistandsudøvelsen - dvs. en kommunes eller en amtskommunes valg af foranstaltning, når der er truffet afgørelse om, at der skal ydes en eller anden form for hjælp. Socialministeriet kan ikke vejlede om det konkrete valg af foranstaltning, men alene udtale sig vejledende om de muligheder, der findes inden for rammerne af lovreglerne.

§ 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg til støtte for sin indsats med at samordne praksis i de afgørelser, der træffes på det sociale område i hele landet

Stk. 2. Udvalget har til opgave at følge og rådgive Anketstyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen og de sociale nævn har pligt til at foretage

Opgaver

153. Det Rådgivende Praksisudvalg skal støtte Den Sociale Ankestyrelse i indsatsen med at samordne praksis i de afgørelser, der træffes på det sociale område i hele landet.

Formålet med nedsættelsen af udvalget er således at få et samarbejdsforum, som på det administrative niveau kan følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen og de sociale nævn har pligt til at foretage efter retssikkerhedslovens kapitel 11.

Udvalget har endvidere til opgave at bistå Ankestyrelsen i den overordnede planlægning og koordinering af praksisundersøgelser og vejledningsvirksomhed i øvrigt. Udvalget kan endvidere informere Socialministeriet om regler, som giver anledning til administrative vanskeligheder eller fortolkningstvivl.

Udvalget har ikke relation til hverken konkrete enkeltsager eller til arbejdet for det rummelige arbejdsmarked.

§ 81. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse er formand for udvalget. De øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Kommunernes Landsforening,

Københavns- og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,

Dansk Arbejdsgiverforening,

Landsorganisationen i Danmark,

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

De samvirkende Invalideorganisationer,

Foreningen af Statsamtmænd, og

Den Sociale Sikringsstyrelse.

154. Chefen for Den Sociale Ankestyrelse er formand for udvalget. De øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen efter indstilling fra de indstillingsberettigede organisationer og myndigheder.

Rådet for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked (Det Sociale Råd)

§ 87 a. Som rådgivende i spørgsmål om den sociale arbejdsmarkedsrettede indsats nedsætter socialministeren Rådet for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked med henblik på en styrkelse af indsatsen på området.

Stk. 2. Socialministeren udpeger formanden for Det Sociale Råd.

Stk. 3. De øvrige medlemmer udpeges af socialministeren efter indstilling fra

Dansk Arbejdsgiverforening,

Landsorganisationen i Danmark,

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Akademikernes Centralorganisation i fællesskab,

De Samvirkende Invalideorganisationer,

Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen

Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab

De Samvirkende Invalideorganisationer,

Arbejdsministeriet

Stk. 4. Socialministeren fastsætter nærmere regler for Det Sociale Råds arbejdsform og opgaver.

Stk.5. Socialministeriet varetager sekretærfunktionen for Det Sociale Råd.

Baggrunden for Det Sociale Råd

Baggrunden for oprettelsen af Det Sociale Råd er behovet for at samle og styrke den samlede sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked.

Opgaver

Det Sociale Råd er rådgivende for socialministeren i spørgsmål vedrørende den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked.

Det Sociale Råd har vejledende og koordinerende opgaver i forbindelse med den centrale politikformulering, fastsættelse af målsætninger samt afdækning af behov for nye initiativer. Det Sociale Råd skal ligeledes understøtte den lokale indsats, som er forankret i de lokale koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats.

Det Sociale Råd kan således fx iværksætte forskning, forsøg, undersøgelser og evalueringer. Rådet kan desuden rådgive vedrørende nye initiativer og projekter, afholde konferencer og udgive pjecer med anvisninger på, hvordan det rummelige arbejdsmarked kan fremmes.

Socialministeren udpeger formanden for Det Sociale Råd. Socialministeren udpeger endvidere medlemmerne efter indstilling fra de indstillingsberettigede organer og myndigheder. Ved sammensætningen af Det Sociale Råd er der taget højde for, at rådet skal have en mere arbejdsmarkedsrettet profil end Det Centrale Koordinationsudvalg havde og primært skal beskæftige sig med overordnet politikformulering på centralt plan.

Det er socialministeren, der fastsætter regler for Det Sociale Råds arbejdsform og opgaver.

Socialministeriet varetager sekretariatsfunktionen for Det Sociale Råd.

8.5. Ældreråd

§ 89

Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har overladt til en selvejende institution med overenskomst med kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.

Stk. 7 ...........

Selvejende institutioner

171. Det er i § 89, stk. 6, bestemt, at beføjelser, som en kommune eller en amtskommune efter den ophævede § 9, stk. 2, i bistandsloven har overladt til en selvejende institution, bevares efter de hidtidige regler. Efter bistandslovens § 9, stk. 2, kunne en kommune eller en amtskommune overlade myndighedsbeføjelser til en selvejende institution. Det var herved en forudsætning, at der var sammenhæng mellem den opgave, som institutionen efter overenskomsten udførte for myndigheden, og de beføjelser, som blev overladt til institutionen.

Ordningen har fx været benyttet i forbindelse med integrerede ordninger, hvor en selvejende institution, som driver et plejehjem, foruden at udføre hjemmehjælp - efter serviceloven i form af personlig hjælp og pleje m.v. efter servicelovens § 71 - også har fået kompetence til at bevilge hjemmehjælp til borgere, der ikke bor på institutionen. Overgangsreglen giver således mulighed for at føre sådanne ordninger videre.

Overgangsordning

Der kan ikke efter den 1. juli 1998 etableres nye ordninger, hvor en selvejende institution får overladt afgørelseskompetence. Det er fortsat muligt, at en selvejende institution har ansvaret for driften af en integreret ordning, når blot det er således, at det er kommunens egne ansatte, som bevilger hjælpen.

§ 99 i lov om social service om hjælp til bilen

lov om integration af udlændige i Danmark (integrationsloven)

Stk. 2. Nævnet er beslutningsdygtigt, når formanden og 3 andre medlemmer er til stede.

Stk. 3. I andre sager deltager ud over formanden medlemmet indstillet af henholdsvis kommuneforeningen, amtskommunen og De samvirkende Invalideorganisationer. Nævnet er i disse sager beslutningsdygtigt, når formanden og 2 andre medlemmer er til stede.

198. I bistandslovsreformen er der også i forbindelse med sammensætningen af de sociale nævn blevet lagt vægt på, at arbejdsmarkedets parter sikres medvirken i sager, der særligt vedrører de arbejdsmarkedsrettede ydelser, fx ydelser efter sygedagpengeloven og ydelser efter aktivloven, dvs. revalidering og kontanthjælp.

I bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område er det derfor fastsat, at samtlige medlemmer deltager i afgørelser, der træffes efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, lov om aktiv socialpolitik, bortset fra sager om hjælp til enkeltudgifter efter § 81, sager om hjælp til udgifter til sygebehandling m.v. efter lovens § 82 og sager om særlig hjælp vedrørende børn efter lovens § 83 og § 84, lov om social pension, bortset fra sager om personligt tillæg, lov om delpension, sager om hjælp til bil efter § 99 i lov om social service og lov om integration af udlændige i Danmark (integrationsloven) Sager efter integrationsloven er med på grund af de arbejdsmarkedsrettede ydelser i loven.

I andre sager, dvs. sager efter serviceloven, børnetilskudsloven, sygesikringsloven, inddrivelsesloven, lov om en børnefamilieydelse og boligstøtteloven, m.fl. deltager alene medlemmet fra kommuneforeningen, amtskommunen og De Samvirkende Invalideorganisationer.

I sager, hvor der både skal træffes afgørelse efter de bestemmelser, der skal behandles af hele nævnet, og efter andre bestemmelser, skal sagen behandles af "det store nævn".

13.2. Den Sociale Ankestyrelse

Vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område