Vejledning om folkeregistrering.

Bilag 1

Registrering af hændelser i udlandet

1. Indledning

2. Dokumentationskrav

3. Forelæggelse af tvivlsspørgsmål

4. Domicilbegrebet

4. De enkelte hændelser

5.1 Fødselsdato

5.2 Køn

5.3 Navn

5.4 Civilstand

5.4.1 Ægteskab

5.4.2 Registreret partnerskab

5.4.3 Skilsmisse

5.5 Statsborgerret

5.6 Slægtskab

5.6.1 Biologisk slægtskab

5.6.2 Adoption

5.7 Under værgemål

5.8 Folkekirkeforhold

5.9 Dødsfald

6. Internordisk flytteattest

7. Adresser og telefonnumre

Bilag 1

Registrering af hændelser i udlandet

1. Indledning

I forbindelse med registreringen i CPR skal der jævnligt tages stilling til retstiftende begivenheder (hændelser), som har fundet sted i udlandet. Nedenfor er der givet vejledning om, hvorledes det for de enkelte hændelser afgøres, om disse kan registreres i CPR, og hvilken myndighed der eventuelt kan spørges til råds i tvivlstilfælde. Oversigten er ikke udtømmende, idet der kun er medtaget tilfælde, som må antages at forekomme ofte, og for hvilke det er fundet muligt at opstille nogle regler.

2. Dokumentationskrav

Generelt må man kræve, at der for de nævnte hændelser vises et originalt dokument eller en genpart, der er bekræftet af den udstedende myndighed.

Ved tvivl om ægtheden af et dokument kan der kræves legalisering af dokumentet. Legalisering vedrører udstederens signatur og kompetence, som skal bekræftes af dennes overordnede (typisk det pågældende ressortministerium). Den overordnedes signatur skal igen bekræftes af det pågældende lands udenrigsministerium, hvis signatur skal bekræftes af den stedlige danske repræsentation. Legalisering vil dels kunne være aktuel for dokumenter, der stammer fra lande udenfor Europa (hvortil ingen dele af Tyrkiet eller det tidligere Sovjetunionen medregnes), USA eller Canada dels for sjældent forekommende dokumenter.

Tvivlsspørgsmål kan i nogen tilfælde også løses ved indhentning af udtalelser fra det pågældende lands ambassade i Danmark eller fra danske ambassader i udlandet via Udenrigsministeriet.

Det kan forlanges, at de forelagte dokumenter er affattet på eller oversat til et forståeligt sprog. En oversættelse bør så vidt muligt være foretaget af en autoriseret translatør eller af en ambassade eller anden offentlig myndighed. Udgifterne herved skal afholdes af borgeren. Nordiske statsborgere har dog krav på gratis tolke- og oversættelseshjælp i sager, hvor der træffes en afgørelse.

3. Forelæggelse af tvivlsspørgsmål

Almindelige registreringstekniske spørgsmål skal som hidtil forelægges for Indenrigsministeriet. Det er således kun, hvis der er tvivl om den retlige bedømmelse af hændelserne, at der evt. skal ske forelæggelse for andre myndigheder.

Inden forelæggelsen for andre myndigheder, skal kommunalbestyrelserne sørge for, at der er indhentet den nødvendige dokumentation for den påberåbte hændelse samt de nødvendige oplysninger til bedømmelsen af domicilspørgsmålet (jf. nedenfor), således navnlig oplysning om den pågældende persons nationalitet, bopæl eller ophold i Danmark eller udlandet, varigheden heraf, planer for fremtiden m. h. t. arbejde, ophold eller bopæl.

4. Domicilbegrebet

En persons retstilling er i visse tilfælde afhængig af personens domicil (bopæl). Det sædvanlige domicilbegreb kræver en samlet vurdering af personens ophold, planer om fremtidigt ophold og tilknytning til landet iøvrigt. Det fremgår heraf, at domicilbegrebet ikke er (helt) det samme som folkeregistreringens bopælsbegreb. Som udgangspunkt kan man dog gå ud fra, at en person skal behandles som havende dansk domicil, hvis vedkommende uden afbrydelse har folkeregisteradresse her i landet før og efter den pågældende hændelse. En person må ligeledes antages at have domicil i Danmark, uanset at vedkommende ikke er tilmeldt CPR, hvis der på anden måde er bevaret tilknytning til Danmark. (Dette vil f.eks. forekomme, hvis vedkommende er udstationeret eller er på en længere rejse og agter at vende tilbage til Danmark.)

Spørgsmål vedrørende domicil i forbindelse med hændelser i udlandet afgøres af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den sag, der er rejst.

5. De enkelte hændelser

5.1 Fødselsdato

For nordiske statsborgere - som her og iøvrigt i bilaget omfatter danske statsborgere - der er født i udlandet, kan dokumentation for fødselsdato ved førstegangsindrejse ske ved forevisning af eget pas, fødselsattest, udskrift af civilstandsregister, internordisk flytteattest eller anden dokumentation, som efter et konkret skøn er lige så god.

Nordiske statsborgeres ønske om ændring af en tidligere registreret fødselsdato skal altid forelægges for Indenrigsministeriet til afgørelse bilagt dokumentation for rigtigheden af den nu angivne fødselsdato.

For ikke-nordiske statsborgere træffes afgørelsen om den korrekte fødselsdato ved såvel førstegangsindrejse som ved senere anmodninger om ændringer af udlændingemyndighederne. Dog skal fastlæggelse af fødselsdatoen for udenlandske børn, der er kommet her til landet med henblik på adoption, foretages af Civilretsdirektoratet.

Hvis den ikke-nordiske statsborger ikke har dokumentation for fødselsdato (i pas eller andre legimationspapirer eller i overgivelsesbrev) og heller ikke angiver at vide, hvornår fødselsdagen er, skal udlændingemyndighederne, inden der kan ske en registrering i CPR, fastsætte en skønsmæssig fødselsdato.

En evt. anmodning fra en ikke-nordisk statsborger om ændring i den tidligere fastsatte fødselsdato skal sendes direkte til de myndigheder, som har haft ansvaret for den oprindelige fastlæggelse her i landet af fødselsdagen.

Bopælskommunen vil dog selv kunne ændre egentlige indrapporteringsfejl.

5.2 Køn

Indenrigsministeriet ændrer kun en persons personnummer som følge af kønsskifte foretaget i udlandet, når kønsskiftet af den pågældende har været forelagt Civilretsdirektoratet, og dette har meddelt Indenrigsministeriet, at kønsskiftet efter danske regler må anses for tilendebragt.

5.3 Navn

Hvis en person bliver døbt, viet eller får en egentlig navneændring i udlandet, mens vedkommende har domicil her i landet, har det ingen retsvirkning for den pågældendes navn efter dansk ret, og navnet kan ikke ændres i CPR med den anførte begivenhed som begrundelse. Kommunalbestyrelsen må i stedet for henvise den pågældende til at få navnet ændret ved navnebevis i statsamtet.

Færøske ministerialbøger anses for danske i navnelovens forstand, hvilket betyder, at personer, som er domicileret her i landet, men er tilført ministerialbogen på Færøerne, kan ændre navn ved anmeldelse til ministerialbogen på Færøerne, idet de dog skal følge dansk navnelovgivning ved anmeldelsen. Som følge heraf vil sådanne navneændringer også skulle registreres i CPR.

Havde en person domicil i udlandet på det tidspunkt, hvor navneskiftet angives at have fundet sted, er det navnereglerne i dette land, som er afgørende.

Tvivlsspørgsmål kan forelægges for det stedlige statsamt.

For nordiske statsborgere, der er født i udlandet, kan det korrekte navn konstateres ved forevisning af personens pas, fødselsattest, udskrift af et civilstandsregister eller internordisk flytteattest. Hvis de pågældende tidligere har haft en ikke-nordisk nationalitet kan yderligere undersøgelser i visse tilfælde være påkrævede.

For ikke-nordiske statsborgere træffes afgørelse om det korrekte navn af udlændingemyndighederne både ved førstegangsregistreringen og ved efterfølgende ansøgninger om navnerettelser (modsat aktuelt ønske om navneændring i Danmark, hvor den pågældende henvises til statsamtet). Anmodning om navnerettelse skal derfor altid fremsættes overfor udlændingemyndighederne. Enhver tvivlsom sag forelægges for Civilretsdirektoratet via det stedlige statsamt.

Egentlige indrapporteringsfejl kan dog rettes af bopælskommunen efter kontakt med den kommunalbestyrelse, som har foretaget fejlindrapporteringen.

Justitsministeriets indfødsretskontor vil, i tilfælde hvor der er tvivl om en ansøgers navn, som hovedregel optage den pågældende på forslaget til indfødsretsloven under samme navn, som er registreret i CPR. I de enkelte tilfælde, hvor der ved indfødsretskontorets behandling fremgår, at der er tale om en fejlagtig registrering af navn i CPR, kontakter indfødsretskontoret Indenrigsministeriets CPR-kontor, således at der kan sikres overensstemmelse mellem navn på indfødsretsbevis og registreringen i CPR.

5.4 Civilstand

5.4.1 Ægteskab

Ægteskab indgået i udlandet betragtes normalt som gyldigt her i landet, hvis det er gyldigt efter det pågældende lands regler. Undtagelse gælder, hvis ægteskabet må anses for stridende mod grundlæggende danske retsprincipper, f.eks. hvis den ene part ikke har været til stede ved vielsen.

Har en person ikke dokumentation for en oplysning om et ægteskab indgået i udlandet, og kan dette heller ikke skaffes, må kommunen kræve oplysning om navn og fødselsdato for ægtefællen samt dato og sted for ægteskabets indgåelse og registrere ægteskabet på dette grundlag. Samtidig må kommunen forklare den pågældende, at han fremover i Danmark vil blive behandlet som en gift person, indtil der fremvises dokumentation for ægteskabets ophør.

Hvis udlændinges vielse fremgår af opholdstilladelser/-beviser eller lignende fra udlændingemyndighederne, kan disse oplysninger uden videre lægges til grund for registreringen i CPR, men udlændingemyndighederne kan ikke spørges om vielsesstedet og -tidspunktet.

Et ægteskab, som er indgået i udlandet, før parterne er skilt fra eventuelle tidligere ægtefæller, er gyldigt. Som ægteskabsdato for det nye ægteskab indrapporteres skilsmissedatoen for det gamle ægteskab, hvis denne skilsmisse har fundet sted ved dansk myndighed.

Hvis skilsmissen er en realitet, når bigamien opdages, foretages intet yderligere. Er de pågældende derimod fortsat gift med de gamle ægtefæller, skal Civilretsdirektoratet orienteres med henblik på evt. omstødelse af det nye ægteskab.

Iøvrigt kan tvivlsspørgsmål om gyldigheden af et ægteskab indgået i udlandet forelægges direkte for Civilretsdirektoratet.

5.4.2 Registreret partnerskab

Registreret partnerskab indgået i Norge og Sverige antages at være gyldigt i Danmark. Spørgsmålet om gyldigheden af registreret partnerskab indgået i andre lande forelægges for Civilretsdirektoratet.

5.4.3 Skilsmisse

En udenlandsk skilsmisse er som udgangspunkt gyldig her i landet under forudsætning af, at den

ikke længere kan ankes eller appelleres,

ikke strider mod grundlæggende danske retsprincipper, hvilket den f.eks. vil gøre, hvis den ene part ensidigt har forstødt den anden,

er gyldig efter det lands ret, hvor skilsmissen er opnået, og

er givet i et land, hvortil mindst en af parterne på skilsmissetidspunktet havde en tilknytning i form af bopæl eller statsborgerret, eller hvor en forudgående separation har fundet sted.

Tvivlsspørgsmål om gyldigheden af en skilsmisse forelægges for Civilretsdirektoratet.

Hvis der er tale om en ikke-nordisk udlænding, hvis skilsmisse udlændingemyndighederne tidligere har taget stilling til, følges disses opfattelse af gyldigheden af skilsmissen, ligesom evt. efterfølgende tvivlsspørgsmål vedrørende sagen forelægges for dem.

5.5 Statsborgerret

Har en person både dansk og anden statsborgerret, registreres vedkommende som dansk i CPR.

Statsborgerretten for nordiske statsborgere, der er født i udlandet, kan dokumenteres ved forevisning af vedkommendes eget pas eller optagelse i nordisk statsborgers pas. Optagelse i en anden persons pas bør efter omstændighederne ledsages af en udskrift af civilstandsregistret i det pågældende fødeland, hvoraf det skal fremgå, hvor og hvornår barnet er født, og hvem, der er dets forældre.

Ifølge loven fra 1950 om ophævelse af Dansk- Islandsk Forbundslov m.m. tilkommer den særlige status »ligeret med danske statsborgere« (statsborgerretskode 5105) kun islandske statsborgere, der den 6. marts 1946 var bosat i Danmark, samt islandske statsborgere, som havde været bosat i Danmark på et tidspunkt de sidste 10 år inden den 6. marts 1946. Loven skal forstås således, at den ret, der tilkommer voksne personer efter loven, ikke gælder disses børn eller ægtefælle, som - for at få rettighederne - selvstændigt må opfylde lovens betingelser.

Afgørelsen af ikke-nordiske udlændinges nationalitet træffes af udlændingemyndighederne.

Er det undtagelsesvis ikke muligt at fastslå statsborgerretten, registreres den pågældende med statsborgerret »»udlandet«, evt. med den pågældende verdensdel.

5.6 Slægtskab

Slægtskabsregistreringer i CPR er alene udtryk for slægtskab konstateret mellem forældre og børn. Indrapporteringen sker kun for barnet, hvorfra det automatisk overføres til forældrene, hvis disse også er registreret i CPR. Det betyder, at der ikke sker registrering af slægtskab, hvis barnet ikke er registreret i CPR.

5.6.1 Biologisk slægtskab

Slægtskab for børn født af nordiske forældre i udlandet kan dokumenteres ved udskrift af civilstandsregister eller internordisk flytteattest.

Hvis slægtskab mellem et barn og dets forældre fremgår af opholdstilladelser/-beviser fra udlændingemyndighederne, kan oplysningen herom uden videre lægges til grund ved registreringen i CPR. Sådanne slægtsskabsoplysninger findes i visse tilfælde på flygtninges overgivelsesbreve samt på de såkaldte »børnebreve«.

Skal der gennemføres faderskabssag, sker dette efter de danske regler i alle tilfælde, hvor en fødsel finder sted her i landet. Spørgsmålet om udenlandsk faderskabsanerkendelse er derfor kun aktuelt, hvis barnet indrejser efter fødslen, og der på dette tidspunkt foreligger en udenlandsk faderskabsanerkendelse.

Efter loven om nordiske faderskabsafgørelser har dom om eller anden fastsættelse af faderskab i et andet nordisk land bindende virkning her i landet medmindre,

dette er i strid med en endelig dansk dom eller administrativ afgørelse, som blev indledt før den nordiske,

der i Danmark eller udlandet verserer en faderskabssag, som er rejst før den nordiske,

eller hvis anerkendelsen ville være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

Danmark har desuden tiltrådt en Europarådskonvention, hvorefter faderskab til ethvert barn født udenfor ægteskab kan godtgøres eller fastslås ved frivillig anerkendelse eller ved retslig afgørelse.

For andre udenlandske faderskabssager er det ikke muligt at fastsætte nærmere retningslinier. Disse sager må, hvis der er tvivl om afgørelsen har gyldighed her i landet, forelægges for Civilretsdirektoratet gennem det stedlige statsamt.

5.6.2 Adoption

Det er blandt andet en betingelse for at anerkende en adoption gennemført i udlandet, at adoptivforældrene ikke havde bopæl her i landet på adoptionstidspunktet.

Tvivlsspørgsmål om gyldigheden af udenlandske adoptioner, domicilspørgsmål i adoptionssager og andre adoptionsretlige spørgsmål kan forelægges for Civilretsdirektoratet, der er den kompetente myndighed på adoptionsområdet. Civilretsdirektoratet afgiver efter praksis udtalelser om disse spørgsmål.

Er en adoption gennemført i udlandet, før adoptanterne og barnet fik bopæl i Danmark, forelægges sagen for udlændingemyndighederne, der kan forelægge spørgsmålet om adoptionens gyldighed for Civilretsdirektoratet. Er adoptanterne statsborgere i et af de nordiske lande, forelægges spørgsmålet om adoptionens gyldighed for Civilretsdirektoratet direkte.

5.7 Under værgemål

En umyndiggørelse af en nordisk statsborger i et nordisk land har retsvirkning her i landet. Alle andre tilfælde af umyndiggørelse i udlandet bortfalder formentlig, når den pågældende bosætter sig her i landet.

Tvivlsspørgsmål forelægges for Civilretsdirektoratet.

5.8 Folkekirkeforhold

Tilflyttere, der oplyser, at de er medlemmer af et evangelisk-luthersk trossamfund i udlandet, skal - uden at de skal afkræves dokumentation for medlemskabet - orienteres om, at de vil blive registreret som medlemmer af folkekirken. Normalt vil kun tilflyttere fra de nordeuropæiske lande eller Nordamerika falde ind herunder. Specielt kan nævnes, at de fleste finner tilhører den evangelisk-lutherske kirke i Finland, men at der også er en del, som tilhører den græsk-katolske kirke.

Udmeldelse af den danske folkekirke under ophold i udlandet sker ved skriftlig anmeldelse til sognepræsten i det sogn her i landet, hvor den pågældende senest havde bopæl. Derfra vil det være indrapporteret til personens sidste bopælskommune, der har indrapporteret det til CPR, hvis personen har dansk personnummer.

Tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en person af andre grunde skal anses for medlem/ikke medlem af folkekirken på grund af hændelser under ophold i udlandet, forelægges for den kirkebogsførende sognepræst i det sogn, hvor medlemmet senest havde bopæl. Sognepræstens afgørelse kan indbringes for biskoppen i det pågældende stift.

5.9 Dødsfald

Dødsfald i udlandet registreres af kommunerne, når den afdøde stod registreret som boende i landet, i de øvrige tilfælde sker registreringen af Indenrigsministeriet.

Kommunalbestyrelsernes registrering af sådanne dødsfald forudsætter altid enten forevisning af original eller bekræftet kopi af dødsattest udstedt af det pågældende lands kompetente myndighed eller tilsvarende dødsformodningsdom eller kendelse om, at den pågældende skal anses for død. For lande uden for Europa (hvortil ingen dele af Tyrkiet eller det tidligere Sovjetunionen medregnes), USA eller Canada skal de pågældende dokumenter altid være legaliseret. Kommunalbestyrelsernes registrering af dødsfald efter underretning fra Rigspolitichefen via Indenrigsministeriet kan dog ske uden yderligere dokumentation, idet denne dokumentation har været forelagt for Rigspolitichefen.

Hvis kommunalbestyrelsen forgæves har anmodet om dokumentation som nævnt ovenfor, skal evt. tvivlsspørgsmål, om der undtagelsesvis kan accepteres andet grundlag for registrering af et dødsfald, f.eks. fordi det oplyses, at der ikke udstedes dødsattester i det pågældende land, forelægges for Indenrigsministeriet.

Bliver en kommunalbestyrelse bekendt med et dødsfald, som formodes ikke at være anmeldt til skifteretten, efter § 4, stk. 1, i lov om skifte af dødsboer har kommunalbestyrelsen en pligt til at give skifteretten i den retskreds, hvor afdøde havde sin bopæl, meddelelse om dødsfaldet.

Kommunalbestyrelserne har dog ikke pligt til at iværksætte nærmere undersøgelse af, hvorvidt en oplysning om et dødsfald, der eksempelvis alene er modtaget som en oplysning fra et familiemedlem til den afdøde, er korrekt. Folkeregistrene har kun pligt til at give meddelelsen videre til skifteretten, hvorefter skifteretten så kan foranstalte en undersøgelse af, hvorvidt meddelelsen er korrekt eller ej.

Indenrigsministeriet registrerer ligeledes dødsfald, der er dokumenteret ved en dødsattest som nævnt ovenfor. Herudover registrerer ministeriet i visse tilfælde uden ledsagende dødsattest dødsfald i udlandet, dog aldrig efter anmeldelse fra private.

6. Internordisk flytteattest

Oplysninger, der fremgår af en internordisk flytteattest, kan normalt lægges uprøvet til grund ved folkeregistreringen. Registrering af et dødsfald kan dog aldrig baseres alene på oplysning på attesten. Hvor der måtte vise sig uoverensstemmelser mellem oplysningerne på flytteattesten og andre dokumenter, må disse uoverensstemmelser i fornødent omfang søges afklaret ved henvendelse til udstederen af den internordiske flytteattest,

7. Adresser og telefonnumre

Civilretsdirektoratet, Æbeløgade 1, 2100 København Ø, tlf. 33 92 33 02.

Indenrigsministeriet, CPR-kontoret, Datavej 20, Postboks 269, 3460 Birkerød, tlf. hovednummer: 45 94 03 00, juridisk sektion: 45 94 03 10, journalen: 45 94 03 15, brugerservice 45 94 03 25.

Udlændingestyrelsen, Ryesgade 53, 2100 København Ø, tlf. 35 36 66 00.

Justitsministeriet, Indfødsretskontoret, Slotholmsgade 13, 3. sal, 1218 K, tlf. 33 95 42 70.

Kirkeministeriet, Frederiksholms Kanal 21, 1220 København K, tlf. 33 92 33 90.

Kapitel 1

Om vejledningen

Kapitel 1

Om vejledningen

Kapitel 1

Om vejledningen

Denne vejledning afløser fra den 1. juli 2000, hvor Lov nr. 426 af 31. maj 2000 om Det Centrale Personregister træder i kraft, den hidtidige folkeregistreringsvejledning, nr. 141 af 10. august 1998.

Vejledningen, som retter sig både til borgerne og til offentlige myndigheder, herunder især kommunalbestyrelserne, skal læses som et supplement til de retsregler, som fremgår af selve CPR-loven samt bekendtgørelsen og cirkulæret om folkeregistrering, som er underskrevet samtidig med vejledningen. Særtryk af disse regler kan rekvireres i Indenrigsministeriet CPR-kontor på direkte tlf. 45 94 03 15.

Vejledningen er opbygget, så den emnemæssigt følger CPR-lovens systematik, men der er ikke i vejledningen kommentarer knyttet til alle bestemmelser i CPR-loven.

Bilag 2

Eksempler på offentlige myndigheder og private

I. Offentlige myndigheder

II. Private

III. Vejledende principper for afgørelsen af, om der er tale om en offentlig myndighed

Bilag 2

Eksempler på offentlige myndigheder og private

I) Offentlige myndigheder

Advokatnævnet

ATP

Arbejdsformidlingen

Bobestyrere

Boligselskabernes Landsbyggefond og Byggeskadefonden

Danmarks Nationalbank

Danmarks Radio

Danmarks Statistik

Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi

Danske ambassader i udlandet

Datatilsynet

DSB

Forbrugerklagenævnet

Fredningsnævn

Grundejernes Investeringsfond

Handelshøjskoler og disses afdelinger

Hjemmeværnet

Jordfordelingskommissioner

Kommunale fællesskaber, dvs selskaber godkendt efter § 60 i den kommunale styrelseslov

Kommunale pantefogeder

Lærerråd og skoleråd i folkeskolen

Lønmodtagernes Dyrtidsfond

Lønmodtagernes Garantifond

Offentlige sygehuse

Pensionskassen for Højskoler, Landbrugsskoler og Husholdningsskoler

Post Danmark

Påtaleudvalget efter den kommunale tjenestemandsret

Regionale naturgasselskaber (som alle er kommunale fællesskaber)

Retslægerådet

Socialforskningsinstituttet

Stævningsmænd2)

Udviklingscenter for Folkeoplysning og Voksenundervisning

II) Private

Advokater3)

Advokatrådet

A-kasser, statsanerkendte

Ambassader og øvrige repræsentationer for fremmede lande

Amtsrådsforeningen i Danmark

Anerkendte trossamfund4)

Begravelsesforretninger

Boligforeninger og -selskaber

Dansk Flygtningehjælp

Det Danske Center for Menneskerettigheder

DONG

Fagforeninger

Forsikringsselskaber

Frelsens Hær

Friskoler og private grundskoler

Kommunernes Landsforening

Kreditforeninger

Kreditoplysningsbureauer

Kræftens Bekæmpelse

Meningsmålingsinstitutter

Niels Brock Handelsskole

Pengeinstitutter

Privatpraktiserende læger og speciallæger

Privatpraktiserende tandlæger

Revisorer

SAS

Teledanmark (herunder telefonselskaber)

TV 2

III) Vejledende principper for afgørelsen af, om der er tale om en offentlig myndighed

Institutioner, foreninger og selskaber m.m. der er organiseret på privatretligt grundlag, falder som udgangspunkt udenfor den offentlige forvaltning og anses som private.

Dette gælder, uanset om den virksomhed, der udøves, ganske kan ligestilles med den, der sædvanligvis udøves af forvaltningsmyndigheder, eller udføres efter påbud eller aftale med en forvaltningsmyndighed.

Hvis en privatretligt organiseret institution m.m, som varetager opgaver, der normalt henregnes til den offentlige forvaltning, får tilskud fra det offentlige, kan dette ikke antages at medføre, at institutionen må siges at være en del af den offentlige forvaltning. Kun hvis den tilskudsgivende myndighed har gjort det til en betingelse for ydelse af tilskuddet, at virksomheden indordnes under mere eller mindre intensiv regulering, tilsyn og kontrol fra det offentliges side, således at den private råden i realiteten er bragt til ophør, må institutionen anses som en del af den offentlige forvaltning. Dette gælder private daginstitutioner, der henregnes til den offentlige forvaltning, når der med kommunalbestyrelsen er indgået en driftsoverenskomst, der medfører intensiv offentlig regulering, tilsyn og kontrol.

Optagelse på finansloven med driftsbevilling og personale vil normalt indebære, at institutionen er en del af den offentlige forvaltning. Dette gælder f.eks. DSB.

Institutioner, der er oprettet ved lov, vil normalt altid være en del af den offentlige forvaltning. Dette gælder f.eks. Danmarks Radio.

For institutioner, som er oprettet ved aktstykke, dvs. ved forelæggelse for Folketingets Finansudvalg, er formodningen, at de er en del af den offentlige forvaltning.

2) Gælder i det omfang stævningsmanden varetager en opgave for domstolene, men derimod ikke, hvis stævningsmanden handler for en privat person eller virksomhed.

3) Hvis en advokat er ansat af skifteretten til at behandle et offentligt bo, skal advokaten i den forbindelse behandles som en offentlig myndighed.

4) I det omfang, der indhentes oplysninger som led i en indberetningspligt til CPR eller til førelse af ministerialbøger, skal trossamfundet behandles som en offentlig myndighed.

Kapitel 2

Personnumre og andre oplysninger i CPR

Kapitel 2

Personnumre og andre oplysninger i CPR

1. Navn

2. Fødselsregistreringssted

3. Statsborgerskab

4. Slægtsskabsoplysninger

5. Kommunale notater

6. Under værgemål

Kapitel 2

Personnumre og andre oplysninger i CPR

Folkeregistrering på grund af fødsel efter CPR-lovens § 3, stk. 1, forudsætter normalt, at barnets mor er folkeregistreret som boende i landet. Hvis dette ikke er tilfældet, kan barnet kun folkeregistreres og tildeles personnummer, såfremt barnet opfylder de almindelige betingelser for registrering af tilflytning fra udlandet. Registreringen skal derfor i sådanne tilfælde ske som en »indrejse« og ikke som en »fødsel«. Kommunalbestyrelsen skal endvidere give sognet, hvor fødslen er registreret, besked om det tildelte personnummer, fordi sognet ikke automatisk får besked herom.

Børn, der fødes i udlandet, skal først folkeregistreres og dermed have tildelt et personnummer, når de flytter her til landet. Dette gælder også børn, som er danske statsborgere. For sådanne danske børn kan udstedes dansk pas og oprettes bankkonti her i landet uden anvendelse af personnummer. Dersom moderen er registreret i medfør af CPR-lovens § 24, stk. 5 eller 6, sker registrering og tildeling af CPR-nummer på grund af fødsel umiddelbart efter anmeldelse med fornøden attestation af den myndighed, der har udsendt familien til tjeneste i udlandet.

Om fastsættelse af fødselsdatoer for personer, der er født i udlandet, henvises til afsnittet herom i bilag 1.

Der skal tildeles personnummer i forbindelse med skattesagsbehandlingen efter CPR-lovens § 3, stk. 1, nr. 3, når skatteforvaltningen anmoder herom. Hvis der er tvivl om, hvilken kommunalbestyrelse, der skal udstede skattekortet eller i øvrigt har brug for et personnummer til skattebehandling, må dette spørgsmål afgøres af Told- og Skattestyrelsen.

Årsagen til personnummertildelingen har ingen indflydelse på selve personnummeret, men derimod på, hvilke oplysninger der registreres. Har man først fået tildelt et personnummer, vil det også være dette, som i alle sammenhænge fremover vil skulle anvendes. Det er derfor vigtigt, at de oplysninger om fødselsdato og køn, der indgår i personnummeret, er korrekte. Flytter en person med et »skattepersonnummer« her til landet, skal registreringen i CPR foretages som en »genindrejse« til CPR.

I tilfælde, hvor der er brug for et personnummer til en person, der efter reglerne i CPR-lovens § 3, stk. 1, ikke skal have et personnummer og heller ikke tildeles et i medfør af CPR-lovens § 3, stk. 6, må der konstrueres et »erstatningspersonnummer«, som ikke kan forveksles med et egentligt personnummer. Der henvises til CPR-kontorets hjemmeside på Internettet: »http//www.cpr.dk/«.

Da der normalt ikke kendes en opholdsadresse for personer, som får tildelt personnummer alene af skattegrunde, eller fordi de inddrages under ATP, er disse personer ikke omfattet af de persongrupper, der efter § 3, stk. 3, i loven automatisk får besked fra Indenrigsministeriet om det tildelte personnummer.

Efter § 3, stk. 5, i CPR-loven er det kun fejl i personnummeret, det vil sige forkert fødselsdato eller fejlagtig angivelse af køn, der kan begrunde tildeling af et nyt personnummer. For ikke-nordiske udlændinge skal vurderingen af fødselsdatoen foretages af udlændingemyndighederne. Dog skal fødselsdatoen for udenlandske børn, der er kommet her til landet med henblik på adoption, fastlægges af Civilretsdirektoratet. For nordiske statsborgere kan afgørelsen alene træffes af Indenrigsministeriet. Hvis det dokumenteres, at pågældende har en anden fødselsdato, vil Indenrigsministeriet tildele pågældende nyt personnummer.

Personer, der har gennemgået en kønsskifteoperation, får tildelt et nyt personnummer, når Indenrigsministeriet fra Civilretsdirektoratet har fået meddelelse om, at kønsskiftet er helt afsluttet. Derimod kan ændring af personnummeret ikke foretages alene på grundlag af en persons angivelse af at føle sig mere som en person af det modsatte køn end det registrerede.

Indenrigsministeriet modtager med mellemrum ønsker fra borgere om tildeling af nyt personnummer af andre årsager end fejl i nummerets data, f. eks. på grund af et ønske om at sløre sin hidtidige identitet, eller fordi et bestemt løbenummer opfattes som ulykkesbringende. Sådanne ønsker vil fortsat blive afvist.

Ved tildeling af nyt personnummer til erstatning for det gamle nummer vil der dels blive foretaget en henvisning mellem de to numre, dels en overførsel af oplysningerne fra det gamle nummer til det nye.

Et personnummer, der én gang er anvendt, vil ikke blive tildelt andre, selv om den oprindelige person f.eks. er død, ikke længere har bopæl i Danmark eller har fået et nyt personnummer.

Personnummeret har siden indførelsen i 1968 bestået af 10 cifre, hvoraf de 6 første angiver personens fødselsdag, mens de sidste 4 er et løbenummer.

Det syvende ciffer i personnumret viser, når det sammenholdes med ciffer 5 og 6, der angiver fødselsåret, hvilket århundrede personen er født i, således at der er sikret entydighed i personnumrene frem til år 2036. Der er nærmere redegjort for dette på CPR-kontorets hjemmeside på Internettet på adressen: »http//www.cpr.dk/«.

De oplysninger, der kan registreres i CPR, i medfør af § 4, er udtømmende opregnet i CPR-lovens bilag 1. Dette indebærer, at andre oplysninger end de angivne ikke må registreres. Dette gælder f.eks. fagforeningsforhold. Bilagets opregning kan suppleres med følgende bemærkninger

1. Navn

Registreringen af personnavne i CPR sker i overensstemmelse med CPR-lovens § 5.

Det er teknisk muligt at registrere en persons fulde navn efter navnelovgivningen, jf. § 5, stk. 1, hvis samtlige fornavne og mellemnavne kan rummes indenfor ialt 50 positioner (hvortil medregnes mellemrum mellem navnene), og samtlige efternavne kan rummes inden for ialt 40 positioner.

Adresseringsnavnet i stk. 3 skal holdes indenfor 34 positioner.

Et adresseringsnavn kan adskille sig fra det fulde navn ved at være en forkortelse af dette.

Herudover er den hidtidige adgang efter folkeregistreringsbekendtgørelsen, senest § 19 i den tidligere gældende bekendtgørelse nr. 588 af 10. august 1998 om folkeregistrering, til at få registreret et adresseringsmellemnavn med hjemmel i CPR-lovens § 5, stk. 8, opretholdt uændret, jf. § 5 i folkeregistreringsbekendtgørelsen.

Klager fra borgere over den forkortelse af deres navn på plastsygesikringsbeviset, som skyldes, at dette har max. 29 positioner mod CPR's max. 34 positioner, skal enten henvises til vedkommendes sygesikringskommune, som har kompetencen til udstedelsen af sygesikringsbeviserne, dvs. amtskommunen eller Københavns eller Frederiksberg kommune, eller til Amtsrådsforeningen i Danmark, som forestår selve udformningen og udsendelsen af beviserne.

Tvivlsspørgsmål om en persons »rigtige navn« afgøres i øvrigt efter lov om personnavne, som administreres af Civilretsdirektoratet og statsamterne. Attester efter folkekirkens ministerialbøger er dokumentation for fødselsdato, navne og forældreforhold. Tilsvarende gælder i de sønderjyske landsdele for navneattester efter personregistret. Folkekirkens ministerialbøger hører under Kirkeministeriet.

Da det er dansk person-, familie- og arveretslovgivning, der finder anvendelse på udlændinge, der er domicileret (har bopæl) her i landet, vil udlændinges børn også skulle navngives i overensstemmelse med dansk navnelovgivning. Kun hvor dansk ret giver adgang til at anvende særlige regler for udlændinge, kan sådanne regler følges.

Om registrering af navne, der er erhvervet i udlandet, henvises til afsnittet herom i bilag 1.

For medlemmer af det danske kongehus er titlen en del af navnet. Det samme kan være tilfældet for grever og grevinder af Rosenborg. Iøvrigt udgør titler som prinsesse, greve o.lign. efter dansk ret ikke en del af efternavnet, ligesom de ikke kan indføres i navnerubrikken, hverken i ministerialbøgerne eller på attester udstedt på grundlag af disse. Tidligere registreringer i CPR i strid med ovenstående skal dog ikke rettes.

Et forholdsord, kendeord eller en kombination, som indgår i et navn, f. eks. Ole van Deurs, Ole von der Recke og Ole le Maire betragtes som en del af efternavnet. Om den alfabetiske placering af sådanne og andre navne, fx. i lokalvejvisere, kan henvises til »Retskrivningsordbogen« og den deri omtalte publikation »Alfabetiseringsregler« fra Dansk Standard.

2. Fødselsregistreringssted

For personer født i Danmark anføres i CPR sognet (i Sønderjylland dog kommunen) som fødselsregistreringssted. Dette sogn er for fødsler, som har fundet sted før 1. januar 1978, det sogn, hvor fødslen har fundet sted, for fødsler efter den 1. januar 1978 moderens bopælssogn. Er moderen ikke tilmeldt folkeregistret på fødselstidspunktet, er fødslen registreret i det sogn, hvor den har fundet sted.

For personer født i udlandet registreres som udgangspunkt landet, hvor fødslen har fundet sted. Hvis der fremsættes ønske om registrering af en anden betegnelse end landenavnet, kan kommunen tilbyde i stedet at registrere en større geografisk enhed (verdensdel), der omfatter fødselsstedet, og for hvilken der findes en myndighedskode, jf. nedenfor.

I alle tilfælde er stedbetegnelsen den aktuelle for det sted, hvor registreringsbøgerne nu befinder sig, og ikke den der gjaldt på fødselsregistreringstidspunktet. De betegnelser og koder, der kan registreres i fødselsregistreringsstedsfeltet i CPR, fremgår af CPR s myndighedskodetabel, jf. CPR s myndighedsregister.

Hvis fødselsregistreringsstedssognet for en person, der er født i Danmark, har skiftet navn efter fødselstidspunktet, kan den pågældende bede om at få indsat det oprindelige sognenavn i feltet fødestedstekst. Dette kan f.eks. være aktuelt, hvis der er sket en sammenlægning af sogne.

Hvis der i CPR som fødselsregistreringssted for en person født i udlandet er angivet den aktuelle landebetegnelse, kan der i feltet fødestedstekst registreres en tidligere geografisk betegnelse for landet, en nuværende eller tidligere betegnelse for en del af et land, eller en nuværende eller tidligere betegnelse for en by. Som eksempler kan nævnes, at Storbritannien som fødselsregi-streringssted kan suppleres med Gibraltar som fødestedstekst, Israel med Palæstina, Israel med Jerusalem og Polen med Freistadt Danzig.

Registreringen i fødestedsteksten vil blive videregivet til de myndigheder, der fra CPR modtager oplysninger om fødselsregistreringsstedet, således at myndigheden har mulighed for at anvende fødestedsteksten i stedet for fødselsregistreringsstedet f. eks. på legitimationspapirer, som udstedes af en offentlig myndighed.

3. Statsborgerskab

Et barn født i perioden mellem den 1. februar 1979 og den 31. januar 1999 af forældre, som er gift med hinanden, har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Er forældrene ikke gift med hinanden, men moderen er dansk, har barnet også erhvervet dansk indfødsret.

Et barn født den 1. februar 1999 eller senere erhverver også dansk indfødsret ved fødslen, hvis enten faderen eller moderen er dansk. Er barnets forældre ikke gift, og er kun faderen dansk, erhverver barnet kun dansk indfødsret, hvis det er født her i landet.

I de tilfælde, hvor en dansk mand og en udenlandsk kvinde indgår ægteskab, skal kommunalbestyrelsen foretage ændring af evt. udenlandsk statsborgerret til dansk for de registrerede fællesbørn, der er ugifte og under 18 år. Det samme gælder, når en dansk mand erkender faderskab til et barn født her i landet den 1. februar 1999 eller senere af en udenlandsk kvinde, som ikke er gift med faderen.

Danske statsborgere født i udlandet kan i visse tilfælde fremvise et indfødsretsbevis.

Kan en persons danske indfødsret ikke dokumenteres, må den pågældende henvises til Justitsministeriets Indfødsretskontor, som vil være behjælpelig med at fastlægge de statsborgerretlige forhold eller med at indgive en ansøgning om bevis for dansk indfødsret.

Har en person både dansk og anden statsborgerret, registreres vedkommende som dansk i CPR.

For børn født her i landet af forældre med forskellig udenlandsk statsborgerret er udgangspunktet for børn født i ægteskab, at barnet registreres med samme statsborgerret som faderen. For børn født uden for ægteskab er udgangspunktet registrering af samme statsborgerret som moderen.

Registrering efter disse retningslinjer kan dog i enkelte tilfælde være forkerte eller stride mod forældrenes ønske. Er dette tilfældet, kan registreringen af statsborgerret ændres på grundlag af dokumentation for den korrekte statsborgerret, dvs. et dokument fra det pågældende land, hvorefter barnet har statsborgerret i landet, eller et selvstændigt pas for barnet. Optagelse i pas hos en af forældrene er derimod ikke altid udtryk for, at barnet har samme statsborgerret som den pågældende af forældrene, men kan alene tjene til rejselegitimation.

4. Slægtsskabsoplysninger

Som angivet i CPR-lovens bilag 1, nr. 7, er det kun oplysning om mor, far og børn samt forældremyndighed, der omfattes af denne registrering.

Registreringen af disse slægtsskabsoplysninger forudsætter desuden, at barnet er selvstændigt registreret i CPR med eget personnummer.

Endvidere forudsætter den automatiske registrering af slægtsskabet, at barnet ikke var over 15 år ved etableringen af CPR i 1968. I perioden 1. april 1968 til 31. juli 1978 var henvisningen mellem personerne alene udtryk for et bopælsfællesskab, således at der ikke behøvede at være tale om et egentligt slægtsskabsforhold. Fra den 1. august 1978 overgik man til registrering af egentlige slægtsskabsrelationer. Samtidig iværksattes en omfattende kontrol og evt. korrektion af det hidtil registrerede. Det vurderes nu, at slægtsskabshenvisningerne i dag er kontrollerede for alle personer født den 1. januar 1968 og senere.

5. Kommunale notater

For personer registreret i CPR kan der til brug for kommunalbestyrelsen og Indenrigsministeriets CPR- kontor ske registrering i nogle særlige felter, Folkeregisternotater.

Notat 1 benyttes til registrering af valgoplysninger til brug ved valg til Europa-Parlamentet, efter regler der orienteres om i forbindelse med valget.

Notat 2 er reserveret til senere brug.

Notat 3 og 4 benyttes af kommunalbestyrelserne til oplysning om indsættelse eller anbringelse i en af kriminalforsorgens anstalter eller en af de øvrige institutioner med angivelse af institutionens navn og evt. adresse.

Notat 5-12 kan benyttes af bopælskommunen efter dennes eget ønske. Der kan f.eks. registreres oplysning om, at kommunalbestyrelsen ikke kender en persons opholdssted og derfor har anmodet politiet om at eftersøge den pågældende.

Notat 13-24 kan benyttes af enhver kommunalbestyrelse for personer med bopæl her i landet, udrejste, forsvundne og døde.

Der må i notat 5-24 kun registreres oplysninger, der klart er af betydning for varetagelse af kommunalbestyrelsens opgaver, og det skal i øvrigt sikres, at der ikke registreres urigtige eller vildledende oplysninger. Kommunalbestyrelserne skal herunder være opmærksom på, at der kun registreres faktiske oplysninger og ikke subjektive oplysninger, samt at borgerne ved en registerindsigt i CPR får adgang til at se, hvad der er registreret i felterne »Kommunale notater«. Notat 5-12 slettes i CPR ved flytning til ny kommune, eller hvis en person registreres som »inaktiv« (f.eks. død, udrejst etc.).

6. Under værgemål

Værgemål, som er iværksat på grundlag af værgemålsloven efter dennes ikrafttræden den 1. januar 1997, herunder også oplysninger om værgen, registreres kun, hvis det er værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens §§ 6, 8 og 21.

For personer, som er umyndiggjort efter bestemmelserne i den nu ophævede myndighedslov, er ved registreringen ikke sondret mellem økonomisk og personlig umyndiggørelse, som begge medfører tab af valgret.

Kapitel 3

Kommunalbestyrelsens folkeregistrering

Kapitel 3

Kommunalbestyrelsens folkeregistrering

1. Folkeregistreringens principper

2. Rådighed over flere boliger

3. Registrering af børn

4. Bevægelige boliger

5. Tvangsflytninger

6. Specielt om de forvaltningsretlige regler

Kapitel 3.

Kommunalbestyrelsens folkeregistrering

1. Folkeregistreringens principper

Hovedformålet med kommunalbestyrelsernes registrering efter lovens kapitel 3 af en persons adresse i Det centrale Personregister (CPR) er at fastslå den kendsgerning, hvor den pågældende opholder sig og kan træffes, jf. også lovens § 1, nr. 3. At det pågældende sted evt. ikke er et sted, hvor det er lovligt at bo - i vinterhalvåret eller overhovedet - er uden betydning for registreringen, hvis personen bor dér.

Der skal således ikke tages hensyn til de retsvirkninger, som anden lovgivning tillægger registreringen af en persons bopæl i CPR. Hvis der i anden lovgivning knyttes retsvirkninger til folkeregistreringen, må dette ske ud fra en viden om folkeregistreringens principper og ikke ud fra en forventning om, at folkeregistreringen efterfølgende bliver rettet, så den passer til retsvirkningerne.

Indenrigsministeriet yder telefonisk generel vejledning om behandlingen af bopælssager samt forståelsen af folkeregistreringslovgivningen, men kan herunder aldrig tage stilling til konkrete bopælssager, da borgerne derved berøves deres mulighed for at få afprøvet deres sag i to administrative instanser.

Indenfor en lang række lovområder (skattelovgivning, sociallovgivning m.v.) er det forudsat, at der skal foretages en særskilt bedømmelse af bopælsspørgsmålet, uafhængig af registreringen i CPR. Praksis viser imidlertid, at registreringen i CPR ofte bliver lagt til grund ved afgørelsen af en persons bopæl inden for et andet sagsområde, og netop derfor må afgørelsen af en borgers rette bopæl foretages ud fra så objektive kriterier som muligt.

De retningslinier, som er optaget i nærværende vejledning, er ikke udtømmende, og andre forhold end omtalt i vejledningen, kan i en konkret sag være afgørende for, hvor en persons rette bopæl er.

Principperne i bopælsregistreringen er klare: Udgangspunktet er, at enhver skal registreres på sin bopæl. Den, der ingen bopæl har, skal registreres på sit faste opholdssted, og har man heller ikke et fast opholdssted, skal man forblive registreret i sin hidtidige kommune, men som fraflyttet sin hidtidige adresse og på en vejkode i intervallet 9900-9999 med en betegnelse i overensstemmelse med § 10, stk. 4, i cirkulære nr. 28 af 20. februar 1995 om ajourføring og drift af CPR's vej- og boligregister. I visse tilfælde, hvor den pågældende ikke kan findes, kan registreringen være »forsvundet«.

Bopælen er det sted (bolig), hvor man regelmæssigt sover, når man ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor man har sine ejendele. Om stedet efter almindelig sprogbrug kan kaldes en bolig, eller om stedet er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR), er uden betydning, hvis det er ubestridt, at en person opholder sig der. Som eksempler kan nævnes sommerhuse, erhvervslejemål, hotelværelser og kolonihavehuse. I helt særlige tilfælde kan campingvogne, både, ubebyggede grunde og lignende danne grundlag for registrering. Det er dog i almindelighed en betingelse, at der er tale om en bolig, som fast befinder sig et sted, jf. CPR-lovens § 9.

Ved afgørelsen i forbindelse med CPR-lovens § 6, stk. 1, af, om et fravær fra bopælen er midlertidigt, eller om man er flyttet, må der ske en vurdering af, om der er hensigt til tilbagevenden til bopælen. Herudover er længden af fraværet af betydning. Et fravær fra bopælen, mens man er i sommerhus, betragtes efter fast praksis som et midlertidigt fravær, og der skal aldrig ske tilmelding til sommerhuset i sommerperioden. I øvrigt kan der ikke gives nogen fast tidsgrænse for, hvor langt fraværet fra bopælen kan være, når den pågældende opholder sig her i landet. For udlandsophold gælder særlige regler, jf. CPR-lovens kapitel 5 og 6.

Heller ikke for så vidt angår bestemmelsen i § 6, stk. 2, om fast opholdssted kan der siges noget om, hvor langt opholdet skal være, for at det kan siges at være fast, men hvis alternativet er en registrering uden fast bopæl, vil også ophold af mindre end 1 måneds varighed normalt kunne danne grundlag for registrering som fast. Dette gælder også, hvis opholdsstedet er en institution.

Det skal særlig i forbindelse med registrering på en institution præciseres, at de økonomiske byrder, som kommunen måtte blive pålagt derved, og eventuel modvilje hos en institutionsbestyrer eller andre, som ingen kompetence har på folkeregistreringsområdet, mod registreringen, ikke må tillægges betydning ved afgørelsen af, om der skal ske registrering.

For personer, der opholder sig på en institution, gælder således de almindelige regler om registrering af bopæl. Er boligen opgivet, skal der ske en registrering på institutionen, hvis opholdet dér har en sådan længde, at det kan siges at være fast, jf. ovenfor. Ved helt kortvarige ophold må den pågældende dog registreres uden fast bopæl i sin hidtidige kommune.

I forbindelse med bestemmelsen i CPR-lovens § 6, stk. 4, skal det understreges, at en registrering »uden fast bopæl«, bør anvendes med stor tilbageholdenhed og ikke i situationer, hvor der kan udpeges et fast opholdssted. I tilfælde, hvor en person registreres uden fast bopæl, skal kommunalbestyrelsen med jævne mellemrum tage sagen op for at vurdere, om der er nye muligheder for at få fastlagt en egentlig adresse for den pågældende, jf. herved reglerne om tvangsflytning i CPR-lovens §§ 10 og 11.

For så vidt angår bestemmelsen i CPR-lovens § 6, stk. 5, vil det gælde, at man kan give sig til kende på forskellige måder, f.eks. ved at møde op på et offentligt kontor eller ved at skrive til det offentlige. Derefter skal registreringen som forsvundet slettes.

2. Rådighed over flere boliger

Det fremgår af CPR-lovens § 7, at hvis en person har flere boliger til sin rådighed her i landet - herunder Grønland, men ikke Færøerne - må det afgøres, hvilken af boligerne, der skal anses for boligen, hvor den pågældende skal registreres.

I sådanne tilfælde skal en lovlig helårsbolig altid gå forud for en ulovlig. Dette gælder uanset boligernes kvalitet og den pågældendes tilknytning til disse.

Når man skal afgøre, om en bolig er en lovlig helårsbolig, skal man være opmærksom på, at visse personer i medfør af planlovens §§ 40 og 41 er undtaget fra denne lovs almindelige forbud mod helårsbeboelse i sommerhusområder.

Planlovens undtagelser betyder, at en person, som udover sit sommerhus også bevarer sin almindelige helårsbolig, skal registreres på den af boligerne, hvor vedkommende efter de almindelige regler må siges at have sin bopæl, jf. nedenfor.

3. Registreringen af børn

Børn, hvorved forstås ugifte personer under 18 år, skal efter CPR-lovens § 8, stk. 1, som udgangspunkt registreres efter samme regler som voksne. Det vil sige, at det afgørende for registreringen af barnets bopæl er de faktiske forhold. Forældremyndighedens indehaver(e) har ret til at bestemme, hvor barnet skal opholde sig. Opholder barnet sig imidlertid i strid med denne beslutning et andet sted, er det dette sted, der skal registreres som barnets bopæl. Forældremyndighedens indehaver kan således ikke sætte sig imod, at folkeregistret registrerer barnets faktiske opholdssted.

Børn som regelmæssigt sover et andet sted her i landet end hos forældrene på grund af kostskoleophold eller lignende, men som tilbringer week-ends, ferier og lignende hos forældrene med bopæl i Danmark, vil som hovedregel skulle registreres hos forældrene. Denne formodningsregel gælder dog ikke for børn, som fra Grønland tager til den øvrige del af riget. I disse tilfælde må spørgsmålet om fortsat registrering på forældrenes adresse eller registrering på skolen afgøres efter en konkret vurdering.

For børn, der har afbrudt forbindelsen med hjemmet, og om hvem det må formodes, at de ikke vil vende tilbage dertil, vil opholdsstedet som oftest kunne anses for bopæl.

Barnets adresse før uenigheden, som omtales i § 8, stk. 3, vil fremover let kunne konstateres på grund af de procedurer i forbindelse med børns flytninger, som fremgår af lovens § 13, stk. 2.

Hvis ingen af de adresser, som de stridende forældre ønsker barnet registreret på, er den hidtidige adresse, kan løsningen i en kortere periode eventuelt være at registrere barnet på en høj vejkode i den hidtidige kommune, indtil forældrene bliver enige om barnets registrering, eller der fremkommer et objektivt moment, der kan afgøre striden, f.eks. en foreløbig tildeling af forældremyndighed til den ene af forældrene.

4. Bevægelige boliger

Kapitel 4

Indenlandske flytninger

Kapitel 4

Indenlandske flytninger

Kapitel 4

Indenlandske flytninger

En kommunalbestyrelse må aldrig registrere en anmeldt flytning, hvis kommunalbestyrelsen er i tvivl om, at det anmeldte er i overensstemmelse med det faktiske, men skal først undersøge sagen. Til sådanne tvivlstilfælde er der i CPR-lovens § 12, stk. 4, givet kommunalbestyrelsen de samme hjælpemuligheder som ved tvangsflytninger til at undersøge sagen. Herunder kan kommunalbestyrelsen indhente en udtalelse fra den udlejer, hos hvem indflytningen angives at have fundet sted. Hvis sagen efter afgivelsen af en sådan såkaldt logiværtserklæring fortsat anses for tvivlsom, må der foretages yderligere undersøgelser, inden afgørelsen af om tilmeldingen skal registreres.

Kommunalbestyrelserne skal være særlig opmærksomme på situationen, hvor den, der anmelder flytning, har registreret et flyttepåbud i CPR efter planlovens § 51 a, stk. 3. For sådanne personer er det altid velbegrundet at foretage en nærmere undersøgelse af tilmeldingen med henblik på at sikre, at det anmeldte svarer til det faktiske.

Om kommunalbestyrelsen kan registrere en flytning, som er anmeldt af et barn, dvs. en ugift person under 18 år, afhænger af, om kommunen bl.a. på grundlag af en vurdering af barnets modenhed skønner, at anmeldelsen svarer til de faktiske forhold, jf. herved § 12, stk. 4, 2. pkt., ligesom proceduren i § 13, stk. 2, også vil skulle iagttages.

Ifølge lovens § 12, stk. 5, har den, der har anmeldt en flytning, ret til at få en kvittering. Som det fremgår af formuleringen, er retten ikke betinget af, om flytningen registreres, men skal efter anmodning gives for selve anmeldelsen.

Den, som i medfør af § 13, stk. 1, skal foretage flytteanmeldelsen, vil typisk være forældre-myndighedens indehaver, værgen eller en institution.

Procedurekravet i § 13, stk. 2, skal dæmme op for flytteanmeldelser for børn, som ikke svarer til de faktiske forhold. Meningen med bestemmelsen er ikke, at et barns adresse i CPR kun kan flyttes, hvis begge forældre er enige, men derimod, at kommunalbestyrelsen skal have mulighed for at opdage ukorrekte anmeldelser, ved at begge parter har mulighed for at ytre sig før kommunalbestyrelsen afgør om flytningen kan registreres. Bestemmelsen harmonerer også med forvaltningslovens bestemmelser om partshøring.

Den nye procedure sikrer, at den adresse barnet havde, før en eventuel strid starter, konstateres.

Kapitel 5

Tilflytning fra udlandet.

Kapitel 5

Tilflytning fra udlandet

Kapitel 5

Tilflytning fra udlandet.

Spørgsmålet om en person skal registreres som tilflyttet fra udlandet afhænger af de bestemmelser, som er angivet i CPR-lovens kapitel 5. Det er således uden betydning om vedkommende har bolig og familie i udlandet. Herved adskiller forholdene sig fra personer med flere indenlandske boliger, jf. § 7.

Som noget nyt indtræder flytteanmeldelsespligten ved tilflytning til landet efter CPR-lovens § 16, stk. 2, først på det tidspunkt, den pågældende opfylder betingelserne for at blive registreret som tilflyttet. Dvs. at de pågældende først skal anmelde flytning, når de ved, at opholdet skal vare i over 3 måneder, jf. § 16, stk. 1, sammenholdt med stk. 4, sidste pkt., når de desuden har erhvervet en bopæl eller et fast opholdssted, jf. § 16, stk. 5, og herudover, hvis de er ikke-nordiske statsborgere, som indrejser uden en opholdstilladelse, at de efterfølgende har fået meddelt opholdstilladelse eller -bevis eller besked fra udlændingemyndighederne om fritagelse for dette, jf. § 17.

Den dokumentation for opholdets varighed, som omtales i § 16, stk. 4, kan bestå i fremvisning af dokumenter, hvorefter den pågældende har truffet dispositioner, som intet fornuftigt menneske ville foretage, hvis opholdet var kortere, f.eks. bindende indbetaling af leje for et længere tidsrum, køb af hus, som kun egner sig som helårsbolig, optagelse på en længerevarende uddannelse eller lignende.

Viser det sig efterfølgende, at den pågældendes ophold i Danmark ikke opfyldte kravene for registrering af tilflytning, skal indrejsen annulleres. Inden dette sker, skal kommunen i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser have forsøgt at kontakte den pågældende, ligesom afgørelsen også skal meddeles til den pågældende, hvis dette er muligt.

Bestemmelsen i CPR-lovens § 17, stk. 1, indebærer at udlændingemyndighederne for alle ikke-nordiske udlændinge skal have taget stilling til lovligheden af deres ophold her i landet, inden der sker en folkeregistrering af de pågældende i kommunerne. Dette indebærer også, at børn under 18 år, som tager ophold hos forældremyndighedens indehaver, først kan folkeregistreres, når udlændingemyndighederne har taget stilling til deres sag og i et brev tilkendegivet, at de pågældende ikke skal have en opholdstilladelse. Dette indebærer endvidere, at EU-statsborgere, der er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b, i Rådsdirektiv nr. 68/360 (grænsegængere), først kan blive folkeregistreret, når udlændingemyndighederne har afgivet en meddelelse om, at vedkommende er fritaget for opholdsbevis.

Indenrigsministeriet skal understrege, at der ikke må ske reservation af personnummer og registrering af indrejse, før det er klart, at indrejsebetingelserne er opfyldt, og den pågældende herefter tager ophold her i landet. Et personnummer, der fejlagtigt reserveres/tildeles, genanvendes ikke senere til en anden person.

Opholdstilladelse eller opholdsbevis kan aldrig erstattes af en påstempling i passet fra udlændingemyndighederne om, at ansøgning er indgivet, eller af et brev fra disse om, at opholdstilladelsen eller opholdsbeviset kan forventes givet.

Opholdstilladelser/-beviser gives af Udlændingestyrelsen bortset fra opholdstilladelser/-beviser efter EF-bekendtgørelsen, der udstedes af statsamterne. En EU/EØS-statsborger som henvender sig for at blive registreret uden at have den fornødne opholdstilladelse/-bevis, skal altid henvises til statsamtet, for at dette kan tage stilling til, om vedkommende er berettiget til en opholdstilladelse efter EF-bekendtgørelsen, eller statsamtet må henvise sagen til Udlændingestyrelsen. Opholdstilladelser for personer, som vil bosætte sig på Grønland, skal udtrykkeligt gælde for Grønland.

Oplysning om, at en person har indgivet ansøgning om opholdstilladelse eller -bevis og/eller har anket et afslag herpå, kan aldrig danne grundlag for registrering af tilflytning. Den pågældende kan først registreres, hvis vedkommende får opholdstilladelse.

Bestemmelserne i § 17, stk. 2 - 3, regulerer nogle specielle forhold om henholdsvis genindrejse og visum /udrejsefrist i pas. Ved genindrejse, dvs. hvor den pågældende har været registreret som udrejst i CPR, skal udlændingemyndighederne udtrykkeligt have taget stilling til, om en tidligere meddelt opholdstilladelse/- bevis skal anses for bortfaldet.

CPR-lovens § 18, stk. 1, som omhandler personer, der uanset ophold her i landet ikke skal registreres, er udvidet i forhold til tidligere med personer, hvis ophold i Danmark er reguleret i aftaler om retsstillingen for styrker eller militære hovedkvarterer, som Danmark har tiltrådt. Tvivl om, hvorvidt en person er omfattet af denne bestemmelse, må afklares ved en henvendelse til Forsvarsministeriet. Iøvrigt omfatter bestemmelsen som hidtil udenlandske statsborgere, som bor og opholder sig i Danmark på grund af arbejde på en ambassade, en international organisation eller lignende, og som har fået opholdstilladelse af Udenrigsministeriet. Personer, der er ansat de ovennævnte steder, men som har fået opholdstilladelse af udlændingemyndigherne, er ikke eksterritoriale og skal registreres efter de almindelige regler.

Familiemedlemmer til personer omfattet af stk. 1, dvs. ægtefælle og børn skal efter § 18, stk. 2, heller ikke folkeregistreres, når de er en del af husstanden, medmindre de er danske statsborgere. Hvis familiemedlemmerne får arbejde her i landet og i den forbindelse skal have udstedt skattekort, skal de på sædvanlig vis have udstedt et »skattepersonnummer« efter anmodning fra skattevæsenet.

Personer, der tilflytter fra Færøerne eller et andet nordisk land, skal efter CPR-lovens § 19 medbringe internordiske flyttepapirer. Dette vil dog ikke være muligt for personer, som har haft status som eksterritoriale i det andet nordiske land. Registreringen af sådanne personer må derfor ske uden anvendelse af disse flyttepapirer.

Ved anmeldelse af tilflytning fra et land uden for Norden skal den tilflyttende give en række oplysninger, der i nødvendigt omfang skal dokumenteres. Denne dokumentation kan for visse oplysninger eventuelt ske ved forevisning af vedkommendes pas. Men der er ikke noget selvstændigt krav om forevisning af pas eller anden gyldig rejselegitimation med henblik på at sikre, at pågældende er lovligt indrejst her i landet. Hvis der ved registreringen af en indrejse opstår tvivl om gyldigheden af vielser, skilsmisser og andre retsstiftende kendsgerninger, der har fundet sted i udlandet, kan hjælp hentes i bilag 1 til vejledningen.

Tilflyttere, som oplyser, at de er medlemmer af den danske folkekirke eller af et evangelisk-luthersk trossamfund i øvrigt, skal orienteres om, at de vil blive registreret som medlemmer af den danske folkekirke. Folkekirken på Færøerne er en del af den danske folkekirke.

Sådanne personer vil ikke kunne melde sig ud af folkekirken ved en erklæring til kommunalbestyrelsen, men skal udmelde sig ved skriftlig anmeldelse til den kirkebogsførende sognepræst i det sogn, hvor medlemmet tager bopæl. Sker udmeldelsen af folkekirken inden 6 måneder efter tilmelding til CPR (ajourføringsdatoen), registreres udmeldelsen med virkning fra indrejsedatoen.

Kirkerne i de nordiske lande er evangelisk-lutherske. I øvrigt vil normalt kun tilflyttere, der stammer fra et af de nordeuropæiske lande eller Nordamerika, opfylde betingelserne for tilmelding til folkekirken. Ved tvivl om et trossamfund er evangelisk-luthersk, kan der hentes vejledning i Kirkeministeriet.

I tilslutning til § 20 kan også henvises til vejledningens bilag 1 om hændelser i udlandet.

Bestemmelsen i § 22, stk. 1, sammenholdt med § 17, stk. 1, indebærer, at børn under 18 år, der flytter her til landet for at tage ophold hos deres herboende forældre, herunder adoptivforældre, vil blive registreret med virkning fra den faktiske indrejsedato, uafhængigt af datoen i det brev, som er nævnt i § 17, stk. 1. Det følger af lovens § 16, stk. 5, at en person aldrig kan registreres tilflyttet før den dato, hvor vedkommende har erhvervet en bopæl eller fast opholdssted.

Der udsendes særskilte retningslinier om registrering af flygtninge efter integrationsloven.

Datoen for udstedelsen af opholdstilladelsen eller - beviset i § 22, stk. 3, er den dato, der er påført nederst på de stickers eller kort, hvorpå opholdstilladelsen er givet.

Kapitel 6

Fraflytning til udlandet.

Kapitel 6

Fraflytning til udlandet

Kapitel 6

Fraflytning til udlandet.

Registrering af fraflytning efter CPR-lovens § 24, stk. 1, af ophold i udlandet på over 6 måneder er en konstatering af, at den pågældende i en længere periode ikke opholder sig her i landet, hvilket ligestilles med en flytning. Det er således uden betydning, hvilket formål den pågældende har med udlandsopholdet. Endvidere er det ved sådanne længerevarende udenlandsophold uden betydning, om der opretholdes en bolig her i landet og/eller anskaffes bolig i udlandet.

Opgørelsen ifølge lovens § 24, stk. 2, af, om den pågældende sover flest gange i eller udenfor Danmark, dvs. hvor den pågældende har sit hovedopholdssted, kan normalt ske på ugebasis, men der kan tænkes tilfælde, hvor anden opgørelsesmåde skal anvendes, f.eks. fordi den pågældendes ophold varierer med et andet interval.

Er opholdet i udlandet 6 måneder eller derunder, og den hidtidige bolig opretholdes til fuld rådighed i hele perioden, har den pågældende ifølge lovens § 24, stk. 1, efter anmodning ret til fortsat at være registreret som boende på sin hidtidige adresse. Rådighed over sommerhus, erhvervslejemål, hotelværelse, kolonihavehus, campingvogn, båd, ubebygget grund o.l. kan ikke danne grundlag for fortsat registrering i disse tilfælde. Sommerhuse, som indehaveren har fået dispensation efter planloven til at bebo hele året, vil dog også for den pågældende kunne danne grundlag for fortsat registrering i sådanne tilfælde.

Om personer, der opholder sig i udlandet i 6 måneder eller mindre uden at opretholde den hidtidige bolig til fuld rådighed, kan siges at være flyttet til udlandet og derfor skal registreres som udrejst, må afgøres efter et konkret skøn i overensstemmelse med almindelig opfattelse af, hvornår en person kan anses for flyttet. Som eksempler på momenter, der kan lægges vægt på, kan nævnes,

hvor befinder den pågældendes møbler og øvrige ejendele sig,

hvor befinder ægtefælle eller mindreårige børn sig,

er det et ferieophold, eller arbejdes der i udlandet, og

står der en bolig parat til den pågældende ved opholdets afslutning.

Viser et udlandsophold, som oprindeligt skønnedes kun at ville vare 6 måneder eller mindre, at blive længerevarende, skal den pågældende efterfølgende registreres som udrejst på det faktiske udrejsetidspunkt.

Hvis et udlandsophold, som efter hensigten ved udrejsen registreredes som en fraflytning, får et andet og kortere forløb end forventet, må der, hvis den pågældende anmoder derom, foretages en konkret vurdering af, om udrejsen skal annulleres.

En orientering fra et andet EU-land om, at en person har anmodet om at stemme ved et Europaparlamentsvalg dér, er ikke tilstrækkeligt grundlag for at registrere den pågældende som udrejst, men der bør foretages en nærmere undersøgelse af den pågældendes forhold, inden eventuel registrering af udrejse.

De personer, der er omfattet af den nye undtagelsebestemmelse i § 24, stk. 5, vil bl.a. være personer, som forsvaret eller Beredskabsstyrelsen har sendt til udlandet med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver, samt udenrigstjenestens og forsvarets personale, når disse gør tjeneste i udlandet. Disse, herunder samlevere og børn under 18 år med bopæl hos forældrene, jf. § 24, stk. 6, bliver registreret på deres hidtidige bopæl eller, såfremt denne opgives, i deres hidtidige bopælskommune under høj vejkode. Under udsendelsen kan vedkommendes aktuelle udenlandsadresse registreres i CPR som supplerende adresse, jf. § 24, stk. 3.

Pligten til at udlevere internordiske flyttepapirer efter lovens § 25 påhviler kommunalbestyrelsen, selv om den flyttende ikke opfylder de danske regler om udrejse, idet det efter den internordiske folkregistreringsaftale er tilflytningslandet, som afgør om den pågældende efter dette lands folkeregistreringsregler skal anses som bosat i dette.

Kapitel 7

De registreredes beskyttelse mod videregivelse af oplysninger

Kapitel 7

De registreredes beskyttelse mod videregivelse af oplysninger

Kapitel 7

De registreredes beskyttelse mod videregivelse af oplysninger

I CPR-lovens kapitel 7 er samlet de forskellige former for beskyttelse mod videregivelse af oplysninger, som borgeren kan anmode om.

Som en nyskabelse er adressebeskyttelsen i § 28 kombineret med en navnebeskyttelse. Personer, som før lovens ikrafttræden har fået adressebeskyttelse, er fra ikrafttrædelsesdatoen også blevet navnebeskyttet. I forhold til tidligere er adressebeskyttelsen endvidere udvidet, så den også gælder en eventuel udenlandsadresse. En supplerende adresse og en kontaktadresse kan derimod ikke beskyttes. I stedet kan den pågældende vælge ikke at få registreret disse adresser i CPR.

Borgeren kan ikke kræve, at navne- og adressebeskyttelsen registreres for mere end et år ad gangen, men kommunen kan give beskyttelsen for en længere periode, hvis der er tale om helt særlige forhold.

Hvis vedkommende ved udløbet af beskyttelsesperioden selv ønsker beskyttelsen fornyet, er der ikke noget til hinder herfor.

En person, som efter lovens ikrafttræden er flyttet til en adresse på et hospital eller lignende, får ikke navne-og adressebeskytte her, medmindre vedkommende selv eller dennes pårørende konkret anmoder om navne- og adressebeskyttelse, idet den adgang kommunalbestyrelsen tidligere havde, senest i medfør af § 17, stk. 2, i folkeregistreringsbekendtgørelsen, senest den hidtil gældende bekendtgørelse nr. 588 af 10. august 1998 om folkeregistrering, til på egen hånd at sørge for adressebeskyttelse på sådanne adresser, ikke er videreført.

Kommunalbestyrelsen må ikke af egen drift i forbindelse med en adresseforespørgsel efter lovens § 42, stk. 1 - 2, rette henvendelse til en borger for at opfordre denne til at få adressebeskyttelse, f.eks. for at forhindre et adoptivbarn i at komme i kontakt med sin biologiske mor eller far.

Navne- og adressebeskyttelsen kan normalt ikke opretholdes overfor kreditorer, der agter at foretage skridt til opkrævning eller inddrivelse af en forfalden fordring, jf. CPR-lovens § 42, stk. 5, eller private, der har en retlig interesse i oplysningen, som kommunalbestyrelsen finder skal tillægges større betydning end interessen i beskyttelsen, jf. § 43, stk. 1. Beskyttede navne og adresser kan endvidere videregives efter bestemmelserne i lovens § 34, § 38, stk. 4, § 42, stk. 3-4, og § 45.

En markering efter lovens § 29, stk. 2, indebærer, at den pågældende ikke må kontaktes i forbindelse med statistiske og videnskabelige undersøgelser, hvortil Indenrigsministeriet leverer oplysninger fra Det Centrale Personregister eller foretager adressering og udsendelse af materiale. Markeringen forhindrer derimod ikke, at den pågældende indgår i undersøgelsen. Den pågældende må blot ikke kontaktes af forskeren. Markeringen vil endvidere ikke udelukke, at den pågældende kontaktes, hvis det konstateres, at vedkommende er eller kan være smittet med en sygdom, eller hvis man i forbindelse med undersøgelsen vedrørende lægemiddelinteraktion bliver opmærksom på særligt farlige interaktionsmønstre, som bør medføre henvendelse til den pågældende.

Kapitel 8

Kommunalbestyrelsernes og Indenrigsministeriets videregivelse af oplysninger til offentlige myndigheder

Kapitel 8

Kommunalbestyrelsernes og Indenrigsministeriets videregivelse af oplysninger til offentlige myndigheder

Kapitel 8

Kommunalbestyrelsernes og Indenrigsministeriets videregivelse af oplysninger til offentlige myndigheder

Ved henvendelse med ønske om udlevering af oplysninger er det første, som må afgøres, om den spørgende er en offentlig myndighed.

Til danske offentlige myndigheder hører domstolene, Folketinget samt den offentlige forvaltning.

Til domstolene skal henregnes domstole, der er omfattet af retsplejeloven, dvs. Højesteret, landsretterne, byretterne og Sø- og Handelsretten i København, Den Særlige Klageret, særdomstole og undersøgelsesretter. Herudover skal medtages specialdomstole nedsat med hjemmel i særlovgivningen som f.eks. Den kommunale tjenestemandsret.

Til Folketinget skal henregnes folketingsudvalg, Folketingets Ombudsmand, Rigsrevisionen samt Statsrevisorerne og deres sekretariat.

Begrebet den offentlige forvaltning skal i øvrigt afgrænses på samme måde som i relation til lov om behandling af personoplysninger.

Udenlandske offentlige myndigheder, herunder også nordiske myndigheder, skal altid behandles som private, og videregivelse til disse er således ikke omfattet af kapitel 8. Der henvises dog for så vidt angår nordiske folkeregistreringsmyndigheder til lovens § 25, stk. 1 og 4.

Hvor danske ambassaders henvendelse til en dansk kommunalbestyrelse alene er en videresendelse af en forespørgsel fra en privat eller fra en udenlandsk myndighed, bør denne behandles som en forespørgsel fra den pågældende direkte til kommunalbestyrelsen. Da udenlandske offentlige myndigheder i relation til CPR-loven sidestilles med private, vil kommunen derfor altid skulle besvare sådanne forespørgsler efter reglerne i kapitel 12 i CPR-loven. Ansvaret for, at de ønskede oplysninger via ambassaden kan udleveres, påhviler kommunalbestyrelsen, således at ambassaden uden indskrænkninger kan videresende de pågældende oplysninger til spørgeren.

Hvis en ambassade derimod til eget brug indhenter en oplysning hos en dansk kommunalbestyrelse, vil ambassaden kun kunne videregive oplysningen efter reglerne i CPR-lovens § 34. Det vil i sådanne tilfælde være ambassadens ansvar, at dennes eventuelle videregivelse af de indhentede oplysninger er i overensstemmelse hermed.

I Bilag 2 til vejledningen er givet en række eksempler på offentlige myndigheder samt private. Der er desuden givet en redegørelse for principper, der kan anvendes ved afgrænsningen mellem offentlige og private.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt den, der søger oplysning, er en offentlig myndighed eller en privat, og kan denne tvivl ikke afklares ved opslag i bilag 2, kan kommunalbestyrelsen anmode den spørgende om yderligere oplysninger. Hvis den pågældende selv oplyser at være privat, eller hvis der kan fremlægges en skrivelse fra f. eks. Justitsministeriet eller et ressortministerium, som udtrykkeligt tager stilling til spørgsmålet, er sagen afklaret. Det samme kan være tilfældet, hvis der kan gives oplysninger, der efter principperne i bilag 2 placerer spørgeren som enten offentlig eller privat. Forekommer sagen fortsat tvivlsom efter indhentning af de yderligere oplysninger, kan der rettes henvendelse til Indenrigsministeriet, som enten vil besvare spørgsmålet eller henvise til den relevante ressortmyndighed.

Registreringen af oplysningerne i CPR sker som det fremgår af lovens § 1 bl.a. med det formål at stille disse til rådighed for andre myndigheder. Dette kan ske ved udlevering af enkeltoplysninger fra kommunalbestyrelserne, jf. CPR-lovens § 33, eller efter aftale med Indenrigsministeriet via terminaladgang, engangsudtræk eller løbende udtræk, jf. CPR-lovens § 32.

Alle kommunalbestyrelser har adgang til CPR's oplysninger, og enhver kommunalbestyrelse vil derfor kunne give de aktuelle oplysninger om en person. Herudover kan kommunalbestyrelserne på grundlag af CPR-registret oplyse en persons navne, adresser og civilstande tilbage til 1. januar 1971 samt statsborgerret tilbage til 1. oktober 1991. Oplysninger om, hvem der har boet på en adresse, kan gives tilbage til 1. januar 1986.

Folkeregistreringsoplysninger, der ikke fremgår af CPR, skal søges i den daværende bopælskommune. Indenrigsministeriet råder ikke over andre folkeregistreringsoplysninger end dem, der findes i CPR, og besvarer iøvrigt ikke enkeltforespørgsler om det konkrete indhold af CPR.

Forespørgsler om CPR-oplysninger, som en myndighed selv har terminaladgang til, kan kommunen henvise til besvarelse hos myndigheden selv, uanset om det er en anden del af forvaltningen, der spørger. Oplysning om, hvilke myndigheder, der har terminaladgang til CPR, kan iøvrigt oplyses af Indenrigsministeriets CPR-kontor.

Ifølge CPR-lovens § 31 skal videregivelse af oplysninger til en anden offentlig myndighed ske efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger. Heri ligger et krav om, at den modtagende myndighed skal være berettiget til at behandle oplysningerne. De generelle betingelser for, hvornår en behandling må finde sted findes i kapitel 4 i den pågældende lov.

Offentlige myndigheders enkeltforespørgsler til kommunerne, der hidtil som hovedregel har været vederlagsfri, kan kommunalbestyrelserne nu efter § 33, stk. 1, kræve op til 27 kr. pr. forespørgsel for.

Udover undtagelsen i CPR-lovens § 33, stk. 3 fra de almindelige betalingsregler for enkeltforespørgsler til kommunalbestyrelserne, følger det af boafgiftsloven, lovbekendtgørelse nr. 642 af 2. august 1997, at der ikke kan kræves betaling for de oplysninger, der gives skifteretter, eksekutorer, privatskiftende arvinger, anmeldelsespligtige, kommunale skattemyndigheder og statslige told- og skattemyndigheder, til brug ved beregning af bo- eller gaveafgifter.

For at sikre at offentlige myndigheder ikke uforvarende kommer til at videregive navne og adresser, som er beskyttet, er det helt nødvendigt, at oplysninger om en sådan beskyttelse, altid som anført i § 34 gives sammen med de pågældende oplysninger og desuden noteres hos den modtagende myndighed.

Kapitel 9

Kommunalbestyrelsernes videregivelse m.v. af oplysninger til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed

Kapitel 9

Kommunalbestyrelsernes videregivelse m.v. af oplysninger til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed

Kapitel 9

Kommunalbestyrelsernes videregivelse m.v. af oplysninger til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed

Når kommunalbestyrelsen skal beslutte, om man til statistisk og videnskabeligt brug vil give adgang efter CPR-lovens § 37 til ældre folkeregistermateriale, der fortsat befinder sig i kommunen, fordi det ikke er afleveret til landsarkiverne, vil dette bl.a. kunne ske ud fra en vurdering af mulighederne for ressourcemæssigt at varetage denne opgave.

Det er en betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger.

Inden en offentlig myndighed påbegynder behandlingen af oplysninger i et forskningsprojekt m. v. skal der som altovervejende hovedregel foreligge en udtalelse fra Datatilsynet. Kommunalbestyrelsen vil således altid kunne sikre sig, at myndigheden er berettiget til at behandle oplysningerne ved at se en kopi af Datatilsynets udtalelse.

For private forskningsprojekter m. v. skal som udgangspunkt ikke foreligge en udtalelse fra Datatilsynet, men omfatter projektet behandling af følsomme oplysninger, oplysninger om strafbare forhold eller oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, er der krav om forudgående egentlig tilladelse fra Datatilsynet. Der kan herved henvises til § 50, stk. 1, nr. 1, i lov om behandling af personoplysninger. Kommunalbestyrelsen vil derfor normalt også kunne sikre sig, at den private er berettiget til at behandle oplysningerne ved at se en kopi af denne tilladelse fra Datatilsynet.

I tvivlstilfælde, herunder hvor der ikke skal foreligge en udtalelse eller en godkendelse, kan der indhentes en udtalelse fra Datatilsynet.

Det bemærkes specielt, at der ikke i § 37 er indeholdt en adgang for kommunerne til at foretage en kuvertering svarende til Indenrigsministeriets mulighed herfor efter § 35.

Om den almindelige adgang for enhver til oplysninger fra gammelt folkeregistermateriale henvises til CPR-lovens § 48.

§ 9, 2. pkt., giver kommunen en mulighed for at registrere en person i en bolig, der ikke ligger fast. Baggrunden for denne bestemmelse, som er en nyskabelse, er, at det hidtil gældende krav om, at registreringsstedet ligger fast, har givet anledning til problemer for personer, som f.eks. bor på en båd, som af og til anvendes til sejlads. Med udtrykket »af og til« tænkes der i denne forbindelse på sejlads eller lignende i typiske ferieperioder. Bestemmelsen bør anvendes med tilbageholdenhed. Det er kommunen selv, som afgør, om adressen giver anledning til tvivl. Borgeren har således intet retskrav på en registrering på båden m. m. i sådanne situationer.

5. Tvangsflytninger

Bestemmelsen i § 10, stk. 1, giver kommunalbestyrelsen en handlepligt, hvis den får mistanke om en fejlregistrering. Hvorledes mistanken opstår er uden betydning. Også en anonym anmeldelse om fejlregistrering vil efter omstændighederne kunne give anledning til at begynde en undersøgelse.

Der er mange steder i lovgivningen tillagt borgernes adresse i CPR (folkeregisteradresse) retsvirkninger i tillid til, at denne registrering er korrekt. Forkerte registreringer kan således i mange tilfælde bevirke fejlagtige udbetalinger til borgerne af forskellige ydelser m. m. med deraf følgende tab for kommune- og statskasse. Kommunalbestyrelserne skal derfor være særlig opmærksomme på evt. »dækadresse« med henblik på at undersøge og få berigtiget registreringen.

Bestemmelsen i § 10, stk. 2, indebærer i forhold til den hidtidige retstilstand en begrænset udvidelse af andre privates pligt til under strafansvar at bidrage med oplysninger til kommunen til belysning af en persons rette bopæl. Dette sker ved en udtrykkelig opregning af de private m.v. (»positivliste«), der er omfattet af oplysningspligten, jf. § 10, stk. 2.

Offentlige myndigheders pligt til at bidrage til oplysning om en persons rette bopæl reguleres af forvaltningsloven. Efter forvaltningslovens § 28, stk. 3, har offentlige myndigheder, som er omfattet af forvaltningsloven, pligt til at give kommunen oplysninger, der er væsentlige for, at kommunen kan træffe afgørelse i en bopælssag, når disse oplysninger ikke vedrører rent private forhold, dvs. afslører særligt følsomme oplysninger i forbindelse med pågældendes privatliv.1)

De oplysninger, der kan belyse en bopælssag, kan bl.a. være oplysning om, hvilken adresse den pågældende har oplyst til andre af kommunens forvaltninger, f.eks. socialforvaltning og skattevæsen, eller andre offentlige myndigheder at bo på. Oplysninger tilvejebragt i f.eks. sociale sager med hjemmel i § 12 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område vil også i en del tilfælde kunne benyttes til belysning af en persons bopælsforhold og dermed lægges til grund for en afgørelse om registrering af en persons korrekte adresse i CPR. Det skal understreges, at kontrol af oplysninger af betydning på andre områder end folkeregistreringsområdet må ske på grundlag af regler i lovgivningen inden for det respektive forvaltningsområde.

Kommunens forsyningsafdeling kan endvidere ofte give oplysning om regningsadresse og om forbrug af f.eks. el, gas, vand og varme. Oplysning om boligens størrelse, indretning og kvalitet set i forhold til antallet af beboere er også væsentlige oplysninger i bopælssager.

Endelig kan oplysning om en borgers eventuelle anmeldelse af midlertidig eller vedvarende adresseændring til Post Danmark være et værdifuldt bidrag til en belysning af en borgers rette bopæl i en konkret bopælssag. Post Danmark er imidlertid ikke omfattet af forvaltningsloven. Derfor er Post Danmark udtrykkeligt nævnt i CPR-lovens § 10, stk. 2, nr. 3, dvs. at Post Danmark altid vil have en pligt til på begæring at udlevere oplysning om den adresse, som personen har oplyst til Post Danmark, også når den pågældende har bedt om adressebeskyttelse over for Post Danmark.

Private har kun pligt til at bidrage med oplysninger i bopælssager, i det omfang dette er fastlagt ved lov eller bestemmelser fastsat med hjemmel i lovgivningen. En sådan oplysningspligt har hidtil kun omfattet den flyttende selv samt hus- og logiværter. Denne oplysningspligt for den pågældende selv samt for hus- og logiværter opretholdes, jf. CPR-lovens § 10, stk. 2, nr. 1 og 2.

De oplysninger, der kan belyse en bopælssag, kan bl.a. være oplysning om, hvilken adresse den pågældende har oplyst til andre at bo på. Det gælder oplysninger om den adresse, som den pågældende har opgivet overfor private tele- og forsyningsvirksomheder, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og pengeinstitutter. Det samlede forbrug af el, vand, varme, gas samt telefon for en bestemt periode kan også tjene til at belyse sagen. Tilsvarende vil gælde oplysninger fra boligselskaber og - foreninger om, hvem der står på lejekontrakten og om dennes eventuelle bestemmelser om det maksimalt tilladelige antal beboere i lejemålet.

Dette er baggrunden for, at privates oplysningspligt i bopælssager med CPR-loven er udvidet til også at gælde for private tele- og forsyningsselskaber, private boligselskaber og foreninger, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og pengeinstitutter, jf. CPR-lovens § 10, stk. 2, nr. 3.

Bestemmelsen giver ikke mulighed for kommunerne for at blande sig i borgerens forhold i øvrigt, f.eks. i borgernes fagforeningsmæssige forhold. Der er således i forhold til fagforeninger alene tale om en adgang til, når kommunalbestyrelsen skønner, der er behov herfor i en konkret sag om fastlæggelse af en borgers bopælsforhold, at spørge om, under hvilken adresse en borger er registreret i fagforeningen. En kommune kan endvidere kun rette henvendelse til en fagforening, hvis kommunen i forvejen er i besiddelse af oplysninger om, at en borger er medlem af en fagforening. En oplysning herom vil typisk være fremkommet i forbindelse med fagforeningens egen indberetning til det kommunale skattevæsen.

Bestemmelsen i § 10, stk. 2, giver ikke private personer, f.eks. den pågældendes naboer, oplysningspligt i bopælssager, og de kan derfor heller ikke straffes for undladelse af at afgive sådanne oplysninger.

Der er straf for de i § 10, stk. 2, nævnte private m.v. for undladelse af at afgive oplysninger for logiværter tillige for at afgive urigtige oplysninger, jf. § 57, stk. 1, nr. 5.

Bestemmelsen om oplysningspligt skal administreres med respekt for det forbud mod »selvinkriminering« som er nævnt i artikel 14, stk. 3, litra g, i FN s konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Efter denne bestemmelse skal enhver ved afgørelsen af en anklage mod ham for et strafbart forhold være berettiget til ikke at blive tvunget til at vidne mod sig selv eller erkende sin skyld.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder ikke nogen tilsvarende udtrykkelig bestemmelse. Der kan imidlertid udledes et lignende forbud mod selvinkriminering, således som konventionens artikel 6, stk. 1, om en retfærdig rettergang er blevet fortolket i praksis. Det følger heraf, at en person ikke under strafansvar (eksempelvis efter § 57, stk. 1, nr. 5, ved at undlade at afgive oplysninger) kan pålægges at give oplysninger, der vil kunne udsætte den pågældende selv for straf (eksempelvis efter § 57, stk. 1, nr. 1, om ikke rettidigt at anmelde flytning), hvis vedkommende på det tidspunkt er »tiltalt« (»charged«) i konventionens forstand.

Den form for myndighedskontrol, der er omfattet af bestemmelsen i stk. 2, sker for at kontrollere en persons bopælsforhold uden for strafferetten, dvs. uden at der foreligger mistanke om en konkret strafbar lovovertrædelse. Der kan med hjemmel i bestemmelsen indhentes en nærmere redegørelse fra personen selv om dennes bopælsforhold, i de situationer, hvor kommunen som led i det almindelige tilsyn og kontrol undersøger, om en person er korrekt bopælsregistreret.

Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes til under strafansvar efter § 57, stk. 1, nr. 5, at indhente oplysninger fra den pågældende selv, hvis der på det tidspunkt, hvor oplysningerne søges indhentet, er mistanke om, at denne har gjort sig skyldig i et strafbart forhold i forbindelse med adresseregistreringen i CPR. I så fald må fremskaffelsen af oplysninger i stedet ske i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler, hvis der er en begrundet mistanke om, at der er sket en overtrædelse af det anmeldte forhold.

Kommunernes behandling af en sag om en persons bopælsforhold med henblik på at sikre korrekt registrering af adresse i CPR skal som i andre sager i forvaltningen ske under iagttagelse af forvaltningslovens regler og god forvaltningsskik, herunder bl.a. vedrørende sagens tilstrækkelige belysning (undersøgelsesprincippet), vejledning, aktindsigt, partshøring, begrundelse, bekendtgørelse og klagevejledning. Det følger endvidere af forvaltningslovens § 32, at kommunerne ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af kommunens opgaver. Disse retssikkerhedsgarantier bringes således i anvendelse over for borgere, når kommunen undersøger en formodning om, at de er fejlregistreret i CPR. Der henvises til afsnit 6.

Hvad særligt angår spørgsmålet om politiets medvirken bemærkes, at fastlæggelsen af en borgers bopælsforhold alene er en kommunal opgave. Politiet medvirker ikke ved løsningen af denne opgave. Derimod vil kommunalbestyrelsen kunne anmode politiet om bistand ved begrundet mistanke om overtrædelse af CPR-loven.

Det skal i øvrigt understreges, at det er den enkelte kommmunalbestyrelse, der selv vælger indhold og omfang af den forebyggende og kontrollerede indsats i sager om borgernes bopælsforhold inden for rammerne af forvaltningsloven, CPR-loven og anden lovgivning.

Bestemmelsen i § 10, stk. 3, indebærer, at oplysninger fra offentlige myndigheder, herunder Post Danmark, kan indhentes elektronisk både som led i behandlingen af en enkelt sag og som led i en generel søgning til brug for kontrol, f.eks. samkøring af edb-registre.

6. Specielt om de forvaltningsretlige regler

I forbindelse med behandlingen af tvangsflytningssager efter CPR-lovens § 11 skal kommunen ligesom i alle andre sager, hvor der er eller vil blive truffet en afgørelse, følge forvaltningslovens sagsbehandlingsregler, som enhver sagsbehandler må have sat sig nøje ind i.

Her angives kort nogle væsentlige punkter, som skal iagttages

Når en borger henvender sig til kommunalbestyrelsen, skal kommunalbestyrelsen efter forvaltningslovens § 7 i nødvendigt omfang vejlede om folkeregistreringens regler. Denne vejledning kan ikke erstattes af en opfordring til at henvende sig til CPR-kontoret.

Den, der er part i en sag, har efter forvaltningslovens § 9 ret til aktindsigt. Aktindsigten efter forvaltningsloven er anderledes end aktindsigt efter offentlighedsloven. Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, hvem der er part i en sag. Part i en sag er for det første den, afgørelsen retter sig i mod. Herudover er andre med en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen part i sagen. Det kan f.eks. være personer, hvis sociale ydelser umiddelbart vil blive forringet ved ændringen.

Forvaltningslovens § 19 har fastsat bestemmelser om partshøring. Partshøringen giver myndigheden en pligt til at vise sagens parter de oplysninger i sagen, der skal bruges i afgørelsen. Herved sikres, at borgeren er bekendt med, hvilke oplysninger, der ligger til grund for myndighedens afgørelse. Der er som udgangspunkt altid pligt til at partshøre over væsentlige nye oplysninger, der kan være til ugunst for parten, og parten skal have lejlighed til at komme med en udtalelse om disse. Selv om parten kender de oplysninger, der skal partshøres over, skal der foretages partshøring, hvis borgeren ikke er bekendt mde, at de indgår i den sag, der er under behandling. Ved borgeren således ikke, at en oplysning af den ovennævnte art, som kommunen er i besiddelse af, anvendes i en folkeregistreringssag, indtræder pligten til at forelægge denne oplysning for borgeren. Der kan sættes en frist for kommentarer til partshøringen, hvilket må anbefales for at kunne afslutte sagen.

Hvis der, efter at der har været foretaget en partshøring, kommer nye oplysninger, skal der på ny foretages en partshøring i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 19, inden afgørelsen træffes.

Skriftlige afgørelser til borgerne skal efter forvaltningslovens §§ 22-24 altid begrundes, hvis ikke borgeren får fuldt ud medhold. Man kan ikke komme udenom begrundelsen ved at meddele en afgørelse mundtligt, idet borgeren kan kræve en skriftlig begrundelse for en mundtligt meddelt afgørelse.

I den forbindelse skal man være opmærksom på kravet i CPR-lovens § 11, stk. 3, om at meddele en tvangsflytning skriftligt til sagens parter. Dette er et eksempel på, at man i en anden lov har skærpet forvaltningslovens regler, som er minimumsregler til sikring af borgernes rettigheder.

Det anses i øvrigt at følge af god forvaltningsskik, at borgerne får enhver afgørelse skriftligt. Det bør endvidere sikres, at afgørelsen er skrevet i et sprog modtageren forstår.

Som eksempel på et mundtligt afslag kan nævnes nægtelse af at registrere en flytning, som en borger anmelder. Da kommunalbestyrelsen alligevel efter offentlighedslovens § 6 skal gøre notat om mundtligt meddelte oplysninger om faktiske forhold, som er af betydning for en afgørelse, anbefaler Indenrigsministeriet, at alle afslag meddeles borgeren skriftligt.

For at opfylde lovens krav, skal der i begrundelsen altid være en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter. Der skal også være en kort angivelse af de faktiske omstændigheder/kendsgerninger, som kommunalbestyrelsen har tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Kommunalbestyrelserne vil aldrig i en sådan begrundelse kunne henvise til en evt. telefonisk vejledning fra Indenrigsministeriet, idet ministeriet i forbindelse med denne vejledning aldrig tager stilling til den konkrete sag, men alene giver generel vejledning.

I begrundelsen kan om nødvendigt suppleres med relevante oplysninger, som ikke udtrykkeligt fremgår af de anvendte bestemmelser, f. eks. at Færøerne i relation til CPR-lovgivningen behandles som udlandet, eller at formålet med et udlandsophold som hovedregel er uden betydning for, om dette skal registreres som en udrejse.

Endelig kræver forvaltningslovens § 25, at der i den skriftlige afgørelse orienteres om, at kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Indenrigsministeriets CPR-kontor og om, hvorledes fremgangsmåden er, og fristen for fremsættelse af klagen. Da mange klager over bopælsregistreringen synes fremsat på grund af de retsvirkninger, der bliver tillagt registreringen i medfør af anden lovgivning, skønner CPR-kontoret, at det i mange tilfælde ville være hensigtsmæssigt at præcisere i klagevejledningen, at CPR-kontoret alene administrerer CPR-lovgivningen, hvorfor klager over bortfald af sociale ydelser eller lignende på grund af den ændrede registrering, må påklages efter de regler, der findes i den lovgivning, som denne beslutning er taget efter.

En klagevejledning skal således gengive klagereglerne i CPR-lovens § 56. Herudover kunne så tilføjes: »Ønsker De at klage over, at folkeregistreringen er blevet tillagt betydning efter anden lovgivning, således at f. eks. Deres sociale ydelser er blevet nedsat, skal De klage efter de klageregler, der gælder på dette område.«

Manglende overholdelse af forvaltningslovens bestemmelser kan i visse tilfælde bevirke, at den pågældende afgørelse er ugyldig. I sådanne tilfælde samt hvis afgørelsen af andre grunde må anses for ugyldig, kan kommunalbestyrelsen forvente, at Indenrigsministeriet vil hjemvise sagen til fornyet behandling. Om ugyldighedsgrunde kan følgende oplyses

En afgørelse vil som hovedregel være ugyldig, hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, f. eks. fordi parten/erne ikke er blevet hørt. Det samme er tilfældet, hvis parten under sagen ulovligt er nægtet aktindsigt.

Hvis en tvangsflytning, som efter CPR-lovens § 11 skal meddeles skriftligt, i stedet meddeles mundtligt, bevirker dette også, at tvangsflytningen er ugyldig. Det samme er selvfølgelig også tilfældet, hvis afgørelsen slet ikke meddeles den pågældende, såfremt dette er muligt.

En skriftlig afgørelse om eksempelvis en tvangsflytning vil endvidere som hovedregel være ugyldig, hvis den mangler begrundelse.

Derimod bevirker en manglende klagevejledning ikke en afgørelses ugyldighed, men klagefristen vil først løbe fra det tidspunkt, klagevejledningen gives. Hvis der er givet klagevejledning, men der deri er angivet en for lang frist, kommer denne fejl modtageren til gode, således at klagen må antages for rettidigt indgivet, hvis den oplyste klagefrist overholdes.

Kapitel 10

Indenrigsministeriets videregivelse af oplysninger til private

Kapitel 10

Indenrigsministeriets videregivelse af oplysninger til private

Kapitel 10

Indenrigsministeriets videregivelse af oplysninger til private

CPR-lovens § 38 hjemler enhver juridisk person adgang til en række standardoplysninger i CPR, hvis vedkommende er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger og desuden kan identificere de enkelte personer som angivet i bestemmelsens stk. 5. For foreninger er der yderligere stillet det krav, at foreningen skal have et anerkendelsesværdigt formål.

Kapitel 11

Indenrigsministeriets forsendelse for udenlandske myndigheder

Kapitel 11

Indenrigsmisteriets forsendelse for udenlandske myndigheder

Kapitel 11

Indenrigsministeriets forsendelse for udenlandske myndigheder

Bestemmelsen i § 41 om Indenrigsministeriets udsendelse af materiale for myndigheder i andre lande er ikke længere begrænset til EU/EØS-lande.

Vilkårene for udsendelsen af materialet vil bl.a. indeholde bestemmelser, der sikrer anonymiteten for personerne i personkredsen.

Der er ikke i CPR-loven nogen bestemmelser, som hjemler kommunalbestyrelserne en adgang til at foretage kuvertering. Kommunerne vil kun kunne foretage kuvertering for private, hvis der andetsteds i lovgivningen er hjemmel herfor. En sådan hjemmel findes i § 41 a i friskoleloven for udsendelse af materiale for en friskole til en afgrænset personkreds i skolekommunen.

Kapitel 12

Kommunalbestyrelsernes videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private

Kapitel 12

Kommunalbestyrelsernes videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private

Kapitel 12

Kommunalbestyrelsernes videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private

CPR-lovens kapitel 12 regulerer udtømmende kommunalbestyrelsernes videregivelse af enkeltoplysninger m.v. til private, bortset fra videregivelsen til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed efter lovens kapitel 9.

Udlevering af statistiske oplysninger, der ikke kan henføres til enkeltpersoner, er ikke omtalt i CPR-loven. Sådanne forespørgsler må henvises til Danmarks Statistik.

Hvorledes kommunalbestyrelsen inden sin stillingtagen til en udlevering af oplysninger sondrer mellem offentlige myndigheder og private er omtalt foran i kapitel 8.

Bestemmelsen i § 42 regulerer privates enkeltforespørgsler til kommunalbestyrelserne om konkrete personer. Der stilles i stk. 6 som fælleskrav, at spørgeren kan identificere den pågældende person på en bestemt måde. Når denne betingelse er opfyldt, kan enhver få de standardoplysninger, der fremgår af stk. 2.

En angivelse af en navnekombination - gammelt fornavn og nyt efternavn - som personen aldrig har båret, vil være tilstrækkelig »navneidentifikation«, når dette kombinationsnavn sammenholdt med de øvrige identifikationsoplysninger ikke efterlader tvivl om, hvilken person der efterspørges. Tilsvarende gælder ved en kombination af nyt fornavn og gammelt efternavn, som personen ikke har båret på samme tid.

Adoptivbørn, som søger oplysning om deres biologiske forældre i CPR eller i ældre folkeregistermateriale, men som ikke har de nødvendige identifikationsoplysninger, kan ofte få de manglende oplysninger til identifikationen i Civilretsdirektoratet. For personer født efter 1. januar 1938 kan oplysningerne også ofte findes i ministerialbøgerne.

I stk. 3-5 følger bestemmelser, som udvider de oplysninger, visse spørgere har krav på under forudsætning af, at de har foretaget identifikationen efter stk. 6.

Efter § 42, stk. 3, skal kommunerne levere oplysning om vedkommendes civilstand bortset fra oplysning om separation og slægtskabsforhold til selskaber og pensionskasser omfattet af lov om forsikringsvirksomhed samt pengeinstitutter ved administration af opsparing i pensionsøjemed, jf. kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser.

Begrebet forsikringsvirksomhed er ikke defineret i lov om forsikringsvirksomhed, men fastsættes gennem Finanstilsynets praksis og offentliggøres på tilsynets hjemmeside på internettet, www.ftnet.dk, hvor man kan søge oplysning, hvis man er i tvivl om, hvorvidt en spørger er omfattet af denne lov.

Pengeinstitutter er banker, sparekasser og andelskasser. Kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser vedrører opsparing i pensionsøjemed i form af kapitalpension, rateopsparing og selvpension.

Bestemmelsen i § 42, stk. 4, giver kreditoplysningsbureauer, som Datatilsynet har meddelt tilladelse til kreditoplysningsvirksomhed, ret til at få leveret beskyttede navne og adresser til. Registertilsynet har i sine årlige beretninger medtaget en oversigt over kreditoplysningsbureauer. Indenrigsministeriet vil fremover gengive denne oversigt i en CPR-meddelelse.

Til bestemmelsen i § 42, stk. 5, hvorefter en navne- og adressebeskyttelse normalt ikke kan opretholdes overfor kreditorer, der agter at foretage skridt til opkrævning eller inddrivelse af en forfalden fordring, skal bemærkes, at fuld sikkerhed for at betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt forudsætter, at kreditor kan fremvise en forfalden, ubetalt fordring, som debitor har underskrevet, og hvis ægthed kommunalbestyrelsen ikke er i tvivl om. At en fordring er forfalden betyder, at den sidste rettidige betalingsdag er overskredet. Hvis skyldneren ikke har underskrevet dokumentet, er der ingen sikkerhed for, at dette vedrører en reel fordring. Kommunalbestyrelsen bør i sådanne tilfælde kun udlevere en beskyttet adresse, hvis man på grund af kendskab til spørgeren har en velbegrundet opfattelse af, at fordringen er reel. Mener kommunalbestyrelsen, at der kan rejses tvivl om fordringens eksistens, skal tvivlen afklares ved, at kommunalbestyrelsen forelægger anmodningen for den angivelige skyldner. Kommunalbestyrelsen er således forpligtet til at undersøge sagen nærmere og kan ikke blot afvise henvendelsen.

At navne- og adressebeskyttelse »normalt« skal vige for kreditorer indebærer, at den opretholdes, hvor formålet med at præsentere en forfalden fordring ikke er at få de penge m.m., man har tilgode, men derimod er en måde at omgå beskyttelsen på. Der må i almindelighed kunne ses bort fra muligheden for omgåelse, hvis den spørgende er en forretningsvirksomhed, herunder en advokatvirksomhed.

Kapitel 13

Offentlige myndigheders behandling af personnumre

Kapitel 13

Offentlige myndigheders behandling af personnumre

Kapitel 13

Offentlige myndigheders behandling af personnumre

Det følger af § 11, stk. 1, i lov om behandling af personoplysninger, at offentlige myndigheder må anvende personnumre med henblik på entydig identifikation eller som journalnummer. De nærmere regler om de offentlige myndigheders brug er fastsat i kapitel 13 i CPR-loven.

De private dataansvarliges behandling af personnumre er ikke reguleret af CPR-loven. Spørgsmål om lovligheden af privates anvendelse af personnumre skal rettes til Datatilsynet.

Om sondringen mellem offentlige myndigheder og private henvises til vejledningens kapitel 8.

Hvis Indenrigsministeriet modtager en henvendelse om en offentlig myndigheds anvendelse af personnumre i strid med reglerne i kapitel 13, vil ministeriet orientere den pågældende myndighed om klagen og gøre opmærksom på de nævnte regler. Derimod vil ministeriet ikke gå ind i en realitetsbehandling af det rejste spørgsmål, der tit vil forudsætte en nærmere gennemgang af anden lovgivning eller et konkret sagsforløb.

Iagttagelsen af de ligestillingsmæssige hensyn, som nævnes i § 52, stk. 2, indebærer, at forvaltningen aldrig ubegrundet må registrere en bestemt sagstype under det ene køns personnummer.

I forbindelse med § 53 skal bemærkes, at om en person har pligt til at give oplysning om sit eget personnummer til en offentlig myndighed, vil bero på hjemmelen i det enkelte tilfælde, men dette vil i praksis normalt være nødvendig som led i vedkommendes identifikation. Hjemmelen kan være fastsat direkte i en lov eller være fastsat i regler i henhold til lov, eller afgivelsen af personnummer kan i øvrigt være en nødvendig identifikation til varetagelse af opgaver pålagt efter lovgivningen.

Med bestemmelsen i § 54, stk. 1, er det anført, at der ikke er noget til hinder for, at påføre per-sonnumret på breve, som sendes til den pågældende i lukket kuvert, og som noget nyt kan personnummer efter § 54, stk. 2, angives fuldt læseligt på giroindbetalingskort, såfremt dette fremsendes i lukket kuvert til den pågældende. Baggrunden herfor er, at den pågældende i givet fald vil kunne vælge at betale på anden vis end ved anvendelse af giroindbetalingskortet, samt at betaling på postkontoret via girokortet i givet fald alene vil passere ansatte hos Post Danmark, som har tavshedspligt.

Bestemmelsen i § 54, stk. 3, om forbud mod offentliggørelse i Statstidende skal ses i lyset af forbudet i § 11, stk. 3, i lov om behandling af personoplysninger mod offentliggørelse af personnummer uden udtrykkeligt samtykke.

Kapitel 14

Kassation af folkeregistermateriale

Kapitel 14

Kassation af folkeregistermateriale

Kapitel 14

Kassation af folkeregistermateriale

Bestemmelser om, hvad der skal bevares, og hvad der må kasseres af folkeregistermateriale, er i medfør af lov om offentlige arkiver fastsat i Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 13 af 17. januar 1996 og Rigsarkivarens cirkulære nr. 17 af 25. januar 1996.

Af cirkulærets § 2, nr. 3, fremgår, hvilket folkeregistermateriale, der skal bevares. For materiale, som ikke skal bevares, fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 3, at dette først må kasseres, når der ikke længere er administrativt eller retligt behov for materialet. Indenrigsministeriet skal i den forbindelse henlede kommunalbestyrelsernes opmærksomhed på behovet for bl.a. at bevare materiale i sager, som kan forventes at give anledning til klagesager.

Det bevaringspligtige folkeregistermateriale fra tiden indtil 1978 kan afleveres til landsarkiverne eller til en kommunal arkivinstitution oprettet i henhold til § 4 i lov om offentlige arkiver m.v.

Landsarkiverne modtager bevaringspligtigt folkeregistermateriale fra tiden indtil 1978 uanset den sædvanlige 30-års frist for aflevering. Ved afleveringen skal materialet være ordnet og pakket efter det modtagende arkivs anvisning.

Landsarkiverne modtager bevaringspligtigt folkeregistermateriale for tiden indtil 1978 til vederlagsfri opbevaring, uanset den generelle regel om betaling for opbevaring af kommunale arkiver.

Kommunalbestyrelserne kan til eget brug fremstille mikrofilm/-fiche af det papirfolkeregistermateriale, der afleveres.

Den hidtidige forpligtelse til fremstilling af mikrofilm/-fiche af folkeregistermateriale, som afleveres til Landsarkiverne, er ophævet.

Hvis man har afleveret folkeregistermaterialet til landsarkivet, påtager landsarkiverne sig at besvare forespørgsler udfra det afleverede materiale. I denne forbindelse opkræver landsarkiverne betaling til dækning af de omkostninger, der er forbundet med undersøgelsen og besvarelsen, efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed. Dette gælder også ved forespørgsler fra den afleverende kommune.

Kommunalbestyrelser, der afleverer folkeregistermateriale indtil 1978, skal henvise forespørgsler vedr. materialet til det arkiv, der har modtaget materialet.

Kapitel 15

Klage og straf

Kapitel 15

Klage og straf

Kapitel 15

Klage og straf

Det, der efter bestemmelsen i § 56 kan påklages, er kommunalbestyrelsens afgørelser. På folkeregistreringsområdet træffer kommunalbestyrelsen først og fremmest afgørelser om borgernes bopælsregistrering, men bl.a. også om udlevering af oplysninger fra CPR og de gamle folkeregistre.

Hvor kommunalbestyrelserne indsætter oplysninger i CPR på grundlag af indberetninger til kommunalbestyrelsen fra andre myndigheder, f.eks. statsamter, ministerialbogsførere, og domstole, træffes der ikke nogen afgørelse i medfør af CPR-lovgivningen, og der kan derfor ikke klages i medfør af denne klagebestemmelse. Evt. klage over indholdet af sådanne registreringer må derfor rettes til den myndighed, der er ansvarlig for indholdet af denne registrering eller denne myndigheds klageinstans.

Fristen på 4 uger for indgivelse af klager over folkeregistrenes afgørelser løber fra det tidspunkt, klageren har fået meddelelse om afgørelsen. En afgørelse er meddelt, når denne er kommet frem til adressaten. Dette antages som hovedregel at være tilfældet efter 1-2 dage ved almindelig postgang. Af retstekniske grunde kan det ikke kræves, at afgørelsen skal være kommet til adressatens kundskab. Hvis subjektivt kundskab til afgørelsen krævedes, ville adressaten kunne forhindre meddelelsen af en formodet bebyrdende afgørelse ved at holde sig i forsætlig uvidenhed om denne.

Der er i klagereglerne ikke nogen bestemmelse om opsættende virkning. Dette skyldes, at det i mange af de sager, som der er tale om, ikke giver fornuftig mening, idet selve afgørelsen ikke indeholder retsvirkninger i form af et påbud eller et forbud.

Klagen skal indgives til den kommunalbestyrelse, som har truffet afgørelsen, da denne kommunalbestyrelse skal vurdere sagen, herunder med de eventuelle nye oplysninger, som er anført i klagen.

Hvis kommunalbestyrelsen, som modtager klagen, giver klageren medhold, skal den underrette klageren herom, hvorefter sagen er afsluttet og ikke skal videresendes til Indenrigsministeriet.

Ved denne ekspeditionsform opnås, at mange klagesager kan afgøres hurtigere, idet Indenrigsministeriet efter § 56, stk. 2, kun skal gå ind i de sager, hvor kommunalbestyrelsen fastholder sin afgørelse, og i sådanne tilfælde ofte vil kunne påbegynde en realitetsbehandling uden yderligere høringer af kommunalbestyrelserne og eventuel deraf følgende forelæggelse for klageren. Når kommunalbestyrelsen fremsender klagen til Indenrigsministeriet sammen med sin genvurdering af sagen, skal der vedlægges kopi af samtlige sagsakter til brug for ministeriets sagsbehandling.

Bestemmelsen i § 56, stk. 3, afskærer ikke kommunalbestyrelsen fra at ændre registreringen af en persons bopæl længere tilbage end to år, men borgeren har intet krav på en ændring. Hvis kommunalbestyrelsen ændrer i registreringer, som er mere end to år gamle, skal kommunalbestyrelsen meddele borgeren ændringen i form af en afgørelse, hvorved borgeren, som bestemmelsen er udformet, får lejlighed til at klage over kommunalbestyrelsens afgørelse.

Indenrigsministeriets afvisning af en klage efter § 56, stk. 4, vil være aktuel, hvis klagen er indgivet for sent eller vedrører forhold, som man ikke længere vil kunne klage over. Konstateringen af overskridelse af fristerne vil ofte blive afhængigt af den modtagende kommunalbestyrelses registreringer af klagens modtagelse. Det er derfor af den største betydning, at der sker en omhyggelig registrering af tidspunktet for klagens modtagelse.

En stadfæstelse vil finde sted, når Indenrigsministeriet er enig i den afgørelse, som kommunalbestyrelsen har truffet.

Ændring af afgørelsen vil modsat finde sted, når Indenrigsministeriet har en anden vurdering af forholdene. I sådanne tilfælde kan Indenrigsministeriet umiddelbart samtidig med afgørelsen berigtige registreringen i CPR.

Hjemvisning tænkes forbeholdt de tilfælde, hvor ministeriet finder, at den konkrete sag ikke af kommunalbestyrelsen er blevet tilstrækkeligt belyst, herunder iagttagelse af reglerne i forvaltningsloven, og eventuelt må vurderes ugyldig på grund af mangelfuld sagsbehandling.

Der er intet maksimum for størrelsen af den bøde, den pågældende efter § 58, stk. 1, kan vedtage for at afslutte en sag om overtrædelse af CPR-loven. Kommunalbestyrelsens fastsættelse af denne bøde sker under hensyntagen til den pågældendes økonomiske forhold og forseelsens grovhed, jf. straffelovens § 51, stk. 3. Bødeforlæg gives af den kommunalbestyrelse, som efter CPR-lovens § 10, stk. 1, foretager undersøgelsen af pågældendes bopælsforhold. Såfremt den pågældende ikke godkender kommunalbestyrelsens bødeforlæg, overgives sagen til politimesteren til videre ekspedition.

Henvisningerne til retsplejeloven i § 58, stk. 2, vedrører kravet om skriftlighed samt indholdet af et sådant bødeforlæg.

Når bøden er betalt til kommunalbestyrelsen, kan der efter § 58, stk. 3, ikke foretages yderligere strafferetlige skridt overfor den pågældende i anledning af den pågældende forseelse.

Kapitel 16

Ikrafttræden m.v.

Kapitel 16

Ikrafttræden m.v.

Kapitel 16

Ikrafttræden m.v.

Opretholdelsen i § 59, stk. 3, af cirkulæret om vej- og boligregistret skyldes planer i By- og Boligministeriet om at samle vejregisteransvaret i lovgivningen om bygnings- og boligregistrering.

§ 43 giver private med en retlig interesse yderligere muligheder for i CPR at få mere end standard-oplysningerne efter § 42, stk. 2. Stk. 1 vedrører beskyttede navne- og adresser, hvor den beskyttede altid skal høres før en eventuel udlevering af de beskyttede oplysninger, mens stk. 2 handler om andre typer oplysninger end de, der er opregnet i § 42, stk. 2, og hvor der ikke er fastsat nogen høringspligt. Forskellen er begrundet i de meget alvorlige virkninger en udlevering af beskyttede navne og adresser kan have.

Det er i alle tilfælde en forudsætning for udlevering efter § 43 af flere oplysninger end standardoplysningerne, at spørgeren har identificeret den pågældende som nævnt ovenfor ad § 42.

Efter bestemmelsen i § 43, stk. 1, er det en forudsætning for kommunalbestyrelsens udlevering af beskyttede navne og adresser til private, at den beskyttede ikke har fremsat en indvending mod udleveringen, som kommunalbestyrelsen finder skal tillægges større vægt end den spørgendes retlige interesse.

Ifølge Indenrigsministeriets praksis foreligger der som regel kun en retlig interesse, hvis den ønskede oplysning i sig selv ændrer retstilstanden, er nødvendig for at få denne ændret eller skal bruges til at gøre en ret gældende. For så vidt angår oplysning om ægtefælle vil dette være aktuelt for f.eks. forsyningsvirksomheder (el, gas, vand m.v.), hvor den person, der kan identificeres af selskabet, er kunden, men krav også skal gøres gældende overfor ægtefælle, jf. lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar 1995 om ægteskabets retsvirkninger, § 11.

Som eksempel på retlig interesse kan nævnes, at en oplysning om slægtskab kan være af betydning for fremsættelse af et arvekrav. Et andet eksempel på retlig interesse er, at oplysningen har betydning for udfaldet af en verserende eller forestående retssag. Retlig interesse i en oplysning har man også, hvis oplysningen har betydning for udfaldet af et erstatningskrav, man selv har rejst, eller som er rejst mod en. Såfremt ens krav på en ydelse er afhængig af, om man har boet et bestemt sted sammen med en anden person i en bestemt periode, har man en retlig interesse i at få oplyst disse forhold. Derimod er f.eks. ønsket om at drive slægtsforskning ikke en interesse, som kan kaldes retlig, jf. de særlige regler herom i lovens § 49.

Selv om der er retlig interesse, kan oplysning om personnumre aldrig gives i medfør af § 43. Derimod kan egne børns, ægtefælles og forældres personnumre være angivet på en attest rekvireret i medfør af lovens § 46.

Anmoder et pengeinstitut eller et realkreditinstitut om oplysning vedrørende et personnummer, skal der henvises til Told- og skatteregionerne.

Arbejdsgivere og andre indeholdelsespligtige, der har ret til bl.a. at få oplysning om personnummer for deres ansatte, skal ligeledes henvises til Told- og skatteregionerne.

Spørgsmål om påførsel af personnummer på regninger til den offentlige sygesikring må afklares mellem den amtskommunale sygesikringsadministration og lægerne/andre ydere på sygesikringsområdet.

Bidragspligtige, som har en konkret formodning om, at en tidligere ægtefælle har etableret et nyt samliv, således at bidraget falder bort, kan henvende sig til statsamtet og anmode om, at bidraget må bortfalde. Statsamtet vil herefter fra CPR kunne indhente de adresseoplysninger, som den bidragspligtige ofte ikke selv vil være berettiget til at få i CPR.

Enhver har endvidere krav på at få meddelelse om, hvad der er registreret om den pågældende selv (registerindsigt/egenacces) i Det centrale Personregister (CPR). Henvendelse om register-indsigt skal rettes til Indenrigsministeriets CPR-kontor. Retten til registerindsigt er en almindelig ret for en registreret og fremgår derfor ikke af CPR-loven, men derimod af lov om behandling af personoplysninger.

Kommunalbestyrelserne skal efter CPR-lovens § 44 ved videregivelse til private af beskyttede navne- og adresseoplysninger efter § 42, stk. 5, (kreditorkrav) og § 43, stk. 1, (retlig interesse) tillige videregive oplysning om eventuel navne- og adressebeskyttelse og fastsætte det formål, som disse oplysninger må anvendes til.

Retten for enhver efter CPR-lovens § 45 til at få oplyst navne på personer - uanset evt. navne- og adressebeskyttelse - der er tilmeldt i en bolig, som vedkommende er (med)ejer eller lejer af, forudsætter, at fornøden dokumentation, herunder for adkomst til ejendom eller lejekontrakt, forevises, inden navne på de tilmeldte udleveres.

Efter § 46 kan en borger, som ønsker det, få udstedt en bopælsattest eller anden attest om sin registrering i CPR i enhver kommune mod tidligere kun i bopælskommunen. Der er endvidere heller ikke længere begrænsninger i, hvilke oplysninger der uden videre kan attesteres. Attestationen kan kun udtale, hvorledes den pågældende er registreret i CPR. Ønsker en person f.eks. bekræftelse af en underskrift på et privat dokument, skal den pågældende henvises til den lokale byret.

Personer med bopæl her i landet, der er registreret som ugifte, kan, hvis de beder om det, få udstedt en attest på dansk fra en kommunalbestyrelse herom. Den pågældende har ikke krav på attestation på fremmedsprog. Hvis myndighederne i vielseslandet kræver legalisering af kommunalbestyrelsens attest, skal attesten indsendes til Indenrigsministeriets CPR-kontor. Legalisering er en bekræftelse af den underskrift kommunen har forsynet attesten med, hvorimod den ikke siger noget om indholdet af det, der er skrevet under på. For at underskriften kan identificeres sikkert, er det vigtigt, at navnet er stemplet eller maskinskrevet under underskriften. I øvrigt kan vejledning om legalisering af attester til brug i udlandet fås i Udenrigsministeriets legaliseringskontor.

Personer, som ønsker yderligere attester til brug ved vielse i udlandet eller en attestation på et andet sprog, kan kommunalbestyrelsen henvise til at få en ægteskabsattest, som udfærdiges på flere sprog. Ægteskabsattester udfærdiges for danske statsborgere af bryllupskontoret i bopælskommunen (eller sidste bopælskommune, hvis den pågældende er fraflyttet landet). For udenlandske statsborgere udfærdiges attesterne af bryllupskontoret i Københavns Kommune, hvis adresse er Rådhuset, 1599 København V. Der kan endvidere henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse om ægteskabs indgåelse. Legaliseringen af ægteskabsattester sker i Indenrigsministeriets 1. kommunekontor, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København K.

Efter CPR-lovens § 48 kan en privat, som er berettiget til oplysninger fra CPR efter §§ 42 og 43, hos den kommune, som har sådant materiale, få samme type oplysninger fra gammelt folkeregistemateriale.

Herudover er der i § 49 uden krav om retlig interesse givet private, bl. a. slægtsforskere, adgang til yderligere oplysninger i gammelt folkeregistermateriale. Bestemmelsen vedrører materiale, der stammer tilbage fra folkeregistreringens indførelse i Danmark i 1923/24 og frem, og som ikke er blevet overført af kommunerne til CPR - og derfor ikke foreligger elektronisk - ved dette systems oprettelse i 1968 eller senere. Ved udlevering af oplysninger efter denne bestemmelse skal kommunalbestyrelserne også sikre sig, at oplysningerne er over 30 år gamle. Hvis folkeregistrene ikke har de ønskede oplysninger og samtidig kan se, at disse er afleveret til landsarkiverne, skal spørgeren have en udskrift fra CPR/folkeregistret, som viser, at personen er død, da denne oplysning skal kunne dokumenteres ved en eventuel fortsat undersøgelse i landsarkiverne.

Bestemmelserne i § 50, stk. 1-3, giver adgang til en smidig - og hurtig - adgang til de nødvendige oplysninger, herunder om slægtsskabsforhold i CPR og i ældre folkeregistermateriale i forbindelse med skifte m.v. ved en persons død. Dette gælder uanset om oplysningerne er beskyttede eller vedrører nulevende eller afdøde personer.

Bobestyrere har efter § 48, stk. 3, i den ny dødsboskiftelov, samme adgang til at få oplysninger og bistand fra offentlige myndigheder samt skifteretten. D.v.s. at sådanne bobestyrere, som bl.a. bliver indsat, når det ved et skifte her i landet er usikkert, hvem der er arvinger, har adgang til oplysningerne i CPR og i ældre folkeregistermateriale efter samme regler som offentlige myndigheder.

Der gælder samme krav til identifikation af den afdøde ved forespørgsler efter bestemmelserne i § 50, stk. 1 - 2, som i § 42, stk. 6.

§ 59, stk. 4, fjerner tvivl, om igangværende klagesagers behandling skal ske efter de gamle regler eller efter CPR-loven.

Indenrigsministeriet, den 23. juni 2000

Karen Jespersen

/Torben Jerlach

Vejledning

om

folkeregistrering.

Indholdsfortegnelse

1) Efter § 28, stk. 1, i forvaltningsloven må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, ikke videregives til anden forvaltningsmyndighed.