Vejledning om klageregler på det sociale område

Bilag 1

Love, der ikke er omfattet af Socialministeriets ressortområde, men hvor der er klagemulighed til det sociale nævn/Den Sociale Ankestyrelse

Bilag 1

Love, der ikke er omfattet af Socialministeriets ressortområde, men hvor der er klagemulighed til det sociale nævn/Den Sociale Ankestyrelse

Folkeskoleloven (lov nr. 509 af 30. Juni 1993, senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 714 af 6. september 1999)

Klage over kommunens afgørelse om søskendemoderation samt ydelse af økonomisk eller pædagogisk friplads i skolefritidsordninger kan påklages til Det Sociale Nævn, jf. lovens § 51, stk. 3. Nævnets afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, som kan tage optage sagen til behandling hvis den har principiel eller generel betydning. Efter folkeskolelovens § 50, stk. 2 kan en kommune beslutte om der skal være mulighed for at få økonomisk eller socialpædagogisk friplads i kommunens skolefritidsordninger. Denne beslutning kan ikke påklages. En ansøgning der afvises med henvisning til at der i kommunen generelt ikke ydes friplads, kan således ikke påklages.

Lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationslov - lov nr. 474 af 1. juli 1998, som ændret ved lov nr. 394 af 2. juni 1999)

Efter lovens § 53, stk. 2, kan kommunalbestyrelsens afgørelser indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om udpegning af medlemmer af integrationsrådet i henhold til lovens § 42, kan dog ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kommunalbestyrelsens udtalelse om, hvorvidt den pågældende udlænding har gennemført et tilbudt integrationsprogram kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i henhold til lovens § 53, stk. 3.

Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område optage en sag til principiel behandling, når ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning.

Lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger mv. (lov nr. 374 af 22. maj 1996, lovbekendtgørelse nr. 102 af 17. februar 1999)

Klagereglerne findes i lovens § 63, stk. 2. Det følger af, at kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser om anvisning af ledige boliger i henhold til §§ 54, 57 og 58, kan indbringes for henholdsvis det sociale nævn, som den kommune, hvor boligerne er beliggende, hører under, og Den Sociale Ankestyrelse. § 57 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område om, hvorvidt Ankestyrelsen kan behandle sagen, finder tilsvarende anvendelse. Det betyder at Ankestyrelsen kun kan behandle sagen hvis den er af principiel eller generel betydning. Kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Lov om boliger for ældre og personer med handicap (lov nr. 378 af 10. juni 1987, senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 143 af 26. februar 1998)

Klagereglerne findes i lovens § 17, stk. 7. Det følger af, at kommunalbestyrelsens og amtsrådets afgørelser efter § 17, stk. 1 og 5, kan indbringes for henholdsvis det sociale nævn, som den kommune, hvor boligerne er beliggende, hører under, og Den Sociale Ankestyrelse. § 57 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område om, hvorvidt Ankestyrelsen kan behandle sagen finder tilsvarende anvendelse. Det betyder at Ankestyrelsen kun kan behandle sagen, hvis den er af principiel eller generel betydning. Kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område finder i øvrigt anvendelse.

Lov om en børnefamilieydelse (lov nr. 147 af 19. marts 1986, senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 701 af 6. september 1999)

Klagereglerne findes i lovens § 5. Det følger heraf, at afgørelser om udbetaling af ydelser efter loven kan påklages efter reglerne i lov om børnetilskud og andre familieydelser, og de regler der fastsættes om klager efter denne lov. (Det vil sige de almindelige klageregler der er beskrevet i denne vejledning). Det fremgår dog af § 5, stk. 4, at afgørelse af om en person opfylder betingelsen i § 2, nr. 1 (om en person er fuldt skattepligtig), afgøres af den lokale told- og skatteregion. Disse afgørelser kan påklages til Told- og skattestyrelsen.

Det følger af § 2, stk. 2, nr. 2, i retssikkerhedsbekendtgørelsen, at retssikkerhedslovens kapitel 10 gælder ved klage over afgørelser om sager efter lov om en børnefamilieydelse, bortset fra sager om skattepligt efter kildeskattelovens § 1.

Lov om individuel boligstøtte (lovbekendtgørelse nr. 855 af 25. november 1999)

Kommunalbestyrelsens afgørelser om boligsikring, boligydelse og lån til betaling af beboerindskud, forudbetalt leje, depositum eller boligandel i private andelsboligforeninger efter §§ 55-57, 60 a , 64 b, 66 og 67 kan påklages til det sociale nævn. Det følger af lovens § 73, stk. 3, at nævnets afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Lov om inddrivelse af underholdsbidrag (lov nr. 150 af 24. april 1963, senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 15. september 1986)

Afgørelser, der træffes af kommunalbestyrelsen efter loven, kan indbringes for det sociale nævn, jf. lovens § 23 a, men kan ikke påklages videre til anden administrativ myndighed. Kommunalbestyrelsens afgørelser om udpantning og pålæg om løntilbageholdelse af løn o.lign efter lovens §§ 4 og 5 kan ikke påklages til det sociale nævn.

Retssikkerhedslovens regler om behandling af klage gælder ved klage over afgørelser om sager efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag, jf. § 2, stk. 3, nr. 3, i bekendtgørelsen til retssikkerhedsloven.

Lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves eller inddrives af amtskommuner og kommuner (Lov nr. 939 af 27. december 1991, som ændret ved lov nr. 131 af 28. februar 1994, og lov nr. 1093 af 29. december 1997)

Det fremgår af denne lov at kommuner og amtskommuner kan bestemme at der opkræves gebyr i forbindelse med rykkerbreve m.v., vedrørende ikke betalte ydelser, der opkræves af kommunen eller amtskommunen. Ifølge lovens § 4, stk. 3, gælder de regler om administrativ rekurs for den pågældende ikke rettidigt betalte ydelse, tilsvarende for gebyrene og renterne, hvis der kan ske indeholdelse eller tilbageholdelse i løn m.v. for det ikke rettidigt betalte beløb. Det betyder, at en person der for en rykkerskrivelse for manglende betaling af fx. betaling for ophold i dagtilbud, og der i forbindelse med rykkerbrevet pålægges et gebyr, vil kunne klage over pålæggelsen af dette gebyr, til det sociale nævn. Ankestyrelsen vil herefter kunne behandle sagen hvis den er af principiel eller generel betydning.

Lov om orlov (lov nr. 435 af 30. juni 1993, senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 4 af 4. januar 1999)

Afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen efter bestemmelser fastsat i medfør af lovens § 15, stk. 11, (det drejer sig om orlovsydelse til kontanthjælpsmodtagere) kan indbringes for det sociale nævn, jf. lovens § 21 a, stk. 2. Der vil herefter være mulighed for at klage over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen, som vil kunne optage sagen til behandling, hvis den har principiel eller generel betydning.

Lov om repatriering (lov nr. 353 af 2. juni 1999)

Efter lovens § 12, stk. 1, kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Efter lovens § 12, stk. 2, kan det sociale nævns afgørelser ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Den Sociale Ankestyrelse kan dog efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning.

Lov om erstatning for vaccinationsskader (lov nr. 82 af 8. marts 1978, som ændret ved lov nr. 196 af 29. marts 1989 og lov nr. 915 af 8. december 1994 )

Arbejdsskadestyrelsens afgørelser efter loven kan indbringes for Ankestyrelsen, jf. lovens § 6, stk. 1. Klage til Ankestyrelsen skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen. For en skadelidt eller for efterladte, der på afgørelsestidspunktet opholder sig på Færøerne eller i det øvrige Europa uden for Danmark, er fristen dog 6 uger. Opholder de sig uden for Europa, er fristen 3 måneder, jf. lovens § 6, stk. 2.

Lov om sygehusvæsenet (lov nr. 324 af 19. juni 1974, senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 687 af 16. august 1995)

Ankestyrelsen kan behandle klager over amtsrådets afgørelser om, på hvilke vilkår en person har ret til behandling og befordring eller befordringsgodtgørelse samt klage over kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende befordring og befordringsgodtgørelse, jf. § 9, stk. 1.

Sygesikringsloven (lov nr. 311 af 9. juni 1971 (senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 509 af 1. juli 1998)

Ankestyrelsen kan behandle klager over amtsrådets afgørelser vedrørende retten til sygesikringsydelser, jf. kap. 2, om kørselsgodtgørelse til læger, jf. § 19, og klager over afgørelser om udbetaling af kontantydelser, som er truffet af kommunalbestyrelsens på amtsrådets vegne efter sygesikringslovens § 23, 2. pkt.

Retssikkerhedslovens regler om behandling af klager gælder sager, som efter sygesikringslovens § 24, stk. 4, kan indbringes for det sociale nævn, dvs. afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen, vedrørende befordringsgodtgørelse (§§ 17-18), begravelseshjælp (§ 16) og visse afgørelser om indplacering i sygesikringsordningen.

Nævnets afgørelse kan ikke påklages til Ankestyrelsen.

Kapitel 1

Kapitel 1

1. Indledning

Bistandsloven blev med virkning fra 1. juli 1998 afløst af lov om social service (serviceloven), lov om aktiv socialpolitik (aktivloven) og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven).

Der er senere sket en del væsentlige ændringer af ovenstående love, som har medført behov for justering af klagevejledningen.

I forbindelse med justeringen af klagevejledningen har vi fundet det hensigtsmæssigt, at ændre vejledningens opbygning, således at vejledningen er opdelt i punkter. Vi har endvidere fundet det hensigtsmæssigt, at vejledningen omfatter et stikordsregister.

Vejledningen omfatter klagereglerne i retssikkerhedsloven og den lovgivning, der er omfattet af retssikkerhedsloven, samt klagereglerne i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

De særlige regler om klager over afgørelser om særlig støtte til børn og unge efter kapitel 8 i lov om social service er kun i begrænset omfang behandlet i vejledningen. Der henvises til Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge.

Også de særlige regler om klager over kommunens og amtskommunens beslutninger samt over det sociale nævns godkendelser og afgørelser med hensyn til magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter servicelovens §§ 109 a-e er kun behandlet i begrænset omfang. Der henvises til Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne efter servicelovens kapitel 21.

Vejledningen har som noget nyt et bilag, der nævner de love, som ikke er omfattet af Socialministeriets ressortområde, men hvor der er klageadgang til de sociale nævn/Ankestyrelsen.

Vejledningen har virkning fra den 1. marts 2000. Samtidig ophæves Ankestyrelsens vejledning af 4. februar 1998.

2. Hvilke love omfatter vejledningen

Med vedtagelsen af lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område er klagereglerne på det sociale område med enkelte undtagelser samlet i én lov.

Socialministeren bestemmer, hvilke sociale love retssikkerhedsloven gælder for. Det er sket ved Socialministeriets bekendtgørelse nr. 11 af 8. januar 1998 om retssikkerhed og administration på det sociale område, og den omfatter følgende love

Lov om social pension

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel

Lov om aktiv socialpolitik

Lov om social service

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

Lov om delpension

Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling

Lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre mv.

Loven omfatter ikke Arbejdsskadestyrelsens forvaltning af lov om sikring mod følger af arbejdsskade, lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl., lov om erstatning til besættelsestidens ofre m.v., men retssikkerhedslovens kapitel 9 samt §§ 68 og 70 gælder for Ankestyrelsens behandling af klager over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser, jf. § 55, stk. 5, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Kommunerne, Den Sociale Sikringsstyrelse, de sociale nævn, Arbejdsskadestyrelsen, amtskommunerne og Ankestyrelsen træffer også afgørelser efter andre love end de ovennævnte, hvor klagereglerne ligner dem, der findes i de sociale love, men da lovene ikke hører under Socialministeriets område, er klagereglerne ikke indskrevet i denne vejledning. Se dog bilag 1.

Det drejer sig bl.a. om lov om en børnefamilieydelse, lov om erstatning for vaccinationsskader, lov om inddrivelse af underholdsbidrag, lov om offentlig sygesikring, lov om sygehusvæsen og lov om individuel boligstøtte.

3. Hvilke myndigheder

Vejledningen omfatter følgende myndigheder

Kommunalbestyrelserne (kommunerne)

De kommunale klageråd

Amtsrådene (amtskommunerne)

De amtslige brugerråd

De sociale nævn

Den Sociale Sikringsstyrelse

Arbejdsskadestyrelsen

Søfartsstyrelsen

Den Sociale Ankestyrelse

4. Klageinstanserne

I denne vejledning anvendes betegnelsen klageinstans/klagemyndighed om det sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse.

Disse myndigheder kan i modsætning til de kommunale klageråd og de amtslige brugerråd ændre de afgørelser, der indbringes for dem.

De sociale nævns kompetence og sammensætning fremgår af retssikkerhedslovens § 44 og § 45 samt § 12 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 11 af 8. januar 1998 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Den Sociale Ankestyrelses kompetence og sammensætning fremgår af retssikkerhedslovens § 50, § 51 og § 52 samt § 18 i Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 1

1. Indledning

2. Hvilke love omfatter vejledningen

3. Hvilke myndigheder

4. Klageinstanserne

Bilag 2

Stikordsregister

Bilag 2

Stikordsregister

Nedenstående henvisninger refererer til det pågældende punkt i vejledningen

A

Afgørelse, mundtlig, 56

Afgørelsesbegrebet, 6

Afvisning på grund af klagefristens overskridelse, 65-68

- en part, 66

- løbende ydelse, 67

- to parter, 65

Aktindsigt, 43

- arbejdsgiveres ret til ved arbejdsskader, 44

- klagefrist, 55, 71

Ansøgningssag, indsigelse mod indhentelse af oplysninger, 79

Aktivering, udbetaling af godtgørelse, 33

Aktiveringstilbud, rimeligheden af, 82

Arbejdsskadestyrelsen, afgørelser, 36

B

B-post, beregning af klagefrist, 52

Begrundelse, mangelfuld og klagefrist, 54

Betaling, udførelse af plejeopgaver, 17

Bistandsudøvelsen, 14

- anbringelsessteder, 14

Brugerråd, 34

Bydelsråd, 84

D

Dagpengeloven, Søfartsstyrelsens afgørelser, 31

Dagplejer, betaling, 19

Dagtilbud, optagelse i, 19

Dispensation, klagefrist, 59-64

- fejl eller forsømmelser hos myndigheden, 63

- fejl hos hjælper

- klagerens egne forhold, 60

- myndigheden har forsømt sin vejledningspligt, 61

E

Ekspeditionsfejl, 13

F

Finansstyrelsen, 38

Finansstyrelsens afgørelser, inddrivelse af ubetalte arbejdsgiverbidrag, 31

Foreløbig afgørelse, trangssituation, 82

Formalitetsklage, 10

Formalitetskrav ved modtagelse af klage, 79

Formkrav, klage, 47

Fristspørgsmål, klage over afgørelser, 64

G

Generelle serviceniveau, 12, 18

Genvurdering (remonstration), 73-77

- afgørelse truffet uden forelæggelse i møde

- aktiveringstilbud, 75

- arbejdsskadeforsikringsloven, 77

- generelt for de sociale love, 73

- hastende klage, 74

- sagsbehandlingstid ved, 73

H

Handleevne, manglende, 22

Høringssvar, 9

I

Indgangsstempling af klage, 72

Individuelle transportmidler, befordring med, 19

Indstillinger, 9

K

Klageberettigede, 22, 40

- Arbejdsskadestyrelsens afgørelser, 40

- på umyndiges vegne, 22

- manglende handleevne, 22

- nærtstående, 22

Klagefrist, 48-67

- afbrydelse/forlængelse af, 53

- aktindsigt, 55

- arbejdsskadeforsikringsloven, 49

- beregning, 51

- dispensation, 59

- forlængelse af, aktindsigt, 71

- generelle bestemmelser, 48

- klage over afgørelse om klagefrist, 64

- partsrepræsentant, afgørelse senere end parten, 57

- social pension efter EØS-reglerne, 5

- stillingtagen til fristoverskridelse, 58

Klageinstans, typer af afgørelser, 80

Klageråd, 34

Kommuner, uenighed imellem, 19

M

Mundtlig afgørelse, 56

N

Nærtstående, klageberettiget, 22

O

Opholdssteder for børn og unge, godkendelse af, 19

Oplysninger, udlevering af, 45

- klage over udlevering af, 46

Opsættende virkning, 69, 70

- retssikkerhedsloven. 69

- arbejdsskadeforsikringsloven, 70

Otte-ugers vurdering, 23

P

Parternes påstande, 80

Pasning af nære pårørende, ydelse, 17

Personalets optræden, 13

Personlig hjælp, omsorg og pleje mv., 34

Plejefamilier, godkendelse af, 19

Plejevederlag, fastsættelse af, 17

Processuelle beslutninger, 7

R

Realitet, 10

Refusion, mellem kommuner, 24

Refusionskrav, kommunernes ved erstatning for tab af erhvervsevne, 39

Ressorttilsyn, Socialministeriets, 85

Rådet for Dansk Forsikring og Pension, klageadgang, 37

Rådgivning og vejledning, 42

S

Sagsbehandlingstid, 13, 79

- klage over, 13

- klageinstansen, 79

Serviceniveau, generelle, 12, 18

Skønsmæssige afgørelser, efterprøvelse af, 83

Socialpædagogiske fritidstilbud, 19

Stofmisbrugere i behandling, tilbageholdelse af, 20, 35

Søfartsstyrelsens afgørelser, dagpengeloven, 32

T

Tilbagebetaling af hjælp, 80

Tilsynsmyndighederne, 84

U

Udlevering af oplysninger, 45

Udtalelser, vejledende, 8

Underretning af klageinstansen, 78

Uenighed, 24

- færøske og danske myndigheder, pensionsloven, 29

- grønlandske og danske myndigheder, pensionsloven, 29

- færøske og danske myndigheder, serviceloven, 28

- grønlandske og danske myndigheder, serviceloven, 28

- kommuner, 24

- kommuner og amtskommuner, 24

Umyndige, klageberettiget, 22

V

Vejledende, udtalelser, 8, 42

- Arbejdsskadestyrelsens, 41

Kapitel 2

Kapitel 2

2.1. Hvilke klager behandler klageinstanserne

5. Klageinstanserne behandler klager over afgørelser om enkeltpersoners rettigheder og pligter efter den sociale lovgivning.

Klageinstanserne behandler også sager om uenighed mellem kommuner og amtskommuner om deres forpligtelser efter den sociale lovgivning.

2.2. Afgørelsesbegrebet

6. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed tilsigter at have retsvirkning efter sit indhold.

Afgørelsesbegrebet omfatter også beslutninger, der afslutter sagen, fx afslag på genoptagelse og afvisning af en sag, herunder Ankestyrelsens afvisning af at behandle en sag som principiel eller generel.

2.3. Processuelle beslutninger

7. Uden for afgørelsesbegrebet falder de såkaldte processuelle beslutninger. Sådanne beslutninger medfører ikke i sig selv retsvirkninger.

Til denne type beslutninger hører fx beslutning om udsættelse af en sags behandling (fordi en endelig stillingtagen til sagen endnu ikke er mulig), beslutning om at genoptage en sag til ny vurdering, Arbejdsskadestyrelsens beslutning om at henlægge en sag, idet der ikke skønnes at være erstatningsberettigende følger (SM U-2-98) eller Ankestyrelsens antagelse af en sag til behandling som principiel eller generel.

Processuelle beslutninger kan som hovedregel ikke påklages.

Vedrørende udsættelse af en sag, fandt Ankestyrelsen i SM P-14-98, hvor et nævn havde udsat en sag om førtidspension og en sag om støtte til køb af bil, at der ikke var hjemmel til af træffe afgørelse om udsættelse af mere ubestemt karakter i modsætning til udsættelse med henblik på nærmere oplysning af sagen.

2.4. Vejledende udtalelser

8. Også vejledende udtalelser falder uden for afgørelsesbegrebet. Herved forstås udtalelser fra forvaltningsmyndigheder, der indeholder vurderinger af sagsforhold, men som ikke tilsigter at have retsvirkning. Disse udtalelser kan ikke påklages.

Om afgørelser om vejledning og rådgivning - se under pkt. 42.

2.5. Indstillinger og høringssvar

9. Indstillinger og høringssvar har ikke i sig selv retsvirkning (efter deres indhold), og de er derfor heller ikke omfattet af afgørelsesbegrebet.

2.6 Hvad kan der klages over

10. Der kan klages over indholdet af en afgørelse (realiteten) og/eller den måde, en sag er behandlet på (formaliteten).

Ved realiteten forstås afgørelsens resultat, fx om en ansøger er berettiget til pension, og i givet fald hvilken pensionstype.

Ved en formalitetsklage forstås en klage over myndighedens tilsidesættelse af regler for sagsbehandling.

Reglerne for sagsbehandling er bl.a. fastsat i forvaltningsloven og retssikkerhedsloven. Disse regler er uddybet og suppleret ved Ombudsmandens og klageinstansernes praksis.

Der kan klages over formaliteten i forbindelse med en afgørelse, selv om realiteten ikke påklages.

Der kan dog først klages over formaliteten, når der foreligger en afgørelse i sagen, og reglerne om klagefrist gælder også for formalitetsklager. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan dog påklages, uanset om der er truffet realitetsafgørelse i sagen, og der gælder ingen klagefrist. Se nærmere pkt. 43, om klage over helt eller delvist afslag på aktindsigt.

Nedenfor under pkt. 13 er omtalt klager over overskridelse af tidsfrister, der er fastsat i loven.

2.7. Hovedreglen om én klagemulighed

11. En afgørelse inden for det sociale område kan som hovedregel kun påklages til én instans.

- Der er enkelte områder, hvor der slet ikke er klageadgang. Se kapitel 3.

- Hvis en sag har principiel eller generel betydning, vil den kunne optages til behandling i Ankestyrelsen som 2. klageinstans. Se pkt. 30.

- På de områder, hvor Ankestyrelsen kan optage en sag til principiel behandling, kan afgørelser om aktindsigt behandles af Ankestyrelsen, uanset om styrelsen efter reglerne om sager af principiel eller generel betydning ville optage den underliggende sag til behandling, og uanset om spørgsmålet om aktindsigt har principiel eller generel betydning.

Kapitel 2

2.1. Hvilke klager behandler klageinstanserne

2.2. Afgørelsesbegrebet

2.3. Processuelle beslutninger

2.4. Vejledende udtalelser

2.5. Indstillinger og høringssvar

2.6. Hvad kan der klages over

2.7. Hovedreglen om én klagemulighed

Bilag 3

Bilag 3

Indholdsfortegnelse

Kapitel 3

Klager, der ikke kan behandles af de almindelige klageinstanser (de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse)

Kapitel 3

Klager, der ikke kan behandles af de almindelige klageinstanser (de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse)

3.1. Det generelle serviceniveau

12. Der kan ikke klages til de almindelige klageinstanser over kommunens og amtskommunens fastsættelse af det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser, der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen og takster for tilbudene, jf. § 60, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Sådanne klager må rettes til henholdsvis kommunalbestyrelsen og amtsrådet.

3.2. Klager over sagsbehandlingstiden, personalets optræden, mv.

13. En klage, der ikke vedrører tilsidesættelse af regler for sagsbehandling, men alene personalets optræden, sagsbehandlingens tilrettelæggelse, ekspeditionsfejl eller sagsbehandlingstiden, kan ikke behandles af klageinstanserne.

En helt uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid vil dog kunne sidestilles med et afslag med den virkning, at klageinstansen kan behandle sagen.

Endvidere kan klageinstanserne behandle en klage over, at en tidsfrist, der er fastsat i loven, er overskredet. Dette gælder både hvis der alene klages over dette spørgsmål, og hvis der klages over realiteten i sagen.

Dette gælder også den frist, som kommuner og amtskommuner efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, skal fastsætte for, hvor lang tid, der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse om hjælp efter den sociale lovgivning, jf. nærmere kap. 4.1 i Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Klageinstansen kan også i forbindelse med behandlingen af en klage over realiteten i en sag tage stilling til en klage over sagsbehandlingstidens længde.

Hvis klagen angår personalets optræden eller andre af de ovenfor nævnte forhold, som ikke kan behandles af de almindelige klageinstanser, skal klagen behandles af den pågældende myndigheds ledelse.

Hvis klagen angår en kommunal forvaltning, skal klagen således behandles af borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Hvis klagen angår den amtskommunale forvaltning, skal den behandles af amtsborgmesteren eller amtsrådet.

I de sociale nævn skal en sådan klage behandles af statsamtmanden.

I de statslige styrelser behandles en sådan klage af styrelseschefen/direktøren.

Efter at spørgsmålet er behandlet af myndighedens ledelse vil der være mulighed for at indbringe det for den relevante tilsynsmyndighed, se nærmere pkt. 84.

3.3. Klager over bistandsudøvelsen

14. Ved bistandsudøvelsen forstås den faktiske gennemførelse af myndighedernes opgaver efter den sociale lovgivning, og de beslutninger, der skal træffes i forbindelse med denne.

Under begrebet bistandsudøvelsen falder den praktiske bistand, der ydes en person i en plejefamilie, opholdssteder, på en institution eller på et plejehjem.

Begrebet omfatter også en række af de beslutninger, som det kan være nødvendigt at træffe, når et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet. Det vil typisk dreje sig om en række praktiske spørgsmål om barnets eller den unges dagligdag, herunder sengetider og tidspunkter for måltider m.v.

En klage over bistandsudøvelsen i en kommune må rettes til kommunalbestyrelsen eller borgmesteren. I en amtskommune må klagen rettes til amtsrådet eller amtsborgmesteren. Herefter kan spørgsmålet indbringes for den relevante tilsynsmyndighed, jf. pkt. 84.

15. Når et barn eller en ung skal anbringes uden for hjemmet, kan kommunens valg mellem forskellige typer af anbringelsessteder dog påklages til det sociale nævn. Der kan fx være tale om valg mellem anbringelse på døgninstitution, opholdssted eller i familiepleje, jf. servicelovens § 122, stk. 1.

Der dog ikke altid en helt skarp grænse mellem afgørelser og bistandsudøvelse. Som eksempel herpå kan nævnes afgørelse offentliggjort ved SM O-147-97, hvor Ankestyrelsen anså sig (og det sociale ankenævn) for kompetent til at tage stilling til om en kommune var forpligtet til at yde fødselsdagsgaver i henhold til de vejledende takster fra Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen, til et barn anbragt i familiepleje. Ankestyrelsen fandt at dette ikke var tilfældet, og fastslog at kommunen var berettiget til at give afslag eller yde et ikke-takstmæssigt beløb, hvis der blev foretaget en konkret individuel vurdering.

16. Magtanvendelse på en institution kan påklages.

Socialministeren fastsætter i henhold til servicelovens § 108, stk. 1, nærmere regler om betingelserne for magtanvendelse på institutioner for børn og unge - og om klagemulighederne.

Der er i servicelovens §§ 109 - 109m fastsat nærmere regler om betingelserne for magtanvendelse på institutioner for voksne - og om klagemulighederne. Der henvises i øvrigt til Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne efter servicelovens kapitel 21.

3.4. Klager, der vedrører spørgsmål om betaling for udførelse af plejeopgaver

17. Sådanne klager kan som hovedregel ikke behandles af klageinstanserne, da betaling for udførelse af sådanne opgaver ikke er ydelser efter den sociale lovgivning.

Klager over fastsættelse af plejevederlag i familiepleje (servicelovens § 50) kan således ikke behandles af klageinstanserne.

Afgørelser efter dagpengelovens § 19a og servicelovens § 29 og kapitel 20 vedrørende ydelser til personer, som passer nære pårørende, kan derimod påklages.

Kapitel 3

Klager, der ikke kan behandles af de almindelige klageinstanser

3.1. Det generelle serviceniveau

3.2. Klager over sagsbehandlingstiden, personalets optræden, mv.

3.3. Klager over bistandsudøvelsen

3.4. Klager, der vedrører spørgsmål om betaling for udførelse af plejeopgaver

Kapitel 4

Afgørelser, der på grund af særlig bestemmelse i lovgivningen ikke kan indbringes for de almindelige klageinstanser

Kapitel 4

Afgørelser, der på grund af særlig bestemmelse i lovgivningen ikke kan indbringes for de almindelige klageinstanser

4.1. Retssikkerhedsloven

18. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser, der skal være til rådighed i kommunen og amtskommunen, jf. § 60, stk. 2.

Afgørelser om takster for tilbud og pladser som kommunen stiller til rådighed, jf. § 60, stk. 2.

Klageinstansernes beregning af klagefrister og afgørelser om at se bort fra overskridelse af klagefrister, jf. § 67, stk. 2.

4.2. Serviceloven

19. Kommunens beslutning om, hvorvidt dagplejerens egne børn under 3 år kan indgå i det antal børn, dagplejeren modtager betaling for, jf. § 10, stk. 2.

Kommunens afgørelse om optagelse i et dagtilbud, jf. § 12, stk. 1.

Kommunens afgørelse om opsigelse eller ophør af pladser i dagtilbud. Spørgsmålet om eventuel retsstridig opsigelse/ophør må afgøres af tilsynsrådet.

Kommunens afgørelse om optagelse i og udmeldelse af klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud, jf. § 21, stk. 1.

Afgørelser om godkendelse af plejefamilier og opholdssteder for børn og unge efter lovens § 49, stk. 1 og 2, jf. stk. 3

Afgørelser om iværksættelse af eller tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte samt fastsættelse af retningslinjer for, hvilke persongrupper, der kan benytte tilbudene, jf. § 65, stk. 2.

Kommunens afgørelser om tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 103, stk. 2.

4.3. Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling (lov nr. 349 af 14. maj 1992, som ændret ved lov nr. 191 af 12. marts 1997)

20. Ifølge lovens § 2, stk. 3, kan afslag på tilbud om behandling for stofmisbrug med mulighed for tilbageholdelse ikke indbringes for anden administrativ instans.

Kapitel 4

Afgørelser, der på grund af særlig bestemmelse i lovgivningen ikke kan indbringes

for de almindelige klageinstanser

4.1. Retssikkerhedsloven

4.2. Serviceloven

4.3. Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling

Kapitel 5

Klager, der kan behandles af de sociale nævn

Kapitel 5

Klager, der kan behandles af de sociale nævn

5.1. Kommunens og amtskommunens afgørelser

21. Der er nu indført et énstrenget klagesystem på det sociale område, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, hvorefter de afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for de sociale nævn, medmindre andet fremgår af den enkelte lov.

5.2. Hvem kan klage

22. Efter bestemmelsen er det kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage, jf. § 60, stk. 1, 2. pkt. Dette udelukker ikke, at også en advokat eller anden partsrepræsentant, for den person, som afgørelsen vedrører, kan klage.

Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i retssikkerhedslovens kapitel 10, hvor det er fastslået, hvem der er klageberettiget.

En kommune kan således ikke efter § 60, stk. 1, klage til det sociale nævn over amtskommunens tilkendelse af bil efter servicelovens § 99.

Kommunen kan imidlertid efter retssikkerhedslovens § 63 anmode Den Sociale Ankestyrelse om at optage det sociale nævns afgørelse om tilkendelse af bil til behandling som principiel eller generel.

Forvaltningslovens regler om partsrepræsentation gælder ved siden af reglerne om, hvem der er klageberettiget. Der henvises til forvaltningslovens § 8. Efter denne bestemmelse kan en part under en sag lade sig repræsentere af andre. Det vil sige at en part kan lade f.eks. en advokat, et fagforbund eller lignende klage på partens vegne, og iøvrigt varetage partsbeføjelserne under klagesagen. En part kan også overlade partsbeføjelserne til andre, f.eks. venner eller familiemedlemmer. Som udgangspunkt må det kræves at den pågældende parts-repræsentant dokumenterer, at han optræder på partens vegne, men for visse professionelle partsrepræsentanter (fx. advokater, fagforbund, og socialrådgivere) antages det at de kan klage uden udtrykkelig fuldmagt. Hvis der senere opstår tvivl om repræsentationsforholdet må dette naturligvis afklares.

En værge kan (afhængigt af beskikkelsens indhold) klage på den umyndiges vegne.

Hvis en part ikke er i stand til selv at varetage sine interesser og heller ikke er i stand til at overlade sine beføjelser til andre, f.eks. på grund af demens, og pågældende ikke allerede har en værge, må det påhvile kommunen, at indstille til statsamtet, at der bliver beskikket en værge.

I konkrete tilfælde kan det ikke udelukkes, at nærtstående, f.eks. ægtefælle eller børn, kan klage på en parts vegne, men under alle omstændigheder må det så vidt muligt søges afklaret om parten ønsker at den nærtstående skal repræsentere parten. Dette gælder særligt hvis der kan være en interessemodsætning mellem parten og den nærtstående ved afgørelsen af den aktuelle sag.

Pårørende m.v. er ved servicelovens §§ 109i og 109j tillagt en særlig klageadgang, se nærmere Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

5.3. 8-ugers vurderingen

23. De beslutninger, som en kommune træffer i forbindelse med 8-ugers vurderingen, jf. § 7 i Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område, vil i det omfang, der er tale om en afgørelse kunne indbringes for de sociale klagemyndigheder. Kommunens afgørelse kan fx gå ud på, at ansøgeren skal tilbydes revalidering eller at kontanthjælpen skal fortsætte uændret.

5.4. Uenighed mellem kommuner og amtskommuner

24. Efter retssikkerhedslovens § 61 kan kommuner og amtskommuner indbringe uenighed om deres forpligtelser for det sociale nævn.

Retssikkerhedslovens § 67 om klagefrister gælder også for disse sager (efter bistandslovens § 16 var der ingen frist for indbringelse af en sag for nævnet).

4-ugers fristen gælder fra det tidspunkt, hvor det konstateres, at der er uenighed/træffes afgørelse.

Det betyder, at den kommune, der overfor en anden kommune afslår at give refusion, skal give klagevejledning.

Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune eller den amtskommune, som forpligtelsen gøres gældende mod, hører under.

Det forekommer, at 2 kommuner gør krav gældende imod hinanden i den samme sag.

Dette vil således være tilfældet, hvis A kommune, der hidtil har ydet refusion til B kommune efter serviceloven, ikke længere mener, at den er forpligtet til at yde refusion, men tværtimod mener, at den har krav på at få den hidtil ydede refusion tilbagebetalt helt eller delvis, og B kommune gør gældende, at A kommune fortsat skal yde refusion.

Hvis de 2 kommuner hører under forskellige nævn bør sagen i en sådan situation behandles i sin helhed af det sociale nævn, som først får sagen indbragt.

Kapitel 5

Klager, der kan behandles af de sociale nævn

5.1. Kommunens og amtskommunens afgørelser

5.2. Hvem kan klage

5.3. 8-ugers vurderingen

5.4. Uenighed mellem kommuner og amtskommuner

Kapitel 6

Klager, der kan behandles af Den Sociale Ankestyrelse

Kapitel 6

Klager, der kan behandles af Den Sociale Ankestyrelse

Retssikkerhedsloven

Uenighed om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence

25. Efter retssikkerhedslovens § 62 kan uenighed om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Den person, som afgørelsen vedrører, kommunen og Den Sociale Sikringsstyrelse kan indbringe sagen.

6.1. Sager, der har principiel eller generel betydning

26. Ifølge retssikkerhedslovens § 63 kan det sociale nævns afgørelser ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Den Sociale Ankestyrelse kan dog optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning.

Der er ikke nogen skarp grænse mellem sager, der har principiel betydning, og sager, der har generel betydning.

Efter Ankestyrelsens praksis har en sag principiel eller generel betydning, hvis

- den omfatter forhold, Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til, herunder spørgsmål i forbindelse med nye regler,

- den vedrører ændringer i retsopfattelsen udtrykt af Folketingets Ombudsmand, landsretterne eller Højesteret,

- den rejser spørgsmål om administrative forskrifters lovhjemmel,

- den vedrører spørgsmål, hvor ændrede samfundsforhold eller ændrede holdninger i befolkningen skaber behov for at tage ældre praksis op til fornyet vurdering, eller den i øvrigt berører et område, hvor Ankestyrelsen finder behov for at ændre praksis,

- hvor afgørelsen strider imod Ankestyrelsens offentliggjorte praksis,

- den har generel betydning for retsanvendelsen på det pågældende område, det vil sige, at dens afgørelse har betydning ikke alene for den konkrete sag, men også for andre sager.

Sager af generel betydning kan fx være sager

- som er egnet til at udstikke retningslinier for et bestemt område,

- som kan belyse almindelig praksis,

- som viser betydelig forskel i retsopfattelsen lokalt eller regionalt,

- som vedrører generelle forvaltningsretlige sagsbehandlingsspørgsmål, som det er af betydning at få lagt normer for inden for det sociale område.

Som eksempel på sager af principiel betydning kan nævnes SM C-2-99, der drejede sig om der i servicelovens § 28 om merudgiftsydelse var hjemmel til at kræve at de årlige merudgifter skulle være på mindst 3.000 kr. før man kunne få dem refunderet.

Der kan også nævnes SM C-9-99, der vedrørte en fortolkning af den ændrede formulering af bilbekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Disse sager drejer sig om fortolkning af regler, som Ankestyrelsen ikke tidligere har taget stilling til.

Som eksempel på sager af generel betydning kan nævnes SM P-4-99, der vedrører praksis for tilkendelse af pension til personer med følger efter whiplash (piskesmæld). Der kan endvidere henvises til SM P-11-99, om førtidspension til personer betegnet som funktionelt enarmede.

De nævnte sager var antaget fordi de var egnet til at udstikke retninglinier inden for et bestemt område.

Det er den person, som afgørelsen vedrører, kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

En sag kan indbringes for Ankestyrelsen både med henblik på Ankestyrelsens stillingtagen til indholdet af afgørelsen (realiteten) og/eller med henblik på Ankestyrelsens stillingtagen til den måde sagen er behandlet på (formaliteten). Se dog ovenfor i kapitel 3 vedrørende klager der ikke kan behandles af Ankestyrelsen.

6.2. Særlige afgørelser om ydelser til udlændinge i Danmark og til personer i udlandet, samt afgørelser om lovvalg efter EF-forordning 1408/71 mv.

27. Efter retssikkerhedslovens § 64, stk. 1, kan følgende afgørelser, der træffes af Den Sociale Sikringsstyrelse indbringes for Ankestyrelsen

1) Afgørelser om hjælp til udlændinge efter § 3, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik.

2) Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om aktiv socialpolitik.

3) Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og § 62 i lov om social pension.

4) Afgørelser om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter reglerne i EF-forordning nr. 1408/71, Nordisk Konvention om Social Sikring og de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med andre lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere lande med henblik på fravigelse heraf.

Den person, som afgørelsen vedrører, kan klage over afgørelserne efter § 64, stk. 1. Kommunen kan klage over en afgørelse efter stk. 1, nr. 1, jf. § 64, stk. 2.

6.3. Særlige afgørelser efter serviceloven

28. Ifølge servicelovens § 145, stk. 3, afgøres uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter de regler, der fastsættes i henhold til lovens § 145, stk. 2, af Den Sociale Ankestyrelse.

Efter § 145, stk. 2, fastsætter Socialministeren efter aftale med Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre regler om visitation, betaling og refusion samt besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark og modtager tilbud efter serviceloven. Tilsvarende kan der efter aftale fastsættes regler for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder.

6.4. Lov om social pension

29. Ifølge § 54, stk. 2, i lov om social pension afgøres uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter de regler, der fastsættes i henhold til lovens § 54, stk. 1, af Den Sociale Ankestyrelse.

Efter § 54, stk. 1, fastsætter Socialministeren efter aftale med henholdsvis Færøernes landsstyre og Grønlands hjemmestyre regler om afholdelse af udgifter til pension efter denne lov til personer, der på foranledning af færøske eller grønlandske sociale myndigheder får ophold i Danmark, og om afholdelse af udgifter til pension til personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller i Grønland formidlet af danske sociale myndigheder.

6.5. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

30. Ifølge lovens § 55, stk. 1, kan Arbejdsskadestyrelsens afgørelser efter loven påklages til Den Sociale Ankestyrelse af skadelidte eller dennes efterladte, forsikringsselskabet i sager om ulykker og skadelige påvirkninger, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, i sager om pludselige løfteskader og erhvervssygdomme, samt arbejdsgiveren for så vidt angår afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader.

Klagereglerne i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade er nærmere beskrevet under kapitel 7.7 - 7.11.

Kapitel 6

Klager, der kan behandles af Den Sociale Ankestyrelse

Retssikkerhedsloven

Uenighed om Den Sociale Sikringsstyrelses kompetence

6.1. Sager, der har principiel eller generel betydning

6.2. Særlige afgørelser om ydelser til udlændinge i Danmark og til personer i

udlandet

6.3. Særlige afgørelser efter serviceloven

6.4. Lov om social pension

6.5. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

Kapitel 7

Særlige klageregler

Kapitel 7

Særlige klageregler

7.1. Lov om social pension

31. Finansstyrelsens afgørelser efter § 72 a om inddrivelse af ubetalte arbejdsgiverbidrag efter de indtil 1. januar 1988 gældende regler kan indbringes for finansministeren.

7.2. Dagpengeloven

32. Ifølge § 25 i bekendtgørelsen om dagpenge til søfarende ved sygdom eller fødsel kan Søfartsstyrelsens afgørelser om dagpenge indbringes for Den Sociale Ankestyrelse, jf. § 18, stk. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

7.3. Lov om aktiv socialpolitik

33. Ifølge lovens § 98 kan det sociale nævn ved behandling af klage over en kommunes afgørelse efter § 38 om udbetaling af godtgørelse under aktivering alene tage stilling til, om afgørelsen er i overensstemmelse med de retningslinjer, som kommunen har fastsat.

7.4. Lov om social service

Afgørelser om personlig hjælp, omsorg og pleje mv.

34. Ifølge lovens § 75, stk. 3, kan afgørelser om tilbud efter § 71 og § 72 først indbringes for det sociale nævn, når

1) klagen har været behandlet af klagerådet, jf. § 34, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og

2) kommunalbestyrelsen har taget stilling til klagerådets indstilling.

Ifølge lovens § 81, stk. 3, kan amtskommunens afgørelser om hjælp efter § 71 og § 72 først indbringes for det sociale nævn, når

1) klagen har været behandlet af det amtslige brugerråd, jf. § 41, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og

2) amtsrådet har taget stilling til brugerrådets indstilling.

En klage over en afgørelse efter §§ 71 og 72 skal således først indbringes for klagerådet/det amtslige brugerråd, som drøfter, vurderer og videresender klagen til kommunalbestyrelsen/amtsrådet. Kommunalbestyrelsen/amtsrådet skal revurdere afgørelsen og orientere klageren om udfaldet heraf. Klagefristen på 4 uger, jf. § 67, stk. 1, i retssikkerhedsloven, løber fra det tidspunkt, hvor klageren har fået meddelelse om resultatet af kommunalbestyrelsens/amtsrådets revurdering af sagen.

Der gælder ingen klagefrist for indbringelse af kommunens/amtskommunens afgørelse for klagerådet/brugerrådet.

7.5. Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling

35. Ifølge lovens § 8 skal den myndighed, der er nævnt i lovens § 2, stk. 2, efter anmodning fra stofmisbrugeren indbringe beslutningen om tilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43a.

7.6. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

Arbejdsskadestyrelsens afgørelser

36. Efter lovens § 55, stk. 1, kan Arbejdsskadestyrelsens afgørelser påklages til Den Sociale Ankestyrelse af skadelidte, dennes efterladte, forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring samt arbejdsgiveren, jf. ovenfor, pkt. 30.

Arbejdsgiveren kan dog alene indbringe Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om, hvorvidt et anmeldt tilfælde er omfattet af loven, for Ankestyrelsen.

Har en offentlig arbejdsgiver efter lovens § 5, stk. 5, adgang til at være selvforsikrende, har denne arbejdsgiver adgang til at klage i samme omfang som forsikringsselskaberne.

Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om brancetilhørsforhold, jf. lovens § 5, stk. 6, og § 6, stk. 1, og 5, kan indbringes for Ankestyrelsen af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring.

7.7. Rådet for Dansk Forsikring og Pensions klageadgang

37. Rådet for Dansk Forsikring og Pension har ankeadgang i sager om ulykkestilfælde, som af Arbejdsskadestyrelsen henføres under § 5, stk. 6, og § 47.

7.8. Finansstyrelsens afgørelser

38. Efter lovens § 57 kan Finansstyrelsens afgørelser efter lovens § 46, stk. 2-4, og § 47, stk. 6, indbringes for finansministeren.

7.9. Refusionskrav efter § 40

39. Efter lovens § 40 har kommunen krav på refusion fra forsikringsselskabet, hvis skadelidte eller dennes efterladte har fået udbetalt ydelser efter lov om social pension eller lov om aktiv socialpolitik for en periode, hvor der senere tilkendes erstatning som løbende ydelse for tab af erhvervsevne eller tab af forsørger.

I de sager, hvor erstatningen betales af et forsikringsselskab, retter kommunen henvendelse til forsikringsselskabet, som herefter på grundlag af kommunens opgørelse af refusionskravet foretager fradrag i erstatningsydelsen til dækning af kommunens krav.

Hvis den skadelidte eller de efterladte klager over kommunens beregning af refusionskravet, skal klagen behandles af det sociale nævn, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.

Hvis der rejses spørgsmål om, hvorvidt et refusionskrav er omfattet af § 40 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade eller om, hvorvidt refusionsperioden er korrekt afgrænset, jf. §§ 54 og 55, må spørgsmålet forelægges for Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsskadestyrelsens stillingtagen til spørgsmålet kan påklages til Ankestyrelsen af skadelidte eller dennes efterladte.

7.10. Klageberettigede efter loven

40. I lovens § 55 og § 56 er det udtømmende angivet, hvem der kan klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser.

Ankestyrelsen anerkender ikke andre end de udtrykkeligt angivne som klageberettigede, medmindre der er særlig hjemmel i anden lovgivning til at anse den pågældende klager som klageberettiget.

Kommunen eller amtskommunen kan således ikke på egne vegne klage over en afgørelse om betaling af et hjælpemiddel efter lovens § 30, selv om konsekvensen af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse er, at kommunen eller amtskommunen skal afholde udgiften til det pågældende hjælpemiddel.

En ansvarlig skadevolder (som ikke er arbejdsgiveren) eller skadevolderens forsikringsselskab kan heller ikke klage over Arbejdsskadestyrelsens afvisning af en sag, selv om skadevolderen eller forsikringsselskabet på grund af bestemmelsen i lovens § 59 kan have interesse i, at Den Sociale Ankestyrelse behandler sagen.

Derimod kan en myndighed, der mener sig berettiget til at få udleveret oplysninger fra en arbejdsskadesag klage til Ankestyrelsen over Arbejdsskadestyrelsens afslag på anmodning om udlevering af sådanne oplysninger. Dette fremgår af lovforslagets bemærkninger til forvaltningslovens § 31. Se herved Justitsministeriets vejledning, pkt. 191.

Endvidere kan den, hvis personlige forhold er omtalt i en arbejdsskadesag, klage til Ankestyrelsen over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse efter offentlighedslovens § 4, stk. 2, om, i hvilket omfang pågældende har ret til at blive gjort bekendt med oplysningerne, selv om pågældende ikke er part i sagen.

7.11. Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelser

41. Arbejdsskadestyrelsens udtalelser efter lovens § 66 i sager, der ikke er omfattet af loven, anses ikke for afgørelser, men for vejledende udtalelser, som ikke kan indbringes for Ankestyrelsen.

Kapitel 7

Særlige klageregler

7.1. Lov om social pension

7.2. Dagpengeloven

7.3. Lov om aktiv socialpolitik

7.4. Lov om social service

Afgørelser om personlig hjælp, omsorg og pleje mv.

7.5. Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling

7.6. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

7.7. Rådet for Dansk Forsikring og Pensions klageadgang

7.8. Finansstyrelsens afgørelser

7.9. Refusionskrav efter § 40

7.10. Klageberettigede efter loven

7.11. Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelser

Kapitel 8

Specielt om klager over afgørelser om rådgivning og vejledning

Kapitel 8

Specielt om klager over afgørelser om rådgivning og vejledning

42. Rådgivning og vejledning betragtes som ydelser efter den sociale lovgivning, og afgørelser om sådanne ydelser kan påklages efter de almindelige klageregler.

Ankestyrelsen har som svar på en forespørgsel fra et nævn udtalt, at nævnet havde kompetence til at behandle en klage over, at en kommune havde afslået at indhente en lægeerklæring til brug for den vejledning, kommunen ydede en borger, som overvejede at søge førtidspension.

Der henvises også til SM O-105-96 om betaling for fysioterapeutisk rådgivning og vejledning til et spastisk lammet barn , samt SM O-109-93 om ergoterapeutisk behandling, råd og vejledning til en 5-årig dreng med svær spastisk lidelse.

Der kan derimod ikke klages over en myndigheds tilkendegivelse i en vejledende udtalelse.

Selv om der ikke er truffet en afgørelse om rådgivning eller vejledning, vil klageinstanserne dog i særlige tilfælde kunne tage stilling til, om der er ydet tilstrækkelig rådgivning og vejledning.

I SM B-1-89 pålagde Ankestyrelsen således en kommune at yde børnetilskud for en periode forud for den formelle ansøgning om børnetilskud, fordi kommunen ansås for at have forsømt sin vejledningspligt over for barnets mor med hensyn til indgivelse af ansøgning.

Ankestyrelsen fandt i SM O-2-97, at kommunen i en periode havde tilsidesat sin vejledningspligt overfor en familie med et handicappet MBD-barn til at give oplysning om den praktiske og økonomiske hjælp, som en handicappet og en handicappets familien efter loven kunne få.

Kapitel 8

Specielt om klager over afgørelser om rådgivning og vejledning

Kapitel 9

Specielt om klager over aktindsigtsspørgsmål

Kapitel 9

Specielt om klager over aktindsigtsspørgsmål

43. Reglerne om aktindsigt findes i lov om offentlighed i forvaltningen - og for partens vedkommende i forvaltningsloven.

Afgørelser i spørgsmål om aktindsigt træffes af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den pågældende sag, jf. § 15, stk. 1, i offentlighedsloven og § 16, stk. 1, i forvaltningsloven.

Hvis der begæres aktindsigt efter offentlighedsloven i tilfælde, hvor der ikke er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, afgøres spørgsmålet om aktindsigt af den myndighed, der har dokumentet i sin besiddelse.

Klage over helt eller delvis afslag på aktindsigt kan særskilt rettes til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører, jf. offentlighedslovens § 15, stk. 2, og forvaltningslovens § 16, stk. 4. Der er ikke nogen klagefrist.

Hvis den sag, hvorfra der begæres aktindsigt, vedrører et spørgsmål, som ikke kan påklages, kan afgørelsen om aktindsigt heller ikke påklages til de almindelige klageinstanser.

I tilfælde, hvor en kommunes eller en amtskommunes afgørelse ikke kan påklages, vil den kommunale tilsynsmyndighed, jf. pkt. 84 dog kunne tage stilling til, hvorvidt der foreligger en tilsidesættelse af lovgivningen, jf. Justitsministeriets vejledning om offentlighedsloven, pkt. 48, og vejledning om forvaltningsloven, pkt. 100.

På de områder, hvor Ankestyrelsen kan optage principielle sager til behandling, kan afgørelser om aktindsigt behandles af Ankestyrelsen, uanset om styrelsen efter reglerne om sager af principiel eller generel betydning ville optage den underliggende sag til behandling, og uanset om der er eller vil blive truffet en egentlig afgørelse af underinstansen, blot sagen efter sin art ville kunne behandles som klagesag.

Ankestyrelsen har således behandlet en fars klage over et afslag på aktindsigt i en sag om hans barns forhold, selv om sagen af kommunen var blevet henlagt efter en nærmere undersøgelse af barnets forhold.

Heller ikke spørgsmålet om aktindsigt skal have principiel eller generel betydning for at kunne blive behandlet af Ankestyrelsen.

9.1. Arbejdsgiverens adgang til aktindsigt i arbejdsskadesager

44. Arbejdsgiveren er ikke part i konkrete sager efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Arbejdsgiverens adgang til aktindsigt er derfor begrænset til oplysninger, der alene vedrører virksomhedens forhold. Det følger af offentlighedslovens regel om »egen acces«.

Hvis arbejdsgiveren benytter sin ret til at klage til Ankestyrelsen, bliver han part i sagen under sagens behandling i Ankestyrelsen. Arbejdsgiveren vil således som udgangspunkt have ret til aktindsigt på lige fod med andre parter, jf. forvaltningslovens § 9. Der vil dog skulle foretages en konkret vurdering efter forvaltningslovens § 15, om der er afgørende hensyn til sikrede, der gør at arbejdsgiveren ikke bør have fuld aktindsigt. Dette er retstilstanden efter at reglen i § 55, stk. 1, sidste pkt. i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, om at arbejdsgiveren kun havde ret til aktindsigt i oplysninger der alene vedrører virksomhedens forhold, blev fjernet ved den seneste lovrevision, der trådte i kraft 1. januar 1999.

Kapitel 9

Specielt om klager over aktindsigtsspørgsmål

9.1. Arbejdsgiverens adgang til aktindsigt i arbejdsskadesager

Kapitel 10

Klager vedrørende andre spørgsmål om udlevering af oplysninger

Kapitel 10

Klager vedrørende andre spørgsmål om udlevering af oplysninger

10.1. Afslag på anmodning om udlevering af oplysninger

45. I forvaltningslovens § 31 er der fastsat nærmere regler om, i hvilket omfang en forvaltningsmyndighed på begæring af en anden forvaltningsmyndighed skal videregive oplysninger.

Afslår en forvaltningsmyndighed at udlevere oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, kan afslaget indbringes for den myndighed, der ville være klageinstans ved en klage over sagens realitet. Dette fremgår af bemærkningerne til forslaget om forvaltningsloven.

10.2. Klager over at oplysninger er udleveret

46. Efter Ankestyrelsens praksis kan der klages over, at en myndighed i forbindelse med en sags behandling har udleveret oplysninger i strid med forvaltningslovens regler.

En sådan klage kan dog kun behandles af de almindelige klageinstanser, hvis der er truffet en afgørelse efter den sociale lovgivning, som kan påklages.

Hvis det gøres gældende, at der i strafferetlig forstand er sket en tilsidesættelse af tavshedspligten, må klageren henvises til politiet.

Kapitel 10

Klager vedrørende andre spørgsmål om udlevering af oplysninger

10.1. Afslag på anmodning om udlevering af oplysninger

10.2. Klager over at oplysninger er udleveret

Kapitel 11

Hvordan klager man

Kapitel 11

Hvordan klager man

47. Der er ingen formkrav til klager på det sociale område. Hvis en klage indgives mundtligt, skal den skrives ned af den myndighed, der modtager klagen.

Klagen skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen, jf. retssikkerhedslovens § 66, stk. 1, 2. Pkt.

Kapitel 11

Hvordan klager man

Kapitel 12

Klagefrist - fristbestemmelser

Kapitel 12

Klagefrist - fristbestemmelser

Generelt for de sociale love

48. Efter retssikkerhedslovens § 67 skal klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.

Anmodning til Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 (om sager af principiel eller generel betydning) skal ske inden for samme frist.

Som anført ovenfor pkt. 34 gælder der ikke nogen tidsfrist vedrørende indbringelse af kommunens/amtskommunens afgørelser om praktisk hjælp mv. for klagerådet/brugerrådet.

12.1. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

49. Efter § 55, stk. 3, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade skal klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser indgives inden 4 uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen.

For skadelidte eller efterladte, der på afgørelsens tidspunkt opholder sig på Færøerne eller i det øvrige Europa uden for Danmark, er fristen dog 6 uger. Opholder skadelidte eller dennes efterladte sig uden for Europa, er fristen 3 måneder.

Da Grønland i geografisk henseende er beliggende uden for Europa, er klagefristen 3 måneder for skadelidte eller efterladte, der opholder sig på Grønland på afgørelsestidspunktet.

Efter § 55 A, stk. 1, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade kan klager over afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES) efter arbejdsskadesikringsloven indbringes for Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Ankenævnet har sekretariat i Ankestyrelsen.

Klagen skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen.

12.2. Sager om social pension efter EØS-reglerne

50. Fristen for klage over Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser i sager om social pension, der er omfattet af EØS-reglerne, og som afsluttes med en sammenfattende meddelelse (blanket E 211), regnes først fra modtagelsen af den sammenfattende meddelelse. Denne regel er fastsat i artikel 48 i EF-forordning nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af EF-forordning nr. 1408/71.

Det bemærkes dog, at Den Sociale Sikringsstyrelse har indgået aftale med de nordiske lande og Tyskland om ikke at anvende blanket E 211. I disse tilfælde løber ankefristen fra modtagelsen af Styrelsens afgørelse og ikke fra modtagelsen af E 211.

Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelser om fordeling af udenlandske pensionsefterbetalinger imellem pensionisten og dennes bopælskommune kan ankes til Ankestyrelsen.

12.3. Hvordan beregnes klagefristen

51. Klagefristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor meddelelsen om afgørelsen er nået frem til adressaten. Hvis meddelelsen er sendt med posten til en adressat i Danmark, kan den i almindelighed anses for at være kommet frem dagen efter afsendelsen. Hvis der er almindeligt forekommende forsinkelser i postgangen, eller hvis modtageren kan godtgøre, at meddelelsen først er kommet frem på et senere tidspunkt end det, der måtte forventes, begynder fristen at løbe fra den dag, hvor afgørelsen må anses for at være kommet frem.

En afgørelse, der er sendt med B-post, kan først formodes at være kommet frem til adressaten 4 dage efter afsendelsen.

Klagefristen udløber på 4 ugers-dagen, det vil sige samme ugedag som dagen, hvor meddelelsen er modtaget.

Er meddelelsen fx nået frem onsdag den 1. marts 2000, udløber 4 ugers-fristen onsdag den 29. marts 2000 ved kontortids ophør.

Udløber klagefristen på en lørdag, en helligdag eller på en dag, hvor der er tale om en usædvanlig tidlig lukketid, forlænges klagefristen til førstkommende hverdag ved kontortids ophør.

Klagen skal være kommet frem til den myndighed, den er indgivet til, senest ved klagefristens udløb. En klage, der afsendes med post den dag, fristen udløber, er derfor ikke rettidig.

Hvis en afsendt klage ikke er kommet frem til myndigheden, og det ikke kan antages, at klagen er bortkommet efter modtagelse hos myndigheden, foreligger der således ikke en rettidig klage.

Hvis en klage er sendt til en forkert myndighed inden for klagefristen, beregnet som angivet ovenfor, anses fristen for overholdt. Klagen sendes omgående videre til den rette myndighed, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2.

52. Hvis der er givet en mundtlig afgørelse, løber klagefristen fra afgørelsen. Gives der senere en skriftlig afgørelse, løber klagefristen fra modtagelsen af denne, jf. pkt. 56.

12.4. Afbrydelse/forlængelse af klagefristen

53. Klagefristen begynder først at løbe fra det tidspunkt, hvor der er givet fyldestgørende klagevejledning, det vil sige angivelse af, hvortil klagen skal indgives og angivelse af klagefristen.

En klagevejledning betragtes som fyldestgørende, selv om den ikke findes i selve afgørelsen, men er vedlagt afgørelsen, når der i selve afgørelsen er henvist til klagevejledningen.

54. Hvis en afgørelse er mangelfuldt begrundet, kan dette medføre en forlængelse af klagefristen (SM O-76-97).

55. Hvis en klager har anmodet om aktindsigt inden klagefristens udløb, kan dette bevirke en afbrydelse af klagefristen. Det er den myndighed, der har truffet afgørelsen, der træffer beslutning om klagefristens eventuelle afbrydelse. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigt er meddelt parten eller afslået, dog med mindst 14 dage. Underretning om, hvornår klagefristen herefter udløber, skal samtidig gives til andre klageberettigede, jf. forvaltningslovens § 17. Endvidere bør klageinstansen underrettes om klagefristens forlængelse, hvis der klages.

Hvis klageren har anmodet om aktindsigt inden klagefristens udløb, uden at dette har medført en forlængelse af klagefristen, kan klageinstansen eventuelt se bort fra en overskridelse af klagefristen.

56. Når en mundtlig afgørelse efterfølgende meddeles skriftligt med klagevejledning, regnes ankefristen fra den skriftlige meddelelse af afgørelsen. Dette gælder også, selv om der i forbindelse med den mundtlige meddelelse er givet klagevejledning, og selv om anmodningen om en skriftlig afgørelse er fremsat efter udløbet af fristen på 14 dage i forvaltningslovens § 23, stk. 1. Se herved SM O-35-94.

57. Hvis en partsrepræsentant ved en fejl modtager meddelelse om afgørelsen senere end afgørelsens adressat, regnes klagefristen først fra det tidspunkt, hvor partsrepræsentanten har modtaget meddelelse om afgørelsen (Ombudsmandens beretning for 1991 s. 161).

12.5. Hvem tager stilling til, om klagefristen er overholdt

58. Det er altid klagemyndigheden, der afgør, om en klagefrist er overholdt, men den myndighed, der har truffet afgørelsen skal være opmærksom på, om klagen er rettidig. Dette gælder uanset om myndigheden har en genvurderingsordning.

Mener myndigheden, at klagefristen er overskredet, sendes klagen og sagens øvrige akter straks til klageinstansen med angivelse af dette. Dette gælder også i tilfælde, hvor myndigheden har en genvurderingsordning, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsen § 4, stk. 3.

Klageinstansen tager så stilling til, om klagefristen er overskredet, og i givet fald, om der er grundlag for at se bort fra overskridelsen. Hvis klageinstansen dispenserer fra klagefristen, sendes sagen til genvurdering hos den myndighed, der har truffet afgørelsen.

12.6. Dispensation fra klagefristen

59. Klageinstanserne kan se bort fra klagefristens overskridelse, når der er særlig grund til det, jf. retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, og § 55, stk. 4, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Fra Ankestyrelsens praksis kan nævnes følgende afgørelser om dispensation

Tilfælde, hvor overskridelsen af klagefristen skyldes klagerens egne forhold

60. Tilfælde, hvor der ikke var grundlag for dispensation

Afgørelse den 13. marts og anke den 8. december. Klageren var udlænding og havde søgt pension 3 dage efter at have fået permanent opholdstilladelse. Da brevene ikke bar præg af, at ansøgeren ikke var inde i reglerne, og da fristoverskridelsen var lang, blev anken afvist.

61. Tilfælde, hvor der var grundlag for dispensation

1) Ansøgeren var bortrejst på tidspunktet for afgørelsen den 12. juni. Anken var dateret den 17. juli og modtaget i nævnet den 20. juli. Ansøgeren oplyste, at han havde været bortrejst i perioden fra den 7. juni til den 16. juli, og sagsbehandleren i kommunen bekræftede dette. Da ansøgeren ikke var blevet bekendt med afgørelsen, inden klagefristens udløb, og da han havde reageret hurtigt efter hjemkomsten, blev der dispenseret fra fristen.

2) Ankefristen udløb den 5. marts. Anken var modtaget den 12. marts. Ansøgeren var akut indlagt på sygehus fra den 2. marts til den 11. marts. Da der var tale om en akut indlæggelse, og da anken blev sendt straks efter udskrivningen, blev der bortset fra fristoverskridelsen.

3) Fristoverskridelse på 11 dage. Efter det oplyste havde klageren en psykisk lidelse på grund af arbejdsskaden. Lidelsen medførte, at han havde svært ved at træffe beslutninger, og han behøvede hjælp til bearbejdning af skriftligt materiale. Der blev dispenseret.

4) Afgørelse den 27. oktober og anke den 17. december. Afgørelsen vedrørte en udlænding, som ikke eller kun dårligt forstod dansk. Ansøgeren var ikke rask. Under hensyn hertil og til sprogvanskelighederne blev der dispenseret.

I tilslutning til det sidstnævnte eksempel skal det bemærkes, at myndighederne har en særlig forpligtelse til at yde vejledning, når der kan være forståelsesmæssige problemer i forbindelse med en afgørelse.

Der henvises i denne forbindelse også til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32 - 37 om tolkebistand og oversættelse og til Folketingets Ombudsmands beretning 1990, side 240.

Hvis en myndighed har forsømt sin vejledningspligt, kan dette bevirke dispensation.

12.7. Fristoverskridelsen skyldes klagerens hjælpers forhold

62.

1) I anmodningen om dispensation oplyste fagforeningen, at klagen var videresendt af lokalkontoret til hovedkontoret, men bortkommet undervejs. Dette blev opdaget tilfældigt ved en telefonsamtale. For at bevise dette, havde forbundet efterlyst brevet hos postvæsenet. Klagen blev afvist.

2) Klageren oplyste, at han havde bedt en af sine venner om at tage klagebrevet med til posthuset. Klageren havde senere erfaret, at vennen ikke sørgede for, at brevet blev sendt med det samme, men at han gik nogle dage med brevet før afsendelsen. Klagen blev afvist.

Det kan ikke udelukkes, at hjælpers forhold efter en konkret vurdering kan bevirke dispensation.

12.8. Fejl eller forsømmelser hos myndighederne kan bevirke dispensation

63. Ankefristen udløb 15. januar. Anken var modtaget i nævnet den 20. januar. Nævnet underrettede ikke ansøgeren om fristoverskridelsen, og anken blev først sendt til Ankestyrelsen den 1. april. Der blev dispenseret.

12.9. Klager over afgørelser om fristspørgsmål

64. Ifølge retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, 2. pkt. kan afgørelser om at se bort fra klagefrister ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Det sociale nævns afvisning af en sag på grund af klagefristens overskridelse er således en endelig afgørelse. Det samme gælder nævnets beslutning om at behandle klagen trods klagefristens overskridelse.

12.10. Betydningen af, at en klage afvises på grund af klagefristens overskridelse

65. Hvis en klage over en afgørelse i en arbejdsskadesag (hvor der er 2 parter) afvises på grund af klagefristens overskridelse, kan den påklagede afgørelse ikke ændres ved en ny administrativ afgørelse, medmindre der fremkommer nye væsentlige oplysninger, der kan give Arbejdsskadestyrelsen grundlag for at ændre den påklagede afgørelse, eller den påklagede afgørelse lider af en væsentlig mangel (fx fordi den er i strid med loven, fordi partshøring er undladt, eller fordi der har foreligget inhabilitet).

66. Hvis den klage, der er afvist på grund af fristoverskridelsen, vedrører en sag, hvor der kun er én part, vil den myndighed, der har truffet afgørelsen, selv kunne genoptage sagen, både i de situationer, der er nævnt i afsnittet ovenfor, og i tilfælde, hvor myndigheden bliver opmærksom på, at afgørelsen er i strid med praksis, i sidste fald forudsat, at en ændring af afgørelsen vil være til fordel for borgeren. Myndigheden har dog ikke pligt til at genoptage sagen, medmindre der foreligger væsentlige nye oplysninger, eller afgørelsen lider af en væsentlig mangel.

67. Hvis en klage over en afgørelse om en løbende ydelse afvises på grund af klagefristens overskridelse, kan klageren bede førsteinstansen om en ny afgørelse. Denne må træffes på grundlag af de aktuelle forhold. Der vil ikke i en sådan situation være grundlag for at tage ydelsesberegningen op med tilbagevirkende kraft, medmindre den påklagede afgørelse lider af en væsentlig mangel.

68. Retten til at få genoptaget en sag kan fortabes på grund af passivitet.

Kapitel 12

Klagefrist - fristbestemmelser

Generelt for de sociale love

12.1. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

12.2. Sager om social pension efter EØS-reglerne

12.3. Hvordan beregnes klagefristen

12.4. Afbrydelse/forlængelse af klagefristen

12.5. Hvem tager stilling til, om klagefristen er overholdt

12.6. Dispensation fra klagefristen

12.7. Fristoverskridelsen skyldes klagerens hjælpers forhold

12.8. Fejl eller forsømmelser hos myndighederne kan bevirke dispensation

12.9. Klager over afgørelser om fristspørgsmål

12.10. Betydningen af, at en klage afvises på grund af klagefristens overskridelse

Kapitel 13

Opsættende virkning

Kapitel 13

Opsættende virkning

13.1. Generelt for de sociale love

69. Efter retssikkerhedslovens § 72, stk. 1, har en klage over en afgørelse ikke opsættende virkning, jf. dog stk. 2 og 3.

En myndighed har dog fortsat en vis mulighed for i en afgørelse at beslutte, at en klage over afgørelsen skal have opsættende virkning. Myndigheden skal senest tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning i forbindelse med den materielle afgørelse, og meddele dette samtidig med den materielle afgørelse.

Forhold, der kan tale for, at en myndighed tillægger klage over en afgørelse opsættende virkning kan være, at der er en vis tvivl om afgørelsen og at dens iværksættelse vil have vidtrækkende konsekvenser for borgeren eller det offentlige, som ikke - eller kun vanskeligt - lader sig genoprette.

Ved lov nr. 392 af 2. juni 1999 er der i retssikkerhedslovens § 72, stk. 2 og 3, indsat særlige regler om opsættende virkning i forbindelse med afgørelser om botilbud, jf. nærmere Socialministeriets vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten for voksne efter serviceloven, kap. 14.3.

13.2. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

70. Efter § 55, stk. 6, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade har en klage fra arbejdsgiveren, forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring opsættende virkning på den påklagede afgørelse.

I de tilfælde, hvor arbejdsgiveren, forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring benytter adgangen til at anke Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om anerkendelse af en skade som omfattet af loven, medfører dette, at en afgørelse om erstatning ikke kan træffes, men anken indebærer ikke, at sagen ikke kan viderebehandles i øvrigt. Arbejdsskadestyrelsen er således ikke afskåret fra at indhente oplysninger til brug for den eventuelle senere erstatningsfastsættelse.

Ifølge § 55, stk. 7, kan Arbejdsskadestyrelsen ikke træffe afgørelse om ydelser efter loven før udløbet af ankefristen for afgørelsen af anerkendelsesspørgsmålet, medmindre ganske særlige omstændigheder taler derfor. Disse kan eksempelvis være helbredsmæssige eller økonomiske forhold. Det forudsættes dog, at Arbejdsskadestyrelsen forhandler med forsikringsselskabet, inden undtagelsesbestemmelsen anvendes.

Forsikringsselskabets anke af erstatningsfastsættelsen bevirker, at selskabet kan stille udbetalingen af ydelser i bero, indtil Ankestyrelsen har truffet sin afgørelse.

I de tilfælde, hvor selskabet er enigt med Arbejdsskadestyrelsen i, at der skal udbetales erstatning, men mener, at erhvervsevnetabet eller méngraden er sat for højt, kan selskabet udbetale den del af ydelsen, som selskabet skønner rimelig.

Skadelidtes anke af erstatningsfastsættelsen har ikke opsættende virkning.

Kapitel 13

Opsættende virkning

13.1. Generelt for de sociale love

13.2. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

Kapitel 14

Om sagens behandling hos den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse

Kapitel 14

Om sagens behandling hos den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse

14.1. Om forlængelse af klagefristen i forbindelse med aktindsigt

71. Hvis klageren inden klagefristens udløb anmoder om aktindsigt, kan myndigheden bestemme, at klagefristen afbrydes. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigt er meddelt parten eller er afslået, dog med mindst 14 dage. Underretning om, hvornår klagefristen herefter udløber, skal samtidig gives til andre klageberettigede, der har fået skriftlig meddelelse om selve afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 17. Endvidere skal klageinstansen underrettes ved oversendelsen af klagen.

14.2. Indgangsstempling af klagen

72. Myndigheden skal indgangsstemple klagen den dag, hvor klagen modtages.

14.3. Om pligten til at genvurdere sagen

Generelt for de sociale love

73. Kommunen, amtskommunen, det sociale nævn og Den Sociale Sikringsstyrelse skal genvurdere en afgørelse, som der klages over. Derfor skal en klage først indgives til den myndighed, som har truffet afgørelsen.

Dette fremgår af retssikkerhedslovens § 66, stk. 1, og Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Bestemmelsen om genvurdering i § 66, stk. 1, omfatter ikke de afgørelser, der træffes af børn og unge-udvalget samt det sociale nævns afgørelser efter servicelovens § 109j.

I bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område er der i §§ 4-7 fastsat nærmere regler om sagsbehandlingen i forbindelse med genvurderingen. Det følgende er i et vist omfang en gengivelse af disse regler.

Når klagen er modtaget, bør klageren hurtigst muligt underrettes om, at klagen er modtaget.

Hvis en klage ikke er indgivet inden for ankefristen, skal myndigheden straks sende klagen til ankeinstansen med angivelse af, at klagefristen ikke er overholdt.

Hvis klageinstansen dispenserer fra ankefristen, skal sagen sendes til genvurdering hos underinstansen.

Forvaltningslovens regler, herunder reglerne om partshøring, gælder også ved sagens genvurdering. Der henvises til forvaltningslovens kapitel 5 om partshøring.

Hvis der er grundlag for fuldt ud at give klageren medhold i klagen, sendes en ny afgørelse til klageren inden 4 uger efter, at klagen er modtaget, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Hvis myndigheden kun delvist kan give klageren medhold, skal klageren have besked herom inden 4 uger efter, at klagen er modtaget. Klageren får samtidig en frist på 4 uger til at meddele, om klagen fastholdes. Hvis klageren fastholder klagen, sendes denne inden 14 dage til ankeinstansen med begrundelse for afgørelsen, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Hvis myndigheden ikke kan færdiggøre sin genvurdering inden for fristen på 4 uger på grund af, at der skal skaffes yderligere oplysninger, vurderinger o.lign., skal klageren have besked herom, og om hvornår genvurderingen kan forventes afsluttet, jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 3.

Hvis myndigheden vurderer, at afgørelsen ikke skal ændres, sendes genvurderingen med begrundelse sammen med alle relevante sagsakter til ankeinstansen inden 4 uger efter, at klagen er modtaget, jf. bekendtgørelsens § 6.

74. Hvis en klage efter en konkret vurdering må anses for hastende, fx på grund af alvorlig sygdom, skal myndigheden straks genvurdere sagen og give klageren meddelelse om resultatet. Hvis myndigheden vurderer, at afgørelsen ikke skal ændres, sendes sagen straks til ankeinstansen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1.

75. Hvis klagen handler om, hvorvidt et aktiveringstilbud eller en anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning efter § 13, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik er rimeligt, skal myndigheden straks genvurdere afgørelsen og sende den med begrundelse for afgørelsen til formanden for nævnet, jf. § 16, stk. 2, i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område (foreløbig formandsafgørelse).

Hensigten med bestemmelsen er at sikre en hurtig behandling. Det har ikke været hensigten med formuleringen af § 16, stk. 2, i bekendtgørelsen at afskære endelig formandsafgørelse efter bekendtgørelsens § 14, stk. 1, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

76. Hvis en afgørelse, der er truffet uden forelæggelse i et møde, antages til behandling af Ankestyrelsen, skal sagen forelægges i et møde i nævnet, der kan fastholde den afgørelse, der er tidligere er truffet eller træffe en ny afgørelse.

14.4. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

77. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade indeholder ikke nogen bestemmelse om genvurdering af sagen (remonstration). På dette lovområde vil der altid være 2 parter. Det betyder, at Arbejdsskadestyrelsen ikke kan ændre sin afgørelse, selv om det ved modtagelsen af en klage viser sig, at afgørelsen er forkert, jf. SM U-1-98. I den situation bør Arbejdsskadestyrelsen dog ved sagens oversendelse til Ankestyrelsen gøre Ankestyrelsen opmærksom på den ændrede vurdering af sagen.

14.5. Forhold, der kræver særlig underretning i forbindelse med sagens fremsendelse til klageinstansen

78. Hvis en afgørelse er sendt med B-post, skal ankeinstansen altid underrettes om dette ved sagens fremsendelse.

Ankeinstansen skal også underrettes, hvis myndigheden i medfør af forvaltningslovens § 17 har besluttet, at klagefristen skal afbrydes, fordi en klageberettiget part har anmodet om aktindsigt - se pkt 71.

Kapitel 14

Om sagens behandling hos den myndighed, der har truffet den påklagede

afgørelse

14.1. Om forlængelse af klagefristen i forbindelse med aktindsigt

14.2. Indgangsstempling af klagen

14.3. Om pligten til at genvurdere sagen

Generelt for de sociale love

14.4. Lov om sikring mod følger af arbejdsskade

14.5. Forhold, der kræver særlig underretning i forbindelse med sagens

fremsendelse til klageinstansen

Kapitel 15

Klageinstansens behandling af sagen

Kapitel 15

Klageinstansens behandling af sagen

15.1. Inden afgørelsen træffes

79. Når en klagemyndighed har modtaget en klage, skal det straks afgøres, om klagemyndigheden er kompetent til at behandle klagen.

Hvis dette ikke er tilfældet, skal klageren underrettes herom, og klagen skal så vidt muligt sendes videre til den rigtige myndighed.

Hvis klageren sender sin klage direkte til klageinstansen, sendes klagen straks videre til den myndighed, der har truffet afgørelsen, med anmodning om genvurdering (i arbejdsskadesager med anmodning om sagens akter), medmindre klagen er for sent indgivet, og der ikke er grundlag for at se bort fra klagefristens overskridelse.

Når klageinstansen har modtaget sagen fra den myndighed, der har truffet afgørelsen, skal klageren og eventuelle andre parter underrettes.

Brevet bør indeholde angivelse af sagens journalnummer, eventuelt også navnet på sagsbehandleren, samt eventuelt opfordring til snarest at fremkomme med eventuelle yderligere oplysninger. Endvidere skal den, som sagen vedrører, underrettes om, at der eventuelt kan blive behov for at indhente nærmere beskrevne typer af oplysninger, og i ansøgningssager sættes en frist for eventuel indsigelse. Endelig skal brevet indeholde oplysning om, hvor lang tid, der ventes at gå med sagens behandling.

Hvis den oplyste sagsbehandlingstid senere overskrides, skal sagens parter underrettes om grunden hertil og om et nyt tidspunkt, hvor sagen kan forventes afgjort. Se nærmere i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 205-208. Endvidere henvises til § 3, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Hvis der er tale om en ansøgningssag, og ansøgeren gør indsigelse imod, at der indhentes yderligere oplysninger, skal pågældende gøres opmærksom på, at sagen vil blive afgjort på det foreliggende grundlag, og at dette kan være til skade for pågældende.

15.2. Klageinstansens afgørelser

80. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over, jf. retssikkerhedslovens § 68, stk. 2.

Afgørelsen vil kunne ændres til skade for klageren, da klagemyndigheden ikke er bundet af parternes påstande, jf. retssikkerhedslovens § 68, stk. 1.

Hvis en afgørelse ændres til skade for klageren, træffer ankeinstansen samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 5.

Der kan ikke kræves tilbagebetaling af hjælp for perioder forud for den ændrede afgørelse, medmindre de almindelige betingelser for tilbagebetaling i lovgivningen er opfyldt.

81. Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til køb af bil, jf. § 99, stk. 1 og 2, i lov om social service, samtidig træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v., jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 6.

15.3. Foreløbige afgørelser

82. Formanden for det sociale nævn kan træffe en foreløbig afgørelse i tilfælde, hvor det skønnes, at der er tale om en pludseligt opstået trangssituation, hvor der kan ske en væsentlig skade for klageren, hvis sagen skal afvente mødebehandlingen, jf. § 16, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Klage over afgørelser om rimeligheden af aktiveringstilbud eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger efter § 13, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik behandles efter reglen i bekendtgørelsens § 16, stk. 1, jf. stk. 2. Hensigten med bestemmelsen er at sikre en hurtig behandling af disse sager. Der er derfor intet til hinder for, at de i stedet afgøres som egentlige formandsafgørelser efter retssikkerhedsbekendtgørelsens § 14, hvis betingelserne i § 14 er opfyldt.

Formandens afgørelser efter § 16, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal hurtigst muligt behandles i et møde i nævnet, så vidt muligt inden 14 dage.

15.4. Specielt om efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

83. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen, jf. retssikkerhedslovens § 69.

Bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 69 afløser bestemmelsen i bistandslovens § 15, stk. 5, hvorefter de sociale ankenævn og Ankestyrelsen kun kunne tilsidesætte en kommunal skønsmæssig afgørelse efter bistandsloven, hvis skønnet var ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Kapitel 15

Klageinstansens behandling af sagen

15.1. Inden afgørelsen træffes

15.2. Klageinstansens afgørelser

15.3. Foreløbige afgørelser

15.4. Specielt om efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser

Kapitel 16

Kapitel 16

16.1. Tilsynsmyndighederne

84. Efter § 47 og § 61 i lov om kommunernes styrelse fører de kommunale tilsynsmyndigheder - dvs. Indenrigsministeriet og de for hvert amt nedsatte tilsynsråd - tilsyn med, at amtskommunerne og primærkommunerne overholder lovgivningen.

Tilsynet med amtskommunerne og med Frederiksberg og Københavns kommuner varetages af Indenrigsministeriet, jf. § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse. Tilsynet med de i Københavns Kommune nedsatte bydelsråd varetages endvidere af Indenrigsministeriet.

Tilsynet med de øvrige primærkommuner varetages af de for hvert amt nedsatte tilsynsråd, jf. § 47, stk. 2.

Tilsynsmyndighederne kan kun gribe ind, når lovgivningen - herunder offentligretlige retsgrundsætninger - er tilsidesat.

Tilsynsmyndighedernes kompetence viger i det omfang, der er tale om en afgørelse, som kan påklages til de almindelige klageinstanser.

Tilsynsmyndighederne kan ikke tage stilling til, om kommunens eller amtskommunens sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, og de kan heller ikke tage stilling til et udøvet skøn, hvis skønnet er udøvet inden for de rammer, som er fastlagt i lovgivningen.

Kapitel 16

16.1. Tilsynsmyndighederne

16.2. Socialministeriets ressorttilsyn.

Bilag 1: Love, der ikke er omfattet af Socialministeriets ressortområde, men hvor der

er klagemulighed til det sociale nævn/Den Sociale Ankestyrelse

Bilag 2: Stikordsregister med henvisning til punkterne i vejledningen

§ 61 og § 61 c i den kommunale styrelseslov fastslår, hvilke retlige reaktionsmuligheder, der kan anvendes overfor ulovligheder i kommunestyret.

16.2. Socialministeriets ressorttilsyn

85. Socialministeriet har et almindeligt ulovbestemt tilsyn inden for den sociale lovgivning. Dette tilsyn viger i forhold til klagesystemet, og det betyder, at Socialministeriet først går ind i en sag, når der ikke er mulighed for, at den kan behandles af de almindelige klageinstanser.

Tilsynet er et legalitetstilsyn, og det betyder, at ministeriet vil reagere, hvis en kommune eller en amtskommune har tilsidesat lovgivningen. Dette kan ske i form af en udtalelse, hvor Socialministeriet giver udtryk for, hvad der efter ministeriets opfattelse er gældende ret.

Socialministeriet kan ikke i kraft af sit ressorttilsyn ændre en afgørelse, men mener Socialministeriet, at der er sket noget ulovligt, kan ministeriet anmode den kommunale tilsynsmyndighed om at behandle sagen.

Den Sociale Ankestyrelse, den 10. februar 2000

Karen Sejersdal Christensen

/Kirsten Geisler

§ 69 gælder på hele det lovområde, der er omfattet af retssikkerhedsloven, og begrænsningen omfatter både kommunale og amtskommunale afgørelser. Dog omfatter bestemmelsen ikke Ankestyrelsens prøvelse af afgørelser truffet af børn- og ungeudvalget efter servicelovens kapitel 8. Det gælder desuden generelt, at prøvelsen af en skønsmæssig afgørelse bør ske mere intenst, jo mere indgribende en beslutning er i forhold til borgeren.

I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, at bestemmelsen i § 69 er formuleret således, at den gældende ret videreføres, således som denne er fastlagt af Ankestyrelsen i forhold til bistandslovens § 15, stk. 5, samt i domstolenes og Ombudsmandens praksis.

Bestemmelsen indskrænker ikke klageinstansernes adgang til at tilsidesætte en afgørelse på grund af fejl i forbindelse med sagsbehandlingen. En skønsmæssig afgørelse vil således kunne tilsidesættes, hvis fx forvaltningslovens regler om partshøring ikke har været overholdt, eller hvis der har foreligget inhabilitet.

Klageinstanserne kan også efterprøve, om underinstansen har udøvet skønnet lovligt. Heri indgår navnlig, om sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om der eventuelt er taget hensyn til ulovlige kriterier, om underinstansen har foretaget en konkret individuel afvejning af sagens omstændigheder, og om lighedsgrundsætningen er fulgt.

Fra Ankestyrelsens praksis kan nævnes SM O-44-93, hvor Ankestyrelsen fastslog, at nævnet uanset prøvelsesbegrænsningen i bistandslovens § 15, stk. 5, havde haft kompetence til at efterprøve beslutningsgrundlaget for afgørelsen, herunder om de af kommunen valgte kriterier var lovlige, og om alle relevante kriterier var inddraget i vurderingen.

Endvidere kan der henvises til bl.a. SM C-17-99, der vedrører 4 sager om fratagelse af tidligere bevilget praktisk bistand i hjemmet (hjemmehjælp) . I 2 af sagerne fandt Ankestyrelsen, at kommunen havde truffet afgørelse med henvisning til interne regler, der var ulovlige, og således ikke havde foretaget en konkret individuel vurdering. Begge sager blev hjemvist.

Der kan også henvises til SM O-72-95 og SM O-73-95 om afgørelser, der var truffet efter interne retningslinier uden en individuel vurdering. Ankestyrelsen fandt i SM D-20-99, at kommunen ikke havde foretaget en konkret individuel vurdering af sagens omstændigheder, og at kommunes skøn derfor byggede på et ulovligt kriterium.

Klageinstanserne har også fortsat adgang til at tilsidesætte en afgørelse hvor skønnet er åbenbart urimeligt, jf. SM A-2-99.

Ankestyrelsen og de sociale nævn foretager desuden en selvstændig vurdering af sagkyndige skøn - fx ved behandlingen af lægelige sager en selvstændig efterprøvelse af det lægelige skøn.

Efter lovforslagets bemærkninger til retssikkerhedslovens § 69 er der ikke tilsigtet en ændring i denne praksis.

Vejledning om klageregler på det sociale område