Cirkulæreskrivelse om ændring af kørekortbekendtgørelsen og kørekortcirkulæret
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om ændring af kørekortbekendtgørelsen og kørekortcirkulæret
Til politiet og Statens Bilinspektion
I cirkulæreskrivelse af 20. april 1999 meddeltes, at der med ikrafttræden den 1. juli 1999 gennemføres en række ændringer i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 196 af 11. marts 1997 om kørekort og Færdselsstyrelsens cirkulære nr. 26 af 11. marts 1997 om kørekort.
I forbindelse med erhvervelse af kørekort - til en kategori, hvortil der ikke tidligere har været udstedt kørekort - indføres i køreuddannelsen et obligatorisk minimumstal for antallet af lektioner og et minimum for den periode, i hvilken køreundervisningen skal gives. Der indføres bestemmelser om et særligt bilag til ansøgningen "erklæring om køreundervisning" og om en lektionsplan.
Færdselsstyrelsen skal særligt om lektionsplanen oplyse følgende
1.
Lektionsplanen skal medbringes ved såvel teoriprøve som praktisk prøve og det skal stikprøvevist kontrolleres ved prøverne, at lektionsplanen er udformet og udfyldt i overensstemmelse med bestemmelserne i kørekortbekendtgørelsen, jf. § 21 a i Færdselsstyrelsens cirkulære nr. 26 af 11. marts 1997 om kørekort, senest ændret ved cirkulære nr. 37 af 19. april 1999.
2.
Kørelæreren skal udfærdige lektionsplanen i overensstemmelse med undervisningsplanen for køreuddannelsen til den omhandlede kategori og § 23 b, stk. 2, i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 196 af 11. marts 1997 om kørekort, senest ændret ved Færdselsstyrelsens bekendtgørelse nr. 225 af 19. april 1999. Der kan således forventes anvendt lektionsplaner, der er udformet på forskellig måde, ligesom sammensætningen af lektionerne og indholdet af lektionerne i de enkelte lektionsplaner kan være udformet forskelligt. Der kan også forventes anvendt standardiserede lektionsplaner, eksempelvis udformet af en kørelærerorganisation.
3.
Det fremgår af kørekortbekendtgørelsens § 23b, stk. 3, at kørelærer og køreelev straks efter afslutningen af hver enkelt lektion skal bekræfte, at der er undervist i hovedindholdet af den omhandlede lektion, herunder bekræfte datoen for lektionens gennemførelse og den faktisk anvendte tid.
I de tilfælde, hvor der af undervisningsmæssige hensyn efter lektionsplanen gennemføres planlagte sammenhængende undervisningsforløb bestående af flere lektioner - eksempelvis én dobbeltlektion (2 lektioner á mindst 45 min. hver) - er det tilstrækkeligt, at kørelærer og køreelev med deres underskrifter bekræfter lektionernes gennemførelse én gang. Det forudsættes herved, at det entydigt af lektionsplanen fremgår, at der er tale om et planlagt sammenhængende undervisningsforløb bestående af flere lektioner på hver mindst 45 min., at hovedindholdet i de omhandlede lektioner er gengivet samt, at den faktiske anvendte tid anføres for hver enkelt lektion.
Færdselsstyrelsen har udarbejdet vedlagte vejledninger til brug for udfærdigelse og anvendelse af en lektionsplan.
Styrelsen skal samtidig henlede opmærksomheden på § 21 a i cirkulæret om kørekort vedrørende politiets stikprøvevise kontrol med reglernes overholdelse. Det kan i den forbindelse oplyses, at Foreningen af Politimestre har aftalt med en række politikredse at gennemføre særlige kontrolinitiativer.
Færdselsstyrelsen, den 2. juli 1999
Jan Lindeskov