Vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
Kapitel 1
Indledning og lovgrundlag
Baggrund
Reglerne om erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en arbejdsskade fremgår af § 32 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.
Vejledningen om disse regler er udarbejdet til brug for medarbejderne i Arbejdsskadestyrelsen, når de skal vurdere erhvervsevnen og erhvervsevnetabet.
Det skal understreges, at der er tale om en vejledning. Det betyder, at forholdene i den enkelte sag kan føre til en anden vurdering.
Vejledningen afløser vejledningen fra 1992.
Der henvises i denne nye vejledning alene til bestemmelser i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, der trådte i kraft 1. januar 1993.
De generelle retningslinier for fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadeforsikringsloven før 1. januar 1993, er imidlertid de samme.
Når vejledningen revideres nu skyldes det især, at der siden den første vejledning kom, er gennemført foranstaltninger med det sigte at aktivere personer med henblik på, at de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Disse foranstaltninger har naturligvis også betydning for de arbejdsskadede, og disse situationer er nu beskrevet i vejledningen.
Samtidig har revisionen givet mulighed for at indarbejde de justeringer, som erfaringerne iøvrigt fra 1992 og til i dag har givet os.
I vejledningen er der henvisninger til bestemmelser i andre love. Disse bestemmelser er optrykt i bilaget til vejledningen
Afgørelsestidspunktet
Afgørelsen om erstatning skal efter lovens § 31, stk. 1, træffes, når der efter sygebehandling, optræning eller revalidering er grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige helbredstilstand og erhvervsmuligheder.
Afgørelsen skal så vidt muligt træffes inden 1 år og senest 2 år efter arbejdsskadens anmeldelse.
Erstatningen tilkendes fra tidspunktet for afgørelsen, med mindre særlige omstændigheder taler for et andet tidspunkt.
Erstatningen
Efter arbejdsskadeforsikringsloven § 32 skal der ydes kompensation for den varige nedsættelse af erhvervsevnen, der er en følge af arbejdsskaden.
Vurderingsgrundlaget
Ved bedømmelse af erhvervsevnetabet skal der tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved arbejde, som med rimelighed kan forlanges af ham efter hans: evner, uddannelse alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.
Varighed
Erstatning for tab af erhvervsevne er betinget af en varig indtægtsnedgang eller et varigt indtægtsbortfald.
I afsnit 4 (revalidering, omskoling eller uddannelse), afsnit 5 (arbejdsløshedsdagpenge) og afsnit 6 (sygedagpenge) omtales situationer, hvor vi kan yde erstatning for en midlertidig indtægtsnedgang eller indtægtsbort fald.
Årsagsforbindelsen
I mange tilfælde er skadelidtes sociale situation på det tidspunkt, hvor vi skal vurdere erhvervsevnen, betinget af både arbejdsskadens følger og andre forhold. Loven giver kun mulighed for at erstatte det tab af erhvervsevne, der er en følge af arbejdsskaden.
Arbejdsskadeforsikringen skal således på den ene side erstatte indkomstnedgangen eller indkomstbortfaldet, der skyldes arbejdsskaden, men skal på den anden side ikke dække den indtægtsnedgang, der skyldes andre forhold.
Årslønsfastsættelsen
I Arbejdsskadestyrelsens vejledning om fastsættelse af årsløn beskrives det nærmere, hvordan årslønnen fastsættes.
Gradueringer
Når erhvervs-
evnetabet er .....
Ydes der som
udgangspunkt .....
Modifikationer .....
a) mindre end 15 procent
a) ingen erstatning
a) se afsnit 2.5, side 17
b) 15 procent eller derover, men under 50 procent
b) erstatning som kapitalbeløb
b) midlertidige afgørelser, se afsnit 10, side 62, samt under de enkelte afsnit i vejledningen
c) 50 procent eller derover
c) løbende erstatning
c) kapitalisering efter anmodning, se afsnit 9, side 60
Systematik
Vejledningens hovedafsnit tager udgangspunkt i skadelidtes aktuelle sociale situation på det tidspunkt, hvor spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne skal afgøres.
Kapitel 2
Skadelidte arbejder
2.1 Generelt
Når skadelidte er vendt tilbage til arbejdsmarkedet, kan vi ofte bruge oplysningerne om den aktuelle indtægt til at vurdere erhvervsevnen.
Det gælder, både når skadelidte har genoptaget sit gamle arbejde, og når han har fået nyt arbejde, og det gælder uanset, om han arbejder som lønmodtager eller som selvstændig.
Hvis indtægten nu er mindre, er der formodning for, at det skyldes arbejdsskaden, med mindre andre forhold taler herimod.
Vi skal vurdere, om nedgangen må forventes at være varig. Ved jobskifte, eventuelt efter revalidering, vil vi lægge vægt på det forventede indkomstniveau i det nye erhverv.
Sammenligningsgrundlaget
Sammenligningsgrundlaget er arbejdsindtægten før skaden sammenholdt med arbejdsindtægten efter skaden.
Ved fastsættelse af erstatningen tages der således ud gangspunkt i de konstaterede ændringer i arbejdsindtægten.
Indtægtsnedgangen
Indtægtsnedgangen er forskellen mellem den løn, skadelidte ville have tjent, hvis skaden ikke var sket, og den faktiske indtjening på afgørelsestidspunktet.
Hvis vi på afgørelsestidspunktet ved, hvad skadelidte ville have tjent, hvis han ikke var kommet til skade, kan denne indtægt lægges til grund.
Hvis vi ikke kender den indtægt, skadelidte kunne have tjent, hvis han ikke havde været ude for arbejdsskaden, beregner vi den med udgangspunkt i indtægten før skaden.
Indtægten, der kunne være tjent, beregnes på følgende måde
Årlig arbejdsindtægt før skaden x lovens maksimale årsløn ved afgørelsen / lovens maksimale årsløn på skadestidspunktet
Oplysninger om skadelidtes årlige arbejdsindtægt før skaden kan vi få på flere måder; som regel får vi dem fra skattemyndighederne.
Maksimal årsløn
Vi regulerer hvert år en række variable størrelser i arbejdsskadeforsikringslovgivningen. Det gælder også den maksimale årsløn. Der henvises til lovens §§ 41 og 42.
Reguleringerne er senest offentliggjort i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 821 af 23. oktober 1995.
Eksempel 1
En mand tjente i året forud for skadedatoen i oktober 1993 160.000 kr. Lovens maksimale årsløn i efteråret 1993 er 288.000 kr. Sagen afgøres i efteråret 1994, hvor lovens maksimale årsløn er steget til 293.000 kr.
Lønnen, der kunne være tjent =
160.000 kr. x 293.000 kr. / 288.000 kr.
Den løn, som skadelidte kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, bliver herefter 162.780 kr.
2.2 Skadelidtes løn er nedsat med mindst 15 procent som følge af arbejdsskaden
Skadelidte er tilbage i sit oprindelige arbejde, eller han er begyndt på et nyt arbejde, og hans løn er nedsat i forhold til lønnen før arbejdsskaden. Dette kan skyldes flere omstændigheder, typisk at
· skadelidte har fået nyt arbejde til lavere løn
· skadelidte er gået ned i tid som følge af arbejdsskaden
· skadelidte er gået fra faglært til ufaglært arbejde med lønnedgang
· skadelidte er gået fra akkordarbejde til timelønnet arbejde med lønnedgang
Se nærmere nedenfor i afsnit 2.4, om de tilfælde, hvor skadelidte driver selvstændig virksomhed.
Lønnedgangen skyldes ikke arbejdsskaden
Selv om skadelidte efter arbejdsskaden tjener mindre end før, er det ikke sikkert, at der er et tab, som skal erstattes. Lønnedgangen kan også skyldes andre forhold end arbejdsskaden.
Omfanget af indtægtsnedgangen er således ikke nødvendigvis afgørende for fastsættelsen af erstatningen for tabet af erhvervsevne.
Eksempel 2
En 28-årig slagter fik amputeret yderstykket af venstre tommelfinger. Han kunne ikke længere arbejde som slagter på fuld tid og fik i stedet arbejde som køkkenmedhjælp i en restauration med en ugentlig arbejdstid på 15 timer. Han fik supplerende dagpenge for de resterende 22 timer. Vi vurderede, at han var i stand til at arbejde i 37 timer som køkkenmedhjælp. Erstatningen blev derfor fastsat til forskellen mellem hans tidligere indtægt som slagter, og den indtægt, han ville kunne få, hvis han arbejdede som køkkenmedhjælp i restaurationen med 37 timer om ugen.
Eksempel 3
En mand, der inden arbejdsskaden arbejdede på skiftehold, beslutter efter arbejdsskaden, uafhængigt af arbejds skadens følger, at han udelukkende vil arbejde på daghold. Lønnedgangen skyldes primært, at skadelidte ikke længere fik skifteholdstillæg mv. Der vil ikke blive ydet erstatning for tab af erhvervsevne.
Erstatningen Den indtjening, der er beregnet ovenfor i afsnit 2.1, skal sammenholdes med skadelidtes aktuelle indtjening.
Eksempel 4
I eksempel 1 har vi beregnet den fiktive indtjening på afgørelsestidspunktet til 162.780 kr. Skadelidte tjener på afgørelsestidspunktet 11.000 kr. pr. måned, det vil sige en årsindtægt på 132.000 kr. Der er tale om et varigt arbejde, og lønnedgangen på 30.780 kr. svarer til ca. 19 procent. Her fastsætter vi som udgangspunkt erstatningen for tab af erhvervsevne til 20 procent.
2.3 Skadelidtes aktuelle løn er større end eller lig med lønnen før arbejdsskaden
Skadelidte arbejder igen, og hans løn er nu større end eller det samme som lønnen før arbejdsskaden. Dette kan skyldes flere omstændigheder, typisk at
· han har fået andet arbejde
· han efter arbejdsskaden har gennemgået et revalideringsforløb, en omskoling eller et andet uddan nelsesforløb, der giver mulighed for nyt arbejde til mindst samme indtjening som tidligere.
Erstatningen
Hvis skadelidte efter arbejdsskaden tjener det samme eller mere end før arbejdsskaden, ydes der ikke erstatning.
Dette gælder, selv om skadelidtes avancementsmuligheder er forringet, eller han er overgået fra faglært til ufaglært beskæftigelse.
Eksempel 5
I eksempel 4 tjente skadelidte efter arbejdsskaden 11.000 kr. pr. måned. Hvis han i stedet tjente 16.000 kr. pr. måned, svarende til en årsindtægt på 192.000 kr., ville lønstigningen medføre, at der ikke vil blive ydet erstatning. Dette gælder uden hensyn til arbejdsskadens øvrige følger.
Eksempel 6
Skadelidte får efter endt omskoling fra slagter til levnedsmiddeltekniker mulighed for nyt job med lavere indtjening end inden arbejdsskaden. På grund af forholdene på arbejdsmarkedet kan skadelidte ikke for tiden få arbejde som levnedsmiddeltekniker, men tager i stedet arbejde i produktionen i et mejeriselskab til en lavere løn, end han ville have fået som levnedsmiddeltekniker. Vi kan fastsætte en erstatning for tab af erhvervsevne som forskellen mellem den løn han ville have haft som slagter, og den løn han ville have tjent som nyuddannet levnedsmiddeltekniker. Vi kan ikke ved beregningen af erstatningen tage hensyn til, at det reelle indtægtstab er større, da det er konjunkturbestemt.
2.4 Overgang til selvstændig virksomhed
Skadelidte vender ikke tilbage til sit hidtidige arbejde, men vælger i stedet at drive selvstændig virksomhed.
Aktuel indtægt
Vi kan som regel ikke fastsætte den aktuelle løn på samme måde som for lønmodtagere. I stedet fastsættes indtægten for nyetablerede efter et skøn på grundlag af, hvad skadelidte må forventes at kunne tjene, evt. ud fra et budget, der er udarbejdet af en revisor.
Hvis den selvstændige virksomhed har eksisteret i nogen tid, inden der træffes afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, kan vi anvende selvangivelser/årsopgørelser/årsregnskaber. Vi skal være opmærksomme på, at en indtægtsnedgang i disse tilfælde ikke nødvendigvis modsvares af et erhvervsevnetab af samme størrelse. Den mindre indtægt kan også skyldes konjunkturerne.
Indtægtsopgørelsen
Det er ofte vanskeligt at opgøre indtægten for selvstændige erhvervsdrivende. Det gælder både opgørelsen af årsløn og aktuel indtjening.
Bekendtgørelse for beregning af dagpenge
Reglerne for beregning af sygedagpenge kan her være en rettesnor. Der henvises til § 37 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991, som ændret ved bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993.
Efter bekendtgørelsen anvendes årsopgørelsens oplysninger om
· overskud af virksomhed og udlejningsejendom uden hensyntagen til renteudgifter og renteindtægter, der vedrører virksomheden.
· indtægt overført til medarbejdende ægtefælle.
· egne sygedagpenge og andre indtægter, som i væsentlig grad skyldes den pågældendes egen arbejdsindsats i virksomheden.
· henlæggelser til investeringsfond.
Da forholdene kan være vanskelige at overskue, ydes der normalt i disse tilfælde en midlertidig løbende erstatning. Når situationen har stabiliseret sig, og vi kan skønne over den varige situation, træffes der en endelig afgørelse.
Erstatningen
Erstatning for tab af erhvervsevne fastsættes som anført i afsnittene 2.2., 2.3 og 2.5.
Eksempel 7
Skadelidte har forladt sit hidtidige arbejde som maskinarbejder på grund af en svær eksemlidelse i form af en såkaldt oliefnat. Hans hidtidige løn har været 220.000 kr. Efter arbejdsskaden etablerer han sig som selvstændig med en grillbar. Da sagen afgøres, er virksomheden netop startet, og indtjeningen er derfor ikke kendt med sikkerhed. Ifølge et budget, der er opstillet af en revisor, kan han forvente at få overført 180.000 kr. som løn, og der vil ikke være overskud de første år. Indtægtsnedgangen er med andre ord ca. 18 procent. I denne situation fastsætter vi erstatningen til 20 procent som løbende erstatning. Sagen vil blive taget op til fornyet overvejelse efter 2 år, når situationen er mere afklaret. Ved den endelige afgørelse vil vi samtidig søge at vurdere, i hvilket omfang indtjeningen som selvstændig eventuelt er påvirket af konjunkturerne.
2.5 Kort om tilfælde, hvor der er en dokumenteret indtægtsnedgang, men den er under 15 procent
Skadelidte er i arbejde igen. Som følge af arbejdsskaden er hans løn nedsat i forhold til lønnen før arbejdsskaden. Lønnedgangen er dog ikke 15 procent, men tæt på 15 procent. Vi kan i disse tilfælde undtagelsesvis yde erstatning for tab af erhvervsevne.
Krav
Det forudsættes, at indtægtsnedgangen er nær de 15 procent, og at der samtidig er udsigt til, at denne indtægtsnedgang er varig og mindst af denne størrelse.
Andre forhold
Også arbejdsskadens art og omfang kan have betydning i disse grænsetilfælde.
Erstatningen
Erstatningen kan fastsættes til 15 procent og udbetales som et engangsbeløb, hvis indtægtsnedgangen antages at være varig.
Eksempel 8
I eksempel 4 ville skadelidte have tjent 162.780 kr. Nu tjener skadelidte 11.800 kr. månedligt, svarende til en årsindtægt på 141.600 kr. Lønnedgangen er på 21.180 kr., svarende til ca. 13 procent Lønnedgangen skyldes alene arbejdsskaden og der er tale om en varig indtægtsnedgang af mindst samme størrelse. Afhængig af arbejdsskadens følger kan der ydes en erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent.
2.6 I korte træk om hvornår erstatningen gives som kapitalbeløb og hvornår den gives som løbende ydelse
Som hovedregel gives erstatninger på mindre end 50 procent som et engangsbeløb. Dette fremgår af lovens § 43.
Hvis der er udsigt til at der sker ændringer i den nuværende indtjening, vil vi yde erstatningen som løbende ydelse, selvom nedgangen er mindre end 50 procent. Det samme er tilfældet, hvis skadelidte kun har haft den nye beskæftigelse i kort tid, men det er sikkert, at der er et erhvervsevnetab. Erstatning gives altså kun som et engangsbeløb, når vi vurderer, at indtægtsnedgangen er varig.
Kapitel 3
Generelt om tilfælde, hvor skadelidte ikke er vendt tilbage til arbejdsmarkedet
Når skadelidte ikke er vendt tilbage til arbejdsmarkedet, er der ingen indtægt, der kan anvendes ved vurderingen af erhvervsevnen.
Erhvervsevnen må derfor vurderes på grundlag af oplysninger om skadelidtes sociale og erhvervsmæssige situa tion.
Midlertidigt ude af arbejdsmarkedet
Situationen kan være, at skadelidte midlertidigt er ude af arbejdsmarkedet.
Det gælder for eksempel, hvis han
· er begyndt på en revalidering eller omskoling se afsnit 4, nedenfor side 16,
· får orlovsydelse eller løntilskud se afsnit 4.1, nedenfor side 16,
· får arbejdsløshedsdagpenge se afsnit 5.1, nedenfor side 22,
· får kontanthjælp efter bistandsloven se afsnit 5.2, nedenfor side 25, eller
· får sygedagpenge se afsnit 6.1, nedenfor side 27.
Varigt ude af arbejdsmarkedet
Skadelidte kan også varigt have forladt arbejdsmarkedet.
Det gælder for eksempel, hvis skadelidte modtager
· efterløn se afsnit 7.1, nedenfor side 30,
· overgangsydelse se afsnit 7.2, nedenfor side 33,
· førtidspension se afsnit 7.3, nedenfor side 34, eller
· folkepension se afsnit 7.4, nedenfor side 40.
Vurderingsgrundlaget
Vi indhenter i alle disse tilfælde oplysninger om skadelidtes sociale situation. Det gør vi for så realistisk som muligt at belyse de fremtidige erhvervs og forsørgelsesmuligheder og dermed også indtægtsmulighederne.
Da der ikke er nogen arbejdssituation, der kan indgå i vurderingen, lægger vi også vægt på arbejdsskadens følger, dens art og omfang.
Kapitel 4
Skadelidte er under revalidering, omskoling eller uddannelse
4.1 muligheder for økonomisk støtte under uddannelse
Skadelidte forlader sit hidtidige arbejde midlertidigt eller varigt på grund af arbejdsskaden og begynder på en revalidering, eventuelt en omskoling eller en uddannelse.
Når skadelidte er under revalidering, kan vi ikke vurdere de varige følger af arbejdsskaden. Hvis arbejdsskaden har nedsat skadelidtes erhvervsevne, og revalidering er nødvendig for, at erhvervsevnen kan genoprettes helt eller delvist, ydes der en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter lovens § 31, stk. 4.
Revision
Vi tager afgørelsen op til fornyet overvejelse (revision); hvornår og hvor ofte afhænger af forholdene i den enkelte sag.
Tilkendelsesperioden
Den samlede tilkendelsesperiode afhænger bla. af revalideringens længde sammenholdt med forudgående uddannelse og beskæftigelse samt den skadelidtes muligheder for at komme i arbejde og skaffe samme indtægt som tidligere.
Hvis den samlede tilkendelsesperiode undtagelsesvis overstiger 5 år fra 1. afgørelse, kan fristen for genoptagelse efter lovens § 34 forlænges.
Den endelige afgørelse
Den endelige afgørelse om tab af erhvervsevne må normalt udsættes, indtil revalideringen er gennemført.
Når revalideringen er afsluttet, træffes der normalt en endelig afgørelse.
Hvis revalideringen ikke gennemføres, foreligger der en ny situation, der må vurderes i lyset af omstændighederne på det tidspunkt.
Når skadelidte efter revalideringen opnår beskæftigelse, anvendes oplysningerne om de fremtidige indtægtsforhold, se nærmere i afsnit 2.
Får skadelidte ikke ny beskæftigelse, må situationen vurderes med udgangspunkt i de nye sociale forhold, se afsnit 5.1, om arbejdsløshedsdagpenge, eller afsnit 7, om de situationer, hvor skadelidte varigt har forladt ar bejdsmarkedet.
Indtægten
Skadelidtes indtægter kan være
· økonomisk bistand efter bistandslovens § 43, stk.1 og stk. 2 (revalidering),
· økonomisk bistand efter bistandslovens § 43, stk.8 (løn/løntilskud under optræning på det almindelige arbejdsmarked)
· tilskud under optræning på revalideringsinstitution, jf. bistandslovens § 91
· Statens Uddannelsesstøtte (SU), lærlingeløn eller anden løn under uddannelsen
· arbejdsløshedsdagpenge
· ydelser under uddannelsesorlov mv.
Vurderingsgrundlag
Når vi skal afgøre, om en person er berettiget til erstatning under revalidering efter en arbejdsskade lægger vi altid vægt på
at arbejdsskaden har nødvendiggjort revalidering, dvs. at det er arbejdsskaden, der har medført arbejdsophør i det hidtidige erhverv.
arten og omfanget af arbejdsskadens følger.
I tilfælde, hvor skadelidte ikke er omfattet af bistandslovens § 43, foretager vi en selvstændig vurdering af,om uddannelsen er egnet for skadelidte på baggrund af arbejdsskaden.
Erstatningen
Som udgangspunkt fastsætter vi en erstatning på 25 procent som løbende ydelse i disse tilfælde.
Den løbende ydelse kan tidligst udbetales fra det tidspunkt hvor uddannelsen påbegyndes, jf. også afsnit 9, om særlige forhold ved løbende erstatning.
I særlige situationer kan der være iværksat en revalidering, før der træffes afgørelse om varigt mén, det vil sige før den medicinske tilstand er stationær. Den løbende ydelse kan også her først udbetales fra det tidspunkt, hvor uddannelsen påbegyndes.
Hvis revalideringen er afsluttet inden vi træffer afgørelse om erhvervsevnetab, skal vi træffe den endelige afgørelse om erhvervsevnetab, jf. § 31. Vi kan ikke give en løbende ydelse med tilbagevirkende kraft for en revalidering, der er afsluttet.
I gennemgangen af finansieringsmulighederne for uddannelse nedenfor nævnes, hvad der normalt gives i erstatning for tab af erhvervsevne.
Bistandslovens § 43, stk. 1 (forrevalidering, sygedagpenge, kontanthjælp)
Foranstaltninger efter bistandslovens § 43, stk. 1, iværksættes, når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons muligheder for fremtidigt at klare sig selv og sørge for sin familie. Foranstaltningerne kan for ek sempel være forrevalidering. Afgørende for, om en aktivitet kan anses for at være et led i forrevalideringen, er, om den har et erhvervsmodnende eller afklarende sigte.
Under forrevalidering kan den pågældende bevare sit hidtidige forsørgelsesgrundlag, såsom sygedagpenge eller kontanthjælp. Hvis arbejdsskaden er årsag til forrevalideringen kan vi yde erstatning. Normalt vil vi fastsætte erstatningen for tab af erhvervsevne til 25 procent. Der skal ved tilkendelsen af ydelsen tages højde for, at skadelidte ikke overkompenseres, når pågældende modtager sygedagpenge, fordi sygedagpengeloven ikke indeholder regler om dette spørgsmål.
Hvis skadelidte modtager kontanthjælp efter bistandslovens § 37 betragtes løbende erstatning for erhvervsevnetab som en indtægt, der skal fratrækkes i kontanthjælpen. Vi behøver derfor ikke at tage højde for overkompensation i dette tilfælde. Normalt vil vi fastsætte erstatningen for tab af erhvervsevne til 25 procent.
Bistandslovens § 43, stk. 2 (bruttorevalidering)
Bruttorevalideringsydelse efter bistandslovens § 43,stk. 2, gives, når der er en forud fastlagt erhvervsplan. Der kan ske reduktion i revalideringsydelsen, hvis skadelidte samtidig modtager erstatning for tab af erhvervsevne, og vi vil derfor ikke tage hensyn til en eventuel overkompensation. Det er en betingelse for at modtage erstatning for tab af erhvervsevne, at erhvervsplanen følges. Normalt vil vi fastsætte erstatningen for tab af erhvervsevne til 25 procent.
Bistandslovens § 43, stk. 8 (optræning)
Løn eller løntilskud efter bistandslovens § 43, stk. 8, gives, hvis revalideringen foregår som optræning på det almindelige arbejdsmarked. Der ydes kun erstatning for tab af erhvervsevne, hvis der er et løntab på mindst 15 procent. Beregningen af eventuelt løntab foretages som i afsnit 2.
Bistandslovens § 91 (revalideringsinstitution)
Hvis skadelidte optages på en revalideringsinstitution eller lignende efter bistandslovens § 91, betragtes det vederlag, som skadelidte modtager i form af dels løn og dels tilskud fra det offentlige, som arbejdsindtægt. Der ydes derfor kun erstatning for tab af erhvervsevne, hvis der er et løntab på mindst 15 procent. Beregningen heraf foretages som i afsnit 2. Der vil blive truffet endelig afgørelse, hvis der ikke er udsigt til, at skadelidte kan blive beskæftiget på det almindelige arbejdsmarked.
Lærlingeløn eller anden løn
Hvis skadelidte har almindelig lærlingeløn under uddannelsen, fastsættes erstatning for tab af erhvervsevne normalt til 25 procent. Det forudsættes, at indtægtstabet under uddannelsen er på mindst dette niveau.
Hvis skadelidte modtager anden løn under uddannelsen, yder vi kun erstatning for tab af erhvervsevne, hvis der er en faktisk lønnedgang på mindst 15 procent. Beregningen foretages som i afsnit 2.
VUCuddannelser
Der er også mulighed for at give erstatning, når skadelidte modtager arbejdsløshedsdagpenge og er under uddannelse på VUC eller tilsvarende sted, og dermed ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet.
Der tages ved vurderingen af erhvervsevnen i disse særlige situationer udgangspunkt i de aktuelle forhold. Normalt vil vi fastsætte erstatningen for tab af erhvervsevne til 25 procent. Da arbejdsløshedskassen ikke har mulighed for at fradrage i dagpengene, skal vi ved fastsættelse af erstatningen sørge for, at skadelidte ikke overkompenseres.
Lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik
Hvis skadelidte kommer i jobtræning efter lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik, sker det til overenskomstmæssig løn. Hvis jobtræningen er nødvendig, fordi pågældende har forladt arbejdsmarkedet pga. arbejdsskaden, kan der ydes erstatning for tab af erhvervsevne for det reelle løntab, hvis det er på mindst 15 procent, der beregnes som i afsnit 2.
Hvis skadelidte begynder på en uddannelse efter lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik, modtager han en uddannelsesgodtgørelse, der svarer til arbejdsløshedsdagpenge. Hvis ovennævnte betingelser er opfyldt, kan der ydes erstat ning for tab af erhvervsevne. Normalt vil vi fastsætte erstatningen til 25 procent.
Statens Uddannelsesstøtte
Hvis skadelidte af egen drift begynder på en erhvervsuddannelse og modtager Statens Uddannelsesstøtte, kan der under samme betingelser ydes erstatning for tab af erhvervsevne på 25 procent.
Lov om orlovsydelse
Hvis en skadelidt får uddannelsesorlov efter lov om orlov, modtager han orlovsydelse efter dagpengereglerne. Hvis uddannelsen er nødvendig på grund af arbejdsskaden, kan der ydes erstatning for tab af erhvervsevne. Normalt vil vi fastsætte erstatningen til 25 procent. Da der ikke er mulighed for at fradrage i orlovsydelsen, skal vi ved fastsættelse af erstatningen sørge for, at skadelidte ikke overkompenseres.
Arbejdsprøvning
Hvis skadelidte på grund af arbejdsskaden arbejdsprøves på det almindelige arbejdsmarked under normale lønvilkår, kan der kun ydes erstatning, hvis der er en lønnedgang på 15 % eller derover, hvilket beregnes som i afsnit 2.
4.2 Fælles betingelser for revalidering mv.
Der kan være grunde til at fravige de hovedregler, der er gennemgået ovenfor. Både med hensyn til om der overhovedet skal ydes erstatning for tab af erhvervsevne og med hensyn til hvor stor en eventuel erstatning skal være.
Arbejdsskaden er ikke alene årsag til uddannelsen
Når arbejdsskaden kun i beskedent omfang er årsag til, at en uddannelse påbegyndes, er der ikke grundlag for at tilkende erstatning for tab af erhvervsevne.
Eksempel 9
En 22-årig mand arbejder en sommer 2 måneder som rengøringsassistent. Han pådrager sig en toksisk hudlidelse og godtgørelsen for varigt mén fastsættes til 5 procent. Efter sommerferien begynder han at læse til lærer. Der er ikke grundlag for at tilkende ham erstatning for tab af erhvervsevne, da arbejdsskaden ikke har været årsag til hans valg af uddannelse.
Hvis arbejdsskaden har været medvirkende årsag til, at uddannelsen påbegyndes, kan der efter en konkret vurdering tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne. Hvor erstatningen ellers fastsættes til 25 procent, vil den så normalt blive fastsat til 15 procent, hvis betingelserne iøvrigt er opfyldt.
Eksempel 10
En mand beskadiger den ene hånd under arbejde. Han uddannes herefter til levnedsmiddeltekniker. Uddannelsen iværksættes dels på grund af den arbejdsbetingede håndskade, dels på grund af en ryglidelse. Vi vil fastsætte erstatningen for tab af erhvervsevne til 15 procent.
Uddannelsesforløbet afbrydes af barselsorlov
Hvis et revalideringsforløb afbrydes af en barselsorlov, kander ikke ydes erstatning for tab af erhvervsevne i orlov sperioden. Efter endt orlov genoptages sagen, og vi tager stilling til, om der herefter er grundlag for at yde erstat ning for tab af erhvervsevne.
Uddannelsesforløbet afbrydes af andre orlovsordninger
Hvis skadelidte tager orlov til børnepasning eller holder sabbatorlov, kan der ikke ydes erstatning for tab af erhvervsevne i orlovsperioden, da orloven er arbejdsskaden uvedkommende.
Efter endt orlov genoptages sagen, og vi tager stilling til, om der herefter er grundlag for at yde erstatning for tab af erhvervsevne.
Kapitel 5
Skadelidte ikke i arbejde, men arbejdssøgende
5.1 Lov om arbejdsløshedsforsikring mv.
Personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor lægger vi som udgangspunkt til grund, at de har bevaret deres erhvervsevne. I visse situationer er der alligevel grundlag for at vurdere, at erhvervsevnen er nedsat.
5.1.1 Hvornår ydes der erstatning for tab af erhvervsevne
Hvis det er klart, at erhvervsevnen er intakt, kan der naturligvis ikke ydes erstatning.
Det gælder undertiden også tilfælde, hvor skadelidte modtager arbejdsløshedsdagpenge med begrænset rådighed.
Nyuddannede
Det har ikke i sig selv betydning for erstatning for tab af erhvervsevne, at skadelidte kun er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge efter dimittendsatsen.
Modifikation
Hvis det er klart, at erhvervsevnen er nedsat, ydes der erstatning, selv om skadelidte samtidig modtager arbejdsløshedsdagpenge.
I disse situationer foretager vi en selvstændig vurdering af skadelidtes muligheder for at udføre arbejde inden for det pågældende område. Vi er således ikke bundet af ar bejdsløshedskassens vurdering.
Vurderingsgrundlag
Vi tager udgangspunkt i de følger, som arbejdsskaden har haft, og i den forbindelse lægger vi især vægt på
arten og omfanget af arbejdsskadens følger,
i hvilket omfang arbejdsskaden har medført arbejdsophøret og vedligeholder det,
om skadelidte efter arbejdsskaden og eventuel revalidering er til rådighed for arbejdsmarkedet til en betydeligt lavere løn.
Ad 1
Når vi tager udgangspunkt i arten og omfanget af arbejdsskadens følger, lægger vi til grund, at erhvervsevnen typisk er mest påvirket ved alvorligere skader.
Eksempel 11
En 52-årig arbejdsmand har en alvorlig nikkelallergi. Det er en arbejdsbetinget lidelse, og godtgørelsen for varigt mén er fastsat til 35 procent. Han får arbejdsløshedsdagpenge, og der er søgt om førtidspension. Han vil ikke kunne klare nogen former for ufaglært arbejde, fordi der vil være kontakt med nikkel. Han står således reelt ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi vil midlertidigt fastsætte erstatningen for tab af erhvervsevne til 50 procent svarende til forhøjet almindelig førtidspension, forudsat at der ikke sker overkompensation. Vi vil tage sagen op til fornyet overvejelse efter 1 år for at undersøge, om han nu får førtidspension.
Ad 2
Lægger vi vægt på, i hvilket omfang arbejdsskadens følger er arbejdshindrende, er udgangspunktet, hvilke muligheder skadelidte har for at få arbejde inden for sit hidtidige erhverv eller erhverv med tilsvarende lønniveau.
Eksempel 12
En 48-årig filetskærer i fiskeindustrien får en arbejdsbetinget eksemlidelse (blandet nikkelallergi og toxisk håndeksem). Godtgørelsen for varigt mén er fastsat til 10 procent. Hun får arbejdsløshedsdagpenge og står til rådighed på arbejdsmarkedet for andet ufaglært arbejde. Der er imidlertid ikke meget ufaglært arbejde, hvor hun kan undgå nikkel og vand, og hun står derfor kun til rådighed i begrænset omfang. Vi vil foreløbigt fastsætte erstatningen for tab af erhvervsevne til 15 procent som løbende ydelse og med fornyet overvejelse efter 1 år. Det forudsættes, at der er en lønnedgang af mindst denne størrelse.
Eksempel 13
En 56-årig sygehjælper på fuld tid får en arbejdsbetinget rygskade. Vi fastsætter godtgørelsen for varigt mén til 12 procent. Efter endt arbejdsprøvning modtager hun arbejdsløshedsdagpenge med begrænset rådighed eller med skåneattest. Da arbejdsskaden har stor indflydelse på hendes funktionsniveau, fastsætter vi erstatningen for tab af erhvervsevne til 15 procent som løbende ydelse fra afgørelsen og med fornyet overvejelse i sagen typisk efter 1 år.
Ad 3
Vi kan også lade det indgå i vurderingen om skadelidte efter arbejdsskaden, eventuelt efter en revalidering, er til rådighed for arbejde i et erhverv med et betydeligt lavere lønniveau.
Eksempel 14
En 35-årig slagteriarbejder får en arbejdsbetinget albuelidelse og må ophøre i sit erhverv. Vi fastsætter godtgørelsen for varigt mén til 8 procent. Hans årsløn var ca. 300.000 kr.
Efter revalidering til levnedsmiddeltekniker, er skadelidte arbejdssøgende, men der er tvivl om lønnedgangens størrelse. Han modtager arbejdsløshedsdagpenge. Vi fastsætter erstatning for tab af erhvervsevne til 25 procent som løbende ydelse og med fornyet overvejelse i sagen efter 1 år.
Er der i det nye erhverv et højere lønniveau end i det oprindelige, giver vi naturligvis ikke erstatning, selvom skadelidte endnu ikke er i arbejde.
Er det nye arbejde lavere lønnet end det oprindelige, taler dette i sig selv for, at vi giver erstatning, men det afhænger af en konkret vurdering af skadens følger i øvrigt.
5.1.2 Hvordan fastsættes erstatningen
Når vi i enkelte tilfælde undtagelsesvis giver erstatning, skal vi vurdere, hvad skadelidte kunne have tjent, hvis han fortsat var i arbejde.
Vi opgør hvad skadelidte kunne have tjent på samme måde som ovenfor i afsnit 2.1, side 8.
Vurderingen
I vurderingen indgår den hidtidige løn, og den sædvanlige løn inden for det fag, hvor han står til rådighed, lige som arbejdsskadens art og omfang kan indgå i vurderingen.
Erstatningen
Hvis vi kender det forventede fremtidige lønniveau, tager vi udgangspunkt i dette, når vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne.
Hvis det fremtidige lønniveau ikke er kendt, men det er sikkert, at der er en lønnedgang på mindst 15 procent, fastsætter vi normalt erstatningen for tab af erhvervs evne til 15 eller 25 procent, og som løbende ydelse. Sagen vil ofte blive taget op til fornyet overvejelse, for at se om tilstanden er varig.
Overkompensation
Arbejdsløshedsdagpenge og erstatning for tab af erhvervsevne må sammenlagt ikke overstige den hidtidige indkomst.
Eksempel 15
En 46-årig trykkeriarbejder har fået opløsningsmiddelforgiftning, der skyldes arbejdet. Vi har fastsat méngraden til 20 procent. Han er ophørt med arbejdet som trykkeriarbejder. Han modtager arbejdsløshedsdagpenge og står til rådighed for andet arbejde end trykkeriarbejde. Han er interesseret i lagerarbejde eller lignende. Som trykkeriarbejder havde han en årlig indtægt på 240.000 kr., og som lagerarbejder vil den årlige indtægt formentlig være 180.000 kr. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 25 procent som løbende ydelse, og vi tager sagen op til fornyet overvejelse efter 1 år.
5.2 Skadelidte modtager kontanthjælp efter § 37 i lov om social bistand
Skadelidte er ikke kommet tilbage til arbejdsmarkedet.
Skadelidtes forsørgelsesgrundlag er kontanthjælp efter bistandsloven. Arbejdsskaden er en af årsagerne til, at skadelidte ikke er kommet tilbage til arbejdsmarkedet, men behøver ikke at være den eneste.
Det er ikke muligt at opstille generelle regler for, hvordan erstatningen fastsættes i denne situation.
Afgørelsen
Erhvervsevnetabet skal vurderes konkret. I vurderingen lægger vi vægt på arbejdsskadens art og omfang.
Oplysninger
Vi kan i de fleste tilfælde få oplysninger om skadelidtes aktuelle og forventede fremtidige situation fra kommunen, der administrerer bistandsloven.
Oplysningerne kan f.eks. vise, om førtidspension eller revalidering overvejes, eller om udbetaling af kontanthjælp skyldes, at skadelidte ikke har været medlem af en arbejdsløshedskasse.
Erstatningen
Afhængig af situationen, kan de enkelte sager vurderes på linie med
· revalidering mv., se afsnit 4, side 16,
· udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge, se afsnit 5.1, side 22,
· udbetaling af sygedagpenge, se afsnit 6, side 27,
· førtidspension, se afsnit 7.3.1, side 36., eller
· pensionering, delvis på grund af skadens følger, se afsnit 7.3.2, side 38.
Eksempel 16
En 25-årig ufaglært arbejder har pådraget sig en allergisk hudlidelse på grund af et stof, der stort set kun findes på hans arbejdsplads. Vi fastsætter godtgørelsen for varigt mén til 5 procent. Han ophører med arbejdet, og da han ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse, får han hjælp efter bistandslovens § 37. Da han er til rådighed for arbejdsmarkedet, og arbejdsskaden ikke begrænser hans mulighed for at arbejde andetsteds, fastsætter vi erstatningen for tab af erhvervsevne til mindre end 15 procent.
Eksempel 17
En 53-årig støberiarbejder har pådraget sig en lungelidelse. Vi har fastsat godtgørelse for varigt mén til 20 procent. Han er på kontanthjælp alene på grund af arbejdsskaden. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 25 procent som løbende ydelse. Vi vil med mellemrum tage sagen op til fornyet overvejelse.
Eksempel 18
En 45-årig faglært maskinarbejder får et håndledsbrud. Vi fastsætter godtgørelsen for varigt mén til 10 procent, da håndleddet er blevet stift. I forbindelse med sygeperioden glider han ud af arbejdsmarkedet. Det kan ikke alene antages at skyldes bruddet, da han har en væsentlig ryglidelse som konkurrerende årsag til arbejdsophøret. Han modtager nu kontanthjælp efter bistandsloven, og har formentlig kun udsigt til ufaglært arbejde og påtænker at søge pension. Vi fastsætter som udgangspunkt erhvervsevnetabet til 15 procent som en løbende ydelse, og vil tage sagen op til fornyet overvejelse.
Særlige situationer
Hvis skadelidte ikke er berettiget til kontanthjælp, for eksempel på grund af ægtefællens indtægts og formueforhold, vurderes sagen konkret. Sagerne kan vi efter omstændighederne vurdere på linie med de sager, hvor skadelidte modtager kontanthjælp.
Kapitel 6
Skadelidte ikke i arbejde og aktuelt ikke arbejdssøgende.
6.1 Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel
Skadelidte er efter arbejdsskaden (endnu) ikke kommet tilbage til arbejdsmarkedet, men fortsat sygemeldt på grund af arbejdsskaden. Forsørgelsesgrundlaget er sygedagpenge.
Sygedagpenge er en tidsbegrænset kompensation for indtægtsbortfald på grund af sygdom. Efter § 21 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel har enhver, der pådrager sig en arbejdsskade, som omfattes af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, ret til dagpenge fra første hele fraværsdag fra arbejdsskadens indtræden.
Sygedagpenge kan normalt kun udbetales i 1 år. Derefter vil skadelidte ofte være berettiget til kontanthjælp, hvis der ikke sker raskmelding, iværksættes revalidering eller ydes førtidspension.
Ved lov nr. 1126 af 21. december 1994 blev dagpengeloven ændret, således at sygedagpengeperioden kan forlænges udover 1 år, når en arbejdsskade er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Forlængelse af sygedagpengeperioden varer indtil arbejdsskadesagen er afvist, eller der første gang er truffet afgørelse om erhvervsevnetab.
Med hensyn til betingelserne for, hvornår sygedagpengeperioden iøvrigt kan forlænges, henvises der til dagpengelovens § 22.
Der blev ikke indført ændringer i arbejdsskadeforsikringslovgivningen i forbindelse med ændringen af sygedagpengeloven. Vi vil derfor træffe afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet eller erhvervsevnetab på sædvanlig vis, når vi har det fornødne grundlag for afgørelse.
For mange medfører en overgang til sygedagpenge en be tydelig indtægtsnedgang.
Hovedregel
Der kan som hovedregel ikke gives erstatning for tab af erhvervsevne i den periode efter arbejdsskaden, hvor skadelidte modtager sygedagpenge. Det skyldes, at den fremtidige erhvervsmæssige situation endnu er uafklaret.
Undtagelser
Hovedreglen om, at der ikke gives erstatning for tab af erhvervsevne, så længe der ydes sygedagpenge, fraviges i særlige situationer
Det varige erhvervsmæssige udfald af arbejdsskaden kan med sikkerhed forudses, og det er blot et spørgsmål om tid, før der rejses pensionssag.
Eksempel 19
En 55-årig hjemmehjælper har pådraget sig en alvorlig ryglidelse. Vi har fastsat godtgørelsen for varigt mén til 15 procent. Hun er afskediget og kan ikke klare tungt eller fysisk belastende arbejde. Hun har tidligere haft ufaglært arbejde og det skønnes ikke realistisk, at hun kan gennemføre en boglig uddannelse. Hun modtager sygedagpenge på grund af arbejdsskaden. Sagen vil sandsyn ligvis ende med, at hun får førtidspension. Vi kan fastsætte erstatningen for tab af erhvervsevne til 50 procent fra afgørelsen, forudsat at der ikke sker overkompensation. Der er tale om en foreløbig afgørelse med en løbende ydelse, der tages op til fornyet overvejelse.
2. Der er risiko for, at skadelidte dør inden for en overskuelig fremtid. Kommunen vil normalt ikke rejse pensionssag, men blot lade sygedagpengene løbe.
Eksempel 20
En 50-årig mand har efter asbestudsættelse fået konstateret en alvorlig lungelidelse i form af mesotheliom. Vi har fastsat godtgørelsen for varigt mén til 100 procent. Han er totalt uarbejdsdygtig. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 100 procent.
3. Skadelidtes indtægt vil efter raskmelding klart ligge betydeligt under indtægten før arbejdsskaden.
Eksempel 21
Skadelidte havde som akkordlønnet slagteriarbejder en relativ høj lønindtægt på ca. 300.000 kr. Han har pådraget sig en tennisalbue, og kan på grund af skaden ikke længere arbejde på akkord. Hans løn vil derfor efter raskmelding ligge betydeligt under lønnen inden arbejdsskaden. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 25 procent som løbende ydelse, da der skønnes at være et erhvervsevnetab af mindst denne størrelse. Sagen vil blive taget op til fornyet overvejelse.
4. Skadelidte modtager sygedagpenge, og kommunen har truffet beslutning om forrevalidering. Forrevalidering skal have et erhvervsmodnende eller afklarende sigte for revalidenden og kan for eksempel bestå af skolegang i 10. klasse mv.
Eksempel 22
En 35-årig sygehjælper pådrager sig en rygskade. Vi har fastsat godtgørelsen for varigt mén til 10 procent. Hun er ikke længere i stand til at påtage sig fysisk belastende arbejde, og vil gerne videreuddanne sig til beskæftigelsesvejleder. Kommunen har truffet beslutning om forrevalidering, og hun får forlænget sine sygedagpenge, mens hun tager 9. og 10. klasse. Vi fastsætter erstat ningen for tab af erhvervsevne til 25 procent som løbende ydelse, fra hun påbegynder den supplerende folkeskoleuddannelse. Vi vil med mellemrum tage sagen op til fornyet overvejelse for at se om uddannelsesplanen overholdes.
5. Skadelidte modtager sygedagpenge af anden årsag end arbejdsskaden.
Eksempel 23
Skadelidte har efter en arbejdsskade skiftet til anden beskæftigelse med en indtægtsnedgang på 15 procent. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 15 procent som løbende ydelse, for at afvente om hans indtjeningsmuligheder forbedres. Skadelidte bliver derefter involveret i et trafikuheld og får sygedagpenge på grund af følgerne efter trafikuheldet. Han vil fortsat få udbetalt den løbende erstatning for tab af erhvervsevne.
Afgørelsen
I disse specielle undtagelsestilfælde fastsætter vi erstatningen efter en konkret vurdering, der er baseret på et skøn over de følger, som arbejdsskaden har haft.
Overkompensation
Sygedagpenge og erstatning for tab af erhvervsevne må sammenlagt ikke overstige den hidtidige indkomst.
Kapitel 7
Skadelidte har varigt forladt arbejdsmarkedet
7.1 Efterløn
Skadelidte er gået på efterløn, når afgørelse om erstatning træffes.
Der kan være tale om forskellige situationer
Skadelidte er gået på efterløn efter arbejdsskaden. Skaden kan eventuelt være "dråben", der medfører, at skadelidte vælger at søge efterløn.
Skadelidte er gået på efterløn efter arbejdsskaden. Det er sket efter eget ønske og har ikke forbindelse med arbejdsskaden, og følgerne af skaden er ubetydelige.
Skadelidte er gået på efterløn før arbejdsskaden indtræder. Det vil sige, at skaden er sket under den begrænsede beskæftigelse, som efterlønsmodtagere har ret til at udføre.
Skadelidte er gået på efterløn før arbejdsskaden konstateres. Det kan være tilfældet ved en erhvervssygdom, der først anmeldes efter arbejdsophøret. Skadelidte har måske været berettiget til, men ikke søgt førtidspension, men har i stedet søgt og fået efterløn.
Vurderingen
De forskellige situationer kan ikke behandles ens. Der skal i hver enkelt situation træffes en afgørelse, der afspejler arbejdsskadens reelle følger.
Udgangspunktet er skadelidtes hidtidige beskæftigelsesmæssige situation og arten og omfanget af arbejdsskaden, se nærmere afsnit 3, side 14. Dog må det erindres, at efterløn ikke tilkendes efter en vurdering af den sociale og helbredsmæssige situation. Man kan gå på efterløn, når man er fyldt 60 år, og opfylder betingelserne for at modtage arbejdsløshedsdagpenge mv. Der stilles derfor store krav til beviset for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og overgang til efterløn.
Ad 1
Vi vurderer, i hvilket omfang arbejdsophøret og overgangen til efterløn skyldes arbejdsskaden, og i hvilket omfang arbejdsskaden vedligeholder arbejdsophøret, det vil sige, om erhvervsevnen er varigt nedsat.
Medvirkende årsag
Hvis skaden ikke i sig selv kan forklare arbejdsophøret, men alene har været en medvirkende årsag, skal erstatningen fastsættes efter en fordeling. Ved vurderingen af erhvervsevnetabet vil vi kun tage hensyn til den del af arbejdsophøret, der skyldes arbejdskaden.Det har i praksis vist sig, at denne vurdering ofte munder ud i erstatning for tab af erhvervsevne på 15 25 procent.
Fordeling
Om fordeling i disse tilfælde se iøvrigt de retningslinier, der er givet i afsnit 7.3.2, side 38, om tilfælde, hvor skadelidte modtager førtidspension dels på grund af arbejdsskadens følger, dels af andre årsager.
Eksempel 24
En 63-årig bygningsarbejder beskadiger ved en arbejdsulykke sin ene overarm. Vi fastsætter godtgørelsen for varigt mén til 12 procent. Skadelidte har derudover i en årrække haft en dårlig ryg, der ikke skyldes arbejdet. Han tjente ca. 250.000 kr. Skadelidte går senere på efterløn. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 25 procent.
Eksempel 25
En 62-årig sygehjælper får ved en arbejdsulykke et indirekte lændetraume. Vi fastsætter det varige mén til 8 procent. Senere opstår der nakkesmerter, der ikke skyldes arbejdsskaden. Skadelidte overgår til efterløn. Hun tjente ca. 190.000 kr. Vi fastsætter erhvervsevnetabet til 15 procent, da arbejdsskaden var medvirkende årsag til arbejdsophør og overgang til efterløn.
Eksempel 26
En 61-årig mejerist pådrager sig ved en arbejdsulykke et brud på venstre håndled. Vi fastsætter det varige mén til 12 procent. Skadelidte genoptager sit arbejde, men kan ikke udføre samme kraftbetonede arbejde som før skaden og prøver at undgå de tungere arbejdsfunktioner. Han tjente ca. 260.000 kr. årligt. Skadelidte overgår til efterløn. Vi fastsætter erhvervsevnetabet til 25 procent, da arbejdsskaden har været medvirkende årsag til arbejdsophør og overgang til efterløn.
Ad 2
Fremgår det klart af sagens oplysninger, at skadelidte har forladt arbejdsmarkedet frivilligt og ikke som følge af arbejdsskaden, bliver der ikke tale om erstatning. Det er naturligvis en forudsætning, at arbejdsskadens følger ikke i sig selv kan medføre og opretholde et arbejdsophør.
Eksempel 27
En 60-årig murer får amputeret det yderste led på 3. finger. Vi fastsætter godtgørelsen for varigt mén til 5 procent. Skadelidte vælger at søge efterløn. Vi fastsætter tabet af erhvervsevne til mindre end 15 procent.
Eksempel 28
En 62-årig sygehjælper har en arbejdsbetinget toksisk hudlidelse efter udsættelse for vand og sæbe. Vi fastsætter godtgørelsen for varigt mén til mindre end 5 pro cent, da eksemet er forsvundet efter behandlng. Hun vælger at søge efterløn. Vi fastsætter tabet af erhvervsevne til mindre end 15 procent, da arbejdsskadens følger ikke kan begrunde overgangen til efterløn.
Ad 3
Efterlønsmodtagere har ret til at udføre arbejde i et begrænset omfang, uden at de mister retten til efterløn, og uden at efterlønnen bliver nedsat på grund af arbejdsindtægten.
Kommer de til skade under dette arbejde, er de naturligvis dækket af loven.
I disse situationer fastsættes erstatningen efter normale regler. Det vil sige med udgangspunkt i den faktiske lønnedgang, der følger af arbejdsskaden.
Eksempel 29
En efterlønsmodtager på 65 år beskadiger ved en arbejdsulykke det ene knæ. Vi fastsætter godtgørelsen for varigt mén til 30 procent. Før arbejdsskaden arbejdede skadelidte 200 timer om året, men efter arbejdsskaden er hans erhvervsevne væsentligt reduceret. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 65 procent. Erstatningen udmåles i forhold til arbejdsindtægten som efterlønsmodtager.
Se også afsnit 7.4, om tilfælde, hvor skadelidte kommer til skade efter overgang til folkepension.
Ad 4
En mand er gået på efterløn. På et senere tidspunkt konstateres det, at han lider af en sygdom, der skyldes hans tidligere arbejde.
I denne situation skal det vurderes, om arbejdsskaden var den egentlige årsag til arbejdsophøret, og om arbejdsskaden vedligeholder arbejdsophøret.
Eksempel 30
En efterlønsmodtager får konstateret en lungelidelse med betydelig nedsat lungefunktion, som han har pådraget sig, mens han var i arbejde. Skadelidte tjente da 250.000 kr. Vi fastsætter godtgørelsen for varigt mén til 50 procent. Erhvervsevnen vil blive vurderet på baggrund af årsagssammenhængen mellem arbejdskadens følger og overgangen til efterløn. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 50 procent som løbende ydelse, da lungelidelsen er den eneste årsag til overgangen til efterløn.
Underretningspligt
Skadelidte skal selv underrette efterlønsmyndigheden om afgørelsen i arbejdsskadesagen.
7.2 Overgangsydelse
Skadelidte er på overgangsydelse, når afgørelsen om erhvervsevnetab træffes. Ved overgangsydelse forstås et beløb til personer mellem 50 og 59 år, som er medlem af en arbejdsløshedskasse, og som har været ledige i en længere periode. Der kan være tale om følgende situationer
Skadelidte går på overgangsydelse efter arbejdsskaden er indtruffet. Arbejdsskaden kan være den udløsende årsag til at skadelidte søger overgangsydelse.
Skadelidte går på overgangsydelse efter arbejdsskaden er indtruffet. Arbejdsskaden har ikke haft indflydelse på skadelidtes beslutning, og arbejdsskadens følger er ubetydelige.
Når skadelidte modtager overgangsydelse, sker det efter eget valg, og han står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.
Når vi skal vurdere arbejdsskadens følger i forbindelse med overgangsydelse sker det med udgangspunkt i skadelidtes hidtidige beskæftigelsesmæssige situation og arten og omfanget af arbejdsskaden. Udgangspunktet for vurderingen vil være som ved efterløn. Der skal imidlertid også tages hensyn til, at man kan få overgangsydelse i en tidligere alder end ved efterløn, hvilket betyder, at mulighederne for at få et andet arbejde ikke kan anses for at være udtømt i samme omfang.
Underretningspligt
Skadelidte skal selv underrette arbejdsløshedskassen om afgørelsen i arbejdsskadesagen.
7.3 Skadelidte modtager førtidspension
Hvis skadelidte vælger at søge førtidspension, kan ansøgningen være begrundet i flere forhold.
Ansøgningen kan være begrundet alene i arbejdsskadens følger, det vil sige, at ansøgeren har været fuldt arbejdsdygtig indtil arbejdsskaden. Se afsnit 7.3.1.
Ansøgningen kan også være begrundet både ved følgerne efter skaden og andre forhold. Det vil sige, at evnen til at tjene penge ved arbejde er formindsket både ved en helbredsforringelse, der skyldes arbejdsskaden og på grund af andre sygdomme eller forhold, som eksisterede forud for arbejdsskaden uden endnu at være direkte arbejdshindrende. Se afsnit 7.3.2.
Oplysningsgrundlag
Når der er søgt eller tilkendt førtidspension, bruges akterne fra pensionssagen til behandlingen af arbejdsskadesagen.
Vurderingen
Pensionstilkendelsen sker på grundlag af en samlet vurdering af de helbredsmæssige og sociale forhold, medens det efter § 32 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade alene er arbejdsskadens følger, der kan begrunde erstatning for tab af erhvervsevne.
Vores afgørelse træffes principielt uafhængig af kommunens og revaliderings og pensionsnævnets afgørelse.
Hvis det er klart, at der ikke er andre forhold end arbejdsskaden, der begrunder førtidspensionen, har pensionsafgørelsen naturligvis stor betydning for afgørelsen om erhvervsevnetab i arbejdsskadesagen.
Det kan i det enkelte tilfælde være vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang, den myndighed, der tilkender pension, har lagt vægt på andre forhold end arbejdsskaden.
Vi vurderer imidlertid altid selvstændigt, hvad der kan henregnes til følgerne efter arbejdsskaden. Vi skal her være opmærksomme på, at kommunernes og nævnenes vurdering af arbejdsskadens følger og af andre forhold, der har betydning for erhvervsevnen, kan være forskellig fra vores. Også af den grund kan det forekomme, at erhvervsevnetabet i arbejdsskadesagen vurderes anderledes end erhvervsevnenedsættelsen i pensionssagen.
Vi skal alene vurdere, om arbejdsskadens art og omfang i sig selv ville kunne føre til et erhvervsevnetab svarende til den tilkendte førtidspension. Ved vurderingen lægger vi stor vægt på oplysningerne i pensionsakterne og begrundelsen for den tilkendte førtidspension.
Méngraden i sig selv er ikke afgørende for fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten, da nogle skader har større indflydelse på erhvervsevnen end andre. For eksempel kan en hjernelidelse have større indflydelse på erhvervsevnen end en mistet arm, selvom méngraden eventuelt skulle være den samme.
60-års grænsen
Personer over 60 år, hvis erhvervsevne er nedsat til en ubetydelighed, kan ikke tilkendes højeste pension, men kun mellemste pension, jf. pensionslovens § 14, stk. 2, nr. 2.
Udgangspunktet for fastsættelse af erstatning i arbejdsskadesagen vil i denne situation være, at skadelidtes erhvervsevne er nedsat til en ubetydelighed, og der vil kunne ydes erstatning op til 100 procent efter en konkret vurdering.
Tilkendelse af førtidspension tyder sædvanligvis på, at den sociale situation er afklaret. Derfor vil vi normalt træffe endelig afgørelse i sagen.
Hvis førtidspensionen er tilkendt med tilføjelse om, at afgørelsen skal tages op til fornyet overvejelse, eller er den pågældende kun indstillet til pension, vil vi ofte beslutte, at arbejdsskadesagen skal tages op til fornyet vurdering på et senere tidspunkt.
Vi vil også træffe beslutning om fornyet overvejelse, hvis vi ikke anser revalideringsmulighederne for udtømte, selvom skadelidte er tilkendt førtidspension. Dette gælder ofte, når unge eller yngre skadelidte har fået tilkendt førtidspension.
Vi genoptager sagen efter skadelidtes anmodning, hvis der er sket væsentlige ændringer af de helbredsmæssige eller sociale forhold, og ændringerne skyldes arbejdsskaden.
Når afgørelsen om erhvervsevnetab træffes konkret og uafhængigt af kommunens og nævnets vurdering af situationen, vil en senere meddelelse om, at der er tilkendt pension eller evt. en højere pension, imidlertid ikke nødvendigvis give grundlag for ændring af afgørelsen om tab af erhvervsevne i arbejdsskadesagen.
Eksempel 31
En 53-årig portør havde pådraget sig en skulderlidelse. Det varige mén blev fastsat til 15 procent. Erhvervsevnetabet blev ud fra lønnedgangen fastsat til 25 procent. Skadelidte blev 4 år senere tilkendt forhøjet almindelig førtidspension på grund af skulderlidelsen. Hvis der ikke er sket en væsentlig forværring som følge af skaden, bliver der truffet uændret afgørelse.
Tilkendelsestidspunkt
Erstatning for erhvervsevnetab løber som udgangspunkt fra afgørelsestidspunktet, men i sager, hvor der er tilkendt pension, vil erstatningen normalt enten løbe fra sygedagpengenes ophør eller fra tidspunktet for pensionstilkendelsen som regel fra sidstnævnte tidspunkt.
Hvis en løbende erstatning forhøjes som følge af, at pensionen er blevet forhøjet, har forhøjelsen normalt virkning fra tidspunktet for forhøjelse af pensionen. Hvis sagen er genoptaget på skadelidtes foranledning, dog tidligst fra anmodningen om genoptagelse.
Hvis erstatningen nedsættes, sker ændringen fra den førstkommende måned efter Arbejdsskadestyrelsens nye afgørelse.
Er der tale om en tjenestemand, løber erstatningen ofte fra tilkendelsen af tjenestemandspensionen.
7.3.1 Pensionen er tilkendt udelukkende på grund af følgerne af arbejdsskaden
Hvis der tilkendes eller indstilles til førtidspension alene på grundlag af følgerne efter arbejdsskaden, det vil sige, at der ikke foreligger oplysninger om andre helbredsmæssige eller sociale forhold, er der formodning for, at erstatningen for tab af erhvervsevne skal fastsættes på samme niveau, som fastlægges ved pensionsafgørelsen.
Vurderingen
Det kan være vanskeligt i den enkelte sag at vurdere, om der faktisk har været andre grunde til pensionstilkendelsen, og i givet fald hvilken betydning sådanne andre grunde er tillagt. Vi foretager imidlertid altid en selvstændig vurdering, der er baseret på alle oplysninger i sagen.
I denne vurdering indgår naturligvis oplysningerne om arbejdsskadens art og omfang med en betydelig vægt, men det skal som nævnt ovenfor understreges, at nogle skader kan have større indflydelse på erhvervsevnen end andre, selvom méngraden kan være den samme. Méngraden i sig selv er derfor ikke afgørende for fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten.
I lov om social pension gradueres de tre pensionsarter efter, om erhvervsevnen er nedsat til det ubetydelige, med omkring 2/3 eller med mindst halvdelen. Pension kan dog også tilkendes når sociale og helbredsmæssige forhold taler for det. Arbejdsskadeforsikringslovgivningen giver mulighed for en mere findelt erstatning baseret på procenter fra 15 til 100.
Når pensionen er tilkendt alene på grund af arbejdsskadens følger, er der en formodning for, at erhvervsevnetabet som udgangspunkt fastsættes til en procent svarende til den tilkendte pension, med mindre den tilkendte pension efter vores vurdering ikke afspejler arbejdsskadens reelle følger. I så fald fastsættes erhvervsevnetabsprocenten på grundlag af et realistisk skøn over arbejdsskadens følger.
Eksempel 32
En 53-årig renovationsarbejder blev påkørt af en lastbil og beskadigede den ene fod. Det varige mén blev fastsat til 18 procent på grund af stift fodled, smerter og føleforstyrrelser. Han forsøgte at blive revalideret til tømrer og til arbejde på fabrik, men ophørte, da arbejdet alene kunne klares i meget nedsat tempo. Derefter blev han tilkendt forhøjet almindelig førtidspension. Erhvervsevnetabet fatsættes til 50 procent svarende til den tilkendte pension.
Eksempel 33
En 51-årig malersvend fik en opløsningsmiddelforgiftning. Det varige mén blev fastsat til 35 procent på grund af en demenstilstand. Revalidering måtte opgives, da han havde indlæringsproblemer. Der blev tilkendt mellemste førtidspension udelukkende på grund af den arbejdsbetingede hjerneskade. Erhvervsevnetabet fastsættes til 65 procent svarende til den tilkendte pension.
Eksempel 34
En 58-årig arbejdsmand fik asbestose. Det varige mén blev fastsat til 50 procent. Han måtte ophøre med sit arbejde, som var fysisk belastende, og blev tilkendt højeste førtidspension udelukkende på grund af den arbejdsbetingede lungelidelse. Erhvervsevnetabet fastsættes til 100 procent svarende til den tilkendte pension.
Eksempel 35
En 34-årig pædagog havde pådraget sig lumbago. Det varige mén blev fastsat til 8 procent. Hun blev i kommunen tilkendt førtidspension alene på grund af lumbago. Erhvervsevnetabet fastsættes til 25 procent, da arbejds skadens art og omfang ikke kunne vurderes til mere end 25 procent. Revalideringsmulighederne kunne heller ikke anses for udtømte. Derfor blev erstatningen fastsat som løbende ydelse. Sagen vil blive taget op til fornyet overvejelse. Hvis situationen på dette tidspunkt er uændret, vil erstatningen på 25 % blive udbetalt som et engangsbeløb.
7.3.2 Pensionen tilkendes dels på grundlag af følgerne efterarbejdsskaden, dels på grund af andre forhold
Hvis der tilkendes eller indstilles til førtidspension af flere årsager, herunder følgerne af arbejdsskaden, fastsætter vi erhvervsevnetabet efter et konkret skøn over de følger, som arbejdsskaden har for arbejdsevnen.
Det vil fremgå af vores afgørelse, hvor stor en del af pensionstilkendelsen, vi mener kan tilskrives arbejdsskaden, ligesom vi vil begrunde vurderingen. Denne vurdering vil som regel være angivet med en brøk, f.eks. 1/4, 1/3, 1/2, 2/3 eller 3/4.
Erstatningen
Når vi vurderer arbejdsskadens følger, skal der også i denne situation foretages en selvstændig vurdering af arbejdsskadens art og omfang.
Andre lidelser
Andre årsager til pensionstilkendelsen kan være lidelser, der er opstået uafhængigt af arbejdet, herunder medfødte lidelser.
Eksempel 36
En trykkeriarbejder pådrog sig en arbejdsbetinget opløsningsmiddelforgiftning. Vi fastsætter varigt mén til 35 procent. Skadelidte havde desuden en ryglidelse, der ikke skyldes arbejdet. Han bliver tilkendt mellemste førtidspension dels grund af hjerneskaden, dels på grund af ryglidelsen. De to lidelser er indgået med samme vægt ved pensionstilkendelsen. Erstatningen for tab af erhvervsevne fastsættes til 35 procent, da vi vurderer, at ca. halvdelen af pensionen kan tilskrives hjerneskaden.
Eksempel 37
En jord og betonarbejder pådrog sig en arbejdsbetinget vibrationslidelse i form af hvide fingre. Det varige mén blev fastsat til 15 procent, da der var hyppige anfald af hvide fingre. Skadelidte blev tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, dels på grund af vibrationslidelsen, dels på grund af en ikkearbejdsbetinget kronisk bronkitis. Erstatningen for tab af erhvervsevne fastsættes til 25 procent, da vi vurderer, at vibrationslidelsen udgør ca. halvdelen af grundlaget for den tilkendte pension.
Eksempel 38
En 54-årig arbejdsmand kom ved et fald til skade med det ene knæ. Der var også en forudbestående lidelse i knæet. Det varige mén blev fastsat til 20 procent svarende til 3/4 af det samlede mén på 25 procent. Skadelidte blev tilkendt mellemste førtidspension svarende til, at erhvervsevnen var nedsat med 2/3. Erstatningen for tab af erhvervsevne fastsættes til 50 procent, da følgerne af arbejdsskaden vurderes til ca. 3/4 af det samlede erhvervsevnetab som følge af knælidelsen.
Eksempel 39
En 55-årig lastbilchauffør fik en genstand ned over det ene knæ. Det varige mén blev fastsat til 5 procent på grund af smerter og nedsat bevægelighed. Der var forudbestående slidgigt i knæet. Han fik mellemste førtidspension pga. en hjertelidelse og en ryglidelse, samt knægener. Erhvervsevnetabet fastsættes til mindre end 15 procent, da arbejdsskadens følger ikke har nogen særlig betydning for pensionstilkendelsen.
Eksempel 40
En 58-årig hjemmehjælper pådrog sig lændesmerter efter to forløftningsskader. Det varige mén blev fastsat til 10 procent. Et par år efter sidste skade blev hun tilkendt forhøjet almindelig førtidspension pga. ryglidelsen, åreforkalkning og slidgigt i knæ og hofter. Hun havde allerede forud for de to skader haft ryggener. Erhvervsevnetabet fastsættes til 15 procent, da følgerne af arbejdsskaderne vurderes til ca. 1/3 af det samlede erhvervsevnetab som følge af alle lidelser.
Sociale forhold
Sociale forhold kan også få betydning ved vurderingen af pensionen, jf. lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 2 og 3.
Ofte er det uvist hvilken vægt der skal tillægges dels arbejdsskaden dels andre årsager til pensionstilkendelsen.
I så fald foretages en skønsmæssig vurdering af, hvor stor betydning de enkelte årsager må antages at have haft for arbejdsophøret.
Erstatningen nedsættes, hvis andre forhold har et sådant omfang, at de kan antages at påvirke erhvervsevnen i et ikke ubetydeligt omfang.
Dette indebærer, at der ses bort fra eventuelle andre forhold, der - set i forhold til arbejdsskadens følger - har haft uvæsentlig betydning for arbejdsophøret.
7.3.3 Skaden sker i skadelidtes delbeskæftigelse efter overgang til førtidspension
Hvis arbejdsskaden sker under deltidsarbejde som førtidspensionist, skal der ved udmålingen af tab af erhvervsevne tages hensyn til, hvad de konkrete følger af arbejdsskaden er. Hvis skadelidte mister hele sin resterhvervsevne, vil erhvervsevnetabet være 100 procent, dvs. hele resterhvervsevnen vil være bortfaldet, men erstatningen udmåles naturligvis i forhold til indtægten ved deltidsarbejdet.
7.4 Skadelidte får folkepension
Folkepension udbetales til personer, der er fyldt 67 år, når betingelserne i lov om folkepension iøvrigt er opfyldt. Erhvervsevnen vurderes i forhold til folkepensionistens erhvervsarbejde. Erstatningen fastsættes, så den svarer til følgerne af arbejdsskaden, set i forhold til mulighederne for fortsat at have et erhvervsarbejde.
Eksempel 41
Skadelidte var folkepensionist og mister højre tommelfinger i sin beskæftigelse som gartner. Vi fastsatte det varige mén til 25 procent. Skadelidte ophørte efter skaden helt med erhvervsarbejde. Erhvervsevnetabet fastsættes til 50 procent i forhold til hans beskæftigelse som gartner, fordi følgerne af arbejdsskaden efter Arbejdsskadestyrelsens opfattelse forringede hans muligheder for at fortsætte i dette erhverv.
Oplysningsgrundlag
Kommunen vil sjældent kunne bidrage med oplysninger, da den væsentligste betingelse for at få folkepension blot er en aldersgrænse.
De nødvendige oplysninger må derfor skaffes hos skadelidte selv, dennes læge og om muligt hos (den tidligere) arbejdsgiver.
Engangsbeløb
Når skadelidte er folkepensionist og dermed fyldt 67 år, bliver erstatningen altid udbetalt som et engangsbeløb. Når erstatningen beregnes, tages der hensyn til alderen, idet personer, der er over 67 år på afgørelsestidspunktet skal have erstatningen udbetalt som et engangsbeløb på to gange den årlige erstatning for en 67-årig. Det følger af lovens § 32, stk. 7.
7.5 Skadelidte får delpension
Skadelidte er gået på delpension, når afgørelsen om erhvervsevnetab træffes. Ved delpension forstås, at skadelidte er gået ned i arbejdstid, og han modtager pension for de timer, han er gået ned i tid.
Vurderingen
Der er 2 mulige situationer.
Arbejdsskaden sker, mens skadelidte arbejder på fuld tid. Skadelidte vælger på grund af arbejdsskaden at gå på delpension.
Arbejdsskaden sker i skadelidtes deltidsbeskæfti gelse, dvs. efter skadelidte er gået på delpension.
Vi vurderer erhvervsevnen så realistisk som muligt, når det gælder en person, der kun delvist skal vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Erstatningen
Erstatningen for tab af erhvervsevne fastsættes i forhold til årsagssammenhængen mellem arbejdsskaden og overgangen til deltidspension, henholdsvis i forhold til skadelidtes mulighed for at få deltidserhvervsarbejde.
Der skal i situation 1 tages hensyn til, at skadelidte mister muligheden for at fortsætte i arbejde på fuld tid. Hvis der er et reelt løntab på 15 procent eller derover, som skyldes arbejdsskaden, erstattes dette.
I situation 2 skal der tages hensyn til, hvad de konkrete følger af arbejdsskaden er, fx om skadelidte helt forlader arbejdsmarkedet. Erstatningen fastsættes i overensstemmelse med arbejdsskadens konkrete følger og udmåles i forhold til indtægten ved deltidsarbejdet.
Kapitel 8
Når skaden er sket under bibeskæftigelse eller i et arbejdsforhold, der har karakter af en tidsbegrænset beskæftigelse
8.1 Skaden sker under en bibeskæftigelse
Skaden sker under bibeskæftigelse for eksempel som aftenskolelærer eller som halvprofessionel fodboldspiller.
Arbejdsskaden kan efter omstændighederne hindre skadelidte i midlertidigt eller varigt at fortsætte sin bibeskæftigelse.
I særlig alvorlige situationer kan skaden tillige hindre skadelidte midlertidigt eller varigt i hovedbeskæftigelsen.
Erstatningen
Skadens faktiske betydning for skadelidtes indtjeningsevne eller erhvervsmuligheder lægges til grund ved afgørelsen om erhvervsevnetabet.
Når erstatningen fastsættes, tages der hensyn til, om bibeskæftigelsen er af varig eller tidsbegrænset art.
Er der tale om en varig bibeskæftigelse, skal erstatningen fastsættes på sædvanlig vis. Erstatningen kan gives både som løbende og som kapitalerstatning.
Er der tale om tidsbegrænset bibeskæftigelse vil erstatningen også være tidsbegrænset. Vi vil derfor normalt udbetale erstatningen som en løbende ydelse, selv om nedsættelsen er under 50 procent.
Eksempel 42
En 30-årig halvprofessionel fodboldspiller måtte opgive sin fodboldkarriere, hvor han tjente ca. 50.000 kr. årligt. Han bevarede sin hovedbeskæftigelse, hvorved han tjente 200.000 kr. årligt. Erhvervsevnetabet fastsættes til 20 procent, det vil sige ud fra indtægten ved fodboldspillet. Erstatningen blev tidsbegrænset til 5 år svarende til den periode, hvori han kunne have påregnet at fortsætte sin fodboldkarriere. Hvis skaden tillige berører hans evne til at klare hovedbeskæftigelsen, kan der blive tale om at fastsætte et højere erhvervsevnetab og erstatning i en længere periode.
8.2 Skaden sker i en tidsbegrænset beskæftigelse
Tilsvarende spørgsmål kan opstå, når skaden er sket under en tidsbegrænset fuldtidsbeskæftigelse, for eksempel under ansættelse som fuldtids kontraktansat fodboldspiller. Der er tale om et erhverv, man ikke kan forvente at fortsætte til den almindelige pensionsalder på 67 år.
Der lægges i disse sager vægt på de samme forhold som er omtalt ovenfor under skader indtrådt under bibeskæftigelse.
Erstatningen
Udgangspunktet er, at tab af erhvervsevne kan erstattes for den periode, hvor skadelidte kunne forvente at have denne beskæftigelse.
Eksempel 43
En 25-årig professionel fodboldspiller, der tidligere var kontorassistent, måtte opgive sin fodboldkarriere. Han opnår herefter beskæftigelse som kontorassistent til en løn, der svarede til ca. 1/3 af lønnen som fodboldspiller. Vi fastsætter erhvervsevnetabet til 65 procent i 10 år, svarende til den periode, hvori han kunne have på regnet at fortsætte sin fodboldkarriere.
Modifikation
Dette udgangspunkt modificeres, når skadelidte som følge af arbejdsskaden ikke kan opnå ny beskæftigelse efter udløbet af den tidsbegrænsede ansættelse.
I sådanne sager er udgangspunktet, at erstatningen ydes i en længere periode, eventuelt indtil pågældende fylder 67 år.
Professionelle fodboldspillere
Når en professionel fodboldspiller får en arbejdsskade, gives erstatningen som udgangspunkt indtil han fylder 35 år. Det gælder, selv om ansættelseskontrakten måtte ophøre tidligere. Praksis er begrundet med, at tiden som aktiv professionel fodboldspiller typisk ophører omkring dette tidspunkt.
Kapitel 9
Særlige forhold om løbende erstatning
Hvis erhvervsevnen er nedsat med 50 procent eller derover, skal erstatningen udbetales som en løbende ydelse, men efter skadelidtes anmodning kan den del af erstatningen, der svarer til 50 procent, omsættes til et kapitalbeløb. Det følger af lovens § 43.
Tidspunkt for udbetaling
Efter lovens § 32, stk. 6, udbetales erstatningen fra afgørelsestidspunktet.
Når særlige omstændigheder taler for det, kan erstatningen udbetales fra et andet tidspunkt, der kan ligge både før og efter afgørelsestidspunktet.
Ved den første afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, kan der tidligst udbetales erstatning fra datoen for anmeldelsen enten til forsikringsselskabet eller til Arbejdsskadestyrelsen.
Hvis sagen genoptages kan erstatningen tidligst udbetales eller forhøjes fra anmodningen om genoptagelse.
Arbejdsskadestyrelsen kan have besluttet, at en afgørelse skal revideres på et nærmere angivet tidspunkt. Ved revision kan der udbetales erstatning fra datoen for de indtægtsmæssige ændringer, der begrunder ændringer i erstatningen for tab af erhvervsevnetab, selv om dette tidspunkt ligger forud for revisionsdatoen. Det skyldes, at revisionsdatoen er fastsat skønsmæssigt, og tidspunktet bør derfor ikke i sig selv udelukke, at erstatning kan gives fra et tidligere tidspunkt.
Hvis revisionen eller genoptagelsen munder ud i en nedsættelse af erstatningen for tab af erhvervsevne sker ændringen fra den førstkommende måned efter Arbejdsskadestyrelsens nye afgørelse.
Ophør
Når skadelidte fylder 67 år, bortfalder den løbende erstatning og afløses af et engangsbeløb, der udgør to gange den årlige erstatning. Det følger af lovens § 32, stk. 7.
Samme regel gælder, når erstatningen tilkendes på et tidspunkt, hvor skadelidte er fyldt 67 år.
Personlig erstatning
Erstatningen er en personlig erstatning. Retten til erstatning bortfalder derfor, når skadelidte dør, inden der træffes afgørelse om erhvervsevnetab. Skadelidtes efterladte kan eventuelt få erstatning efter lovens regler om erstatning for tab af forsørger. Der henvises til Arbejdsskadestyrelsens vejledning om erstatning ved dødsfald.
Kapitel 10
Specielt om kapitalerstatninger
Hvis erhvervsevnen er nedsat med mindre end 50 procent, skal erstatningen som hovedregel udbetales som et engangsbeløb. Det følger af lovens § 43.
Hvis der er tale om en midlertidig erstatning udbetales den altid som en løbende erstatning. Det gælder selvom erhvervsevnetabet er mindre end 50 procent. Hvis der alene er truffet midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne efter § 31, stk. 4, kan erstatningen ikke udbetales som et engangsbeløb. Dette fremgår af § 43, stk. 1.
Kapitel 11
Fordeling af erstatningen for tab af erhvervsevne ved flere skader
11.1 Alle skader giver i sig selv ret til erstatning
Skadelidte har været udsat for flere arbejdsskader, der hver for sig berettiger til erstatning. Tab af erhvervsevne skal hver gang vurderes med udgangspunkt i, hvordan skadelidtes situation er efter den seneste skade.
Eksempel 44
Skadelidte har på grund af en arbejdsskade skiftet job. Han gik 15 procent ned i løn og fik erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent. I sit nye job kommer han ud for en alvorlig ulykke. Arbejdsskade nr. 2 medfører, at han fremover kun kan arbejde på halv tid og til den halve løn. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 50 procent. Der skal ikke ved udmålingen af erhvervsevnetabet ved 2. skade tages hensyn til, at han har fået erstatning for tab af erhvervsevne for 1. skade. Men erstatningens størrelse udmåles på grundlag af en lavere årsløn end ved den 1. skade.
Erstatningen for tab af erhvervsevne skal betales af det forsikringsselskab, som skadelidtes arbejdsgiver havde tegnet forsikring hos på skadestidspunktet. Det kan derfor være forskellige forsikringsselskaber, der skal erstatte erhvervsevnetabet, når der er to eller flere arbejdsskader.
11.2 De enkelte skader berettiger ikke hver især til erstatning
Skadelidte kan have flere arbejdsskader, hvor de enkelte skader hver især ikke giver ret til erstatning for tab af erhvervsevne, fordi de ikke i sig selv har påvirket erhvervsevnen. Der er altså tale om små skader. De mange småskader kan til sammen medføre, at skadelidte ophører med at arbejde og måske tilkendes førtidspension på grund af arbejdsskaderne og eventuelt andre forhold.
Da den pågældende må høre op med at arbejde, er der ikke tvivl om, at han skal have erstatning for tab af erhvervsevne.
Hvis der er flere arbejdsgivere inde i billedet og dermed måske flere forsikringsselskaber, som kan komme til at betale erstatningen, skal det overvejes, om erstatningen skal fordeles på flere selskaber.
Vægtning
Det skal i denne forbindelse vurderes, hvilken af flere arbejdsskader, der rent faktisk påvirker erhvervsevnen. Ved hver enkelt arbejdsskade skal arten og omfanget vurderes.
Det kan føre til, at et enkelt selskab muligvis tillægges den største, eventuelt den fulde erstatningspligt, selv om arten og omfanget af den arbejdsskade, der kan hen føres til dette selskab, kun berettiger til en mindre erstatning.
Retningslinier
Udgangspunktet er, at det forsikringsselskab, der har forsikringen for den sidste skade, har den fulde erstatningspligt, hvis
skadelidtes indtægtsniveau ikke blev påvirket af den tidligere skade, og
den tidligere skade ikke førte til langvarige sygeperioder.
Erstatning for tab af erhvervsevne må betales af flere forsikringsselskaber, hvis flere af skaderne i sig selv har påvirket erhvervsevnen.
Eksempel 45
Skadelidte har følgende anerkendte arbejdsskader, der er pådraget hos 4 forskellige arbejdsgivere: 1. Knælidelse: Varigt mén er fastsat til 12 procent. Skadelidte skifter arbejde og går 12 procent ned i løn. Der ydes ikke erstatning for tab af erhvervsevne, da tabet er mindre end 15 procent.
Hudlidelse: Varigt mén er fastsat til 5 procent. Der sker ingen erhvervsmæssige ændringer, og der ydes ikke erstatning for tab af erhvervsevne, da tabet er mindre end 15 procent.
Tab af lillefinger: Varigt mén er fastsat til 8 procent. Der sker ingen erhvervsmæssige ændringer, og der ydes ikke erstatning for tab af erhvervsevne da tabet er mindre end 15 procent.
Kronisk bronkitis: Varigt mén er fastsat til 10 procent. Skadelidte ophører med at arbejde.
Skadelidte får forhøjet almindelig førtidspension. Der er ikke andre forhold end de fire skader, der er grundlag for pensionen.
Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 50 procent. Det er alene 1. skade (knælidelsen) og 4. skade (kronisk bronkitis), der i væsentlig grad har påvirket skadelidtes erhvervsevne. Det betyder, at erstatningen for tab af erhvervsevne skal fordeles mellem de 2 forsikringsselskaber, hvor skadelidtes arbejdsgivere havde tegnet arbejdsskadeforsikring på skadestidspunkterne. Knælidelse og bronkitis er konkret vurderet ligeværdige årsager til tilkendelsen af førtidspension, og erstatningen for tab af erhvervsevne fordeles derfor ligeligt mellem selskaberne.
Arbejdsskadestyrelsen, den 31. oktober 1996
Bilag
Regler
(Udelades her, da alle regler findes i Retsinformation som selvstændige dokumenter)
Vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne