Håndbog om sundhedsberedskabet

Bilag 1

Bilag 1

Bekendtgørelse nr. 987 af 6. december 1994 om ambulancer

Kapitel 1

Generelt om sundhedsberedskabet

1.

Sundhedsministeriets vejledning for planlægning af sundhedsberedskabet, 1998

1.1.

Sundhedsberedskabet

1.1.1.

Definitioner

1.1.2.

Lovgrundlaget for planlægning af sundhedsberedskabet

1.2.

Sygehusberedskabet

1.2.1.

Lovgrundlag

1.2.2.

Planlægningsgrundlag

1.2.3.

De enkelte dele af sygehusberedskabsplanlægningen

1.3.

Lægemiddelberedskabet

1.3.1.

Lovgrundlag

1.3.2.

Indhold

1.3.3.

Formål

1.4.

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste

1.4.1.

Almindelige beredskabsprincipper

1.4.2.

Opgaver for beredskabet i den primære sundhedstjeneste

1.4.2.

Ledelse og kompetenceforhold

1.4.3.

Personkreds

1.5.

Afsluttende bemærkninger

2.

Sårbarheds- og risikovurdering som led i planlægningen af sundhedsberedskabet

2.1.

Generelt

2.2.

Sårbarhed

2.3.

Risiko

2.4.

Afsluttende bemærkninger

3.

Kvalitetsudvikling i sundhedsberedskabet

Kapitel 1

Generelt om sundhedsberedskabet

1. Sundhedsministeriets vejledning for planlægning af sundhedsberedskabet, 1998

1.1. Sundhedsberedskabet

Med udgangspunkt i det daglige fredsmæssige beredskab er det amtskommunernes og kommunernes ansvar at planlægge for en udvidelse af beredskabet med henblik på, at der i en katastrofesituation kan opfyldes yderligere behov under anvendelse af de samlede ressourcer i sundhedsvæsenet. Inden for disse rammer er det overladt til amtskommunerne og kommunerne selv at afgøre, hvorledes dette beredskab planlægges og tilvejebringes, herunder at den fornødne koordination med andre amtskommuner og kommuner foretages.

Planlægningsansvaret medfører også ansvar for, at planlægningen konkret resulterer i et beredskab.

1.1.1. Definitioner

Sundhedsberedskabet defineres som sundhedsvæsenets evne til at kunne udvide og omstille sin behandlings- og plejekapacitet m.v. - udover det daglige beredskab - såvel ved fredstidskatastrofer som under krise eller krig.

Planerne for denne udvidelse og omstilling bør fremstå som en beredskabskontinuitet med udgangspunkt i det daglige beredskab.

Sundhedsberedskabet omfatter sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet.

Sygehusberedskabet er beredskabet i det samlede sygehusvæsen, dvs. i amtskommunerne, i Hovedstadens Sygehusfællesskab samt på de private sygehuse, med henblik på, at der under større ulykker, katastrofer samt under krigsforhold kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller på behandlingssteder uden for sygehusene.

Lægemiddelberedskabet er beredskabet af lægemidler, der kan imødekomme de ændrede krav til forbrug, forsyning og distribution, som må forudses at ville opstå i en fredsmæssig katastofesituation samt i en krise- eller krigssituation.

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er beredskabet i den del af sundhedsvæsenet, der ligger uden for sygehusene. Det vil sige lægepraksis, speciallægepraksis, tandlægepraksis, fysio- og ergoterapi, hjemmesygepleje, sundhedspleje m.v.

1.1.2. Lovgrundlaget for planlægning af sundhedsberedskabet

De overordnede regler om planlægning af sundhedsberedskabet findes i sygesikringslovens kapitel 6 a, der indeholder regler om en sammenhængende sundhedsplanlægning, som bl.a. skal omfatte sundhedsberedskabet.

Kommunalbestyrelserne skal en gang i hver valgperiode udarbejde en redegørelse for kommunens forskellige foranstaltninger på sundhedsområdet, herunder for sundhedsberedskabet i kommunen.

For hver amtskommune skal der foreligge en plan for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet (sundhedsplanen), der bl.a. skal omfatte sundhedsberedskabet. Amtsrådet skal behandle planen på et møde i hver kommunal valgperiode.

Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente udtalelser over forslaget fra kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de berørte almentpraktiserende læger, speciallæger og øvrige ydere i privat praksis.

Forud for amtsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal amtsrådet indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning. Rådgivning vedrørende sygehusberedskabsdelen indhentes af Sundhedsstyrelsen hos Beredskabsstyrelsen. Dette skyldes, at Beredskabsstyrelsen i henhold til aftale med Sundhedsministeriet varetager de styrelsesmæssige opgaver vedrørende sygehusberedskabet.

Amtskommunen inddrager embedslægeinstitutionen i sundhedsplanlægningen.

Amtsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige ændringer i amtskommunens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen.

Den af amtsrådet vedtagne sundhedsplan og senere ændringer heri indsendes til sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen.

I bemærkningerne til forslaget til sygesikringsloven fremhæves det, at sundhedsberedskabet er tæt forbundet med f.eks. det hygiejniske beredskab og beredskabet i den sociale sektor.

En konsekvens af disse bestemmelser er således, at amtskommuner og kommuner skal etablere et samarbejde og indgå i en dialog om den samlede indsats på sundhedsområdet.

Det fremgår i øvrigt af beredskabslovens § 25, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet plan for kommunens redningsberedskab og civile beredskab, herunder for sundhedsberedskabet, og at amtsrådet skal udarbejde en samlet plan for amtskommunens civile beredskab, herunder for sundhedsberedskabet.

For at undgå overlapning mellem sundhedsberedskabsplanlægningen efter sygesikringsloven og den civile beredskabsplanlægning efter beredskabsloven, skal det anbefales, at amtskommunens civile beredskabsplan på sundhedsberedskabsområdet alene indeholder en henvisning til amtskommunens sundhedsplan. Planlægningen af sundhedsberedskabet bør dog integreres i den øvrige civile beredskabsplanlægning, således at der sikres den fornødne koordination.

Med disse planlægningsbestemmelser er de lovgivningsmæssige rammer for planlægningen af sundhedsberedskabet fastlagt. Der sikres en sammenhæng mellem sundhedsberedskabet og det civile beredskab i øvrigt, specielt de tilgrænsende sektorer. Herudover sikrer sygesikringsloven, at planlægningen af beredskabet kommer til at hænge sammen med den almindelige udvikling inden for sundhedsområdet samt med tilrettelæggelsen af ambulancetjenesten, der også er et af de emner, der skal indgå i sundhedsplanen.

Den første planperiode efter disse regler udløb den 31. december 1997. En gennemgang af de indsendte sundhedsberedskabsplaner har vist store variationer med hensyn til planernes karakter og omfang. Det bør i den nuværende planperiode tilstræbes, at planerne opnår en større overensstemmelse med denne vejledning.

1.2. Sygehusberedskabet

1.2.1. Lovgrundlag

Det fremgår af sygehuslovens § 16 a, at det påhviler hver amtskommune at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssteder uden for sygehusene. Det påhviler også private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som amtskommunale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.

Det fremgår af beredskabslovens § 1, stk. 2, at sygehusberedskabet under krise eller krig er en del af redningsberedskabet. Dette indebærer, at den operative del af sygehusberedskabet i sådanne situationer vil være undergivet redningsberedskabets ledelse.

1.2.2. Planlægningsgrundlag

Sygehusvæsenets daglige beredskab er dimensioneret ud fra, at det skal kunne dække de almindeligt forekommende ulykker, der erfaringsmæssigt indtræffer med visse mellemrum.

Der er herudover behov for en planlægning, der med udgangspunkt i det daglige beredskab, beskriver mulighederne for en forøgelse af kapaciteten, så sygehusvæsenet efter det konkrete behov kan imødegå konsekvenserne af større ulykker og katastrofer, herunder krigen som den størst tænkelige katastrofe. Nøgleordet for sygehusberedskabsplanlægningen er således fleksibilitet, dvs. evne til omstilling og tilpasning.

Planlægningen vedrører såvel den personelle kapacitet, den kirurgiske, medicinske og psykiatriske behandlingsopgave, plejeopgaven som de dertil hørende tekniske, bygningsmæssige, forsyningsmæssige og administrative opgaver.

Sygehusberedskabet for fredstidskatastrofer baserer sig på, at det eksisterende behandlingsniveau og dets principper skal fortsætte uændret.

For så vidt angår de største katastrofer, herunder krigshandlinger, er det vigtigt at have identificeret de særlige områder, der eventuelt kræver særskilte planlægningsforanstaltninger. Der kan i denne forbindelse bl.a. peges på problemer med fastholdelse af det nødvendige personale i en mobiliseringssituation. Den personelle kapacitet er et afgørende element i beredskabet. Derfor er det væsentligt i planlægningen, at klarlægge de personelle ressourcer, at definere nøglefunktioner og løbende at revidere behovet for designeringer (fritagelse for mødepligt ved forsvaret eller redningsberedskabet med henblik på at forblive i en civil funktion i tilfælde af krise eller krig, jf. beredskabslovens § 59).

Der kan endvidere peges på behovet for uddannelse og øvelser med henblik på løsning af de særlige opgaver, der opstår i en krigssituation.

Beredskabet bør af samfundsøkonomiske årsager tilrettelægges således, at udgifter til foranstaltninger, der udelukkende har et krigsmæssigt formål, begrænses til områder, hvor beredskabet nødvendigvis må være etableret i fredstid.

Det er ikke i dag muligt præcist at angive målsætningen for sygehusberedskabet under krise eller krig, udover det alment gældende ønske om at kunne yde det bedst mulige i en given situation for så mange patienter som muligt. Til brug for den konkrete planlægningsvirksomhed er det imidlertid af flere grunde ønskeligt at konkretisere, hvilke behov sygehusvæsenet skal kunne opfylde

Befolkningens behov for sygehusbehandling af almindelige lidelser, i det omfang dette behandlingsbehov er uopsætteligt.

Befolkningens behov for behandling for lidelser opstået som følge af katastrofer og krigsskader.

Forsvarets, redningsberedskabets, politiets og andre myndigheders behov for behandling af syge og sårede.

Behovet for sygehusydelser kan i et vist omfang opgøres "negativt" ved at konstatere, at en vis del af de "almindelige" sygehuspatienter vil kunne udskrives ekstraordinært før tiden, eller at indlæggelse vil kunne udsættes.

En "negativ" behovsopgørelse kan også foretages ved at lægge til grund, at befolkningens generelle forventninger til sygehusvæsenets ydelser kan reduceres i en krigssituation, men næppe i en fredsmæssig katastrofesituation.

Selv om det ikke er muligt at foretage en præcis behovsvurdering, kan der såvel ved fredstidskatastrofer som under krise eller krig forventes et stigende pres på sygehusvæsenets samlede ressourcer. En del af dette pres på sygehusvæsenet vil ved en hensigtsmæssig samlet planlægning af sundhedsberedskabet kunne løses af den øvrige del af sundhedsvæsenet.

Det er kendetegnende for sygehusvæsenets opgaver i en katastrofesituation og i en krise- eller krigssituation, at presset ofte opstår akut og indebærer umiddelbart livs- og velfærdstruende situationer. I modsætning til f.eks. beredskabet i den primære sundhedstjeneste er sygehusbehandlingen endvidere i høj grad afhængig af tekniske og bygningsmæssige faciliteter. Dette forhold understreger vigtigheden af, at der foretages en analyse af, hvilke elementer i beredskabet der vil kunne fremstå som "flaskehalse" for en hensigtsmæssig og fleksibel udvidelse og omstilling af kapaciteten til de ændrede behov, således at de nødvendige foranstaltninger til imødegåelse heraf vil kunne træffes.

Det afgøres af amtskommunerne, hvorvidt beredskabet med hensyn til hospitalsudstyr og forbrugsvarer (sygehusutensilier) skal etableres ved hjælp af lagre (indkøbte/omsætningslagre) eller på anden måde, som sikrer, at udstyret ikke forældes og kan anvendes i sammenhæng med det udstyr, sygehusene anvender til daglig.

1.2.3. De enkelte dele af sygehusberedskabsplanlægningen

Der udarbejdes en samlet sygehusberedskabsplan for amtskommunen som en del af den samlede sundhedsberedskabsplan. Der redegøres i planen for samarbejdet med omliggende amtskommuners sygehusvæsen. Der redegøres endvidere for det praktiske samarbejde mellem sygehusene ved katastrofer og store ulykker, om alarmering, samlet ledelse, præhospital indsats og kommunikation.

Planen skal primært tage sigte på fredsmæssige katastrofer og store ulykker, men skal tillige beskrive udbygningen af beredskabet under krise eller krig.

Der udarbejdes herudover en sygehusberedskabsplan (katastrofeplan) for amtskommunens enkelte sygehuse.

Disse planer skal beskrive samarbejdet med andre sygehuse i amtskommunen og i andre amtskommuner. Planen skal indeholde et afsnit om alarmering af sygehuset, beredskabsledelse, præhospital indsats, herunder medicinsk koordination, samarbejde med andre redningsmyndigheder og den primære sundhedstjeneste, kommunikation med skadested, kriseterapi og modtagelse af patienter på sygehuset, herunder patienter, der har været udsat for farlige kemikalier eller radioaktivitet. Endelig skal planen indeholde et afsnit om evakuering af sygehuset. Med henblik på en krise- eller krigssituation udbygges den fredsmæssige plan for sygehuset med planer for ledelsesfunktionen og øvrige administrative funktioner, yderligere udvidelse af behandlingskapaciteten og af plejekapaciteten samt sikring af sygehusenes fortsatte drift.

Udarbejdelse af beredskabsplanerne bør ske i samarbejde med politiet samt øvrige myndigheder, som forestår eller deltager i indsatsen ved store ulykker og katastrofer, f.eks. det kommunale redningsberedskab, ambulanceberedskabet og det statslige regionale redningsberedskab.

Det er af stor betydning for beredskabet, at der gennemføres uddannelse af personalet med henblik på at kunne virke i en katastrofe- eller krigssituation samt at beredskabet afprøves ved afholdelse af øvelser.

1.3. Lægemiddelberedskabet

1.3.1. Lovgrundlag

Det er amtskommunens ansvar som en del af den samlede beredskabsplanlægning at planlægge og opbygge et lægemiddelberedskab i amtet.

1.3.2. Indhold

I overensstemmelse med lægemiddelloven er lægemidler varer, der er bestemt til at tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, lindre, behandle eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke legemsfunktioner. Da sera, vacciner, medicinske gasarter og radioaktive lægemidler er omfattet af denne definition af lægemidler, bør disse tillige med infusionsvæsker, blod, blodprodukter og blodposer indgå i lægemiddelberedskabet.

Tilstedeværelsen af en række utensilier er en grundlæggende forudsætning for anvendelsen af visse lægemidler. I en beredskabsmæssig sammenhæng bør et forsyningsberedskab af disse utensilier derfor helt naturligt knyttes sammen med planlægningen af et lægemiddelberedskab.

Det sundhedsmæssige beredskab er begrænset til at omfatte lægemidler til mennesker. Et beredskab af veterinære lægemidler er således ikke omfattet af denne vejledning.

1.3.3. Formål

Et velfungerende lægemiddelberedskab skal for det første kunne sikre, at den normale forsyning med lægemidler og utensilier til behandling og pleje m.v. af patienter for sygdomme, der ikke står i direkte forbindelse med en given katastrofesituation, skal kunne opretholdes. Der vil dog naturligvis kunne ske en tilpasning til den konkrete katastrofesituation.

For det andet skal lægemiddelberedskabet kunne opfylde de særlige behov for lægemidler og utensilier til behandling af sygdomme og skader, der er en direkte eller indirekte følge af katastrofesituationer. Forsyningen skal også her dække såvel den primære sundhedstjeneste som sygehusvæsenet.

Et grundlæggende hensyn ved planlægningen og dimensioneringen af det samlede lægemiddelberedskab i de enkelte amtskommuner bør være, at beredskabet nøje tilpasses de behov for forskellige lægemidler, der i den givne situation må forventes at være i sygehusvæsenet og den primære sundhedstjeneste.

Spørgsmålet om hvilke lægemidler og utensilier, som skal anvendes på sygehusene og i den primære sundhedstjeneste, bør derfor baseres på en lokal vurdering af behandlingskapaciteten på de enkelte sygehuse og en vurdering af, hvilke typer af patienter, der i den givne situation skal behandles på sygehusene, og hvilke, der eventuelt vil kunne førtidsudskrives til behandling i den primære sundhedstjeneste.

1.4. Beredskabet i den primære sundhedstjeneste

1.4.1. Almindelige beredskabsprincipper

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er en del af beredskabsplanlægningen i både amtskommuner og primærkommuner.

I overensstemmelse med de generelle principper, der lægges til grund for planlægningen af det civile beredskab, vil opgaverne i den primære sundhedstjeneste i videst muligt omfang skulle udføres af de samme, som løser opgaverne til hverdag. Det betyder, at opgaverne i væsentligt omfang løses lokalt, og at eksisterende planlægningsystemer og samarbejdsformer udnyttes mest muligt.

1.4.2. Opgaver for beredskabet i den primære sundhedstjeneste

Planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste omfatter 2 hovedelementer, for det første en planlægning for videreførelse af de daglige opgaver, tilpasset de ændrede krav, der følger af en given situation, og for det andet en planlægning for løsning af en række nye opgaver.

I hovedoverskrifter er disse nye opgaver

Modtagelse og behandling af ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene.

Medvirken til information af personale og befolkning.

Varetagelse af hygiejniske foranstaltninger og profylakse samt behandling af infektioner og epidemiske sygdomme.

Ydelse af anden omsorg til tilskadekomne, syge og handicappede, herunder evt. kriseterapi.

Medvirken til politiets identifikation af døde.

Primærkommunerne er som udgangspunkt ansvarlige for udførelse af disse opgaver.

Amtskommunen skal i samarbejde med primærkommunerne

Opstille målene for primærkommunernes indsats.

Tilrettelægge et mellemkommunalt samarbejde.

Fastlægge den samlede organisation og koordinering af indsatsen inden for den primære sundhedstjeneste.

Yde faglig og uddannelsesmæssig støtte.

Planlægge for behandling af lettere tilskadekomne, evt. på særlige nødskadestuer, til aflastning af sygehusvæsenet.

Planlægge for etablering af lægeudrykningsordning fra primærsektoren.

1.4.2. Ledelse og kompetenceforhold

De normale ledelses- og samarbejdsrelationer skal bevares i videst muligt omfang.

For at kunne udnytte ressourcerne effektivt og hurtigt kan der i særlige situationer være behov for, at en primærkommune på aftalemæssigt grundlag og for en midlertidig periode helt eller delvist varetager opgaver, som normalt varetages af amtskommunen eller omvendt.

Den koordinerende indsats, som påhviler amtskommunerne må ske på et aftalemæssigt grundlag, da amtskommunerne ikke har instruksbeføjelser over for kommunerne.

I øvrigt henvises til de beføjelser, der under krise eller krig kan udøves af de særlige forvaltningsorganer, der bliver udpeget i henhold til beredskabslovens § 31. Her vil navnlig sundhedssektionerne ved civilregionerne kunne bidrage til den fornødne prioritering og koordinering i totalforsvarsmæssig henseende.

1.4.3. Personkreds

Den primære sundhedstjenestes personale omfatter sundhedspersonalet uden for sygehusene, herunder blandt andre: Praktiserende læger, praktiserende speciallæger, skolelæger, apotekere, farmaceuter, kliniske psykologer, tandlæger, sygeplejersker i lægepraksis, hjemmesygeplejersker, sundhedsplejersker, plejehjemssygeplejersker, plejehjemsassistenter, sygehjælpere, jordemødre, fysio- og ergoterapeuter samt social- og sundhedshjælpere.

Amtskommunerne bør i deres planlægning tage stilling til, hvorledes personkredsen, herunder de praktiserende læger og andre ikke-offentligt ansatte, kan indgå i det samlede beredskab. Der kan være behov for at drøfte den nærmere tilrettelæggelse med de faglige organisationer.

Embedslægeinstitutionen inddrages i planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste, idet embedslægerne varetager væsentlige opgaver inden for socialmedicin, retsmedicin, hygiejne- og miljøområdet samt epidemisk rådgivning. Endvidere er embedslægerne rådgivende i sundhedsfaglige spørgsmål over for amtskommuner og kommuner i spørgsmål især vedrørende

Befolkningsoplysning om sundhedsforhold.

Sundhedspersonalets faglige kompetence.

Smitsomme sygdomme.

Sanitære forhold.

Forurening med giftstoffer.

Flygtninge og evakuering.

Bolig- og bygningsforhold.

1.5. Afsluttende bemærkninger

Denne vejledning erstatter Sundhedsministeriets vejledning af 1994 om planlægning af sundhedsberedskabet.

Bestemmelserne i vejledningen for amtskommuner gælder tillige for Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns og Frederiksberg kommuner.

2. Sårbarheds- og risikovurdering som led i planlægningen af sundhedsberedskabet

2.1. Generelt

En væsentlig forudsætning for planlægningen af et forsvarligt sundhedsberedskab er en forudgående vurdering af sundhedsvæsenets egen indre sårbarhed og en vurdering af det "risikopotentiale" i det omgivende samfund, der kan have betydning for, hvilke typer af skader sundhedsvæsenet kan blive stillet over for at skulle behandle.

Sårbarheden skal her forstås som sundhedsvæsenets manglende modstandskraft over for udefra kommende forstyrrelser af driften. Som eksempler herpå skal nævnes forstyrrelser f.eks. i vand-, varme- og elektricitetsforsyningen samt i data- og telekommunikationsmulighederne, der vil kunne have en indgribende betydning for sundhedsvæsenets opgaveløsning.

Hele sundhedsvæsenet, og ikke mindst sygehusvæsenet, indgår som et væsentligt element i håndteringen af personskader efter ulykker. Risikovurderingen tjener til at afdække mulige typer af ulykker i det omgivende samfund, der kan resultere i personskade. Der tænkes i denne forbindelse såvel på skader som følge af menneskeskabte ulykker som på skader forårsaget af naturkatastrofer.

Menneskeskabte ulykker kan bl.a. skyldes drift og brug af samfærdselsmidler, brande, produktion, transport, brug og bortskaffelse af farlige stoffer, radioaktiv stråling, terroraktioner, kriminalitet og krigshandlinger.

Som eksempler på naturkatastrofer med relevans i Danmark kan nævnes storm, sne, oversvømmelse, tåge og epidemisk spredning af sygdomme.

Formålet med sårbarheds- og risikovurderinger i sundhedsvæsenet vil bl.a. være

At identificere mulige uheld i det omgivende samfund.

At vurdere sandsynligheden, hyppigheden og de mulige konsekvenser af sådanne uheld.

At kortlægge og dokumentere behovet for særlige foranstaltninger.

At fremskaffe en oversigt over tilgængelige ressourcer.

At konkretisere, hvordan beredskabsmæssige hensyn kan integreres i de almindelige aktiviteter.

At begrænse omfanget af skader som følge af en uønsket hændelse.

At fremskaffe det bedst mulige grundlag for planer og øvelser.

Dette kan naturligt ske ved en besvarelse af spørgsmålene

Hvad kan der ske?

Hvad kan vi klare, og hvad kan vi ikke klare?

Hvis vi ikke kan klare det, der realistisk kan ske, kan vi så bringes til at klare det, og hvad kræver det?

Hvis vi ikke kan klare det, hvem kan så hjælpe?

Ved lokalt at inddrage sårbarheds- og risikovurderinger i planlægningen kan sundhedsvæsenet skabe sig klarhed over et forsvarligt beredskabs karakter og dimensionering.

2.2. Sårbarhed

I begrebet sårbarhed indgår både modtagelighed og modstandskraft. Der tænkes såvel på den fysiske sårbarhed som på den sårbarhed, der ligger i personalekapaciteten, dvs. personalets evne til at håndtere uvante situationer, herunder den uddannelsesmæssige status, modtagekapacitet i sygehusvæsenet og primærsektoren og mulighederne for at undgå forurening.

Sårbarhed er karakteriseret ved til en vis grad at kunne forebygges, når blot man gør sig de sårbare elementer klart. Der gælder f.eks. særlige bygningsmæssige regler om forebyggelse af brandfare. Herudover kan sygehusene forebygge en mulig kapacitetsnedgang som følge af udefra kommende driftsmæssige forstyrrelser f.eks. ved overvejelser om forskellige reserveforsyningsmuligheder på vand-, varme- og elektricitetsområderne og mulighederne for overgang til manuelle funktioner på registreringsområdet. Endelig indgår uddannelsesforanstaltninger og øvelser samt foranstaltninger til at undgå forurening af bygninger og personale som elementer i reduktion af sårbarheden.

Sårbare elementer kan bl.a. være

Vand-, varme- og el-forsyningen.

Tele- og datakommunikation.

Brandfare.

Oversvømmelse.

Modtagekapacitet, herunder personalekapacitet, på alle tidspunkter af døgnet på sygehus og i primærsektoren.

Personalets og driftsenhedens beskyttelse mod farlige stoffer.

Personalets kendskab til beredskabet og uddannelse på området.

Personalets og organisationens fleksibilitet og omstillingskapacitet.

Rækkefølgen i en sårbarhedsvurdering kan være

Beskrivelse af de sårbare elementer.

Analyse af disse elementers indhold og konsekvenser ved "udfald".

Vurdering og muligheder for at reducere sårbarheden.

Til belysning af formålet med en sårbarhedsvurdering kan nævnes et eksempel, hvor den almindelige elforsyning afbrydes som følge af, at en fugl flyver ind i elværkets højspændingsledninger og forårsager kortslutning og udfald af elforsyningen i en periode af et par timers varighed. Uheldet, som faktisk er forekommet, er næppe særligt sandsynligt, hyppigheden ikke stor, men konsekvenserne for sygehusets drift i et højhus er betydelige. Det er nødvendigt at sikre, at sygehusets drift ikke stopper, og det bør overvejes, hvorledes der umiddelbart kan tilvejebringes nødstrømsforsyning i tilstrækkeligt omfang til at opretholde en ubesværet drift.

2.3. Risiko

Sygehusvæsenets risikovurderinger skal sigte på de mulige afhjælpende foranstaltninger efter ulykker med personskade, set i lyset af disse ulykkers hyppighed kombineret med de forudseelige konsekvenser. Som eksempler herpå kan nævnes, at tilstedeværelsen af en stor kemisk virksomhed i lokalområdet naturligt bør indgå som et væsentligt element i planlægningen af et antidotberedskab. Også forekomsten af særlige geografiske forhold, trafikknudepunkter, lufthavne og havne, tunneller og brokonstruktioner bør tages i betragtning ved planlægningen af et forsvarligt beredskab på sygehuset, herunder den medicinske præhospitale indsats på skadestedet.

Som eksempler på risikomomenter, der kræver en særlig planlægning, kan nævnes

Særlige geografiske forhold

Trafikulykker

Passagerulykker ved

Landevejstransport.

Tunneller og broer.

Skibstransport.

Togtransport.

Flytransport.

Uheld i forbindelse med transport af farligt gods

Kemiske produkter.

Radioaktive stoffer.

Produktionsulykker

Farlige produktioner.

Konsekvenser af større ulykker i øvrigt

Personskader ved storbrande, herunder røgskader.

Psykiske reaktioner hos somatisk uskadte, pårørende og redningsmandskab.

Infektionsmedicinsk beredskab

Sygehusberedskabsplanlægningen bygger i vid udstrækning på risikoen for skader, der kræver kirurgisk indsats. Medicinske ulykker har ikke tidligere planlægningsmæssigt spillet den samme rolle.

På det krigsmæssige område har planlægningen i hovedsagen rettet sig mod den forventede brug af konventionelle våben eller A (atom)- og C (kemiske)- våben. På grund af de praktiske vanskeligheder, som man forudså ved brugen af biologiske kampstoffer, har foranstaltninger herimod i almindelighed ikke været prioriteret højt.

Sygehusenes beredskabsforanstaltninger på det infektionsmedicinske område retter sig normalt mod forekomsten af enkeltstående eller få ensartede sygdomstilfælde.

Udviklingen i de praktiske muligheder for brugen af et biologisk våben - som led i terrorisme eller i krigsmæssig sammenhæng - har imidlertid medført, at der må foretages en egentlig planlægning med henblik på behandlingen af mange samtidige patienter med smitsomme sygdomme, samtidig med at risikoen for yderligere spredning af sygdommen begrænses.

Ved samtidig forekomst af et meget stort antal patienter med en infektionssygdom vil en del af patienterne have behov for sygehusbehandling, mens andre vil kunne behandles og plejes hjemme med hjælp fra praktiserende læger og hjemmeplejen. Denne problemstilling bør derfor inddrages i planlægningen, både på sygehusene og i primærsektoren.

Der skal endelig i denne sammenhæng peges på embedslægevæsenets mulighed for at bistå med planlægningen, på epidemikommissionernes virke og muligheder og på Sundhedsstyrelsens og Statens Serum Instituts faglige viden.

Forekomsten af multiresistente bakterier i Danmark er lav sammenlignet med andre lande, specielt lande uden for Skandinavien. Multiresistente stammer er imidlertid flere gange forekommet på danske sygehuse i forbindelse med overflytning af patienter fra udlandet. Spredningen er hidtil blevet standset ved brug af isolationsforanstaltninger og andre sygehushygiejniske foranstaltninger, når først udbruddet er erkendt. Det anbefales derfor, at de nødvendige forholdsregler til overvågning og forebyggelse af spredning af multiresistente bakterier ved overflytning af patienter fra udlandet indgår i alle sygehuses lokale hygiejneberedskabsinstruks. Tilsvarende forholdsregler må iagttages ved modtagelse af tilskadekomne fra ulykker, hvor personer, der er under transport fra udlandet, er involveret.

En særlig planlægning er også nødvendig for situationer, hvor en stor gruppe personer samtidig rammes af en akut lidelse. Der tænkes her specielt på situationer, hvor det ikke så meget er infektionens art som antallet af patienter, der rammes på en gang, der er afgørende.

Andre særlige forhold

Ved indsættelse af Den Danske Internationale Brigade uden for Danmark i humanitære, fredsbevarende og især fredsskabende operationer vil der være behov for at sikre, at syge og sårede til enhver tid skal kunne transporteres fra indsatsområdet til Danmark. Der må derfor opstilles terminalområder med sanitetsinstallationer til koordination af transporten, pleje samt til behandling af de syge og sårede, der afventer transport. Transportmidler, mest hensigtsmæssigt i form af fly, må stilles til rådighed, ligesom der må etableres modtageterminal i Danmark i et samarbejde med det civile sygehusvæsen. Forsvaret vil tage initiativ til at indgå de nødvendige aftaler herom.

Rækkefølgen i en risikovurdering kan være

Hvilke særlige risici findes i det omgivende samfund?

Hvem og hvor mange personer kan i en given situation blive udsat for hvad (eksponeringsvurdering)?

Helbredsmæssige konsekvenser for de direkte berørte, der også kan være lokalbefolkningen eller grupper heraf.

Samlet vurdering af, hvordan sundhedsvæsenet kan medvirke til at håndtere og imødegå de sundhedsmæssige risici.

Den risiko for ulykker og deraf følgende skader, som sygehusene skal tage med i deres planlægning, kan - i overensstemmelse med Dansk Standard - defineres som en kombination af hyppigheden af en uønsket hændelse og omfanget af konsekvenserne heraf.

Derimod relaterer disse overvejelser sig ikke til driftsenhedernes, f.eks. sygehusets, egne risikobetonede aktiviteter.

Til belysning af formålet med en risikoanalyse kan nævnes et eksempel, hvor der i sygehusets optageområde er en virksomhed, der anvender særligt farlige stoffer i produktionen. Sandsynligheden og hyppigheden af mindre uheld med sådanne stoffer, vil afhænge af virksomhedens interne sikkerhedsforanstaltninger, og vil formentlig have afspejlet sig i skadestuens virksomhed over en periode. Hyppigheden af større skader ved udslip af stofferne bør overvejes, idet konsekvenserne i et tættere bebygget område kan være store. Der bør foretages en undersøgelse af, hvilke stoffer, der er tale om, og de indhentede oplysninger bør indgå i omfanget og karakteren af det pågældende sygehus almindelige antidotberedskab.

2.4. Afsluttende bemærkninger

Sundhedsvæsenets planlægning og foranstaltninger til reduktion af sårbarheden og opmærksomheden på risikomomenter i det omgivende samfund må betragtes som en del af den daglige virksomhed, som - ud fra tankerne om en beredskabskontinuitet fra dagligdagens aktiviteter til den størst tænkelige katastrofe - altid skal tilpasses de konkrete behov.

Beredskabsplanlægningen bør således være udtryk for foranstaltninger, der sættes i værk som en naturlig videreudvikling af det daglige beredskab, når dette ikke slår til i en given situation. Beredskabsplanlægningen bør derimod som hovedregel ikke give sig udslag i et særligt plankompleks, der kun sættes i værk på bestemte forud angivne tidspunkter, eller når særlige betingelser er til stede.

Sårbarheds- og risikovurderinger bør indgå som et led i en løbende proces, der er forankret i det daglige planlægnings- og beslutningssystem.

3. Kvalitetsudvikling i sundhedsberedskabet

Løbende kvalitetsudvikling bør være en naturlig del af beredskabet, både præhospitalt, på sygehusene og i det øvrige sundhedsvæsen. Der bør foregå en dokumentation og evaluering af såvel den faglige indsats, som af teknik og udstyr.

Der bør udpeges kvalitetsindikatorer på de områder, der arbejdes med. Data bør registreres, indsamles og behandles med henblik på udarbejdelse af standarder og kriterier.

Eksempelvis kan medicinalpersonalets præhospitale indsats dokumenteres og kvalitetsudvikles bl.a. ved hjælp af traumejournaler og etablering af audits eller kvalitetscirkler.

Modtagelse af traumepatienter på sygehus kan f.eks. dokumenteres og kvalitetsudvikles ved hjælp af konkrete traumemanualer og scoringssystemer i forbindelse med etablering af audits eller kvalitetscirkler.

Som et minimum bør der efter enhver situation, hvor de daglige rutiner på sygehuset ikke slog til, udarbejdes en rapport om forløbet af indsatsen og de indvundne erfaringer. Sådanne rapporter anvendes i forbindelse med sygehusets egen løbende planlægning, men bør også sendes til amtet med henblik på at indgå i de overordnede overvejelser eventuelt i amtets præhospitale udvalg eller i et beredskabsudvalg.

Bilag 2

Bilag 2

Principper for pakning af udstyr til brug for den præhospitale lægestøtte

Generelle krav

Udstyret bør principielt kunne bæres af medicinalpersonalet selv, og det bør opmagasineres let tilgængeligt i nærheden af skadestuen, hvorfra udsendelsen må forventes at foregå. Denne vil sædvanligvis foregå med en ambulance eller lignende køretøj. Udstyret kan f.eks. være pakket på et bårestativ, som kan køres ud til udrykningskøretøjet, og som på skadestedet kan fungere som bord.

Udstyret kan med fordel være placeret i et antal tasker, helst i klare farver med refleksmarkeringer. Taskerne skal være overskuelige og robuste, og indholdet være fikseret, så at overblikket bevares, selvom tasken vælter.

Udstyr for udrykningslæge eller for anæstesilæge og anæstesisygeplejerske på udrykningshold og på lægehold.

Disse personer er grundstammen i medicinsk præhospital behandling og skal kunne fungere helt selvstændigt. De kan have ens tasker som opfylder nedennævnte krav, hvorved de hver kan behandle 1-2 tilskadekomne eller akut syge, evt. også som led i en daglig præhospital indsats. Deres udstyr bør derfor placeres i en enkel bærbar taske, gerne en rygsæk eller bælteenhed.

Tasken skal indeholde udstyr til at

ventilere

intubere (også børn)

etablere intravenøs adgang

opsætte drop

forebygge hypotermi

foretage nødbandagering af sår

aflaste overtrykspneumothorax

indeholde medicin til

sedation

nødanæstesi

intubation

desuden medicin til behandling af

smerter

shock

hypotension

kramper

bronkospasmer

samt evt.

arytmier

hypoglykæmi

lungeødem

infektion

Desuden bør udstyret indeholde prioriteringsmærker og skadestedskort.

Indholdet i en sådan taske er det samme, som benyttes i det daglige, når en anæstesiafdeling ledsager en patient, der overflyttes fra et sygehus til et andet. Ved at lade tasken være af samme type, som de tasker, der anvendes til katastrofeudstyret, vil man opnå, at anæstesipersonalet vil være bekendte med deres katastrofeudstyr ud fra de daglige patientledsagelser.

Lægeholdets øvrige medlemmer (kirurg og eventuelt skadestuesygeplejerske)

Disse vil sædvanligvis skulle arbejde fast ved en venteplads. Deres udstyr bør indeholde "nødskadestueudstyr", dvs. forbindinger, pleuradræn, udstyr til kateterisation af central vene og til venefremlægning, skinner til fiksation af brud, halskrave, folietæpper, dropsæt og infusioner, udstyr til hæmostase og suturering. Desuden sug, nødtrakeostomisæt og BT-apparat. Desuden bør ventepladsen have en "forstærkning" af det udstyr, som anæstesilæge/sygeplejerske bærer rundt på, dvs. venflon, tuber, dropsæt, saltvand, og yderligere medicin.

Herudover bør der medbringes en pakke med diverse praktisk grej, så som sejlgarn, lygter, skilte til markering af de forskellige områder på ventepladsen, minestrimler til afgrænsning af ventepladsen, regnslag, affaldsposer, kanyleboks og spray til brandsårsbehandling. Lægeholdet kan desuden medbringe et antal hvide engangsovertræksdragter til eventuelle forbipasserende læger eller sygeplejersker, der melder sig til assistance.

Lederudstyr

Lægeholdet bør medføre dels kommunikationsudstyr i form af f.eks. mobiltelefon og/eller skadestedsradioer, desuden en lommebog med beskrivelse af opgaverne i den medicinske skadestedskoordination og væsentlige telefonnumre. Desuden skriveudstyr, og mappe med papir til notater.

Den skadestedskoordinerende læge (KOOL) bør klart være markeret som sådan, f.eks. ved brug af markeringsvest.

Personlig beklædning

Tøjet bør være i en klar farve med refleksmarkeringer. Der skal være påsat markeringer af, hvorvidt bæreren er læge eller sygeplejerske. Opmærksomheden henledes på, at der mellem Dansk Røde Kors og Dansk Katastrofemedicinsk Selskab er indgået aftale om, at læger og sygeplejersker, der udsendes fra en medicinalinstitution til et skadested, kan benytte Røde Kors markeringen, omgivet af en blå cirkel med hjemsygehusets navn.

Tøjet skal kunne beskytte mod kulde, blæst og til en vis grad mod regn. Det er en fordel, hvis tøjet er to-delt. Erfaringsmæssigt er det en fordel med knæbeskyttere. Der bør være en lomme i jakken til telefon eller radio. Endvidere skal lægeholdet have støvler (helst sikkerhedsstøvler) og hjelme mærket med et rødt kors til markering af, at bærerne er medicinalpersonale.

I lommerne bør fast placeres følgende

Lygte, blyant/tusch-pen, handsker (arbejdshandsker eller fingervanter), beholder til brugte kanyler, saks, staseslange og stetoskop samt action-card, der beskriver bærerens opgaver.

Kapitel 2

Sygehusberedskabet

1.

Lovgrundlag m.v.

2.

Den præhospitale indsats

2.1.

Generelt

2.2.

Alarmering

2.3.

Medicinsk koordination (koordinerende læge)

2.3.1.

Definition og formål

2.3.2.

Opgaver

2.3.3.

Planlægning

2.3.4.

Uddannelseskrav m.v

2.4.

Præhospital lægestøtte

2.5.

Ventepladsens indretning og placering

2.5.1.

Generelt

2.5.2.

Hjælpepersonale og supplerende udstyr

2.5.3.

Ventepladsassistenternes anvendelse

2.5.4.

Ventepladsudstyr

2.6.

Skadestedskort, prioriteringsmærker m.v.

2.6.1.

Generelt

2.6.2.

Skadestedskort

2.6.3.

Prioriteringsmærker

2.6.4.

Fortegnelse over tilskadekomne (ventepladslog)

2.7.

Opsamlingssted

2.8.

Samarbejdet med andre myndigheder på skadestedet

2.8.1.

Generelt

2.8.2.

Politiets opgaver

2.8.3.

Redningsberedskabets opgaver

2.8.4.

Ambulancetjenestens opgaver

2.8.5.

Kommunikation

2.8.6.

Markering af kommandostade og redningspersonale

2.8.7.

Forhold til presse og pårørende

2.9.

Samarbejdet med den primære sundhedstjeneste

3.

Beredskabet på sygehuset

3.1.

Generelt

3.2.

Akut medicinsk dagligdag

3.3.

Sygehusets beredskabsplan

3.3.1.

Overordnet beskrivelse af den samlede plan

3.3.2.

Plan for den enkelte afdeling

3.3.3.

Plan for samarbejde med andre myndigheder

3.4.

Trinvis aktivering af sygehusets beredskab

3.4.1.

Generelt

3.4.2.

Automatikfasen

3.4.3.

Den styrede fase

3.5.

Modtagelse af patienter

3.5.1.

Generelt

3.5.2.

Katastrofejournal

3.5.3.

Intern transport

3.5.4.

Udvidet ambulant modtagelse

3.5.5.

Etablering af observationsområde (holding area)

3.5.6.

Politiets registrering og identifikation

3.6.

Sygehusets beredskab ved uheld med kemikalier

3.6.1.

Generelt og definitioner

3.6.2.

Informationssystemet om farlige stoffer

3.7.

Sygehusets beredskab ved uheld med radioaktivitet

3.7.1.

Generelt og definitioner

3.7.2.

Information om radioaktive stoffer

3.8.

Sygehusets deltagelse i kriseterapeutisk beredskab

3.9.

Uddannelse og øvelsesvirksomhed

3.10.

Evakuering

4.

Sygehusberedskabet under krise eller krig

4.1.

Generelt

4.1.1.

Det medicinske skadebillede

4.1.2.

Præhospital indsats

4.2.

Udbygning af ledelsesfunktionen og andre administrative funktioner

4.3.

Udvidelse af behandlingskapaciteten

4.4.

Udvidelse af plejekapaciteten

4.5.

Personaleforhold

4.6.

Sikring af sygehusets fortsatte drift

4.7.

Samarbejdet med andre myndigheder

4.7.1.

Generelt

4.7.2.

Forholdet til det øvrige redningsberedskab

4.7.3.

Forholdet til forsvaret

4.7.4.

Forholdet til politiet

4.7.5.

Forholdet til det civile beredskab (den primære sundhedstjenste m.v.)

4.8.

Evakuering

4.9.

Bedriftværn

4.10.

Uddannelse og øvelsesvirksomhed

5.

Udviklingstendenser i sygehusvæsnet af betydning for beredskabet

Kapitel 2

Sygehusberedskabet

1. Lovgrundlag m.v.

Regler om sygehusberedskabet findes i sygehusloven, i sygesikringsloven samt i beredskabsloven.

I henhold til sygehuslovens § 16 a påhviler det hver amtskommune at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssteder uden for sygehusene. Det påhviler også private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på tilsvarende måde som amtskommunale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.

Efter sygesikringslovens § 27 e skal der for hver amtskommune foreligge en sammenhængende plan for amtskommunens samlede virksomhed på sundhedsområdet. Denne plan skal bl.a. omfatte sundhedsberedskabet, dvs. sygehusberedskabet, lægemiddelberedskabet og beredskabet i den primære sundhedstjeneste. Planen skal ændres efter behov, og den skal behandles på et møde i amtsrådet i hver kommunal valgperiode.

Loven indebærer, at der etableres et samarbejde amtskommunerne imellem og mellem amtskommunen og kommunerne i amtet, der alle indgår i en dialog om den samlede indsats på sundhedsområdet. Amtsrådet skal udarbejde en selvstændig plan for ambulancetjenesten, og denne plan skal også indgå som en del af amtskommunens samlede sundhedsplan.

Forud for amtsrådets behandling af den amtskommunale plan skal der indhentes udtalelser fra kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de berørte alment praktiserende læger, speciallæger m.fl. Rådgivning vedrørende planen skal indhentes i Lægemiddelstyrelsen og i Sundhedsstyrelsen, der med hensyn til sygehusberedskabsdelen af sundhedsplanen indhenter Beredskabsstyrelsens rådgivning. Dette skyldes, at Beredskabsstyrelsen - i henhold til aftale med Sundhedsministeriet - varetager de styrelsesmæssige opgaver vedrørende sygehusberedskabet for Sundhedsministeriet.

Det fremgår af beredskabslovens § 1, stk. 2, at sygehusberedskabet under krise eller krig indgår som en del af redningsberedskabet. Dette indebærer, at sygehusberedskabet i sådanne situationer vil være undergivet redningsberedskabets operative ledelse.

Efter beredskabslovens § 25 skal amtskommunerne som en del af den civile beredskabsplanlægning inddrage og koordinere planlægningen af sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet.

For at undgå overlapning mellem sundhedsberedskabsplanlægningen efter sygesikringsloven og den civile beredskabsplanlægning efter beredskabsloven, anbefales det, at amtskommunens civile beredskabsplan på sundhedsberedskabsområdet alene indeholder en henvisning til amtskommunens sundhedsplan. Planlægningen af sundhedsberedskabet bør dog integreres i den øvrige civile beredskabsplanlægning, således at der sikres den fornødne koordination.

I dette kapitel dækker begrebet amtskommuner, amter og sygehuskommuner tillige Hovedstadens Sygehusfællesskab. Dette fællesskab, der er etableret 1. januar 1995, indebærer et samarbejde om og en sammenlægning af sygehusdriften omfattende Rigshospitalet samt sygehusene i Københavns og Frederiksberg kommuner.

2. Den præhospitale indsats

2.1. Generelt

Formålet med præhospital indsats er at medvirke til

At redde liv.

At forbedre den syge/tilskadekomnes prognose.

At formindske smerter og andre symptomer.

At afkorte det samlede sygdomsforløb.

Den præhospitale fase betegner det tidsrum, der går, fra en person bliver ramt af akut sygdom eller tilskadekomst, til vedkommende modtages på et behandlingssted. Den præhospitale indsats omfatter de samlede aktiviteter, der indgår i den præhospitale fase.

Den præhospitale indsats kan betragtes som en kæde, der omfatter evt. førstehjælp ved lægmand - alarmering - kommunikation - ambulancekørsel til skadested - behandling på skadested ved ambulancemandskab og/eller medicinalpersonale - ambulancetransport til behandlingssted samt behandling/overvågning under transport, se figur 1. Samtidig omfatter den præhospitale indsats kommunikation gennem hele kæden mellem de enkelte led. Indsatsen kan omfatte hele forløbet eller dele af forløbet.

+++ FIGUR 1 +++

Redningskæden

Præhospital behandling omfatter enhver behandling i den præhospitale fase, hvad enten den udføres af lægfolk, ambulancemandskab eller medicinalpersonale. Vedrørende den præhospitale lægestøtte henvises til afsnit 2.4.

Som anført i afsnit 1 skal amtsrådet udarbejde en selvstændig plan for ambulancetjenesten, og denne plan skal indgå som en del af amtskommunens samlede sundhedsplan. Bekendtgørelse om ambulancer er optrykt som bilag 1.

2.2. Alarmering

Når der efter en ulykke tilkaldes hjælp via 112 indgår opkaldet til en alarmeringscentral

Uden for Storkøbenhavn til alarmeringscentralen på en døgnbemandet politistation.

I Storkøbenhavn til alarmeringscentralen på Hovedbrandstationen i København.

Over mobiltelefon til teletjenesternes servicetelefon, der beder den kaldende oplyse sin position og derefter stiller samtalen direkte videre til nærmeste alarmeringscentral. Det tager således længere tid at tilkalde hjælp over mobiltelefon, og den, der kalder, må angive, hvor han er.

Hvis der tilkaldes hjælp ved direkte opringning til det kommunale redningsberedskab, Falcks Redningskorps, det statslige regionale redningsberedskab (Beredskabskorpset) eller til et sygehus, sendes meddelelsen straks videre til alarmeringscentralen.

På grundlag af de modtagne oplysninger iværksætter den vagthavende på alarmeringscentralen eller alarmoperatøren den alarmering, der anses for nødvendig. Ved en større ulykke alarmeres det kommunale redningsberedskab, ambulancetjenesten og sygehusvæsenet. Endvidere sendes politiet straks til skadestedet. For så vidt angår sygehusene, underrettes som regel det nærmeste sygehus eller den pågældende Akut Medicinske Koordinationscentral (AMK).

+++ FIGUR 2 +++

Alarmering af ambulancetjenesten

Det er ønskeligt, at der foreligger klare og entydige aftaler omkring alarmeringsproceduren, således at det er helt klart, på hvilket grundlag den vagthavende på alarmeringscentralen skal beslutte, at der skal ske alarmering af sygehusvæsenet. Dette kan f.eks. ske med udgangspunkt i en disponeringsvejledning for alarmeringscentralens personale, som er udarbejdet af eller godkendt af amtskommunen.

Hvis den vagthavende på ambulancetjenestens vagtcentral ud fra den modtagne meddelelse fra alarmeringscentralen skønner, at der kan være behov for præhospital lægestøtte, bør der straks sendes et varsel til sygehuset herom, og endelig anmodning om lægestøtte til skadestedet sendes senest, når enten redningsberedskabets indsatsleder eller politiets indsatsleder er ankommet til skadestedet.

Det bemærkes dog, at en anmodning om præhospital lægestøtte til et skadested ikke altid vil kunne imødekommes af sygehuset, se nærmere herom i afsnit 3.4.2.

Det statslige regionale redningsberedskab (Beredskabskorpset) har på 6 beredskabscentre fordelt over landet altid en styrke i 5 minutters beredskab. Den kan enten tilkaldes efter ønske fra redningsberedskabets indsatsleder eller på politiets initiativ. Det kan være aftalt og indøvet, at eksempelvis dele af Beredskabskorpsets udrykningsvagt eller de kommunale redningsberedskaber skal virke som hjælpere for et lægehold på skadestedet (som ventepladsassistenter), jf. afsnittene 2.5.2. og 2.5.3. I så fald kan det være aftalt, at disse tilkaldes af ambulancetjenestens vagtcentral samtidig med, at der sendes et køretøj til afhentning af lægeholdet.

2.3. Medicinsk koordination (koordinerende læge)

2.3.1. Definition og formål

Medicinsk koordination er betegnelsen for den samlede funktion, der omfatter tilrettelæggelse og ledelse af den afhjælpende medicinske indsats ved store ulykker og katastrofer.

Ved medicinsk koordination tilstræbes den efter omstændighederne bedst mulige medicinske behandling på et skadested, under transport samt i sundhedsvæsenet ved et pludseligt og uventet forekommende større antal behandlingskrævende tilskadekomne. Formålet er også at sikre, at den enkelte patient ved større ulykker får en lige så god behandling i sygehusvæsenet som den patient, der er involveret i en mindre ulykke.

2.3.2. Opgaver

Der er behov for medicinsk koordination både på skadestedet og i baglandet. Dette sidste vil sige på sygehusene (sekundær sektoren) og i andre behandlingsfaciliteter (primær sektoren).

De koordinerende opgaver på skadestedet og i baglandet skal varetages i tæt samarbejde.

På skadestedet er de koordinerende opgaver (skadestedskoordinerende læge/KOOL)

Vurdering af situationen på skadestedet, herunder antal og art af tilskadekomne (medicinsk overblik).

Vurdering af behovet for medicinsk indsats på skadestedet.

Etablering af løbende kontakt med baglandet, således at dette kan informeres om situation og udvikling på skadestedet.

Viderebringelse af baglandets koordinerende beslutninger til skadestedets samarbejdspartnere.

Samarbejde med indsatslederne fra redningsberedskabet og politiet.

Styring/ledelse af den medicinske indsats på skadestedet.

Ledelse af fordelingen af tilskadekomne.

Beslutning om ophør af den medicinske indsats på skadestedet.

I baglandet er de koordinerende opgaver (amtskoordinerende læge (AMK-læge))

Stillingtagen til og iværksættelse af relevant alarmering af det nødvendige antal sygehuse i eget amt, herunder alarmering af det kriseterapeutiske beredskab.

Vurdering af behovet for medicinsk assistance fra naboamter.

Vurdering af behovet for medicinsk assistance fra den primære sundhedstjeneste og eventuelt alarmering heraf, jf. kapitel 4.

Vurdering af behovet for medicinsk fjernassistance (f.eks. helikoptertransport).

Fastlæggelse af niveauet for behandlingsindsatsen på baggrund af de til rådighed værende ressourcer.

Fastlæggelse af generelt niveau for triage (trangfølgeprioritering).

Information, iværksættelse og opretholdelse af effektiv to-vejs kommunikation med de alarmerede medicinske instanser.

Rådgivning ved specielle ulykker (f.eks. akutte uheld med farlige stoffer).

Beslutning om ophævelse af alarmen i baglandet.

Debriefing umiddelbart efter indsatsen.

Det er væsentligt med effektiv kommunikation mellem den skadestedskoordinerende læge (KOOL) og den amtskoordinerende læge (AMK-læge) i baglandet. De væsentligste koordinerende opgaver påregnes udført i baglandet, og den koordinerende funktion på skadestedet, vil også indebære ansvar for, at baglandets koordinator har de fornødne oplysninger til at handle efter.

Spørgsmålet om kommunikation er behandlet nærmere i afsnit 2.8.5.

+++ FIGUR 3 +++

Principskitse for amtets koordination

Den amtskoordinerende læge (AMK-lægen) leder amtets samlede indsats. Beredskabslederen leder sygehusets indsats. Selv om den amtskoordinerende læge (AMK-lægen) fysisk er placeret på det koordinerende sygehus, kan han principielt ikke varetage både funktionen som amtskoordinerende læge (AMK-læge) og funktionen som sygehusets beredskabsleder på samme tid.

2.3.3.Planlægning

Der skal foreligge en detaljeret plan for den amtskommunale medicinske koordination. Det er nødvendigt, at der foreligger klare og entydige aftaler omkring alarmeringsprocedurer og kommunikationsprocedurer, således at der alene etableres én indgang til sundhedsvæsenet.

Denne indgang kan naturligt være en AMK (Akut Medicinsk Koordinationscentral), der i tilfælde af en større ulykke tillægges kompetence f.eks. til visitation, fordeling af patienter, udsendelse af medicinalpersonale fra amtets sygehuse til et skadested og til at aktivere beredskabet i den primære sundhedstjeneste. AMK'en har endvidere til opgave at sikre en entydig kommunikation mellem sundhedsmyndighederne og skadestedet. AMK'en bør således lede hele sundhedsvæsenets indsats i amtet.

Der bør kun være én AMK i hvert amt. Denne AMK kan med fordel være døgnbemandet med en lægesekretær med mulighed for tilkald af en speciallæge i tilstedeværelsesvagt (den primære beredskabsleder), evt. suppleret med en særligt udpeget speciallæge på tilkaldevagt. Det kunne være ønskeligt, at AMK'ens virke knyttes sammen med en eventuel daglig, central visitation.

I planlægningen involveres relevante partnere i egen sundhedsorganisation, politi, ambulancetjeneste, det kommunale redningsberedskab, det statslige regionale redningsberedskab (Beredskabskorpset) og endelig sundhedsvæsenet i tilstødende eller fjernere liggende amter. Der må også foreligge en aftale mellem sygehusvæsenet og ambulancetjenesten om fordeling af patienter til sygehusene i situationer med mange tilskadekomne, indtil en skadestedskoordinerende læge (KOOL) er kommet frem til skadestedet.

2.3.4. Uddannelseskrav m.v.

Løsningen af de koordinerende opgaver på skadestedet kræver mindst en katastrofemedicinsk specialviden centreret omkring funktionen på selve skadestedet samt uddannelse/øvelse i at skaffe det nødvendige overblik over situationen. For at sikre den fornødne rutine bør der herudover tilrettelægges præhospitale udrykningsordninger til brug ved dagligdagens mindre ulykker.

Det er nødvendigt, at den skadestedskoordinerende læge (KOOL) kan være på skadestedet med meget kort varsel. Aftale herom må foreligge f.eks. med ambulancetjenesten eller politiet.

Det er derfor væsentligt, at systemet tilrettelægges således, at de umiddelbare reaktioner sker automatisk, og at opgaven løses af de læger, som befinder sig på sygehuset.

Kravene til baglandets katastrofemedicinske koordination er større. Det er nødvendigt med specialviden om sygehusvæsenet i eget og tilgrænsende amter, ligesom der bør være et personligt kendskab til de normale rutiner på et skadested og et samarbejde med skadestedets ikke-medicinske tjenestegrene, herunder særlig på kommunikationsområdet. Lægen skal kunne møde på sygehuset med meget kort varsel svarende til, hvad der kendes fra tilkaldevagt. Indtil denne rutinerede læge ankommer til sygehuset, varetages den koordinerende funktion af en af sygehusets tilstedeværende læger.

2.4. Præhospital lægestøtte

Der er rundt om i Danmark etableret forskellige faste ordninger, hvor medicinalpersonale i et vist omfang automatisk inddrages i den præhospitale behandling af syge eller tilskadekomne. Der tænkes her primært på lægeambulancer bemandet med en læge og en lægeassistent. Sådanne ordninger kan også være af rendez-vous typen, hvor et lægebemandet køretøj afsendes samtidig med en almindelig ambulance og mødes med denne på skadestedet. Præhospital lægestøtte kan også etableres ved afhentning af læger og sygeplejersker på hospitalet eller i et aftalesystem med praktiserende læger, som kan alarmeres.

Såfremt der ikke findes en fast lægeambulanceordning, må der på sygehuset - ved modtagelse af en anmodning om præhospital lægestøtte - foretages en vurdering af mulighederne for at imødekomme anmodningen. Ved denne vurdering må behovet for livreddende behandling prioriteres højst, og præhospitale og hospitalsindlagte patienter sidestilles. Kompetencen til at bestemme, om der skal udsendes præhospital lægestøtte, må være fastlagt på forhånd. På baggrund af den modtagne alarmering må det besluttes, hvorledes lægestøtten i den konkrete situation bedst kan sammensættes.

Begrebet præhospital lægestøtte bruges som overbegreb for følgende 3 udrykningsordninger

Ambulancelæge/udrykningslæge

Udrykningshold

Lægehold.

Den normale ramme om sygehusets præhospitale indsats ved mindre ulykker med få tilskadekomne er en udrykningslæge eller et udrykningshold, bestående af en læge og en sygeplejerske, normalt fra sygehusets anæstesiafdeling.

Ved store ulykker, hvor behandlingsopgaven er mere omfattende såvel i art som i omfang, kan der være behov for at udsende en større medicinsk enhed bestående af et eller flere lægehold. Et lægehold består af 2 læger (typisk en kirurg og en anæstesiolog) og 2 sygeplejersker.

Uanset om den præhospitale lægestøtte ydes automatisk eller efter en nærmere vurdering, må den være forberedt på følgende områder

Retningslinier for alarmering og transport.

Tilstedeværelse af behandlingsudstyr.

Tilstedeværelse af kommunikationsudstyr.

Tilstedeværelse af relevant påklædning, herunder fodtøj, m.v. som forudsætning for løsning af opgaven på skadestedet og til sikring af personalets personlige sikkerhed.

Uddannelse i præhospital indsats.

Det vil være nødvendigt at indgå lokale aftaler om karakteren og omfanget af den mulige præhospitale lægestøtte. Herunder vil det være hensigtsmæssigt, at der indgås aftale om, at der i visse specielle situationer, f.eks. i tilfælde af ulykker i specielle risikoområder (større tunnelsystemer, områder med tæt færgetrafik, specielle industrier eller trafikknudepunkter som f.eks. lufthavne), automatisk udsendes lægeassistance alene på meldingen, uden at der afventes tilbagemelding fra skadestedet. En sådan automatisk udsendelse vil også kunne være aktuel i mere hyppigt forekommende skadesituationer. Sådanne retningslinier for den faglige visitation af de alarmopkald, der vedrører behov for en præhospital indsats, udarbejdes af amtskommunen i samarbejde med alarmeringscentralen, jf. § 4, stk. 3, i ambulancebekendtgørelsen.

Transporten til skadestedet kan f.eks. foregå med et køretøj fra ambulancetjenesten. Der må foreligge klare aftaler herom. Kontaktpunktet er normalt modtagelsen/skadestuen, hvor ambulancepersonalet er vant til at komme.

Det udstyr, der skal sætte holdet i stand til at gennemføre livreddende og transportstabiliserende behandling herunder smertelindring i mange forskellige situationer, pakkes i lette og håndterlige tasker eller kasser. Udstyret bør kunne bæres af holdet selv. Det vigtigste krav til udstyret er, at det svarer til det, der til dagligt anvendes i sygehusets afdelinger, og at det kan virke sammen med det udstyr, der findes i ambulancerne.

Holdet skal medføre en radio eller mobiltelefon, der sætter det i stand til at holde forbindelse med enten eget sygehus eller den Akut Medicinske Koordinationscentral (AMK). Se endvidere om kommunikation i afsnit 2.8.5. og om medicinsk koordination i afsnit 2.3.

Holdet må være således påklædt, at det kan opholde sig udendørs i længere tid. Påklædningen bør have en iøjnefaldende farve, yde personen beskyttelse både mod varme og kulde samt sætte holdet i stand til at yde førstehjælp på et skadested, hvor der kan være en vis risiko. Endelig må holdets medlemmer kunne identificeres som "læge" henholdsvis "sygeplejerske", f.eks. angivet på deres yderbeklædning.

Der henvises til bilag 2 om principperne for pakning af udstyr til brug for den præhospitale lægestøtte.

Det udsendte personale bør altid have relevant præhospital uddannelse og gerne speciel erfaring med arbejdet på et skadested.

Medicinsk skadestedsindsats omfatter to overordnede opgaver: Behandling og medicinsk koordination.

Behandlingen består primært i sikring af respiration og cirkulation, men omfatter også smertelindring (analgesi) og transportsikring. Behandlingsindsatsen indledes med lægelig vurdering af, hvem der først bør behandles henholdsvis borttransporteres, den såkaldte triage. Behandlingen følger i øvrigt de almindelige principper for akut livreddende indsats.

Medicinsk koordination behandles nærmere i afsnit 2.3. Hvis der ikke foreligger klare retningslinier for, at der ved store ulykker udsendes en særlig skadestedskoordinerende læge (KOOL), skal en anden læge, der er udsendt som udrykningslæge eller som indgår i et udrykningshold/lægehold overgå til at varetage den skadestedskoordinerende læges opgaver. Hvilken løsning, der vælges med hensyn til den medicinske koordination på skadestedet, er en lokal afgørelse. Det må imidlertid klart fremgå af den lokale katastrofemedicinske planlægning, hvorledes koordinationen skal ske, idet én person ikke samtidig bør pålægges at løse behandlings- og koordinationsmæssige opgaver.

2.5. Ventepladsens indretning og placering

2.5.1. Generelt

Ved ulykker og katastrofer med mange tilskadekomne kan det blive nødvendigt at oprette en venteplads. Til ventepladsen bringes kun tilskadekomne, som anses for at have behov for indlæggelse på sygehus eller behandling på stedet ("liggende"). Personer, der er fysisk uskadte eller lettere tilskadekomne ("gående"), samles så vidt muligt på et opsamlingssted. Det er herefter politiets opgave at formidle transport, jf. afsnit 2.7.

Når lægeholdet ankommer til skadestedet, bliver det som regel af politiets indsatsleder vist hen til ventepladsen, hvor redningspersonalet er begyndt at samle de tilskadekomne, som anses for at have behov for indlæggelse på sygehus eller behov for behandling på stedet. Hvis der ikke er udsendt en skadestedskoordinerende læge (KOOL), påtager lægeholdet sig også denne funktion. Lægeholdet skal imidlertid ikke ukritisk begynde eventuel behandling der, hvor de tilskadekomne er samlet, men bør give sig tid til at indrette ventepladsen funktionelt, før arbejdet indledes. Såfremt ventepladsen skal oprettes i det fri, bør der, før lægeholdet ankommer, være opsat et telt eller lignende til anvendelse som behandlingsområde.

Lægeholdet og ventepladsens øvrige personale er i overordnet indsatsmæssig henseende underlagt politiets indsatsleder.

Ventepladsen kan indrettes som vist på figur 4 med følgende funktioner eller områder

Indgangsområde/samlingssted, der kan svare til det sted, hvor de tilskadekomne var anbragt, inden lægeholdets ankomst.

Modtageområde/triageområde (normalt 1 læge og 2 ventepladsassistenter).

Behandlingsområde (normalt 1 læge, 2 sygeplejersker og 2 ventepladsassistenter).

Observations- og borttransportområde (normalt 1 ventepladsassistent).

Samlested for døde.

Områderne nævnt i pkt. 2-4 er en del af den egentlige venteplads, jf. figur 4, 5 og 6.

Der skal både være en ensrettet patientstrøm på ventepladsen og ensrettet trafik for de ambulancer, som afhenter de tilskadekomne.

+++ Figur 4: +++

Principskitse for indretning af venteplads samt indgangsområde/samlingssted og samlested for døde.

En bygning nær skadestedet med mulighed for ly og læ og eventuelt varme samt om muligt med adgang til vand, el og telefon vil med fordel kunne anvendes som venteplads.

På den anden side bør båretransport af de tilskadekomne fra skadestedet til ventepladsens indgangsområde ikke ske over en længere strækning.

Triagen tilrettelægges, så arbejdet kan foregå i bordhøjde enten ved hjælp af bårebukke eller med improviserede midler f.eks. et par borde, og der bør være plads til at anbringe patienter ved siden af hinanden.

Tilsvarende bør der i behandlingsområdet være plads til et par bårer ved siden af hinanden.

Observations- og borttransportområdet bør kunne rumme et større antal patienter, helst med mulighed for adskillelse mellem "straks-", "snarest-" og "kan vente-" patienter, jf. afsnit 2.6.3.

+++ Figur 5: +++

Eksempelvis indretning af en lægebemandet venteplads

2.5.2. Hjælpepersonale og supplerende udstyr

Et lægehold kan ikke virke uden hjælpere. Det må derfor lokalt være forberedt, hvem der i givet fald skal anvendes som assistenter (ventepladsassistenter) for lægeholdet. Ventepladsassistenterne kan være personale fra ambulancetjenesten, værnepligtige fra Beredskabskorpsets udrykningsvagt, personale fra det kommunale redningsberedskab eller personale fra forsvaret efter tilkaldelse af militær hjælp, der alle vil være under kommando af egne befalingsmænd. Desuden kan der indgås aftaler med frivillige organisationer, f.eks. Dansk Røde Kors, Beredskabs-Forbundet og ASF-Dansk Folkehjælp om at stille frivillige til rådighed til løsning af denne opgave. På visse store arbejdspladser kan der være interne samaritterhold, som vil kunne anvendes som ventepladsassistenter. Ventepladsassistenterne skal kunne være meget hurtigt på skadestedet med henblik på at indgå i den påtænkte funktion.

For at opnå maksimal udnyttelse af lægeholdets indsats må der ud over ventepladsassistenter rådes over materiel og udstyr til etablering og drift af ventepladsen. Se nærmere herom i afsnit 2.5.4.

I ulykkessituationer med mange omkomne anvises et samlested for døde. Udvælgelsen af samlestedet, for eksempel en egnet bygning i nærheden af skadestedet, sker i samarbejde mellem politiets indsatsleder, redningsberedskabets indsatsleder og et eventuelt lægehold. Samlestedet for døde bør ligge i nærheden af ventepladsen, jf. figur 3.

Specielt til brug i forbindelse med samlested for døde råder det statslige redningsberedskab over et større antal kassebårer, der er oplagt ved henholdsvis Beredskabscenter Nordsjælland i Hillerød og Beredskabscenter Midtjylland i Herning.

Bårerne er specialkonstruerede med henblik på en hensigtsmæssig og etisk forsvarlig opbevaring af omkomne ofre for en mere omfattende ulykke i perioden, indtil endelig identifikation er sket. De vil efter rekvisition fra politiet, de kommunale redningsberedskaber, sygehusmyndigheder, ambulancetjenesten eller forsvaret kunne indgå i udrykningen ved store katastrofer.

Der er ikke opstillet noget absolut tidskrav til udrykningen, som dog vil kunne foregå inden for få timer. Transporten kan eventuelt gennemføres med flybistand fra forsvaret.

Af hensyn til identifikationsarbejdet og politiets almindelige efterforskning af ulykkesårsagen er det vigtigt, at alle effekter forbliver på findestedet, indtil en af rigspolitiets tekniske afdelinger har registreret og fotograferet fundene.

Ansvaret for løsningen af de foreliggende identifikationsopgaver påhviler politiet.

2.5.3. Ventepladsassistenternes anvendelse

Der bør som minimum rådes over 1 leder, der vil være den naturlige kontakt til det udsendte medicinske personale, og 7 ventepladsassistenter. Lederen af ventepladsassistenterne og ventepladsassistenterne fordeles og organiseres af lægeholdet.

De kan eksempelvis anvendes til løsning af følgende opgaver

Modtageområde/

Triageområde

2 assistenter med følgende opgaver

-

Hjælp ved løft og vending af de tilskadekomne i forbindelse med lægens undersøgelser.

-

Markering af transport- og behandlingsprioritet og evt. registrering (skadestedskort).

-

Deltagelse i intern båretransport.

Behandlingsområde

2 assistenter med følgende opgaver

-

Hjælp ved løft og vending af de tilskadekomne i forbindelse med behandlingen.

-

Supplerende udfyldelse af skadestedskort.

-

Deltagelse i intern båretransport.

Observations- og borttransportsområde

1 assistent med følgende opgave

-

Observation af dem, der venter på transport. Opgaven løses efter grundig instruktion af den ene sygeplejerske i behandlingsområdet.

Intern båretransport

2 assistenter

Hvis ventepladsassistenterne ankommer til skadestedet før lægeholdet, bør de være uddannet til af sig selv at gå i gang med at indrette den anviste venteplads.

2.5.4. Ventepladsudstyr

Ventepladsudstyret må være klar til hurtig udrykning. Det bør derfor til stadighed være pakket på et køretøj, en påhængsvogn eller container.

Følgende hovedgrupper af udstyr bør være oplagt

Telte eller andet udstyr til ly og læ.

Belysningsudstyr, der skal kunne placeres højt.

Strømforsyning.

Båre- og tæppemateriel, herunder bårebukke og ekstra liggeunderlag samt dropstativer. Det bemærkes, at bårerne både anvendes til indbringning af tilskadekomne til ventepladsen og lejring på ventepladsen. Der er derfor behov for mange bårer.

En forbindings- og skinnepakning, omfattende de genstande, som kan pakkes uden "medicinalvarekompetence".

Markeringsmateriel. Udstyr til afmærkning af områder og færdselsretning.

Registreringsudstyr. Forberedt pakning med skadestedskort, prioriteringsmærker og ventepladslog m.v.

Rengøringsudstyr. Forberedt pakning med vaske- og desinfektionsudstyr i begrænset omfang, både til patienter og personale.

Evt. kommunikationsudstyr.

Der henvises til bilag 3, der rummer principperne for pakning af ventepladstrailer/-container og forslag til pakningsliste for Beredskabskorpsets ventepladscontainer.

På alle statslige regionale beredskabscentre med udrykningsvagt findes der en ventepladscontainer, som efter anmodning kan indgå i udrykningen. Containeren indgår i 5 minutters-udrykningen. Med hensyn til opstilling m.v. henvises til figur 6, der bygger på de samme principper, der er beskrevet i afsnit 2.5.1. Efter lokale aftaler vil ventepladscontaineren eventuelt også kunne anvendes i forbindelse med uddannelse og øvelser bl.a. i sygehusvæsenet.

Det bemærkes, at alle statslige regionale beredskabscentre endvidere råder over en personelrensecontainer med udstyr til rensning af kemikalieforurenede personer. Containeren indgår i udrykningsvagten og vil således kunne rekvireres efter behov.

+++ Figur 6:+++

Standardopstilling for Beredskabskorpsets ventepladscontainer

2.6. Skadestedskort, prioriteringsmærker m.v.

2.6.1. Generelt

Registrering og afmærkning af tilskadekomne på skadestedet og under transport til sygehuset sker ved hjælp af skadestedskort og prioriteringsmærker samt en fortegnelse over tilskadekomne (ventepladslog).

2.6.2. Skadestedskort

Skadestedskortene, jf. bilag 4, medføres i ambulancer og redningskøretøjer og bør ligesom prioriteringsmærkerne anvendes ved store ulykker og katastrofer. Det er vigtigt, at kortene også anvendes ved dagligdagens større ulykker, hvorved redningsmandskabet bliver fortrolig med eksistensen af disse og med, hvorledes de anvendes. Skadestedskortene kan rekvireres i Beredskabsstyrelsen.

Skadestedskortene er nummererede med et fortløbende nummer og fremstillet i vandafvisende papirkvalitet. Kortet forsynes med sejlgarn, kabelbindere, elastik el. lign. til brug ved fastgørelse af kortet til den tilskadekomne. Eventuelle lægenotater på kortet bør så vidt muligt skrives på dansk.

Skadesstedskortet udfyldes og påsættes om muligt af redningspersonalet på et så tidligt tidspunkt som muligt, efter at personalet har fået kontakt med de tilskadekomne. Ellers udfyldes og påsættes det af personalet på ventepladsen. Hvis der er et lægehold til stede på skadestedet, supplerer dette i nødvendigt omfang redningspersonalets oplysninger på kortet.

2.6.3. Prioriteringsmærker

Prioriteringsmærkerne - fire forskellige i alt - er fremstillet af plast med reflekterende tal og overkant, jf. bilag 4. Prioriteringsmærkernes farver har følgende betydning

Rød farve svarer til behandlings/transportprioritet 1 "Straks".

Gul farve svarer til behandlings/transportprioritet 2 "Snarest".

Grøn farve svarer til behandlings/transportprioritet 3 "Kan vente".

Hvid farve betyder, at den tilskadekomne er død - behandlingsprioritet 0.

Mærkerne er forsynet med tallene 1, 2, 3 og 0 på begge sider.

Prioriteringsmærkerne kan medføres i ambulancer og redningskøretøjer til brug for det autoriserede sundhedspersonale (læger, sygeplejersker og ambulancebehandlere) på skadestedet. Mærkerne vil også kunne indgå som en del af lægeholdsudstyret.

Betydningen af de enkelte farver - og de tilhørende numre - forudses indlært som et led i mandskabets almindelige uddannelse. Betydningen bør dog også angives på de poser eller æsker, som anvendes til opbevaring af prioriteringsmærkerne. Betydningen er endvidere påført fortegnelsen over tilskadekomne (ventepladslog), jf. bilag 4.

Prioriteringsmærkerne forhandles af Falcks Redningskorps.

2.6.4. Fortegnelse over tilskadekomne (ventepladslog)

Formålet med ventepladsloggen, jf. bilag 4, er at sikre, at politiets indsatsleder, ambulancelederen og den skadestedskoordinerende læge (KOOL) til enhver tid vil kunne få et overblik over, hvor mange og hvilke tilskadekomne, som er blevet borttransporteret fra skadestedet, og til hvilke sygehuse de pågældende er transporteret.

Ventepladsloggen medbringes i ambulancerne, således at den umiddelbart er til rådighed for ambulancelederen og den skadestedskoordinerende læge (KOOL). Endvidere indgår ventepladsloggen normalt i ventepladspakninger.

Fortegnelsen er udformet som en blok og er fremstillet i en vandafvisende papirkvalitet. Blokkene kan rekvireres i Beredskabsstyrelsen.

Ventepladsloggen kan også anvendes af politiet til registrering på opsamlingsstedet, jf. afsnit 2.7.

2.7. Opsamlingssted

Personer, der er fysisk uskadte eller lettere tilskadekomne ("gående"), samles så vidt muligt på et opsamlingssted. Det er herefter politiets opgave at formidle transport samt rekvirere eventuel medicinsk bistand m.v. Borttransport kan evt. ske til en fjernereliggende lokalitet, hvor en nærmere afhøring og registrering kan foretages, ligesom medicinsk tilsyn og krisehjælp kan indsættes.

2.8. Samarbejdet med andre myndigheder på skadestedet

2.8.1. Generelt

Som det fremgår af det forudgående, er de særlige vilkår for medicinsk skadestedsindsats ved store ulykker og katastrofer uløseligt forbundet med samarbejdet med de øvrige myndigheder på skadestedet. Dette afsnit beskriver organisationen omkring et skadested. I figur 7 er vist en principskitse for indsatsledelse m.v. Vedrørende de mulige aktører på et skadested henvises til oversigten i bilag 5.

+++ Figur 7: +++

Principskitse for indsatsledelse m.v.

2.8.2. Politiets opgaver

Politipersonale sendes til skadestedet med følgende opgaver

Varetagelse af sikkerhed.

Afgrænsning af skadestedet efter aftale med redningsberedskabets indsatsleder.

Afspærring af det samlede skadested.

Bevogtning.

Finde et egnet sted til kommandostade/kontaktpunkt.

Returmelding.

Supplerende melding til andre indsatsenheder.

Herefter iværksættes følgende af politiet

Kommandostade oprettes.

Yderligere patruljer sendes til kommandostade/kontaktpunkt.

Eventuel evakuering iværksættes efter aftale med redningsberedskabets indsatsleder.

Efterforskning.

Yderligere underretning af sygehusvæsen.

Oprettelse af kommandostation - sædvanligvis på politistationen/politigården.

Rekvisition af nødvendig politimæssig assistance.

Trafikregulering af ambulanceveje og opmarchområde.

Ved større fredstidsskader har politimesteren, jf. beredskabsloven § 17, stk. 1, ansvaret for den koordinerende ledelse (indsatsleder-politi) af den samlede indsats på skadestedet. Dette indebærer følgende

Etablering af kommandostade til kommunikation mellem indsatte styrker fra skadestedet og ud.

Koordinering af ambulanceindsatsen, herunder udpegning af venteplads i samråd med indsatsleder-redningsberedskab, sikring af tilstrækkelig ambulancekapacitet og sikring af ambulanceveje samt opmarchområder.

Formidling af tilkaldelse af særlig eller yderligere assistance. Rednings-beredskabets indsatsleder på skadestedet skal tilkalde assistance fra en anden kommunes redningsberedskab, det statslige regionale redningsberedskab (Beredskabskorpset) eller et privat redningsvæsen, hvis det skønnes påkrævet på grund af ulykkens karakter og omfang.

Information af pressen og pårørende.

Beslutning om ophøret af den samlede indsats.

2.8.3. Redningsberedskabets opgaver

Når redningsberedskabet modtager en alarmering, iværksættes følgende

Vagthavende indsatsleder sendes til skadestedet.

Normalt sendes en automobilsprøjte og mindst 1 hjælpekøretøj (normalt vandtankvogn og slangetender) med 1 holdleder og et brandmandskab på mindst 7 personer til skadestedet.

Disse to foranstaltninger udføres normalt som minimum ved alarmering. Såfremt der er tale om udrykning til et objekt, hvor der er udarbejdet særskilt mødeplan, kan det af mødeplanen fremgå, at der skal afsendes et større antal køretøjer og mere mandskab.

Redningsberedskabets indsatsleder har ansvaret for den tekniske ledelse af indsatsen på skadestedet. Dette indebærer, at han har ansvaret for de direkte skadeafhjælpende funktioner på skadestedet og i truede områder i tilknytning hertil.

Indsatslederen træffer afgørelse om, hvor og hvordan styrkerne skal indsættes, og hvorledes han vil løse den samlede opgave. Han tilkalder i nødvendigt omfang yderligere styrker til assistance og afløsning på skadestedet.

Som udgangspunkt anvender indsatslederen følgende prioritering

Redning af mennesker.

Redning af dyr.

Fjernelse af særlige farer.

Standsning af udbredelsen.

Endelig bekæmpelse af skaden.

2.8.4. Ambulancetjenestens opgaver

Når ambulancetjenestens vagtcentral modtager alarmering, afsendes så hurtigt som muligt det antal ambulancer, der bliver anmodet om i alarmeringen.

Ambulancetjenesten på skadestedet ledes af ambulancelederen, der normalt er ambulancebehandleren på den første ambulance eller en lægeassistent, hvis der ikke specielt udsendes en leder fra ambulancetjenesten til at varetage denne opgave. Første ambulance nedlægges som transportmiddel og er herefter basis for ambulancelederens arbejdsopgaver.

Ambulancelederen har ansvaret for følgende opgaver

Kontakt til politiets indsatsleder.

Tilbagemelding til egen vagtcentral om skadens omfang og antal sårede, skadens art og behovet for bårepladser.

Organisering af førstehjælp til sårede, indtil tilkaldt læge overtager opgaven.

Transportprioritering, indtil tilkaldt læge overtager opgaven.

Udpegning af modtagesygehuse i overensstemmelse med amtskommunens planlægning, indtil tilkaldt læge overtager opgaven.

Registrering af borttransporterede tilskadekomne på ventepladslog.

Klargøring til modtagelse af præhospital lægestøtte.

Sikring af, at der organiseres en venteplads (for "liggende" tilskadekomne), indtil tilkaldt læge overtager opgaven.

Ambulancetjenestens vagtcentral vil rutinemæssigt, selv ved begrænsede personskader, underrette det sygehus, hvortil de første sårede indbringes. For at kunne give livreddende førstehjælp til flere sårede på ventepladsen kan ambulancelederen også beslutte at nedlægge 2. og 3. ambulance og anvende mandskabet og materiellet til behandlingsopgaver.

Ambulancetjenesten er i overordnet indsatsmæssig henseende underlagt politiets indsatsleder.

2.8.5. Kommunikation

I forbindelse med store indsatser kan kommunikationen opdeles i 3 dele

Internt inden for egen indsatsenhed.

Mellem en indsat enhed og "eget hjemsted".

Mellem de indsatte enheder.

Alle indsatte enheder på skadestedet (redningsberedskab, ambulancetjeneste, politi m.v.) har radioer til forbindelse med "eget hjemsted". Enhedernes radioer virker på hver sin frekvens og kan ikke anvendes til kommunikation enhederne imellem.

Til kommunikation mellem de indsatte enheder anvendes "skadestedsradioer". En skadestedsradio er en lille bærbar radiosender/-modtager med 5 kanaler, og med en kort rækkevidde (1-3 km). Anvendelsen af kanaler er standardiseret på landsplan således

Kanal 1

Indsatsleder - redningsberedskab

Kanal 2

Indsatsleder - politi

Kanal 3

Holdledere - røgdykkere

Kanal 4

Reserve - specialtjeneste

Kanal 5

Ambulancetjeneste og koordinerende læge

Disse kanaler er tilgængelige overalt i landet. Der er dog fortsat en del skadestedsradioer vest for Storebælt, der kun har 3 kanaler. Disse steder kan man som overgangsordning anvende kanal 2 i samarbejde mellem politi, ambulancetjeneste og koordinerende læge.

Den skadestedskoordinerende læge (KOOL) har normalt ikke en skadestedsradio. KOOL har dog behov for at kunne kommunikere med indsatslederne og med sygehusbaglandet.

Nogle sygehuskommuner har derfor oprettet egne radionet. Skadestedskoordinerende læge (KOOL) rykker ud med en mobil radio og kan over sygehusvæsenets radionet have kontakt med den amtskoordinerende læge (AMK-læge) i baglandet.

Såfremt det er nødvendigt at "improvisere", kan det gøres via politiets eller ambulancetjenestens radionet. Dette vil imidlertid blokere for disse enheders egen anvendelse af radionettet.

Ved ulykker i fredstid kan kommunikationselementer omfattende radionet inkl. skadestedsradioer samt mulighed for tilslutning til det offentlige telenet rekvireres hos Beredskabskorpset sammen med betjeningsmandskab.

Nogle amtskommuner har indkøbt mobiltelefoner, der står klar på sygehuset og medføres ved enhver udrykning fra dette. Der kan dog opstå problemer bl.a. med "udfald" m.v. på grund af overbelastning af mobiltelefonnettet, hvilket kan være en risiko ved større ulykker, hvor der bl.a. er stor pressedækning. Derudover vil det være muligt at indkøbe en skadestedsradio og anvende de fælles kanaler efter indhentet godkendelse fra Beredskabsstyrelsen.

2.8.6. Markering af kommandostade og redningspersonale

Erfaringer har vist, at det er af stor betydning, at der hurtigst muligt foretages en synlig markering af politiets kommandostade, hvorfor politiet i øjeblikket arbejder på en ny form for afmærkning, bestående af en lysegrøn "paraply"-trekant med teksten "KST-POLITI" til montering på taget af en bil.

Erfaringer fra større skadesteder har ligeledes vist, at det er meget vigtigt, at de respektive ledere er tydeligt afmærket. Markeringen af ledende personale på et skadested bør bestå af overtræksveste (markeringsveste) i forskellige farver. Principperne herfor beskrives nærmere i et bilag til "Indsatstaktiske retningslinier og samarbejdsprincipper", som forventes udsendt af Beredskabsstyrelsen i løbet af foråret 1999.

2.8.7. Forhold til presse og pårørende

En situation, hvor der indsættes store indsatsenheder fra forskellige myndigheder, vil altid have befolkningens og pressens bevågenhed.

Pressen benytter mange forskellige kilder til at få sammenstykket en reportage fra en aktuel hændelse. Det er af stor betydning, at informationer fra myndighederne er koordinerede, således at oplysninger fra politiets pressecenter ikke strider mod oplysninger fra andre myndigheder eller enkeltpersoner eller mod de faktiske observationer på skadestedet.

Denne koordination af udtalelser til pressen sikres bedst ved, at udtalelser om den samlede indsats henlægges til pressemøder eller ved udsendelse af pressemeddelelser. På skadestedet bør personalet kun udtale sig om egen indsats.

Politimesteren træffer beslutninger om afholdelse af pressemøder eller udsendelse af pressemeddelelser, og enhver henvendelse fra offentligheden med anmodning om oplysninger eller udtalelser henvises hertil.

Ved store ulykker, f.eks. tog-, fly-, og skibsulykker, vil politiet, redningsberedskabet og sygehusvæsenet blive udsat for en stor forespørgselsmængde fra personer, hvis familiemedlemmer eller venner kan være kommet til skade ved ulykken.

For at telefonsystemet ikke skal blive overbelastet under forespørgselspresset, vil politimesteren udsende en pressemeddelelse med oplysninger om, hvorledes offentligheden skal forholde sig i en sådan situation.

Sygehusvæsenets personale bør ikke udtale sig generelt, f.eks. til pressen, om tilskadekomne eller omkomne i disse ulykkessituationer, hvor politiet vil foretage en central registrering af alle ofre. Pårørende skal i stedet henvises til at kontakte politiet i den politikreds, hvor de har bopæl, jf. afsnit 3.5.6.

2.9. Samarbejdet med den primære sundhedstjeneste

Et samarbejde med den primære sundhedstjeneste er hensigtsmæssig og i forbindelse med større ulykker nødvendig, f.eks. i forbindelse med løsningen af identifikationsopgaver.

Den primære sundhedstjenestes indsats kan være et led i kæden i den præhospitale indsats og bestemmes erfaringsmæssigt ofte af lokale forhold. I områder med langt til skadestuer er praktiserende læger vant til at behandle mindre skader, og der er således en glidende overgang til en egentlig præhospital indsats.

Mange steder i landet indgår hjemmesygeplejersker i et netværk med ambulancestationernes vagtcentral via mobiltelefon eller radio og kan således tilkaldes, også i forbindelse med præhospital indsats, hvis der foreligger aftaler herom.

Der er således behov for, at de enkelte amter i forbindelse med planlægningen af deres præhospitale virksomhed beskriver og aftaler opgavefordeling med alle parter, som deltager eller kan deltage i den præhospitale indsats, herunder den primære sundhedstjeneste.

Der henvises i denne forbindelse til afsnit 2.3.3., hvor også AMK´ens opgaver på dette område er beskrevet.

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er nærmere behandlet i håndbogens kapitel 4.

3. Beredskabet på sygehuset

3.1. Generelt

Formålet med beredskabsplanlægningen på det enkelte sygehus er at skabe mulighed for en hurtig tilvejebringelse af tilstrækkelige ressourcer, såvel materielt som personelt, samt en hurtig etablering af den nødvendige beslutningskompetence tilpasset den aktuelle situation. Denne planlægning finder sted på grundlag af de eksisterende ressourcer, og efter en vurdering af de eksisterende lokale forhold og særlige risikomomenter (se nærmere herom i kapitel 1, afsnit 2).

Planlægningen må således baseres på følgende principper

En forud aftalt opgavefordeling baseret på den normale arbejdsgang og praksis.

Enkelhed i opbygning og indre sammenhæng, så overskuelighed tilsikres.

Fleksibilitet i gennemførelse hvad angår såvel omfang, rækkefølge som tempo.

Hurtig etablering af beslutningskompetence på niveau med daglig ledelse.

Aftaler om ressourcekoordinering med andre samarbejdsparter, såvel inden for som uden for sygehusvæsenet.

3.2. Akut medicinsk dagligdag

Skadestuens normale arbejdsopgaver består oftest af korte og relativt enkle opgaver af ambulant karakter.

En stor del af patienterne henvender sig selv - eventuelt efter henvisning fra egen læge eller vagtlæge - og forlader atter skadestuen ved egen hjælp efter endt behandling. En del patienter indbringes akut til skadestuen med ambulance med relativt ukomplicerede lidelser.

Når det drejer sig om svære livstruende tilstande, belastes skadestuen på en helt anden måde og bør derfor have et beredskab herfor. I forbindelse med svære traumer vil der være tale om en modtagefunktion for vurdering og behandling. I mange tilfælde vil det være nødvendigt at have fastlagte rutiner for overflytning af patienter til større, specialiserede sygehuse.

Det er vigtigt, at beredskabsplanlægningen tager udgangspunkt i den akut medicinske dagligdag, således at planerne er udtryk for en kontinuitet fra det daglige indbyggede beredskab til et beredskab, der også kan håndtere større ulykker og de helt store katastrofer med mulighed for en konkret og fleksibel tilpasning af kapaciteten til de aktuelle behov.

Enhver skadestue, stor eller lille, vil i en situation med modtagelse af flere svært tilskadekomne hurtigt nå sin maksimale formåen, og bør have en planlægning for, hvordan disse situationer skal håndteres.

På det akut medicinske område vil en stigende belastning normalt være forårsaget af et forøget antal opgaver inden for en begrænset tidsperiode. En ændring af opgavernes art vil derimod være sjælden.

Der henvises i øvrigt til kapitel 1, afsnit 2.3., hvor der nævnes en række risikomomenter, der kræver en særlig planlægning.

3.3. Sygehusets beredskabsplan

3.3.1. Overordnet beskrivelse af den samlede plan

En overordnet beskrivelse af den samlede beredskabsplan for sygehuset kan indeholde

Generelle oplysninger

Den samlede sygehusberedskabsplan i amtet og planen for den præhospitale indsats (udsendelse af præhospital lægestøtte).

Alarmering af sygehusvæsenet og samarbejdet med andre myndigheder.

Principper for planen på det enkelte sygehus, herunder

Modtagelse/registrering/visitation.

Skadestue/modtagelse.

Intern transport.

Evt. udskrivningsstuegang.

Bloddonortapning.

Ændringer i arbejdstid og arbejdsgange.

Politiets opgaver (identifikation og underretning af pårørende).

Kriseterapi.

Brandberedskab.

Beredskab ved indbringelse af kemisk forurenede patienter.

Beredskab ved indbringelse af radioaktivt forurenede patienter.

Bombetrusler.

Forholdet til pressen.

Specifikke oplysninger

Beredskabsledelsens sammensætning og hovedopgaver.

Relevante telefonnumre.

Praktiske oplysninger, herunder

Transport af personale til sygehuset.

Adgangsveje og parkering.

Pasning af personalets børn.

Særlige forhold for det enkelte sygehus.

Muligheder for uddannelse og øvelser.

Plan for den enkelte afdeling

Planen for den enkelte afdeling kan indeholde

Alarmeringsinstruks.

Afdelingens opgaver.

Alarmeringsliste for afdelingens personale.

Materielfortegnelser og tegninger over afdelingen (efter behov).

"Action cards". Heri beskrives de opgaver, som de medarbejdere, der varetager bestemte funktioner, skal udføre i en katastrofesituation.

3.3.3. Plan for samarbejde med andre myndigheder

Samarbejdsaftaler mellem sygehuset og andre myndigheder kan omfatte

Politiet

Trafikregulering omkring sygehuset i tilfælde af store ulykker.

Adgangskontrol.

Alarmeringsproceduren for udryknings- og lægehold og for sygehusene.

Identifikation af døde og tilskadekomne.

Det kommunale redningsberedskab

Brandslukning på sygehuset.

Mødeplaner.

Vejvisning af brandmandskab.

Redning af truede personer i samarbejde med sygehusets personale.

Ventepladsassistenter og materiel til ventepladsen.

Rensning af kemikalieforurenede personer

Ambulancetjenesten

Forhåndsorientering af modtagelsen/skadestedet.

Anmodning om udsendelse af udryknings- og lægehold til skadestedet.

Beredskabskorpset

Ventepladsassistenter og materiel til ventepladsen.

Ventepladscontainer eller personelrensecontainer.

Den primære sundhedstjeneste og social- og sundhedsforvaltningen

Procedurer ved ekstraordinær udskrivning af patienter til institutioner eller hjemmet.

Etablering af hjemmehjælp/hjemmesygepleje.

Private firmaer og leverandører

Leverancer af varer og tjenesteydelser.

Andre sygehuse inden for såvel som uden for amtskommunen

Fordeling af tilskadekomne efter antal og behandlingsbehov.

Som bilag 6 og 7 er optaget eksempler på beredskabsplaner udarbejdet inden for de seneste år.

3.4. Trinvis aktivering af sygehusets beredskab

3.4.1. Generelt

Udgangspunktet for aktiveringen af sygehusets beredskab må være, at anmodninger til sygehuset om assistance samt oplysninger om, hvad der er sket, sjældent vil være fuldstændige og entydige, men normalt så sporadiske og usikre, at katastrofeberedskab ikke kan iværksættes "samlet og helt", men snarere "stykvist og delt".

Beredskabet bør aktiveres i 2 faser - en automatikfase og en styret fase.

3.4.2. Automatikfasen

Denne fase må som anført oftest indledes på et ufuldstændigt informationsgrundlag, og de indledende foranstaltninger iværksættes principielt uden alarmering af tjenestefrit personale, idet der dog kan være automatik i relation til indkaldelse af tjenestefrit personale til visse nøglefunktioner.

Fasen omfatter indledningsvis aktiviteter, der umiddelbart skal sættes i gang, for at den medicinske indsats på skadestedet og modtagelse af flere tilskadekomne på sygehuset kan indledes uden forsinkende omstændigheder.

Igangsætning og ledelse af automatikfasens foranstaltninger må være delegeret til en medarbejder - her benævnt den primære beredskabsleder - som i forvejen er forpligtet til at være til stede på sygehuset i vagtperioden - f.eks. en 1. reservelæge i bunden vagt på den afdeling, der til daglig har ansvaret for modtagelse af de kirurgiske akutpatienter. Hvis sygehuset har en kvalificeret speciallæge i tilstedeværelsesvagt vil denne eventuelt umiddelbart kunne påtage sig opgaven som beredskabsleder, og derved varetage ledelsen af alle de foranstaltninger, der er knyttet til automatikfasen og den styrede fase.

Automatikfasens foranstaltninger iværksættes af den primære beredskabsleder, uden at denne skal konferere med sin overlæge.

Automatikfasen kan omfatte følgende foranstaltninger

Afsendelse af skadestedskoordinerende læge (KOOL).

Afsendelse af præhospital lægestøtte.

Iværksættelse af katastrofemedicinsk koordination ved indkaldelse af den amtskoordinerende læge (AMK-læge).

Indkaldelse af beredskabslederen/beredskabsledelsen.

Tilkaldelse af det nødvendige personale til modtagelsen/skadestuen for at gennemføre modtagelse og behandling af flere næsten samtidigt ankommende patienter.

Forberedelse af kemimodtagelse, hvis det er oplyst, at der er tale om uheld med farlige stoffer.

Forberedelse af modtagelse efter uheld med radioaktivitet.

Underretning om trufne dispositioner til den lægelige chef (beredskabslederen), der er udpeget til at lede den styrede fase.

Ved vurderingen af, hvorvidt sygehuset aktuelt er i stand til at udsende medicinalpersonale til et skadested, bør behovet for livreddende behandling prioriteres højst, og her bør præhospitale og

hospitlsindlagte patienter sidestilles.

Først når en eller flere af disse indledende foranstaltninger er sat i værk, og først når de modtagne informationer medfører, at det vil være nødvendigt at supplere med vagtfrit personale, indkaldes disse. Dette vil normalt kun være aktuelt uden for dagarbejdstiden.

Beslutningen om at iværksætte indkaldelse af vagtfrit personale søges så vidt muligt telefonisk konfereret med beredskabslederen.

Hvis den primære beredskabsleder ikke omgående kan få forbindelse med beredskabslederen, skal han iværksætte indkaldelsen, hvis han skønner, at det er nødvendigt.

Alarmeringen af vagtfrit personale kan endvidere indebære et behov for beslutninger på følgende områder

Klargøring til katastrofemodtagelse.

Alarmering af yderligere afdelinger (blodbank, laboratorium, portørtjeneste m.v.).

Oprettelse af udvidet ambulant modtagelse, herunder udvisitering af patienter, der venter i skadestuen.

Oprettelse af medicinsk oplysningskontor for pårørende.

Etablering af et særligt observationsområde ("holding area").

Skiltning og vejvisning i området.

3.4.3. Den styrede fase

Den styrede fase ledes af beredskabslederen. Som beredskabsleder udpeges ofte chef-lægen som medlem af sygehusledelsen eller en anden særligt udpeget overlæge, der kan tilkaldes. Beredskabslederen bør ikke samtidig varetage opgaven som amtskoordinerende læge (AMK-læge). Den amtskoordinerende læge (AMK-læge) leder indsatsen af hele sundhedsvæsenet i amtet, medens beredskabslederen leder sygehusets indsats. Se figur 3 i afsnit 2.3.2.

Den styrede fase indtræder, når denne chef er kommet til stede på sygehuset og ved personlig henvendelse til den primære beredskabsleder meddeler, at han nu overtager ledelsen. Øvelseserfaring viser, at personlig kontakt er nødvendig for at sikre overlevering fra den foreløbige til den egentlige ledelse.

Den styrede fase kan omfatte følgende yderligere foranstaltninger

Etablering af kriseterapeutisk bistand.

Anvisning af opholdsområde for og omsorg for pårørende.

Etablering af børnepasning (personalets børn).

Tilvejebringelse af ekstra forsyninger, forplejning og rengøring.

Alarmering af yderligere afdelinger, teknisk afdeling, køkken m.v.

3.5. Modtagelse af patienter

3.5.1. Generelt

Akut modtagelse af mange tilskadekomne, der med få minutters mellemrum ankommer til et sygehus inden for et forholdsvis kort tidsrum (30-60 min.), kan ikke improviseres, men må være planlagt, gennemgået og indøvet, så hver medarbejder kender sin opgave.

Modtagelse ledes af én person: visitator, der foretager en kort undersøgelse af hver patient ved ankomst og træffer beslutning om, hvordan og dermed hvor patienten skal behandles.

Samtidig med at visitator beslutter, hvor i sygehuset patienten skal hen, vil visitator eksempelvis kunne foretage en prioritering af, i hvilken rækkefølge den videre behandling skal ske, eventuelt ved triage.

Prioriteringen sker normalt ved at inddele i tre grupper

1. "Straks"

2. "Snarest"

3. "Kan vente"

En plan for modtagelse må i øvrigt hvile på følgende principper

Der skal samles akutbehandlingshold i modtage-/skadestueområdet, så visitator straks kan henvise livstruede patienter til et af disse hold.

De patienter, der har behov for umiddelbar livreddende behandling, sendes direkte til et af akutbehandlingsholdene.

Af hensyn til samlet styring af behandlingsressourcerne skal alle patienter (også syge til normal indlæggelse) behandlingsprioriteres af visitator.

Efter evt. aktutbehandling er det den behandlende læge, der beslutter, hvor den videre behandling skal ske, og det er denne, der foretager behandlingsprioriteringen.

Der skal udvises varsomhed med at gå i gang med komplicerede behandlinger, før der er et nogenlunde overblik over ulykkens omfang. Det er sjældent de mest behandlingskrævende, der indbringes først. De hårdest tilskadekomne vil tværtimod ofte først blive fremdraget fra skadestedet efter nogen tids forløb.

Der skal etableres ensrettet "trafik" i modtage-/skadestueområdet.

3.5.2. Katastrofejournal

Visitators diagnose og beslutning om behandling må meddeles dem, der modtager patienten. I stedet for den daglige journal kan der anvendes en særlig katastrofejournal, som også skal indeholde rubrikker til notering af patientens identitet samt henvisning til skadestedskortets løbenummer. Registreringen af patientens data skal imidlertid vente til den livreddende behandling er gennemført.

Indledningsvis skal behandlingen og patientens bevægelser på sygehuset alene kunne tilrettelægges ved hjælp af et nummer, der tildeles hver patient samtidig med visitators undersøgelse.

Af hensyn til identifikation ved bevidstløshed bør patienten også forsynes med et nummereret armbånd i forbindelse med visitators undersøgelse. Armbåndets nummer skal svare til nummeret på patientens katastrofejournal.

Af hensyn til sikker identifikation ved løbenummer bør der ligge katastrofejournaler og armbånd klargjort og samlet i en pose. I posen kan der også være et glas til blodprøvetagning samt en pose til brug ved indpakning af patientens "værdigenstande".

Sygehuset eller det pågældende amt kan have udarbejdet sin egen katastrofejournal eller kan anvendes den standardiserede katastrofejournal, der i kopi er optrykt i bilag 4. Neutrale, fortløbende nummererede katastrofejournaler uden angivelse af sygehusnavn og -nummer kan rekvireres i Beredskabsstyrelsen. Disse blanketter er øverst forsynet med to afrivelige, selvkopierende gennemslag med basale oplysninger om patienten til brug for henholdsvis politiets og sygehusets registrering.

Katastrofejournalen tænkes ikke kun anvendt ved katastrofer, men den er udarbejdet under hensyntagen til, at den også skal kunne anvendes i en travl daglig situation i forlængelse af ambulancejournalen samt ved øvelser eller andre uddannelsesaktiviteter.

Til udfyldelse af katastrofejournalen - bl.a. på grundlag af skadestedskortets oplysninger - skal visitator assisteres af en lægesekretær eller en person fra plejepersonalet, indtil der er kommet en lægesekretær til stede.

3.5.3. Intern transport

Den ambulancebåre, som den tilskadekomne ligger på ved ankomst til sygehuset, skal bruges igen i ambulancen. Der må derfor anvendes hospitalssenge til transport i sygehuset - også af de patienter, der skal akutbehandles i skadestuen.

Den første opgave for portørtjenesten er således at sørge for fremdragning af senge fra den pulje, der altid står parat ved modtagelsen, samt at supplere puljen f.eks. fra en særlig sengeredningscentral (sengedepot).

Den interne transport kan nemt blive den største flaskehals ved modtagelsen. Det er derfor vigtigt, at der afsættes en portør som transportleder i modtagelsen. Han skal opholde sig i nærheden af visitator og udelukkende lede anvendelsen af de andre portører.

Derudover bør der allerede i automatikfasen kaldes det nødvendige antal portører til modtagelsen og eventuelt aftales, at personalet i skadestuen (behandlingsholdene) selv henter og afleverer deres patienter.

Når patienterne forlader modtagelsen registreres det, hvor patienterne sendes hen, uanset om de skal direkte til en behandlingsafdeling, indlægges på sengeafdeling, sendes til behandling et andet sted i sygehuset eller sendes hjem.

Ved modtagelsen skal der mindst være to telefoner. En til indgående og en til udgående samtaler, heraf mindst én direkte forbindelse (uden om omstillingen).

3.5.4. Udvidet ambulant modtagelse

Samtidig med oprettelsen af en udvidet ambulant modtagelse må modtage-/skadestueområdet tømmes for ventende patienter, der ikke har akut behandlingsbehov.

Opgaverne er

Overtagelse af de patienter i skadestuen, som ikke kan henvises til praktiserende læge (vagtlæge).

Behandling af de patienter, der henvises af modtagelsens visitator.

Modtagelse af patienter, der ikke ankommer til sygehuset i ambulance, men ved egen hjælp, gående, i taxa, i privatbiler og tilsvarende (selvhenvendere).

3.5.5. Etablering af observationsområde (holding area)

Observationsområdet er et venteområde for patienter, som ikke visiteres direkte til en sengeafdeling, men som ønskes anbragt under løbende observation og almindelig understøttende behandling indtil indlæggelse eller operation. Etablering af et observationsområde kan give tid til klargøring af operationsafdelingen (tilkaldelse af operationshold).

3.5.6. Politiets registrering og identifikation

Politiet har oprettet et landsdækkende edb-net, der forudsætter, at forespørgsler fra pårørende til implicerede i en stor ulykke - uanset hvor i landet ulykken måtte være sket - skal rettes til politiet i den politikreds, hvor den pårørende bor og ikke politiet i den politikreds, hvor ulykken er sket, eller hvor sygehuset er placeret.

Politiet er altså i stand til hurtigt at meddele de lokale politikredse, hvem der har været impliceret i en ulykke, og hvor den pågældende befinder sig efter ulykken.

Ved katastrofealarm kommer der derfor en medarbejder fra politiet til sygehuset. For at kunne tilvejebringe den centrale registrering skal politiet have kopi af de data til identifikation af patienterne, som registreres ved de tilskadekomnes modtagelse på sygehuset. Side 1 af katastrofejournalen, jf. bilag 4, forudsættes således udleveret til politiet. Der skal endvidere være adgang til en direkte telefonforbindelse, for at de modtagne informationer løbende kan indrapporteres til edb-systemet.

Ligesom under daglige forhold bistår politiet endvidere med identifikation af tilskadekomne og døde.

Samarbejdet om registrering og identifikation kan føre til, at der i tilslutning til den akutte modtagelse anvises et lokale, hvorfra de politimæssige opgaver ledes.

3.6. Sygehusets beredskab ved uheld med kemikalier

3.6.1. Generelt og definitioner

Der bør skelnes mellem kemikalieforurenede personer og kemikalieskadede patienter. Kemikalieforurenede personer har en ydre forurening af kemikalier og skal renses, således at udsættelsen ophører. Først herefter kan en egentlig behandling af eventuelle kemikalieskadede patienter iværksættes. Kemikalieskadede patienter har symptomer efter påvirkning af et kemisk stof. Påvirkningen kan være foregået ved både indånding, indtagelse, kontakt med huden eller øjet.

Modtagefaciliteter

Sygehusenes modtagelse af kemikalieforurenede personer og kemikalieskadede patienter bør placeres i tilknytning til det fri eller have selvstændig, effektiv ventilation og separat indgang. Desuden bør der være vandinstallationer til skylning med tempereret vand.

Personlige værnemidler

Det medicinske personale bør have beskyttelseshandsker. Handskematerialet vælges, så det er egnet til det pågældende arbejde, herunder specielt bestandigt mod det pågældende kemiske stof. De enkelte handskematerialers modstandsdygtighed er afhængig af det valgte fabrikat. Relevante data må skaffes hos de respektive leverandører. Der kan være tale om både engangshandsker og flergangshandsker, hvor engangshandsker er at foretrække.

Sygehusene bør have rådighed over ansigtsmasker med partikelfiltre, såkaldte støvmasker. Desuden bør man have rådighed over ansigtsmasker med gasfiltre. Gasfiltre fjerner bestemte gasser og dampe fra indåndingsluften. Filtrene opdeles efter anvendelsesområde ved hjælp af en bogstavsbetegnelse og farvekode

Gasfiltertype

Farvekode

Anvendelsesområde

Eksempel

A

Brun

Dampe og gasser fra organiske stoffer med et kogepunkt >65ºC

Organiske oplysningsmidler som tetrachlormethan

B

Grå

Dampe og gasser fra uorganiske stoffer

Chlor, hydrogencyanid, hydrogensulfid

E

Gul

Sure gasser

Hydrogenchlorid, svovldioxid

K

Grøn

Ammoniak og aminer

X

Violet

Dampe og gasser fra stoffer med kogepunkt <65ºC

Methanol

Et kombinationsfilter, ABEK, kan anvendes i stedet for enkeltfiltrene, men kombinations

filtrets kapacitet vil være mindre.

Rensning

De kemikalieforurenede personer skal principielt renses på skadestedet af indsatsmandskabet, som i forvejen er iklædt egnet beskyttelsesudstyr. Derefter kan eventuelt kemikalie-skadede transporteres til sygehuset for behandling. Det er vigtigt at undgå, at håndteringen af kemikalieforurenede personer fører til spredning af kemikalieforureningen. Ambulancer og sygehuse skal i videst muligt omfang holdes rene, så transporten ikke forsinkes af rengøring eller af, at yderligere personer forurenes.

Kemikalieforurenede personer skal principielt renses, til forureningen er fjernet, eller i det mindste til yderligere eksponering undgås. Den primære rensning foretages ved grundig skylning med vand. Herefter iværksættes en specifik rensning (dekontaminering). Fremskaffelse af specielle rensemidler må ikke forsinke en rensning, hvorfor en primær skylning med vand altid iværksættes. Er der tale om stoffer, som er uopløselige i vand, kan sæbe ofte hjælpe ved rensningen.

I figur 8 vises et flow-diagram, som illustrerer, hvordan kemikalieforurenede personer efter et kemikalieuheld skal isoleres fra kemikalieforureningen og have fjernet tøj, smykker og kontaktlinser, inden de renses ved skylning med vand. Herefter kan de kemikalieskadede patienter transporteres til sygehuse, hvor den specifikke rensning og førstehjælp iværksættes efterfulgt af eventuel observation og behandling.

Til rensning af selvhenvendere bør sygehuset indgå aftaler med det kommunale redningsberedskab eller Beredskabskorpset om, at det kan rekvireres til rensning af de kemikalieforurenede personer ved eller eventuelt i sygehusets kemimodtagelse. Sygehusene fritages dog ikke for at sikre egne rensningsfaciliteter. Disse kan dog begrænses til kun at omfatte rensning af få og "mindre" forurenede personer.

Beredskabsstyrelsen har i øvrigt udarbejdet en særskilt håndbog om sygehusenes kemikalieberedskab: "Vejledning i håndtering af kemikalieforurenede personer". Denne håndbog er udsendt til sygehuse og andre steder, hvor håndtering af kemikalieforurenede personer kan komme på tale.

+++ Figur 8:+++

Flow-diagram for håndtering af kemikalieforurenede personer

3.6.2. Informationssystemet om farlige stoffer

Til brug for indsatsledere, behandlingspersonale, myndigheder m.fl. er der opbygget et informationssystem om farlige stoffer, som består af tre niveauer

Håndbog for indsatsledere "Farlige stoffer" (niveau a).

"Indsatskort for kemikalieuheld" (niveau b).

Kemikalieberedskabsvagten (niveau c).

Håndbog for indsatsledere "Farlige stoffer"

Dette er en håndbog, som i skemaform giver oplysninger om en række farlige stoffers egenskaber til brug ved redningsberedskabets første indsats ved et mindre, akut uheld med farlige stoffer.

"Indsatskort for kemikalieuheld"

Denne samling af indsatskort giver mere detaljerede oplysninger om de enkelte kemiske stoffer, idet hvert stof er beskrevet på to A4-sider med indsatsoplysninger på forsiden samt symptomer og behandlingsanvisninger på bagsiden.

Kemikalieberedskabsvagten

Kemikalieberedskabsvagten er en telefonisk rådgivningsordning, som er døgnbemandet med kemikere fra Beredskabsstyrelsen. Ved større uheld eller ved uheld med farlige stoffer, der ikke er omhandlet af informationsystemets niveau a og b, kan henvendelse ske til Kemikalieberedskabsvagten. Kemikalieberedskabsvagten kan være behjælpelig ved

Transportuheld, hvori der indgår farligt gods.

Brand, hvori der indgår farlige stoffer eller udvikles farlig brandrøg.

Udslip af farlige stoffer fra industri eller lignende.

Uheld på virksomheder omfattet af risikobekendtgørelsen.

Identifikation af stoffer, specielt analyse af ukendte stoffer.

Rådgivning i relation til bestemmelserne for vejtransport af farligt gods.

Kemikalieberedskabsvagten kan endvidere skabe kontakt til kemiske virksomheder både i Danmark og i udlandet med henblik på rådgivning.

Kemikalieberedskabet i øvrigt

En anden instans, Giftinformationen, har døgnvagt og kan benyttes i kemikalieberedskabet. Giftinformationen giver oplysninger om farlige stoffers indvirkning på mennesker.

Disse to døgnbemandede rådgivninger kontaktes således

Kemikalieberedskabsvagten

Farlige stoffer

Identifikation, indsats, håndtering af kemikalieforurenede personer

Mobiltelefon (NMT)

30 43 15 21 (døgnvagt)

Personsøger (OPS)

50 13 75 22

Beredskabsstyrelsen, Kemisk Laboratorium

telefon 45 82 54 00

Postadresse: Universitetsparken 2

telefax 35 36 56 20.

2100 København Ø.

Varemodtagelse og besøg: Nørre Allé 67, 7. etage

2100 København Ø

Giftinformationen

Giftige stoffer

Virkning på mennesker, behandling af kemikalieskadede patienter

Telefon

35 31 60 60

Giftinformationen, Arbejds- og miljømedicinsk Klinik

telefon 35 31 60 60

Bispebjerg Hospital

telefax 35 31 60 70

Bispebjerg Bakke 23

2400 København NV

3.7. Sygehusets beredskab ved uheld med radioaktivitet

3.7.1. Generelt og definitioner

I forbindelse med uheld med radioaktive stoffer bør der skelnes mellem uheld, hvor der er blevet frigivet radioaktive stoffer, således at personen er blevet forurenet eksternt og/eller internt, og uheld, hvor dette ikke er sket.

Er der ikke sket nogen frigivelse, kan personer, der har været involveret i uheldet, alene have fået en stråledosis fra gennemtrængende stråling som gamma-stråling, energirig beta-stråling eller neutronstråling. Sådanne personer repræsenterer ikke nogen forureningsrisiko for indsatspersonellet og kan umiddelbart transporteres til undersøgelse, diagnosticering og eventuel behandling på et sygehuse, der har læger med specialviden om stråleskader på mennesker, f.eks. på en onkologisk eller en hæmatologisk afdeling.

Det bør understreges, at kun stråleteknisk sagkyndige kan konstatere, om der er sket frigivelse af radioaktive stoffer, og kun på baggrund af viden om den involverede kilde. Kan disse forudsætninger ikke opfyldes, skal man gå ud fra, at der er sket frigivelse af radioaktive stoffer. Statens Institut for Strålehygiejne, som under alle omstændigheder skal underrettes om alle uheld og ulykker involverende strålekilder, vil i de fleste tilfælde kunne give information og vejledning til redningsberedskabets indsatsleder eller sygehuspersonalet.

Personer, der har været udsat for frigivne radioaktive stoffer, vil som oftest være såvel eksternt som internt forurenede, dvs. at der er radioaktivitet på personens tøj, hud m.v., og radioaktivitet er f.eks. ved indånding af støv eller gennem sår trængt ind i personens organisme. Den eksterne forurening bør allerede på skadestedet søges nedbragt mest muligt, da den er en kilde til såvel stråling som yderligere intern forurening såvel af den ramte selv som af indsatspersonel og andre. Det bør dog påpeges, at den primære opgave på skadestedet er at give livreddende førstehjælp for at begrænse uheldets konsekvenser.

Der vil kun være tale om egentlige symptomer så som utilpashed, opkastning og uklarhed efter udsættelse for meget store doser af gennemtrængende stråling (akut stråleskade). I den langt overvejende del af de uheld eller ulykker med radioaktive stoffer, der kan ske i Danmark, vil de udsatte personer ikke umiddelbart frembyde somatiske symptomer som følge af radioaktiviteten. Afhængig af den modtagne strålingsdosis vil symptomer dog kunne optræde efter et tidsrum, der kan strække sig fra timer til uger.

Efter et uheld, hvor radioaktive stoffer er involveret, vil indsatspersonellet og senere sygehusene skulle kunne håndtere følgende hovedtyper af ulykkesofre

Personer, der kun er eksternt bestrålede med eller uden andre traumer. Bortset fra eventuelle traumer kan disse personer være uden symptomer, men alligevel kræve opfølgende undersøgelse, diagnosticering og behandling.

Eksternt og internt radioaktivt forurenede personer med eller uden andre traumer.

Modtagefaciliteter

Sygehusenes modtagelse af radioaktivt forurenede personer kan placeres og udstyres som det er beskrevet ovenfor under afsnit 3.6.1. om beredskabet mod kemikalieuheld. Det vil dog være nødvendigt at supplere med passende måleudstyr betjent af personale, der har erfaring i brugen af dette. Begge dele kan som regel skaffes fra klinisk fysiologisk/nuklearmedicinske afdelinger på de større sygehuse. Såfremt sygehuset ikke råder over eget måleudstyr, bør det af katastrofeplanen klart fremgå, hvorfra og på hvilken måde sådant udstyr kan fremskaffes.

Personlige værnemidler

Der henvises til det for kemikalieuheld i afsnit 3.6.1. anførte. Det skal pointeres, at formålet med de personlige værnemidler er at forhindre, at det radioaktive materiale kommer ind i organismen hos personalet, og ikke at afskærme mod de (i de fleste tilfælde ubetydelige) stråledoser, som det radioaktive materiale på den forurenede kan give anledning til.

Rensning

Retningslinierne herfor ligger ligeledes tæt op ad de for kemikalieuheld angivne. På skadestedet bør ikke-skadede personer selv afføre sig forurenet tøj, smykker, kontaktlinser m.v. og om muligt foretage en første afvaskning. Indsatspersonellet, som forudsættes iklædt hensigtsmæssigt og tilstrækkeligt beskyttelsesudstyr må underkaste skadede personer den samme rensning. De forurenede effekter lægges i plasticposer, der lukkes, mærkes med personens navn og anbringes et sted, hvor uvedkommende ikke kan komme til dem. Efter den primære rensning transporteres såvel skadede som ikke-skadede personer til sygehuset for videre rensning og evt. behandling.

Ambulancer og andre køretøjer, der har været brugt til transport af radioaktivt forurenede personer, skal kontrolmåles og evt. renses under vejledning af en strålehygiejnisk sagkyndig. Dette bør om muligt gøres mellem hver transport, men skal i hvert fald gøres efter afslutningen af indsatsen.

I sygehusets modtagelse fortsættes rensningen vejledt af løbende målinger. Hovedreglen er, at der fortsættes indtil der ikke kan registreres værdier over instrumentets baggrundstælletal. Til rensningen kan anvendes vand, sæbe eller andre opslæmmende midler samt opløsninger indeholdende stabile isotoper af det/de radioaktive stoffer.

Har der været mulighed for oralt indtag af radioaktive stoffer, fremkaldes opkastning hos ikke-bevidstløse personer. Ved viden om, at radioaktive jod-isotoper er involveret, gives stabilt jod, hvis personen kan tåle dette. Retningslinier for doseringen af jod til forurenede personer og det personale, der er direkte beskæftiget med disse personer, medtages i de specifikke instrukser. Rensning af forurenede sår kan, under lægelig vejledning, forsøges ved hjælp af kompleksdannere. Afføring, urin og opkast opsamles. Forurenede effekter lægges også her i plasticposer, der lukkes, mærkes med personens navn og anbringes et sted, hvor der er langt til faste arbejdspladser, og hvor uvedkommende ikke kan komme til dem. Efter gennemført rensning kan personen evt. indlægges på almindelige sengeafsnit. I øvrigt kan henvises til vejledningen om radioaktive stoffer i Beredskabsstyrelsens håndbog om "Sygehusenes kemikalieberedskab; Vejledning i håndtering af kemikalieforurenede personer".

Opfølgende vil Statens Institut for Strålehygiejne udarbejde et skøn over de stråledoser, som det involverede personale måtte have modtaget.

3.7.2. Information om radioaktive stoffer

"Indsatskort for kemikalieuheld"

I denne samling af stofspecifikke indsatskort, som er omtalt ovenfor i afsnit 3.6.2. om kemikalieberedskabet, indgår kort for et mindre antal radioaktive stoffer.

Sikkerhedskort for vejtransport

I førerhuset på et køretøj, der medfører radioaktive stoffer, skal der findes relevant information om den transporterede ladning (sikkerhedskort), jf. reglerne for vejtransport af radioaktive stoffer. Der er udarbejdet eksempler på sikkerhedskort for transport af radioaktive stoffer i almindeligehed samt specifikt for transport af uranhexafluorid.

Vagthavende ved Statens Institut for Strålehygiejne

Statens Institut for Strålehygiejne skal underrettes om alle ulykker og uheld i Danmark der involverer strålekilder. Der er på instituttet etableret en vagtordning, der sikrer, at man på ethvert tidspunkt af døgnet indenfor maksimalt 15 minutter kan komme i kontakt med en strålehygiejnisk sagkyndig. Denne vil bl.a. have alle instituttets oplysninger om strålekilder i Danmark til rådighed, hvorfor han ofte umiddelbart vil kunne give en indsatsleder al nødvendig information. Denne døgnbemandede vagtordning kontaktes således

Vagthavende ved Statens Institut for Strålehygiejne

Radioaktive stoffer

Identifikation, indsats og håndtering af radioaktivt forurenede personer

Telefon 44 94 37 73

Telefonsvarer henviser til vagthavendes mobiltelefon

Statens Institut for Strålehygiejne

Telefon 44 54 34 54

Knapholm 7

Telefax 44 54 34 50

2730 Herlev

3.8. Sygehusets deltagelse i kriseterapeutisk beredskab

Efter erfaringerne fra skibsbranden på færgen Scandinavian Star i april 1990 blev der udarbejdet en redegørelse om et permanent beredskab for kriseterapeutisk bistand. Redegørelsen, der blev tiltrådt af sundhedsministeren, fastslår, at det er sygehuskommunerne, der - som led i det almindelige sygehusberedskab - er forpligtede til at planlægge en sådan bistand.

Bistanden skal såvel kunne bidrage til at afhjælpe følgerne af mindre ulykker som kunne indgå i en større kriseterapeutisk organisation, eventuelt etableret som et såkaldt psyko-socialt støttecenter.

Etablering af et støttecenter i form af hotelmæssig indkvartering over flere dage er imidlertid ingen forudsætning for at yde kriseterapeutisk bistand, og dette vil sandsynligvis kun sjældent blive aktuelt.

I givet fald vil situationen være så alvorlig, at en egentlig katastrofestab i de fleste tilfælde er etableret under politiets ledelse, hvori sygehusvæsenets chefer indgår. Politiet vil da være rekvirerende og opstillende myndighed, og sygehusvæsenets indsats vil være at stille kvalificeret personale til rådighed.

Det kan også i visse situationer forventes, at den koordinerende ledelse (politiet) ved en redningsindsats ønsker bistanden tilbudt i nærheden af skadestedet, hvor politiet har etableret et opsamlingssted, jf. afsnit 2.7. Dette kan især forekomme, hvor muligheden for borttransport er begrænset, eller hvor der er tid til at forberede sig, inden personkredsen ankommer, for eksempel med skib eller fly.

Oftest vil der være tale om, at personer med kriseterapeutisk behov indbringes eller ankommer til sygehusets skadestue for at få hjælp. Bistanden kan da ydes parallelt med den somatiske skadestuebistand.

Af hensyn til uroen og eventuelle yderligere traumatiske oplevelser er det næppe hensigtsmæssigt at yde bistanden på skadestuen, ej heller på en psykiatrisk afdeling, da personerne ikke er psykisk syge, men har normale reaktioner i en unormal situation.

Indholdet af den kriseterapeutiske bistand kan kort beskrives som følgende

Tydeligt formuleret tilbud om bistand.

Mulighed for at bruge telefon m.v. til pårørende og andre.

Forsøg på en kort registerering af personer af hensyn til opfølgning (sammen med politiet).

Tilbud om her og nu oversigtsbearbejdning af forløbet i form af kvalificeret lytning og psykisk omsorg.

Eventuel visitering til yderligere psykisk eller fysisk bistand.

Information om "hvad der skete og skal ske nu".

Forplejning, vask, varme, tøj m.v.

Bistanden bør geografisk ydes det bedst mulige sted med adgang til faciliteter til ovenstående opgaveløsninger.

Målgruppen kan være direkte involverede, pårørende, tilskuere, redningsmandskabet og hjælpere, samt de ansvarlige ledere.

Alarmering bør ske på samme måde som den øvrige alarmering af sygehusenes interne beredskab eller den præhospitale indsats. Beredskabet bør til gengæld kunne sættes i værk uden samtidig alarmering af det somatiske katastrofeberedskab.

Det enkelte sygehus bør have planlagt, hvorledes sygehusets kriseterapeutiske beredskab alarmeres via AMK´en eller eventuelt den somatiske skadestue.

Den psykiatriske afdeling bør have en plan, som består af en alarmeringsinstruks, en beskrivelse af afdelingens almindelige beredskabsopgaver samt en beskrivelse af hvilke særlige ydelser, der skal kunne leveres, og i hvilke lokaler på sygehuset ydelserne skal gives.

Der bør ligeledes foreligge en alarmeringsliste for personalet, og en fortegnelse over, hvilket materiel og mundering det kriseterapeutiske team skal medbringe, såvel til indsats på sygehuset som ved ekstern udsendelse.

Det er det enkelte sygehus, som har ansvaret for at udpege personale til det kriseterapeutiske beredskab og at tilsikre den fornødne lokale uddannelse og øvelsesvirksomhed for det udpegede personale.

Der er yderst sjældent/aldrig brug for akut hjælp inden for minutter, derimod ofte for bistand i nogle timer inden for nogle timers frist.

Samarbejdspartnerne kan være

Politiet.

Ambulancetjenesten.

Det kommunale redningsberedskab.

Beredskabskorpset.

Falcks psykolognetværk.

Psykologtjenesten DSB og P&T.

Forsvarets Center for Lederskab, Psykologisk Afdeling.

Den sociale døgnvagt/social- og sundhedsforvaltningen.

Den primære sundhedstjeneste.

Tolke til fremmedsprogede.

Kirkeligt personale.

Andre lokale frivillige organisationer, f.eks. Dansk Røde Kors, Beredskabs-Forbundet eller ASF-Dansk Folkehjælp.

Det er nødvendigt på forhånd at have aftalt, hvilke personer der indgår i det kriseterapeutiske beredskab, således at der kan gennemføres den nødvendige fælles uddannelses- og øvelsesvirksomhed sammen med andre grupper af redningsmandskab.

I den kriseterapeutiske beredskabsplanlægning bør også indgå overvejelser om den eventuelle opfølgning og efterbehandling inden for den primære sundhedstjeneste.

3.9. Uddannelse og øvelsesvirksomhed

Beredskabsstyrelsen har i 1997 udsendt "Forslag til kurser i katastrofemedicin og sundhedsberedskab", der er optaget som bilag 8.

Dette katalog er inddelt i 3 hovedafsnit

Sygehusets kurser.

Amtskommunens kurser.

Centrale kurser.

En introduktion til sygehusets beredskab bør gives alle nyansatte ved sygehuset som led i sygehusets integrerede introduktionsprogram for nyansatte. Andre katastrofemedicinske kurser bør gives til medarbejdere, som skal medvirke til specifikke procedurer på sygehuset eller præhospitalt i forbindelse med katastrofeberedskabet.

Det foreslås endvidere, at amtskommunen tager initiativ til afholdelse af et kursus i sygehusets beredskab - ledelse og organisation for medarbejdere med ledende opgaver i beredskabet på det enkelte sygehus.

Det er imidlertid ikke nødvendigvis de kostbare kurser, som betinger tilstedeværelsen af et effektivt uddannelsesniveau inden for det katastrofemedicinske område på sygehuset.

Lokalt vil der være mulighed for (eventuelt på afdelingsplan) at arrangere kortere seminarer eller møder, mindre alarmerings- og kommunikationsøvelser eller dilemmaøvelser, hvor personalegrupper stilles over for problemstillinger, som løses i fællesskab som papirøvelser.

Opmærksomheden skal også henledes på muligheden for at deltage i øvelser som arrangeres af de kommunale redningsberedskaber og politiet eller af Beredskabskorpset.

3.10. Evakuering

I fredstid har sygehusets ledelse ansvar for planlægning af flugtveje og evakueringsplaner for enkeltafdelinger til andre afdelinger på sygehuset, f.eks. i forbindelse med brand.

Såfremt sygehuset på grund af ombygninger eller større ulykker på sygehuset bliver midlertidigt uanvendeligt, gennemføres en overflytning af patienterne til andre sygehuse ved sygehusledelsens foranstaltning.

4. Sygehusberedskabet under krise eller krig

4.1. Generelt

4.1.1. Det medicinske skadebillede

Krigen er den katastrofe, som medfører de mest uoverskuelige konsekvenser for sygehuse og sundhedsvæsen. Samtidig med, at et stort antal mennesker skades, vil der kunne opstå forsyningsvanskeligheder med alvorlige mangelsituationer.

På det enkelte sygehus vil principperne i den almindelige beredskabsplan (katastrofeplanen) kunne følges også i krig, hvorfor et velfungerende dagligt beredskab vil have den største betydning for et fungerende krise- eller krigsberedskab. Nødvendigheden af samarbejde sygehuse og amtskommuner imellem, og koordineringen med det omkringliggende samfunds ressourcer vil være altafgørende.

Det er ikke muligt entydigt at beskrive skadebilledet i en eventuel krigssituation.

Det aktuelle efterretningsmæssige planlægningsgrundlag for Danmark indeholder oplysninger om, hvilke typer af våben, der kan tænkes anvendt mod dansk område i en eventuel krig. Der kan fortsat regnes med følgende - enkeltvis eller i kombination

Konventionelle våben.

Kemiske våben.

Kernevåben.

Virkningerne af specielt kemiske og atomare våben vil kunne berøre dansk område, også selv om der ikke foregår egentlige kamphandlinger i landet.

Der henvises i øvrigt til bilag 9 (Indenrigsministeriets notat af 12. september 1996 om risici og usikkerhedsmomenter i den sikkerhedspolitiske situation i Danmark).

I tilslutning hertil bemærkes, at Forsvarskommissionen i sin beretning fra december 1998 bl.a. anfører, at overvejelserne om udviklingen af forsvaret - i overensstemmelse med perspektiverne for den sikkerhedspolitiske udvikling - vil kunne baseres på, at der menes at være en tidshorisont på 10 år, til der igen vil kunne opstå en direkte substantiel militær trussel mod Danmark eller de nærmest beliggende allierede.

Karakteristisk for de anførte situationer vil være

Stor risiko for udbrud af panik.

Risiko for sammenbrud af telekommunikation og anden "forsyningsvirksomhed".

Stort behov for hurtig og korrekt information fra myndighederne.

Stort behov for at kunne indsætte og koordinere indsatsen af omfattende og forskelligartede hjælpeenheder.

Stort behov for et fleksibelt sygehusberedskab.

I en krigssituation vil sygehusberedskabet - set i relation til selv en meget stor fredstidskatastrofe - blive udsat for en stærkt forøget og anderledes belastning, idet der ud over modtagelsen af et ikke beregneligt antal sårede fra befolkningen også kan forventes indbragt sårede og tilskadekomne fra uniformerede styrker.

Hertil kommer, at behandlingsmuligheden i de normale lokaliteter måske er umuliggjort, ligesom den daglige teknologi samt forsyningen af el og varme ikke kan påregnes at være til rådighed i fuldt omfang.

Sygehusenes behandlingskapacitet må udbygges i størst muligt omfang. Dette bør fortsat ske ved, at alle ressourcer inddrages i beredskabet.

Karakteren af de skader, der opstår under krigsforhold, afhænger af, hvilke våbentyper der bliver anvendt. Anvendelsen af konventionelle våben vil først og fremmest bevirke skader, der kræver kirurgisk behandling. Sådanne skader kan bl.a. opstå ved sammenstyrtninger, brande og eksplosioner, hvortil kommer projektil- og sprængstykkeskader.

Brugen af biologiske og kemiske kampstoffer vil kræve en medicinsk behandling, hvortil kommer de personskader, der skyldes ioniserende stråling som følge af brugen af kernevåben.

Ud over de nævnte skader vil den almindelige sundhedstilstand i befolkningen givetvis også ændres drastisk under krigsforhold, idet muligheden for epidemier forøges.

Den forøgede og forandrede belastning af sygehusvæsenet nødvendiggør en tilpasning af den fredsmæssige virksomhed til de ændrede krav, der gælder under krigsforhold. En lægelig bedømmelse af de syge og tilskadekomnes akutte og endelige behov for behandling må være grundlaget for prioriteringen af behandlingsindsatsen.

Muligheden for at udskyde behandlingen af visse af de sygdomme, der under normale forhold ville blive behandlet, samt anvendelse af krigskirurgiske behandlingsprincipper, må udnyttes for at skabe maksimal plads på behandlingsstederne for de krigsskadede.

Skadebilledet i en krig vil i øvrigt kunne medføre

Periodisk lokal eller regional overbelastning af sygehusenes og ambulancetjenestens kapacitet, selv om disse forstærkes ved overgangen til krigsberedskab.

En særlig alvorlig belastning inden for afgrænsede sektorer såsom kirurgisk behandling, intensiv overvågning eller brandsårsbehandling.

Et øget antal af alvorligt kvæstede med multiple skader, som medfører krav om hurtig og ressourcekrævende førsteindsats og kirurgisk sygehusbehandling.

4.1.2. Præhospital indsats

Umiddelbart kan det virke nødvendigt at udsende skadestedskoordinerende læge (KOOL) og præhospital lægestøtte til skadesteder i krig. Der vil dog forinden skulle ske en konkret afvejning af behovet for en tidlig, kvalificeret lægelig indsats på et skadested og behovet for anvendelse af disse ressourcer på selve sygehuset. Ligesom i fredstid bør behovet og mulighederne for livreddende behandling også prioriteres højst under krise eller krig.

Forudsætningen for at få et medicinsk-fagligt udbytte af den fremskudte medicinske koordination og behandling er, at sygehus- og behandlingsbaglandet er intakt, således at en nuanceret fordeling kan foretages til den relevante behandling.

I krigstid må det imidlertid forventes, at fordelingen af de tilskadekomne vil ske efter simple geografiske overvejelser i forbindelse med skadestedets placering. Også opdelingen af tilskadekomne efter læsioner vil blive betydeligt forenklet. De, der selv vil kunne bevæge sig til et behandlingssted, vil blive henvist til den primære sundhedstjeneste - eventuelt til en særlig nødskadestue. Kun de, der skal transporteres af andre, vil blive bragt til et sygehus.

Endvidere vil der være maksimal belastning på sygehusene, så det kan være betænkeligt at sende ressourcer i form af præhospital lægestøtte ud på skadestederne.

Redningsberedskabet har ikke en selvstændig lægetjeneste på samme måde som det militære forsvar, men har uddannet værnepligtigt redningsmandskab til at arbejde på ventepladser ved krigstidsskadesteder, til transportklargøring og prioritering af tilskadekomne. Disse funktioner vil således stadig blive varetaget, men på et væsentligt lavere medicinsk ambitionsniveau end i fredstid, hvor disse opgaver varetages af medicinalpersonale.

4.2. Udbygning af ledelsesfunktionen og andre administrative funktioner

Sygehusberedskabet indgår, som det tidligere er nævnt, under krise eller krig som en del af redningsberedskabet.

Dette indebærer, at redningsberedskabets kommandomyndighed overtager den operative ledelse af sygehusberedskabet. Den operative ledelse vedrører især afgørelsen af, på hvilke sygehuse større grupper af civile og militære tilskadekomne skal indlægges.

I de centrale forvaltninger og på sygehusene etableres beredskabsledelser med forpligtelse til efter behov at kunne virke på døgnbasis.

Såfremt overgang til krigsberedskab medfører en ændret struktur på de enkelte sygehuse ved udvidelse af visse behandlings- og sengeafdelinger, må der også tages hensyn hertil på ledelses- og øvrige administrative niveauer. Det kan være nødvendigt at etablere ændrede ansvars- og kompetencefordelinger mellem sygehuse, de centrale forvaltninger og regionskommandoerne med henblik på styring af ressourcerne.

Sygehusberedskabets omstilling fra fredsforhold til krigsberedskab sker i et vist omfang med udgangspunkt i eksisterende beredskabsbestemmelser.

4.3. Udvidelse af behandlingskapaciteten

I modsætning til tidligere opstilles der ikke fra centralt hold et krav til sygehusvæsenet om forøgelse af sygehusenes behandlingskapacitet med en bestemt procent f.eks. målt i forhold til antal operationer i fredstid.

På grundlag af den fredsmæssige kapacitet opstilles der alene en forventning om, at de enkelte sygehuse planlægger for en behandlingskapacitetsudvidelse, som under udnyttelse af realistiske yderligere ressourcer med hensyn til personale, udstyr, bygningskapacitet og forbrugsvarer herunder lægemidler, sætter sygehuset i stand til at kunne modtage og behandle så stort et antal patienter som muligt i den aktuelle situation.

Følgende foranstaltninger kan iværksættes

Ændrede visitationsregler for modtagelse af patienter, hvis sygdom ikke har direkte forbindelse med krigsbegivenheder, således at kun patienter med et uafviseligt sygehusbehandlingsbehov modtages. Herved frigøres kapacitet til behandling af egentlige krigsofre.

Styrkelse af den præhospitale indsats i samarbejde med den primære sundhedstjeneste bl.a. med det formål at lette presset på sygehusene.

Alene indlæggelse af hårdt sårede patienter på sygehusene i meget belastede situationer, medens lettere tilskadekomne så vidt muligt allerede på skadestedet henvises til den primære sundhedstjeneste eller til forskellige former for førstehjælpstjeneste.

Ændring af behandlingsprincipper, således at hovedvægten lægges på behandling af de patienter, hvis udsigter til helbredelse (overlevelse) er størst (triage), samt overgang til anvendelse af krigskirugiske behandlingsprincipper på de civile sygehuse.

Forøgelse af den personalemæssige behandlingskapacitet. Dette vil hovedsagelig kunne ske ved ophør af deltidsansættelse, indkaldelse af personale på orlov, udvidelse af arbejdstiden generelt og formentlig i beskedent omfang ved ansættelse af yderligere faguddannet personale. Endvidere vil overførsel af personale fra mindre belastede sygehusafdelinger til mere belastede være en mulighed. Også læge- og sygeplejestuderende vil kunne inddrages i beredskabet.

Der må i denne forbindelse tages hensyn til, at en mindre del af personalet ved beredskabsforøgelse vil have pligt til at møde ved forsvaret eller redningsberedskabet. Sygehusene skal tilstræbe, at personer i egentlige nøglestillinger på sygehusene søges fritaget for en sådan mødepligt ved designering, jf. afsnit 4.5.

Planlægning af etablering af ekstra operationsstuer med birum (sikrede reservebehandlingsafsnit), såfremt lokale hensyn taler herfor. Med henblik herpå bør det overvejes at bibeholde (oplagre) ældre udstyr til denne anvendelse.

Såfremt der lokalt i det enkelte amt skønnes at være behov for at kunne etablere yderligere behandlingskapacitet til behandling, kan der peges på følgende løsningsmodeller

Amtet vil kunne etablere en sådan kapacitet ved at bibeholde eksisterende operationsstuer m.m. eller blot de nødvendige tekniske installationer til sådanne på sygehuse, som er omdannet, eller som i de kommende år omdannes til rene medicinske sygehuse. I en beredskabssituation vil man ved overførsel af personale og nødvendigt udstyr kunne genoptage den kirurgiske virksomhed der. Dette kan bl.a. være relevant i områder, der i en krigssituation vil kunne risikere afskæring fra det sygehus, som normalt betjener områdets befolkning for lidelser, der kræver kirurgisk behandling.

Generelt vil behovet for etablering af sådanne enheder også kunne opstå i amter, hvor hovedparten af den kirurgiske behandling sker på ét enkelt højt specialiseret sygehus. I tilfælde af hel eller delvis lukning af et sådant sygehus på grund af krigsskader, vil amtet ikke kunne tilbyde befolkningen den nødvendige behandling på andre sygehuse, men vil være helt afhængig af overførsel af patienter til nabosygehuskommunernes sygehuse.

4.4. Udvidelse af plejekapaciteten

Såvel det øgede pres, som kan tænkes at opstå på det enkelte sygehus i en krigssituation, som den større behandlingskapacitet, som forudsættes etableret, vil medføre et forøget pres på sengeafdelingerne på sygehusene. I de senere år er den gennemsnitlige indlæggelsestid for patienter på sygehusene blevet reduceret, men det må formodes, at patienter med krigsskader vil have behov for en længere liggetid på grund af skadernes karakter. Også dette vil, efterhånden som de tilskadekomne indlægges, bevirke et forøget behov for længerevarende pleje.

Følgende foranstaltninger kan iværksættes med henblik på udvidelse af sygehusenes kapacitet på dette område

Udskrivning af en del af de patienter, som er indlagt, før behovet for ekstra sengepladser opstår. Med støtte i øvelseserfaringer skønnes ca. 50-75 pct. af fredstidspatienterne, hvis det er nødvendigt, at kunne udskrives før planlagt. For en del af patienterne er dette dog betinget af fortsat pleje i hjemmet af den primære sundhedstjeneste eller f.eks. på social døgninstitution.

Udvidelse af sengekapaciteten ved opstilling af ekstra senge på selve sygehuset, dog må flugtveje, ligesom i fredstid, ikke spærres af senge og andet. Yderligere sengepladser vil kunne tilvejebringes ved indgåelse af aftaler med nærtliggende hoteller, kursuscentre m.v. Der kan endelig etableres sengeafdelinger i skoler, sportshaller m.m., men dette forudsætter aftaler om levering og/eller oplagring af nødvendigt materiel. Anvendelse f.eks. af et hotel til formålet har den fordel, at en del af den logistiske baggrund altid er til stede i form af møblering, køkken- og rengøringsfunktion, og at personalet derfra eventuelt vil kunne gøre tjeneste som hjælpepersonale. Sengeafdelinger i lokaler uden for sygehusene kan eventuelt anvendes til patienter med lavere plejebehov. Det forudsættes i alle tilfælde, at afdelingerne drives som en del af sygehuset.

Forøgelse af den personalemæssige plejekapacitet vil primært skulle ske på samme måde som på behandlingsafdelingerne. Herudover kan det overvejes at supplere personalet med frivillige, som i givet fald bør have modtaget en uddannelse med henblik herpå i fredstid.

Planlægning af tilvejebringelse eller oplagring af nødvendigt materiel og udstyr med henblik på kapacitetsudvidelse må dog under alle omstændigheder foretages.

4.5. Personaleforhold

Spørgsmålet om sygehusenes bemanding i en krise- eller krigssituation er kort berørt ovenfor. I dette afsnit fokuseres der på den enkelte medarbejders forhold i disse ekstraordinære situationer.

Med hjemmel i beredskabslovens § 57 er de ansatte på sygehusene forpligtet til at udføre de opgaver inden for beredskabet, som de bliver pålagt.

De ansatte må også være forberedt på, at gældende overenskomster vil være suspenderet med hensyn til arbejdstid, fridage og ferier, og at deltidsansatte kan blive pålagt at arbejde flere timer, end deres ansættelse lyder på.

De ansatte kan også forvente at skulle påtage sig nye opgaver. Som eksempel kan nævnes hjælp ved etablering af og tjeneste på sengeafdelinger, der oprettes som supplement til sygehusets almindelige afdelinger (tidligere benævnt sygehusannekser), hvor der bl.a. vil blive behov for ledende personale og for personale til undervisning af nyt personale. De ansatte må i øvrigt selv være indstillet på, som et led i beredskabsopbygningen, at skulle modtage uddannelse for eksempel i patientmodtagelse i krig og i krigskirurgiske behandlingsprincipper.

Pasning af de ansattes børn bør være indeholdt i planerne for sygehusberedskabet.

De ansatte er som medicinalpersonale omfattet af en særlig beskyttelse i henhold til tillægsprotokol I til Geneve konventionen af 12. august 1949 vedrørende beskyttelse af ofre i internationale væbnede konflikter.

I forbindelse med ansættelse af nyt personale bør dette orienteres om de beredskabsmæssige forpligtelser, og sygehuset bør skaffe sig oplysninger om, hvorvidt de pågældende har mødepligt ved forsvaret eller redningsberedskabet under krise eller krig. Personer, der ansættes i nøglefunktioner på sygehuset, vil normalt kunne fritages for en sådan mødepligt (designeres). Ved ansættelse af sygeplejersker bør det søges oplyst, om disse har tegnet kontrakt om rådighedspligt med Forsvarets Sanitetstjeneste. Om designering henvises til Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 934 af 6. december 1993 om fritagelse for mødepligt ved redningsberedskabet og forsvaret under krise eller krig samt Indenrigsministeriets vejledning nr. 192 af 6. december 1993 om samme emne.

Beredskabsstyrelsen har indgået en aftale med forsvaret, som tilsigter at løse eventuelle tvistigheder om personalets placering i krig. Det bemærkes i denne forbindelse, at det alene er forsvaret og Beredskabsstyrelsen, der kan fritage en ansat for en eventuel mødepligt ved henholdsvis forsvaret og ved redningsberedskabet. Sygehusmyndighederne har ikke på egen hånd mulighed for at træffe denne beslutning, uanset om den ansatte indtager en nøglestilling på sygehuset.

Det er herudover af betydning, at personale i nøglestillinger normalt ikke påtager sig frivillig tjeneste i for eksempel hjemmeværnet eller i det øvrige redningsberedskab. Dette bør fremhæves over for de pågældende for eksempel ved deres ansættelsessamtale med sygehuset og/eller ved sygehusets introduktionskursus for nyansatte.

Man kan ikke i alle tilfælde på forhånd definere begrebet nøglepersoner, idet omfanget af denne gruppe vil afhænge både af sygehusets betydning for sygehusberedskabet og af dets organisatoriske opbygning.

4.6. Sikring af sygehusets fortsatte drift

Sygehusene vil i en krigssituation ikke i alle tilfælde kunne forvente at modtage normale, nødvendige forsyninger af elektricitet, vand, fjernvarme og naturgas fra de sædvanlige leverandører.

Ligeledes vil selve sygehuset kunne blive ramt af direkte beskadigelser forårsaget af krigsbegivenhederne. Endelig kan levering af visse serviceydelser og vitale forsyninger blive umuliggjort eller reduceret.

Det vil derfor være nødvendigt allerede i fredstid at foretage sårbarhedsvurderinger, jf. kapitel 1, afsnit 2, at planlægge og i et vist omfang gennemføre foranstaltninger for at undgå, at sygehuset på grund af ovenstående forhold helt eller delvist må indstille driften i en krigssituation. Det er endvidere nødvendigt at planlægge for en udvidelse af visse afdelingers kapacitet i en krigssituation.

Der vil være brug for planlægning m.v. på følgende områder

Sikring af alternativ elektricitets-, vand- og varmeforsyning, herunder nødbelysning ved strømsvigt.

Sikring af mulighed for fortsat autoklavering og anden sterilisation eventuelt ved omstilling til andre arbejdsprocedurer.

Sikring af tekniske installationer og bygningsdele (herunder vinduesruder) mod direkte følger af krigsskader.

Sikring af vitale behandlings- og undersøgelsesrum.

Forberedelse af overførelse af en del af behandlingsvirksomheden til sygehusets kælderetage. Dette kan bl.a. ske ved bibeholdelse af de sikrede reservebehandlingsafsnit, som er tilvejebragt på mange sygehuse.

Forberedelse af alternativ forsyning af afdelingerne med medicinske luftarter.

Sikring af alternativ vaskerifunktion.

Afmærkning af sygehuset med røde kors.

Forberedelse af udbygning af hjælpe- og serviceafdelinger i takt med udvidelse af sygehusets behandlings- og plejekapacitet

Intern transporttjeneste.

Rengøring.

Ekstern kørselsafdeling.

Teknisk afdeling.

Eventuelt eget vaskeri.

Det er, som det er nævnt under de to foregående punkter vigtigt at sygehuset også sikrer, at nøglepersonale til løsning af ovennævnte opgaver søges fritaget for mødepligt ved forsvaret og redningsberedskabet (designering).

4.7. Samarbejdet med andre myndigheder

4.7.1. Generelt

Totalforsvaret defineres som den samlede og koordinerede indsats på alle områder med henblik på at opretholde forsvarsviljen og sikre den bedst mulige udnyttelse af alle militære og civile ressourcer til at forebygge krig, at forsvare landet og at opretholde et organiseret og fungerende samfund, herunder beskytte befolkningens liv og ejendom.

Det civile beredskabs opgave er at planlægge og træffe foranstaltninger med henblik på under krise eller krig at videreføre samfundets funktioner samt at yde støtte til landets samlede forsvar.

Sygehusberedskabet indgår under krise eller krig i redningsberedskabet, mens den øvrige del af sundhedsberedskabet er en del af det civile beredskab.

Formålet med planlægningen af sygehusberedskabet fremgår af sygehuslovens § 16 a, hvorefter det er amtskommunens pligt at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at der under krigsforhold og under større katastrofer i fredstid kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller behandlingssteder uden for sygehusene. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med beredskabslovens § 1, stk. 1, hvorefter det er redningsberedskabets opgave at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom m.v. ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, eller overhængende fare herfor, samt med beredskabslovens § 1, stk. 2, hvorefter sygehusberedskabet under krise eller krig indgår i redningsberedskabet.

4.7.2. Forholdet til det øvrige redningsberedskab

Sygehusberedskabet som en del af redningsberedskabet

Under krise eller krig skal der kunne ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehuse eller andet særligt behandlingssted. Dette sygehusberedskab indgår som en del af landets samlede redningsberedskab.

Sygehusberedskabet skal kunne tage sig af et meget stort antal syge og tilskadekomne under særdeles vanskelige vilkår, hvor samfundet ikke fungerer normalt. I redningsberedskabet indgår bl.a.

Et kommunalt redningsberedskab, der bl.a. tager sig af redning af tilskadekomne og brandslukningsopgaver.

Statslige regionale beredskabscentre, der bl.a. skal yde assistance til det kommunale redningsberedskab.

Redningsberedskabets Ambulancetjeneste, der i krigstid bl.a. støtter med transport af patienter til og fra sygehuse.

Som følge af de meget vanskelige forhold under en krig er det af afgørende betydning, at alle berørte myndigheder bærer ansvaret for planlægning og gennemførelse af deres egne beredskabsopgaver, men at de samtidig koordinerer den samlede indsats.

Redningsberedskabets ledelse har især til opgave

At give overordnede direktiver for etablering af beredskabsforanstaltninger, således at beredskabsopbygningen over hele landet sker i overensstemmelse med den mobilisering m.v., der finder sted inden for det samlede totalforsvar.

At foretage den overordnede fordeling af syge og tilskadekomne på baggrund af oplysninger om transportmuligheder, behandlingskapacitet, eventuelle krigshandlinger og andre operative forhold.

Sygehusberedskabets organisation under krise eller krig

Amtskommunerne iværksætter de beredskabsforanstaltninger for sygehusene, som Beredskabsstyrelsen eller redningsberedskabets kommandomyndigheder bestemmer jf. § 4 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 220 af 21. maj 1982 om civilforsvarets organisation og indsats under krig og andre ekstraordinære forhold. Disse myndigheder er sygehusberedskabets taktiske og koordinerende organisation under krigsforhold og andre ekstraordinære forhold.

Redningsberedskabet samarbejder med forsvarets kommandomyndigheder om behandlingen af militære syge og sårede. Amtskommunerne skal foretage den endelige behandling af de militære syge og sårede, som ikke færdigbehandles af forsvarets sanitetstjeneste.

Samarbejdet mellem amtskommunerne og beredskabsregionen på sygehusområdet

Samarbejdsformerne mellem amtskommunerne og beredskabsregionerne i en bered-skabssituation kan variere fra region til region, men det er afgørende, at der allerede i fredstid etableres et tæt samarbejde, således at dette kan fungere videre i en krigssituation.

Kompetencefordelingen mellem amtskommunerne og det øvrige redningsberedskab på sygehusområdet

Amtskommunerne varetager såvel i fredstid som under krise eller krig driften af sygehusvæsenet.

Amtskommunerne planlægger sygehusberedskabet i fredstid. De varetager også i krigstid hovedparten af ledelsesopgaverne vedrørende sygehusberedskabet. Amtskommunerne har således ansvaret for tilvejebringelse af ressourcer, for fastlæggelse af behandlingsformer og behandlingsniveau samt for ændringer heri.

Redningsberedskabet har som nævnt under krise eller krig den endelige kompetence på det operative område og træffer de nødvendige operative beslutninger vedrørende sygehusberedskabet.

Det er ikke muligt udtømmende at angive de operative beslutninger, der kan komme på tale, idet det afhænger af den konkrete situation og samarbejdet i den enkelte region. De væsentligste operative beslutninger vil være udpegning af indlæggelsessygehuse samt evakuering af sygehuse.

For at sikre det bedst mulige beslutningsgrundlag indgår der i redningsberedskabets landsdelskommandoer sygehusberedskabs-, sygehusadministrativ og lægelig sagkundskab, der udpeges af Beredskabsstyrelsen. På tilsvarende måde indgår der i regionskommandoerne sygehusadministrativ og lægelig sagkundskab, der udpeges af de pågældende amtskommuner inden for regionen. Udpegning bør foretages i fredstid. Til støtte for disse sagkyndige kan der oprettes en særlig sygehusberedskabssektion i kommandocentralen, jf. nedenfor.

Den sygehusadministrative og lægelige sagkundskab er faglig rådgiver for landsdels- og regionskommandoen og skal som repræsentant for sygehusvæsenet sikre en koordineret og fagligt korrekt anvendelse af sygehusressourcerne.

Beredskabsregionen meddeler trufne operative beslutninger til de berørte sygehusforvaltninger og sygehuse. Sygehusmyndighederne vil dog være selvstændigt ansvarlige og suveræne med hensyn til den praktiske løsning af beredskabsopgaverne.

Sygehusberedskabssektionens etablering og opgaver

Hvis det er besluttet at etablere en særlig sygehusberedskabssektion, vil landelskom-mandoen og beredskabsregionskommandoen ved en forøgelse af beredskabet indkalde sygehusberedskabssektionen til døgntjeneste i kommandocentralen.

Når sygehusberedskabssektionen er etableret, er den en stabsfunktion til landsdelsledelsen og regionsledelsen. Sektionen yder rådgivning vedrørende den overordnede styring af sygehusvæsenets samlede ressourcer.

Sektionen varetager endvidere en række praktiske opgaver for beredskabsregions-kommandoen på det sygehusberedskabsmæssige område, eksempelvis

Videregivelse af ordrer og meldinger til sygehusene og sygehusforvaltningerne.

Modtagelse og sagsbehandling af rapporter og meldinger fra sygehusene og sygehusforvaltningerne, herunder udarbejdelse af statusoversigter m.m.

Orientering af sygehusforvaltningerne og formidling af samarbejde mellem disse.

Overordnet koordinering af forsyningen med blodprodukter, når dette er påkrævet.

Medvirken ved prioritering af fordelingen af kritiske forsyninger og tildeling af transportstøtte.

Koordinering af samarbejdet med sygehusberedskabssektionen i andre beredskabsregioner.

Samarbejde med sundhedssektionen i civilregionen.

Medvirken til løsning af opgaver i øvrigt vedrørende det etablerede sygehusberedskab.

Sektionen fungerer som forbindelses- og koordineringsorgan til de amtskommunale sygehusforvaltninger og sundhedsmyndigheder.

Sygehusberedskabssektionen skal således beskæftige sig med de problemstillinger, som affødes af krise- eller krigstidshændelserne, medens de respektive forvaltninger/direktorater fortsætter med normale fredsmæssige forvaltningsopgaver. Det skal bemærkes, at et konkret samarbejde mellem forvaltninger/direktorater og sygehusberedskabssektionen i visse situationer er en forudsætning for opgavernes løsning.

Redningsberedskabets Ambulancetjeneste (foreløbig beskrivelse)

Amtskommunerne er forpligtede til at tilvejebringe en ambulancetjeneste, der lever op til de materielle regler i sygehusloven og ambulancebekendtgørelsen. Denne opgave løses i praksis ved indgåelse af aftaler med private eller kommunale entreprenører. Den fredsmæssige ambulancetjeneste vil dog næppe fuldtud være i stand til at imødekomme de forventeligt større krav til transportkapaciteten i en krigssituation.

Bl.a. på denne baggrund er der etableret en særlig krigsmæssig ambulancetjeneste i redningsberedskabets regi, Redningsberedskabets Ambulancetjeneste, der har følgende opgaver

Ambulancetransport af syge og sårede fra skadested eller venteplads uden for et militært operationsområde til indlæggelsessygehus.

Ambulancetransport af militære syge og sårede fra en lokalitet (udladestation) uden for et militært operationsområde til indlæggelsessygehus eller militært infirmeri.

Ambulancetransport af syge og sårede fra en sygehusenhed/infirmeri til en anden.

Ambulancetransport til løsning af den fredsmæssige ambulancetjenestes sædvanlige opgaver i samarbejde med denne.

De ambulancer, der indgår i Redningsberedskabets Ambulancetjeneste, er udskrevne køretøjer med 2 bårepladser i hver, der ikke tåler sammenligning med de fredsmæssige ambulancer med hensyn til komfort og udstyr. Der er i alt 120 ambulancedelinger på landsplan, svarende til 1.200 køretøjer.

Disse ambulancer samt det dertil knyttede mandskab er nærmere fordelt til de enkelte beredskabsregioner og til Beredskab Storkøbenhavn.

Ambulancedelingerne er dispositionsenheder under beredskabsregionen eller Beredskab Storkøbenhavn. Hvis de afgives til disposition for andre myndigheder, f.eks. en amtskommune vil de være under operativ ledelse af den modtagende myndighed, idet denne normalt også vil få ansvaret for ambulanceenhedens faglige tjeneste.

Dispositionsbeføjelsen kan når som helst tilbagekaldes af beredskabsregionen.

Ambulanceenheder, der er afgivet til et amtskommunalt ambulanceberedskab, stationeres på ambulancestationen eller i nærheden af denne. De indsættes til transport af tilskadekomne fra skadestedet eller ventepladsen efter ordre fra vagthavende på ambulancestationen efter forudgående anmodning om assistance. Indsatsen vil kunne ske i samarbejde med ambulanceenheder fra den fredsmæssige ambulancetjeneste. Efter indsats vender ambulancerne tilbage til ambulancestationen.

Såfremt syge og sårede ønskes transporteret fra et sygehus til et andet sygehus, vil anmodning om transport normalt blive fremsat af sygehusets kørselskontor og som regel til den vagthavende på den nærmeste fredsmæssige ambulancestation eller direkte til beredskabsregionen.

Pleje af de tilskadekomne under kørslen kan under hensyntagen til personellets uddannelse bestå i kontrol af bevisthedstilstand, vejrtrækning og puls, eventuel ændret lejring af de tilskadekomne, udbedring af forbindinger, supplerende tilpakning, tilbud om vand, hvis læsionen tillader det og sidst men ikke mindst ydelse af psykisk førstehjælp.

Ved ankomst til sygehuset afleveres de tilskadekomne i sygehusets modtageafdeling. Bårer og tæpper medtages, hvis dette kan ske uden for stor forsinkelse. I modsat fald udleveres tæpper og bårer fra det særlige depot, som bør findes på sygehuset eller fra ambulancedelingens materielvogn.

Ved transport af syge og sårede fra et sygehus til et andet skal ambulancepersonellet sikre sig, at journaler og andet skriftligt materiale samt personlige ejendele er til stede og medtages under transporten. I nogle tilfælde vil det i disse situationer være muligt at få en læge eller sygeplejerske til at køre med i ambulancen.

4.7.3. Forholdet til forsvaret

Grundlaget for planlægningen af sygehusberedskabet er det til enhver tid gældende danske efterretningsmæssige planlægningsgrundlag, som udarbejdes af Forsvarsministeriet. Det seneste efterretningsmæssige planlægningsgrundlag fremgår af bilag 9 (Indenrigsministeriets notat af 12. september 1996 om risici og usikkerhedsmomenter i den sikkerhedspolitiske situation i Danmark).

Det nærmere samarbejde mellem sygehusberedskabet og forsvaret bygger på bestemmelser for samarbejdet mellem forsvaret og redningsberedskabet under krise eller krig fra oktober 1995. Det fremgår heraf, at omsorgen for syge og sårede omfatter følgende opgaver: opsamling på skadestedet, ydelse af førstehjælp samt transport og indlæggelse på sygehuse. Der skelnes i almindelighed ikke mellem civile og militære syge og sårede. Omsorgen for disse to kategorier begrænses alene af, at redningsberedskabet ikke løser opgaver i forbindelse med omsorgen for syge og sårede i de områder, hvor der foregår kamphandlinger.

Indlæggelse af syge og sårede fra forsvaret på civile sygehuse gennemføres ved, at beredskabsregionen meddeler oplysning om, på hvilke sygehuse indlæggelse skal finde sted.

I henhold til samarbejdsbestemmelserne er der indgået aftaler mellem Østre Landkommando og Beredskabsstyrelsens Østre Landsdelskommando og mellem Hærens Operative Kommando og Beredskabsstyrelsens Vestre Landsdelskommando om indlæggelse af militære patienter på civile sygehuse.

En nærmere beskrivelse af den militære sanitets- og sundhedstjeneste er optaget som bilag 10.

4.7.4. Forholdet til politiet

(Udarbejdes senere)

4.7.5. Forholdet til det civile beredskab (den primære sundhedstjenste m.v.)

I planlægningen af sygehusberedskabet, herunder planerne for at udvide kapaciteten for modtagelse af akut tilskadekomne og syge i krise og krigstid indgår muligheden for at udskrive et større antal patienter. Det drejer sig om de patienter, som ikke er pleje- eller behandlingskrævende i en grad, der forudsætter, at de er indlagt på sygehus.

Under øvelser har sygehusene landet over gentagne gange vurderet, i hvilket omfang det vil være muligt at skaffe ledig sengekapacitet på denne måde, og resultaterne har hver gang været, at mellem 50 og 75 pct. af de indlagte vil kunne udskrives til eget hjem eller plejeinstitution, afhængig af hvilken kategori af patienter, der er tale om.

En væsentlig forudsætning er imidlertid, at primærkommunerne er i stand til at påtage sig opgaven med at fortsætte den nødvendige pleje og det nødvendige lægetilsyn efter udskrivningen.

En del af de patienter, som udskrives, vil være personer der er indlagt med henblik på en forestående behandling, men hvor behandlingen udsættes, og hvor personen vil være i stand til at klare sig i eget hjem med egen eller familiens hjælp.

Derudover vil en gruppe kunne klare sig i eget hjem, såfremt de får den nødvendige hjemmepleje/sygeplejehjælp, og der bliver leveret nødvendige hjælpemidler og medicin.

En del vil imidlertid ikke være i stand hertil, selv med støtte, men vil have behov for en placering på en plejeinstitution.

Fordelingen mellem disse 3 grupper har ved den seneste øvelse med udskrivningsstuegang, fra 1991, været 60 pct. til hjemmet uden anden støtte end medicin, 20 pct. til hjemmet med hjemmepleje og 20 pct. til plejeinstitution.

Den normale procedure ved udskrivning af personer, som har brug for enten hjælp i hjemmet eller en plejehjemsplads, er, at den enkelte afdeling kontakter hjemkommunens social- og sundhedsforvaltning og med den aftaler, hvilken støtte i hjemmet der er behov for, og hvornår personen udskrives, eller aftaler, hvornår der er en plejehjemsplads ledig.

Det vil derfor være hensigtsmæssigt at planlægge en fremgangsmåde som for hvert sygehus og hver kommune koordinerer overførslen af personer fra sygehussektoren til hjemkommunerne.

Der bør endvidere laves en plan for, hvorledes de praktiserende læger m.v. inddrages. Eksempelvis kan man udstrække "sommerferie-ordningerne", hvor kun en del af lægekonsultationerne er åbne, til også at gælde i disse særlige situationer til at varetage den nødvendige almindelige lægehjælp. De øvrige læger m.v. kan så indsættes til at tilse de ekstraordinært udskrevne patienter og indgå sammen med sygeplejersker og sekretærer m.v. i særlige nødskadestuehold. Det vil være formålstjenligt, at der på forhånd er en plan for bemandingen af og opgaverne for sådanne nødskadestuehold, ligesom der bør være gjort overvejelser med henblik på placeringer af nødskadestuer. Se nærmere herom i kapitel 4, afsnit 5.3.

Samtidig må der skønnes over behov for ekstra senge og linned til plejehjemmene og over, hvorledes der tilvejebringes udstyr til nødskadestuer.

Embedslægerne bør inddrages i planlægningen af områdets hygiejneforhold, især med henblik på levnedsmidler og drikkevand samt faren for smitte (epidemifare). Et kontaktnet herom bør være aftalt også hvad angår retslægelige og miljømedicinske forhold.

Et særligt problem udgør transporten i forbindelse med ekstraordinær udskrivning. Den nødvendige kapacitet må forudberegnes og aftaler træffes, mest hensigtsmæssigt med de taxaselskaber og busfirmaer, som sygehuse og plejehjem normalt benytter. I disse aftaler kan også indarbejdes regler om, hvorledes sygehus- og andet personale kan afhentes til tjenestestedet.

Der bør endvidere planlægges for, hvorledes personalets børn kan passes. Denne planlægning kan ske i et samarbejde med socialforvaltningen i de pågældende kommuner.

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er uddybende behandlet i kapitel 4.

4.8. Evakuering

Under krise eller krig følges retningslinierne fra den fredsmæssige evakuering for så vidt angår enkeltafdelinger og hele sygehuse. Evakueringen gennemføres ved henholdsvis sygehusledelsens og beredskabsregionens (sygehusberedskabssektionens) foranstaltning.

Det skønnes ikke muligt ved moderne sygehusdrift at flytte hele sygehuse til genetablering i nye lokaliteter eller at etablere nye sygehuse i øvrigt i krigstid uden en meget omfattende og kostbar planlægning og indkøb.

Personale og mulige forbrugsvarelagre forudsættes flyttet sammen med patienterne til de modtagende sygehuse. Der skønnes derfor ikke at være noget behov for en særlig planlægning af evakuering af det enkelte sygehus under krise eller krig.

Civilforsvarsstyrelsen udsendte den 16. marts 1990 en vejledning om udarbejdelse af evakueringsplaner for institutioner m.v.

4.9. Bedriftværn

Kommunerne kan pålægge sygehusene at etablere bedriftværn i overensstemmelse med de gældende regler, der findes i bekendtgørelse nr. 348 af 11. juni 1998 om bedriftværn.

4.10. Uddannelse og øvelsesvirksomhed

Som det er fremhævet under afsnittet om det fredsmæssige beredskab, er det en forudsætning for i en given situation at kunne aktivere beredskabet, at personalet modtager den nødvendige uddannelse med henblik på beredskabsforøgelse, og at der gennemføres øvelser af forskellig art. Dette vil i lige så høj grad være relevant med henblik på det krigsmæssige beredskab.

Uddannelse i emner vedrørende etablering af fredsmæssigt beredskab er den nødvendige, men ikke tilstrækkelige forudsætning for, at sygehusene vil kunne virke i en krigssituation.

Med hensyn til øvelser anbefales det, at sygehusene afprøver det krigsmæssige beredskab ved gennemførelse af planspil og lign. Sygehusforvaltninger og sygehuse vil endvidere kunne deltage i de af myndighederne arrangerede totalforsvarsøvelser. Endelig bør sygehusene udnytte mulighederne for at deltage i de af forsvaret og redningsberedskabet afholdte øvelser ("live øvelser").

5. Udviklingstendenser i sygehusvæsnet af betydning for beredskabet

Sygehusene vil i højere grad konkurrere indbyrdes på behandlingstilbud og kvalitet. De enkelte sygehuse vil bestræbe sig på en mere rationel og effektiv patientbehandling, som samtidig er i overensstemmelse med patienternes behov og ønsker. Dette medfører, at færre sygehuse i fremtiden vil have akut funktion, idet udviklingen tyder på en yderligere opdeling af sygehuse med elektiv/akut funktion og øget specialisering.

I beredskabsmæssig sammenhæng er det vigtigt at følge denne udvikling løbende med henblik på en tilpasning af sundhedsberedskabet.

Endvidere tages megen ny teknologi i anvendelse i disse år, hvilket har konsekvenser på en række områder - både for den enkelte patient, for arbejdet i sundhedsvæsenet og for det øvrige samfund.

For arbejdet i sundhedsvæsenet betyder anvendelsen af ny teknologi

De indlagte patienter på hospitalet vil generelt være mere behandlingskrævende, idet henviste patienter behandles i ambulatorier og i dagkirugiske enheder. Det må derfor forventes, at hurtig frigørelse af sengepladser i fremtiden bliver vanskeligere, da de patienter, der ligger i dem, er dårligere.

Store grupper af sundhedspersonale er vant til at anvende højteknologi i det daglige arbejde. Derfor vil meget sundhedspersonale have vanskeligheder ved at klare den basale skadebehandling uden denne teknologi.

Der vil være behov for en målrettet uddannelse af en mindre gruppe af det sundhedspersonale, som til daglig passer skadestuer og intensivafdelinger. Deres opgave vil være at varetage den akutte skadebehandling - i nogle situationer med primitive hjælpemidler. Gruppen skal endvidere kunne koordinere arbejdet og sætte andre i gang.

For opgavefordelingen mellem primærsektoren og sekundærsektoren betyder anvendelsen af ny teknologi

Det bliver muligt for den praktiserende læge at gennemføre flere undersøgelser og behandlinger forud for hospitalsindlæggelser og efter udskrivningen.

Samarbejdet mellem sygehussektoren og den primære sektor vil blive udbygget.

Denne udvikling er allerede igang i forbindelse med de koordinerende sundhedsplaner, som amtskommuner og kommuner arbejder med i øjeblikket. Planlægningen af sundhedsberedskabet afhænger af denne udvikling, og det er vigtigt, at der på sundhedsberedskabets område foregår en løbende diskussion og kvalitetsudvikling i et tværfagligt regi, så alle faggrupper kender deres opgaver og samarbejdsrelationer.

Bilag 3

Bilag 3

Principper for pakning af ventepladstrailer/-container og forslag til pakning af Beredskabskorpsets ventepladscontainer

Principper for pakning af ventepladstrailer/-container

Formålet med en ventepladstrailer/-container er, at der hurtigt ved hjælp af ventepladsassistenter kan placeres en "nødskadestue" tæt ved et skadested, og at der kan medbringes udstyr, der supplerer det udstyr, lægeholdet har med. Ventepladsen skal etableres et praktisk sted, hvor lægeholdet kan udføre triage, visitation og behandling i lys, varme og uden udsættelse for regn og vejrlig, og kan f.eks. indrettes i en bygning, et hurtigt opsætteligt telt, eller i en container.

Ventepladsenheden kunne opbygges med

En behandlingsdel

der indeholder, infusionsvæsker i termopakning, folietæpper, forbindinger, liggeunderlag, bårer, skinner, halskraver, førstehjælpstasker, udstyr til rensning og afvaskning, iltfordelingsudstyr, iltbomber til iltbehandling af et større antal tilskadekomne, sprayflasker til brandsår, ligposer, loftshængte dropstativer, tæpper og bækkener.

En administrativ enhed

der indeholder en skriveplads, markeringstavle, spritmarkere, manilla-mærker, blyanter, skadestedskort, prioriteringsmærker og ventepladslog.

En sanitær enhed

der indeholder vanddunke, affaldsposer, engangshandsker, fade, engangsdrikkekrus og kaffe/temaskine, mikrobølgeovn samt papirhåndklæder, vaske- og desinfektionsudstyr.

En praktisk enhed

der indeholder værktøjskasse, sejlgarnsruller, kabeltromler med fordelingsstik, halogenlygter, håndlygter, engangspresenninger, bårebukke, forlængerledninger, ekstra batterier, kost, megafon, strømkilde, bæreseler, skilte, minestrimmel, skadestedsradioer og mobiltelefoner.

Telt/container

der bør kunne klargøres i løbet af få minutter. Bør kunne opvarmes og have godt lys til eventuelle behandlinger. Skal kunne stå fast, trods evt. påvirkning af blæst eller lavtgående helikopter.

Hvis kernen i ventepladsenheden er en container, kan den udbygges med telte til en egentlig venteplads. Udfoldning af markiser kan give god arbejdsplads for visiterende læge.

Forslag til pakning af Beredskabskorpsets ventepladscontainer

Ventepladsenhed

2 stk. telte, inkl. varmluftaggregat

1 stk. 8 kW generator

2 stk. kabeltromler med store stikdåser (fordeler)

2 x 500 W lygter på trefod til fleksibel belysning af bl.a. området omkring ventepladsenheden

drivmidler i dunke

førstehjælpskasse (til ventepladsens personel)

Behandlingsudstyr

20 stk. bårer

10 hovedpuder

10 stk. bårebukke, sammenklappelige

4 borde, sammenklappelige og med arbejdsvenlig højde, solide og nemme at rengøre

40 stk. stropper til fastholdelse på båre

20 stk. bærestykker

4 stk. rygbårer

4 stk. halskraver

40 stk. tæpper

30 stk. aluminiums-folietæpper

2 stk. bæreseler til brug ved flytning af patienter

4 stk. oppustelige benskinner

10 stk. A-tasker

10 stk. B-tasker

supplerende sterile forbindinger; bl.a.

450 stk. 15 x 15 gazekompres

60 stk. 25 x 40 gazekompres

30 stk. 20 x 25 gazekompres

hæfteplaster

plaster på rulle

150 stk. trekantede tørklæder

sikkerhedsnåle

2 sakse

40 injektionskanyler

25 stk. 2 ml sprøjter

10 stk. 5 ml sprøjter

5 stk. 10 ml sprøjter

20 stk. venflon

venflonplaster

3 stk. kanylebokse

2 stk. lave trådrulleborde til placering af lægeholdstasker, forbindinger m.m.

10 stk. dropstativer

20 infusionsvæsker, saltvandsposer til drop, evt. i termopakning

10 stk. sprayflasker til brandsår

25 stk. ligposer

5 stk. bækkener

engangshandsker

Administrativt udstyr

2 stk. skriveunderlag med beskyttelsesplast

2 stk. skrivepulte med regulerbare ben

1 stk. kasse med bl.a.

ventepladslog

20 stk. spritpenne i forskellige farver

150 stk. manilla-mærker med snor

blyanter

150 stk. skadestedskort

25 sæt prioriteringsmærker

Sanitært udstyr

20 stk. affaldsække, plastik

4 stk. affaldsstativer, sammenklappelige

udstyr til rensning og afvaskning

5 stk. vanddunke à 5 l til vand til sårrensning m.m.

5 stk. fade/skåle

1 beholder med sæbe på væg til albueudtag ved håndvask

papirhåndklæder

Praktisk udstyr

1 stk. kasse med

skilte beregnet til såvel jordspyd som ophængning: "venteplads", "registrering", "triage", "behandling", "straks", "snarest", "kan vente", "døde", "ambulanceopmarch", og "opsamlingsplads"

2 blanke skilte til såvel jordspyd som ophængning

20 henvisningspile

min. 100 meter afspærringsbånd

20 jordspyd med plade til skilte

værktøjskasse; bl.a med hammer, søm, stifter, skruer, isolerbånd, skruetrækker, skiftenøgle, bidetang, sejlgarn, saks m.m.

10 stk. håndlygter i kasse + ekstra batterier

4 stk. engangspresenninger

rengøringsudstyr, herunder 2 koste og 2 fejebakker, 2 gummiskrabere, 2 spande samt gulvklude

150 stk. plastposer til personlige ejendele

En del af pakningsudstyret vil skulle "friskes" i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger; det gælder f.eks. kanyler, sprøjter og venflon.

Iltfordelingsudstyr og iltbomber til behandling af et større antal tilskadekomne vil kunne indgå i pakningen.

Dette pakningsforslag er taget under fornyet overvejelse i Beredskabsstyrelsen.

Kapitel 3

Lægemiddelberedskabet

1.

Lovgrundlag

1.1.

Sygesikringsloven

1.2.

Beredskabsloven

1.3.

Lovgivningen og den lokale planlægning

1.4.

Lovgivningen og den centrale planlægning

2.

Definition, formål og opgaver

2.1.

Definition af lægemiddelberedskabet og af lægemidler

2.2.

Afgrænsning

2.3.

Formål

2.4.

Centralt fastsatte regler for rationering og spredning af lægemidler

2.4.1.

Rationering af lægemidler

2.4.2.

Spredning af lægemiddellagre

3.

Planlægningsforudsætninger

3.1.

Trusler og risici

3.2.

Årsager til svigt i forsyningen af lægemidler

4.

Lægemiddelforsyning i fredstid

4.1.

Produktion og import af lægemidler

4.1.1.

Statens Serum Institut

4.2.

Distribution og forbrug af lægemidler

4.3.

Lagerstørrelser i lægemiddelbranchen

5.

Lægemiddelberedskabet - særlige beredskabsmæssigt relevante områder

5.1.

Planlægningsforudsætninger

5.2.

Decentral distribution

5.3.

Sikring af forsyninger

5.4.

Problematiske områder for forsyningssikkerheden

5.5.

Aftaler

5.6.

Antidotberedskabet

5.6.1.

Sygehusenes basisbeholdninger

5.6.2.

Suppleringslagre

5.6.3.

Speciallagre

5.6.4.

Autorisationsordningen

5.6.5.

Redningsberedskabets og forsvarets antidotbeholdninger

5.7.

Blod og blodposer

5.8.

Infusionsvæsker

5.9.

Medicinsk udstyr

Kapitel 3

Lægemiddelberedskabet

1. Lovgrundlag

Sundhedsberedskabet omfatter sygehusberedskabet, lægemiddelberedskabet og beredskabet i den primære sundhedstjeneste. Begrebet lovfæstedes med ikrafttrædelsen af sygesikringslovens kapitel 6 a den 1. januar 1994. Begrebet anvendes også i bemærkningerne til forslaget til beredskabsloven, der trådte i kraft den 1. januar 1993.

1.1. Sygesikringsloven

Planlægnings- og samarbejdsbestemmelserne i sygesikringslovens kapitel 6 a omfatter såvel kommunernes som amtskommunernes indsats på det samlede sundhedsområde.

Efter lovens § 27 d skal kommunalbestyrelsen en gang i hver valgperiode udarbejde en redegørelse for sundhedsområdet, herunder for sundhedsberedskabet i kommunen.

Af § 27 e fremgår, at der for hver amtskommune skal foreligge en plan for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet, bl.a. omfattende ambulancetjenesten og sundhedsberedskabet i amtskommunen. Denne plan skal behandles i amtsrådet en gang i hver valgperiode.

Loven fastslår, at amter og kommuner skal etablere et samarbejde om den amtskommunale og kommunale indsats på sundhedsområdet og på tilgrænsende områder.

Forud for behandlingen af amtskommunens sundhedsplan skal der indhentes udtalelser fra kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de berørte læger m.fl. Endvidere skal embedslægeinstitutionerne inddrages i den amtskommunale sundhedsplanlægning, ligesom Sundhedsstyrelsens og Lægemiddelstyrelsens rådgivning skal indhentes.

I loven og bemærkningerne hertil fremhæves flere steder behovet for det bredest mulige samarbejde inden for sundhedssektoren og en tæt koordinering af beslægtede områder, også omfattende sundhedsberedskabet.

1.2. Beredskabsloven

Af beredskabslovens § 25 fremgår, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet plan for kommunens redningsberedskab og civile beredskab. Amtsrådet skal tilsvarende udarbejde en samlet plan for amtskommunens civile beredskab.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at planerne for det civile beredskab bl.a. skal omfatte den enkelte amtskommunes opgaver inden for sundheds- og socialområdet, herunder sundhedsberedskabet (sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet). Efter beredskabslovens § 25 er det således et kommunalt ansvar at planlægge og opretholde et lægemiddelberedskab som en del af den samlede sundhedsberedskabsplanlægning.

1.3. Lovgivningen og den lokale planlægning

Sundhedsberedskabet (sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet) indgår, som det fremgår af ovenstående, i to forskellige planlægningskomplekser. Sundhedsberedskabet indgår i de planer eller redegørelser for sundhedsområdet, der skal udarbejdes efter sygesikringsloven, og er en del af de planer, der skal udarbejdes for det civile beredskab efter beredskabsloven.

For at undgå problemer som følge heraf anbefales det, at den amtskommunale civile beredskabsplan alene indeholder en henvisning til sundhedsplanen, for så vidt angår sundhedsberedskabet. Området bør dog integreres i arbejdet med den civile beredskabsplanlægning, således at der kan ske den fornødne koordination med øvrige beredskabsområder.

Det er endvidere væsentligt, at der planlægningsmæssigt sikres en beredskabskontinuitet rækkende fra det beredskab, der er indbygget i dagligdagens rutiner og ressourcer over større ulykker og katastrofer til krig.

1.4. Lovgivningen og den centrale planlægning

Efter beredskabsloven fastsætter de enkelte ministre hver inden for deres område vejledende retningslinier for amtskommunernes og kommunernes civile beredskabsplanlægning.

Efter sygesikringsloven udarbejder sundhedsministeren efter forhandling med de kommunale organisationer m.fl. en vejledning for sundhedsplanlægningen, herunder sundhedsberedskabet.

Det er således sundhedsministerens opgave at udarbejde vejledende retningslinier for det sundhedsberedskab, som det indgår i begge plankomplekser. Dette skete ved udsendelsen af en vejledning i juni 1994 om planlægning af sundhedsberedskabet. Vejledningen er revideret i 1998 og indgår som en del af kapitel 1, Generelt om sundhedsberedskabet.

Beredskabsstyrelsen varetager efter aftale med Sundhedsministeriet de styrelsesmæssige opgaver på sygehusberedskabsområdet, medens de tilsvarende opgaver inden for beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddel-beredskabet varetages af Sundhedsstyrelsen og for lægemiddelberedskabets vedkommende tillige af Lægemiddelstyrelsen.

Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn med lægemiddelområdet og er faglig rådgiver for det offentlige i alle forhold vedrørende lægemidler og apoteker. Amtskommunerne har, bortset fra bestemmelserne i apotekerloven om sygehusapoteker, ingen beføjelser i medfør af lovgivningen om lægemidler og apoteker.

2. Definition, formål og opgaver

2.1. Definition af lægemiddelberedskabet og af lægemidler

I dette kapitel omfatter udtrykkene "amter" og "amtskommuner" tillige Københavns og Frederiksberg kommuner i samarbejde med Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Lægemiddelberedskabet skal forstås som et beredskab af lægemidler, der kan imødekomme de ændrede krav til forbrug, forsyning og distribution af lægemidler, som må forudses at ville opstå i en fredsmæssig katastrofesituation samt i en krise- eller krigssituation.

Ved lægemidler skal i overensstemmelse med lægemiddelloven forstås varer, der er bestemt til at tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, erkende, lindre, behandle eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke legemsfunktioner.

2.2. Afgrænsning

Lægemiddelberedskabet er begrænset til at omfatte lægemidler til human brug. Håndbogen omhandler således ikke et beredskab af veterinære lægemidler.

Sera, vacciner, medicinske gasarter, radioaktive lægemidler, blod og blodprodukter er omfattet af definitionen på lægemidler og indgår derfor også i lægemiddelberedskabet.

Naturlægemidler og homøopatiske lægemidler er formelt også omfattet af definitionen på lægemidler. Imidlertid finder Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen ikke, at naturlægemidler og homøopatiske lægemidler har en sådan terapeutisk relevans, at et lægemiddelberedskab behøver at omfatte disse lægemidler.

Vitamin- og mineralpræparater, hvis aktive indholdsstoffer ikke væsentligt overstiger det normale døgnbehov hos voksne mennesker, er ikke omfattet af lægemiddelbegrebet, og der skal derfor ikke som led i lægemiddelberedskabet planlægges for disse præparater.

Da tilstedeværelsen af en række utensilier er en grundlæggende forudsætning for anvendelsen af visse lægemidler, bør planlægningen af et sundhedsberedskab også omfatte de utensilier, der er en direkte forudsætning for at kunne anvende det enkelte lægemiddel.

2.3. Formål

Lægemiddelberedskabet skal i katastrofesituationer, herunder krise- og krigssituationer, sikre opretholdelse af de normale fredstidsforsyninger med lægemidler på et serviceniveau, der er tilpasset den givne katastrofesituation. Normalforsyningen skal dække både sygehusvæsenet og den primære sundhedstjenestes behov.

Lægemiddelberedskabet skal endvidere kunne opfylde de særlige behov for lægemidler til behandling af sygdomme og skader, der er en direkte eller indirekte følge af den enkelte katastrofesituation, herunder en krise- og krigssituation. Forsyningen skal også her dække både sygehusvæsenet og den primære sundhedstjeneste.

Det fremgår af håndbogens kapitel 2 om sygehusberedskabet, at amtskommunerne planlægger et sygehusberedskab i fredstid. De varetager også under krise eller krig hovedparten af ledelsesopgaverne vedrørende sygehusberedskabet. Amtskommunerne har således ansvaret for tilvejebringelse af ressourcer, for fastlæggelse af behandlingsformer og behandlingsniveau samt for ændringer heri.

Det er i forlængelse heraf amtskommunernes ansvar at planlægge et lægemiddelberedskab, således at dette kan dække sygehusberedskabets behov for lægemidler både ved større ulykker og katastrofer i fredstid samt i en krise- og krigssituation.

Dimensioneringen af lægemiddelberedskabet bør tilrettelægges således, at det kan tilpasses de konkrete behov ved større ulykker og katastrofer samt i en krise- eller krigssituation. Dimensioneringen af lægemiddelberedskabet skal også tage højde for de behov for lægemidler, som sygehusberedskabets planlægning for en udvidelse af behandlingskapaciteten i en krise- eller krigssituation, medfører. Der henvises til kapitel 2 om sygehusberedskabet.

I planlægningen af sygehusberedskabet indgår muligheden for at udskrive et større antal patienter, eksempelvis patienter, som ikke er pleje- eller behandlingskrævende i en grad, der forudsætter, at de er indlagt på sygehus.

Det er amtskommunernes ansvar at sikre, at lægemiddelberedskabet også kan dække de behov for lægemidler, som en sådan ekstraordinær udskrivning af patienter fra sygehuset må medføre i den primære sundhedstjeneste, uanset om patienterne udskrives til hjemmet, til hjemmet med hjemmepleje eller til plejeinstitution.

I planlægningen af lægemiddelberedskabet bør det tilstræbes, at patienter, der udskrives fra sygehusene med henblik på at skabe plads til hårdt sårede, sendes hjem med lægemidler, så vidt dette overhovedet er muligt. Sygehuset må vurdere, om lægemidlerne er af en sådan art, at det er forsvarligt at udlevere dem. Såfremt det ikke skønnes at være forsvarligt, bør det overvejes, hvorvidt der i stedet eventuelt kan ske en udlægning af lægemidler fra sygehuset til den kommunale hjemmehjælp/hjemmesygepleje.

Endvidere bør det overvejes at udlægge lægemidler fra sygehuset til de institutioner, plejehjem m.v., hvor udskrevne patienter, der ikke kan sendes til eget hjem, skal modtages til behandling eller pleje.

Dertil kommer, at en eventuel nødskadestuevirksomhed som et led i beredskabet i den primære sundhedstjeneste kan skabe yderligere behov for lægemidler uden for sygehusene. Amtskommunerne har også her en forpligtelse til at planlægge for, at lægemiddelberedskabet kan dække sådanne behov. Her henvises til kapitel 2, afsnit 4.7.5. Forholdet til det civile beredskab (den primære sundhedstjenste m.v.) og kapitel 4 om beredskabet i den primære sundhedstjeneste.

I det omfang primærkommunerne har ansvaret for at tilvejebringe lægemidler til den primære sundhedstjeneste på de kommunale institutioner, har kommunerne også ansvaret for, at lægemiddelforsyningen kan opretholdes på et serviceniveau, der er tilpasset den givne katastrofe, krise- eller krigssituation.

2.4. Centralt fastsatte regler for rationering og spredning af lægemidler

Det er afgørende for tilrettelæggelsen af et effektivt lægemiddelberedskab, at lægemidlerne i videst muligt omfang er til stede lokalt og udnyttes så hensigtsmæssigt som overhovedet muligt i forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise og krig. På den baggrund har Sundhedsministeriet taget initiativ til at fastsætte regler, der tilgodeser ovennævnte formål.

2.4.1. Rationering af lægemidler

Sundhedsstyrelsen (nu Lægemiddelstyrelsen) har i bekendtgørelse nr. 652 af 11. juli 1994 fastsat regler om udlevering af lægemidler i forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise eller krig. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 11.

Rationeringsordningen har til formål at modvirke hamstring og derigennem medvirke til at sikre befolkningens forsyning med lægemidler, såfremt en af de omhandlede situationer opstår.

Rationeringsordningen vedrører apotekerne, idet det må forventes, at lægerne vil blive udsat for stor belastning som følge af udvidede opgaver inden for den primære sundhedstjeneste.

Bestemmelserne i bekendtgørelsen kan først bringes i anvendelse, når apotekerne har modtaget meddelelse herom fra Lægemiddelstyrelsen.

Det er i bekendtgørelsen fastsat, at apotekerne ved ekspedition af recepter højst må udlevere til 14 dages forbrug uanset den ordinerede mængde. Hvis et lægemiddel på grund af lægemiddelform, varierende indhold af aktive stoffer i de enkelte doser eller lign. ikke hensigtsmæssigt kan udleveres til 14 dages forbrug, skal apoteket i stedet udlevere den mindst mulige mængde svarende til mere end 14 dages forbrug. Apotekerne får endvidere mulighed for at begrænse udleveringen af håndkøbslægemidler til den mindste pakning eller til en mængde svarende til 14 dages forbrug. Apotekerne kan nægte overhovedet at udlevere et håndkøbslægemiddel, hvis den, der ønsker lægemidlet udleveret, ikke skønnes at have et aktuelt behov for lægemidlet.

Bekendtgørelsen fastsætter receptpligt for visse håndkøbslægemidler, som det er skønnet nødvendigt at inddrage under den egentlige rationeringsordning for receptpligtige lægemidler i de af bekendtgørelsen omfattede situationer. Der er tale om mavesårsmedicin og lægemidler mod angina pectoris. En fortegnelse over lægemidlerne er optaget i bilag 1 til bekendtgørelsen.

For at øge fleksibiliteten og for at belaste lægerne i den primære sundhedstjeneste mindst muligt er apotekerne bemyndiget til at ompakke større lægemiddelpakninger til mindre, idet mange lægemiddelpakninger svarer til væsentligt længere tids forbrug end 14 dage. Endvidere giver bekendtgørelsen en umiddelbar adgang til at udlevere et lægemiddel, der er synonymt med det ordinerede lægemiddel, hvis det ordinerede lægemiddel ikke er på lager.

2.4.2. Spredning af lægemiddellagre

De lagre af lægemidler, der findes hos producenter af lægemidler, lægemiddelimportører og lægemiddelgrossister samt på apoteker og sygehusapoteker, udgør sammen med den relativt store indenlandske kapacitet til fremstilling af lægemidler et væsentligt element i lægemiddelberedskabet.

En ikke ubetydelig del af lagrene er dog geografisk koncentreret få steder. Dette gælder først og fremmest lagrene hos producenter, importører og grossister.

I tilfælde af forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise eller krig er det derfor væsentligt, at eksisterende, centralt placerede lagre af lægemidler hurtigt kan fordeles. For at mindske lagrenes sårbarhed er det væsentligt, at lagrene hurtigt spredes og fordeles i overensstemmelse med den normale efterspørgsel efter lægemidler.

Med henblik på at sikre en hurtig og effektiv spredning af eksisterende, centralt placerede lagre af lægemidler er der i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 113 af 24. februar 1999 fastsat bestemmelser om virksomhedernes pligt til at sprede lægemiddellagre i forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise og krig. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag 12.

I denne bekendtgørelse er der fastsat regler om virksomhedernes pligt til at nedbringe deres lagre. For lægemiddelimportørernes og grossisternes vedkommende er der fastsat pligt til at nedbringe lagrene til et minimum.

For ikke unødigt at lægge hindringer i vejen for opretholdelsen af de producerende virksomheders internationale handelsforbindelser, er der i bekendtgørelsen fastsat regler om, at lægemiddelfremstillende virksomheder her i landet gennem spredning skal mindske eksisterende lagre med, hvad der svarer til 45 dages normalforbrug.

I bekendtgørelsen er det endvidere pålagt virksomhederne at gennemføre nedbringelsen af lagrene ved at levere lægemidlerne til virksomhedernes sædvanlige aftagere. Denne levering skal ske forholdsmæssigt på baggrund af virksomhedens leverancer til aftagerne i det forudgående kvartal.

I konkrete tilfælde vil der for enkelte virksomheders eller enkelte lægemidlers vedkommende kunne være behov for at fravige den ovenfor nævnte forholdsmæssige distribution til virksomhedernes sædvanlige aftagere. Der kan således eksempelvis være tale om en ændret fordeling af befolkningen i landet som følge af evakuering, eller om at det apotek, der skal modtage lægemidlerne, ikke har den fornødne plads til oplagring af lægemidlerne under de rette betingelser. Lægemiddelstyrelsen er derfor bemyndiget til at meddele den enkelte virksomhed pålæg om at gennemføre spredningen på en af styrelsen nærmere anvist måde.

For at sikre mulighed for en hensigtsmæssig omfordeling af de lægemidler, der befinder sig på apoteker og sygehusapoteker, har sygehusapotekerne endvidere fået adgang til at levere lægemidler til andre sygehusapoteker samt til apoteker i de specielle situationer, der omfattes af bekendtgørelsen.

En udlægning af lægemidler til apoteker og sygehusapoteker vil selvsagt medføre behov for øgede lagerfaciliteter disse steder, men da hovedparten af lægemidler ikke stiller særlige opbevaringskrav i form af kølekapacitet m.v., anses behovet for lagerkapacitet ikke at udgøre et væsentligt problem.

For så vidt angår sygehuse, der får lægemidler leveret gennem et privat apotek, bør det lokalt overvejes at indgå særlige aftaler om leverancer i de situationer, hvor bekendtgørelsens bestemmelser finder anvendelse.

3. Planlægningsforudsætninger

3.1. Trusler og risici

Vedrørende risici og usikkerhedsmomenter i den sikkerhedspolitiske situation i Danmark henvises til bilag 9.

Indenrigsministeriet og Beredskabsstyrelsen har i betænkningen "Analyse af beredskabet" fra marts 1997 fastlagt de planlægningsforudsætninger, der er lagt til grund for analysen af beredskabet. Indenrigsministeriet konkluderer på denne baggrund

At der sandsynligvis ikke i en overskuelig fremtid vil opstå en militær trussel mod Danmark.

At et omfattende militært angreb må forventes at indebære en lang varslingstid.

At et angreb med kort varsel med en begrænset styrke mod særligt udpegede mål ikke helt kan udelukkes.

At der fortsat må planlægges for forebyggende og afhjælpende foranstaltninger til beskyttelse mod masseødelæggelsesvåben, herunder kemiske våben og mod angreb med konventionelle våben, enten som præcisions- eller punktangreb.

At der må planlægges med udgangspunkt i uvarslede og varslede hændelser, herunder følger af krigshandlinger.

At skader som følge af krigshandlinger i princippet ikke adskiller sig fra skader i fredstid.

Som nævnt ovenfor vil der næppe i en overskuelig fremtid opstå en massiv militær trussel mod Danmark, og et omfattende militært angreb må under alle omstændigheder forventes at indebære en lang varslingstid.

Et angreb med kort varsel med en begrænset styrke mod særligt udpegede mål vil imidlertid ikke kunne udelukkes. Der peges endvidere på, at massive udvandringer fra lande, der grænser op mod Europa, kan medføre store flygtningestrømme, der også kan berøre Danmark.

Det danske samfund kan endvidere fortsat blive ramt af omfattende og pludselige katastrofer for eksempel i form af trafikulykker, brand, naturkatastrofer, miljøkatastrofer m.v. Hertil kommer, at samfundet kan udsættes for nye og ukendte risici blandt andet i kraft af den øgede anvendelse af atomkraft, naturgas, kemiske stoffer og eventuelle biologiske stoffer, bakterier, toksiner m.v.

Koncentrationen af lægemiddelfremstilling på stadigt færre fremstillingsvirksomheder indebærer, at det ikke kan udelukkes, at der som følge af alvorlige produktionssvigt, krise og krigstilstand uden for Danmark kan indtræde svigt i forsyningen af enkelte uundværlige lægemidler.

Der kan ikke i dag opstilles konkrete skadesbilleder, der kan danne grundlag for dimensioneringen af et lægemiddelberedskab under krise eller krig.

Det er på denne baggrund Sundhedsministeriets opfattelse, at der ikke på nuværende tidspunkt er behov for at dimensionere lægemiddelberedskabet på en sådan måde, at beredskabet skal kunne tilgodese behovene ved et omfattende angreb på Danmark.

Udgangspunktet for tilrettelæggelsen af lægemiddelberedskabet er derfor at sikre, dels at der er adgang til lægemidler til brug ved de ulykker og katastrofer, herunder militært angreb med en begrænset styrke, der kan ramme dansk territorium uden varsel, dels at der er en planlægning, der kan danne basis for en hurtig udvidelse af lægemiddelberedskabet, hvis der for eksempel er udsigt til et omfattende angreb, der kan berøre Danmark.

3.2. Årsager til svigt i forsyningen af lægemidler

Den internationale udvikling på lægemiddelområdet har være kendetegnet af sammenlægninger af medicinvirksomheder. I forbindelse hermed er der gennemført en koncentration af produktionsanlæggene, og der er samtidig etableret en stram produktionsplanlægning med hensyn til produktionens art, indsats af råvarer og andre hjælpemidler.

Hertil kommer, at enkelte uundværlige lægemidler alene fremstilles af en eller meget få producenter på verdensplan. For visse lægemidlers vedkommende kan der opstå mangel på den råvare, der danner grundlag for fremstillingen.

Selv i en situation, hvor der er frie adgangsveje til og fra Danmark, vil der kunne opstå svigt i forsyningen af et enkelt eller enkelte afgørende lægemidler her i landet. Eksempelvis vil bortfald af et enkelt udenlandsk produktionsanlæg eller markant øget efterspørgsel efter nogle afgørende lægemidler som følge af krise eller krig uden for Danmark kunne afstedkomme mangel på et eller nogle få uundværlige lægemidler her i landet.

4. Lægemiddelforsyning i fredstid

4.1. Produktion og import af lægemidler

Lægemiddelforbruget i Danmark omfatter lægemidler produceret her i landet og importerede lægemidler. Lægemiddelproduktionen i Danmark varetages, bortset fra fremstillingen af sera og vacciner samt forsyningen med blod og blodprodukter, af medicinindustrien og sygehusapotekerne. Dertil kommer en meget begrænset produktion af magistrelle lægemidler på de private apoteker.

Den danske medicinindustri er stærkt koncentreret både virksomhedsmæssigt og geografisk. Ud over fremstilling af lægemidler til det danske marked producerer den danske medicinindustri lægemidler til eksport. 90 pct. af den danske medicinproduktion eksporteres (Lif: Tal og Data 1998). De 9 største producenter tegner sig for ca. 90 pct. af den del af den samlede danske produktion, som udbydes i Danmark. De danske medicinvirksomheder er med få undtagelser alle placeret i hovedstadsområdet.

Råvarerne til lægemiddelproduktionen er i overvejende grad importerede, idet Danmark kun i meget begrænset omfang har råvarefremstilling.

Selv om den danske lægemiddelproduktion i dag er stor, nødvendiggør sammensætningen af lægemiddelforbruget i Danmark sammen med tendensen til en international specialisering på lægemiddelområdet en omfattende import af udenlandsk producerede lægemidler.

Sygehusapotekernes produktion af lægemidler er hovedsageligt koncentreret omkring fremstilling af sygehusspecifikke lægemidler, der kun i yderst begrænset omfang anvendes i den primære sundhedstjeneste. Mængdemæssigt udgør væskeproduktionen (specielt infusionsvæsker) den største del af den samlede produktion på sygehusapotekerne.

4.1.1. Statens Serum Institut

Statens Serum Institut importerer, fremstiller og distribuerer vacciner, sera og blodprodukter.

Statens Serum Institut lagerfører generelt vacciner og sera svarende til mindst 3 måneders normalt forbrug. Dette gælder vacciner, der indgår i børnevaccinationsprogrammet, vacciner, der bruges i forbindelse med udbrud af alvorlige smitsomme sygdomme (f.eks. meningokokvaccine A+C, hepatitis A vaccine) og vacciner til beskyttelse af særligt udsatte befolkningsgrupper (hepatitis B vaccine, influenzavaccine og pneumokokvaccine). Der er muligheder for at forøge lagrene i en varslingsperiode, dog forudsat at de nødvendige tilførsler af råvarer, mellemprodukter og færdigvarer ikke forsinkes eller udebliver.

Statens Serum Institut tilstræber til stadighed at have et lager af plasmabaserede produkter svarende til 3 måneders normalt forbrug.

Instituttet dækker den danske efterspørgsel efter humant faktor VIII og faktor IX. Ca. 60 pct. af behovet for faktor VIII dækkes af gensplejset faktor VIII. Forudsat et intakt produktionsanlæg og tilførsel af normalforsyningen af plasma vil instituttet kunne dække hele behovet for faktor VIII og faktor IX produkter, idet gensplejset faktor VIII i givet fald må erstattes af humant faktor VIII. Instituttet vil endvidere under de nævnte forudsætninger kunne sikre den normale danske efterspørgsel efter albumin, ligesom instituttet fra 1999 forventer at kunne dække den normale efterspørgsel efter intravenøst immunglobulin.

Statens Serum Institut tilstræber at have et lager af forskellige immunglobuliner til 3 måneders normalt forbrug, idet det dog ikke i dag er muligt at sikre 3 måneders lager af botulisme antiserum på grund af en mangelsituation på verdensmarkedet.

4.2. Distribution og forbrug af lægemidler

Engrosdistributionen af industrielt fremstillede lægemidler fra producenter og importører til apoteker og i et vist omfang også til sygehusapoteker foregår gennem 3 private lægemiddelgrossister, der hver især forhandler lægemidler fra samtlige fabrikanter og importører.

Engrosdistributionen af lægemidler til sygehusapotekerne sker bl.a gennem Amgros I/S, der dækker den overvejende del af sygehusapotekernes forsyning med industrielt fremstillede lægemidler. Amgros I/S har ikke lagre af lægemidler og er i princippet at betragte som en fælles indkøbsorganisation, der koordinerer indkøb af industrielt fremstillede lægemidler til sygehusapoteker. Den resterende del af distributionen til sygehusapotekerne sker enten direkte fra producenter og importører til de enkelte sygehusapoteker eller gennem de 3 private lægemiddelgrossister.

Den største grossist dækker omkring 3/4 af engrosdistributionen af industrielt fremstillede lægemidler til apoteker og sygehusapoteker og har hovedlager i København samt lagre placeret i Ålborg, Århus, Kolding og Odense.

Detaildistributionen af industrielt fremstillede lægemidler samt visse sygehusspecifikke lægemidler til primærsektoren og visse sygehuse uden sygehusapotek varetages af de private apoteker og de dertil knyttede apoteksfilialer, apoteksudsalg, håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder.

En afgørende målsætning for lægemiddeldistributionen er, at den skal sikre befolkningen en rimelig let adgang til køb af lægemidler selv i tyndt befolkede områder. De ca. 335 apoteker og apoteksfilialer, der eksisterede pr. 1. januar 1997, er derfor fordelt jævnt i hele landet med apoteksudsalg og håndkøbsudsalg som et supplerende led i lægemiddelforsyningen af primærsektoren.

Forsyningen af sygehusene med lægemidler foregår desuden gennem sygehusapotekerne. Pr. 1. januar 1997 var der 19 sygehusapoteker beliggende i Københavnsområdet, Roskilde, Hillerød, Holbæk, Næstved, Odense, Århus, Ålborg, Randers, Kolding, Vejle, Horsens, Herning, Sønderborg, Viborg og Esbjerg. Der er på nuværende tidspunkt ikke noget sygehusapotek i Bornholms Amt.

4.3. Lagerstørrelser i lægemiddelbranchen

Den samlede lagerstørrelse i den danske lægemiddelbranche, som omfatter producenter, importører, grossister, apotekere, sygehusapotekere og Statens Serum Institut vurderes maksimalt at udgøre 60-100 dages normalt forbrug. Der kan dog være betydelige udsving i lagerstørrelsen fra lægemiddel til lægemiddel. Dette forhold må der tages højde for i forbindelse med den konkrete tilrettelæggelse af lægemiddelberedskabet i den enkelte amtskommune.

Lageret af infusions-, injektions- og skyllevæsker, der overvejende eller udelukkende produceres på sygehusapoteker, er dog mindre. Den gennemsnitlige lagerstørrelse af disse væsker skønnes således ikke at overstige en uges normalt forbrug.

Det vurderes, at der er gode muligheder for at forøge lagrene inden for en periode på 2-3 måneder. Det må imidlertid konstateres, at det ikke lader sig gøre med nogen rimelighed at kvantificere disse muligheder. Det må endvidere påpeges, at det ikke i dag anses for muligt at forøge lagrene - i hvert fald ikke væsentligt - for hele lægemiddelsortimentet. Der må specielt forudses problemer med hensyn til lægemidler, der ikke fremstilles i Danmark.

Der skal særligt peges på de konstaterede beskedne lagerbeholdninger af infusions-, injektions- og skyllevæsker og behovet for at sikre de nødvendige forudsætninger for, at sygehusapotekerne kan opbygge væsentligt større lagre af disse væsker. Der må som led i udformningen af et lægemiddelberedskab tages konkret stilling til, hvorledes problemerne vedrørende fremskaffelse af den nødvendige emballage og det ved administrationen af væskerne nødvendige medicinske udstyr samt lagerplads til forøget produktion af infusions-, injektions- og skyllevæsker løses.

Sundhedsministeriet skal henlede opmærksomheden på, at de eksisterende lagre af blod til transfusionsbrug er små og nogle steder i landet alene rækker til en uges normalt forbrug. Antallet af potentielle donorer er imidlertid stort, og tilgangen af blod kan derfor også øges med meget kort varsel.

Sundhedsministeriet skal henstille, at der træffes foranstaltninger til at sikre, at det tappede blod i givet fald i videst mulig omfang kan fraktioneres, således at Statens Serum Institut kan opretholde produktionen af blodprodukter, herunder albumin.

Ved planlægningen af beredskabet på blodområdet er det endvidere nødvendigt at amts-kommunerne tager stilling til, hvorledes blodtypebestemmelse samt screening af blod for HIV, HTLV og Hepatitis B og C sikres. Det må endvidere sikres, at der er det tilstrækkelige antal tappesæt, inklusiv blodposer til rådighed, ligesom det må sikres, at sygehuse råder over det tilstrækkelige antal infusionssæt.

5. Lægemiddelberedskabet - særlige beredskabsmæssigt relevante områder

5.1. Planlægningsforudsætninger

Der er principielt ikke forskel på arten af de lægemidler, der bruges i henholdsvis fredstid og under krise eller krig, hvorimod omfanget af brugen af det enkelte lægemiddel kan forskydes betydeligt. De eksisterende lagre af lægemidler vil være utilstrækkelige til - udover at dække befolkningens normale forbrug af lægemidler - også at dække det behov af lægemidler, der vil opstå i tilfælde af et omfattende militært angreb mod Danmark. I en sådan situation må der endvidere regnes med, at Danmark reelt vil være afskåret fra forsyninger af større omfang udefra.

Lægemiddelberedskabet bør indrettes således, at det tager højde for sandsynlige ulykker og katastrofer i fredstid og for de isolerede militære angreb mod Danmark.

Kommunernes og amtskommunernes planlægning af lægemiddelberedskabet må især tage højde for sandsynlige og uvarslede hændelser, herunder hændelser på grund af særlige forhold i det enkelte amt, som eksempelvis amtets geografiske beliggenhed.

Sundhedsministeriet finder ikke grundlag for at opstille en liste over sådanne hændelser, men skal eksempelvis pege på følgende

Angreb, herunder terrorangreb, uden varsel med mindre enheder mod særlig udpegne mål.

Store flygtningestrømme til Danmark, hvoraf en del er syge og eller sårede.

Omfattende ulykke (to fly kolliderer i luften).

Forgiftninger.

Forurening bl.a. med kemiske stoffer.

Eksplosion af gas i by.

Naturkatastrofe.

Radioaktivt nedfald.

Epidemi.

Det er langt fra alle hændelser af katastrofeagtig karakter, der vil medføre forsynings-vanskeligheder for lægemidler. Den eksisterende infrastruktur vil i mange tilfælde i det væsentlige fungere upåvirket. Det vil derfor som oftest være muligt at genforsyne sygehusvæsenet med lægemidler m.v.

Det almindelige leverandørnet af producenter, importører og grossister vil med kort varsel kunne levere de nødvendige lægemidler, i givet fald suppleret med indkøb i udlandet.

En egentlig og alvorlig trussel mod forsyningssikkerheden vil alene indtræde, såfremt Danmark afskæres fra forsyningen med lægemidler fra udlandet, hvad enten dette skyldes blokering af adgangsvejene til Danmark eller andre årsager.

Planlægning af lægemiddelberedskabet må derfor tage udgangspunkt i de til enhver tid gældende planlægningsforudsætninger. De skadestilfælde, der kan forventes i krig, kan ligeledes forventes ved katastrofer i fredstid, om end antallet af tilskadekomne og skadernes geografiske udstrækning må forventes at være betydelig mindre end under en egentlig krigssituation.

5.2. Decentral distribution

Lægemiddelberedskabet bygger på et princip om decentral distribution. Ved kamphandlinger rettet mod Danmark eller mod dansk område må der regnes med muligheden for afbrydelse af forbindelsen mellem landsdelene, således at en landsdækkende central administration periodevis vil være udelukket. Omfattende krigshandlinger, herunder angreb mod broer, trafikknudepunkter m.v., og den deraf følgende desorganisering af samfundet kan yderligere medføre, at geografiske områder kan blive afskåret.

I en krise- eller krigssituation kan befolkningen ikke forvente, at den nuværende høje forsyningsstandard kan bibeholdes uændret. Såvel kvantitative som kvalitative forskydninger i lægemiddelforsyningen må påregnes. Helt specielle lægemidler vil næppe altid kunne være til rådighed i en krise- eller krigssituation.

5.3. Sikring af forsyninger

Forudsætningen for et velfungerende lægemiddelberedskab er, at de sædvanlige forsyningskanaler for lægemidler fortsat benyttes i en katastrofesituation. Det er derfor afgørende, at lægemiddelberedskabet for den enkelte amtskommunale eller kommunale institution planlægges således, at institutionen ikke trækker på lægemidler, der indgår i andre institutioners tilrettelæggelse af lægemiddelberedskabet. Således skal eksempelvis de patienter, der normalt forsynes med lægemidler gennem et apotek, fortsat rekvirere lægemidlerne på et apotek, mens de patienter, som forsynes med lægemidler gennem sygehusvæsenet, fortsat skal have deres lægemidler fra sygehuset i det omfang, de i øvrigt ville have modtaget disse herfra.

Der må ved dimensioneringen af lægemiddelberedskabet til en krise- eller krigssituation sikres overensstemmelse mellem lægemiddelberedskabets kapacitet og det enkelte sygehus planer for den behandlingskapacitetsudvidelse, som sætter sygehuset i stand til at modtage og behandle så stort et antal patienter som muligt i den aktuelle krise- eller krigssituation, jf. kapitel 2 om sygehusberedskabet.

Ved dimensioneringen af lægemiddelberedskabet for det enkelte sygehus må der tages hensyn til, at ekstraordinært udskrevne patienter fortsat skal forsynes med lægemidler fra sygehuset i en periode svarende til den, hvor patienten under normale forhold ville have modtaget lægemidlerne på sygehuset, jf. kapitel 2 om sygehusberedskabet og kapitel 4 om beredskabet i den primære sundhedstjeneste.

Opmærksomheden henledes på, at en krise- eller krigssituation kan medføre, at patienter uden for sygehusvæsenet kan blive indlagt på sygehus eller vil henvende sig på sygehus på grund af manglende muligheder for fremskaffelse af lægemidler ad de sædvanlige forsyningskanaler i den primære sundhedstjeneste.

Både amts- og primærkommuner må tilrettelægge lægemiddelberedskabet således, at de institutioner, der under normale forhold anvender lægemidler, også i ekstraordinære situationer vil kunne forsynes med lægemidler. Dette gælder eksempelvis hjemme-plejen, de plejehjem, hvor plejehjemmet forestår lægemiddeludleveringen, og amts-kommunernes ambulancetjeneste. Der må naturligvis her ske en tilpasning af serviceniveauet til den konkrete krise- eller krigssituation.

På tilsvarende måde må der i forbindelse med lægemiddelberedskabet planlægges for, hvorledes nødskadestuer skal forsynes med lægemidler, jf. kapitel 4 om beredskabet i den primære sundhedstjeneste.

5.4. Problematiske områder for forsyningssikkerheden

En række forhold vil kunne forringe forsyningssikkerheden. Der kan eksempelvis være tale om hamstring af lægemidler, hindringer for distributionssystemet og ødelæggelse af lagre hos grossister og fabrikanter.

I det omfang amtsrådet/kommunalbestyrelsen ikke finder, at de eksisterende lagre af lægemidler samt det til administrationen af lægemidlerne nødvendige medicinske udstyr er tilstrækkelige til at dække behovet i en given katastrofesituation, skal Sundhedsministeriet anbefale, at den ønskede yderligere kapacitet i videst muligt omfang tilvejebringes gennem udbygning af eksisterende lagre. Ved udbygning af eksisterende "brugslagre" sikrer det løbende forbrug en kontinuerlig friskning af lageret. Hermed nedsættes risikoen for, at lægemidlerne må kasseres på grund af udløb af holdbarhedstid, ligesom administrationsomkostninger m.v. minimeres.

5.5. Aftaler

For specielle lægemidler hvor forbruget i en katastrofe- eller krigssituation må forventes mangedoblet i forhold til forbruget i fredstid kan det være nødvendigt at opbygge beredskabslagre, hvor løbende friskning af lageret ikke finder sted.

Sundhedsministeriet skal i denne forbindelse henlede opmærksomheden på, at indgåelse af aftaler i mange tilfælde kan være et hensigtsmæssigt alternativ til opbygning af egentlige beredskabslagre. Aftaler kan under en beredskabsopbygning eller i en krigssituation sikre en fortsat produktion af eller forsyning med nærmere bestemte lægemidler i en aftalt mængde til en bestemt køber.

5.6. Antidotberedskabet

Da mange forgiftninger og forureninger forudsætter behandling med en række specialiserede lægemidler (antidoter) har Sundhedsministeriet udarbejdet nogle særlige retningslinier for et antidotberedskab, som omtales nedenfor.

Amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab er ansvarlige for, at der eksisterer et relevant antidotberedskab på sygehusene, idet der er tale om et element af den samlede almindelige lægemiddelforsyning.

Det anbefales, at der indføres en tredeling af antidotberedskabet i basisbeholdninger, suppleringslagre og speciallagre for at få et velfungerende landsdækkende antidotberedskab.

5.6.1. Sygehusenes basisbeholdninger

Antidotberedskabet på det enkelte sygehus (basisbeholdningen) bør være afpasset den normale daglige brug ved forgiftningsbehandling, og rumme et bredt spektrum af antidoter til brug ved forgiftninger af enkeltpersoner enten i tilfælde af mindre ulykker eller som følge af selvmordsforsøg.

Beholdningerne bør tilpasses de lokale forhold, og indholdet meddeles såvel til andre sygehuse i området som til Giftinformationen på Bispebjerg Hospital med henblik på muligheden for en central registrering.

Der henvises til det i bilag 13 optagne eksempel fra Århus Amt på sammensætningen af et amts antidotlager/basislager. Det bemærkes, at der ikke er foretaget en faglig vurdering af indholdet af Århus Amts antidotsortiment, men at bilaget alene medtages for at anbefale den anvendte systematik som hensigtsmæssig og overskuelig. Visse stoffer forekommer på grund af deres anvendelsesområde såvel i basisbeholdningerne som i suppleringslagrene/speciallagrene.

5.6.2. Suppleringslagre

Rundt omkring i landet bør der herudover placeres supplerende lagre, specielt tilpasset det mulige behov ved større kemikalieuheld. Lagrene kan enten placeres i de enkelte amter, eller - efter aftale amterne imellem - regionsvis eller ud fra andre kriterier, når henses til, at stofferne normalt bør kunne være fremme på behandlingsstedet i løbet af 30 minutter.

Sådanne lagre bør som minimum have en standardiseret sammensætning, jf. det som bilag 13 optagne sortiment, men suppleres under hensyn til lokale eller regionale forhold. Det tilføjes, at denne del af bilaget er udarbejdet af Beredskabsstyrelsens Kemiske Laboratorium.

Alle akutmodtagende sygehuse i det område, der skal dækkes af suppleringslageret, skal have at vide, hvor det befinder sig, hvilket indhold det har og hvorledes det rekvireres. Det samme meddeles til Giftinformationen på Bispebjerg Hospital med henblik på muligheden for en central registrering.

Suppleringslageret bør placeres et sted, hvor der er døgnbetjening, f.eks. på en centralt placeret skadestue. Det vedligeholdes af det til sygehuset knyttede sygehusapotek for at sikre friskning og fornødne autorisationer. Dette er af stor betydning, fordi lagerets indhold i hovedsagen har beredskabsmæssig relevans og derfor kun sjældent forventes taget i brug i praksis.

Sammensætningen af det i bilaget foreslåede suppleringslager er baseret på de eksisterende antidoter, der skønnes at være aktuelle ved et større antal tilskadekomne ved et kemikalieuheld. Som udgangspunkt bør lageret dimensioneres til 50 tilskadekomne.

5.6.3. Speciallagre

Sygehusvæsenets beholdninger af visse modgifte, bl.a. mod digoxinforgiftning, hugormebid og svampeforgiftning, er på grund af sjælden brug og høje priser mangelfulde, varierende og ikke almindeligt kendte.

Det eksisterende beredskab på området vil kunne rationaliseres, således at speciallagre af visse antidoter alene indgår i lagrene på 3-4 store sygehusapoteker fordelt rundt om i landet. Dette vil nødvendiggøre en aftale amterne imellem, hvis det ønskede formål skal opnås.

Opbevaring af en antidot op til ca. 150 km fra behandlingsstedet vil medføre forsinkelse af behandlingen. For at en antidot kan indgå i et speciallager, må det således være en forudsætning, at behandlingseffekten ikke forringes afgørende ved en udskydelse af behandlingen i op til 2 timer fra diagnosen. En anden forudsætning er, at antidoten er andre behandlinger overlegen, og at der er en besparelse ved central administration af antidoten.

Disse forhold bør indgå i udvælgelsen af indholdet af speciallagrene.

Hvor sådanne speciallagre findes, hvilke antidoter, der er tale om, og i hvor store mængder de forefindes, meddeles af amtskommunerne såvel til de sygehuse, der kunne tænkes at ville trække på det pågældende lager som til Giftinformationen på Bispebjerg Hospital for at sikre en central registrering.

5.6.4. Autorisationsordningen

Efter de gældende regler i apotekerloven udleverer apotek eller sygehusapotek lægemidler til det sygehus, hvor lægemidlerne skal anvendes. Et sygehus kan ikke udlevere lægemidler til et andet sygehus. For at sikre en effektiv tilrettelæggelse af suppleringslagre er det imidlertid nødvendigt, at et sygehus i et vist omfang kan udlevere antidoter til et andet sygehus. Sundhedsministeriet har derfor i en bekendtgørelse om lægemidlers fritagelse fra apoteksforbehold undtaget en række antidoter, der typisk vil indgå i et suppleringslager, fra apoteksforbeholdet.

Enkelte af de i bekendtgørelsen anførte antidoter er ikke godkendt til markedsføring. Lægemidler af denne art må ifølge lægemiddellovens § 25, stk. 2, kun anvendes i patientbehandlingen efter indhentet tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Ansøgning om tilladelse til udlevering af ikke-markedsførte lægemidler indsendes til Lægemiddelstyrelsen, hvor ansøgningsskema og vejledning kan rekvireres.

Er der tale om velkendte lægemidler meddeler Lægemiddelstyrelsen tilladelse til, at udlevering må finde sted efter ordination af en til den ansøgende afdeling knyttet læge til brug i afdelingens antidotberedskab. Udleveringen skal foregå via et apotek/sygehusapotek.

Skal et suppleringslager dække flere sygehuse i et område, skal samtlige sygehuse (de ansvarlige afdelinger) have tilladelse til at anvende det ikke-markedsførte præparat.

Ønskes tilladelse til at anvende de pågældende antidoter i et nærmere bestemt område, eksempelvis på alle sygehuse i et amt, kan der indsendes en fælles ansøgning til Lægemiddelstyrelsen. Lægemidlets navn og behandlingsdiagnose skal anføres. En liste over de ansøgende afdelinger og de for behandlingen ansvarlige lægers navne og underskrifter skal vedlægges.

5.6.5. Redningsberedskabets og forsvarets antidotbeholdninger

Gennem de statslige regionale beredskabscentre er der umiddelbar adgang til følgende mængder autoinjektorer mod nervegas

Beredskabscenter Nordjylland, Thisted

4.500 stk.

Beredskabscenter Midtjylland, Herning

4.500 stk.

Beredskabscenter Sydjylland, Haderslev

4.500 stk.

Beredskabscenter Nordsjælland, Hillerød

4.500 stk.

Beredskabscenter Sydsjælland, Næstved

4.500 stk.

Beredskabscenter Bornholm, Allinge

2.250 stk.

Der er endvidere på øvrige depoter, der hovedsagelig er placeret i Nordsjælland, i alt oplagt 15.750 autoinjektorer.

Ved forsvarets enkelte tjenestesteder m.v. findes herudover et større antal autoinjektorer med henholdsvis Atropin 2 mg og Atropin 2 mg + Toxogonin 200 mg.

Under en krise- eller krigssituation kan sundhedsvæsenet dog næppe forvente at kunne trække på disse beholdninger, der primært tilsigter at dække redningsberedskabets og forsvarets behov.

5.7. Blod og blodposer

Den rationelle udnyttelse af blodet, der finder sted under normale fredstidsforhold, kan ikke forventes at finde sted under krigsforhold. Det må således forventes, at der ved operationer og andre indgreb vil blive brugt fuldblod og ikke blodfraktioneringsprodukter.

Det bør i planlægningen af lægemiddelberedskabet sikres, at der i en krise- eller krigssituation er mulighed for at maksimere blodforsyningen ved at forøge blodtapningen væsentligt i forhold til under normale omstændigheder.

Der skal i den forbindelse tages hensyn til at der skal være overensstemmelse mellem tappekapacitet og utensilier herunder blodposer, tapningsudstyr, testsera m.m. Opmærksomheden henledes på, at blodposer ikke produceres i Danmark og har en relativ kort holdbarhed.

Under hensyn til blodposernes høje anskaffelsespris, deres begrænsede holdbarhed samt deres pladskrævende karakter skal Sundhedsministeriet henlede opmærksomheden på muligheden for at indgå aftale med leverandøren om, at denne enten forpligter sig til til enhver tid at lagerføre et bestemt kvantum blodposer her i landet eller forpligter sig til inden for en nærmere aftalt frist at stille et nærmere bestemt kvantum blodposer til rådighed for sygehuset.

5.8. Infusionsvæsker

På sygehusene og de leverende apoteker er der et lager af infusionsvæsker svarende til ca. en uges normalt forbrug.

Tilstrækkelige mængder af infusions- og skyllevæsker er helt nødvendige for behandlingen af skader påført under større ulykker katastrofer samt under krig. Det er derfor af overordentlig stor betydning at opretholde en dansk, decentral produktionskapacitet.

Det er af afgørende betydning, at der ved planlægningen af sygehusenes forsyning med infusionsvæsker ikke alene sikres overensstemmelse med den nødvendige emballage til de fremstillede væsker, men også med det antal infusionssæt, der står til rådighed for sygehusene.

5.9. Medicinsk udstyr

Opmærksomheden henledes på, at en række lægemidler kræver anvendelse af særligt medicinsk udstyr. Træffes der i forbindelse med opbygningen af et lægemiddelberedskab særlige foranstaltninger vedrørende disse lægemidler, må det sikres, at det nødvendige udstyr til anvendelsen af disse lægemidler kan tilvejebringes.

Bilag 4

Bilag 4

+++ FIGUR +++

Skadestedskort

Prioriteringsmærker

Prioriteringsmærker bruges til afmærkning af tilskadekomne på skadestedet ved store ulykker og katastrofer for umiddelbart synligt af fastslå den mest hensigtsmæssige rækkefølge ved behandling og borttransport.

Mærkerne kan indgå i ambulancer og redningskøretøjers udstyr og kan også medbringes af skadestedskoordinerende læge, udrykningshold eller lægehold.

Mærkerne er fremstillet af plastik i format 95 x 140 mm. De er udført med farve og reflekterende tal (lysegrå med sort kant) på begge sider og med reflekterende overkant i samme farve som tallet. Den reflekterende overkant er 35 mm, og heri er der et hul på ca. 9 mm. De forsynes med sejlgarn, elastik, plastbinder eller lign. til fastgørelse på den tilskadekomne.

Betydningen af mærkernes farve og talangivelse er

1.

Rød

-

behandlings-/transportprioritet 1 "Straks"

2.

Gul

-

behandlings-/transportprioritet 2 "Snarest"

3.

Grøn

-

behandlings-/transportprioritet 3 "Kan vente"

4.

Hvid

-

behandlings-/transportprioritet 0, da den pågældende er død.

Prioriteringsmærkerne forhandles af Falcks Redningskorps.

+++ FIGUR +++

Prioriteringsmærker

Fortegnelse over tilskadekomne

Side: /

(Ventepladslog)

Dato / 19

Skadesteds-kort nr.

CPR-

Nummer

Skadens art

Prioritet *)

Ud kl.

Ambulance-nummer

Sendt til følgende sygehus

Bemærkninger

*) 1 = rød = straks

2 = gul = snarest

3 = grøn = kan vente

4 = hvid = død

Vejledning i udfyldelse

af katastrofejournal

Katastrofejournalen indeholder de patientoplysninger, som er nødvendige for visitation og behandling i en masseskadesituation, indtil den endelige journal foreligger.

Journalen består af 4 dele

2 afrivelige dele, som bruges henholdsvis af sygehuset og af politiet til registrering af basale oplysninger om patienten. De afrivelige dele er selvkopierende til patientdelen.

Patientdel med oplysninger og observationer, der følger patienten.

48 nummererede mærkater til mærkning af ejendele, laboratorieprøver, armbånd osv.

Ved patientens ankomst til sygehuset udfyldes den øverste del af blanketten med oplysninger om ankomsttid, identitet (for ikke-identificerbare, bevidstløse patienter og døde angives køn og skønnet alder) og pårørendes adresse.

Skadens art angives, og skadens omfang afkrydses til brug for politiet.

Når patienten er vurderet, anføres det, hvortil denne er visiteret.

De forreste, afrivelige dele viderebringes nu til sygehusets patientregistrering og til politiet.

Det bemærkes, at denne del af blanketten skal udfyldes med kuglepen af hensyn til selvkopieringen.

Medicinske oplysninger om patienten, notater om dennes skader, ordination af undersøgelser og behandling skrives på patientdelens nederste del (for- og bagside) og signeres.

Patientdelen af katastrofejournalblanketten skal følge patienten og er en del af sygehusjournalen.

+++ FIGUR +++

Katastrofejournalens 4 dele

Kapitel 4

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste

1.

Lovgrundlag

1.1.

Sygesikringsloven

1.2.

Beredskabsloven

1.3.

Lovgivningen og den lokale planlægning

1.4.

Lovgivningen og den centrale planlægning

2.

Definition, formål og opgaver

3.

Principper for beredskabsplanlægningen i den primære sundhedstjeneste

3.1.

Overordnede planlægningsprincipper

3.2.

Operationelle planlægningsprincipper

3.2.1.

Generelt

3.2.2.

Medicinsk koordination

3.3.

Embedslægeinstitutionerne

3.3.1.

Embedslægeinstitutionernes medvirken i sundhedsberedskabet

3.3.2.

Embedslægeinstitutionernes rolle under krise eller krig

3.4.

Ledelse og kompetenceforhold

4.

Personkreds

4.1.

Beredskabspligt

4.2.

Personkreds

5.

Opgaver for beredskabet i den primære sundhedstjeneste

5.1.

Afgrænsning, opgavefordelingen mellem kommune og amtskommune

5.2.

Ekstraordinær udskrivning fra sygehusene

5.2.1.

Generelt

5.2.2.

Hjemmeplejen og plejehjem

5.3.

Nødskadestuer og ekstraordinær åbning af praktiserende lægers konsultationer

5.3.1.

Generelt

5.3.2.

Organisation

5.3.3.

Indretning og placering

5.4.

Udrykningshold og lægehold

5.5.

Hygiejne og epidemibekæmpelse

5.6.

Omsorg, herunder kriseterapeutisk bistand

Bilagsfortegnelse

1.

Bekendtgørelse om ambulancer

2.

Principper for pakning af udstyr til brug for den præhospitale lægestøtte

3.

Principper for pakning af ventepladstrailer/-container og forslag til pakning af Beredskabskorpsets ventepladscontainer

4.

Skadestedskort, prioriteringsmærker, ventepladslog og katastrofejournal

5.

Oversigt over mulige aktører på et skadested

6.

Eksempel på sygehusberedskabsplan, Sønderborg

7.

Eksempel på sygehusberedskabsplan, Bornholm

8.

Forslag til kurser i katastrofemedicin og sundhedsberedskab

9.

Indenrigsministeriets notat af 12. september 1996 om risici og usikkerhedsmomenter i den sikkerhedspolitiske situation i Danmark

10.

Den militære sanitets- og sundhedstjeneste

11.

Bekendtgørelse om udlevering af lægemidler i forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise eller krig

12.

Bekendtgørelse om spredning af lægemiddellagre i forsyningsmæssige Nødsituationer samt under krise og krig

13.

Eksempel på og forslag til antidotlagre

14.

Oplysning om bortfald af tidligere udsendte sygehusberedskabscirkulærer og meddelelser

Ordliste

Action card

Kortfattet oversigt - i lommeformat - over en bestemt funktion og opgaver ved store ulykker eller katastrofer.

Alarmeringscentral

Den funktion, der via 1-1-2 modtager alarmopkald. På grundlag af modtagne oplysninger vurderer og iværksætter alarmeringscentralen alarmering af de relevante beredskabsmyndigheder eller organisationer.

Uden for Storkøbenhavn findes alarmeringscentralen på døgnbetjente politistationer.

I Storkøbenhavn findes alarmeringscentralen på Københavns hovedbrandstation.

Alarmeringsitruks/

Alarmeringsplan

Kommunalbestyrelsens plan til alarmeringscentralen for hvilke dele af redningsberedskabet, der skal alarmeres til forskellige typer af opgaver.

Alarmeringsliste

Liste med oplysninger om navne og telefonnumre m.v. for personale, der skal alarmeres i en given situation.

Ambulanceleder

Leder ambulancetjenesten i et indsatsområde. Funktionen varetages normalt af behandleren på den første ambulance eller i HS-området (Hovedstadens Sygehusfællesskab) af asistenten på en lægeambulance. Funktionen kan overtages af en udsendt leder fra ambulancetjenesten i området. Ambulancelederen er underlagt politiets koordinerende ledelse.

Akut Medicinsk

Koordinationscentral

( AMK )

Den funktion, der i et amt eller på flere amters vegne koordinerer den medicinske indsats ved større ulykker eller katastrofer.

AMK er i disse tilfælde indgangen, herunder kommunikationsmæssigt, til hele amtets sundhedsvæsen. Den amtskoordinerende funktion varetages fra AMK.

Amtskoordinerende

læge (AMK-læge)

Ved større ulykker eller katastrofer leder den amtskoordineren

de læge (AMK-lægen) hele den sundhedsmæssige indsats i amtet fra en AMK og varetager de koordinerende funktioner i baglandet, herunder foretager den fornødne alarmering af sundhedsvæsenets ressourcer, fastlægger triage- og behandlingsniveau, vurderer behovet for assistance fra andre beredskaber, opretholder kontakten til skadestedskoordinerende læge (KOOL) og bistår ved behov for specialrådgivning.

Antidoter

Modgifte, se desuden basisbeholdning, suppleringslagre og speciallagre.

Armbånd

Registreringsmiddel til fastgørelse om håndleddet med et nummer, der svarer til katastrofejournalens nummer.

Audit

(i sundhedsvæsenet)

Evaluering af diagnostik, behandling og pleje samt resultatet heraf i relation til konkrete patienters sygdomstilfælde. Denne gennemgang og analyse af patientforløbet udføres med hjælp fra sagkyndige kolleger fra en anden institution og kan gennemføres enten internt på sygehuset/afdelingen eller eksternt.

Automatikfase

Den indledende fase i opbygningen af sygehusets beredskab skab, hvor en række aktiviteter "automatisk" iværksættes af den primære beredskabsleder - uden konference med beredskabslederen, afdelingens overlæge eller beredskabsledelsen - for at forberede den medicinske indsats på skadestedet og modtagelse af ulykkesofre på sygehuset. I denne fase underrettes og tilkaldes beredskabslederen, der iværksætter foranstaltningerne i den styrede fase.

Skadestedskort, prioriteringsmærker m.v.

En ordning, der administreres af Lægemiddelstyrelsen, hvorefter der kan gives speciel tilladelse til brug af ikke-markedsførte lægemidler i patientbehandlingen.

Basisbeholdning

Antidotberedskabet på det enkelte sygehus. Et spektrum af antidoter i mængder tilpasset brug ved forgiftning af en enkelt eller få personer i tilfælde af uheld/ulykke eller selvmordsforsøg.

Beredskabet i den

primære sundheds-

tjeneste

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er beredskabet i den del af sundhedsvæsenet, der ligger uden for sygehusene. Det vil sige lægepraksis, speciallægepraksis, tandlægepraksis, fysio- og ergoterapi, hjemmesygepleje, sundhedspleje m.v.

Beredskabsledelsen

Den daglige sygehusledelse, eventuelt suppleret med særligt sagkyndige personer, eller et særligt sammensat ledelseselement, der leder sygehuset ved store ulykker eller katastrofer.

Beredskabsleder

Cheflægen eller en anden lægelig chef, der på beredskabsledelsens vegne iværksætter foranstaltningerne i den styrede fase i opbygningen af beredskabet på sygehuset. Denne funktion må ikke forveksles med og bør ikke blandes sammen med funktionen som amtskoordinerende læge (AMK-læge).

Civilregion

Civilregionen koordinerer planlægningen af det civile beredskab inden for regionens område.

Civilregionens

sundhedssektion

Det rådgivningselement med sundhedsfaglig viden, der i en krigssituation etableres til støtte for regionsamtmanden som leder af civilregionen.

Civilt beredskab

Den forpligtelse, der påhviler bl.a. offentlige myndigheder, til at planlægge og træffe foranstaltninger med henblik på under krise eller krig at videreføre samfundets funktioner samt yde støtte til landets samlede forsvar. Planerne bør udarbejdes således, at de også er anvendelige i fredsmæssige situationer, hvor en større ulykke indebærer, at de daglige ressourcer ikke længere slår til, hvis de aktuelle behov skal kunne imødekommes.

Debriefing

En struktureret gennemgang af et forløb, som sigter på at fremme den emotionelle bearbejdning af traumatiske hændelser.

Dekontaminering

Specifik rensning af kemikalieforurenede personer.

Den styrede fase

Den fase, der følger automatikfasen, og hvis foranstaltninger iværksættes af beredskabslederen på sygehusledelsens vegne. Fasen indledes, når beredskabslederen kommer til stede og ved personlig kontakt overtager ansvaret fra primær beredskabsleder.

Designering

Såfremt en person med mødepligt ved forsvaret eller redningsberedskabet varetager en nøglefunktion i sygehusberedskabet, kan den pågældende efter ansøgning gennem sygehuset og amtskommunen til Beredskabsstyrelsen udpeges (designeres) til at forblive i denne funktion i tilfælde af krise eller krig og samtidig fritages for mødepligten ved forsvaret eller redningsberedskabet.

Ekstraordinær ud-

skrivning

Udskrivning af ikke-akut sygehusbehandlingskrævende patienter før det normale udskrivningstidspunkt for at skaffe supplerende kapacitet på sygehuset ved store ulykker, katastrofer eller under krig.

Én indgang til

sundhedsvæsenet

Sundhedsvæsenet bør kunne alarmeres som en enhed ved en enkelt kontakt til AMK-funktionen.

Giftinformationen

Telefonisk rådgivningsordning fra sundhedsvæsenet vedrørende farlige stoffers indvirkning på mennesker.

Holding area

Særligt område på sygehuset for ulykkesofre, der ikke direkte visiteres til en sengeafdeling, men som skal holdes under løbende observation og almindelig understøttende behandling indtil indlæggelse eller operation.

Indsatsledelsen

Samlet begreb for den tekniske ledelse og den koordinerende ledelse.

Indsatsleder

Betegnelse forbeholdt indsatsleder-politi eller indsatslederredningsberedskab.

Indsatsleder-politi

Den person fra politiet, der varetager den koordinerende ledelse af den samlede indsats i indsatsområdet og den polititaktiske ledelse inden for indsatsområdet. Indsatsleder-politi har kommandoen over indsatte enheder fra politiet.

Indsatsleder -

redningsberedskab

Den person fra redningsberedskabet, der varetager den tekniske og taktiske ledelse af indsatsen på et skadested og som har kommandoen over indsatte enheder fra redningsberedskabet. Indsatslederen udøver sin kommando gennem holdlederne, herunder holdlederne fra udefra kommende enheder.

Indsatsmyndigheder

Se bilag 5 om mulige skadestedsaktører.

Katastrofejournal

Blanket til brug for registrering af patienter, der modtages på et sygehus i forbindelse med en større ulykke eller katastrofe.

Katastrofestab

Etableres af politiet ved særligt store eller krævende ulykker.

Sygehusvæsenets chefer indgår heri.

Kemikalieberedskabs-

vagten

Døgnbemandet telefonisk rådgivningsordning fra Beredskabsstyrelsen bl.a. vedrørende indsats ved uheld med farlige stoffer, herunder håndtering af kemikalieforurenede personer.

Kemikalieforurenede

personer

Personer med en ydre forurening af farlige stoffer.

Kemikalieskadede

patienter

Personer med symptomer eller skader efter udsættelse for farlige stoffer.

Kommandostade

Fælles "kommunikationscenter" i indsatsområdet oprettet på den koordinerende ledelses foranstaltning. Herfra ledes den samlede taktisk indsats, og der opretholdes kontakt til overordnede og sideordnede beredskabsmyndigheder eller organisationer.

Kommandostation

Lokalitet på eller uden for politistationen, hvorfra politiet ved større indsatser operationelt leder den samlede opgaveløsning.

Kontaktpunkt

Udpeget sted, hvor tilkaldte enheder m.fl. møder før indsættelse på skadestedet.

Koordinerende ledelse

Politimesteren har ved større ulykker og katastrofer ansvaret for, at den samlede indsats koordineres således, at den foregår så effektivt som muligt.

Kvalitetscirkel

Arbejdsgruppe (typisk på en afdeling), der har til opgave at beskæftige sig med løsning og evaluering af konkrete kvalitetsproblemer.

Lægeambulance/

lægebil

Udrykningskøretøj, der er bemandet med en læge og ofte en lægeassistent, og som medbringer behandlings- og kommunikationsudstyr til præhospital indsats.

Lægeassistent

Ambulancebehandler, der har modtaget særlig uddannelse til at assistere en læge ved præhospital indsats.

Lægehold

2 læger og 2 sygeplejersker, der medbringer behandlings- og kommunikationsudstyr til præhospital indsats. Lægeholdet er underlagt politiets koordinerende ledelse.

Lægemiddelbered-

skabet

Lægemiddelberedskabet er beredskabet af lægemidler, der kan imødekomme de ændrede krav til forbrug, forsyning og distribution, som må forudses at ville opstå i en fredsmæssig katastofesituation samt i en krise- eller krigssituation.

Magistrelt lægemiddel

Lægemiddel, som fremstilles på et apotek efter en læges recept.

Markeringsvest

Vest med angivelse af den pågældende persons ledelsesfunktion og tilhørsforhold.

Medicinsk koordination

Betegnelse for den samlede funktion, der omfatter tilrettelæggelse og ledelse af den afhjælpende medicinske indsats ved store ulykker og katastrofer. Begrebet omfatter således såvel den skadestedskoordinerende som den amtskoordinerende læges (AMK-læges) opgaver.

Medicinsk udstyr

Varer, der uden at være lægemidler i lægemiddellovgivningens forstand, anvendes i sundhedspleje og sygdomsbehandling f.eks. forbindsstoffer, injektionssprøjter og transfusionsudstyr.

Mødeplan

(redningsberedskabet)

Særlig plan for alarmering og fremmøde ved uheld på specielle objekter/bygninger.

Nødskadestuer

Særlige skadestuer etableret i den primære sundhedstjenestes regi til aflastning af sygehusvæsenet efter behov i særligt belastende ulykkessituationer.

Operativ ledelse af

sygehusberedskabet

(i en krigssituation)

Beslutninger bl.a. om etablering af beredskabet, dimensioneringen, udpegning af indlæggelsessygehuse og evakuering af sygehuse (som en del af redningsberedskabet).

Opmarchområde

Stand-by placering for køretøjer, materiel og mandskab.

Opsamlingssted

Det sted, hvortil fysisk uskadte og lettere tilskadekomne ("gående") bringes med henblik på registrering og eventuel lettere førstehjælp. Opsamlingsstedet oprettes af og henhører under politiets koordinerende ledelse.

Primær beredskabs-

leder

Den læge på sygehuset, der fra AMK modtager alarmen til sygehuset og derefter i kraft af sin funktion og tilstedeværelsesvagt iværksætter automatikfasens foranstaltninger samt underretter og tilkalder beredskabslederen (se denne). Den primære beredskabsleder vender tilbage til sin oprindelige funktion, når ledelsesfunktionen overdrages til beredskabslederen. Hvis sygehuset har en kvalificeret speciallæge i tilstedeværelsesvagt vil denne eventuelt umiddelbart kunne påtage sig opgaven som beredskabsleder, og derved varetage ledelsen af alle de foranstaltninger, der er knyttet til automatikfasen og den styrede fase.

Primær sundheds-

tjeneste

Den del af sundhedsvæsenet, der ligger uden for sygehusene, uanset om den administreres af amt eller kommune.

Prioriteringsmærker

Mærker til at fastgøre på tilskadekomne med angivelserne 1 (rød/straks), 2 (gul/snarest), 3 (grøn/kan vente) og 0 (hvid/død). Mærkerne angiver en prioritering af behandlingen af de tilskadekomne og anvendes derefter også til at angive en prioritering af de tilskadekomnes borttransport (ambulancetransport) til sygehus.

Præhospital lægestøtte

Overbegreb for følgende 3 udrykningsordninger: ambulancelæge/udrykningslæge, udrykningshold og lægehold.

Psykosocialt

støttecenter

Et særligt etableret midlertidigt opholdssted for ulykkesofre og pårørende i forbindelse med en større, psykisk belastende ulykke. Bemandes med behandlingspersonale og administrativt personale.

Redningsberedskabet

Redningsberedskabet har til opgave at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, eller overhængende fare herfor. Redningsberedskabet består af det kommunale og det statslige redningsberedskab.

Redningsberedskabets

kommandomyndighed

Den krigsmæssige ledelse af redningsberedskabet.

Regionsamtmand

Den amtmand, der er udpeget til at lede en af landets 7 civilregioner.

Risikovurdering

Vurderinger, der tjener til at afdække mulige typer af ulykker i det omgivende samfund, der f.eks. kan resultere i personskade. Dansk Standard: Kombinationen af hyppigheden af en uønsket hændelse og omfanget af konsekvenserne heraf.

Samlested for døde

Det sted, hvor utvivlsomt døde midlertidigt kan placeres. Samlested for døde oprettes af og henhører under politiets koordinerende ledelse.

Sikrede reserve-

behandlingsafsnit

Ekstra bygningsmæssigt sikrede operationsstuer med tilhørende birum.

Skadested

Det område eller den lokalitet, hvor der er indtruffet en skade, og hvor der er behov for indsættelse bl.a. af enheder fra redningsberedskabet. Skadestedet afgrænses af den indre afspærring. Indsatsledernes samlede arbejdsområde, der kaldes indsatsområdet afgrænses af den ydre afspærring. I denne udgave af håndbogen bruges ordet skadested som et samlebegreb for begge disse områder.

Skadestedskoor-

dinerende læge (KOOL)

Læge i indsatsområdet, hvis opgaver bl.a. er at have det medicinske overblik, varetage kontakten med baglandet, samarbejde med indsatsledelsen samt lede den medicinske indsats i indsatsområdet og fordelingen af tilskadekomne til sygehusvæsenet i baglandet.

Skadestedskort

Fortrykt kort til registrering af forskellige oplysninger om tilskadekomne på et skadested. Kortet fastgøres til de tilskadekomne og følger dem til sygehuset.

Skadestedsradio

Bærbar radiosender/-modtager med kort rækkevidde til anvendelse inden for indsatsområdet og standardiseret anvendelse af de eksisterende 5 kanaler.

Speciallagre

Antidotlagre, placeret få (3-4) steder i landet, indeholdende dels sjældent anvendte modgifte dels meget dyre antidoter, som er anden behandling overlegen, og hvor behandlingseffekten ikke forringes afgørende ved en udskydelse af behandlingen i op til 2 timer fra diagnosen.

Statens Institut for

Strålehygiejne

Har en døgnvagtsordning, gennem hvilken man bl.a. kan få oplysning om strålekilder og brugen af disse i Danmark. Vagten kan også rådgive angående indsats i radioaktivt forurenede områder, om håndtering af radioaktivt forurenede personer samt yde praktisk assistance på et ulykkessted.

Sundhedsberedskabet

Sundhedsberedskabet defineres som sundhedsvæsenets evne til at kunne udvide og omstille sin behandlings- og plejekapacitet m.v. - udover det daglige beredskab - såvel ved fredstidskatastrofer som under krise eller krig. Sundhedsberedskabet omfatter sygehusberedskabet, lægemiddelberedskabet og beredskabet i den primære sundhedstjeneste.

Suppleringslagre

Lagre af udvalgte antidoter tilpasset det mulige behov ved større kemikalieuheld. Lagrenes placering vælges således, at antidoterne normalt vil kunne være fremme på behandlingsstedet i løbet af 30 minutter.

Sygehusannekser

Sengeafdelinger etableret i lokaler uden for sygehuset. Drives som en del af sygehuset.

Sygehusberedskabet

Sygehusberedskabet er beredskabet i det samlede sygehusvæsen, dvs. i amtskommunerne, i Hovedstadens Sygehusfællesskab samt på de private sygehuse, med henblik på, at der under større ulykker, katastrofer samt under krigsforhold kan ydes syge og tilskadekomne behandling på sygehus eller på behandlingssteder uden for sygehusene.

Sygehusberedskabs -

sektion

Stabsfunktion i redningsberedskabets kommandoorganisation, omfattende de sygehusadministrative og sundhedsfaglige rådgivere for redningsberedskabets kommandoorganisation. Forbindelses- og koordineringssorgan til de amtskommunale myndigheder på sygehusområdet.

Sårbarhedsvurdering

Vurdering af egen modstandskraft over for udefra kommende forstyrrelser af driften.

Teknisk ledelse

Redningsberedskabets ledelse af den tekniske og taktiske indsats på et skadested.

Terminalområder

Områder til opsamling af patienter, eksempelvis fra Den Danske Internaionale Brigade, der afventer hjemtransport til Danmark.

Transportleder

Den portør i modtagelsen på et sygehus, der leder anvendelsen af de andre portører.

Triage

Prioritering efter lønsomhedsvurdering. De tilskadekomne opdeles i 3 kategorier

dem, for hvem behandling vil være livreddende,

dem, der kan klare sig uden øjeblikkelig behandling,

dem, der kan klare sig uden behandling, og dem, der ikke skønnes at kunne overleve, trods behandling.

Triage er en løbende proces, idet den enkelte tilskadekomne hurtigt kan få et ændret behandlingsbehov.

Udrykningshold

1 læge og 1 sygeplejerske, der medbringer behandlings- og kommunikationsudstyr til præhospital indsats. Udrykningsholdet er i et indsatsområde underlagt politiets koordinerende ledelse.

Udrykningslæge

1 læge, der medbringer behandlings- og kommunikationsudstyr til præhospital indsats. Udrykningslægen er i et indsatsområde underlagt politiets koordinerende ledelse.

Vagtcentral

(redningsberedskabet)

Den funktion hos redningsberedskabet, der bl.a. fra alarmeringscentralen modtager og videregiver alarmer m.v.

Venteplads

Det sted i nærheden af et skadested, hvortil de tilskadekomne bringes, der anses for at have behov for indlæggelse på sygehus eller direkte behandling på stedet ("liggende" tilskadekomne). Triage og behandling foretages på ventepladsen, hvor lægeholdet virker. Ventepladsen oprettes af og henhører under politiets koordinerende ledelse.

Ventepladsassistent

Person fra ambulancetjenesten, fra det kommunale redningsberedskab, fra det statslige regionale redningsberedskab (Beredskabskorpset) eller frivillige organisationer, der kan fungere som hjælper for det medicinske personale på en venteplads.

Ventepladslog

Blanket, der ved hjælp af en løbende registrering til enhver tid kan give politiets indsatsleder, ambulancelederen og den skadestedskoordinerende læge (KOOL) et overblik over, hvor mange og hvilke tilskadekomne, der er blevet borttransporteret fra skadestedet, og til hvilke sygehuse de pågældende er transporteret.

Visitator

Den læge, der på sygehuset leder modtagelsen af ulykkesofre, kort undersøger de ankomne patienter og træffer beslutning om, hvordan og dermed hvor de pågældende skal behandles. Samtidig vil visitator kunne foretage en prioritering af patienterne. Assisteres af en sekretær eller en person fra plejepersonalet ved udfyldelsen af katastrofejournalen. Funktionen som visitator må ikke forveksles eller blandes sammen med funktionerne som primær beredskabsleder, beredskabsleder og/eller amtskoordinerende læge (AMK-læge).

Kapitel 4

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste

1. Lovgrundlag

Sundhedsberedskabet omfatter sygehusberedskabet, lægemiddelberedskabet og beredskabet i den primære sundhedstjeneste. Begrebet lovfæstedes med ikrafttrædelsen af sygesikringslovens kapitel 6 a den 1. januar 1994. Begrebet anvendes også i bemærkningerne til beredskabsloven, der trådte i kraft den 1. januar 1993.

1.1. Sygesikringsloven

Planlægnings- og samarbejdsbestemmelserne i sygesikringslovens kapitel 6 a omfatter såvel kommunernes som amtskommunernes indsats på det samlede sundhedsområde.

Efter lovens § 27 d skal kommunalbestyrelsen en gang i hver valgperiode udarbejde en redegørelse for sundhedsområdet, herunder for sundhedsberedskabet i kommunen.

Af § 27 e fremgår, at der for hver amtskommune skal foreligge en plan for tilrettelæggelsen af amtskommunens virksomhed på sundhedsområdet, bl.a. omfattende ambulancetjenesten og sundhedsberedskabet i amtskommunen. Denne plan skal behandles i amtsrådet en gang i hver valgperiode.

Loven fastslår, at amter og kommuner skal etablere et samarbejde om den amtskommunale og kommunale indsats på sundhedsområdet og på tilgrænsende områder.

Forud for behandlingen af amtskommunens sundhedsplan skal der indhentes udtalelser fra kommunalbestyrelserne i amtskommunen og de berørte læger m.fl. Endvidere skal embedslægeinstitutionerne inddrages i den amtskommunale sundhedsplanlægning, ligesom Sundhedsstyrelsens og Lægemiddelstyrelsens rådgivning skal indhentes.

I loven og bemærkningerne hertil fremhæves flere steder behovet for det bredest mulige samarbejde inden for sundhedssektoren og en tæt koordinering af beslægtede områder, også omfattende sundhedsberedskabet.

1.2. Beredskabsloven

Af beredskabslovens § 25 fremgår, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde en samlet plan for kommunens redningsberedskab og civile beredskab. Amtsrådet skal tilsvarende udarbejde en samlet plan for amtskommunens civile beredskab.

Af bemærkningerne fremgår, at planerne for det civile beredskab bl.a. skal omfatte opgaverne inden for det samlede sundheds- og socialområde, dvs. sundhedsberedskabet (sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet) koordineret med tilgrænsende områder.

Sundhedsberedskabsplanlægningen skal således koordineres med de øvrige områder inden for det civile beredskab, mens den amtskommunale plan for det civile beredskab kan nøjes med at indeholde en henvisning til sundhedsplanen, der udarbejdes efter reglerne i sygesikringslovens kapitel 6 a, jf. afsnit 1.3.

I beredskabslovens § 1 og sygehuslovens § 16 a findes regler af betydning for den amtskommunale planlægning af sygehusberedskabet. Der findes ikke tilsvarende regler i lovgivningen om planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet.

1.3. Lovgivningen og den lokale planlægning

Som det fremgår af ovenstående indgår sundhedsberedskabet (sygehusberedskabet, beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet) i 2 forskellige planlægningskomplekser, dels i de planer, der skal udarbejdes for det civile beredskab efter beredskabsloven, og dels i de planer eller redegørelser for sundhedsområdet, der skal udarbejdes efter sygesikringsloven.

For at undgå problemer som følge heraf anbefales det, at den amtskommunale civile beredskabsplan alene indeholder en henvisning til sundhedsplanen, for så vidt angår sundhedsberedskabet. Området bør dog integreres i arbejdet med den civile beredskabsplanlægning, således at der kan ske den fornødne koordination med øvrige civile beredskabsområder.

1.4. Lovgivningen og den centrale planlægning

Efter beredskabsloven fastsætter de enkelte ministre hver inden for deres område vejledende retningslinier for amtskommunernes og kommunernes civile beredskabsplanlægning.

Efter sygesikringsloven udarbejder sundhedsministeren efter forhandling med de kommunale organisationer m.fl. en vejledning for sundhedsplanlægningen, herunder sundhedsberedskabet.

Det er således sundhedsministerens opgave at udarbejde vejledende retningslinier for sundhedsberedskabet, som det indgår i begge plankomplekser.

Dette er sket ved udsendelsen af den vejledning om planlægning af sundhedsberedskabet, der findes i kapitel 1, afsnit 1.

Beredskabsstyrelsen varetager efter aftale med Sundhedsministeriet de styrelsesmæssige opgaver på sygehusberedskabsområdet, medens de tilsvarende opgaver inden for beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet varetages af Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelsstyrelsen.

2. Definition, formål og opgaver

Sundhedsberedskabet er sundhedsvæsenets evne til at udvide og omstille sin behandlings- og plejekapacitet m.v. - udover det daglige beredskab - såvel ved fredstidskatastrofer som under krise eller krig.

Beredskabet i den primære sundhedstjeneste er et beredskab i den del af sundhedsvæsenet, der ligger uden for sygehusene.

Formålet med det samlede sundhedsberedskab er i videst muligt omfang at undgå tab af menneskeliv, førlighed og helbred i tilfælde af ulykker/katastrofer, krise eller krig.

De opgaver , sundhedsberedskabet skal tage sig af, vil være bestemt af konkret indtrufne hændelser og disses følgevirkninger, og vil i vekslende omfang inddrage såvel sygehusberedskabet som beredskabet i den primære sundhedstjeneste og lægemiddelberedskabet.

Hvis en konkret indtruffen hændelse indebærer, at et større antal mennesker pådrager sig skader, som kræver sygehusbehandling, betyder det, at flere "almindelige" skader og sygdomstilfælde må behandles og plejes i primærsektoren, da sygehusvæsenet må aflastes.

På grund af svigtende infrastruktur (f.eks. vandforsyning, renovation eller elforsyning) kan der også blive tale om ændrede hygiejniske forhold med øget risiko for epidemier, ligesom forureningsulykker kan give forøgede opgaver for den primære sundhedstjeneste.

Desuden kan der lokalt forekomme stigende befolkningstal som følge af modtagelse og indkvartering af evakuenter og andre nødstedte. Heraf følger stigende behov for indsats fra den primære sundhedstjeneste.

3. Principper for beredskabsplanlægningen i den primære sundhedstjeneste

3.1. Overordnede planlægningsprincipper

I overensstemmelse med de generelle principper, der lægges til grund for beredskabsplanlægning, skal de beredskabsmæssige opgaver i den primære sundhedstjeneste i videst muligt omfang udføres af de personer, der har opgaverne til hverdag, og de skal bygge på kendte planlægningssystemer og samarbejdsrutiner.

Udgangspunktet er planlægning af en gradvis udbygning af det daglige beredskab, først med sigte på at imødegå større ulykker og katastrofer i fredstid, og i sidste række for at dække en krigssituation.

Planlægningen bør således baseres på følgende overordnede principper

En forud aftalt opgavefordeling baseret på normale arbejdsgange og praksis.

Enkelhed i opbygning og indre sammenhæng, så overskuelighed sikres.

Fleksibilitet i gennemførelse hvad angår såvel omfang, rækkefølge og tempo.

Hurtig etablering og placering af entydig beslutningskompetence.

Forudgående aftaler om ressourcekoordinering med andre samarbejdspartnere, herunder kommuner, amtskommuner m.fl.

Inddragelse af den medicinske koordinationsfunktion i amtet, jf. kapitel 2, afsnit 2.3.

3.2. Operationelle planlægningsprincipper

3.2.1. Generelt

For at sikre at det samlede beredskab kan imødegå de opståede behov, er det nødvendigt, at de enkelte deltagere i beredskabet - også i primærsektoren - fleksibelt kan tilpasse deres personale-, materiel- og handlekapacitet, samt at der foregår koordination og samarbejde både i planlægning og i udførelse.

Planlægningen, der som nævnt skal koordineres med sygehusberedskabet, lægemiddelberedskabet og med det øvrige civile beredskab, omfatter følgende hovedelementer

Organisationsoversigt med fastlæggelse af ledelse, ansvar og kompetence.

Aktiveringsbeskrivelse.

Lokalitets, lokale- og personaleoversigt, herunder designering af nøglepersoner.

Kommunikationsveje og -materiel.

Opgavebeskrivelse.

Beskrivelse af samarbejdsrelationer.

Planen kan bestå af en overordnet del, som skitserer hovedlinierne i beredskabet, men bør i øvrigt - for de enkelte delområder - følges af konkrete beskrivelser, f.eks. de såkaldte "action-cards" eller huskelister, hvis formål er, at enhver ansat kan se, hvad hans eller hendes opgaver er i beredskabet.

Dette er en forudsætning for realistisk implementering af planen.

3.2.2. Medicinsk koordination

Medicinsk koordination er den samlede betegnelse for den funktion, der omfatter tilrettelæggelse og ledelse af den afhjælpende medicinske indsats ved store ulykker og katastrofer. Funktionen er detaljeret beskrevet i håndbogens kapitel 2, afsnit 2.3.

Der vil være behov for medicinsk koordination både på skadestedet og i baglandet (såvel i sygehusvæsenet som i primærsektoren). Opgaverne på skadestedet varetages af den skadestedskoordinerende læge og opgaverne i baglandet af den amtskoordinerende læge (AMK-læge).

Den amtskommune, hvori ulykken er sket, er ansvarlig for den medicinske indsats og dermed for den medicinske koordination. I forbindelse med større ulykker eller katastrofer kan det være nødvendigt med indsats fra mere end en amtskommune. Der må derfor foreligge entydige aftaler om alarmering og koordination imellem tilgrænsende amtskommuner.

Det bør klart af planerne fremgå, hvem der har det lægelige ansvar for amtets medicinske koordination.

3.3. Embedslægeinstitutionerne

3.3.1. Embedslægeinstitutionernes medvirken i sundhedsberedskabet

Befolkningens sundhed tilstræbes opretholdt af de kommunale og amtskommunale sundhedsmyndigheder og embedslægeinstitutionerne.

Embedslægerne er sundhedsfaglige rådgivere for statslige og lokale myndigheder, herunder amt, kommuner og politi.

Embedslægeinstitutionerne skal generelt ifølge § 6 i bekendtgørelse nr. 474 af 19. september 1974 om embedslægeinstitutionernes virksomhed ("embedslægebekendtgørelsen")

Følge sundhedsforholdene i amtsrådskredsen.

Påse, at sundhedslovgivningen overholdes.

Henlede myndighedernes opmærksomhed på mangler ved de sundhedsmæssige foranstaltninger.

Fremkomme med forslag til forbedringer.

Desuden yder embedslægerne løbende sundhedsfaglig rådgivning til de myndigheder, som er forpligtede til at føre tilsyn med miljømæssige og hygiejniske forhold jf. afsnit 5.5, og til at gribe ind med afhjælpende foranstaltninger, hvis forholdene medfører sundhedsmæssig risiko for borgerne.

Ifølge embedslægebekendtgørelsen påhviler det embedslægeinstitutionerne at "give orientering om væsentlige forhold af sundhedsmæssig betydning og medvirke ved myndighedernes sundhedsoplysende virksomhed over for befolkningen eller grupper af denne".

Embedslægernes forpligtelser ændres i princippet ikke under ulykkes-, katastrofe-, krise- eller krigstilstand, men må antages at få en øget betydning. Behovet for information af befolkningen om en række sundhedsmæssige forhold vil formentlig være stort i en ulykkes-, katastrofe-, krise- eller krigssituation, og der kan derfor forudses et behov for rådgivning fra embedslægeinstitutionerne.

Kendskab til, overvågning og vurdering af sundhedsforholdene er vigtigt for at forudse og imødegå en mulig forværring i befolkningens sundhedstilstand. Embedslægerne har indgående kendskab til organiseringen af amtets sundhedsvæsen og til sundhedspersonalet, og kan derfor rådgive herom.

Embedslægeinstitutionerne bør på ovennævnte baggrund inddrages og medvirke til kommunernes og amtskommunernes planlægning af spørgsmål vedrørende

Generelle sundhedsproblemer for befolkningen.

Befolkningsoplysning om sundhedsforhold.

Sundhedspersonalets faglige kompetence og adfærd.

Sundhed relateret til drikkevand og levnedsmidler.

Spildevand og renovation.

Forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme.

Sundhedsfaglig rådgivning i forbindelse med flygtninge og evakuenter.

Forureninger i miljøet, der kan påvirke menneskers sundhed.

Fordeling af lægemidler, vacciner m.v.

3.3.2. Embedslægeinstitutionernes rolle under krise eller krig

Som et led i totalforsvaret på det regionale niveau har Sundhedsstyrelsen udpeget en række embedslæger som rådgivere for regionsamtmændene og som ledere af civilregionernes sundhedssektioner.

I tilfælde, hvor opståede sundhedsrisici kvantitativt overstiger de pågældende lokale instansers muligheder for at forebygge eller afbøde, eller hvor de ikke dækkes af deres faglige viden, må problemerne forelægges civilregionernes sundhedssektioner, der evt. forelægger dem for de centrale sundhedsmyndigheder.

Civilregionernes sundhedssektioner vil kunne modtage henvendelse fra forsvaret, politiet og redningsberedskabet samt fra øvrige myndigheder i den pågældende region vedrørende hygiejniske og almene sundhedsmæssige forhold.

3.4. Ledelse og kompetenceforhold

Under en fredstidskatastrofe bevares de normale ledelses- og kommandoforhold fuldt ud. Dette vil også i videst muligt omfang ske under krise- eller krigsforhold. Det er herefter fortsat amtsrådet og kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om anvendelse af henholdsvis amtskommunens og kommunens ressourcer på det civile beredskabs område.

I visse situationer vil der dog naturligt opstå et behov for samarbejde og koordination af forskellige kommuners og amtskommuners ressourcer. Så vidt muligt bør sådanne problemstillinger løses på forhånd ved gensidige frivillige aftaler. Man kan i den forbindelse forestille sig en begrænset "suverænitetsafgivelse" fra en kommune til en amtskommune af hensyn til koordinationen af indsatsen på den primære sundhedstjenestes område. Der skal i øvrigt henvises til omtalen af den amtslige medicinske koordinations funktion i afsnit 3.2.2. samt i håndbogens kapitel 2, afsnit 2.3.

Under krise eller krig er der også en anden mulighed for at løse en eventuel uenighed på det civile beredskabs område mellem flere kommunale myndigheder. Beredskabslovens § 32 åbner mulighed for, at indenrigsministeren kan kræve en amtskommunes eller kommunes ressourcer inden for det civile beredskab stillet til rådighed for en anden amtskommunes eller kommunes civile beredskab. Denne mulighed er udnyttet i bekendtgørelse nr. 1070 af 15. december 1994 om civilregioner m.v., hvorefter kompetencen er delegeret til regionsamtmanden.

4. Personkreds

4.1. Beredskabspligt

I medfør af beredskabslovens § 57 skal offentligt ansatte og ansatte i offentlige og private virksomheder og institutioner udføre de opgaver inden for redningsberedskabet og det civile beredskab, der pålægges dem.

I henhold til beredskabslovens § 28, stk. 1, kan vedkommende minister pålægge offentlige myndigheder og private og offentlige virksomheder og institutioner at yde bistand ved planlægning og udførelse af opgaver inden for det civile beredskab.

Af bemærkningerne til loven fremgår, at der er en nøje sammenhæng mellem disse 2 bestemmelser, der i øvrigt indebærer en udvidelse af den hidtidige generelle forpligtelse til at bistå ved planlægningen og udførelsen af civile beredskabsopgaver, således at denne pligt nu omfatter både offentlige og private virksomheder og institutioner samt ansatte heri.

Formålet med udvidelsen af forpligtelsen efter § 28, stk. 1, var efter lovbemærkningerne at tilvejebringe en hjemmel, der sikrer, at al samfundsvigtig virksomhed kan videreføres, uanset om denne foregår i offentligt eller privat regi.

På denne baggrund har Indenrigsministeriet konkluderet, at såvel alment praktiserende læger under den offentlige sygesikring som alment praktiserende læger ansat i anpartsselskaber i medfør af § 57 kan pålægges at udføre civile beredskabsopgaver, der naturligt henhører til udførelsen af deres erhverv, da den virksomhed, de udøver, må betragtes som samfundsvigtig virksomhed. Tilsvarende gælder for offentligt ansatte læger.

4.2. Personkreds

Den primære sundhedstjenestes personale omfatter sundhedspersonalet uden for sygehusene, herunder blandt andre: Alment praktiserende læger, praktiserende speciallæger, kommunalt ansatte læger, apotekere, farmaceuter, psykologer, tandlæger, sygeplejersker i lægepraksis, hjemmesygeplejersker, sundhedsplejersker, plejehjemssygeplejersker, plejehjemsassistenter, sygehjælpere, fysio- og ergoterapeuter, lægesekretærer, personale i levnedsmiddelkontrollen samt social- og sundhedsassistenter.

Amtskommunerne bør i deres planlægning tage stilling til, hvorledes personkredsen, herunder de alment praktiserende læger og andre ikke-offentligt ansatte, kan indgå i det samlede beredskab. Der kan være behov for at drøfte den nærmere tilrettelæggelse med de faglige organisationer. Der kan ligeledes være behov for lokalt fastlagte samarbejdsaftaler.

Amtskommunerne kan benytte denne aftalemulighed i planlægningsfasen, og først lade aftalen aktivere, når situationen kræver, at der skal løses opgaver inden for det samlede sundhedsberedskab, f.eks. bemanding af nødskadestuer.

Det almindelige daglige behov for lægehjælp vil i disse tilfælde eventuelt kunne tilgodeses ved en udstrækning af de kendte "sommerferieordninger", hvor kun en del af lægekonsultationerne er åbne. Dette vil frigøre de øvrige læger til de nye opgaver for den primære sundhedstjeneste, der er en følge af den konkrete situation, herunder f.eks. bemanding af nødskadestuerne.

De forskellige faggrupper inden for den primære sundhedstjeneste har til hverdag en række forskelligartede opgaver inden for sundhedsfremme, forebyggelse, sygdomsbehandling, pleje og omsorg.

I en krise- eller krigssituation vil der fortsat være behov for såvel forebyggelse som for behandlende aktiviteter, men formentlig vil hovedvægten ligge på behandlingssiden, hvilket kan betyde ændret opgavefordeling faggrupperne imellem, ligesom grænserne mellem sygehussektoren og primærsektoren kan tænkes forskudt.

5. Opgaver for beredskabet i den primære sundhedstjeneste

5.1. Afgrænsning, opgavefordelingen mellem kommune og amtskommune

Planlægningen af beredskabet i den primære sundhedstjeneste omfatter 2 hovedelementer

En planlægning for at sikre en videreførelse af de daglige opgaver på trods af større ulykker, katastrofer, krise eller krig, tilpasset de ændrede krav, som den konkrete situation kan stille. Her kan f.eks. være behov for en justering af det daglige ambitionsniveau i behandlingen, tilpasning af serviceydelser og en forskydning af grænserne mellem de opgaver, der normalt varetages i sygehussektoren og i primærsektoren.

En planlægning for de nye opgaver som den primære sundhedstjeneste skal varetage i en situation, hvor den bl.a. skal supplere sygehusberedskabet ved at modtage de ekstraordinært udskrevne patienter fra sygehusene, og i et vist omfang plejekrævende patienter samt behandle lettere tilskadekomne.

I hovedoverskrifter er den primære sundhedstjenestes nye opgaver i disse situationer følgende

Modtagelse, pleje og behandling af ekstraordinært udskrevne patienterne fra sygehusene.

Behandling af lettere tilskadekomne, evt. på særlige nødskadestuer, til aflastning

af sygehusvæsenet og lægevagten.

Etablering af udrykningsordninger af praktiserende læger m.fl. til skadesteder, når den amtskoordinerende læge (AMK-lægen) anmoder derom.

Varetagelse af hygiejniske foranstaltninger og profylakse samt behandling af infektioner og epidemiske sygdomme.

Ydelse af anden omsorg til tilskadekomne, syge og handicappede, herunder evt. kriseterapi.

Kommunerne er ansvarlige for ovennævnte opgaver, idet det dog er amtskommunernes ansvar, at der i den primære sundhedstjenestes regi planlægges etableret nødskadestuer samt udrykningsordninger af praktiserende læger til skadesteder.

Herudover skal amtskommunerne i samarbejde med kommunerne

Opstille målene for kommunernes indsats.

Koordinere indsatsen.

Yde faglig og uddannelsesmæssig støtte.

Planlægningen bør også omfatte overvejelser/aftaler om, hvem der beslutter, at de enkelte foranstaltninger iværksættes inden for den primære sundhestjenestes område.

I et vist omfang udløses iværksættelse af foranstaltninger og opgaver af beslutninger, der er truffet et andet sted, f.eks. i sygehussektoren i forbindelse med ekstraordinær udskrivning af patienter.

Planlægningen bør derfor omfatte koordinering af kommunernes og amtskommunernes planer og af ledelse og kommandoveje, jf. afsnit 3.4.

5.2. Ekstraordinær udskrivning fra sygehusene

5.2.1. Generelt

Med henblik på at skaffe det maksimale antal ledige sengepladser til tilskadekomne og akut syge i tilfælde af større ulykker, katastrofer, krise eller krig, påregner sygehusene at udskrive patienter før normal tid. Det vil dreje sig om patienter, der ikke er akut pleje- og behandlingskrævende i en sådan grad, at det kræver egentlig sygehusindlæggelse, men måske nok anden hjælp og pleje.

Under øvelser har sygehusene hidtil vurderet, at mellem 50-70 pct. af de sygehusindlagte patienter vil kunne udskrives enten til eget hjem eller plejeinstitution. Denne procentdel er dog svagt faldende på grund af de almindelige udviklingstendenser i sygehusvæsenet, jf. håndbogens kapitel 2, afsnit 5.

En væsentlig forudsætning for den ekstraordinære udskrivning er, at kommunerne planlægningsmæssigt har sikret mulighederne for nødvendig pleje og lægetilsyn efter udskrivningen.

En del af patienterne, hvis planlagte behandling tåler udsættelse, vil efter udskrivningen være i stand til at klare sig i eget hjem uden særlig hjælp ud over eventuel medicin eller hjælpemidler. Øvelsesmæssigt har dette drejet sig om ca. 60 pct. af de udskrevne.

En anden gruppe på ca. 20 pct. af de udskrevne vil kunne klare sig i eget hjem med hjemmehjælp/hjemmesygepleje. De sidste 20 pct. har efter de øvelsesmæssige erfaringer haft behov for placering på en plejeinstitution efter udskrivningen.

I tilfælde af behov for en ekstraordinær udskrivning fra et eller flere sygehuse informeres kommunerne tidligst muligt med henblik på iværksættelse af kommunernes planer for visitering af patienter, etablering af hjemmehjælps- eller hjemmesygeplejetilbud og modtagelse på plejeinstitutioner.

Sygehusafdelingerne registrerer ved stuegang de patienter, der kan udskrives før tiden med navn, adresse og CPR-nummer. Endvidere opdeles de i følgende 3 grupper

Kan udskrives til eget hjem med/uden hjælpemidler og med/uden medicin, men uden hjemmepleje.

Kan udskrives til eget hjem med hjemmepleje.

Kan udskrives til plejeinstitution.

Den normale procedure ved udskrivning af patienter, som har brug for hjælp efter udskrivningen, bør følges længst muligt, men vil næppe kunne følges fuldt ud i en krise- eller krigssituation.

Det kan derfor anbefales, at sygehusene i en krise- eller krigssituation opstiller kommunevise lister over patienter, der kan udskrives, og at det forud med beredskabsregionen aftales, at den som fælles operativ ledelse for sygehusberedskabet på baggrund af disse lister underretter de involverede kommuner/kommunale redningsberedskaber.

Disse myndigheder vil - eventuelt i samarbejde med Redningsberedskabets Ambulancetjeneste - kunne sørge for afhentning af patienterne med henblik på en lokal visitering i overensstemmelse med kommunernes planlægning for sundhedsberedskabet.

Kommunerne må i planlægningsfasen med amtskommunerne aftale, hvor hurtigt afhentning af patienterne i disse situationer skal ske, samt om og i hvilken periode de udskrevne patienter kan opholde sig på sygehuset, eventuelt på en særlig udslusnings-/venteafdeling, etableret til formålet.

Sygehuset medgiver nødvendige hjælpemidler efter de derom gældende regler og bør også medgive medicin til en kortere periode, hvorefter den primære sundhedssektor overtager opgaven. Se nærmere herom i kapitel 3 om lægemiddelberedskabet.

Også på dette punkt forudsættes en forudgående koordination af amtskommunens sygehusberedskabsplaner med kommunens planer for modtagelsen af patienterne inden for sundhedsberedskabets rammer.

Kommunerne må endvidere planlægge for en lokal visitering af de modtagne patienter og for, hvor denne visitering skal finde sted.

Forholdene omkring ekstraordinær udskrivning af udenamts patienter bør overvejes særskilt, og eventuelle aftaler træffes.

Af kompetencemæssige årsager kan denne procedure ikke anvendes direkte i fredstid, idet beredskabsregionerne ikke er etableret. De samme principper er dog ellers anvendelige også ved større ulykker og katastrofer i fredstid, hvor ekstraordinær udskrivning kan være aktuel.

Ved større ulykker og katastrofer i fredstid vil ekstraordinær udskrivning af egentligt behandlings- eller plejekrævende patienter, formentligt kun rent undtagelsesvist komme på tale. Muligheden for at omvisitere/overføre patienter til andre sygehuse synes mere nærliggende.

Selvhjulpne patienter, der kan transporteres hjem med offentlige transportmidler, egen bil, taxa eller almindelig sygetransport, vil normalt kunne udskrives uden at belaste det kommunale hjælpesystem. Yderligere kapacitet på sygehusene vil endvidere kunne skaffes ved overførsel af lettere behandlings- eller plejekrævende patienter til særlige afdelinger, der etableres til formålet.

5.2.2. Hjemmeplejen og plejehjem

Mange steder i landet indgår hjemmesygeplejersker i et netværk med ambulancestationernes vagtcentral via mobiltelefon eller radio og kan således tilkaldes, også i forbindelse med præhospital indsats, hvis der foreligger aftaler herom.

Til modtagelse og fordeling af patienter, der udskrives ekstraordinært fra sygehusene i forbindelse med større ulykker og katastrofer i fredstid og i krigstid ved sygehusenes etablering af størst mulig kapacitet, påhviler det hjemmeplejen at gennemføre den nødvendige planlægning.

Hjemmesygeplejerskerne aflægger kun absolut nødvendige besøg. Særligt svage patienter overflyttes til plejehjem eller plejehjemsannexer (lokalcentre, hoteller/moteller etc.). Hjemmeplejeydelserne kan omlægges, så alene klienternes basale behov tilgodeses.

Planlægningen for hjemmeplejen omfatter en række elementer, som det vil være hensigtsmæssigt, at der foreligger en beskrivelse af, herunder

En beskrivelse af grundlag/situation for planens iværksættelse.

En alarmerings- eller tilkaldeplan.

En beskrivelse af styrings-/kommandoveje.

Aftaler med sygehusene om udskrivningsprocedure.

En plan for pleje af de patienter/klienter der er tilsluttet hjemmeplejen.

En plan for pleje af patienter fra sygehuse og nødskadestuer (kan være i eget hjem/kan ikke være i eget hjem).

Aftaler med plejehjem.

En oversigt over behov for lægemidler, sygeplejeartikler m.m.

En oversigt over personale, materiel og faciliteter.

Aftaler med henblik på etablering af en "plejehjemslæge-funktion".

5.3. Nødskadestuer og ekstraordinær åbning af praktiserende lægers konsultationer

5.3.1. Generelt

Primærsektorens beredskab skal kunne varetage opgaver til støtte og aflastning af sygehusvæsenet.

I mange situationer vil det kunne være hensigtsmæssigt med en ekstraordinær åbningstid hos praktiserende læger efter lokal aftale. Dette kan f.eks. være tilfældet ved frygt hos befolkningen for forgiftninger eller epidemier. En sådan ekstraordinær åbningstid vil kunne aflaste såvel vagtlægeordninger som skadestuer væsentligt.

Til behandling af lettere tilskadekomne, visiteret og indbragt fra et skadested kan der planlægges og forberedes oprettelse af nødskadestuer. Behandlingstilbuddet i primærsektoren må i disse situationer bl.a. omfatte behandling af mindre læsioner og forbrændinger og behandling af psykiske skader. Nødskadestuerne kan i mange tilfælde oprettes i forbindelse med de eksisterende lægevagtkonsultationer.

Behandling af patienter udsat for forurening/forgiftning med farlige stoffer bør dog normalt varetages af sygehusvæsenet.

Både organisatorisk og administrativt vil det være hensigtsmæssigt med kun én indgang til sundhedsvæsenet, og det vil være påkrævet at "skåne" sygehusvæsenet mest muligt.

Det må således forudses, at der kan komme et meget blandet klientel til nødskadestuen, herunder en del patienter, der henvender sig uden forudgående visitation. Det vil derfor være hensigtsmæssigt på nødskadestuerne at samle sundhedsfagligt personale med forskellig uddannelse og praktisk erfaring i skadestuebehandling, så de mange forskellige behov kan dækkes. Det vil desuden være nødvendigt med kommunikationslinier til socialsektoren og sygehusvæsenet, da mange af de opståede behov vil kunne have berøring til disse sektorer.

Læger til bemanding af nødskadestuerne vil eventuelt kunne findes ved en udstrækning af de kendte "sommerferieordninger", hvor kun en del af lægekonsultationerne er åbne til dækning af det almindelige daglige behov for lægehjælp, således at de øvrige læger kan frigøres til varetagelse af ekstraordinære opgaver.

Etablering af nødskadestuer i forbindelse med en fredstidskatastrofe vil være undtagelsen på grund af en relativ lang etableringstid.

5.3.2. Organisation

En nødskadestue skal have en vis størrelse for at løse de ovenfor nævnte opgaver. Det vurderes at befolkningsgrundlaget pr. nødskadestue bør være i størrelsesorden 20.000 indbyggere.

I planlægningen skal der indgå overvejelser om anskaffelse af udstyr (lejer, apparatur, instrumenter, lægemidler, forbindingsstoffer m.v.).

Personalefunktioner, som skal indgå i arbejdet på nødskadestuerne bør være udpeget på forhånd. F.eks. bør der være praktiserende læger samt evt. speciallæger, sekretærer, sundhedsplejersker, fysioterapeuter, tandlæger og psykologer.

Der bør endvidere udpeges en organisatorisk leder af nødskadestuen foruden en visitator/patientmodtager.

5.3.3. Indretning og placering

Nødskadestuer kan i mange tilfælde oprettes i forbindelse med de eksisterende lægevagtkonsultationer, der er etableret landet over, som et tilbud efter sygesikringsloven. Andre egnede lokaliteter til nødskadestuer kan f.eks. være store lægehuse, skoler eller lignende institutioner, som i forvejen har visse af de nødvendige faciliteter.

Nødskadestuen bør klart kunne markeres med Røde Kors skilte eller flag. Lokaliteten skal være registreret til formålet, og være forsynet med sikret telefon, så der kan ringes derfra.

Der bør være rigelig plads på nødskadestuen, herunder mulighed for venteværelse, behandlerrum, samtalerum, observationsrum, kontor, køkken, toilet- og badefaciliteter.

Der skal være opvarmning, og der bør være mulighed for nød elforsyning.

Ved etableringen bør alle utensilier kunne bringes direkte til nødskadestuen, og der må være mulighed for supplering af utensilier.

5.4. Udrykningshold og lægehold

I sygehusvæsenets planlægning forudsættes det, at der kan udsendes udrykningshold eller lægehold til et skadested.

Ulykken kan imidlertid være af et sådant omfang, at sygehusenes ressourcer ikke er tilstrækkelige. Der kan f.eks. være behov for flere lægehold. I disse tilfælde må den primære sundhedstjeneste efter anmodning fra sygehusvæsenet kunne udsende udrykningshold.

Aktivering af udrykningshold fra primærsektoren bør ske via amtets medicinske koordinationsfunktion, hvorfra man har overblik over den samlede skadesituation og de medicinske konsekvenser og dermed hvilken indsats, der vil være behov for med henblik på at imødegå situationen. Der bør foreligge aftaler om, hvorledes primærsektorens udrykningshold alarmeres.

En række amter har i nogle områder organiseret en præhospital behandling udgående fra primærsektoren. Det vil være naturligt at udbygge en i dagligdagen fungerende funktion ved at inddrage disse læger i planlægningen af etablering og udsendelse af udrykningshold, idet de i forvejen er trænede og udstyret med det fornødne materiel.

Planlægning af etablering og udsendelse af udrykningshold omfatter følgende emner

Styring (beslutning om udsendelse m.v.).

Iværksættelse (alarmerings- eller tilkaldeplan).

Materiel (katastrofekuffert, beskyttelsesudstyr, kommunikationsudstyr).

Uddannelse (katastrofemedicin).

5.5. Hygiejne og epidemibekæmpelse

Formålet med det hygiejniske beredskab er at medvirke til at opretholde befolkningens sundhed.

I det daglige varetages forhold, der vedrører "almen hygiejne" i et samarbejde mellem myndighederne og de faglige specialister på området, herunder embedslægeinstitutionerne, miljø- og levnedsmiddelkontrollen samt de mikrobiologiske afdelinger på sygehusene. Under krise eller krig er det absolut nødvendigt at videreføre arbejdet med at sikre den almene hygiejne.

Væsentlige områder er

Information til befolkningen vedrørende sundhedsforhold.

Epidemier, herunder vaccinationer.

Miljømæssige og toksikologiske forhold.

Evakuerede og andre nødstedte.

Drikkevand og levnedsmidler.

Energiforsyning.

Spildevand og renovation.

F.eks. kan drikkevand og levnedsmidler i en krise- eller krigssituation være uanvendelige for mennesker p.g.a. sammenbrud af samfundets infrastruktur (svigtende el- og vandforsyning), samt ved luftbåren forurening med kemiske, biologiske eller radioaktive stoffer.

Der vil være behov for indsats på følgende hovedområder

Forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Epidemikommissionerne, hvori embedslægerne deltager, er tillagt kompetence til at træffe foranstaltninger, eksempelvis isolering af personer eller afspærring af områder.

Sundhedsfaglige overvejelser og rådgivning

Ved uheld med farlige stoffer.

I forbindelse med evakuering/flytning/indkvartering.

I forbindelse med drikkevand og levnedsmidler.

I forbindelse med håndtering af affald/renovation.

På denne baggrund må det anbefales at inddrage såvel embedslægeinstitutionerne som miljø- og levnedsmiddelkontrollen i planlægning af sundhedsberedskabet, herunder det almen hygiejniske beredskab.

Desuden vil der både i planlægningen og i en eventuel indsats være behov for et lokalt, tværadministrativt og tværfagligt samarbejde mellem politikredse, kommuner, amtskommuner, civilregion og øvrige dele af totalforsvaret.

5.6. Omsorg, herunder kriseterapeutisk bistand

I planlægningen bør indgå overvejelser om organisation og gennemførelse af omsorgstilbud til syge og handicappede, herunder kriseterapi.

Planlægningen bør koordineres med de eksisterende planer for det kriseterapeutiske beredskab jf. håndbogens kapitel 2, afsnit 3.8., omhandlende sygehusberedskabet, således at kommunerne kan overtage forpligtelserne for den fortsatte behandling af og omsorg for involverede fra en ulykke, når sygehusvæsenet har afsluttet sit kriseterapeutiske tilbud.

Bilag 5

Bilag 5

Oversigt over mulige aktører på et skadested

1. På skadestedet

1.1. Alarmering og den første, umiddelbare indsats

1.1.1. Lægfolk, der opdager/overværer ulykken.

Ved brand eller overhængende fare for brand, skal den der opdager dette straks advare dem, der er udsat for fare, samt alarmere redningsberedskabet, typisk via alarmeringscentralen på telefon 1-1-2 (beredskabslovens § 39).

Enhver skal ved brand yde den hjælp, den pågældende formår, og den, der er tilstede ved en brand, skal på anmodning af redningsberedskabet, dvs. typisk den kommunale indsatsleder eller holdleder, deltage i rednings- og slukningsarbejdet (beredskabslovens § 40, stk. 1 og 2).

Straffeloven indeholder i § 250 og § 253 nogle almindelige hjælpebestemmelser.

I forbindelse med færdselsuheld skal trafikanter, der med eller uden egen skyld bliver indblandet i et færdselsuheld, straks standse og i muligt omfang yde hjælp til tilskadekomne, herunder tilkalde hjælp. Ved ikke ubetydelig skade, skal den, der har forvoldt skaden, snarest underrette politiet (færdselslovens § 9).

1.1.2. Vagtselskaber, der kontraktsmæssigt har påtaget sig en personlig eller teknisk overvågningspligt. Se også punkt 2.1.2.

1.2. Det "ukomplicerede" skadested på landjorden

1.2.1.1. Politiet tilkaldes rutinemæssigt ved alle større ulykker og koordinerer den samlede indsats ved større ulykker og katastrofer. Ved ulykker til søs overtager politiet det overordnede koordinerende ansvar fra Søværnets Operative Kommando ved vandkanten (beredskabslovens § 17, stk. 1, og retsplejelovens 5. afsnit, kapitel 11 om politimyndigheden, specielt § 108).

1.2.2. Det kommunale redningsberedskab varetager det opgavesæt, der tidligere blev varetaget af det kommunale brandvæsen og civilforsvar. Dette indebærer både opgaver på selve skadestedet i form af brandslukning, redning, indsats ved akutte uheld med farlige stoffer og den tekniske ledelse af indsatsen på skadestedet samt opgaver i baglandet som f.eks. indkvartering og forplejning af evakuerede og andre nødstedte (beredskabslovens §§ 1 og 12).

1.2.3. Den amtskommunale ambulancetjeneste varetages på entreprenørbasis af Falcks Redningskorps, andre private redningstjenester og kommunale redningsberedskaber. Ambulancehjælp omfatter bl.a. basal genoplivning, blodstandsning, antichockbehandling, genoplivning og overvågning ved brug af defibrillator og senest med virkning fra 1. januar 1998 visse medicinske smertelindringer m.v. Endvidere omfatter ambulancehjælp basal frigørelse samt basal brandbekæmpelse (bekendtgørelse nr. 987 af 6. december 1994 om ambulancer udstedt med hjemmel i sygehuslovens § 10 a)

1.2.4. Beredskabskorpset (det statslige regionale redningsberedskab) kan tilkaldes både for at supplere de indsatte styrker og for at kunne bidrage med materiel og personel som ikke findes i det kommunale redningsberedskab (beredskabslovens § 7). Se herom punkt 1.2.2.

Beredskabskorpset kan også tilkaldes direkte af politiet eller ambulancetjenesten og yder efter behov materiel- og personelmæssig bistand til udsendt medicinsk personale på skadestedet i forbindelse med etablering og drift af venteplads.

I øvrigt kan Beredskabskorpset tilkaldes til hjælp af alle myndigheder med et beredskabsansvar. Beredskabskorpset kan endvidere tilkaldes i henhold til særlige aftaler vedrørende akutte uheld med farlige stoffer på landjorden (trin 2 og 3), herunder til etablering af rensepunkter, udsendelse af målehold i forbindelse med det landmobile måleberedskab for radioaktiv stråling (se punkt 2.2.3.) og ved udbrud af særligt farlige fjerkræsygdomme (veterinærmyndighederne).

Beredskabskorpset indgår efter aftale med miljømyndighederne i indsatsen ved forurening af kyststrækningen. Se også punkt 2.2.6.

1.2.5. Medicinsk personale varetager medicinske koordinations- og behandlingsopgaver på et skadested

Den skadestedskoordinerende læge (KOOL) koordinerer den medicinske indsats på skadestedet i samarbejde med indsatsledelsen og den amtskoordinerende læge i baglandet.

Behandlingen varetages af den udsendte præhospitale lægestøtte, der er et overbegreb for følgende udrykningsordninger: ambulancelæge )/udrykningslæge, udrykningshold og lægehold. Se også punkterne 1.2.6. og 1.3.1.

Den nærmere procedure for tilkaldelse og udsendelse af medicinsk personale til et skadested fastlægges i lokale aftaler. Alarmeringen sker gennem en Akut Medicinsk Koordinationscentral (AMK).

Den præhospitale lægestøtte udsendes normalt fra sygehusvæsenet, men visse steder i landet kan personale fra den primære sundhedstjeneste tilkaldes på grundlag af særligt indgåede lokale aftaler

1.2.6. Lægeambulance/lægebil er et udrykningskøretøj bemandet med en læge og ofte en lægeassistent, og som medbringer behandlings- og kommunikationsudstyr til præhospital indsats. Lægeambulancen indgår i det præhospitale beredskab visse steder i landet efter særlige lokale aftaler. Se om anden medicinsk assistance på et skadested punkterne 1.2.5. og 1.3.1.

1.3. Supplerende beredskaber til en videregående eller mere speciel ulykke, herunder ulykker til søs

1.3.1. Flyvevåbnets Redningstjeneste alarmeres typisk gennem ambulancetjenesten eller politiet. Redningshelikopterne medbringer en læge (se om medicinsk assistance på et skadested også punkterne 1.2.5. og 1.2.6.). Flyvevåbnets Redningstjeneste deltager typisk i redningsaktioner til vands, ved afhentning af sårede og patienter fra isolerede steder og medvirker ved patientoverførsler.

1.3.2. Amtskommunalt kriseterapeutisk beredskab alarmeres i overensstemmelse med lokale aftaler. Normalt sker alarmeringen ad de samme kanaler som for det somatiske sygehusberedskabs vedkommende, dvs. gennem en AMK-funktion. I visse amter vil der kunne udsendes et kriseterapeutisk team til et skadested. Se også punkt 1.5.1. og 2.2.4.

1.3.3. Som supplement til ambulancetjenesten findes de fleste steder en amtskommunal ambulanceredningstjeneste, der oftest varetages af Falcks Redningskorps. Ambulanceredningstjenesten er ikke lovreguleret, men hviler på aftale mellem amterne og ambulanceentreprenøren.

1.3.4. DSB, andre myndigheder eller større virksomheder, der lovgivningsmæssigt - eller på frivillig basis - har et ansvar for uheld på eget "område". Dette ansvar kan omfatte såvel redningsarbejde som brandslukning, præhospital hjælp, kriseterapi m.v. I krigstid er visse virksomheder bedriftsværnspligtige.

1.3.5. Særlige redningsselskaber (f.eks. Esvagt og Svitzer), der på entreprenørbasis varetager visse tilsyns- og indsatsopgaver, specielt til søs.

1.3.6. Det militære forsvar, herunder hjemmeværnet, kan tænkes tilkaldt via politiet til specielt store ulykker, hvor disse myndigheders særlige formåen kan anvendes. Der henvises bl.a. til § 17, stk. 1, nr. 3, i lov om hjemmeværnet og lov om beskyttelse af havmiljøet (kapitel 11). Se specielt om miljøberedskabet under punkterne 1.2.4., 2.1.3. og 2.2.6.

1.3.7. Frivillige hjælpe- og interesseorganisationer (f.eks. ASF-Dansk Folkehjælp, Dansk Røde Kors, Beredskabsforbundet) kan visse steder indgå i myndighedernes beredskab, og kan gennem de ansvarlige myndigheder tilkaldes til et skadested, hvor de kan yde hjælp inden for deres kompetenceområde. Det vil typisk dreje sig om hjælp til ulykkesofre og de myndigheder, der tager sig af ofrene.

Et særligt beredskab, baseret på frivillige, findes i det storkøbenhavnske område, hvor alle myndigheder kan anmode om assistance fra enheder knyttet til Beredskab Storkøbenhavn. Enhederne kan anvendes i forbindelse med alle former for ulykker, og det bemærkes specielt, at der er etableret en særlig ventepladsenhed.

1.4. Specielle aktører ved forureningsulykker, der ellers ikke ses på et skadested

1.4.1. Kommunale miljømyndigheder. Se punkt 2.2.6.

1.4.2. Amtets specialister på miljøområdet. Se punkt 2.2.6.

1.4.3. Andre lokale repræsentanter for de centrale miljømyndigheder, herunder f.eks. skovfogeder.

1.4.4. Embedslægerne vil ved akut fremmøde på et skadested kunne yde rådgivningsmæssig bistand til miljømyndigheder vedrørende eventuelle sundhedsmæssige risici, se også punkt 2.2.5.

1.5. Efterfølgende indsats

1.5.1. Andre kriseterapeutiske tilbud (f.eks. Dansk Røde Kors, Falck Redningskorps, DSB m.fl.). En række organisationer - og private - har etableret tilbud om kriseterapeutisk bistand til ulykkesofre. Se om amtet som ansvarlig myndighed under punkterne 1.3.2. og 2.2.4.

1.5.2. Følgeskadeentreprenører, der tilkaldes af redningsberedskabets indsatsleder, hvis redningsberedskabet ikke råder over tilstrækkeligt materiel og mandskab til følgeskadebekæmpelsen.

1.5.3. Myndigheder, koncessionerede selskaber eller private virksomheder med ansvaret for forsynings- eller afledningsvirksomhed, herunder el, varme, gas, vand, kloak, telefonnet, andre kabler m.v.

1.6. Andre

1.6.1. Pressen.

1.6.2. Veterinærmyndigheder.

2. I baglandet

2.1. Alarmering og styring

2.1.1. Alarmeringscentralen. Den funktion, der via 1-1-2 modtager alarmopkald. På grundlag af modtagne oplysninger vurderer og iværksætter alarmeringscentralen alarmering af de relevante beredskabsmyndigheder eller organisationer.

Uden for Storkøbenhavn findes alarmeringscentralen på døgnbetjente politistationer.

I Storkøbenhavn findes alarmeringscentralen på Københavns hovedbrandstation.

2.1.2. Vagtselskaber, der kontraktsmæssigt har påtaget sig en personlig eller teknisk overvågningspligt, se også punkt 1.1.2.

2.1.3. Søværnets Operative Kommando (SOK) har det overordnede koordinerende ansvar for søredning. I henhold til internationale regler skal ethvert land etablere en søredningsorganisation. Det overordnede ansvar for søredning i Danmark henhører under Erhvervsministeriet, der via Forsvarsministeriet har delegeret det praktiske ansvar til Søværnets Operative Kommando. Den overordnede koordination og planlægning for sø- og luftredningstjenesten, jf. punkt 2.1.4. forestås af "Skibsfartens og Luftfartens Redningsråd". Se endvidere punkterne 2.2.6. og 1.3.6. om miljøberedskabet.

2.1.4. Luftredningscentralen ved Flyvertaktisk Kommando (FTK) i Karup har et ansvar svarende til det for Søværnets Operative Kommando i punkt 2.1.3. nævnte. Luftredningscentralen er på samme måde etableret i henhold til internationale regler via delegation fra Trafikministeriet og Forsvarsministeriet.

2.1.5. Akut Medicinsk Koordinationscentral (AMK). Den funktion, der i et amt eller på flere amters vegne koordinerer den medicinske indsats ved større ulykker eller katastrofer. AMK er i disse tilfælde indgangen, herunder kommunikations-mæssigt, til hele amtets sundhedsvæsen. Den amtskoordinerende funktion varetages fra AMK af den amtskoordinerende læge (AMK-lægen).

2.2. Specielle beredskaber og rådgivende myndigheder

2.2.1.Beredskabsstyrelsens Kemiske Laboratorium rådgiver om særlige forholdsregler ved uheld med farlige stoffer som led i Beredskabsstyrelsens rådgivningsforpligtelse efter beredskabsloven. Laboratoriet har en døgnbetjent telefonisk rådgivningsordning, Kemikalieberedskabsvagten, og i krigstid indgår det i et SICA-laboratoriesamarbejde om påvisning af kemiske kampstoffer.

2.2.2. Giftinformationen, Arbejdsmedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital, rådgiver om giftige stoffers virkning på mennesker og behandling af kemikalieskadede patienter. Giftinformationen har en døgnbetjent telefonisk rådgivningsordning.

2.2.3. Statens Institut for Strålehygiejne (SIS), rådgiver bl.a. om kontrolmålinger og eventuelt yder praktisk assistance til efterfølgende oprydning på et skadested i tilfælde af uheld med radioaktivitet (telefonisk akutberedskab).

Måleberedskabet varetages af Beredskabsstyrelsen. I beredskabet indgår målehold fra Beredskabskorpset og et antal kommunale redningsberedskaber.

2.2.4. Amtskommunalt videregående kriseterapeutisk beredskab alarmeres normalt ad de samme kanaler som det somatiske sygehusberedskab og er sammensat af repræsentanter for en række forskellige ekspertgrupper på området, herunder psykiatere, psykologer, sygeplejepersonale og præster. Der planlægges for etablering af kriseterapeutiske tilbud i baglandet, bl.a. i form af psykosociale støttecentre. Forpligtelsen for amterne bygger på en fortolkning af sygehuslovens forpligtelse til etablering af et sygehusberedskab, se også punkt 1.3.2.

2.2.5. Embedslægerne er sundhedsfaglige rådgivere for lokale myndigheder bl.a. på miljøforureningsområdet. Embedslægerne yder også sundhedsfaglig rådgivning til de myndigheder, som er forpligtede til at føre tilsyn med miljømæssige og hygiejniske forhold og til at gribe ind med afhjælpende foranstaltninger, hvis forholdene medfører sundhedsmæssige risici for grupper af befolkningen. Se også punkt 1.4.4.

2.2.6. Miljøberedskabet varetages af de lokale kommunale og amtskommunale miljømyndigheder samt de centrale miljømyndigheder afhængigt af skadens omfang og karakter, jf. de herom gældende specielle regler. I beredskabet på landjorden indgår de kommunale redningsberedskaber (trin 1 - 2) og beredskabskorpset (trin 2 - 3), se punkterne 1.2.2. og 1.2.4. Søværnets Operative Kommando varetager opgaverne på havet (se punkterne 1.3.6. og 2.1.3.)

2.3. Andre bistandsmuligheder

2.3.1. Apoteker, herunder sygehusapoteker, hvorfra nødvendige lægemidler kan udleveres. Visse antidoter, der er undtaget fra apoteksforbeholdet, vil herudover kunne udleveres fra skadestuer.

Bilag 6

Bilag 6

Katastrofeplan for Sønderborg Sygehus

Bilaget findes ikke i elektronisk udgave.

Bilag 7

Bilag 7

Katastrofeplan for Bornholms Centralsygehus

Bilaget findes ikke i elektronisk udgave.

Bilag 8

Bilag 8

Forslag til kurser i katastrofemedicin og sundhedsberedskab

Sygehusets kurser

Amtskommunens kurser

Centrale kurser

Kursusoversigt

1. Sygehusets kurser

1.1. Introduktion til sygehusets beredskab.

1.2. Modtagelse af patienter fra større ulykker eller katastrofer ("katastrofemodtagelse").

1.3. Modtagelse af patienter udsat for farlige stoffer (kemiske og radioaktive stoffer).

2. Amtskommunens kurser

2.1. Kursus i præhospitalt beredskab ("lægeholdskursus").

2.2. Kursus i medicinsk koordination ("koordinerende læge"-kursus).

2.3. Kursus i kriseterapeutisk beredskab.

2.4. Sygehusets beredskab - ledelse og organisation.

3. Centrale kurser

3.1. Traumatologi.

3.2. Sundhedsberedskab, kursus for samfundsmedicinere.

Nærværende forslag til kurser i katastrofemedicin og sundhedsberedskab er udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af Beredskabsstyrelsen. Arbejdsgruppen var sammensat af repræsentanter fra Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Forsvarets Sundhedstjeneste, Amtsrådsforeningen i Danmark, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Dansk Selskab for Sygehusledelse og Beredskabsstyrelsen, herunder specielt udpegede lægefagligt sagkyndige.

1. Sygehusets kurser

1.1. Introduktion til sygehusets beredskab

Ansvar

Alle sygehuse.

Målgruppe

Alle nyansatte på sygehuset.

Formål

Orientere om sygehusets beredskab.

Indhold

-

Sundhedsberedskabet i amtet.

-

Sygehusets beredskab, som en del heraf.

-

Katastrofebegrebet.

-

Omtale af sygehusets og amtets præhospitale beredskab.

-

Personalets beredskabspligt.

-

Omtale af sygehusets beredskabsplan, herunder

-

Automatik og styret fase.

-

Beredskabsledelse.

-

Patientmodtagelse.

-

Særlige forhold (kemiske og nukleare skader).

-

Personalegruppernes funktionsområder.

-

Sygehusets og amtskommunens undervisningsprogram i katastrofemedicin og sundhedsberedskab.

Undervisere

Personale på sygehuset.

Varighed

1/2 - 1 time.

Bemærkning

De enkelte afdelinger har ansvaret for eventuel supplerende orientering af nyansatte.

Det anbefales herudover, at ledende personale også deltager i det kursus i sygehusets beredskab - ledelse og organisation, der er beskrevet under 2.4.

1.2. Modtagelse af patienter fra større ulykker eller katastrofer ("katastrofemodtagelse")

Ansvar

Alle sygehuse med akutmodtagelse.

Målgruppe

Alle personalegrupper, der er involveret i akut modtagelse af patienter, f.eks. læger, sygeplejersker, portører, laboranter og radiografer m.fl.

Formål

At orientere om og indøve sygehusets plan for "katastrofemodtagelse" hos ovennævnte personalegrupper.

Indhold

-

Modtagelse af alarm og reaktioner herpå.

-

Automatikfase, styret fase, herunder aktivering af andre, interne beredskaber (kriseterapeutisk beredskab, kemikalie- og nuklearberedskab).

-

Intern alarmering og alarmeringsprocedurer.

-

Indretning og organisation af modtageområdet, herunder

-

Lokalefordeling.

-

Personalefordeling.

-

Logistik (intern transport, transportveje, forsyninger).

-

Kommunikationsforhold.

-

Visitation, registrering, papirgange.

-

Primær behandling og sekundær visitation.

-

Samarbejde med politiet (identifikation, registrering).

-

Håndtering af pårørende og presse.

-

On site demonstration.

-

Øvelse med alarm, indretning, visitation, og nødbehandling (full scale og/eller papirøvelse).

Undervisere

Personale på sygehuset.

Eventuelt specielt sagkyndigt personale udefra.

Varighed

8 timer. Kurset forudsættes afholdt så hyppigt, at en væsentlig del af de relevante personalegrupper - uanset personaleudskiftninger - til enhver tid har gennemført kurset.

1.3. Modtagelse af patienter udsat for farlige stoffer

(kemiske og radioaktive stoffer)

Ansvar

Alle sygehuse med akut modtagelse.

Målgruppe

Personalegrupper involveret i modtagelse og behandling af patienter udsat for farlige stoffer.

Formål

At sætte personalet i stand til at gennemføre modtagelse og behandling af patienter udsat for farlige stoffer.

Indhold

-

Gennemgang af sygehusets plan for modtagelse af patienter udsat for farlige stoffer, herunder

-

Formidle, at der skal foretages rensning af forurenede patienter før transport til sygehuset.

-

Formidle, at man på sygehuset, på trods af ovenstående må have forberedt en plan for modtagelse og rensning (dekontaminering) af patienter udsat for farlige stoffer.

-

Formidle viden om risici for forurening af sygehuset.

-

Gennemgang af hovedtræk og organisering af renseprocedurerne.

-

Lægelig førstehjælp før og under rensning.

-

Visitationsprincipper.

-

Formidle viden om ioniserende strålings biologiske virkninger.

-

Modtagelse, rensning (dekontaminering) og behandling af forurenede.

-

Kombinationsskaders betydning for prognose og visitation.

-

Gennemgang af Beredskabsstyrelsens "Sygehusenes kemikalieberedskab, vejledning i håndtering af kemikalieforurenede personer 1995".

-

Gennemgang af informationsmuligheder til stofidentifikation, indhentning af supplerende viden m.v.

-

Gennemgang af antidotberedskabet (sygehus, amt, region, land).

-

Gennemgang af sygehusets måleudstyr for ioniserende stråling.

-

Gennemgang af samarbejde med Statens Institut for Strålehygiejne.

-

Demonstration og afprøvning af sygehuset lokaliteter til modtagelse, herunder

-

Af- og påklædning i beskyttelsesudstyr.

-

Arbejde i beskyttelsesudstyr.

-

Indøvning af procedurer.

Undervisere

Personale på sygehuset.

Eventuelt specielt sagkyndigt personale udefra.

Varighed

4-6 timer, heraf 2 timers praktisk øvelse. Kurset forudsættes afholdt så hyppigt, at en væsentlig del af de relevante personalegrupper - uanset personaleudskiftninger - til enhver tid har gennemført kurset.

Bemærkning

Såfremt sygehuset ikke råder over eget måleudstyr, bør det af katastrofeplanen klart fremgå, hvorfra og på hvilken måde sådant udstyr fremskaffes.

2. Amtskommunens kurser

2.1. Kursus i præhospitalt beredskab ("lægeholdskursus")

Ansvar

Amtskommunen, evt. i et tværamtsligt samarbejde.

Målgruppe

Læger og sygeplejersker, der skal kunne arbejde præhospitalt i dagligdagen og ved større ulykker eller katastrofer.

Det anbefales, at forudsætningen for at deltage i kursus, er viden om og færdigheder i livreddende lægelig førstehjælp (svarende til ATLS-niveau).

Formål

-

At træne læger og sygeplejersker fagligt og organisatorisk til indsats på skadested ved større ulykker eller katastrofer.

-

At lære læger og sygeplejersker om beredskabets organisation, herunder om medicinsk koordination og om samarbejdspartnerne på et skadested.

-

At øve samarbejdet med andre indsatsstyrker på et skadested, herunder at øge lægers og sygeplejerskers kendskab til de ressourcer og muligheder, der findes hos andre myndigheder/samarbejdspartnere.

Indhold

-

Præhospitalt skadestedsarbejde/ventepladsarbejde (livreddende førstehjælp, ambitionsniveau, triage, transportsikring). Gennemgang og indøvning via papirøvelse og praktisk øvelse.

-

Synliggøre kommunikationsbehov og -problematik.

-

Organisation og ledelse på større skadesteder (politi, redningsberedskab, ambulancer, Beredskabskorpset). Gennemgang og demonstration via planspil.

-

Gennemgang af amtets medicinske koordination.

-

Gennemgang af kriseterapeutisk intervention ved større ulykker.

-

Håndtering af pressen.

-

Praktisk skadesteds-/ventepladsøvelse med alle samarbejdspartnere.

Undervisere

Personale fra amtets sundhedsvæsen og -forvaltning.

Repræsentanter fra politi, redningsberedskab og ambulancetjeneste.

Varighed

3-4 dage.

Bemærkning

Kurset kan med fordel afholdes parallelt med kursus i kriseterapeutisk beredskab.

2.2. Kursus i medicinsk koordination ("koordinerende læge"-kursus)

Ansvar

Amtskommunen, evt. i et tværamtsligt samarbejde.

Målgruppe

Læger, som har opgaver i den medicinske koordinationsfunktion i amtet, og varetager enten skadesteds-koordinerende eller amts-koordinerende opgaver for sundhedsvæsenet, og som har gennemført kursus i præhospitalt beredskab (lægeholdskursus).

Formål

-

At give deltagerne forudsætninger for at løse opgaver i den medicinske koordinations-funktion.

-

At øge deltagernes indsigt i og forståelse for den akutte medicinske problemstillinger, for lokale risikoforhold, lokalområdets samlede redningsressourcer samt sundhedsvæsenets kapacitet og personaleressourcer.

-

At træne deltagerne i løsning af opgaverne for koordinerende læge, både skadesteds-koordinerende og amts-koordinerende.

Indhold

-

Viden om og forståelse for opgaver og samarbejdsrelationerne, som indgår i den medicinske koordinationsfunktion, både på skadested og i sundhedsvæsenet i amtet og ud over amtsgrænser.

-

Indgående kendskab til alarmering og kommunikation, herunder færdigheder i at betjene radiomateriel.

-

Forståelse for betydningen af indgående kendskab til lokale forhold, amtslige og regionale, f. eks. risikoanalyser af amtets ulykkes-/katastrofepotentiale, specialiseringsgrad og modtageforhold i sundshedsvæsenet.

-

Indgående kendskab til beredskabet mod farlige stoffer, og dets indplacering i det samlede beredskab.

-

Indgående kendskab til indplacering af det kriseterapeutiske beredskab i det samlede beredskab.

-

Indgående kendskab til beredskabet i den primære sundhedstjeneste.

-

Viden om håndtering af pressen i en skadesituation.

-

Papir- og radiokommunikationsøvelse, fordeling af patienter. I øvelsen skal indgå momenter af både skadesteds-og amtskoordinerende art.

-

Kendskab til dokumentation: behov, midler, metoder.

-

Et antal øvelser, f. eks. dilemmaspil og planspil.

-

Kendskab til og anvendelse af ledelsesprincipper på skadestedet.

Undervisere

Personale fra amtets sundhedsvæsen og -forvaltning.

Eventuelt specielt sagkyndige udefra.

Varighed

3 dage/2 døgn.

2.3. Kursus i kriseterapeutisk beredskab

Ansvar

Amtskommunen

Målgruppe

Sundhedspersonale samt præster, der er udpeget til at indgå i amtets kriseterapeutiske beredskab såvel til indsættelse uden for sygehuset som ved modtagelse på sygehuset.

Formål

At give deltagerne forudsætninger for at gennemføre en kriseterapeutisk indsats, herunder i forbindelse med større ulykker.

Indhold

-

Skadestedets opbygning.

-

Samarbejde og ledelse på større skadesteder (politi, redningsberedskab, ambulancer, Beredskabskorpset og udsendt medicinalpersonale).

-

Gennemgang af den store ulykkes særlige karakter og påvirkning på mennesker.

-

Gennemgang af amtets samlede kriseterapeutiske planlægning.

-

Gennemgang af paradigma for den enkelte psykiatriske afdelings beredskabsplan, herunder samarbejdet med andre sygehusafdelinger.

-

Gennemgang af ledelse, samarbejde og etik

-

Afgrænsning af målgruppen for det kriseterapeutiske beredskab.

-

Gennemgang af krisereaktioner

-

Gennemgang af det kriseterapeutiske "håndværk", herunder intervention over for børn.

-

Gennemgang af kirkens rolle i beredskabet.

-

Dilemmaspil og praktiske øvelser.

Undervisere

Psykologer og psykiatere fra amtets sundhedsvæsen og -forvaltning.

Præster udpeget af den lokale stiftsøvrighed.

Repræsentanter fra politi, redningsberedskab og ambulancetjeneste.

Varighed

3 dage.

Bemærkning

Kurset kan med fordel afholdes parallelt med kursus i præhospitalt beredskab ("lægeholdskursus").

2.4. Sygehusets beredskab - ledelse og organisation

Ansvar

Amtet, evt. i et tværamtsligt samarbejde.

Målgruppe

Sygehusledelserne på de enkelte sygehuse, afdelingsledelserne og de personer, der herudover er udpeget til at varetage ledelsesopgaver i beredskabet.

Formål

-

At give deltagerne indblik i, hvilke opgaver og hvilket ansvar der påhviler beredskabsledelsen på det pågældende sygehus.

Indhold

-

Beredskabsledelsens sammensætning.

-

Alarmeringsprocedurer.

-

Opgavefordelingen internt i beredskabsledelsen.

-

Relationerne og opgavefordelingen mellem beredskabsledelsen og andre nøglepersoner i sygehusets beredskab.

-

Afdelingernes ledelse og ansvar.

-

Planer, instrukser, herunder implementering og ajourføring.

-

Kommunikationsveje og -midler.

-

Relationerne til amtets medicinske koordinationsfunktion.

-

Kendskab til det samlede sundhedsberedskab i amtet, alarmeringsprocedurer og tærsklen for inddragelse af den primære sundhedstjeneste.

-

Kontakt til offentligheden, herunder pressekontakt.

-

Relationer til overordnede myndigheder i amtet og alarmeringsproceduren.

-

Øvelses- og undervisningsaktiviteter.

Undervisere

Personale fra amternes sundhedsvæsen og forvaltning med speciel viden inden for dette område.

Varighed

1 dag.

3.Centrale kurser

3.1. Traumatologi

Eksisterende og snarligt kommende uddannelsestilbud

3.1.1. TLS-kursus (Advanced Trauma Life Support)

Arrangør

Dansk Tværfagligt Traumeselskab og Forsvarets Sundhedstjeneste.

Sted

Forsvarets Sanitetsskole.

Målgruppe

Læger (i første række læger, der er i berøring med traumepatienter).

Indhold

Livreddende lægelig førstehjælp i teori og praksis.

Varighed

2 dage. Første kursus planlægges gennemført i Danmark i februar/marts 1998. Der påregnes gennemført 4 kurser i 1998 og 6-8 om året i efterfølgende år.

3.1.2. A-kursus i traumatologi

Indgår som obligatorisk kursus i den ortopædkirurgiske uddannelsesblok.

Arrangør

Dansk Ortopædisk Selskab i samarbejde med klinisk ortopædkirurgiske afdelinger.

Sted

Klinisk ortopædkirurgiske afdelinger.

Målgruppe

Ortopædkirurgiske kursister.

Indhold

-

Præhospitalbehandling.

-

Traumatologi som tværfagligt område.

-

Specielle ortopædkirurgiske problemer.

Varighed

8 dage - gennemføres hvert år.

3.1.3. Kursus i International Sundhedsstøtte, Traumatologi I

Arrangør

Forsvarets Sanitetsskole.

Sted

Forsvarets Sanitetsskole og Jægersprislejren.

Målgruppe

Læger på prækursistniveau, primært elever på reservelægekursus ved Forsvarets Sanitetsskole og læger, som skal deltage i forsvarets internationale missioner.

Indhold

-

Traumets fysiologi.

-

Livreddende lægelig førstebehandling i teori og praksis.

-

Grundlæggende traumatologi relateret til organsystemer.

-

Operationsøvelser på bedøvede grise, anskudt med forskellige våben (2 dage).

Varighed

8 dage - gennemføres 2 gange årligt.

3.1.4. Kursus i International Sundhedsstøtte, Traumatologi II

Arrangør

Forsvarets Sanitetsskole.

Sted

Forsvarets Sanitetsskole og Jægersprislejren.

Målgruppe

Primært kirurger på kursist- eller post-kursistniveau, som skal deltage i forsvarets internationale missioner.

Indhold

-

Forskellige traumeformer, inkl. håndvåben, miner, højenergi fragmenter og blastlæsioner.

-

Traumescore-systemer.

-

Avanceret traumatologi relateret til organsystemer.

-

Håndtering af traumepatienter i krigsområder.

-

Operationsøvelser på bedøvede grise (forskellige skudlæsioner og minelæsioner).

Varighed

5 dage - gennemføres 1 gang årligt.

Ovenstående to kurser indgår som moduler i det af Sundhedsstyrelsen godkendte diplomkursus i International Sundhedsstøtte.

3.2. Sundhedsberedskab, kursus for samfundsmedicinere

Ansvar

Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Dansk Samfundsmedicinsk Selskab.

Målgruppe

Postgraduat kursus for læger i det samfundsmedicinske-administrative speciale.

Formål

At give deltagerne indgående kendskab til sundhedsberedskabets organisation og opgaver, lovgivning, vejledninger, planlægning og faktiske forhold.

At sætte deltagerne i stand til at medvirke ved amtskommuners og kommuners planlægning af sundhedsberedskabet.

At sætte deltagerne i stand til at varetage opgaver som samfundsmedicinere i sundhedsberedskabet, dvs. håndtere de sundhedsproblemer for befolkningsgrupper, der kan opstå i beredskabssituationer i såvel fred som krig.

Indhold

-

Sygehusberedskabet, lægemiddelberedskabet og beredskabet i den primære sundhedstjeneste, herunder lovgivning, organisation, planlægning, uddannelse, opgaver, iværksættelse og koordination i fred såvel som i krig.

-

Totalforsvar, herunder opgaver og samarbejde.

-

Almen hygiejne og miljømedicin i beredskabsmæssig sammenhæng (strategi, taktik, organisation og praktiske forhold).

-

Samfundets infrastrukturproblemer i beredskabssituationer og betydninger heraf for sundhedstilstanden.

-

Uheld med kemiske og radioaktive stoffer (luft, jord, vand, levnedsmidler).

-

ABC-medicin.

-

Befolkningens sundhedstilstand i beredskabssituationer - scenarier, herunder særlige forhold i forbindelse med flygtninge, evakuenter, smitsomme sygdomme, epidemier og vaccinationer.

-

Information og rådgivning af befolkning og myndigheder.

-

Kommunikation.

Undervisere

Specialsagkyndige læger, teknikere og administratorer.

Varighed

2-3 dage

Bilag 9

Bilag 9

Afskrift af Indenrigsministeriets notat af 12. september 1996

Notat om risici og usikkerhedsmomenter i den sikkerhedspolitiske situation i Danmark

1. Danmarks sikkerhedspolitiske situation er afgørende ændret siden afslutningen af den kolde krig. Den omfattende trussel mod Vesteuropas og Danmarks sikkerhed i form af et muligt, massivt militært angreb fra øst anses herefter for forsvundet med Sovjetunionens opløsning og tilbagetrækningen af de russiske styrker fra Central- og Østeuropa. På dette grundlag antages det, at Danmark følgelig ikke længere står over for en specifik eller umiddelbar militær trussel, og at ændringer i dette forhold i givet fald vil være ledsaget af et længere varsel, end det var tilfældet før 1992.

2. På trods af den forbedrede sikkerhedspolitiske situation eksisterer der dog fortsat usikkerhed og en række risici, hvoraf nogle allerede har manifesteret sig i Europa med stor styrke. Den sikkerhedspolitiske situation har således været karakteriseret ved en øget fremkomst af lokale etniske, religiøse og nationalistiske konflikter i og blandt de tidligere kommunistiske lande. Udløses dette konfliktpotentiale, forventes virkningerne af sådanne konflikter hurtigt at kunne blive mærkbare i de vesteuropæiske lande, herunder Danmark. Et eksempel herpå har været konflikten i det tidligere Jugoslavien.

Østersøområdet er ligeledes behæftet med visse risici. Hele Østersøregionens og Nordens sikkerhed vil være afhængig dels af de kommende års udvikling i de sikkerheds- og udenrigspolitiske samarbejdsmønstre omfattende især Rusland, Hviderusland, Polen og Ukraine, dels af den fremtidige udvikling i Ruslands forhold til de baltiske stater. Udviklingen heri vil i sin yderste konsekvens kunne fremkalde en militær risiko for dansk nærområde, som vil kunne påvirke sikkerheden for dansk territorium. Dette vil dog forudsætte, at der som minimum skal ske afgørende ændringer i såvel Ruslands interne situation som i russisk udenrigspolitik samt i de militære styrkers kapacitet.

3. På lidt længere sigt vurderes den voksende udfordring til Europas sikkerhed at kunne komme fra de dele af verden, der grænser op til Europa.

Nogle af de væsentligste årsager til fremtidige kriser og konflikter i disse og andre af verdens potentielle uroområder vil være

regionale ambitioner, nationalisme, modsætninger mellem nationaliteter og omstridte grænser,

religiøs og politisk fanatisme,

omstridte ressourcer, specielt vand, olie og fødevarer, og ødelæggelse af de økologiske vilkår, som blandt andet kan ødelægge livsgrundlaget og udløse folkevandringer,

spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler.

En udvikling i en eller flere af disse retninger i de potentielle uroområder kan bl.a. medføre en risiko for masseudvandring med store flygtningestrømme til følge, som det i tilfælde af en voldelig udvikling i områderne kan blive moralsk vanskeligt for Vesteuropa at afvise og håndtere.

4. Med den ændrede udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation er der åbnet mulighed for en bredere opfattelse af sikkerhedsbegrebet. Det har medført en højere dansk profil i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Som konsekvens heraf har Danmark udsendt et relativt stort antal civile og militære enheder og enkeltpersoner til krise-, konflikt- og krigsområder. Beslutninger om udsendelse af disse er sket efter en offentlig debat, uden at det af den grund har været nødvendigt i større omfang at indføre særlige sikkerhedsmæssige foranstaltninger da Danmark indtil nu har være forskånet for terrorisme med tilknytning hertil. I fremtiden kan det dog ikke udelukkes, at stater, befolkningsgrupper eller organisationer, der bliver berørt af danske militære enheder udsendt i fredsstøttende operationer under FN eller andre internationale organisationer, vil forsøge at påvirke beslutningsprocessen i forbindelse med udsendelserne, f.eks. ved direkte terrorangreb i Danmark. Denne trussel vurderes at stige væsentligt, såfremt danske militære enheder indsættes i fredsstøttende operationer.

5. Hovedudfordringen til den fremtidige europæiske sikkerhed vurderes således ikke længere udelukkende at være af militær karakter. Det anses imidlertid ikke muligt at opstille præcise scenarier for, hvorledes konfliktpotentialet uden for Vesteuropa eventuelt vil kunne udvikle sig til kriser og egentlige konflikter.

På trods af CFE-traktaten om konventionel nedrustning kan der ikke ses bort fra, at der på europæisk område fortsat befinder sig et betydeligt krigspotentiale - både hvad angår konventionelle, atomare og kemiske våben. Selvom der ikke i Danmarks nærhed på det konventionelle område rådes over en militær kapacitet, der for tiden muliggør angreb af større omfang uden varsel eller med et meget kort varsel, kan mindre og uvarslede angreb f.eks. mod særligt udpegede mål dog ikke definitivt udelukkes.

6. Sammenfattende kan det konkluderes, at det i den nuværende situation ikke er særlig sandsynligt, at der i en overskuelig fremtid vil opstå en decideret militær trussel mod Danmark. Samtidig er muligheden for, at Danmark i fremtiden bliver involveret i kriser og væbnede konflikter uden for Danmarks område, bl.a. i forbindelse med løsning af internationale militære og humanitære opgaver, imidlertid taget til. Det vil være en forudsætning for at have politisk og militær handlefrihed til deltagelse i fredsstøttende operationer, at nationen råder over de nødvendige styrker til varetagelse af overvågning og sikring af nationens område, og at basale elementer i totalforsvaret er til stede.

Muligheden for, at Danmark på længere sigt kan stå over for en trussel om større militær aggression, kan ikke udelukkes. Ændringerne i den sikkerhedspolitiske situation har således ikke ændret ved det forhold, at dimensioneringen af det militære forsvar og totalforsvaret som helhed derfor fortsat skal baseres på muligheden for en større militær aggression imod Danmark, der er den største katastrofe, som landet kan komme ud for.

Et effektivt dansk militært forsvar er derfor fortsat helt afhængig af, at der findes et effektivt og troværdigt dansk totalforsvar.

Bilag 10

Den militære sanitets-og sundhedstjeneste

Bilag 10

Den militære sanitets-og sundhedstjeneste

1. Generelt

Sundhedstjenesten i forsvaret omfatter fastlæggelse af principper og overordnede retningslinier samt gennemførelse af sygdoms- og skadeforebyggende indsats samt behandling og pleje af syge og tilskadekomne i fredstid samt under krise- eller krigsforhold.

Forsvarets behandlings- og plejemæssige standard skal under alle forhold søges tilnærmet mest muligt til gældende national klinisk praksis.

Sanitets- og sundhedstjenesten skal gennemføres under iagttagelse af gældende lægeetiske regelsæt, lovgivning i læge-patient forholdet og gældende konventioner.

2. Formål

Den behandlingsmæssige indsats skal sikre bevarelsen af personellets indsatsevne/kampkraft ved opretholdelse af personellets sundhed og ved at behandle og pleje syge og sårede. For at bevare motivationen er det nødvendigt, at syge og sårede bringes under behandling snarest efter sygdommens/ skadens opståen.

Det skal endvidere tilstræbes, at syge og sårede kommer under endelig behandling så hurtigt som muligt med et minimum af mellemfaldende transport.

Det behandlingsmæssige ambitionsniveau under indsættelse er som under nationale fredsforhold. Imidlertid vil vilkårene for behandlingens gennemførelse blive påvirket af

Den biologiske faktor.

Indsættelsesområdets/kamppladsens fysiske vilkår.

3. Behandle- og evakuationsenheder

Behandlingsmetoderne adskiller sig ikke fra de i fredstid anvendte. Principperne for behandling må imidlertid tilgodese både de biologiske forhold og de vilkår, den militære virksomhed medfører. Det vil normalt ikke være muligt at færdigbehandle kampskader ved en fremskudt sanitetsinstallation. Som regel må patienterne så hurtigt, det er medicinsk muligt, evakueres fra områder, hvor kamphandlinger pågår. Behandlingen bliver hermed opdelt i flere faser tidsmæssigt og geografisk.

For at skabe den nødvendige kontinuitet er det nødvendigt med standardiserede behandlingsmetoder i større udstrækning end under fredsforhold. Behandlingen af kampskader gennemføres leddelt som

Førstehjælp.

Lægelig førstebehandling.

Kirurgisk førstebehandling.

Endelig kirurgisk behandling.

Disse behandlingstrin er tilpasset den øvrige militære organisation, og betegnes som "den såredes vej", jf. underbilag 1.

Den følgende beskrivelse af den militære sanitets- og sundhedstjenestes opbygning tager udgangspunkt i felthærens forhold. Det bemærkes, at evakuation anvendes som et militærfagligt udtryk og betyder transport af syge og sårede.

1. echelon

Den almindelige førstehjælp udføres på skadestedet af den sårede selv, af sidemanden eller af en soldat, der er uddannet og udrustet som sygehjælper.

Sygehjælpere indgår i varierende antal i underafdelinger, og sygehjælperfunktionen er en sekundær funktion.

2- echelon

Den lægelige førstebehandling foregår ved bataljonens afdelingsforbindeplads. Her møder den syge eller sårede første gang en læge.

Enheder kan bestå af sanitetssektioner og -delinger, der kan indeholde 1-6 forbindepladsgrupper til behandling samt 1-6 sanitetsgrupper til evakuation.

Der foretages kun umiddelbart livreddende behandling samt sådanne procedurer, som gør det muligt at evakuere den syge eller sårede til næste behandlingstrin.

En forbindepladsgruppe kan behandle 25 sårede pr. døgn.

3. echelon

Består af sanitetskompagnier, der indeholder 1-2 hovedforbindesektioner til behandling, indtil 9 ambulancegrupper og en ambulancesektion til evakuation samt en sanitetsforsyningssektion. Sanitetskompagnier indgår i visse kampgrupper samt trænbataljoner ved brigader.

Ved regionale enheder m.fl. findes alene evakuationskapacitet. Hovedforbindesektionernes behandlekapacitet er anslået til 100 sårede pr. døgn. Behandleniveau er som ved 2. echelon.

4. echelon

Består af garnisonsinfirmerier, felthospitaler, ambulancekompagnier og sygetog.

Garnisonsinfirmerier er underlagt militærregionerne og kan yde begrænset sanitetsstøtte til enheder inden for regionens område.

Felthospitalerne er underlagt Logistikbataljonen ved Den Danske Internationale Brigade, Logistisk Støttegruppe ved Hærens Operative Kommando samt Militærregion VII.

Felthospitalerne kan yde tosporet kirurgisk behandling samt hospitalisere og pleje 100 patienter i senge og nødhospitalisere 100 patienter på båre.

Den egentlige kirurgiske behandling indledes ved felthospitalet. Det indeholder de nødvendige støttefunktioner, herunder mulighed for røntgen- og laboratorieundersøgelser.

Den kirurgiske behandling af krigsskader vil oftest foregå i to trin. I første trin er bestræbelsen at bevare liv og førlighed, herunder at forebygge alvorlig sårinfektion, ved hjælp af diverse aflastende og stabiliserende indgreb. I mange tilfælde vil man lade sårene stå åbne efter, at alt ikke levedygtigt væv er fjernet. Andet trin, den endelige behandling, herunder lukning af sårene, udføres senere, dvs. ofte efter transport til civilt sygehus.

Ambulancekompagnierne er fordelt med to kompagnier ved Logistisk Støttegruppe og et ved Østre Landkommando. Ambulancekompagnierne kan med ambulancer og specialindrettede busser evakuere siddende og liggende patienter fra 3. echelon til 4. og 5. echelon.

Et sygetog kan evakuere liggende og siddende patienter fra felthospital til garnisonsinfirmerier og civile sygehuse. Der findes 4 sygetog, der er underlagt Logistisk Støttegruppe ved Hærens Operative Kommando.

5. echelon

Består af civile sygehuse med varierende kapacitet og placering.

4. Den fremtidige sanitetsstøtte

Den fremtidige sanitets- og sundhedstjeneste forudses at omfatte støtte i forbindelse med

Indsættelse af danske og allierede styrker i forsvaret af Danmark, Grønland og Færøerne med tilstødende nærområder i rammen af dansk medlemskab af NATO.

Indsættelse af danske styrker udenfor Danmark, Grønland og Færøerne med tilstødende nærområder til konfliktforebyggelse, krisestyring og forsvar i NATO-regi.

Indsættelse af danske styrker indsat på mandat af FN eller OSCE - enten direkte eller indirekte gennem NATO - til løsning af konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver.

Løsning af humanitære opgaver.

Af forsvarsaftalen fra 1992 fremgår, at Danmark skal oprette en international brigade på ca. 4.500 mand, der med kort varsel med hele eller dele af sin styrke skal kunne deltage i fredsskabende, fredsbevarende, humanitære og andre lignende operationer under FN eller OSCE. Enheden skal samtidig, fra og med udgangen af 1995, kunne opstilles som en brigade til rådighed for NATO - primært for alliancens hurtige reaktionsstyrker, ligesom den skal kunne deltage i det nationale forsvar.

Sanitetstjenesten ved Den Danske Internationale Brigade er organiseret på traditionel vis på 1 - 3 echelon, medens der som noget særligt i Logistikbataljonen indgår et felthospital til støtte for brigaden, eller til selvstændig indsættelse i humanitære aktioner. Da Den Danske Internationale Brigade kan tænkes indsat langt fra Danmark findes også mulighed for luftevakuation. Der planlægges for Aeromedical Staging Facility (ASF), hvor patienter klargøres til transport og for ændring af fastvingede fly til indretning til brug for båreevakuation.

+++ FIGUR +++

Den militære sanitets- og sundhedstjeneste

Bilag 11

Bekendtgørelse nr. 652 af 11. juli 1994 om udlevering af lægemidler i forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise eller krig.

Bilag 11

Bekendtgørelse nr. 652 af 11. juli 1994 om udlevering af lægemidler i forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise eller krig.

Bilag 12

Bekendtgørelse nr. 113 af 24. februar 1999 om spredning af lægemiddellagre i forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise og krig.

Bilag 12

Bekendtgørelse nr. 113 af 24. februar 1999 om spredning af lægemiddellagre i forsyningsmæssige nødsituationer samt under krise og krig.

Bilag 13

Antidotliste

Bilag 13

Antidotliste

Århus Amt

Marts 1994

OVERSIGT OVER ANTIDOTSORTIMENT OG PLACERING I ÅRHUS AMT

SYGEHUS

KONTAKTPERSON

AFDELING

TELEFONNUMMER

GRENÅ

(GRE)

Vagthavende læge på

medicinsk afdeling

intensiv

86 32 03 11

ODDER

(ODD)

intensivafdelingen

intensiv

86 54 08 88

lokal 4600

RANDERS

(RAN)

1. reservelæg

anæstesi

86 41 82 00

SILKEBORG

(SIL)

Troels Ousager/

vagthavende sygeplejerske

medicindepot og

intensiv

86 82 69 99

TRANEBJERG

(TRA)

vagthavende sygeplejerske

86 59 16 00

ÅRHUS AMTSSYGEHUS

(ASS)

vagthavende sygeplejerske

afd. 600

86 12 68 66

lokal 7262

ÅRHUS

KOMMUNE-

HOSPIAL

(ÅKH)

vagthavende sygeplejerske

skadestuen

86 12 22 33

lokal 2943 eller 2944

ANTIDOTLISTE - ÅRHUS AMT

Præparatets

navn

Indholdsstof

Dispenseringsform + styrke

Antidot mod

Hospital/Sygehus

ÅKH

AAS

GRE

ODD

RAN

SIL

TRA

Acetylcystein

Acetylcystein

inf.konc.

200 g/l

Paracetamol

x

x

x

x

x

x

x

Adrenalin

Adrenalin

inj.

1 mg/ml

Anafylaksi

x

x

Akineton

Biperidin

(laktat)

inj.

5 mg/ml

Neuroleptika

x

x

x

x

x

Amylnitrit

se Nitrit

Antabus

Disulfiram

tabl.

400 mg

x

Apomorfin

Apomorfin

(chlorid)

inj.

10 mg/ml

Peroralt indtagne stoffer

(brækmiddel)

x

x

x

Aredia

Pamidronat

inf.konc.

3 mg/ml

x

Atamir

Penicillamin

kapsl.

150 mg

Bly og andre tungmetaller

x

x

Atropin

Atropin

(sulfat)

inj.

1 mg/ml

Kolinerge stoffer, fosfostigminer og Karbamater

x

x

x

x

x

x

Berlinerblåt

Ferriferro-

cyanid

afdelt pulver

3 g

Tallium

x

afdelt pulver

4 g

x

x

x

afdelt pulver

25 g

x

Brintoverilte

Hydrogenperoxid

liniment

3 % (opløsning)

Cyanid

x

x

x

Brækmiddel

stærk

se Ipacacuanhae

Calcium

Sandoz

Calcii

glubionas

inj.

9 mg Ca/ml

Oxalat, Fluorid

x

x

Desferal

Deferoxamin

(mesylat)

inj.subst.

500 mg

Jern

x

x

x

x

x

x

x

Digibind

Anti-digitalis

FAS fragment

inj.subst.

40 mg

Digoxin

x

Dimenthylami- nophenol

4-dimethyl-

aminophe-nolklorid

inj.

50 mg/ml

Cyanidforbindelse og svovlbrinte

x

Dimerkaprol

Dimerkaprol

inj.

100 mg/ml

Antimon, Arsen, Bly, Guld, Kviksølv

x

x

x

x

x

Dithiocarba-

mat

Dithiocarba-

mat

afdelt pulver

0,5 g

Nikkelcarbonyl

x

Dobutrex

Dobutamin

inf.konc.

12,5 mg/ml

Beta-blokkere

Adjivans: hjertestimulerende

x

Efedrin

Efedrin

inj.

10 mg/ml

Alfa-blokkere

x

x

x

inj.

50 mg/ml

x

Ethanol

Ethanol

sterilfiltreret

99,9 %

Methanol, Ætylglucol

x

x

x

x

x

Fullers

Earth

Paraguat

x

x

x

x

Fysostigmin

Physostigmin

(salicylat)

inj.

1 mg/ml

Atropin, Skopolamin, Antiparkinsonmidler med atropinvirkning, Antihistamin

x

x

x

x

x

Giludop

Dopamin-

chlorid

inf.konc.

40 mg/ml

Adjuvans: Shock

x

Glucagen

Glucagon

inj,subst.

1 mg

Beta-blokkere

x

x

x

x

Glukose

Glucose

inj.

500 mg/ml

Insulin, Sulfonylurinstofderivater

x

x

x

Glycerylnitrat

Glyceryl-

nitrat

inf.konc.

5 mg/ml

Adjuvans: hypertension shock

x

H-F-antidot

Calcium-

gluconat

gel

2,5 %

Flussyre

x

Hyprenan

Prenalterol

(hydro-

chlorid)

inj.

1 mg/ml

Beta-blokkerende lægemidler

x

x

x

x

x

Inderal

Propranolol

inj.

1 mg/ml

Beta-adrenerge stimulatorer

x

Ipecacuanhae

Ph.N. 63

Ipecacuanhae

(alkoloider)

diluendum

0,97 mg/ml

Peroralt indtagne stoffer

(brækmiddel)

x

x

x

x

x

x

Isoprenalin

Isoprenalin

inf.konc.

1 mg/ml

Adjuvans: Shock, Bradykardi

x

x

Kalciumklorid

Calcium-

chlorid

inj.

0,5 mmol/ml

Fluorid, Oxalat.

Adjuvans: forceret diurece

x

Kaliumpermanganat

Kaliumpermanganat

koncentrat

3 %

Cyanid, Fosfor

x

x

x

x

x

x

opløsning

0,3 %

x

afdelt pulver

1 g

x

Karbamid

Carbamid

afdelt pulver

15 g

Formaldehyd

x

x

x

afdelt pulver

250 g

x

Kobbersulfat

Kobbersulfat

mikstur

10 mg/ml

Fosfor

x

x

x

x

afdelt pulver

250 g

x

Konakion Novum

Phytomenadion

inj.

10 mg/ml

Salicyltat, Orala antikoagulationsmidler

x

x

x

x

Kul

Aktivt kul

afdelt pulver

10 g

Peroralt indtagne stoffer

x

15 g

x

x

x

50 g

x

granulat

50 g

x

mikstur (suspension)

150 mg/ml

x

Lanexat

Flumazenil

inj.

0,1 mg/ml

Benzodiazepiner

x

x

x

x

x

x

x

Legaion SIL

Silibinindi-

hydrogen-

succinat

inj.konc.

350 mg

Amatoksinholdige svampe

x

x

Leucovorin

Folininsyre

inj,subst.

50 mg

Methotrexat m.fl.

x

Magnesium-

oxid let

Magnesium-

oxid

afdelt pulver

50 g

Ætsning med fenol og stærke syrer

x

x

x

x

Mannitol

Mannitol

inf.

200 g/l

Indikation: overhydrering og

induktion af forceret diurese

x

x

x

Mestinen

Pyridostig-min

inj.

5 mg/ml

Antikolinergika

x

x

x

inj.

1 mg/ml

Tricycliske antidepressiva

x

L-methionin

L-methionin

afdelt pulver

2,5 g

Paracetamol

x

x

x

afdelt pulver

25 g

x

tabletter

x

Methylenblåt

Methyltionin

inj.

10 mg/ml

Methæmoglobin

(hemiglobindannende stoffer)

x

x

x

x

x

x

Narcanti

Naloxon

(hydro-

chlorid)

inj.

0,02 mg/ml

Opiater, Dextropropoxyphen

x

x

inj.

0,4 mg/ml

x

x

x

x

x

x

x

Natriumbi-karbonat

Natriumbi-karbonat

inf. isotonisk

14 g/l

Indikation: Metabolisk

acidose

x

x

x

inf.

84 g/l

Salicylat, Phenobarbital

x

Natriumedetat

Natrium-

edetat

øjendråber

25 mg/ml

Læsket kalk

x

x

Natriumkalci-umedetat

Natriumkalciumedetat

inf.konc.

100 mg/ml

Bly

x

x

x

x

x

Natriumklorid

Natrium-

chlorid

inf.konc.

1 mmol/ml

Sølvnitrat

x

Natriumnitrit

Natriumnitrit

inj.

10 mg/ml

Cyanid

x

x

x

x

Natriumsulfa-

dekahydrat

Natrium-

sulfadeka-

hydrat

afdelt pulver

20 g

Barium

x

x

x

x

Neostigmin

Neostigmin

(bromid)

inj.

2,5 mg/ml

Antikolinergika

x

x

x

Nitrit

Amylnitrit

inh. Væske

150 mg/stk.

Bly-kolik, Sympatomimetika, Cyan/-cyanid

x

x

x

x

x

x

Protaminsulfat

Protamin

(sulfat)

inj.

10 mg/ml

Heparin

x

x

x

x

x

x

x

Pyridoxin

Pyridoxin

inj.

25 mg/ml

Isoniazid, Crimidin

x

x

Regitin

Phentolamin

(mesylat)

inj.

10 mg/ml

Alfaadrenerge stimulatorer

x

x

x

x

x

x

Resonium

Natriumpoly-

styren-

sulfonat

pulver

454 g

Kaliumion

x

x

x

Solution

acidi citrici

Citronsyre

opløsning

50 %

Baser

x

Tiosulfat

Natriumthiosulfat

inj.

150 mg/ml

Cyanid, Jod

x

x

x

x

x

Toxogonin

Obidoxim

(chlorid)

inj.

250 mg/ml

Acetylkolinesterase-inhibitor afledt af alkylfosfater/-thiophosphater

x

x

x

x

x

x

Forslag til suppleringslager

Lægemiddel

Form og styrke

Anvendelsesområde

Præparat

Amyinitrit

Inhalationsvæske

270 µg per 0,3 ml

Førstehjælp ved cyanid-

forgiftning.

Amyinitrit

Ikke-markedsført lægemiddel. Forhandles af Orphan Denmark A/S, tlf. 32 96 68 69.

Atropin

Injektionsvæske

1 mg/ml

Forgiftning med acetyl-

cholinesterasehæmmere.

Atropin "DAK"

Atropin "SAD"

Calcium

(calciumcarbonat

og - lactogluconat)

Brusetabletter

500 mg Ca (13 mmol Ca) per

tablet

Svær fluorid-ætsning.

Indtagelse af fluorider.

Calcium Sandoz®

Calciumglubionat

Injektionsvæske

9 mg/Ca/ml (0,22 mmol Ca/ml)

Svær forgiftning med

fluorider.

Indtagelse af oxalsyre.

Calcium Sandoz®

Calciumgluconat

Gel

2,5 %

Øjendråber

6,67 %

Fluorid-ætsning.

Udsættelse for fluoridholdige

Dampe

H-F Antidote Gel

Ikke-markedsført lægemiddel. Forhandles af IPEX MEDICAL AB, tlf. +45 635 24 00.

Ikke-markedsført lægemiddel. Fremstilles lokalt.

Dimethylaminophenol

Injektionsvæske

50 mg/ml

Forgiftning med hydro-

gensulfid.

4-Dimethylaminophenol

Ikke-markedsført lægemiddel. Forhandles af MEDA A/S, tlf. 39 57 88 88

Folinisyre

Injektionsvæske

3 og 5 og 10 mg/ml

Forgiftning med myresyre

eller stoffer, der metaboli-

seres til myresyre.

Isovorin.

Leucovorin.

Rescuvolin.

Hydroxycobalamin

Injektionssubstans

2,5 g

Svær cyanidforgiftning.

Cyanokit®

Ikke-markedsført lægemiddel. Forhandles af Orphan Denmark A/S, tlf. 32 96 68 69.

4-Methyl-pyrazol

Infusionskoncentrat

1,5 g per 1,5 ml

Forgiftning med methanol

eller ethylenglycol

Antizol®

Ikke-markedsført lægemiddel. Forhandles af Orphan Denmark A/S, tlf. 32 96 68 69.

Methylthionin

Injektionsvæske

10 mg/ml

Forgiftning med hemiglo-

bindannere.

Metylenblåt "SAD"

Natruimthiosulfat

Injektionsvæske

150 mg/ml

Moderat og svær cyanid-

Forgiftning.

Indtagelse af store

mængder chlorater.

Tiosulfat "SAD"

Obidoxim

Injektionsvæske

250 mg/ml

Acetylcholinesterase-

reaktivering.

Toxogonin

Bilag 14

Oplysning om bortfald af tidligere udsendte sygehus-beredskabscirkulærer og meddelelser

Bilag 14

Oplysning om bortfald af tidligere udsendte sygehus-beredskabscirkulærer og meddelelser

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 1 af 7. april 1976 om sygehusberedskabet.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 2 af 14. juli 1977 om sygehusberedskabet.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 3 af 15. december 1977 om standardberedskabsplan for sygehuse.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 4 af 4. juli 1978 om motorkøretøjer til sygehusberedskabet.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 5 af 4. august 1978 om fordeling m.v. af såkaldte X-værnepligtige (ikke fredstidsuddannede) 31 værnepligtige til sygehusberedskabet).

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 6 af 18. januar 1979 om tilvejebringelse af personel til sygehusberedskabet og om behandlergrupper.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 7 af 26. november 1980 om planlægningen af blodforsyningen.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 8 af 19. marts 1981 om lægehold på skadesteder. Er tidligere erstattet af Civilforsvarsstyrelsens vejledning af 31. oktober 1989 om medicinsk skadestedsindsats ved storulykker og katastrofer.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 9 af 13. april 1981 om standardberedskabsplan for det amtskommunale sygehusvæsen.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 10 af 22. juni 1981 om regi-strering af personel til sygehusberedskabet.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 11 af 19. oktober 1981 om vejledende retningslinier for sygehusberedskabets kommunikationssystem.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 12 af 27. november 1981 om det odontologiske beredskab.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 13 af 27. november 1981 om den statslige ambulancetjeneste.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 14 af 7. januar 1982 om landsomfattede, standardiseret identifikations- og nødjournaliseringssystem for tilskadekomne samt Civilforsvarsstyrelsens brev af 17. februar 1983 vedrørende samme emne.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 15 af 25. august 1982 om udpegning og indretning af bygninger til sygehusannekser og beredskabssygehuse.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 16 af 20. september 1983 om beredskabsbestemmelser.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 17 af 17. juli 1985 om beklædnings- og linnedforsyningen til sygehusberedskabet.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 18 af 1. november 1985 om iværksættelse af beredskabsmæssige sikringsforanstaltninger ved sygehuse.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 19 af 1. november 1985 om frivilligt hjælpemandskab til sygehusberedskabet.

Civilforsvarsstyrelsens sygehusberedskabscirkulære nr. 20 af 17. juli 1985 om sygehusenes beredskab i tilfælde af uheld med farlige stoffer.

Civilforsvarsstyrelsens meddelelse af 2. august 1989 om rådighedsordning for sygeplejersker til forsvarets sanitetstjeneste.

Civilforsvarsstyrelsens meddelelse af 9. august 1989 om fælles indkøb af apparater til måling af radioaktiv stråling.

Civilforsvarsstyrelsens meddelelse af 25. september 1989 om primær behandling af patienter forurenede med farlige stoffer.

Civilforsvarsstyrelsens meddelelse af 31. oktober 1989 om medicinsk skadestedsindsats ved storulykker og katastrofer.

Civilforsvarsstyrelsens meddelelse af 15. juli 1991 om sygehusberedskabets fremtidige målsætning og planlægning.

Pjecen "Beredskabsinformation til sundhedspersonale" udsendt af Civilforsvarsstyrelsen i efteråret 1991.

Sundhedsministeriets vejledning af 1994 om planlægning af sundhedsberedskabet.

Håndbog om sundhedsberedskabet, 1. udgave, udsendt af Beredskabsstyrelsen i januar 1995.

Håndbog om sundhedsberedskabet, 2. udgave, udsendt af Beredskabsstyrelsen i februar 1996.

Håndbog om sundhedsberedskabet

Forord

Denne håndbog er udarbejdet af Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen som en uddybning af ministeriets generelle vejledning om planlægning af sundhedsberedskabet, der indgår som en del af håndbogens kapitel 1.

Det er hensigten, at håndbogen skal være et hjælpemiddel, bl.a. for de medarbejdere i de amtskommunale og kommunale forvaltninger samt på sygehusene, som er beskæftiget med beredskabsplanlægning.

Det er desuden forventningen, at håndbogen vil kunne anvendes i forbindelse med undervisningsvirksomhed.

Håndbogen erstatter bl.a. hovedparten af de sygehusberedskabscirkulærer og meddelelser, som Civilforsvarsstyrelsen udsendte om sygehusberedskabet i årene fra 1976 til 1991, jf. bilag 14, samt tidligere udgaver af håndbogen.

Håndbogen indeholder en bilagssamling, hvortil der er henvist i teksten.

Håndbog og bilagssamling vil løbende blive udbygget og revideret.

Indholdsfortegnelse

Forord

Indholdsfortegnelse

Ordliste