Vejledning vedrørende årsregnskabet for 1999
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning vedrørende årsregnskabet for 1999
(livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser)
Følgende finder anvendelse på årsregnskaber for regnskabsår, der påbegyndes 1. januar 1999.
Nye punkter i forhold til Finanstilsynets vejledning (julebrev) af 3. december 1998 er markeret med streg i margenen.
1. Regelsættet
Årsregnskabet skal aflægges efter samme regler, som fandt anvendelse på årsregnskabet for 1998, dvs. reglerne i Finanstilsynets bekendtgørelse af 20. december 1995 om livsforsikringsselskabers og tværgående pensionskassers årsregnskaber med ændringsbekendtgørelse af 12. december 1996 om den regnskabsmæssige behandling af syge- og ulykkesforsikring samt ændringsbekendtgørelse af 27. november 1998 om værdiansættelse af aktier og ejendomme.
For koncernregnskabet gælder Finanstilsynets bekendtgørelse af 16. december 1994 om forsikringsselskabers og pensionskassers koncernregnskaber (koncernbekendtgørelsen).
I øvrigt henvises til §§ 118-127 i lov om forsikringsvirksomhed.
2. Skemasæt til regnskabsindberetning
Til livsforsikringsselskaber vedlægges følgende nye skemasider: LA.02 (2 sider) og LA.03 (2 sider). De nye skemasider, der er dateret december 1999, erstatter skemasiderne LA.02 og LA.03 dateret december 1996.
De nye skemasider indeholder følgende nye felter: LA.02.20, Investeringsaktiver tilknyttet forsikringer, hvorunder forsikringstagerne bærer investeringsrisikoen, og LA.03.26, Forsikringsmæssige hensættelser for forsikringer, hvorunder forsikringstagerne bærer investeringsrisikoen. De efterfølgende feltnumre er som følge af de nye felter forhøjet med 1.
De nye felter skal kun benyttes for forsikringer tilknyttet investeringsfonde (unit linked forsikringer) uden rentegaranti.
Bortset fra disse nye skemasider anvendes samme skemasæt ved regnskabsindberetningen til Finanstilsynet som det, der anvendtes ved indberetningen af regnskabet for 1998.
Skemasiderne og tilhørende vejledning kan rekvireres på papir eller diskette (WordPerfect 7.0) ved henvendelse til økonomisk-statistisk kontor i Finanstilsynet. Opmærksomheden henledes på, at den tidligere udsendte vejledning til skemasættet ikke er tilpasset de nye skemasider.
3. Regnskabsindberetning på edb
Regnskabsindberetningerne for 1999 kan foretages på papir eller på elektronisk medium.
Med brev af 31. januar 1997 udsendt til samtlige forsikringsselskaber udsendte Finanstilsynet en vejledning til brug ved edb-indberetning. Vejledningen kan rekvireres ved henvendelse til Finanstilsynets edb-kontor.
Opmærksomheden henledes på, at Finanstilsynet p.t. arbejder på at udvikle flere muligheder med hensyn til format og medium til brug for elektroniske regnskabsindberetninger. Der vil således blive flere mulige indberetningsformer end det nu benyttede edb-format, når det forventeligt fra og med indberetning af årsregnskabet for 2000 gøres obligatorisk at foretage elektronisk regnskabsindberetning.
4. Indsendelse af årsregnskab forud for generalforsamlingen
I henhold til § 125, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed skal selskabet forud for generalforsamlingen bl.a. indsende det af bestyrelsen godkendte årsregnskab, så snart det foreligger. Finanstilsynet skal anmode om, at dette årsregnskab indsendes i 2 eksemplarer.
5. Hensættelser til andre risici og omkostninger
Finanstilsynet har konstateret en øget anvendelse af passivposten Hensættelser til andre risici og omkostninger til postering af beløb til brug for omstruktureringer, edb-udvikling m.v.
På den baggrund præciseres, at det ikke er i overensstemmelse med periodiseringsprincippet i lov om forsikringsvirksomhed § 122, stk. 1, nr. 4, samt med regnskabsbekendtgørelsens § 32 at foretage hensættelser til forventede omkostninger, når disse skal afholdes med henblik på at skabe grundlag for fremtidig indtjening.
Bortset fra beløb til dækning af tab og omkostninger, som selskabet på balancetidspunktet har en forpligtelse eller en sandsynliggjort forpligtelse til at afholde, må der under posten Hensættelser til andre risici og omkostninger sædvanligvis kun forekomme hensættelser til udgifter i forbindelse med afvikling af aktiviteter eller andre restruktureringsudgifter, der ikke har sammenhæng med det fremtidige indtjeningsgrundlag.
Det er ikke et tilstrækkeligt kriterium for at hensætte til udgifter, at der er truffet beslutning om, at de pågældende udgifter senere skal afholdes.
6. Ekstraordinære udgifter
Finanstilsynet har konstateret en tendens til udvidet fortolkning af begrebet "ekstraordinær" i forbindelse med de senere års regnskabsaflæggelse. Finanstilsynet skal derfor henlede opmærksomheden på definitionen i regnskabsbekendtgørelsens § 22. Ekstraordinære udgifter er ifølge denne paragraf "udgifter, der efter deres karakter er usædvanlige for selskabet."
Finanstilsynet skal hertil præcisere, at udgifter, der behandles som ekstraordinære, skal være fremkommet som følge af begivenheder eller transaktioner, som klart adskiller sig fra virksomhedens ordinære drift, og som derfor ikke forventes at forekomme ofte eller regelmæssigt.
Det forhold, at en bestemt udgift, der i øvrigt er typisk for virksomhedens ordinære drift, er af usædvanlig størrelse eller forekommer mindre hyppigt end normalt, betyder ikke, at udgiften skal behandles som en ekstraordinær udgift.
Reguleringer af tidligere års indtægter og udgifter må ikke behandles som ekstraordinære poster, med mindre den oprindelige post var ekstraordinær.
Udgifter til løsning af år 2000-problemet kan ikke behandles som ekstraordinære udgifter.
7. Nedsættelse af opgørelsesrenten
Som anført i Finanstilsynets brev af 11. oktober 1999 har Finanstilsynet fastsat, at en opgørelsesrente på over 4,0% må anses for ubetryggende for forsikringer, der ikke er friholdt for realrenteafgift, og hvor der er anmeldt et omkostnings- og sikkerhedstillæg på 0,5%.
I henhold til Julebrevet af 3. december 1998 accepterede Finanstilsynet, at årsregnskaberne for 1998 blev udarbejdet uden den forhøjelse af livsforsikringshensættelserne, der måtte være nødvendiggjort af, at det forventelige afkast var lavere end den garanterede rente, idet den af selskabet skønnede nødvendige forhøjelse kunne være indeholdt i bonusudjævningshensættelserne eller dækkes af merværdier.
Hvis selskabet i årsregnskabet for 1998 ikke havde forhøjet livsforsikringshensættelserne med henvisning til, at det fornødne beløb var indeholdt i bonusudjævningshensættelserne eller i merværdier, skal en forhøjelse af livsforsikringshensættelserne som følge af den nu fastsatte maksimale opgørelsesrente betragtes som en ændring af værdiansættelsesmetoden, der kræver, at posterne i åbningsbalancen ændres, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 122a.
Ændringen af åbningsbalancen foretages således, at den del af den nødvendige forhøjelse, som i årsregnskabet for 1998 var indeholdt i bonusudjævningshensættelserne, overføres fra bonusudjævningshensættelserne til livsforsikringshensættelserne i åbningsbalancen.
Der foretages en tilsvarende ændring af sammenligningstallene fra 1998 for resultatopgørelse og balance, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
8. Beregning af nøgletallene: Bonusreserve og egenkapitalreserve
Hvis selskabet har modregnet urealiserede merværdier i den nødvendige forøgelse af livsforsikringshensættelser, der følger af nedsættelse af opgørelsesrenten, jf. pkt. 7 og Finanstilsynets brev af 11. oktober 1999, skal tælleren i den brøk, der beregner nøgletallet bonusreserver, reduceres med det beløb, der er modregnet i hensættelsesforhøjelsen, og brøkens nævner forhøjes med samme beløb, jf. regnskabsbekendtgørelsens bilag 4, pkt. 4. Nævneren i den brøk, der beregner nøgletallet egenkapitalreserve, skal i givet fald forhøjes tilsvarende. Er formlerne for nøgletallene bonusreserve og egenkapitalreserve korrigeret som anført, skal der redegøres herfor i forbindelse med femårs-
oversigten.
9. Aktieafkastskat
Ved lov nr. 428 af 26. juni 1998 er der indført en 5 pct. skat på afkast af aktier m.v. Denne skat behandles i regnskabsmæssig sammenhæng sammen med realrenteafgiften. Aktieafkastskatten skal således indgå i resultatposten Realrenteafgift og skal i øvrigt indgå sammen med realrenteafgiften i de sammenhænge, eksempelvis nøgletal, hvor realrenteafgiften indgår.
Den andel af posten Realrenteafgift, som er aktieafkastskat, skal oplyses i en note.
10. Udskudt skat
I henhold til regnskabsbekendtgørelsens § 23 skal der foretages hensættelser til udskudt skat. Hvis der forekommer et skattemæssigt aktiv, som med en overvejende sandsynlighed må forventes udnyttet i fremtiden, skal det tilsvarende opføres i regnskabet.
Værdien af såvel udskudt skat som skatteaktiver opgøres ved diskontering med en relevant rente, når der med fornøden sandsynlighed kan fastsættes en minimumsperiode til beløbets afvikling.
11. Udskudt realrenteafgift
Med vedtagelsen af lov nr. 428 af 26. juni 1998 er principperne for betaling af afgift/beskatning af realiserede gevinster på realrenteafgiftsbelagte værdipapirer ændret. Bl.a. skal gevinsterne således ikke længere indgå i beskatningsgrundlaget efter et saldoafskrivningsprincip, men lineært med 20 pct. om året i perioden 2001-2005.
Ændringen indebærer, at Finanstilsynets vejledning af 19. december 1989 vedrørende beregning af hensættelser til udskudt realrenteafgift ikke længere er anvendelig.
Opgørelsen af udskudt realrenteafgift må foretages med udgangspunkt i de ændrede skatteregler. Opgørelsen foretages fortsat ved diskontering af beløbet med en relevant rente.
12. Overført investeringsafkast i koncernregnskabet
I koncernbekendtgørelsens § 15, stk. 5, er anført, at udgangangspunktet for beregning af post 9. Overført investeringsafkast f.e.r. er "årets samlede konsoliderede investeringsafkast i koncernens livsforsikringsselskaber". Udgangspunktet for beregningen skal i stedet være: "Årets samlede konsoliderede investeringsafkast i koncernens livsforsikringsselskaber efter fradrag af den del, der forholdsmæssigt vedrører forsikringsmæssige hensættelser for syge- og ulykkesforsikring."
13. Regnskabsmæssig behandling af egne aktier
Egne aktier, der er erhvervet med henblik på nedsættelse af aktiekapitalen, skal straks ved erhvervelsen sættes til værdien 0. En sådan nedskrivning anses ikke for omfattet af regnskabsbekendtgørelsens § 47 og skal derfor ikke indgå i resultatopgørelsen. Nedskrivningen foretages direkte på egenkapitalen. Den fulde nominelle aktiekapital skal dog fortsat stå i årsregnskabet, indtil alle formaliteter i forbindelse med kapitalnedsættelsen er gennemført.
I alle andre tilfælde skal egne aktier værdiansættes til markedsværdien, og værdireguleringerne skal indgå i resultatopgørelsen. I givet fald opføres en særlig post under egenkapitalen, Reserve for egne aktier, af samme størrelse som værdien af de egne aktier, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 50.
14. Udenlandske aktier
Ved specifikationen af aktiver og deres afkast til markedsværdi, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 67, stk. 1, og bilag 6, skal aktier i virksomheder, der ikke har hjemsted i Danmark, men er børsnoteret i København, klassificeres som Udenlandske kapitalandele.
15. Fordeling af beløb, der fremkommer ved ændring af værdiansættelsesprincipper
De beløb, der måtte fremkomme i forbindelse med ændring af værdiansættelsesprincipper, skal fordeles i primobalancen mellem egenkapitalen og bonusudjævningshensættelserne i overensstemmelse med de fordelingsprincipper, der i øvrigt finder anvendelse ved fordeling mellem egenkapital og hensættelser til de forsikrede.
Når værdiansættelsesprincipperne ændres, skal der oplyses herom i overensstemmelse med § 122 a i lov om forsikringsvirksomhed.
16. Oplysning om basiskapital
Opmærksomheden henledes på, at basiskapitalens størrelse skal oplyses, og at en eventuel forskel mellem basiskapital og egenkapital skal forklares, jf. regnskabsbekendtgørelsens § 80.
Det bemærkes, at en ændringsbekendtgørelse om kapitalgrundlag for livsforsikringsselskaber forventes udstedt inden udgangen af 1999. Ændringerne er præciseringer i overensstemmelse med art. 25 i 3. livsforsikringsdirektiv og vedrører i det væsentligste anvendelsen af efterstillede kapitalindskud.
17. Euro-værdien pr. 31/10 1999
Modværdien for en euro den 31. oktober 1999 var 7,4337 DKK.
Den modværdi, der skal anvendes ved omregning af euro-beløb ( i bekendtgørelsen benævnt ECU) i bekendtgørelse nr. 637 af 6. juli 1994 om kapitalgrundlag for livsforsikringsvirksomhed, er følgelig 7,50 DKK, jf. § 3 i denne bekendtgørelse.
18. Tabel over opskrivningsfaktorer i 2000 for indeksobligationer
Tabellen over opskrivningsfaktorer i 2000 for indeksobligationer forventes udsendt i uge 49.
19. Regnskaber i euro
De offentlige årsregnskaber kan efter selskabets valg udarbejdes enten i euro eller i danske kroner.
Selskaber, der benytter sig af muligheden for at udarbejde årsregnskaber i euro, vil dog skulle foretage regnskabsindberetning til Finanstilsynet i danske kroner, dvs. tallene i regnskabsindberetningen skal være omregnet fra euro-regnskabet til danske kroner. Selskaber, der får behov for at foretage en sådan omregning, bedes kontakte Finanstilsynet (økonomisk-statistisk kontor) med henblik på nærmere at aftale den omregningsmetode, der skal benyttes.
20. Opdeling af livsforsikringshensættelserne efter størrelsen af de garanterede renter
I henhold til lov om forsikringsvirksomhed § 120, stk. 3, skal der gives supplerende oplysninger i årsregnskabet, hvis anvendelsen af de gældende regnskabsbestemmelser ikke er tilstrækkelige til at give et retvisende billede som krævet i § 120, stk. 2.
Under hensyn til det nuværende renteniveau og de forskellige rentegarantier, som selskaberne har afgivet, er det Finanstilsynets opfattelse, at denne bestemmelse nødvendiggør, at der i en note i årsregnskabet foretages en beløbsmæssig opdeling af selskabets livsforsikringshensættelser efter de rentesatser (garanterede renter), der er forudsat i de tekniske grundlag. Endvidere oplyses den opgørelsesrente, der er anvendt for de forskellige dele af livsforsikringshensættelserne. Overstiger den af selskabet anvendte opgørelsesrente fra den maksimale opgørelsesrente på 4%, som Finanstilsynet har fastsat, jf. pkt. 7, skal afvigelsen begrundes.
21. Opgørelse af livsforsikringshensættelser og anmeldt teknisk grundlag
Som anført i lov om forsikringsvirksomhed § 30 og i regnskabsbekendtgørelsens § 52 skal livsforsikringshensættelserne opgøres i overensstemmelse med det til Finanstilsynet anmeldte tekniske grundlag.
Opmærksomheden henledes på, at hvis livsforsikringshensættelser skønnes at måtte opgøres på en anden måde end den, der er fastsat i det anmeldte tekniske grundlag, skal der derfor foretages anmeldelse til Finanstilsynet af ændringerne i grundlaget.
22. Eventuelle kritiske bemærkninger i revisionsprotokollatet
Af § 4, stk. 2, 2. pkt. i Finanstilsynets bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder og finansielle koncerner fremgår det, at revisorerne i et særskilt afsnit i protokollatet vedrørende årsregnskabet skal opsummere samtlige kritiske bemærkninger.
Selskabernes bestyrelser kan over for Finanstilsynet kommentere de eventuelle kritiske bemærkninger, revisionen i henhold til ovenstående bestemmelse har opsummeret herunder kommentere, om der er iværksat foranstaltninger på baggrund af de kritiske bemærkninger, eller hvilke tiltag bestyrelsen agter at tage som følge af bemærkningerne. Bestyrelsens bemærkninger kan indsendes til Finanstilsynet i forbindelse med indsendelsen af revisionsprotokollatet.
Finanstilsynet, den 3. december 1999
Lars Østergaard
/Flemming Petersen