NOA-Meddelelse om bevilling af uddannelsesorlov til socialformidleruddannelsen
Statutory Text (1 Articles)
NOA-Meddelelse om bevilling af uddannelsesorlov til socialformidleruddannelsen
Fortolkningsbidrag til § 2, nr. 1, i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 92 af 9. februar 1998 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse.
På given foranledning skal styrelsen præcisere, at der ikke kan bevilges uddannelsesorlov til socialformidleruddannelsen.
Ifølge § 2, nr. 1, i bekendtgørelsen kan der ikke bevilges uddannelsesorlov til lange og mellemlange videregående uddannelser, samt korte videregående uddannelser, der som bifag eller sidefag el. lign. knytter sig til en forudgående videregående uddannelse, bortset fra uddannelser, der udbydes efter lov om åben uddannelse eller tilsvarende lovgivning. Ved afgørelsen af, om der er tale om en mellemlang eller lang videregående uddannelse, tages udgangspunkt i Dansk Uddannelses Nomenklatur.
Ifølge Dansk Uddannelses Nomenklatur, er uddannelsen til socialformidler på Danmarks Forvaltningshøjskole en mellemlang videregående uddannelse (niveau 6). Uddannelsen udbydes endvidere ikke efter lov om åben uddannelse eller tilsvarende lovgivning. På den baggrund kan der ikke bevilges uddannelsesorlov til socialformidleruddannelsen.
Styrelsen skal anmode Arbejdsformidlingerne om at indrette administrationen i forbindelse med bevilling af uddannelsesorlov i overensstemmelse hermed.