Kundgørelse om politiets brug af stav
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 1. Politiet må kun gøre brug af stav, når formålet ikke kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger.
§ 2. Politiet må kun anvende stav i følgende tilfælde
1) Når det skønnes nødvendigt for at afværge personlig overlast mod polititjenestemanden selv, andre polititjenestemænd eller tredjemand.
2) Når det skønnes nødvendigt for at gennemføre anholdelse af farlige lovovertrædere.
3) Når det skønnes nødvendigt, fordi nogen søger at hindre en anholdelse eller søger at befri en anholdt.
4) Når det skønnes nødvendigt, fordi nogen ved anvendelse af magt i øvrigt søger at hindre en tjenestehandling.
5) Når det skønnes nødvendigt for at sikre gennemførelsen af en ordre, hvis øjeblikkelige efterkommelse er påkrævet, og mod hvilken der gøres aktiv eller passiv modstand.
§ 3. Politistaven skal anvendes med besindighed for ikke at påføre nogen større overlast end nødvendigt.
§ 4. Politistaven må kun rettes mod arme, ben, ryg og sæde.
Stk. 2. Politistaven må ikke rettes mod hoved, hals, nakke, kraveben, bryst, mave, nyrer, skridt eller rygsøjle.
Stk. 3. Politistaven må ikke anvendes til stød.
Stk. 4. Det bør i videst muligt omfang undgås at anvende politistaven mod knæ, albuer og andre led.
§ 5. Polititjenestemænd under samlet kommando må kun bruge stavene efter direkte ordre, medmindre betingelserne i § 2, nr. 1 er opfyldt.
§ 6. Enhver brug af staven skal indberettes til politimesteren (politidirektøren).
Stk. 2. Er staven anvendt efter ordre, jf. § 5, afgives én samlet indberetning.
Stk. 3. Af indberetningen skal fremgå de omstændigheder, der nødvendiggjorde stavens brug, samt anføres, efter hvilken bestemmelse i denne kundgørelse staven er anvendt. Har anvendelse af staven forårsaget skader, skal det fremgå af indberetningen.
Stk. 4. De afgivne indberetninger om stavens brug opbevares hos politimesteren (politidirektøren).
Stk. 5. Politimesteren (politidirektøren) skal på de periodiske statistikskemaer underrette Rigspolitichefen om antallet af tilfælde, hvor politistaven har været anvendt, samt anføre begrundelserne herfor.
§ 7. Politiet må kun bruge stave, som er udleveret af Rigspolitichefen.
§ 8. Kundgørelse II nr. 37 af 21. januar 1987 ophæves.
Rigspolitichefen, den 30. september 1998
Boye
/Karsten Petersen
Kundgørelse om politiets brug af stav