Kundgørelse om tjenesteordning for polititjenestemænd, der udfører opgaver for hjemmeværnet og redningsberedskabet
Statutory Text (1 Articles)
Kundgørelse om tjenesteordning for polititjenestemænd, der udfører opgaver for hjemmeværnet og redningsberedskabet
1. Generelt
Polititjenestemænd, der udfører opgaver for hjemmeværnet og redningsberedskabet, er omfattet af arbejdstidsreglerne i Rigspolitichefens kundgørelse II nr. 11 og øvrige bestemmelser for tjenestens tilrettelæggelse og udførelse med de nedenfor anførte undtagelser og bemærkninger.
2. Administrative regler
2.1. Når en polititjenestemand udfører tjeneste i hjemmeværnet eller i redningsberedskabet, skal tjenesten indgå i tjenestestedets planlægning af normperioden for den pågældende polititjenestemand, og der kan således ikke optjenes overarbejde.
2.2. Der optjenes særlige ydelser under tjenesten.
2.3. Der ydes time- og dagpenge efter gældende regler.
2.4. Polititjenestemænd, der ydes honorar for i fritiden at virke som instruktører ved hjemmeværnet og redningsberedskabet, er ikke omfattet af kundgørelsen.
3. Polititjenestemænd, der udfører opgaver for hjemmeværnet og redningsberedskabet
3.1. Polititjenestemænd kan efter politidirektørens/politimesterens bestemmelse deltage i uddannelse samt planlægning og afvikling af øvelser, der tilrettelægges som hjælp ved løsning af visse praktiske politiopgaver, såsom trafikregulering, afspærring og eftersøgning.
3.2. Polititjenestemænd kan afgives i indtil 8 timer pr. døgn (7,4 timer) som kursusledere og instruktører ved kurser for personel i hjemmeværnets politikompagnier A og Politiets Beredskabs Ordenskorps.
4. Polititjenestemænd, der er meddelt A-tilladelse
4.1. Polititjenestemænd, der er meddelt A-tilladelse, kan derudover og uanset, at der fra hjemmeværnet ydes rådighedsvederlag til visse funktioner, efter politidirektørens/politimesterens bestemmelse anvende tjenestetid svarende til en årsnorm på 24 tjenestedage til følgende hjemmeværnstjeneste
- kompagniets daglige administration
- hjemmeværnsmøder
- instruktørvirksomhed ved egen enhed
- planlægning af og deltagelse i øvelser.
5. Hjemmeværnskurser
5.1. Polititjenestemænd kan efter politidirektørens/politimesterens bestemmelse meddeles tilladelse til deltagelse som elever på hjemmeværnets kurser.
6. Kursus på Beredskabsstyrelsens skoler
6.1. Polititjenestemænd kan efter politidirektørens/politimesterens bestemmelse meddeles tilladelse til deltagelse som elever på Beredskabsstyrelsens skoler.
Kundgørelse I nr. 20 af 31. januar 1990 ophæves.