Kundgørelse om funktionsvederlag
Statutory Text (1 Articles)
Kundgørelse om funktionsvederlag
A. Tjenestemænd og overenskomstansat kontorpersonale
I tilslutning til aftale af 7. juli 1979 mellem Finansministeriet og Tjenestemændenes Centralorganisationer om betaling mv. til tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken under midlertidig tjeneste i højere stilling, jf. Finansministeriets cirkulære nr. 141 af 24. august 1979, meddeles følgende
En tjenestemand eller overenskomstansat, i det følgende kaldet medarbejder, som efter særlig ordre gør midlertidig tjeneste i en stilling, der lønmæssigt er klassificeret højere end hans egen, er berettiget til funktionsvederlag (betaling) efter nedenstående retningslinier under forudsætning af, at han overtager samtlige de arbejdsopgaver, der er forbundet med den højere stilling.
1. Forudsætninger for funktion
1.1. Forudsætningen for funktionsvederlag i en højere stilling er,
at stillingen er optaget på tjenestestedets normativ som en chargestilling,
at stillingen er ledig, eller
at indehaveren af stillingen - for polititjenestemænds vedkommende en stilling i lønramme 32 eller højere - f.eks. på grund af sygdom, ferie, funktion i en højere stilling, ophold på politiskole eller udkommando, er afskåret fra at udøve sine funktioner, og at disse helt overtages af medarbejderen såvel i henseende til ledelse som ansvar.
1.2. Funktionsvederlag ydes ikke til den, som overtager en overordnets funktioner, fordi den overordnede er sat til andet arbejde på sit tjenestested, eller som følge af ledighed eller andet fravær i en på grund af personlige kvalifikationer tildelt ikke stedbestemt chargestilling.
Er årsagen derimod, at den overordnede midlertidigt fritages for sit almindelige arbejde og sættes til løsning af en speciel opgave af kortere varighed, vil der i ganske særlige tilfælde eventuelt kunne ydes betaling efter forud indhentet godkendelse fra Rigspolitichefen.
1.3. Ved afgørelse af, hvem der skal udpeges til funktion i en højere stilling, hvortil ingen stedfortræder er udpeget, bør der såvel med hensyn til kvalifikationer som til alder tages lignende hensyn som ved indstilling om forfremmelse.
Opstår der oftere funktionsperioder, eller er forudsætningen for funktion til stede i længere tid, kan funktionen af uddannelsesmæssige grunde fordeles mellem flere kvalificerede, således at de pågældende kan få lejlighed til at vise deres egnethed til at bestride en overordnet stilling.
1.4. Lederudviklingsstillinger (polititjenestemænd)
Lederudviklingsstillingerne er uchargerede stillinger
Polititienestemænd i lederudviklingsstillinger forpligter sig til at påtage sig lederopgaver og midlertidig tjeneste i lønramme 29 uden særskilt vederlag herfor.
Der vil alene kunne ydes funktionsvederlag, til polititjenestemænd i lønrammerne 16-25 for funktion i lønramme 29, såfremt forudsætningerne i pkt. 1.1. a og b. er til stede.
2. Retten til betaling
2.1. Retten til funktionsvederlag indtræder, når medarbejderen har varetaget midlertidig tjeneste i højere stilling i 15 dage i sammenhæng.
Er funktionen i en højere stilling alene begrundet i feriefravær, indtræder retten til funktionsvederlag dog først efter 22 dages tjeneste i sammenhæng.
Karensperioderne på henholdsvis 15 og 22 dage, må ikke være afbrudt af sygdom, ferie eller anden form for fravær. Ved afbrydelse påbegyndes en ny karensperiode.
Afholdelse af ordinære fridage i funktionsperioden, herunder i karensperioden, medregnes i funktionen under forudsætning af, at der er udført tjeneste i den højere stilling på nærmeste arbejdsdag før og efter fridagene.
2.2. Retten til funktionsvederlag er først indtrådt efter en hel karensperiode
Ved funktion ud over karensperioden bevarer medarbejderen retten til funktionsvederlag ved fravær på grund af sygdom eller ferie, men med tilsvarende fradrag i dageantallet.
Tilsvarende gælder med hensyn til fravær af indtil I måneds varighed som følge af ekstraordinær tjenestefrihed.
2.3. Er tjeneste i højere stilling blevet afbrudt af andre grunde end sygdom, ferie eller ekstraordinær tjenestefrihed, bevarer medarbejderen retten til betaling for efterfølgende tjeneste i højere stilling, såfremt tjenesteperioderne i højere stilling ikke er adskilt af mere end 15 dage.
2.4. Under fortsat midlertidig tjeneste i højere stilling ud over 6 måneder oppebærer medarbejderen betaling under fravær på grund af ferie eller som følge af sygdom i indtil 28 dage.
2.5. En medarbejder, der har opnået ret til betaling, oppebærer betaling for hver dags tjeneste i højere stilling beregnet fra den første egentlige tjenestedag i den højere stilling, jf. dog punkt 2.2. og 2.4.
2.6. Såfremt samme medarbejder kontinuerligt forretter midlertidig tjeneste i flere overordnede stillinger, kan tjenesteperioderne sammenlægges med henblik på betalingsberegningen.
3. Vederlagets størrelse
3.1. Betaling for funktion i højere stilling ydes med et beløb, der udgør forskellen mellem den nuværende løn med tillæg og den løn med tillæg, der er gældende for den stilling, som medarbejderen skal fungere i. Sker funktionen på et andet tjenestested udregnes funktionsvederlaget på grundlag af stedtillægssatsen på dette tjenestested.
3.2. De særlige tillæg, der ydes til medarbejdere i lønramme 35 og derover medregnes ikke ved beregning af funktionsvederlag i disse stillinger.
4. Time- og dagpenge, særlige ydelser m.v.
Under midlertidig tjeneste i højere stilling er medarbejderen berettiget til udgiftsdækkende særlige ydelser (time- og dagpenge mv.).
Andre særlige ydelser udbetales efter de for den højere stilling gældende satser, når medarbejderen har varetaget sådan en stilling i henholdsvis 15 eller 22 dage i sammenhæng, jf. punkt 2.1.
5. Medregning af lønanciennitet
En medarbejder, der ansættes i en højere stilling i direkte forlængelse af midlertidig tjeneste i denne stilling - eller anden højere stilling af samme kategori - og som har varetaget de hermed forbundne arbejdsopgaver gennem en sammenhængende periode på mindst 1 år, får medregnet sådan tjeneste ved fastsættelse af lønancienniteten i den højere stilling, som om denne sammenhængende periode af midlertidig tjeneste var udført i den højere stilling, hvori han ansættes.
B. Indberetning
Indberetning om funktionsvederlag sendes til Rigspolitichefen på blanket P 636 senest den 3. i hver måned efter at retten til betaling er indtrådt, jf. punkt. 2. Indberetningerne skal indeholde oplysning om, fra hvilken dato funktionsperioden er påbegyndt og om, hvorvidt der efter periodens påbegyndelse er forekommet dage, på hvilke medarbejderen ikke har udført tjeneste i den højere stilling, hvad enten dette skyldes fravær på grund af sygdom eller ferie, eller der foreligger anden årsag til afbrydelsen af tjenestens kontinuerlige udførelse.
Kundgørelse I nr. 19 af 29. marts 1995 ophæves.
Rigspolitichefen, den 3. december 1997
Boye
/Dahlfelt