Vedrørende manglende fremmøde som vidne i retten

Vedrørende manglende fremmøde som vidne i retten.

Den 10. februar 1999 udsendte jeg en rundskrivelse om behandlingen af forhold, hvor polititjenestemænd

trods forkyndelse er udeblevet som vidner i retten uden lovligt forfald. Skrivelsen har givet anledning til nogle fortolkningsproblemer. Derfor udsender jeg en ny rundskrivelse, hvori der er sket nogle ændringer med hensyn til den disciplinære behandling af disse forhold.

Hvert år modtager jeg indberetninger om, at polititjenestemænd trods forkyndelse er udeblevet som vidner i retten uden lovligt forfald.

Nogle af disse tilfælde bliver indberettet som afgjort disciplinært af politidirektøren/politimesteren, mens andre bliver indberettet til mig til min disciplinære afgørelse.

Det er min opfattelse, at disse sager udfra en disciplinær synsvinkel behandles ret uensartet.

For det første er det mit indtryk, at en del af forholdene slet ikke giver anledning til overvejelser om disciplinær forfølgning eller rent faktisk ikke forfølges disciplinært.

I sager, som forfølges disciplinært, ser det for det andet ud til, at det sjældent bliver taget i betragtning, om den udeblevne tjenestemand er blevet pålagt en bøde i retten i medfør af retsplejeloven § 178.

For det tredje henstår det ofte som uklart for mig, hvordan og i hvilket omfang man rent ledelsesmæssigt forholder sig til imødegåelse af udeblivelser fra retsmøder.

På den baggrund skal jeg fastslå, at fremmøde i retten er en tjenestepligt, og når en polititjenestemand indkaldes som vidne, fordi vedkommende tidligere tjenstligt har beskæftiget sig med sagen, er selve fremmødet en del af tjenesten.

Det bør således tilstræbes, at tjenesten tilrettelægges således at retsmødet falder inden for den planlagte tjeneste.

Jeg betragter politividners udeblivelse uden lovligt forfald som en alvorlig tjenesteforseelse. Det er agtelsesforringende og krænkende for politiets omdømme både hos befolkningen og hos retssystemet. ,

Vidnets udeblivelse medfører hyppigt, at retsmødet udsættes, hvilket typisk indebærer både spild af tid for alle implicerede og krænkelse af en tiltalte ret til rettergang inden for rimelig tid. Udeblivelse kan alternativt føre til øget risiko for retstab, hvis sagen søges afgjort uden vidnets forklaring. Der påhviler polititjenestemænd en helt særlig forpligtelse til at respektere alle retssikkerhedsmæssige garantier, således at skyldige bliver dømt og uskyldige frifundet.

Det er min generelle opfattelse, at sådanne forhold derfor disciplinært bør afgøres af mig med en mindre bøde.

Hvis polititjenestemanden allerede af retten er ikendt en bøde efter retsplejelovens § 178, bør sagen som udgangspunkt i stedet afgøres med en advarsel af politidirektøren/politimesteren.

Konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde skal naturligvis tages i betragtning både ved afgørelse af, om disciplinær forfølgning overhovedet skal indledes, og ved sanktionsfastsættelse.

Denne rundskrivelse træder i stedet for rundskrivelse af 10. februar 1999.

Boye