Legislator Case Law & Legislation
C19991059710 DK

Nye maskinelt udskrevne opholdskort i kreditkortformat.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1998 10597 Historic

Nye maskinelt udskrevne opholdskort i kreditkortformat.

Udlændingestyrelsen har orienteret Rigspolitiet om, at der indføres maskinelt udskrevne opholdskort i kreditkortformat. Styrelsen har i den forbindelse anmodet Rigspolitiet om at orientere de berørte politikredse om, at der skal anvendes følgende procedure ved underskrift og udfyldelse af det stamkort, der skal anvendes ved udfærdigelsen af det nye opholdskort

Alle udlændinge, der til politiet indgiver ansøgning om opholdstilladelse eller om opholds- og arbejdstilladelse her i landet, skal anmodes om at underskrive et stamkort bortset fra

* børn under 18 år, der bor hos forældremyndighedens indehaver og ikke er flygtninge, og

* personer, der ansøger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, på grundlag af ægteskab eller samliv med en herboende, og som ikke er EF/EØS-statsborgere eller flygtninge, og som er i besiddelse af gyldigt pas, og hvor pågældende endnu ikke har haft opholdstilladelse her i landet i omkring 2 år og 10 måneder, samt

* personer, der ansøger om opholds- og arbejdstilladelse i Grønland eller på Færøerne.

Ansøgerens underskrift vil blive gengivet på bagsiden af de nye opholdskort.

Underskriften skal påføres med kuglepen eller tusch (ikke med blyant) på stamkortet i og inden for det røde felt.

Er ansøgeren ikke i stand til at skrive sit navn, kan den pågældende sætte et kryds eller lignende i feltet.

På stamkortet anføres ansøgerens udlændingenummer, såfremt et sådant kendes. Har ansøgeren ikke et udlændingenummer, anføres den pågældendes efternavn og fødedato. Indgiver flere personer med samme udlændingenummer ansøgning samtidig, skal enten Pln.nr. eller efternavn og fødedato anføres af hensyn til identifikation af stamkortet.

Foto skal påklæbes stamkortet i det dertil beregnede felt, hvilket sker ved at fjerne dæk-mærkaten. Under denne er der selvklæbende tape, hvorpå fotoet sættes og trykkes fast.

Personer, der indgiver ansøgning på gult ansøgningsskema (4-001) og ikke henhører under de tre over for nævnte persongrupper, skal således fremover medbringe 2 fotos, idet Udlændingestyrelsen fortsat har brug for et foto til sagen ved førstegangsansøgninger. Personer, der indgiver ansøgning om forlængelse på orange skema (4-002) eller de gamle forlængelsesskemaer, skal medbringe 1 foto.

Stamkortet lægges ind i ansøgningsskemaet på samme måde som andre bilag, f.eks. samlivserklæring, vielsesattest mv. og fremsendes til styrelsen sammen med ansøgningsskemaet og andet relevant materiale vedrørende ansøgningen.

I de få tilfælde, hvor politikredsene modtager ansøgninger om opholdsbevis eller opholdstilladelse efter EF/EØS-bekendtgørelsen og foretager en sædvanlig indledende sagsbehandling, fremsendes ansøgningen med stamkort mv. til statsamtet.

Udlændingestyrelsen forventer at tage de nye opholdskort i brug omkring uge 37 i september måned 1998. Af hensyn til sagsbehandlingstiden skal politikredsene allerede fra den 5. august 1998 eller snarest derefter anmode ansøgere om at underskrive stamkort og fremsende disse til styrelsen.

Setec A/S Danmark foretager den maskinelle udskrivning af opholdskortene og sender disse til ansøgeren.

I forbindelse med ansøgninger indgivet før udsendelsen af stamkort til politiet kan der forekomme sager, hvor styrelsen vil anmode en ansøger om at rette henvendelse til politiet med henblik på at underskrive stamkort.

I forbindelse med indførelsen af de maskinelt udskrevne opholdskort kan det ikke udelukkes, at der til politiet vil blive indgivet flere anmeldelser end normalt om tabte eller stjålne opholdskort med henblik på at få udstedt erstatningskort.

Stamkortene bestilles af politikredsene hos Setec Danmark A/S, Borupvang 1 A, Postboks 53, 2750 Ballerup, telefon 44 82 74 00, telefax 44 66 80 56. Stamkortene betales af Udlændingestyrelsen.

Stamkortene leveres i kasser med 200 stk.

Der vil senere blive udsendt prøveeksemplarer af de nye opholdskort.

Erik Justesen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →