Om anbringelse af frihedsberøvede/varetægtsfængslede asylansøgere i institutionen for frilhedsberøvede asylansøgere i Sandholm og i arresthusene.
Statutory Text (1 Articles)
Om anbringelse af frihedsberøvede/varetægtsfængslede asylansøgere i institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm og arresthusene.
Den særlige institution for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm udvides således, at der sker en fordobling af kapaciteten til 120 pladser samtidig med, at der etableres en særlig modtagelsesafdeling med 30 pladser. Efter drøftelse med Direktoratet for Kriminalforsorgen og Vestre Fængsel fastsættes i den anledning følgende retningslinier
1. Politikredse, som hidtil har indsat asylansøgere, der er frihedsberøvet i medfør af udlændingeloven, i Vestre Fængsel, skal med virkning fra den 14. januar 1994 kl. 06.00 benytte modtagelsesfunktionen i
Institutionen for frihedsberøvede
asylansøgere i Sandholmlejren
Ellebækvej 13 A,
3460 Birkerød
Tlf. 42 27 78 57 eller 42 27 05 86
Telefax 42 27 51 37.
Forinden indsættelse i modtagelsesafdelingen skal der rettes telefonisk henvendelse til institutionen med oplysning om
- den frihedsberøvedes navn, m.v.,
- kategori for indsættelsen, jf. afsnit 2,
- den frihedsberøvedes fysiske og psykiske tilstand,
- eventuelle oplysninger fra læge, skadestue, psykiater,
- eventuelt medicin- eller metadonbrug,
- hvorvidt der medfølger en tolk ved indsættelsen, eller om der ved politiets sagsbehandling har været anvendt tolk, og i så fald navnet på tolken,
- hvorvidt der er sket underretning til udlændingens i Danmark boende familie.
Det vil herefter blive oplyst, hvornår den frihedsberøvede vil kunne modtages i institutionen.
Det skal af følgesedlen til institutionen tydeligt fremgå, at den pågældende er asylansøger.
2. Kategorisering ved indsættelse i institutionen på baggrund af frihedsberøvelsesgrundlag
Asylansøgere, der indsættes i institutionen, inddeles i følgende kategorier
2.1. Asylansøgere i "normalprocedure".
Direktoratet for Udlændinge har truffet beslutning om, at asylansøgningen skal behandles i Danmark. Ansøgeren er ikke identificeret.
2.2. Asylansøgere i "venteposition".
Direktoratet for Udlændinge har ikke på det foreliggende grundlag kunnet træffe afgørelse om, hvorvidt asylansøgningen skal behandles i Danmark. Ansøgeren er som oftest ikke identificeret, og rejserute og færden er ikke fastlagt.
2.3. Visse asylansøgere, varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 35.
Asylansøgere, varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 35 efter at have afsonet en dom for kriminalitet med relation til asylansøgningen. Der vil typisk være tale om asylansøgere, der dømt for dokumentfalsk ved brug af falsk rejsedokument i forbindelse med indrejse i eller forsøg på udrejse af Danmark.
2.4. Asylansøgere, der ikke har overholdt opholdspligt i medfør af udlændingelovens § 34, eller er udeblevet fra afhøring.
Asylansøgere, der ikke har efterkommet Direktoratet for Udlændinges bestemmelser om at tage ophold, eller er udeblevet fra asylafhøring ved politiet eller Direktoratet for Udlændinge, hvortil den pågældende er indkaldt.
2.5. Asylansøgere i "udsendelsesposition".
Der er af den kompetente myndighed truffet afgørelse om afvisning, udvisning eller udsendelse. Udlændingen tilbageholdes for at sikre, at beslutningen kan gennemføres. Det bemærkes, at kategorien således også omfatter asylansøgere, der af Direktoratet for Udlændinge er meddelt afvisning i medfør af udlændingelovens § 48, stk. 2, og som afventer tilbagetagelsesforhandling til 3. land.
2.6. Asylansøgere, der har øvet vold eller fremsat trusler overfor asylcentrets personale.
Asylansøgere, der ikke har kunnet tilpasse sig forholdene på et indkvarteringssted i frihed.
3. Anbringelse af asylansøgere i arresthus.
Politikredse, som hidtil har haft frihedsberøvede asylansøgere indsat i arresthus, mens sagen behandles, skal overføre asylansøgere til Institutionen i Sandholm. Den videre sagsbehandling overtages samtidig af Den centrale Politiafdeling.
I de tilfælde, hvor der er tale om asylansøgere i venteposition, jf. pkt. 2.2, og asylansøgere, der af Direktoratet for Udlændinge i medfør af udlændingelovens § 48, stk. 2, er meddelt afslag, jf. pkt. 2.5, kan der dog ske anbringelse i arresthus i indtil 7 dage fra frihedsberøvelsens iværksættelse.
4. Transport af den frihedsberøvede i forbindelse med indsættelse i institutionen
Politikredsen, som har behandlet sagen, forestår transporten til institutionen.
5. Anvendelse af tolk ved den første indsættelse i institutionen og arresthusene.
Det henstilles, at tolken, som har været anvendt i forbindelse med politiets afhøring af asylansøgeren, så vidt muligt følger den frihedsberøvede til institutionen og arresthusene og medvirker ved indsættelsen, så der ikke opstår sproglige problemer med deraf følgende risiko for magtanvendelse.
6. Andre frihedsberøvede/varetægtsfængslede udlændinge.
Udlændinge, der ikke er eller har været asylansøgere, men afventer, at der af den kompetente myndighed træffes beslutning om af- eller udvisning eller gennemførsel af en sådan beslutning, skal ikke anbringes i institutionen i Sandholm, men som hidtil indsættes i Vestre Fængsel eller i et arresthus. Det samme gælder asylansøgere, som anholdes og varetægtsfængsles i henhold til retsplejelovens bestemmelser herom.
Boye
Hans-Viggo Jensen