Legislator Case Law & Legislation
C19991054710 DK

Om behandlingen af sager om tilbagetagelse efter den nordiske paskontroloverenskomst.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1993 10547 Historic

Om behandlingen af sager om tilbagetagelse efter den nordiske paskontroloverenskomst.

A. Baggrund.

1) I paskontroloverenskomstens §§ 6 og 10 er fastsat regler om, at et andet nordisk land, dvs. Sverige, Norge, Finland og Island i en række tilfælde, hvor en ikke-nordisk statsborger er indrejst fra dette land til Danmark, er forpligtet til at tilbagetage pågældende udlænding. Dette gælder således, hvor udlændingen burde have været afvist ved vedkommende nordiske lands ydergrænse til overenskomstområdet, fordi pågældende ikke har gyldigt pas eller anden nødvendig indrejselegitimation, eller fordi pågældende savner nødvendig indrejsetilladelse til de lande, pågældende vil besøge, eller fordi pågældende er udvist af et af de nordiske lande. Tilbagetagelsespligten gælder ligeledes i tilfælde, hvor udlændingen uden gyldigt pas eller anden særlig tilladelse er indrejst direkte fra vedkommende nordiske land.

Tilbagetagelsespligten forudsætter, at udlændingens tidligere ophold i det nordiske land er rimeligt sandsynliggjort gennem den pågældendes forklaring eller synbare beviser (togbilletter, hotelregninger, tøjmærker etc.).

Dernæst er det en betingelse og en afgørende forudsætning, at anmodning om tilbagetagelse fremsættes inden 1 måned efter, at danske myndigheder er blevet bekendt med udlændingens ophold i Danmark. Reglerne om tilbagetagelse finder imidlertid ikke anvendelse, såfremt opholdet i Danmark har været af mere end 6 måneders varighed, eller hvis pågældende her i landet er meddelt opholdstilladelse.

B. Regler for sagsbehandling og fremsættelse af tilbagetagelsesanmodning.

1) Pågribes en udlænding i en politikreds, og er der mistanke om, at pågældende ulovligt er indrejst fra et andet nordisk land til Danmark, foretages der omgående, og uanset om der rejses straffesag mod den pågældende, og om pågældende søger asyl, underretning til Rigspolitichefen, afdeling E., Den centrale Politiafdeling, således at muligheden for gennemførelse af en tilbagetagelse på et senere tidspunkt består.

2) Underretning sker pr. telefon eller telefax og følges op af fremsendelse af anholdelsesrapport.

3) Søger udlændingen asyl, indhentes sideløbende med underretningen resolution fra Direktoratet for Udlændinge, jævnfør udlændingeloven § 48, stk. 2, om eventuel afvisning eller udvisning, når pågældendes rejserute er fastlagt.

4) a) Ved anholdelsen skal udlændingen underkastes en grundig ransagning for at sikre materiale, der kan bidrage til at dokumentere det tidligere ophold i et andet nordisk land. Dette materiale vil typisk være billetter, regninger, kvitteringer, tøjmærker, fødevarer, breve og lignende.

b) Der skal tillige ske en nøje identitetsfastlæggelse, og legitimationsdokumenter af enhver art skal sikres. Ikke blot rejsedokumenter men også ID-papirer, attester, medlemskort, foreningsbeviser og lignende skal sikres.

c) Anholdelsesrapporten bør indeholde en nøje beskrivelse af udlændingens rejserute til og i Norden med angivelse af tidspunkter for rejsen.

d) Anmodning til myndighederne i de aktuelle nordiske lande om tilbagetagelse fremsættes af Rigspolitichefen, afdeling E, Den centrale Politiafdeling.

Overskrides ovennævnte frist for fremsættelse af anmodning om tilladelse, afslår de øvrige nordiske lande uden fravigelse tilbagetagelse.

e) Er der af personer bosiddende her eller i udlandet ydet bistand til indrejse i Danmark, skal omstændighederne nøje beskrives, herunder om der er ydet betaling, og bistandsyderens identitet skal søges fastlagt med henblik på eventuel tiltalerejsning for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3. Genpart af rapporten indsendes til Rigspolitichefen, afdeling E, Den centrale Politiafdeling.

Boye

Hans-Viggo Jensen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →