Om videregivelse af oplysninger fra Centralregisteret for Motorkøretøjer (CRM) til private.
Statutory Text (1 Articles)
Om videregivelse af oplysninger fra Centralregisteret for Motorkøretøjer (CRM) til private.
Efter aftale med Justitsministeriet vil der af politiet kunne videregives oplysninger fra Centralregisteret for Motorkøretøjer i følgende tilfælde
l. Færdselsuheld
Den, der ønsker at regulere en skade direkte med modparten, kan få oplyst navn og adresse på modparten samt navnet på ansvarsforsikringsselskabet, såfremt den pågældende opgiver registreringsnummeret.
2. Betalingssager
Såfremt politiet skønner, at der ikke foreligger et strafbart forhold men alene en betalingssag, kan navn og adresse på ejeren (brugeren) af et køretøj meddeles anmelderen, såfremt denne kun kender skyldneren gennem registreringsnummeret. Oplysninger kan således meddeles til benzinsælgere, parkeringshuse, reparatører, rederier o.l.
I begge tilfælde gælder, at der ikke må meddeles oplysninger, hvis der er markeret adressebeskyttelse. I givet fald må vedkommende henvises til at rette skriftlig henvendelse til Rigspolitichefen, Afdeling D.
Herudover vil der af Rigspolitichefens afd. D kunne videregives oplysninger i følgende tilfælde
3. Underpantsætning og kreditkøb med ejendomsforbehold.
En ufyldestgjort kreditkøbsælger eller panthaver kan få oplyst navn og adresse på nuværende ejer (bruger) af køretøjet.
4. Ufyldestgjort rekvirent i fogedsag
En kreditor, der ved udskrift af rets-, foged-, dombog e.l. kan dokumentere et retskrav mod en formodet ejer af et køretøj, som i retten har erklæret ikke at kunne påvise noget, der er egnet til genstand for udlæg, kan få oplyst, hvorvidt pågældende er ejer af køretøjet, såfremt der opgives et registreringsnummer.
5. Brugt køretøjs fortid
Såfremt ejeren af et køretøj har retlig interesse deri, kan der gives oplysning om antal tidligere ejere (brugere), hvor længe og hvornår køretøjet har været i hver ejers (brugers) besiddelse samt oplysning om køretøjets tekniske data. Navnet på den person, der senest har været registreret som ejer (bruger), vil også kunne oplyses.
6. Andre retsforhold
Enkeltstående oplysninger vil iøvrigt kunne videregives til brug i konkrete retsforhold til private, som kan godtgøre at have en retlig interesse i at få de pågældende oplysninger, som klart overstiger hensynet til hemmeligholdelse.
7. Terminaladgang til visse oplysninger
Forsikringsselskaber og andre private efter en af Justitsministeriet godkendt aftale.
Rigspolitichefens cirkulæreskrivelse af den 3. februar 1988 om videregivelse af oplysninger fra Centralregisteret for Motorkøretøjer til private ophæves.