Meddelelse om sager om overtrædelse af markedsføringsloven
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om sager om overtrædelse af markedsføringsloven
1. Indledning
I forbindelse med markedsføringsloven ikrafttræden i 1975 udsendtes RM nr. 7/75. Denne meddelelse blev i anledning af en ændring af bekendtgørelsen om reglerne for Forbrugerombudsmandens virksomhed suppleret med RM nr. 2/82. Den 1. oktober 1994 trådte en ny markedsføringslov i kraft, jf. lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring, som ændret ved lov nr. 342 af 2. juni 1999. Der henvises herved til lovbekendtgørelse nr. 545 af 1. juli 1999. I medfør af lovens § 15, stk. 5, er udstedt en bekendtgørelse om regler for Forbrugerombudsmandens virksomhed, jf. bekendtgørelse nr. 890 af 26. oktober 1994. I den anledning har der vist sig et behov for at ændre reglerne i RM nr. 7/1975 og RM nr. 2/1982, jf. nedenfor pkt. 2 og 4.
2. Forelæggelse af sager for Forbrugerombudsmanden
Påtale for overtrædelse af markedsføringsloven bør som udgangspunkt ikke rejses, uden at Forbrugerombudsmanden har givet tilslutning dertil. I sager hvor det er åbenbart, at der ikke indgår forbrugerhensyn, og hvor førelse af sagen ikke forudsætter en særlig viden eller ekspertise i forhold til markedsføringsloven, skal sagen ikke forelægges for Forbrugerombudsmanden. Sager vedrørende overtrædelse af markedsføringslovens § 10 om erhvervshemmeligheder m.v. skal således ikke forelægges for Forbrugerombudsmanden.
3. Tiltalens udførelse
Efter retsplejelovens § 105, stk. 3, kan Forbrugerombudsmanden og ansatte i Forbrugerstyrelsen beskikkes til at udføre tiltale for Sø- og Handelsretten og byretterne i sager vedrørende lov om markedsføring.
For så vidt angår tiltale for overtrædelse af markedsføringsloven udføres denne i medfør af lovens § 19, stk. 6, af Forbrugerombudsmanden, såfremt denne begærer dette.
4. Værneting
Ved lovændringen i 1994 skete der en ændring af reglerne om værneting ved sager om overtrædelse af markedsføringsloven. Ifølge lovens § 14, stk. 2, skal offentlige straffesager om overtrædelse af markedsføringsloven behandles ved Sø- og Handelsretten, medmindre nærmere kendskab til markedsføringsforhold skønnes at være af uvæsentlig betydning for sagens afgørelse. Afgørelsen herom bør i tvivlstilfælde træffes efter forhandling med Forbrugerombudsmanden.
5. Ophævelse af forskrifter
RM nr. 7/1975 og RM nr. 2/1982 ophæves.
Rigsadvokaten, den 15. september 1999
Henning Fode