Legislator Case Law & Legislation
C19991047010 DK

Vedrørende en hurtigere og smidigere behandling af ansøgninger om opholdstilladelse for udenlandske studerende og gæsteforskere.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1995 10470 Historic

Vedrørende en hurtigere og smidigere behandling af ansøgninger om opholdstilladelse til udenlandske studerende og gæsteforskere.

Direktoratet for Udlændinge har i en skrivelse af 15. august 1995 anmodet Rigspolitiet om at underrette samtlige politikredse om en mellem Direktoratet for Udlændinge og Rektorkollegiets Internationale Udvalg indgået aftale, der skal sikre en hurtigere og smidigere behandling af ansøgninger om opholdstilladelse til udenlandske studerende og gæsteforskere.

I den forbindelse vedlægges Direktoratet for Udlændinges ovennævnte skrivelse af 15. august med tilhørende bilag.

Det bemærkes, at der, såfremt der opstår tvivlsspørgsmål vedrørende den aftalte ansøgningsprocedure,

bedes rettet henvendelse til Direktoratet for Udlændinge herom.

Boye

Bilag

Direktoratet for Udlændinge 15. august 1995

1. kontor

Vedrørende en hurtigere og smidigere behandling af ansøgninger om opholdstilladelse til udenlandske studerende og gæsteforskere.

I april 1995 blev der på foranledning af Indenrigsministeriet nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af repræsentanter for Rektorkollegiet og Direktoratet for Udlændinge med henblik på at gennemføre en hurtigere og smidigere behandling af ansøgninger om opholdstilladelse til udenlandske studerende og gæsteforskere.

Arbejdsgruppen har nu afsluttet sit arbejde, idet der er indgået en aftale mellem Rektorkollegiets Internationale Udvalg og Direktoratet for Udlændinge. Aftalen skal sikre, at ansøgninger om opholdstilladelse fra udenlandske studerende og gæsteforskere som hovedregel behandles indenfor 1 måned fra modtagelsen af ansøgningen i direktoratet. Den hurtige sagsbehandling er dog betinget af, at den enkelte uddannelsesinstitution indestår for, at den pågældende ansøger har tilstrækkelige midler under sit ophold i Danmark.

Af aftalen fremgår endvidere fremgangsmåden ved indgivelse af ansøgninger om opholdstilladelse fra udenlandske studerende og gæsteforskere, hvilke persongrupper der er omfattet af aftalen, samt en oversigt over kontaktpersoner i direktoratet og på uddannelsesinstitutionerne.

Idet 60 kopier af aftalen med bilag vedlægges, skal direktoratet herved anmode Rigspolitichefen, afdeling E, Den Centrale Politiafdeling om ved fremsendelse af et eksemplar af aftalen at underrette samtlige danske politimesterembeder om den indgåede aftale og især den vedtagne fremgangsmåde for indgivelse af ansøgninger, der medfører, at ansøgninger - herunder om forlængelse - der indgives ved et politimesterembede, skal vedlægges det som bilag 1 (førstegangsansøgninger) eller 2 (forlængelser) til aftalen vedlagte tillægsskema, som tillige skal medsendes ved politimesterembedets fremsendelse af ansøgningen til direktoratet.

Det bemærkes, at tillægsskemaerne kun opbevares af Rektorkollegiet eller dets uddannelsesinstitutioner, og at tillægsskemaerne skal være udfyldt af både uddannelsesinstitutionen og ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen ved politimesterembedet. De enkelte politimesterembeder skal således ikke have eksemplarer af tillægsskemaerne liggende med henblik på udlevering til ansøgere.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på fremgangsmåden for indgivelse af ansøgninger fra denne persongruppe, der fremgår af bilag 3 til ovennævnte aftale.

Direktoratet skal endelig bemærke, at Rektorkollegiet samtidig hermed har tilskrevet de uddannelsesinstitutioner, der er omfattet af aftalen, hvorfor det kan forventes, at proceduren meget snart vil blive taget i anvendelse af ansøgere til det kommende akademiske år, hvorfor direktoratet skal henstille til Rigspolitichefen, afdeling E, Den Centrale Politiafdeling, at politimesterembederne orienteres snarest muligt.

PROCEDURE FOR BEHANDLING AF ANSØGNINGER OM OPHOLDSTILLADELSE TIL UDENLANDSKE STUDERENDE OG FORSKERE.

Direktoratet for Udlændinge og Rektorkollegiets Internationale Udvalg har indgået følgende aftale om proceduren for behandlingen af ansøgninger for studerende og forskere, således at der sikres en hurtig og smidig sagsbehandling.

Til dette formål er udarbejdet 2 skemaer for henholdsvis 1. gangsansøgninger (bilag 1) * og ansøgninger om forlængelse (bilag 2) *.

Beskrivelse af procedure

1) Skemaet udfyldes af henholdsvis den studerende/forskeren samt uddannelsesinstitutionen (bilag 3).

2) Den studerende/forskeren vedlægger det komplet udfyldte skema ved indgivelsen af ansøgning om opholdstilladelse.

3) Ved modtagelsen i direktoratet vil skemaet tjene som identifikation af sagstypen, og ansøgningen vil således hurtigt blive sagsplaceret til den enkelte sagsbehandler.

4) Såfremt alle de relevante data fremgår af skemaet, herunder at uddannelsesinstitutionen har attesteret for ansøgerens finansieringsgrundlag, vil opholdstilladelse blive meddelt inden for 1 måned, dog i sommer- og juleferieperioder inden for 2 måneder.

Det er endvidere aftalt, at der udpeges faste kontaktpersoner i direktoratet og Rektorkollegiet, som vil tilse aftalens gennemførelse (bilag 4) *.

Persongruppe omfattet af aftalen

- Studerende, hvor der fra dansk uddannelsesinstitution foreligger dokumentation for optagelse samt dokumentation for tilstrækkelige midler til eget underhold.

- Gæsteforskere, herunder Ph.D-studerende, hvor der fra dansk uddannelsesinstitution foreligger dokumentation for, at den pågældende er sikret arbejdsplads samt løn/forskningsmidler.

Det er således kun de ansøgninger fra studerende og gæsteforskere, hvor uddannelsesinstitutionen indestår for, at den pågældende har tilstrækkelige midler under sit ophold i Danmark, der vil blive omfattet af aftalen.

Ansøgning om opholdstilladelse for medfølgende ægtefælde og børn behandles efter de hidtil gældende regler.

Uddannelsesinstitutioner omfattet af aftalen: Se bilag 5 *.

* Bilag ikke vedlagt.

Bilag 3

Sagsgang ved ansøgning om opholds-/arbejdstilladelse for gæster ved danske uddannelses- institutioner.

1) Skema sendes fra værtsinstitutionen til gæsten.

2) Gæsten udfylder skemaet med personlige data, information om medfølgende familiemedlemmer og evt. finansielle oplysninger (hvis opholdet ikke finansieres via værtsinstitutionen).

3) Gæsten returnerer det udfyldte skema til værtsinstitutionen.

4) Værtsinstitutionen udfylder skemaet med oplysninger om institutionen, ansvarlig kontaktperson, gæstens tilknytning til institutionen, samt evt. finansielle oplysninger.

5) Skemaet returneres atter til gæsten, som indleverer det til en dansk repræsentation sammen med sin ansøgning om opholds-/arbejdstilladelse.

Rigspolitichefen, den 23. august 1995

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →