Vedrørende retningslinier ved beslutning om administrativ frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1,3. pkt.

Vedrørende retningslinier ved beslutning om administrativ frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. pkt.

I. Indledning.

Ved lov nr. 382 af 14. juni 1995 om ændring af udlændingeloven indsættes med ikrafttrædelsesdato den 16. juni 1995 et nyt 3. pkt. i § 36, stk. 1, med følgende ordlyd

"En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 forventes eller er udtaget til behandling efter den i § 53a, stk. 3, nævnte procedure, kan efter en konkret, individuel vurdering frihedsberøves, såfremt det er påkrævet for at fastholde udlændingens tilstedeværelse under asylsagsbehandlingen, medmindre de i § 34 nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige."

Endvidere ophæves i § 37, stk. 3, med virkning fra den 16. juni 1995 3. pkt., og i stedet indsættes

"Denne frist kan senere forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Er frihedsberøvelsen iværksat i medfør af § 36, stk. 1, 3. pkt., kan frihedsberøvelsen opretholdes efter denne bestemmelse i højst 7 dage fra frihedsberøvelsens iværksættelse efter § 36, stk. 1, 3. pkt."

II. Grundliggende betingelser for frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 3. pkt.

Frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 3. pkt., iværksættes alene, såfremt der ikke er grundlag for at iværksætte frihedsberøvelsen efter andre bestemmelser.

Det er en ufravigelig betingelse for frihedsberøvelse efter bestemmelsen, at asylansøgningen forventes eller er udtaget til behandling efter åbenbart grundløs-proceduren.

Der er p.t. forhåndsformodning for, at asylansøgere fra følgende lande udtages til behandling efter åbenbart grundløs-proceduren, idet de pågældende ikke forventes at kunne opfylde betingelserne for at opnå asyl i Danmark

Australien, Benin, Bulgarien, Canada, Estland, Ghana, Japan, Letland, Litauen, New Zealand, Niger, Polen, Rumænien, Rusland, Senegal, Slovakiet, Tanzania, Tjekkiet, Ungarn, USA, de nordiske lande og de vesteuropæiske lande.

Findes der endvidere at være begrundet mistanke om, at en asylansøger fra et af de ovennævnte lande vil unddrage sig en hurtig asylsagsbehandling, og foreligger der konkrete grunde til at antage, at foranstaltninger efter § 34 ikke er tilstrækkelige til at fastholde den pågældendes tilstedeværelse, vil der som udgangspunkt skulle ske frihedsberøvelse.

III. Vejledende kriterier for frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 3. pkt.

Ved vurderingen af unddragelsesrisikoen indgår sagens samlede oplysninger herunder indrejseforhold, tid og sted for og omstændighederne ved indgivelse af asylansøgningen, alder, køn, personlige forhold, eventuel kriminalitet og eventuelle tidligere asylansøgninger.

For så vidt angår frihedsberøvelse af børn under 18 år henvises til Rigspolitichefens rundskrivelse af 24. november 1993.

IV. Frist for frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1., 3 pkt.

Frihedsberøvelse, der iværksættes efter bestemmelsen, kan efter § 37, stk. 3, opretholdes på dette grundlag i højst 7 dage fra politiets iværksættelse af frihedsberøvelsen.

Det bemærkes i den forbindelse, at såfremt frihedsberøvelsen efter § 36, stk. 1, 3. pkt., iværksættes i umiddelbar forlængelse af en anholdelse efter retsplejelovens kapitel 69, regnes de 7 dage fra iværksættelsen af frihedsberøvelsen efter § 36, stk. 1, 3. pkt., og ikke - som det er tilfældet ved beregningen af 3-døgnsfristen i § 37, stk. 1, - fra anholdelsen.

V. Praktiske konsekvenser i forbindelse med frihedsberøvelse efter § 36, stk. 1, 3. pkt.

Træffes der i en politikreds beslutning om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 3. pkt., i forbindelse med, at Direktoratet for Udlændinge træffer afgørelse om, at en asylansøger, der over for politiet har ansøgt om asyl, kan opholde sig i Danmark under asylsagens behandling, skal den pågældende hurtigst muligt under ledsagelse bringes fra politikredsen til Registreringscentret i Sandholm.

Hans-Viggo Jensen

Rigspolitichefen, den 15. juni 1995