Legislator Case Law & Legislation
C19991045860 DK

Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1750 Tilkoblingsanordning på lastbil N2 og N3 til kærre

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1999 10458 Historic

Meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 1750

Tilkoblingsanordning på lastbil N2 og N3 til kærre

Færdselsstyrelsen har modtaget indberetning om nogle tilfælde, hvor tilkoblingsanordningen, herunder træbjælken, på lastbil, der er godkendt i fast kombination med påhængsvogn af kærretypen, er knækket.

Det fremgår af indberetningerne, at lastbilens tilkoblingsanordning (inklusiv træbjælke) har været underdimensioneret.

I henhold til Detailforskrifter for Køretøjer pkt. 9.05.001 (1) b) skal en tilkoblingsanordning kunne modstå de påvirkninger, der opstår under normal anvendelse af vogntoget.

Til valg af korrekt dimensioneret tilkoblingsanordning opgiver fabrikanten af tilkoblingsanordningerne en "D"-værdi som udtryk for den vandrette kraft og en "V"-værdi eller "Pc"-værdi som udtryk for den lodrette kraft, der skal være overholdt ved anvendelse af deres tilkoblingsanordning.

Dimensioneringen af kærrens tilkoblingsanordning (trækøjet) er ved bestemte kombinationer kontrolleret ved typegodkendelsen, og dimensioneringen af tilkoblingsanordningen ved synsfri sammenkobling af lastbil og påhængskøretøj fremgår af meddelelse om køretøjers indretning og udstyr, nr. 1686 af 25.03.96 om synsfri sammenkobling af lastbil og påhængsvogn O3 og O4 samt påhængsredskab på påhængsvognschassis.

Ved første periodesyn eller første registreringssyn vil Statens Bilinspektion derfor kontrollere om tilkoblingsanordningen på lastbilen, når denne er godkendt til kørsel i fast kombination med kærre, er korrekt dimensioneret.

I den forbindelse skal der til første periodesyn eller første registreringssyn medbringes dokumentation for, at "V"-værdien eller "Pc"-værdien for tilkoblingsanordningen til lastbilen (inklusiv træbjælke) er mindst lige som stor som "V"-værdien eller "PC"-værdien for kærren. Dokumentationen skal omfatte både tilkoblingsanordningen til lastbilen og kærren. Alternativt kan der medbringes en erklæring fra fabrikanten af tilkoblingsanordningen om, at lastbilens tilkoblingsanordning (inklusiv træbjælke) mindst svarer til "V"-værdien eller "Pc"-værdien for den tilkoblede kærre.

I tilfælde hvor kærren er godkendt til tilkobling med flere trækkende køretøjer, skal dette oplyses ved syn af hvert af de trækkende køretøjer.

Denne meddelelse træder i kraft den 1. oktober 1999.

Færdselsstyrelsen, den 7. september 1999

Ib Rasmussen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →