Skrivelse af 2. oktober 1995 vedrørende praksis for fastsættelse af samvær

Skrivelse af 2. oktober 1995 vedrørende praksis for fastsættelse af samvær

Skrivelse til samtlige statsamter samt Københavns Overpræsidium.

Myndighedslovens § 24 fastsætter som bekendt, at statsamtet efter anmodning træffer afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværsret. Statsamtet kan afslå at fastsætte samvær, hvis hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derfor. Ved afgørelsen tages navnlig hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet.

Ved vurderingen i praksis af, om der er grundlag for at fastsætte samvær, var udgangspunktet i 1986, da loven trådte i kraft, at samvær, var udgangspunktet i 1986, da loven trådte i kraft, at samvær ikke burde afslås, hvis barnet og den pågældende af forældrene havde boet sammen i op mod 1 år.

Siden 1986 er udviklingen i praksis gået i retning af, at kravet til samlivets varighed er blevet stadig mindre. I en periode var ca. 6 måneders samliv i almindelighed tilstrækkeligt, men der er eksempler på, at et kortere samliv ikke har udelukket, at der blev fastsat samvær. Således har direktoratet senest i februar 1995 i et konkret tilfælde stadfæstet en afgørelse, hvorved en far, der havde boet sammen med barnet i kun tre måneder, fik ret til samvær med barnet.

Efter § 17 i lov om forældremyndighed og samvær, der træder i kraft den 1. januar 1996, træffer statsamtet fortsat efter anmodning afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet. Statsamtet kan afslå at fastsætte samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet. Bestemmelse om, at der ved afgørelsen navnlig skal tages hensyn til den pågældendes hidtidige forbindelse med barnet, er ikke medtaget i den nye lov.

Dette indebærer ifølge forarbejderne til lovændringen, at der også selv om forældrene ikke tidligere har levet sammen eller kun har boet sammen i kort tid i videre omfang end hidtil må lægges vægt på, at der i takt med, at barnets alder og udvikling taler for det, etableres en kontakt til den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden. Et kortvarigt eller manglende samliv vil således ikke længere tale afgørende mod fastsættelse af samvær. Afgørelsen om samvær skal dog fortsat træffes efter en konkret vurdering af, hvad der er bedst for barnet.

Hvis der er tale om et lille barn, vil samværet efter forarbejderne kunne begrænses til få timer ad gangen og derefter forøges i takt med barnets alder. Der bør tages hensyn til, om samværet kan udøves i trygge omgivelser, og det bør overvejes om en form for overvågning er hensigtsmæssig.

På baggrund af udviklingen i praksis siden 1986, vedtagelsen af den nye lov om forældremyndighed og samværsret samt det overordnede hensyn, at afgørelser om samværsret både efter den hidtidige og den kommende lov skal træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at der nu bør ske en yderligere justering af praksis inden for det nævnte område.

Ansøgninger om fastsættelse af samvær bør således i almindelighed allerede nu imødekommes, hvis det forekommer åbenbart, at der skal fastsættes samvær efter ikrafttrædelsen af loven om forældremyndighed og samvær.

Dette indebærer efter Civilretsdirektoratets opfattelse, at der medmindre en konkret vurdering taler imod det bør fastsættes samvær, når barnet er mere end 1 år gammelt, uanset at der har været tale om et kortvarigt eller manglende samliv mellem forældrene, og uanset at der ikke har været kontakt mellem barnet og den samværsberettigede.

Har den, der søger samvær, boet sammen med barnet i nogle måneder, og søges samvær i umiddelbar forbindelse med samlivsophævelsen, må det i almindelighed antages at være bedst for barnet at der uanset barnets alder fastsættes samvær, således at barnets forbindelse med den samværsberettigede opretholdes uden afbrydelse.

Hvis samværsberettigedes evner til at tage vare på barnet må antages at være ringe, eller hvis barnet har et særligt behov for omsorg, finder Civilretsdirektoratet det ikke åbenbart, at der skal fastsættes samvær efter lov om forældremyndighed og samvær. Statsamterne bør derfor ikke på nuværende tidspunkt ændre praksis i disse sager.

Med hensyn til større børn, der i en årrække ikke har haft kontakt til den, der ønsker samvær, opretholdes den gældende praksis. Der skal således fortsat ikke alene lægges vægt på varigheden af adskillelsen omkring 5 år i de normale tilfælde men også på årsagen hertil, f.eks. om det skyldes passivitet fra den samværsberettigedes side.

Civilretsdirektoratet skal fremhæve, at nærværende retningslinier alene tager sigte på at regulere overgangsperioden indtil loven om forældremyndighed og samvær træder i kraft. Der vil i forbindelse med lovens ikrafttræden blive udsendt nye retningslinier for behandlingen af samværssager efter lov om forældremyndighed og samvær.

Civilretsdirektoratet, den 2. oktober 1995

Gitte Cordes