Legislator Case Law & Legislation
C19991003254 DK

Arbejdsskadestyrelsen ændrer beregningspraksis

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1999 10032 Historic

Arbejdsskadestyrelsen ændrer beregningspraksis

Til de godkendte forsikringsselskaber m.fl.

Den 10. juni 1999 afsagde Højesteret vedlagte dom i en sag angående udmåling af erstatning i en arbejdsskadesag.

Dommen blev afsagt i en sag, hvori der først blev truffet afgørelse om løbende ydelse. Denne afgørelse blev ved en revision ændret til en kapitalerstatning. Efter en årslønsændring blev Arbejdsskadestyrelsens 2 afgørelser omregnet i henhold til Arbejdsskadestyrelsens hidtidige praksis, nemlig ved genberegning af afgørelserne med de reguleringsniveauer, der var gældende dels i perioden, hvori der blev udbetalt løbende ydelse, dels på tidspunktet, hvor den løbende ydelse blev omsat til et kapitalbeløb.

Sagsøgeren hævdede, at der ikke var overensstemmelse mellem Arbejdsskadestyrelsens beregningspraksis og lovens ordlyd. I den konkrete sag er det ordlyden i lov nr. 79 af 8. marts 1978, § 38, stk. 4, der argumenteres med

"Ved fastsættelsen af en løbende årlig ydelse beregnes ydelsen, som om arbejdsskaden var indtruffet på afgørelsens tidspunkt. Det samme gælder kapitalerstatninger, der fastsættes mere end 3 år efter arbejdsskadens indtræden".

I den nugældende lov, lov om sikring mod følger af arbejdsskade nr. 390 af 20. maj 1992 med senere ændringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998, findes i § 42, stk. 4, en paragraf med tilsvarende indhold. Paragraffen indeholder nu også godtgørelser for mén og har følgende ordlyd

"Ved fastsættelsen af løbende erstatningsydelse, kapitalerstatning samt godtgørelsesbeløb beregnes erstatningen og godtgørelsen som om arbejdsskaden var indtruffet på afgørelsens tidspunkt".

Højesteret giver sagsøgeren medhold i, at Arbejdsskadestyrelsens beregningspraksis ikke har fulgt lovens bogstav og, at Arbejdsskadestyrelsen derfor skal anerkende at efterbetale erstatning i form af opskrivning til værdien på udbetalingstidspunktet.

Arbejdsskadestyrelsen ændrer beregningspraksis som følge heraf. Det indebærer, at erstatninger fremover vil blive regnet med den regulering, som gælder på afgørelsestidspunktet.

Konkret betyder det, at

I sager, hvor der tilkendes en løbende erstatning med tilbagevirkende kraft, vil tilgodehavendet blive regnet efter den regulering, som gælder på afgørelsestidspunktet. Dette vil være tilfældet, uanset om den samlede periode, hvori der er tilgodehavende, også dækker perioder, hvor reguleringsniveauet var et andet.

I sager, hvor der tilkendes erstatning til efterladte, vil samme beregningsprincip finde anvendelse.

I sager, hvor der omregnes engangserstatninger - det være sig eksempelvis i forbindelse med årslønsændringer eller ændringer foretaget af Den sociale Ankestyrelse - vil Arbejdsskadestyrelsen beregne med den regulering, som gælder på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens ændringsafgørelse, men med de kapitaliseringsfaktorer, som var gældende, da den første afgørelse blev truffet.

I sager, hvor der omregnes godtgørelser for mén, vil Arbejdsskadestyrelsen tage udgangspunkt i det aktuelle niveau for méngodtgørelse.

Skulle læsning af ovenstående give anledning til yderligere spørgsmål, kan beregnerne i Arbejdsskadestyrelsens 10. kontor kontaktes.

Arbejdsskadestyrelsen, den 13. juli 1999

Ole Pontoppidan

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →