Cirkulæreskrivelse til politiet om underretning af pårørende om dødsfald
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse til politiet om underretning af pårørende om dødsfald
På baggrund af en konkret sag, hvor der ikke i forbindelse med et dødsfald skete underretning af pårørende, skal Justitsministeriet herved orientere om, at det i de tilfælde, hvor der ikke konstateres slægtninge ved opslag i Det centrale Personregister er muligt at finde frem til eventuelle søskende født før 1968 ved henvendelse til de lokale folkeregistre.
I den konkrete sag, hvor afdøde havde en søster, fandt politiet ved søgning i folkeregistret ingen pårørende til afdøde, idet begge forældre blev konstateret at være døde. Under afdødes forældre i Det centrale Personregister var således alene opført ét barn den afdøde.
Baggrunden herfor er, at alene børn født efter den 1. januar 1968 er anført under forældrene i Det centrale Personregister.
Indenrigsministeriet har imidlertid over for Justitsministeriet oplyst, at det via de gamle kartotekskort er muligt at finde frem til børn, som er registreret i de i 1924 oprettede folkeregistre. Af disse kartotekskort, som opbevares af de lokale folkeregisterkontorer eller på landsarkivet, fremgår, hvilke børn den pågældende person har fået i den periode, hvor vedkommende havde bopæl i en given kommune.
Der vil således være mulighed for ved henvendelse til folkeregistrene i de pågældendes tidligere bopælskommuner at finde frem til børn, som er født før 1. januar 1968.
Justitsministeriet, den 12. december 1996
P.M.V.
E.B.
Mogens Hendriksen