Vejledning vedrørende årsregnskabet for 1998 for realkreditinstitutter
Statutory Text (1 Articles)
Vejledning vedrørende årsregnskabet for 1998 for realkreditinstitutter
Vejledningen omfatter realkreditinstitutter og koncerner, der i henhold til ' 3, stk. 1 og 3 i Finanstilsynets bekendtgørelse af 23. december 1994 om realkreditinstitutters regnskabsaflæggelse som ændret ved bekendtgørelse af 26. marts 1996, skal udarbejde årsregnskab og foreløbigt årsregnskab.
Tilføjelser/ændringer i forhold til Finanstilsynets vejledning vedrørende årsregnskabet for 1997 for realkreditinstitutter af 17. december 1997 er anført med kursiv.
1. Generelt vedrørende indberetningen til Finanstilsynet.
I 1999 vil arbejdet med udarbejdelse af en ny regnskabsbekendtgørelse for realkreditinstitutter blive påbegyndt. I den nye bekendtgørelse forventes indsat en bestemmelse om elektronisk indberetning af de foreløbige årsregnskaber.
Godkendte årsregnskaber og koncernregnskaber, jf. realkreditlovens ' 92, stk. 1, indberettes til Finanstilsynet senest 8 dage efter godkendelsen, dog senest 3 måneder efter regnskabsperiodens afslutning. Revisionsprotokoller indsendes samtidig hermed.
2. Undladelse af værdiregulering.
Finanstilsynet tillader fra og med regnskabsåret 1998, at realkreditinstitutter kan undlade værdiregulering af visse typer af renterisikomæssigt afdækkede forretninger.
Det vil sige, at værdiregulering af fastforrentede aktiver kan undlades i de tilfælde, hvor disse aktiver afdækker renterisikoen på et fast forrentet passiv således, at instituttets gældsforpligelse i en realisationssituation fuldt ud vil kunne indfries ved en realisation af de modsvarende aktiver. Ved undladelse af værdiregulering skal instituttet fremsende en skriftlig redegørelse herom til Finanstilsynet. Værdiregulering af fast forrentede aktiver kan ligeledes undlades i de tilfælde , hvor instituttet anvender fast forrentede passiver til afdækning af de pågældende fast forrentede aktiver.
Institutter, der har undladt værdiregulering i henhold til ovenstående, skal for hver enkelt aktivpost anføre den regnskabsmæssige indre værdi, købsprisen, markedsprisen samt den nominelle værdi for den del af aktivposten, der er undladt værdireguleret. Endvidere skal arten og den nominelle værdi, den regnskabsmæssige værdi samt markedsværdien af de til disse aktiver knyttede passiver anføres ud for hver enkelt aktivpost. Såfremt cash flowet på de afdækkende instrumenter er forskelligt fra cash flowet på de afdækkede aktivposter, skal der gives en redegørelse for, hvorledes afdækning opnås.
Værdiregulering af afledte finansielle instrumenter kan undlades, hvis forretningerne anvendes til afdækning af renterisikoen på fast forrentede passiver. Det forudsættes, at de pågældende passiver ikke tillige er anvendt til afdækning af renterisikoen på fast forrentede aktiver.
Værdiregulering af fast forrentede udlån (herunder fast forrentede pantebreve), fast forrentede unoterede værdipapirer samt afledte finansielle instrumenter kan undlades, i de tilfælde hvor de afledte finansielle instrumenter anvendes til afdækning af renterisikoen på fast forrentede udlån (herunder fast forrentede pantebreve) og fast forrentede unoterede værdipapirer. Det forudsættes, at de pågældende aktiver og afledte finansielle instrumenter ikke samtidig anvendes til afdækning af renterisikoen på fast forrentede passiver eller renterisikomæssigt er afdækket af fast forrentede passiver.
Ved undladelse af værdiregulering forstås, at forretningen optages til den værdi, hvortil den var opført på det tidspunkt, hvor afdækningen startede.
For at der kan være tale om afdækning, skal følgende betingelser være opfyldt
Afdækningsforretningen skal dække eller eliminere en væsentlig del af renterisikoen på den afdækkede position. Det vil sige, at der skal være en høj grad af sandsynlighed for, at ændringer i markedsværdien af afdækningsforretningen/-forretningerne og modsatrettede ændringer i markedsværdien af den/de afdækkede forretninger har en meget stor korrelation, således at afdækningen kan siges at være effektiv.
Den afdækkede og den afdækkende forretning (eventuelt delforretning) skal kunne opgøres individuelt (en til en afdækning) eller gruppevis.
Der skal være klar skelnen mellem afdækningsforretninger og forretninger, der ikke anvendes til afdækning. Dette indebærer blandt andet, at en afdækningsforretning (eventuelt en specificeret delforretning) skal være fastsat som værende til afdækning, og at der skal være forretningsgange for, hvornår en forretning går ind eller ud af gruppen af afdækningsforretninger.
Instituttet skal i årsregnskabet beskrive de metoder, man anvender til risikostyring, herunder hvorledes man sikrer opfyldelsen af kriterierne ovenfor.
Institutter, der har undladt værdiregulering på grund af afdækning med afledte finansielle instrumenter, skal, for hver enkelt aktivpost, anføre det regnskabsmæssige beløb, købsprisen (for aktivposter), markedsværdien samt den nominelle værdi for den del af aktivposten henholdsvis de passiver, der renterisikomæssigt er afdækket med afledte finansielle instrumenter. Ud for hver enkelt aktivpost henholdsvis passivpost anføres endvidere den syntetiske hovedstol/nominelle værdi, den regnskabsmæssige værdi samt markedsværdien af de afledte finansielle instrumenter, der er anvendt til afdækning af renterisikoen på den afdækkede del af aktivposten henholdsvis passivposten. Sidstnævnte opgørelse specificeres på de enkelte kategorier af afledte finansielle instrumenter. Såfremt cash flowet på de afdækkende instrumenter er forskelligt fra cash flowet på de afdækkede aktivposter, skal der gives en redegørelse for, hvorledes afdækning opnås.
3. Værdiansættelse af posterne i balancen.
3.1. Noterede værdipapirer.
Ved værdiansættelse af papirer, der i henhold til regnskabsbekendtgørelsens ' 66 skal opføres til de officielt noterede kurser ultimo regnskabsåret, anvendes den af Københavns Fondsbørs kl. 17.00 beregnede gennemsnitskurs "Alle handler" som den officielt noterede kurs for papirer, der er noteret på Københavns Fondsbørs.
3.2. Ejendomme.
Der henvises fortsat til bestemmelserne i regnskabsbekendtgørelsen om værdiansættelse af immaterielle og materielle anlægsaktiver. De pågældende bestemmelser findes i regnskabsbekendtgørelsens '' 59 - 63 og omhandler af-, ned- og opskrivninger af de pågældende aktiver.
Bemærkningerne om værdiansættelse af ejendomme i nærværende vejledning gælder alle ejendomme, herunder ejendomme til eget brug. Ejendomme, der er overtaget på tvangsauktion, er dog ikke omfattet af vejledningen.
Finanstilsynet skal gøre opmærksom på regnskabsbekendtgørelsens ' 60, hvoraf det fremgår, at der skal foretages en systematisk afskrivning af materielle anlægsaktiver over deres brugstid. Dette gælder også ejendomme (bygninger).
Hvad angår principperne for afskrivning af materielle anlægsaktiver, herunder ejendomme, henvises til afsnit 37-61 i FSR's Regnskabsvejledning nr. 10 "Materielle anlægsaktiver" fra juni 1995.
Afskrivningernes størrelse afhænger, udover af aktivernes værdi, også af den forventede brugstid, aktivernes forventede scrapværdi og den valgte afskrivningsmetode m.v. Finanstilsynet har ikke stillet krav om en fast afskrivningsprocent.
Afskrivningerne er udtryk for en omkostning for brug af ejendommen. Afskrivningerne periodiseres over afskrivnings- eller brugsperioden. Der skal sædvanligvis ikke afskrives på grunde, da disse har en ubegrænset brugstid, men alene på ejendomme.
I tilfælde, hvor den bogførte værdi af ejendomme overstiger værdien i handel og vandel (markedsværdien), skal instituttet nedskrive ejendommene til værdien i handel og vandel (markedsværdien), jf. regnskabsbekendtgørelsens ' 62, stk. 1.
Den bogførte værdi af disse ejendomme må, medmindre værdifaldet er af forbigående karakter, således ikke være højere end værdien i handel og vandel (markedsværdien), uanset at der er tale om anlægsaktiver, som instituttet/koncernen tillægger en høj brugsværdi.
Svingninger i det generelle prisniveau for sammenlignelige ejendomme, der indebærer, at markedsværdien af instituttets/koncernens ejendomme er forskellig fra forrige års markedsværdi, kan ikke antages at være forbigående.
I tilfælde hvor værdien i handel og vandel (markedsværdien) af ejendomme er væsentlig højere end den bogførte værdi, kan der foretages en opskrivning til denne højere værdi, såfremt værdiforøgelsen må antages at være af varig karakter.
Såfremt der foretages en opskrivning skal afskrivning ske på grundlag af den opskrevne værdi. En opskrivning vil derfor medføre forøgede afskrivninger i de enkelte år af den resterende brugstid.
Finanstilsynet har fundet anledning til at præcisere, at selv om ovennævnte regler vedrørende værdiansættelse af materielle aktiver, herunder ejendomme, næsten svarer til de tilsvarende regler for selskaber, der aflægger regnskab i henhold til årsregnskabslovens regler, er der en forskel for så vidt angår spørgsmålet om, hvilken værdi, der skal nedskrives til henholdsvis kan opskrives til.
Den værdi, som realkreditinstitutter i henhold til regnskabsbekendtgørelsen samt indeværende vejledning skal nedskrive til/kan opskrive til, er værdien i handel og vandel (markedsværdien), mens den tilsvarende værdi for selskaber, der følger reglerne i årsregnskabsloven, er nytteværdien, for så vidt angår opskrivninger dog ikke højere end handelsværdien. Reglerne, for hvad der skal/kan op- og nedskrives til, følger ikke eksplicit af årsregnskabsloven, men fremgår af Foreningen af Statsautoriserede Revisorers Regnskabsvejledning nr. 10 fra juni 1995.
3.3. Øvrige hensættelser til omkostninger.
Finanstilsynet har konstateret, at der i de senere år har forekommet en øget anvendelse af passivposten "Hensættelser til omkostninger" til postering af beløb til brug for omstruktureringer, edb-udvikling m.v. i den finansielle sektor.
På denne baggrund præciseres, at det ikke er i overensstemmelse med almindelige periodiseringsprincipper eller med regnskabsbekendtgørelsens ' 49 at foretage hensættelser til forventede omkostninger, når disse skal afholdes med henblik på at skabe grundlag for fremtidig indtjening.
Bortset fra beløb til dækning af tab og omkostninger, som instituttet på balancetidspunktet har en forpligtelse eller en sandsynliggjort forpligtelse til at afholde, må der under posten "Hensættelser til omkostninger" sædvanligvis kun forekomme hensættelser til udgifter i forbindelse med afvikling af aktiviteter eller andre restruktureringsudgifter, der ikke har sammenhæng med det fremtidige indtjeningsgrundlag.
Det er ikke tilstrækkeligt kriterium for at hensætte til udgifter, at der er truffet beslutning om, at de pågældende udgifter senere skal afholdes.
4. Hensættelser til tab.
Finanstilsynet skal vedrørende hensættelsesbehovet på udestående fordringer specifikt henlede opmærksomheden på Pinsepakkens effekt på ejerboligområdet og de lave svineprisers effekt på landbrugsområdet.
Finanstilsynet skal endvidere gøre opmærksom på, at hensættelser til tab skal foretages på baggrund af individuelle bedømmelser af risikoen for tab. medmindre der er tale om hensættelser på grupper af ensartede mindre lån på basis af statistiske beregninger, jf. regnskabsbekendtgørelsens ' 68, stk. 2. Det vil blandt andet sige, at en bloc hensættelser ikke må forekomme.
5. År 2000-spørgsmålet.
I årsberetningen for 1998 skal instituttets status for håndteringen af år 2000-spørgsmålet omtales.
Finanstilsynet vil inden længe i en særskilt skrivelse rette henvendelse til institutterne vedrørende år 2000-spørgsmålet.
6. Regnskaber i euro.
Fra den 1. januar 1999 bliver euro officiel valuta i 11 af EU=s medlemslande. Fra og med årsregnskaberne for regnskabsåret 1999 kan danske realkreditinstitutter efter eget valg udarbejde deres offentlige årsregnskaber i euro eller i danske kroner.
Institutter, der benytter sig af muligheden for at udarbejde årsregnskaber i euro vil dog fortsat skulle foretage regnskabsindberetning til Finanstilsynet i danske kroner, dvs. tallene i regnskabsindberetningen skal være omregnet fra euro-regnskabet til danske kroner. Institutter, der får behov for at foretage en sådan omregning, bedes kontakte Finanstilsynet (Økonomisk-statistisk kontor) med henblik på nærmere at aftale den omregningsmetode, der skal benyttes.
7. Revisionens gennemgang af nye lån.
I bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i realkreditinstitutter ' 6 stk. 3, 3 og 4 pkt., kræves det, at revisionen skal gennemgå samtlige nye lån uden offentlig garanti, der ikke er rene konverteringer, og som andrager mere end 10 mio. kr. nominelt, eller som bringer instituttets samlede restgæld i en ejendom over dette beløb. De øvrige lånesager og konverteringer over 10 mio. kr. skal gennemgås stikprøvevis.
Med henblik på at øge sandsynligheden for at finde de sager, hvor der er ydet realkreditlån uden tilstrækkelig pantsikkerhed, og hvor lånet i øvrigt er udbetalt i strid med realkreditloven, erstatter Finanstilsynet i medfør af realkreditlovens ' 95, stk. 1, kravene i ' 6, stk. 3, 3-6 pkt. i bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i realkreditinstitutter med følgende krav
Revisionen skal gennemgå samtlige nye lån, der i henhold til bestyrelsens instruks til direktionen skal forelægges denne. De øvrige lånesager skal gennemgås dels ved tilfældige, repræsentative stikprøver dels ved gennemgang af de lånesager, hvor belåningsværdien eller instituttets forudsætninger herfor påkalder sig særlig interesse på baggrund af markedsforholdene i det pågældende område for almindelige ejendomme af den pågældende art. Stikprøverne skal udtages således, at der opnås tilstrækkelig sandsynlighed for gennemgang af lånesager, hvori der er tilbudt eller udbetalt realkreditlån eller frigivet sikkerhed i strid med realkreditlovgivningen samt de af instituttets ledelse afstukne retningslinier.
Revisionsinstruksen skal indeholde nærmere retningslinier for lånesagsgennemgangen og for rapporteringen af resultaterne heraf til direktion og bestyrelse.
Rapporteringen til bestyrelsen skal blandt andet indeholde en (detaljeret) redegørelse for stikprøveudvælgelsen og konklusionen på lånesagsgennemgangen samt en særskilt redegørelse for de lånesager, hvor revisionen har fundet, at belåningsværdien burde have været væsentligt mindre.
Revisionens rapportering til bestyrelsen vedrørende lånesagsgennemgangen, jf. c ovenfor, skal tilgå Finanstilsynet i kopi.
Det kan oplyses, at de ovenfor nævnte krav tillige er indarbejdet i den nye fælles revisionsbekendtgørelse for finansielle virksomheder og finansielle koncerner. Bekendtgørelsen vil være gældende fra og med regnskabsåret 1999.
Finanstilsynet, den 7. december 1998
Lars Østergaard
/Tine Heerup