Tekniske forskrifter for fyrværkeri
Statutory Text (2 Articles)
Tekniske forskrifter for fyrværkeri 1)
Disse tekniske forskrifter er fastsat i medfør af § 3, nr. 3, i lov nr. 193 af 24. maj 1972 om fyrværkeri, som ændret ved lov nr. 1096 af 21. december 1994, samt § 33, stk. 1 og 2, og § 70, stk. 4 og 5, i beredskabsloven, lov nr. 1045 af 23. december 1992, samt efter bemyndigelse i § 2 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 778 af 14. oktober 1999 om fyrværkeri.
INDHOLDSFORTEGNELSE
1.
Generelle bestemmelser
1.1
Anvendelsesområde
1.2
Dispensation
1.3
Definitioner
1.4
Almene krav
1.5
Ansøgninger, tilladelser og godkendelser.
2.
Festfyrværkere samt kategori III- og IV-fyrværkeri.
2.1
Definitioner
2.2
Godkendelse af festfyrværkere
2.3
Anvendelse af kategori IV-fyrværkeri
2.4
Anvendelse af kategori III-fyrværkeri.
3.
Oplag af fyrværkeri i bygning
3.1
Generelle bestemmelser
3.2
Indretning af oplagssteder
3.3
Ordensregler
4.
Oplag af fyrværkeri i det fri
4.1
Definitioner
4.2
Generelle bestemmelser
4.3
Indretning af oplagssteder
4.4
Ordensregler
5.
Pakning af fyrværkeri
5.1
Definitioner
5.2
Generelle bestemmelser
5.3
Pakning af fyrværkeri
5.4
Ordensregler
6.
Bygningsmæssige krav
6.1
Definitioner
6.2
Flugtveje
6.3
Sprinkleranlæg
7.
Afstandsforhold
7.1
Afstand til naboskel, vej og sti
7.2
Indbyrdes afstandsforhold
8.
Brandslukning
8.1
Generelle bestemmelser
8.2
Vandfyldte slangevinder
8.3
Håndsprøjtebatterier
8.4
Trykvandslukkere
9.
Generelle ordensregler
9.1
Generelle bestemmelser
9.2
Skiltning
9.3
Branddøre
9.4
Flugtveje
10.
Straf og ikrafttræden
10.1
Straf
10.2
Ikrafttræden
Der henvises i disse tekniske forskrifter til brandtekniske vejledninger udgivet af Dansk Brandteknisk Institut.
Vejledningerne kan købes hos
Dansk Brandteknisk Institut
Jernholmen 12
2650 Hvidovre
Tlf.: 36 34 90 00
1.
Generelle bestemmelser
1.1
Anvendelsesområde
Disse tekniske forskrifter omfatter
1) Uddannelse af festfyrværkere
2) Anvendelse af kategori IV fyrværkeri
3) Anvendelse af kategori III fyrværkeri
4) Placering, indretning og brug af bygninger og lokaliteter, hvori der opbevares og pakkes fyrværkeri til underholdningsbrug.
1.2
Dispensation
Beredskabsstyrelsen kan dispensere fra de tekniske forskrifter, når det sikkerhedsmæssigt skønnes forsvarligt.
1.3
Definitioner
1.3.1
Fyrværkeri: Ved fyrværkeri forstås i disse tekniske forskrifter udelukkende fyrværkeri til underholdningsbrug. Alle mængder er angivet i kg bruttovægt.
1.3.2
Fyrværkeri til underholdningsbrug: Fyrværkeri, hvis effekt er baseret på lys, lyd eller røg eller kombinationer heraf, og som er konstrueret til at tjene et formål af underholdningsmæssig karakter.
Til dette fyrværkeri hører kategorierne I – IV.
1.3.3
Kategori I-fyrværkeri: Fyrværkeri til underholdningsbrug med begrænset effekt, der er konstrueret til ikke-professionel anvendelse, og som kan sælges i detailhandel. Omfattet af kategori I er: Knaldhætter (amorces), knaldbånd (amorcesbånd), knaldperler, knaldpropper, knallerter, bordbomber, trækbordbomber, stjernekastere og isfontæner. Beredskabsstyrelsen kan tillade, at andre fyrværkeriartikler omfattes af kategori I og fastsætter i hvert enkelt tilfælde den højeste tilladte effekt for artiklen.
1.3.4
Kategori II-fyrværkeri: Fyrværkeri til underholdningsbrug, der er konstrueret til ikke professionel anvendelse, og som kan sælges i detailhandel. Kategori II-fyrværkeri er forsynet med Beredskabsstyrelsens godkendelsesnummer, jf. pkt. 1.3.7.
1.3.5
Kategori III-fyrværkeri: Fyrværkeri til underholdningsbrug, som er konstrueret til professionel anvendelse indendørs, og som tændes med elektrisk tænding.
1.3.6
Kategori IV-fyrværkeri: Fyrværkeri til underholdningsbrug, som er konstrueret til professionel anvendelse udendørs.
1.3.7
Positivlisten: Beredskabsstyrelsens fortegnelse over godkendt kategori II-fyrværkeri.
1.3.8
Festfyrværker: En person, der har gennemgået en af Beredskabsstyrelsen godkendt uddannelse om anvendelse af kategori III- og IV-fyrværkeri, eller en person som på anden måde har dokumenteret det fornødne kendskab til det nævnte fyrværkeri overfor Beredskabsstyrelsen.
1.3.9
Oplagssted: En bygning, et rum i en bygning, en container eller et salgssted i det fri, hvor der opbevares fyrværkeri.
1.3.10
Emballage: Indpakningsenhed beregnet til transport, opbevaring eller detailsalg.
1.4
Almene krav
1.4.1
Bygninger og arealer i det fri, der anvendes til opbevaring og pakning af fyrværkeri, skal placeres, indrettes og benyttes på en sådan måde, at risikoen for, at brande opstår, at brande breder sig, at personskade finder sted, og at store værdier ødelægges, formindskes mest muligt, samt således at der sikres forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder.
1.4.2
Kravene i pkt. 1.4.1, anses for at være opfyldt, når placering, indretning og benyttelse sker i overensstemmelse med disse tekniske forskifter.
1.4.3
De i forskrifterne angivne bygningskonstruktioner m.v. skal være i overensstemmelse med By- og Boligministeriets bygningsreglement.
1.4.4
På oplagssteder klassificeret som sprængstofrum, må ikke forefindes tændkilder. Elektriske installationer skal udføres efter bestemmelserne om sprængstofrum i Elektricitetsrådets stærkstrømsbekendtgørelse, elektriske installationer.
1.4.5
Motordrevne redskaber, herunder trucks og lignende, der anvendes på oplagssteder klassificeret som sprængstofrum, skal ved CE-mærkning være godkendt i overensstemmelse med Arbejdsministeriets bestemmelser om indretning af tekniske hjælpemidler til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære og By- og Boligministeriets bestemmelser om elektrisk materiel og sikkerhedssystemer til anvendelse i eksplosionsfarlig atmosfære.
Indtil den 30. juni 2003 kan trucks og lign., som ikke er godkendt i henhold til ovenstående, anvendes på oplagssteder klassificeret som sprængstofrum, såfremt de er godkendt af Beredskabsstyrelsen til brug i eksplosionsfarligt område, zone 1 eller 2.
1.4.6
Der henvises til Brandteknisk vejledning nr. 21, ”Indretning og drift af truck i erhvervsvirksomheder”, udsendt af Dansk Brandteknisk Institut.
Emballage til transport af fyrværkeri skal opfylde bestemmelserne for transport af eksplosivstoffer i ”Europæisk konvention om international transport af farligt gods ad vej” (ADR-konventionen)
Emballage til opbevaring skal opfylde kravene til transportemballage eller være godkendt af Beredskabsstyrelsen.
Emballage til detailsalg af fyrværkeri kan være udført af svært antændelig plast. Emballagen skal være godkendt af Beredskabsstyrelsen.
1.4.7
Ved salgssteder for fyrværkeri må der, ud over de tilladte opbevaringsmængder, kun udstilles ét eksemplar (enhed eller detailpakning) af hver type fyrværkeri, der forhandles.
1.4.8
Sikkerhedsskilte skal være udført i overensstemmelse med de af Arbejdsministeriet (Arbejdstilsynet) udfærdigede bestemmelser om sikkerhedskiltning.
1.5
Ansøgninger, tilladelser og godkendelser.
1.5.1
Ansøgning om tilladelse til opbevaring af fyrværkeri skal med tilhørende tegningsmateriale og beskrivelse i 2 eksemplarer indsendes til politimesteren (politidirektøren) i den politikreds, hvor fyrværkeriet ønskes opbevaret.
1.5.2
Tilladelser og godkendelser kan senere tilbagekaldes, hvis det viser sig påkrævet af sikkerhedsmæssige årsager.
1.5.3
Tilladelser, som ikke benyttes inden 1 år, anses for bortfaldet.
2.
Festfyrværkere samt kategori III- og IV-fyrværkeri.
2.1
Definitioner
2.1.1
Parterrefyrværkeri: Kategori IV-fyrværkeri, der ved anvendelsen holder sig ved jorden i niveau med publikum.
2.2
Godkendelse af festfyrværkere
2.2.1
Godkendelse som festfyrværker meddeles til personer, der har gennemgået en særlig uddannelse, jf. punkt 2.2.2, eller til personer, som på anden måde har dokumenteret det fornødne kendskab til kategori III- og IV-fyrværkeri overfor Beredskabsstyrelsen. Beredskabsstyrelsen udsteder bevis for godkendelsen.
2.2.2
Uddannelsen til festfyrværker består af to dele, en teoretisk del og en praktisk del.
2.2.3
Den praktiske uddannelse omfatter praktik hos en godkendt festfyrværker ved mindst 50 arrangementer af forskellig karakter og under forskellige forhold.
2.2.4
De nærmere regler for den teoretiske uddannelses indhold og omfang fastsættes af Beredskabsstyrelsen.
2.3
Anvendelse af kategori IV-fyrværkeri
2.3.1
Kategori IV-fyrværkeri må kun anvendes af en godkendt festfyrværker. Personer, der er under uddannelse til festfyrværkere, kan på festfyrværkerens ansvar bistå ved anvendelsen.
Anvendelse af kategori IV-fyrværkeri må kun finde sted efter forud indhentet tilladelse hos politiet. Tilladelse til anvendelse af kategori IV-fyrværkeri kan efter ansøgning meddeles festfyrværkeren af politiet i den politikreds, hvor fyrværkeriet skal anvendes. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om
1) navn og adresse på ansøgeren,
2) hvor fyrværkeriet ønskes anvendt,
3) i hvilken anledning fyrværkeriet ønskes anvendt, og
4) hvilke typer fyrværkeri, herunder størrelsen af eventuelle luftbomber, der ønskes anvendt.
Politiet kan stille ordensmæssige vilkår for anvendelsen.
2.3.2
Mængden og størrelsen af de benyttede artikler skal afpasses de givne forhold på pladsen, hvor fyrværkeriet skal anvendes
2.3.3
Anvendelse af kategori IV-fyrværkeri må ikke finde sted i mindre afstand end
1) 10 m fra bygningers åbninger.
2) 200 m fra bygninger med let antændeligt tag, stakke og andre oplag i det fri af let antændelige stoffer, større oplag af træ, brændsel, brændbar emballage o.lign. samt oplag af brandfarlige væsker, flaskegas og overjordiske naturgasledninger, og
3) 200 m fra nåletræsbevoksninger lyngklædte arealer, og anden brændbar vegetation,
I vindens retning fordobles de i nr. 1-3 angivne afstande.
2.3.4
Anvendelse af kategori IV-fyrværkeri skal ske på et område, der er effektivt afspærret fra publikum, og i nedenfor anførte afstande
1) Ved parterrefyrværkeri: Mindst 15 meter til publikum i alle retninger.
2) Ved fyrværkeri med luftbomber på højst 60 mm i diameter eller hertil svarende artikler: Mindst 25 meter til publikum i alle retninger.
3) Ved fyrværkeri med luftbomber over 60 mm og på højst 100 mm i diameter eller hertil svarende artikler: Mindst 50 meter til publikum i alle retninger.
4) Ved fyrværkeri med luftbomber over 100 mm og på højst 150 mm i diameter eller hertil svarende artikler: Mindst 100 meter til publikum i alle retninger.
5) Ved fyrværkeri med luftbomber på over 150 mm i diameter eller hertil svarende artikler: Mindst 200 meter til publikum i alle retninger.
I vindens retning fordobles de i nr. 1-5 angivne afstande.
Der må ikke anvendes luftbomber med større diameter end 200 mm.
2.3.5
Raketter må kun afskydes på pladser, hvor styrepindene ikke kan forvolde skade. Raketter og luftfyrværkeri skal altid opsendes i retning bort fra publikum og eventuel bebyggelse.
2.3.6
Afskydningsramper til raketter, opskydningsrør til luftbomber og stel til fontæner og lignende skal være af en tilstrækkelig solid konstruktion og forsvarligt fastgjorte f.eks. ved nedgravning eller ved sikring med barduner.
2.3.7
Færdsel over det afspærrede område, hvorfra fyrværkeriet anvendes, jf. punkt 2.3.4, er forbudt for andre personer end de for afviklingen af fyrværkeriet nødvendige. Dette gælder også mens fyrværkeriet monteres, og når opstillingerne demonteres efter afbrændingen.
2.3.8
Tobaksrygning og brug af åben ild, bortset fra det for antændelsen af fyrværkeriet nødvendige, er forbudt inden for det afspærrede område.
2.3.9
Beskyttelseshætter over lunter må først fjernes umiddelbart før antændelsen.
2.3.10
På pladsen, hvor fyrværkeriet anvendes, eller i umiddelbar nærhed af denne skal der være mindst ét håndsprøjtebatteri eller én trykvandslukker, jf. punkterne 8.3 og 8.4.
2.3.11
Efter anvendelsen skal samtlige komponenter kontrolleres for eventuelle forsagere. Forsagere skal medtages og destrueres på forsvarlig vis.
2.4
Anvendelse af kategori III-fyrværkeri.
2.4.1
Kategori III-fyrværkeri må kun anvendes af en godkendt festfyrværker.
Anvendelse af kategori III-fyrværkeri må kun finde sted efter forud indhentet tilladelse hos politiet. Tilladelse til anvendelse af kategori III-fyrværkeri kan efter ansøgning meddeles festfyrværkeren af politiet i den politikreds, hvor fyrværkeriet skal anvendes. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om
1) navn og adresse på ansøgeren,
2) hvor fyrværkeriet ønskes anvendt,
3) i hvilken anledning fyrværkeriet ønskes anvendt, og
4) hvilke typer fyrværkeri, der ønskes anvendt.
2.4.2
Anvendelse af kategori III-fyrværkeri i forsamlingslokaler må kun finde sted i lokaler, hvor afstanden til loftet er mindst 4 meter. Området i en afstand af mindst 3 meter til alle sider skal, når fyrværkeriet er opstillet, afspærres, eller det skal på anden måde sikres, at uvedkommende ikke har adgang.
2.4.3
Fyrværkeriet skal opbevares forsvarligt i en lukket trækasse eller godkendt transportemballage, jf. punkt 1.4.6, uden for det lokale, hvori det skal anvendes, indtil montagen finder sted. Kassen skal tydeligt være mærket med FYRVÆRKERI.
2.4.4
Artiklerne må først tages ud af emballagen umiddelbart før montagen finder sted.
2.4.5
Ledninger på artiklerne til det elektriske tændsystem skal være kortsluttede indtil umiddelbart før montagen finder sted.
Strømforsyningen til forstærkere, højtalere og andre elektriske instrumenter skal være afbrudt under montagen af det elektriske tændsystem.
2.4.6
Tobaksrygning og brug af åben ild er ikke tilladt under montagen og anvendelsen af fyrværkeriet.
2.4.7
På stedet, hvor fyrværkeriet anvendes, eller i umiddelbar nærhed af dette, skal der være mindst ét håndsprøjtebatteri eller én trykvandslukker, jf. punkterne 8.3 og 8.4.
3.
Oplag af fyrværkeri i bygning
3.1
Generelle bestemmelser
3.1.1
Emballage skal være udført som angivet i punkt 1.4.6.
3.1.2
Fyrværkeri skal opbevares mindst 2 meter fra enhver varmekilde og mindst 5 meter fra andet brandfarligt oplag og varmekilder, der ikke er godkendt til placering i områder klassificeret som sprængstofrum, kategori II.
3.1.3
Følgende oplag kræver ikke tilladelse
1) Oplag på højst 5 kg af kategori I- og II-fyrværkeri.
2) Oplag af knallerter, bordbomber, trækbordbomber, stjernekastere og isfontæner.
3) Oplag i butikker på højst 150 kg af kategori I- og II-fyrværkeri, jf. dog punkt 3.1.4.
3.1.4
I butikkers salgslokaler må det samlede oplag af kategori II-fyrværkeri samt knaldhætter, knaldbånd, knaldperler og knaldpropper ikke overstige 50 kg. I tilstødende lokaler, der er adskilt fra salgslokalerne og forsynet med mindst tætsluttende dør hertil, kan opbevares en samlet mængde på højst 50 kg, såfremt der i lokalerne ikke findes brandfarlige væsker og F-gas og en samlet mængde på højst 100 kg, såfremt der i lokalerne ikke findes andet brandfarligt oplag i form af oplag af papir, pap, træ, stearinlys eller lignende.
Ved udsalgsstedet skal forefindes mindst ét håndsprøjtebatteri eller én trykvandslukker, jf. punkterne 8.3 og 8.4.
De generelle ordensregler i punkterne 9.1.1 – 9.1.6 skal overholdes.
3.1.5
Oplag på højst 2.000 kg af kategori I- og II-fyrværkeri, i lokaler med sprinkleranlæg dog højst 5.000 kg, må kun oprettes med politiets tilladelse, jf. dog punkt 3.1.3 b). Indretningen skal ske i overensstemmelse med de for sådanne oplag gældende bestemmelser, jf. punkterne 3.2.1 og 3.2.2. Dette gælder dog ikke for oplag hos virksomheder, der importerer eller fremstiller, herunder monterer, fyrværkeri, jf. punkt 3.1.6.
3.1.6
Oplag på over 2.000 kg af kategori I- og II-fyrværkeri, i lokaler med sprinkleranlæg dog over 5.000 kg, ethvert oplag af kategori III- og IV-fyrværkeri samt ethvert oplag hos virksomheder, der importerer eller fremstiller, herunder monterer, fyrværkeri, må kun oprettes med politiets tilladelse efter indhentet udtalelse fra Beredskabsstyrelsen, jf. dog punkt 3.1.3 b).
3.2
Indretning af oplagssteder
3.2.1
Oplag på højst 500 kg.
a) Oplaget skal indrettes i bygning eller rum på højst 600 m2 med gulv, loft og vægge svarende til mindst BS-bygningsdel 60. Hvis tagundersiden udgør lagerafsnittets loft, kan tagkonstruktionen udføres som en let konstruktion af ubrændbare materialer, dog er brugen af træspær og trælægter tilladt.
Overflader på loft og vægge skal udføres som mindst klasse 1 beklædning.
Dør(e) til andre lokaliteter skal være mindst BD-dør 60.
b Gulvet skal være plant og uden revner og må ikke kunne oplades elektrostatisk.
c De bygningsmæssige krav i kapitel 6 skal overholdes.
d Afstandsreglerne i kapitel 7 skal overholdes.
e Oplagsrummet skal udstyres med to håndsprøjtebatterier eller to trykvandslukkere, jf. punkterne 8.3 og 8.4.
f Ordensreglerne i punkt 3.3 skal overholdes.
3.2.2
Oplag på over 500 kg og højst 2.000 kg. I lokaler med sprinkleranlæg, udført som angivet i punkt 6.3, kan dog opbevares højst 5.000 kg
a) Oplaget skal indrettes i stueetage eller kælder i bygning eller rum på højst 600 m2 med gulv, loft og vægge svarende til mindst BS-bygningsdel 60. Vægge skal udføres som ”tunge BS-vægge 60”. Hvis tagundersiden udgør lagerafsnittets loft, kan tagkonstruktionen udføres som en let konstruktion af ubrandbare materialer, dog er brugen af træspær og trælægter tilladt.
Overflader på loft og vægge skal udføres som mindst klasse 1 beklædning.
Dør(e) til andre lokaliteter skal være mindst BS-dør 60.
b) Fra oplagsrummet skal der være mindst 2 af hinanden uafhængige flugtveje, jf. afsnit 6.2, placeret i eller umiddelbart ved lokalets modstående ender. Fra lokaler uden sprinkleranlæg skal der være mindst 1 dør direkte til terræn i det fri.
c) Gulvet skal være plant og uden revner og må ikke kunne oplades elektrostatisk.
d) Oplagsrummet skal klassificeres som sprængstofrum, kategori II.
e) Eventuel opvarmning må kun ske med enten vand eller lavtryksdamp fra fyr, som er anbragt uden for oplagsstedet og adskilt fra dette med mindst BS-konstruktion 60, eller med andet opvarmningsudstyr, som er godkendt til placering i område klassificeret som sprængstofrum, kategori II.
f) Reoler skal udføres som tremmereoler af træ, og fralægningsborde skal være glatte og uden revner og må ikke kunne oplades elektrostatisk.
g) De bygningsmæssige krav i kapitel 6 skal overholdes.
h) Afstandsreglerne i kapitel 7 skal overholdes.
i) Oplagsrummet skal udstyres med vandfyldte slangevinder, jf. punkt 8.2.1.
j) Ordensreglerne i punkt 3.3 skal overholdes.
3.3
Ordensregler
a) I oplagsrummet må kun opbevares fyrværkeri. Opbevaringen skal ske i godkendt emballage.
b) Ud- og indpakning må ikke finde sted i oplagsrummet.
c) Stablingshøjden må ikke overstige 6 m.
d) De generelle ordensregler i kapitel 9 skal overholdes.
4.
Oplag af fyrværkeri i det fri
4.1
Definitioner
4.1.1
Oplag i det fri: Oplag som er indrettet i container eller ved salgssted i det fri.
4.1.2
Container: Transportcontainer eller lignende af stål på højst 20 fod.
4.1.3
Salgssted i det fri: Bod eller lignende hvorfra detailsalg finder sted.
4.2
Generelle bestemmelser
4.2.1
Emballage skal være udført som angivet i punkt 1.4.6.
4.2.2
Oplag i det fri skal klassificeres som sprængstofrum, kategori II.
4.2.3
Eventuel opvarmning må kun ske med enten vand eller lavtryksdamp fra fyr, som er anbragt uden for oplagsstedet og adskilt fra dette med mindst BS-konstruktion 60, eller med andet opvarmningsudstyr, som er godkendt til placering i områder klassificeret som sprængstofrum, kategori II.
4.2.4
Følgende oplag kræver ikke tilladelse
1. Oplag på højst 5 kg af kategori I- og II-fyrværkeri.
2. Oplag af knallerter, bordbomber, trækbordbomber, stjernekastere og isfontæner.
4.2.5
Oplag på højst 10.000 kg af kategori I- og II-fyrværkeri må kun oprettes med politiets tilladelse. Indretningen skal ske i overensstemmelse med de for sådanne oplag gældende bestemmelser, jf. punkterne 4.3.1 og 4.3.2. Dette gælder dog ikke for oplag hos virksomheder, der importerer eller fremstiller, herunder monterer, fyrværkeri, jf. punkt 4.2.6.
4.2.6
Oplag på over 10.000 kg kategori I- og II-fyrværkeri, ethvert oplag af kategori III- og IV-fyrværkeri, samt ethvert oplag hos virksomheder, der importerer eller fremstiller, herunder monterer, fyrværkeri, må kun oprettes med politiets tilladelse efter indhentet udtalelse fra Beredskabsstyrelsen.
4.3
Indretning af oplagssteder
4.3.1
Oplag i container
a) Området i en afstand af mindst 5 meter fra containeren må ikke anvendes til andre formål, herunder parkering og lignende.
b) Afstandsreglerne i kapitel 7 skal overholdes.
c) I umiddelbar nærhed af containeren skal der forefindes mindst ét håndsprøjtebatteri eller én trykvandslukker, jf. punkterne 8.3 og 8.4. Placeringen skal godkendes af kommunalbestyrelsen (redningsberedskabet).
d) Ordensreglerne i punkt 4.4 skal overholdes.
4.3.2
Salgssted i det fri
a) På salgsstedet må højst opbevares 200 kg kategori I- og II - fyrværkeri. Der må ikke opbevares andet end fyrværkeri. Opbevaringen skal ske i godkendt emballage, jf. punkt 4.2.1.
b) Klassifikation efter punkt 4.2.2 skal omfatte salgsstedet og området i en afstand af 5 meter fra dette. Undtaget herfra er bygninger uden åbninger mod salgsstedet.
c) I en afstand af mindst 5 meter fra salgsstedet må der ikke forefindes nogen form for vegetation.
d) Området i en afstand af mindst 5 meter fra salgsstedet må ikke anvendes til andre formål, herunder parkering og lignende.
e) Afstandsreglerne i kapitel 7 skal overholdes.
f) I umiddelbar nærhed af salgsstedet skal der forefindes mindst ét håndsprøjtebatteri eller én trykvandslukker, jf. punkterne 8.3 og 8.4. Placeringen skal godkendes af kommunalbestyrelsen (redningsberedskabet).
g) De generelle ordensregler i punkterne 9.1.1 – 9.1.6 skal overholdes.
4.4
Ordensregler
a) I containere til opbevaring må kun opbevares fyrværkeri. Opbevaring skal ske i godkendt emballage.
b) Ud- og indpakning må ikke finde sted i containere til opbevaring.
c) Stablingshøjden i containere må ikke overstige 2 m.
d) De generelle ordensregler i kapitel 9 skal overholdes.
5.
Pakning af fyrværkeri
5.1
Definitioner
5.1.1
Pakkeafsnit: Bygning, rum eller container placeret i det fri, hvor fyrværkeri pakkes i sortimentspakker eller pakkes til forsendelse.
5.1.2
Container: Transportcontainer eller lignende af stål på højst 20 fod.
5.2
Generelle bestemmelser
5.2.1
Pakkeafsnit skal indrettes i selvstændigt rum eller container og må ikke indrettes i rum eller container, som anvendes til opbevaring af fyrværkeri. Rummet eller containeren må i øvrigt ikke anvendes til andre formål.
5.2.2
Arealet i det fri omkring en container, hvori der pakkes fyrværkeri, må i en afstand af mindst 5 meter fra containeren ikke anvendes til andre formål, herunder parkering.
5.2.3
Emballage skal være udført som angivet i punkt 1.4.6.
5.2.4
Pakkeafsnit, hvor der pakkes sortimentspakker, skal klassificeres som sprængstofrum, kategori I.
Pakkeafsnit, hvor der pakkes til forsendelse, skal klassificeres som sprængstofrum, kategori II.
5.2.5
Eventuel opvarmning må kun ske med enten vand eller lavtryksdamp fra fyr, som er anbragt uden for pakkeafsnittet og adskilt fra dette med mindst BS-konstruktion 60, eller med andet opvarmningsudstyr, som er godkendt til placering i område klassificeret som sprængstofrum.
5.2.6
Pakkeafsnit må kun oprettes med politiets tilladelse efter indhentet udtalelse fra kommunalbestyrelsen (redningsberedskabet). Indretningen skal ske i overensstemmelse med de for pakkeafsnit gældende bestemmelser, jf. afsnit 5.3. Dette gælder dog ikke for pakkeafsnit hos virksomheder, der importerer eller fremstiller, herunder monterer, fyrværkeri. Disse pakkeafsnit må kun oprettes med politiets tilladelse efter indhentet udtalelse fra Beredskabsstyrelsen.
5.3
Pakning af fyrværkeri
a) Pakning af fyrværkeri skal ske
enten i bygning eller rum på højst 600 m2 med gulv, loft og vægge svarende til mindst BS-bygningsdel 60 og med mindst én udadgående dør direkte til terræn i det fri,
eller i container opstillet i det fri. Container med en dybde på over 3 meter skal have 2 udgange, placeret i containerens modstående ender.
b) Gulvet skal være plant og uden revner og må ikke kunne oplades elektrostatisk.
c) Arbejds- og fralægningsborde skal være glatte og uden revner.
d) Afstandsreglerne i kapitel 7 skal overholdes.
e) Pakkeafsnittet skal udstyres med to håndsprøjtebatterier eller to trykvandslukkere, jf. punkterne 8.3 og 8.4.
f) Ordensreglerne i punkt 5.4 skal overholdes.
5.4
Ordensregler
a) I pakkeafsnittet må kun forefindes det for pakningen nødvendige pakkemateriale og den nødvendige mængde fyrværkeri.
b) Emballage skal opbevares uden for pakkeafsnittet.
c) De færdigpakkede varer skal straks bringes til forsendelse eller til godkendt oplagssted.
d) De generelle ordensregler i kapitel 9 skal overholdes.
6.
Bygningsmæssige krav
6.1
Definitioner
6.1.1
BS- og BD-bygningsdele: Der henvises til By- og Boligministeriets bygningsreglement, jf. punkt 1.4.3.
6.2
Flugtveje
6.2.1
Der må intet sted være over 25 meter til nærmeste udgang.
Ved udgang forstås
– dør til terræn i det fri,
– dør til trapperum, som har dør til terræn i det fri, eller
– dør til anden brandsektion med dør til terræn i det fri eller med dør til trapperum, som har dør til terræn i det fri.
6.2.2
Udgange og døre i flugtveje skal åbne i flugtretningen.
6.2.3
Udgange og døre i flugtveje helt til terræn i det fri skal i flugtretningen let kunne passeres uden brug af nøgle eller særligt værktøj.
6.3
Sprinkleranlæg
6.3.1
Sprinkleranlæg skal udføres, kontrolleres og vedligeholdes i overensstemmelse med DS 431, norm for automatiske sprinkleranlæg i bygninger og med Dansk Brandteknisk Instituts forskrift nr. 251, Automatiske sprinkleranlæg.
Sprinkleranlæg, der på lovlig vis er fremstillet og forhandlet i andre EU- eller EFTA-lande kan anvendes, såfremt det godtgøres, at anlægget opfylder forskrifter, der garanterer et tilsvarende sikkerhedsniveau.
6.3.2
Sprinkleranlæg skal udføres med alarmafgivelse til det kommunale redningsberedskab.
7.
Afstandsforhold
7.1
Afstand til naboskel, vej og sti
7.1.1
Bygninger, som alene er underlagt bestemmelserne i By- og Boligministeriets bygningsreglement, skal have en afstand til naboskel samt vej- og stimidte, som angivet i bygningsreglementet.
7.1.2
Bygning med oplag på højst 500 kg skal ligeledes have en afstand til naboskel samt vej- og stimidte, som angivet i bygningsreglementet.
7.1.3
Bygning med oplag på over 500 kg og højst 2.000 kg, bygning/lokale med sprinkleranlæg dog højst 5.000 kg, skal have en afstand af mindst 5 m til naboskel samt vej- og stimidte og mindst 2,5 m til vej- og stiskel.
7.1.4
Bygning med pakkeafsnit skal have en afstand af mindst 5 m til naboskel samt vej- og stimidte og mindst 2,5 m til vej- og stiskel.
7.1.5
Container med oplag på højst 500 kg skal have en afstand af mindst 2,5 m til naboskel samt vej- og stiskel.
7.1.6
Container med oplag på over 500 kg og højst 2.000 kg skal have en afstand af mindst 5 m til naboskel samt vej- og stimidte og mindst 2,5 m til vej- og stiskel.
7.1.7
Container med oplag på over 2.000 kg skal have en afstand af mindst 10 m til naboskel samt vej- og stimidte og mindst 5 m til vej- og stiskel.
7.1.8
Container med pakkeafsnit skal have en afstand af mindst 5 m til naboskel samt vej- og stimidte og mindst 2,5 m til vej- og stiskel.
7.1.9
Salgssted i det fri skal have en afstand af mindst 5 m til naboskel samt vej- og stimidte.
7.2
Indbyrdes afstandsforhold
7.2.1
De i afsnit 7.1 nævnte bygninger, oplag m.v. på samme grund skal placeres således i forhold til hinanden, at den indbyrdes afstand mindst svarer til summen af de afstande, de hver især skal have til naboskel.
Nedsættelse af den krævede indbyrdes afstand (herunder sammenbygning) kan ske, såfremt der i forbindelse med en bygning etableres brandsektionsadskillelse efter bestemmelserne i By- og Boligministeriets bygningsreglement.
7.2.2
Ved nedsættelse af den krævede indbyrdes afstand mellem to eller flere containere med oplag betragtes disse som ét oplag, som dog ikke må overstige 10.000 kg.
7.2.3
Der kan ikke ske nedsættelse af den krævede indbyrdes afstand mellem container med oplag, container med pakkeafsnit og salgssted i det fri.
8.
Brandslukning
8.1
Generelle bestemmelser
8.1.1
Ved virksomheder og oplag skal der være brandhaner eller branddamme i overensstemmelse med Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 207 af 6. april 1999 om vandforsyning til brandslukning.
8.1.2
Brandslukningsmateriel skal anbringes synligt og på let tilgængelige steder fx ved indgange til de pågældende lokaler m.v.
8.1.3
Brandslukningsmateriel skal markeres i overensstemmelse med punkt 1.4.8.
8.2
Vandfyldte slangevinder
8.2.1
Vandfyldte slangevinder skal være udført i overensstemmelse med Brandteknisk Vejledning nr. 15, ”Vandfyldte slangevinder”, udgivet af Dansk Brandteknisk Institut, eller DS/EN 671-1, ”Slangevinder med formfaste slanger”.
8.2.2
Vandfyldte slangevinder skal installeres, kontrolleres og vedligeholdes i overensstemmelse med Brandteknisk Vejledning nr. 15, ”Vandfyldte slangevinder”, udgivet af Dansk Brandteknisk Institut.
8.3
Håndsprøjtebatterier
8.3.1
Håndsprøjtebatterier skal efterses i overensstemmelse med Brandteknisk Vejledning nr. 6, udgivet af Dansk Brandteknisk Institut.
8.4
Trykvandslukkere
8.4.1
Trykvandslukkere skal
enten være godkendt efter DS 2120 og være på mindst 10 liter.
eller være godkendt efter DS/EN-3 og være af mindst type 13 A.
8.4.2
Trykvandslukkere skal ophænges i bekvem højde over gulv.
9.
Generelle ordensregler
9.1
Generelle bestemmelser
9.1.1
Den ansvarlige leder skal drage omsorg for, at de gældende ordensregler overholdes, og at personalet er grundigt instrueret om brugen og placeringen af brandslukningsmateriel.
9.1.2
Tobaksrygning er forbudt på lokaliteter, hvor der forhandles, opbevares eller pakkes fyrværkeri. Dette skal tilkendegives ved skiltning, som skal være udført i overensstemmelse med punkt 1.4.8.
9.1.3
Affyring af fyrværkeri på lokaliteter, hvor der forhandles, opbevares eller pakkes fyrværkeri samt lokaliteter, hvor der forefindes brandfarlige oplag, er ikke tilladt.
9.1.4
Oplagssteder og pakkeafsnit skal holdes rene og ryddelige.
9.1.5
Fyrværkeriartikler i defekt emballage skal omgående pakkes forsvarligt, og eventuelt spild fjernes.
9.1.6
Ved af- og pålæsning skal fyrværkeriartikler forefindes i uåbnet transportemballage.
9.1.7
Lager- og pakkerum skal holdes aflåst, når der ikke indsættes eller udtages varer.
9.1.8
Parkering af motorkøretøjer (herunder trucks) uden for arbejdstiden, og opladning af trucks må kun ske på steder, som er nærmere angivet i vilkårene for opbevaringstilladelsen.
9.2
Skiltning
9.2.1
På oplagssted i bygning og udvendigt på alle døre til oplagssted i bygning samt ved oplag i det fri skal der opsættes tydelige holdbare skilte med forbud mod tobaksrygning og brug af åben ild. Skiltningen skal udføres i overensstemmelse med punkt 1.4.8.
9.2.2
På den udvendige side af dørene til oplagssted og pakkeafsnit i bygninger, opsættes skilte med tekst: ”FARLIGT FYRVÆRKERI”. Skiltningen skal udføres i overensstemmelse med punkt 1.4.8.
9.3
Branddøre
9.3.1
Branddøres selvlukkemekanisme må ikke sættes ud af funktion, og dørene må ikke fastholdes i åben stilling ved hjælp af kroge, hasper, kiler el.lign.
9.3.2
Det skal jævnligt kontrolleres, at dørenes lukkeanordninger er funktionsdygtige, herunder at dørene lukker tætsluttende i fals.
9.3.3
Branddøre skal på begge sider være forsynet med tydelig påskrift eller skiltning: ”BRANDDØR – holdes lukket”. Branddøre, der fastholdes i åben stilling ved hjælp af godkendt ABDL-anlæg, skal hver dag lukkes ved arbejdstidens ophør og skal være forsynet med tydelig påskrift eller skiltning: ”BRANDDØR – lukkes ved arbejdstids ophør og ved brand”. Påskrift og skiltning skal udføres i overensstemmelse med punkt 1.4.8.
9.3.4
Der henvises til Brandteknisk Information nr. 20, ”Branddøre i praksis”, og Brandteknisk Vejledning nr. 25, ”Branddøre og – porte”, udsendt af Dansk Brandteknisk Institut.
9.4
Flugtveje
9.4.1
Flugtveje skal være frie og ryddelige i hele deres bredde.
9.4.2
Oplagring skal ske på en sådan måde, at der altid er uhindret adgang til flugtveje, herunder flugtvejsdøre, der ikke benyttes i den daglige drift.
10.
Straf og ikrafttræden
10.1
Straf
10.1.1
Overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne straffes i medfør af § 26, stk. 1, nr. 9, jf. § 2 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 778 af 14. oktober 1999 om fyrværkeri med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
1. voldt væsentlig skade på personer, ejendom eller miljøet eller fremkaldt fare herfor, eller
2. opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder besparelser.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
10.2
Ikrafttræden
10.2.1
De tekniske forskrifter træder i kraft den 1. november 1999.
+NOTER+++
Beredskabsstyrelsen, den 1. november 1999
1) Forskriften er som udkast notificeret i overensstemmelse med rådets direktiv 98/34/EF